En del af tredje deling. Jeg står nr. 2 fra højre

Transkript

1 En sand historie Soldat Jeg var soldat i Århus. Jeg lå ved artilleriet, tredje batalion, tredje deling og jeg havde nr 33. Jeg var vist ikke nogen særlig god soldat. Det var noget der skulle overståes, og det blev det så. En del af tredje deling. Jeg står nr. 2 fra højre Nattegn Vi sov på 12-mands stuer og vaskede os ved nogle vandhaner med koldt vand over en blikrende der ledte det snavsede vand væk. Vi skulle være i seng kl. 10, med mindre vi havde nattegn, så skulle vi først være i seng kl.12. Det var let at få nattegn, og jeg havde nattegn flere gange om ugen. Når jeg kom hjem kl. 12, måttee jeg nødvendigvis tænde lyset for at finde min seng og mit nattøj. Der var kun en lampe i loftet, og den blev tændt lige inden for døren. Når jeg havde tændt lyset, blev jeg stående lidt for at overvære det lille optrin som 29 opførte, hver gang lyset blev tændt. Han vågnede ikke, men strakte sig og mumlede noget, som jeg sjældent forstod. Efter et øjeblik slog han tæppet til side, stod op og tog nattøjet af. Nu begyndte han at tage sit tøj på. Det gik langsommere og

2 langsommere, indtil han pludselig vågnede. Pokkers sagde han og fik lynhurtigt sit nattøj af og kom under tæppet. Vi snakkede aldrig under disse natlige optrin. Foruden 29 blev han også kaldt Den rødhårede elektriker fra Langå Se at blive klippet Hver morgen var der parade, hvor vi og vores udrustning blev set efter. Se at blive klippet 33, sagde sergenten en af de første morgener, Jo før jo bedre. Javel Hr sergent svarede jeg. Der gik nogle dage inden sergenten igen fik øje på mit lidt for lange hår. De er ikke blevet klippet 33, nu kan det ikke gå for stærkt. Jeg svarede som jeg skulle Javel Hr sergent, men i virkeligheden havde jeg bestemt, at jeg ville se, hvad der skete, hvis jeg ikke lod mig klippe. De næste dage skete der ingen ting, og jeg undrede mig lidt. Hvorfor sagde han ingenting? Så en dag kaldte 56 på mig. Han var kontorordonnans, og han hørte derfor ofte hvad befaingsmændene snakkede om, når de var inde på kontoret. Nu skal du høre, hvad de bestemte i morges, sagde han. Engang i dag vil sergent Jacobsen sige til dig, at du skal stille på hans kontor i aften kl 8. Så kommer der også flere af de andre. Så vil de ringe efter hestepasseren, og bede ham komme over med den saks, han bruger til at klippe heste med, og så er det meningen at du skal klippes med den. Ganske rigtig fik jeg ordre til at stille kl 8 på Jacobsens kontor. Jeg forstod, at det var meningen, de ville more sig på min bekostning, men det skulle jeg nok få forpurret. Såsnart vi fik fri den eftermiddag, skyndte jeg mig ud i byen for at finde en frisør der kunne klippe mig. Jeg bad om at blive klippet meget korthåret, og det blev jeg.

3 Da jeg stillede uden for Jacobsens kontor kl 8, kunne jeg høre at der var kommet flere befalingsmænd, og at der var en god stemning. Jeg bankede på. Da jeg kom indenfor blev der et øjebliks stilhed. Jeg melder mig Hr sergent, sagde jeg, Til tjeneste. Nå, De er nok blevet klippet 33, sagde Jacobsen. I det samme bankede det igen på døren. Det var hestepasseren med sin saks. Jacobsen rømmede sig, Vi har ændret planerne for i aften, så I kan godt træde af begge to, sagde han. Det gjode vi så, men jeg kunne ikke lade være med at sende dem et meget stort smil. Motorcykelkørekort Jeg blev udtaget til at køre motorcykel, og begyndte ret hurtigt at lære at køre. Den flinke, lidt korpulente kørelærer sad bagpå og dirigerede. Jeg var ikke særlig interesseret i projektet. Jeg havde hørt fra ældre soldater at det kunne være surt at køre motorcykel når vi var på øvelser, især når vi skulle køre langt i dårligt vejr. Jeg var ret uengageret og lavede mange fejl, til kørelærerens store irritation. Jeg bliver snart nødt til at klage over Dem. En dag sagde oversergenten, at nu forventede han snart, at jeg meldte mig til køreprøve. Men nu bestemte jeg, at jeg ikke ville have det kørekort. Om eftermiddagen skulle jeg ud at køre. Kørelæreren sad stadig bagpå, han turde endnu ikke lade mig køre alene. De lærer det aldrig, sagde han. Lidt efter nærmede vi os en fodgængerovergang helt fuld af mennesker og pludselig fik jeg en ide. Da vi

4 var tæt på overgangen, trykkede jeg hornet i bund til et langvarigt hyl, så fodgængerne sprang for livet. Er De rigtig klog, råbte kørelæreren, Hold ind til siden Han var rød i hovedet af raseri. De kan gå hjem, Jeg vil ikke køre med Dem mere. Dagen efter blev jeg kaldt op til kaptajnen. Der er blevet klaget over Dem, hvad er meningen?. Jeg forstår ikke, hvad mener De?, svarede jeg. De tager ikke Deres køretimer alvorligt, og det vil jeg ikke finde mig i. Men,Hr kaptajn, jeg var jo bange for at komme til at lave en ulykke. Han så lidt på mig, så rysstede han på hovedet. De kan gå, sagde han. Jeg fik aldrig motorcykelkørekort. Hjem til jul Julen nærmede sig, og en morgen blev vagtplanerne fo julen læst op. Vi havde endnu ikke egentlig vagttjeneste, men vi måtte ikke forlade kasernen alle sammen, der skulle altid være et vist antal tilbage for at holde øje med vores udstyr, se efter brand o.a. Jeg blev selvfølgelig udtaget til at være på vagt juleaften! Det var en katastrofe. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det ville være, ikke at være hjemme juleaften. Det havde jeg altid været. Juleaften oprandt. Allerede fra middag var der usædvanligt stille på kasernen. Jeg var vist den eneste tilbage i den bygning, hvor jeg boede. Det kunne simpelthen ikke passe, at jeg skulle sidde her hele juleaften. Men jeg kunne ikke komme ud gennem porten uden at blive noteret, så det gik ikke. Bag ved vores bygning var der et sted, hvor man, med lidt behændighed, kunne klatre over hegnet uden at rive sig på pigtråden. Det blev mest brugt af folk der kom forsent hjem fra nattegn. Jeg havde aldrig brugt det, men nu besluttede jeg mig for at prøve. Jeg fandt køreplanerne for tog og busser frem. Jeg skulle med tog til Randers og dernæst med bus til Allingåbro, det tog tæt ved 3 timer hver vej, men jeg kunne være hjemme i næsten 2 timer, og hvad skulle jeg ellers lave i Århus en juleaften.

5 Beslutningen var taget, men jeg var nødt til at vente til det det var mørkt, eller næsten mørkt for ikke at blive set, når jeg kravlede over hegnet. Pludselig kom jeg i tanke om, at jeg kun havde penge til enten toget eller bussen. Nå, de kunne vel ikke smide mig ud, en juleaften. Nu måtte jeg afsted. Jeg kom godt over hegnet uden at blive set og skyndte mig ned til hovedbaanegården. Toget kom rettidigt. Der var kun meget få passagerer. Lidt efter kom konduktøren. Først begyndte jeg at rode i mine lommer, som om jeg ledte efter billetten. Så kom jeg til at se op på ham, han så ret flink ud. Jeg har faktisk kun denne her, sagde jeg, og den har jeg vist brugt en gang. Jeg viste ham en gammel billet, som jeg fandt i min pung. Han så skiftevis på billetten og på mig. Det er jo juleaften, sagde jeg forsigtigt. Det er det jo, sagde han, smilede og gik videre. Nu havde jeg penge til bussen, og til hjemturen kunne jeg låne af Mor. Glæden og overraskelsen var stor, da jeg pludselig dukkede op. Jeg fik julemad, dansede om juletræet, sang julesalmer og pakkede gaver ud. Det havde været juleaften og jeg havde set min kære familie. Præsentér gevæe I begyndelsen skulle vi jo lære at eksercere, og vi eksercerede næsten hver dag. Vi gik i takt, vi vendte omkring, tog gevær på skulder, og tog det ned igen, vi stod ret og vi stod rør, vi trådte af, og vi trådte til, og vi præsenterede gevær. Det kunne være ret kedsommeligt, igen og igen, det samme og det samme. En dag fandt jeg ud af, at hvis jeg var 1/10 sekund bagefter de andre når vi hamrede hånden i geværkolben under Præsentér Gevær, så kunne det høres over hele pladsen. Det irriterede sergenten, om igen. Det gentog sig, en gang, to gange. Nu blev sergenten klar over at det var mig der var bagefter. Tag Dem sammen 33, De ødelægger det for os allesammen, om igen. Men resultatet var det samme. Om eftermiddagen blev jeg kaldt op til kaptajnen. De er blevet indberettet for at sabotere eksercitsen, hvad er meningen?. Jeg gør jo mit bedste, Hr kaptajn,

6 svarede jeg. Så må De øve Dem noget mere, svarede han, Lørdag eftermiddag når vi andre har fri, skal De stille på ridebaneen kl 14 og øve Dem i at præsentere gevær, indtil De kan det. Sergent Erhardsen vil lære Dem. Heldigvis havde jeg ingen planer for den kommende lørdag, så det generede mig ikke synderligt. Værre var det nok for Erhardsen, han skulle vel som sædvanligt hjem tik sin kone og sine børn, men nu måtte de altså vente, synd for dem. Lørdag eftermiddag mødtes vi på ridebanen. Erhardsen var sur, men vi præsenterede gevær en halv times tid. Det var lidt illusorisk, vi var jo ene to, og vi kunne derfor ikke høre, om jeg var foran eller bagefter. Nu er det godt, erklærede Erhardsen pludselig, De kan træde af. På vej op fra ridebanen fik jeg en idé. Kaptajnen havde kontor på 1. sal, lige over vores logi. Jeg gik op og bankede på. Kom ind lød det. Melder Hr kaptajn, at nu har jeg lært det, vil De ikke med ned for at se det?. Han blev rød i hovedet, Nu kan det f... være nok, råbte han, De opfører Dem, som De er på højskole, og dette er f... ikke nogen højskole, UD. Jeg kom lidt hurtigt ud af døren. Vagten på Marselisborg Senere overtog vi vagten på Marselisborg, når Dronning Alexandrine var på besøg. Et vagthold bestod af 12 soldater. Vi var 4 på vagt af gangen, 2 ved indgangen til parken og 2, der skulle patruljere rundt om slottet. 2 timers vagt efterfulgt af 4 timers frivagt. Vi blev kørt ud til Marselisborg i en overdækket lastbil. På vej derud morede vi os med at pille projektiler ud af deres patronhylstre, hælde krudtet ud på lastbilens bund og sætte ild til, projektilerne satte vi tilbage i patronhylsteret. Ingen kunne se, at krudtet manglede. Frivagterne tilbragterne vi i et lille hus lige inden for indgangen til parken. Her var ingen bekvemmeligheder, kun nogle træstole og nogle madresser på gulvet. En dag havde jeg været på vagt sammen med 26 (Den rødhårede elektriker fra Langå), Vi havde patruljeret rundt om slottet og flere gange forsøgt at komme i snak

7 med den ældgamle mand, der mange gange om dagen kom ned ad hovedtrappen for at lufte dronningens gravhund, men han smilede blot og nikkede. Da vi blev afløst var vi enige om, at vi trængte til en lur, og vi lagde os straks på hver sin madras. Geværerne havde vi, som reglementet foreskrev, stillet op af væggen lige ved vores hovedgærde. Lige inden vi faldt i søvn, ville 26 lige kontrollere, at geværet var sikret, så han strakte armene op og hovedet for at mærke, om sikringsknappen var trykket ind, men i stedet for sikringsknappen fik han fat i aftrækkeren, og der lød et højt skud, som gik lige op gennem taget. Næste gang det var min tur, skulle jeg gå sammen med 32, en gæv, men fåmælt jyde. Det var hundevagten (fra kl 4 til 6). Vi skulle gå rundt om slottet. Hver gang vi passerede Alexandrines soveværelse, hvor vinduet stod åbent, kunne vi høre, at hun snorkede, (Sådan som nu Dronninger snorker). Det blev efterhånden lidt ensformigt, rundt og rundt. Jeg blev søvnig og spekulerede på, om man kunne stå op og sove. Hør 32, jeg lægger mig lige 10 minutter henne under de buske der, sagde jeg lidt efter, hvis der kommer kontrol, skal du blot sige, at jeg hørte noget mystisk, og jeg er nu henne for at se efter, hvad det er. Der kom ingen kontrol. På skydebanen Når vi var på skydebanen, fulgtes hele Bataljonen som regel ad. Selvom vi skød mange samtidigt, var det meste af tiden ventetid. Det virkede meget uorganiseret. Der blev ikke skrevet noget ned. Sergenten så hen på flokken af ventende og råbte en halv snes numre op, Så er det jeres tur. En dag, hvor det var dejligt vejr og solen skinnede, blev jeg som så ofte før søvnig. På nabomarken var der slået græs, og det duftede dejligt fra de mange høstakke. Jeg så mig omkring, de fleste sad og døsede i det gode vejr, og ingen lagde mærke til, at jeg sneg mig over bag en af høstakkene. Her lå jeg resten af dagen, uden at nogen savnede mig.

8 Da vi nærmede os Århus på vejen hjem, fik Oversergenten den ide, at vi skulle synge, mens vi marcherede det sidste stykke ind til kasernen. Syng kommanderede han, 87 du begynder. 87 begynddte på en af dem vi plejede at synge, men der var næsten kun ham der sang. Vi andre orkede ikke, vi traskede afsted, uden tanke for andet, end at komme hjem og til køjs. Om igen råbte Oversergenten, det kan blive meget bedre. 87 begyndte forfra, men med næsten samme resultat. Hvad f... råbte Oversergenten, har vi glemt sangstemmen ude på skydebanen, så må vi ud for at hente den. Alle holdt, omkring, fremad march. Det var en flok meget trætte soldater der meget senere nærmere sig Århus, men denne gang sang vi på vej ind i byen. På øvelse Mod slutningen af soldatertiden skulle vi på en længere øvelse. Vi skulle være borte fra kasernen i et par uger. Det gav mig et alvorligt problem. Jeg havde nemlig anskaffet mig en kat. Det meste af tiden var den naturligvis udenfor, men sin mad fik den serveret under min seng. (Og bedre kattemad fandtes ikke). Men hvad skulle der blive af katten under mit fravær?. Vi skulle køre i en lang kortege, personbiler, lastbiler, jeeps og motorcykler. Jeg skulle være radiooperatør for den premiereløjtnant der skulle fungere som forsyningsofficer, og vi skulle køre i en jeep. Her var der altså ingen mulighed for at medbringe en kat. Men en af mine kammerater skulle køre en overdækket lastbil, beregnet til persontransport, men der skulle ikke køre nogen bagi. Her kunne katten bo. Langs siderne i bilen var der en slags slagbænke, heri kunne jeg opbevare mad og vand. Lige før vi skulle køre, var jeg oppe på ladet, for at se om katten havde fundet sig til rette. Da jeg kravlede ned, fik premiereløjtnant Carl (Reglement Carl kaldte vi ham) desværre øje på mig. Hvad laver De der sagde han, Ingenting svarede jeg. Men han anede, at jeg havde noget for og kravlede op på ladet, hvor han fandt katten.. Der må ikke medtages katte i bilerne, sagde han, og så bebrejdende på mig. Det er

9 imod reglementet. Den kom ikke med på øvelse. Jeg nåede at bære den over i hestestalden, inden vi kørte, men jeg så den aldrig siden. Vi kørte i flere dage, med ophold og øvelser forskellige steder. Vi kørte ofte om natten for at genere trafikken mindst muligt, og jeg var glad for at jeg ikke fik motorcykelkørekort. Jeg kunne ikke have kørt ganske langsomt i flere timer, midt om natten uden at falde i søvn. På et tidspunkt slog vi lejr et sted på Als. Her skulle vi bo nogle dage. Om lørdagen sagde sergenten: I morgen efter morgenparaden har I fri, og kan forlade lejren, hvis I ønsker. Det var en chanse for at se os omkring, og vi var nogle stykker der fik travlt med at planlægge en længere cykeltur, idet en af os havde set et sted, hvor man kunne leje cykler. Det var strålende vejr den næste morgen, og nu gjaldt det om at få paraden overstået, så vi kunne komme af sted. Vi var utålmodige. Ved paraden blev både vi selv og vores udrustning set efter, støvlerne skulle være pudsede, tøjet være rent og bukserne have pressefolder. Af vores udstyr var det især geværet der blev set efter, og her dumpede mit. Det var ikke så godt. Om igen 33, De stiller igen om 2 timer med et rengjort gevær, afgjorde sergenten. Umuligt tænkte jeg, om to timer skulle vi jo gerne være nået langt omkring. De andre er jo nok ved at være klar med cyklerne. Gode råd var dyre. Så fik jeg øje på 90, hans ting var altid i perfekt orden. Du 90, lån mig lige dit gevær i 10 minutter. Han så lidt på mig, men gav mig modstræbende lov. Efter få minutter stillede jeg igen hos sergenten. Melder Hr. sergent, mit gevær er nu i orden. Allerede sagde sergenten, lad mig se. Han undersøgte geværet grundigt, brækkede det og kiggede gennem løbet. Ja det ser jo godt ud, De kan træde af. Jeg greb geværet og løb tilbage mod mit kvarter. Halvvejs tilbage råbte sergenten pludselig, Stop 33, kom lige tilbage et øjeblik. Jeg anede uråd, men havde intet valg. Må jeg lige se det gevær igen. Han tog geværet og gik ind på kontoret. Lidt efter kom han tilbage, han så på mig med en

10 dyster mine. Det er jo ikke Deres gevær 33, De har forsøgt at snyde mig, og det bliver indberettet til Obersten. Javel Hr sergent, svarede jeg. Men foreløbig må De stille med Deres eget Gevær i perfekt rengjort stand, før De kan forlade lejren. På tilbagevejen havde jeg næsten opgivet at komme med på cykelturen, da jeg fik øje på Premiereløjtant Hejbøls kvarter og fik en ide. Vi havde et helt specielt forhold, vi var altid på bølgelængde, vi forstod hinanden, også uden at sige noget. Jeg prøver, tænkte jeg, og et øjeblik efter stod jeg inde i hans telt og forklarede ham, hvad der var sket, og at min deltagelse i den planlagte udflugt måtte opgives. Hejbøl forstod straks, at det var en katastrofe, hvis jeg ikke kom med på cykleturen. Tag De blot med, sagde han, Så må De ordne Deres Gevær senere, jeg siger til sergenten, at jeg har kontrolleret Deres gevær. God Tur. Jeg var ikke sen til at få skiftet tøj og komme hen til de andre, der heldigvis stadig ventede på mig. Det blev en herlig tur i det fine vejr. Dagen efter blev jeg kaldt ind til Oberst Lund, der foreholdt mig min alvorlige forseelse og samtidig mindede mig om en række andre hændelser, som ikke passede sig for en god soldat. Jeg sagde ingenting. Herfor idømmes De 3 dage på vand og brød, som afsones ved en senere lejlighed, sluttede han. Sidste ophold på øvelsen var Oksbøl-lejren ved Vestkysten, her skulle vi øve os i at skyde med kanonerne. Her var meget øde. Vi boede her i et par uger, og tiden forekom uendelig kedsommelig. Jeg havde dog et lille afbræk i kedsommeligheden, idet jeg tilbragte 3 dage i Esbjerg Statsfængsel på vand og brød. En oplevelse de fleste helst ville være foruden, men det var faktisk meget sjovt at prøve, og 3 dae får jo en ende. Vand og brød skulle ikke tages helt bogstaveligt, men det var selvfølgelig ikke festmiddage jeg fik serveret. Om morgenen kl 7 blev briksen, som jeg sov på, klappet op ad væggen, og her skulle den være, indtil vi skulle i seng om aftenen. Resten af møblementet bestod af en simpel træstol og et lille bord. Vi var på gårdtur 2 gange daglig. Gården var et cirkelformet område opdelt i ca 10, med trådhegn adskilte gårde, der alle udgik fra centrum, hvor der var posteret en bevæbnet

11 vagt. Vi kunne se de fanger, der var på gårdtur samtidig, men det var strengt forbudt at tale sammen. Jeg skrev en række breve under opholdet, men da jeg forlod fængslet, fik jeg dem alle i hånden. De var blevet tilbageholdt i censuren. Fængselopholdet var afslutningen på min soldatertid. Efter soldatertiden fortsatte jeg som ekspedient hos Peter Jessen i Silkeborg. Oberst Lund Tegnet af Premierløjtnant Hejbøl i min lommebog, den dag vi blev hjemsendt