Bæredygtig udvikling hvor langt kan vi nå? FN s verdenstopmøde i Johannesburg, Sydafrika, 2002

Transkript

1 Bæredygtig udvikling hvor langt kan vi nå? FN s verdenstopmøde i Johannesburg, Sydafrika, 2002

2 Bæredygtig udvikling hvor langt kan vi nå? FN s verdenstopmøde i Johannesburg Sydafrika, 2002 Bæredygtig udvikling Hvor langt kan vi nå? er udgivet af Landsorganisationen i Danmark. Tryk: Jydsk Centraltrykkeri. Foto: BAM. Lay-out: LO s grafiske værksted. August LO-varenr.: 4726 ISBN: Landsorganisationen i Danmark, August

3 Indhold 5 7 Forord af LO-sekretær Marie-Louise Knuppert Bæredygtig udvikling mere end miljø Forord Fagbevægelsen mål og prioriteter Foreløbige resultater Krav til Johannesburg EFS Den europæiske faglige samarbejdsorganisation Internationale arbejdstagerrettigheder Oplæg til handlingsplan diskussionen fortsætter Links om bæredygtighed Bilag Bilag 1. LO s strategioplæg til EFS om kemiske stoffer og materialer Bilag 2. Udtalelse fra EFS om Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling Bilag 3. Folketingets vedtagelser om bæredygtig udvikling af 29. maj 2001 og 23. maj 2002 Det er glædeligt, at stort set alle verdens lande har givet tilsagn om at deltage i FN s Verdenstopmøde om bæredygtig udvikling, der finder sted i Johannesburg i Sydafrika fra slutningen af august til starten af september i år. Verdens fattigste og rigeste lande mødes for at diskutere, hvorledes en bæredygtig udvikling skal fremmes, således at både nuværende og fremtidige generationers behov kan sikres. Nogle få uger før Verdenstopmødet i Johannesburg løber af stablen, tyder meget på, at der er sket så væsentlige fremskridt ved forberedelsen af handlingsprogram og sluterklæring, at der er forhåbninger om, at regeringscheferne kan blive enige. Langt fra alt er dog på plads. Det fjerde og sidste forberedelsesmøde i Bali i maj/juni måned efterlod forhandlingerne i et noget kriseagtigt tomrum. Det er set før, men fremskridtene var så små, at alle var betænkelige. Siden hen har der været konsultationer i FN-regi, EU og andre steder, som sammenlagt giver plads til en vis optimisme. Man kan håbe, at slutresultatet giver de fattigste lande reelle udviklingsmuligheder, og at de rigeste lande vil give flere kontante tilsagn om økonomisk støtte og økonomiske lettelser. Uden dette indhold vil de afsluttende konklusioner have en yderst begrænset værdi. 4 5

4 Fagbevægelsens rolle Fagbevægelsen har tradition for en fælles international optræden i forhold til vigtige internationale konferencer. Verdenstopmødet i Johannesburg er ingen undtagelse. Arbejdstagere verden over må betragtes som både producenter og forbrugere. En bæredygtig udvikling har såvel en direkte adresse til den virksomhed, man er ansat i, som til de produkter, man som forbruger køber. Regulering gennem aftaler og lovgivning er nødvendige værktøjer for at nå resultater omkring bæredygtig udvikling nationalt og internationalt. Samarbejde mellem arbejdsgivere og lønmodtagere på virksomhedsniveau og på brancheplan er for fagbevægelsen at se afgørende i bestræbelserne på at opnå bæredygtige resultater. Fagbevægelsen er enig med en lang række aktører i, at bæredygtig udvikling relaterer sig til tre dimensioner: En økonomisk, en miljømæssig og en social dimension. Det er afgørende, at disse tre dimensioner tænkes som en helhed. Svært at spare sig til bæredygtighed Bekæmpelse af fattigdom gennem tilvejebringelse af flere jobs har høj prioritet i fagbevægelsen. Økonomisk udvikling bliver ofte det afgørende element i diskussionen omkring bæredygtig udvikling. Ikke mindst i de fattige lande er en økonomisk bæredygtig udvikling forudsætningen for, at også miljømæssig og social bæredygtighed sættes på dagsordenen. I den rige del af verden er der gode muligheder for at sidestille økonomiske aspekter med de miljømæssige og sociale. Men også her er tendensen, at pengene spiller en afgørende rolle. For hvem skal betale for en bæredygtig udvikling, hvor meget - og til hvem? Regeringsskiftet sidste år bekræfter tendensen: Selv kortsigtede økonomiske hensyn kommer før miljøhensyn. Østeuropa skal holde for på miljøområdet. Og udviklingslandene får reduceret bistanden fra Danmark. Vi skal spare os frem til bæredygtige resultater. Unægtelig en svær opgave. En bæredygtig arbejdsplads Verdens fattige lande har brug for friere adgang til de internationale markeder, ligesom de har brug for udenlandske investeringer og bistand for herigennem at opbygge kapital og udvikle deres egne arbejdsmarkeder. Mulighederne for at opnå win-win -situationer er gode, men det kræver, at virksomheder verden over påtager sig et samfundsansvar samtidig med, at regeringerne udviser god regeringsførelse. For at sikre en fremtidig bæredygtig udvikling må tilvejebringelse af jobs og økonomisk vækst ske under hensyntagen til miljømæssige og sociale aspekter. På arbejdspladserne betyder dette, at arbejdet med arbejdsmiljøet og det ydre miljø integreres. Systematisk arbejde med at nedbringe miljøproblemer og ressourceforbrug samt forebyggelse af nedslidning, sygdom og ulykker er væsentlige elementer i udviklingen af en bæredygtig arbejdsplads, hvor også rummelighed samt etnisk ligestilling og ligestilling mellem kønnene må tillægges vægt. Nytænkning og visioner Demokrati og menneskerettigheder, herunder lønmodtagerrettigheder, kommer også til debat i Johannesburg. Fagbevægelsen finder det særdeles vigtigt, at krav til demokrati og menneskerettigheder fremsættes, så længe der stadigvæk foregår overtrædelser af internationalt anerkendte principper og normer. En Global Deal eller en New Deal har været brugt som udtryk for en vision forud for Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling. Begge udtryk indeholder forhåbninger om nytænkning for at sikre en bæredygtig aftale verdens regeringer imellem. Disse forhåbninger deles af fagbevægelsen. Vi vil gøre vores indflydelse gældende i Johannesburg og hermed gøre vort bedste for at virkeliggøre visionerne om en bæredygtig udvikling, der må betragtes som den største udfordring for menneskeheden i de kommende år. Marie-Louise Knuppert, LO-sekretær Bæredygtig udvikling mere end miljø Bæredygtighedsbegrebet blev for alvor introduceret i 1980 erne. Brundtland-Kommissionen definerede i 1987 en bæredygtig udvikling som en udvikling, der opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare. Med FN s Verdenstopmøde i Rio i 1992 om miljø og udvikling blev bæredygtighedsbegrebet en fast bestanddel af udviklingsdebatten. På baggrund af anbefalingerne i Rio i 1992 har en række lande siden arbejdet med nationale bæredygtighedsstrategier, ligesom internationale handlingsplaner og strategier om bæredygtig udvikling har set dagens lys. Gennem de seneste ti års tiltag har bæredygtighedsbegrebet udviklet sig fra primært at tage afsæt i miljømæssige sammenhænge til også at inkludere to andre dimensioner nemlig en økonomisk dimension og en social dimension. Det er denne brede definition på bæredygtig udvikling, der ligeledes er udgangspunktet for Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling. Fagbevægelsen deler den overordnede definition af bæredygtig udvikling, men er samtidig opmærksom på, at den ikke hvis den skal være anvendelig kan stå alene. Bæredygtighedsbegrebets sociale, økonomiske og miljømæssige dimension skal derfor, ifølge fagbevægelsen, først og 6 7

5 fremmest bruges til at afklare, hvilke værdier der skal styre samfundsudviklingen lokalt, nationalt og globalt. Det er yderst vigtigt, at alle tre dimensioner prioriteres og udvikles, men samtidig er det vigtigt ikke at blande dem sammen. Forskellige typer af goder eller kapital kan nemlig ikke erstatte hinanden. Det er således ikke acceptabelt at forringe naturkapitalen, blot fordi man i stedet øger den humane kapital eller den økonomiske kapital tilsvarende. Hver dimension skal være bæredygtig i sig selv. Hvis ændringerne i det globale klima skal holdes under kontrol, kræver det, at såvel ulande som ilande omstiller sig til en bæredygtig udvikling. Ilandene, der i dag står for den absolut største udledning af drivhusgasser og forbrug af fossile energikilder som kul og olie, må ændre produktions- og forbrugsmønstre således, at der skabes råderum for vækst i ulandene. Det er nødvendigt at forstærke indsatsen for energibesparelser samt udvikle og anvende vedvarende energi og renere brændsler. I denne omstillingsproces er det vigtigt at tage sociale hensyn således, at bestræbelserne på at afværge klimaforandringer ikke sker på bekostning af menneskelige hensyn. En bæredygtig og retfærdig omstilling af energiproduktionen handler blandt andet om at skabe rammer for, at arbejdskraftens kompetencer udvikles, så de passer til nye produktionsformer. Er naturen kun en vare? Hvis hele jordens befolkning skulle leve, som vi gør i vesten i dag, ville det kræve fire planeter. Vi må derfor i de vestlige lande besinde os på, at vi ikke kan lægge beslag på så stor en del af verdens økologiske råderum, som vi gør i øjeblikket, hvis de kommende generationer skal have lige så gode muligheder som os for at opfylde deres behov. Det har selvsagt gennemgribende konsekvenser for vores livsstil, beskæftigelse, uddannelse, arbejdsmiljø osv. En af de største udfordringer er i denne forbindelse, at vi skal finde ud af at producere og forbruge på måder, der ikke kræver så mange ressourcer, og som belaster miljøet mindre samtidig med, at de ikke har uønskede sociale konsekvenser. Denne udfordring knytter sig til vores natursyn. Opfatter vi primært naturen og miljøet som en vare, der kan prissættes, og som blot skal være til umiddelbar nytte for mennesket? Eller ser vi natur og miljø som noget værdifuldt i sig selv og derfor som noget, der må bevares, selv om det ikke er til nytte for mennesket her og nu? Forsigtighedsprincippet I fagbevægelsen bygger vi vores vision om bæredygtighed på det sidste natursyn, og vi mener, forsigtighedsprincippet må være det bærende i miljøindsatsen. Fordi mennesker og samfund slet ikke kan overleve uden naturen, er vi med til at forringe vores egen mulighed for overlevelse, når vi nedbryder naturen ved at udnytte den på en rå og hensynsløs måde. Det er derfor vores klare opfattelse, at bæredygtig udvikling må være en fælles sag, der bygger på demokratiske principper og en meget bred accept og aktiv deltagelse i befolkningen som helhed. Bæredygtighed som udviklingsstrategi er kompleks, og det kan være svært at bedømme, om vi i dag er vidner til en reel bæredygtig udvikling under hensyntagen til såvel den økonomiske som den miljømæssige og sociale dimension. Men en række målbare indikatorer kan give os en fornemmelse af, hvordan det går med den bæredygtige udvikling inden for en række områder. De tre dimensioner af bæredygtig udvikling beskrevet på samfundsniveau Økonomisk bæredygtighed: Samfundet skal være i stand til at finansiere sine aktiviteter uden at forringe kommende generationers mulighed for at opfylde deres behov. Social bæredygtighed: Samfundet skal bygge på alle menneskers lige ret til at bruge de fælles ressourcer. Den lige ret omfatter både alle nulevende mennesker på jorden og fremtidige generationer. Miljømæssig bæredygtighed: Samfundet skal udnytte og omforme naturen i respekt for dens værdi i sig selv og på en måde, så dens livgivende funktioner ikke forringes. Kløften bliver stadig større FN s miljøprogram UNEP offentliggjorde i foråret 2001 en rapport, der er tænkt som et bidrag til verdenstopmødet i Sydafrika. Rapporten gør blandt andet status over den bæredygtige udvikling de seneste 30 år. Her konkluderes det, at miljøet i Europa og USA på mange områder er i fremgang, men at kløften mellem verdens rige og fattige lande bliver stadig større. Miljøproblemer rammer nemlig fattige lande langt hårdere end de rige. Dette er afgørende i diskussionen om, hvorledes verdens lande i fællesskab fremmer en global bæredygtig udvikling. En femtedel af verdens befolkning lever i velstand, og de står alene for 90 pct. af det private forbrug på globalt niveau. Imens overlever 4 milliarder mennesker på mindre end 1-2 US$ om dagen. En stigende befolkningstilvækst globalt lægger pres på verdens ressourcer der er millioner flere munde at mætte i dag, end der var for 30 år siden. Nedbrydning af landjorden som følge af menneskelig aktivitet har stor betydning for ud- Et af de væsentligste problemer ved produktion og forbrug af kemikalier er, at vi ikke ved nok om deres virkning. Kemikalier spredes på tværs af landegrænser dels gennem handel med varer dels gennem miljøet. Det internationale samarbejde på kemikalieområdet er en tvingende nødvendighed. Det er fagbevægelsens holdning, at forsigtighedsprincippet på kemikalieområdet skal styrkes, og at farlige kemikalier skal udfases. Forsigtighedsprincippet skal medføre, at der hurtigt kan gribes ind over for teknologier og kemikalier, når der er en begrundet mistanke om, at de har skadelige effekter. I arbejdet med at udfase farlige kemikalier skal det prioriteres at finde brugbare erstatninger for de skadelige stoffer. Fagbevægelsen mener, at virksomheder, der producerer eller importerer kemikalier, skal pålægges et øget ansvar. Producenten skal kunne bevise, at et stof eller produkt, der indeholder kemikalier, ikke er til skade for hverken miljøet, medarbejderne eller forbrugeren. Kemikaliepolitik må helt logisk omfatte både det ydre miljø og arbejdsmiljøet og der må arbejdes for en forbedring af begge dele. 8 9

6 Millioner af mennesker verden over er direkte afhængige af skovområderne omkring dem i deres dagligdag. De sidste ti år er der globalt set sket et fald i både skovarealer og kvaliteten af skovene. Dette nødvendiggør, at der i højere grad fokuseres på bæredygtigt skovbrug, hvor både miljømæssige, økonomiske og sociale aspekter integreres. En øget grad af medarbejderdeltagelse samt inddragelse af borgerne i lokalsamfundene kan bidrage til bæredygtig skovbrugsudvikling. Fagbevægelsens støtter, at certificeringstankegangen tages i anvendelse i forhold til bæredygtigt skovbrug. Certificering som markedsbaseret strategi hjælper til at beskytte skovene som et væsentligt element af vores naturlige miljø samtidigt med, at arbejdspladser bevares. viklingen i verdens ressourcer. Landarealer, der dækker mere end, hvad der svarer til USA og Mexico tilsammen, betegnes som ødelagte nogle i en sådan grad, at de ikke kan reddes. Halvdelen af verdens floder er udtømte eller alvorligt forurenede. Dette er blot en af årsagerne til, at en milliard mennesker ikke har adgang til rent drikkevand, hvad der har store helbredsmæssige konsekvenser. Også når det gælder beskadigelserne på ozonlaget samt de klimaforandringer, der registreres, og som har en betydelig indvirkning på verdens økosystemer, kan årsagerne i form af blandt andet udledning af drivhusgasser findes i menneskets måde både at producere og forbruge på. De mest sårbare Alle mennesker er sårbare over for omgivelsernes indflydelse. Men muligheden for at tilpasse sig ændringer i omgivelserne er forskellige fra samfund til samfund. Befolkningen i udviklingslandene besidder færre ressourcer til at klare ændringerne i miljøet omkring dem og er således også mere sårbare over for miljømæssige trusler og globale forandringer. Med fattigdom følger således en uforholdsmæssig stor byrde af følgerne fra katastrofer, konflikter, tørke og forurening. Dertil kommer, at nogle af verdens områder er mere sårbare over for miljømæssige trusler end andre. Især ø-områder og kystarealer kan være risikoområder i forbindelse med klimamæssige forandringer. Men også den stigende urbanisering i udviklingslandene har konsekvenser for byområderne, hvor mange problemstillinger omkring infrastruktur, kloakering, vandforsyning og forurening resulterer i uoverskuelige miljømæssige ændringer med alvorlige konsekvenser til følge. Opmærksomhed omkring socio-økonomiske og miljømæssige problemstillinger er nødvendig, og Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg er en oplagt mulighed for, at verdens regeringschefer og civilsamfundet omkring dem tager aktivt del i diskussionen om en global bæredygtig udvikling og efterfølgende sætter handling bag ordene. Fagbevægelsen - mål og prioriteringer Der er blandt de faglige organisationer verden over bred enighed om de mål og prioriteringer, som er fremført i forbindelse med FN s forberedelsesmøder op til Verdenstopmødet i Johannesburg. FN-møderne har i sig selv været en god lejlighed til for fagbevægelsen og en række andre interesseorganisationer at få gennemdrøftet og koordineret synspunkterne på tværs af grænser og meningsforskelle. FFI Frie Faglige Internationale (ICFTU/International Confederation of Free Trade Unions) repræsenterer flertallet af de faglige centralorganisationer i industri- og udviklingslandene. I de fælles oplæg fra fagbevægelsens organisationer kobles miljøhensyn til kravene om beskæftigelse og en social dimension. FFI slår til lyd for, at følgende elementer skal prioriteres i Johannesburg: Fattigdomsbekæmpelse og beskæftigelsesfremme spiller en hovedrolle i enhver strategi, som sigter på udryddelse af fattigdom. Sociale forhold og beskæftigelseshensyn skal integreres i beslutninger vedrørende økonomi og ved vurderingen af virksomhedernes bæredygtighed. Medbestemmelse og arbejdspladsforandringer fremmes ved at sikre, at lønmodtagere tages med på råd, når der skal 10 11

7 foretages ændringer af produktions- og forbrugsmønstre i virksomheder og i samfundet. Ratifikation af internationale konventioner og aftaler, som fremmer retten til at forhandle og til at organisere sig, stoppe børnearbejde og sikre ligestilling og et sundt arbejdsmiljø er vigtige forudsætninger for at medvirke til økonomiske og miljømæssige forandringer. Styrke forbindelsen arbejdsplads/samfund ved at skabe øget opmærksomhed om privat og offentligt forbrug. Forbrugeroplysning og -uddannelse skal gennemføres i sammenhæng med arbejdspladsvurderinger af firmaernes bæredygtighed og varemærkning. Offentlige sundhedsprogrammer kan drage fordel af resultater og erfaringer fra arbejdsmiljøarbejdet på arbejdspladsniveau. WHO FN s verdenssundhedsorganisation opfordres til at gennemføre sin deklaration fra 1999 om sammenhængen mellem sundhedspolitik og arbejdsmiljø med henblik på i praksis at fremme de offentlige sundhedsprogrammer. Styrke god regeringsførelse ved at skabe institutioner og arbejdsformer, hvor miljømæssige målsætninger drøftes og afgøres i samklang med en social dimension. Dette kan kun gennemføres ved en effektiv regeringsførelse understøttet af internationale organisationer, som samarbejder for at skabe grundlag for sociale og beskæftigelsesmæssige overgangsordninger. Virksomhedernes samfundsansvar bør understøttes af en synlig og tillidsvækkende adfærd, hvor forskellige bæredygtighedsmålsætninger kan integreres på grundlag af aftaler og praksis, som regulerer handel, investeringer, finansielle beslutninger og rapportering. Globalisering kræver fremme af en embedsførelse, som i sit udgangspunkt respekterer internationale normer og standarder. Foreløbige resultater De fire FN-forberedelsesmøder, som skal føre frem til forhandlingsoplæggene i Johannesburg, har på nogle vigtige områder fremført synspunkter og forslag, som er samstemmende med fagbevægelsens. Det drejer sig om: hensyntagen til principperne om den sociale dimension i forbindelse med miljømæssig og økonomisk planlægning fokus på fattigdom og målsætningen om rimelig beskæftigelse arbejdspladsinvolvering i partnerskabsprogrammer for bæredygtig udvikling sammenhæng mellem arbejdsmiljø og offentlige sundhedsprogrammer bekæmpelse af AIDS/HIV på basis af ILO s retningslinier yderligere begrænsning af børnearbejde Krav til Johannesburg Dansk og international fagbevægelse har fortsat en række krav, som ikke er kommet tilfredsstillende med i oplæggene til Johannesburg, og hvor fagbevægelsen stadigvæk arbejder for at få imødekommet kravene. Det drejer sig om yderligere foranstaltninger til sikring af den sociale dimension at give ILO og den nyligt etablerede Verdenskommission om den sociale dimension og globalisering en defineret rolle i det internationale arbejde om en social dimension at fremme samarbejdet mellem ILO, FN s miljøprogram, WHO m.fl. at fremme arbejdspladsvurderinger af bæredygtighedspolitikken at anerkende beskæftigelsens centrale betydning for en bæredygtig udvikling specielt for unge og kvindelige lønmodtagere at få skabt sammenhæng mellem produktion og forbrug, lønmodtagere er både producenter og forbrugere anerkendelse af arbejdstagernes krav om medbestemmelse, heriblandt ILO s grundlæggende rettigheder, som et vigtigt element i den bæredygtige udvikling vedtagelse af konkrete foranstaltninger til gennemførelse af virksomhedernes samfundsansvar udfasning af landbrugsstøtten og afskaffelse af toldmure for landbrugsvarer fra udviklingslandene særlige foranstaltninger for skibe under bekvemmelighedsflag og landarbejdere samt medbestemmelse i erhvervslivet Den internationale fagbevægelse har observatør-status i FN og som sådan også mulighed for at blive hørt i udvalg og plenarforsamlinger. LO og en række andre nationale faglige centralorganisationer deltager i Verdenstopmødet som medlemmer af deres respektive officielle nationale organisationer. EFS - Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation EFS samler langt hovedparten af de faglige centralorganisationer i EU-landene og i de centralog østeuropæiske lande, som forhandler medlemskab af EU. Indflydelsesmulighederne for den europæiske fagbevægelse er langt stærkere, end det ses i andre dele af verden, navnlig set i forhold til fagbevægelsens vilkår i udviklingslandene. Dette gælder nationalt i Europa, men også på EU-niveau har EFS sammen med sine nationale medlemsorganisationer muligheder for at blive konsulteret i et helt andet omfang, end det kendes andre steder i verden. Hvor FFI har det som opgave at varetage fagbevægelsens interesser globalt set, er det EFS opgave at få skabt overensstemmelse mellem europæiske og internationale interesser internt i fagbevægelsen og samtidig forsøge at få de europæiske arbejdsgivere og regeringer til at støtte den politik, som fagbevægelsen ønsker fremmet. EFS vedtog i juni måned en udtalelse om Verdenstopmødet i Johannesburg. Udtalelsen var stilet til EU-topmødet i Sevilla i juni måned. Hovedbudskabet til EU-topmødet var en klar tilkendegivelse af, at de rige europæiske samfund bør leve op til en udviklingsbistand på mindst 0,7 pct. af BNI. Tilkendegivelsen var lige så klar, når det gælder kravet om at medvirke til en lettelse af udviklingslandenes gældsbyrde. EFS markerer i sin udtalelse en klar vilje til at forhandle aftaler med arbejdsgiverne om bæredygtig udvikling i virksomhederne. Social dialog og en social dimension opstilles som vigtige forudsætninger for, at der kan opnås resultater ved Verdenstopmødet i Johannesburg. EFS fortsætter linjen fra WTO-møderne i Doha, når det gælder fastholdelsen af lønmodtagerrettigheder, som de er udformet i ILO ved trepartsforhandlinger og flertalsafgørelser truffet af regeringer, arbejdsgivere og fagforeninger. Der er tale om i forvejen internationalt anerkendte minimumsrettigheder og ikke det niveau, der normalt gør sig gældende i EU-landene. Ud fra et ønske om at uddybe den europæiske fagbevægelses synspunkter på en bæredygtig udvikling har EFS sammen med medlemsorganisationerne udarbejdet fire oplæg, som sammen belyser væsentlige sider af miljøproblematikken og samtidig giver fagbevægelsens opfattelse af problemstillingerne og løsningsmulighederne. De fire oplæg omhandler: 1. Klimaændringer og energi 2. Fødevaresikkerhed og bæredygtig udvikling 3. Kemiske risici 4. Arbejdstagere og bæredygtig udvikling: Muligheder og rettigheder LO har sammen med KAD, Dansk Metal og SiD udarbejdet oplægget om kemipolitikken (se bilag 1). Ved en særlig konference 12 13

8 under topmødet i Johannesburg vil EFS redegøre for de fire oplæg. Internationale arbejdstagerrettigheder ILO Den Internationale Arbejdsorganisation er den organisation i FN-systemet, som følger udviklingen på arbejdsmarkedet verden over mest indgående. Trods en række lyspunkter bekræfter udviklingen, at lønmodtagere i mange tilfælde får forværret deres muligheder og rettigheder. Stigningen i antallet af frizoner, hvor internationale koncerner etablerer sig uden at være pålagt krav om at overholde national lovgivning og aftaler om løn og arbejdsforhold, fortsætter, og ILO s klagesystem bekræfter, at mange regeringer og virksomheder tilsidesætter de internationale konventioner, som ILO gennem årene har fået vedtaget. LO har i flere år talt for, at de centrale internationale arbejdsstandarder skal indgå i alle vigtige internationale aftaler, det være sig inden for handel, søfart eller miljø. Et øget politisk og økonomisk samarbejde over grænserne gør det nødvendigt at få sociale rettigheder og menneskerettigheder respekteret. Globaliseringen bliver vanskeliggjort, hvis en effektiv varetagelse af rettigheder bliver yderligere begrænset eller forhindret. Det sociale topmøde i København i 1995 skabte et gennembrud for accepten af arbejdstagernes grundlæggende rettigheder. Dermed var der skabt et nyt grundlag for at få regeringerne til at efterleve de vigtigste ILO-konventioner. WTO-forhandlingerne har dog senere vist, at det stadigvæk i praksis er vanskeligt at få vedtaget et forpligtende og effektivt samarbejde om brud på rettighederne. Forberedelsesmøderne til Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg har bekræftet, at det i lande, som i forvejen har et demokratisk underskud, kan være svært at få regeringerne til at acceptere konventionerne om de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Man ønsker ikke at få det med i handlingsprogrammerne og sluterklæringen fra møderne i Johannesburg. Andre lande bruger spørgsmålet i forbindelse med de politiske studehandler, som er en uadskillelig del af forhandlingsspillet. I de senere år er der brugt megen tid på at definere virksomhedernes sociale ansvar, virksomhedernes samfundsansvar samt opstilling af etiske regler for investeringer, miljø mv. Fagbevægelsen er de fleste steder positivt indstillet men er til gengæld ikke med på at acceptere, at ILO s arbejdstagerrettigheder dermed skal tages af bordet. ILO-konventionerne er udgangspunktet for en politik, der kan sikre virksomhedernes medansvar for samfundsudviklingen. Oplæg til handlingsplan diskussionen fortsætter Syv grundlæggende arbejdstagerrettigheder Konvention nr. 29, 1930: Medlemslandene forpligter sig til at standse alle former for tvangsarbejde og pligtmæssigt arbejde** Konvention nr. 87, 1948: Om foreningsfrihed og retten til at organisere sig Konvention nr. 98, 1949: Om gennemførelse af principperne for retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger Konvention nr. 100, 1951: Om lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for arbejde af samme værdi Konvention nr. 105, 1957: Om afskaffelse af tvangsarbejde** Konvention nr. 111, 1958: Om ligebehandling af kvinder og mænd med hensyn til beskæftigelse og erhverv Konvention nr. 138, 1973: Om mindste alder for adgang til beskæftigelse **ILO definerer dette arbejde som omfattende bl.a. slaveri, gældsarbejde, tvungen arbejde for militæret og handel med mennesker, hvor sexindustrien er et særligt problem. På det sidste forberedelsesmøde på Bali i Indonesien lykkedes det ikke for regeringerne og organisationerne at nå til enighed om væsentlige punkter i det udkast til handlingsplan og politisk erklæring om bæredygtig udvikling, som var til behandling på mødet. Uenigheden gik især på de forslag til målopfyldelse og kontrol med implementering af planen, som var blevet diskuteret på en række af de forberedende møder. Efterfølgende er det dog lykkedes på møder i FN- og EUregi at få løst nogle af de mest besværlige udestående spørgsmål. Men selv om der er bred tilslutning til store dele af den foreslåede handlingsplanen, vil der stadig være en lang række punkter i parenteser, som skal diskuteres mellem regeringerne og organisationerne, når forhandlingerne starter i Johannesburg. Blandt disse forslag er fagbevægelsens principielle ønske om at forankre lønmodtagernes sociale rettigheder i de grundlæggende standarder, som er fastlagt i ILO s internationale konventioner. Den positive stemning, som efter Bali har afløst den anspændte atmosfære under forberedelsesmøderne, lover godt for forhandlingsklimaet i Johannesburg. De mere optimistiske toner blev bl.a. anslået på EU s uformelle miljøministermøde i Sønderborg midt i juli, som blev holdt i lyset af et 14 15

9 hasteindkaldt møde i New York. Her havde både Sydafrikas udenrigsminister Zuma og FN s generalsekretær Kofi Annan opfordret verdens regeringer til at slutte talstærkt op om miljøtopmødet. Demokrati og ligestilling Det færdige udkast til handlingsplan er opdelt i ni afsnit. I indledningen fastslås det, at beslutningerne i Johannesburg skal bygge videre på de FNvedtagelser om bæredygtighed og bekæmpelse af fattigdom, som er fastlagt under og efter topmødet i Rio de Janeiro for ti år siden. Det betyder, at både Agenda 21-planen og de seneste beslutninger fra Millennium-erklæringen og et FN-møde i Monterrey, Mexico vil indgå i målsætningerne fra Johannesburg. Det understreges også, at begrebet bæredygtighed bl.a. omfatter demokrati, retssikkerhed og frihed for korruption, og at kønsmæssig ligestilling og lige adgang til investeringer indgår i forudsætningerne. Ved gennemførelse af handlingsplanen skal der tages særligt hensyn til sårbare befolkningsgrupper samt kvinder, børn og unge. Regeringerne kan og skal ikke gennemføre planen alene. Den grundige forberedelsesproces har netop sigtet på at skabe partnerskaber og netværk, som kan sikre, at de enkelte forslag kan gennemføres i et samarbejde mellem de mange involverede parter lokalt såvel som nationalt og internationalt. Der lægges især op til, at partnerskaber kan indgås på tværs både mellem myndigheder og organisationer og mellem nordlige og sydlige deltagere. Bekæmpelse af fattigdom Det vigtige afsnit 2 fastlægger, hvordan bekæmpelsen af fattigdom skal foregå. Der er enighed om at oprette en verdensomspændende solidaritetsfond, hvis midler skal fordeles direkte af FN s generalforsamling. Fonden skal bl.a. opmuntre til nye initiativer i den private sektor, som regeringen kan medfinansiere. Et af midlerne til at bekæmpe fattigdom er at sikre lettere adgang til uddannelse og beskæftigelse. Også adgang til rent vand og tilstrækkelig energi er en forudsætning for, at bekæmpelsen af fattigdom kan lykkes efter de mål, som blev vedtaget i FN s Millennium-erklæring. Den fastslår, at antallet af mennesker, som ikke har vand nok, skal være halveret i Derimod er fagbevægelsens krav om anerkendelse af ILO s konventioner om lønmodtagerrettigheder ikke blevet accepteret af udviklingslandene. Det er især Venezuela, der som talsmand for gruppe 77-landene har lagt afstand til forslaget, der opfattes som et led i vestlige forsøg på protektionisme. Men der er enighed om at se øget industriel udvikling som et middel til at sikre anstændig beskæftigelse ikke mindst for de fattige i byområderne og til at fremme lige muligheder for kvinder og mænd. Bæredygtig produktion og forbrug I kapitel 3 understreges behovet for at ændre de nuværende forbrugs- og produktionsmønstre, som på en eller anden måde belaster eller ødelægger det globale miljø. De udviklede lande bør gå i spidsen, men resultatet vil være til gavn for alle lande. Ikke kun regeringer, men også organisationer og virksomheder må bidrage på alle niveauer til at sikre bæredygtighed. Konkret foreslås et 10-årigt arbejdsprogram, som skal sikre, at den økonomiske vækst bygger på bæredygtige produktionsprocesser med lavere ressourceforbrug og mindre affaldsmængder. Princippet fra Rio om, at forureneren skal betale, ønskes fastholdt. Øget information og uddannelse om bæredygtig produktion og forbrug indgår også i programmet, dog er det ikke alle, der ser mærkningsordninger som et naturligt redskab i denne sammenhæng. Der skal investeres målrettet i renere og mere økologiske teknologier både i private firmaer og offentlige institutioner og i overgang til moderne informations- og kommunikationsteknikker. Der er også enighed om at styrke virksomhedernes sociale og miljømæssige ansvar bl.a. gennem overvågning og rapportering, f.eks. i form af standardisering og certificering. Samtidig skal medarbejderne inddrages og uddannes i forbindelse med virksomhedernes projekter vedr. bæredygtighed. Miljøvenlige energikilder På energiområdet lægges der op til, at de meget energikrævende sektorer skal omlægge forbruget til alternative dvs. forny-bare energiformer. Hensigten er at øge det samlede energiforbrug uden at belaste det globale miljø. Derfor skal forskningen i mere miljøvenlige energikilder intensiveres. Et forslag om at øge andelen af vedvarende energikilder til 15 pct. i 2010 skal drøftes nærmere i Johannesburg. Der er i øvrigt enighed om, at energi-markederne skal tilpasses, så de i højere grad understøtter en mere bæredygtig energiforsyning. Hvis markedet forvrides til skade for miljøet på grund af subsidier, skal disse afvikles. Endelig hedder det, at offentlig-private partnerskaber skal samarbejde om at gennemføre FN's miljøkommissions retningslinier om energi og bæredygtig udvikling. Fra flere sider foreslås, at forsigtighedsprincippet skal overholdes ved håndtering af kemiske stoffer. Men der er enighed om, at et nyt globalt system for klassificering og mærkning af kemikalier skal gennemføres så hurtigt som muligt. Farligt kemi-affald må ikke eksporteres og deponeres illegalt til skade for miljøet. Naturressourcer skal beskyttes Kapitel 4 slår til lyd for, at verdens naturressourcer beskyttes og udnyttes på en økonomisk og socialt bæredygtig måde. I 2015 skal antallet af mennesker, der ikke har adgang til rent drikkevand være halveret, bl.a. ved bedre overvågning af vandressourcer og ved at indføre nye teknologier til mere effektiv bekæmpelse af forurening af grundvand. I særlig tørkeplagede områder skal der produceres mere vand f.eks. gennem afsaltning af havvand og udnyttelse af tågedannelser. Der gennemføres særlige initiativer for at beskytte have og oceaner, og fiskeressourcerne skal udnyttes på en mere bæredygtig måde. Endelig må skibsfarten acceptere strenge

10 re regler for beskyttelse mod forurening bl.a. ved transport af radioaktivt affald. Der er også behov for at styrke beredskabet ved naturkatastrofer i særlig udsatte områder bl.a. gennem bedre information og mere effektive advarselssystemer. Jordens atmosfære skal beskyttes mod de stigende mængder af drivhusgasser og mod nedbrydning af ozonlaget, som er med til at skabe globale klimaændringer. Derfor skal landbrugsproduktionen foregå på en mere bæredygtig måde samtidig med, at landbrugets rolle i bekæmpelsen af fattigdom anerkendes og styrkes. I Johannesburg skal det bl.a. diskuteres, om eksportsubsidier skal afskaffes, hvis de øger belastningen af miljøet. Eksisterende mekanismer skal tages i brug for at standse ødelæggelsen af landområder i form af ørkenspredning og fældning af regnskoven mv. og for at bevare økosystemerne i bjergområder. Verdens lande skal arbejde for at øge økoturismen, som også kan skabe udvikling i fattige områder. Og endelig skal tab af biologisk forskellighed bremses gennem mere bæredygtig udnyttelse af skov- og naturområder. Der er enighed om, at handelen med ulovlige skovprodukter skal stoppes øjeblikkeligt. Det er verdens fattigste områder, der i øjeblikket rammes hårdest af umådeholden skovhugst. Debat om globalisering Et særligt kapitel om globalisering er langt fra på plads i udkastet til handlingsplan. De politiske fløje er uenige om, hvorvidt globaliseringen øger landenes muligheder for at få del i den økonomiske udvikling, eller om virkningen ensidigt er negativ på grund af risiko for marginalisering, destabilisering og tab af kulturel mangfoldighed. I den sammenhæng diskuteres det helt frem til topmødets start, om forsigtighedsprincippet skal indføres i forhold til de enkelte landes muligheder for at udnytte egne ressourcer. Der er også kræfter, som specielt ønsker at fremme bæredygtig handel og udvikling af mere miljøvenlige varer og tjenesteydelser. Men alle deltagere er enige om at fastslå, at nye investeringer skal fremme bæredygtig udvikling. Det fremhæves også, at virksomhederne har et selvstændigt ansvar for at bidrage til en positiv udvikling f.eks. gennem udveksling af gode resultater og indgåelse i private og offentlige partnerskaber. Der stilles desuden krav om, at det skal ske med afsæt i internationale aftaler om menneskerettigheder, miljø og faglige rettigheder, men dette krav er der ikke enighed om fra alle sider. Sygdom rammer de fattigste I et særligt afsnit om sundhed og bæredygtighed understreges behovet for at hjælpe de mest udsatte befolkningsgrupper bl.a. ved adgang til billig medicin, vacciner mv. Der er enighed om, at både børnedødelighed og dødeligheden blandt fødende skal nedsættes med henholdsvis to tredjedele og tre fjerdedele inden Men det skal bl.a. ske ved at respektere og udnytte traditionel viden og erfaring på sundhedsområdet i de enkelte lande. Der er også tilslutning til, at ILO's og WHO's programmer for at nedbringe antallet af arbejdsskader og dødsulykker skal styrkes, og at indsatsen for bedre arbejdsmiljø og sundhed i øvrigt skal ses i sammenhæng. Samtidig skal indsatsen mod ikke-smitsomme sygdomme inkl. livsstilssygdomme opprioriteres betydeligt. En særlig placering har kampen mod HIV/AIDS, der ligesom malaria og tuberkulose især rammer de fattigste og mest sårbare befolkningsgrupper. Der henvises specielt til ILO's frivillige adfærdskodex om HIV/AIDS, som også generelt sigter mod at forbedre de ansattes vilkår på arbejdspladsen. Regionale initiativer Et særligt kapitel er tilegnet de små østater, som har særlige problemer at slås med, både når det gælder udvikling og bæredygtighed. Håndtering af vandressourcer, affald mv. skal have særlig opmærksomhed. Udvikling af økoturisme baseret på stor produktvariation er en af vejene frem for disse områder. Udkastet rummer også en gennemgang af den alvorlige situation i Afrika med en række forslag til, hvordan fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling kan fremmes på kontinentet og i de enkelte lande. Andre forslag til regionale initiativer omfatter Latinamerika og Caribien, Asien og Stillehavsområdet. Mest omstridt er de to afsluttende kapitler, som diskuterer midlerne til at gennemføre de aftalte mål og de institutionelle rammer, der skal sikre princippet om bæredygtighed i de foreslåede initiativer. Der er dog fuld enighed om, at FN s Kommission for bæredygtig udvikling skal trække et stort læs. Fagbevægelsen ser positivt på et mere vidtgående forslag om at oprette en helt ny FN-organisation, der skal sikre en markant øget indsats for bæredygtighed i fremtiden. De frivillige organisationer skal inddrages i processen fremover, og især de unge skal involveres gennem oprettelse af ungdomsråd o.l. for bæredygtig udvikling. ILO s konventioner En forudsætning for, at planen fra Johannesburg kan føres ud i livet er, at udviklingslandene får tilført flere økonomiske midler til finansiering af øget bæredygtighed. Som led heri foreslås eftergivelse af gæld og åbning af ilandenes markeder for produkter fra den tredje verden jvf. de forhandlinger om øget international samhandel, der foregår i WTO-regi. Der er også ønsker om, at eksportsubsidier, der ensidigt skader udviklingslandene, skal reduceres eller afskaffes. Et principielt forslag om at prioritere miljø og bæredygtighed i forhold til social, økonomisk og handelsmæssig udvikling skal drøftes nærmere, når deltagerne mødes i Johannesburg. I drøftelserne indgår også forslag om at satse på ILO s konventioner til at sikre gennemførelsen af grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Der er fuld enighed om, at udviklingslandene skal have adgang til miljøvenlige teknologier og know-how på rimelige vilkår, bl.a. gennem oprettelse af partnerskaber og netværk f.eks. mellem universiteter og forskningsinstitutioner. De enkelte lande skal være med til at registrere og overvåge udviklingen i det nationale og globale miljø. Det kræver, at de også får adgang til satellitsystemer, databaser og andre former for avanceret informationsteknologi. Men også lokal eller traditionel viden skal respekteres og udnyttes til at sikre bæredygtighed. FN-tiår for uddannelse om bæredygtighed For at nå disse mål er det vigtigt at øge uddannelsesindsatsen fra grundskole til universitetsniveau. Der er enighed om, at alle børn både piger og drenge i år 2015 skal have mulighed for at gennemføre et grundskoleforløb. Kendskab til miljø og bæredygtighed skal indgå i uddannelses- og udviklingsprogrammer både for børn og voksne. Der er enighed om at opfordre FN s generalforsamling til at udråbe et tiår for uddannel- se om bæredygtig udvikling med start i I det afsluttende kapitel 10 fremhæves vigtigheden af, at den brede befolkning inddrages i gennemførelsen af Agenda 21, som også bliver navnet på den ny handlingsplan dvs. at den skal ses som en direkte videreførelse af handlingsplanen fra miljø-topmødet i Rio i Der er også enighed om at styrke de overordnede mål samt de institutioner og mekanismer, der i særlig grad har indflydelse på miljø og bæredygtighed. Og endelig foreslås det at lægge øget vægt på den sociale dimension af bæredygtighedstemaet via arbejdsmarkeds- og socialpolitikken bl.a. ved at ratificere og udmønte ILO s konventioner om de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Diskussionen om især dette punkt vil fortsætte, når forhandlingerne tages op igen i Johannesburg sidst i august

11 Gode links om bæredygtighed Bilag 1 LO s strategioplæg til EFS Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation om kemiske stoffer og materialer (sammenfatning). LO se under Baggrundsstof/Samfund og økonomi/bæredygtighed På LO's hjemmeside findes pjecen "Danmarks strategi for bæredygtig udvikling", som kan downloades i PDF-format. Her gennemgås LO's høringssvar på den danske regerings oplæg til national strategi for bæredygtighed. Den trykte udgave kan også bestilles fra LO's pjeceafdeling, tlf Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, EFS TUTB European Trade Union Technical Bureau for Health and Safety På EFS/TUTB's hjemmeside findes debatoplægget "Towards a European trade union perspective on sustainable development". Desuden findes pjecen "Actors for Sustainable Development", som bl.a. indeholder fire oplæg om hhv. kilmaændringer og energi, fødevaresikkerhed, kemiske risici og arbejdstagere som aktører for bæredygtig udvikling. Udenrigsministeriets særlige hjemmeside om Johannesburg-topmødet FN s officielle topmøde-hjemmeside Den sydafrikanske regerings topmøde-hjemmeside ILO FN s internationale arbejdsorganisation se bl.a. under SafeWork & Environment Den nationale danske strategi for bæredygtig udvikling (2002) Den nordiske strategi for bæredygtig udvikling (2001) EU s strategi for bæredygtig udvikling ( ) europa.eu.int/comm/ EFS søger at fremme samarbejdet og koordineringen med forbrugerorganisationerne om anvendelsen af kemiske stoffer og materialer. Lønmodtagere er overvejende både producenter og forbrugere. EFS og FFI vil samordne deres aktiviteter på kemiområdet specielt med henblik på forholdene i udviklingslandene og Nord-Syd-dialogen. EFS opfordrer til god embedsførelse i alle lande for at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundheden generelt. EFS opfordrer medlemsorganisationerne til nationalt at medvirke i standardiseringsprogrammer på miljøområdet og sørge for, at fagbevægelsen får mulighed for at deltage i den internationale normskabende virksomhed i WTO, WHO, FN og i forbindelse med forberedelserne til Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling. EFS efterlyser yderligere lovgivning i EU om risici i forbindelse med anvendelse af kemiske stoffer og materialer og en mere effektiv kontrol med overholdelsen af allerede eksisterende lovgivning. EFS ønsker en udvikling af databaser om kemiske stoffer og om muligheder for brug af alternative produkter. Dette er en opgave for EU s forskningscentre. EFS ønsker flere ressourcer og offentlig afgang til oplysningerne. EFS ønsker, at den nationale arbejdsmiljølovgivning anerkender principperne om brug af alternative produkter samt om arbejdstagernes ret til information og arbejdsgivernes ansvar for et sikket og sundt arbejdsmiljø. EFS ønsker et forbud mod stoffer med en kendt skadelig virkning på arbejdstagere, forbrugere og miljøet, såfremt alternative muligheder er til stede uden en uforholdsmæssig forringelse af velfærd. EFS efterlyser vurderinger indeholdende positive og negative virkninger fra produktion anvendelse, transport og bortskaffelse af et givet stof. EFS opfordrer til åbenhed om udarbejdelse af regler og med en klar adskillelse mellem den videnskabelige og politiske proces. Den politiske proces skal være åben for offentligheden i overensstemmelse med Århus-konventionen. EFS anbefaler en tilsvarende konvention om arbejdstagernes ret til information og konsultation i forbindelse med arbejdsmiljøaspekter på kemikalieområdet. EFS støtter forsigtighedsprincippet i tilfælde, hvor der er en videnskabeligt begrundet mistanke om alvorlige og/eller uoprettelige virkninger for de ansatte, forbrugerne eller miljøet. I sådanne tilfælde skal det være muligt at intervenere, før det er dokumenteret, at der er tale om skadelige virkninger. EFS anbefaler en yderligere udvikling af arbejdsmiljøstandarder i en synlig og demokratisk proces, hvor alle interessenter er repræsenteret. EFS opfordrer EU til at stille økonomi til rådighed for bl.a. lønmodtagerorganisationer og forbrugerorganisationer, således at de kan deltage i den internationale standardiseringsproces. Den europæiske fagbevægelse ønsker øgede ressourcer til evaluering og regulering af produktionen af kemikalier i Europa. EFS ønsker en forbedret national kontrol fra myndighedsside med producenternes 20 21

12 Bilag 2 EU og verdenstopmødet om bæredygtig udvikling Udtalelse fra Den europæiske Faglige sammenslutning EFS eksekutivkomitémøde 5. juni 2002 overholdelse af national og international lovgivning. Fagbevægelsen ønsker udarbejdelse af metoder til retfærdige overgangsordninger for lønmodtagere, som står over for omstrukturering, tab af jobs og væsentlige ændringer i kravene til færdigheder og kvalifikationer. EFS ønsker normer og standarder for ledelsessystemer og god embedsførelse udviklet i et samarbejde mellem alle interessenter. EFS vil arbejde for, at den nationale lovgivning og EUlovgivningen sikrer lønmodtagere tilstrækkelig med information, uddannelse og kompetence til at udføre deres arbejde på en sikker og sund måde. I tiåret efter verdenstopmødet i Rio de Janeiro har FN indkaldt til et nyt topmøde om bæredygtig udvikling i Johannesburg i august EFS mener, at EU bør spille en ledende rolle i forbindelse med udarbejdelsen af en global handlingsplan for en bæredygtig og solidarisk baseret udvikling, som sætter fokus på bekæmpelse af fattigdom, beskyttelse af det globale miljø og respekt for menneskelige og sociale rettigheder. I forbindelse hermed opfordrer EFS Det europæiske Råd til at opprioritere følgende målsætninger: a. En stigning i den direkte udviklingshjælp og en fremskyndelse af arbejdet for at nå FN's mål på 0,7 pct. af BNI. b. At verdenstopmødet i Johannesburg udmønter kapitel 29 i Agenda 21, som blev vedtaget i Rio, og som understreger arbejdstagernes rolle og deltagelse i en effektiv og ligelig implementering af en bæredygtig udviklingsstrategi på alle niveauer. c. Anerkendelse af, at arbejdstagere og fagforeninger skal bidrage til udmøntningen af Agenda 21 ikke mindst ved hjælp af de grundlæggende sociale standarder, der er vedtaget i ILO. d. Anerkendelse af den vigtige rolle, fagforeningerne spiller i forhandlinger om frivillige aftaler især med multinationale virksomheder og deres bidrag til forbedring af arbejdsmiljøet og til fremme af sundheden generelt i befolkningen. Inden for disse rammer bør EU støtte ILO s standarder for anstændige og sikre arbejdspladser og udvikle redskaber, der kan skabe gode arbejdsforhold for arbejdstagerne. e. Der er behov for hurtig handling for at sikre den sociale dimension af den bæredygtige udvikling. Især når det gælder sociale rettigheder, beskæftigelse og uddannelse, som er de grundlæggende forudsætninger for bekæmpelse af fattigdom, men også for at sikre adgangen til offentlige serviceydelser i form af vand, energi, uddannelse, sundhed og kommunikationsmidler. f. Gennemførelse af de grundlæggende standarder for arbejde og udvikling af redskaber, som er nødvendige for at definere og udmønte disse standarder. EFS henviser til sin udtalelse om konklusionerne fra Dohamødet, hvor EFS fordømte de manglende fremskridt i arbejdet med at udmønte de sociale standarder. g. Inddragelse af konklusionerne fra ILO's rapport "Den globale dagsorden for beskæftigelse", som på tre områder landbrug, energi og transport illustrerer den tætte sammenhæng mellem beskæftigelse og bæredygtig udvikling i menneskers liv. På disse tre områder står mange millioner kvinders og mænds levevilkår på spil. Håndteringen af disse ændringer i EU's medlemslande og i landene sydpå kræver nye former for social dialog på tværs af sektorer. h. At sikre indførelsen af finansieringsmetoder, som kan reducere gæld betydeligt. i. Anerkendelse af den væsentlige rolle, som den offentlige service samt økonomiske serviceydelser spiller 22 23

13 Bilag 3 for borgernes muligheder for at få adgang til kollektive serviceydelser. Den offentlige sektor spiller en væsentlig rolle i sikringen af sociale retfærdighed, lighed og bekæmpelse af fattigdom. I forbindelse hermed vil EFS gerne påpege, at oprettelse af offentlige og private partnerskaber inden for rammerne af WTOaftalerne ikke må bruges som dække for, at privatisering af offentlige ydelser sniges ind ad bagdøren. Disse partnerskaber skal efterleve de målsætninger, der er defineret i Agenda 21, og de skal sikre, at de offentlige myndigheder lever op til deres ansvar og involverer alle berørte aktører i særdeleshed arbejdstagerne. EFS anmoder også Det europæiske Råd om: j. Indtrængende at henstille til medlemsstaterne at ratificere ILO's konventioner. Det gælder især konventionerne nr. 162 om beskyttelse mod asbest, nr. 170 om kemiske produkter, nr. 171 om beskyttelse af natarbejde, nr. 174 om forebyggelse af arbejdsulykker, nr. 176 om sundhed og sikkerhed ved minearbejde og nr. 169 om indfødte folkeslag. k. At forpligte alle europæiske virksomheder, som drager nytte af aftaler om offentlige indkøb, bistandsprogrammer i EU-regi og eksportkreditgarantier til at overholde grundlæggende krav herunder fundamentale sociale rettigheder og internationale miljøregler. l. At opfordre de europæiske virksomheder, som har aktiviteter og interesser (investeringer) i tredjeverdenslande i form af datterselskaber, underleverandører mv. til at overholde fundamentale sociale og miljømæssige krav. EFS insisterer på, at disse virksomheder forpligtes til regelmæssigt at indlevere implementeringsrapporter, og at disse rapporter bør debatteres på europæisk plan mellem arbejdsmarkedets parter, NGO erne og EU s institutioner. De europæiske samarbejdsudvalg og parterne i den sociale dialog på sektorplan bør spille en ledende rolle på dette felt. EFS standpunkter og initiativer i forbindelse med forberedelsen af verdenstopmødet i Johannesburg vil blive koordineret i samarbejde med ICFTU og WCL. Folketingets vedtagelse om bæredygtig udvikling 29. maj 2001 Under en forespørgselsdebat om FN-topmødet om bæredygtig udvikling (F 64) fremsatte folketingsmedlemmerne Jeppe Kofod (S), Jørn Jespersen (SF), Ebbe Kalnæs (CD), Inger Marie Bruun-Vierø (RV) og Jann Sjursen (KRF) følgende forslag til vedtagelse (V.127): Folketinget noterer med tilfredshed redegørelsen for regeringens forhandlingslinje frem til topmødet om bæredygtig udvikling i 2002, der finder sted i Sydafrika under det danske EU-formandskab. Det gælder særligt bestræbelserne på at nå til enighed om en global aftale for bæredygtig udvikling og et globalt partnerskab. Folketinget opfordrer regeringen til aktivt at arbejde for; at en sådan aftale, baseret på fælles, men differentieret ansvar, indeholder konkrete indrømmelser fra den rige del af verden i form af afkobling af økonomisk vækst på den ene side og miljøbelastning og øget ressourceforbrug på den anden, ikke mindst hvad angår områder som energi, affald, kemikalieanvendelse og biodiversitet, at en sådan aftale imødekommer ulandenes behov for vækst og reduktion af fattigdom, fastholder målsætningerne om bistand, øget markedsadgang for navnlig de fattigste landes produkter, gældslettelse, flere investeringer og overførsel af bæredygtig teknologi, en styrkelse af den globale organisering af en bæredygtig udvikling og af befolkningens adgang til miljøinformation og deltagelse, at alle lande gennemfører internationale miljøaftaler, og at handelspolitikken under WTO i højere grad inddrager og respekterer hensyn til miljø, arbejdstagerrettigheder og bæredygtig udvikling, samt at konkretisere den aktive danske forhandlingslinje i takt med den internationale forberedelsesproces og sikre bred folkelig deltagelse i processen og at rapportere løbende til Folketinget og at afsætte de nødvendige ressourcer til det fortsatte forberedelsesarbejde. Forslaget blev vedtaget med 100 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, KRF og Mogens Andreasen (UP)) mod 4 (EL og Kim Behnke (UP)). Folketingets vedtagelse om bæredygtig udvikling 23. maj 2002 Under en forespørgselsdebat om topmødet i Sydafrika om bæredygtig udvikling (F 47) fremsatte folketingsmedlemmerne Troels Lund Poulsen (V), Pernille Blach Hansen (S), Peter Skaarup (DF), Helle Sjelle (KF), Jørn Jespersen (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV) og Jann Sjursen (KRF) følgende forslag til vedtagelse (V.70): Folketinget bekræfter V 127 og noterer med tilfredshed redegørelsen for regeringens forhandlingslinje op til topmødet i Johannesburg. Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at arbejde aktivt for; at der i Johannesburg byggende på Doha og Monterrey opnås en global aftale, som forpligter de rige lande til at give ulandene bedre udviklingsmuligheder gennem gældslettelse, øget markedsadgang og udviklingsbistand i overensstemmelse med regeringens fastlagte politik om en global opfyldelse af FN s 0,7 pct.-målsætning, og samtidig forpligter alle lande til at fremme god regeringsførelse og bedre miljø, 24 25

14 at topmødet resulterer i en erklæring, som bekræfter det internationale samfunds vilje til at fremme integrationen af økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn i bæredygtig udvikling og viderefører målsætningerne fra Rio-topmødet og Millennium-erklæringen, at topmødet resulterer i en handlingsplan på områder som vand, energi, sundhed og fremme af bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre og biodiversitet, og at topmødet inviterer til indgåelse af partnerskaber til opfyldelse af målsætningerne, og at regeringen vil tage initiativ til danske partnerskaber. V.70 blev vedtaget med 96 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KRF) mod 2 (EL). 26

15 Landsorganisationen i Danmark rosenørns Allé København V Tlf Fax ISBN: LO-varenr.: 4726