Betydningen af en basal god tilknytningsrelation imellem plejebørn og plejeforældre for plejebørns psykiske og følelsesmæssige udvikling

Transkript

1 Betydningen af en basal god tilknytningsrelation imellem plejebørn og plejeforældre for plejebørns psykiske og følelsesmæssige udvikling Af Anne Blom Corlin, klinisk psykolog Indledning Der forventes af plejeforældre, at de skal være omsorgsfulde, nærværende og kærlige overfor deres plejebarn samtidigt med, at de også skal kunne handle professionelt i deres samarbejde med eksempelvis kommunen og plejebarnets forældre 1. Det er i dette spændingsfelt imellem følelsesmæssigt engagement og professionalitet, at plejeforældre skal kunne balancere i deres relation til plejebarnet. Indenfor plejefamilieområdet har der igennem de sidste årtier eksisteret debat om, hvorvidt plejeforældre skal knytte tætte følelsesmæssige bånd til deres plejebørn. I denne forbindelse ønsker artiklen at nuancere det velkendte udsagn om at kærlighed, omsorg og varme ikke er nok for disse børn der skal mere til. Det er i nogle tilfælde også rigtigt, men artiklens indgangsvinkel er, at omsorg og indfølende plejeforældre, som er stabilt tilstede i plejebarnets liv, er en stor ressource i plejebarnets følelsesmæssige og psykiske udvikling. Denne artikel vil vise, den afgørende betydning en tryg og omsorgsfuld tilknytning mellem plejeforældre og plejebørn har, for plejebørns psykiske og følelsesmæssige udvikling. Med hjælp fra udviklingspsykologien kaster artiklen således lys over, hvordan en basal god menneskelig tilknytning til plejeforældrene øger plejebørns modstandsdygtighed over for belastninger livet igennem. Artiklen beskriver også hvad der kendetegner et omsorgsfuldt og trygt samspil imellem plejeforældre og plejebørn. Hvor meget skal plejeforældre og plejebørn knytte sig til hinanden? Debat om hvorvidt og hvor meget plejeforældre og plejebørn skal knytte nære følelsesmæssige bånd har ikke kun været aktuel i Danmark, men er også blevet ført af centrale forsker og politiker i eksempelvis USA og de øvrige skandinaviske lande 2. Omdrejningspunktet i diskussionen vedrører spørgsmålet om, hvilke funktion plejeforældre skal have for plejebørn i deres udvikling. Forenklet sagt har diskussionen indenfor området været centreret om, hvorvidt plejeforældre skal supplere plejebarnets biologiske forældre eller om det snarere er hensigtsmæssigt, at plejeforældrene psykologisk set erstatter dem 3. Bølgerne har gået højt, og der har været en tendens til en polariseret debat. Den ene fløj 4 anså plejeforældre, som dem, der udgør plejebarnets forældre psykologisk set, da det er dem, som er tilstede på et dagligt niveau og opfylder plejebarnets basale behov og sikre stabilitet 5. Ud fra denne tankegang kan plejebarnets biologiske forældre godt erstattes af plejeforældrene, da det er dem som er tilstede dagligt og opfylde barnets behov. 1

2 Denne tankegang har især været dominerende i USA, hvor man med permancy planning bølgen, gik ind for tvangsadoptioner og gav gode muligheder til plejeforældrene for at de kunne adoptere deres plejebørn. Den modsatte fløj i debatten, som var en form for modreaktion, fremførte tanken om, at det er plejebarnets tidlige og første omsorgspersoner, som altid vil være barnets psykologiske forældre 6. Ud fra denne tankegang kan de første omsorgspersoner, som barnet har dannet indre repræsentationer af og lagret i hukommelsen, ikke erstattes, men vil altid være barnets psykologiske forældre. Den danske lovgivning har på mange måder igennem de sidste årtier været præget af denne tanke om, at plejebarnets biologiske forældre som i Danmark i langt de fleste tilfælde er barnets første - altid vil udgøre det psykologiske forældreskab hos barnet. Dette har været medvirkende til holdningen om, at plejeforældre ikke skal knytte følelsesmæssige tætte bånd til deres plejebørn. Samtidigt har lovgivningen anvist, at en anbringelse udenfor hjemmet skal være midlertidig og at målet altid er en hjemgivelse. Dette har haft den konsekvens at professionelle omkring plejefamilierne har anvist plejeforældrene at være varme og kærlige, men at de ikke skulle knytte sig alt for meget til plejebarnet. Der har også eksisteret en udpræget bekymring for om plejeforældre og plejebørn knyttede for stærke følelsesmæssige bånd til hinanden, da det ved en hjemgivelsen ville være smerteligt og omkostningsfuldt for plejebarnet at skulle separeres fra plejeforældrene igen. På den måde har der været en tendens til at overse den afgørende ressource, som der er at finde i de nære følelsesmæssige bånd, som ofte dannes imellem plejeforældre og plejebørn. Der er dog nye toner at spore i Barnets reform; Støtten skal ydes med henblik på at sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne ( 46). Der er ikke længere tale om et enten-eller, og den polariserede diskussionen om, hvem der udgør plejebarnets psykologiske forældre, afløses af en tanke om, at plejebørn danner flere vigtige tilknytningsrelationer, som på hver deres måde bidrager til plejebarnets udvikling. Det er altså sket et skift fra at tale om psykologisk forældreskab i en eksklusiv forstand til at fokusere på de forskellige tilknytningsrelationer som plejebørn danner og udvikler sig igennem. Fokus flyttes således også fra en tidligere betoning af plejebarnets biologiske forældre til at anerkende, at børns tilknytningsrelationer til plejeforældre også er meget betydningsfuld og vigtigt at arbejde på at bevare, også efter hjemsendelse. I Barnets reform betones plejefamiliernes muligheder for at give plejebarnet nære og tætte relationer som en særlig unik styrke ved denne anbringelsesform: Kommunen skal lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. 66, nr. 1-3, er mest 2

3 hensigtsmæssig ( 68a). Reformen signalerer således det ønskværdige i, at plejeforældre og plejebørn udvikler nære og tætte følelsesmæssige bånd. De nye toner som er at spore i Barnets reform ligger i tråd med den viden, som vi har fra udviklingspsykologien. Denne forskning vidner om, at en sund følelsesmæssige og psykisk udvikling hos børn i høj grad fodres af nærværende, omsorgsfulde og følelsesmæssige tilgængelige omsorgspersoner, som er kontinuerligt tilstede i barnets liv 7. Tilknytningsrelationer hvad er det? I vores moderne samtid, hvor begge forældre ofte er på arbejdsmarked, indgår nutidens børn i mange forskellige sociale sammenhænge (vuggestue, børnehavne, skole, SFO m.m.) og har i løbet af en almindelig dag kontakt til mange voksne, som varetager omsorgen for dem 8. Et barn har således kontakt og kendskab til mange voksne, men på trods af børns mangeartede sociale fællesskaber med kontakt til mange voksne, vil børn typisk kun have få tilknytningsrelationer. Tilknytningsrelationer er de relationer børn, og senere voksne, henter deres følelsesmæssige tryghed i, når de eksempelvis er utrygge, bekymrede, bange, ked af det eller har brug for hjælp. Tilknytning er et aspekt ved en relation og henviser til barnets drivkraft til at søge beskyttelse og tryghed i en relation. Den engelske børnepsykiater Jon Bowlby var den første der anvendte ordet tilknytning om det stærke og vedvarende følelsesmæssige bånd som et barn danner med få udvalgte tilknytnings-figurer, og som giver barnet en følelse af tryghed og velvære 9. Den første tilknytningsrelation udvikles typisk når et barn kommer op i seks-syvmånedersalderen, hvor man typisk kan observere, at barnet begynder at foretrække én bestemt person og tydeligt protesterer, når denne forlader barnet. I den alder begynder børn at blive særlige opmærksomme på, hvem der varetager omsorgen for dem. Barnet vil således i den alder begynde at forme sin(e) første tilknytningsrelation(er) til de nære voksne som er tilstede og tilgængelige for barnet i dagligdagen. Man bruger et ord som, at tilknytningsrelationer er selektive, hvilket vil sige, at det kun er få voksne, at barnet har denne særlige form for relation til. Når først en tilknytningsrelation er dannet, er barnet mere kritisk overfor og skelner imellem de omsorgspersoner de vil søge i situationer, hvor det føler sig utrygge eller bange 10. Vigtigt i denne sammenhæng er det dog at sige, at børn danner flere tilknytningsrelationer, typisk til forældre, bedsteforældre, den primære pædagog i børnehaven, klasselæreren, naboen eller fodboldtræneren, hvis barnet har en tæt kontakt til disse. På samme vis vil plejebørn som anbringes i plejefamilie kunne danne tilknytningsrelationer til deres plejeforældre 11. Især i de første år er tilknytningssystemet særligt aktivt og åbent, hvilket i høj grad skal ses i lyset af, at små børn er afhængige af, at voksne er der og tager sig af dem. Evnen til at danne tilknytningsrelationer varer dog livet ud. 3

4 Tilknytningsrelationer former barnets følelsesmæssige udvikling Den nyere udviklingspsykologi peger på, at børn danner tilknytningsrelationer til deres nærmeste omsorgspersoner, grundet deres afgørende behov for at blive reguleret følelsesmæssigt. 1 Et spædbarn kan ikke selv regulere deres oplevelse af ubehag og behag og senere deres følelser af eksempelvis godt /behageligt og ond/ubehageligt - barnet har i sin følelsesmæssige udvikling brug for, at dets nærmeste omsorgspersoner rummer og spejler barnets følelsesmæssige udtryk og derved regulere barnets følelsesmæssige tilstande. Dette er barnet ikke fra starten selv i stand til. Igennem det daglige samspil med nære omsorgspersoner, som er i stand til at læse barnet korrekt og tilbyder et afstemt og tilpasset omsorgsmiljø for barnet, lærer barnet selv evnen til at genkende og regulere sine egne følelser. Dvs. at udviklingen fra at være sine følelser til igennem et relevant samspil, at blive i stand til at regulere sine følelser, kende dem, vide, at de høre en selv til, og kunne skelne andres følelser fra ens egen er det helt særlige udviklingsprodukt af barnets tilknytningsrelationer 12. Barnet har således brug for sine nære omsorgspersoner, til at lærer sine følelser at kende og registrerer dem, benævne dem og at kunne handle hensigtsmæssigt på dem. Barnet lærer igennem sit samspil med sine omsorgspersoner måder at have det på og være på, måder at have det sammen med andre på og måder at være sammen på. Dette lyder måske meget selvføleligt, men er en meget kompliceret proces, som kræver et omsorgsmiljø, der kan tilpasse sig barnets behov - spejle og rumme barnet ikke mindst når det er frustreret. Der udvikles således et reguleringssystem mellem barn og forælder, hvor de signaler, barnet udsender vedrørende løbende ændringer i dets tilstand, bliver forstået og besvaret af omsorgspersonen, hvorved der sker en regulering af barnets emotionelle tilstand 13. Alt efter hvor godt dette projekt lykkes, vil barnet opleve en følelse i et spænd mellem tryghed og utryghed. Der er mange forhold som kan have en betydning for et plejebarns udvikling, når det anbringes i en plejefamilie. Men udviklingspsykologien gør os opmærksom på, at det i særlig grad er selve relationen eller tilknytningen imellem plejebarnet og dets plejeforældre, som er den afgørende drivkræft for modning og udviklingen af plejebarnets følelsesmæssige og psykiske udvikling. Det er her udviklingspotentialet for plejebarnet under en anbringelse i høj grad er at finde. Individuelle forskelle i tilknytningsmønstre Hvorvidt børn er blevet mødt og har mødt omsorgsfulde og følelsesmæssige tilgængelige omsorgspersoner, afspejler sig i den måde barnet håndterer følelsesmæssige svære situationer 1 Se eksempelvis Stern, Daniel: Barnets Interpersonelle Verden Dansk Psykologisk Forlag 2010 eller Fonagy, Peter: Affektregulering, mentallisering og selvets udvikling

5 på, - og ved, hvordan barnet kontakter sine nærmeste omsorgspersoner for beroligelse og tryghed. I samspil med de nærmeste omsorgspersoner udvikler børn forskellige tilknytningsstrategier ud fra ønsket om at opnå mest mulig kontakt med deres nærmeste omsorgspersoner. Hvis et barn eksempelvis har haft en omsorgsperson, som i samspillet har haft vanskeligt ved at møde barnets behov og været forholdsvis afvisende og utilgængelig, tillærer barnet sig måske over tid at nedregulere egne behov og følelsesmæssige tilstand for ikke at virke for krævende på omsorgspersonen eller omvendt barnet bliver opsøgende og insisterende på kontakt. På den måde sikrer barnet sig mest mulig nærhed med sin omsorgsperson. Børns tilknytningsstrategier kan ses som et udtryk for, at barnet har fundet sig en niche i sit omsorgsmiljø og dets særlige muligheder og uskrevne regler for, hvordan man udtrykker følelsesmæssige tilstande 14. Afhængigt af den tilknytningsstrategi, som barnet anvender i situationer, hvor barnet bliver utryg kan børn beskrives efter forskellige tilknytningsmønstre: tryg, utryg/undgående, utryg/ambivalent og det desorganiserede tilknytningsmønster. Disse strategier afspejler hver især barnets forsøg på at håndtere følelsesmæssige tilstande, som er fremkaldt af bestemte miljøforhold for at løse de tilpasningsproblemer, der er forbundet med forskellige opvækstmiljøer. Det er vigtigt at se de beskrevne tilknytningsmønstre i Tabel 1, som et udtryk for et spektrum af forskellige former for tilknytning som børn kan udtrykke tilknytningsbehov på. Tabel 1: TILKNYTNINGSMØNSTER Tryg tilknytning (60-70 %) 15 : Protesterer når omsorgspersoner forlader dem i nye og uvante omgivelser. Lade sig ikke trøste af fremmede. Ved genforening søger barnet omsorgspersonens trøst og beroligelse og falder hurtigt til ro igen. Børn som overvejende har dette mønstre i samspil med omsorgspersoner har tillid til, at voksne er der for at støtte og hjælpe dem, hvorfor de i situationer hvor de er angste, kede af det e.l. søger kontakt til voksne de er trygge ved. Utryg, afvisende (15-20 %): Udviser kun moderate reaktioner når omsorgspersoner forlader dem i utrygge omgivelser og ignorer omsorgspersonerne ved genforening. Viser fysiologiske tegn på stress under omsorgspersonernes fravær (forhøjet puls etc.) mens det udadtil kan virke roligt. I samspil med de nærmeste omsorgspersoner har barnet tillært sig et mønster, hvor det nedregulere egne behov og følelser. Undgår følelsesmæssig involvering Utryg, ambivalent (10 %): Protesterer imod adskillelse fra nærmeste omsorgspersoner. Ved genforening er barnet på en gang kontaktsøgende og aggressivt modstræbende og derved ambivalent i kontakten. Angste for nye situationer og ængstelige i deres udforskning af omverden. Ofte har disse børn i deres samspil ikke tillid til, at de vil få hjælp, hvis de behøver det, snare forventer de at blive afvist. Desorganiseret (5 %) 16 : Udviser modsætningsfyldte adfærdsmønster, stivne e.l. ved genforening med omsorgspersoner, efter at være efterladt i utrygge omgivelser. Barnet responderer ikke med nogen sammenhængende eller entydig måde ved genforening. Forskningen har viser, at 80 % af børnene i denne gruppe har været udsat for omsorgssvigt og mishandling. Svært ved at klare stress. De er forvirrede og uforudsigelige. Dem som skulle passe på dem er også dem som har været kilden til angst. 5

6 Plejeforholdets betydning for plejebørns følelsesmæssige og psykiske udvikling Er spørgsmål som forskningen har været optaget af at belyse, er om det i plejeforholdet er muligt at ændre på de tilknytningsstrategier som plejebørn har udviklet i samspil med deres forældre. Den amerikanske psykolog Mary Dozier har fulgt en større gruppe af spædbørn og små børn som blev anbragt plejefamilier. Hun fandt i en undersøgelse med 50 plejebørn i alderen 6 til 24 måneder, at størstedelen af dem efter tre måneders anbringelse i plejefamilien (uanset hvor gammelt barnet var, da det blev anbragt) havde udviklet et tilknytningsmønster, som svarede overens med deres plejemors tilknytningsmønster 17. Dvs. plejebørn som havde plejeforældre, der var følelsesmæssige tilgængelige og sensitive i deres omsorg overfor plejebarnet, udviklede og udviste et trygt tilknytningsmønstre i samspillet med deres plejeforældre. Et mere alvorligt resultat fra denne undersøgelse er, at hele 72 % af de børn, som blev placeret hos plejeforældre med et utrygt tilknytningsmønster, udviklede et desorganiseret tilknytningsmønster, hvilket er det mønstre, hvor der er størst risiko for udvikling af psykiske sygdomme senere i udviklingen. Dette studie vidner således om vigtigheden af, at plejebørn tilbydes et omsorgsfuldt og sensitivt omsorgsmiljø i plejefamilierne da kvaliteten af samspillet imellem plejeforældre og plejebørn har en selvstændig betydning for plejebørns følelsesmæssige udvikling Dette fund understøttes af en undersøgelse foretaget af Steele et al (2003) af 63 adopterede plejebørn i alderen 4 til 8 år, som alle før adoptionen havde været anbragt udenfor hjemmet. Her brugte man en metode, hvor man bad plejebørnene om at fuldende små historier om børn i forskellige angstfremkaldende situationer. De børn som var placerede ved adoptivforældre, som var i stand til at danne trygge tilknytninger til plejebarnet beskrev omsorgspersoner i deres historier som nogle barnet kunne bruge hvis det var ked af det, stresset eller bange. Børnene i denne gruppe udviste ligeledes mindre aggressive tendenser, end i gruppe af børn anbragt hos plejeforældre som havde en utryg tilknytningskategori. En mindre mængde undersøgelser viser, at der igangsættes en positiv udviklingsspiral når plejebørn placeres i plejefamilier med et omsorgsfuldt og trygt omsorgsmiljø 18. Disse studier viser eksempelvis, at plejebørn som anbringes i plejefamilier med et omsorgsfuldt og trygt omsorgsmiljø over tid, udviste bedre adfærdsmæssig og emotionel tilpasning, bedre skoleindlæring og evnen til at reflektere over andres handlinger på en sammenhængende måde, end gruppen af anbragte børn ved plejeforældre med en utryg strategi. Disse børn havde også et mere positiv opfattelse af dem selv og var bedre til selv at regulere deres følelsesmæssige tilstande. 6

7 At plejebørn anbringes i plejefamilier som er i stand til at tilbyde et trygt og omsorgsfuldt miljø syntes således at være særligt vigtigt. I forhold til gruppen af anbragte børn og unge er det derfor vigtigt at plejeforældre medtænker den indflydelse som de igennem sammenspillet med barnet eller den unge, kan have for den videre psykiske udvikling. I dag taler vi om livslang udvikling. Det er en erkendelse af, at børn udvikler sig igennem hele opvæksten og ikke kun formes af de første leveår. Det er dog ikke det samme som, at den tidlige udvikling ikke er vigtig det er den og hjernen og dens modning er særlig sensitiv og har et stort vækstpotentiale netop i disse år. Samtidigt viser forskningen at tætte relationer senere i livet i meget betydelig omfang kan kompensere for tidlige mangler. Som Susan Hart så fint formulerer det: Alle (red.) ser omsorgspersonen som vækstmedium for psykisk udvikling. En basal god menneskelig relation øger [..] modstandsdygtighed over for belastninger livet igennem 19. Men hvad menes der med en basal god menneskelig relation og med et sensitivt og trygt omsorgsmiljø? Hvad er det mere præcist for nogen kvaliteter i samspillet imellem plejebørn og plejeforældre som er særlige fremmende og støttende for disse børn? Fra den nye udviklingspsykologi ved vi, at følgende kendetegner et udviklingsfremmende omsorgsmiljø/omsorgspersoner 20 : Er følelsesmæssigt tilgængelig for plejebarnet. Dvs. kan adskille sine egne følelser fra barnets og kan rumme barnets forskellige følelser som vrede, tristhed og jalousi Ser barnet som et intentionelt væsen og er nysgerrig overfor barnets følelser og tanker, som ligger bag handlingerne og oplever barnets adfærd som meningsfulde udtryk Reagere ofte på barnets egne initiativer Har en evne til at iagttage de fortløbende ændringer i barnets følelsesmæssige tilstand og afstemme og regulere barnets frustration. Kan følelsesmæssigt afstemme sig barnets følelsesmæssige tilstande og kan spejle barnets akutte følelsesmæssige tilstande på en præcis, men ikke overvældende måde Handler på en sammenhængende og forudsigelig måde overfor barnet Forblive ofte i sin egen følelsesmæssige stabile tilstand og er troværdig overfor barnet Er i stand til at frustrer barnet i mængder, det kan overkomme, og bære og forstå barnets protest mod frustration. Kan bære og forstå barnets gradviste løsrivelse og dets søgen ud i større verdner Afslutning Denne artikel har forsøgt at vise, hvordan plejebørns psykiske og følelsesmæssige udvikling også formes igennem relationen til plejeforældrene. Plejebørn kan ofte være mere udsat i deres 7

8 udvikling når de anbringes i en plejefamilie, men om denne sårbarhed bliver til egentlige psykiske vanskeligheder for plejebarnet afhænger også af, hvorvidt blandt andre plejefamilien er i stand til at tilbyde et omsorgsmiljø, som fremmer og støtter robusthed hos plejebarnet. Med udgangspunkt i den nyere udviklingspsykologi, fremføres det her, at plejebørns vækstpotential er at finde i det omsorgsmiljø, som især plejeforældre er med til at skabe omkring barnet. Ofte er det mit indtryk, at plejeforældre kan have en tilbøjelighed til at undervurdere den betydning de har for plejebarnets psykiske udvikling, ikke mindst ved de børn som har særlige specialiserede behov. Mit ønske er, at den viden som artiklen er baseret på kan støtte dem til at fastholde troen og håbet på, at når de igen og igen tilbyder sig i samspillet, er sensitiv og følelsesmæssig tilgængelig for plejebarnet så nytter det noget, - også selvom at frugten måske først modnes og ses senere i plejebarnets udvikling eller i voksenlivet. Denne artikel ligger op til en diskussion af ordet professionalitet i forbindelse med plejeforældreskabet. Dette er ikke mindst relevant ved indførelse af den nye plejefamilie type den kommunale plejefamilie som er indført med Barnets reform. Denne type af plejefamilie er tænkt som en form for plejefamilie som skal tage sig af plejebørn med mere specialiserede behov. Børn med specialiserede behov kan på mange måder være udfordrerne og kræve en særlig pædagogisk indsats eller tilgang. Min pointe er dog, at uden en god og tryg tilknytningsrelation imellem plejebarnet og plejeforældrene, vil effekten af den pædagogiske metode eller tilgang som plejeforældre hjælpes til at have overfor et barn med særlige behov, ikke give meget udbytte. Mit håb er at denne artikel kan være med til at sætte fokus på, hvor vigtig det er, at disse plejeforældre stadigvæk ser det som deres opgave at danne følelsesmæssige tætte bånd til plejebarnet. Sat på spidsen, er spørgsmålet nu om man kunne bruge ordet professionel om de plejeforældre som er i stand til at følelsesmæssigt at investere sig i plejebarnet; som formår at være sensitive overfor plejebarnets behov og signaler; er følelsesmæssige tilgængelig for plejebarnet og som insisterer på at knytte an til barnet, på trods af gentagende afvisninger, provokationer m.m. Min pointe er, at de plejeforældre, som igen og igen insistere på kontakten og som igennem deres tilknytning til plejebarnet kan fremme plejebarnets psykiske og følelsesmæssige udvikling i høj grad kan sige at være professionelle. Henvisninger & Noter 1 Når der i artiklen skrives plejebarnet menes der plejebarnet og den unge. 2 Haugaard, J., & Hazan, C. (2002). Foster Parenting. In: M., P. Bornstein (Eds.) Handbook of parenting (p ). London: Lawrence Erlbaum Associates Publishers. 8

9 3 Brønserud, S., & Dessau, M.L. (2001). Anbringelse af børn i familiepleje At navigere i en kompleks virkelighed. Dafolo Forlag. 4 Repræsenteret ved Behovsskolen ved Goldstein, Freud & Solnit (1980) and Solnit, Nordhaus & Lord (1992)som hovedsagligt fandt sted i USA 5 Haugaard, J., & Hazan, C. (2002). Foster Parenting. In: M., P. Bornstein (Eds.) Handbook of parenting (p ). London: Lawrence Erlbaum Associates Publishers 6 Repræsenteret ved den objektteoretiske skole ved (Maler, Pine & Bergman (1975), Cederström Vinterhed et al. (1990), som hovedsagligt fandt sted i Sverige 7 Der er mange forhold som indvirker på børns uvikling. Ikke mindst i vores samtid hvor børneopdragelse på mange måder kan siges at være institutionaliseret, grundet børns tilstedeværelse i vuggestuer, børnehaver m.m. Sociologer taler om at danske børn oplever dobbeltsocialisering. Børns uvikling formes således igennem flere sociale sammenhænge i dag end tidligere. På trods af dette eksisterer der dog en afgørende mængde forskning som vidner om at barnets følelsesmæssige udvikling i særlig grad formes og skabes igennem de tætte følelsesmæssige bånd barnet har til de voksne som dagligt er i barnets liv. 8 Nogle forsker bruger begrebet dobbelt-socialisering til at beskrive det forhold at børns socialisering i dag typisk formes igennem flere forskellige sociale sammenhænge, end hvad var tilfældet tidligere. Dette skyldes især det forhold at begge forældre i Danmark ofte arbejde i dag, og børn derfor tidligt i deres liv institutionaliseres. 9 Mortensen, K., V., (2001). Fra neuroser til relationsforstyrrelser. Psykoanalytisk udviklingsteorier og klassifikationer af psykopatologi. Nordisk Forlag A/S, København. 10 Et barn, der ikke udviser denne eksplicitte skelnen og som blot bruger den voksne som er tilgængelig ved stressede situationer er formentlig alvorligt følelsesmæssigt skadet. 11 Howes, Carollee (1999): Attachment relationships in the context of multiple caregivers. I: Judy Cassidy & Phillip Shaver (Eds.), Handbook of attachment (p ). Guilford. 12 Jens Hardy Sørensen: Affektregulering i udvikling og psykoterapi. Hans Reitzels Forlag. København 13 Fonagy, P., Gergely, G., Jurist, E. & Target, M. (2007). Affektregulering, mentalisering og selvets udvikling. Akademisk Forlag, København 14 Smith, L., (2002). Tilknytning og børns udvikling. København: Akademisk forlag. 15 % henviser til hvor mange børn i den vestlige verden som gennemsnitlig vil tilhøre den kategori ifølge: Van IJzendoorn, M. (1995). Adult attachment representations, parental responsiveness, and infant attachment: A meta-analysis on the predictive validity of the Adult Attachment Interview. Psychological Bulletin, 117, Den desorganiserede tilknytningsstrategi er en klassificering som er tilkommet efterfølgende, i kølevandet på, at man fandt, at der var børn som var svære at indplacere i de tre eksisterende grupper. Se evt.: Mortensen, K., V., (2001). Fra neuroser til relationsforstyrrelser. Psykoanalytisk udviklingsteorier og klassifikationer af psykopatologi. Nordisk Forlag A/S, København. 17 Dozier, M., Stovall, K.C., Albus, K.E., & Bates, B. (2001): Attachment in infants in foster care: the role of caregiver state of mind. I: Child Development (72), Marcus, R. F. (1991). The attachment of children in foster care. Genetic, Social, & General Psychology Monographs, 117, & Schofield, G. (2002). The significance of a secure base: a psychosocial model of long-term foster care. Child and Family Social Work, 7, & Rustin, M. (1999). Multiple families in 9

10 mind. Clinical Child Psychology and Psychiatry, 4, Undersøgelserne har dog ikke anvendt standardiserede tilknytningsmetoder 19 Hart, S. & Schwartz, R. (2008). Fra interaktion til relation. Tilknytning hos Winnicott, Bowlby, Stern, Schore & Fonagy. Hans Reitzels forlag. 20 Fonagy, P., Gergely, G., Jurist, E. & Target, M. (2007). Affektregulering, mentalisering og selvets udvikling. Akademisk Forlag, København & Rasborg, L. (2007) Miljøterapi med børn og unge. Akademisk forlag. København. 10