DEN TREDJE BØLGE. på vej mod en bevægelseskultur

Transkript

1 DEN TREDJE BØLGE på vej mod en bevægelseskultur

2 Knud Larsen DEN TREDJE BØLGE Lokale- og Anlægsfonden Grafisk tilrettelægning: Anne von Holck, Tegnestuen Trojka Forsidefoto: Stig Nørhald Øvrige fotos: Se side 72 Tryk: P.J.Schmidt Grafisk November 2003 ISBN Andre publikationer i skriftrækken: 1. Fra sportsbassin til superbassin Nyt liv i gamle idrætshaller Kunstis og skøjtekultur Fremtidens idræts- og kulturbyggeri Forsamles og forenes om idræt Vandkulturhuse Arkitekturpsykologi 2003

3 DEN TREDJE BØLGE på vej mod en bevægelseskultur KNUD LARSEN I SAMARBEJDE MED LOKALE- OG ANLÆGSFONDEN LOKALE- & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE 8

4

5 INDHOLD Forord 7 INDLEDNING 9 IDRÆTS- OG MOTIONSDELTAGELSENS TRE BØLGER Idræt og motion en begrebsafklaring 11 De tre bølger 15 Foreningsidræt 16 Uorganiseret idræt 20 Hverdagsmotion 23 IDRÆTS- OG MOTIONSDELTAGELSENS UDVIKLING Introduktion 27 Deltagelsens udvikling Udviklingen i tidsforbruget 31 Deltagelsen i de tre aktivitetsformer 32 Aktivitetsmønsterets forandring 35 Aktiviteter og aktivitetsformer 42 IDRÆTS- OG MOTIONSUDØVERNE Hvem deltager i sport eller motion 45 Forskelle i tidsforbruget 47 Hvem deltager i de tre aktivitetsformer 49 Aktivitetsformer og tidsforbrug 52 Hvem dyrker de forskellige aktiviteter 54 Noter 57 Litteratur 63 Bilag 67 Om datamaterialet 67 Om aktivitetskategorierne 68 Bilagstabeller 69

6

7 FORORD 7 Idrætsvanerne ændrer sig i disse år med en hastighed, som kun IT-branchen kan stå mål med: En gennemsnitsdansker bruger 5 timer og 32 minutter om ugen på sport og motion. Det er over en time mere end for bare fire år siden. I det samme tidsrum er antallet af voksne, der bruger mindst 4 timer om ugen på at motionere, næsten fordoblet fra hver fjerde til hver anden. Også i Lokale- og Anlægsfonden har vi naturligvis længe iagttaget, at forandringerne i idrætsverdenen er store, men for at få forandringerne nøjere analyseret og dokumenteret bad vi i vinteren 2002 Socialforskningsinstituttet gennemføre en undersøgelse af danskernes idrætsvaner. Undersøgelsen gav en række svar, der affødte nye spørgsmål: Er danskerne gået ind i en sports- og motionsrus uden lige? Bliver idrætsanlæg, svømmehaller, motionsstier og cykelstier bestormet af mennesker, som for få år siden ikke kunne komme op af sofaen? Det er nogle af de spørgsmål, som idrætsforsker Knud Larsen fra Institut for forskning i Idræt og Folkelig oplysning (IFO) prøver at finde svar på i denne bog, der er en gennemgang af den nyeste undersøgelse af danskernes idrætsvaner sammenlignet med de tidligere resultater helt tilbage fra Knud Larsen peger på tre bølger i idrætsverden i de 40 år. Først kom væksten i idrætsforeningernes sportsgrene. Så dukkede der både idrætsgrene og mennesker op, der ikke var en del af det traditionelt organiserede foreningsliv, og i de seneste år er en ny bølge for kropsbevægelse skyllet frem, hverdagsmotionen. Perspektiverne er interessante i forhold til både de etablerede idrætsforeninger og de faciliteter, som bygges på idrætsområdet. Hvad skal kommuner og foreninger gøre, hvis de vil reagere på de ændringer, der sker i vores motionsadfærd? Det er vort håb, at bogen kan være med til at styrke beslutningsgrundlaget for de mange, som beskæftiger sig med udviklingen af idrætten og dens faciliteter. Hans Toft Formand for Lokale- og Anlægsfonden

8 8

9 INDLEDNING 9 Manglen på fysisk aktivitet og bevægelse er blevet et påtrængende problem i det moderne samfund. De teknologiske fremskridt gennem det seneste halve århundrede har betydet, at fysisk anstrengelse og kropsbevægelse er reduceret kraftigt eller helt forsvundet ud af arbejdslivet og hverdagslivet i øvrigt. Dette har sammen med for meget og forkert kost resulteret i, at stadig større andele af den danske befolkning er blevet overvægtige 1, og at en lang række såkaldte livsstilssygdomme som blandt andet type II sukkersyge, åreforkalkning og forhøjet blodtryk er blevet mere og mere almindelige, selv blandt unge og yngre voksne. Denne udvikling i retning af en mere fysisk inaktiv livsførelse, end tilfældet var for tidligere generationer, udgør ifølge sundhedsvidenskaben en af vor tids største trusler mod folkesundheden 2 med alvorlige konsekvenser ikke blot for den enkelte, der må imødese forringet livskvalitet og kortere levetid, men også for samfundet som helhed i form af voldsomt stigende offentlige udgifter på sundhedsområdet. Samtidig med, at fysisk aktivitet og bevægelse i stigende grad er forsvundet ud af det daglige liv, har der imidlertid været en stadig forøgelse af befolkningens interesse for at udøve forskellige former for idræt og motion i fritiden. Siden midten af 1960-erne er andelen af den voksne befolkning, der deltager i sådanne aktiviteter, således mangedoblet. Man kan derfor sige, at der er sket en forskydning af den fysiske aktivitet fra arbejds- og hverdagslivet til fritiden, hvor den er blevet kultiveret i den forstand, at den ikke længere er bestemt af en ydre nødvendighed, men er blevet til et mål i sig selv. 3 Dertil kommer, at der gennem de seneste år har kunnet iagttages en tendens til, at markant flere voksne danskere frivilligt vælger at tilrettelægge hverdagens almindelige gøremål på en sådan måde, at det kræver en større grad af fysisk anstrengelse og bevægelse at udføre dem, end det umiddelbart er nødvendigt. Dette er eksempelvis tilfældet, når man vælger at cykle til arbejde for at få motion i stedet for at tage bilen eller S-toget, eller når man anskaffer sig en hund for at have en god anledning til at gå daglige spadsereture.

10 10 Det betyder dog ikke, at den stigende deltagelse i idræts- og motionsaktiviteter kan forklares som en slags biologisk reaktion på en påtvungen fysisk inaktivitet. Idræts- og motionsudøvelse er kulturelle fænomener, og deltagelse heri er følgelig bestemt gennem sociale og kulturelle mekanismer. Der er således ingen automatik mellem faldende fysisk aktivitetsniveau i arbejdslivet og stigende deltagelse i idræt og motion i fritiden. Dette viser sig blandt andet ved, at der trods den generelt stigende interesse herfor stadig er mange, som ikke deltager i nogen form for idræts- og motionsaktiviteter, og at en stor del af de, som faktisk er aktive, ikke er det i tilstrækkeligt omfang til at kompensere for den reduktion, som har fundet sted i den nødvendige fysiske anstrengelse. Vil man ud fra et sundhedspolitisk perspektiv have flere til at dyrke mere idræt og motion, kan det med andre ord kun ske gennem kulturpolitiske tiltag og initiativer, som yderligere udbygger og styrker den bevægelseskulturelle mangfoldighed, der har manifesteret sig gennem de seneste årtier.

11 IDRÆTS- OG MOTIONS- DELTAGELSENS TRE BØLGER 11 IDRÆT OG MOTION EN BEGREBSAFKLARING Den voksne befolknings deltagelse i idræts- og motionsaktiviteter er imidlertid ikke blot forøget markant i rent kvantitativ forstand siden midten af erne, der er også sket omfattende kvalitative forandringer af deltagelsesmønsteret. Mange nye hidtil ukendte idrætsgrene er kommet til, ligesom en række aktiviteter, der ikke tidligere blev opfattet som en del af idræts- og motionssektoren i stigende grad, regnes med hertil. Sammen med fremkomsten af nye udbydere af idrætstilbud eksempelvis aftenskoler og kommercielle motionscentre har dette betydet, at idrætsbilledet i dag er blevet mere mangfoldigt og broget, men også mere kompleks og diffust end nogensinde tidligere. Umiddelbart fremstår idrætten således som en yderst sammensat og forskelligartet størrelse, karakteriseret af så store variationer med hensyn til aktiviteter, aktivitetsmåder og organisationsformer, at det kan være svært at finde en fællesnævner. I spektret af aktiviteter indgår således så forskellige udfoldelser som fodbold, svømning, bueskydning, taekwondo, afrikansk dans, rytmisk gymnastik, jogging, aerobic, ridning, windsurfing, curling, billard, tai chi, længdespring, skoleridning, vægtløftning og alpint skiløb for blot at nævne nogen af de mere oplagte eksempler. Men fodbold er ikke bare slet og ret fodbold, idet denne aktivitet i lighed med de fleste andre idrætter kan udøves på mange forskellige måder og niveauer og i vidt forskellige sammenhænge. Fodbold kan eksempelvis være en konkurrenceidræt organiseret af idrætsforeninger og sportsklubber, der udøves på standardiserede fodboldbaner i overensstemmelse med regler og præpositioner fastsat af Dansk Boldspil Union under ledelse af en neutral dommer, og hvor det at vinde kampe over modstanderhold spiller en central hvis ikke afgørende rolle for udfoldelserne. Men fodbold kan også være en såkaldt selvorganiseret aktivitet, dvs. en spontan og uformel boldleg, hvor et vilkårligt antal deltagere på basis af selvvalgte regler spiller med hinanden for motionens og/eller fornøjelsens skyld på et mere eller mindre tilfældigt areal, såsom

12 12 et hjørne af Fælledparkens græstæppe eller et asfalteret område i bolig-karreens gårdanlæg. Der er i tidens løb gjort mange forsøg på at definere, hvad der i mere præcis forstand skal forstås ved idræt. Nogen endegyldig og almindelig accepteret definition af fænomenets indhold og betydning foreligger dog ikke, og det er da også et åbent spørgsmål, om det overhovedet giver mening at operere med et fasttømret idrætsbegreb i og med, at de aktiviteter og aktivitetsmåder, det refererer til, løbende forandrer sig som alt andet i samfundsudviklingen. Historisk set har idrætsbegrebet især været knyttet til de klassiske aktiviteter i form af sporten og gymnastikken, 4 men med fremkomsten af en række nye aktiviteter siden slutningen af 1960-erne (se s. 35) og under indflydelse af idéen om Idræt for alle, begyndte man efterhånden at tale om det såkaldte udvidede idrætsbegreb, hvor aktiviteter og aktivitetsmåder, der ikke tidligere blev opfattet som decideret idrætsudøvelse, medtænktes som en del af området. I Betænkning om idrætten og friluftslivet fra 1974 defineres idræt således som fysisk aktivitet, ofte med et konkurrencebetonet element, udført i fritiden for fornøjelsens eller sundhedens skyld, samtidig med at det påpeges, at idrætten og friluftslivet udgør en bred folkebevægelse dækkende et meget vidt område af betegnelser fra elite-, top- og stjerneidræt, motions-, masse- og folkeidræt, firma- og institutionsidræt til forskellige former for friluftsliv. Aktiviteter, som kan udøves af det altovervejende flertal af mennesker i alle aldre og af begge køn uanset den enkeltes fysiske eller sociale forudsætninger og med den intensitet og ambition, som den enkelte synes om. 5

13 13 Den svenske idrætspædagog Lars-Magnus Engström har forsøgt at skabe et vist overblik over den mangfoldighed af aktiviteter, som indgår i det udvidede idrætsbegreb ved at inddele dem i syv forskellige praksisformer: (1) Fysisk træning; (2) konkurrence og rangordning; (3) leg og rekreation; (4) udfordring og eventyr; (5) færdighedstræning; (6) æstetisk virksomhed samt (7) bevægelses- og koncentrationstræning. 6 En sådan inddeling er naturligvis ikke fuldstændig udtømmende, ligesom der i konkrete aktiviteter ofte vil være tale om en kombination af de forskellige elementer. Eksempelvis vil en idrætsaktivitet som fodbold ofte både indeholde fysisk træning, konkurrence, færdighedstræning samt leg og rekreation, ligesom der sikkert er mange, der vil opfatte fodboldspillet som en form for æstetisk virksomhed. Selv om det altså er vanskeligt at definere, hvad idræt er, kan der alligevel på et meget generelt plan udpeges visse fællestræk, som adskiller idrætsaktiviteter fra andre sociale praksisformer. Der er som oftest tale om kropsøvelser, hvilket indebærer, at kroppen udsættes for en eller anden form for øvelse eller træning, selv om dette ikke behøver at være det eneste formål. Da idrætsaktiviteter er kulturelle fænomener, udøves de desuden i overensstemmelse med erklærede eller uudtalte forestillinger om, hvilket indhold de skal have, hvordan de skal udføres og med hvilket formål.

14 14 Dette er eksempelvis tilfældet, når joggeren ifører sig speciel beklædning og fodtøj, hvorved han markerer, at han dyrker en idrætsaktivitet og ikke blot løber for at nå bussen. Endelig er der tale om kropsøvelser, der har sig selv som mål, dvs. en slags kropsøvelse for kropsøvelsens egen skyld, hvilket ikke udelukker, at de udøves for at opnå sundhed, skønhed, mental rekreation eller for at være en del af et socialt fællesskab for blot at nævne nogle af de mest hyppige motiver, som idrætsudøvere nævner som begrundelse for at deltage. Pointen er derimod, at der er tale om frivilligt valgte aktiviteter, der foregår i fritiden, og som følgelig ikke indgår i arbejdslivet eller i hverdagslivets almindelige gøremål. Idræt er med andre ord aktiviteter, man går til på bestemte ugedage og tidspunkter, og/eller som man i det mindste klæder om til, og som derved er udskilt fra hverdagslivets øvrige aktiviteter. Imidlertid er der gennem de senere år sat fokus på en række fysiske aktiviteter, som ikke tidligere er blevet forbundet med deciderede idrætsaktiviteter i den forstand, som de her er forsøgt indkredset. Det drejer sig om forskellige former for bevægelse og fysisk udfoldelse, som er mere eller mindre integreret i hverdagslivets almindelige rutiner og gøremål. Typiske eksempler herpå er cykling og gang i forbindelse med transport, men også forskellige former for fritidsaktiviteter som jagt og fiskeri der ikke normalt forbindes med idræt, men som alligevel indeholder et vist mål af fysisk anstrengelse regnes med hertil. Dette nye spekter af aktiviteter, som falder udenfor såvel det traditionelle som det udvidede idrætsbegreb har siden engang i 1990-erne fået betegnelsen hverdagsmotion hæftet på sig, hvilket netop indikerer, at der er tale om en principiel anderledes type af udfoldelser. Af praktiske især sproglige grunde anvendes udtrykket idræts- og motionsaktiviteter dog i det følgende som betegnelse for idrætsaktiviteter og hverdagsmotion set under et.

15 DE TRE BØLGER Det centrale tema for nærværende fremstilling er de forandringer, der har fundet sted i den voksne befolknings idræts- og motionsdeltagelse i perioden fra midten af 1960-erne og frem til i dag. Analysen heraf bygger på en forestilling om, at denne udvikling er karakteriseret ved tre store bølger af vækst og forandring med hver deres specifikke egenskaber og kendetegn i henseende til aktiviteter, organiseringsformer og udøvere. Den første bølge er den traditionelle foreningsidræt, der om ikke ligefrem kan siges at udgøre en fasttømret og ensartet størrelse, så alligevel umiddelbart fremstår som den mest homogene af de tre strømninger. Denne bølge var allerede startet i midten af 1960-erne og vokser forholdsvis langsomt men stabilt frem til midten af 1980-erne, hvor den synes at nå et foreløbigt højdepunkt. Dette betyder dog ikke, at den efterfølgende helt har mistet sin fremdrift, men blot at stigningstakten er blevet væsentligt mindre end tidligere. Den anden bølge er den såkaldt uorganiserede idræt, der reelt er sammensat af en meget bred vifte af aktivitetsmåder og organiseringsformer, og derfor dybest set kun har det tilfælles, at der er tale om idræt, som foregår uden for idrætsforeninger og sportsklubber. Denne bølge vokser gradvist frem i løbet af 1970-erne, men det er først fra engang i midten af 1980-erne, at den for alvor tager fart. I de følgende år vokser den særdeles kraftigt, men kulminerer så relativt brat ved udgangen af 1990-erne. Den tredje og foreløbig sidste bølge er hverdagsmotionen, der består af en række forskellige fysiske aktiviteter, der adskiller sig fra decideret idræt ved i større eller mindre grad at være integreret i hverdagens almindelige gøremål. Denne bølge vokser ganske stærkt gennem 1990-erne, men accelererer så med en hidtil uset voldsomhed fra slutningen af 1990-erne og frem til i dag De tre bølger udvikler sig ikke uafhængigt af hinanden i hver deres baner, men brydes og blandes på mange forskellige niveauer. Dette er eksempelvis tilfældet, når aktiviteter som aerobic og styrketræning, der oprindeligt var en del af den uorganiseret idrætssektor, tages op af idrætsforeninger og sportsklubber og dermed bliver en del af foreningsidrætten, eller når gåture der er en typisk form for hverdagsmotion omdannes til deciderede idrætsaktiviteter i form af power-walking og pole-walking. Forestillingen om, at samfundsmæssige og kulturelle forandringer forløber i bølger, er ikke i sig selv hverken specielt ny eller original. Mest kendt er formentlig Alvin Tofflers brug af bølgebegrebet i bogen Den tredje bølge, hvor det anvendes til at karakterisere tre successive faser i den menneskelige civilisations hidtidige udviklingshistorie: agrarsamfundet, industrisamfundet og det fremvoksende post-industrielle informationssamfund. 8

16 16 I de senere år er bølgebegrebet også blevet anvendt mere snævert i forbindelse med forandringer indenfor idrætsområdet. Man har således talt om fitness-bølgen, om grønne bølger i friluftslivet og senest om wellness-bølgen, hvor det ikke blot handler om at være i god fysisk form, men i nok så høj grad om kropsligt og mentalt velbefindende i videre forstand. Anvendelsen af bølge-terminologien i relation til idrætssektoren er således ikke ny, det nye er kun min brug af den som struktureringsprincip for beskrivelsen af nogle af de forandringer, der er foregået i det danske idrætsbillede gennem de sidste fire årtier. Idéen med bølgerne er således først og fremmest et nyttigt redskab, når det, som det her er tilfældet, gælder om at disponere og systematisere et relativt omfattende og diffust datamateriale, men den hjælper forhåbentlig også med Alvin Tofflers ord til at se under den oprørte overflade, så meget af det, der før var forvirret (in casu idræts- og motionssektorens umiddelbart kaotiske fremtrædelsesformer), bliver klart og tydeligt belyst. 9 FORENINGSIDRÆT Idrætten var tidligere først og fremmest et anliggende for idrætsforeninger og sportsklubber. Endnu i 1960-erne var det at dyrke idræt nærmest ensbetydende med at være medlem af en klub eller forening. Selv om dette ikke længere er tilfældet, idet idræt i dag udøves mange forskellige steder og under forskelligartede organisatoriske rammer, er idrætsbevægelsen stadig uden sammenligning idrætssektorens største og mest alsidige udbyder af idræt for voksne. Der findes næppe den idrætsgren, som ikke er på programmet i en eller flere af landets ca idrætsforeninger og sportsklubber.

17 Her findes ikke blot hele det traditionelle register af aktiviteter fra skydning og gymnastik over boldspillene og de øvrige olympiske discipliner til andre officielt anerkendte idrætsgrene som billard, golf og motorsport, men også mange af de nye idrætsgrene, der har vundet indpas siden 1970-erne, er repræsenteret i større eller mindre omfang. 17 Idrætsforeninger og sportsklubber udmærker sig desuden ved at være noget nær den eneste sammenhæng, hvor voksne har mulighed for at dyrke organiseret konkurrenceidræt, dvs. for at deltage i formaliserede konkurrencer og turneringer. Her tænkes der ikke på elite- og publikumsidrætten, som også er en del af foreningssektoren, men på den brede konkurrenceidræt, der involverer titusindvis af aktive på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Selv om andre aktører er kommet på banen i de senere år, eksempelvis som udbydere af løb (fx Copenhagen Marathon) og cykelløb (fx Tøserunden), er afholdelse af konkurrencer og turneringer stadig altovervejende et anliggende for idrætsforeningerne og deres forskellige specialforbund og organisationer. Foreningsidrætten har dybe historiske rødder i det danske samfund, idet den opstår i sammenhæng med det moderne samfunds gennembrud. Først skyttebevægelsen (1860-erne), siden gymnastikbevægelsen (1880-erne) og sportsbevægelsen (1880-erne) er de vigtigste søjler, som den organiserede idrætsbevægelse bygger på. Dannelsen af de første frivillige skytteforeninger var tæt forbundet med det nationale spørgsmål, dvs. konflikterne i forbindelse med Slesvig-Holstens

18 18 løsrivelse fra kongeriget, der blev fuldbyrdet med nederlaget til Preussen og Østrig i Tanken var, at man gennem oprettelsen af frivillige skytteforeninger skulle udbrede færdigheden i riffelskydning og derved styrke forsvarsevnen over for truslen fra syd. 10 Gymnastikbevægelsens udvikling var tæt forbundet med bondestandens åndelige vækkelse og politiske mobilisering i 1880-erne, hvor den såkaldte svenske gymnastik udfoldede sig i sammenhæng med folkehøjskolen, andelsbevægelsen, forsamlingshusene og den folkelige sang. Denne sammenhæng gav den svensk-lingske gymnastik betegnelsen den folkelige gymnastik. I denne gymnastik lagde man vægt på øvelser, der kunne udvikle kroppen og gøre den harmonisk. Man brugte derfor øvelser som rundsving, sidebøjninger, lændebøjninger og mange andre. Men det var ikke nok, at man med disse øvelser tilgodeså legemets behov. Øvelserne skulle også udføres smukt, idet man havde den opfattelse, at menneskets sjæl fik det bedre af noget formfuldendt og stilfuldt. Grundtvigianismen udgjorde så at sige gymnastikbevægelsens åndelige overbygning. Det hele menneske og den gode holdning blev overskrifter for dens moral- og værdisystem. I holdningskravet smeltede det moralske sammen med overbevisningen om den rigtige holdnings korrekthed i anatomiskfysiologisk forstand. 11 Samtidig med at den svenske gymnastik fra 1880-erne vandt indpas på landet, brød den såkaldte engelske sport for alvor igennem i byerne som et vigtigt element i den nye borgerlige kultur og efterhånden også som en del af arbejderkulturen. Sporten omfattede en lang række discipliner, som boldspil, roning, atletik og svømning, hvis udførelse baserede sig på konkurrencer, præstationer og rekorder, sådan som det kommer til udtryk i det olympiske motto: hurtigere højere stærkere. Ligesom gymnastikken havde også sporten en idémæssig-moralsk overbygning. Den overførte værdier fra det engelske gentleman-ideal, der udmøntede sig i begreber som fair play og sportsmanship. 12 Amatørisme altså at aktiviteterne blev udført for deres egen skyld uden nogen form for pekuniær tilskyndelse blev på den tid anset som en ufravigelig forudsætning for, at sportens moralske værdier og egenskaber kunne indlæres på den rette måde. Gymnastikbevægelsen og sportsbevægelsen udviklede sig side om side gennem flere årtier adskilt geografisk, socialt og kulturelt. Men efterhånden begyndte sporten også at vinde indpas på landet. Det begyndte i mellemkrigstiden, hvor især discipliner som fodbold, håndbold og atletik vandt frem. Det var dog først i tiden efter 2. verdenskrig, at det gik stærkt. Mange mennesker

19 især mænd gik fra gymnastik og gymnastiksalen over i sporten og sportshallen. I takt med disse ændringer blev sport det, som de fleste mennesker i dag forstår som rigtig idræt. 13 I sammenhæng med denne udvikling nedtonedes de oprindelige ideologiske forskelle, ligesom de to bevægelsers klassemæssige forankring gradvist udviskedes. Hvor bevægelserne i udgangspunktet lagde vægten på brede idé-betonede holdninger til deres indsats, blev henvisningerne til deres eksistensberettigelse efterhånden i stigende grad knyttet til en fritids- og socialpædagogisk rolle med aktiviteterne i centrum, ligesom det i stigende grad blev ungdommen og efterhånden også børnene, der blev målgruppen for arbejdet. Således peger Julius Bomholt i et skrift fra 1945 på, at de frivillige bevægelsers arbejde udgør et værdifuldt supplement til skole og hjem, som på sæt og vis lægger grunden til fritidskulturen: Det kan ellers meget let ske, at barnet glider ud i dårlige vaner, og det er derfor godt, at der er fritidsorganisationer, der kan føre børnene sammen i et frugtbart opdragende kammeratskab, 14 ligesom de giver ungdommen i by og på land mulighed for styrkende idræt og alsidigt udviklende motion Fra engang i 1940-erne og langt op i 1970-erne kan gymnastik- og sportsbevægelserne således siges at være deciderede børne- og ungdomsbevægelser, hvor de oprindeligt i højere grad havde haft yngre voksne især mænd som deres centrale målgruppe. Med formuleringen af tanken om Idræt for alle der begyndte at slå igennem i 1970-erne ændrer dette sig dog. Alle aldersgrupper også midaldrende og ældre af begge køn bliver fra da af i stigende grad mål for foreningsidrættens aktivitetstilbud. Selv om børn og unge stadig udgør den relativt største medlemsgruppe i landets idrætsforeninger og sportsklubber, har der gennem de seneste årtier været en markant tilstrømning af voksne til foreningsidrætten (se s. 49), således at medlemsskaren i højere grad end tidligere afspejler den generelle alders- og kønssammensætning i befolkningen. Idrætsbevægelserne var i udgangspunktet alle baseret på den frivillige forening som organisationsform, og selv om offentlig støtte i dag spiller en væsentligt for ikke at sige afgørende rolle for deres virksomhed, er dette stadig tilfældet. Foreningen kan i al korthed karakteriseres som en frivillig sammenslutning af personer om et fælles, afgrænset mål styret af vedtægter, som regulerer medlemskab og rutiner for koordinering og håndhævelse af aktiviteter, pligter og rettigheder. Mere uddybende er den frivillige forening kendetegnet ved fem egenskaber: frivilligt medlemskab, formel uafhængighed af det offentlige, interesseforpligtelse over for medlemmerne, demokratisk beslutningsstruktur og medlemmernes frivillige, ulønnede indsats som grundlag for foreningsarbejdet. 16

20 20 Idrætsforeningernes aktivitetstilbud adskiller sig således afgørende fra såvel offentlige som kommercielle idrætstilbud ved i vid udstrækning at være baseret på frivilligt i princippet ulønnet arbejde, udført af foreningernes medlemmer. Det drejer sig om ledere, trænere og instruktører samt om praktiske medhjælpere på en lang række områder: dommere, chauffører, vaske-koner og klubblads-redaktører for blot at nævne nogle. Etableringen og driften af idrætsfaciliteterne i form af lokaler og anlæg er derimod i hovedsagen et offentligt (kommunalt) anliggende, om end vilkårene er meget forskelligartede i denne henseende. Selv om forskellige former for direkte og indirekte økonomiske godtgørelser efterhånden er blevet almindelige selv i den del af foreningsidrætten, der fortrinsvis beskæftiger sig med breddeidræt, så er medlemmernes villighed til at yde frivilligt arbejde stadig en afgørende forudsætning for opretholdelsen af idrætsforeningernes mange aktivitetstilbud. UORGANISERET IDRÆT Uorganiseret idræt er i dag den almindelige anvendte betegnelse for al den idrætsaktivitet, der foregår uden for idrætsforeninger og sportsklubber, men det er strengt taget hverken en særlig dækkende eller præcis beskrivelse af fænomenet, idet denne del af idrætssektoren i virkeligheden består af vidt forskellige aktivitetsmåder og organisationsformer. Udtrykket uorganiseret idræt der opstår engang i 1970-erne er da også blevet kaldt en teoretisk nødløsning 17 i den forstand, at det er vanskeligt at finde en mere rammende betegnelse for hele det spekter af idrætsudøvelse, der ikke er organiseret af foreninger og klubber.

21 Der kan grundlæggende skelnes mellem to forskellige typer af uorganiseret idræt, idet der dels er tale om andre former for organiserede idrætstilbud end de, der udbydes af foreningssektoren, og dels om den såkaldt selvorganiserede idræt, dvs. aktiviteter, der udøves på egen hånd og/eller sammen med andre i mere eller mindre spontane og uformelle sammenhænge. 21 Idrætsforeninger og sportsklubber har som nævnt tidligere stået som noget nær ene-udbydere af idrætstilbud til voksne, men gennem de seneste år har andre udbydere af organiseret idræt i stigende grad gjort sig gældende. Der tænkes her på (halv-) offentlige tilbud i form af aftenskoler og oplysningsforbund, som siden slutningen af 1960-erne har haft forskellige former for bevægelsesfag på programmet og på den efterhånden brede vifte af kommercielle det vil sige privat drevne udbydere af mere eller mindre organiseret idræt, som i dag opererer i idrætssektoren. Der har ganske vist længe eksisteret private idrætsvirksomheder i form af gymnastikinstitutter og danseskoler, idet de første af slagsen allerede opstod tilbage i slutningen af 1800-tallet, men det er først med de moderne styrketrænings- og motionscentres fremvækst i 1970-erne og 1980-erne, at den kommercielle idrætssektor som i dag desuden omfatter private rideskole, pool-klubber, yoga-centre og lignende har erobret større markedsandele blandt de voksne. Selvorganiseret idræt kan heller ikke siges at være noget nyt fænomen, men er tværtimod længe blevet praktiseret under forskellige former. Etableringen af offentligt tilgængelige svømme-faciliteter i form af haller, friluftsbade og lignende er således af ældre dato, ligesom eksempelvis skøjteløb gennem årtier har været en populær vinter-aktivitet for såvel børn som voksne. Det nye ved situationen i dag i forhold til tidligere er derimod omfanget og mangfoldigheden af disse udfoldelser. Hvor det tilbage i 1960-erne kun var en forsvindende lille del af den voksne befolkning, som regelmæssigt dyrkede idræt på egen hånd, er sådanne aktiviteter i dag mere udbredt end såvel foreningsorganiseret som kommunalt og kommercielt organiseret idræt. 18 Denne udvikling er tæt forbundet med opkomsten af et efterhånden ganske vidtforgrenet udbud af offentligt tilgængelige idrætsfaciliteter, drevet på såvel kommunal som kommerciel basis, hvor det med eller uden entré, baneleje og lignende er muligt at dyrke forskellige former for idrætsaktiviteter på egen hånd. Eksempler herpå er svømmehaller, badminton-, bowling- og squashbaner, men også udendørs anlæg som ridestier, skateboard-ramper og BMX-baner samt bådepladser og pay-and-play golfbaner er til rådighed mange steder i landet.

22 22 Ud over egentlige idrætsfaciliteter danner naturen/det frie og byernes mange parker, pladser og gaderum en mere uformel ramme om forskellige selvorganiserede idrætsaktiviteter som eksempelvis windsurfing, jogging, cykelsport, fodbold og rulleskøjter. Den uorganiserede idræt, der er blevet betegnet som en bevægelse væk fra foreningerne, 19 var fra slutningen af 1960-erne og frem gennem 1970-erne tæt forbundet med begrebet Idræt for alle. Ifølge dette der med Europarådet som drivkraft blev indført som velfærdspolitisk målsætning i en lang række europæiske lande var den brede befolknings deltagelse i forskellige former for idrætsaktiviteter et sundheds- og kulturpolitisk gode, der skulle fremmes gennem aktive offentlige tiltag, blandt andet i form af etablering af tilstrækkeligt mange idrætsfaciliteter og -anlæg til at dække den stadig stigende efterspørgsel efter sådanne, der manifesterede sig i de år. Selv om disse bestræbelser i Danmark som i de øvrige nordiske lande først og fremmest udmøntede sig i en styrkelse af foreningsidrættens muligheder, 20 begyndte det offentlige også i et vist omfang at tilgodese aktiviteter, der foregik uden for idrætsforeninger og sportsklubbers regi. Dette skete blandt andet ved at sikre offentlig adgang til mange af de kommunale svømmehaller og badmintonhaller, der skød op overalt i landet gennem 1970-erne. 21 Et andet eksempel herpå er vedtagelsen af Fritidsloven i 1968 ifølge hvilken, der kunne opnås betydelig offentlig støtte til gennemførelse af kurser i bevægelsesfag der i hovedsagen bestod af forskellige former for gymnastik i aftenskoler og oplysningsforbund. Væksten i den uorganiserede idræt i de år (se s. 32) skete således primært inden for de klassiske idrætsgrene som svømning, badminton og gymnastik og var på mange måder mere et supplement til de aktiviteter, der fandt sted i foreningsidrætten end et egentligt alternativ. Det var først med de nye idrætsgrenes indtog på arenaen, som rigtig tog fart i 1980-erne, at den uorganiserede idrætssektor for alvor trådte ud af foreningsidrættens skygge, og om man så må sige, vandt sin egen identitet. Selv om der ikke findes tal herpå, er der ingen tvivl om, at der specielt siden midten af 1980-erne har været en betydelig vækst i den kommercielle idrætssektor, i form af stadig flere helse- og motionscentre, danseskoler mv., hvor en række nye idrætsgrene som aerobic, styrketræning og moderne dans udgør kerneaktiviteterne. Den selvorganiserede idræt er ligeledes vokset stærkt i udbredelse i kraft af interessen for de nye idrætsgrene med jogging der i dag er danskernes foretrukne idrætsaktivitet samt rulleskøjter som nogen af de mest markante eksempler.