fremtidsorientering Copenhagen Institute for Futures Studies Instituttet for Fremtidsforskning # 04 - september 2003 TEMA TEMA UDEN FOR TEMA

Transkript

1 fremtidsorientering Copenhagen Institute for Futures Studies Instituttet for Fremtidsforskning # 04 - september 2003 TEMA Drømmerejsen Drømmerejsen er dannelsesrejsens efterfølger. Den har det ukendte land som destination, den er unik, personlig og kan ikke gentages. Drømmerejsen er ideel i et samfund, hvor vi skal leve af at tænke nyt TEMA Kreativitet eller kompetence? I et videnssamfund må der være brug for mere viden, altså bliver kompetence vigtigere end nogensinde før. Dette lyder jo besnærende, men det er slet ikke så enkelt UDEN FOR TEMA Forstadens fremtider Det er på høje tid at nytænke og modernisere forstæderne, hvis parcelhuskvartererne fortsat skal være en del af drømmen om det gode boligliv for børnefamilier og seniorer

2 Menneskelig kapital: Fra viden til kunnen "At vide uden at handle er ikke at vide" siger et ordsprog fra Wall Street. I fremtidens samfund vil der ikke være mangel på viden, men på "kunst" og "kunnen". I løbet af de næste årtier automatiseres vidensamfundet, og dermed står uddannelsessystemet over for en udfordring af dimensioner. I dag handler uddannelsesdebatten om at styrke fagligheden for at sikre, at de unge kan klare sig i den globale vidensøkonomi. Men det ville være langt mere relevant med en uddannelsesrevolution frem for en uddannelsesinflation AF NIELS BØTTGER RASMUSSEN I vidensamfundet virker det som rent kætteri at påstå, at alt for mange får en alt for lang uddannelse, og at det er et samfundsøkonomisk spild og et unødigt snobberi, som kun tjener til at opretholde standsforskelle. Det er, hvad blandt andre professor Erik Jørgen Hansen gør i sin bog "Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv", og han får selvfølgelig svar på tiltale. Udviklingskonsulent Lisbeth Jarlov argumenterer i DJØF-bladet (8/2003) for, at kravet om konstant udvikling og innovation på alle niveauer i vidensamfundet netop kræver mere uddannelse. Hun beskylder med andre ord Erik Jørgen Hansen for industrisamfundstænkning. Uddannelsesrevolution Når det handler om uddannelse til fremtiden, vil jeg foretrække at lægge både fortidens industrisamfundsskyklapper og nutidens vidensamfundsbriller på hylden og tage fremtidskikkerten på. Set i det perspektiv kan jeg følge Erik Jørgen Hansen et langt stykke af vejen, men i stedet for at tale om en uddannelsesinflation, vil jeg hellere tale om behovet for en uddannelsesrevolution. Selvfølgelig får vi i fremtiden brug for trænere, mentorer, rollemodeller, kammeratskabslæring og inspirerende læringsmiljøer, men det er langt fra sikkert, at den mest effektive læring vil foregå i det undervisningssystem, som vi kender i dag. Løsningerne ligger primært i at nedbryde grænserne mellem uddannelsesinstitutionerne og livet uden for skolerne. Lige fra folkeskolens mindste klasser over universiteterne til efteruddannelsen. Vi er på vej ind i et samfund, hvor handlekompetence og følelsesbehandling Mennesket er ikke en krukke, der kan fyldes, men en ild, der skal tændes - og næres ilden ikke, kvæles den! fortrænger viden som den mest efterspurgte kvalitet. Hvor livsfærdigheder og sociale færdigheder vejer tungere end tekniske færdigheder. Det sker fordi manuelt, teknisk og administrativt arbejde overtages af maskinerne, som også konkurrerer med eksperterne om at levere paratviden. Skolens sociale opgave handler ikke bare om at styrke de svage elever og om at omgås hinanden ordentligt, men først og fremmest om at blive dygtige til at indgå i et fællesskab, hvor der er lige så meget vægt på det at skabe som på det fælles. Ny uddannelsestænkning Grunden til manglende produktivitet og kvalitet i offentlige og private virksomheder er sjældent mangel på faglig viden hos den enkelte. Årsagen er langt oftere dårlig udnyttelse af medarbejdernes kompetencer på grund af dårlig ledelse og selvledelse, elendigt psykisk arbejdsklima, fravær af konstruktivt samarbejde og manglende handlekraft og motivation hos den enkelte. Det er en fejlslutning, at fordi mængden af viden vokser dramatisk, skal vi fylde tilsvarende mere viden på den enkelte. Vores velstandsstigning er mere et resultat af effektiv arbejdsdeling, organisering og samarbejde om udnyttelse og videreudvikling af den eksisterende viden end af, at vi alle har fået længere uddannelser. Faktisk skyldes kun omkring otte-ti procent af vores velstandsfremgang et øget uddannelsesniveau, viser flere undersøgelser i følge en kronik i Politiken (12/8-2003). Informations- og vidensamfundet kræver netop ikke, at den enkelte skal have "indlæst" mere viden. Snarere tværtimod. Et væsentligt kendetegn ved vidensamfundet er netop, at viden indbygges eller "indlæses" i "smarte" produkter og i systemer som internettet og i ekspertsystemer, der i 2

3 løbet af få år kan stille mere sikre diagnoser end den dygtige læge. Eller i interaktive multimediemanualer, som guider os igennem en vanskelig procedure. Vidensamfundet kan siges at være fuldt gennemført, når vores hjerne engang i midten af dette århundrede fysisk kan kobles sammen med en computer, der både kan lagre vores livserfaringer og har adgang til alverdens viden, som kan leveres "just in time". Det sker ikke i morgen, med det sker med stor sandsynlighed, mens de børn, som i dag går i folkeskolen endnu er på arbejdsmarkedet. Længe før da vil vi definitivt have sagt farvel til den uddannelsestænkning, som har hersket siden bogtrykkerkunsten, oplysningstiden og latinskolens tid. Reflekterende praktikere Eksperter vil være erstattet af reflekterende praktikere. Uddannelsessystemets formål vil være at uddanne små og store forskere. Læring vil primært foregå ved at udforske omverdenen og afprøve egne muligheder og grænser. Man vil se tilbage på nutidens opdeling i teoretiske og praktiske fag med lige så stor undren, som vi i dag betragter den sorte skole. Selvfølgelig skal maskinarbejderen kunne engelsk, læreren kunne bruge sine hænder og kokken kunne fortælle historier. Fremtidens mennesker skal først og fremmest kunne lede sig selv, men de skal også kunne vejlede, guide og stimulere andre, herunder deres ledere. Den uddannelse, som foregår i uddannelsessystemet i dag, er i følge sagens natur ikke "just in time" læring, men derimod "just in case" læring, hvoraf en stor del aldrig aktiveres. Enten fordi den enkelte aldrig får brug for den, fordi den forældes, eller fordi indlæringen ikke er oplevet som meningsfuld og derfor hurtigt fortrænges igen. Navnet undervisningsministerium siger mere end noget andet, hvad der kendetegner nutidens forældede uddannelsessystem. Et "top-down" system, hvor det handler om at "modtage undervisning" fra de lærde. Hvad med at skifte navn til ministeriet for udvikling, refleksion og kreativitet? Der bliver brug for flere reflekterende praktikere end for akademikere i fremtidens kreative samfund. "Fleksperten" designer sin uddannelse I fremtidens samfund bliver der mere brug for "fleksperter" end for flere små og store eksperter. "Fleksperter", som på basisuddannelsen først og fremmest har lært at lære, og som over livsforløbet evner at udskifte gammel viden med ny. Det gælder både de fortsættes på s. 4 Indhold Tema - Uddannelse/human ressources Fra viden til kunnen Der er brug for en uddannelsesrevolution Af Niels Bøttger-Rasmussen Fra dannelsesrejse til drømmerejse Drømmerejsen er unik, personlig og kan ikke gentages. Den har det fremmedartede som destination og er ideel i et samfund, hvor vi skal leve af at tænke nyt Af Søren Riis Det næste samfund Leder Af Gitte Larsen Veluddannede ældre Den statistiske fremtid Af Troels Theil Eriksen Kreativitet er vigtigere end kompetence I et videnssamfund må der være brug for mere viden, altså bliver kompetence vigtigere end nogensinde før. Det lyder jo besnæren-de, men det er slet ikke så enkelt Af Feiwel Kupferberg Intuitiv intelligens Intuition er afgørende, når det drejer sig om at få succes i den nye verden. Når du forlader den logiske tankegang og i stedet følger din personligheds fingeraftryk, er det, du finder, unikt Af Anne-Line Ussing Bliv fornyet! Kravene til UFO-arbejdet imødekommes nu på uddannelsesområdet. HumanConsult har udviklet en ny læringsmodel, som sætter udvikling og selvrealisering i centrum Af Gitte Larsen Uden for tema: Det er saligere at give end at modtage Kommer man nemmere i himlen ved at være medlem af DA end af LO? Hvis ja, vil det så også være tilfældet i fremtiden? Johan Peter Paludans kommentar Fremtidsorientering Udgives af Instituttet for Fremtidsforskning Nørre Farimagsgade 65 DK-1364 København K Tlf Fax cifs@cifs.dk Redaktør og layout: Gitte Larsen (ansv.) gil@cifs.dk Sekretariat og korrektur: Ellen Mauri og Ulla Lau Rolvsen Grafisk Design: Martin Johansson, NXT Forside: Martin Johansson, NXT Tryk: Jungersen Grafisk aps Abonnement: Kr excl. moms Forstadens fremtider: Forfald eller nytænkning? Det er på høje tid at nytænke og modernisere forstæderne, hvis parcelhuskvartererne fortsat skal være en del af drømmen om det gode boligliv for både børnefamilien og seniorerne Af Niels Bøttger og Gitte Larsen Date med fremtiden Interview med Andy Hines, som er organisatorisk fremtidsforsker ved Dow Chemicals Company i Michigang. Når Andy Hines arbejder for at sprede sine budskaber om fremtiden og fremtidsforskningen, gør han det ved at bede om en "date". Foreløbig er det blevet til seks succesfulde år Af Gitte Larsen Brief Nyt fra videnskabens verden Af Klaus Æ. Mogensen Ready to eat, heat or cook Både i Europa og USA står "convenience" øverst på listen over tendenser inden for fødevareforbrug. Men det skal også være sundt og smage godt Af Niels Bøttger-Rasmussen Fyra scenarier för EUs framtid Folkomröstningar reser alltid frågor om framtiden. Det gäller även folkomröstningen om euron i Sverige den 14. september. Vilket Europa önskar vi oss i framtiden? Af Henrik Persson Værdsæt dine medarbejdere Søren Brandi og Steen Hildebrandt: "Mangfoldighedsledelse Anmeldt af Birthe Linddal Hansen Den statiske fare Keld Holm & Carsten Valgreen: "Prisstabilitet for enhver pris? - Om ØMU og økonomisk politik" Anmeldt af Troels Theill Eriksen Aktivitetskalender Gå fremtiden i møde Udkommer 6 gange om året Oplag: 2500 ISSN: Gengivelse af tekst tilladt med kildeangivelse Instituttet for Fremtidsforskning (IFF) er en uafhængig forskningsvirksomhed grundlagt i 1970 af tidligere OECD generalsekretær og professor Thorkil Kristensen. IFF analyserer tendenser, der former fremtiden lokalt og internationalt. IFF giver både fremtiden og nutiden perspektiv, og vi fortæller gerne om det. IFF er organiseret som en forening med pt. 160 medlemmer Medlem af Dansk Fagpresse 3

4 I fremtiden har vi mindre brug for eksperter og mere brug for fleksperter. Fleksperten er en reflekterende praktiker, der konstant evner at tilpasse sin viden til nye og skiftende situationer videregående uddannelser, fx lægerne og de korte og mellemlange uddannelser, som fx sygeplejerskerne, der ofte ligger under for et "akademiker-kompleks". I fremtiden vil social- og sundhedsassistenter formentlig tilegne sig mere værdifuld viden gennem god og systematisk feedback fra brugere, kolleger og pårørende, end de opnår på skolebænken, forudsat, at de får mulighed for at bearbejde, diskutere og reflektere oplevelser og tilbagemeldinger under vejledning af en kyndig "coach". Måske skulle man sende de mange dygtige lærere på Sundheds- og Socialskolerne ud på plejehjem og hjemmehjælpskontorer i stedet for. Så kan de måske i tilgift lære disse institutioner at blive lærende organisationer. Det er også tænkeligt, at lærerne på handelsskoler, tekniske skoler og universiteter vil gøre mere gavn ude på virksomheder og kommunekontorer. I en ikke så fjern fremtid vil vi sandsynligvis være bedre tjent med virtuelle og murstensløse læreanstalter suppleret med fysiske cafeer, "mentale fitness centre", mødesteder, diskussionsklubber og meditationsrum. En leder lærer sandsynligvis mere om ledelse ved at arbejde systematisk med tilbagemeldinger fra sine medarbejdere end ved at komme på lederkursus. Mange ville have mere glæde af en "dagbog", der benyttes til at opstille mål og fastholde læring og egne refleksioner over effektiviteten af sit samspil med omverdenen. Inden så længe får vi via computeren og Internettet et kraftfuldt værktøj til selv at tage hånd om vores læring udfra egne behov, i eget tempo og gennem egen læringsstil. Vi får alle langt bedre muligheder for selv at sammensætte vores eget uddannelsesprogram og skrive vores egen "lærebog". En af de største udfordringer i forhold til fremtidens kompetenceudvikling er risikoen for polarisering. Vi får ikke længere i samme grad brug for tidligere tiders almindelige fagfolk og eksperter. På nogle områder vil vi se deprofessionalisering og opløsning af faggrænser. Flere af de opgaver, der tidligere krævede fagfolk og såkaldte eksperter, kan klares af lægmænd begavet med sund fornuft og af velfungerende generalister. I vidensamfundet indbygges viden direkte i produkterne eller via ekspertsystemer, hvor viden systematiseres og gøres tilgængelig for "lægmand". Det gælder alt lige fra montering af et hus med dertil hørende el og VVS til at klare bankforretninger, forsikring og sundhedsspørgsmål over nettet. På den ene side bliver der brug for flere "fleksperter" og reflekterende praktikere, der ikke behøver så lange uddannelser som i dag, men som til gengæld får brug for handlekompetence og livslang læring. På den anden side bliver der brug for nogle knalddygtige og kreative talenter, som kan udvikle ny viden og nye systemer. Det kræver sandsynligvis særlig undervisning til dem med særlige talenter i form af mere effektive uddannelser, end vi har i dag. Der er i øvrigt mere potentiale i at give specialundervisning i det, man er god til end i det, man er dårlig til - også selvom det giver langt større forskelle, end vi ser i dag. "Just-in-time" læring Nutidens uddannelser sker i vidt omfang afsondret fra det virkelige liv på uddannelsessteder, som har svært ved at følge med i forhold til den udvikling, som sker i praksis. Virksomhederne bliver i højere og højere grad vidensvirksomheder, som lever af at indsamle, bearbejde, udvikle og formidle viden. Mange virksomheder er på vej til at blive langt mere effektive til at håndtere denne proces end dinosaurerne inden for undervisningssektoren. En ikke uvæsentlig forklaring på langva- 4

5 Vi lærer ved at være udsat for livet. Det, der går for at være uddannelse, er ofte kun ritualer. Vi er under uddannelse, når vi mindst ved det rigt uddannedes succes er uden tvivl, at det lange uddannelseshækkeløb fungerer som en sorteringsmekanisme, der skiller de duelige fra de mindre duelige. En eksamen er det bevis på intelligens, målrettethed og udholdenhed, som personalechefen - i mangel af bedre - baserer sin udvælgelse på. Hun ved godt, at hun under alle omstændigheder "køber katten i sækken", men her er i det mindste "hårde facts" at gardere sig med. Samtidig med, at der udvikles mere effektive tests, fx via computere, vil mange virksomheder kunne plukke de mest kvikke og resultatorienterede unge uden at skulle afvente den langsomme selektion gennem uddannelsesmaskineriet. På grund af den tiltagende knaphed på unge vil flere og flere erhvervsvirksomheder spørge sig selv, hvorfor de skal vente 10 år, mens de unge "spilder" deres mest kreative og dynamiske år på skolebænken, når virksomheden selv kan tilbyde "just-in-time" læring 5 frem for den "just-in-case" læring, som tilbydes i det etablerede uddannelsessystem. Flere af fremtidens unge vil sandsynligvis fravælge de lange uddannelsesforløb, der er skruet sammen til karriere- og lønmodtagerjobs, som hastigt er på vej til at forsvinde. Syv år for at blive revisor eller embedsmand i undervisningsministeriet? Så hellere et forløb hos en prestigefuld virksomhed, som tilbyder job plus læring efter princippet "earn-as-you-learn". En universitetsuddannelse er heller ikke statusmæssigt, hvad den har været, når så mange efterhånden råder over en. Folkeskolen - at skabe i fællesskab I folkeskolens første klasser "tæppebombes" eleverne nu med så mange dansk og matematiktimer, at der er en overhængende risiko for, at disse fag havner på en bundplads, når eleverne selv prioriterer fagene. Det sker for, at skolesystemet kan leve op til de politiske krav om øget faglighed. Men hvor bliver lysten til læring af? Gnisten til at motivere til livslang læring er netop skolens evne til at skabe gode oplevelseri læringssituationer. Mit bud på mere læring i folkeskolen er tværtimod, at man om 10 år ikke har "abstrakte" fag som dansk og matematik, i David P. Gardner hvert fald ikke i folkeskolens små klasser. Men alligevel lærer man langt mere matematik, læsning og skrivning end i dag. Det sker via natur og teknik, historiefortælling, rollespil og skuespil etc. Man forbereder ikke børnene til fremtidens samfund gennem øget faglighed i gængs forstand, dvs. ved at fylde flere timer og mere viden på. I stedet er der behov for, at folkeskolen satser på begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. I stedet for at formidle viden, dyrker man i langt højere grad det kreative i bred forstand, dvs. evnen til at skabe resultater. Fremtidens skoler er snarere små "virksomheder", hvor børnene gennem praksis lærer at begribe "inputs" i form af materialer, følelser, information og viden og håndtere og omsætte disse "inputs" til resultater, som giver mening for dem selv og for andre. Meningsfuld produktion er også at producere ny viden og nye historier, som er meningsfulde. Der er masser af meningsfulde opgaver, som folkeskoleeleverne kan foretage og samtidig lære en masse af som et "biprodukt". Samarbejde og virksomhedsdrift kan trænes i et skolekøkken, der sørger for en sundhedsrigtigt og spændende daglig frokost. Arbejdet i skolekøkkenet kan kobles med projekter om den mad, man spiser. En træning i at passe på den krop, man "bor" i, på de bygninger, man "arbejder" i og på den by og den natur, man lever i, kan kobles med viden om fysik, matematik, biologi og historie. I fremtidens skole lærer eleverne også ved at guide de mindre elever og ved at hjælpe de ældre og handicappede i lokalområdet. Der laves individuelle dagbøger og fælles rapporter på skrift, i lokal-tv og på Internettet over resultaterne. Kommunalbestyrelsen eller andre sponsorer søges om midler til at gennemføre diverse aktiviteter. Der er masser af indbyggede muligheder for herigennem at lære eleverne både skrive-, tale- og regnekunst og i tillæg hertil alle de andre "kunster". NIELS BØTTGER-RASMUSSEN er cand.polit, H.D. i finansiering og kreditvæsen og projektleder ved Instituttet for Fremtidsforskning. Han holder bl.a. foredrag om uddannelse og læring, sundhed og drømmesamfundet. nbr@cifs.dk Uddannelsesinflation? Uddannelsessektoren er landets største "industri" og tegner sig for cirka 10 procent af bruttonationalproduktet, og så er den tid, som de uddannelsessøgende bruger, ikke engang medregnet. Omkring danskere over 16 år, svarende til 17 procent af arbejdsstyrken er hele tiden under uddannelse under en eller anden form. Sektoren vokser gennem knopskydning, ofte efter devisen "mere af det samme" og med forbløffende lidt refleksion over, om det egentligt er det rigtige, vi gør. Siden 1986 er de offentlige udgifter til undervisning vokset med 50 procent i faste priser og ligger i dag på 110 milliarder kroner om året. Hertil kommer den private sektors udgifter. Danmarks Statistik opererer med en arbejdsstyrke i alderen fra år. Vores uddannelsessystem har en væsentlig del af skylden for, at virkeligheden ser en del anderledes ud. Kompetencemæssigt består livet groft sagt af tre lige lange faser. I den første tredjedel uddanner vi os til den produktive næste tredjedel, hvor vi bruger vore kompetencer for at producere ydelser og ny viden. Den sidste tredjedel er efterløns- og pensionisttilværelsen, hvor vores kompetencer typisk er forældede. Udfra en investeringsbetragtning er det selvfølgeligt optimalt at lægge så stor en andel af uddannelsen i starten af livsforløbet som muligt. Leveomkostningerne er lave i de unge år og uddannelsen giver afkast i flere år, forudsat at den viden, som vi har tilegnet os, ikke forældes alt for hurtigt. Ikke desto mindre tyder meget på, at denne model kommer under alvorligt pres i fremtiden. Det er der mindst tre årsager til. For det første den demografiske udvikling med flere ældre og relativt færre unge. For det andet kravet om livslang læring, fordi viden forældes. For det tredje handler effektiv uddannelse i fremtiden ikke om at vide, men om at kunne. Det stiller nogle andre krav til den måde, vi uddanner os på. E-learning i folkeskolen Indtil videre har e-learning og webbaserede lærings-comunities været forbeholdt de få og de veluddannede. I fremtiden bruger alle denne læringsform, der nu er ret udbredt. I Norge har NKI, der er Norges mest benyttede internetskole 2500 on-line elever fordelt på 200 kurser sammensat i 30 forskellige programmer. I Danmark har Morgendagens samfund og 10. klasse på Samsøgades Skole i Århus taget forskud på fremtidens læringsform. "Projekt Exit" er verdens første forsøg med e-learning i folkeskolen. Eleverne tager 10. Klasse fra deres hjemmearbejdsplads, hvor de via bredbånd er i kontakt med lærere, studiegrupper og andre elever. I stedet for at møde når klokken ringer, møder de, når de går på nettet. Undervisnings-værktøjerne er videokonferencer, chat, osv. i stedet for den traditionelle klasseundervisning. Virksomhedspraktik, hvor eleverne arbejder i formiddagstimerne, er indbygget i projektet. Idéen er både at give eleverne øvelse i at strukturere deres tid, og at de får et erfaringsmæssigt udbytte af at skulle sætte sig ind i en virksomheds opbygning og funktion. For erhvervslivet er der mange muligheder i at få unge ud af folkeskolen, der er vant til at bruge IT som effektivt arbejdsredskab, og som kan strukturere deres tid. At mulighederne er der for erhvervslivet understreges af, at det er diverse ITfirmaer, der har sponsoreret hjemmearbejdspladserne til eleverne. 5

6 6 Fra dannelsesrejse til drømmerejse

7 Vi ved, at uddannelse handler om at udvide vores horisont. Forfatteren til denne artikel foreslår, at begrebet horisont læses ganske bogstaveligt. Uddannelse handler dermed om bevægelse. Vil du uddanne dig, så rejs! Rejs ud mod grænsen af din horisont, og lad dig udfordre af det ukendte land, der træder frem. Af et nyt samfund og en ny tid AF SØREN RIIS I fremtiden får vores arbejde en stadig mere innovativ karakter, fordi flere og flere rutineopgaver automatiseres. For at imødekomme den udfordring, bør vores syn på det, der er værd at lære - vores vision om uddannelse - også forandre sig. Mange er enige i, at uddannelse i fremtiden vil have en mere individuel karakter. Den enkelte skal udfordres og provokeres i konfrontationen med nye og fremmede perspektiver på omverdenen. Herved udvikles et stort engagement og en række væsentlige kompetencer, som åbner og udvider den enkeltes horisont. Denne individualisering af uddannelse medfører ikke en ego-centrering af fremtidens mennesker, tværtimod, eftersom uddannelsens indre kraft kommer fra mødet med det fremmede. Vi vil netop erfare, at det, der gør os stærke og parate til fremtidens udfordringer, er at tale og arbejde sammen med andre folk, som har andre værdier og forestillinger, end vi selv har. Det, der er godt for én selv, smelter altså sammen med det, der er godt for de andre. Sådan set bør vi sætte kurs mod nye og fremmede lande og tider og dermed opleve morgenrøden over horisonten på et nyt samfund, som dyrker og værdsætter mangfoldighed og personlig udvikling. Den enestående drømmerejse Dannelsesrejsen er indbegrebet af den gentagede rejse - en rejse i andres fodspor. Denne type af rejse udspringer af en ide om et dannelsesideal - en kanon af viden, man som "lærd" skal besidde. I et samfund, hvor viden prises højt, og hvor nytænkning undertrykkes, er dannelsesrejsen ideel. Dannelsens rejseruter er trampet flade af forgængerne, og der er ikke mange nye horisonter. Målet med denne rejse er at uddybe den eksisterende viden. Overbevisningen er groft sagt, at fremtiden skal ligne fortiden, og at forandring er noget skidt. Drømmerejsen derimod udspringer fra mennesker med en drøm om fornyelse og selvovervindelse - om at kunne sætte et positivt præg på fremtiden. Denne type rejse, der har det ukendte land som destination, kendetegnes ved mødet med det fremmedartede. Denne rejseform har altid eksisteret, men kun for de få. I fremtidens samfund, som netop nu og i de kommende årtier tager sin form, skal vi leve af at tænke nyt og skabe sociale innovationer. I det samfund bør alle opfordres til selv at finde nye veje og lade sig stimulere af dugfriske landskaber. Af den grund kan ingredienserne til dannelsesrejsen også ganske let optegnes, for man skal blot slå op i en rejsebog og dernæst besigtige og "fotografere" de anbefalede steder og monumenter. Det er denne rejseform, som specielt japanske turister har ført ud i sit endelige dekadente forfald. Præcist omvendt forholder det sig med en drømmerejse. Den er unik, personlig og kan derfor ikke gentages. Vi kan derfor per definition ikke sige noget om dens indhold, der jo netop er fremmed for os, men blot kortlægge enkelte af dens karaktertræk. Bagefter, ved hjemkomsten, kan vi beskrive, hvordan den har forandret os. Den lille prins På denne baggrund toner drømmerejsen frem i al sin enkelthed og glans. Den er af natur ganske simpel, eftersom drømmerejsen blot drejer sig om at opsøge det fremmede, at rejse ud over kanten af sin egen horisont. I dette frie fald, oplever den rejsende, at de overleverede begreber, som er taget med i bagagen hjemmefra, forandrer eller taber deres betydning. I mødet med det fremmede indstiller der sig først en kreativ målløshed - det oplevede kan ikke blot kategoriseres inden for rammerne af den hidtidige viden. Herved påbegyndes en innovativ proces, hvor man vil forsøge at forstå det, som ved første øjekast er uforståeligt. I forlængelse heraf kan drømmerejsen beskrives som en opvågning fra vanetænkningen og fra den døsighed, som man ligeså stille indlulles i gennem hverdagen. Provokerende, men med et stort gran af sandhed, kan et barns opvækst og opdragelse betragtes som den modsatrettede bevægelse. Som nyfødt er alt nyt og fremmed for et barn. Det forundres, overraskes, eksperimenterer, griner og lærer hurtigt. Efterhånden som barnet bliver ældre og modtager flere og flere lektioner fra voksne, lærer de at tænke som alle andre. Fortælleren i "Den lille prins" af Antoine de Saint-Exupéry optegner et rammende og trist billede denne forandring. Som barn tegnede han et billede af en pyton-slange, som netop havde spist en elefant. Alle voksne var ude af stand til af forstå denne tegning og sætte sig ind i barnet forunderlige univers - de troede blot, at billedet forestillede en ganske almindelig hat. I denne negative proces, som opvæksten al for ofte definere, mister tingene og fænomenerne deres gådefulde og fantastiske karakter, hvorved vi langsomt mister evnen til at forundres og tænke innovativt. Set i det lys et det netop, at drømmerejsen har sin enestående position og evige berettigelse. Den spænding, som livets mangfoldighed byder, bør ikke degenerere, men netop opretholdes. Målet er at undgå at tænke langs traditionelle baner, men derimod at lade sig udfordre, forføre og provokere af det fremmede, til at tænke selvstændigt - til at tænke nye kreative tanker. Det fremmede og det velkendte Netop den form for uddannelse, som drømmerejsen åbner, har været drivkraften for mange af de eventyrere, forretningsmænd og kunstnere, som har sat dagsordenen for de vestlige værdier og samfund. Disse mennesker drog af sted til randområderne og de ukendte lande, drevet af drømme, nysgerrighed og en vilje til at forny livet og give det indhold og krydderi. Denne avantgarde, som trådte de første fodspor på hidtil usete stier og satte kurs mod horisontens rand, er senere blevet fulgt af mange. Disse mange mennesker har været optaget af at gå i pionerernes fodspor for netop at se, hvad de har set og for at prøve, hvad de har prøvet. Den jomfruelige berøring kan dog ikke gentages. Udefra ser de to rejser ens ud - mennesker fra begge grupper kommer i fortsættes på s. 14 7

8 LEDER AF GITTE LARSEN, REDAKTØR Det næste samfund Kære læser, Alle ved det. Vidensamfundet varer ikke evigt. Ligesom de andre samfundstyper dør det og erstattes af noget nyt og andet. Denne gang går det til i overflod af viden, som ingen længere hverken kan bruge eller vil betale prisen for. Ikke desto mindre får vi flere og flere højtuddannede, der fortsat uddannes som om, de skulle bruge deres viden i industri- og vidensamfundet. Vi handler mod bedre vidende. Uddannelse har altid indeholdt et element af dannelse, men begge dele trænger til at blive forankret påny - i vores tid og ikke mindst i det næste samfund. Artiklerne i dette temanummer handler allesammen om relationen mellem uddannelse og dannelse, og meget tyder på, at dannelseselementet er det afgørende i de kommende år. I artiklen Fra dannelsesrejse til drømmerejse giver Søren Riis sit bud på, hvad fremtidens uddannelse og dannelse er. Fremtidens samfund er det rigtige sted at starte - også når man diskuterer, hvordan fremtidens uddannelse og uddannelsessystem skal være. Viden og uddannelse har vi nok af i vidensamfundet, og allerede i dag er mangelvarerne snarere kreativitet, ideer, innovation, motivation og erfaring. Læs artiklen Fra viden til kunnen af Niels Bøttger-Rasmussen og Feiwel Kupferbergs artikel "Kreativitet er vigtigere end kompetence". Vi har mere end nogensinde brug for det unikke i hver enkelt menneske og medarbejder. Tænk, at vi er så heldige! Læs artiklen Intuitiv intelligens af Anne- Line Ussing, og Birthe Linddal Hansens anmeldelse af bogen Mangfoldighedsledelse. Forskningsministeriet har senest i maj nedsat en tænketank, der skal tænke over, hvordan forskning kan forstås af et bredere flertal i fremtiden. "Det er en vigtig opgave, tænketanken har fået. Vi skal i stigende grad basere vores indtjening og velfærd på viden, så derfor er det afgørende, at alle danskere har en klar forståelse for, hvad forskning er - og hvordan den bidrager til at sikre beskæftigelsen og en bedre livskvalitet i vores hverdag", siger Christine Antorini, der er formand for tænketanken, i pressemeddelelsen om den nye tænketank. Det er et udmærket initiativ, fordi netop formidlingen af viden er et af de afgørende parametre, hvis man vil tjene penge på viden og forskning i fremtiden. Og Antorini peger også på en anden af de kvaliteter forskning og viden formodentlig giver, nemlig livskvalitet. Hvis de uddannede altså ellers selv kan finde ud af at transformere den tillærte viden og bruge deres vidensuddannelse i et samfund, hvor det er formidling, kommunikation, produktudvikling, innovation og motivation, der driver værkerne og giver os noget at leve af. Forskningsministeriet og alle andre burde derfor også interessere sig endnu mere for, hvad det er for nogle uddannelser, vi har, hvilke kvalifikationer, de giver folk osv. Tænketanken består af 26 medlemmer, fortrinsvist fra medie- og forskningsverdenen. Hvor er virksomhederne og organisationerne henne? (der er en enkelt faglig organisation og en enkelt erhvervsvirksomhed repræsenteret), men man må undre sig, eftersom virksomhederne og organisationerne i dag står for en større og større del af den forskning og nye viden, der laves. Vi har været på den ene dannelsesrejse efter den anden og lige i hælene på alle de andre, og forhåbentlig har de fleste af os lært noget - i det mindste om os selv, men det er ikke de store sociale innovationer, nutidens generation af børneforældre har skabt i fx familie- og boliglivet. Læs artiklen Forstadens fremtider, som giver en fornemmelse af, at det kunne være anderledes. Vi har udviklet arbejdslivet og er fortsat i fuld gang med at gøre det, fordi samfundet udvikler og forandrer sig. I 1970 skulle en leder lære en ny ting hvert år. I dag skal han eller hun lære en ny ting hver dag. Nogle af os har det fint med forandringer, især dem, vi kan sætte vores eget præg på, og som har stor betydning for vores arbejdsliv og almene tilstand til hverdag. Vi har bevæget os opad i Maslows pyramide, og kravet om personlig udvikling i UFO-arbejdet (arbejdet med Udefinerbare Flydende Opgaver) imødekommes nu også på uddannelsesområdet. Læs artiklen Bliv fornyet! om HumanConsult s nye læringsmodel, som sætter udvikling og selvrealisering i centrum. Andre har det skidt med forandringer. De vil afvikles og ikke udvikles, de forstår ikke, hvad forandringsagenterne vil, eller de ønsker simpelthen bare ikke forandringer, fordi de mener, de står bedre, hvor de nu engang står osv. osv. Andy Hines, amerikansk fremtidsforsker har oplevet det hver eneste dag de sidste 15 år. På hans visitkort har der aldrig stået fremtidsforsker, for hvad er det? Enten er det sådan nogle, der kigger i krystalkugler eller også er de bare kuglesskøre med forandringer eller noget andet mere eller mindre fjollet? I dag er Andy Hines en respekteret og uundværlig leder af bl.a Dow Chemicals strategiske udviklingsteam, hvor han ser det som sin fornemmeste opgave at levere alternative fremtider og varen i form implementerbar fremtidsforskning. Han er organizational futurist. Læs artiklen Date med fremtiden. Vi har både brug for viden og kompetence og for kreativitet, innovation, intuition og erfaring. Vi har brug for at redefinere, hvad dannelse og uddannelse er i dag, og vi har brug for at diskutere, hvad det skal være i det næste samfund. Fremtidsorientering udkommer igen i slutningen af oktober, og temaet er kommunikation og markedsføring. I mellemtiden arbejder vi ved Instituttet for Fremtidsforskning videre med konturerne af det næste samfund. Tilbage er blot at ønske god fornøjelse med dette nummer! GITTE LARSEN 8

9 Den statistiske fremtid Veluddannede ældre Den statistiske fremtid tager denne gang udgangspunkt i undervisningsministeriets uddannelsesprognoser og Danmarks Statistiks befolkningsprognoser og giver os et indblik i, hvordan uddannelsessammensætningen kan se ud i Danmark om 20 år FIGUR 1: HØJEST FULDFØRTE UDDANNELSE FORDELT PÅ TYPE OG ALDER 2002 OG 2022 FIGUR 2: HØJEST FULDFØRTE UDDANNELSE FORDELT PÅ ERHVERV OG ALDER 2002 OG 2022 Grundskole klasse Erhvervsfaglige uddannelser Gymnasiale uddannelser Videregående uddannelser Ufaglærte Primære erhverv Sekundære erhverv Tertiære erhverv år år år år år år år år år år år år år år år år år år år år år år Kilder: Danmarks Statistik, Undervisningsministeriet og egne beregninger Kilder: Danmarks Statistik, Undervisningsministeriet og egne beregninger AF TROELS THEILL ERIKSEN Siden starten af 1960'erne er der sket en markant stigning i danskernes uddannelsesniveau. En udvikling, der ifølge undervisningsministeriets prognoser vil fortsætte i fremtiden. Figur 1 viser, hvordan uddannelsessammensætningen ser ud i dag, og hvordan den vil se ud om 20 år. Blandt de årige vil der ikke ske den store forskydning i uddannelsessammensætningen, da denne aldersklasse i overvejende grad er under uddannelse. Blandt de årige er uddannelsesniveauet steget lidt, mens den største udvikling foregår blandt de årige, der jo er dagens årige. Figuren giver en ekstra dimension til aldringsdebatten, da der ikke alene vil være flere i efterlønsalderen om 20 år, men de vil også have et langt højere uddannelsesniveau end i dag og vil derfor være en vigtig ressource for dansk økonomi i år Hvis man ser bort fra de uddannelsesramte årige, vil antallet af personer med folkeskolen som højest fuldførte uddannelse om 20 år være faldet til små 23 procent, hvor de i dag udgør cirka en tredjedel. Andelen med en videregående uddannelse vil derimod være steget fra cirka en fjerdedel til næsten 33 procent. Det skal dog understreges, at der er tale om temmelig usikre estimater, som er baseret på meget statiske forudsætninger om uddannelsessystemet. Erhvervenes rekrutteringsgrundlag Vi har inddelt de forskellige uddannelser efter erhverv for at få et indtryk af erhvervenes rekrutteringsgrundlag om 20 år i forhold til i dag. Ufaglærte dækker over personer med en folkeskoleeksamen eller en gymnasial uddannelse som højeste fuldførte uddannelse. De primære erhverv dækker over folk med en uddannelse, der hovedsageligt er efterspurgt indenfor landbrug, fiskeri, skovbrug og råstofudvinding. De sekundære erhverv dækker over uddannelser, der hovedsageligt er behov for i industrien, og de tertiære dækker over uddannelser, der er behov for indenfor servicesektoren, den finansielle sektor, detailhandlen og det offentlige. Udviklingsforløbet i figur 2 minder meget om forløbet i figur 1. Der er et stort potentiale i veluddannede seniorer om 20 år for de tertiære erhverv, der højst sandsynligt også vil udgøre en større andel af den samlede økonomi. TROELS THEILL ERIKSEN er cand.polit og markedsanalytiker ved Instituttet for Fremtidsforskning. tte@cifs.dk 9

10 Kreativitet er vigtigere end kompetence Kompetencebegrebet er et levn fra industrisamfundet. Derfor skulle vi hellere tale om kreativitet og om, hvilken slags uddannelser vi skal have i fremtiden. Det mener professor Feiwel Kupferberg fra Danmarks Pædagogiske Universitet AF FEIWEL KUPFERBERG Forestillingen om, at det er kompetence, som er nøglebegrebet for uddannelserne i fremtidens danske samfund, er ikke så selvfølgelig, som den umiddelbart ser ud. At begrebet er populært blandt uddannelsespolitiske beslutningstagere i øjeblikket, kan jo skyldes faktorer, som ikke nødvendigvis er forskningsmæssigt forankrede. Der er mange grunde til at stille sig kritisk over for begrebet. Selve begrebet kompetence har jo sin inspiration i et helt andet felt end uddannelsessystemet. Virksomhedens kernekompetence Det var de to erhvervsøkonomer Hamel og Prahalad, som i begyndelsen af 90-erne i en berømt artikel i Harvard Business Review introducerede begrebet 'core competence' som en ny måde at betragte en virksomheds ressourcer på. Hovedformålet med Hamal og Prahalads artikel var at få virksomhedslederne til i højere grad at fokusere på det, der var virksomhedens såkaldte 'kerneområder.' Artiklen var en skjult kritik af General Electrics virksomhedsstrategi, som gik ud på at sprede den iboende risiko med erhvervsvirksomhed gennem at etablere sig i en lang række andre virksomhedsgrene end det, virksomheden 'egentlig' var til for. Svagheden med denne strategi var ifølge Hamel og Prahalad, at man, gennem at sprede sig for meget, risikerede at falde bagud i konkurrencen indenfor det område, man var bedst på. Virksomhederne skulle derfor fremover definere, hvad der var deres 'core competence' og koncentrere sig om at være konkurrencedygtige her og lade andre overtage de virksomhedsområder, som ikke var strengt nødvendige for at opretholde virksomhedens kernekompetence. Industriel tankegang Forestillingen om 'core competence' afslører en traditionel industriel tankegang, som bygger videre på Adam Smiths forestilling om specialisering og yderligere specialisering som nøglen til nationernes rigdom. Dette er en af grundene til at stille sig skeptisk over for en ukritisk overtagelse af kompetencebegrebet i en uddannelsesmæssig sammenhæng. Forestiller vi os, at uddannelserne automatisk bliver bedre, hvis de bygger på en så høj grad af specialisering som muligt? Risikerer vi ikke, at noget går tabt her, som i sidste ende går ud over erhvervslivet selv? Jo mere specialiseret uddannelse vi får, jo mere effektive bliver vi til at udføre de opgaver, vi bliver pålagt. Men består udfordringen for fremtidens samfund ikke netop i, at den enkelte kan tage selvstændige initiativer, være dybt engageret og føle et personligt ansvar for opgaven? Hvordan harmonerer en sådan uddannelsesforståelse med en kompetencetankegang, som i virkeligheden bygger på et meget traditionelt industrisamfundsbegreb? Det ironiske er, at Hamel og Prahalads kernekompetencebegreb i dag er ved at blive opgivet af de fleste erhvervsøkonomer, som mener, at det er utidssvarende. En anden Harvard-professor, Dorothy Leonard-Barton, har i bogen 'Wellsprings of Knowledge - Building and Sustaining the Sources of Innovation' peget på, at i en foranderlig økonomi kan det, der var en kernekompetence i går, være den vigtigste forhindring for nytænkning i morgen. Hun fremhæver, at kompetence er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for, at vi kan være konkurrencedygtige inden for et område. 10

11 Dette skyldes, som hun peger på, at det i et informationssamfund ikke længere er muligt at skjule specialviden i ret lang tid fra andre konkurrenter. Forestillingen om at konkurrere på kompetence forudsætter, at kompetencen kan monopoliseres i tilstrækkelig lang tid, så investeringerne i specialkompetencen kan afbetales med overskud. I et samfund, hvor omkostningerne for adgang til ny information nærmer sig nul, bliver denne investeringsstrategi problematisk at opretholde. Det, organisationer og individer skal overleve på, er kreativitet eller innovation. Motivation og inspiration Dette stiller hele kompetencebegrebet på hovedet. Kompetence kan faktisk vise sig at være den vigtigste forhindring for nytænkning. 'Core capabilities become core rigidities.' Det vigtigste i det hurtigt foranderlige samfund er med andre ord ikke at opbygge en bestemt viden for al evighed, men at kunne smide forældet viden væk, at være parat til at starte på ny, se verden med friske øjne. Dette forudsætter to ting, som kompetencebegrebet slet ikke dækker, nemlig motivation og inspiration. Disse to aspekter står i fokus for den amerikanske kreativitetsforsker Teresa Amabiles forskning. Det, hun peger på er, at nytænkning til forskel fra simpel kompetenceopbygning forudsætter en stærk indre motivation. Hvis den opgave, vi får, er klart defineret i forvejen og midlerne dertil relativt simple at finde, dvs. hvis opgaven ikke er kreativ, er det nok, at vi bliver eksternt motiverede, for at vi udfører den (angst for at blive fyret, løn til huslejen). Hvis opgaven derimod er uklar og midlerne svævende, dvs. hvis det drejer som om at finde ud af, hvori problemet egentlig består, så er det kun intern motivation, som kan drive processen fremad, indtil opgaven er løst. Den eksterne motivation består her mere i at rydde forhindringerne for den interne motivation af vejen, f.eks. gennem at ledelsen ikke blander sig i utide og giver medarbejderen den anerkendelse, tid og de ressourcer, der skal til for at løse denne type af opgave. Derudover forudsætter kreativ problemløsning også, at vi får inspiration et eller andet sted fra, så ideerne kan udfolde sig, indtil de falder på plads. Amabiles forskning på dette felt er ikke så veludbygget, men der er andre kreativitetsforskere, som har udbygget det aspekt. Den amerikanske sociolog Robert Merton peger f.eks. på en særlig type af inspiration, som udspringer af, at individets selvværdi bliver sat under pres. Winnicot har peget på legestemningens betydning for at slippe nytænkning løs. Simmel fremkastede den tese, at inspiration opstår i situationer, hvor vi spiller rollen som den fremmede. Vi er i stand til at se tingene på en ny måde, fordi vi har bevæget os ud af vores vante omgivelse, men også fordi vi som fremmede ikke har noget i klemme. Koestler peger på, at selve løsningen af et kreativt problem opstår, fordi vi kombinerer tingene på en ny og anderledes måde. Universiteterne halter bagud Der er dog yderligere en grund til, at den ensidige fokusering på kompetencebegrebet er mere misvisende end vejledende for uddannelsespolitikken. En grund til, at der tales så meget om kompetence, er jo forestillingen om, at vi er på vej ind i et videnssamfund. I et videnssamfund må der være brug I en foranderlig økonomi kan det, der var en kernekompetence i går, være den vigtigste forhindring for nytænkning i morgen for mere viden, altså bliver kompetence vigtigere end nogensinde før. Dette lyder jo besnærende, men det er slet ikke så enkelt. Igen giver en idehistorisk vinkling et lidt andet perspektiv end det, dagens debat synes at handle om. Forestillingen om, at vi er på vej ind i et videnssamfund, blev jo introduceret af Daniel Bell i dennes bog 'The Coming of a Post-industrial Society,' som udkom i midten af 70-erne. Grundtesen i bogen var, at de teknologiske innovationer i fremtiden i højere grad ville være baserede på videnskabeligt baserede forskningsresultater. Da videnskaben institutionelt var forankret i universiteterne snarere end i virksomhederne, ville universiteterne, producenterne af ny viden, blive krumtappen i det nye, post-industrielle samfund. Igen må man sige, at tiden er løbet fra Bell. Universiteternes stilling i samfundet er snarere blevet svækket end styrket, idet den virksomhedsinterne forskning nærmest er eksploderet. Den er i dag langt større end den fri forskning, som foregår på universiteterne - helt bortset fra, at politikerne gerne så, at også den blev inddraget og styret ud fra traditionelle industrielle principper som virksomhederne selv er ved at opfatte som forældede. Entreprenører skaber succes Bells hovedantagelse, at teknologiske innovationer altid er baseret på videnskabelig viden, holder heller ikke stik. I Ketteringham & Nayaks studie af de tolv største kommercielle gennembrud i efterkrigstiden fremgår det, at det er entreprenørers kreative forretningsideer, ikke videnskabelige gennembrud, som står for langt det største antal virksomhedssucceser. Disse og lignende uventede resultater har gjort, at den økonomiske forskning i dag slet ikke bruger begrebet 'videnssamfund'. Det, man peger på, er den radikale forandring, som finder sted i takt med, at den fordistiske forretningsmodel med sit fokus på standardiserede produkter for et massemarked er ved at dø ud. Det, der er ved at opstå, er et post-fordistisk industrielt regime, hvor fokus ligger på at skabe nye produkter af oplevelseskarakter og ikke på at nedbringe omkostningerne i produktionsleddet for at nå ud til så mange som muligt med det samme produkt. Fokus kommer fremover til at ligge på det, der ligger forud for produktionsleddet (design og produktudvikling) og det, der følger efter (markedsføring og reklame). Det er her i de kreative led af den industrielle proces, at hoveddynamikken i fremtidens samfund kommer til at ligge. Fremtidens uddannelser? Både den mikro, meso- og makroorienterede forskning, som interesserer sig for kreativitetsfænomenet, peger på, at kreativitet vil være langt vigtigere end kompetence i fremtidens samfund og antyder dermed også, at uddannelsessystemet står overfor en type af omstilling, som vil være langt mere radikal end det, som kompetencebegrebet antyder. Det er mod denne baggrund, at det ville være en fordel for den uddannelsespolitiske debat, hvis man tonede den voldsomme retorik omkring kompetencebegrebet en smule ned og begyndte at tage spørgsmålet om, hvad slags uddannelser vi har brug for i fremtidens samfund op på en forudsætningsløs og undersøgende måde. Tidligere talte man gerne om, at undervisningen skulle være forskningsbaseret. Ville det ikke være en fordel, hvis også uddannelsespolitikken blev forskningsbaseret? FEIWEL KUPFERBERG er professor ved Institut for pædagogisk sociologi ved Danmarks Pædagoiske Universitet (DPU). Artiklen har tidligere været bragt i Asterisk, 11/

12 Intuitiv intelligens Gå ud og tegn, tag yogatimer, et eller andet der vækker dine sanser. Så falder din intuition også i hak", siger professor Güliz Ger fra Bilkent Universitet i Ankara til sine studerende AF ANNE-LINE USSING Den ny økonomi - hvor ideer og kreativitet er virksomhedernes vigtigste aktiv og 'the Knowledge Management Officer' en af kernecheferne - er en uundgåelig udvikling af informationssamfundet. Denne epoke skaber et paradigmeskift indenfor kommunikation og derfor indenfor den måde, hvorpå folk interagerer verden over. Følg din intuition Din intuition er din personligheds fingeraftryk. "Jeg siger til mine studerende: 'gå ud og tegn, tag yogatimer, et eller andet, der vækker dine sanser. Så falder din intuition også i hak." Ifølge professor Güliz Ger fra Bilkent Universitet, Ankara, er intuition afgørende, når det drejer sig om at få succes i den nye verden. Når du forlader den slagne vej af logik og konventtonaliteten fra din såkaldte tillærte viden og i stedet følger din personligheds fingeraftryk, er det, du finder unikt. Og for Ger handler konkurrerende strategi netop om at være unik. I en artikel med titlen "Localization in the Global Village: Local Firms Competing in Global Markets," slår Ger fast, at det nye globale kulturelle system aktivt promoverer forskelligheder i stedet for at undertrykke dem. En af grundene er, at vor tids forbruger trækker på alle tilgængelige ressourcer - globale og lokale, nye som gamle - fordi de bruger produkter til at konstruere og kommunikere deres identitet, relatere til folk, markere sociale forskelle, søge sammenlignelig status og forfølge emotionelle og æstetiske fornøjelser. Hun forklarer, at når en virksomhed har lokaliseret og mobiliseret de ressourcer, den behøver inden for dens specifikke område, så er det tid til at støve medarbejdernes intuition af. At transformere ressourcer til noget af unik værdi forudsætter en innovativ tilgang og en kreativ tankegang. Kreativitet, innovation og undfangelsen af strategier udspringer ikke kun af analyser, men kommer også fra indsigt og intuition. Ger hilser ikke kun forskellighed velkommen for forskellighedens skyld. Bare fordi noget er nyt, er det ikke nødvendigvis bedre, og åbenheden overfor nye ideer bør kobles sammen med en reflekterende og sammenlignende bevidsthed. En bevidsthed, der ideelt set skulle udvikles gennem hele vores uddannelse. "En ting som sandheden findes ikke," understreger Ger og uddyber: "Noget kan være fremherskende, men for fremtidens og vores studerendes fremtids skyld, bør vi præsentere dem for alternativer, åbne deres sind for forskellighed og give dem evnen til at være kritiske og stille spørgsmålstegn ved forskellighed." Ger støtter på det kraftigste en bred uddannelsesmæssig baggrund indenfor flere felter, hvor de studerende vil få mangfoldige kulturelle erfaringer og udvikle interkulturelle relationer. I den post-industrielle verden er folk generelt meget analytiske. Men hverken analytiske eller kreative evner kan stå for sig selv. Ger tilføjer, at som individer indeholder vi måske ikke alle disse evner på én gang, men bevidstheden om de forskellige aspekter gør os i stand til at sammensætte teams, der dækker alle aspekter, teams hvor individerne komplementerer hinanden. ANNE-LINE USSING er journalist og Turist- og Erhvervschef for Langeland 12

13 Bliv fornyet! Kravene til UFO-arbejdet imødekommes nu på uddannelsesområdet. HumanConsult har udviklet en ny læringsmodel, som sætter udvikling og selvrealisering i centrum AF GITTE LARSEN Arbejdet med Udefinerbare Flydende Opgaver - UFO-arbejdet, som Instituttet for Fremtidsforskning har kaldt det (se fx Fremtidsorientering 1/03) - fylder mere og mere på arbejdsmarkedet. Der er delte meninger om de personlige konsekvenser af et arbejdsliv som UFO. Et af de næsten uomtvistelige krav er personlig udvikling og selvrealisering. For nogle medarbejdere harmonerer det krav med ønsket om at bruge og udfolde sine fulde potentialer i arbejdslivet - både de faglige og de menneskelige. For andre virker det overvældende at skulle investerer hele sin personlighed i jobbet. HumanConsult er et hurtigtvoksende netværk for i dag næsten 2000 HR-medarbejdere i danske virksomheder og organisationer. Medlemsskabet er personligt, og HR-medarbejderne bruger dagligt hinanden til at udveksle viden og erfaring. HumanConsult er med andre ord en succesfuld historie om, at internettet har potentiale også i uddannelsesmæssig sammenhæng. Ikke mindst i en UFO-tid. Den dybe tallerken HumanConsults læringsmodel er en kombination af idéen bag begrebet blended learning og et eksisterende virtuelt netværk blandt ledende HR-medarbejdere. Modellen illustrerer en ny måde at tænke læring på og lægger op til, at man som lærende gennem en konstant læringsproces opnår et fortsat kompetenceløft. "Verden har langt fra udnyttet de menneskelige ressourcer og potentialer optimalt, og det er en større fordel for forretningen at bruge krudtet på at optimere sine medarbejdere end at lede efter olie i Nordsøen", mener Klaus Busk, direktør for HumanConsult, der oplever den menneskelige ressource som råstof nummer ét. Klaus Busk fik idéen til netværket for fem år siden. Som ledende medarbejder har han ofte siddet i den situation, at han selv har skullet opfinde "den dybe tallerken" igen og igen, og Klaus Busk så netværksplatformen som en oplagt måde at undgå dette kæmpemæssige ressourcespild på. "På den her måde kan vi optimere ressourcerne langt bedre, og vores medlemmer kan meget hurtigere komme fremad i beslutningsprocesserne, fordi de altid har muligheden for at bruge andres viden, kompetencer og erfaringer", siger Klaus Busk. Fornyer HumanConsults koncept er i tråd med, at der i fremtiden er brug for uddannelses- og læringssituationer, hvor læring er en integreret og naturlig del af hverdagen og dermed foregår langt mere ubevidst end i dag. HumanConsult har med deres læringsmodel givet et bud på en infrastruktur, som gør det muligt at sikre mennesker livslang læring. Med tiden er ambitionen at sikre en dybde i læringen, så det enkelte menneske opnår status af at være ikke bare kompetent, kyndig eller ekspert, men fornyer. En fornyer er en person, der er i stand til at redefinere relevante situationer og regler, problemer, mål, planer og perspektiver og dermed også selve læringsprocessens indhold. Eksperten redefinerer ikke situationen, men identificerer i stedet for problemer, mål, plan osv. Ekspertens præstationer er flydende og afbrydes ikke af analytiske overvejelser. Den kyndige person fungerer i en vekselvirkning mellem erfaring og analyse, mens den kompetente bevidst vælger mål og plan for at reducere kompleksiteten. Fremtidens uddannelsesform Den dybde i læringen, man opnår ved at følge et traditionelt uddannelsesforløb er minimal, fordi den for det første er afgrænset i tid og rum. For det andet fordi den kun fokuserer på at træne og udøve viden, og ikke på hele læringsprocessen, som også indebærer at reflektere og søge ny viden igen. Fremtidens uddannelsesform vil jf. begrebet blended learning sætte fokus på flere faser i læringsforløbet. Uddannelse er noget, der sker både før, under og efter, du fx møder i et undervisningslokale. I følge HumanConsult efterspørger mange i stigende grad personlig udvikling og selvrealisering - også i uddannelse. "De fleste er nysgerrige efter, hvordan man opnår en mere eksistentiel form for læring", siger Bjarke Nørremark, som er partner i HumanConsult og ansvarlig for den faglige udvikling af den nye læringsmodel. Bjarne Nørremark mener, at fremtidens uddannelsesform ideelt set består af læringsloop, hvor du går igennem faserne at søge, at fokusere, at træne, at udøve og at reflektere. Når du gentager dette læringsloop igen og igen, får du livslang læring, og fordi du bliver bedre og bedre til at lære og gennemføre et læringsloop, vil du med tiden opnå status som fornyer. Eksistentiel læring I HumanConsult tror de ikke på uddannelse i traditionel forstand. Der findes flere forskellige typer af læring. Lige fra den klassiske læring (som er mekanisk og baseret på envejskommunikation) og den virksomhedsspecifikke læring (som er dynamisk og baseret på dialog) til den eksistentielle læring, som er dialektisk og af den støbning, der giver aha-oplevelser og gør en forskel. Det er den eksistentielle læring, der er visionen i HumanConsults læringsmodel. For det er her, at læreprocessen tilføjer den dynamiske læring en ny dimension, der involverer det enkelte menneske og forandrer ens fremtidige adfærd. "Vi oplever, at man i dag tænker uddannelse og læring på den virksomhedsspecifikke og dynamiske måde. Man lærer for det meste kun noget, når man er i gang med noget konkret, som har et mål og et formål", fortæller Bjarke Nørremark og fortsætter, "men samtidig oplever vi altså også denne her nysgerrighed efter den mere eksistentielle form for læring, hvor man har sig selv med, og hvor læring ikke bare er mere viden, men noget, som har betydning for hele personens tilværelse". GITTE LARSEN er redaktør af Fremtidsorientering 13

14 kontakt med de samme miljøer, oplever de samme ritualer og ser de samme bygningsværker. Følelsen er imidlertid ganske anderledes, for mens de første, de dannelsesrejsende, ikke viste, hvad der ventede dem i det fremmede, har de andre netop studeret deres rejse så godt, at de kunne gentage den, hvorved det ukendte, fremmede og gådefulde er blevet opløst i det kendte, det meningsfulde og afrundede. Allerede Holberg drev gæk med dannelsesrejsen og tanken om et bestemt dannelsesideal. To af Holbergs bedste komedier ("Erasmus Montanus eller Rasmus Berg" og "Jean de France eller Hans Franzen") handler om unge mennesker, som kommer hjem fra en dannelsesrejse. Dannelsesrejser, som netop er i overensstemmelse med forgængeres dannelsesidealer, fører næsten uvægerligt ud på det absurdes overdrev, og om ikke andet, så umuliggør denne søgte indoktrinering dét, der er mest behov for: Evnen til at tænke selvstændigt og ikke blot gentage og ophobe gammel viden. I denne reproduktion af viden tager man nemlig enten fejl af den oprindelige indsigt, som en bestemt formaliseret viden dækker over, hvilket ofte fører det rene nonsens med sig, eller også skaber man blot noget velkendt, afledt og dermed kedeligt. "At rejse er at leve" Dette velkendte citat fra H.C. Andersens selvbiografi, "Mit livs eventyr", udtrykker en indsigt, som er analog med artiklens perspektivering. At leve vil nemlig sige at forandre sig, og at forandre sig, i hvert fald til det bedre, forudsætter nogle af de ingredienser, som drømmerejsen er så rig på. Denne selvovervindelse kræver selvsagt mod - der vil altid være ukendte farer på en rejse, der går hinsides vores egen horisont. Lader man sig stoppe af den grund, kan man med lidt held opnå det enfoldige menneskes velbehag og magtesløshed. At leve betyder også at opleve og mærke livets intensitet. Den, der har prøvet at tage af sted på en drømmerejse, kan stadigvæk mærke dønningerne af sansernes og tankens kraft, efter at de blev vækket til live i de fremmede kulturer. På en sådan rejse åbner tiden pludselig en ny dimension - en vertikalitet eller dybde. Oplevelsen af denne dimension gør, at et års rejse i fremmede lande kan virke stærkere end et helt liv af hverdage. Udfordringen består derfor i, efter at være kommet hjem igen, at holde sansernes styrke og tankens fleksibilitet i live. Den, der evner det, vil være frugtbar for sine omgivelser og kunne løse kendte problemer på utraditionel vis. Hans eller hendes omstillingsparathed og kreativitet i forhold til nye problemstillinger vil ikke blot i kvantitet, men også i kvalitet, overgå de mange, der blot har søgt trygheden i hjemstavnen og den kendte viden. Rejser og Change Management AF SØREN RIIS, projektmedarbejder ved Instituttet for Fremtidsforskning Lars Reno Jakobsen, kosmopolit og Chief Executive for A.P. Møller i Mærsk Gruppens Afrika-division, fortæller i et mini-interview, hvordan han oplever sammenhængen mellem udlandsrejser og evnen til at tænke anderledes og håndtere forandring. Gennem sit arbejde rejser Lars Reno ca. 100 dage om året og er i berøring med en verden af forskellige kulturer. Desuden har han boet på stort set alle klodens kontinenter. "Specielt opholdene i Fjernøsten har fået mig til at kaste nogle af mine medbragte fordomme over bord og lade mig inspirere af nye måder at takle problemer på", fortæller Lars Reno. Særligt forestillingen om magtens entydighed er blevet udfordret og nuanceret i den fjerne orient. Dem, der besidder den formelle magt, har ikke altid den reelle indflydelse. Den kendsgerning provokerede Lars Reno til selv at skaffe sig overblik og indblik i et fintmasket væv af mennesker, autoriteter og institutioner. "I gennem årene har jeg udviklet en evne til at lade mig inspirere af andre traditioner og lave situationsbestemt ledelse. Jeg har dermed været med til at optimere best practice og opnå det MAESK-koncernen er blevet et symbol for - rettidig omhu", siger Lars Reno. Ikke blot rejserne i Fjernøsten har åbnet Lars Renos horisont for nye input. Han fremhæver, at medierne ofte giver indtryk af, at USA kulturelt set ligner Danmark. Men har man boet i USA og stiftet bekendtskab med amerikanernes mentalitet og arbejdsforhold, ser man en række afgørende forskelle. "Frem for alt er det slående, at Jantelove er opfundet langt væk fra USA. Det ved vi måske godt som danskere, men kendsgerningen betyder andre om-gangsformer og en optimisme for nye ideer, som vi måske er mindre bekendte med", siger Lars Reno. Samtidig vurderer han, at amerikanerne generelt set er mindre internationalt orienterede end danskerne. Analogier til andre landes udvikling og arbejdsformer har derfor ikke samme gennemslagskraft i USA som i Europa.. Lars Reno henviser til MAERSK's eget elevprogram: "Efter en grunduddannelse i Danmark opfordres alle shippingelever til et toårigt ophold i udlandet. Gennem mødet med nye kulturer og andre samfund vil vi styrke de kommende lederes mentale fleksibilitet og give dem mulighed for at etablere et globalt netværk", fortæller han. Lars Reno påpeger i den forbindelse, at det internationale samarbejde går langt bedre, når man har mødt og udvist forståelse og respekt for de folk, som man på tværs af kontinenter "har siddende i den anden ende af telefonen". Af den grund er det også vigtigt for MAERSK, at medarbejderne i virksomheden efterfølgende motiveres til at arbejde i nye jobfunktioner og under stadigt skiftende himmelstrøg. Denne overbevisning udspringer af en tro på, at forandringer og nye udfordringer gør os bedre til at imødegå fremtidens usete prøvelser. Ledelsen i den ny økonomi - vor tids opdagelsesrejsende AF ANNE-LINE USSING, journalist og Turist- og Erhvervschef for Langeland "Hvad du ved er ikke vigtigt,' fastslår Saban Erdikler, manager for Arthur Andersen Tyrkiet. "Hvor hurtigt du kan tilegne dig viden er den afgørende faktor, der determinerer en virksomheds og samtidig dens ansattes succes." For Erdikler er en virksomheds evne til at tilegne sig viden hurtigere end sine konkurrenter derfor afgørende. Og hvis din virksomhed tilstræber at være i overhalingsbanen i forretningsverdenen, er du nødt til at ansætte folk med evnen, mangfoldigheden og selv-motiveringen til at tilegne sig viden/lære. Erdikler forklarer den ny økonomi med en opdagelsen-af-amerika-allegori. Han forklarer, at den ny økonomi er som den nye verden, hvor alting er ukendt, frugtbart og hurtigt forandres. Såkaldte lærende organisationer kan kun fastholde deres konkurrencemæssige fordel, hvis de er i stand til at håndtere forandring. Og for at gøre det har virksomhederne brug for ledere som Christopher Columbus, en god sømand, som var bevidst om, at opdagelsen af den nye verden var en epokegørende præstation, selvom han rent faktisk var rejst ud for at finde søvejen til Indien. I den ny økonomi har vi bevæget os fra informationsteknologi-epoken til videns-epoken. Og Arthur Andersens råd til virksomheder er at skabe en vidensstrategi og identificere virksomhedens vidensaktiver i forhold til forskellige interesser: Nye produkter, konkurrence, markeder, kunder, medarbejdertilfredshed, kvaliteten af underleverandører og salgseffektivitet. Virksomheden bør udvikle intern og ekstern vidensmanagement. Ved at have adgang til relevant opdateret viden er individuelle medarbejdere 'klædt på til lejligheden' og bedre i stand til at varetage deres ansvarsområder. Og som det gør sig gældende i andre forhold, så holder de forretningsmæssige relationer også længere, hvis dine kunder ved, hvad du kan tilbyde, og du er opmærksom på deres ønsker og behov. Eftersom god kommunikation er nøglen til et stabilt forhold, efterlevede Arthur Andersen deres eget råd, da de lavede en virksomhedsportal, som de kaldte 'Knowlegdespace'. I Knownledgespace kan både medarbejdere og Arthur Andersens grupper indenfor diverse industrier bidrage med, søge efter, fange eller dele viden, og derved styrke hinanden i at gøre arbejdet endnu bedre. For at en virksomhed kan bevæge sig i dette høje tempo og tackle et sådant væld af viden, har den behov for innovative og proaktive ledere, der kan tage hurtige beslutninger og bevare en strategisk vision om at måle og styre immaterielle og uhåndgribelige aktiver - så som fx mennesker. 14

15 Johan Peter Paludans kommentar Det er saligere at give end at modtage Det står der i Biblen - Apostlenes gerninger, kap. 20, vers 35, hvis man skulle ønske at se efter. Anledningen til, at dette citat dukkede op, var, at Deres klummeskriver overværede et foredrag om arbejdsmarkedet ved en repræsentant for en af de store arbejdsmarkedsorganisationer. Foredraget var sikkert udmærket, men min koncentrationsevne var ikke den bedste. Tankerne begyndte at vandre, og i baggrunden svirrede arbejdsmarkedsvendinger som arbejdsgiver og lønmodtager. Dér dukkede citatet og mine overvejelse op: Kommer man nemmere i himlen ved at være medlem af DA end af LO? Hvis ja, vil det så også være tilfældet i fremtiden? Den humane kapital Resten af foredraget gik for mit vedkommende med den slags overvejelser, bl.a. spørgsmålet om, hvorfor der på arbejdsmarkedet er nogle, der giver og andre, der modtager? Jeg har selv i Afrika oplevet den gamle næsten koloniale holdning: Hvis man rækker tjenestefolk noget, går de lettere i knæ og modtager det med begge hænder. Her sendes der klare signaler om, hvem den fine giver er, og hvem den ydmyge modtager er. Sådan er det ikke på arbejdsmarkedet. Ikke mere i hvert fald, men når man har udtrykkene arbejdsgiver og lønmodtager skyldes det jo nok, at det har været sådan eller noget, der lignede. Forholdene i industrisamfundet førte naturligt til en situation, hvor der var nogle, der havde noget arbejde at give til andre, som havde brug for det. Industrisamfundet er synonymt med stordrift, og der kræves kapital til at organisere den. Den afgørende produktionsfaktor var realkapitalen - maskinerne og samlebåndet, som nogle mennesker så kunne få lov til at betjene. Den, der har kontrol over den knappe kapital, kan organisere tingene og derfor give arbejde til andre. Men, for nu at blive i det bibelske, hvor længe var arbejdsgiveren i paradis? Nu er der nok mange arbejdsgivere, der vil benægte, de nogensinde har været i paradis, men hvis vi fastholder den bibelske antagelse om, at de, der giver, kommer nemmere i himlen, hvem er så det i fremtiden? Realkapitalen har fået konkurrence fra den humane kapital, og den humane kapital er ikke sådan at danse med. Ikke blot er den en knap faktor, den er også en besværlig faktor. Den kostbare arbejdskraft Det står mere klart end nogensinde, at forudsætningen for en virksomheds succes ligger hos dens medarbejdere, og gode medarbejdere er der aldrig nok af. Den demografiske udvikling gør denne situation værre. Vi gider vi ikke reproducere os selv, og det har vi ikke gjort længe. Nu skal regningen betales i form af færre unge og nyuddannede. Ikke at der er noget galt med den ældre del af arbejdsstyrken. Det skal Deres klummeskriver være den første til at fremhæve, men det må jo indrømmes, at den yngre del har mere fremtid end den ældre. Sam-tidig er der tegn på, at den yngre del af arbejdsstyrken ikke har det samme arbejdsbegreb, som deres forældre, hvorfor det vil være (endnu) sværere at få dem til at indtage den ydmyge rolle i giver/modtager forholdet. Meget tyder på, at den yngre del mere ser på arbejdet som en blandt flere muligheder for et interessant liv. Man kan vælge arbejdet, som det, der er basis for et rigt liv, men man kan også vælge så meget andet. Der tegner sig derfor et perspektiv, hvor arbejdskraften gør sig mere kostbar og i højere grad siger til virksomhederne: Hvad kan I tilbyde, som skulle kunne friste mig til at vælge jer som livsindhold? Der er mange, der kommer til virksomheden og siger: Jeg skal tjene nogle penge, men livet er et andet sted, og det er jo ikke den slags medarbejdere, der driver virksomheden videre. Man skal som virksomhed nok sige ja tak alligevel og så se, om man kan friste dem til et mere engageret forhold til virksomheden ved at kaste arbejdsmæssige godbidder til dem. Samtidig betyder produktionens automatisering og produktionens stigende videnindhold, at det netop er den slags engagerede, der er mere brug for. AGF og AF Det dystre perspektiv rejser sig derfor for arbejdsgivere: Skal de til at have en mere ydmyg indstilling? Svaret er nok ja. Tilsvarende rejser spørgsmålet sig: Bliver medarbejdere mere krævende og kræsne? Svaret er nok, at det står næppe til at forhindre. Fortsætter denne udvikling, bliver den ultimative konsekvens vel, at arbejdsmarkedets organisationer skal til at skifte navn. DA har det selvfølgelig nemmest. De kan bevare logoet DA, der i fremtiden kommer til at stå for Dansk Arbejdskraftmodtager-forening. LO får det vanskeligere. Arbejdskraftgiverforeningen kan enten forkortes til AGF eller AF, og begge disse forkortelser er jo optaget, så her må der opfindsomhed til. Opfindsomhed skal der nok også til med hensyn til, om de ændrede forhold får konsekvenser for adgangen til himlen! JOHAN PETER PALUDAN er cand.scient.pol og administrerende direktør ved Instituttet for Fremtidsforskning. jpp@cifs.dk 15

16 Forstadens fremtider: Forfald eller nytænkning? Det er på høje tid at nytænke og modernisere forstæderne, hvis parcelhuskvartererne fortsat skal være en del af drømmen om det gode boligliv for både børnefamilien og seniorerne. Der er en overhængende risiko for, at parcelhuskvartererne forfalder både fysisk og socialt i takt med, at beboerne bliver ældre. Og med færre børnefamilier de næste år kan det få store konsekvenser for de mindst attraktive kvarterer. Vi giver et bud på et alternativt forstadsliv AF NIELS BØTTGER OG GITTE LARSEN Halvdelen af de eksisterende boliger i Danmark er parcelhuse, og langt de fleste af disse ligger i en forstad. Omkring to en halv million danskere - fortrinsvist børnefamilier og seniorer - bor i disse parcelhuskvarterer med forstadspræg. Rigtig mange familier vil også i fremtiden leve deres familie- og boligliv i forstæderne, fordi det er der, boligerne er. Samtidig vil en række sociale og kommercielle innovationer kunne gøre livet i forstadens parcelhuskvarterer mere atrraktivt. Drøm og virkelighed Mange drømmer om at erstatte standardmodellen (kernefamilien i parcelhuset) med et mere tidssvarende familie- og boligliv, og meget tyder på, at flere i fremtiden vil vælge alternative måder at leve deres familie- og boligliv på. Det er temaet for rapporten "Efter forstaden - specialiserede boligliv", hvor Instituttet for Fremtidsforskning giver sit bud på, hvordan et mere mangfoldigt og specialiseret boligliv kan se ud i fremtiden. Flere og flere vil få mulighed for at realisere det familie- og boligliv, de drømmer om. Det er hele essensen i velstands-, teknologi- og organisationsudviklingen, at vi får flere reelle valgmuligheder. Relativt flere vil få bedre råd fx i kraft af pensioner og to fuldtidsindkomster på akademikerniveau. Relativt flere får teknologiske hjælpemidler, som muliggør distanceløsninger og hjemmearbejde. Relativt flere får mulighed for at arbejde med fleksible skemaer. Og relativt flere, ikke mindst de mange unge ældre, får mere fri tid. Det er vores bud, at danskernes boligdrømme går i retning af enten en tilværelse i landlig idyl eller et pulserende byliv, ender de fleste i en ganske traditionelt forstad. Det er alligevel, når det kommer til stykket, det mest rationelle i forhold til familielivet, vennerne, jobbene, transporttiden, uddannelsen, indkøbene osv., forstadslivet giver også god mening i et netværkssamfund. Bor man i forstaden, har man let adgang til både storbyens muligheder, til grønne landskaber og til et stort udbud af arbejdspladser, storcentre, oplevelsescentre og god infrastruktur. Forstaden er derfor på mange måder det oplagte valg for den Boligliv Begrebet boligliv er lanceret af Instituttet for Fremtidsforskning i rapporten Efter forstaden - specialiserede boligliv fra juni Det dækker over den tendens, at en meget stor del af vores hverdag og liv er afhængigt af, hvor og hvordan vi vælger at bo. Denne artikel er den første af en række artikler om vores boligliv i fremtiden, som vil blive præsenteret uden for tema i de følgende numre af Fremtidsorientering. Næste gang sætter vi fokus på bylivet moderne fleksible og fragmenterede familie. Mange indbygger elementer fra drømmene om det enkle liv på landet eller storbylivet. Det kan være udendørskøkkener eller "off-roadere" eller en kompakt, mobil og multifunktionel indretning, som egentlig passer bedre til en 40 kvadratmeter bylejlighed end til en 200 kvadratmeter forstadsvilla. Paradoksale tendenser I det moderne familie- og boligliv skal der være plads til både individualitet og fællesskab. Desuden skal både det funktionelle og det emotionelle tilgodeses, og ikke 16

17 Måske er forstadslivet lige omkring metropolerne i fremtiden forbeholdt de mest velhavende seniorer? 17

18 Forstadslivet Langt størstedelen af nutidens parcelhuse er opført i 1960 erne og 70 erne, og det er ikke den type bolig, de fleste drømmer om at bo i. En undersøgelse blandt personer med flytteplaner fra 2001 viser, at 21 procent bor i énfamiliehuse opført mellem 1960 til Kun 17 procent ønsker at flytte til denne type bolig. Nyere enfamiliehuse ønskes til gengæld af 18 procent. Ældre murermesterhuse er der 20 procent, der gerne vil bo i, men kun 11 procent, der gør. Hele 12 procent ønsker at flytte til en landejendom, men det er kun tre procent af dem med flytteplaner, der bor sådan. I nogle forstæder er der også en meget høj andel af almene boliger, hvor der helt overvejende bor enlige og enlige forsørgere. Men det er fortrinsvis "standardfamilier" med far, mor og børn, der bor i parcelhuskvartererne. Desuden bor der også stadig flere par i en moden alder, hvis børn er flyttet hjemmefra. Hvis forstæderne defineres som alle de boligkvarterer, som ligger uden for bykernerne, men ikke på landet eller i mindre byer, så bor cirka halvdelen af alle danskere i forstæderne. Det betyder, at der er forstæder indenfor kommunerne Ålborg, Århus, Odense og København. I en mere snæver definition af forstæderne er der tale om 45 rene forstadskommuner som fx Farum og Hvidovre kommuner, hvor der bor cirka 20 procent af befolkningen mindst er der krav og ønsker om både mobilitet og forankring. Fremtidens løsninger på boligområdet skal imødekomme disse umiddelbart paradoksale tendenser. Ønsket om individualitet i familie- og boliglivet er en stærk tendens. Samtidig stiger opmærksomheden på de negative konsekvenser af hele individualiseringsbølgen, og det styrker ønsket om forskellige former for fællesskaber. Det kan være familien, fællesskaber med naboer og genboer i lokalsamfundet eller andre netværksbaserede former for fællesskaber. Forskellige nye fællesskaber spås derfor en revitalisering i fremtiden. Det kan være de helt lokale fællesskaber, moderne bofællesskaber og moderne landsbyfællesskaber, som i modsætning til tidligere tiders fællesskaber, 1970'ernes inklusive, giver plads til og understøtter de moderne "sociale individualisters" krav om selvudfoldelse. Mobilt boligliv En af myterne på boligområdet er, at vi har boligmangel i Danmark. Vi har mangel på gode og billige boliger med den rigtige beliggenhed. Men vi har også en af verdens højeste boligstandarder. Der er blot det problem, at boligerne er af den "forkerte" type, (det vil bl.a. sige lejeboliger, som ikke står øverst på folks ønskeliste). Boligerne ligger de "forkerte" steder, fx i Korsør, og det er de "forkerte" mennesker, der bor i dem, fx ældre par og enlige i familieboligerne. Behøver de mange ikke erhvervsaktive at klumpe sig sammen i de dyre boliger i Hovedstadsområdet og belaste trafiksystemerne? Kort sagt er hovedproblemet i dansk boligpolitik en alt for lille mobilitet. Der er masser af barrierer for et mere mobilt boligliv i dag, men fremtiden byder på muligheder for mere mobilitet. Fleksibelt arbejde, flere der arbejder hjemme, arbejder med kreative fag, digital service osv. Arbejde, der lige så godt eller måske bedre kan foregå på Sejerø frem for i Sundby? Desuden kan man forestille sig, at især de yngre generationers brug af internettet i forbindelse med køb og salg af bolig med tiden vil være med til gøre transaktionsomkostningerne ved boligskift mindre. Regler og aftaler på arbejdsmarkedet giver også barrierer for mobilitet på boligmarkedet, fordi de i større eller mindre grad diskriminerer andre og mere fleksible arbejdsliv end den traditionelle 37 timers uge. Og høje barrierer for et mobilt boligliv er især et problem, når udfordringen i fremtiden først og fremmest består i at udnytte den eksisterende boligmasse bedst muligt. Så vil der hverken være boligmangel, nedslidte parcelhuskvarterer eller udkantområder i Danmark i fremtiden. Prøv at forestille dig, at du og din familie oftere kunne vælge et nyt boligliv alt afhængigt af familiens eller den enkeltes skiftende livsfase og situation, interesser, behov og drømme. Prøv at forestille dig, at alle de barrierer, der i dag er for et mobilt boligliv, ikke længere var der. To fremtidsbilleder I det følgende præsenterer vi to fremtidsbilleder af livet i fremtidens forstæder Det første er groft sagt den lineære fremskrivning af fortiden og nutiden, og vi har svært ved at forestille os, at det ikke ender med forstadens forfald. Det andet er et af de alternativer, der kunne være for forstads-renæssance. De to fremtidsbilleder opfylder ikke de krav, vi normalt stiller til scenarier - nemlig, at de skal være lige sandsynlige. Og måske går det slet ikke, som vi har forestillet os i disse fremtidsbilleder. Vores vigtigste budskab er at vise, at der findes forskellige udgaver af fremtidens forstadsliv. At der er alternativer. Scenarier kan være sandsynlige og/eller ønskelige, og et scenarie er sjældent begge dele på én gang. Vi vil overlade til læseren at afgøre, hvilket scenarie, der er det mest sandsynlige, og hvilket der er det mest ønskelige. Ikke mindst det sidste er vigtigt, for fremtiden er noget, vi skaber i fællesskab, hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Og vi skaber den i dag. Fremtidsbillede I: Forstæder i forfald 2013 Idealerne om forstadslivet fra 1970 erne er for længst krakeleret. Ikke kun på grund af segregering og sociale problemer i forstadskommunerne med mange almene boliger. Idyllen er også forsvundet fra mange parcelhuskvarterer. Flere og flere parcelhuskvarterer domineres af ældre og er ikke særligt trendy for de yngre generationer. Livet i forstæderne er præget af mere og mere forurening og støj fra bilerne. Forældre tør ikke længere lade deres børn gå eller cykle til den lokale skole, men transporterer dem i bil. De forstadssamfund, som i 60 erne og 70 erne blev bygget op omkring de gamle landsbyer, og som var baseret på et kommunalt nærdemokrati, opløses stille og roligt, fordi vi lever et mere og mere specialiseret liv med pendling, indkøb i storcentre, frit institutionsvalg etc. Udviklingen har betydet, at forstæderne har overtaget alle storbyens ulemper uden at opnå fordelene. Problemerne i forstæderne viste sig tidligt i områder med mange almene boliger, mens drømmen om forstadens parcelhusliv i de attraktive områder fortsatte et stykke ind i det nye årtusinde. Parcelhuset i forstaden vælges oftest, fordi det for de fleste er markedets bedste bud på et på mange måder velfungerende familie- og boligliv. For flere og flere er parcelhuset ikke nødvendigvis drømmen, men nærmere et valg baseret på funktionalitet. Mange familier oplever samtidig, at både parforholdet og forholdet til børnene lider under det tidsmæssige og økonomiske pres. Derfor er drømmen om parcelhuset i forstaden krakeleret, og mange er begyndt at se sig om efter andre muligheder og nye drømme. Nye mål for boligdrømme Drømmene om det gode familie- og boligliv er i løbet af 00 erne blevet mere mangfoldige. Der er kommet langt flere muligheder for at vælge anderledes og for at vælge til og vælge fra. Vi har fået flere alternative familie- og boligliv at vælge mellem - også over livsforløbet. For familierne er den vigtigste drivkraft drømmen om et liv, hvor der er balance i den gyldne trekant, dvs. mellem arbejdsliv, familieliv og migliv. Rigtig mange har valgt at være herre over tiden i stedet for at være slave af den. Forstadens parcelhuse er ikke rigtigt "in" længere. Her i år 2013 er drømmesamfundet realiseret, og drømmene retter sig mod det 18

19 autentiske, det ægte og kontrasterne. Det er på den ene side drømme om "simple living" på landet og ved vandet eller den modsatte pol: "Compact living" i bykernen. De unge udskyder valget af familiebolig, indtil det næsten er for sent, fordi de drømmer om at fortsætte livet som Frie I i byerne. De unge ældre med appetit på livet fravælger familieboligen og flytter enten ud til naturskønne egne af Danmark eller tættere på storbyen. Mange parcelhuskvarterer præges af livstrætte seniorer, fordi der ofte ikke er en alternativ og mere passende bolig i området. Nogle parcelhuskvarterer og forstæder er derfor blevet regulære seniorbyer. De sidste års demografiske udvikling har medført et overskud af familieboliger. Der er blevet procent flere seniorer, som ikke længere har behov for familieboligen. Det sker samtidig med, at antallet af parcelhusmodne børnefamilier er faldet med 20 procent. Parcelhuse på mindre attraktive beliggenheder eller i dårlig stand er derfor blevet svære at sælge, og de ældre er tvunget til at blive boende, indtil de skal bæres ud. Det har ført til en negativ spiral og en delvis forslumring af nogle kvarterer. Nye grupper, som ikke tidligere har haft råd til parcelhuse, er dog begyndt at rykke ind i disse kvarterer, og det sker ikke altid med de oprindelige beboeres velsignelse. De vælger at søge nye græsgange. Fremtidsbillede II: Nye forstæder - landsbyer i storbyen 2013 Selvom det er polerne, de mere og mere "grønne" bykerner på den ene side og de naturskønne tidligere udkantområder på den anden side, som trækker, er forstæderne fortsat det sted, hvor flest mennesker bor. Truslen om forstadsslum viste sig at blive en realitet i en række dårligt beliggende parcelhuskvarterer, og det satte for alvor gang i revitaliseringen. Boligejerne er blevet mere og mere bekymrede for ejendomsværdierne og finder derfor sammen i fællesskaber for at undgå en negative udvikling. Der er et stort behov for "kvartersløft" i disse områder. Kvartersløftsprojekter har hidtil været forbeholdt byens storbyboliger og forstadsghettoer i fysisk og socialt forfald, men i de senere år har opmærksomheden også rettet sig mod det fysiske og sociale forfald, der foregår i forstædernes mange parcelhuskvarterer. Nye fællesskaber Ikke mindst fællesskabet har haft trange kår i parcelhuskvartererne. For at imødekomme ønskerne om både individualitet og fællesskab, har man mange steder fjernet hegn og ligusterhække helt eller delvist. Mange haveejere er lykkelige for at aflevere halvdelen af grunden til fællesareal. Klynger af fem-ti huse har fået nye nærområder med velholdte grønne fællesarealer og samtidig deres egen lille gårdhave eller terrasse. Det nye fællesareal indretter man efter områdets ønsker. Det kan være alt lige fra fælles indkørsel og parkeringshus til legeplads og fælles køkkenhaver, som man deles om at passe. Eller fælles får, heste og høns. Nogle steder køber man ligefrem et af områdets huse i fællesskab, river det ned eller omdanner det til fælleshus, som kan rumme børnepasning, madklub, cafe eller restaurant, motionsrum og hjemmearbejdspladser. Fremfor fortidens anonyme parcelhuskvarterer, hvor man ikke kunne se, om man var i en forstad til Ålborg eller Holbæk, har man nu fået meget mere mangfoldige og specialiserede parcelhuskvarterer. Der er urtehavekvarteret, svimmingpoolskvarteret, blomsterkvarteret, seniorkvarteret, børnefamiliekvarteret osv. Det, der afgør husenes værdi i dag, er ikke så meget, om der er et individuelt samtalekøkken eller spabad i baderummet, men derimod miljøet, fællesfaciliteterne og livet i kvarteret. Her i 2013 vælger man ikke blot sit hus, men nok så meget sine naboer og hvilken type af fællesskab, man gerne vil indgå i. Mange vælger de lidt mere specialiserede boligkvarterer. Moderne bofællesskaber for både seniorer og børnefamilier er først og fremmest nabofællesskaber, og mange enfamilieshuse er i dag ombygget, så de rummer to eller flere boliger. Nye aktører og nye roller Det er ikke kun de private boligejere, som har båret denne udvikling frem. Kommuner, servicefirmaer og banker har også bidraget til at skabe sociale og kommercielle innovationer. Kommunerne har aktivt støttet udviklingen for at imødegå en fremtid med livløse seniorbyer. Mere selvbærende familier og parcelhuskvarterer har også aflastet både børneinstitutioner og skoler. Nogle steder er det endda kommet så vidt, at det er pædagogerne, der kommer ud til børnefamilierne og ikke børnene, som sendes i skole eller på institution. Under alle omstændigheder har udviklingen fremmet et netværk omkring familierne, som har skabt meget mere overskud og balance og mere velfungerende børn og ældre. Der er skabt nye service-centre i boligområderne, som på tværs af tidligere tiders brancheopdeling og opdeling i offentligt og privat fungerer som nærbutikker med alt, hvad de lokale familier har brug for i hverdagen. Kreditforeninger og boligselskaber har opkøbt en del af seniorernes boliger mod, at de ældre har fået ret til at blive boende som lejere i en begrænset eller ubegrænset periode. Ofte frasælges dele af grunden og omdannes til fælleareal for de omkringliggende naboere, og så slipper de ældre også for at bekymre sig om pasningen. Kredit-foreningen sørger også for at pudse ruder, rense tagrender og efterse taget. En stor byrde er dermed taget fra de ældre, som i stedet har fået overskud til at være sammen med og hjælpe børn og voksne i kvarteret. De almene boligselskaber har fået færre boliger at administrere på grund af privatiseringen af en stor del af de almene boliger. Nogle har genopfundet sig selv og har kastet sig over nye og fremadrettede boligprojekter. De har opkøbt parcelhuse i forstæderne til bl.a. indvandrerfamilier, og en masse landsbyhuse og nedlagte landbrug til "deres" mange førtids- og normaltidspensionister, som altid har ønsket sig "eget" hus. Boligbevægelsen har flyttet sig fra industrisamfundets arbejderkvarterer i byerne og er gået foran i en revitaliseringen af udkantområder og tomme landsbyer. Selvom mange fortsat ikke ønsker at involvere sig direkte med sine nærmeste naboer, har Danmarks boligkvarterer i land og by alligevel udviklet sig til "små landsbyer" fulde af liv. Man tager også nettet til hjælp, når man vil koordinere aktiviteterne med genboerne og dem lidt længere væk. Oftest sker det indenfor en radius, hvor man har mulighed for et fællesskab i hverdagen. De mange kvartersløftprojekter rundt omkring prøver at skabe moderne udgaver af det traditionelle landsbyfællesskab på et lokalt plan. Tit er fællesskaberne baseret på en stedsidentitet, en mental identitet og/eller en fælles aktivitet. Kommunerne er for længst blevet alt for store til at håndtere begreber som nærdemokrati og fællesskab. Hver landsby i forstaden har nu sin egen borgmester, som suppleret af lokale ildsjæle og eksterne partnere fra kommunen og det lokale erhvervsliv er ansvarlig for den fælles udvikling og kvalitet af boliglivet i området. Fortidens forstæder er blevet netværk af byer og "landsbyer", som hver for sig har noget at byde på. De består ikke længere af "bomaskiner", folk er nødt til at flygte fra både i arbejdstiden og i fritiden, hvis der skal ske noget. NIELS BØTTGER-RASMUSSEN er projektleder ved Instituttet for Fremtidsforskning. Han holder bl.a. foredrag om familieog boligliv, boligmarkedet og boligservices. nbr@cifs.dk GITTE LARSEN er redaktør af Fremtidsorientering. gil@cifs.dk 19

20 20