Racerne i De Vestlige Riger - De Vestlige Riger - af Munken og Myten

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Racerne i De Vestlige Riger... 2 De Sorte Falke... 2 Fyrstedømmerne... 5 Hobbitterne... 7 Dværgene... 8 Skovelverne Mørkelverne Orkerne Goblingerne Jagtfolket

2 Racerne i De Vestlige Riger De Sorte Falke Kostume: De Sorte Falke på Lykkeøen er samlet med ét fælles formål og bærer derfor Kong Regnar Sortøjes farve sort. Falkenes slagkofter prydes af den karakteristiske sorte falk. De Sorte Falke bruger alle former for rustninger, både slagkofter (sorte), ringbrynjer, læderrustninger og pladerustninger. Falkene har skam også farverige klæder, men de bliver kun båret ved festlige lejligheder. KP: 3 Evner: Førstehjælp Kostumekrav: Sort kostume med De Sorte Falkes logo. Udseende: Mennesker, almindelig af bygning. Typiske våben: De Sorte Falke bruger mange slags våben og bærer derfor alt fra økser til sværd. Typiske guder: Valkir, Ara, Justers, Nøx, Mokotin, Desaya, Sisla, Kaldris, Iridel og Oron. Racebeskrivelse: De Sorte Falkes rige, Kongedalen, har eksisteret længere end mennesket kan huske. Falkene, som de kaldes i daglig tale, er meget ærekære folk. Deres historie strækker sig mere end 1000 år tilbage i tiden, og tronen er gået i arv fra generation til generation uden nogensinde at være faldet i de forkertes hænder. For De Sorte Falke betyder familien alt, har du ikke et falkenavn, eller kommer 2

3 du fra et sted uden for Kongedalen, kan det være meget svært at blive til noget i De Sorte Falkes Rige. Modsat Fyrstedømmerne behandler falkene hinanden med respekt, uanset om man er bonde, kongens rådgiver, eller sågar Konge, hilser man på hinanden, og når kongen er ude at rejse eller på jagt, bor han sammen med bønderne i landsbyer eller i skovene. De Sorte Falkes Rige regeres lige nu af Kong Regnar Sortøje, han bor på Falkenborg, som er hovedstaden i Kongedalen. Sidst, tronen var i fare, er ikke så mange år siden. Det hele startede med, at en af Falkenes Prinser, Armod Sortøje, havde været på rejse og var blevet forelsket i Shera, datter af en meget rig købmand Rimar fra Fyrstmark. Armod vendte hjem fra rejsen og sagde til sin far Regnar Sortøje, at han vile gifte sig med Shera. Det ville falkenes konge ikke høre tale om, for det første var hun ikke ud af falkeslægt, og for det andet har falkene aldrig stolet på magtfulde mennesker fra Fyrstmark, der snigmyrdede deres egen konge af pengegriskhed og magtsyge. Regnar Sortøje var sikker på, at det var et trick, udtænkt af Fyrst Osmann, for at få mere magt i Kongedalen. Da Prins Armod fik at vide, at han ikke måtte se Shera igen og slet ikke gifte sig med hende, blev han rasende. Han forklædte sig som sendebud og red straks afsted mod huset, hvor Shera boede. Der fik han, med hjælp fra en køkkenpige, listet sig op til Sheras kammer og fik hende overtalt til at tage med. De ventede til det blev mørkt, før de sneg sig ud til bagindgangen, hvor Armod havde sin hest, og red afsted. Det tog ikke langt tid, før Rimar fandt ud af, at hans datter ikke længere var i huset, og han pressede køkkenpigen til at tilstå, at Shera var taget afsted med Prins Armod. Rimar elskede sin datter meget højt, og han gik derfor op til en af sine gode venner, Fyrst Osmann og spurgte, om han ikke ville hjælpe ham med at få sin datter tilbage. Osmann så straks en mulighed for at tage noget land fra Falkene i Kongedalen, så han samlede øjeblikkeligt sin hær og marcherede mod Falkenborg. På Falkenborg var der i midliertid også problemer. Kong Regnar havde hørt, at Osmann marcherede mod Kongedalen, og samtidig var Prins Armod forsvundet. Kongen troede straks, at Osmann stod bag og nu var på vej til at tage tronen. Selvom han helst ikke ville kaste landet ud i en lang krig mod Fyrstedømmerne, kunne kan heller ikke gøre ingenting, for så ville Kongedalen falde i de forkerte hænder, og Kong Regnar ville ikke huskes som kongen, der lod Falkenborg falde. Han sendte derfor bud ud til alle stormændene om at samle hæren, og der gik ikke mange dage før soldater, bønder og alle, der kunne kæmpe, kom rejsende fra alle egne af Kongedalen for at hjælpe. Dagene gik, og kongens spejdere kunne nu meddele, at Osmanns hær nu kun var en dagsmarch derfra. 3

4 Alle Falkenes soldater samledes uden for Falkenborg og gjorde sig klar til kamp. Den følgende morgen red Regnar ud for at tale til sit folk og føre falkene i kamp. Idet han skulle til at tale til sine mænd, hørtes i det fjerne lyden af trommer og horn. Ude i det fjerne kunne man nu se Osmanns soldater komme marcherede, en hær på over 4000 mand. Regnar vendte om på sin hest og begyndte straks at ride mod fjenden. Han stoppede lige uden for de fjendtlige bueskytters rækkevidde og råbte, at han ville se sin søn. Efter nogle meget lange minutter kom en mand ridende fra Osmanns styrker, han nærmede sig Regnar, som nu kunne se, at manden ikke ville ham ondt, men ville tale. Manden var Osmanns general, som forlangte, at de udleverede Shera, som jo var blevet bortført af Prins Armod, for ellers ville det blive værst for dem selv. Det forstod Regnar ikke, for de havde aldrig set Shera eller taget hende. Osmanns general kunne også fortælle, at en køkkenpige havde set Armod og Shera ride mod Kongedalen. Regnar troede ikke et sekundt på, hvad generalen fortalte, for den slags ville hans søn, Prins af Kongedalen aldrig gøre. De to mænd stirrede længe på hinanden uden at sige noget. Uden tøven trak generalen sit sværd og stak Regnars hest, så den styrtede til jorden, uden at Regnar kunne nå at gøre noget. Omtumlet og liggende på jorden blev Regnar overfaldet af generalen, der var over ham, i samme sekund han lå på jorden. Regnar trak en kniv og huggede ud efter generalen, som tog et par skridt tilbage og gjorde sig klar til at give ham dødsstødet. Med ét hørtes et skrig fra oven, og en sort falk kom flyvende som et lyn fra en klar himmel. Falken styrede mod generalen med sine spidse klør, målrettet og klar til angreb. Falken skreg igen og borede sit spidse næb ind i øjet på den lamslåede general, så han tabte sit sværd i et forsøg på at jage falken væk. Dette gav Regnar nok tid til at vriste sig fri fra sin hest og komme på benene. Nu stod de to mænd overfor hinanden, og det stod dem begge klart, at der ikke skulle dø nogle soldater denne dag, men at det skulle afgøres ved duel. Generalen var tydeligt rystet over, hvad der kun kunne beskrives som guddommelig indgriben, og Regnar stod med ild i øjnene over modstanderens feje gerning. Regnar trak sit sværd og stormede frem mod generalen, der stod med blod løbende ned af ansigtet fra falkens kløer og næb. Fra Falkenes hær rejste sig et mægtigt brøl, idet de så deres konge styrte frem med hævet sværd og med stor kraft gennembore generalens rustning, så han faldt til jorden blødende og ude af stand til at kæmpe. Regnar stillede sig over generalen og råbte af sine lungers fulde kraft: "HVOR ER MIN SØN?" Generalen stirrede tilbage med øjne, der fortalte Regnar, at han ikke anede noget om Prins Armod. Nede bagfra begyndte Falkene at storme frem mod Fyrstedømmernes soldater, og Regnar sprang på 4

5 generalens hest og galopperede frem mod soldater, der var lammet af, hvad de netop havde set, vendte om og styrtede i den modsatte retning. Regnars soldater forfulgte Fyrstedømmernes soldater helt ud af Kongedalen og gjorde det klart, at man skal komme med større mod, hvis man skal besejre De Sorte Falke. Prins Armod og Shera, dem er der til den dag i dag, ingen, der har set. Fyrstedømmerne Kostume Rige og adelige fra Fyrstedømmerne bærer fine dyre klæder i røde og blå farver. Da de har folk til at kæmpe for sig, ses de sjældent eller aldrig i rustning. De almindelige borgere er meget fattige og er derfor klædt i slidte og snavnsede gevandter, da de arbejder hårdt hver eneste dag. Fyrstedømmernes soldater er klædt i rødt og sort med skinnende rustninger og fyrsternes våbenskjold på brystet. KP: 3 Evner: Førstehjælp. Kostumekrav: Fint, adeligt kostume (hvis du ikke er smed eller lignende). Udseende: Mennesker, almindelige af bygning. Typiske våben: Fyrstedømmernes soldater bruger sværd og/eller skjolde samt stagevåben. 5

6 Typiske guder: Op til den enkelte spiller. Racebeskrivelse: Fyrstedømmerne ligger midt i De Vestlige Riger og har derfor været centrum for det meste handel, rigerne imellem, gennem mange år. Fyrstedømmerne regeres af tre fyrster; Osmann i nord, Ramkin i midten og Abel i syd. Fyrsterne regerer hver deres del af landet med hård hånd og er ikke bange for at bruge deres magt overfor folk, der ikke retter sig efter deres befalinger. Befolkningen er både mennesker og hobitter, der alle må sætte sig i bundløs gæld til fyrsterne for at få lov til at dyrke landet. Under de tre fyrsters regeringstid er landet blevet stadig mere rigt, og fyrsterne har brugt mange kræfter på at erobre land og oprette kolonier rundt omkring for at styre al handel, der foregår i De Vestlige Riger. Før Fyrstedømmerne blev dannet, regeredes landet af den frygtede og magtfulde Kong Tritonus, også kaldet Den Syge Konge. Han behandlede folket dårligt og opkrævede urimelige skatter til at betale for sit overdrevne forbrug. Tritonus havde en deform hånd, som han brugte landets formue på at få kureret, han sendte bud ud til alle verdenshjørne og brugte enorme summer på at få fragtet de dygtigste heksedoktorer, shamaner og læger til landet for at få kureret sin hånd. En dag fik kongen nys om, at tre dygtige læger var kommet til landet. Rygterne sagde, at de havde rejst over hele verden og efter sigende kunne få blinde til at se, krøblinge til at gå og barnløse kvinder til at blive gravide. Han fik straks sendt bud efter dem. Dage blev til uger, og efter mere end en måned havde kongen stadig ikke set skyggen af de tre læger. Kongen blev mere og mere utålmodig, og sygeligt besat af at få kureret sin hånd beordrede han alle sine soldater ud i hver en afkrog af landet for at finde de tre læger. Knapt havde den sidste soldat forladt slottet, før tre mænd, maskerede og iført lange klæder, trådte frem for kongen. De præsenterede sig som de tre læger, og kongen beordrede, at de straks kurerede hans syge hånd. Så snart lægerne var alene med kongen, lod de klæderne falde, og kongen blev straks klar over, at de tre mænd ikke var læger men derimod hans tre mest betroede mænd. Hans personlige rådgiver Abel, generalen for hæren Ramkin og hans skatmester Osmann. Kongen blev forfærdet, men inden han kunne nå at gøre noget, trak Ramkin en kniv og gjorde det af med Den Syge Konge. Rygtet om kongens død spredtes hurtigt, og med hærens opbakning udråbte Osmann, Ramkin og Abel sig til 6

7 fyrster og delte riget og rigdommene mellem sig, og fra denne dag har landet været kendt som Fyrstedømmerne. Hobbitterne Kostume: Hobbitter er et fredeligt folkefærd, og deres klæder afspejler et roligt liv i landsbyen. Derfor bærer hobbitter oftest arbejdstøj, som passer til deres profession; forklæder, skjorter, beskidte støvler hatte og arbejdshandsker. Hobbitter elsker fest, og deres fineste tøj bliver fundet frem, så snart der er anledning til det. Når hobbitter tager på eventyr, bærer de alle deres ejendele og proviant i en bylt på ryggen. Iført vandrestøvler, praktisk tøj og hat drager de afsted. KP: 2 Evner: Førstehjælp, Urtekender. Kostumekrav: Ingen. Udseende: Små, robuste folk. Typiske våben: Hobbitter bærer typisk kun lette våben som knive, kortsværd, daggerter samt bue og pile. 7

8 Typiske guder: Valkir, Ara, Justers, Nøx, Mokotin, Desaya, Sisla, Kaldris, Iridel, Oron, Lyana, Arb, Fur, Vir, Urg, Gombas og Cretos. Racebeskrivelse: Hobbitter er små lavstammede folk, der bor sammen i små landsbyer. Hobbitterne holder sig for sig selv, da de gennem tiden er blevet udsat for lidt af hvert. På grund af deres højde og deres venlige sind er de lette ofre for snyd og svindel. Hobbitter er kendt for at opsøge det gode ved livet og er fremragende bagere, kokke, og ølbryggere og bruger meget tid på at feste og spille. Hobbitterne har ikke en konge, men hver landsby styres af et ældsteråd, der tager de store beslutninger i byen. Hobbitters evne til at få det bedste ud af selv det værste, har gjort dem meget eventyrlystne, og før en Hobbit stifter familie, skal verden udenfor byen udforskes. Hvis man rejser gennem landet, møder man ofte små grupper hobbitter på dannelsesrejse, og har man først delt et måltid eller et krus øl med en hobbit, har man en tro og loyal ven resten af livet. Hobbitterne er kendt for at være ejermænd til mange magiske genstande, som de har samlet på deres rejser. Kort sagt, døm aldrig en hobbit på andet end de eventyr, de har tilbagelagt. Dværgene Kostume: En hver dværg har tre forskellige slags klæder. Da dværgene oftest er velhavende, bærer de dyrt fint tøj og smykker til festlige lejligheder. Dværgene er også det folkefærd, som siges at være de dygtigste håndværkere, og derfor ses de tit i slidte læderforklæder, store skindhandsker og mudrede støvler. Dværge elsker at arbejde, og de vil helst beholde deres arbejdstøj på, så de altid er klar til at arbejde i minerne, smede eller støbe. I kamp bærer dværge oftest skinnende pladerustninger og våben med runeingraveringer. 8

9 KP: 4 Evner: Forstærket rustning. Kostumekrav: Skæg. Udseende: Dværge er små og robuste folk med langt skæg. Typiske våben: Dværgene er fysisk stærke krigere og ses derfor oftest med tohåndsvåben som er økser eller hammere. Det sker dog også, at dværgene bruger skjold og ethåndsvåben, men det er en sjældenhed. Typiske guder: Dværgene er de eneste væsner, som ikke tilbedermguderne. Racebeskrivelse: Dværge er små, muskuløse og stædige væsner. De bor under jorden i kæmpemæssige byer, som er udhugget i klipper og sten. Den største af dværgenes byer er Karak' azah, som ligger godt beskyttet i bjergene så langt mod nord, som kun de færreste har været. Vejen til Karak' azah er nådesløs og ufremkommelig. Den eneste vej, som fører til Karak azah, går gennem Jerndalen. Jerndal har fået sit navn efter de utallige rustninger, kanonkugler og våben, som ligger tilbage efter kampene, begravet under sneen. Kommer man igennem Jerndalen, træder man ind i De Gyldne Bjerges Pas og mødes af de mange udkigsposter, hvor dværge med kanoner, blider, katapulter, bomber og ballistaer holder et vågent øje med enhver sjæl, som kommer for tæt på. Disse maskiner er udviklet af dværgenes ingeniørerer og siges at være indgraverede med runer, som kun gør pinslerne endnu værre for den stakkel, der 9

10 måtte stå i deres vej. Slipper man gennem dværgenes artilleri,med livet i behold, mødes man af porten til Karak' azah. Porten siges at være tyve meter tyk og lavet af både klippe og dværgenes lenendariske stål. Ingen andre end dværgene selv ved, hvordan Karak' azah og de andre byer ser ud, da den synlige del af byerne kun er toppen af isbjerget. Dværgenes byer siges at være hundrede gange større under jorden, men kun de færreste har, i følge dværgene selv, gjort sig fortjent til at betræde deres domæner. Disse små skabninger er fantastiske smede og håndværkere, som bruger størstedelen af deres liv under jorden enten i minerne eller med at finpudse deres kampteknik eller smedehåndværk. Dværgene sætter stor ære i at værne om deres familier og ikke mindst familiens klan. Der findes mange forskellige klaner, som hver især udmærker sig inden for et felt. Nogle klaner er kendte for deres krigskunst, andre for deres evne til at finde ædelstene, mens nogle klaner er kendt eller berygtede for deres griskhed. Klanerne er vigtigere for dværgene end selve livet. Højkongen kan til enhver tid hidkalde klanerne til kamp, da alle klaner har sværget en oldgammel ed om altid at adlyde og forsvare højkongen og hans domæne for enhver pris. Dværge har altid skæg. Jo flottere et skæg en dværg har, jo mere ser andre op til ham. Dværgenes stolthed sidder i skægget, mener de selv. Også en dværgs alder kan ses på skægget. Jo længere skæg en dværg har, jo flere vintre har dværgen set. Alle dværge holder af guld, sølv og ædelstene, og derfor er dværgene også de bedste og mest erfarne, når det kommer til minearbejde. Dværgene har enevælde i deres enorme byer, og kongerne er enten helte eller mægtige runemagikere. Runemagikerne kan ikke kaste magi af sig selv, men bruger forskellige runer til at opnå, det de vil. En rune kan hugges ind i hvilket som helst våben eller materiale og dermed gøres magisk. Udover, at dværgene er formidable håndværkere, er de også virkelig gode til at opfinde maskiner. Det er dværgene, der først opdagede krudtet, dampmaskinen og øllet. Fest og god mad er vejen til enhver dværgs hjerte. Dværgene er de eneste væsner, som ikke tror på gudernes eksistens. I følge dværgene er det deres forfædre, som guider dem og er skyld i livets med- og modgang. 10

11 Skovelverne Kostume: Skovelverne er født og opvokset i naturen blandt skovens væsner, hvilket ses tydeligt på de klæder de bærer. Skovelverne er sky væsner, som bærer kapper og kutter i naturens farver for bedre at kunne skjule sig i skovene. Disse elvere ses altid udsmykkede med fjer, træsmykker, talismaner og andre genstande, som altsammen er lavet af materialer fra naturen. Skovelvernes rustninger er sjældent tunge, da de skal kunne bevæge sig rundt i trætoppene lydløst og hurtigt. KP: 2 Evner: Træskjul, Skovens Beskytter, Mesterskytte og Urtekender. Kostumekrav: Kostume i jordfarver, spidse ører. Udseende: Skovelverne er spinkle væsner med spidse ører og bemalede ansigter, som vidner om, at disse væsner tilbeder Lenaya skovens gudinde. Typiske våben: Skovelvere er hurtige, behændige og smidige og er derfor nogle af de dygtigste bueskytter i De Vestlige Riger. Derfor ses de altid med bue og pil. Lette sværd, knive og spyd bruges også af elverne. Typiske guder: Lyane, Urg, Arb, Fur, Vir, Ara, Desaya, Justers, Sisla, Iridel, Oron og Cretos. 11

12 Magi: Træsang (hviletid: 10 min.), Healing (hviletid: 10 min.). Racebeskrivelse: Alt liv er helligt, og alle skal elskes. Disse ord har Skovelverne levet efter, siden alting opstod, og dette regelsæt har gjort skovelverne til den mest fredelige af alle racer. Dermed ikke sagt, at disse elvere aldrig drager i kamp. Skovelverene er generelt fredelige og venligtsindede, men hvis nogen eller noget truer deres samfund eller naturen, vil de kæmpe til sidste blodsdråbe for at forsvare det, de har kært. Skovelverne kendes ved deres spidse ører og deres bemalede ansigter. Skovelverne lever i harmoni med naturen og vil gøre alt for at beskytte den. Disse elvere tilbeder Lenaya, gudinden for natur, samt elementguderne Urg, Arb, Fur og Vir. Skovelverne er i så tæt kontakt med naturen, at de kan mærke gudernes tilstedeværelse i naturen selv. Derfor er mange skovelverdomæner under magisk beskyttelse af disse guder, og alle ved, at man aldrig skal bevæge sig ind i disse områder uden tilladelse fra elverne selv. De magiske skovområder, hvor skovelverne holder til, er kendetegnet ved at huse væsener af magisk oprindelse. Disse væsener er med til at opretholde skovens balance og holder øje med hvem og hvad, der passerer igennem elvernes land. Folk, der har rejst i skovelvernes land, beretter om edderkopper med kroppe så store som møllehjul, ravne så kloge som troldmænd og tusindben med skal så hård som det fineste dværgestål. De magiske skove er også tilholdssted for de fantastiske skovalfer, som ved et enkelt blik kan få selv den mest hadske mørkelver til at sænke paraderne. Alferne er skovens beskyttere og viser sig kun meget sjældent for mennesker. Man mener, at disse magiske væsner er sendt til verdenen af Lenaya selv for at beskytte hendes skove. Skovelvernes byer finder man ikke ved første øjekast, men rejser man i skovelvernes land, kan disse byer ses højt oppe i trækronerne. Husene er nærmest i èt med trætoppene, og kun duften fra druidernes eliksirkar røber deres tilstedeværelse. Druiderne er højt respekterede hos skovelverne, fordi de er i direkte kontakt med naturen, ja faktisk mener nogen, at druiderne er blevet delvist opslugt af naturen. Druiderne er skovens vogtere og kan tage skikkelse som dyr eller elementer. Skovelverne har foruden deres druider også magikere. Magikerne tilbeder elementerne og får deres magi fra naturen. En mægtig skovelvermagiker kan få de ældste egetræer til at lystre, som en hund 12

13 lystrer sin herre. I skovelversamfundet skal alle beslutninger til afstemning blandt befolkningen. Det sker dog, at skovelvenes befolkning ikke altid kan nå til enighed, og her træder skovelvernes ældste til. Hver skovelverby har et råd bestående af de fem ældste i byen, som er meget respekterede for deres livserfaring og visdom. Mørkelverne Kostume: Mørkelvere er sorte både i klæder og af sind. De bærer sorte og mørkegrå gevandter med hætter og er meget forfængelige hvad angår deres udseende og påklædning. Mørkelvere er lyse i huden og bruger derfor deres mørke klædedragt til at gemme sig i skyggerne. Hvis en mørkelver bærer rustning, er denne meget let og lydløs, så mørkelverne nemt kan snige sig omkring uden at blive opdaget. De pryder deres ansigter med mørke tegn for at ære Naggaina - den dæmoniske gudinde. KP: 2 Evner: Skyggeskjul, Finskytte og Kriger. Kostumekrav: Sort tøj og spidse ører. Udseende: Spinkle, høje, spidse ører og sorte tegn i ansigtet. 13

14 Typiske våben: Mørkelvere er dygtige krigere og bærer fine elegante sværd, kastestjerner, kasteknive, daggerter, knive, spyd, bue og pil. Typiske guder: Naggaina, Ox, Kratos, Nagash, Noaris, Rak, Tesla, Nekranos, Tox og Cretos. Magi: Smerte (hviletid: 5 min.). Racebeskrivelse: Mørkelverne er sønner og døtre af kaos. Deres blege hud og hvide tegn i ansigtet fortæller, at disse væsner tilbeder dæmoner og mørk magi. Mørkelverne tilbeder først og fremmest Naggaina, den dæmoniske gudinde, og de mener selv, at de er hendes budbringere og tjenere. Mørkelverne er nådesløse og egoistiske men altid loyale overfor deres hærfører og ikke mindst Huset. Hærføreren styrer det, der kaldes Huset. Alle mørkelver tilhører et Hus og de, der ikke gør, bliver betragtet som fredløse. De forskellige Huse repræsenterer de forskellige mørkelverfamilier, som lever i De Tusind Tinders Land. Disse familier tæller op til flere tusinde individer. Kun de stærkeste og mest betydelige kan træde ind i familien og blive en del af Huset. Familierne vurderer meget nøje, hvem deres sønner og døtre skal giftes med, og oftest er det arrangeret af forældrene i forhold til, om det kan gavne Huset som helhed. Penge og magt er vigtige faktorer i mørkelvernes huse og familier. Hærføreren af Huset styrer med hård hånd og tåler ikke ulydighed eller mangel på disciplin blandt hans/hendes soldater. I modsætning til alle andre racer er alle mørkelvere krigere. Når en mørkelver bliver født, går der kun et par år, inden de bliver kastet ind i en nådesløs træning i at dræbe og kunne begå sig taktisk. Rangsystemet er også en meget vigtig del af mørkelvernes måde at leve på. Hvis du er nederst i rangsystemet, gør du, hvad der bliver sagt, ellers dør du. Hvis du er i midten af rangsystemet, betyder det, at du har kæmpet dig op og har undgået at blive dræbt i forsøget. Kampen op i rangsystemet foregår både med våben og tale. Mørkelvere er dygtige talere, og kan få selv den 14

15 modigste ridder til at trække sig før en kamp. Mørkelvernes magikere er udenfor rangsystemet og bliver betragtet som Husets elite. Disse magikere ved man kun lidt om, men det man ved er, at de bruger dæmoniske kræfter, og al magi, som strømmer gennem deres kroppe, er til for at skade. Mange mørkelvermagikere er mestre i at hidkalde kræfter fra underverdenen eller de dødes rige. I den sydligste del af De Vestlige Riger ligger nekromantikernes tårn Nacron. Kun mørkelvere elsker livet så lidt, at de tør beskæftige sig med sådanne kræfter, og det er langt fra altid, at det går godt. Der er mange historier om mørkelvere, som er blevet opslugt af magiske kræfter, de ikke selv kunne styre eller sporløst er forsvundet. Det er derfor mørkelvernes styrke at stræbe hæmningsløst efter magt og uovervindelighed, men samtidig er det også deres svaghed. Stol aldrig på andre end dig selv er mørkelvernes vigtigste leveregel. Alle mørkelverbyer styrers af en hærfører, som er blevet udpeget af den enevældige konge Àthrall, hvis navn får selv de modigste Ara-præster til at skælve. Àthrall er leder og faderskikkelse for den ældste af de mørkelviske familier; Thrêtcha-familien og er samtidig den retmæssige ejer af den mørkelviske trone. Familien har videreført deres adelige blod generation efter generation bag byens massive mure. Àthrall er de dødes betvinger, de sjæleløses mester og hærfører for alle mørkelvere i De Vestlige Riger. Han vandrer ofte ad De Tusind Tinders Riges farlige veje til toppen af Nacron for at rådføre sig med guderne, i hvis navn han har svoret at ødelægge hele verden. Da Àthrall gjorde krav på tronen, for knap tusind år siden, forlangte han, at alle mørkelvere skulle samles under samme konge, koste hvad det ville. De, som satte sig imod, mødte Àthralls vrede og blev udslettet. Efter en 600 år lang krig i De Tusind Tinders Land lykkedes det endelig Àthrall at udnævne sig selv som enevældig diktator og konge. Alle skulle leve og dø efter én bestemt lov; Àthrall ord. Àthrall ord: Som mine børn skal I følge mit ord. I skal leve og dø under min befaling. Vig jeres liv til vores moder Naggaina den alvidende dæmoniske gudinde. Gør i jeres liv, aldrig for at behage jer selv, men med et enkelt formål, at styrke den mørkelviske race i at udleve mit og kun mit ord. I al jeres færden, frygt aldrig det levende, ej heller det døde, da jeg er betvinger af Kranos skabninger. 15

16 Stol aldrig på andre end dig selv og din fader Àthrall, betvingeren af alt levende. Mithrea, hustru af Àthrall, dronningen af De Tusind Tinders rige, sidder ved kongens side og lader ham aldrig ude af syne. Hendes sitrende hadefulde øjne siges at kunne fryse de levendes kroppe til is. Ingen vover at få øjenkontakt med denne isdronningen. Mithrea er kendt ved flere navne blandt andet tæmmeren. Historierne fra De Tusind Tinders land fortæller om grotter langt nede i de dybeste ishuler, hvor selv ikke Aras lys kan trænge igennem. Grotterne siges at huse væsner fra en svunden tid. Væsner, som taler på sprog, kun de mest fordærvede sjæle kan tyde, væsner i hvis vrede, flammehav opstår, og hvor udødeligheden bliver sat til skamme. Disse væsner er aldrig blevet tæmmet af andre end Mithrea, og den kendte verden frygter den dag, isdronningens vrede vil sætte væsnerne løs. Orkerne Kostume: Orker er altid klædt i læder, pels eller rustning. Orkernes kroppe er mørkegrønne, og deres tøj er slidt. Deres udstyr bærer præg af, at det ikke bliver passet ordentligt, men derimod er fundet på slagmarken eller banket sammen af forskellige ting, de har fundet rundt omkring. Altså - det er rustent og beskidt. Orkernes klæder er oftest i jordfarver. KP: 7 Evner: Vildskab. Kostumekrav: Mørkegrøn, mørkerød eller mørkebrun sminke. 16

17 Udseende: Orker er mørkegrønne, mørkebrune, eller mørkerøde. De er store og muskuløse og har grove ansigtstræk. Typiske våben: Orker er ikke kræsne i forhold til, hvilke våben de bruger i kamp. Hvis våbnene er store og frygtindgydende, må de gerne være lidt rustne. Typiske guder: Ox, Gombas, Mokotin, Kaldris og Kratos. Racebeskrivelse: Orker er stærke og udholdende væsner. Orkerne er hverken dumme eller har mindre hjerner end menneskene. I modsætning til menneskene er orkerne primitive og elsker at holde deres liv enkelt uden at skulle bekymre sig om andet end dem selv. Orkerne er brutale krigere, som ikke er bange for at dø. De lever deres liv i håb om at dø i kamp. Dette kalder orkerne Den Sande Død. Den Sande Død betyder, at en ork altid skal stræbe efter at dø i kamp mod en fjende og aldrig af alderdom. Orkerne bor i stammer og har altid en høvding og en shaman. Høvdingen er den, som orkerne har valgt til deres leder, fordi han har udvist særligt mod eller styrke. Shamanen er orkernes magiker. Han sørger for at holde uheld væk, og han hjælper også i kamp med mange former for magi. Hvis en høvding viser svaghed, vil de stærkere orkere udfordre ham og måske overtage hans plads. Alle orkstammer i De Vestlige Riger tilhører Magull den nådesløse. Magull er kendt for at være De Vestlige Rigers mest brutale og nådesløse tyran. Han går ikke af vejen for at hugge hovedet af sine krigere, hvis de blokerer hans udsyn. Magull har adskillige gange kastet orkerne ud i årelange krige over personlige opgør med andre hærførere. En af disse krige er bedst kendt som Blodmarchen. Vi befinder os i det øsligste af orkernes land Rustsletten. Det var fem år efter Fyrstedømmernes kolonisering af De Vestlige Riger. Pengene fossede ind i Fyrsternes kister fra alle de utallige kolonier i riget. Den dengang velhavende Grev Gabriel havde netop sendt et skib afsted mod Osmannstad med lasten fuld af ædelsten. Grev Gabriel havde inden deres ankomst lavet en snu aftale med høvding Skroll fra Baraktar, den østligste by på Rustsletten. Aftalen lød på, at Gabriel 17

18 ville skaffe Skroll uanede mængder af guld, hvis han til gengæld forsynede ham med sjældne pelse fra landets mange utrolige skabninger. Skroll løb en stor risiko ved at indgå en aftale med et menneske. I et halvt år blev der sejlet pelse fra Rustsletten til Osmannstad og Skroll blev rigere end nogensinde. En dag fik en af Skrolls håndlangere kolde fødder i frygt for Magulls frygtlige hævn og rejste til Baraktar for at bekende Skrolls aftale med Fyrstedømmerne. Håndlangeren var klar over, at dette ville koste ham livet. Da Magull hørte om Skrolls gerninger, greb han håndlangeren i halsen, løftede ham op og med den anden hånd rev han hovedet af ham på stedet. Magulls brøl om en blodig hævn siges at kunne høres endnu. Få sekunder efter satte Magull i løb mod Baraktar og Høvding Skroll. Magull løb i 2 dage før hans vrede kunne høres fra Baraktars vagttårne. Alle, som stod i vejen på vej til høvding Skroll, blev lemlæstet, hvis de ikke nåede at flygte. Skroll vidste nu, at Magull var kommet med det ene formål at gøre det af med ham. Skroll greb sin økse og sit skjold og gjorde sig klar til det, han troede, skulle blive en duel. Men sådan gik det ikke. Magull smadrede døren op til Skrolls tårn, og den klippe tunge orkhøvding stormede mod ham. Uden så meget som at blinke greb Magull Skrolls arme og løftede ham over jorden. Magull stirrede Skroll i øjnene, og de vidste begge, hvad der nu skulle ske. Uden besvær rev Magull begge arme af Skroll, som landede hårdt på gulvet, inden Skroll kunne nå at bede om nåde, knuste Magull hans kranie med sit knæ. Stadig tørstende efter en blodig hævn sprang Magull op på en af Rustslettens mægtigste skabninger, en Tonko, en kæmpemæssigt okse med horn så spidse som spyd og hove så store som kampesten, og red afsted mod Gabriels koloni. Længe før Magull kunne ses, hørtes Tonkoens hove mod jorden. Vredere og kun mere hævntørstig red Magull ind i kolonien uden at ænse de mænd, kvinder og børn, der blev knust under Tonkoens hove. I én bevægelse sprang han af Tonkoen og trak sit enorme jagtspyd, stort nok til at kunne sænke et skib. Med et brøl, der fik husene til at svaje, kastede han spydet mod grevens bryst. Spydet ramte Greven og naglede ham til væggen. Greven var stadig i live, da Magull med stor kraft trak spydet og greven ned fra væggen, og med en brutal styrke slyngede hans livløse krop gennem taget og ud på torvet, til skræk og rædsel for byen. Inden solen gik ned, havde Magull jævnet byen fra Russlettens overflade og dræbt enhver, der stod i hans vej. Efter hændelsen indledte de tre fyrster en massiv offensiv mod Rustsletten og særligt mod Magull Den Nådesløse. Kampene varede i tre år, og begge sider led massive tab. Til sidst måtte fyrsterne dog indse, at de ikke både kunne kæmpe en kamp i orkernes eget land, samtidig med at de skulle opretholde deres kolonier. 18

19 Goblingerne Kostume: Goblingerne i De Vestlige Riger har endnu ikke etableret sig og er ofte jaget. Derfor er deres klæder sammensat af alt, hvad de kan finde af gammelt tøj, rustningedele, knogler og fjer. Goblinger ses tit på slagmarken efter et stort slag eller i en nedbrændt landsby, hvor de samler alt, hvad der kan holde dem varme og tørre samt beskytte dem fra vilde dyr og sværd. Goblinger er små og ikke særligt stærke, derfor bærer de kun rundt på det absolut nødvendige, så de kan flygte i en fart, hvis der er fare på færde. KP: 2 Evner: Urteekspert, Tyv. Kostumekrav: Grøn sminke, lang spids næse og ører. Udseende: Goblinger er små, spinkle, grønne, med spidse næser og ører. Typiske våben: Goblinger bærer kun lette våben som knive, kortsværd, daggerter samt bue og pile. Typiske guder: Tesla, Rak, Nagash, Tox, Kratos, Noaris. Racebeskrivelse: Gobliger er små, snedige, snu og tyvagtige. Goblingerne har ikke særlig meget at skulle have sagt i stammesamfundet, med mindre de har en shaman, som kan repræsenterer dem. Hvis en stamme 19

20 ikke har en goblingshaman, vil orkerne holde dem nede og måske til tider dræbe dem. Goblingernes shamaner menes at kunne se frem i tiden og forudsige store begivenheder. I De Vestlige Riger lever goblingerne i små bosættelser og har aldrig rigtig fået plads eller lov til at bygge store kolonier. Goblingerne betragtes som skadedyr, og var det ikke fordi, at goblinerne selv er dygtige bedragere, ville de blive brugt som slaver i hele riget. Disse små grønne væsner er desuden formidable til at lave gifte og fælder og bruger meget af deres tid i laboratorier, hvor de eksperimenterer med at frembringe de dødelige dråber. Særligt er goblingerne glade for de giftige tox-svampe, som kan frembringe mareridt hos de, der indånder deres sporer. Gobligernes størrelse og behændighed gør dem til formidable tyve, og i mange byer huserer tyvebander af goblinger, som lever af at stjæle fra markederne og adelen. Goblingerne er heller ikke blege for at stjæle fra hinanden, hvis det gavner dem selv. Jagtfolket Kostume: Jagtfoket bærer simple, praktiske klæder. De lever på de golde saltsletter og beskytter sig mod blæsten og kulden ved at bære kraftige klæder gerne i pels og læder. Om hovedet og overkroppen har de viklet lange tørklæder, som beskytter dem mod solen og skjuler deres stemmer, når de jager vildtet nær deres bosættelser. KP: 3 Evner: Skytte, Førstehjælp, Vildskab. Kostumekrav: Tørklæde i jordfarver til at dække ansigtet. 20

21 Udseende: Muskuløse, grove ansigtstræk. Typiske våben: Økser, spyd, bue og pil, knive og kastevåben. Typiske guder: Kaldris, Rak, Mokotin, Tesla, Nagash og Ox. Racebeskrivelse: Jagtfolket er et stammefolk, der lever som nomader. Det betyder, at de bor i små teltbyer og flytter rundt, som de vil. De bliver aldrig det samme sted i mere end et halvt år, flytter med årstiderne og efter, hvor det er nemmest at skaffe mad. Stammerne udgøres af mand og styres af en stærk klanhøvding, der udvælges ved kamp blandt stammens stærkeste og bedste krigere. Jagtfolket er fremragende jægere, der lever stærkt knyttet til naturen og tager varsler ved at iagttage fugles flugt, lyn og torden eller ved at studere indvolde af offerdyr. Efterhånden som De Vestlige Riger er blevet befolket af alle mulige væsener, og efterhånden som også Fyrstedømmerne har bredt deres kolonier ud over De Vestlige Riger, er Jagtfolket blevet mere og mere krigeriske, røver karavaner, stopper folk for at opkræver skatter og bortfører velhavende folk for at opkræve løsepenge. 21