E. G. White DEN STORE STRID

Save this PDF as:
 WORD  PNG  TXT  JPG

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "E. G. White DEN STORE STRID"

Transkript

1 E. G. White DEN STORE STRID 1

2 Oversat fra The Great Controversy ISBN Kristen Informationstjeneste Solberg, 3522 Bjoneroa, Norge www. Endtime.net Kontaktperson i Danmark: Frode Andersen Ørslevklostervej 79, 7840 Højslev. 2

3 INDHOLD FORFATTERINDENS FORORD 5 1. JERUSALEMS ØDELÆGGELSE 8 2. FORFØLGELSE I DE FØRSTE ÅRHUNDREDER EN ÅNDELIG MØRKETID VALDENSERNE JOHN WICLIF HUS OG HIERRONYMUS LUTHERS ADSKILLELSE FRA ROM LUTHER FOR RIGSDAGEN ZWINGLI, REFORMATOR I SCHWEIZ REFORMATIONENS FREMGANG I TYSKLAND FYRSTERNES PROTEST REFORMATIONEN I FRANKRIG REFORMATIONEN I NEDERLANDENE OG SKANDINAVIEN SENERE ENGELSKE REFORMATORER BIBELEN OG DEN FRANSKE REVOLUTION PÅ FLUGT TIL FRIHED TEGN PÅ HERRENS GENKOMST EN AMERIKANSK REFORMATOR LYS I MØRKET EN STOR RELIGIØS VÆKKELSE EN ADVARSEL FORKASTES OPFYLDTE PROFETIER HVAD ER HELLIGDOMMEN I DET ALLERHELLIGSTE GUDS UFORANDERLIGE LOV ET REFORMARBEJDE VÆKKELSER I NYERE TID DEN UNDERSØGENDE DOM DET ONDES OPRINDELSE FJENDSKAB MELLEM MENNESKET OG SATAN ONDE ÅNDERS VÆRK SATANS SNARER DET FØRSTE STORE BEDRAG KAN VI TALE MED DE DØDE SAMVITTIGHEDENSFRIHEDEN TRUET DEN FORESTÅENDE KAMP VORT ENESTE SIKRE VÆRN DEN SIDSTE ADVARSEL TRÆNGSELSTIDEN GUDS FOLKS BEFRIELSE JORDEN LÆGGES ØDE STRIDEN ENDT 396 NOTER 406 3

4 4

5 FORFATTERINDENS FORORD Før syndefaldet nød Adam den forret at tale ansigt til ansigt med sin skaber; men da mennesket skilte sig fra Gud ved at overtræde hans bud, mistede menneskeheden dette store privilegium. Frelsesplanen har dog skabt mulighed for, at jordens beboere stadig kan stå i forbindelse med Himmelen. Gud har meddelt sig til menneskene ved sin Ånd, og verden er blevet gjort delagtig i guddommeligt lys ved hjælp af de åbenbarelser, som Gud har givet sine udvalgte tjenere. Drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud. 2 Pet. 1, 21. Bibelen oplyser, at Gud er dens forfatter; men den er skrevet af mennesker, og de forskellige forfatteres særpræg afspejles i bøgernes forskelligartede stil. De sandheder, den indeholder, er alle sammen indblæst af Gud. ( 2 Tim. 3,16), men de er formuleret i menneskeligt sprog. Den almægtige Gud har oplyst sine tjeneres sind og hjerte ved sin Helligånd. Han har givet drømme og syner, symboler og billeder, og derefter har de, som sandheden blev åbenbaret for, selv iklædt tanken menneskeligt sprog. Gud forkyndte selv de ti bud og nedskrev dem med sin egen hånd. De er ikke affattet af mennesker, men af Gud. Bibelen og dens guddommelige sandheder, som er udtrykt på menneskenes sprog, er en forening af det guddommelige og det menneskelige. Der forekom en lignende forening i Kristi natur. Han var Guds Søn og Menneskesønnen. Det gælder derfor både om Bibelen og om Kristus, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Joh. 1, 14. Gud har i sit ord meddelt menneskene den kundskab, som er nødvendig for deres frelse, og den hellige skrift bør betragtes som en autoritativ, ufejlbarlig åbenbaring af Guds vilje. Skriften er forbilledet for karakterdannelsen. Den indeholder den kristne lære, og det er ud fra skriften, at menneskene skal Bedømme deres erfaringer. Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Gudsmennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning. 2 Tim. 3, Men skønt Gud har åbenbaret sin vilje for menneskene i sit ord, er Helligåndens stadige nærværelse og vejledning ikke overflødig tværtimod. Vor frelser lovede, at Ånden ville oplade ordet for hans tjenere, kaste lys over det og vise, hvorledes det skulle anvendes i praksis. Da det er Guds Ånd, der har indblæst Bibelen, kan der umuligt være uoverensstemmelse mellem Åndens og ordets undervisning. Ånden blev ikke givet og kan aldrig nogen sinde blive givet for at erstatte Bibelen, for skriften siger tydeligt at Guds ord er det grundlag, som al lære og alle erfaringer skal bedømmes ud fra. Apostlen Johannes siger: Tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden. 1. Joh. 4,1. Esajas siger: Til ordet og til vidnesbyrdet! Dersom de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, så er der ingen lys i dem. Es. 8,20 ( Norsk overs. ) I overensstemmelse med Guds ord skulle Guds Ånd fortsætte sin virksomhed i hele den evangeliske tidsalder. I det tidsrum, hvor Det gamle og Det nye Testamente blev til, meddelte Helligånden stadig lys til privatpersoner ud over de åbenbaringer, som skulle 5

6 med i den hellige skrift. Selve Bibelen fortæller, hvorledes mennesker ved Helligåndens hjælp blev advaret, irettesat, vejledet og undervist, uden at dette havde nogen forbindelse med skriftens tilblivelse. Skriften nævner også, at der har levet profeter, af hvis udsagn intet er nedskrevet. Helligånden skulle fortsætte sin virksomhed, efter at den hellige skrifts kanon var afsluttet, og vedblivende oplyse, advare og trøste Guds børn. Jesus gav sine disciple dette løfte: Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; det, der kommer, skal han forkynde jer. Joh. 16, 13. Skriften lærer tydeligt, at disse løfter langtfra er begrænset til apostlenes dage, men at det gælder Kristi menighed til alle tider. Frelseren har givet sine efterfølgere denne forsikring: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Matt. 28, 20. Paulus siger at Åndens gaver og gerning blev skænket menigheden for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være èt i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde. Ef. 4, Efter Helligåndens vidunderlige åbenbarelse på pinsedagen opfordrede Peter folket til at omvende sig og lade sig døbe i Kristi navn til syndernes forladelse. Han tilføjede: Så skal I få Helligånden som gave. Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde. Ap. G. 2, Herren har ved profeten Joel lovet en speciel udgydelse af sin Ånd i umiddelbar forbindelse med begivenhederne på Guds store dag. Joel 3, Denne profeti gik delvis i opfyldelse ved Helligåndens udgydelse på pinsedagen; men den vil blive opfyldt i sin fulde udstrækning, når Gud udøser sin nåde i forbindelse med evangeliets afslutning. Begivenhederne i den lange kamp mellem godt og ondt er blevet oprullet for mig på disse sider ved Helligåndens hjælp. Fra tid til anden har jeg fået lov at se slagets gang i forskellige tidsafsnit i den store krig mellem Kristus, livets fyrste vor frelses ophavsmand og Satan, ondskabens fyrste syndens ophavsmand og den første overtræder af Guds hellige lov. Satans had til Kristus er også gået ud over Kristi efterfølgere. Igennem hele historien kan man spore det samme had til Guds lovs principper og det samme bedrag, som går ud på at få vildfarelse til at se ud som sandhed, erstatte Guds lov med menneskers love og få menneskene til at tilbede skabningen i stedet for Skaberen. Satan har til alle tider hårdnakket bestræbt sig på at fremstille Guds karakter i et falsk lys for at give menneskene en forkert opfattelse af Skaberen og få dem til at frygte og hade ham i stedet for at elske ham. Han har hele tiden arbejdet på at omstøde Guds lov og få menneskene til at anse sig for at være løst fra dens krav, og han har til alle tider forfulgt dem, der har vovet at modsætte sig hans bedrag. Vi kan se disse bestræbelser i patriarkernes, profeternes, apostlenes, martyrernes og reformatorernes historie. I det sidste store slag vil Satan benytte samme fremgangsmåde, lægge den samme ånd for dagen og stræbe hen imod det samme mål som i fortiden. Historien vil gentage sig, blot med den forskel, at den forestående kamp vil blive udkæmpet med en voldsomhed, som verden aldrig før har set. Satans bedrag bliver mere listigt, og hans angreb bliver mere hårdnakket. Hvis det var muligt, ville han endog føre de udvalgte vild. Mark. 13,22. Efter at Guds Ånd har vist mig de store sandheder i Guds ord, og oprullet fortidens og fremtidens begivenheder for mig, har jeg fået besked på at gøre andre bekendt med 6

7 det, som er blevet åbenbaret for mig. Jeg har fået overdraget den opgave at skildre historien i fortiden og bestræbe mig på at gøre det på en måde, at der bliver kastet lys over den kamp, som hurtigt nærmer sig. Under fuldbyrdelsen af dette hverv har jeg bestræbt mig på at udvælge og sammenstille forskellige begivenheder fra kirkens historie således, at der er blevet givet en skildring af, hvorledes verden til forskellige tider har fået kendskab til de store afgørende sandheder, som er kommet for dagens lys sandheder, som har vakt Satans vrede og en verdslig kirkes fjendskab, og som er blevet holdt i hævd af mennesker, som ikke havde deres liv for kært til at gå i døden. I disse historiske begivenheder kan vi se et varsel om den kamp, der venter os. Når vi betragter dem i lyset af Guds ord og under Helligåndens vejledning, bliver vi i stand til at se den Ondes anslag og de farer, som vi skal undgå, hvis vi ønsker at være dadelfri for Herren ved hans komme. De store begivenheder, som har markeret reformværkets fremadskriden i fortiden, er historiske kendsgerninger, som er velkendte og almindeligt anerkendte i den protestantiske verden. Det er kendsgerninger, som ingen kan modsige. Jeg har skildret dette historiske stof ganske kort i overensstemmelse med bogens sigte og dens kortfattethed, som nødvendigvis må iagttages. Disse kendsgerninger er blevet begrænset så meget, som det var muligt, uden at det er gået ud over deres anvendelighed. Når en historiker har sammenstillet begivenheder på en sådan måde, at han har givet et stort overblik i få ord, eller har sammenfattet enkeltheder på en bekvem måde, er han citeret direkte. I visse tilfælde er der ikke opgivet nogen bestemt kilde, da citaterne ikke er benyttet på grund af forfatterens autoritet, men fordi han har givet en praktisk og fyldig fremstilling af emnet. Værket af nulevende ledere inden for reformarbejdet er benyttet på samme måde ved omtale af disse personers erfaringer og synspunkter. Hensigten med denne bog er ikke så meget at kaste nyt lys over fortidens kampe som at fremhæve kendsgerninger og principper, der har tilknytning til kommende begivenheder. Men når fortidens begivenheder betragtes som en del af striden mellem lysets og mørkets magter, får de ny betydning. Så bliver de et middel til at kaste lys over fremtiden og den vej, som ligger foran de mennesker, der vil blive kaldet til at vidne om Guds ord og Jesu vidnesbyrd ligesom fortidens reformatorer, selv om det skal koste dem alt i verden. Det er hensigten med denne bog at skildre begivenhederne i den store kamp mellem sandhed og vildfarelse, at afsløre Satans rænker og påvise, hvorledes man kan bekæmpe dem; endvidere at påpege en tilfredsstillende løsning på det ondes store problem og belyse syndens opkomst og endelige udryddelse på en sådan måde, at læseren tydeligt ser, at Gud har behandlet sine skabninger retfærdigt og nådigt. Endelig er det bogens hensigt at vise, at Guds lov er hellig og uforanderlig. Det er min inderlige bøn, at denne bogs indflydelse må bidrage til, at sjæle bliver udfriet af mørkets magt og får del i de helliges arvelod i lyset, til pris for ham som elskede os og gav sig selv for os. E. G. W. 7

8 1. JERUSALEMS ØDELÆGGELSE Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid. Luk. 19, Jesus så ud over Jerusalem fra Oliebjergets top. Det var et smukt og fredfuldt syn. Det var påske, og Jakobs børn var kommet sammen fra alle lande for at fejre den store nationale fest. De terrasseformede høje, de prægtige paladser og de massive fæstninger i Israels hovedstad knejsede over haverne og vingårdene og de grønne skråninger, hvor pilgrimmenes telte lå tæt. Zions datter synes at udbryde i stolthed: Jeg sidder som en dronning, og sorg skal jeg ingenlunde se. Hun var lige så fager nu og anså sig for at være lige så sikker på Himmelens gunst, som da den kongelige skjald århundreder i forvejen sang: Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg, den store Konges by. Sl. 48, 2. Templets prægtige bygninger lå udbredt for hans blik. Den nedgående sols stråler belyste dets snehvide marmormure og gav genskin i dets gyldne porte og i dets tårne og tinder. Således fremtrådte skønhedens krone, jødefolkets stolthed. Hvilken israelit kunne betragte dette skue uden at blive grebet af glæde og beundring! Men det var ganske andre tanker, der fyldte Jesu sind. Da han kom nærmere og så byen, græd han over den. Luk. 19, 41. Midt i sejrstogets jubel, da man svingede med palmegrene, da glade hosiannaråb gav genlyd mellem højene, og da tusinder af stemmer udråbte ham til konge, blev verdens frelser pludselig overvældet af en uforklarlig sorg. Guds Søn, Israels Forjættede, han, hvis magt havde besejret døden og kaldt dens fanger ud af graven græd; og det var ikke en almindelig sorg, der fyldte ham, men en overvældende sjælekval, som han ikke kunne skjule. Jesus græd over Jerusalem Han græd ikke over sig selv, skønt han meget vel vidste, hvor hans vej førte hen. Foran ham lå Getsemane, hvor han skulle udkæmpe sin sjælekamp. Han kunne også se Fåreporten, som man i århundreder havde ført offerdyrene ind igennem. Den ville også blive åbnet for ham, når han skulle føres hen at slagtes som et lam. Es.53,7. Golgata, hvor korsfæstelsen skulle finde sted, lå heller ikke langt borte. Når Jesus hengav sin sjæl som et syndoffer, ville rædselens tætte mørke indhylle den sti, som han snart skulle betræde. Det var dog ikke tanken om alt dette, der kastede en skygge over ham i denne glædestime. Det var ikke tanken om hans overmenneskelige sjæleangst, der sænkede sig som en sky over hans uselviske ånd. Han græd over de tusinder af domfældte mennesker i Jerusalem; han græd, fordi de mennesker, som han var kommet for at velsigne og frelse, var blinde og ubodfærdige. Over tusind års historie oprulledes for Jesu blik. I dette tidsrum havde det udvalgte folk nydt Guds særlige gunst og beskyttelse. Der lå Morija bjerg, hvor løftets søn blev bundet til alteret som et frivilligt offer for at symbolisere 8

9 ofringen af Guds søn. Der var velsignelsens pagt den herlige forjættelse om Messias - blevet stadfæstet for de troendes fader. 1.Mos. 22, Der havde offerbålet, hvis flammer steg op mod himlen fra Ornans tærskeplads, standset dødsenglens sværd et passende billede på Frelserens offer og midlertjeneste for syndere. (1.Krøn.21.) Gud havde æret Jerusalem mere end hele den øvrige jord. Herren havde udvalgt Zion ønsket sig det til bolig. Sl.132,13. Der havde hellige profeter forkyndt deres advarselsbudskaber gennem århundreder. Der havde præsterne svunget deres røgelseskar, og her var røgelsesskyen steget op til Gud sammen med de tilbedendes bønner. Der blev de slagtede lams blod daglig ofret som et forbillede på Guds Lam. Der havde Herren åbenbaret sin nærværelse i herlighedens sky over nådestolen. Der stod den hemmmelighedsfulde stige, som forbandt jorden med Himlen - den stige, som Guds engle steg ned og op ad, og ad hvilken vejen til det allerhelligste blev åbnet for verden.(1.mos.28,12 Joh.1,51.) Hvis Israel som et folk var forblevet trofaste over for Himlen, ville Jerusalem Guds udvalgte by have bestået til evig tid. Jer. 17, Men dette begunstigede folks historie var en lang beretning om frafald og oprør. De afslog Himmelens nåde, misbrugte deres privilegier og lod hånt om deres anledninger. Skønt Israel spottede Guds sendebud, lod hånt om hans ord og gjorde sig lystig over hans profeter, ( 2 Krøn. 36, 16 ) optrådte Gud stadig over for dem som Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed. 2 Mos.34, 6. Skønt de gentagne gange forkastede ham, blev han i sin nåde ved med at tale til dem. Gud havde vist dem mere ømhed og kærlighed end en fader, der forbarmer sig over sin søn. Han sendte tidligt og silde manende ord til dem ved sine sendebud, fordi han ynkedes over sit folk og sin bolig. 2.krøn.36,15. Da advarsler, overtalelser og irettesættelser ikke hjalp, sendte han dem Himmelens bedste gave, ja mere: Han udøste hele Himmelen i denne ene gave. Guds egen Søn blev sendt ned for at tale til den ubodfærdige by. Det var Kristus, der havde ført Israel ud af Ægypten som en god vinstok. Sl.80, 9. Med sin egen hånd havde han uddrevet hedningerne foran folket. Han havde plantet det på en frugtbar høj. Hans omsorg havde været et gærde omkring det, og han sendte sine tjenere for at pleje det. Hvad mere var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort? udbryder han. Es. 5,1-4. Men da han ventede på, at den skulle bære druer, bar den vilde druer. Han vedblev dog at nære det inderlige håb, at den ville bære frugt, og kom selv til sin vingård for at se, om den måske kunne reddes fra ødelæggelse. Han gravede om sit vintræ, beskar og plejede det. Han udfoldede de utrætteligste bestræbelser for at redde det vintræ, som han selv havde plantet. I tre år var lysets og herlighedens Herre gået ind og ud blandt sit folk. Han drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af djævelen. Han trøstede de fortvivlede, gav de bundne deres frihed og de blinde deres syn. Han gav de lamme deres førlighed og de døve hørelsen; han rensede de spedalske, oprejste de døde og forkyndte evangeliet for de fattige. Ap.g.10, 38; Luk.4, 18; Matt.11, 5. Den nådige indbydelse lød til alle befolkningsgrupper: Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Matt.11,28. Skønt de gengældte hans godhed med ondskab og hans kærlighed med had, 9

10 fortsatte han trofast sin barmhjertige mission. Sl.109, 5. Han afviste aldrig de mennesker, der søgte hans nåde. Han var selv hjemløs, og forsmædelse og fattigdom var hans daglige lod; men han levede for at hjælpe menneskene og lindre deres smerter og trygle dem om at tage mod livets gave. Når nådens bølger blev kastet tilbage af de forhærdede hjerter, strømmede de ud over dem igen i en endnu større fylde af øm, usigelig kærlighed. Men Israel havde vendt sig bort fra sin bedste ven og eneste hjælper. Hans kærlige henstillinger var blevet foragtet, hans råd afslået og advarsler latterliggjort. Jesus forudsiger Jerusalems ødelæggelse Håbets og nådens dag nærmede sig hurtigt sin afslutning. Gud havde længe holdt vreden tilbage, men hans vredesbæger var næsten fuldt. Ulykkesskyerne, som var trukket sammen gennem frafaldets og oprørets århundreder, var ildevarslende sorte, og uvejret ville snart bryde løs over det skyldige folk. Jesus var den eneste, der kunne redde dem fra den truende dom, men han var blevet ringeagtet, hånet og forkastet og ville snart blive korsfæstet. Da Kristus hang på Golgatas kors, ophørte Israel med at være Guds begunstigede og velsignede folk. Tabet af blot en enkelt sjæl er så stor en ulykke, at det ikke kan erstattes af de fordele og værdier, som en hel verden rummer; men da Kristus så ud over Jerusalem, så han den skæbne, der ville ramme en hel by, ja, et helt folk - den by og det folk, som Gud en gang havde udvalgt til at være sin særskilte ejendom. Profeterne havde grædt over Israels frafald og de frygtelige ødelæggelser, som de blev hjemsøgt af for deres synders skyld. Jermias ønskede, at hans øjne var en tårekilde, for at han kunne græde dag og nat over sit folks datters ihjelslagne og over Herrens hjord, som var ført i fangenskab. Jer. 9,1;13,17. Hvilken sorg må da ikke have fyldt ham, hvis profetiske blik ikke blot spændte over år, men over århundreder! Han så dødsengelen med sværdet hævet imod den by, der så længe havde været Herrens bolig. Fra Oliebjergets top det selv samme sted, som senere blev besat af Titus og hans hær - så han ud over dalen og betragtede de hellige forgårde og buegange, og med tårefyldte øjne så han som i et frygteligt syn murene omringet af fremmede hære. Han hørte fodtrinene af hære, som stillede op til slag. Han hørte mødre og børn råbe på brød i den belejrede by. Han så dens hellige og smukke tempel og dens paladser og tårne blive flammernes bytte, og han så de rygende ruiner, hvor de engang havde ligget. Han kastede blikket ind i fremtiden og så pagtsfolket adspredt i alle lande som vragrester på en ørkenstrand. Han vidste, at den timelige straf, som snart ville ramme byens indbyggere, kun var det første drag af den vredesskål, som de skulle drikke til sidste dråbe i den endelige dom. Hans guddommelige medynk og inderlige kærlighed kom til udtryk i de sørgmodige ord: Jerusalem, Jerusalem! Du som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke. Havde du blot som den højt begunstigede nation du er, kendt din besøgelsestid og vidst, hvad der tjener til din fred! Jeg har holdt retfærdighedens engel tilbage og anmodet dig om at angre, men forgæves. Det er ikke blot tjenere, sendebud og profeter, du har afvist og forkastet, men Israels Hellige, din genløser. Hvis du går til grunde, bærer du alene skylden. Og dog vil I ikke komme til mig for at få liv. Matt. 23, 37; Joh. 5,

11 Jerusalems skæbne spejlbillede på verden Kristus betragtede Jerusalem som et symbol på en verden, der er forhærdet i vantro og oprør og med stormskridt iler Guds gengældelses dag i møde. Den faldne menneskeslægts ulykker hvilede som en tung byrde på hans sjæl og fremtvang det dybt fortvivlede råb fra hans læber. Han så syndens spor i menneskenes sorg, tårer og blod. Hans hjerte blev grebet af en usigelig medfølelse med jordens hjemsøgte og lidende beboere. Han brændte af længsel efter at hjælpe dem alle sammen; men ikke engang hans hånd formåede at standse den menneskelige elendigheds flodbølge. Kun få ville søge hen til ham, som var den eneste, der kunne hjælpe. Han var villig til at udøse sin sjæl til døden for at bringe frelsen inden for deres rækkevidde, men kun få ville komme til ham for at få liv. Himmelens Majestæt græd! Den almægtige Guds Søn var bevæget i ånden og nedbøjet af sjæleangst. Hele Himmelen forundres over dette syn. Dette viser os, hvor frygtelig synden er. Det viser, hvor vanskeligt det er, selv for den almægtige Gud, at frelse de skyldige fra følgerne af deres overtrædelse af Guds lov. Idet Jesus kastede blikket ind i fremtiden og betragtede den sidste slægt, så han verden indviklet i et bedrag af samme art som det, der forårsagede Jerusalems ødelæggelse. Jødefolkets store synd var, at de forkastede Kristus, og kristenhedens store synd vil komme til at bestå i, at den vil forkaste Guds lov, som er grundlaget for hans regering i Himmelen og på jorden. Herrens bud vil blive foragtet og fuldstændig forkastet. Millioner af syndens fanger - Satans slaver som var dømt til at lide den anden død ville nægte at lytte til sandhedens ord, når de havde deres besøgelsestid. Hvilken frygtelig blindhed! Hvilken besynderlig forblindelse! En dødsdømt by To dage før påske gik Kristus atter med sine disciple ud på Oliebjerget og satte sig sammen med dem på den grønne skråning, hvorfra der var udsigt over byen. På det tidspunkt havde han fordømt de jødiske rådsherrers hykleri og forladt templet for sidste gang. Han betragtede endnu engang templets mure, tårne og paladser og lod øjet dvæle ved dets blændende skønhed en skønhedens krone, som prydede det hellige bjerg. Tusind år tidligere havde Salmisten lovsunget Gud, fordi han havde vist Israel den gunst at gøre dets hellige tempel til sin bolig: Salem er hans hytte, hans bolig er på Zion. Han udvalgte Judas stamme, Zions bjerg, som han elsker; han byggede sit tempel himmelhøjt. Sl. 76, 2; 78, Det første tempel blev opført i Israels glansperiode. Kong David havde samlet vældige skatte til dens opførelse, og tegningerne blev udarbejdet under guddommelig inspiration. 1 Krøn. 28, Salomon den viseste af Israels konger, fuldførte arbejdet. Templet var det prægtigste bygningsværk, som verden nogen sinde har set. Til trods herfor lod Herren profeten Haggaj sige om det andet tempel: Dette hus kommende herlighed bliver større end den tidligere. Jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre. Haggaj 2, Da Nebukadnezar havde ødelagt templet, blev det genopbygget fem hundrede år før Kristi fødsel af et folk, som var vendt tilbage til et øde og næsten folketomt land efter et livslangt fangenskab. Iblandt dem var der gamle mænd, som havde 11

12 set Salomos tempels herlighed. Da de så grundstenen blive lagt til den nye bygning, græd de, fordi den ville blive ringere end den første. Profeten giver en malende skildring af de følelser, som kom til udtryk: Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette hus i dets fordums herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er det ikke som intet i eders øjne? Hagg. 2, 3; Esra 3, 12. Og nu fik de det løfte, at det sidste hus herlighed skulle overgå det førstes. Men det andet tempel kunne ikke måle sig med det første i pragt. Det blev heller ikke helliget af de samme synlige tegn på Guds nærværelse som det første tempel. Der blev ikke udfoldet guddommelig kraft ved dets indvielse. Den nyopførte helligdom blev ikke fyldt af herlighedens sky. Der faldt heller ikke ild ned fra himmelen for at fortære offeret på alteret. Shekina dvælede ikke længere mellem keruberne i det allerhelligste. Arken, nådestolen og vidnesbyrdets tavler var der heller ikke. Der lød ingen røst fra Himmelen for at give Guds vilje til kende, når præsten bad om oplysning. Jøderne havde i århundreder forgæves forsøgt at påvise, hvorledes Guds løfte til Haggaj var gået i opfyldelse; men de var så forblindede af stolthed og vantro, at de ikke kunne se den sande betydning af profetens ord. Det andet tempel blev ikke hædret med Herrens herligheds sky, men af selve den person, i hvem hele guddomsfylden bor legemlig - af ham, som var Gud åbenbaret i kød. Han, som var hele menneskehedens store håb, var i sandhed kommet til sit tempel, da Manden fra Nazaret lærte og helbredte i dets hellige forgårde. Det var Kristi nærværelse og den alene, der gjorde det andet tempels herlighed større end det førstes. Men Israel afslog den gave, som Himmelen tilbød. Da den ydmyge lærer hin dag gik ud gennem dets gyldne port, forlod herligheden templet for stedse. Frelserens ord: Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! var allerede gået i opfyldelse. Matt. 23, 38. Disciplene blev fyldt med undren og hellig rædsel, da Kristus forudsagde templets tilintetgørelse, og de ønskede at få en nærmere forklaring på hans ord. I over fyrre år havde man ofret både penge, arbejdskraft og arkitektonisk dygtighed for at forskønne det. Herodes den Store havde rundhåndet skænket både romerske og jødiske skatte til det, og selv verdens kejser havde beriget det med sine gaver. En del af bygningen bestod af massive hvide marmorblokke af en næsten utrolig størrelse. De var hentet helt i Rom til dette formål. Disciplene henledte deres Mesters opmærksomhed på disse og sagde: Mester, se, hvilke sten og bygninger! Mar. 13,1 Jesus gav det højtidelige og overraskende svar: Sandelig siger jeg jer: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned. Matt. 24, 2. Disciplene satte Jerusalems ødelæggelse i forbindelse med de begivenheder, som skulle indtræffe ved Kristi personlige komme i timelig herlighed, når han ville bestige tronen og tiltræde verdensherredømmet, straffe de ubodfærdige jøder og befri nationen for det romerske åg. Herren havde fortalt dem, at han ville komme igen. De kom derfor til at tænke på hans genkomst, da han nævnte straffen over Jerusalem, og mens de var samlet om Frelseren på Oliebjerget, spurgte de: Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende? Matt.24,3. Disciplene blev nådigt skånet for at kende fremtiden. Hvis de til fulde havde forstået de to frygtelige begivenheder - Frelserens lidelse og død og byens og templets ødelæggelse - ville de være blevet grebet af rædsel. Kristus skildrede de 12

13 vigtigste begivenheder, som skulle finde sted før verdens ende. De forstod ikke helt, hvad han mente dengang; men hans folk ville komme til at forstå det når de havde brug for det. Hans profeti havde en dobbelt betydning. Det var både en skildring af Jerusalems ødelæggelse og af rædslerne på den sidste store dag. Jesus fortalte de opmærksomme disciple om de straffedomme, som ville ramme det frafaldne Israel, og især om den gengældelse, som ville komme over dem, fordi de forkastede og korsfæstede Messias. Der ville indtræffe umiskendelige tegn før den forfærdelige afslutning. Den frygtelige time ville komme pludselig og brat. Frelseren gav sine efterfølgere denne advarsel: Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!), så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene. Matt. 24, Luk. 21, 20. Når romernes hedenske bannere blev plantet på den hellige grund, som strakte sig nogle stadier uden for byens mure, skulle Kristi efterfølgere redde sig ved flugt. Når de så faresignalet, måtte de der ville flygte, ikke tøve. Både i Judæa og selve Jerusalem skulle de øjeblikkelig give agt på tegnet til at flygte. Den, der tilfældigvis var på taget, måtte ikke gå ned i huset for at redde sine dyrebareste ejendele. De der arbejdede på markerne eller i vingårdene, måtte ikke tage tid til at gå tilbage efter det tøj, som de havde taget af, mens de arbejdede i dagens hede. De måtte ikke tøve et eneste øjeblik, for at de ikke skulle omkomme under byens ødelæggelse. Frafaldet når sit klimaks Jerusalem var ikke blot blevet meget forskønnet under Herodes regering, men der var blevet opført tårne, mure og fæstninger, som sammen med den naturlige beskyttelse, byen havde i kraft af sin beliggenhed, tilsyneladende gjorde den uindtagelig. Hvis der var nogen der på dette tidspunkt offentligt havde forudsagt byens ødelæggelse, ville han være blevet betegnet som en forrykt ulykkesprofet ligesom Noa. Men Kristus havde sagt: Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Matt. 24, 35. Der var blevet fældet dom over Jerusalem på grund af dens synder, og dommen ville blive fuldbyrdet på grund af byens hårdnakkede vantro. Herren havde sagt ved profeten Mika: Hør det, I Jakobs huses høvdinger, I dommere af Israels hus, I som afskyr ret og gør alt, som er lige, kroget, som bygger Zion med blod og Jerusalem med uret. Dets høvdinger dømmer for gave, dets præster kender ret for løn; dets profeter spår for sølv og støtter sig dog til Herren: Er Herren ej i vor midte? Over os kommer intet ondt. Mika 3, Disse ord gav et sandfærdigt billede af de demoraliserede og selvretfærdige indbyggere i Jerusalem. De bekendte sig til at holde Guds lov til punkt og prikke, men de overtrådte alle dens principper. De hadede Kristus, fordi hans renhed og hellighed åbenbarede deres synd og gav ham skylden for alle de vanskeligheder, som de kom ud for på grund af deres synder. Skønt de vidste, at han var syndfri, havde de sagt, at hans død var nødvendig af hensyn til nationens sikkerhed. Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os. Joh.11,48. Hvis Kristus blev ofret, kunne de måske endnu engang blive et stærkt, forenet folk. Således ræsonnerede de, og 13

14 de samtykkede i deres ypperstepræsts erklæring om, at det var bedre, at èn mand døde for folket, end at hele folket gik til grunde. Således havde jødernes øverster bygget Zion med blod og Jerusalem med uret. Mika 3, 10. Og dog var de så selvretfærdige, at de betragtede sig som Guds udvalgte folk og ventede, at Herren ville befri dem for deres fjender, skønt de dræbte deres frelser, fordi han irettesatte dem for deres synder. For deres skyld skal derfor Zion pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj, fortsatte profeten. Mika 3, 12. Herren ventede næsten fyrre år med at lade sine straffedomme falde over byen og folket, efter at Kristus havde forkyndt dommen over Jerusalem. Gud viste en vidunderlig langmodighed med de mennesker, som havde forkastet hans evangelium og dræbt hans Søn. Lignelsen om det ufrugtbare træ var et billede på Guds handlemåde med jødefolket. Der var givet den befaling: Hug det om; hvorfor skal det tilmed tage kraften af jorden; (Luk, 13, 7 ) men i sin barmhjertighed sparede Herren det endnu en lille tid. Der var endnu mange jøder, som intet kendskab havde til Kristi karakter og hans værk. Børnene havde heller ikke haft de samme anledninger eller modtaget det samme lys, som deres forældre havde foragtet. Gud ville lade lyset skinne på dem ved apostlenes og deres medarbejderes forkyndelse. Han ville give dem lejlighed til at se, hvorledes profetien var gået i opfyldelse ved Kristi fødsel og levned, død og opstandelse. Børnene blev ikke fordømt for forældrenes synder; men da de havde fået kendskab til alt det lys, som deres forældre havde fået, og de også forkastede det lys, som de selv fik i tilgift, blev de delagtige i forældrenes synder og fyldte deres uretfærdigheds bæger. Guds langmodighed med Jerusalem bidrog blot til at gøre jøderne endnu mere forhærdede og ubodfærdige. Ved deres had og grusomhed over for Jesu disciple forkastede de det sidste tilbud om nåde. Da tog Gud sin beskyttelse fra dem og fjernede de skranker, som han havde sat for Satan og hans engle, og nationen blev overladt til den leder, som den havde valgt. Jøderne havde foragtet Kristi nåde, som ville have sat dem i stand til at holde deres onde tilbøjeligheder nede, og nu fik disse overtaget. Satan opflammede sjælens heftigste og laveste lidenskaber. Menneskene tænkte ikke; de var blottet for fornuft og lod sig beherske af deres indskydelser og et blindt raseri. De blev djævelske i deres grusomhed. Mistanke, misundelse, uenighed, oprør og mord florerede i familien og i nationen, blandt høj og lav. Der var ingen tryghed nogen steder. Venner og slægtninge forrådte hinanden. Forældre dræbte deres børn og børn deres forældre. De styrende havde ikke kontrol over sig selv. Deres utøjlede lidenskaber gjorde dem til tyranner. Jøderne havde benyttet sig af falsk vidnesbyrd for at kunne dømme Guds uskyldige Søn. Nu gjorde falske anklager livet usikkert for dem selv. De havde længe sagt ved deres handlinger: Lad os være i fred for Israels Hellige! Es. 30, 11. Nu fik de deres ønske opfyldt. Frygten for Gud foruroligede dem ikke længere. Satan stod i spidsen for nationen, og de højeste borgerlige og kirkelige myndigheder var i hans magt. De stridende parters ledere sluttede sig til tider sammen for at udplyndre og pine deres ulykkelige ofre for derpå at bekæmpe hinandens tilhængere og dræbe uden skånsel. Selv templets hellighed formåede ikke at lægge en dæmper på deres frygtelige vildskab. De tilbedende blev hugget ned foran alteret, og helligdommen blev besmittet af de dræbtes lig. Og dog vovede hovedmændene 14

15 i dette djævelske ødelæggelse blinde, gudsbespottelige og formastelige som de var - at sige offentligt, at de ikke nærede frygt for, at Jerusalem ville blive ødelagt, fordi den var Guds egen by. For at styrke deres magt endnu mere bestak de falske profeter til at sige, at folket skulle vente på Guds befrielse. På det tidspunkt belejrede de romerske legioner allerede templet. Skarerne troede til det sidste, at den Allerhøjeste ville gribe ind og slå deres fjender. Men Israel havde kastet vrag på Guds beskyttelse, og nu havde de intet forsvar mere. Jerusalem befandt sig i en frygtelig situation. Byen var svækket på grund af indbyggernes indbyrdes stridigheder, gaderne var farvet røde af blodet af indbyggere, som var faldet for hinandens hånd, og mens dette stod på, nedbrød de fremmede hære dens fæstninger og dræbte dens soldater. Alle Kristi forudsigelser om Jerusalems ødelæggelse gik bogstaveligt i opfyldelse. Jøderne erfarede sandheden i hans ord: Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt. Matt. 7, 2. Der viste sig tegn og undere, som varslede ulykke og dom. Ved midnat skinnede der et unaturligt lys over templet og alteret. I aftenskyerne viste der sig billeder af stridsvogne og soldater, som stillede op til kamp. De præster, som gjorde tjeneste i helligdommen om natten, blev skræmt af mystiske lyde. Jorden rystede, og et kor af stemmer råbte: Lad os drage bort herfra. Den store østport, som var så tung, at tyve mand næppe kunne lukke den, - den var fastgjort med svære jernstænger, som gik dybt ned i den solide stenbrolægning - blev åbnet ved midnat af usynlige kræfter. - Milman: The Historie of the Jews, book 13. I syv år vedblev en mand at gå op og ned ad Jerusalems gader og råbe om de ulykker, der ville ramme byen. Dag og nat sang han den dystre sørgesang: En røst fra øst! En røst fra vest! En røst fra de fire vinde! En røst imod Jerusalem og imod templet! En røst imod brudgommene og brudene! En røst imod hele folket! Samme book 13. Denne mærkelige person blev fængslet og pisket, men der gik ikke en klagelyd over hans læber. Når han blev hånet og mishandlet, svarede han blot: Ve, ve Jerusalem! Ve, ve dens indbyggere! Hans varselsråb forstummede ikke, før han blev dræbt under den belejring, som han havde forudsagt. På flugt fra døden Der omkom ikke en eneste kristen under Jerusalems ødelæggelse. Kristus havde advaret sine disciple, og alle de, der, troede på hans ord, gav agt på det tegn, som han havde lovet dem. Når I ser Jerusalem omringet af krigshære, sagde Jesus, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de der er inde i byen, skal drage ud ad den. Luk. 21, Da romerne havde omringet byen under ledelse af Cestius og alt syntes klart til stormangreb, hævede de pludselig belejringen. De belejrede, som havde opgivet håbet om at kunne yde virkningsfuld modstand, skulle lige til at overgive sig, da den romerske general trak sine tropper tilbage tilsyneladende uden ringeste grund. Men Gud ledede i sit nådige forsyn begivenhederne til bedste for sit folk. De ventende kristne havde fået det lovede tegn, og nu fik alle de, der ville, lejlighed til at efterkomme Frelserens opfordring. Forholdene blev lagt således til rette, at hverken jøderne eller romerne hindrede de kristnes flugt. Da Cestius trak sig tilbage, gjorde jøderne udfald fra Jerusalem og forfulgte hans 15

16 hær under tilbagetrækningen. Da de to hære var optaget af at holde hinanden i skak, kunne de kristne forlade byen. På dette tidspunkt var der heller ikke fare for, at deres flugt ville blive hindret af fjender ude i landet. Under belejringen var jøderne samlet i Jerusalem for at fejre løvhyttefesten, og de kristne i hele landet kunne derfor flygte uantastet. Uden tøven bragte de sig i sikkerhed i byen Pella i Perea på den anden side af Jordan. De jødiske soldater, der forfulgte Cestius og hans hær, kastede sig over fjendens bagtrop med et sådant raseri, at han blev truet med fuldstændig tilintetgørelse. Det var med den største vanskelighed, at det lykkedes romerne at trække sig tilbage. Jøderne led næsten ingen tab og vendte sejrsstolte tilbage til Jerusalem med deres bytte; men den tilsyneladende sejr blev kun til skade for dem. Den opflammede dem nemlig til at yde hårdnakket modstand mod romerne, hvilket resulterede i, at den domfældte by blev udsat for usigelige lidelser. Byen belejres og jævnes med jorden Der skete frygtelige ting i Jerusalem, da byen blev belejret af Titus. Byen blev omringet ved påsketid, da der var samlet millioner af jøder inden for dens mure. Der ville have været levnedsmidler til flere års forbrug, hvis de var blevet opbevaret omhyggeligt, men forrådene var allerede blevet ødelagt på grund af de stridende parters skinsyge og hævntørst. Indbyggerne gennemgik nu alle hungersnødens rædsler. Et mål hvede blev solgt for en talent. Hungerens kvaler var så frygtelige, at mændene gnavede på læderet på deres bælter og sandaler og på betrækket på deres skjolde. Et stort antal af indbyggerne listede sig uden for murene om natten for at samle vilde planter, men mange af dem blev fanget og dræbt under de frygteligste pinsler. Det skete heller ikke sjældent, at de, der kom tilbage i god behold, blev berøvet det, som de havde samlet under så stor fare. Magthaverne benyttede de mest umenneskelige pinsler for at tvinge de nødlidende indbyggere til at udlevere de sidste knappe forråd, som de måtte have skjult. Disse grusomheder blev ofte begået af mænd som ikke manglede noget, men ville samle forråd til fremtiden. Tusinder omkom af sult og pest. Menneskene syntes at være fuldstændig blottede for naturlige følelser. Mændene stjal fra deres hustruer og hustruerne fra deres mænd. Børnene rev maden ud af munden på deres gamle forældre. Profetens spørgsmål: Glemmer en kvinde sit diende barn? blev bekræftet inden for den domfældte bys mure. Blide kvinders hænder kogte deres børn; da mit folks datter brød sammen, blev de dem til føde. Es. 49, 15. Klages. 4, 10. Nu opfyldtes den profeti, som var fremsat fjorten hundrede år i forvejen: og den mest forvænte og blødagtige af dine kvinder, som aldrig har prøvet at træde med sin fod på jorden for blødagtighed og forvænthed, skal se skævt til sin mand, der hviler i hendes favn, og til sin søn og datter;. men i mangel på alt fortærer hun dem [børnene] selv i løndom under den trængsel og nød, din fjende bringer over dig inden dine porte. 5 Mos. 28, De romerske officerer søgte at skræmme jøderne til at overgive sig. De, der gjorde modstand ved tilfangetagelsen, blev pisket, pint og korsfæstet foran byens mur. Der blev daglig dræbt flere hundrede på denne måde, og disse grusomheder fortsatte, til der var rejst så mange kors langs Josafats dal og på Golgata, at der næppe var plads til, at et menneske kunne færdes imellem dem. Så grusomt gik 16

17 det til, da den frygtelige forbandelse, som blev udtalt foran Pilatus domstol, gik i opfyldelse: Hans blod komme over os og vore børn! Matt. 27, 25. Titus ville hellere end gerne gøre ende på rædslerne og skåne Jerusalem for at tømme vredesbægeret til bunds. Han fyldtes af gru, da han så ligene ligge i dynger i dalene. Han var som fortryllet, da han stod på Oliebjerget og betragtede det prægtige tempel. Han gav ordre til, at der ikke måtte røres en eneste sten i det. Inden han forsøgte at indtage denne fæstning, anmodede han indtrængende de jødiske ledere om ikke at tvinge ham til at besmitte det hellige sted med blod. Hvis de ville komme ud og kæmpe et hvilket som helst andet sted, skulle romerne ikke krænke templets hellighed. Selve Josefus rettede en glødende appel til jøderne og tryglede dem om at overgive sig for at redde sig selv, deres by og deres tempel; men han fik kun bitre forbandelser til svar. Han var det sidste menneske, der mæglede, og mens han søgte at overtale dem, slyngede de kastespyd efter ham. Jøderne havde ladet hånt om Guds Søns henstillinger, og nu gjorde alle overtalelsforsøg dem blot endnu mere besluttede på at yde modstand til det sidste. Det var forgæves, at Titus forsøgte at redde templet. En person, der var større end Titus, havde sagt, at der ikke skulle lades sten på sten tilbage. De jødiske lederes blinde raseri og de afskyelige forbrydelser, som blev begået i den belejrede by, vakte romernes rædsel og harme, og Titus besluttede til sidst at tage templet med storm. Men hvis det var muligt, skulle det skånes fra ødelæggelse. Hans befaling blev ikke efterkommet. Da han havde trukket sig tilbage til sit telt om aftenen, gjorde jøderne udfald fra templet og angreb soldaterne udenfor. Under kampen kastede en soldat et brændende træstykke ind gennem døråbningen, og i næste øjeblik stod de cedertræs beklædte kamre, som omgav den hellige bygning, i flammer. Titus styrtede hen til templet, fulgt af sine generaler og legionærer, og befalede, at soldaterne skulle slukke ilden. Ingen agtede på hans ord. I deres raseri kastede soldaterne brændende træstykker ind i de kamre, der stødte op til templet, og huggede ned for fode blandt de mennesker, der havde søgt tilflugt der. Blodet flød i strømme ned ad templets trapper. I tusindvis af jøder omkom. Over kamptummelen lød der røster, som råbte: Ikabod! Herligheden er borte! Titus havde ingen mulighed for at bremse soldaternes raseri. Han gik ind i templet sammen med sine officerer og tog den hellige bygnings indre i øjesyn. Dens herlighed fyldte ham med forundring. Flammerne var endnu ikke nået ind til det hellige, og han gjorde nu et sidste forsøg på at redde det. Han sprang frem og befalede atter soldaterne at slukke ilden. Høvedsmanden Liberalis forsøgte at skabe respekt med sin embedsstav, men selv ærbødigheden for kejseren måtte vige for det rasende fjendskab til jøderne, kampens vildskab og krigernes umættelige higen efter bytte. Soldaterne så alt omkring sig funkle af guld, som skinnede med en blændende glans i det vilde lys fra flammerne. De troede, at der var skjult ufattelige rigdomme i templet. En soldat kastede ubemærket en tændt fakkel hen mellem dørens hængsler, og på et øjeblik stod hele bygningen i flammer. Røgen og ilden tvang officererne til at trække sig tilbage, og den prægtige bygning blev overladt til sin skæbne. Det var et frygteligt syn for romerne men hvordan må det ikke have virket på jøderne? Hele toppen af det bjerg, der dominerede byen, flammede som en vulkan. En for en styrtede bygningerne sammen med et vældigt brag 17

18 og forsvandt i flammehavet. Cedertræslofterne stod i lys lue, de gyldne spir skinnede som glødende spydspidser, og porttårnene sendte høje ild og røgsøjler til vejrs. De nærliggende høje var fuldt oplyste, og mørke klynger af mennesker fulgte skrækslagne ødelæggelsens fremadskridende værk. På murene og i de højere liggende kvarterer i den øvre bydel var der tæt med ansigter; nogle var blege af den dybeste fortvivlelse, andre havde hævntørst malet i blikket. Råbene fra de romerske soldater, som løb frem og tilbage, og skrigene fra de oprørere, som omkom i flammerne, blandede sig med lyden fra de brølende flammer og braget fra det nedstyrtende bjælkeværk. Bjergene gav ekko af skrigene fra de mennesker, som befandt sig på højene. Langs murene lød der skrig og gråd. Mennesker, som var lige ved at segne af sult, samlede deres sidste kræfter til et angstfyldt, fortvivlet skrig. Myrderiet inde i byen var endnu grusommere end det, der foregik udenfor. Mænd og kvinder, gamle og unge, oprørere og præster, mennesker, der kæmpede, og mennesker, der bad om nåde, blev hugget ned uden forskel. Tallet på de dræbte overgik tallet på dem, der dræbte. Legionærerne måtte klatre over dynger af lig for at fortsætte tilintetgørelsesværket. - Milan: The History of the Jews, book 16. Da templet var blevet ødelagt, faldt hele byen hurtigt i romernes hænder. De jødiske ledere forlod deres uindtagelige tårne, og Titus fandt dem rømmede. Han stirrede forundret på dem og sagde, at det var Gud, der havde ladet dem falde i hans hånd, for selv de kraftigste krigsmaskiner kunne intet have formået over for disse vældige fæstningsværker. Både byen og templet blev revet ned til grunden, og den plads, hvor helligdommen havde ligget, blev pløjet som en mark. Jer. 26, 18. Under belejringen og det efterfølgende myrderi omkom over en million af indbyggerne. De overlevende blev ført bort som fanger, solgt som slaver, slæbt til Rom for at kaste glans over sejrherrernes triumftog, kastet for de vilde dyr i amfiteatrene eller adspredt over hele jorden, hvor de fristede tilværelsen som hjemløse. Jøderne havde selv smedet deres lænker. De havde selv fyldt hævnens bæger. Den totale ødelæggelse, der overgik dem som et folk, og alle de ulykker, som hjemsøgte dem i adspredelsen, var blot høsten af det, som de havde sået med deres egne hænder. Profeten siger: Israel, du faldt ved din brøde. Hos. 14, 1. Deres lidelser omtales, ofte som en straf, der kom over dem på Guds direkte befaling. På denne måde forsøger den store bedrager at dække over sine egne gerninger. Det var jødernes hårdnakkede forkastelse af den guddommelige kærlighed og nåde, der var årsagen til, at Gud ikke længere kunne beskytte dem, og at Satan fik lov at herske over dem efter sin vilje. De frygtelige grusomheder, som blev begået ved Jerusalems ødelæggelse, var et udslag af Satans had til dem, der underkaster sig ham. Jerusalems skæbne og verdens fremtid Vi gør os ikke noget begreb om, hvor meget vi skylder Kristus for den fred og beskyttelse, som vi nyder. Det er, fordi Gud holder igen, at menneskeheden undgår at komme fuldstændig i Satans vold. De ulydige og utaknemmelige har al mulig grund til at være taknemmelige over for Gud, fordi han i sin nåde og langmodighed holder den Ondes grusomme, ødelæggende kræfter i skak. Men når menneskene overskrider den guddommelige tålmodigheds grænse, 18

19 griber Gud ikke længere ind. Gud er ikke en bøddel, der står parat for at straffe synderen for hans overtrædelse; men han overlader dem, der forkaster hans nåde, til sig selv og lader dem høste det, de har sået. Enhver lysstråle, som forkastes, enhver advarsel, som foragtes eller får lov at gå upåagtet hen, enhver lidenskab, som man hæger om, samt al overtrædelse af Guds lov er en udsæd, som bringer sin uundgåelige høst. Når man bliver ved at stå Guds Ånd imod, forlader han til sidst synderen. Fra det øjeblik er der ingen magt, som holder sjælens onde lidenskaber under kontrol, og intet, som beskytter mennesket imod Satans ondskab og fjendskab. Jerusalems ødelæggelse er en frygtelig og alvorlig advarsel til alle dem, der omgås letsindigt med tilbudet om Guds nåde og nægter at lytte til Hans røst. Der er aldrig blevet givet et tydeligere vidnesbyrd om Guds had til synden og om den usvigelige straf, som vil blive tildelt de skyldige. Frelserens profeti om de straffedomme, der ville ramme Jerusalem, vil gå i opfyldelse igen; men Jerusalems ødelæggelse giver blot et svagt begreb om det, der skal komme. Den skæbne, der overgik den udvalgte by, er et billede på den straf, som vil ramme en verden, der har forkastet Guds nåde og gjort hans lov ugyldig. De menneskelige lidelser udgør et dystert kapitel i syndens århundredlange herredømme på denne jord. Hjertet bliver sygt, og det svimler for tanken, når man tænker herpå. Det har fået frygtelige følger at forkaste Himmelens myndighed, men fremtiden er endnu mørkere. Hvad er fortidens historie med dens lange række af oprør, kampe, revolutioner, støvler, der tramper i striden, og kappen, der søles i blod ( Es. 9, 5), imod rædslerne på den dag, da Guds Ånd, som holder igen, bliver draget fuldstændig bort fra de onde og ikke længere holder de menneskelige lidenskaber og Satans vrede i tømme! Da vil verden som ingen sinde før komme til at se følgerne af Satans herredømme. Men på den dag vil Guds folk blive befriet, ligesom de blev under Jerusalems ødelæggelse enhver, der er indskrevet til livet. Es. 4, 3. Kristus har sagt, at han vil komme igen for at hente sine trofaste. Da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlens yderste grænser. Matt. 24, Da vil de, der ikke adlyder evangeliet, blive fortæret med et åndepust af hans mund og tilintetgjort af den kraft, som udfoldes ved hans komme. 2 Tess. 2, 8. De gudløse ødelægger sig selv ligesom Israel fordum. De omkommer på grund af deres egen uretfærdighed. På grund af deres syndige levned er de kommet fuldstændigt ud af harmoni med Gud, og deres natur er blevet så fordærvet af det onde, at åbenbarelsen af hans herlighed er en fortærende ild for dem. Menneskene bør vise den største agtpågivenhed, for at de ikke skal gå glip af den undervisning, som Kristi ord indeholder. Han fortalte på forhånd disciplene, at Jerusalem ville blive ødelagt, og gav dem et tegn på byens forestående fald for at give dem lejlighed til at flygte. På samme måde har han oplyst verden om den endelige ødelæggelses dag og givet den tegn på dens nærhed for at give alle dem, der ønsker det, anledning til at flygte for den kommende vrede. Jesus siger: Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed. Luk. 21, 25; Matt. 24, 29; Mark. 13, 24 26; Åb. 6, De, 19

20 der ser disse varsler om hans komme, skal vide, at han er nær for døren. Matt. 24, 33. Derfor lyder hans formaning: Våg derfor! Mark. 13, 35. De, der retter sig efter advarslen, vil ikke blive efterladt i mørke, så denne dag kommer over dem som en snare. Men for dem, der ikke våger, kommer Herrens dag som en tyv om natten. 1 Tess. 5, 2 5. Verden er ikke mere villig til at tro på det budskab, der gælder denne tid, end jøderne var til at give agt på Frelserens ord om Jerusalem. Guds dag vil komme bag på de gudløse, uanset hvordan den kommer. Mens livet går sin sædvanlige gang; mens menneskene er optaget af fornøjelser, af forretninger, af at handle og tjene penge; når de religiøse ledere lovpriser fremgangen og oplysningen i verden og menneskene dysses ind i en falsk tryghedsfølelse da kommer undergangen pludselig over de ligegyldige og gudløse, ligesom tyven lister sig ind i den ubevogtede bolig ved midnat, og de skal ingenlunde undslippe. 1 Tess. 5, 3. 20

Dejlig er den himmel blå

Dejlig er den himmel blå Folkekirkens Undervisning og Skoletjeneste i Randers 53 DEN FJERDE VISMAND Oversat fra amerikansk af Johs. Terkelsen, Ry Højskole I kender historien om de tre vismænd fra Østen. Har hørt om, hvordan de

Læs mere

I er blevet helliget SIDE 3 SANGE: 125, 66. Lad aldrig dit hjerte rase mod Jehova SIDE 10 SANGE: 119, 80. Vi magiveagtp

I er blevet helliget SIDE 3 SANGE: 125, 66. Lad aldrig dit hjerte rase mod Jehova SIDE 10 SANGE: 119, 80. Vi magiveagtp 15. AUGUST 2013 34567 STUDIEARTIKLER 30. SEPTEMBER 6. OKTOBER I er blevet helliget SIDE 3 SANGE: 125, 66 7.-13. OKTOBER Lad aldrig dit hjerte rase mod Jehova SIDE 10 SANGE: 119, 80 14.-20. OKTOBER Vi magiveagtp

Læs mere

LIV OG RELIGION 9 Grundbog

LIV OG RELIGION 9 Grundbog ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789,. - _ abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå LIV OG RELIGION 9 Grundbog Af Carsten Bo Mortensen; John Rydahl; Mette Tunebjerg Dette er en pdf-fil med Liv og religion 9, Grundbog

Læs mere

DAVID G. BENNER. At åbne sig for Gud. Lectio divina som ramme for et liv i bøn

DAVID G. BENNER. At åbne sig for Gud. Lectio divina som ramme for et liv i bøn DAVID G. BENNER At åbne sig for Gud Lectio divina som ramme for et liv i bøn 5 Indhold Introduktion: Forvandlende åbenhed over for Gud 7 1. Mere end du kan forestille dig 11 2. Forberedelse til det guddommelige

Læs mere

Leo Tolstoj. Fædrelandskærlighed. På Dansk. ved. André Lütken 1. København. Andr. Schous Forlag 2

Leo Tolstoj. Fædrelandskærlighed. På Dansk. ved. André Lütken 1. København. Andr. Schous Forlag 2 Leo Tolstoj Fædrelandskærlighed På Dansk ved André Lütken 1 København Andr. Schous Forlag 2 1894 Udgiverens forord Andreas Schous forlag udgav i årene efter 1888 en række af den verdensberømte russiske

Læs mere

baptist.dk FAQ om baptister Særnummer Nummer 7 2010 157. årgang Udgivet af Baptistkirken i Danmark

baptist.dk FAQ om baptister Særnummer Nummer 7 2010 157. årgang Udgivet af Baptistkirken i Danmark baptist.dk Nummer 7 2010 157. årgang Udgivet af Baptistkirken i Danmark Særnummer FAQ om baptister Det begynder og ender med Jesus Hvor skal man begynde, og hvor skal man ende, når man taler om den kristne

Læs mere

yngre engle, som godt kunne lide at komme ind i det lidt lumre men også dragende

yngre engle, som godt kunne lide at komme ind i det lidt lumre men også dragende For mange tusinde år siden var der en ærkeengel ved navn Mikael, som gjorde sig ret så bemærket blandt øvrige engle. Han var den sejeste af alle englene, kunne han slet ikke lade være med at styre dem

Læs mere

Til. styrke. for de unge

Til. styrke. for de unge Til styrke for de unge Budskab til de unge fra Det Første Præsidentskab VORE KÆRE UNGE MÆND OG UNGE PIGER, vi nærer stor tillid til jer. I er Guds elskede sønner og døtre, og han er opmærksom på jer.

Læs mere

Steen Bonde: Ud af skammen

Steen Bonde: Ud af skammen Steen Bonde: Ud af skammen Som jeg beskrev i kapitlet Skam, er både skyld og skam særdeles relevante størrelser i forbindelse med at have en kronisk sygdom eller et handicap. Selvom begreberne er almenmenneskelige,

Læs mere

All Roads Lead To Rome?

All Roads Lead To Rome? Uddrag af bogen All Roads Lead To Rome? Den økumeniske bevægelse af Michael de Semlyen På dansk ved Börje Flemming Boysen Indledning Da historietimen begyndte på en særdeles dejlig eftermiddag i sommeren

Læs mere

Sjølundkirkens lovsange

Sjølundkirkens lovsange Sjølundkirkens lovsange 6. oktober 2011 Indhold Notater... 4 Alle som tørster... 5 Almægtig Gud... 6 Alt bli r stille... 7 Børnekirkesangen... 8 et her er en go dag... 9 in, din er æren... 10 in himmel,

Læs mere

DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ

DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ 1 DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ af Barbara Berger (Copyright Barbara Berger 2000/2009) 2 Indhold Introduktion 3 De Mentale Love / Måden sindet fungerer på - Loven om at tanker opstår 4 - Loven

Læs mere

Af Helle Hinge og Henrik Juul

Af Helle Hinge og Henrik Juul ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789,. - _ abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå Brug filosofien Af Helle Hinge og Henrik Juul Dette er en pdf-fil med Brug filosofien Filen er stillet til rådighed for elever

Læs mere

TROENS TRÆ. Morgenavisen Jyllands-Posten.

TROENS TRÆ. Morgenavisen Jyllands-Posten. TROENS TRÆ ISRAEL INDHOLD Tekst: ORLA BORG. Illustration og layout: RINA KJELDGAARD PARADIS Side 13 DOMMEDAG Side 12 DEN KRISTNE TRO Side 9 DEN JØDISKE TRO Side 10 DEN MUSLIMSKE TRO Side 11 MOSES Side

Læs mere

Primary 7. Det Nye Testamente Alderen 8-11

Primary 7. Det Nye Testamente Alderen 8-11 Primary 7 Det Nye Testamente Alderen 8-11 Primary 7 Det Nye Testamente Til undervisning af børn i alderen 8-11 år Udgivet af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 1998 by Intellectual Reserve, Inc.

Læs mere

SYNDEN FØR & EFTER KRISTENDOMMENS TID I GRØNLAND

SYNDEN FØR & EFTER KRISTENDOMMENS TID I GRØNLAND SYNDEN FØR & EFTER KRISTENDOMMENS TID I GRØNLAND Bachelorprojekt januar 2007 Stud.theol. Ulrik Albrechtsen Institut for teologi Ilisimatusarfik Vejleder: Aage Rydstrøm-Poulsen Indholdsfortegnelse Indledningen...2

Læs mere

En religiøs konstruktion bliver til: Del 1

En religiøs konstruktion bliver til: Del 1 En religiøs konstruktion bliver til: Del I Præsentation af og kritiske bemærkninger til Per Bildes En religion bliver til. En undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110.

Læs mere

HEJ SØSTER. og grædt det samme snot uden dig var det aldrig gået godt

HEJ SØSTER. og grædt det samme snot uden dig var det aldrig gået godt HEJ SØSTER 1. HEJ SØSTER Hej, søster, kan du ikke se komikken, så står vi her igen med fletningerne langt nede i postkassen hej, søster, det er ligesom bukseelastikken har fået et knæk og sikkerhedsnålen

Læs mere

1. ÅRG. # NR. 2 # MAJ 2011

1. ÅRG. # NR. 2 # MAJ 2011 1. ÅRG. # NR. 2 # MAJ 2011 Niels-Erik Andreasen hovedtaler ved sommerens seniorstævne. Muslimens manglende integration NR. 2 # MAJ 2011 80 år for hånd, hjerte og hoved På vej til Skarrildhus SENIORKONSULENTENS

Læs mere

BLIV EN GLADERE KÆRESTE

BLIV EN GLADERE KÆRESTE BLIV EN GLADERE KÆRESTE Af Carl-Mar Møller Carl-Mar Møller Avderødvej 45 2980 Kokkedal www.carl-mar.dk 77@Carl-Mar Møller www.parterapeutskolen.dk Sexolog og Parterapeut Skolen Udgivet som e-bog i 2012

Læs mere

F O A F A G O G A R B E J D E. 16 tanker om barndom fra Rousseau til Broström. Jette Rantorp

F O A F A G O G A R B E J D E. 16 tanker om barndom fra Rousseau til Broström. Jette Rantorp F O A F A G O G A R B E J D E 16 tanker om barndom fra Rousseau til Broström Jette Rantorp Illustration: Otto Dickmeiss Tekst og ide: Jette Rantorp Grafisk tilrettelægning: Joe Anderson Tryk: FOAs trykkeri:

Læs mere

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser.

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Undervisningshæftet Klima og historie giver et indblik i seks

Læs mere

HIT MED HISTORIEN Grundbog til 8. klasse

HIT MED HISTORIEN Grundbog til 8. klasse ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789,. - _ abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå HIT MED HISTORIEN Grundbog til 8. klasse Af Jens Aage Poulsen Dette er en pdf-fil med Hit med historien, grundbog 8. kl. Filen

Læs mere

Da Stalin kom til Agger

Da Stalin kom til Agger Da Stalin kom til Agger af Eigil Steffensen I dette erindringsessay graver forfatteren et spadestik dybere end i erindringsartiklen i årbogen 2007, i hvert fald når talen er om besættelsesårene 1940-45.

Læs mere

Historien om. Hvem har flyttet min ost?

Historien om. Hvem har flyttet min ost? Historien om Hvem har flyttet min ost? DER VAR ENGANG, for længe siden i et land langt væk, fire små størrelser, der løb igennem en labyrint for at finde ost, som skulle gøre dem mætte og lykkelige. To

Læs mere

Du skal adlyde din mor

Du skal adlyde din mor Du skal adlyde din mor af Sørine Steenholdt fra novellesamlingen: Ung i Grønland, ung i Verden Oversat til dansk af Aminnguaq Dahl Petrussen Kommentarer af psykolog Jonna Ketwa Novelle 2 En ung kvinde

Læs mere

Bestanddele af den Islamiske Psyke Ummah Forlaget

Bestanddele af den Islamiske Psyke Ummah Forlaget Bestanddele af den Islamiske Psyke Ummah Forlaget 1 (Oversat fra den arabiske version) For den præcise mening af teksten, referér venligst til den originale bog på arabisk Min Muqawwimat An-Nafsiyya Al-Islamiyya

Læs mere