ØkumeniskTid. Kursister og undervisere fra Teologi for Lægfolk mødes med den økumeniske patriark Bartholomæus af Konstantinopel

Transkript

1 Nr. 3 september 2012 årgang 11 ØkumeniskTid Kursister og undervisere fra Teologi for Lægfolk mødes med den økumeniske patriark Bartholomæus af Konstantinopel Det økumeniske Center Økumenisk Tid nr

2 Økumenisk Tid udgives af: Det økumeniske Center Kløvermarksvej Århus N. Redaktion: Erik Jørgensen (ansvarshavende) Peter Lodberg Eva Nordentoft Helle Rosenkvist Tryk: WERKs Grafiske Hus a s Bjødstrupvej Højbjerg Pris: I abonnement: 150,- kr. pr. årgang Som medlemsblad: 200,- kr. om året (vejledende medlemsbidrag) Oplag: 300 ISSN: Forsidebillede: TFL møder den økumeniske patriark Bartholomæus af Konstantinopel Læs om turen i artiklen på side 18 Indhold 3 Den grønne bane og linjevogterne En økumenisk eminence 4 Menneske, hvor bremser du? Viggo Ernst Thomsen 8 Om KFUK s Sociale Arbejde Birgitte Graakjær Hjort 13 Det lutherske Verdensforbunds rådsmøde i Columbia, juni 2012 Thorsten Rørbæk 14 DØC s årsmøde formandsberetning Ole Madsen 16 Meditation Tove Bjørn Jensen 18 Teologi for Lægfolk møder økumenisk patriark og katolsk menighed i Antiokia Peter Lodberg 20 Kirken og homoseksualitet Metodistkirken 2 Økumenisk Tid nr

3 Den grønne bane og linjevogterne Kvartalsbrev 2/2012 En agurkegrøn sag fyldte mange spaltemillimeter i den kirkelige andedam her i sensommeren: En sjællandsk præst, bekendt for sin skarpe pen, sit teologiske slægtskab med familien Krarup og sin optræden i radioen, blev ikke grøn, men hvidglødende af raseri over at opdage, at hans biskop stod som kontaktperson for Grøn Kirke-projektet i Roskilde Stift. Han holdt sågar en prædiken i sit sogn, hvor han svinede biskoppen til og nærmest kætterdømte ham af samme grund. Men ikke nok med det. Han forlangte prompte prædikenen optaget på Roskilde Stifts hjemmesides prædiken-side, helt uden hensyn til, at denne side faktisk redigeres sådan, at præster spørges om at levere prædikener efter en turnus. Det er altså ikke en læserbrevsside, som skal optage, hvad der indsendes. Og da redaktøren fornuftigvis henholdt sig til sin redaktionsopgave, og så i øvrigt sendte prædikenen til biskoppen til orientering, gik præsten og hans menings- og kampfæller helt i selvsving med anklager om censur og biskoppelig magtmisbrug og tilsvining af redaktøren af prædikensiden. Enkelte besindige røster i debatten tillod sig at spørge, om anklagerne mod biskoppen i prædikenen virkelig var den forkyndelse af Guds ord med Jesus Kristus som centrum ud fra søndagens bibeltekst, som en ret evangelisk prædiken skal være. Det er der i skrivende stund ikke kommet noget svar på. Heldigvis har biskoppen en bred ryg, så han gør nok det kloge, at han lader sagen dø ud. Den fortjener ikke bedre, for den er temmelig latterlig. For det første burde det jo ikke komme som nogen overraskelse for den velorienterede sognepræst, at biskoppen og Roskilde Stifts stiftsråd er engageret i Grøn Kirke-projekter, støtter provstier og sogne i at bevæge sig i en grøn udvikling og arbejder i retning af, at Roskilde Stift skal være landets første grønne stift. Det er jo en proces, der har været i gang i årevis, og den er en naturlig følge af den opmærksomhed på miljøet, som har udviklet sig teologisk og kirkeligt i hele verden og langsomt også i Danmark i de sidste 40 år. Ja faktisk i 40 år. Jeg må jo trods min anonymitet bekende, at jeg begyndte at læse teologi i Århus i Der var i foråret en introduktionsdag for 3.g ere på fakultetet. Blandt indlægsholderne var en ung amanuensis ved navn Ole Jensen, der talte om emnet Naturforurening som gudsbespottelse! Det var måske de allerførste spæde frø til en grøn teologisk tænkning med inspiration fra Løgstrups skabelsesteologi. I dag er refleksionen over omsorgen for skaberværket en naturlig del ikke bare af fagteologers tænkning, men også af præsters arbejde med prædikener og undervisning, og af menigheders engagement på forskellig vis. Det gælder i kirker verden over, protestantiske, katolske, ortodokse. Det er vist kun i enkelte afsondrede teologiske enklaver som den vrede sjællandske sognepræsts, at man stadig kan trække den teologiske krumsabel over det. I begyndelsen af 70 erne dengang Ole Jensen holdt sit indlæg kaldte man folk som den vrede sognepræst for teologiske linjevogtere, der hellere bliver på sidelinjen og skælder ud end at være med på banen. Linjevogterteologien er ikke så fremtrædende mere, men når banen er grøn, skal der åbenbart igen viftes voldsomt med flagene. I virkelighedens verden er den økologiske udfordring en så fundamental udfordring af vore menneskelige grundvilkår og af hele vores tilgang til skaberværket, at den teologiske refleksion over den udfordring er det mest relevante skabelsesteologiske arbejde i nutiden overhovedet. At det skulle være ukristelig politiseren ville betyde, at en hvilken som helst tidsrelevant gennemtænkning af vore vilkår som skabte i Guds billede ville være politiseren. Tværtimod kan man faktisk undre sig over, at ikke mange flere menigheder og mange flere biskopper prioriterer emnet højt. Men teologisk refleksion alene gør det selvfølgelig ikke. På den grønne bane er der både teologisk tænkning og praktisk handling. Det er i virkeligheden noget af det spændende ved Grøn Kirke -processen i Danmark aktuelt: den går ikke hurtigt, det er ikke noget, sogne og menigheder lige springer ud i; men der hvor det sker, sker det ofte i en vekselvirkning mellem teologisk tænkning, gudstjeneste og anden praksis og meget håndfaste og konkrete tiltag i menigheden fra jordvarme og solcelleanlæg og energibesparende foranstaltninger over afskaffelse af giftige ukrudtsmidler på kirkegården til økologisk drift af præstegårdsjorden. Fortsættes på side 14 Økumenisk Tid nr

4 Menneske, hvor bremser du? Af: Sognepræst Viggo Ernst Thomsen Som optakt og inspiration til Danske kirkedage 2013 bringer vi her den første af tre artikler, der belyser kirkedagstemaet Menneske, hvor er du? fra hver deres felt. Sjældent har et kirkedagsslogan kreativt udfordret deltagere og en bys borgere så meget, som da der var De tyske Kirkedage i maj 2009 i Bremen under temaet: Menneske, hvor er du?. Byens campingpladser reklamerede med: Menneske, hvor camperer du?. På et herretoilet stod: Menneske, pissoiret er defekt. Og en plakat indbød til motorcykelgudstjeneste med sloganet: Menneske, hvor bremser du? På danske kirkedage i Aalborg maj 2013 har vi valgt spørgsmålet: Menneske, hvor er du? som slogan. (Det kommer fra 1 Mos 3,10s Adam, hvor er du?. Adam kan oversættes med menneske ). Vore foreløbige erfaringer er, at spørgsmålet har en stærk appellerende karakter over for de, der bremser op og giver sig lejlighed til at overveje, hvad der spørges om og hvem der spørger. Om det derudover giver anledning til et væld af spøgefulde kommentarer i Aalborg 2013 som rundt i Bremen i 2009, må tiden vise? Mennesket må svare an Med spørgsmålet: Menneske, hvor er du? er noget grundlæggende og ikke banalt om kristendommens opfattelse af forholdet mellem Gud og menneske sagt: Forholdet er en RELATION. Gud er ikke ligeglad med mennesket, men kalder på det. Og mennesket har som Guds ypperste skabning et ansvar. Det må svare an, når Gud kalder på det. Gud kalder - og vi kan svare, fordi vi har sproget til fælles. Mennesket er skabt lige som dyrene. Det særlige ved mennesket er imidlertid, at det er skabt i Guds billede (1. mos 1,27). Skaberen taler til de andre skabninger bagfra gennem naturlove og instinkter. Mennesket derimod har fået et sprog, så det kan høre Gud tale til det, og så det kan svare på Guds tiltale. Gud taler derfor til mennesket forfra via sproget, gennem løfter og bud (Rudolph Arendt). Og Gud har givet mennesket den etiske fordring. Gud kalder derved mennesket til, at det skal forholde sig ansvarligt over for medmennesker og medskabninger. Gennem hele Bibelen er kaldelse en rød tråd. I Det gamle Testamente kalder Gud profeter og i Det nye Testamente kaldes apostlene. Kaldelse forstås som en særlig begivenhed, hvor et menneske kaldes af Gud til en bestemt opgave (som da Paulus kastes af hesten på vej til Damaskus og kaldes til at blive apostel). Men i NT tales også mere alment om at være kaldet til Guds Rige. Jesu forkyndelse kan opfattes som en kaldelse af syndere (Mk 2,17). Og de første disciple fik en særlig opgave at være menneskefiskere (Mk, 1,17; Luk 5,10) og at forkynde Guds rige og helbrede (Matt 10,7f.). Ikke alle disciple brød med familie og arbejde. Nogle fik et kald til at vidne om evangeliet i deres eget hjemmiljø (Mk. 5,18-20). 4 Økumenisk Tid nr

5 Livet i kald og stand i en mobil, globaliseret verden? Den sidste kaldsforståelse kan have inspireret Martin Luther til 1500 år senere at kontekstualisere og forenkle det og tale om, at et kristenmenneskes opgave er at tjene næsten i kald og stand. En skomager f.eks. tjener Gud og sin næste ved at blive ved sin læst og gøre sit arbejde med så megen umage som muligt uden at snyde med prisen. Vi, der lever 500 år senere i en tid, hvor forestillinger om social mobilitet, globalisering, den politiske og grønne forbruger, Rio +20 og medborgerskabets kosmopolitiske forpligtelser gør sig gældende, må spørge, hvordan vi som menneske og som kristen i dag forvalter vort ansvar? Hvordan er vi i stand til at udøve vort kald i et samfund, hvor forandringen siges at være det permanente? Danske kirkedage og sans for proportioner Danske Kirkedage har gennem årene siden 1968 udviklet sig til en stærk platform med kritiske debatter om brændende temaer i vor tid og hvor menneskets ansvar for medskabningen, medmennesket og verden kan endevendes og diskuteres og synspunkter blive formuleret og afprøvet. Sloganet for kirkedagene 2013: Menneske, hvor er du? lægger op til temaområder som: Menneskets ansvar over for medskabningen og skaberværket (Verden, omverden og politik) Vækst og havesyge. Økonomer røde som blå vil have vækst, vækst og vækst for at sætte gang i hjulene. Men grønne økologer vil have grænser for vækst eller i det mindste en bæredygtig vækst. Tidl. rektor Ole Jensen kalder vækst for en systemfejl i vores samfundsøkonomi. Kan man tale om en afkaldets etik for at give mulighed for vækst i den tredje verden eller bliver den kvalt af frygten for at sydkoreanerne og kineserne stjæler alle vore jobs? Menneskets relation til Gud og medmennesket (Teologi og tro) Hybris, hovmod og selvcentrering. Wellness, velstand og vellevned. Hvordan kan vi som kristne anno 2013 høre Guds kald til os? Hvordan kommer vi ud af vor fremmedgjorthed for os selv og Gud? Menneskets ansvar for medmennesket (Diakoni og politik) Medmenneskelighed, værdighed, menneskeværd. Fattigdommen og uligheden øges i Danmark. Der er arbejdsløshed. Hjemløse udlændinge må sove på gaden i vinterens kulde. Kan de ikke få lov til at blive behandlet som et medmenneske? I forhold til det første temaområde får de danske kirker i disse år f.eks. et medansvar for at holde klimadebatten vedholdende i gang, idet både politikere og presse tilsyneladende har tabt interessen for det. Selv en avis som Kristeligt Dagblad (25. juni 2012) gav sluterklæringen fra FNs topmøde i Rio ( Rio+20 ) om bæredygtig udvikling en notits på 21 linjer på side 3, mens en skattereform, der har til opgave at skabe mere (desværre fortsat i høj grad ikkebæredygtig) vækst fylder hele forsiden. Det er vigtigt, at der er nogen, der bremser op, og ikke bevidstløst følger mediernes lemmingeadfærd, men viser sans for proportioner og holder klimadebatten i live. Og som ikke gemmer sig. Er det en profetisk opgave for kirkerne i fremtiden? Skabelsesberetningen Myten om Adam og Eva, hvorfra spørgsmålet Menneske, hvor er du? stammer, er en del af skabelsesberetningerne i Bibelen. Når jeg her bruger ordet myte er det ikke for at lægge distance til fortællingen, men netop for at præcisere, at det ikke kun er en fortælling om (d)engang i tidernes morgen. Der er en fortælling, der handler om alle mennesker til alle tider, også dig og mig. Om vigtige grunderfaringer ved det at leve som menneske. (Det er sådanne erfaringer, der på narrativ vis bearbejdes i myten). Da Gud kaldte Adam, hvor er du? havde Adam og Eva gemt sig for Gud Herren mellem havens træer. Men den gemmeleg lykkedes ikke. Ved deres eget valg om at trodse Guds forbud i kombination med Gud Herrens reaktion på deres spisning af den forbudne frugt sker i fortællingens handlingsforløb en overskæring af navlestrengen. Myten handler om at tage ansvar for sit liv, blive voksen og om den skyld, vi alle erfarer derved. For at blive voksen må man overtage skylden for sin skyld: Det ligger dybt i os alle, at et menneske uden skyld er et u- menneske, har biskop Kjeld Holm rammende udtrykt det i Den gådefulde skyld. Den tyske teolog Dorethee Sölle fandt det misvisende at kalde 1 Mos 3 for en beretning om syndefald, når historien nu på mange måder handler om et løft i menneskets udvikling: Myten afspejler den skyld, vi alle sammen erfarer, når vi vokser op, træffer vore egne valg, forlader vor dominerende far, som vil beholde sine træer for sig selv, og vor mors liv, som er symboliseret ved paradisets livgivende vande og vort symbiotiske liv derinde [ ]Der findes Økumenisk Tid nr

6 Knallertkører i Tolne Skov. Menneske, hvor bremser du? ingen smertefri eller skyldfri vej til at blive voksen, og det er også det, den bibelske historie om syndefaldet fortæller os [ ] Der findes kun en moralsk mulighed: at være ulydig, at spise af kundskabens træ og derefter gennemleve livets strabadser (D. Sölle i To work and To Love ) Sölle mente derfor, at myten vidner om en forandring i Guds adfærd over for mennesket, efter at mennesket ved spisning af den forbudne frugt er blevet myndigt og har fået kendskab til forskellen mellem godt og ondt. For Adam og Eva får ikke den dødsstraf, der ellers var blevet lovet dem i det foregående kapitel (1 Mos 2,17). Gud går fra at være den autoritære forælder til at være en hjælpende forælder. Han laver tøj til dem, nu de er blevet blufærdige over deres egen nøgenhed. Og relationen til Gud afskæres ikke. Også selv om mennesket med hovmod og havesyge vil sit eget og vil leve for sig selv. Og dermed glemmer, at det i sidste instans skylder Gud alt (1 Kor 4,7). For selv om man kan fortolke myten om Adam og Eva mere som et løft end som et fald, er mennesket blevet syndigt: Der er en smuk humanistisk tradition, der vil frikende mennesket for synd, men for mig at se er synden en realitet, man lige så godt først som sidst kan tage stilling til, man slipper alligevel ikke for den, bare fordi man ikke bryder sig om begrebet. (Søren Ulrik Thomsen i Repremiere i mit indre mørke ). I vor selvoptagne syndige bortvendthed fra Gud ender vi med at blive fremmedgjorte for os selv. Derfor kalder Gud på ny i Kristus på sin skabning (2 Kor 5,17-20), så det umiddelbare gudsforhold kan blive genoprettet. Som en lidenskabelig elsker kalder Gud vedvarende på sit elskede menneske. Menneske, hvor er du i Det Moderne? Sölles fortolkning af syndefaldsmyten bærer præg af forestillingerne om Det Moderne. Det er fortællingen om, at mennesket via opdragelse / opelskelse og dannelse kan blive til et autonomt individ, der er selvbestemmende og i stand til at styre sine effekter og udøve selvkontrol. (Det teologiske forbehold over for sådan en forestilling vil altid 6 Økumenisk Tid nr

7 være, at autonomien altid vil skulle relativeres af den grundlæggende relation til Gud og medmennesker). Siden oplysningstiden har vi her i Europa levet i forestillingen om, at vi lever i Det Moderne. Jeg hørte fornylig en professor i psykologi, Svend Brinckmann, holde foredrag om det moderne menneskes identitet. Det såkaldt moderne menneske, fortalte han, er et resultat af en idéhistorisk udvikling begyndende i renæssancen, som tog særlig fart med 1700-tallets oplysningstid. Det begyndte som et befrielsesprojekt. Mennesket skulle have mod til at benytte sig af sin egen forstand og blive fri af fremmed styrelse, som filosoffen Immanuel Kant udtrykte det programmatisk. Oplysning skulle hjælpe mennesket til at komme fri af dovenskab og fejhed og blive et autonomt, selvforvaltende menneske, der kan handle ansvarligt over for andre. For så vidt et sympatisk projekt i forlængelse af myten 1 Mos 3 om mennesket, der blev voksent (ved at blive skyldig). Men siden er der gået råddenskab i projektet. Selvforvaltningen er blevet til selvoptagethed, og friheden fra fremmed styrelse har ført til, at mennesket er blevet lukket inde i sit eget selv. Det kan ikke mere høre, når nogen kalder på det, men lever i den indbildning, at det kan skabe sig selv og sine egne værdier fuldstændig. Autonomidyrkelsen var et frihedsprojekt, men er endt med, at mennesket er blevet en fange i sit eget lukkede, mørke fængsel. Det har kun sig selv at referere til. Og det er klaustrofobisk. På den baggrund kunne man spørge, om det kunne frisætte det moderne menneske, hvis det for alvor fra noget uden for dets selv kunne høre kaldet: Menneske, hvor er du? Kald i velfærdserhvervene Det er bemærkelsesværdigt, at længslen efter at møde et kald lever i bedste velgående inden for velfærdsuddannelserne i et stærkt sekulariseret samfund som det danske. Den nye næstformand for Danmarks Lærerforening, Dorte Lange, udtalte således fornylig, at lærergerningen igen (efter 20 års fokus på arbejdstid og timetal) skal være et kald. Hun kaldte det at finde degnen frem: Det er en generel udvikling. Tænk også på sygeplejersker, pædagoger, politibetjente, socialrådgivere. Vi er alle sammen gået mere op i løn og arbejdstid, end hvorfor vi egentlig vil arbejde med det, vi gør. Og når man glemmer det, så ryger stoltheden og engagementet også. (Dorte Lange) Det er den gamle sandhed om, at det er markant til forskel for en murer, om han blot dag efter dag klasker sten på sten oven på hinanden eller om han ved, at han er med til at bygge en smuk katedral. Kaldstanken giver mening, perspektiv og retning og tolker positivt hverdagslivet og det arbejdsliv, der trods al tale om innovation, også er fyldt af elementer af monoton gentagelse. Vi længes efter folk med et kald. Og vi vil gerne selv kaldes. Men kan Det moderne Menneske, der er fange i sit selv, kalde sig selv? Måske er det vigtigt at skelne mellem de to forskellige betydninger af ordet kald, der er i dag. I den lutherske tradition er kald lig en opgave eller et embede. Den anden variant af kald har pietistiske rødder. Her er kald lig med en kaldelse og en indre trang. Professor Svend Brinckmann, der bekendte sig som ikketroende, sagde i ovennævnte foredrag, at han aldrig havde hørt Gud kalde på ham, men at hvis Han engang gjorde det, gerne ville være troende. Det må være den pietistiske variant i form af et stærk oplevelsespræget kald, han forventede, der skulle til, for at han kunne blive troende. For mennesker i Det Moderne: Er det da vækkelseskristendom eller appellen om at leve i kald og stand helt og holdent rettet imod næstens ve og vel, de har brug for at møde, hvis de skal komme ud af deres klaustrofobiske fængsel? Det er værd at bremse op og drøfte i Aalborg. Menneske, hvor er du? Det kan du godt være i tvivl om, men forhåbentlig er du i Aalborg maj Litteratur: Arendt, Rudolph: Tænkning og tro, 4. Udg Barrett, Jellesen og Thomsen: Den lodrette beståen, 2010 Barett, Jellesen og Thomsen: Kulturens kilder, 2011 Holm, Kjeld: Erfaring og kristendom. Essays og prædikener, 1989 Poulsen, Allan og Jakob Schow- Madsen: Kristendom i nutid, 2000 Rørth, Charlotte: Degnen tilbage bag katederet, NORDJYSKE, 12. maj 2012 Sölle, Dorethee: To Work and To Love. Towards a Theology of Creation., aktuell/64178.html Økumenisk Tid nr

8 Om KFUK s Sociale Arbejde Af: Landsformand, sognepræst, ph.d. Birgitte Graakjær Hjort, Christianskirken i Aarhus Billeder: Sara Kangas En livshistorie Hun listede lysløst hen over gulvet i lejligheden. Lod den ene fod glide lige så langsomt foran den anden. Hun havde taget strømper på. Det dæmpede lyden frem for at gå med bare tæer. Forsigtigt bevægede hun sig. Og næsten uden at trække vejret. Den mindste lyd fra trægulvets knirken kunne vække ham. Hun skulle forbi sofaen i stuen, hvor han lå og sov for at komme ud på badeværelset. Hun havde hørt ham komme hjem en times tid tidligere på natten. Han var ikke gået i soveværelset til hendes mor. Det plejede han at gøre, når han var ædru. Men havde han drukket, kom han i stedet og tog i døren til hendes værelse. Havde hun glemt at låse, vidste hun, hvad der ventede. Hun var ved at kaste op, mens det stod på. Sådan væmmedes hun ved det. Men han havde truet hende til tavshed. Og hun bar sin hemmelighed alene. Denne gang havde hun sikret sig, inden hun gik i seng, at hendes dør var låst. Moderen havde undrende sagt: Du behøver da ikke låse døren til dit værelse. Entrédøren er låst, og vi bor på 3. sal. Der er ikke nogen, der bryder ind til dig. Moderen forstod ikke et suk af, hvad der foregik. Enten lukkede hun øjnene for det. Eller også havde hun ikke fantasi til at forestille sig, at hendes 12 årige datter nu havde lidt overgreb de sidste halvandet år. Hun var vågnet ved lyden af hans fodtrin i entréen. Havde hørt ham banke forsigtigt på hendes dør, da han mærkede, den var låst. Bagefter havde han lagt sig på sofaen, taget støvlerne af, så de dumpede ned på gulvet. Han havde vendt og drejet sig nogle gange. Hostet og vendt sig igen. Derefter var der blevet helt stille. Hun skulle ud på toilettet, men havde forsøgt at holde sig. Det var umuligt. Og nu var der næsten gået en time. Han måtte sove tungt. Hun drejede nøglen rundt og stod bomstille. Som i alarmberedskab. Som et jaget, vildt dyr, der ikke tør røre sig af frygt for at blive hørt af dem, der vil det til livs. Som hun stod der, havde hun kun ét i tankerne: komme ud på toilettet og tilbage igen. Uden at blive hørt. Uden at blive opdaget. Uden at blive trukket med ned på sofaen mod sin vilje. Det er livshistorier som denne, vi møder blandt KFUKs Sociale Arbejdes brugere. Fortællinger om seksuelle overgreb. Erfaringer af svigt og ensomhed. Oplevelsen af at stå magtesløs over for livets ondskab og barske sider. Det er livshistorier som denne her, der gør, at der findes noget, som hedder KFUKs Sociale Arbejde. Og det er livshistorier som denne, der gør, at mennesker har brug for nogle steder at komme, hvor der er plads til at fortælle, hvad de bærer på. Plads til at blive rummet som dem, de er. Plads til at blive mødt med ligeværdig behandling og et håb for fremtiden, selvom livet kan have vist sig fra sine kradse sider. Historie KFUKs Sociale Arbejde udspringer af KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). Social indsats har altid været et naturligt led i KFUKs arbejde. Da bevægelsen kom til Danmark i 1883, var det bl.a. en opgave at give personlig 8 Økumenisk Tid nr

9 hjælp og økonomisk støtte til faldne og fattige, til syge og gamle. Nogle år senere i 1893 blev det sociale spørgsmål til et selvstændigt arbejdsområde, som bl.a. førte til oprettelsen af KFUKs velfærdstjeneste. Ud af dette skabtes i 1947 KFUKs Sociale Arbejde som en selvstændig organisation. KFUKs Sociale Arbejdes første initiativ var Banegårdstjenesten på Københavns Hovedbanegård. Målet var at hjælpe blandt andet unge piger, der søgte til hovedstaden fra andre dele af landet, i et håb om at skabe sig en lidt mere spændende og indholdsrig tilværelse end den, der var mulighed for på deres hjemegn. I tilknytning til Kiosk H oprettede KFUKs Sociale Arbejde et gæstehjem i Stampesgade. Her fik unge mennesker hjælp til at finde en fast bopæl og om muligt et arbejde. Som tiden gik, blev gæstehjemmet for lille i forhold til det store antal hjemløse kvinder, der havde behov for hjælp. Med hjælp fra Socialministeriet oprettede KFUKs Sociale Arbejde i 1970 Lindevangen på Frederiksberg. Samtidig blev der plads til at huse både mænd og kvinder - og undertiden også børn. Siden er det gået stærkt, og foreningens aktiviteter er vokset. Det er betegnende, at det altid er sket med udgangspunkt i de nye behov, samfundsudviklingen har skabt. Nogle tilbud eksisterer ikke mere, men andre er vokset og drives nu med offentlig støtte fra stat og kommuner. Vore institutioner er i dag I dag driver vi Familiehøjskolen Skærgården ved Herning. Det er landets første familiehøjskole, der åbnede i 1972 ud fra et ønske om at hjælpe enlige vordende mødre, som ønskede at beholde deres barn. I takt med, at Lindevangen blev for lille, indgik KFUKs Sociale Arbejde en aftale med Københavns Kommune om at åbne et værested på Vesterbro det, som i dag kendes under navnet Kontaktcentret. Da Kiosk H. lukkede, fandt vi nye lokaler på Halmtorvet. Her åbnedes i 1983 den første 'Rede' - et værested for kvinder i prostitution. Reden er senere flyttet til Gasværksvej og har siden udvidet med et nathjem, hvor kvinderne kan overnatte. I takt med at Reden på Vesterbro har udviklet og konsolideret sit arbejde, har vi fundet det naturligt at forsøge at etablere Reder andre steder i landet, hvor der foregår gadeprostitution, og hvor kvinderne lever et udsat liv. Således etablerede vi i 1990 Reden Odense, som vi i første omgang drev selv, men som fra 1997 er blevet drevet med tilskud fra Odense Kommune og Socialministeriets SATS midler. I tilknytning til Reden Odense findes Dueslaget, som er et botræningssted for kvinder i misbrug. Næste skud på stammen blev Reden Aarhus, som åbnede i 1996 i lejede lokaler. I 2000 købte KFUKs Sociale Arbejde ejendommen i Sjællandsgade, og herfra drives Reden nu som et møde- og rådgivningssted for kvinderne, ligesom der drives opsøgende arbejde i byen. Og i Sjællandsgade opføres der lige nu en ny bygning til arbejdet. I september 2002 blev vores arbejde udvidet med endnu en institution. Det skete med indvielsen af Lærkehøj. Som noget ret enestående blandt tilbud til samfundets mest udsatte er Lærkehøj et helt nyt byggeri, som vi fandt plads til at opføre på samme grund som Lindevangen, der også drives af KFUKs Sociale Arbejde. Lærkehøj er et tilbud til hjemløse mænd og kvinder med en psykisk lidelse eller et misbrug af alkohol eller narkotika, og som derfor ikke kan være på Lindevangen. Lærkehøj indeholder desuden en natvarmestue. Lærkehøj drives i samarbejde med Frederiksberg Kommune. Enhver avislæser er klar over, at der handles med mennesker til Danmark som aldrig før. Reden International blev oprindeligt etableret i 2002 som en del af KFUKs Sociale Arbejde under navnet Reden-STOP Kvindehandel. Reden International fokuserer på arbejdet med udenlandske kvinder i prostitution, og varetager tre hovedopgaver i det soci- Økumenisk Tid nr

10 ale arbejde: Opsøgende arbejde på gaden på Vesterbro; drift af et døgnbemandet krisecenter for ofre for kvindehandel; bemanding af et mødested for udenlandske kvinder i prostitution, sammen med Center Mod Menneskehandel. Nye projekter kommer hele tiden til. De nyeste projekter er Svanegrupperne, som blev startet i 2007, og EXIT Kollegiet, der åbnede i efteråret Begge projekter retter sig mod kvinder, der har været i prostitution, og som er i færd med at skabe sig en ny tilværelse uden aktivt misbrug. Der er både brug for at arbejde blandt de kvinder, som befinder sig i prostitution, og et arbejde blandt dem, der kommer ud af prostitution og som ofte oplever, at det kræver rigtig mange ressourcer at komme på fode igen. Vision 2020: Fordi alle har ubrugte muligheder! I KFUKs Sociale Arbejde skal vi bestræbe os på at give de bedst tænkelige muligheder for vore brugere. Hvis det skal lykkes, skal vi ikke kun fokusere på arbejdet i dag og i morgen, men også på længere sigt. Vi arbejder derfor ud fra følgende vision: KFUKs Sociale Arbejde går forrest i indsatsen for et værdigt liv og arbejder som socialpolitisk vagthund imod udstødelse, stigmatisering og diskrimination. Et godt liv er mere end fravær af fattigdom. Vi har en solid viden om mennesker, der lever i samfundets yderkanter, og det er os, man går til som de første, når prostitution skal bekæmpes og de afledte skadevirkninger begrænses. Organisatorisk er vi et smidigt netværk af fagligt stærke institutioner med fælles identitet, en livskraftig frivilligkultur og relationer til verden uden for Danmark. Der er ikke langt fra ide til handling. Det kristne menneskesyn Vores grundholdning er, at enhver er uundværlig og værdifuld, og at vi møder det enkelte menneske, som det er, og hvor det er. Samtidig ser vi det som vores opgave at pege på de ubrugte muligheder i det enkelte menneske og fastholde håbet om forandring. På moderne dansk hedder det empowerment. Vi kalder det et kristent menneskesyn. KFUKs Sociale Arbejdes mærkesager KFUKs Sociale Arbejde arbejder for at hjælpe udsatte kvinder i prostitution, stofmisbrugere, hjemløse og familier med problemer. Det er formålet med vore væresteder og herberger, der arbejder professionelt inden for de områder, der er relevante for vores brugere. Vi deltager desuden aktivt i den offentlige debat for at forbedre vilkårene for samfundets mest udsatte grupper. KFUKs Sociale Arbejde stiller skarpt på: 10 Økumenisk Tid nr

11 - Hvordan kan samfundet forbedre livsbetingelserne for de mest udsatte kvinder i prostitution, de gadeprostituerede og de udenlandske, handlede kvinder? KFUKs Sociale Arbejdes landsbestyrelse vedtog i 2004, at man vil arbejde for en kriminalisering af prostitutionskunder, men en kriminalisering kan ikke stå alene. En lovændring må følges op af relevante sociale tiltag, så man ikke fratager kvindernes deres indtjeningsmuligheder uden at sætte noget andet i stedet. - KFUKs Sociale Arbejde ønsker, at Socialministeriet vil genoverveje de passager i den Vejledning om seksualitet - uanset handicap, som det daværende Socialministerium udsendte i 2001, der handler om, at plejepersonale og hjælpepersoner til handicappede medborgere kan hjælpe med at etablere kontakt til prostituerede. Vi finder det problematisk, at regeringen på den ene side definerer prostitution som et socialt problem, der skal bekæmpes med statslige midler, og på den anden side opfordrer plejepersonale til at tage kontakt til prostituerede, når det i øvrigt er veldokumenteret, at prostitution har skadevirkninger for mange af dens udøvere. - Fattigdom. Vi arbejder for, at der indføres en fattigdomsgrænse i Danmark, fordi en sådan grænse er med til at opdage og identificere mennesker, der har brug for hjælp. En definition af en fattigdomsgrænse vil yde modvægt til, at vi taler diffust om social nød og elendighed, og at vi i stedet får identificeret og fundet frem til de personer, der har brug for hjælp. Fastsættelsen af en fattigdomsgrænse betyder, at vi som samfund har en social samvittighed og forpligtelse til at handle, dvs. bekæmpe fattigdommen og tage initiativer til at afhjælpe fattigdommen. Desuden vil indførelsen af en fattigdomsgrænse kunne anspore til at udarbejde nye strategier og tage nye initiativer på området. - Hjemløshed. Vores mål er, at ingen ufrivilligt skal være hjemløs og tvunget til at sove på gaden. Vi ønsker, at der især gøres en særlig indsats over for unge under 25 år, der havner på forsorgshjem, da disse miljøer ikke er de mest hensigtsmæssige at opholde sig i, hvis man er ung, usikker og i en kaotisk livssituation. Risikoen for, at de unge udvikler en adfærd, der fører til et liv som permanent gadesover er stor, hvis man opholder sig for længe i det hårde hjemløsemiljø. Derfor er det afgørende, at de unge hurtigst muligt får nogle tilbud, som retter sig mod deres behov. - Fixerum er et relevant tiltag, der bør anses som et sikkerhedsnet, der spændes ud under en gruppe nødlidende mennesker, indtil vi som samfund bliver bedre til at behandle og bedre til at imødekomme også denne gruppes særlige behov. Mange andre lande har positive erfaringer med fixerum, men de danske politikere tøver. Imens dør mere end 250 mennesker om året af deres stofbrug, mange ganske unge. Vi er nået frem til, at man - indtil man kan tilbyde en bedre løsning - er nødt til at træffe et valg. Et valg, der handler om under hvilke betingelser vi vil lade stofindtagelsen foregå; dødelige, smittefarlige, nedværdigende og ydmygende betingelser eller omsorgsfulde, værdige og hjælpende betingelser. Derfor skal også Danmark have fixerum nu. Vi ønsker en effektiv indsats mod menneskehandel og hjemmel i udlændingeloven til at give kvinder, der er mistænkt for at være handlede, mulighed for asyl i Danmark. Vi ønsker en opprioritering af det internationale samarbejde på det politimæssige område, så bagmændene kan retsforfølges, og på det sociale område, så kvinder der ønsker at vende hjem kan få støtte til at starte et nyt liv, f.eks. i form af en økonomisk arbejdsskadeerstatning. Nyheder Antallet af handlede kvinder er stigende: Reden International havde kontakt med 3625 kvinder i 2011 og i krisecentret haft så mange kvinder, at der har været fuldt belagt og pres på pladserne. Der er siden 2009 sket mere end en fordobling af, hvor mange kvinder Reden International har kontakt med, antallet var nemlig 1686 handlede kvinder i 2009 i forhold til de 3625 i Det er primært unge kvinder i 20' erne og 30' erne fra Rumænien og Nigeria, der kommer hertil.»af de kvinder, vi får kontakt med, vurderer vi, at størstedelen er handlet. De har familie og børn hjemme, som de er nødt til at forsørge. De kommer fra meget fattige kår og er ofte blevet stillet et rengøringsjob eller lignende i udsigt,«siger Nanna Nissen, der er leder af Reden International. Hun forklarer, at det ofte er sådan, at den person, de unge kvinder fulgtes med, forsvinder, når de kommer til Københavns Hovedbanegård. Så bliver de opsøgt af en anden, ofte lidt ældre kvinde, som så lover, at hun kan hjælpe, og på den måde ender den unge udenlandske kvinde i prostitution med en kæmpe gæld for rejsen til Danmark. Nanna Nissen vurderer, at der er to primære årsager til, at der er sket så stor en stigning i antallet af handlede kvinder i Danmark, der arbejder som prostituerede.»der er ingen tvivl om, at flere udenlandske kvinder Økumenisk Tid nr

12 kommer over broen fra Sverige for at arbejde her i stedet. Det er mindre risikofyldt end i Sverige, der har kriminaliseret sexkøb. Så tager de tilbage til Sverige, når deres arbejdsdag er slut, «siger Nanna Nissen og tilføjer at den anden årsag er meget simpel, det handler om udbud og efterspørgsel. Henrik Thuesen, der er politiassistent i Midt- og Vestjysk politi har arbejdet i udlændingegruppen siden Han har i den periode også oplevet en klar stigning i især udenlandske kvinder, når politiet foretager kontrolbesøg på de 88 bordeller, der ligger i politikredsen.»i dag er omtrent 80 procent af kvinderne på bordellerne handlede. De seneste par år er der kommet en del transvestitter til fra Brasilien, men ellers er det rumænere og nigerianere, der præger billedet, «siger Henrik Thuesen. Han forklarer, at når kvinderne bliver anholdt, har politiet haft held med at hjælpe kvinderne til krisecenter i stedet for i arresthuse.»vores opfattelse er, at de har været udsat for en forbrydelse. Derfor skal de passes på. Kvinderne får på sigt også større tillid til os, som ofte munder ud i, at de gerne vil fortælle os ting, der kan være nyttige i den videre efterforskning, «siger Henrik Thuesen. Det, der fastholder kvinderne i prostitution, kan være forskelligt, men for de nigerianske kvinder er voodoo en af de trusselsmetoder, bagmændene og -kvinderne bruger.»flere kvinder bliver fastholdt i prostitution, fordi de er afhængige af indtægten, fordi de ofte har forsørgelsespligt. Men de nigerianske kvinder fastholdes også i prostitution med juju-forbandelser. Og derfor er det endnu sværere for os at hjælpe dem,«fortæller Nanna Nissen. Problemet med fastholdelse af kvinderne gennem voodoo, kender politiassistent Henrik Thuesen fra Midt- og Vestjysk politi også til.»juju er en edsaflæggelse, som finder sted, før de handlede kvinder forlader Nigeria. Kvinden afgiver i den forbindelse en aftale med en Madam (bagkvinde, red.) om, at hun skal betale et pengebeløb, som ofte er stort. Kvinden skal aflevere hår, kønshår, negle og eventuelt menstruationsblod. Dette samt noget andet materiale lægges i en pakke/ pose, og den bliver tilbage i den helligdom, hvor edsaflæggelsen er foregået. Dette gøres for at sikre, at guddommen har magt over en eventuel aftalebryder. Formålet er at fastholde dem i deres gæld, at indsætte dem i et lydighedsforhold til deres Madam og sværge dem til tavshed,«fortæller politiassistent Henrik Thuesen. Det er derfor, vi er her Det er bl.a. pga. denne udvikling, at der også i dag findes en organisation som KFUKs Sociale Arbejde. 12 Økumenisk Tid nr

13 Det lutherske Verdensforbunds rådsmøde i Colombia, juni 2012 Af: Thorsten Rørbæk, teologisk medarbejder Det mellemkirkelige Råd Det lutherske Verdensforbund, der med mere end 145 medlemskirker repræsenterer 70 mio. lutherske kristne i verden, har netop afholdt sit årlige rådsmøde, for første gang i Sydamerika. Ideen med at holde rådsmøderne forskellige steder, og ikke længere udelukkende i Genève, er at trække opmærksomhed til medlemskirkerne og deres arbejde. I Colombia er der tale om en ganske lille medlemskirke, men Det lutherske Verdensforbund driver tillige udviklingsarbejde i Colombia. Ved at placere et rådsmøde i Colombia skabes der således tillige mulighed for at bese igangværende projekter. En iøjnefaldende forskel mellem de brede økumeniske fællesskaber og i dette tilfælde det lutherske, konfessionelle fællesskab er, at man sammen fejrer gudstjeneste, uden forbehold, fx i relation til nadversyn. Først og sidst er det et globalt gudstjenestefejrende fællesskab, og en åbnings- og afslutningsgudstjeneste dannede også ramme om rådsmødet. Selvom der er et godt samarbejde mellem kirkerne, både hvad angår det gudstjenestefejrende fællesskab og de mere praktisk orienterede udviklingsprojekter, blev især ét emne på rådsmødets dagsorden imødeset med spænding: det drejede sig om, hvordan LVF skal forholde sig til spørgsmål vedrørende homoseksualitet, kirkelig vielse af mennesker af samme køn samt ordination af homoseksuelle. Det lutherske Verdensforbunds generalsekretær Martin Junge havde som forberedelse til rådsmødet gjort en del ud af at fremhæve, at dette spørgsmål ikke må føre til splittelse i forbundet, for det vil bl.a. medføre, at den store udviklings- og nødhjælpsindsats, som LVF yder, vil lide skade. Verdens mest udsatte skal ikke betale prisen for kirkernes teologiske uenigheder. Drøftelsen af emnet førte ikke til splittelse kirkerne imellem, men forskellene i synspunkter var udtalte. Forskelle i bibelsyn og fortolkning, regionale kulturer og de enkelte landes lovgivning mv. har alle indvirkning herpå. Selvom nogle efter drøftelserne betegnede fællesskabet som et såret fællesskab, syntes der dog at være konsensus omkring respekten for hinandens forskellige synspunkter. Samtidig var det svært at gennemskue, hvordan disse forskellige synspunkter påvirker de forskellige kirkesamfund. Omvendt er der ikke noget som taler for, at man nødvendigvis skal nå frem til enighed på dette punkt. Tidligere har man i LVF eksempelvis måttet indse, at man ikke kunne nå til enighed omkring synet på ordination af kvindelige præster. Den øjensynligt eneste farbare vej i spørgsmålet vedrørende homoseksualitet, som fremhævet af både generalsekretæren, Martin Junge, og præsidenten for LVF, Munib Younan, var at enes om at være uenige og fortsætte studier og samtaler om dette emne. Man påbegyndte de såkaldte Emmaus-samtaler, der behandler emnet, for snart mange år siden, og samtalerne vil fortsætte i de kommende år. At problematikken blev håndteret fornuftigt og at der er en vilje til at videreføre dialogen, også når det viser sig vanskeligt, blev understreget af, at man sammen fejrede gudstjeneste, inden man rejste hver til sit. Man delte nadveren med hinanden som synligt tegn på enhed trods teologiske uenigheder medlemskirkerne imellem. Økumenisk Tid nr

14 Den grønne bane og linjevogterne - fortsat fra side 3: Spørgsmålet om lukning eller omdefinering af brugen af kirker, der næsten ikke bruges i dag har også en grøn synsvinkel: er det rimeligt at bruge mange energiressourcer osv. på opvarmning af kirker, der næsten aldrig bruges? Og er det ikke mere forsvarligt at se disse kirker i et recycling-perspektiv, altså genbrug til andre helst kirkelige, men ellers kulturelle formål? Det er der såmænd ingen politiseren i, det er et spørgsmål om sund fornuft i lyset af grundtanken om omsorg for skaberværket. DØCs årsmøde Af: Ole Madsen, formand for Det økumeniske Center Denne årsberetning kunne være blevet opdelt i tre lige store dele, som f.eks. 1) Hvordan er året gået? 2) Status quo og 3) Fremtidsperspektiv, men da det ville skabe en del brud i beretningen, har jeg forsøgt at skrive derudaf for at skabe en sammenhængende beretning. og formålet er at lave gudstjenester og kristne aktiviteter i anledning af Aarhus Festuge. Festkirken har siden dens oprettelse i 2007 holdt til ved Vor Frue Kirke. Aarhus Festuge har 50 års jubilæum i 2015, hvilket vi måske kan bruge som et pejlemærke her på stedet. Hele dette brede felt kan man i øvrigt stifte nærmere bekendtskab med på den nordiske kirkesagskonference i Helsinki i august 2013, hvor den udskældte biskop fra Roskilde er blandt talerne. Med venlig hilsen fra en økumenisk eminence i verdens centrum Siden det sidste årsmøde (afholdt d. 3. september 2011) er der sket meget på Det Økumeniske Center (DØC). Af aktiviteter skal nævnes, at Indiensgruppen efterhånden meget beklageligt er blevet en ret anonym aktivitet; forbindelsen mellem gruppen og centeret kunne sagtens styrkes. Siden Teologi for Lægfolk er flyttet ud på Diakonhøjskolen, er forbindelsen til DØC blevet stærkt mindsket. Café-gruppen kører fortsat med faste møder på centeret. Skovhuset kører rigtig godt, men kan fint bruge mere fokus, idet huset ikke har lejere i juli og august måned. Økumenisk Tid trykkes fortsat, men måske kunne man udbrede kendskabet til bladet ved at bruge artiklerne i diverse sammenhænge såsom blogindlæg og artikelreferencer. Vores Emmaus-Kollegium har siden dets åbning (d. 10. juni 2010) bibragt os både glæder og sorger. Især en skimmelsvampbehandling til kr. har gjort ondt, men mere liv af unge og engagerede mennesker i huset er en gevinst. Festkirken er blevet et nyt aktiv på DØC, idet jeg har taget teten som tovholder i år, og allerede nu er i gang med at planlægge næste års Festkirke. Festkirken er et bredt samarbejde mellem kirkelige organisationer i Århus, Mht. kontorudlejning ligger landet sådan, at Økumenisk Ungdom endnu findes på DØC, men er på udkig efter et kontormiljø, hvor der er en naturlig gennemgang af unge, kirkeligt interesserede. Andelskassen Oikos befinder sig godt, og har vist ingen planer om at flytte ud. Således har vi altså et tomt kontorlokale, som vi meget gerne vil have lejet ud snarest muligt. Mht. lokaleudlejning skal jeg bemærke, at beslutningen om at udleje stue og kælder til 50 kr. pr. time (d. 6. februar 2012) ikke har medført en større udlejningsaktivitet. På det område kan vi godt gøre en ekstra indsats. Den Økumeniske Fredagsfamilien (DØF) holder trofast møde hver fredag, og Livets Kirke lejer stue og kælder torsdage til lovsangsaften og søndage til gudstjenester. Vore bestyrelsesmøder er offentligt tilgængelige og er blevet afholdt mandage kl. 17 og ofte med efterfølgende aftensmad, efterfulgt af f.eks. et foredrag (d. 31. oktober: Økumenisk visionsaften, d. 5. december: Johannes Nordentoft Stadig katolik?, d. 6. februar: Oplæg om Indiensgruppen ved Finn Christiansen, d. 16. april: Fokus på DØCs fremtid, (d. 11. juni afrundede vi forårssemesteret med fællesspis- Økumenisk Tid nr

15 formandsberetning ning hos Eva Nordentoft)). Vi har afholdt havedage (d. 26. maj og d. 8. september), og har fået gjort et godt indhug i havens velvoksende grøder. I den forbindelse er vi så småt i gang med at etablere en fælles brændestabel med Studentermenigheden. Vi har fået oprettet en velfungerende hjemmeside med en kalender over udlejningen af husets lokaler, og vi har en facebookside, som bruges til at være i interaktiv kontakt med en del af centerets støtter, brugere og venner. DØCs vision og ideologiske arbejdsgrundlag har været i vælten. Allerede sidste år (d. 31. oktober 2011), tog vi fat på arbejdet ved at invitere vidt og bredt i det kirkelige landskab til en visionsaften. Sparringen med forskellige kristne organisationer endte ikke dengang ud i noget konkret, men vi fik en fornemmelse af, at der stadig er en del at gøre på den økumeniske front. F.eks. blev det foreslået, at DØC kunne fokusere på økumeniens kontakt til diakoni i en fællessocial indsats (evt. i forbindelse med forfulgte kristne), eller at man kunne give sig i kast med et større fælleskirkeligt arrangement som f.eks. en Århus Kirkefestival, hertil kom forslag om at give sig i kast med fællesbøn, hvilket ville være oplagt i Evangelisk Bedeuge. I foråret begyndte Livets Kirke (det tidligere Århus Bibelcenter) at leje stue og kælder til lovsangsmøder og gudstjenester. Og da de kom med et ønske om at leje et kontor i bygningen, påbegyndtes en debat i bestyrelsen om, hvad økumeni egentlig er, og hvad DØC kan rumme. Det viste sig snart, at der i bestyrelsen ikke er en klar opfattelse af, hvad økumeni er, eller hvad DØC kan rumme. Debatten slog ned i et spændingsfelt mellem den traditionelle og den nye forståelse og tolkning af økumeni, og vi er endnu ikke færdige med at finde ud af, hvilket grundlag, det fremtidige center skal bygge på. Forhåbentligt kan vi bruge årsmødet til at få vægtige og vigtige elementer på plads for vores fremtidige færd på det økumeniske verdenshav. Med oprettelsen af kollegiet er forbrugsudgifterne steget, men eftersom der har været en god søgning på at leje et værelse på kollegiet, ser det ud til at give en stabil indkomst (med en huslejestigning på 3% per år). I 2011 var vores samlede indtægt på ,00 kr. og den samlede udgift på ,00 kr. hvilket giver et underskud på ,00 kr. (hertil kommer dog en gave fra Dialogcenteret på kr., hvoraf er gået til at støtte Jens Linderoths Ph.D.- projekt). For at minimere udgiften fremover, har vi i år forsøgt at skære ind til benet, hvilket bl.a. betyder et farvel til kopimaskinen og fastnettelefonen. Forhåbentligt skulle sådanne tiltag gerne skabe sorte tal på bundlinjen allerede i Det er dog begrænset, hvor meget man kan skære ind til benet, men vi kan overveje at spare revisionen på ca kr., idet vi ikke er forpligtet på revision for at kunne modtage tilskud fra Bladpuljen. Den økonomiske øvelse består således dels i at spare, dels i at søsætte projekter (som f.eks. udgivelser og mere salg af (allerede udgivne) bøger), så centeret kan blive synligt og tilkomme flere midler. Antallet af gavegivere, med bidrag over 500 kr. var i 2011 på 110 personer, hvilket indbragte et samlet bidrag på godt kr. Fra og med i år tæller alle beløb med, så skattefradragsretten skulle gerne være sikret fremover. Alle opfordres til at oplyse cpr nr. så de kan få fradrag, og DØC kan få en gavegiver. Hvis vi skal forsøge at kigge i krystalkuglen og se ind i fremtiden, kan jeg pege på Danske Kirkedage (d maj) 2013, hvor DØC vil engagerede sig på en eller anden måde; forslag hertil modtages gerne. Desuden er der Økumenisk Tid og Skovhuset stadig aktiver, som kan udbygges. Hertil kommer at Festugen fejrer 50 års jubilæum i 2015, og DØC fejrer 60 års jubilæum i Min vision for DØCs fremtid er, at vi atter bliver relevante i det kirkelige landskab både hvad angår de åndelige og de intellektuelle kristne anliggender. Vi har mulighederne, eftersom det ikke kræver penge at engagere sig i f.eks. Festkirken det kræver blot gå på mod og en lyst til at indgå i tværkirkelige relationer på en meningsfuld måde. De forskellige jubilæer og større kirkelige arrangementer i det kirkelige landskab kan således tjene os som pejlemærker og anledninger for vores indsats. 15 Økumenisk Tid nr

16 Lukas Meditation Af: Tove Bjørn Jensen, sognepræst i Nørremarkskirken i Vejle Da sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre mod Abraham og hans slægt til evig tid. (Luk. 1,46-55) Marias lovsang eller Magnificat, som den også kaldes efter det første ord i den latinske oversættelse, er en af de smukkeste, mest poetiske tekster i Det nye Testamente. Ordene er da også blevet sat i musik af adskillige komponister, og kor og solister har kappedes om at fremføre dem på smukkeste vis. Men samtidigt er teksten så sprængfarlig, at det, efter sigende, faktisk var forbudt at citere teksten i Guatemala i 80 erne. Ordene om at Gud har styrtet de mægtige fra tronen og har ophøjet de ringe lød lidt for aktuelt i de skiftende diktatorers ører, og man frygtede at Marias lovsang, kunne bruges som politisk propaganda forklædt som kristendom. Men Marias lovsang er ikke politisk propaganda forklædt som kristendom. Marias lovsang er kristendom. Marias lovsang er den unge, gravide Marias lovprisning af Gud fordi han har udvalgt hende til at føde sin søn, men det er samtidigt Marias lovprisning af Gud for hvad han har gjort - eller agter at gøre - mod alle folkeslag i almindelighed og mod Israel i særdeleshed. Og det er i denne lovprisning af Gud der står de farlige ord om, at han har splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker, har styrtet de mægtige fra tronen, har ophøjet de ringe, har mættet de sultne med gode gaver og sendt de rige tomhændet bort. Ord som er farlige, hvis de forstås aktuelt af nogle som er rige eller mægtige og føler deres rigdom eller magt truet. Omvendt har Marias lovsang tjent som inspiration og trøst for alle de fattige og magtesløse, og har som sådan blandt andet spillet en vigtig rolle i befrielsesteologien, en teologisk bevægelse, der startede i Latinamerika i 1960 erne. I Marias lovsang så befrielsesteologerne en bekræftelse af, at det første skridt mod frelsen og gudsriget var en befrielse fra undertrykkelse og fattigdom. En af dens fremtrædende talsmænd, Biskop Oscar Romero siger i en af sine prædikener (17. februar 1980): 16 Økumenisk Tid nr

17 Illustrationerne nederst på siden viser de fire evangelistsymboler, prædikestolen i Skalborg Kirke, kunstner: Erik Heide Til højre: Udsnit af samme. Når Jomfru Maria, Jahves mest spirituelle væsen, synger sin lovsang til Gud, som vil befri dem, som er ydmyge og fattige, synes der at være en politisk dimension i hendes ord: De sultne har han mættet med gode gaver og de rige har han sendt tomhændet bort. Maria fremsiger altså ord, som i dag kunne blive betragtet som oprør: Han har styrtet herskerne ned fra deres troner, men ophøjet de ringe. Det er den politiske dimension af vores tro. En tro som blev udlevet af Maria og som også blev udlevet af Jesus. Jesus var en autentisk patriot for de folk som levede under fremmed herredømme, og han drømte helt sikkert om den dag, hvor folkene ville blive fri. Cirka en måned efter at Romero holdt denne prædiken - den 24. marts 1980, blev han myrdet af en snigskytte, sandsynligvis fordi regimet fandt ham for åbenmundet og for direkte i sine prædikener. Det er ikke så mærkeligt, at fattige og undertrykte kristne rundt omkring i verden kan høre en kommentar til deres egen situation i Marias lovsang - men hvordan klinger den i vores ører, når vi hører den i en dansk sammenhæng? Hører vi den som ord til trøst og befrielse, ord om at alle uretfærdige regimer får en ende, eller hører vi den tvært imod med frygt for at ordene om at rige har han sendt tomhændet bort handler om os? Forhåbentligt hører vi begge dele. Forhåbentligt hører og fornemmer vi Marias jublende glæde og taknemmelighed over, at den almægtige Gud har kunnet bruge hende, en fattig pige fra landet, i sin store plan. Og forhåbentligt kan vi derudaf slutte, at når Gud kunne bruge en fattig pige fra landet til så mægtig en opgave, så kan han også bruge os, uanset hvor ringe vi føler os. Men forhåbentligt hører vi også alvoren i Marias lovsang. Den alvor, at det barn hun skal føde ikke blot er kommet for at frelse os, men også for at dømme os for den måde vi lever på, for den rigdom vi skraber sammen, for den undertrykkelse vi accepterer og for den fattige, vi ikke hjælper i tilstrækkelig grad. Marias lovsang skulle gerne vække den glæde i os, at vi tjener en mægtig Gud, som elsker os så højt, at han lod sin søn føde i verden, men også den forpligtelse i os, at vi lader os bruge som redskaber for Guds rige, så at vi støtter de fattige og undertrykte og deler ud af vores rigdom til dem, der har behov. Økumenisk Tid nr

18 Teologi for Lægfolk møder økumenisk patriark og katolsk menighed i Antiokia Af: Peter Lodberg, formand for Teologi for Lægfolk I maj måned var 30 kursister og undervisere fra Teologi for Lægfolk på studietur til Tyrkiet. Forud var gået undervisning i Tyrkiets politiske og religiøse historie med fokus på landets betydning for den tidlige kirkehistorie og formuleringen af centrale dele af teologien. Blandt besøgets højdepunkter var et møde hos den økumeniske patriark Bartholomæus af Konstantinopel midt i den gamle del af nutidens Istanbul. Det var ikke til at se, at han er overhoved for verdens mange østlig-ortodokse kristne, da han modtog os i audiens. Nok var der en tronstol i audienssalen og hjælpere til at sørge for, at alt gik, som det skulle, men patriarkens lattermilde fremtoning og imødekommenhed viste, at der bag den ydre pomp og pragt er et menneske, som er optaget af kristendommens fremtid i et turbulent hjørne af verden med krise i Grækenland og borgerkrig i Syrien. I takt med at Tyrkiet indtager en central rolle som brohoved mellem Europa, Asien og Mellemøsten, er den internationale interesse for Tyrkiet vokset i de seneste år. Interessen smitter også af på den økumeniske patriark, og han spiller en stadig vigtigere rolle som talsmand for de religiøse minoriteter. Antallet af ortodokse kristne i Tyrkiet er nede på et historisk lavt tal og omfatter måske kun ca personer. I slutningen af februar i år mødte patriarken således medlemmer af Tyrkiets forfatningskommission. Han betonede, at en ny tyrkisk forfatning skal respektere religionsfrihed, religionsundervisning og trossamfundenes ejendomsrettigheder. Der er ingen tvivl om, at patriark Bartholomæus betragter forfatningsarbejdet som et vigtigt signal om, hvorvidt Tyrkiet vil nærme sig Europa, eller om præsident Erdogan er i gang med en stille islamisering af det tyrkiske samfund, der vil bringe landet tættere på Mellemøsten, sådan som flere af hans kritikere frygter. I vores hilsen til patriarken under audiensen forsøgte vi at spørge ind til den aktuelle situation for den ortodokse kirke i Tyrkiet, og hvordan han vurderer Tyrkiets forhold til EU og Europa. Desværre gled patriarken behændigt og venligt uden om spørgsmålene og ville hellere betone kirkens og den ortodokse teologis betydning i miljø og klimaspørgsmål. Det er en kendt sag, at ikke mindst patriark Bartholomæus betragter en nutidig ortodoks skabelsesteologi som et væsentligt bidrag til diskussionen om skaberværkets bevarelse midt i en tid præget af global opvarmning og nedsmeltning af polarområderne med uoverstigelige konsekvenser for jordens fremtid. I sin tale til os betonede han også betydningen af Tyrkiets historie for hele kristenheden. Nok stod kristendommens vugge i Palæstina, men den voksede til og blev teologisk skolet i Antiokia og Kappadokien, der begge i dag ligger i Tyrkiet. Han orienterede os om, at han ville forberede påsken ved at besøge 18 Økumenisk Tid nr

19 Prokopion i Kappadokien, hvor fremtrædende ortodokse kristne har levet og er blevet martyrer. Patriarken understregede, at det er vigtigt at fejre forbindelsen til fortiden og de tidlige kristne, som byggede de smukke kirker i den del af Tyrkiet. Det var tydeligt at mærke, at Bartholomæus ser en nær sammenhæng mellem den tidlige kristendom i Lilleasien og nutiden, hvor udfordringen er at formulere en tydelig teologisk identitet som minoritet i dagens Tyrkiet. På besøg i nutidens Antiokia (Antakya) Et andet af studieturens højdepunkter var besøget hos den lille katolske menighed i Antakya, der tidligere hed Antiokia. Her mødte vi fader Domenica Bertogli, der er kappucinerpræst for de ca. 80 medlemmer. I vores samtale med ham, lagde han stor vægt på, at der fortsat holdes gudstjeneste i den by, hvor man for første gang kaldte Jesu efterfølgere for kristne. Det var også i Antiokia, at porten for det kristne evangelium blev åbnet for ikke-jøder, og det var naturligt, at Paulus første missionsrejse udgik fra Antiokias havneby, Seleukia. I dag er der ikke meget tilbage af fortidens Antiokia, men mindst en gang om året mødes alle 1000 kristne i byen, når de sammen fejrer påske ved den kirke, korsfarerne har udpeget til at være det sted, hvor apostlene Paulus og Peter fejrede gudstjeneste sammen. Fader Bertogli betonede i lighed med patriark Bartholomæus, at kirkesamfundenes tilstedeværelse i Tyrkiet er et bidrag til hele den økumeniske kristenhed. Deres arbejde skal ikke kun vise, at den kristne kirke i Tyrkiet har en nutid og en fremtid, men at den har en lige så vigtig fortid. Hvis den økumeniske kristenhed glemmer, at den blev formet i det, som i dag er Tyrkiet, så mister den en væsentlig dimension. Kappucinerpræsten betonede over for de danske gæster fra Teologi for Lægfolk, at ligesom et træ uden rødder bliver revet op ved det første vindstød, eller et hus uden fundament bliver blæst omkuld i den første storm, så vil en kirke og et folk uden hukommelse blive kastet hid og did, hvis ikke det ved, hvor det kommer fra, eller hvilket formål det har. Efter besøget i Antiokia og Seleukia gik turen videre til Kappadokien, og det var en svimlende fornemmelse at gå igennem de meget mærkelige klippeformationer og besøge kirker i og under jorden hugget ud i det bløde månelandskabsmateriale. Der blev tid til at stifte nærmere bekendtskab med de områder, hvor de kappadokiske kirkefædre levede i det 4. århundrede og grunde lidt over deres bidrag til de dogmatiske formuleringer om Gud som treenig. Igen blev vi bekræftet i, at det er vigtigt at besøge de fysiske steder, hvor teologien er blevet formuleret. Patriarkens tronstol Kirkens historiske og teologiske hukommelse bliver i dag holdt i levende live i Istanbul, Antiokia og Kappadokien af minoritetskirker, der bevidner den ortodokse, katolske og protestantiske tradition, hvor ligheder er vigtigere end forskelle, fordi Tyrkiets kirker er ude i en overlevelseskamp i et land, der kæmper for at finde sin nye plads. I 2013 fortsætter rejsen. Teologi for Lægfolk planlægger en studierejse til Israel og Palæstina i foråret. Formålet er at orientere sig i forhold til Muren og dens betydning for især de kristne palæstinensere. I de senere år er den økumeniske bredde blevet suppleret med en gruppe protestantiske kristne. Deres tilstedeværelse i området hænger sammen med, at en stor sydkoreansk bilproducent betingede sig, at der skulle følge en kirke med, når man anlagde en ny bilfabrik i byen tæt på den syriske grænse. Det kunne den tyrkiske stat ikke sige nej til, og den kristne mission i landet fik et nyt udtryk. Paulus var teltmager, og de nye missionærer producerer biler. Kursister og undervisere fra TFL møder den økumeniske patriark Bartholomæus af Konstantinopel Økumenisk Tid nr

20 Skitse til studie: Kirken og homoseksualitet Metodistkirken, september 2011 Dette er anden del af Metodistkirkens studiedokument om kirken og homoseksualitet. Det samlede dokument består af 75 afsnit, hvoraf de resterende bringes i de næste numre af Økumenisk Tid. Det samlede dokument kan desuden læses på: Hvad homoseksualitet sandsynligvis ikke er. Forklaring på homoseksualitet har været forsøgt givet med henvisning til genetisk disponering eller mutationer af arvemassen. Med det, vi ved om evolution, er det næppe en sandsynlig vej at finde genetisk betingede egenskaber, som hæmmer forplantning, som forklaring på homoseksualitet. Det er rimeligt at antage, at den slags genetisk kode ville være uddød få generationer efter, at den var opstået. Forsøg på at finde genmutationer må begrænse sig til den forestilling, at mutationer skal kunne opstå indenfor et enkelt eller ganske få generationsled, hvilket ikke stemmer overens med, hvad vi i øvrigt ved om muteringer. Da homoseksuelle kun reproducerer sig selv i begrænset omfang, kommer stort set alle homoseksuelle fra heteroseksuelle. Hvis tanken om mutering eller genetisk disponering skal holde, må man forestille sig, at en disponering for homoseksuel adfærd ligger skjult i mange, måske alle mennesker, og at bestemte faktorer er udslagsgivende, for så praktisk taget at uddø hos dem, der lever et liv som homoseksuelle. Det er en meget svær tanke at fastholde. Det er en simplificering af et deterministisk og mekanisk menneskesyn. Og det kan opfattes som en sygeliggørelse af seksualiteten forstået på den måde, at noget er genetisk bestemt og derfor normalt, mens andet er resultater af genetiske fejl, og derfor må betragtes som handicap eller sygdom. 35. Måske en sammenhæng. Når det drejer sig om mandlig homoseksualitet, er der måske en sammenhæng mellem hvilken rækkefølge i en søskendeflok, en dreng er. Der er måske en statistisk større andel homoseksuelle mænd blandt dem, der er født som yngste dreng i en søskendeflok med ældre brødre. I så fald er en af hypoteserne, at nogle kvinder har meget lav produktion af testosteron og ikke nok til at stimulere drengefosterets udvikling. Lidt forenklet kan man sige, at kvinden har givet alt, hvad hun har, til den eller de første drengefostre, og dermed bliver den yngste hormonelt understimuleret. Den hypotese giver en forklaring, som er både arv og miljø, men arv, som ikke er knyttet til generne, og miljø, som hører til tiden før fødselen. 36. Hvad homoseksualitet måske kan være. Hvis det er rigtigt, at en dreng, som identificerer sig med det mandlige, f.eks. faderen, og tiltrækkes af det kvindelige, f.eks. moderen, udvikler en mandlig identitet og bliver heteroseksuel, så vil en pige, som identificerer sig med det kvindelige, f.eks. moderen, og tiltrækkes af det mandlige, f.eks. faderen, udvikle en kvindelig identitet og blive 20 Økumenisk Tid nr