Enoral Optagelsesteknik Teori for enorale røntgenoptagelser Parallelteknik

Transkript

1 Enoral Optagelsesteknik Teori for enorale røntgenoptagelser Parallelteknik Dette program beskæftiger sig med den teoretiske viden, der skal til for at kunne indstille røntgenrøret til optagelser med parallelteknik. Dette er nødvendigt for senere at kunne udføre disse optagelser på en patient. Der vil i programmet blive sammenlignet med vinkelhalveringsteknikken. Det er derfor klogt at have læst om denne først. Side 1 af 13 - Version

2 Parallelteknik er en enoral optagelsesmetode, der kræver, at filmen holdes med en filmholder. Det er derfor ikke en kontaktoptagelse. Metodens navn beror på, at filmen står parallelt med tændernes længdeakse. For at opnå dette anvendes altid en filmholder (det kan i nogle tilfælde opnås med en vatrulle). Teknikken kræver, at man anvender en relativt lang tubus, hvad der ikke er et krav til vinkelhalverings-teknikken. Derfor kaldes parallelteknik nogle gange for "long-cone" teknik. På Røntgenafdelingen anvendes dog samme (lange) tubus ved begge teknikker. Side 2 af 13 - Version

3 På billedet ser du positionen af tænder, film og tubus ved parallelteknik. Filmen sidder i en filmholder. Filmen og tandens længdeakse er parallelle. Røntgenstrålerne rammer vinkelret på tandens og filmens længdeakse. Side 3 af 13 - Version

4 På grund af anatomiske forhold i mundhulen er det umuligt at få en tæt kontakt mellem film og tand, når filmen samtidig skal stå lige og parallelt med tanden. Man kan således ikke støtte filmen med fingeren, som man gør i vinkelhalveringsteknikken. Når filmen placeres i en filmholder, medfører det en forøget afstand mellem film og tand (kaldet film-objekt afstanden) og derfor en forstørrelse på ca. 5% af det endelige billede på filmen. Ved parallelteknik bliver optagelsen således ikke isometrisk. Billedet viser forstørrelsen af tanden, som følge af den forøgede afstand mellem film og tand. Forstørrelsen medfører, at det for enkelte optagelser kan være svært at få området omkring apex med på billedet. Side 4 af 13 - Version

5 Den øgede film-objekt afstand vil uden yderligere tiltag skabe en øget geometrisk uskarphed (se programmet "Skarphed i røntgenbilledet"). Dette giver sig udslag i en uskarphed, også kaldet penumbra, i kanttegningen af objektet på filmen. Jo længere afstand mellem film og tand, desto større uskarphed. Det ses på billedet, at når D4 øges til D3 bliver kantuskarpheden større. D1 er konstant. Side 5 af 13 - Version

6 Den geometriske uskaphed kan i teorien mindskes ved at gøre fokus mindre eller øge fokus-film afstanden. Fokus er det sted i røntgenrøret, hvor strålerne udgår. Fokus' størrelse er imidlertid fast i dentalapparatet (ca. 1x1 mm). I praksis har man derfor kun den mulighed at øge fokus-film afstanden. Når man øger afstanden mellem fokus og film, kompenserer man for den øgede film-objekt afstand, som opstår, når man placerer filmen parallelt med tanden. Side 6 af 13 - Version

7 Den længst mulige fokus-film afstand bør vælges for at reducere kantuskarpheden/ forstørrelsen. En fokus-film afstand på 40 cm (A) ville være optimal, men i praksis bruges en tubus, der giver en afstand på ca. 28 cm (B). Den kortest tilladte tubus giver en afstand på 10 cm (C). Det ses, at forstørrelsen/kantuskarpheden falder med stigende fokus-film afstand. Side 7 af 13 - Version

8 Når de centrale stråler rammer vinkelret på tænder og omgivende strukturer og videre vinkelret på filmplanet, får man et morfologisk mere rigtigt gengivelse af tænderne på billedet. Man undgår at krone-rod forholdet fortegnes på billedet, også kaldet distorsion. Af denne grund er parallelteknikken den mest anvendte teknik på Røntgenafdelingen. Side 8 af 13 - Version

9 Når der ikke er distorsion, vises tanden på røntgenbilledet med korrekt forhold imellem krone og rod. Ved vinkelhalveringsteknikken overlapper dele af krone og rod hinanden. Ved parallelteknik er L=B, ved vinkelhalvering er L<>B. Derfor ses overlapning af forskellige strukturer på billeder optaget med vinkelhalvering. Side 9 af 13 - Version

10 Et røntgenbillede optaget med vinkelhalveringsteknik kan skjule tilstedeværelsen af sekundær caries. Det kariøse område kan fuldstændig dækkes af en fyldnings aftegning på røntgenbilledet. Det skyldes, at projektionen medfører en forskydning af fyldningens udstrækning. Ligeledes kan det være svært at diagnosticere approksimalcaries, da nogle områder på approksimalfladerne overlejres af andre i det vertikale plan. Det øverste billede forstiller en optagelse med vinkelhalveringsteknik - det nederste en parallelteknik (bitewing). Se på tanden med fyldningen. Der ses tydeligt en carieslæsion under fyldningen på bitewing-billedet. På vinkelhalveringsbilledet skjules caries af fyldningen. Side 10 af 13 - Version

11 Ved parallelteknikken ændres projektionen, så de centrale stråler rettes vinkelret på filmplanet. Fyldninger vises i deres sande udstrækning og overlapning undgås. Derfor er det lettere at diagnosticere sekundær caries. Det parallelt-optagne billede er også bedst til at afsløre approksimal og okklusal caries, pulpas størrelse og pulpaforandringer samt overhæng ved fyldninger. Billedet viser samme region fotograferet med vinkelhalvering til venstre og parallelteknik til højre. Både rod- og kronefyldninger ses i mere korrekt gengivelse på det højre. Der er til gengæld mere periapikal knogle med på billedet til venstre. Side 11 af 13 - Version

12 Yderligere har parallelteknikken den fordel, at det marginale knogleniveau bliver aftegnet i korrekt højde. Ved vinkelhalveringsteknikken bliver den faciale og linguale knoglelamel forskudt i forhold til hinanden (fortegning) på grund af projektionen. Ved parallelteknikken vil knogleniveauet aftegnes vinkelret på billedet uden forskydning af den ene lamel. Derfor er det lettere at bestemme knogleniveauet og et eventuelt fæstetab med paralleltoptagne røntgenbilleder. Billedet viser samme region fotograferet med vinkelhalvering til venstre og parallelteknik til højre. Billedet til højre viser at der er et lille fæstetab. Dette er ikke tydeligt på billedet til venstre. Side 12 af 13 - Version

13 Det kan nu summeres, at de vigtigste kriterier for parallelteknikken er: - let forstørret optagelse - morfologisk korrekt gengivelse - ingen distorsion - ortoradial optagelse Side 13 af 13 - Version