Abstract I dette projekt bliver der foretaget en kritisk argumentationsanalyse af Michael Sandels bog The Case Against Perfection - Ethics in the Age

Transkript

1 Abstract I dette projekt bliver der foretaget en kritisk argumentationsanalyse af Michael Sandels bog The Case Against Perfection - Ethics in the Age of Genetic Engineering og Jürgen Habermas bog Den Menneskelige Naturs Fremtid - på vej mod en liberal eugenik?. Der bliver i projektet udledt, rekonstrueret og analyseret argumenter imod genetisk forbedring fra bøgerne. Der bliver i analysen anvendt teoretikerne Kahane, Bostrom og Roache samt argumenter fra den transhumanistiske bevægelse for at få et kritisk perspektiv på Sandels og Habermas argumenter. I denne sammenhæng vurderes de empiriske præmissers sandhedsværdi og de normative præmissers konsekvenser. Projektet konkluderer at deres argumentation ikke er succesfuld og finder i disse bøger ingen overbevisende argumenter imod genetisk forbedring af mennesker. 1

2 Indholdsfortegnelse PROBLEMFELT 3 PROBLEMFORMULERING 5 PROBLEMAFGRÆNSNING 5 METODE 6 KRITIKERE 6 ARGUMENTATIONSANALYSE 7 SANDELS THE CASE AGAINST PERFECTION 13 GAVEARGUMENTET 14 ANSVARSARGUMENTET 17 ÅBENHEDSARGUMENTET 19 VÅBENKAPLØBSANALOGIEN 22 SOLIDARITETSARGUMENTET 25 ULIGHEDSARGUMENTET 28 FOLKESKOLEANALOGIEN 29 DELKONKLUSION 32 HABERMAS DEN MENNESKELIGE NATURS FREMTID 33 OBEJKTIVISERING AF MENNESKER 33 LIVSPLAN OG SELVFORSTÅELSE 39 ASYMMETRISKE FORHOLD 42 FORVENTNINGER 44 DELKONKLUSION 47 KONKLUSION 48 LITTERATURLISTE 49 2

3 Problemfelt I 1978 blev Louise Joy Brown født som den første, som var blevet undfanget udenfor en kvindes krop. I dag findes der fertilitetsklinikker i hele verden og muligheden for at selektere i menneskelige celler, har fået revolutionerende betydning. Vi har i dag muligheden for at reproducere os, uanset om vi er fertile eller ej. Siden Louise Joy Brown, er vi kommet endnu længere med udviklingen af prænatale teknologier. (etiskraad.dk, 1) I 2004 blev der fastlagt nye retningslinjer for vejledningen om prænatal information. En af hovedændringerne var at tilbyde den gravide en undersøgelse, som blandt andet belyser sandsynligheden for, at hun føder et barn med Downs syndrom. Undersøgelsens formål er at påvise eller udelukke alvorlige sygdomme eller handicap hos fostret og herunder at afklare og optimere behandlingsmulighederne. Ved indførelsen af disse nye retningslinjer kombineres de reproduktive og genetiske teknologier og vi ser altså at når enhver kvinde, som beslutter sig for at få foretaget en abort på baggrund af resultaterne for undersøgelsen, også foretager et fravalg af bestemte gener hos fosteret. Teknologien tillader altså kvinder i dag at foretage et bevidst valg for hendes eventuelt kommende barn. (sst.dk) Genetik, it og medicin tilhører i dag områder af den teknologi, der i stigende grad træder ind i kroppen og den teknologiske udvikling foregår i dag med en tiltagende progression. Da vi i dag anvender prænatal diagnostik hos mennesker og vi hos andre dyr og planter kan manipulere i generne, ser vi det derfor som en nærtstående mulighed at vi i en ikke så fjern fremtid, kan manipulere med generne i embryoner. Et embryon skal i denne opgave forstås som betegnelsen for et menneskeligt foster indtil den tredje måned af graviditeten. Det kan virke som ren science fiction at vi vil kunne ændre et barns gener, men i takt med den hastige teknologiske udvikling, mener vi at vi før eller siden vil blive konfronteret med muligheden for genetiske forbedringer. Mennesket har gennem historien prøvet at udvikle og forbedre omgivelserne omkring dem. Disse ændringer har igennem tiden tvunget individet til at tilpasse sig og orientere sig derefter. Det samme gør sig gældende for nye teknologier og muligheden for genetisk forbedring vil øge muligheden for at præge 3

4 menneskekroppen. Dette leder dog hen mod en række moralske spørgsmål, omhandlende forsvarligheden af forbedringsteknologier, som vi i projektet ønsker at undersøge. Mennesket udfordres i dag til at revurdere og definere sig ud fra en verden som er i konstant forandring. Er det at fortrække at blive i nutidens velkendte forhold, eller skal vi imødekomme menneskets kontinuerlige nyskabelser? Forbedringer af mennesket vækker spørgsmål om definitionen af grænsen mellem menneske og maskine, mellem det subjektive og det objektive. Spørgsmål som har ledt til et nyt begreb kaldet liberal eugenik, et begreb som kunne lede tankerne hen på sterilisering og menneskeavl. Dette begreb dækker dog over en mere human og frivillig tilgang til eugenik, hvor mennesker frit skal kunne vælge om de vil benytte sig af de nye teknologier, og genetisk forbedre deres eget barn, hvis de ønsker dette. For at belyse nogle af de moralske spørgsmål omhandlende forbedringsteknologien, vil vi i projektet tage udgangspunkt i Jürgen Habermas og Michael J. Sandels argumenter imod denne udvikling. Da både Habermas og Sandel i opgaven vil blive anvendt, til at belyse den kritiske vinkel på denne teknologiske udvikling, har vi også valgt at anvende nogle teoretikere med en mere positiv vinkel på forbedringsteknologi. Dette har vi valgt, for at være i stand til at lave en kritisk og dybdegående diskussion af de fremsatte argumenter. Blandt fortalerne for den nye teknologi, er en bevægelse, som er opstået i løbet af de sidste par årtier kaldet transhumanisme. Transhumanismen definerer sig selv således: Transhumanism is a class of philosophies of life that seek the continuation and acceleration of the evolution of intelligent life beyond its currently human form and human limitations by means of science and technology, guided by lifepromoting principles and values. (humanityplus.org, 1) Transhumanisterne går grundlæggende ind for teknologi, der forbedrer mennesket, for så vidt det er sikkert og frivilligt for alle at deltage. Dette indbefatter også genetisk forbedring. Transhumanisterne er en af de fortalere for genetisk forbedring vi i projektet vil benytte til at belyse og diskutere Habermas 4

5 og Sandels argumenter. Vi finder det interessant at undersøge denne nye mulighedshorisont og vi vil derfor ud fra dette fremtidsscenarie om genetiske forbedringer klarlægge og diskutere nogle af de etiske problematikker, som menes at kunne have fundamentale konsekvenser for mennesket og dets selvforståelse. Med udgangspunkt i problematikken om genetiske forbedringer, vil vi gennem en argumentationsanalyse redegøre for og diskutere nogle af de centrale argumenter imod brug af genetiske teknologier, som kan fremme og forbedre mennesket. Problemformulering Igennem en kritisk analyse af Habermas og Sandels argumentation imod genetiske forbedringer vil vi diskutere om det er etisk forsvarligt at anvende disse forbedringer. Problemafgrænsning Vi har i projektet valgt ikke at beskæftige os med etikken bag genetisk terapi eller selektion. Hovedvægten vil derimod ligge på etikken bag forbedring af embryoner, i vores tilfælde, forældre der forbedrer deres kommendes barns gener. Vi vil ikke beskæftige os med klassisk eugenik, men derimod vil vil kun fokusere på hvad Habermas og Sandel kalder liberal eugenik. Da der her er tale om en argumentationsanalyse vil vi hovedsageligt forholde os til de argumenter som Habermas og Sandel præsenterer i den udvalgte litteratur. 5

6 Metode Dette afsnit har til formål at indføre læseren i de metodiske overvejelser vi har haft i forbindelse med projektet. Vi vil i følgende afsnit klargøre hvad et argument er, hvordan det kan opbygges og analyseres. Vi har i vores argumentationsanalyse ønsket at tydeliggøre de krav, der stilles til argumenter for at vurdere deres styrker og svagheder. Vi har valgt at anvende logisk og etisk argumentationsteori fra henholdsvis Derfor af Collin et al. (1987) og Ethical Reasoning af Anne Thomson (1999). Vi vil endvidere i dette afsnit belyse vores refleksioner omkring vores valg af teorier og deres anvendelse i projektet. Herved vil vi forsøge at synliggøre den ramme, projektets problemstilling er blevet behandlet indenfor. Kritikere Vi har i projektet valgt at tage udgangspunkt i Michael J. Sandels og Jürgen Habermas etiske overvejelser omkring genetisk forbedring. Vores målsætning har været at vurdere styrkerne og svaghederne ved argumenterne og dermed øge gennemsigtigheden i diskussionen om genetisk forbedring. Vi har i projektet valgt at anvende transhumanismen, Guy Kahane, Nick Bostrom og Rebecca Roache som kritikere af Sandels og Habermas argumentation imod genetisk forbedring. Dette mener vi er medvirkende til en bredere og mere dybdegående diskussion af de fremsatte problemstillinger. Vores analyse er centreret omkring Habermas og Sandels argumenter imod genetiske forbedringer og vi vil derfor i nedenstående kort præsentere og beskrive, hvorfor vi finder disse relevante for vores opgave. Habermas Jürgen Habermas blev født i 1929 i Düsseldorf, og læste filosofi i Göttingen, Zurich og Bonn. Habermas er en af de mest ansete og læste socialteoretikere siden anden verdenskrig. Hans teorier har påvirket sociologi, filosofi, politik, jura og kulturstudier. Udover sine vidtrækkende akademiske udgivelser er Habermas en af de fremmeste intellektuelle debattører i Europa i dag. (Finlayson, 2005) For at belyse nogle af de centrale etiske argumenter imod genetiske forbedringer, har vi valgt at anvende bogen Den Menneskelige Naturs Fremtid - 6

7 på vej mod en liberal eugenik? af Habermas. Da Habermas i sin bog berører nogle af de moralske og etiske spørgsmål, der er opstået som følge af den progressive udvikling i genetik finder vi ham derfor som et oplagt valg til vores argumentationsanalyse. Sandel Michael J. Sandel er født i 1953 og fik sin doktorgrad i filosofi på University of Oxford i Han er nu ved Harvard University, hvor han har undervist i politisk filosofi siden Fra 2002 til 2005 var han med i The President s council on Bioethics, hvor han var med til at undersøge de etiske implikationer af nye biomedicinale teknologier. (gov.harvard.edu & newstatesman.com) Vi finder Sandel anvendelig til at belyse vores problemstilling, da han i sin bog fokusere på nogle af de moralske spørgsmål, som opstår ved udsigten til at perfektionere sig selv og sit barn. Argumentationsanalyse Vi har valgt at anvende argumentationsanalyse som et redskab til at rekonstruere teoretikernes argumenter, for at kunne undersøge de empiriske præmissers sandhedsværdi og de normative præmissers konsekvenser. Følgende afsnit vil derfor redegøre for logisk argumentationsteori samt redegøre for, hvordan vi vil anvende denne i analysen. For at få en etisk vinkel på vores udledte argumenter, har vi endvidere valgt at gøre brug af etisk argumentationsteori. Argumentation Et argument er en påstand, som man kan stille sig spørgende eller tvivlende overfor, og det er derfor nødvendigt med en begrundelse for påstanden, for at man kan tage stilling enten for eller imod. Et argument kan derfor defineres som: ( ) noget, som skal begrundes, og af noget, der skal tjene som begrundelse (Collin et al., 1987, side 9). Det som skal begrundes kaldes konklusionen og begrundelsen kaldes præmisserne. Der skal dog være mindst to påstande, for at det er et argument vi 7

8 har med at gøre. Konklusionen vil ikke altid forekomme til sidst i argumentet som den gør i eksemplerne, men kan også forekomme i starten eller i midten af argumentet. Et argument er dog ikke blot en række påstande, for eksempel vil en telefonbog være et eksempel på en række påstande, men der vil her ikke være tale om et argument, da der ikke er nogen forbindelse mellem de forskellige påstande. I et argument skal der derimod være en hensigt om at begrunde en påstand ved hjælp af andre påstande. En måde at udtrykke en sådan hensigt kan vises ved argumentmarkører som derfor, for, da og følgelig. (Collin et al., 1987) Argumentmarkørerne bruges til at markerer hensigten om, at de påstande der lægges frem, skal forbindes til et argument: Man må ikke løbe med meget store sakse, da det kan være farligt. Det er dog ikke altid at argumentmarkører bliver anvendt, og nogle gange har ordene andre funktioner end at påvise en følgerelation. I eksemplet ser vi hvordan en typisk argumentmarkør kan bruges til at placere en begivenhed i tid, og dermed ikke nødvendigvis har noget med argumentation at gøre: Da Erik løb med saksen gik det ikke galt. Logisk gyldighed Når vi skal vurdere de udledte argumenter er en af forudsætningerne for dette, om argumentet er logisk gyldigt. Hvis det er logisk gyldigt, og præmisserne er sande, vil konklusionen nødvendigvis også være sand. Argumentet kan aldrig være sandt eller falsk, men kun gyldigt eller ugyldigt. Det er nemlig kun præmisserne og konklusionen, der kan være sande eller falske. Et gyldigt argument kan derfor godt have en falsk konklusion, hvis et eller flere af præmisserne er falske. Et argument kan også være ugyldigt, men kun hvis man uden selvmodsigelse kan acceptere præmisserne og samtidig benægte konklusionen. (Collin et al., 1987) At acceptere præmisserne i følgende argument, men at benægte konklusionen vil føre til en selvmodsigelse, og dermed er argumentet gyldigt: Præmis 1 - Alle danskere har et personnummer. 8

9 Præmis 2 - Asbjørn er dansker. Konklusion - Asbjørn har et personnummer. Ved at acceptere at alle danskere har et personnummer og at Jensen er dansker, vil man også være bundet til at acceptere at Jensen har et personnummer. Her ville man være selvmodsigende, hvis man accepterede præmisserne, men benægtede konklusionen. På den måde har vi en test for gyldighed, der bygger på et princip om at man i argumentation ikke må være selvmodsigende. Præmisserne i et argument kan dog godt være implicitte. Dette kan skyldes, at den som argumenterer, går ud fra at modtageren ved hvad den implicitte præmis indeholder og at modtageren har accepteret denne (Collin et al., 1987). Eksempelvis: Præmis 1 - Mette er dansker. Konklusion - Mette har dansk statsborgerskab. Dette argument, har således den implicitte præmis at alle der har dansk statsborgerskab er danskere. Vi mener ikke at en implicit præmis kan være en fældende kritik af et argument, medmindre at den manglende præmis er omstridt og betydningsfuld. Vi har derfor valgt at skelne mellem to slags implicitte præmisser; de trivielle og de ikke-trivielle. De trivielle præmisser er de præmisser som man med rette kan forvente at modtageren kender og anerkender. Eksempler på dette, kunne være at vi befinder os på jorden med tyngdekraft eller at jordbær er røde medmindre andet nævnes. De ikke-trivielle implicitte præmisser er de præmisser som skal præciseres for at argumentet kan bedømmes. De er nemlig ikke udtryk for en almen accepteret antagelse, og kan eksemplificeres således: Præmis 1 - Jannick er fremmedarbejder. Konklusion - Jannick bør forlade Danmark. Den implicitte præmis er her at alle fremmedarbejdere bør forlade Danmark. Denne underforståede præmis mener vi ikke er en alment accepteret og triviel præmis og derfor ser vi denne som vigtig at udpege. (Collin et al., 1987) 9

10 Empiriske og normative præmisser. Både implicitte og eksplicitte præmisser kan være af empirisk eller normativ karakter. Empiriske præmisser kan være statistikker, videnskabelige beviser og lignende. De har alle tilfælles at understøtte den givne konklusion og de bliver fremsat som sande (Thomson, 1999). Et eksempel på en empirisk præmis kunne være: Præmis 1 - Man bliver meget fuld af at drikke en flaske whisky. Denne præmis siger altså noget om verden, og i dette tilfælde også noget om årsagssammenhænge. En empirisk præmis kan undersøges og valideres eller falsificeres, og på den måde er det relativt nemt at vurdere sandhedsværdien af denne type præmisser. Normative præmisser fremsætter en moralsk dom om hvad man bør gøre i en situation. Der er altså tale om en type præmisser man ikke kan vurdere sandheden af, men som man skal vurdere om man vil bekende sig til, før man kan vurdere argumentets styrke. Et eksempel på en normativt præmis kan se sådan ud: Præmis 2 - Man bør ikke drikke sig meget fuld i arbejdstiden. Hvis man godtager disse eksempler på empiriske og normative præmisser er man også nødt til at komme frem til den normative konklusion: Konklusion - Man bør ikke drikke en flaske whisky i arbejdstiden. Ud over at være eksempler på empiriske og normative præmisser, er det foregående eksempel også et eksempel på et handlingsanvisende argument. Det er denne type argumenter vi hovedsageligt vil beskæftige os med i denne opgave, da moralske argumenter altid er handlingsanvisende. Der findes også ikkehandlingsanvisende argumenter der ikke beskæftiger sig med hvad vi skal gøre, men hvordan verden er. 10

11 Hvis vi i projektet skal vurdere om et arguments konklusion er sand afhænger det altså af præmissernes sandhedsværdi og sammenhængen mellem dem og konklusionen. Da vi i projektet ønsker at lave en argumentationsanalyse af etiske argumenter skal vi undersøge sandheden af de empiriske præmisser og vurdere konsekvenserne af de normative præmisser. Etisk argumentation Som tidligere nævnt vil konklusionen i et argument bestå af en påstand og denne påstand, vil blive understøttet af en eller flere præmisser. I etiske argumenter vil konklusionen indeholde en normativ påstand. De moralske argumenter fungerer som et handlingsforslag og vil ofte indeholde ordene burde, skulle, rigtigt og forkert. Selvom argumentet ikke direkte er et handlingsforslag, kan disse ord indikere at man har med et moralsk argument at gøre. Disse ord er dog ikke nogen garanti for at man har med et etisk argument at gøre, da også ikke-etiske argumenter kan indeholde anbefalinger eller forslag. Eksempelvis kan et ikkeetisk argument som indeholder en handlingsanvisning være, hvilken bil man burde købe. Den afgørende forskel mellem ikke-etiske argumenter og etiske argumenter er hvordan disse er opbygget og forklares i følgende eksempler. Det første argument er bygget op således at hvis du vil have A så skal du gøre B. Det første argument er et eksempel på et ikke-etisk argument, som forsøger at fortælle hvad man skal gøre hvis man vil opnå et eller andet. (Thomson, 1999) Hvis du vil have klip i dit kørekort, bør du drikke og køre bil. Det andet argument er derimod bygget op således at du bør gøre A uanset hvad du ønsker at opnå eller hvad dine interesser er. Ingen bør drikke og køre bil. Dette fortæller at du burde gøre det, fordi det er det rigtige at gøre og er således et eksempel på et etisk argument (Thomson, 1999). 11

12 Moralske analogier En anden måde at præsentere et argument der ofte bruges i etisk argumentation, er med en moralsk analogi. Det vil sige at to situationer bliver sidestillet og hvad man derfor kan konkludere i den ene situation må også gøre sig gældende i den anden. Disse analogier kan både være eksplicitte og implicitte. Brugen af analogier kan være et smart og stærkt værktøj i et argument. Dette fordi, hvis vi accepterer at X er ligesom Y i alle moralsk relevante aspekter, bliver vi altså også nødt til at konkludere det samme for X som for Y. (Thomson, 1999) Anvendelse i projektet Vi vil i projektets argumentationsanalyse anvende ovenstående som værktøj til at rekonstruere og analysere argumenterne fra Sandel og Habermas. Vi vil rekonstruere argumenterne så de er logisk gyldige og derefter udfordre de empiriske præmissernes sandhedsværdi og undersøge om der i de normative præmisser findes urimelige implikationer. Derudover vil vi afklare brugen og betydningen af centrale begreber. 12

13 Sandels The Case Against Perfection I det følgende afsnit vil vi præsentere og analysere Michael J. Sandels argumenter fra bogen The Case Against Perfection (2007). Vi har udledt syv argumenter fra bogen og rekonstrueret dem for at kunne arbejde med præmisserne enkeltvis, for derefter at kunne give en samlet vurdering af argumentet. Vurderingen af præmisserne og argumentet vil lede til en diskussion af de problemstillinger som Sandel lægger op til i sin argumentation. De udledte argumenter er: 1. Gaveargumentet 2. Ansvarsargumentet 3. Åbenhedsargumentet 4. Våbenkapløbsanalogien 5. Solidaritetsargumentet 6. Ulighedsargumentet 7. Folkeskoleanalogien Helbred og forbedring Inden vi går i gang med analysen af det første udledte argument finder vi det nødvendigt, at afklare et par begreber som Sandel anvender. Begreberne er helbredelse og forbedring. Sandel laver ikke selv en decideret begrebsafklaring, men igennem bogen har vi forsøgt at tolke hvad Sandel forstår ved disse to begreber. Sandel skriver om helbredelse:... medicine is governed, or at least guided, by the norm of restoring and preserving the natural human functions that constitute health (Sandel, 2007, side 47) For Sandel er normen for medicin at gendanne og bevare de naturlige menneskelige funktioner, der udgør vores helbred. Han skriver endvidere at medicin, ligesom sport har et formål der dirigerer og begrænser. Han mener dog at hvad medicins præcise formål er, er åben for debat. Sandel skriver her om naturlighed, hvilket er et vagt begreb, som vi vil tage op til diskussion i nedenstående analyse. Om forbedringer siger Sandel: 13

14 Like cosmetic surgery, genetic enhancement employs medical mean for nonmedical ends - ends unrelated to curing or preventing disease, repairing injury, or restoring health. (Sandel, 2007, side 8) Genetisk forbedring er altså brugen af medicin til ikke-medicinske formål, hvor målet ikke er at forebygge sygdomme. Hvor forbedring og helbredelse præcis grænser imod hinanden er dog uklart i Sandels forklaringer. Gaveargumentet To appreciate children as gifts is to accept them as they come, not as objects of our design, or products of our will, or instruments of our ambition. Parental love is not contingent on the talents and the attributes the child happens to have. (Sandel, 2007, side 45) Sandel skriver i ovenstående citat at børn bør ses som en gave, og han påstår at vi ikke vil gøre dette, hvis vi forbedrer dem genetisk. Vi kan således opdele argumentet og se hvad hver enkelt del består af: Præmis 1 - Børn bør være en gave. Præmis 2 - Børn værdsættes ikke som en gave hvis de forbedres genetisk. Konklusion - Vi bør ikke genetisk forbedre mennesker. Sandel har i dette argument en normativ præmis som er, at børn bør være en gave. Sandels anden påstand er at børn ikke vil værdsættes som en gave hvis de genetisk forbedres. Denne påstand vil vi her kigge nærmere på. Helbredelse Sandel er fortaler for helbredelse af børn, men hvordan kan man accept them as they come og stadig have helbredt dem for sygdomme og handicap? At acceptere sine børn som de kommer er også at acceptere dem med de fejl de måtte have. Med ovenstående mener vi altså at have vist at der findes en svaghed i Sandels argumentation, da man kan argumentere for at helbredelse, i lige så høj grad som forbedring, forhindrer at vi ser børn som en gave. Sandel har dog selv set denne svaghed og svarer med følgende: 14

15 To appreciate children as gifts or blessings is not to be passive in the face of illness or disease. Healing a sick or injured child does not override her natural capacities but permits them to flourish. (Sandel, 2007, side 46) Sandel kommer her med en række påstande, som underbygger hans ovenstående argument, og han mener at helbredelsen af et barn ikke er at tilsidesætte barnets naturlige kapacitet, men derimod gør dem i stand til at udfolde sig. Vi tolker det Sandel mener med den naturlige kapacitet som et normalt funktionsniveau. Hvis vi kigger nærmere på denne præmis ser vi altså at Sandel mener, at man gennem helbredelse skal styrke barnets mulighed for velfærd. Vi ser dog ikke nogen grund til ikke at forbedre barnets velfærd gennem genetisk forbedring. Sandel mener at genetisk forbedring overskrider et barns normale funktionsniveau, men vi ser ikke nogen stærk argumentation for hvorfor vi ikke burde gøre dette. Endvidere kan denne påstand kritiseres, da det er diskutabelt om man overhovedet kan tale om naturlighed i en verden, hvor levealderen er blevet forøget betydeligt og diverse sygdomme er blevet forhindret i naturligt, at have udryddet store dele af menneskeheden, alt sammen ved hjælp af medicin. Børn som produkt Sandel påstår i det ovenstående argument at vi skal værdsætte børn og at de ikke bør betragtes som objects of our design, or products of our will, or instruments of our ambition. Vi mener dog at også denne påstand kan kritiseres, da mange forældre allerede i dag gør dette, uden at det bliver set som problematisk. Det skyldes at når forældre bevidst vælger at få børn, bliver disse nødvendigvis også products of our will og instruments of our ambition. Det kommer til udtryk, da det er forældrenes egen vilje og ambition til at få børn, der er skyld i børnenes eksistens. De har endda muligheden for at vælge den kommende eksistens fra via abort, hvis dette ønskværdigt. Også her kan man diskutere hvorvidt børn ikke allerede i dag er objects of our design, da det jo er forældrene, der opdrager barnet og dermed er en væsentlig bestemmende faktor i barnets liv. Guy Kahane er blandt andet Research Associate ved Future of Humanity Institute 15

16 på University of Oxford og Associate Editor på Journal of Medical Ethics. Han har skrevet artiklen Mastery Without Mystery (2011) hvor han kritisk diskuterer Sandels argumentation. Kahane pointerer at prævention er en form for kontrol, som giver magt til at bestemme hvornår og om man overhovedet ønsker et barn (Kahane, 2011, side 9). Da vi i dag har muligheden for at beskytte os selv mod graviditet, bliver det også for mange et bevidst valg at få børn. Sandels påstand om at genetisk forbedring vil føre til at børn bliver set som products of our will eller som objects of design kan altså kritiseres på det punkt, at vi allerede gør dette. Sandel er dog selv opmærksom på, at den ovenstående kritik kan være fældende for hans argumentation og han svarer med følgende: Of course, unconditional love does not require that parents refrain from shaping and directing the development of their child. To the contrary, parents have an obligation to cultivate their children, to help them discover and develop their talents and gifts (Sandel, 2007, side 49). Sandel mener altså at forældre har en pligt til at guide og hjælpe barnet med at udvikle sig bedst muligt. Men Sandel siger også i det første citat at forældres kærlighed ikke afhænger af barnets talenter. Dette må jo også betyde at det i princippet er ligegyldigt om barnet har Downs syndrom, er helt normalt eller er blevet genetisk forbedre og er derfor selvmodsigende i sin argumentation. Opsamling Vi mener at vi med ovenstående har påvist, at der findes svagheder i Sandels argumentation og at et barn stadigvæk kan være en gave, selvom det er genetisk forbedret. Da Sandel er meget uklar i sin beskrivelse af forskellen mellem helbredelse og genetisk forbedring, bliver det svært at se hvorfor han mener at helbredelse er det rigtige at gøre, mens forbedring er forkert. Yderligere har vi påvist at Sandels påstand om at genetisk forbedring fører til et syn på børn som designobjekter er selvmodsigende. 16

17 Ansvarsargumentet It is sometimes tought that genetic enhancement erodes human responsibility by overriding effort and striving. But the real problem is the explosion, not the erosion, of responsibility. As humility gives way, responsibility expands to daunting proportions. We attribute less to chance and more to choice. Parents become responsible for choosing, or failing to choose, the right traits for their children. (Sandel, 2007, side 87) Vi ser at ovenstående argument har følgende præmisser: Præmis 1 - Forældre bør ikke have mere ansvar end de allerede har, da det kan føre til mere skyld og dermed et dårligere liv. Præmis 2 - Genetisk forbedring gør forældre ansvarlige for de træk deres barn har og mangler. Konklusion - Vi bør ikke genetisk forbedre mennesker. Det normative præmis i ovenstående argument er, at forældre ikke bør have mere ansvar, da de dermed kan få mere skyld og et dårligere liv. Sandel skriver, at nogle forældre allerede i dag føler skyld over at have fået et barn med Downs syndrom, da dette var en situation de kunne have undgået ved at få foretaget en abort. Vi finder det uproblematisk at acceptere, at det er et stort ansvar at have et barn, uanset om det er forbedret eller ej, og jo flere muligheder og valg, desto mere ansvar kommer der også. Dette ansvar kan medføre skyldfølelse, da man kan reflektere over om man har valgt rigtigt eller forkert. Valg og fravalg Alle forældre vil angiveligt det bedste for deres børn og de fleste forældre vil være bekymrede, for et eller andet aspekt i deres børns liv, eksempelvis om man nu har valgt den rigtige skole. Sandel skriver: Parents become responsible for choosing, or failing to choose, the right traits for their children. Med genetisk forbedring vil der angiveligt komme flere muligheder for at vælge og man bliver dermed ansvarlig for at vælge rigtigt. Men om man vælger de rigtige gener kan 17

18 sammenlignes med om man vælger den rigtige skole for barnet, man kan som forældre ikke altid vide sig sikker på om man vælger det rigtige. Man kan argumentere for at valgmuligheder ikke nødvendigvis er en dårlig ting, for eksempel har vi i dag frie uddannelsesmuligheder. Det betyder at alle har muligheden for at få en uddannelse uanset økonomi og social baggrund. Det er dog værd at nævne, at de mange valg kan skabe en usikkerhed, da valg nødvendigvis kræver fravalg. Men at denne usikkerhed er ensbetydende med at vi skal efterlade mere til tilfældighederne er en kritisabel påstand. Sandel mener at vi i dag efterlader færre ting til tilfældighederne, for i stedet at træffe valg. Umiddelbart virker det som om at Sandel mener at det er bedre at efterlade flere ting til tilfældigheder frem for at vælge. Det virker dog mærkeligt ikke at give sine børn de bedst mulige forudsætninger, men derimod overlade dette til tilfældighederne. Den vigtighed Sandel lægger i tilfældighederne synes præget af en religiøs overbevisning, da han ikke præcisere værdien af tilfældighed. Men i en verden styret af naturlovene vil dét at efterlade noget til tilfældighed, udtrykke en ligegyldighed med udfaldet. Hos Sandel vil tilfældigheden og de fejl der kommer med den, have en værdi og dette tyder på en religiøs betoning - altså at der er en plan med alt. Cryobank Sandel skriver at der allerede i dag findes muligheder for at påvirke ens barns gener, på måder man ikke kunne tidligere. Sandel nævner i denne forbindelse sædbanken Cryobank, hvor man kan komme og købe sæd som man vælger ud fra et katalog. Der er mulighed for at vælge efter højde og intelligens, og Cryobank siger at de blot tilfredsstiller et eksisterende marked. (Sandel, 2007) Vi ser Sandels eksempel med Cryobank som en analogi for mulighederne genetisk forbedring giver. Hvis det er moralsk forkert at genetisk forbedre fordi det giver flere valg, må det også være moralsk forkert at benytte sig af sædbanker som Cryobank. Da det i dag er acceptabelt for par at anvende sædbanker til at få deres ønskebarn, mener vi derfor også at det kunne blive alment accepteret at benytte genetik til at forbedre sit barn. Man kan sammenligne disse to eksempler og argumentere for, at der ikke er moralsk 18

19 forskel på de muligheder sædbankerne giver og de muligheder genetisk forbedring giver, for at påvirke ens kommende barns gener. Opsamling Vi lever i dag i et samfund hvor mange valgmuligheder er en del af hverdagen. Dette betyder at vi skal træffe nogle valg, som kan efterlade os usikre på hvorvidt vi har truffet det rigtige valg. Sandel mener at de valgmuligheder, der følger med genetisk forbedring vil medføre mere skyld, og at vi derfor bør efterlade mere til tilfældighederne. Vi ser dog ikke dette som en legitim grund til ikke at genetisk forbedre. Det virker som om at Sandels påstand er præget af en religiøs overbevisning, da han tillægger tilfældet en værdi, den kun kan få i en verden med en almægtig gud. Og hvis man ikke tillægger tilfældighederne denne værdi, virker det omsonst at efterlade noget til tilfældigheder i stedet for at træffe et bevidst valg. Endvidere har vi argumenteret for at da det i dag er acceptabelt at benytte sædbanker, ser vi heller ikke at det ikke kunne blive accepteret at benytte genetisk forbedring. Åbenhedsargumentet In a social world that prizes mastery and control, parenthood is a school for humility. That we care deeply about our children, and yet cannot choose the kind we want teaches parents to be open to the unbidden. Such openness is a disposition worth affirming, not only within families but in the wider world as well. It invites us to abide the unexpected, to live with dissonance, to reign in the impulse to control. A Gattaca-like world, in which parents became accustomed to specifying the sex and genetic traits of their children, would be a world inhospitable to the unbidden, a gated community writ large. (Sandel, 2007, side 86) Præmis 1 - Vi bør stræbe mod en verden, der er åben for det uventede. Præmis 2 - En verden hvor man kan genetisk forbedre mennesker, er en verden som ikke er åben for det uventede. Konklusion - Vi bør ikke genetisk forbedre mennesker. Sandel anvender i dette argument nogle upræcise begreber, der mangler en 19

20 afklaring. Da Sandel anvender de svært håndgribelige begreber som det uventede og åben og ikke giver en nærmere forklaring, medfører dette at argumentet kan kritiseres for at være upræcist. Som vi tolker Sandel omhandler det uventede alle de karaktertræk som udspringer af vores gener, og som vi ikke selv har nogen kontrol over. Argumentet har således en implicit præmis som er, at de ting vi ikke kan bestemme, som vores børn bliver født med, har en form for værdi. Åbenhed Sandel påstår i ovenstående argument at: That we care deeply about our children, and yet cannot choose the kind we want teaches parents to be open to the unbidden (Sandel, 2007: 86). Sandel siger at forældreskab medfører åbenhed og ovenstående argument kan kun godtages, hvis man er enig i at forældreskab er det eneste der medfører åbenhed overfor det uventede. Da Sandel ikke giver en nærmere begrebsafklaring af åbenhed, lægger det op til en diskussion af hvorvidt forældreskab er det eneste som kan give åbenhed. Det er nærliggende at forestille sig at der er andre faktorer der påvirker ens evne til at være åben for det uventede end blot forældreskab. Der findes i dag mange som vælger ikke at få børn, og ud fra Sandels argument må man jo antage, at disse individer ikke er åbne. Da der kan argumenteres for at læren om åbenhed kan komme fra flere steder er det derfor en kritisabel påstand at genetiske forbedringer automatisk vil medfører en lukket verden. Når Sandel siger at det uventede medfører åbenhed, kan denne påstand kritiseres, da man kan argumentere for at det kan være positivt at vide hvad man venter. Eksempelvis får størstedelen af gravide i dag foretaget prænatal diagnosticering, som kan hjælpe forældre med at være forberedt, hvis de nu får et barn med handikap (dfms.dk). Et handicappet barn kræver sandsynligvis mere plads og tid. Dette kan betyde at forældrene skal gå ned i tid på arbejdet eller er nødt til at flytte i et større hus. Kahane accepterer at forældreskab kan lære os at være åbne. Han mener dog at dette snarere skyldes den uforudsigelighed, der er omkring barnets udvikling til 20

21 et individ med egen vilje, og ikke fordi det er uforudsigeligt om barnet får blå eller brune øjne. Kahane stiller sig endvidere spørgende overfor hvorvidt dette er den eneste måde at lære om åbenhed og om det overhovedet er den primære vej. (Kahane, 2011) Religiøs betydning Kahane tager i sin artikel fat i den uklarhed, der er omkring begrebet det uventede og skriver at Sandel giver begrebet en religiøs betydning, men at Sandel samtidig synes at tage afstand fra et religiøst verdenssyn. Kahane skriver at dette er ulogisk, da intet kan være uventet hvis Gud eksisterer. Dette skyldes at hvis Gud eksistere så vil alt hvad der sker, være et resultat af Gud. Kahane mener derfor at hvis uventede skal have værdi så må dette nødvendigvis være i en irreligiøs verden. Han foreslår at vi skal anerkende at der er ting som er uden for vores påvirken, men at dette ikke nødvendigvis betyder, at vi skal lade være med at ændre på de ting, som vi har muligheden for at ændre. Kahane mener således at det uventede får en værdi, men at værdien ligger i, at vi skal acceptere at der er ting uden for vores rækkevidde. (Kahane, 2011) Med Kahanes forståelse af det uventede ser vi altså at Sandel kan kritiseres for at have givet begrebet en værdi som er ulogisk. Kahane skriver også i sin kritik af Sandel at det er barnligt at tro at man kan være almægtig, da der altid vil være ting som vi mennesker ikke kan ændre på, såsom fortiden og logikken. Grundet dette mener Kahane også at det uventede ikke vil kunne forsvinde fra vores liv. Kahane skriver også i sin kritik af Sandel at hvis vi forbyder genetiske forbedringer for at bevare det uventede er dette en selvmodsigelse. Dette skyldes at Kahane mener at det at forbyde genetiske forbedringer også er en form for valg og kontrol, da det at vælge tilfældighederne også er at vælge. Ud fra Kahanes synspunkt, kan man derfor kritisere Sandel for at være selvmodsigende. Hvis vi vælger at forbyde genetiske forbedringer vil vi nemlig stadig have valgt og dermed udøvet en kontrol over individet. (Kahane, 2011) Opsamling Ovenstående analyse viser at Sandels åbenhedsargument på mange måder ikke 21

22 hænger logisk sammen. Sandels utydelighed ved brugen af begrebet uventet medfører at man kan misforstå det, men endnu vigtigere kan der argumenteres for at Sandel er selvmodsigende i sin brug af begrebet. Sandels konklusion er derfor heller ikke en sand konklusion, da det empiriske præmis ikke kan understøttes. Endvidere kan der argumenteres for at forældreskab ikke nødvendigvis er den primære kilde til åbenhed, da dette vil betyde at mennesker uden børn vil være lukkede overfor det uventede. Våbenkapløbsanalogien Sandel påstår at ændringer, både genetiske og hormonelle kan muliggøre et våbenkapløb, eksempelvis hos den laveste del af befolkningen. Hvis det er muligt for de laveste at blive højere, vil normen for hvad der er lavt nemlig konstant stige: As the unenhanced begin to feel shorter, they too might seek treatment, leading to a hormonel arms race that will leave everybody worse off, especially those who cannot afford to buy their way up from shortness. (...) But the arms-race objection is not decisive on its own. (...) The real question is whether we want to live in a society where parents feel compelled to spend a fortune to make perfectly healthy kids a few inches taller. (Sandel, 2007, side 18-19) Vi kan rekonstruere argumentet på følgende måde: Præmis 1 - Vi bør ikke indlede et våbenkapløb. Præmis 2 - Genetisk forbedring af mennesker vil føre til et våbenkapløb. Konklusion - Vi bør ikke genetisk forbedre mennesker. Sandel anvender i argumentet udtrykket arms race som leder tankerne hen på våben og krig og især den kolde krig - han bruger altså et ladet udtryk i sin argumentation. Sandel påstår at der vil være en risiko for et våbenkapløb. Det er da værd at overveje om dette kan få konsekvenser, men er de nødvendigvis så dårlige som Sandel påstår? 22

23 Konkurrence I den sammenhæng som Sandel bruger udtrykket våbenkapløb i ovenstående argument kunne man også bruge begrebet konkurrence - noget der er en kerneværdi i nutidens kapitalistiske samfund. Vi ser at våbenkapløb godt kan være en positiv ting, eksempelvis er der er dagligt et våbenkapløb mellem konkurrerende firmaer, butikker og virksomheder. De er med til at presse hinanden og dette skaber blandet andet en kontinuerlig forbedring af hinandens servicer. Det skal dog tilføjes at der selvfølgelig også er en negativ side ved dette, nemlig at der er firmaer der simpelthen ikke kan følge med i denne konstante konkurrence og dermed er nødsaget til lukke. Våbenkapløb kan også ses i sport, hvor alle gerne vil være den bedste. Ligesom ved firmaer er der mulighed for at nogle mennesker ikke kan holde til den konkurrence der er i livet, såsom stress og nedslidning, og de bør naturligvis hjælpes, som Sandel skriver i følgende citat: Rather than employing our new genetic powers to straighten the crooked timber of humanity, we should do what we can to create social and political arrangements more hospitable to the gifts and limitations of imperfect human beings. (Sandel, 2007, side 97) Ovenstående citat forklarer at Sandel hellere vil forbedre omverdenen end mennesket, men det er det svært at se hvorfor vi ikke kan gøre begge dele. Der findes altså her en implicit præmis som er, at vi ikke både kan forbedre genetisk og give social hjælp. Vi mener dog at det er svært at se enten/eller forholdet imellem genetisk forbedring og social hjælp til dem der har det svært i samfundet. Det er fordi, vi ikke ser en nødvendig kobling af genetisk forbedring og mindre social hjælp. Hvis der eksempelvis bliver født færre med genetiske sygdomme, vil der sandsynligvis blive flere ressourcer fri til at hjælpe dem der stadig har brug for det. Brystanalogi Når Sandel omtaler våbenkapløbet inden for højde siger han at det: will leave everybody worse off. Han giver dog ikke en beskrivelse af, hvordan det vil efterlade alle i en værre situation end før våbenkapløbet. En analogi der kunne 23

24 vise et udviklingsforløb som dette våbenkapløb kunne være brystimplantater. Det er i dag muligt at få foretaget kosmetisk kirurgi, hvis man ikke er tilfreds med størrelsen af sine bryster. Dette skulle ifølge Sandels logik lede til et våbenkapløb indenfor bryststørrelser og der findes da visse ekstremer, men det er langt fra blevet alment at få indgrebet foretaget. Kosmetiske ting såsom brystforstørrelse er ofte et udtryk for mode og smag der ændrer sig over tid. Ligesom ved brystoperationer, ser vi ikke at højdeforøgelse nødvendigvis vil lede til et våbenkapløb og vi ser derfor ikke at dette vil efterlade: everybody worse off. Endvidere kan man sige at konkurrence går ud på at blive bedre end man var før, måske bedre end andre, virker det absurd at alle ville få det værre end før. Forbedringer er jo netop defineret ved det at gøre noget bedre end det var før. Helbred Sandel mener dog at der er en forskel mellem helbredelse og forbedring og skriver at helbred i modsætning til forbedring ikke kan maksimeres og at man ikke bør tænke på heldbred som noget der kan maksimeres: Although more health is better than less, at least within a certain range, it is not the kind of good that can be maximized. No one aspires to be a virtuoso at health (except, perhaps, a hypochandriac). (...) Unlike the talents and traits that bring success in a competitive society, health is a bounded good; parents can seek it for their children without risk of being drawn into an ever-escalating arms race. (Sandel, 2007, side 48-49). Muligvis kan vi ikke maksimere helbred, men det er dog svært at tolke hvad han mener med: at least within a certain range, for hvornår kan bedre helbred være en dårlig ting? Sandel påstår at forældre kan gå for langt og overreagere, hvilket kan være en dårlig ting. Men lige så snart forældre begynder at bekymre sig så meget om deres barns helbred at de ikke længere hjælper barnet, så er der jo ikke længere tale om en forbedring. Opsamling Vi ser ikke at det våbenkapløb, som Sandel frygter vil efterlade alle dårligere 24

25 stillet, nødvendigvis vil opstå ved brugen af genetisk forbedring. Dette skyldes at ligesom brystforstørrelse så kan genetiske forbedringer være et udtryk for mode og smag, og man kan derfor argumentere for at disse forbedringer ikke nødvendigvis vil føre til et våbenkapløb. Endvidere ser vi ikke nødvendigvis konkurrence som en dårlig ting, da konkurrence er med til at presse en til at yde sit bedste. Selvfølgelig er der grupper som ikke vil kunne følge med i denne konkurrence og de skal naturligvis hjælpes. Men genetiske forbedringer udelukker ikke nødvendigvis denne hjælp, men genetiske forbedringer kan være med til at øge mulighederne for social hjælp. Vi kan altså ikke godtage Sandels argument om at muligheden for et våbenkapløb vil efterlade alle i en dårligere situation end de var i før. Solidaritetsargumentet Sandel mener at den tilfældighed, der præger vores genetiske arv i dag, er med til at styrke samfundets solidaritet. Han påstår at fordi ingen har ansvaret for deres personlige genetik er alle derfor begrænset af tilfældighederne. Dermed har mennesker, der har været heldige i det genetiske lotteri en solidaritet med folk der har været mindre heldige: Why, after all, do the successful owe anything to the least advantaged members of society? One compelling answer to this question leans heavily on the notion of giftedness. That the natural talents that enable the successful to flourish are not their own doing but, rather, their good fortune - a result of the genetic lottery. If our genetic endowments are gifts, rather than achievements for which we can claim credit, it is a mistake and a conceit to assume that we are entitled to the full measure of the bounty they reap in a market economy. We therefore have an obligation to share this bounty with those who, through no fault of their own, lack comparable gifts. (Sandel, 2007, side 91). Sandels argument kan her stilles op i følgende præmisser: Præmis 1 - Vi bør værne om vores solidaritet. Præmis 2 - Genetisk forbedring vil føre til mindre solidaritet. 25

26 Konklusion - Vi bør ikke genetisk forbedre mennesker. Sandel påstår at vores solidaritetsfølelse i samfundet kommer af en bevidsthed om at vi er genetisk heldige. Hvis man accepterer ovenstående påstand om at solidaritet fremkommer ved tilfældig genetisk ulighed og en bevidsthed om dette, så kan man jo argumentere for at vi alle også er et produkt af det sociale lotteri. Man kan altså argumentere for at i ligeså høj grad som vi er bevidste om vores genetiske held, så er vi også bevidste om vores sociale held. Hvis vi således er bevidste om at vi af held er socialt godt stillet så vil vi jo også have solidaritet med de som er dårligt socialt stillet. Dette vil jo så resultere i at de socialt godt stillede, som har råd til genetiske forbedringer vil have en solidaritet med dem som ikke er. Som følge af ovenstående vil Sandels anden påstand om at genetiske forbedringer vil forhindre solidaritetsfølelsen være kritisabel, da man kan argumentere for at vi alle er en del af et socialt lotteri og dermed vil vi kunne skabe solidaritet gennem bevidstheden om dette. Gaver Sandel anvender i ovenstående argument begrebet gift. Dette begreb har vi tidligere i den ovenstående analyse forsøgt at udrede, men det synes ikke muligt at forstå hvad Sandel præcist mener med dette begreb. Sandel skriver i ovenstående argument: If our genetic endowments are gifts, rather than achievements for which we can claim credit, it is a mistake and a conceit to assume that we are entitled to the full measure of the bounty they reap in a market economy (Sandel, 2007, side 91). Med dette citat kan vi udlede at Sandel mener at vores genetiske arv og talenter er en slags gave, i modsætning til de præstationer man selv kan opnå. Vi mener dog at det er svært at lave denne skillelinje, da det er svært at se hvornår det som vi opnår i livet ikke er på grund af egne bestræbelser, men på grund af vores talenter. Som eksempel kan man nævne grundlæggeren af Microsoft, Bill Gates, der igennem en årrække blev betragtet som verdens rigeste mand. Det er her svært at gennemskue om Sandel mener at Gates har et genetisk talent for at programmere og at dette er en gave, eller om dette er en opnåelse som Gates har 26

27 opnået på egen hånd. Dog kan man også argumentere for at Bill Gates muligvis har haft et talent for at programmere, men at han højst sandsynlig har arbejdet hårdt for at blive verdens rigeste mand og bevæger man sig ud i denne diskussion bliver det hurtigt sløret hvor grænsen er mellem talenter og egne opnåelser går. Derfor vil teorien om en sammenhæng mellem solidaritet og naturlige talenter også kunne vise sig sand i alle tænkelige situationer, og vil derfor være ubrugelig. Dette skyldes at alle præstationer kan være et resultat af naturlige talenter og kan derfor være grobund for solidaritet. Det er svært at se forskellen på de præstationer der er resultatet af hårdt arbejde, de præstationer, som er resultatet af talenter. Man kunne endog tale om at nogen kunne have et talent for hårdt arbejde, og så er det endnu sværere at lave en klar distinktion mellem de to. Netop den vaghed, der er omkring distinktionen mellem de to begreber, er en svaghed ved Sandels argument, da dette føre til en diskussion mellem talenter og hårdt arbejde. Ikke empirisk målbar Kahane afviser helt at beskæftige sig med Sandels argument om solidaritet, da han mener at dette er bygget på psykologiske spekulationer, som ikke er understøttet af noget bevis. Man kan altså som Kahane kritisere Sandels påstand om at genetisk forbedring vil medføre mindre solidaritet på det punkt, at påstanden ikke er empirisk målbar. Ved denne kritik kan man altså afskrive Sandels argument og påstå at hans argument simpelthen ikke er holdbart, da denne ikke er understøttet af noget bevis. (Kahane, 2011) Opsamling Sandels argument kan kritiseres, da man kan argumentere for at vi alle er et produkt af det sociale lotteri og ifølge Sandels logik vil vi derfor også have solidaritet med dem som ikke har råd til genetiske forbedringer. Sandels argument er også kritisabelt, da de begreber han anvender er for svagt defineret til at det er muligt at sige noget om at folk, der ikke selv er ansvarlige for deres succes er mere solidariske end folk, der arbejder meget hårdt for at opnå deres succes. Endvidere kan man vælge ikke at godtage Sandels argument, da hans påstand ikke er understøttet af noget bevis og dermed ikke er empirisk målbar. 27

28 Ulighedsargumentet Nedestående citat er et uddrag fra et afsnit omhandlende hukommelsesforbedringer: Some who worry about the ethics of cognitive enhancement point to the danger of creating two classes of human beings - those with access to enhancement technologies, and those who must make do with an unaltered memory that fades with age. And if the enhancements can be passed down the generations, the two classes may eventually become subspecies of human beings - the enhanced and the merely natural. (Sandel, 2007, side 15) Præmis 1 - Vi bør ikke have ulighed. Præmis 2 - Genetisk forbedring vil skabe ulighed, klasser og muligvis underarter af mennesket. Konklusion - Vi bør ikke genetisk forbedre mennesker. Det normative præmis i dette argument er at vi ikke bør have et samfund med ulighed, fordi dette ville være et dårligt samfund. Sandel påstår at genetisk forbedring i første omgang vil komme de rigeste og mest privilegerede til gode. Sandel påstår derfra at genetiske forbedringer vil skabe ulighed. Transhumanisterne argumenterer dog imod denne påstand. De argumenterer for at teknologier bliver billigere og derfor efterhånden vil blive tilgængelig for folk med færre ressourcer. Man kan som eksempel tage computerens fremkomst. Da computeren først blev produceret var det ikke alle der havde råd til denne nye teknologi, men i dag er det nærmest blevet et alment eje. Transhumanisterne mener at selvom de fattige måske er de sidste til at få en del af goderne, bør vi ikke holde de rigeste fra at bruge en teknologi de har ressourcerne til (humanityplus.org, 2). Man kunne forestille sig, som med computeren at når genteknologi bliver billigere, så vil den også blive mere tilgængelig og dermed vil alle kunne få del i de genetiske forbedringer. Prisen på gener I følge tidsskriftet Science kostede det i 2003, 300 millioner dollars at få kortlagt 28