7 muslimske kvinders fortællinger om kønsopfattelser og religiøs identitet

Transkript

1 7 muslimske kvinders fortællinger om kønsopfattelser og religiøs identitet!"#$

2 %"" &' (")* +",)--. INDLEDNING... 4 PROBLEMFELT... 5 PROBLEMFORMULERING:... 5 METODE... 6 FELTDAGBOG... 7 VALG AF INFORMANTER... 8 PRÆSENTATION AF INFORMANTER... 9 VORES FORSKERROLLE ANALYSEMETODE TØRKLÆDET FØR OG EFTER TØRKLÆDET SOM IDENTITETSSKABENDE FAKTOR TØRKLÆDETS BETYDNING PÅ ARBEJDSPLADSEN DELKONKLUSION FEMINISME KVINDEIDEALET KØNSOPFATTELSER KVINDENS SÆRSTATUS FRIGØRELSE ISLAM OG FEMINISME TØRKLÆDETS FÆNGSEL? ER ISLAM OG FEMINISME FORENELIGT? DELKONKLUSION MINORITET/MAJORITET OS/DEM DEN OMVENDTE DIKOTOMI STEREOTYPIFICERING REN ISLAM OG KULTURISLAM

3 DELKONKLUSION GODKENDT? ANERKENDELSE DANSK ELLER? ISLAM SOM INTEGRATIONSSTRATEGI DELKONKLUSION AFSLUTTENDE ANALYSE OG DISKUSSION TØRKLÆDET FEMINISME OS/DEM GODKENDT? KONKLUSION ENGLISH SUMMARY LITTERATURLISTE

4 Indledning I medierne og den politiske debat i Danmark er den tørklædeklædte muslimske kvinde blevet et afgørende led i opmærksomheden og fokus rettet mod islam. Her omtaler nogle islam som en kvindeundertrykkende og middelalderlig religion og livsførelse, der ikke hører til i moderne og frigjorte Danmark, og tørklædet er i denne forbindelse tilmed blevet et konstrueret symbol på denne såkaldte middelalderlighed og undertrykkelse af kvinder. Et eksempel på en position, blandt flere, der har påvirket ovenstående holdning er en del af den danske feministbevægelse, der har været med til at skabe et billede af den frigjorte kvinde som en kvinde, der har ret til en seksualitet og selvbestemmelse over egen krop og påklædning. Mødet med den muslimske kvinde iført hijab kan som konsekvens af denne overbevisning virke som en torn i øjet, da de opfatter en tørklædeklædt kvinde som en person, der er undertrykt af en patriarkalsk religion; dét som feministerne blandt andet kæmper imod. Senest blussede tørklædedebatten op, da DR2 valgte at ansætte en tørklædeklædt muslimsk kvinde, Asmaa Abdol-Hamid, som studievært i et debatprogram. Dette medførte en heftig debat blandt en del kvinde- og feministiske organisationer, hvor disses medlemmer pludselig syntes at have travlt med at udtale sig på de tørklædeklædte kvinders vegne. I Debatten på DR2 d. 20. april 2006 udtalte forkvinden for Kvinder for Frihed, Vibeke Manniche, f.eks., at tørklædeklædte muslimske kvinder skal betragtes som værende i tørklædets fængsel og argumenterede for, at tørklædet skal ud af det offentlige rum, fordi det er et symbol på kvindeundertrykkelse. Ydermere var hun enig med en anden fra debatpanelet, kommentator og tidligere social- og indenrigsminister for Socialdemokratiet, Karen Jespersen, i, at religion skal forblive en privatsag i Danmark. Hertil modsvarede en tredje paneldeltager, Sherin Khankan, formand for foreningen Kritiske muslimer. Hun pointerede, at det kan forekomme paradoksalt, at de danske feminister holder fast i tanken om den muslimske tørklædeklædte kvinde som offer, der ikke har fri adgang til det danske samfund og dets muligheder på linje med andre kvinder. Især når en muslimsk tørklædeklædt kvinde så tydeligt som Asmaa fremtræder som selvstændig og ressourcestærk og som oven i købet betegner sig selv som frigjort. I enighed med den fjerde og sidste paneldeltager, antropolog Annette Ihle, mente hun, at man, i stedet for at se Asmaa og hendes tørklæde som en forkert repræsentation af Danmark, burde se hende som eksempel på et brud med fordommen om tørklædet som kvindeundertrykkende. Tilmed kunne denne konflikt bruges som mulighed for at diskutere kvindeidealer og -frigørelse. 4

5 Tørklædet fungerer altså som en konstant konfliktskaber både internt hos den ikke-muslimske majoritetsbefolkning men især eksternt mellem den ikke-muslimske majoritetsbefolkning og den muslimske minoritetsbefolkning, da det repræsenterer en del problematikker i majoritetens øjne. Problemfelt Således ser vi tørklædet som en mulighed for at åbne op for en række interessante problematikker, dog er vi interesserede i at give nogle andre end majoriteten talerør. Her er vi nysgerrige efter at vide, hvorledes en gruppe af udvalgte tørklædeklædte muslimske kvinder i Danmark forholder sig til en række af de problematikker, som tørklædedebatten afføder, og hvordan de i det hele taget opfatter den debat. Vi har her udvalgt en gruppe tørklædeklædte muslimske kvinder, som vi umiddelbart opfatter som ressourcestærk, og valget faldt på lægeog sygeplejestuderende eller -uddannede kvinder. Dette også for at holde muligheden åben for at tale om relationer og oplevelser mellem læge/sygeplejerske og patient, og at kunne komme ind på eventuelle overvejelser i forbindelse med at vælge at gå med tørklæde på en arbejdsplads, hvor man uundgåeligt kommer i kontakt med mange forskellige lag af Danmarks befolkning. Hvad betyder tørklædet for de muslimske kvinder? Hvad er deres egne refleksioner bag det at gå med tørklæde? Hvilke kvindeidealer har de, og hvordan forholder de sig til kønsroller og feminisme? Ydermere ønsker vi at diskutere, hvorvidt islam og feminisme er forenelige størrelser. Vi ønsker at pejle os ind på, hvilke majoritets- og minoritetsbilleder de selv tegner, hvad de betragter som kriterier for at blive opfattet som dansker, samt hvilken rolle deres religiøse identitet har for dem. Dette leder os frem til følgende; Problemformulering: Hvordan italesætter tørklædeklædte kvindelige muslimer indenfor det danske sygehusvæsen deres religiøse identitet, og hvordan kan dette ses i sammenhæng med en feministisk tankegang? 5

6 Metode For at opnå en forståelse og indsigt i de tørklædeklædte muslimske kvinders refleksioner i forhold til det at gå med tørklæde med videre, har vi valgt at anvende den kvalitative forskningsmetode i form af semistrukturerede interviews. På denne måde mener vi at kunne få adgang til oplysninger, som andre forskningsmetoder ikke ville kunne. Vi mener, at den kvalitative metode er mere fordelagtig i vores projekt i forhold til den kvantitative, da vi er interesserede i at undersøge vores informanters overvejelser over og stillingtagen til vores emne. Dette lægger den kvantitative model ikke op til i samme grad, idet den ikke giver informanterne samme mulighed for at uddybe deres svar og komme med deres egne vinkler på emnet (Kvale 2000:78). I vores interviews er vi gået ud fra en spørgeliste som udgangspunkt for vores samtaler med informanterne. Disse spørgsmål har givet os mulighed for at indsamle dybdegående og specifikke informationer til brug i vores senere analyse og diskussion. Imidlertid har det ikke været vores hensigt, at samtalerne skulle følge spørgelisten slavisk, da vi finder det mere interessant, at vores informanter er med til forme interviewet i forhold til deres personlige holdninger til vores emne. Vi ser derudover det semistrukturerede interview som en måde, hvorpå den enkelte informant føler sig mere tryg, da interviewet får mere form af en samtale (en vekselvirkning) frem for et egentligt interview. Selve rammen for interviewet bliver derved mere åben for eventuelle uventede overvejelser og perspektiver fra informanten og giver også mulighed for spontane indfald fra både intervieweren og informantens side (Kvale 2000:129). Til vores interviews har vi valgt at bede informanterne om indledende at præsentere sig selv. Her har vi lagt vægt på at få afdækket deres etniske baggrund, deres valg af uddannelse samt faktorer som alder og statsborgerskab. Grunden til dette er primært, at vi på denne måde har kunnet koncentrere selve interviewet om emnet og ikke om faktuelle sidespring. Ligeledes har vi på denne måde holdt os åbne for den mulighed, at det kan have påvirkning for den enkelte kvinde at have en bestemt etnisk baggrund. På denne måde kan vi i analysen holde deres specifikke baggrunde op imod deres refleksioner og holdninger. I gennemførelsen af interviewene har vi i de fleste tilfælde været to repræsentanter fra gruppen, da vi har antaget, at det ville være for overvældende for den enkelte informant at sidde overfor fire personer. Desuden har vi siden erfaret, at det har været en ekstra sidegevinst at være to 6

7 personer i forhold til at supplere hinanden undervejs i interviewet samt i efterbehandlingen af interviewene. Vi har til gennemførelse af vores interviews udarbejdet to forskellige spørgelister (se bilag 1). Til at begynde med omhandlede et af vores spørgsmål direkte begrebet undertrykkelse, hvilket vi senere hen har fundet problematisk, da vi hermed har formet interviewet i en bestemt retning. Desuden havde vi spørgsmål som spændte vidt, for at forsøge at åbne muligheden for at afdække mange forskellige facetter af islam og informanternes livsverden. Dette medførte imidlertid, at det blev uoverskueligt for os at bevare fokus i problemstillingsøjemed. Yderligere gjorde det vores problemformulering uspecifik. Derfor valgte vi efter første interview at udarbejde en ændret spørgeliste med et overordnet feministisk perspektiv. Dette skulle på én gang specificere vores problemstilling, samtidig med at det skulle åbne op for muligheden for stadig at kunne tale om de begreber, vi eksplicit nævnte i vores første spørgeliste. Desuden har vi i den reviderede spørgeliste forsøgt at udarbejde en række mindre lukkede spørgsmål, for ikke at have for meget indflydelse på den enkelte informants svar, da vores oprindelige tanke jo var at lade informanterne sætte dagsordenen for samtalen. Vi er dog bevidste om, at vi aldrig helt har kunnet undgå at forme interviewene, både fordi vores interviews er foregået i samtaleform, som dermed i enkelte tilfælde har resulteret i, at vi er kommet med ledende spørgsmål, men også fordi, at vi ved at vælge et feministisk perspektiv automatisk har udelukket andre perspektiver som primært fokus. Feltdagbog Sideløbende med vores indsamling af empiri har vi hver især ført feltdagbog, hvori vi før og efter vores interviews har reflekteret over vores (kommende) oplevelser i forbindelse med selve interviewet. Før interviewet er feltdagbogen blevet brugt til at reflektere over egne indgangsvinkler og eventuelle tvivlspørgsmål og fordomme i relation til det kommende interview. Derefter er den blevet brugt som evalueringsværktøj efter hvert interview. Desuden er feltdagbogen også blevet brugt som fristed for eventuelle konflikter eller problemer i forbindelse med feltarbejdet samt til at skildre det processuelle i vores projektarbejde. Refleksionerne over oplevelserne kan i feltdagbogen både ses i forhold til de specifikke interviews, men også til felten generelt og fra interview til interview. Ud fra feltdagbogen har vi kunnet sammenligne de forskellige interviews og vores erfaringer med disse rent metodisk, samtidig med at vi har kunnet sammenligne vores informanter og deres standpunkter i forhold til vores emne. 7

8 Desuden har feltdagbogen rent praktisk fungeret som en del af gruppens vidensdeling, da det, som nævnt, ikke er alle gruppemedlemmer, der har været tilstede under de enkelte interviews. I projektet fungerer feltdagbogen som et redskab, vi bl.a. kan bruge i relation til det analytiske afsnit, da vi kan understøtte vores citater fra empirien med vores egne refleksioner i forbindelse med det citerede interview. Valg af informanter Vi har, som tidligere nævnt, valgt at fokusere på muslimske kvinder, der bærer tørklæde, og har udvalgt en gruppe, som umiddelbart forekommer ressourcestærk ud fra det faktum, at de enten studerer til eller arbejder som læge eller sygeplejerske. Vi formoder, at denne gruppe, i kraft af deres (kommende) daglige kontakt med mange forskellige slags patienter, har gjort sig overvejelser i forhold til det at bære tørklæde på arbejdspladsen. Deres refleksioner omkring det at bære tørklæde kunne vi godt tænke os at diskutere i forhold til den del af feministbevægelsen, der har en fjendtlig holdning til tørklædet. Vi finder det nemlig interessant, at visse feminister betragter tørklædet som kvindeundertrykkende, og vi er derfor interesserede i at få indsigt i netop de muslimske tørklædeklædte kvinders egen holdning til dette. Vi har afgrænset vores informantgruppe til at omfatte læger og sygeplejersker (og studerende), da vi mener, at hvis alle grene af sygehusvæsnet blev inddraget, ville det rejse spørgsmål, som ikke har relevans for dette projekt. I vores indsamling af informanter har vi hovedsageligt fået kontakt med kvinder, der er bosiddende i Hovedstadsområdet eller arbejder på et af de større sygehuse i Hovedstadsområdet, dog med enkelte undtagelser. Vi er bevidste om, at dette kan have indflydelse på kvindernes oplevelser i forhold til det at bære tørklæde, da der kan være forskel på, hvordan de bliver mødt af folk, alt efter hvor i landet de færdes. Vi vil i vores analyse forsøge at tage højde for denne forskel mellem vores informanter. I vores overvejelser og valg af informanter har vi også haft konvertitter i tankerne, men har valgt at fokusere på kvinder, der er vokset op med islam, da vi har en formodning om, at konvertitternes situation ville rejse yderligere spørgsmål, som falder udenfor vores fokus, og som kunne blive et projekt i sig selv. 8

9 Præsentation af informanter Vi vil her kort præsentere de enkelte informanter, som har stillet op til de enkelte interviews. Vi vil nævne fakta som alder, etnisk baggrund, statsborgerskab og deres valg af uddannelse, for at klarlægge formalia inden analysen, så vi ikke nødvendigvis behøver at inddrage disse, medmindre det får relevans i forhold til den enkelte informants refleksioner. Da enkelte af informanterne gerne vil være anonyme, og er aktive medlemmer af en forening de ikke ønsker oplyst, har vi valgt at bruge pseudonymer for at kunne skelne imellem deres refleksioner og udtalelser i analysen. Vi har i enkelte tilfælde ikke angivet direkte, hvad deres profession er, da de på grund af deres anonymitet ikke har ønsket dette oplyst. Suher Suher er 26 år og færdiguddannet læge. Hun arbejder som turnuslæge på Bispebjerg Hospital i København. Hendes forældre er oprindeligt palæstinensere, men hun er født og opvokset i Danmark og er dansk statsborger. Vi fik kontakt til Suher gennem Ibrahims kusine, som er uddannet tandlæge, og har læst på Panuminstituttet. Suher er i øvrigt den eneste af vores informanter, der ved flere lejligheder har optrådt i medierne. Aynur Aynur er 24 år og læser på 4. år på medicinstudiet i København. Hendes forældre er oprindeligt kurdiske tyrkere, men hun er født og opvokset i Danmark og er dansk statsborger. Vi fik kontakt til Aynur gennem talskvinden for den forening, vi ikke nævner navnet på. Betül Betül er 23 år og læser på 6. semester på medicinstudiet i København. Hendes forældre kommer oprindeligt fra Tyrkiet, men hun er født og opvokset i Danmark og er dansk statsborger. Vi fik kontakt til Betül gennem talskvinden for den forening, vi ikke nævner navnet på. Lamaa Lamaa er 19 år og læser på 4. semester på sygeplejestudiet. Hendes far kommer oprindeligt fra Syrien og hendes mor er oprindeligt fra Rumænien. Familien har boet i Danmark siden hun var 6 år og Lamaa er dansk statsborger. Vi fik kontakt til Lamaa gennem hendes mor, Gina Al- Farra, som vi fik kontakt til gennem Betül. 9

10 Aisha (pseudonym) Aisha er 24 år og læser på 2. år på lægestudiet. Hendes forældre kommer oprindeligt fra Irak og hun er ikke født i Danmark, men hun er dansk statsborger. Vi fik kontakt til Aisha ved at møde op på Panuminstituttet og spørge, om hun havde lyst til at deltage i et interview. Fatma (pseudonym) Fatma er 24 år og uddannet sygeplejerske. Hendes forældre kommer oprindeligt fra Tyrkiet, men hun er født og opvokset i Danmark og er dansk statsborger. Vi fik kontakt til Fatma gennem talskvinden for den forening, vi ikke nævner navnet på. Leila (pseudonym) Leila er 24 år og arbejder indenfor sundhedssektoren. Hun er dansk statsborger og født og opvokset i Danmark. Hendes forældre kommer oprindeligt fra Mellemøsten. Vi fik kontakt til Leila gennem en af Christines bekendte. Vores forskerrolle Vi har i forbindelse med gennemførelsen af vores interviews gjort os nogle overvejelser over vores egen rolle som forskere. Vi er bevidste om, at vi alle med hver vores personlige baggrund har haft nogle forskellige indgangsvinkler til empirien og mødet med vores informanter. Vi lægger hermed ikke skjul på, at nogle af vores spontane spørgsmål undervejs med stor sandsynlighed bunder i hver vores individuelle baggrunde og interessefelter. Dog har vi været opmærksomme på ikke at lade os rive for meget med i forhold til at stille indgående spørgsmål til personlige interesseemner for på denne måde ikke at havne på et sidespor i forhold til vores projektfokus. Analysemetode Eftersom dette overvejende er et empirisk projekt, og da det først og fremmest er den enkelte informants synspunkter, vi vælger at fokusere på, vil vi i analysen tage udgangspunkt i udvalgte citater fra kvinderne. Da vi vælger at lade empirien styre og sætte dagsordenen for de vinkler, vi lægger på analysen, vil vi primært bruge vores udvalgte teori og litteratur som udbygning af informanternes refleksioner. Ydermere vil vi bruge det til eventuelle diskussioner over informanternes udtalelser. 10

11 Idet vores udgangspunkt er, at det er empirien, der først og fremmest skal forme vores projekt og være vores rettesnor, har vi valgt at strukturere analysen ud fra de temaer, som informanterne selv har bragt op. Disse temaer er mundet ud i fem overordnede kapitler med underafsnit, og hver titel på kapitler eller underafsnit er således en pointe, eller et fænomen i sig selv, som vi har draget ud fra empirien. Analysestrukturen og kapitelinddelingen skal således ses som et overordnet udtryk for, hvordan og ud fra hvilke temaer, vores empiri taler. Vi har for eksempel erfaret, at tørklædet for alle kvinderne åbenbart er en indgangsvinkel til flere forskellige temaer og fortællinger, hvilket følgende citat er udtryk for: jeg var identitetssøgende og hvis man ikke kender sig selv eller sin baggrund, sit ståsted, så kan man gå rundt og være forvirret. Og det er jo alle teenagere, også selvom man ikke er muslim eller med to sprog, så der er mange kvinder, som vælger at gå med tørklæde efter at ja efter lang tid, måske, eller når de er voksne. (Aisha, bilag 6, s. 8, l ) Det har således været en kontinuerlig proces at udarbejde analyseafsnittene, da vi under behandlingen af interviewmaterialet fortløbende har afdækket temaer og refleksioner opstillet af vores informanter. Dette har i sidste ende resulteret i den førnævnte kapitelinddeling. Vi er bevidste om, at denne inddeling af analysen i overordnede emner muligvis kan forekomme kategoriserende og entydig. Vi har dog skønnet, at brugen af disse overordnede emner har været den mest hensigtsmæssige måde at strukturere analysen på, for derved at skabe et overblik. 11

12 Tørklædet Vi har som nævnt vægtet, at vores informanter skulle bære tørklæde for at blive taget i betragtning til vores projekt. I forbindelse med debatten om den tørklædeklædte studievært, Asmaa Abdol-Hamid, har vi været nysgerrige efter at få indblik i informanternes opfattelse af denne, samt at få en forståelse af, hvilke værdier kvinderne selv tillægger tørklædet. Vi vil indledningsvis lægge analysen ud med at gå i dybden med nogle af informanternes individuelle baggrunde for at bære tørklæde. Ud fra deres fortællinger om, hvornår de begyndte at bære tørklæde, fornemmede vi nemlig noget processuelt i dette valg og herunder alle de andre facetter, de oplever som led i det at være praktiserende muslim. Dernæst vil vi behandle, hvordan tørklædet har en indvirkning på informanternes identitet, og i forlængelse af dette gøre rede for hvilke værdier, de tilskriver det. Ydermere vil vi inddrage eksempler fra deres arbejdsliv, med fokus på, hvilken rolle tørklædet spiller i kollega- og patientsammenhænge. Før og Efter Der er stor forskel på, hvornår og i hvilken forbindelse vores informanter hver især har valgt at gå med tørklæde eksempelvis er der 10 års spredning på den alder, de havde, da de begyndte at gå med det. De fleste informanter giver udtryk for, at de i starten ikke var særligt bevidste om, hvad det indebar at bære tørklæde, idet de var meget unge og endnu ikke havde dannet sig en religiøs identitet. Det er først med tiden, at de er blevet klar over betydningen af tørklædet og for alvor kan tilslutte sig det. Suher siger: Jeg har ikke så mange overvejelser, fordi jeg startede jo meget tidligt, i en tidlig alder, allerede som 13-årig. Og der valgte jeg det selv, og så har jeg bare gået med det siden da, og så har jeg selvfølgelig er jeg blevet mere bevidst om det, fordi at man har fået så meget modstand gennem tiden (Suher, bilag 2, s. 2, l ) Aynur var heller ikke så gammel, da hun begyndte at gå med tørklæde og følte sig også først senere helt sikkert på det: Det har jeg faktisk gjort, altså fast, siden jeg var 12 år. Men i starten er man ikke så meget bevidst om det, og mine forældre var også sådan lidt, altså min mor ville helst ikke 12

13 have det i starten, fordi hun syntes at jeg var for ung. Og det kan jeg da også godt forstå nu. Men hvor jeg blev sådan virkelig bevidst om at det her var det rigtige jeg gjorde [ ] så har jeg nok været år, hvor jeg virkelig har følt at det her, det er mig (Aynur, bilag 3, s. 4, l ) Ud fra disse udtalelser kan vi konstatere, at informanterne prøver at tilslutte sig en logisk forklaring ved at sige, at de dengang ikke var bevidste om betydningen af tørklædet, i og med at de var unge. Dette kan tolkes som et understøttende argument for, at de netop nu er bevidste om, hvorfor de går med det. I forbindelse med at pointere og bekræfte deres nutidige bevidsthed om valget af tørklædet, giver enkelte af informanterne desuden udtryk for, at de i deres teenageår har følt sig splittede i forhold til, at en praktiserende muslimsk kvinde ikke bør vise sin skønhed. De har eksempelvis overvejet hvordan det ville føles, hvis de gik klædt som størstedelen af samfundets kvinder. Dog har de i deres modningsproces alligevel valgt at holde sig til tørklædet. Aisha siger: Selvfølgelig går man og fantaserer, åh hvis nu jeg ikke havde tørklædet på, hvad vil der så hvordan vil folk kigge på mig, hvordan vil de tænke om mig og så videre og så videre men det er virkelig sekunder, brøkdel af sekunder, at de kommer, de her forestillinger, men det tog mig lang tid at tage det valg og det var meget velovervejet og veltænkt, så der er ikke meget der kan rokke ved det, det er kun materialistiske ting, som nogle gange kan lokke. (Aisha bilag 6, s. 8, l ) Suher pointerer også, at hun som teenager har leget med tanken om at gå uden tørklæde: Selvfølgelig har man det, altså det er jo sådan lidt man vil jo gerne vise sin skønhed, og man vil jo gerne det ene og det andet og sådan, ligesom alle andre piger på ens alder og I ved hormonerne osv. osv. Altså vi er jo piger, vi er jo mennesker alle sammen, vi går igennem hele den cyklus alle sammen. (Suher, bilag 2, s.5, l ) Ovenstående viser, at de undervejs har haft forestillinger om et liv uden tørklæde, hvilket ifølge dem skal findes i, at det er en selvfølgelighed for unge muslimske kvinder. Ydermere giver Suher udtryk for, at hun mener, at det generelt for alle unge kvinder, uanset religion og 13

14 etnicitet, er naturligt at gennemgå en proces, hvor man lærer at definere, hvordan man vil udtrykke sig kropsligt. Ved at indrømme at de har været i tvivl om, hvorvidt tørklædet var det rette for dem, legitimerer de yderligere pointen, at de således er bevidste om, hvad de gør, fordi det, som nævnt, har indebåret mange overvejelser. I forlængelse af dette påpeger Suher og Aisha, at det var det åndelige og troen, der overbeviste dem endeligt om, at tørklædet var den rette vej for at udtrykke deres religiøsitet. Eksempelvis siger Suher: Når jeg har valgt at gå med tørklæde, så er det fordi, jeg selv har valgt det, og jeg har valgt det, fordi jeg elsker Gud, og fordi jeg følger den vej. (Suher, bilag 2, s. 17, l. 9-10) Aisha siger det samme ved at pege på den lange proces, hun har været igennem, inden hun har fundet den rette vej, som er det åndelige: jeg var identitetssøgende og hvis man ikke kender sig selv eller sin baggrund, sit ståsted, så kan man gå rundt og være forvirret.[ ]Så det handler om noget indadtil, noget som man finder med sig selv og når man har fundet det, jamen så står man ved det og der ikke meget der kan ændre det (Aisha, bilag 6, s. 8, l ) Denne lange proces, som de fleste informanter således giver udtryk for som værende en nødvendighed at gå igennem for at blive moden nok til at identificere sig med den religiøse vej, bekræftes ligeledes af Leila. Leila er den informant, der aldersmæssigt senest har valgt at gå med tørklæde. Hun valgte det først som årig, og hun påpeger mere eller mindre implicit at årsagen lå i, at hun ikke følte sig parat til det, men at der ikke herskede tvivl om, at hun en dag ville tage tørklæde på: Og jeg har altid haft det sådan at den dag jeg vælger det, der vil jeg være sikker på man kan aldrig være 100 % sikker, men man kan i hvert fald være sikker i at nu har man ligesom, altså, nu vil man gerne det her, ikke? Det er noget man brænder for, så vil man det jo også gerne, ikke? (Leila, bilag 8, s. 5, l. 48-2) Da hun endelig tog tørklædet på, følte hun sig overbevist om, at islam var vejen for hende: 14

15 Det er jo et kæmpe spring fra at altså vise sig selv, ikke altså, fra at være ikke pakket ind med tørklæde til at og jeg kan huske, det var da en svær overvejelse. Men lige pludselig, så er man fast besluttet på at nu vil man gå med det, nu føler man at man er nået til et niveau, altså det er den her erkendelse af at nu er det på tide, plus at i samme periode, så voksede jeg også spirituelt, altså man begynder at praktisere sin religion mere, man begynder at se nogle sammenhænge, få nogle forståelser. (Leila, bilag 8, s. 5, l ) De gennemgåede citater viser desuden, hvorledes informanterne lægger en betydning i at gøre opmærksom på, at de netop selv har truffet valget, om end det så har været med forsinkelse, at de blev bevidste om, hvad det indebar, samt at processerne har været forskellige for de enkelte informanter. De giver altså ikke udtryk for, at det ikke er de nærmeste omgivelser, der i dag er årsagen til, at de går med tørklæde, men simpelthen deres respekt for og tro på Gud. Ud over dette har kvinderne også overvejet, hvilke konsekvenser dette valg kan have. Eksempelvis lægger informanterne vægt på at pointere, at de i forhold til mange andre piger af muslimsk baggrund har gjort sig større tanker om betydningen af tørklædet, hvilket Aynur blandt andet kommer ind på. I forbindelse med at visse muslimske kvinder tildækker sig, men samtidig går i meget stramtsiddende tøj og bærer make-up, har hun nogle kommentarer: Og så står man og tænker jeg gør som muslim, og det gør I sikkert også og tænker: Hvor er essensen i det her? Var det ikke meningen at de helst ikke skulle være tiltrækkende? At de helst skulle holde lav profil og at det er deres personlighed der skal frem? Og derfor synes jeg ikke det er korrekt. (Aynur, bilag 3, s. 5, l ) Endvidere kommer Fatma ind på, at der er mange tildækkede kvinder, som reelt ikke er troende: Det er ikke kun tørklædet, fordi jeg ser så mange, der har tørklæde på, men indvendig er de ikke troende, eller kæmper ikke for den sag, som de viser til at have. Men for mig er det ikke sådan, for mig er det fuldt ud, og jeg står bag det uanset hvad. Altså jeg skal ikke se anderledes ud udenpå og tænke og føle anderledes indeni, det er ikke meningen. (Fatma, bilag 7, s. 4, l. 3-6) 15

16 Dette eksemplificerer blot nogle af de refleksioner, der har været blandt vores informanter vedrørende seriøsiteten i dét, at de for det første bærer tørklædet af religiøse principper, men også hvorledes de implicit giver udtryk for en velovervejet accept og respekt for den mening der ligger bag det at tildække sig. Deres valg af at bære tørklæde læner sig således op ad Allahs ord om, hvordan muslimske kvinder skal tildække sig. Disse ord lyder som følger: Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blikke (når de møder andres kvinder) og bevare deres dyd. Dette er renere for dem. Allah er sandelig velvidende om hvad de gør. Og sig til de troende kvinder, at de (på samme vis) skal sænke deres blik (når de ser fremmede mænd) og bevare deres dyd og ikke åbenbare deres (naturlige og kunstige) skønhed, undtagen hvad der er åbenbar af den, og at de skal trække deres hoveddække sammen om deres bryst og ikke åbenbare deres skønhed (Thoning 2004: ) Aisha giver i denne sammenhæng udtryk for, at hun bærer tørklæde, fordi hun hengiver sig til sin religion: Jeg synes faktisk, at hvis man skal være muslim, så skal faktisk så godt som man nu kan, følge de ting som Allah, altså Gud, har sagt, fordi hvis man min religion, det er simpelthen kærlighed til Gud og hvis man elsker en person eller en ting eller en hvilken som helst genstand, så gør man hvad der glæder vedkommende (Aisha, bilag 6, s. 11, l ) Ovenstående udsagn bekræftes endvidere af Suher: Jeg tror, at det var min frygt for Gud. (Suher, bilag 2, s. 6, l. 4) Ud fra disse udsagn kan man også se to forskellige måder at forholde sig følelsesmæssigt til Gud. Suher pointerer ud fra sit ståsted det essentielle og vigtige i, at betydningen af at bære tørklæde ikke skal ligge i de sociale og kulturelle parametre: så skal man overveje det, før man overhovedet gør det, fordi man skal ligesom gå ind i det med fornuften i behold og med jamen, at det er det her, man gerne vil gøre, ik, og 16

17 man har et formål med det, at man ikke bare gør det for at gøre det, fordi andre mennesker siger, at man skal gøre det, eller fordi samfundet siger det (Suher, bilag 2, s. 2, l. 5-8) Betül lader imidlertid til at være påvirket af ovennævnte sociale og kulturelle parametre i forhold til hendes årsag til at bære tørklæde. Hun pointerer selv, at hun ikke har haft så mange refleksioner i forhold til det: så havde jeg også en vennekreds der måske sådan, hvor folk var begyndt at gå med tørklæde, så tænkte jeg ja, men det ville jeg så også gøre. (Betül, bilag 4, s. 4, l. 2-4) Lamaa lader også til at være påvirket af de sociale parametre: I princippet er det jo sådan, fordi jeg er jo selv blevet opdraget med tørklædet (Lamaa, bilag 5, s. 5, l. 4-5) De gennemgåede citater viser, at der er mange forskellige årsager til, hvorfor vores informanter valgte at gå med tørklæde. Dels er der nogle religiøse parametre, der direkte spiller en rolle for nogle af informanternes baggrunde for at bære tørklæde i dag, samtidig med at der er sociale og kulturelle årsager. Tørklædet som identitetsskabende faktor Det er vores overordnede indtryk, at tørklædet for alle kvinderne har en stor betydning for deres liv som praktiserende muslimer, også selvom enkelte pointerer, at de ikke tænker specielt over det til hverdag. Disse understreger alligevel, at de ikke kan forestille sig et liv uden tildækning simpelthen fordi det er blevet en så omfattende og vigtig del af dem. Enkelte giver endda udtryk for, at det ville virke direkte forkert, hvis de tog det af: Det er ligesom, at jeg ikke kan se uden briller, så kan jeg heller ikke leve uden tørklæde, eller uden min påklædning. (Fatma, bilag 7,s. 4, l ) Ligeledes siger hun: 17

18 det [er] en del af mig, og jeg vil aldrig nogensinde drømme om at undvære det. (Fatma, bilag 7,s. 4, l. 2-3) Aynur siger også: Det er en del af min identitet, at jeg ikke bare kan smide det, fordi nu er det blevet en del af mig. Og jeg føler at jeg bliver et helt menneske ved at jeg klæder mig som jeg har lyst. Og det tror jeg er meget vigtigt. (Aynur, bilag 3, s. 4, l ) Betül er én af de informanter, der ikke lader til at tillægge tørklædet en bevidst betydning i sin hverdag, men som alligevel ikke kan forestille sig et liv foruden: Altså der ligger vel også noget kulturelt, altså alle i min omgangskreds de bærer tørklæde, det er vel også. Refleksioner som sådan, ja, det har bare sådan, været så meget en del af mit liv, sådan at jeg her på det seneste måske ikke engang tænker så meget over det, ikke, men mindre man på en eller anden måde, hvad skal man sige bliver angrebet og så man ligesom skal forsvare sig. Men det er ligesom, det er mit eget valg og det er en del af min identitet og jeg kunne fx aldrig nogensinde forstille mig selv uden tørklæde, det ville ikke være mig, det er blevet så meget en del af min identitet. (Betül, bilag 4, s. 5, l ) Suher giver også udtryk for, at tørklædet kun er noget, hun tænker over, når hun bliver konfronteret med det: og så også det, at tørklædet er blevet en del af en. Altså, det er meget sjovt, men det er bare blevet sådan en del af mig. Jeg tænker ikke over det længere, altså. Jeg tænker slet ikke over at jeg går med tørklæde overhovedet. Jo, selvfølgelig hvis folk kigger lidt underligt på mig, eller de sådan kommenterer det, så kommer man i tanke om det, men ellers så tænker jeg ikke så meget over det i virkeligheden (Suher, bilag 2, s. 6, l. 2-7) Det fremgår, at de først bliver bevidste om deres anderledeshed i det, at de bærer tørklæde, når de mødes med undren i forskellige sammenhænge. Som den jamaicanske kulturteoretiker Stuart Hall ville sige, er det ikke i interaktion med dem, som man ligner udseendes-, 18

19 påklædnings- eller følelsesmæssigt, at man bliver bevidst om sin identitet. Derimod er det i mødet med den signifikante anden, at det, der konstituerer ens baggrund, bekræftes og iscenesættes. Ydermere påvirker dette møde den iscenesatte person identitetsmæssigt, her i forbindelse med tørklædet, således at man repræsenterer sig selv på en narrativ måde. Denne form for fortælling kommer sig til udtryk, udover hos Betül og Suher, også hos Lamaa på følgende måde: Jeg har aldrig haft den holdning, at jeg er anderledes når jeg går ud hjemmefra. Det er først når folk ligesom begynder at behandle mig anderledes, at jeg så begynder at tænke, hov, altså der skete lige noget der, er det fordi jeg ser anderledes ud, ik. [ ] Og sådan aldrig sådan tillagt det den værdi som andre ser, som andre kigger på det, synes jeg. (Lamaa, bilag 5, s. 5, l. 6-10) Iscenesættelsen af vores informanters identitet bliver yderligere forstærket på følgende måde: Ja, ja så det påvirker mig selvfølgelig. Jeg bliver da også mobbet, helt sikkert. Det var mere i starten, selvom de kendte mig. Jeg har været afløser der som sygeplejestuderende i halvandet år, og nu er jeg blevet ansat derovre som sygeplejerske, der hvor jeg arbejder nu. Selvom de havde kendt mig i forvejen, har der været den fordom nå, nu er hun også blevet sygeplejerske. (Fatma, bilag 7, s. 3, l ) Hun kommer dog selv senere ind på, hvordan hun kan modsvare og afhjælpe de ovennævnte problemer, hun oplever: Løsningen det er at være mere fremme i skoene, det er det i hvert fald. Man skal ikke gå ned med flaget, fordi man oplever sådan nogle ting. Tværtimod skal man være mere fremme med albuerne, ja kald det hvad I har lyst til. Men være mere fremme og vise, hvad det er, man står inde for. Altså det skal jo ikke have en betydning, at jeg går med tørklæde eller at jeg er mørkhudet. Det skal have en betydning, at jeg er en god sygeplejerske. (Fatma, bilag 7, s. 7, l ) Her giver Fatma udtryk for, at hun bliver påvirket af mødet med de andre sygeplejersker på hendes arbejdsplads, som hun tydeligvis opfatter som anderledes end hende selv, og at de også opfatter hende som anderledes fra dem. Og selvom hun lægger vægt på at fortælle, at hun 19

20 mener, at hun skal være mere fremme i skoene for at gøre opmærksom på sin faglige identitet, får hun i samme åndedrag andetgjort sig selv ved at omtale, at hun går med tørklæde og er mørkhudet. På denne måde får hun lavet et tydeligt skel mellem sig selv og sine kollegaer på baggrund af sit udseende og sin påklædning. Leila giver ligeledes implicit udtryk for, at der er nogle daglige omstændigheder, der forstærker hendes identitet i form af at bære tørklæde, men hun giver samtidig udtryk for, at der er nogle overordnede forhold i verden, der forstærker hendes tro på, hvad tørklædet repræsenterer: jeg vil ikke lægge låg på eller skjule at fx 11. september var altså, det tror jeg måske også at andre vil måske give lidt ret i at det var med til at påvirke [men] det er ikke det billede islam repræsenterer. Og så valgte jeg så at gå med det [tørklædet], og jeg kan huske at der var mange der var chokerede i starten [og] som kendte én som sagde ej, hvorfor skjuler du dit flotte hår? Nu skjuler du dig - du var meget flottere før, [ ] sådan nogle mærkelige kommentarer. [ ] Det her, det repræsenterer mig, og hvis du har et problem, så er det dit problem, det er ikke mit problem. (Leila, bilag 8, s. 5, l ). Ved at inddrage 11. september i denne fortælling ønsker hun tilsyneladende, udover at positionere sig i forhold til sin umiddelbare omverden, også at give synligt udtryk for, at hun ydermere har valgt at gå med tørklæde ud fra en højere sag. Ifølge vores informanter er tørklædet altså en del af deres identitet, og kan ikke tænkes adskilt fra dem, og hvad de står for. Karen Lise-Johansen har i Muslimske stemmer inddraget Anthony Giddens i denne kontekst, da han gør rede for, at kropslige og fysiske udtryk [er] væsentlige elementer i det moderne menneskes forsøg på at konstruere en selvidentitet, og at kroppens symboler anvendes som et kommunikationsmiddel til at udsende signaler om identitet og livsstil (Johansen 2002:117). Ydermere påpeger han, at man markerer sin identitet overfor omverdenen gennem særlige kendetegn, her tørklædet, samt at det er afgørende, at dette bruges kontinuerligt og vedvarende, uanset hvilken kontekst individet er i. Desuden redegør Johansen for, at den religiøse værdi af tørklædet som symbol stiger, hvis det opleves som en kamp at bære det (Johansen 2002:117), hvilket vores informanter også giver udtryk for. 20

21 Tørklædets betydning på arbejdspladsen Før vi kom i kontakt med vores empiri, havde vi umiddelbart en forestilling om, at tørklædeklædte kvindelige læger og sygeplejersker oplever problemer på deres arbejdsplads eller under praktikophold, netop på grund af tørklædet, da de til dagligt konfronteres med et bredt udsnit af den danske befolkning.. Vi havde også en antagelse om, at de ville være særligt reflekterede over dette og givetvis have udtænkt måder at gardere sig mod disse eventuelle konflikter. Vi talte i gruppen inden påbegyndelsen af feltarbejdet om, at vi netop kunne få bekræftet denne forestilling. Imidlertid er det vores oplevelse, at de fleste af informanterne ikke er stødt på konflikter særligt på grund af tørklædet. Endvidere har vi erfaret, at de ikke har set tørklædet som en forhindring i forhold til at vælge en bestemt karrierevej, hvilket vi var sikre på, at de måtte have haft med i deres overvejelser. Suher udtaler direkte, at tørklæde ikke var med i hendes overvejelser, da hun valgte studium: Altså grunden til at jeg har valgt læge, det er fordi, jeg siden jeg var fem år gerne ville være læge. Altså det er slet ikke noget med mit tørklæde eller om man er kvinde eller sådan noget. Det er lige siden jeg var fem år. [ ] altså alle mine overvejelser med, hvad jeg skulle læse det har slet ikke haft noget med tørklædet at gøre. (Suher, bilag 2, s. 3, l ) Suher beretter endvidere, at hun enkelte gange har skullet italesætte med sine danskkundskaber, for på denne måde at nedbryde eventuelle barrierer mellem hende og den pågældende patient. Dog opleves det ikke som et særligt problem: Jeg har indtil dags dato ikke fået noget negativt at vide overhovedet, tværtimod, det er kun positivt. [ ] Så starter jeg hurtigt med at sige noget, fordi jeg ved, at ligeså snart jeg siger noget, så falder barriererne, så falder alt, for så bliver de sådan lidt hårh, hun kan jo godt tale dansk, hun forstår godt, hvad det er jeg vil. [ ] Så [det har] ikke noget med mit tørklæde at gøre, [ ]. (Suher, bilag 2, s. 6, l ). I det tidligere nævnte program, Debatten, udtaler læge Vibeke Manniche, at en læge bør udstråle neutralitet, og at det derfor ikke burde være tilladt at gå med tørklæde på arbejdspladsen. Hun fremhæver her kitlen som en neutral påklædning, der som uniform ikke 21

22 kan stille patienten i tvivl om lægens hensigter. Herunder hentyder hun implicit til, at man kunne have andre hensigter end at behandle patienten, ved at inddrage andre beklædningsgenstande. Dette modsiger både Lamaa og Aynur: Når jeg er på arbejde, så er jeg der som en læge, først og fremmest. Selvfølgelig er jeg muslim det er mit problem, det er min sag. Og på den anden side, så synes jeg at mit tørklæde er en del af min personlighed. Og selvfølgelig symboliserer det islam. Men så længe jeg ikke går ind til min patient og starter med at fortælle nu er jeg en muslimsk kvinde der bærer tørklæde, men spørger til patienten hvordan patienten har det og hvad symptomerne er og taler mere fagligt så kan det jo være lige meget om jeg har tørklæde på eller om jeg har rødt hår. (Aynur, bilag 3, s. 6, l. 48-4) Ved at sammenligne sig selv med en kvindelig læge der eksempelvis har rødt hår, reduceres tørklædet i lægelig og arbejdsmæssig sammenhæng til at blive en del af Aynurs personlighed, hvilket vi har berørt tidligere. For Aynur handler det altså udelukkende om, at hun er på arbejde, med den ekstra detalje at hun bærer tørklæde, og at dette ellers ikke har nogen form for indflydelse på den samtale, hun fører med sin patient. På samme måde lægger Lamaa vægt på, at det er de faglige kvalifikationer, der bør være det afgørende: selvom folk kan se mit tørklæde, så er [ ] det jo ikke det jeg repræsenterer mig som hos en patient og siger hej, jeg er tørklædebærer. Jeg siger hej, jeg er sygeplejerske, eller hej det er mig der skal pleje dig i dag eller sådan noget. Så det er altid mine kvalifikationer jeg stiller frem når jeg er på arbejdsmarkedet og ikke mig selv som person. (Lamaa, bilag 5, s. 3, l. 7-11) Antropolog Annette Ihle, der, som nævnt, også medvirkede i Debatten, pointerer og bekræfter ligeledes, at uanset hvilken uniform eller beklædningsdel man vælger at tage på, vil der aldrig være forudsætning for at mødes på neutral grund. Der vil ifølge hende altid ligge en symbolværdi, uanset påklædning. Fælles for Lamaa og Aynur er, at de i deres udtalelser direkte pointerer, at de ikke medtænker tørklædet i patientsammenhænge, dog giver de implicit udtryk for, at de, i det øjeblik de træder 22

23 ind på en hospitalsstue, er opmærksomme på helt specifikt at præsentere dem selv ud fra deres faglige identifikation. Det vil sige, at de altid umiddelbart har det i baghovedet, men at de hurtigt drejer fokus over på deres faglige kvalifikationer i stedet. Aynur begrunder som nævnt dette med, at tørklædet er en så stor del af hendes personlighed, at hun ikke skænker det en tanke i sin hverdagslige praksis. Tilsyneladende opfattes tørklædet heller ikke som noget problem for patienterne. Imidlertid oplever en enkelt af vores informanter, Fatma, i højere grad end vores andre informanter at blive konfronteret med sin anderledeshed i sin dagligdag: De stopper op og ser på mig, når jeg hilser på dem og siger jeg hedder Fatma og jeg er sygeplejerske. Så kigger de lige en ekstra omgang er du nu sikker på det? [ ] Det er som regel patienter, det er ikke læger, det er ikke mine kolleger, jo i starten var det, men ikke mere, så det er som regel patienter, jeg oplever fordomme med, det gør jeg. (Fatma, bilag 7, s. 7, l. 8-12) Fatma kommer i forlængelse af dette med et eksempel på en ubehagelig patientsammenhæng: Jeg har haft en her i sidste uge, hvor han har sagt til mig Jeg gik ind med noget havregrød, og det så åbenbart anderledes ud, end det han havde fået før, men det er jo ikke mig, der har lavet den, vel. Og så sagde han til mig jamen, du vil jo også af med de danskere. [ ] så, jeg oplever sådan nogle ting ofte, meget tit, det gør jeg. Altså jeg bliver jo også ked af det, men der er ikke noget at gøre ved det, sådan er det, så må man jo vise, at det ikke er rigtigt. (Fatma, bilag 7, s. 7, l ) Fatma er den eneste informant der oplever tørklædet som et problem på arbejdspladsen. Her vil vi dog påpege, at man også kan tage i betragtning, at hun er den eneste af vores informanter, der arbejder på et sygehus i provinsen. På linje med andre sygehuse i provinsen indlægges der patienter fra det omkringliggende lokalområde, der blandt andet udgør små landsbyer, hvor det er en sjældenhed, at etniske minoriteter er blandt indbyggerne. Dette, mener vi har en betydning for hvordan Fatma mødes i en patientsammenhæng, hvilket hun også selv bekræfter: Ja, det tror jeg også. At de [patienter i København, red.]er mere vant til at se sygeplejersker og læger med etniske tilhørsforhold, ik. Det vil jo gøre, at jeg ikke møder 23

24 så mange fordomme, som jeg gør her i den lille by her. Det tror jeg. Men jeg ved ikke, hvad fremtiden vil bringe, altså lad os nu se, om vi bliver ved med at være i X. (Fatma, bilag 7, s. 13, l ) Desuden mener vi også, at dette påvirker hende til at være mere oppe på barrikaderne, hvilket medfører en større bevidstliggørelse om hendes anderledeshed. Delkonklusion Flere af kvinderne giver udtryk for, at de føler sig som de samme personer, uanset om de går med tørklæde eller ej. De påpeger i forlængelse af dette, at det ikke har nogen særlig betydning for deres daglige praksis. Alligevel lægger de vægt på, at det har været et afgørende skridt i deres liv at vælge tørklædet, og der italesættes endda et før og et efter af visse af informanterne. Leila beskriver her den første uge, efter hun tog tørklædet på, og hvorledes denne gjorde indtryk på hende under processen: Der var én, kan jeg huske, hun sagde til mig: Nu hvor du går med tørklæde, er du den samme person indvendigt? Og der var jeg flad af grin og jeg sagde til hende: Hvorfor skulle jeg ikke være den samme person? (Leila, bilag 8, s. 5, l ) Vi undrer os over, at det tilsyneladende både er et stort skridt at vælge at gå med tørklæde, samtidig med at informanterne ikke ønsker, at man skal se det som afgørende for deres identitet. Desuden finder vi det paradoksalt, at informanterne på den ene side lægger stærkt vægt på, at de selv har bestemt at gå med tørklæde, når de på den anden side lader til at være kraftigt influeret af deres sociale omgivelser. Suher pointerer eksempelvis, at hun selv har truffet valget om at bære tørklæde på grund af hendes frygt for Gud, men alligevel fortæller hun også, at hendes mor har talt hende fra at tage tørklædet af i den periode, hvor hun var i tvivl om sit ståsted: Men øhmm jeg er blevet talt fra det flere gange af min mor i sin tid, men der var jeg altså igen kan man så sige, jeg var jo heller ikke, jeg var jo ung, så jeg vidste ikke, 24

25 hvad jeg ville. Man ved ikke, hvad man vil, man skal lige have dannet sin personlighed. Men da jeg så blev de der år, der var jeg blevet stabil, altså der var jeg blevet stabil, og der vidste jeg, at det var det, jeg gerne ville gå med. (Suher, bilag 2, s. 5, l ) I denne forbindelse kunne man stille spørgsmålstegn ved, om der har været tvang på spil, eller om der er tale om loyalitet fra Suhers side i forhold til sine forældre og deres etniske rødder. Vores informanter giver overordnet udtryk for, at de ikke oplever problemer på arbejdspladsen i forbindelse med deres tørklæde, med få undtagelser. De formår tilsyneladende at bevare en professionalitet, der overflødiggør, at de bærer tørklæde, også set fra patientens side, og det lader til, at det afgørende i en patientsammenhæng er, at de kan kommunikere med hinanden. 25

26 Feminisme Vi vil i dette kapitel se nærmere på, hvilke kvindeidealer vores informanter opstiller og klarlægge, hvordan de definerer det vestlige kvindeideal. I forlængelse af dette vil vi afdække kvindernes syn på køn, samt hvad de opfatter som kvindefrigørelse. Afslutningsvis vil vi diskutere, hvorvidt feminisme og islam er forenelige størrelser. Kvindeidealet Vi finder det væsentligt at starte dette kapitel med at afdække i vores informanters kvindeidealer, idet vi har erfaret, at disse åbner op for yderligere interessante emner. I den forbindelse har vi observeret den lighed hos vores informanter, at de overordnet indkredser samtalen til at handle om karriere- og familieliv: mit kvindeideal at man både kan få hjemmefronten til at køre samtidig med at man er karrierekvinde og arbejder. At få det hele til at gå op i en højere enhed (Aynur, bilag 3, s. 1, l ) Ligeledes siger Lamaa: samtidig med, hvis jeg så har en familie udover som jeg så også kan tage mig af, så det er sådan lidt, det skal være sådan en multikvinde, skal det være. Det skal ikke kun være én bestemt ting, jeg har ikke lyst til kun at være, altså perfekt i min karriere, også ligeså meget perfekt som menneske. (Lamaa, bilag 5, s. 1, l. 47-s. 2, l. 1) I forlængelse af dette pointerer Betül: som kvindeideal, jeg vil have min karriere ved siden af og samtidig kunne føre en familie, et almindeligt familieliv, det er ligesom mit mål, og ikke ligesom adskille de to ting, sådan så jeg enten vælger karriere eller også familie, men prøvet at få de to ting til at køre sammen, sådan så jeg kan nå begge dele. Også have et socialt liv ved siden af. (Betül, bilag 4, s. 2, l ) I øvrigt mener Aynur, at dette kvindeideal stemmer overens med danske kvinders: 26

27 Selvfølgelig skal man hjælpe hinanden og støtte hinanden. Men alligevel ville jeg da gerne have at jeg var hjemme mere end han var, og jeg var mere sammen med børnene og lavede mad et par gange om ugen i hvert fald, lavede varm aftensmad. Sådan tror jeg også mange danske kvinder har det. (Aynur, bilag 3, s. 10, l. 3-6) Denne sammenligning med danske kvinder er interessant, fordi Aynur på denne måde får fjernet fokus fra et muligt specifikt muslimsk kvindeideal og snarere leder det hen på et generelt ideal. Hermed får hun ophævet forestillingen om, at der skulle være forskel på muslimske og danske kvinder i forhold til deres forestillinger om familieliv. Hun skelner og sammenligner på én og samme tid mellem muslimske og danske kvinder, hvorfor vi her finder det legitimt at operere ud fra denne dikotomi. Dette leder os følgende frem til at betragte, hvilke kønsopfattelser der sættes i spil af vores informanter. Kønsopfattelser Fælles for vores informanter er, at de som udgangspunkt opfatter køn ud fra Koranen, og at denne siger, at kønnene er ligestillede: Men altså i Koranen der står der meget, altså mænd og kvinder de er lige ens, og det er faktisk kun, hvor godt man ligesom er som menneske og det. (Betül, bilag 4, s. 13, l ) Betül fremhæver her at det vigtige ifølge Koranen ikke har noget at gøre med, hvilket køn man tilhører, men i stedet hvordan man er som menneske. Det er i Guds øjne vigtigt at være et godt menneske, og man bedømmes derfor ud fra dette, ud fra ens køn. Også Aynur giver udtryk for dette: vi har det med at ingen racer, ingen køn er bedre end det andet, altså mænd er ikke bedre stillet end hvad jeg er, islamisk, og jeg er heller ikke bedre end hvad han er. (Aynur, bilag 3, s. 12, l ) Fatma bekræfter: Hos Allah er både mænd og kvinder ens. (Fatma, bilag 7, s. 5, l. 45) 27