når krigen raser regler, dilemmaer og konsekvenser En dansk udgave af Exploring Humanitarian Law

Transkript

1 når krigen raser regler, dilemmaer og konsekvenser d+ En dansk udgave af Exploring Humanitarian Law

2 når krigen raser regler, dilemmaer og konsekvenser DEN INTERNATIONALE RØDE KORS KOMITÉ OG EDUCATIONAL DEVELOPMENT CENTER I SAMARBEJDE MED DANSK RØDE KORS OG TORBEN BLANKHOLM. Undervisningsmaterialet består af denne elevbog, en lærervejledning med dvd og websitet Materialet er velegnet til undervisning i klasse. Klassesæt kan lånes gennem Amtscentre for Undervisning eller rekvireres hos Dansk Røde Kors mod et ekspeditionsgebyr. ANSVARSHAVENDE REDAKTØRER: Johanne Brix Jensen og Line Rønnow. REDAKTION: Torben Blankholm, Maria Louise Clausen, Johanne Brix Jensen, Helge Kvam, Anne-Katrine Nørholm, Tina Juul Rasmussen, Line Rønnow. PÆDAGOGISKE KONSULENTER: Torben Blankholm, Torben Ulrik Nissen. BEARBEJDNING AF ORIGINALE TEKSTER FRA ENGELSK TIL DANSK: Anne-Katrine Nørholm. GRAFIK: Helle Bjerre Østergaard. FORSIDEFOTOS FRA VENSTRE: Polfoto, AP/Polfoto/Jim MacMillian, Internationalt Røde Kors/ICRC/Boris Heger. TRYK: Handy Print A/S. UDGIVET AF: Dansk Røde Kors med støtte fra Undervisningsministeriets Tips- og Lottomidler, Danida og Knud Højgaards Fond. Tak til lærere og elever, der har deltaget i testperioden og bidraget til den danske udgave af materialet. Materialet er blevet testet i udvalgte 8. og 9. klasser på Bordings Friskole, Ingrid Jespersens Gymnasieskole, Lindevangskolen, Mørkhøj skole, Nivå Centralskole, Tjørnehøjskolen og Islev skole. Samt på Næstved gymnasium i 2.G. Tak for bidrag til undervisningsmaterialet til Roald Als, Carsten Jensen, China Keitetsi, Morten Sabroe og Torben Ulrik Nissen. Dansk Røde Kors Skoletjenesten Blegdamsvej København Ø tlf.: fax.: skoletjenesten@drk.dk website: 1. udgave, 2. oplag. December Oplag: ISBN-nr.: Copyright : Dansk Røde Kors, København Kopiering af denne bog er tilladt efter aftale med Copy-Dan.

3 når krigen raser regler, dilemmaer og konsekvenser Dansk Røde Kors og Torben Blankholm

4 INDHOLD 30 [2] Regler for krig grænser for grusomhed 6 Introduktion 7 Hvornår har der været fred i verden? 9 Forenede Nationers Pagt lovtekst 31 [2A] Regler for krig 33 Regler i krig og fred 36 Den humanitære folkeret regler for krig 37 Grundlæggende regler i den humanitære folkeret 39 Spørgsmål og svar om den humanitære folkeret 42 Historisk oversigt over nogle af de vigtigste konventioner om menneskerettigheder 45 Forenede Nationers Pagt formål 46 Historisk oversigt over nogle af den humanitære folkerets vigtigste konventioner 48 [2B] Regler for krig gennem tiden 49 Regler for krig før i tiden 10 [1] Øjenvidner det begynder med mennesker 11 Eftervirkningerne af et slag 14 [1A] Hvad er et øjenvidne? 15 Hvad kan et øjenvidne gøre? 16 Et øjenvidne står frem 18 Alene på bænken 20 Et skridt ad gangen 22 Vi gjorde en forskel 24 [1B] Humanitære handlinger 25 Eksempler på humanitære handlinger 26 Det var kun for sjov 27 Faneflugt De arme riddere 50 [2C] Krigens regler gælder også for Børnesoldater 51 Barnesoldaten China fortæller 53 Hvad siger loven om børnesoldater? 56 Hvor stort er problemet? 57 Lande med børnesoldater 58 Hvorfor bliver børn soldater? 60 Hvad så, når man ikke er børnesoldat længere? 60 Hvad kan man gøre for at forhindre, at børn bliver soldater? 62 [2D] Krigens regler gælder også for Landminer 63 Lande med miner 64 På arbejde med krigens skraldemænd 67 Fakta om miner 69 Mary Wareham et øjenvidne, der greb ind 70 Status på landminer: August Hvem gør hvad? [4] INDHOLD

5 72 [3] Loven i spil virker reglerne så? 73 [3A] Hvorfor bliver reglerne overtrådt? 74 Stemmer fra krig 77 [3B] Prøv lige at se det fra soldaternes synsvinkel 78 Hvad gør jeg nu? 79 Skulle jeg stoppe det? 80 Hvad nu, hvis hun taler sandt? 81 Skal jeg åbne ild mod byen? 82 Efterskrifter til to af dilemmaerne 83 [3C] Hvem har ansvaret? 86 [4] Straf og retfærdighed hvad sker der, når krigen er slut? 87 [4A] Hvad skal der ske, når loven bliver overtrådt? 88 Skal man tilgive og glemme eller søge retfærdighed og straffe? 91 Hvordan stiller man folk til ansvar? 92 Nationale domstole 93 Internationale domstole 94 Sandheds og forsoningskommissioner 96 Krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab 104 [5] Krigens konsekvenser det stopper ikke her 105 [5A] Krig ødelægger alt normalt liv 106 Krig og nødhjælp i Afghanistan 107 Kære far, jeg lever 108 Hvad gjorde Røde Kors i Afghanistan i 2003? 111 Fakta om Røde Kors 112 [5B] Hvordan beskytter man krigsfanger? 113 Krigsfanger fortæller 114 Fangebesøg 116 Hvad siger den humanitære folkeret om beskyttelse af krigsfanger i krige mellem to eller flere lande? 117 Hvad siger den humanitære folkeret om beskyttelse af krigsfanger i interne væbnede konflikter? 118 Ordforklaring 97 [4b] Udviklingen af internationale tribunaler 98 Nürnberg Tribunalet 99 Principper for Nürnberg Tribunalet 100 Stemmer fra Nürnberg 102 Voksende internationalt ansvar INDHOLD [5]

6 introduktion Der er altid et tidspunkt, hvor det moralske valg skal tages. Ofte er vi i stand til at foretage et andet valg, et valg for livet og for menneskeheden, på grund af en historie, en bog eller et menneske. Elie Wiesel, Courage to care

7 Krigens regler gælder også i borgerkrige, for eksempel den der fandt sted i Somalia i 90 erne. Somalia, FOTO: INTERNATIONALT RØDE KORS/ICRC Hvornår har der været fred i verden? Prøv at tænke tilbage. Giv dig god tid. Kan du huske, om der har været fred i verden, mens du har levet? Det er ikke særlig sandsynligt. I de cirka års historie, som vi har optegnelser om, har der kun været fred i sammenlagt 250 år. Det svarer til, at der hvert århundrede kun er fred i syv år. Siden 1945, hvor 2. Verdenskrig sluttede, har der været mere end 400 væbnede konflikter og krige rundt om i verden. Det betyder, at der i gennemsnit har været otte krige eller interne konflikter (se ordforklaring side 118) hvert år. Hver eneste gang, der udbryder krig, sker der grusomme og nedværdigende ting. Soldater og civile bliver slået ihjel, og mange mennesker bliver sårede. Både militære mål og civile anlæg; bygninger, havne, skibe, veje, biler, kirker, broer, statuer bliver smadret. Livsvilkårene bliver ændret totalt. Det, der måske før var et behageligt liv med høj velfærd, bliver til et liv i frygt, hvor mangel på selv de mest basale fornødenheder som mad og vand bliver hverdag for de fleste. Efter 2. Verdenskrig blev mange lande enige om, at de ville gøre alt for at undgå, at der igen blev krig i verden. Derfor vedtog man i 1945 De Forenede Nationers Pagt. (Læs mere side 9 og 45). Men allerede i 1863 blev den første sten lagt til de regler for krig, vi i dag kender som Genève-konventionerne. Genève-konventionerne er stadig grundlaget for det, der også kaldes for den humanitære folkeret. Folkeretten er en samlet betegnelse for alle de regler og konventioner, der gælder i krige og konflikter. Der er kommet mange nye til, både siden den første Genève-konvention blev vedtaget i 1864 og siden de fire Genève-konventioner fra Denne bog tager dig med på opdagelse i den humanitære folkeret. Du kommer til at beskæftige dig med krigens regler, og du bliver sat i nogle af de samme dilemmaer, soldater og civile står i, når krigen raser. Du får også et indblik i, hvad man gør, når reglerne bliver overtrådt, og det kæmpe arbejde, der venter, når en krig er slut, og gerningsmænd og ofre skal forsones. Til sidst kan du læse, hvad Røde Kors sammen med andre humanitære organisationer gør for at bringe hjælp frem til folk i nød, og hvad Røde Kors gør for at beskytte og hjælpe krigsfanger overalt i verden. INTRODUKTION [7]

8 Børnenes skole blev sønderbombet under krigen. Jugoslavien, FOTO: INTERNATIONALT RØDE KORS/ICRC/BORIS HEGER Der er forskellige slags tekster i bogen: Tekst Den almindelige tekst, som du selv kan læse. Her kan du også læse autentiske historier om soldater og civiles dagligliv under krige. faktabokse En del uddrag og sammendrag af konventioner, traktater og protokoller inden for den humanitære folkeret og fra menneskerettighederne. Dem finder du i faktaboksene. De er tænkt som en slags opslagsværk for at give dig et indtryk af, hvad konventionerne m.v. indeholder. citater En række citater fra soldater, civile, forfattere og specialister. De er med for at sætte den almindelige tekst i perspektiv og få dig til at undre dig eller se tingene fra en anden vinkel. illustrationer Der er også illustrationer i form af tegninger, fotografier, kort og grafer, som indeholder mange vigtige oplysninger. Her er det ikke nok at kunne læse bogstaver og ord. Her drejer det sig om at bruge dine matematiske færdigheder til at aflæse grafer og dine færdigheder i billedanalyse til at tømme illustrationerne for indhold og problemstillinger. Ud over elevbogen, som du sidder med i hånden, er der også en dvd med nogle korte dokumentarfilm, en lærervejledning med opgave- og aktivitetsforslag samt et website, hvor du kan læse mere om emnet: Hvis du har spørgsmål om den humanitære folkeret, som du ikke kan finde svar på i materialet, kan du sende en mail til Dansk Røde Kors skoletjeneste: skoletjenesten@drk.dk [8] INTRODUKTION

9 FN-flag. Høvelte kaserne. Danmark, FOTO: TORBEN ULRIK NISSEN De Forenede Nationers Pagt 1945 lovtekst Pagten blev vedtaget, da 2. Verdenskrig var slut, og mange lande var enige om at arbejde sammen for at undgå, at der igen blev krig i verden. VI, DE FORENEDE NATIONERS FOLK, ER BESLUTTEDE PÅ at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder, at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtigelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed. OG MED DISSE FORMÅL FOR ØJE at udvise fordragelighed og leve sammen i fred med hverandre som gode naboer, at forene vore kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed, at sikre, ved anerkendelse af grundsætninger og fastlæggelse af fremgangsmåder, at væbnet magt ikke vil blive anvendt undtagen i fælles interesse ARTIKEL 2 4. Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed. (...) ARTIKEL 42 Skulle Sikkerhedsrådet skønne, at de ved artikel 41 hjelmede forholdsregler (fredelige sanktioner, red.) ville være utilstrækkelige eller har vist sig at være utilstrækkelige, kan det tage sådanne skridt ved anvendelse af luft-, sø- eller landsstridskræfter, som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed. (...) ARTIKEL 51 Intet i nærværende pagt skal indskrænke den naturlige ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb (...). INTRODUKTION [9]

10 [1] øjenvidner det begynder med mennesker Vores ligegyldighed over for ondskab gør os til deltagere i forbrydelsen. Egil Aarvik, vinder af Nobels Fredspris 1986

11 Slaget ved Solferino. FOTO: INTERNATIONALT RØDE KORS/ICRC Portræt af Henry Dunant ( ). FOTO: INTERNATIONALT RØDE KORS/ ICRC/FRÉDÉRIC BOISSONNAS Eftervirkningerne af et slag Den 24. juni 1859 mødtes østrigske og franske styrker i et slag ved den norditalienske by Solferino. Da de voldsomme kampe efter 16 timer var forbi, lå mere end mand døde eller sårede spredt omkring på jorden. Soldaternes våben var blevet forbedret, så de var mere slagkraftige og dødbringende, men samaritternes muligheder for at behandle de sårede soldater var ikke blevet tilsvarende bedre. Aftenen efter slaget ankom en ung schweizer, Henry Dunant, til Solferino. Han havde ikke noget med krigen mellem Østrig og Frankrig at gøre. Hans forretninger gik dårligt, og han ville låne penge af den franske kejser, som han havde hørt skulle være i området. Men han kom ikke til at møde kejseren. I stedet blev han mødt af det rystende syn på slagmarken. Her er noget af det, han husker, fra den aften: Nattens stilhed blev brudt af stønnen og kvalte suk af smerte og lidelse. Hjerteskærende stemmer råbte på hjælp. Da solen stod op, kunne jeg se, at slagmarken var dækket af menneskekroppe og heste. De stakkels sårede soldater var ligblege af udmattelse. Nogle af dem som havde åbne sår med begyndende tegn på infektioner, var ved at blive vanvittige af smerterne og tiggede om at få gjort en ende på det hele. Manglen på vand blev mere og mere alvorlig. Brøndene var ved at tørre ud, så de fleste soldater havde kun forurenet eller ildelugtende brakvand at drikke. Mens Dunant gik rundt imellem de mange sårede soldater, som konstant råbte på hjælp og vand, gik det op for ham, at der faktisk ikke var nogen, som tog sig af dem. Han fik samlet nogle af de lokale kvinder, inddelte dem i grupper og fik dem til at hente vand og mad. Han satte dem til at vaske de sårede og utøjsbefængte soldater, så deres sår kunne blive behandlet. Han fik oprettet et primitivt felthospital i en kirke; han samlede linned, som kunne bruges til forbindinger, og købte mad og medicin i nabobyerne. Han fik fat i turister, en journalist, en greve og en chokoladefabrikant, og der gik ikke lang tid, før de alle var i gang med at forbinde sår, hente vand og skrive afskedsbreve til de døende soldaters familier. Midt i det hele gik det op for Dunant, at der ikke var nogen af hjælperne, der gik op i, om det var en ven eller en fjende, de behandlede. Alle hjalp alle, tutti fratelli, alle var brødre nu. På et tidspunkt kom Dunant forbi en dødeligt såret 20-årig korporal. [1] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER [11]

12 Han gav den unge korporal noget vand. Den unge mand takkede Dunant, og med tårerne trillende ned af kinderne sagde han: Vil De være venlig at skrive til min far, så han kan trøste min mor? Dunant skrev til hans forældre, og det var den eneste besked, de fik om deres søns skæbne. Henry Dunant fik aldrig kontakt med den franske kejser og fik dermed heller ikke den hjælp, han var kommet efter. Til gengæld skrev han senere en lille bog med titlen: Erindringer fra Solferino, Geneve Bogen beskriver det, han havde oplevet, og indeholder et simpelt forslag: Ville det ikke være muligt i fredstid at danne nogle frivillige hjælpeorganisationer med det formål at kunne tage sig af sårede og tilskadekomne i forbindelse med krige og konflikter? Bogen resulterede i dannelsen af Komiteen for lindring af sårede i forbindelse med krige, som senere udviklede sig til det, vi i dag kender som Den internationale Røde Kors Komité. Det er også Henry Dunants tanker og visioner, som er grundlaget for de Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber, som findes i stort set alle lande i verden i dag. Det røde kors og den røde halvmåne er to forskellige symboler for den samme organisation og skal respekteres på samme måde. Det var Tyrkiet, der i 1876 ønskede at benytte den røde halvmåne i stedet for det røde kors, og i dag anvendes dette symbol i alle muslimske lande. Fakta om Slaget ved Solferino SCHWEIZ Solferino Italien ØSTRIG-UNGARN Solferino er en lille by i Norditalien. Selv om indbyggerne på den italien- Det Liguriske Hav FRANKRIG Adriaterhavet ske halvø taler samme sprog og har samme kulturelle baggrund, havde de på det tidspunkt ikke været forenet Sardinien som en nation. Fra Det Tyrrhenske Hav Romerrigets fald til 1860 erne bestod den italienske halvø af en række fyrstedømmer, som var domineret af deres stærke naboer hovedsagelig Frankrig og Østrig. Selv om begge nationer havde forsøgt at få kontrol over Norditalien, var de fleste indbyggere i byerne og deres omegn hverken franskmænd eller østrigere. Den franske revolution (i 1789) og den periode, da Frankrig dominerede Norditalien, havde udløst en modstandsbevægelse, som kæmpede for et samlet og frit Italien. Modstandsbevægelsen kulminerede i et antal opstande i Norditalien i Alle opstandene blev nedkæmpet, og østrigske tropper besatte en stor del af det nordlige og centrale Italien. Kun på Piedmont, det nuværende Sardinien, hvor Kong Victor Emmanuel II regerede, bevarede indbyggerne en del af deres frihed. BEGIVENHEDER SOM LEDER FREM TIL HISTORIEN Sardinien og Frankrig dannede en militær alliance i 1850 erne. Deres plan var at få Østrig til at erklære krig mod Sardinien, så Frankrig kunne komme til assistance. Planen fungerede. Østrig erklærede krig i I slaget ved Solferino mødte den østrigske hær under ledelse af Kejser Frans Joseph 1. de franske og sardiske styrker, som stod under Kejser Napoleons 3. kommando. Den 24. juni 1859 tørnede de to hære sammen ved Solferino. Omkring sultne soldater, der alle var udmattede efter mange dages hård march, kæmpede i og omkring byen. Det havde regnet voldsomt, så slagmarken var hurtigt blevet omdannet til en frygtelig mudderpøl af de mange kæmpendes fødder og hestenes hove. Slaget endte med, at østrigerne foretog et desperat tilbagetog. Da de nysgerrige næste morgen kom til for at se resultatet af blodbadet, var jorden dækket med tusinder af døde og døende soldater. Bearbejdet fra: Henry Dunant, A Memory of Solferino, International Committee of the Red Cross, Geneva, [12] [1] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER

13 Billede fra film om slaget ved Solferino. FOTO: INTERNATIONALT RØDE KORS/ICRC [1] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER [13]

14 Berømte øjenvidner. Moder Teresa holder en baby uden arme på et børnehjem i Calcutta. Indien, FOTO:AP/POLFOTO/EDDIE ADAMS [1A] Hvad er et øjenvidne? Beretningen om Henry Dunant er beretningen om en mand, som ikke kunne holde ud at være øjenvidne til menneskers lidelser. Henry Dunant kunne ikke lade være med at gøre noget. Han havde slet ikke noget med konflikten at gøre, men valgte at gribe ind, selv om han var der af helt andre grunde. Han blev så grebet af hændelsen, at han skrev en bog og var på den måde med til at starte Røde Kors. I dette materiale bruger vi jævnligt ordet øjenvidne med en bestemt betydning: Et øjenvidne er en person, som er til stede uden at være involveret i en hændelse, hvor et andet menneskes værdighed eller liv er i fare. Et øjenvidne kan beslutte sig for at gribe ind enten direkte eller indirekte: Et øjenvidne er et almindeligt menneske, som bevidst overvejer, om han eller hun skal gribe ind og dermed sætte sit liv eller velfærd på spil for at beskytte en person, som han eller hun ellers ikke ville gøre noget for. Øjenvidner kan have en vigtig indflydelse på udviklingen i et hændelsesforløb og få andre tilstedeværende til at optræde enten med indføling eller ligegyldighed. Psykologisk forskning viser, at en enkelt persons afvigelse fra gruppens normer og opførsel kan have stor indflydelse på det, der foregår i en gruppe eller en forsamling. I nødstilfælde og krisesituationer kan et enkelt menneskes snarrådighed og handlinger få mange andre til at hjælpe eller selv gøre det samme. [14] [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER

15 Mangel på protest kan bekræfte undertrykkerne i deres tiltro til, at det, de gør, er det rigtige. Erwin Staub, The Roots of Evil: The Psychological and Cultural Origins of Genocide, Cambridge University Press, 1990 Dr. Martin Luther King Jr. viser sin Nobels fredspris medalje i Oslo. Norge, FOTO: AP/POLFOTO Hvad kan et øjenvidne gøre? Vi er alle øjenvidner til store og små begivenheder. De fleste mennesker er sammen med andre hver eneste dag og må jævnligt tage stilling til det, der foregår omkring dem. Både i dagligdagsting i familien, skolen og i klubben samt i større begivenheder og i samfundslivet er det enkelte menneske nødt til at tage stilling og sige til og fra. Hvad vil jeg være med til, og hvad vil jeg ikke være med til? Forældre griber ind over for deres børn og sætter grænser for, hvad de må og ikke må. I skolen og klubben sætter fællesskabet og enkeltpersoner grænser for både den enkelte og for fællesskabet. Større arrangementer og samfundslivet er reguleret af for eksempel love, bekendtgørelser, tilladelser og sikkerhedsvurderinger, men det fritager ikke den enkelte for selv at skulle tage stilling til det, der sker. Man skal tage stilling og sige fra, hvis der foregår noget, som ikke er i orden. Måske overværer man situationer, hvor forældre, skoler og klubber ikke lever op til deres ansvar om at skabe trygge rammer og give børn og unge gode muligheder for at udvikle sig personligt og fagligt. Så skal man reagere. Man er også nødt til at tage stilling til, om man vil gribe ind, hvis man for eksempel overværer, at nogle begynder at skændes eller slås, eller hvis stemningen i en større gruppe pludselig ændrer sig, så gruppen bliver en pøbel, som øver hærværk eller slår uskyldige mennesker ned. Vi er alle tilskuere og bliver først øjenvidner, når vi analyserer, hvad der foregår for øjnene af os og tager personligt stilling. Her kan du læse fire beretninger om mennesker, der blev øjenvidner, og som skulle tage stilling til, om de ville gribe ind: Et øjenvidne står frem er beretningen om et øjenvidne til mordet på Chris Hani, en højt respekteret ANC-leder i Sydafrika. Side 16. Alene på bænken handler om et øjenvidne til en kaotisk situation i forbindelse med ophævelsen af raceadskillelse i Arkansas i USA. Side 18. Et skridt ad gangen er historien om et polsk ægtepar, der vælger at gribe ind imod folkedrabet på jøderne i Polen under 2. Verdenskrig, men alligevel kommer i tvivl, om de gør det rigtige. Side 20. Vi gjorde en forskel er den mest aktuelle beretning. Den er fra Bosnien- Hercegovina og handler om at tage stilling på tværs af religiøse skel. Side 22. Til hver beretning hører et faktaafsnit og en beskrivelse af de begivenheder, der leder frem til hændelsen. [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER [15]

16 ANC-tilhængere demonstrerer. Johannesburg, FOTO: REUTERS/POLFOTO I april 1993 var Sydafrikas opgør Mandela en fredelig overgang fra mod apartheid-styret ved at slutte apartheid til demokrati. og var ikke blevet nær så blodigt, Men den 10. april blev Chris Hani som mange havde frygtet. Nelson skudt på klods hold foran sit hjem i Mandela, formand for partiet Johannesburg. Chris Hani var en højt African National Congress (ANC), respekteret og afholdt leder i ANC. var blevet løsladt efter 27 års fængsel og var hædret bredt i hele ver- havde valgt Chris Hani som mål, Morderne indrømmede senere, at de den for sin opbakning til opgøret. fordi hans død sandsynligvis ville Sammen med Sydafrikas præsident kaste Sydafrika ud i et nyt kaos og F.W. de Klerk forhandlede Nelson give højrefløjen mulighed for at genvinde magten i landet. Det følgende afsnit er et uddrag af Nelson Mandelas selvbiografi. Han fortæller om begivenheden: Chris død var et alvorligt slag både for mig personligt og for bevægelsen. Han var en stor helt blandt de unge i Sydafrika en mand, der talte deres sprog, og som de lyttede til. Hvis nogen kunne mobilisere den utæmmede ungdom bag et forhandlingsforlig, så var det Chris. Landet var sårbart. Mange var bange for, at Chris Hanis død ville starte en racekrig, hvor de unge gjorde deres helt til en martyr, som de var parate til at dø for. (...) Mordet var en sindssyg og desperat handling. Et forsøg på at afspore forhandlingsprocessen. Et øjenvidne står frem Allerede samme dag ringede en kvinde til politiet. Hun havde set nummerpladen på morderens bil. Tilfældigvis var kvinden hvid. Mandela blev samme aften bedt om at tale til den sydafrikanske befolkning i radioen her gengivet fra hans selvbiografi: Jeg sagde, at fredsprocessen og forhandlingerne ikke kunne stoppes. Og med al den autoritet, jeg kunne mønstre, sagde jeg: Jeg beder jer alle om at bevare roen og om at ære mindet om Chris Hani ved at forblive disciplinerede fortalere for fred. Denne aften rækker jeg fra mit dybeste indre min hånd ud til hver eneste sydafrikaner: sorte og hvide. En hvid mand opfyldt af fordømmelse og had kom til vores land og begik en forbrydelse så grusom, at [16] [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER

17 vores nation nu skælver på katastrofens kant. En hvid kvinde (...) sikrede med fare for sit liv, at vi ved, hvem forbryderen er, og kan sikre, at retfærdigheden sker fyldest. På grund af den hvide kvindes handling nåede Chris Hanis mordere ikke deres mål om at skabe kaos og racekrig. Fredsprocessen og forhandlingerne fortsatte, og Chris Hanis mordere blev pågrebet. Bearbejdet fra: Nelson Mandela, Long Walk to Freedom: The Autobiography of Nelson Mandela, Back Bay Books, Little, Brown and Company, Boston, BOTSWANA NAMIBIA Sydafrika ZIMBABWE MOZAMBIQUE Pretoria SWAZILAND LESOTHO Atlanterhavet Det Indiske Ocean Sydafrika ligger på den sydligste spids af det afrikanske kontinent og har cirka 43,5 millioner indbyggere. Hollænderne oprettede i 1652 en koloni i Sydafrika. På det tidspunkt var landet beboet af afrikanske stammer. I 1814 slog Storbritannien hollænderne og fik dermed magten i landet. I slutningen af 1800-tallet havde englænderne også kontrollen i områderne nord og øst for de nuværende grænser. I 1910 blev den sydafrikanske union dannet, og Sydafrika blev medlem af det britiske statssamfund, Common Wealth. Regeringen og økonomien var hovedsagelig til gavn for den hvide del af befolkningen. I perioder gennemførte regeringen nye love, som styrkede det hvide styre. Mange af disse love blev vedtaget af Nationalpartiet, som styrede Sydafrika fra 1948 til Man kalder den form for racediskrimination for apartheid. Systemet opdelte befolkningen i forskellige racegrupper, som blev begrænset i, hvor de måtte bo, hvilke job de måtte få, hvilken uddannelse de fik adgang til, og hvor stor politisk indflydelse de kunne få. Fakta om sydafrika del af befolkningen i Sydafrika. I 1960 trådte den sydafrikanske regering ud af det britiske statssamfund Common Wealth og skærpede apartheid-politikken endnu mere. I 1970 erne og 1980 erne mistede det sydafrikanske styre en stor del af den internationale støtte. Verden vendte sig imod apartheid og det sydafrikanske styres brug af vold. I 1990 blev det klart for enhver, at apartheidpolitikken var dødsdømt. Betydningsfulde organisationer, der kæmpede imod apartheid, blev tilladt, og deres ledere blev løsladt fra fængslerne eller fik lov til at vende hjem fra deres eksil i udlandet. Den største del af apartheid-lovgivningen blev ophævet. Regeringen og de vigtigste partier arbejdede sammen om at skabe en ny forfatning og forhandlede en plan om flertalsstyre i landet. Forhandlingerne brød imidlertid sammen i juni 1992, da ANC beskyldte regeringen for at være involveret i angreb på nogle af ANC s tilhængere. Forhandlingerne blev genoptaget i marts 1993, efter regeringen anerkendte, at det var politiets ansvar at beskytte ANC s medlemmer. Apartheid blev afskaffet, og de første frie valg blev afholdt i Befolkningsfordeling 1995 Hvide 13 % Farvede 11 % BEGIVENHEDER SOM LEDER FREM TIL HISTORIEN Den afrikanske nationalkongres (ANC) blev dannet i 1912 for at opnå lighed for den ikke-hvide Sorte 76 % [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER [17]

18 Raceadskillelse i USA. Tre elever på Clinton High School demonstrerer. Deres skole var den første statslige skole i Tennessee, som integrerede sorte og hvide amerikanere. USA, FOTO: AP/POLFOTO Alene på bænken Indtil 1954 gjaldt en lov om adskillelse af sorte og hvide i nogle delstater i USA. Loven forbød sorte skoleelever at gå i de samme skoler som hvide. Og da USA s højesteret erklærede loven for ugyldig overalt i landet, besluttede guvernøren for delstaten Arkansas sig for at modsætte sig. Blodet vil flyde i gaderne, hvis negerbørn forsøger at komme i gymnasiet på Central High School, sagde han. Men skolebestyrelsen i byen Little Rock i Arkansas havde andre planer, og da skoleåret begyndte i sommeren 1957 besluttede det race-hvide gymnasium Central High School at lade de første ni sorte elever begynde på skolen. Elizabeth Eckford var en af de ni. Af frygt for tumulter bad skolebestyrelsen i Little Rock forældrene til de ni sorte skoleelever om ikke at følge deres børn i skole. Man var bange for, at tilstedeværelsen af de afro-amerikanske voksne ville fremprovokere en voldelig reaktion. I stedet blev det aftalt, at en advokat skulle følge børnene på vej. Det havde Elizabeth imidlertid ikke hørt noget om, så hun gik hjemmefra alene. Da hun stod af bussen ved Central High School, opdagede Elizabeth en stor skare af vrede, hvide mennesker og i hundredvis af bevæbnede soldater, som guvernøren havde sendt af sted for at forhindre de ni nye elever i at komme ind på skolen. Elizabeth tænkte, at hun nok ville være i sikkerhed, hvis hun gik bag soldaterne hen til skolens port. Men soldaterne tvang hende væk. ELIZABETH FORTÆLLER OM OPLEVELSEN: Menneskeskaren begyndte at følge efter mig og råbe skældsord. Pludselig begyndte mine ben at ryste, og jeg troede ikke, jeg ville [18] [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER

19 klare turen helt hen til skolen. Det er den længste tur, jeg nogensinde har gået. Alligevel var jeg faktisk ikke rigtig bange. Jeg troede jo, at soldaterne ville beskytte mig. Da jeg kom hen til skolen, gik jeg igen hen til en af soldaterne. Men han så lige frem for sig og ville ikke flytte sig, så jeg kunne komme ind. Jeg anede slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Pludselig så jeg en anden soldat lukke nogle hvide gymnasieelever ind, men da jeg prøvede at klemme mig forbi ham, løftede han sin bajonet. En eller anden i menneskemængden begyndte at råbe: Hæng hende. Hæng hende. Jeg prøvede at se rundt omkring mig og ledte efter et venligt ansigt. På et tidspunkt fik jeg øjenkontakt med en ældre hvid kvinde, men hun spyttede efter mig. Jeg så ned ad gaden og fik øje på en bænk ved busstoppestedet. Jeg løb ned til bænken og satte mig. En del af den vrede menneskeskare fulgte efter Elizabeth og råbte Slæb hende over til træet som hentydning til, at de ville hænge hende. Efter Elizabeth havde siddet på bænken i noget, der føltes som evigheder, masede en hvid kvinde ved navn Grace Lorch sig gennem menneskemængden og talte til Elizabeth. Langsomt løftede Elizabeth sit blik, så på den fremmede og rejste sig op. Helt tæt ved sin side fulgte kvinden Elizabeth hen til busstoppestedet. Elizabeth steg på bussen og undslap de vrede mennesker. Fakta om Raceadskillelse I USA I 1950 erne Stillehavet USA MEXICO Little Rock CANADA Den Mexicanske Golf Arkansas er en delstat i det sydlige USA. Little Rock er statens hovedstad. I slutningen af 1950 erne bestod befolkningen af 77% hvide og 22% afro-amerikanere. Før 1954 var de fleste skoler i de sydlige stater raceopdelte. De afroamerikanske børn måtte ikke gå i de samme skoler som de hvide børn. Skolerne for de afro-amerikanske børn fik i de fleste tilfælde stillet færre ressourcer til rådighed. Bygningerne trængte for det meste til at blive repareret, og skolerne manglede de meste basale ting. I 1954 besluttede den amerikanske højesteret, at raceopdelingen af skolerne var ulovlig. Retten bestemte, at skoler kun for hvide skulle åbnes for afro-amerikanske elever i et passende tempo. BEGIVENHEDER SOM LEDER FREM TIL HISTORIEN For at imødekomme beslutningen fra Højesteret bekendtgjorde skoleforvaltningen i Little Rock, at de hvide skoler i byen nu ville modtage farvede elever. På den første skoledag i september 1957 havde ni afro-amerikanske elever besluttet sig for at melde sig ind i Little Rock Central High School. På et møde dagen før havde skoleinspektøren orienteret forældrene om, at han ikke så sig i stand til at beskytte forældrene, hvis de valgte at følge deres børn i skole. En stor menneskemængde havde forsamlet sig omkring skolen med en og samme hensigt: De ville ikke have, at de ni børn skulle få lov til at komme ind på skolen. Arkansas guvernør sendte Nationalgarden til Little Rock med den begrundelse, at der var fare for uroligheder. Nationalgarden er en bevæbnet, frivillig styrke, som i fredstid ledes af den lokale guvernør, og i krigstid er under hærens kommando. I denne situation forhindrede Nationalgarden i praksis de afro-amerikanske elever i at komme i skole. Atlanterhavet Bearbejdet fra: Juan Williams, Eyes on the Prize: America s Civil Rights Years , Penguin Books, New York, [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER [19]

20 Den jødiske ghetto i Warszawa under 2. Verdenskrig. Polen, FOTO: POLFOTO Et skridt ad gangen Da de tyske nazister besejrede Polen i 2. Verdenskrig, blev jøderne i landet indskrevet til tvangsarbejde eller slået ihjel. Folk, som blev taget for at gemme jøder i Polen, blev straffet med døden. Nogle blev endda hængt offentligt på torve til skræk og advarsel for andre, der måtte have samme idé. Alligevel var der mennesker, der valgte at være med til at redde jøder. Stefa, en katolsk fabriksarbejder, gik langt for at hjælpe en fremmed. Det begyndte en dag i 1942, da Laminski, en polsk politibetjent, der selv var gået under jorden, bad Stefas mand Jerezy om hjælp til at skjule den jødiske kvinde Irena i et par dage. Stefa og hendes mand sagde ja og skabte et skjulested til Irena i deres etværelses lejlighed. Men et par dage trak ud til en uge. En uge blev til en måned. Tiden gik. Og efter et par måneder krævede Jerezy, at Irena skulle finde et andet sted at skjule sig. Men Stefa var ikke enig og insisterede på, at kvinden skulle blive i sit skjulested i deres hjem. Så i stedet blev det Jerezy, der forlod lejligheden. I vrede truede han med at fortælle nazisterne, at Stefa holdt Irena skjult. HVAD GJORDE STEFA SÅ? Jeg ringede straks til Laminski, som tog ud for at finde min mand og tale ham til ro. Han sagde til Jerezy: Her er min pistol, hvis du fortæller nogen om Stefa og Irena, vil du ikke leve mere end fem minutter. Den første kugle vil blive rettet mod dit hoved. Jeg så aldrig min mand igen. Det blev enden på mit ægteskab, men politibetjenten Laminski blev ved med at hjælpe os. VAR STEFA SELV KLAR OVER, HVOR FARLIGT DET VAR? Selvfølgelig var jeg det. Alle vidste, hvad der kunne ske med folk, som skjulte jøder. Irena sagde altid: Jeg er en byrde for dig, jeg må hellere rejse. Men jeg [20] [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER

21 svarede: Du har været her indtil nu, og det er ikke gået galt for os, så måske vil det alt sammen lykkes. Hvordan kan du så overgive dig? Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne lade hende gå. Fakta om Polen og 2. Verdenskrig TYSKLAND Det Baltiske Hav Polen Warszawa SOVJETUNIONEN I 1944 gjorde borgerne i Warszawa oprør mod nazisternes besættelse, men tabte. Som gengældelse begyndte nazisterne at tvangsforflytte alle civile undtagen småbørnsmødrene. Forflyttelserne kunne hurtigt betyde døden for Irena, der ville blive genkendt som jøde på ingen tid til trods for, at hun skjulte sit ansigt bag en bandage. Stefa vidste, at dette kunne blive dødsensfarligt og tog en svær beslutning. Tårerne triller ned ad hendes ansigt, mens hun fortæller den sidste del af historien: Da vi var på vej til at blive tvangsforflyttet, gav jeg Irena min baby i armene og sagde til hende: Jeg vil forsøge at blive sammen med dig. Tag dig af ham, som var han dit eget barn, hvis jeg skulle blive væk fra jer. Da den tyske officer så Irena med barnet, beordrede han hende tilbage til lejligheden og i sikkerhed. På en eller anden måde fik jeg lov at gå med. HVORDAN KUNNE STEFA LØBE DEN RISIKO AT MISTE SIT BARN? Jeg vidste, Irena ville tage sig godt af ham. Og hvem ved, hvad der kunne være sket mig. Jeg kunne også være blevet slået ihjel. Bearbejdet fra: Nechama Tec, When Light Pierced the Darkness, Oxford University, New York, TJEKKOSLOVAKIET Da 2. Verdenskrig begyndte, dækkede Polen et område på km 2. Nazi-tyskland og Sovjetunionen gjorde begge krav på landområder i Polen, henholdsvis mod vest og mod øst. Før 2. Verdenskrig var der store mindretal af tyskere, russere og ukrainere i den polske befolkning. Historisk set havde Polen taget vel imod de jøder, som var blevet forfulgt og fordrevet fra det meste af Europa. Her havde de fået lov til at udøve deres religion og bygge deres egne skoler, og de havde et særligt forhold til de polske magthavere. Det er en af grundene til, at der fandtes et blomstrende jødisk samfund i Polen på det tidspunkt. Da 2. Verdenskrig begyndte, levede der cirka 3,3 mio. jøder i Polen. Kun af dem overlevede krigen. Den tyske invasion i Polen den 1. september 1939 markerede starten på 2. Verdenskrig. Mindre end tre uger senere invaderede Sovjetunionen også Polen. Den polske regering flygtede til London, men størstedelen af den polske hær flygtede til andre lande i Europa og fortsatte kampen herfra. Den polske modstandsbevægelse var især aktiv i Warszawa. I juni 1941 invaderede Nazi-tyskland Sovjetunionen og de dele af Polen, som den sovjetiske hær havde indtaget. Ved slutningen af måneden var hele Polen på tyske hænder. BEGIVENHEDER SOM LEDER FREM TIL HISTORIEN Nazisterne oprettede mange koncentrationslejre i Polen. De blev brugt til at udrydde polske jøder og polakker, som modsatte sig den tyske besættelse. Men også jøder, der blev bragt dertil fra resten af Europa, blev henrettet. Jøderne i Warszawa blev først trængt sammen i et særligt område i byen, som fik tilnavnet Ghettoen. Derefter blev de efterhånden sendt til koncentrationslejrene. Den 1. august 1944 skiftede den polske modstandsbevægelse taktik. Nu gik man i åben væbnet kamp mod nazisterne. To måneder senere, den 2. oktober, overgav lederen af modstandsbevægelsen sig til tyskerne, og nazisterne flyttede de fleste af Warszawas indbyggere til lejre i Tyskland eller tvang dem til at flytte til andre byer i Polen. [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER [21]

22 Billede af muslimske fanger fra Omarska camp i det nordlige Bosnien-Hercegovina. Lejren blev styret af serbere. Bosnien-Hercegovina, FOTO: AP/POLFOTO Vi gjorde en forskel BATKOVIC I BOSNIEN-HERCEGOVINA, DEN 24. JANUAR 1993 Hele sidste sommer trillede busser og lastbiler tætpakket med muslimer og kroatere ned ad den smalle grusvej forbi Ilija Gajics gartneri. Det var hæren som stod for transporterne. Soldaterne og deres officerer talte ikke med landsbyens beboere, men byggede bare en fangelejr i nogle lagerbygninger. Her blev muslimer og kroatere stuvet sammen. Den 62-årige serber, Ilija Gajic, blev bekymret og kom til at tænke på hændelserne under 2. Verdenskrig. Han forestillede sig det værste og frygtede, at de grusomme ting ville vende tilbage, og at Balkans historie ville gentage sig. Koncentrationslejre har aldrig gjort noget godt for nogen, siger Ilija Gajic. Efterhånden begyndte beretninger om vold og dødsfald i fangelejren at cirkulere. Frigivne fanger fortalte om, hvordan de var blevet banket med tykke træstykker, om hvordan mange var blevet smittet med dysenteri, fordi de sanitære forhold i lejren var så ringe, og om hvordan besøgende blev fuppet til at tro, at der ikke var nogen børn under 18 eller ældre over 60 i lejren. Det blev for meget for Ilija Gajic og nogle af de andre mænd i byen, som samlede sig i protest: Vi ville gøre en god gerning. Vi ønskede, at fangerne skulle have den samme behandling, som vi håbede, at den anden side gav de fanger, de havde taget fra vores folk, siger han. I begyndelsen af september 1992 var Ilija Gajic leder af en delegation, som tog til det nærmeste militære hovedkvarter. Delegationen krævede, at de vagter, der havde banket fangerne, blev fjernet og erstattet med andre. Vagterne var ikke fra vores egn. Vagterne havde selv familiemedlemmer, der var blevet taget til fange så de ville have hævn, siger Ilija Gajic. Vi bad militærkommandoen om at sætte lokale folk ind som fangevogtere i stedet for. Militærkommandoen afviste først overhovedet at fortælle, hvem der bestemte i lejren, husker Gajic. Tonen i diskussionen var skarp. En af folkene i delegationen sagde til militærkommandørerne: Vi ønsker ikke et nyt Jasenovac, og henviste til den koncentrationslejr, som kroatiske fascister byggede under 2. Verdenskrig. I Jasenovac blev serbere, jøder og sigøjnere dræbt i titusindtal. [22] [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER

23 Ethvert anstændigt menneske ville sige det samme, siger Ilija Gajic. Vi ville ikke have, at landsbyen skulle få skylden for, hvad der måtte ske i lejren. Vi prøvede at beskytte landsbyens rygte. Delegationen måtte tage hjem uden at få lovning på noget, men det viste sig, at turen ikke havde været forgæves. Efterhånden fik flere og flere lokale folk job i fangelejren. Fangerne kunne fortælle, at frem til september var der mere end 20 mennesker i lejren, som var døde efter at være blevet gennembanket eller mishandlet, men at forholdene i lejren blev meget bedre efter landsbybeboernes indblanding: Forholdene er stadig primitive, men flere hundrede fanger har nu fået lov at arbejde seks dage om ugen i en nærliggende fabrik, fortæller Dragolic, der er en af de nye lokale fangevogtere i lejren. De får godt nok ikke løn, men i hvert fald bedre mad. Fangerne er også blevet mere tilfredse med fangevogterne. Vi synes ikke, det er nødvendigt at banke fangerne, siger Dragolic. Vi taler med dem i stedet. I dag er der også et tv i hvert skur, og til nytår gav fangevogterne brændevin til fangerne. Bearbejdet fra: Roy Gutman, A Witness to Genocide, Macmillan, London, Fakta om Bosnien-Hercegovina Bosnien-Hercegovina grænser op til Kroatien og Serbien og Montenegro. Landsbyen Batkovic ligger nordøst for Sarajevo. Ved folketællingen i 1991 var der 4,3 mio. indbyggere i Bosnien-Hercegovina: 31 procent var serbere og medlemmer af den ortodokse serbiske kirke, 49 procent var muslimer. Den resterende del af befolkningen var hovedsagelig kroatiske katolikker. Bosnien og Hercegovina blev fra 1908 og frem til slutningen af 1. Verdenskrig styret af Det Østrig-Ungarske Rige. Da 1. Verdenskrig sluttede, blev Det Østrig-Ungarske Rige splittet, og Bosnien og Hercegovina blev lagt sammen til èn provins. Efter 2. Verdenskrig blev Bosnien- Hercegovina i 1945 en af republikkerne i Jugoslavien. Den første leder af Jugoslavien var Josip Broz Tito, der var leder af Partisanerne, den største væbnede modstandsbevægelse, som bekæmpede de tyske besættelsesstyrker i Jugoslavien under 2. Verdenskrig. Da Tito døde i 1980 voksede nationalismen og spændingerne i landet. Det førte til, at Slovenien og Kroatien i 1991 erklærede deres selvstændighed fra Jugoslavien. KROATIEN Adriaterhavet Batkovic Bosnien- Hercegovina JUGOSLAVIEN BEGIVENHEDER SOM LEDER FREM TIL HISTORIEN I foråret 1992 stemte den muslimske og kroatiske del af befolkningen i Bosnien-Hercegovina også for selvstændighed fra Jugoslavien. De bosniske serbere, som havde boykottet afstemningen, dannede deres egen regering. Støttet af militære enheder fra Serbien kæmpede de bosniske serbere mod de bosniske muslimer og kroater. Civilbefolkningen blev terroriseret, myrdet, fængslet i koncentrationslejre og med magt fordrevet fra deres områder efter en taktik, som blev kaldt etnisk udrensning. Den komplicerede borgerkrig med tre parter varede indtil 1995, hvor Dayton-fredsaftalen fik kampene til at stoppe. [1A] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER [23]

24 [1b] Hvis du som øjenvidne vælger at gribe ind i en given situation, udfører du det, vi i denne bog kalder en humanitær eller menneskevenlig handling. Den er kendetegnet ved: at den værner om menneskers liv og værdighed at den er rettet mod personer, som man normalt ikke ville gøre noget for at den med stor sandsynlighed indebærer en personlig risiko eller mulighed for tab for den, som udfører den. En humanitær handling bliver ofte udført på trods af eller i modsætning til den almindelige holdning i en gruppe, en menneskemængde eller et samfund. Hvis du som øjenvidne griber ind i en tilspidset situation, risikerer du måske senere at blive Går ind for at beskytte Socialt pres anklaget for at have hjulpet fjenden. På den måde kan du komme til at stå i et dilemma, når du skal beslutte dig for, om du vil gribe ind eller ej. Hvis du ikke gør noget, kan mennesker komme til skade eller i værste fald blive slået ihjel. Hvis du vælger at gribe ind, vil du måske blive kritiseret af mennesker i dit sociale netværk eller miste anseelse og respekt i din omgangskreds. Måske kender du det selv: Du overværer en begivenhed, du synes er forkert og tænker: Nej, det kan ikke være rigtigt. Nogen må gøre noget! Men ingen griber ind, alle venter på at nogen skal gøre noget. Når der endelig er en, som handler, kan du se, at der er mange andre, der har tænkt det samme de træder hjælpende til og afhjælper den tilspidsede situation. Imod at beskytte Modstandsfolk. En gruppe unge mænd instrueres i brugen af håndvåben. Danmark under 2. Verdenskrig. FOTO: POLFOTO/ERIK PETERSEN Humanitære handlinger I det følgende kan du læse tre tekster med forskellige vinkler på humanitære handlinger: Eksempler på humanitære handlinger er 11 korte citater, der beskriver humanitære handlinger udført af mennesker, der har været berørt af eller involveret i en krig. Side 25. Det var kun for sjov er et uddrag af Donald Woods roman BIKO. Uddraget beskriver en hvid kvindes overvejelser, da det lykkes hende at få lov til at besøge Steven Biko i et af de mange fængsler i Sydafrika, som han var indsat i. Side 26. Faneflugt De arme riddere er uddrag af en avisartikel, hvor journalisten Morten Sabroe problematiserer danskernes holdning til beretningerne om tortur i Abu Ghraibfængslet i Irak i begyndelsen af Side 27. [24] [1B] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER

25 Eksempler på humanitære handlinger Mennesker, som har været involveret i nutidens krige, beskriver humanitære handlinger, de har oplevet, været vidne til eller hørt om. [1] Da fjenden tog min mand til fange og satte ham i interneringslejr, var der en mand fra fjendens side, der gav ham mad og tøj, uden at nogen vidste det. Han kunne ikke forhindre, at min mand blev taget til fange, men han hjalp alt, hvad han kunne. Jeg ville gerne møde den mand. [2] En kvinde, hvis mand savnes i krigen I min landsby var der et hus, hvor en familie fra fjendens side boede. Min far beskyttede huset, og det er jeg stolt af. Folk ville dræbe dem, få dem til at rejse, men min far beskyttede dem. [3] En mor Jeg hjalp et menneske, hvis hus var blevet bombet, og dette menneske havde slået et af mine familiemedlemmer ihjel. Så jeg hjalp ham, fordi mine værdier byder mig at gøre det. Og han ved ikke, at jeg ved, at han dræbte mit familiemedlem. På trods af det hjalp jeg ham. [4] En religiøs leder Vi havde ældre mennesker fanger og civile fra den anden side med os. Vi behandlede dem humant, fordi de var ældre. Vi kunne ikke løslade dem, men vi behandlede dem godt. Det var ikke os, der bestemte, hvad der skulle ske med dem. Men hos os var de altid beskyttet. En soldat [5] Vi tog mange sårede soldater fra fjendens side til fange. Soldater, som havde været med til at dræbe vores folk. Men vi bragte dem til lægen og tog os af dem. Vores religion tillader os ikke at dræbe krigsfanger eller såre dem. [6] En tømrer og tidligere kombattant Der var chaufførerne i nødhjælpskonvojerne, som aldrig vidste, om de ville vende hjem igen. De satte livet på spil for folk, de ikke kendte. [7] En journalist Jeg var 14 år gammel, og jeg patruljerede ved et checkpoint. En bil stoppede. Da jeg tjekkede passagerernes ID, opdagede jeg, at en af dem var muslim. Jeg gav ham hurtigt hans ID tilbage og bad chaufføren om at køre væk. Jeg vidste, at hvis jeg sagde, at fyren var muslim, ville han være blevet dræbt. Jeg gjorde det, fordi jeg er datter af en anstændig mand og er blevet opdraget med værdier. [8] En ex-kombattant Jeg så fem af vores soldater føre 500 civile fra en landsby i fængsel. Jeg vidste, at der ikke var blevet givet ordre til det, og jeg prøvede at forhindre det, men soldaterne ville ikke lade mig. De var endda klar til at skyde mig. Jeg fortalte min kommandør om det, og han gav mig et våben, så jeg kunne stoppe dem. Det gjorde jeg så. Disse civile er stadig i live i dag. En soldat [9] Jeg mødte en kvinde, som var på flugt med sit barn. De havde kun en gryde uden ris. Det var meget skidt. Jeg spurgte hende, hvorfor hun var på vej tilbage mod krigen. Hun svarede, at hun gerne ville hjem til sin landsby. Jeg sagde: Du har kun en gryde og ingen ris, så du får halvdelen af risene fra min rispose. Hun takkede mig og sagde noget, som jeg aldrig glemmer: Hun sagde, at hun aldrig havde mødt sådan en god soldat som mig. [10] En soldat Soldater, som flygtede fra nederlaget, kom gennem vores landsby. Selv om de var fra fjendens side, fik de al den hjælp, de behøvede, i vores lille landsby. De var meget taknemmelige, og vi hjalp dem til grænsen. De kom over grænsen, og der var et tv-hold, der filmede, og de fik hjælp og det hele. [11] En krigsenke Min søn fængslede 7-8 mennesker, som var faret vild. Jeg banker dem, sagde han, fordi han selv havde mistet sin far. Men han kom igen dagen efter og fortalte, at han havde sluppet dem løs. En mor Bearbejdet fra: Voices from War, bearbejdet researchmateriale fra Internationalt Røde Kors People On War-kampagne. [1B] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER [25]

26 Det var kun for sjov Under apartheid i Sydafrika, prøver Wendy, som er hvid, at besøge en sort ven, som er fængslet for politiske aktiviteter. Af de hvide overordnede i fængslet får hun at vide, at hvide ikke må besøge sorte indsatte. Hun opsøger kommandanten for fængslet, som inviterer hende ind på sit kontor. Måske fordi hendes mand er redaktør på en af byens aviser, får hun lov til at besøge sin ven. Her fortæller hun om, hvad der sker, mens hun venter på ham: Mens jeg ventede, lagde jeg mærke til en ung sort fange i de reglementerede fangeshorts og skjorte. Han så bekymret og underdanig ud, det udtryk, som man har i ansigtet, mens man venter på at tilpasse sig den hvide baas lune eller indfald. Han stod der, som om han havde fået at vide, at dér skulle han stå og vente. En hvid fangevogter viste sig, og idet han gik forbi ham, gjorde han en pludselig, truende bevægelse hen imod ham og begyndte at råbe ad ham. Det var ikke, fordi denne fangevogter var vred det var kun for sjov. Fangen løftede straks sin arm for at beskytte sin krop mod de ventede slag. Den ene arm gled rundt om maven, den anden beskyttede ansigtet, og manden fremstammede nogle svar på de spørgsmål og hånsord, der skyllede over ham. Så gik fangevogteren videre og kom hen imod mig. Han så, at jeg stirrede på ham, og da han kiggede på mig, blev jeg klar over, at ikke alene var der ingen skam i hans blik. Min hvide hud gjorde mig automatisk til medskyldig i det, han lige havde gjort. En ung sort mand sidder på armlænet af en bænk, som er beregnet til hvide. Durban, Sydafrika, uden dato. FOTO: DPA/POLFOTO Han gik forbi med et udtryk af kedsomhed, forsvandt et øjeblik og kom så tilbage og gik hen imod den sorte. Da han nærmede sig, begyndte fangen at krybe sammen med armene i samme beskyttende stilling som før. Fangevogteren morede sig pragtfuldt. Det, at der var publikum (mig), gjorde det hele endnu mere fornøjeligt. den overordnede, fik betydningen undertrykker under apartheid. Baas Bearbejdet fra: Donald Woods, BIKO, Paddington Press, Ltd, London, [26] [1B] ØJENVIDNER DET BEGYNDER MED MENNESKER