KINABLADET. KINABLADET NR. 25 FORÅR 2005 Udrenset partichef 3 til besvær efter sin død

Transkript

1 NR. 25 FORÅR 2005

2 KINABLADET udgives af Dansk-Kinesisk Forening og udkommer fire gange om året (marts, juni, september og december). Foreningens medlemmer får bladet tilsendt gratis. Man kan tegne abonnement på bladet uden at være medlem af foreningen. Et årsabonnement koster 175 kr. Kinabladet er medlem af Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter. Dansk-Kinesisk Forening er af Københavns kommune godkendt som en folkeoplysende forening. Redaktion: Flemming Poulsen (ansvarshavende) Fresiavej 3, 3450 Allerød. Tlf Mads Holst Jensen, Anette Kruse, Jette Mechlenburg, Signe Overgaard, Claus Seiden, Henrik Strube Layout: Torsten Valeur Kalligrafi: Lan Wang Valeur DANSK-KINESISK FORENING blev stiftet 25. januar Dens formål er at være samlingssted for alle med interesse for Kina samt at formidle oplysning om Kina. Foreningens vedtægter kan fås ved henvendelse til sekretæren, der også tager imod indmeldelser og tegning af abonnement på Kinabladet. Hjemmeside: KINABLADET NR. 25 FORÅR 2005 Udrenset partichef 3 til besvær efter sin død Energikrisen i Kina 4 Et springbræt for nyt dansk-kinesisk samarbejde En sag om ytringsfrihed 8 Politisk betændt injuriesag om forbudt bog Buddhismen i Kina før og nu 12 En indflydelsesrig faktor i kinesisk kultur Læs, le og lær 17 Anmeldelse af bog om Kinas historiefortællere Kinas flydende jade 18 Historien om kinesernes nationaldrik Livlig trafik på Kinas internet 22 Debativrige kineseres nye samlingssted Generalforsamling i Dansk-Kinesisk Forening 25 Bestyrelsens beretning og regnskab Nyt om kinesernes liv og færden 26 Små og store begivenheder i kinesernes hverdag Arrangementer 28 Tre foredrag i Dansk-Kinesisk Forening Sekretær og kasserer: Gudrun Lindhard Istedgade 27, 1.tv., 1650 København V Tlf guan@wanadoo.dk Foreningens girokonto: Formand: Kjeld A. Larsen Kochsvej 16, 1812 Frederiksberg C tlf kjeld.a.larsen@get2net.dk WEB-master: Henrik Strube Kastanie Allé 2H, 3.tv Vanløse Tlf hs@dansk-kinesisk.dk Medlemskontingent: Enkeltmedlemmer kr Parmedlemmer kr. Pensionister, unge under 18 år og studerende kr. Pensionistpar kr. Kollektivt medlemskab kr. Eftertryk af bladets artikler, fotos mv. kun tilladt efter aftale med redaktionen. ISSN Tryk: Birkerød Bogtryk Forsiden Buddhismen kom til Kina fra Indien for 2000 år siden og har haft stor indflydelse på landets religiøse og kulturelle udvikling. Den er i dag en af de dominerende religioner i Riget i Midten. Statuer og billeder af buddhismens grundlægger, Siddhartha Gautama, findes i tusindtal over hele landet. Billedet på forsiden er fra Biyun-templet i Beijing. Side 12 skriver religonshistorikeren Klaus Bo Nielsen, Aarhus Universitet, om buddhismen i Kina før og nu. (Foto: Flemming Poulsen). 2

3 UDRENSET PARTICHEF TIL BESVÆR EFTER SIN DØD Zhao Ziyang, der blev partichef som Deng Xiaopings lærling, men satte sig op mod ham, døde den 17. januar Af Claus Seiden Det mest påfaldende ved Zhao Ziyangs eftermæle var dets lapidariske form. Hans død blev nævnt af nyhedsbureauet Xinhua og i nogle aviser i Sydkina, hvor han havde arbejdet i sine tidlige år, men hverken i den landsdækkende presse, i radio eller tv selv om nogle af dagens nyhedsoplæsere havde taget sort tøj på. Den enkle forklaring er, at Zhao Ziyang, der blev fjernet som kommunistpartiets generalsekretær i 1989, med partiets øjne nok stadig repræsenterer kætterske tanker. Den lidt mere komplicerede, og derfor i kinesisk sammenhæng mere sandsynlige forklaring er, at hans ideer deles af mange i den kinesiske ledelse i dag, men at det stadig er så omstridte tanker, at det ville skabe splid, hvis de blev hyldet eller kritiseret i nekrologer. Altså valgte man tavsheden. Der er ret detaljerede skildringer af, hvor grundigt propaganda-myndighederne havde forberedt sig på at lægge låg på eventuelle sørgedemonstrationer. Myndighederne forsinkede begravelsen, politiet lagde, om ikke låg så hånd på de demonstranter der var mødt op, men styret sendte topfolk til højtideligheden med Jia Qingling i spidsen. Han sidder i Politbureauets Stående Udvalg og er efter protokollen nummer fire i landet. Og så er han nær ven af Jiang Zemin, der fortrængte Zhao i Begravelsen fik presseomtale men uden at Zhaos titler blev nævnt, og med en forklaring om, at han gjorde meget for de økonomiske reformer, men begik meget alvorlige fejltagelser under det voldsomme, politiske røre i Det var den gang Zhao gik ned og talte med studenterne på Tiananmenpladsen, kort før hæren blev sat ind mod dem. Han var søn af en godsejer i Henan og sluttede sig til kommunistpartiet i 1938, da han var 18. Zhao blev partikadre og var i 60 erne blevet partisekretær for Guangdong-provinsen. Så kom kulturrevolutionen, han blev udrenset og dukkede først op i begyndelsen af 70 erne, nu som partisekretær i Sichuan. Der fik han af Deng Xiaoping til opgave at gennemføre de økonomiske reformer, og så gjorde han karrriere i Dengs kølvand: Premierminister i 1980, partichef i 1987 til han faldt i Studenterprotesterne på Tiananmen-pladsen havde samlet omkring en million mennesker, da Kinas ledere mødtes for at reagere. Zhao lånte en megafon og fortalte studenterne, at han personligt mente, de havde ret til at lade deres protester høre, men at de nu måtte holde op, for jeg kom for sent. Underforstået: Han havde ikke kunnet hindre et indgreb. Dagen efter blev der indført krigsretstilstand i Beijing, og fjorten dage senere blev hæren sat ind mod demonstranterne. Da var Zhao allerede fjernet fra topledelsen, og siden har han været i husarrest til han døde som 85-årig. Hans datter sagde ved meddelelsen om hans død: Nu er han endeligt fri! Zhao karakteriseres i dele af vestlig presse som tilhænger af en demokratisering, fordi han støttede studenterne på Den himmelske Freds Plads. I Kina er samme tanke i hvert fald så udbredt, at myndighederne frygtede en ny demonstration ved hans død. Det var jo faktisk sørgehøjtidelighederne for Hu Yaobang, der udviklede sig til Tiananmen-demonstrationen. Vestlige sinologer sætter dog spørgsmålstegn ved, hvor interesseret Zhao var i demokrati. Han havde selv brugt temmeligt hårdhændede metoder mod dissidenter og så snarere en liberalisering som middel til at fremme økonomiske reformer end (Fortsættes side 7) I Hong Kong, hvor forholdene er lidt friere end i det øvrige Kina, er den kontroversielle partileder Zhao Ziyang blevet mindet i fuld offentlighed. Han blev afsat som generalsekretær for Kinas Kommunistiske parti i maj 1989, fordi han helt åbenlyst udtrykte sympati for de regeringsfjendtlige studenterdemonstrationer. I det øvrige Kina forbød partiet offentlige mindearrangementer. Billedet her er taget i Hong Kong 19. januar 2005, to dage efter den tidligere partileders død. (Foto: Mike Clarke/Scanpix). 3

4 ENERGIKRISEN I KINA ET SPRINGBRÆT FOR NYT DANSK-KINESISK SAMARBEJDE Kinas energiproblemer truer med at ødelægge kinesernes forventninger om en højere levestandard, medmindre der tages nye vidtgående og centralt styrede energipolitiske initiativer. Danmark kan få en rolle ved levering af miljøvenlige kraftværker. Af Ole Odgaard Cand.scient.soc., ph.d. Det er ikke uden grund, at man i det klassiske kinesiske køkken skærer madvarerne i små stykker, så de hurtigt kan tilberedes det sparer på brændslet, som altid har været en mangelvare. Kina har i tusinder af år haft knaphed på energi. Den nuværende energimangel adskiller sig imidlertid fra den i tidligere epoker. Manglen på traditionelle energikilder i form af træ og halm er forsøgt løst ved at udvikle en moderne energisektor. I de sidste 55 år har Folkerepublikken i industrialiseringens pionerånd opført stadig flere kulværker. Kinas enorme økonomiske vækst medfører, at der konstant er en uslukket tørst efter mere energi fabrikkerne får rationeret deres elforbrug, og strømafbrydelser er hyppige i mange områder. De mange kulværker forurener endvidere så meget, at Kina har nogle af de største miljøproblemer i verden. Energiudnyttelsen er løbende blevet forbedret, men energiforbedringernes miljøgevinst er blevet overhalet af kraftværkernes konstant voksende kulforbrug. Miljø- og energiproblemerne er nu så omfattende, at det er den største klods om benet på de kinesiske ambitioner om at blive et i-land. Derfor satses der nu på de mest miljøvenlige og energieffektive kraftværker, som Danmark er ved at få en hovedrolle i at levere. Kul skyld i sygdom og miljøproblemer Kinas hurtige og kulbaserede industrialisering ses tydeligt i forekomsten sten af nye, miljøbetingede sygdomme. Åndedrætsproblemer og hjertesygdomme forårsaget af luftforurening topper nu listen over de hyppigste dødsårsager i Kina. Kulkraftværker og husholdningernes brug af kulovne og -komfurer er hovedforklaringen. Kul bidrager således med 85 pct. af den udledte svovldioxid, 60 pct. af de udledte kvælstofoxider og 85 pct. af drivhusgassen CO 2, ifølge det Internationationale Energi Agentur (IEA). I flere kinesiske storbyer er luftforureningen målt til at være 35 gange værre end i London, ifølge den britiske avis The Guardian. Engelsk syge er mange steder udbredt, da solen ikke kan trænge igennem og danne de D-vitaminer i huden på folk, som er så vigtige for knogledannelsen. Faktisk overskrides miljønormerne for luftkvalitet i to tredjedele af Kinas storbyer. 40 pct. af Kina er nu udsat for syreregn med lokale afgrødetab på mellem 5 og 30 pct. til følge. I de fleste storbyer i Syd- og Østkina males bussernes tag hvert år, da syren har ætset malingen væk. Ifølge WHO har Kina syv af verdens 10 mest forurenede byer. Verdensbanken har udvidet listen til at omfatte de 20 mest forurenede byer her har Kina den tvivlsomme ære at være repræsenteret med 16 byer. Verdensbanken anslår, at alene omkostningerne fra luftforureningen i form af øgede sygehusudgifter, tabt arbejde, afgrødetab m.v. vil stige fra 5 pct. af BNP i 1995 til hele 13 pct. af Kinas BNP i Hvis omkostningerne fra vand- og jordforurening m.v. stiger i samme takt, vil de direkte omkostninger sluge omkring en femtedel af Kinas BNP i Stærkt stigende energibehov Kort sagt: Hvis miljø- og energisektoren ikke omstilles radikalt, vil de kinesiske udviklingsambitioner og befolkningens forventninger om en højere levestandard ikke blive opfyldt. Den kinesiske ledelse har ikke overraskende kvitteret med at opstille nye miljømål og nye energipolitiske initiativer, der er langt mere vidtgående og centralt styrede end hidtil. I de sidste 30 år er Kinas primære energiforbrug tredoblet og er dermed det næststørste i verden. Ifølge IEA forventes energiforbruget også at stige eksplosivt fremover. I 2030 forventes energiforbruget at være mere end dobbelt så stort som i dag. Dermed vil Kinas andel af verdens samlede primære energiforbrug stige fra 10 pct. i 2000 til 16 pct. i Kul er Kinas helt store energikilde. 57 pct. af det primære energiforbrug kommer fra kul. Det er en af de højeste andele i verden, da den traditionelle anvendelse af biomasse indgår i opgørelsen af det samlede energiforbrug. Den høje andel af kul bliver ikke væsentligt mindre i de kommende årtier. I 2030 forventes andelen således at være på 53 pct. Olie og naturgas vil erobre markedsandele, men også anvendelsen af vedvarende energi og atomkraft vil stige en smule. Selvom kul langsomt skal erstattes af andre energiformer, vil forbruget af kul alligevel være dobbelt så stort i Mens Kina i 1990 stod for en fjerdedel af verdens kulforbrug, forventes andelen i 2030 at være steget til 37 pct. Oliens andel af energiforbruget vil stige med nogle få procentpoint som følge af den øgede bilisme. Denne relativt lave stigning vil imidlertid medføre, at Kina som indtil 1993 var olieeksportør i 2030 må importere tre fjerdedele af forbruget. Det svarer til en import på over 10 mio. tønder om dagen. Til sammenligning: Den globale olieproduktion er i dag på godt 80 mio. tønder dagligt. Denne prognose er fra IEA, som både Det Amerikanske Energiministerium og den internationale investeringsbank Merrill Lynch er uenige med. De mener, at det kinesiske olieforbrug bliver endnu større. Merrill Lynch vurderer, at den kinesiske efterspørgsel efter olie bliver pct. højere. Det kan meget vel vise sig at være rigtigt. Nye tal viser nemlig, at Kinas andel i det stigende olieforbrug er betydeligt større end hidtil antaget. 4

5 Kina bidrog således med halvdelen af væksten i det globale olieforbrug i Hvordan Kina påvirker verdensmarkedsprisen på kul og olie bliver ikke uinteressant at følge! Investeringsboom i elsektoren Selvom Kina havde Mega Watt (MW) elkapacitet i 2002, var der akut behov for mindst 10 pct. mere dvs. hvad der svarer til tre gange el-kapaciteten i Danmark. Udover at indhente den el-kapacitet, man er bagud, skal der også udbygges kraftigt for at følge trop med stigningen i det fremtidige el-behov. Den samlede elproduktion skal øges med ikke mindre end 330 pct. frem til Derfor vil fire femtedele af de samlede investeringer i energisektoren gå til opførelse af flere elværker. Omkring mia. USD forventes at blive investeret i den kinesiske elsektor frem til Fra 1996 til 2000 blev der investe ret ca. 20 mia. USD årligt i elsektoren. Frem til 2030 vil der årligt blive investeret mere end 3 gange så meget. Kina forventes således at investere en fem gange så stor andel af sit BNP i elsektoren end OECD-landene, ifølge IEA. Kina vil med andre ord opføre så mange nye elværker, at den årlige tilvækst svarer til det dobbelte af Danmarks elkapacitet hvert eneste år fremover. Kina vil bl.a. bygge 27 atomkraftværker inden 2020, som hver får en kapacitet på mindst 1000 MW. De skal placeres i det sydøstkinesiske højvækstområde og øge a-kraftens andel af elproduktionen fra 2½ pct. til 4 pct. Verdens største vandkraftværk på MW er under opførelse og forventes at være driftsklart i Naturgas fra Centralasien vil bidrage til, at el produceret med gas vil stige fra de nuværende én pct. til seks pct. af den samlede elproduktion i Men det er småting i forhold til kulværkernes bidrag. Godt tre fjerdedele af strømmen produceres i dag på kulkraftværker. Kul vil også fremover være det klart dominerende brændsel med en markedsandel på 72 pct. i Derfor vil elsektorens ekspansion især foregå ved opførelse af nye kulværker. To tredjedele af kulkraftværkerne i 2020 vil være nyopførte. Selvom Kina planlægger at opføre mange højeffektive og miljøvenlige kulkraftværker (de såkaldte ultra-super-kritiske kulværker) og fjernvarme i byerne, vil den voksende elproduktion sætte sit tydelige fingeraftryk på det globale miljø. Seks pct. af det globale CO 2 -udslip kommer i dag fra den kinesiske elsektor, hvilket forventes at stige til 10 pct. i Selvom energisektoren effektiviseres, forventes 70 pct. af Kinas samlede CO 2 - emission om 25 år at stamme fra kulforbrænding Kina vil i 2030 udlede dobbelt så meget CO 2 som i dag, ifølge IEA. Faktisk vil Kina udlede så mange ekstra ton CO 2, at det svarer til alle i- landenes CO 2 -vækst tilsammen. Denne enorme CO 2 -vækst er endda baseret på en prognose, som reelt undervurderer det fremtidige energiforbrug. Alene i 2004 var lokalregeringerne i gang med at opføre så mange elværker uden den påkrævede centrale godkendelse og kontrol, at Kinas samlede kapacitet af elværker reelt er en tredjedel større end registreret af centralmyndighederne dvs. hvad der svarer til ti gange hele Danmarks samlede elværkskapacitet. Lokalregeringernes tørst efter energi til fortsat økonomisk vækst har således medført, at Kinas globale ressourcedræn er endnu større end hidtil antaget. Derfor er behovet for at overføre miljøvenlig energiteknologi til Kina mere udtalt end nogensinde. Miljøvenlig energiteknologi fra Danmark Dansk produktion af miljøvenlige og energiøkonomiske kraftværker, fjern- Kulfyrede kraftværker er skyld i, at Kina er førende i verden hvad angår forurening. Regeringen i Beijing er opmærksom på problemet og har lagt op til en mere miljøvenlig energipolitik, men i de første mange år er det fortsat kulkraftværker, der står for størstedelen af elproduktionen. Billedet viser Shengtou kraftværk i Shanxi-provinsen, et af Kinas største kulfyrede kraftværker. (Foto: Qilai Shen/Sinopix). 5

6 varmesystemer, energibesparende udstyr o.lign. har således gode betingelser for at vinde indpas på det kinesiske marked i disse år. Flere danske ministre har forsøgt at understøtte denne udvikling. Statsminister Anders Fogh Rasmussen besøgte Kina i februar 2004, hvor han underskrev et Memorandum of Understanding om klimasamarbejde, der forpligter de to lande til at samarbejde om opfyldelsen af FNs Kyoto-protokol. Bl.a. ved at give Danmark mulighed for at købe CO 2 -kreditter fra Kina. Udenrigsministeriet vil bl.a. anvende Ordningen for Blandede Kreditter til at delfinansiere danske energiprojekter i Kina, hvis Danmark til gengæld kan bruge CO 2 -gevinsten ved etablering af renere energiteknologi til at opfylde sin CO 2 -reduktion. Danmark har indgået foreløbige aftaler (Letter of Intent) på tre energieffektiviserende projekter i Kina. Danmark påtænker endvidere at udarbejde et program for bæredygtig energi i Kina. En forundersøgelse foretaget af Udenrigsministeriet i november-december 2004 anbefaler således at anvende den særlige miljøbistand til dette formål. Der vil i givet fald bl.a. blive opbygget administrativ kapacitet til at øge anvendelsen af vindmøller og andre miljøvenlige energiformer i Kina dvs. vindatlas, indpasning af vindmøllestrøm i det øvrige transmissionsnet, administrative procedurer osv. Den danske vindmøllekoncern Vestas meddelte i december 2004, at den havde vundet en ordre på levering af 50 stk. 2 MW vindmøller. Vestas meddelte samtidig, at den vil etablere en vingefabrik i Kina. Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsens planlagte besøg til Kina i januar 2005 er endnu et led i den lange seje kamp om eksport af dansk energiteknologi til Kina. På grund af folketingsvalget er besøget udsat til senere i 2005, også for den medfølgende danske erhvervsdelegation. Ministerbesøg er en kærkommen lejlighed til at få afsluttet kommercielle aftaler, hvor en formel underskriftsceremoni kan kaste glans over projektet. Det sikrer projektet prestige og viser det kinesiske bureaukrati, at projektet har den øverste ledelses opbakning. En ikke uvæsentlig ting i et samfund, hvor et projekts eksistens afhænger af lokale aftaler om kreditter, salgsbetingelser og andre vilkår, som i Danmark tages for givne. Aftale om danske kraftværker Under statsminister Anders Fogh Rasmussens besøg til Kina indgik Burmeister & Wain Energy (BWE) og dets lokale selskab i Kina (Dragon Power) således en forhåndsaftale om en betydelig leverance af rådgivning og dansk kraftværksteknologi. Der blev således underskrevet en indledende kontrakt med de kinesiske myndigheder om at opføre et kulkraftværk med en el-kapacitet på 4x660 MW og med den nyeste, mest miljøvenlige teknologi. Dette ene kraftværk er så stort, at det svarer til en fjerdedel af samtlige kraftværker i Danmark! Kraftværket kan producere mere end 50 pct. mere strøm på den samme mængde kul end de gængse kinesiske kulkraftværker. Danske kraftværker er blandt de mest effektive i verden, og det har kineserne fået øje på. Ifølge BWE s tidligere administrerende direktør Erik Hoffmann-Petersen regner BWE endvidere med at projektere flere kulkraftværker i de kommende år. Det indebærer i første omgang, at BWE skal udarbejde det overordnede kraftværksdesign. Næste trin er leverance af kedel- og miljøanlæg fra BWE. Kraftværkerne skal opføres i Kina af BWE s joint venture selskab Dragon Power, hvor BWE leverer højteknologi og viden. BWE forventer desuden at eksportere flere, mindre biomasseværker til Kina. De skal forsyne landområderne med miljøvenlig strøm. Shandong og Hebei provinserne er de første i rækken. Andre danske firmaer oplever også en stigende eksport af energirådgivning og udstyr til Kina. COWI Consult har således modtaget flere millionordrer omkring opbygning af fjernvarme bl.a. som følge af, at de kinesiske myndigheder har besluttet, at alle byer nord for Den Gule Flod skal forsynes med fjernvarme. COWI modtager et stigende antal henvendelser fra den kinesiske fjernvarmesektor, da en række strukturændringer i Kina betyder, at fjernvarmeselskaber kan købe viden fra andre lande. Energispareområdet er også blevet opprioriteret, og Danfoss og Grundfos oplever derfor et stigende de salg af termostater og pumper. En række andre danske firmaer har samme erfaringer. Krav om lave priser Men samhandlen er ikke problemfri. Kineserne kopierer de danske produkter, hvis det er muligt. Før tog det kineserne tre år at kopiere danske termostater og mere simpelt måleudstyr i dag er de kinesiske kopiprodukter på markedet kun et år efter introduktionen. Kinesiske krav om, at produktets pris skal være det halve af, hvad det er i vesten, er efterhånden en tommelfingerregel. Argumentet er, at lokale joint ventures i Kina har lavere fremstillingsomkostninger som følge af billigere arbejdsløn og lokalt fremstillede delkomponenter. De kinesiske krav til vindmøller er nu, at 60 pct. af vindmøllerne skal produceres i Kina. Danske firmaer skal derfor have meget langsigtede forretningsplaner, hvis de skal have overskud i Kina. Det var nogle af konklusionerne fra Dansk Industris seminar om danske eksportmuligheder af energiudstyr til Kina, som blev afholdt i september Der er således flere tegn på, at Kina nu for alvor er ved at satse på en mere miljøvenlig energipolitik. Energiplanernes miljøprofil skærpes, og kineserne fokuserer på den mest effektive energiteknologi på verdensmarkedet. Om kursen er lagt fast og de politiske intentioner reelt gennemføres, kan der fås et fingerpeg om i de kommende år. Flere markedsreformer er i støbeskeen. Om det vil lykkedes fx at hæve forbrugerprisen på eksempelvis kul og el til den faktiske fremstillingspris er imidlertid tvivlsomt. Social uro som følge af nedlæggelse af urentable statsvirksomheder spøger stadig i kulissen, så eventuelle prisre- 6

7 Zhao Ziyangs død (fortsat fra side 3) former vil komme til at foregå gradvist. En højere pris for el og anden energi ville ellers være et incitament til energibesparelser o.lign. Økonomisk vækst frem for miljø Det kinesiske miljøministerium udstedte i oktober 2003 kvoter for emission af svovldioxid (SO 2 ) til de største kulkraftværker med det formål at begrænse udledningen med 10 pct. fra 2000 til Reduktionen skal endda være på 20 pct. i de 200 hårdest belastede byer. Hvis de fastsatte SO 2 - afgifter håndhæves, vil det være en væsentlig brik i at begrænse udbredelsen af syreregn. De hidtidige erfaringer viser dog, at de mere magtfulde myndigheder prioriterer økonomisk vækst frem for miljø. Når miljømyndighederne udsteder bøder til virksomheder for at overtræde miljølovgivningen, kompenserer skattemyndighederne ofte for et tilsvarende beløb ved at nedsætte lokale afgifter. Miljømyndighederne er dog blevet styrket og har fået status som ministerium, hvilket måske varsler nye tider. Miljøbudgettet er også øget for at kunne reducere de forskellige typer forurening med mellem 30 og 60 pct. inden Et muligt tegn på nye tider for miljøet kunne være, da centralmyndighederne i starten af 2005 gav ordre om at stoppe opførelsen af 26 store elkraftprojekter. Projekterne havde ikke opnået miljøgodkendelse og øgede endvidere efterspørgslen efter kul. Det ville gå ud over miljøet og øge flaskehalsproblemerne i jernbanenettet med yderligere elmangel til følge. Mere vedvarende energi Et sidste og meget væsentligt nyt initiativ er regeringens nye politik for vedvarende energi. I år meddelte regeringen, at vedvarende energi skulle bidrage med 10 pct. af elforbruget i Der forventes stort set en fordobling af det eksisterende mål for elkapacitet. Den kinesiske regering forventes i 2005 at vedtage konkrete målsætninger for udvikling af vedvarende energi MW vindmøller skal opstilles inden Til sammenligning: Kina har i dag i alt ca. 600 MW. Samtidig arbejdes på en ny lov som skal konsolidere vedvarende energis position i den centrale energihandlingsplan. Bl.a. ved centralt regulerede støtteordninger og mere tillidsskabende forhold for investorer. Det skal indgå i den næste femårsplan, som forventes at lægge loft på det fremtidige kulforbrug og øge andelen af vedvarende energi ganske betragteligt. Hvordan disse nye initiativer bliver gennemført er en væsentlig og spændende indikator på Kinas fremtidige miljø- og energipolitik bl.a. om de ambitiøse mål for 2030 er til pynt eller gavn Ole Odgaard har boet i Kina i fem år, hvor han bl.a. var udstationeret på Den danske Ambassade i Beijing. Han er nu ansat i Energistyrelsen. Artiklen udtrykker kun hans private synspunkter. som et mål i sig selv. Over for dem står vidnesbyrd fra en af Zhaos medarbejdere, Wu Guogang, der nu er professor i politologi i Hongkong. Wu skriver: Da jeg blev opfordret til at blive medlem af Zhaos udvalg for politiske reformer, var jeg lederskribent på Folkets Dagblad. Jeg havde egentlig regnet med at komme til at arbejde for en bureaukratisk vendekåbe, en kynisk ekspert i at redde sit eget skind. Jeg traf i stedet en leder, der stædigt satsede på at demontere netop det system, der havde skaffet ham magten. Det undrede mig ikke, at han gik ned til studenterne på pladsen selv om vi, der kendte ham, senere har diskuteret, om det skulle ses som et dristigt forsøg på at gribe initiativet fra den hårde linjes mænd, eller blot som en naiv tro på, at ingen kunne gøre Ham noget.... Wu Guogangs erindringer om Zhao er interessante, fordi de støtter påstanden om, at Zhao så værdier i et demokratiseret system, men også fordi de viser, hvordan selv en så centralt placeret person som en lederskribent på partiets blad ved så lidt om toppolitikerne, at han helt kan fejlbedømme dem. Det er en kendsgerning, at Zhao spillede en væsentlig rolle for de økonomiske reformer, og at han var en central person, når det gjaldt at åbne Kina for samarbejde med udenlandske virksomheder. Og det er trods det bastante tågeslør, Kinas ledere lægger over deres interne diskussioner og holdninger helt overvejende sandsynligt, at den nuværende leder Hu Jintao meget nemt kan fremstilles som en af Zhaos lærlinge. Derfor nok også tavsheden om den 85-åriges død. 7

8 EN SAG OM YTRINGSFRIHED I KINA POLITISK BETÆNDT RETSSAG OM FORBUDT BOG I sidste nummer af Kinabladet skrev vi om et kinesisk forfatterpars forbudte bog med afsløring af de hårde vilkår, som bønderne i Anhuiprovinsen lever under. En embedsmand, der i bogen beskyldes for groft magtmisbrug, anlagde injuriesag mod de to forfattere. Her fortælles om sagens forløb, om forsvarsadvokaten, der har betegnet den som en sag om manglende ytringsfrihed i Kina, og om et genbesøg hos Anhui-bønderne. Af Henriette Kristensen, studerende ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Bogen om kommunistiske partilederes magtmisbrug over for bønderne i Anhui-provinsen udkom i begyndelsen af Den blev forbudt to måneder senere og er siden udkommet som piratudgaver i millionoplag. Det er næsten et halvt år siden, domstolen i Fuyang i Anhui-provinsen i løbet af en fire dages retssag i slutningen af september 2004 behandlede injurieanklagerne mod forfatterparret Chen Guidi og Wu Chuntao. Alligevel er der endnu ikke (i begyndelsen af februar 2005) faldet dom i sagen på trods af at dommen ifølge forfatterparrets forsvarer Pu Zhiqiang burde have foreligget i løbet af 10 dage. Pu Zhiqiang sendte derfor en skriftlig anmodning til domstolen i Fuyang om, at sagen blev behandlet hurtigere. I brevet retter Pu Zhiqiang også en hård kritik mod det pres, der er blevet lagt på Chen Guidi og Wu Chuntao for at få dem til at indgå forlig. Pu Zhiqiang skriver således: Den 27. oktober erfarede jeg, at embedsmænd fra Hefeis byregering havde udtrykt ønske om, at sagen blev afsluttet uden for retssalene ved et forlig med Chen og Wu. Samtidig blev en af parrets andre advokater, Lei Yanping, kaldt ind til en sludder hos den juridiske afdeling i Hefeis byregering og fik fortalt, at også de mente, at et forlig uden om domstolene ville være at foretrække. I løbet af de følgende dage udtrykte en række embedsmænd, sågar nogle fra Kommunistpartiets propagandaafdeling på provinsniveau, de samme synspunkter til Chen og Wu. (Radio Free Asia 2004). Forsvarerne har endog fået at vide af dommerne, at de er ude af stand til at tage stilling til sagen. Pu Zhiqiang hævder endvidere i sit brev til domstolen i Fuyang, at forfatterparret er blevet truet med, at der vil blive anlagt 30 eller flere lignende retssager mod dem, hvis Zhang Xide vinder retssagen. Chen Guidi og Wu Chuntao har imidlertid blankt afvist at indgå forlig de ønsker at domstolene tager stilling til sagen. Som Chen Guidi har udtalt: At indgå forlig er ikke en mulighed. Vi er kommet så langt. Vi vil have en dom. En politisk betændt sag Hvorfor tøver domstolen i Fuyang med at tage stilling til Zhang Xides anklager mod forfatterparret? Udgangspunktet for at besvare dette spørgsmål er, at retssagen i høj grad er blevet politisk betændt den handler nu om langt mere end blot en lokal embedsmands injurieanklager mod to forfattere derfor er domstolen blevet underlagt et betydeligt politisk pres fra højere niveau. Én årsag til dette er, at et omdrejningspunkt i retssagen er blevet retten til at ytre sig frit, idet en af forfatternes forsvarere, Pu Zhiqiang, har søgt at skabe Kinas pendant til den såkaldte New York Times vs. Sullivan-sag. Denne historiske sag blev afgjort i 1964, og baggrunden for retssagen var, at avisen New York Times havde trykt en reklame for en borgerretsbevægelse. Reklamen indeholdt nogle mindre, faktuelle fejl, hvorfor kommissionsmedlemmet L.B. Sullivan lagde sag an mod avisen for injurier. USAs højesteret slog imidlertid fast, at der lovligt kan fremsættes selv fejlagtig kritik mod offentligt ansattes embedsførelse, medmindre påstandene er fremsat mod bedre vidende. Pu Zhiqiang er blandt de få jurister, der benytter denne historiske dom. Han har som et led heri koblet spørgsmålet om ytringsfrihed sammen med politisk liberalisering i Kina. Pu Zhiqiangs opfordring lød således til dommerne i Fuyang under de fire dages retsmøde i august: Hvis I er behørigt kreative, vil jeres anstrengelser og moral lede samfundet mod en yderligere udvikling henimod civilisation og demokrati. Jeres navne vil gå ind i historien. Jeres dom vil vise, om domstolene i Kina kan påtage sig deres ansvar for at fremme samfundets udvikling. Udfordring til Kinas nye ledelse En anden mulig forklaring på domstolens modvilje mod at afsige dom bliver klar, hvis retssagen ses i en indenrigspolitisk kontekst. Det må således ikke glemmes, at den opmærksomhed, bogen og den efterfølgende retssag har fået, udfordrer Kinas ledelse i skikkelse af præsident Hu Jin- 8

9 tao og premierminister Wen Jiabao, der først endeligt konsoliderede deres magt med Jiang Zemins tilbagetræden som militærets øverstkommanderende i september På den ene side har Wen Jiabao og Hu Jintao ønsket at signalere, at de er lydhøre over for befolkningens problemer og gør noget for at løse dem. Eksempelvis lovede Wen Jiabao i en tale i Kinas parlament (Den Nationale Folkekongres) i foråret 2004 netop at forbedre de sociale vilkår i Kinas landområder. Senest har det kommunistiske parti taget skridt til at reformere systemet, der regulerer borgernes muligheder for at klage over korrupte lokale embedsmænd til centralregeringen, omend det endnu er uklart, præcist hvori ændringerne består. Reformen kommer efter at en rapport fra den statslige tænketank Kinas Statsvidenskabelige Akademi pegede på, at kineserne er ved at miste troen på klagesystemet og i stedet tyer til mere drastiske midler for at løse deres problemer, men spørgsmålet er også tæt relateret til de emner, der behandles i A Survey of Chinese Peasants. På den anden side lurer frygten i det kommunistiske parti for, at social uro vil destabilisere Kina. Dette bidrager til modvilje mod at lade borgerne ytre sig for frit omkring sociale problemer. Som Zhang Xide udtalte under høringen i august: Denne bog opfordrer ikke folket til at adlyde loven eller arbejde hårdt, men glorificerer kriminalitet og brud på disciplinen. Det ansporer bønder til at protestere i store grupper, indlede overraskelsesangreb på politiet, stjæle pistoler, fornærme amtets partisekretærer osv. Hvis 900 mio. bønder bliver ledt på denne måde, hvilket resultat vil det føre til for Kina? (Pan 2004). En tredje mulig forklaring på at afgørelsen i retssagen mod forfatterparret trækker ud, er, at retssagen kan ses i sammenhæng med debatten om domstolenes fremtidige rolle i Kina. Traditionelt har domstolene været underlagt en høj grad af politisk indblanding, men i takt med Kinas liberalisering er der også blevet gennemført juridiske reformer. Retssagen mod Chen Guidi og Wu Chuntao retter fokus mod et af de centrale spørgsmål i denne reformproces om loven fortsat primært skal benyttes af kommunistpartiet som et instrument til at kontrollere samfundet, eller om loven i stedet skal anvendes til at kontrollere embedsmænd og beskytte individets rettigheder? Nej til forlig Retssagens politiske undertoner medvirker til, at det videre forløb er svært at forudsige. Dette forstærkes af, at det kan være vanskeligt at se, hvordan domstolene og kommunistpartiet kan komme ud af den kattepine, retssagen har bragt dem i, idet Chen Guidi og Wu Chuntao hidtil har vist sig uvillige til at bøje sig for presset til at indgå forlig. Samtidig har forfatterparret på forhånd proklameret, at de vil appellere sagen, hvis de dømmes til at betale økonomisk kompensation til Zhang Xide. Sikkert er det dog, at det vil være en stor overraskelse, hvis forfatterparret bliver frifundet. Under alle omstændigheder vil det videre forløb af retssagen være en indikator på dels ytringsfrihedens grænser under den nye generation af politiske ledere i Kina, dels hvorvidt Kinas retssystem stadig sætter borgernes rettigheder i anden række. Uanset hvordan udfaldet af retssagen bliver, er der dog én ting, der står klart Chen Guidi og Wu Chuntao har fuldt ud fået opfyldt deres mål om at gøre opmærksom på bøndernes barske levevilkår. Forsvarsadvokaten og ytringsfriheden En central person i retssagen mod Chen Guidi og Wu Chuntao er deres forsvarer, Pu Zhiqiang. Som nedenstående portræt viser, er han et bemærkelsesværdigt eksempel på en kinesisk jurist, der arbejder for, at retten til at ytre sig respekteres. Pu Zhiqiangs historie er bemærkelsesværdig. Tilbage i 1989, da han var i gang med sine kandidatstudier på universitet i historie og klassisk kinesisk, deltog han i demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Deltagelsen betød, at han faldt i unåde, og han måtte opgive planerne om at blive lærer. I stedet tog han en universitetsgrad i jura. Pu Zhiqiang er 39 år og partner i advokatfirmaet Huayi i Beijing. Her hjælper han tabsgivende statsejede virksomheder med at erklære sig konkurs. Efterhånden har Pu Zhiqiang dog også været involveret i et betydeligt antal sager som forsvarer for journalister og forfattere under anklage for injurier fra embedsmænd eller statslige firmaer. I 2003 forsvarede han en litteraturkritiker, der var anklaget for bagvaskelse af en af Kinas mest berømte forfattere. Pu Zhiqiang vandt retssagen efter at have bygget den op omkring retten til at ytre sig frit. Som et led heri benyttede han for første gang den historiske New York Times vs. Sullivan-sag, hvor USAs højesteret slog fast, at der offentligt kan fremsættes kritik af embedsmænd, medmindre der med fuldt overlæg fremsættes falske påstande. Siden har Pu Zhiqiang forsvaret en række andre forfattere, journalister og magasiner, som statsejede firmaer eller enkeltpersoner havde anklaget for injurier. Hans vigtige rolle i kampen for ytringsfriheden blev understreget, da han sammen med en anden advokat under det seneste møde i den uafhængige forfatterforening i Kina (PEN) erklærede sig villig til at bistå enhver forfatter, der løb ind i problemer på grund af sit arbejde. Senest medvirkede Pu Zhiqiang til, at China Reform Magazine et blad, der i løbet af efteråret har fået fængslet flere af sine journalister blev frifundet for at betale 5,9 mio. RMB (ca. fire mio. kroner) til den statsejede virksomhed Guangzhou Huaqiao Real Estate Development Co. Virksomheden havde lagt sag an mod China Reform Magazine, fordi magasinet i juli 2003 skrev, at virksomheden havde tabt sine aktiver og afskediget medarbejdere. Domstolene fastslog imidlertid i det, der betragtes som en skelsættende dom at journalister frit kan ytre sig, hvis deres artikel er baseret på troværdige og pålidelige kilder. Pu Zhiqiang ud- 9

10 talte som forsvarer for China Reform Magazine efterfølgende, at rummet for ytringsfriheden er blevet øget. En sag om ytringsfrihed I februar 2004 hørte Pu Zhiqiang om injurieanklagerne mod forfatterparret Chen Guidi og Wu Chuntao fremsat af den tidligere partisekretær Zhang Xide. Forfatterne havde allerede en advokat, men Pu Zhiqiang kontaktede dem og tilbød at arbejde gratis med deres sag. Kort tid efter A Survey of Chinese Peasants blev bandlyst i marts 2004, blev Pu Zhiqiang optaget i det team, der skulle opnå det umulige at få forfatterparret frikendt i retten i Fuyang. På et spørgsmål om, hvad han ønsker at opnå med sit arbejde har Pu Zhiqiang udtalt, at det kommunistiske parti ikke er hans fjende, og at han intet har imod partiet. Drivkraften er i stedet en overbevisning om, at ytringsfrihed er det grundlæggende fundament, et samfund hviler på. Som Pu Zhiqiang har pointeret: Uden ytringsfrihed er der ingenting. Ytringsfrihed er en absolut betingelse, hvis det kinesiske samfund skal blive mere åbent. Hongkong-avisen Ming Pao tog i midten af oktober til Anhui-provinsen sammen med de to forfattere. Her fik holdet blandt andet for første gang mulighed for at besøge landsbyen Xiaozhangzhuang, hvor fire landsbybeboere blev dræbt i Resultatet af Ming Paos og forfatterparrets besøg i Anhui-provinsen blev en udførlig artikel i Ming Pao Weekly den 6. november 2004 med overskriften Før dommen. Artiklen giver et indblik i forfatterparrets bevæggrunde for at skrive A Survey of Chinese Peasants. Wu Chuntao fortæller, at den direkte anledning til gå i gang med bogen var hendes oplevelser på hospitalet i Henan, hvor hun var indlagt i forbindelse med sin graviditet. Under sit hospitalsophold mødte hun en gravid landbokvinde, der døde af forblødninger i forbindelse med sin fødsel, fordi hun ikke havde råd til at betale de 3000 RMB (ca kr.), den korrekte behandling kostede. Også det nyfødte barn døde. Denne oplevelse forfærdede Wu Chuntao, der selv boede i en landsby, indtil hun som teenager fik mulighed for at flytte til byen sammen med sin mor. Kvindens død fik Wu Chuntao til at spør- Forfatterparret Wu Chuntao (til venstre) og hendes mand Chen Guidi (yderst til højre) besøgte i oktober 2004 landsbyen Xiaozhangzhuang i Anhui-provinsen sammen med en journalist fra Hong Kong-avisen Ming Pao Weekly, Eunace Chu. Under deres tre år lange rejse i Anhui-provinsen for at samle materiale til deres bog forbød myndighederne dem at besøge byen, men nu fik de lejlighed til møde nogle af dem, der havde lidt under et brutalt styre. De to unge mænd er sønner af en af de fire, som blev myrdet af viceborgmestesteren og hans sønner. Kvinden ved siden af dem er enke efter en af de myrdede. (Foto: Chan Muk Nam). 10

11 ge, om Kinas bønder virkelig var så fattige, at to menneskeliv skulle gå tabt på grund af 3000 RMB. Beslutningen om at skrive A Survey of Chinese Peasants har ikke været uden omkostninger. Artiklen i Ming Pao skildrer således, hvordan forfatterparret frygtede for familiens sikkerhed og derfor også stadig benytter et pseudonym for deres lille søn. Wu Chuntao og Chen Guidi fortæller også, hvor svært det har været at måtte efterlade deres søn i andres varetægt i lange perioder, mens de samlede materiale til deres bog. Samtidig beskrives processen omkring udarbejdelsen af A Survey of Chinese Peasants nærmere. Blandt andet fortæller Chen Guidi, at forfatterparret har sørget for at kontrollere pålideligheden af de oplysninger, de har fået, ved at interviewe så mange mennesker som muligt og besøge de steder, de skriver om. Fire drab i landsby Én landsby havde Wu Chuntao og Chen Guidi ikke mulighed for at besøge, da de på deres tre år lange reportagerejse gennem Anhhui-provinsen indsamlede materiale til deres bog, nemlig landsbyen Xiaozhangzhuang. I stedet måtte de gennemføre alle interviews ved at bede de personer, de skulle tale med, om at møde dem uden for landsbyen. På turen med Ming Pao fik forfatterparret for første gang mulighed for at besøge Xiaozhangzhuang. Der er det specielle ved denne landsby, at fire af beboerne blev dræbt i 1998 under en konflikt med myndighederne. Optakten til mordene var, at landsbybeboerne var utilfredse med landsbyens viceborgmester, fordi han opkrævede fiktive afgifter, der gik ned i hans egen lomme. Beboerne klagede derfor til landsbyens partikomite og partisekretæren, der besluttede at gennemføre en nærmere undersøgelse af forholdene i landsbyen. Som et led heri deltog repræsentanter for landsbybeboerne i arbejdet med at gennemgå landsbyens regnskaber. En morgen fik en af repræsentanterne, Zhang Guiyu, uanmeldt besøg af landsbyens viceborgmester og hans sønner. De overfaldt ham så voldsomt, at han døde. Dette førte til, at andre af landsbyens beboere kom tililende. Også de blev angrebet af viceborgmesteren og hans sønner. Udover Zhang Guiyu døde også hans ældre bror Zhang Guiyue samt landsbybeboerne Zhang Hongchuan og Zhang Guimao. Viceborgmesteren og en af sønnerne blev idømt dødsstraf, mens to andre sønner blev idømt fængsel på livstid. Ofrenes familier fik hver 100 RMB (ca. 70 kr.) i kompensation fra amtsregeringen. Faderen var væk Forfatterparret og Ming Paos reporter mødte ofrenes familier under besøget og fik deres beretninger om, hvordan tilværelsen havde været efter de fire mænds død. Om den ældre bror, Zhang Guiyue, fik de at vide, at han havde tre børn. Efter hans død var der ingen hovedforsørger. Hans lille datter Zhang Yong er studerende og er nu 16 år gammel. Hendes far fik ikke lov tilat se sin datter vokse op. Om mordene kan hun huske, at hun var ti år gammel på det tidspunkt. Hun stod tidligt op om morgenen for at gå i skole. Da hun kom hjem om aftenen var hendes far væk. Hun så, at hendes mor og andre voksne familiemedlemmer så meget kede ud af det og vidste, at der var sket noget alvorligt. Jeg har ikke set min far siden den dag. Mens hun talte, tog hun de papirer frem, som landsbybeboerne sendte for at klage til regeringsenheder over mordene. Hendes mor sagde: Jeg er analfabet. Zhang Yong fortsatte: Min fars aske er stadig på krematoriet, og det har ikke været muligt for os at få den udleveret. Moren til Zhang Guiyue og Zhang Guiyu fortalte senere efter at hun var faldet på knæ foran forfatterparret og hulkende havde bedt dem om hjælp at de to brødre blev kremeret, selvom familien ikke indvilgede i en kremering. Chen Guidi og Wu Chuntao mødte også Zhang Hongchuans to sønner den ene er hjerneskadet. De havde boet på et hjem for pensionister. En af dem berettede: Jeg er voksen nu, så jeg kan ikke bo på hjemmet for pensionister mere. Jeg bliver nødt til at komme tilbage til mit gamle hjem. Min bror vil fortsat bo på hjemmet for pensionister. Huset var i utrolig dårlig stand og så ud, som om det kunne falde sammen hvad øjeblik, det skulle være. Han vil gerne være landmand. Suyong (Zhang Guiyues kone, red.) indskød: Hans familie har ingen traktor. Han har ikke engang en ko. Vi kan kun hver især hjælpe ham med at dyrke jorden så godt som muligt og ellers håbe på det bedste. Litteratur Beijing Youth Daily 1. januaar 2005: Where does the long road to petition end? Hong Kong-avisen The Standard 27. oktober 2004: Benjamin Kang Lim: Crusader Fights for Freedom of Speech. South China Mornings Post 19. november 2004: Josephine Ma: Petitioners losing faith, report warns. Washington Post 28. december 2004: Philip Pan: In China, Turning the Law Into People s Protector. Radio Free Asia 30. december 2004: Lawyer in Chinese Libel Trial Slams Court s Conduct. Nyhedsbureauet Reuters 18. oktober 2004: China in Landmark Free-speech Ruling. Tidsskriftet Lettre Internationale nr. 6, 2004: Blodig Revolution en undersøgelse af forholdene blandt Kinas 900 mio. bønder. (Dansk oversættelse af den kinesiske bogs afsnit om Xiao Zhangzhuang). Ming Pao Weekly 6. november 2004: On the Eve of the Verdict. (Engelsk oversættelse fra EastSouth- WestNorth, htm). 11

12 BUDDHISMEN I KINA FØR OG NU EN INDFLYDELSESRIG FAKTOR I KINESISK KULTUR I Kinabladet nr. 24 Vinter 2004 fortalte en kinesisk forretningsmand i Beijing, hvordan hans buddistiske tro påvirker hele hans tilværelse, både som erhvervsdrivende og som privatmand. I denne artikel fortælles om buddhismens vej fra Indien til Kina og om dens indflydelse på det kinesiske samfund gennem tiderne. Af Klaus Bo Nielsen religionshistoriker Aarhus Universitet Med tændte røgelsespinde i hænderne viser den troende sin respekt for Buddha foran indgangen til hallen, hvor buddismens grundlægger findes i form af en statue. Billede fra Tanzhe-templet ved Beijing. (Foto: Flemming Poulsen) Buddhismen er den eneste fremmede religion, der infiltrerede og modificerede kinesisk kultur. Buddhismen er som bekendt opstået i Indien, omtrent på samme tid som Kong Fuzi ( f.v.t.) udbredte sin lære i Kina. Da buddhismen via buddhistiske missionærer kom til Kina ad forgreninger af silkevejen, havde den allerede eksisteret i et halvt årtusinde, og i løbet af denne periode havde den formuleret sig i flere indiske skoler og en lang række skrifter. De radikale forskelle på indisk og kinesisk tænkning, såvel som de store forskelle mellem kinesiske og indiske sprog (pali, sanskrit) gjorde det svært for kineserne at forstå den nye religion. I de første århundrede efter buddhismens ankomst til Kina blev der derfor udført et stort arbejde med at oversætte de buddhistiske sutraer til kinesisk. Transplantationen af buddhismen i Kina er en af de store interkulturelle begivenheder i historien. Den minder os om, at en fremmed kulturs bevægelse ind på et nyt kulturelt domæne kun sker gradvist og kræver mange modifikationer og genfortolkninger, før den integreres og bliver forståelig. I lyset af dette kan man meningsfyldt tale om, at der først eksisterede indisk buddhisme i Kina, og efter mange århundrede års justeringer opstod kinesisk buddhisme, der generelt betegner de mange buddhistiske sekter i Kina, der i høj grad var blevet transformeret af kinesisk kultur. Buddhismen fik succes i Kina på trods af flere forhindringer undervejs, der stod i skærende kontrast til den kinesiske folkekultur. Den generelle buddhistiske betragtning af livet som lidelse og illusion syntes uforenelig med kinesernes tro på den dennesidige verden og det forhold, at selve udfordringen i tilværelsen består i at skabe harmoni og lykke for individ og samfund i den aktuelle verden. Den filosofiske og religiøse indiske metafysik som lå til grund for buddhismen var i mange henseender fremmede for kineserne. I praksis var frelsen i buddhismen hovedsagelig en insisteren på et klosterliv i cølibat, der var uforeneligt med kinesernes traditionelle understregninger af familielivet og den deraf følgende sikring af afkom, der kunne føre slægten videre og pleje forældre og forfædre. Heller ikke den udbredte buddhistiske tradition om tiggergang faldt i kinesernes smag, fordi dette i sig selv var en mangel på bidrag til den produktive side af samfundslivet. For kineserne markerede dette en udtrædelse af den organisme, der udgjorde den sociale orden. Det skulle imidlertid vise sig, at buddhismen havde en formidabel evne til at tilpasse og assimilere sig til den kinesiske kultur og endda blive en særdeles indflydelsesrig faktor, ikke blot i det religiøse liv, men på en bred kulturel front. Mahayana og Theravada På det tidspunkt hvor buddhismen holdt sit indtog i Kina, stod den buddhistiske lære over for en splittelse mellem Hinayana (det lille fartøj) og Mahayana (det store fartøj). Fartøjet er her midlet til frelse, her forstået som opnåelsen af nirvana. Mahayana-buddhisterne kaldte selv deres udlægning af buddhismen for det store fartøj, fordi de hævdede, at buddhas lære var en vej, der også var åben for lægfolk, og derfor muliggjorde alles frelse, ikke mindst på grund af forestillingen om bodhisat. En bodhisattva kan betragtes som en person, der har opnået frelse eller nirvana, men bliver i denne verden for at hjælpe og ofre sig for alles frelse. Hinayana er en nedsættende term anvendt fra et Mahayana-buddhistisk synspunkt. Derfor vil det være mere korrekt at erstatte Hinayana med ordet Theravada, der holder sig til egen selvforståelse i denne buddhisme. Theravada betyder de gamles lære, hvilket antyder, at denne retning anser sig som i mere overensstemmelse med den oprindelige lære udgået fra den historiske Buddha. Det er den form for buddhisme, der i dag er udbredt i Burma (Myanmar), Cambodja, Thailand og på Sri Lanka. Selv om der tidligt i buddhismens historie i Kina eksisterede Theravadabuddhister (skolerne Kosa og Satyasiddhi), var det dog næsten udeluk- 12

13 kende udløbere og forgreninger af Mahayana-skolen, som kineserne fik kendskab til. I perioden omkring det 8. årh. trængte også den sydlige Theravada-buddhisme ind i Kina fra Burma (Myanmar), uden dog at få reelt fodfæste, men den eksisterer dog stadig hos visse minoritetsgrupper i Sydkina. Ulig Theravada kan Mahayana betragtes som en teistisk tradition. Medens Theravada accepterer gudernes eksistens, menes de dog at være irrelevante for den buddhistiske vej. De kan kun være til assistance med hensyn til verdslige mål, men befordrer ikke vejen til oplysning, alene af den grund, at selv guderne og ånderne er indfanget i genfødselskredsløbet (samsara). Mahayana integrerer derimod fuldt ud en teistisk dimension, med buddhaerne (nu mere end en) og bodhisattvaerne som hovedobjekter for tilbedelse. Nogle af de populæreste buddhaer i Mahayana er den historiske buddha, Sakyamuni (Shijiamouni), Amitabha (Amituo), buddhaen for det evige lys, der residerer over det vestlige paradis eller det rene land, og Vairocana (Loshana), den kosmiske buddha. En lang række bodhisattvaer spiller ligeledes en væsentlig rolle i kinesisk buddhisme, her i blandt kan nævnes: Majusri (Wenshu) boddhissattva for visdom, Avalokitesvara (Guanyin), bodhisattvaen for medfølelse. Denne bodhisattva var oprindelig afbildet som en mand, men blev i Kina fremstillet som en kvinde. Og endelig Maitreya (Mile), bodhisattvaen for fremtiden. Siden bodhisattvaer kan forstås som personificerede træk eller kvaliteter ved en buddhas personlighed, er der følgelig også adskillige bodhisattvaer. Den kinesiske Mahayana-buddhisme bidrog også med nye filosofiske positioner. En af de vigtigste koncepter var forestillingen om tomhed (kong, på sanskrit sunyata), hvilket faktisk er en udvidelse af den buddhistiske forestilling om ikke-selvet (anatta). Tanken bygger på den hovedidé, at intet er permanent, fordi alle ting er gensidigt afhængige eller relative, hvorfor de ikke kan have autonom status eller egen natur. Siden tomhed henviser til tingenes relationer, kan vi derfor positivt betegne tingenes relationer som tomhed. Som den indiske buddhistfilosof Nargajuna formulerede det (2. årh.): Tomhed er forbundenhedens oprindelse. Et andet vigtigt træk og en central idé i kinesisk Mahayana-buddhisme er forestillingen om den universelle buddha-natur (foxing), hvilket betyder, at alle mennesker har mulighed for at realisere deres oprindelige buddha-natur. Men hvordan dette mål skulle realiseres, var der vidt forskellige bud på inden for Mahayana-buddhismens forskellige skoler. Vejen til realiseringen af ens buddha-natur syntes uopnåelig for lægfolk, der ikke fuldt ud kunne vie deres liv til at blive en lærd munk og tilegne sig speciel kompetence i de yderst tekniske og komplekse buddhistiske sutraer, ligesom de ikke havde mulighed for at indgå i lange meditationssessioner i den buddhistiske orden (sangha). To af de mest intellektuelle skoler var Tiandai og Huayen, hvor den sidstnævnte endda proklamerede, at kun få ville nogen sinde evne at følge dens lære. Jingtu (Det Rene Land) tilbød en buddhisme, der på helt anderledes vis kunne love almindelige mennesker frelse. Tydeligvis er denne retning udpræget kinesisk og harmonerer generelt med det traditionelle kinesiske livssyn. Det eneste der krævedes, var renhed i troen og daglige fremsigelser af et mantra til hyldest for Amitabha (Amituo). Ved at Buddhismens grundlægger, Siddhartha Gautama, også kaldet Sakyamuni Buddha, fremstilles ofte i liggende stilling den hvilende eller sovende Buddha, der i sin sidste tid, før han forlader den jordiske verden, samler sine disciple om sig for at fortælle dem, hvordan de skal videreføre hans lære. I Den Sovende Buddhas Tempel i Beijing findes en bronzestatue af den sovende Buddha. Han er her omgivet af sine disciple i form af tolv lerfigurer med sorgfyldte ansigter. Statuen er, ifølge den officielle tekst, lavet i Den er helt af bronze, vejer omkring 54 tons og er 5,3 meter lang. Sakyamuni Buddha døde i 483 f.v.t., ca. 80 år gammel. (Foto fra postkort det er forbudt at fotografere i templet). 13

14 angre sine synder og forlade sig på Amitabhas og hans hjælpers nåde (bodhisattvaen Guanyin) kunne man håbe på at genfødes i Vestens Paradis, et lyksalighedens sted, hvor buddhismen blev forkyndt hinsides samsara og set som det sidste stadie før nirvana. Denne retning er et godt eksempel på, hvor langt visse Mahayana-skoler bevægede sig bort fra Therevada-buddhismens lære. Men under alle omstændigheder blev den folkelige buddhistretning, Jingtu, der i løbet af tiden fik langt de fleste tilhængere i Kina. Etableringen af buddhismen i Kina Da det kinesiske Han-dynasti (206 f.v.t.-220 e.v.t.) i det første århundrede f.v.t. udstrakte sit rige helt til Centralasien, blev der oprettet handelsmæssige og kulturelle bånd mellem Centralasien og Kina. På denne måde fik kineserne kendskab til buddhismen, der allerede var nået frem til disse områder gennem indiske, buddhistiske missionærer, der rejste ad handelsruter, bl.a. over Hindukush i det nuværende Pakistan og Afghanistan, for at udbrede buddhismen. De to indiske buddhistmunke Moton og Chufarlan var sikkert de første prominente buddhister, der ankom til Kina. De nød kejserlig begunstigelse og fik lov at bygge Den hvide hests tempel (bai ma zhi) i hovedstaden Luoyang i år 67. Senere, i år 148, ankom An Shigao, en buddhistisk prins, til hovedstaden. Han fortsatte tidligere munkes arbejde i Loyang, bl.a. med at oversætte buddhisttekster til kinesisk. Alligevel var adelen og den kejserlige familie indifferent i forhold til de handelsrejsende og deres religion. Ikke alene var buddhismen relativt ukendt, men den syntes fremmed og umoralsk for den kinesiske sensibilitet. Buddhismen var meget forskellig fra kongfuzianismen, som var den officielle statsreligion og stærkt rodfæstet i tidens politik og kultur. Ligeledes var buddhismen på afgørende punkter forskellig fra daoismen. Kongfuzianismen blev i Kina anset for at være en garant for social stabilitet. Set fra en traditionel kinesisk synsvinkel var det svært at forstå og acceptere, at buddhistmunkens individuelle søgen efter nirvana på nogen som helst måde kunne gavne det kinesiske samfund. For at buddhismen overhovedet skulle have held med at få tag i det kinesiske folk og støtte fra den kejserlige magt, måtte buddhismen i Kina forny og transformere sig selv på en sådan måde, at den kunne eksistere inden for den kinesiske livsopfattelse. Ligesom det har været tilfældet hos andre religioner, har social omvæltning og politisk ustabilitet været medvirkende til, at buddhismen yderligere har spredt sig. Dette syntes at være tilfældet under De Tre Kongeriger ( ), men på dette tidspunkt stod buddhismen stadig svagt i forhold til både kongfuzianismen og daoismen. Men denne periode var samtidig indledningen til den buddhistiske vækst i Kina, ikke mindst fordi en række fremragende oversættere arbejdede utrætteligt videre med at oversætte indiske, buddhistiske tekster til kinesisk, hvoraf den navnkundige Kumarajiva ( ) var en af de flittigste. Hans oversættelse af vigtige buddhisttekster er stadig i anvendelse i dag. Buddhismens opblomstring Det varede adskillige hundrede år, før buddhismen ikke længere blev betragtet som en fremmed religion i Kina. I den forbindelse må man ikke undlade at gøre opmærksom på, at daoismen i denne proces spillede en væsentlig rolle. Der var en gensidig indflydelse og inspiration mellem daoismen og buddhismen. Den gradvise assimilation af buddhismen betød også, at der opstod helt særegne og nye former for buddhisme som følge af en syntese mellem indisk buddhisme og den kinesiske kultur og dens verdensbillede. Det er betegnende for buddhismens udvikling i Kina, at de mest succesfyldte bevægelser var dem, der integrerede kinesisk tænkning og skikke i den buddhistiske lære (dharma). På kinesisk grund opstod der flere buddhistiske retninger, der i særlig grad havde tilpasset sig det traditionelle kinesiske livsmønster, dets filosofi,socialmønster, mytologi og politik. Flere af disse helt nye skoler, som fx Chan (6. årh. e.v.t.), Tiandai (402), Huayen (7. årh.) og Jingtu (5. årh.), markerede ikke kun kinesisk buddhisme, men de spredte og udviklede sig senere i Korea og Japan. Buddhismen havde sin store vækstperiode i tiden fra De Tre Kongeriger ( ) op til Tang-dynastiet ( ), hvor den nåede sit højdepunkt. I Tang-dynastiet havde buddhismen opnået en sådan status, at den blev opfattet som en trussel mod den traditionelle kongfuzianisme og dens sociale fabrik. Buddhismens klosterinstitutioner, der nu taltes i titusindvis, blev i stigende grad årsag til en dræning af den statslige økonomi. Klostrenes godser var skattefrie, og munkene deltog ikke i aktivt arbejde for staten. I templer og klostre gemte sig en stor del af landets vigtigste møntmetaller i form af buddhistiske statuer og andre religiøse relikvier. En økonomisk nyordning førte således til en kortvarig buddhistforfølgelse i årene , hvor et tusindtal af templer blev nedrevet, og over en kvart million munke og nonner blev sekulariseret. Buddhismen genvandt dog en del af det tabte i det efterfølgende Songdynasti ( ). Under Song-dynastiet var der på den intellektuelle front en stærk polemik mellem buddhismen og neokongfuzianismen, der anså buddhismen for en verdensfjern lære og ønskede at bringe kongfuzianismen til en fornyet vitalitet ved at tolke de gamle kongfuzianske klassikere i et nyt lys. Men givet er det, at også neokongfuzianismen var stærkt påvirket af buddhismen, især Huayen (og daoismen), i et forsøg på at tilpasse kongfuzianismen til det daværende intellektuelle miljø. Buddhismen bevarede sin indflydelsesrige position også efter sin storhedstid under Tang-dynastiet. Under dynastierne Song ( ) og frem til Ming ( ) synes der at være en stærkere tendens til, at de enkelte buddhistklostre forener flere buddhistskolers doktriner under ét 14

15 tag. Særlig Chan (Zen) og Jingtu (Det Rene Land) stod stærkt og var i denne periode populære i Kina. Derimod synes Tiandai og Huayen at være gået i forfald, og de kom sig aldrig over buddhistforfølgelsen i Generelt må det siges, at buddhismen i Kina indtog en mere socialt aktiv rolle end i Indien. I buddhismens storhedstid var buddhistklostrene ofte store jordbesiddere, der oven i købet kunne udlåne penge og korn mod rentebetaling. De havde også typisk indtægter af oliepresser og kornmøller, samtidig med at de drev badehuse og herberger for de vejfarende. Moderne buddhisme Som det har været tilfældet med kongfuzianismen og daoismen, har man også stillet sig det spørgsmål, om buddhismen ville forblive upåvirket i Kinas transformationsproces til en moderne stat. Forsøg på at justere buddhismen til den moderne verden blev først forsøgt i slutningen af Qing-dynastiet ( ), hvor moderne videnskab og demokrati blev introduceret til kineserne. En buddhistisk lægmand ved navn Yang Wen-hui ( ) viede sit liv til den opgave at genoptrykke og distribuere buddhistiske tekster. Efter to perioder i London, hvor han var knyttet til den kinesiske ambassade, blev han bekendt med moderne videnskab såvel som orientalisters studier og arbejder, fx Max Mülller. Da han vendte tilbage til Kina, fortsatte han med at udgive buddhistiske publikationer og spekulerede samtidig over, hvordan buddhismen kunne tilpasses den moderne verden. Yang Wen-hui og andre buddhister så på sin vis positive åbninger for buddhismen i Kina. De kongfuzianske embedseksamener blev skrinlagt i 1905, og monarkiet, i form af kejsermagten, ophørte i Det betød, at den traditionelle støtte til kongfuzianismen, i kraft af dens funktion som statsideologi, blev fjernet. Buddhismen fulgte hurtigt den stigende tendens i Kina til at forme partier og sammenslutninger. Den organiserede sig i en mængde forskellige sammenhænge, som fx i velgørenhedsinstitutioner og uddannelsescentre, med det større formål det var at beskytte buddhismens sangha (munke- og nonnesamfund) mod de mange, der anså buddhismen som et levn fra gamle dages overtro og dermed ville sekularisere klostrene og ekspropriere munkene til andre formål. Efter et par årtier i republikkens omtumlede tilværelse skød der adskillige buddhistiske sammenslutninger op, som dog kun bestod kortvarigt. Først i 1929 blev Det Nationale Buddhistforbund oprettet i Shanghai med en prominent abbed ved navn Yuan Ying som forbundets første præsident. Dette forbund har indtil i dag officielt tegnet buddhismen i Kina. Da kommunisterne tog over i 1949, havde Det Nationale Buddhistforbund talrige lokalafdelinger og kvarterer spredt over hele Kina og et anslået medlemstal på medlemmer. Forbundet var i sin struktur udstyret til at informere det buddhistiske samfund om regeringens attituder i forhold til buddhismen, samtidig med at de repræsenterede den buddhistiske ordens ønsker og visioner over for myndighederne. På trods af, at buddhismen i princippet havde ret til sin eksistens, var den dog baseret på nogle uklare præmisser, der udmøntede sig i, at grænsen mellem hvad der kunne tolereres endda beskyttes og hvad der måtte angribes i den buddhistiske praksis hurtigt kunne ændre sig hos de kommunistiske centralmyndigheder. Buddhistiske munke og nonner og deres klostre i provinserne led fra tid til anden under lokale kadrers chikane, der havde det formål at undergrave den religiøse tro. Ved indførelsen af en konstitution, oprettet under et indvielsesmøde afholdt fra 29. maj til 3. juni i 1953, fik Det Nationale Buddhistforbund en Dunhuang-grotterne, der findes i Gansu-provinsen på et af hovedstrøgene i den gamle silkevej, er et enestående eksempel på buddhistisk ikonografi i perioden fra det 4. årh. til det 11. årh. Billedet her er fra hule nr. 275 og viser den fremtidige buddha, Maitreya, omgivet af hjælpere. Denne grotte stammer helt tilbage til det 4. årh. De omkring 500 grotter med tusindvis af buddhistiske statuer og relieffer blev hugget ind i klipperne af buddhister, der fulgte med karavanerne mellem Indien og Kina. (Officielt fotografi). 15

16 delig formuleret en legal basis at arbejde ud fra med regeringen som garant. Der blev ligeledes oprettet et buddhistråd, der ikke alene repræsenterer etniske kinesiske buddhister, men også minoritetsgrupper med tilknytning til Therevada-buddhisme og tibetansk buddhisme. Selv om Det Buddhistiske Råd forøgede evnen til at kommunikere buddhistiske synspunkter til regerinringen, var det omvendt også et for træffeligt redskab for regeringen til at overføre politiske holdninger til buddhistsamfundet. Det Nationale Buddhistforbund blev af regeringen foranlediget til, at konstitutionen skulle indeholde en erklæring om, at munke og nonner ikke måtte trække sig tilbage i klostrene og vie deres liv udelukkende til de religiøse forpligtigelser, men måtte arbejde for at forene alle Kinas buddhister under ledelse af Folkets Regering i bestræbelserne på at sikre moderlandets velfærd og verdensfreden. Staten og religionen Også daoismen følte sig tvungen til at stifte et nationalt forbund. Det skete i 1953 med oprettelsen af Det Nationale Daoistforbund, der fungerer efter samme principper som det buddhistiske søsterforbund. Siden fulgte både kristne og islamiske forbund. Fælles for disse religiøse traditioners sammenslutninger i forbund, er, at de alle er underlagt Bureauet for Religiøse Anliggender, et statsligt organ oprettet i På sin vis kan bureauet opfattes som et kontrolorgan, men billedet er langt mere nuanceret. Det er i dag delt i to afdelinger. Den første hånd terer anliggende inden for den daglige drift af de religiøse institutioner. Den anden tager sig af at definere den religiøse politik. Den arbejdende stab i bureauet er i regelen ikke særlig kyndige med hensyn til religioner og deres praksis, men modtager kurser herom ved deres ansættelse. Langt de fleste er medlemmer af det kommunistiske parti. En af bureauets opgaver er at være behjælpelig med at generhverve og genopbygge kirker, templer og klostre, der under kulturrevolutionen blev lagt øde eller blev inddraget til verdslige formål, men som nu igen skal fungerer efter deres oprindelige sigte til gavn for de religiøse institutioner og deres tilhængere. Under kulturrevolutionen var alle nationale religiøse sammenslutninger sat ud af spillet, inklusiv Bureauet for Religiøse Anliggender. Efter kulturrevolutionens bratte afslutning i 1976 optog disse organer igen deres drift med fornyet styrke. I dag skønnes det, med baggrund i statistiske oplysninger, at der er ca buddhisttempler og ca. 73,5 millioner buddhister. Heraf menes tibetansk buddhisme at udgøre ca millioner, Therevada-buddismen ca. 1.5 mill. og øvrige buddhister (Han-buddhister) ca millioner. Det Nationale Buddhistforbund vurderer antallet til over 100 millioner buddhister, men det må sikkert tages med et vist forbehold. I det hele taget er det noget problematisk at opgøre et sådant tilhørsforhold, fordi der oftest ikke er tale om et egentligt konfessionsforhold og at de statistiske beregninger er baseret på skønsmæssige tal ud fra, hvor mange besøgende, der deltager i templernes religiøse aktiviteter. Der kan opgøres mere præcise tal over buddhistiske munke og nonner, der tælles til Heraf udgør etniske kinesiske munke og nonner (nonner udgør langt de fleste), lamaister og Therevada-munke Disse tal er dog betydeligt lavere end før Øget religiøs interesse Buddhismen har i nutidens Kina, i lighed med daoismen, oplevet en fornyet vækst i takt med de mere frie forhold for religionsudøvelse. Der er i Kina en stigende tendens til, at religion er blevet et mere personligt anliggende, alt imens der genåbnes templer og klostre, kan man iagttage at interessen og den religiøse overbevisning i høj grad viser sig hos kineserne. Fra officiel side er religion stadig ensbetydende med de store religiøse traditioner, som islam, kristendom, daoisme og buddhisme. Andre former for religiøse bevægelser har ikke denne status. På samme måde som tidligere kejsere værnede om de statsautoritære ideologier og bandlyste lokale kulte eller uortodokse religiøse bevægelser, således forholder det sig også i dagens Kina. Et eksempel herpå er Falun Dafa, der betegnes som overtro og en farlig sekt. Heller ikke fænomener som fengshui får nogen plads i offentligheden, skønt denne praksis i høj grad er levende, især i landdistrikterne, forsøger man fra de offentlige mediers side at tie den ihjel. Men hvad angår buddhismen, ser den i Kina ud til gå en lysere 16

17 LÆS, LE OG LÆR Vibeke Børdahl: Tiger, tiger. Wu Song og tigeren i kinesisk historiefortælling. Med fotografier af Jette Ross. 171 sider, Forlaget Vandkunsten 2004 pris kr. 248,00 kr. ISBN Af Rikke Agnete Olsen Titlen på Vibeke Børdahls bog om kinesisk historiefortælling, Tiger, tiger, leder tanken hen på William Blakes digt af samme navn. Det er måske tilfældigt, men fortællingen om helten Wu Song og hans kamp med og sejr over den frygtelige menneskeædende tiger på Liangshanbjerget passer godt til digtet. Historien hører til i klassikeren Fortællinger fra marsk og mose, på engelsk Water Margin og på dansk tidligere kaldet De fredløse i marsken. Den store roman fra 1500-tallet om røverbanden, der blev helte, en slags kinesiske Robin Hoods, var efter sigende Mao Zedongs yndlingsbog. Fortællingen om Wu Songs tigerdrab er imidlertid endnu ældre end samlingen af fortællinger. Den har rødder så langt tilbage som i 1200-tallet, og gennem alle århundrederne siden har den været yndet i kinesisk professionel historiefortælling, der har overlevet indtil vore dage trods bøger og alle de moderne medier. Nu synger denne spændende kunstart imidlertid måske på et af sine sidste vers, og det er Vibeke Børdahls store fortjeneste gennem adskillige år at have arbejdet på at dokumentere og bevare de sidste fortælleres og fortællerskolers virksomhed i skrift og på billede. Det er der kommet flere publikationer ud af, her skal især nævnes Chinese Storytellers, Life and art in the Yangzhou Tradition sammen med Jette Ross i (Anmeldt i Kinabladet nr. 16 Vinter 2002). Det er også Jette Ross billeder, der fylder og pryder Tiger, tiger, og bogen er tilegnet mindet om hende. Tiger, tiger behandler ligesom Chinese Storytellers Yangzhou-skolernes særlige udtryksform, men især Wang-skolens, der har Fortællinger fra marsk og mose som speciale. Der berettes om, hvordan fortællerne uddannes til deres bestilling, og hvordan de med mere eller mindre beskeden brug af et minimum af rekvisitter og gestus lærer at tryllebinde tilhørerne. Wu Song beskrives som person og emne for en god historie, og så får vi den naturligvis serveret, endda hele to gange. Første gang gengives beretningen sådan cirka, som man ville fortælle sådan en historie her i vores vestlige verden. Vi møder helten, følger ham til kroen ved foden af bjerget, hvor den frygtelige tiger huserer. Kroen hedder Tre glas slår, så ingen over bjerget går efter sin bedste vin, og naturligvis drikker helten tre glas og mange flere, og naturligvis går han i ivrig fuldskab over bjerget og dræber alligevel tigeren. En rigtig dum og dristig helt, som de findes overalt i den vide verden. Efter så at være blevet belært om, hvordan de rigtige historiefortællere gør, får vi så historien præsenteret på deres måde. Det er mageløst dygtigt gjort, og nu lever fortællingen mange gange mere, den er blevet så morsom og langt mere spændende, og selv om man ikke kan kinesisk og det i øvrigt er gjort på dansk er man blevet tilhører i det kinesiske fortællerhus, og forstår mens man læser, hvorfor den mundtlige fortælling har kunnet overleve bogen og sine andre konkurrenter, film, video etc. De mange og langvarige og sikkert heller ikke billige projekter, der ligger bag denne bog og Vibeke Børdahls andre publikationer om emnet, er mere end berettigede. Bogens mange illustrationer er dels træsnit fra forskellige tider, papirklip osv. og så naturligvis Jette Ross fotografier af historiefortællerne i aktion. Hovedpersonen er Wang Xiaotang, der dels ses på omslaget og leder os ind i bogen og dels skildres omhyggeligt med billeder af ham selv i halv figur og af hans talende hænder, mens han gør rede for, hvordan Wu Song møder og gør det af med tigeren. Disse vidunderlige billeder er den halve årsag til, at man ikke bare læser, men virkelig oplever fortællingen og havde de dog bare stået på glittet papir. Det fine, matte papir, der gør teksten dejligt let at læse, yder ikke Jette Ross fotografiske kunst og kunnen retfærdighed, det sluger alt for mange detaljer. Det er særligt synd, fordi bogen er tilegnet Jette Ross, der fulgte og fotograferede projekterne i takt med, at Vibeke Børdahl arbejdede. Det er også synd, fordi bogen er en udpræget prestigeudgivelse. Det viser det fine papir, den smukke sats, den nydelige opsætning og den fornemme gengivelse af en vifte en fortællerrekvisit på indersiden af omslaget. Mage til kinesisk æske er vist ikke set før i bogverdenen. Så skulle der måske have været læst lidt mere omhyggeligt korrektur. En række dårlige orddelinger skæmmer, hist og her er der faldet et ord ud, og forskellige sproglige svipsere burde være undgået, f.eks. s. 118 Standard kinesisk bør være i et ord, s.124 i verset og skønne smag fra bægret fly r. Det skal vel betyde flyder, men denne forkortelse står på dansk for flygter. S. 126 tigren skal skriver tig ren og s.125 er en stråtækt krostue vanskelig at se for sig. Kroen kan være stråtækt, den ser man udefra, men krostuen er man jo inde i, og så ser man ikke noget stråtag. Sådan kan man jo altid være en sproglig pernittengryn, men teksten er som alt nævnt både spændende, oplysende og pædagogisk og lever op til bogens motto: Her berettes om gammelt og nyt, vejledning og råd for enhver, gode ord til at oplyse verden, lærdom hyllet i morskab. Læs og le og lær og bliv meget klogere på kinesisk historiefortælling i Yangzhou gennem tiderne. 17

18 KINAS FLYDENDE JADE HISTORIEN OM KINESERNES NATIONALDRIK Kina er teens hjemland. Herfra bredte den gyldne drik sig til hele verden, både som et lægemiddel og som et nydelsesmiddel. Om te eller kaffe er den mest udbredte drik i verden (bortset fra vand) er uklart, men i hjemlandet er te nationaldrikken. Kineserne drikker te dagen lang. Af Ingrid Liboriussen, Informationsmedarbejder, Max Havelaar Danmark Blade fra den kinesiske tebusk camillia sinensis Teens historie er forbundet både med poesi og smugleri, munkes meditation og afhængighed af opium. Fra Tang-dynastiets tedyrkelse i det 7. og følgende århundreder, over 1800-tallets opiumskrig til nutidens tehandel. Ifølge legenden var det kejser Chen Nung som opdagede teen. Han levede for over 4700 år siden og var, foruden at være en dygtig regent, også videnskabsmand. Chen Nung blev kaldt den guddommelige healer og regnes for grundlæggeren af kinesisk medicin. Han påbød at alt vand af hygiejniske grunde skulle koges. Da Chen Nung gjorde holdt under en rejse i provinsen, sad han en dag i skyggen af et træ, mens han ventede på at hans vand blev kogt. Et par blade fra træet dryssede ned i karret med kogende vand. Det fik en gyldenbrun farve, og i stedet for straks at få det smidt ud, smagte han af videnskabelig nysgerrighed på væsken. Han fandt smagen forfriskende og drak nu verdens første kop te. Legenden har bevirket at te betragtes som en af de ældste former for kinesisk medicin. Man må springe over to tusind år frem før tedrikning kan dokumenteres med større sikkerhed. Filosoffen Kongfutse (ca f. Kr.) siges at have drukket og talt om te, men det første håndfaste bevis på tedrikning stammer fra en bog om medicin fra 350 f. Kr. Teen blev ikke anset som et nydelsesmiddel, men som et medikament som kunne bruges til at kvikke folk op, til at hjælpe på fordøjelsen og til at lindre hovedpine. Teen blev drukket, men den kunne også påsmøres som en salve. I de følgende tre århundreder blev te en populær drik i hele Kina, men teens storhedsperiode oprandt under Tang-dynastiet ( ). Flydende jade Der er flere grunde til at teen i denne periode bliver populær og får karakter af at være kinesernes nationaldrik. En af grundene er at de buddhistiske munke tager drikken til sig. Under lange perioder med meditation var teen en måde at holde sig vågen og fokuseret på. En anden grund var at tedrikning fandt vej til hoffet. Samtidig blomstrede handelen, især via det nu udbyggede kanalsystem, så interessen for teen kunne hurtigt sprede sig. Snart drak kineserne te hele dagen, berettes det. Under Song-dynastiet udvikledes tedrikningsritualer, og der blev holdt tesmagning på samme måde, som vi i dag har vinsmagning. Poesi og tedrikning gik hånd i hånd. Et af de mest almindelige steder at nyde en poesioplæsning var tehusene der dukkede op over alt i Kina. Den store opdagelsesrejsende Marco Polo har fra sin rejse i Kina midt i det 13. århundrede berettet om den enorme mængde te, kineserne drak. Forfatteren Lu Yu udgav omkring år 780 e. Kr. en bog, som i dag regnes for teens bibel. Det er et digert værk i ti dele ved navn Cha Ching, Klassisk Te. Heri fortælles alt, hvad man vidste om te på det tidspunkt, blandt andet om teens oprindelse, de forskellige kvaliteter, redskaber til plukning af teblade, te som medicin, hvordan teen skulle behandles, hvor det bedste vand til fremstilling af te fandtes, osv. Lu Yu anviser også, hvordan hans bog kunne udbredes, for at så mange som muligt kunne lære noget om te og tekultur. Bogen har også illustrationer af de redskaber der brugtes til teproduktion. Det menes da også at være Lu Yu, som gav teen kælenavnet flydende jade. Under Han-dynastiet (206 f. kr. til 24 e. kr.) opstod ordet cha for te det ord, der bruges den dag i dag, og som kendes i mange sprog. Te som eksportvare Fra det 5. århundrede blev te eksporteret til store dele af Asien og nåede senere Europa. Det menes, at teen kom fra Kina til Japan via den buddhistiske munk Yeisei, der blev kendt som teens fader i Japan. Også i Japan spredte interessen for te sig hurtigt, og tedrikning blev ophøjet til en kunstform i de japanske teceremonier. Først med de store opdagelsesrejser kommer teen til Europa. Portugiserne var de første europæere der nåede frem til Kanton i Kina. Det var i 18

19 1517, under Ming-dynastiet, tyve år efter at Vasco da Gama rundede Kap det Gode Håb. Da Portugal blev annekteret af Spanien, var det hollænderne der overtog handelen. Europæere havde ingen ret til at slå sig ned i Kina, og deres tilstedeværelse blev kun tålt i bestemte perioder af året hvor de kunne handle med en lille gruppe kinesiske købmænd. Det var først i 1610 at den første ladning te nåede Amsterdam, og omkring 1650 kom den første te til England, bragt dertil af en spansk prinsesse der blev gift med den engelske kong Charles. I England som i andre lande blev te hurtigt en populær drik. I begyndelsen blev teen i Europa, som i Kina, brugt som medicin, men særlig i England begyndte man at drikke te for smagens skyld. Fra at være en drik for overklassen bredte tedrikningen sig til alle sociale lag, og der findes beretninger om at i 1740 brugte en arbejderfamilie i gennemsnit hele fem procent af sin indkomst på te. I Kina drak man grøn te eller semifermenteret te, den sorte te var kun til eksport. Historien går at europæernes smag for sort te beror på en fejl. Et europæisk skib kom i havn med en ladning te som havde ligget og gæret, fermenteret, under den lange rejse. I stedet for at smide ladningen over bord, valgte handelsfolkene at sælge teen alligevel under påstanden om at te nu engang skulle se sådan ud! Opium for te Den fredelige handel mellem kinesere og europæiske handelsfolk varede ikke ved. Den kinesiske teeksport til England var den direkte anledning til en militær konflikt mellem de to lande. Det var ikke nemt at skaffe te nok til Europa. Sagen var at Kina var selvforsynende og derfor ikke ville bytte te for varer. Kineserne krævede kontant betaling i form sølv, men dette ædle metal havde England ikke for meget af, hvilket naturligvis var et problem for de britiske handelsfolk. De forsøgte at købe te for bomuld, men i 1773 opdagede de et bedre betalingsmiddel: Opium. Det var en mangelvare i Kina. Det britiske herredømme over Indien betød, at englænderne havde nem adgang til opium som man nu øgede produktionen af. Lokale handlende købte opium i Indien og blev af kinesiske smuglere betalt med sølv. De engelske handelsfolk fik dermed adgang til sølv som de kunne købe te for. Afhængigheden af opium tog til i alle samfundslag i Kina, og den var ikke let at stoppe da alt for mange embedsmænd tjente på at se gennem fingre med handelen. I 1839 satte kejseren hårdt ind over for opiumsproblemet. De kinesiske lagre af opium blev sat i brand og et helt års forbrug af opium gik op i flammer. Briterne valgte først at ignorere hændelsen, men da handelen blev mere og mere ugunstig for de britiske handelsfolk, valgte den engelske regering at svare igen. I 1840 blokerede den britiske flåde Kanton, og det blev starten på opiumskrigen. Den britiske hær var militært klart overlegen, og i 1842 måtte kineserne slutte fred og underskrive Nanking-traktaten. Briterne var sikret retten til at handle med opium, og øen Hong Kong blev deres base for handel. Indtil 1839 var Kina det eneste teeksporterende land. Men opiumskrigen betød at der blev søgt nye veje at skaffe te på. Efter flere fejlslagne forsøg lykkedes det briterne at smugle tefrø og viden om tedyrkning ud af Kina, og store teplantager blev anlagt i Indien og Sri Lanka, det daværende Ceylon. Forholdene for teplukkerne i disse lande var horrible, og for Indiens vedkommende talte man om den bitre te fra Assam. Kina nr. to teproducent Den største teproducent er i dag Indien som står for cirka 30% af verdens teproduktion. På andenpladsen kommer Kina med omkring 25%, og både Sri Lanka og Kenya ligger på omkring 10%. Men da meget af teen bliver drukket af de omkring 1,3 milliarder kinesere og én milliard indere, er disse lande ikke de største eksportører. Verdens største teeksportører var i 2003 Sri Lanka med en andel på 21% af verdensmarkedet og Teplukning er kvindearbejde! En rutineret teplukker skal kunne klare kg teblade på en dag. Newsphoto 19

20 Kenya med 20%, mens Kina kommer ind på en tredjeplads med 19% og Indien på en fjerdeplads med 15%. Selvom Kina er en af verdens vigtigste producenter og eksportører af te, er teen ikke blandt Kinas vigtigste eksportvarer. Landbrugets rolle er ikke længere så afgørende for landet på grund af den voksende industriog servicesektor. Der dyrkes primært grøn te i Kina, og den sorte te er stadigvæk ikke populær. Ganske sigende forlyder det at de arbejdere, som producerer Keemun-te, en af verdens fineste sorte teer, drikker grøn te i deres pauser. Et af problemerne for kinesisk teeksport er at der findes et utal af varianter, fabrikker og indpakninger, men meget få anerkendte mærker. Kina eksporterer rå te som kun konkurrerer på pris frem for fx teposer af et bestemt mærke. Ifølge CMMS (China Marketing Media Study) er det mest populære mærke for teposer i verdens største teproducerende land britiske Lipton. En virkelig tedrikker, som denne gæst i et tehus i Lanzhou i Gansu-provinsen, behøver ikke nogen tekop. (Arkivfoto: Flemming Poulsen). Tebusken Te laves af blade og blomsterknopper fra den kinesiske tebusk, camellia sinenses. Den voksede vildt for flere tusinde år siden, men i de sidste 2000 år er den blevet dyrket i Kina som i andre teproducerende lande med henblik på at fremstille te. Den kinesiske tebusk er det oprindelige grundlag for dyrkning af tebuske i andre lande. Enorme arealer i det tropiske og subtropiske Kina er dækket med tebuske. Te dyrkes i 20 provinser, fra Hainan i syd til Shandong i nord, fra Tibet i vest til Fujian i øst. I Yunnanprovinsen, der har den længste sæson, høstes der normalt fire gange om året, nemlig i marts, to gange i sommermånederne og én gang i september. I vild tilstand kan busken eller træet blive op til ti meter høj, men når camillia sinensis skal bruges til produktion af te, bliver dens vækst holdt nede til omkring én meter, blandt andet for at lette teplantagens arbejdere med at plukke bladene. En rutineret tebladsplukker skal kunne klare kilogram blade på en dag, dvs skud. Det er lidt af en videnskab at plukke teblade. Der kan fx plukkes blade gange fra samme busk, men det skal foregå med 7 10 dages mellemrum for at få den bedst mulige kvalitet. Fra hver busk plukkes de to yderste (yngste) blade og én knop. Det giver den bedste kvalitet te og dermed den bedste pris på verdensmarkedet. Også den første høst om foråret giver den fineste kvalitet. Ny te er stærkt efterspurgt og dyrere end den te der produceres af blade fra sommer- og efterårshøsten. Den giver til gengæld flere blade end forårshøsten, men altså af en ringere kvalitet. Busken kræver et varmt, fugtigt, regnfuldt klima uden risiko for frost. Men temperaturen må heller ikke blive for høj. Og jorden må ikke være for våd, for så kan roden rådne. De bedste vækstbetingelser findes derfor på skrånende højdedrag hvor der er mulighed for en passende afvanding og hvor temperaturen er tilpas. Er de betingelser til stede, kan busken vokse i op til 2500 meters højde. Buskene beskæres hvert år, både for at holde væksen nede og for at give plads til nye skud. Nye buske skaffes ved at pode unge skud på de gamle stammer. Det tager 3-5 år før bladene på en ny busk er tjenlige til at blive til te. Når busken er år gammel, kan den ikke bruges mere. Sort drage og andre teer Der fremstilles mange slags te, men råmaterialet er det samme, nemlig camillia sinensis. Det er behandlingen af tebladene der gør forskellen. Det er helt afgørende hvordan tebladene behandles lige efter plukningen, den såkaldte fermentering. Graden af fermentering er afgørende for teens smag og virkning. Strengt taget er der ikke tale om fermentering gæring, men det kaldes processen 20