Flammen og Citronen. Et interaktivt websted om to af besættelsestidens store profiler. Undervisningsmateriale

Transkript

1 Flammen og Citronen Et interaktivt websted om to af besættelsestidens store profiler Undervisningsmateriale

2 Indhold Stikkerdrab under besættelsen side 2 Modstanden side 6 Drabet side 9 Dilemmaet side 12 Opgøret side 15 Eftertiden side 19 Filmen som historieformidler side 22 Filmens forhold til virkeligheden side 25 Relevante film og materialer fra Det Danske Filminstitut side 27 Relevant fag- og skønlitteratur På nettet side side Undervisningsmateriale til HISTORIE LABORATORIET: Flammen og Citronen Complx/Det Historiske Hus ApS 2008 og forfatterne Tekst:: Rasmus Dahlberg og Rasmus Kjærbye Petersen, Judith og Ulrich Breuning og Flemming Kaspersen, DFI. 1

3 Stikkerdrab under besættelsen Baggrund, historie og erindring I 1933 overtog Adolf Hitler magten i Tyskland og indførte et nationalsocialistisk (nazistisk) diktatur. Hans mål var at gøre Tyskland til den dominerende stormagt i Europa og at udslette både kommunismen og hele det jødiske folk. I 1939 angreb tyskerne nabolandet Polen. Det blev starten på 2. Verdenskrig, fordi Frankrig og Storbritannien havde lovet at hjælpe Polen og nu sammen erklærede Tyskland krig. Efter Polens fald vendte både tyskerne og de allierede blikket mod Skandinavien. Tyskerne havde brug for jern i sin krigsindustri, og meget af det jern kom fra Sverige igennem norske havne til Tyskland. Briterne ville gerne forhindre tyskerne i at få adgang til det livsnødvendige jern, mens tyskerne ønskede at sikre deres forsyninger. Derfor begyndte begge parter at overveje en militær aktion mod Norge. Tyskerne slog til først. Den 9. april 1940 invaderede Tyskland Norge fra både søsiden og fra luften. Samme dag rykkede tyske tropper også ind i Danmark, der blev set som et nødvendigt forbindelsesled mellem Tyskland og Norge. I Norge kæmpede befolkningen hårdnakket imod den tyske besættelse i flere uger, med hjælp fra både franskmænd og briter. Det danske forsvar kæmpede derimod kun kortvarigt imod den tyske besættelsesmagt. De tyske militære succeser fortsatte med erobringen af Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig. Hitler havde nu næsten nået sit mål. Han manglede kun at erobre Storbritannien, men briterne gjorde så meget modstand, at han ikke kunne knække dem. Derfor vendte tyskerne sig imod øst. Tysklands nederlag I sommeren 1941 invaderede Tyskland Sovjetunionen. Det var begyndelsen på Hitlers store angreb på kommunismen. Men da vinteren kom, gik fremrykningen i stå. Samtidig blev USA trukket ind i verdenskrigen, da Japan angreb Pearl Harbor den 7. december Krigslykken begyndte nu for alvor at vende for tyskerne. I løbet af vinteren 1942/43 blev en hel tysk armé og store mængder udstyr udslettet ved Stalingrad, og ved Kursk satte russerne en endelig stopper for den sidste storstilede tyske offensiv i I 1944 indledte Sovjetunionen et 2

4 modangreb. Tyskerne led et stort nederlag og blev nødt til at sende resterne af deres hær på en vild flugt tilbage mod Tyskland. Samtidig gik Vestmagterne, først og fremmest USA og Storbritannien, i land i Normandiet i Frankrig den 6. juni 1944 dagen, der gik over i historien som D-dag. Landgangen åbnede en ny front mod Hitler, og det var nu blot et spørgsmål om tid, før Tyskland ville lide det endelige nederlag. Den 30. april 1945 begik Hitler selvmord i sin bunker under et sønderskudt Berlin. Europa var atter frit, men forandret for altid. Et svagt dansk forsvar Danmark havde i 1940 længe fulgt en såkaldt neutralitetspolitik, der gik ud på ikke at blande sig, når de store lande i Europa kæmpede mod hinanden. Politikerne mente, at Danmark alligevel aldrig ville kunne vinde en krig, og at væbnet modstand blot ville føre til store tab uden at gøre nogen nytte. Derfor fik militæret ikke de nødvendige midler til at opbygge et stærkt forsvar, og mens det meste af Europa oprustede i slutningen af 1930 erne, blev den danske hær stadig svagere. Generalerne vidste, at de på ingen måde ville kunne forsvare Danmarks grænser mod et angreb fra det mægtige Tyskland. Det blev derfor mere og mere vigtigt at holde Danmark neutralt, og efter at krigen mellem Tyskland og Frankrig og Storbritannien brød ud i september 1939, forsøgte den danske regering at holde sig på god fod med begge parter. Men dansk politik fik ingen betydning for den tyske beslutning om at invadere. Danmark var blot en lille brik i et langt større strategisk og politisk spil, og den danske neutralitet blev uden tøven tilsidesat af Hitler, i det øjeblik han så en fordel i at gøre det. Den 9. april 1940 rullede de tyske panserkolonner ind over grænsen i Sønderjylland, mens soldater blev kastet ned med faldskærm ved strategisk vigtige punkter eller landsat med skib i København. Da tyskerne kom I Sønderjylland kæmpede den danske hær imod de invaderende tropper, og ved Amalienborg forsvarede Livgarden kongen mod fjenden. Alligevel kunne de ca tyske tropper rykke frem næsten uden modstand de danske styrker var fuldstændig underlegne. I alt blev 13 danske soldater dræbt under kampene. Samtidig cirklede tyske bombefly over København. Den trussel fik den danske regering til at bøje sig for overmagten. Dermed bragte Danmark sig i en helt speciel situation i krigen. Som det eneste af de lande, tyskerne havde erobret, havde regeringen sagt ja tak til såkaldt beskyttelse fra tysk side. Det betød, at den danske regering kunne fortsætte, uden at tyskerne erstattede den med politikere, de selv valgte. Den 3

5 danske hær og politiet beholdt deres våben og fortsatte også med at fungere forholdsvis normalt, i hvert fald de første år af besættelsen. Politikerne måtte dog hele tiden sørge for at holde sig på god fod med besættelsesmagten. Ellers ville tyskerne overtage hele kontrollen med Danmark. Derfor indledte regeringen samarbejdspolitikken, som betød, at man accepterede de fleste af tyskernes ønsker. Kun på nogle få punkter stod den danske regering fast: De danske nazister fik ingen poster i regeringen, og de danske jøder ville ikke blive udleveret, som det skete i andre besatte lande.. Livet gik videre Efter besættelsen den 9. april 1940 valgte den danske regering altså at samarbejde med tyskerne. Det gav danskerne nogle fordele, men det betød også, at politikerne måtte indordne sig og bøje sig for mange af besættelsesmagtens krav. Mange danskere syntes, at det var en underlig situation. Selv om Danmark var blevet invaderet, var landet alligevel ikke i krig med tyskerne. Der er gengivet mange øjenvidneberetninger fra den aprildag i 1940, hvor tyskerne besatte Danmark. Blandt andet fortæller Per Mortensen, at da han fik fri fra skole den 9. april 1940, cyklede han rundt på Frederiksberg og kiggede efter de tyske soldater, der om morgenen havde besat Danmark. Han så nogle tyske kampvogne, men soldaterne var bare inde for at købe wienerbrød. Det var bare meget, meget uvirkeligt, fortæller Per Mortensen i bogen Besættelsestid og Frihedskamp (Frihedsmuseet 1996, s. 8). Landet var besat og og så stod de bare og spiste wienerbrød. Man skulle jo tro, at sådan en krig startede med nogle brag. Følelsen af afmagt over for besættelsen var stærk hos mange. Per Mortensen selv valgte senere at gå til modstand mod besættelsen. Han blev aktiv i en sabotagegruppe i København. Ven eller fjende? I dag kan det kan være svært at forstå, hvorfor så forholdsvis få danskere bekæmpede tyskerne helt fra begyndelsen af besættelsen. Men i de første år af 2. Verdenskrig var situationen helt anderledes end i Adolf Hitler havde i begyndelsen stor opbakning i Tyskland til sin nazistiske politik. Mange tyskere var trætte af landets dårlige økonomi, og det havde Hitler lavet om på op til 2. verdenskrig. Også i Danmark var nogle begejstrede for nazismen. Niels Bukh, der var forstander på gymnastikhøjskolen i Ollerup, tog f.eks. til Berlin i 1930 erne og lavede opvisninger med sine gymnaster. Han beundrede den disciplin, nazisterne havde indført. At Tyskland skulle tabe krigen, var svært at forudse i Hitler rådede over Europas stærkeste hær, og landet erobrede det ene område efter det andet. Få måneder efter den tyske besættelse sagde den danske udenrigsmini- 4

6 ster Erik Scavenius da også, at Danmark var villig til at finde sin plads under Tysklands førerskab. Han mente altså, at der ikke var meget andet at gøre end at acceptere tingenes tilstand. 5

7 Modstanden Den danske regering havde sagt til danskerne, at alle skulle opføre sig ordentligt over for tyskerne. Selv om de fleste danskere var meget utilfredse med den tyske besættelse, var der i starten stort set heller ingen, der turde gå til direkte modstand. Man siger, at mange danskere knyttede hænderne i bukselommen, når de tyske soldater gik forbi. Det betyder, at man ikke brød som dem, men ikke turde vise det åbent. Den tyske besættelse fik den danske nationalfølelse til at vokse. Kong Christian 10. blev meget populær, og danskerne begyndte at bære nationale symboler på tøjet. Mange samledes også til såkaldte alsangsstævner, hvor man sang fædrelandssange. Der var dog nogle få, der nægtede at bøje sig for tyskerne. Det var først og fremmest unge mænd, som interesserede sig meget for politik, og som hadede nazismen og samarbejdspolitikken. Men modstanden var i de første år af besættelsen meget begrænset. Modstandsfolkene manglede erfaring og våben, og deres aktioner var ikke meget andet end drengestreger. Modstanden begynder Tyskerne angreb Sovjetunionen i juni 1941, og det var for alvor med til at sætte modstandskampen i gang i Danmark. Kommunisterne var nazisternes politiske hovedfjende, og tyskerne krævede, at det danske politi arresterede de danske kommunister. Men mange undslap og gik under jorden for at skjule sig for tyskerne. De blev de første rigtige modstandsfolk i Danmark. Modstandskæmperne kom ikke kun fra den politiske venstrefløj, altså kommunistpartiet. Også mange fra højrefløjen (de nationalt-borgerlige, for eksempel konservative) gik fra 1941 ind i kampen mod besættelsesmagten. Især ét politisk parti blev lige så vigtig en del af modstandskampen som kommunisterne, nemlig Dansk Samling, som befandt sig på den yderste højrefløj i dansk politik. Til at begynde med var Dansk Samling imod demokratiet ligesom nazisterne, men efter besættelsen i 1940 gik mange medlemmer ind i det illegale arbejde. Men modstandsbevægelsen manglede stadig både erfaring og våben, og derfor bestod meget af modstanden i for eksempel at trykke illegale blade og løbesedler, som skulle få flere danskere til at gøre modstand. Langsomt begyndte egentlige sabotageaktioner mod værksteder eller fabrikker, der sam- 6

8 arbejdede med tyskerne, dog også at komme i gang. I starten lavede modstandsfolkene for det meste blot ildspåsættelser eller hærværk, men efterhånden begyndte de også at bruge sprængstof. Modstandsarbejdet Til at begynde med var der ikke nogen egentlig modstandsbevægelse i Danmark. De første modstandsaktioner blev udført af enkeltpersoner eller små grupper af venner. Først langsomt begyndte rigtige modstandsgrupper at vokse frem, men de havde i første omgang ikke kontakt med hinanden på landsplan og kunne derfor ikke samarbejde. Kommunisterne var de første til at organisere modstandskampen, da de allerede havde et politisk netværk. Det betød dog ikke, at man skulle være kommunist for at gøre modstand. Modstandsfolk med mange forskellige politiske holdninger blev hurtigt enige om at samarbejde mod den fælles fjende tyskerne. De danske modstandsfolk fik fra begyndelsen af 1942 også hjælp fra udlandet. Den britiske hjælpeorganisation SOE (Special Operations Executive) trænede danskere i at udføre sabotage og sendte dem sammen med rådgivere og våben til Danmark. Her blev de kastet ned med faldskærm og hjalp med at gøre modstandsarbejdet mere effektivt. Bruddet med tyskerne Modstandskampen og de mere effektive sabotageaktionerne betød, at regeringen havde svært ved at fortsætte det gode forhold til tyskerne. Samtidig voksede utilfredsheden i hele den danske befolkning. Krigen gik heller ikke så godt for tyskerne mere. Besættelsesmagten krævede, at den danske regering fik skabt ro og orden i Danmark, men i august 1943 udbrød der strejker og uro i en række danske byer. Det fik tyskerne til at kræve, at regeringen indførte bl.a. dødsstraf for sabotage. Det ville regeringen ikke gå med til og valgte at gå af. Dermed brød samarbejdspolitikken sammen. Under resten af krigen var det danske embedsmænd, de såkaldte departementschefer, som styrede Danmark på vegne af den tyske besættelsesmagt. Kort efter samarbejdspolitikkens sammenbrud slog tyskerne til mod de danske jøder. Det skete i oktober Men danske modstandsfolk havde afsløret aktionen, og over hele Danmark arbejdede modstandsgrupperne sammen med helt almindelige danskere for at redde jøderne ud af landet. Målet var at få så mange jøder som muligt til Sverige, før tyskerne kunne få fat i dem. Jødeaktionen blev modstandskampens første store succes. De fleste jøder blev reddet, og samtidig lærte modstandsfolkene for alvor at arbejde sammen. 7

9 Hvervningen Man kunne ikke melde sig ind i modstandsbevægelsen ved at ringe til et bestemt nummer eller udfylde en blanket. Man var som regel nødt til at kende nogen, der allerede var med. Hvis et medlem i en modstandsgruppe stolede på én, kunne man blive hvervet. Nogle modstandsfolk kom dog ind i bevægelsen ved et tilfælde. Den 32- årige Jørgen Haagen Schmith gik en dag i foråret 1943 ind i butikken STJERNE-radio på Istedgade. I baglokalet stod nogle medlemmer af den gruppe, der senere blev kaldt Holger Danske, og trykte illegale blade. Jørgen Haagen Schmith kom med i gruppen og fik senere tilnavnet Citronen. Grunden var, at hans første sabotage blev rettet mod Citroënfabrikkerne i København, som arbejdede for tyskerne. Faktisk var det det værksted, hvor hans egen svigerfar arbejdede som værkfører, det gik ud over. Citronen deltog i mange aktioner, før han blev dræbt af tyskerne i efteråret Da krigen sluttede, havde modstandsbevægelsen ca medlemmer. Fjenden Selvfølgelig var det tyskerne, modstandsfolkene mest af alt ønskede at kæmpe mod. Men ofte var målet for aktionerne også danskere, som handlede med besættelsesmagten. Værnemagerne eller kollaboratørerne, som de blev kaldt, blev set som landsforrædere, som tjente penge på, at Danmark var besat. Det kunne også være nødvendigt for modstandsfolkene at beskytte sig mod folk, der af andre årsager udgjorde en trussel mod modstandsbevægelsen. Det værste, man kunne gøre, var at stikke sine egne. Det vil sige, at man fortalte tyskerne, hvor eftersøgte modstandsfolk befandt sig. Stikkere kunne også lække oplysninger om, hvor og hvornår der skulle udføres sabotageaktioner. Så lå tyskerne i baghold og arresterede modstandsfolkene. Det hemmelige tyske politi Gestapo jagtede modstandsbevægelsen. Gestapo var frygtet og forhadt, fordi de forfulgte folk på ekstremt brutale måder. Arresterede modstandsfolk blev ofte tortureret under forhør i Gestapos hovedkvarter Shellhuset i København. 8

10 Drabet Modstandskampen begyndte i det små med drengestreger og hærværk mod tyskerne. De fleste, der deltog, var dog fra starten klar over den risiko, man løb ved at udfordre tyskerne. Nazisternes brutale fremfærd mod deres modstandere derhjemme og i andre lande var kendt i Danmark allerede før besættelsen, og ingen regnede med, at de ville tage særlige hensyn i Danmark. Det var især meget unge mænd, der gik ind i modstandskampen. De var optændt af almindeligt ungdommeligt overmod, og desuden havde de som regel ikke stiftet familie endnu. Derfor behøvede de ikke tænke på, at deres koner og børn også kunne være i fare, hvis de blev taget af tyskerne. Men blandt de aktive modstandsfolk var der selvfølgelig også personer med egen familie, der følte så stærkt for sagen, at de valgte at gå ind i modstandskampen alligevel. Jørgen Haagen Schmith Citronen havde for eksempel både kone og barn, da han blev modstandsmand. Sabotagen Den danske modstandskamp bestod især af sabotageaktioner, altså brand- eller bombeangreb på bygninger, jernbanespor eller lignende. Det var den mest almindelige måde at slå til mod tyskerne eller deres hjælpere på. Der blev i alt udført omkring sabotager under besættelsen, hvoraf ca var rettet mod de danske jernbaner, lidt under 800 mod fabrikker og godt 450 mod biler. Kun 431 sabotageaktioner var rettet direkte mod tyske militærinstallationer. Sådanne mål var simpelt hen for farlige. Først hen imod krigens afslutning havde nogle modstandsgrupper fået tilstrækkelig med erfaring og våben til at udføre så risikable opgaver. Det kunne dog også være farligt at lave sabotageaktioner mod fabrikker og værksteder. Efterhånden som modstanden tog til, blev de vigtigste af besættelsesmagtens fabrikker nemlig beskyttet af tyske eller danske vagter. Den personlige risiko Det var altså ikke kun risikoen for at blive taget til fange af tyskerne og blive tortureret af det frygtede hemmelige politi, Gestapo, modstandskæmperne skulle tænke på. De kunne også risikere at miste liv og lemmer under selve 9

11 sabotageaktionerne. Især i besættelsens sidste år kunne aktionerne nemt udvikle sig til voldsomme skudkampe med både døde og sårede. Men faren for selv at blive ramt var ikke altid det værste. For mange modstandsfolk var det meget ubehageligt at skulle bruge våben mod andre og måske ligefrem slå et andet menneske ihjel, hvis det blev nødvendigt. Nogle modstandskæmpere prøvede at overbevise sig selv om, at de ikke dræbte mennesker, men nazister eller det, der var endnu værre: stikkere. Stikkerdrab Danskere, der gav oplysninger til tyskerne om modstandsbevægelsen, blev kaldt stikkere. Nogle stikkere var glødende tilhængere af nazismen og ønskede virkelig at hjælpe tyskerne, mens andre blev fristet af de dusører, som tyskerne udlovede for oplysninger. Der var også nogle, som tyskerne simpelt hen truede til at angive deres venner. Nogle stikkere var selv med i modstandsbevægelsen. Andre holdt til på for eksempel de værtshuse, hvor modstandsfolk mødtes og måske talte over sig. Og nogle fik bare helt tilfældigt fat på oplysninger, som tyskerne var interesserede i. I modstandskæmpernes øjne var stikkerne ikke bare modstandere eller landsforrædere. De var en meget personlig form for fjende, ikke mindst fordi mange stikkere afslørede deres egne venner og kammerater. Og de oplysninger, som stikkerne forsynede tyskerne med, var en meget alvorlig trussel for frihedskæmperne. Derfor brugte modstandsbevægelsen mange kræfter på at bekæmpe stikkerne. Den eneste måde, man kunne være helt sikker på, at stikkerne ikke blev ved med at sladre til tyskerne, var at slå dem ihjel. Derfor besluttede lederne i modstandsbevægelsen, at de farligste af stikkerne skulle dræbes. Stikkerdrab eller likvideringer, som de blev kaldt, var altså modstandsfolkenes måde at forsvare sig selv på. 400 blev dræbt I København var det især modstandsgrupperne BOPA og Holger Danske, der stod bag stikkerlikvideringerne. I Jylland oprettede modstandsbevægelsen ligefrem omrejsende likvideringsgrupper, som lokale modstandsfolk kunne tilkalde, når de havde fundet en stikker. Likvideringerne blev efterhånden et så stort problem for tyskerne, at de begyndte at gøre gengæld med såkaldte clearingmord drab på tilsyneladende tilfældige danskere, ofte kendte mennesker. Under besættelsen blev omkring 400 mennesker dræbt af modstandsbevægelsen. Langt de fleste likvideringer fandt sted i tiden efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i midten af Hele modstandskampen blev meget voldsom og krævede flere ofre i de sidste år. Det skyldtes, at tyskerne blev 10

12 stadig mere desperate, mens frihedskæmperne vidste, at de snart havde vundet over besættelsesmagten. Det højeste antal likvideringer på én måned var 106 altså en fjerdedel af alle stikkerdrab og de fandt sted i april 1945, meget kort tid før tyskerne kapitulerede om aftenen den 4. maj Omkring halvdelen af alle stikkerdrab fandt sted i København, og godt ti procent af ofrene var kvinder. Flammens historie En af de mest kendte modstandsfolk og stikkerlikvidatorer var Flammen. Han hed i virkeligheden Bent Faurschou-Hviid, men blev kaldt Flammen på grund af sit flammende røde hår. Bent Faurschou-Hviid blev født i Efter besættelsen af Danmark arbejdede han på et hotel i Tyskland. Her oplevede han Adolf Hitler og nazismen på nært hold og begyndte at hade alt, hvad nazismen stod for. Bagefter gik han ind i den danske hær, men forlod den, fordi han syntes, at der var for mange nazister. Han var også i flåden, hvor han lærte at skyde. Flammen var blandt andet med til at redde de danske jøder fra tyskerne i oktober 1943 og kom med i modstandsgruppen Holger Danske, hvor han også udførte sabotager. Selv om han kun var først i tyverne, udførte Flammen flere drab på især stikkere. Det er umuligt at fastslå det præcise antal mennesker, han dræbte. Historikere vurderer dog, at det var mellem fem og ti. Licens til at dræbe? Det kan være svært at forestille sig, hvordan det var at være modstandsmand under besættelsen. Et af de store spørgsmål er: Hvem gav modstandsfolkene lov til at begå drab på andre mennesker? Tit var stikkerne jo helt almindelige mænd eller kvinder med arbejde, familie og venner. Under besættelsen troede mange, at der fandtes et særligt udvalg, der afgjorde, hvem der skulle likvideres. Nogle modstandsfolk mente, at beslutningen om at dræbe en stikker blev taget af højtstående modstandsfolk. Mange troede blindt på, at alle oplysninger om den mistænkte blev undersøgt, hvorefter dødsdommen blev afsagt som i en retssag. I virkeligheden foregik det helt anderledes. Der var ikke noget likvidationsudvalg. Nogle drab blev besluttet af lederne af modstandsbevægelsen i en bestemt by. Andre gange var det en enkelt modstandsgruppe, der tog beslutningen om at dræbe en stikker. Det kunne også være en modstandsmand, som handlede helt på egen hånd. 11

13 Dilemmaet I dag kan kampen mod tyskerne ligne et opgør mellem det gode og det onde, hvor modstandsfolkene kæmpede en retfærdig kamp mod besættelsesmagten. De, der deltog i modstandsarbejdet, fandt dog hurtigt ud af, at virkeligheden ikke var helt så enkel. Problemet var, at tyskerne tit tog hævn, når der blev udført sabotager mod besættelsesmagten. Dermed kunne uskyldige civile blive ofre for modstandsbevægelsens sabotageaktioner. Den 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og tyskerne overtog den reelle magt i Danmark. Lidt over et år senere, i september 1944, blev også det danske politi arresteret af tyskerne og sendt i koncentrationslejre. Tyskerne frygtede nemlig, at politiet ville vende sig imod dem, hvis amerikanerne og briterne gjorde landgang i Danmark. Herefter var der næsten ingen til at håndhæve lov og orden i Danmark. Tyskerne oprettede et dansk hjælpepolitikorps, bedre kendt som Hipokorpset, i København og lignende grupper andre steder. Deres opgave var dog i højere grad at hjælpe tyskerne og Gestapo i kampen mod modstandsbevægelsen end at beskytte og hjælpe befolkningen. Lovløsheden var med til at gøre de sidste måneder af besættelsen til de mest blodige under hele krigen. Frihedsrådet Den 16. september 1943 blev Frihedsrådet oprettet til at koordinere kampen mod besættelsesmagten. Rådet var en uofficiel komité, der bestod af modstandsfolk og tidligere politikere. De fik ansvaret for at afgøre de overordnede moralske problemer, som modstandskæmperne stod over for. Det var Frihedsrådet, der gav grønt lys for stikkerlikvideringerne. Alligevel opstod der dog efterfølgende mange etiske spørgsmål om modstandsbevægelsens handlinger under besættelsen. Frihedsrådet måtte finde en løsning på næsten det samme dilemma, som regeringen havde stået over for i april Selv om samarbejdspolitikken var brudt sammen, og Danmark dermed efter august 1943 var et tyskbesat land, var der stadig stor uenighed blandt Frihedsrådets medlemmer. Nogle mente, at man skulle yde så meget modstand som muligt andre, at det var bedre at vente, indtil USA og Storbritannien kom og befriede Danmark. 12

14 Gengældelsesaktioner En af årsagerne til uenigheden var, at tyskerne som nævnt hævnede både sabotager og stikkerdrab med såkaldte schalburgtager og clearingmord. Sabotage skulle hævnes af en schalburgtage, hvor en berømt dansk bygning eller anden konstruktion blev bombesprængt af tyskernes danske håndlangere. For eksempel blev Tivolis glassal sprængt i En likvidering af en stikker blev gerne fulgt op af et tysk drab på en dansker, helst én, der var kendt. I alt blev cirka 100 danskere ofre for clearingmord. Den mest kendte var præsten og digteren Kaj Munk, der blev myrdet den 4. januar Denne trussel mod det danske samfund fik nogle af medlemmerne af Frihedsrådet til at mene, at det bedste ville være at holde op med at provokere tyskerne. I stedet skulle modstandsfolkene og de officerer, der var gået under jorden efter afvæbningen af den danske hær den 29. august 1943, forholde sig i ro. Der skulle ikke foretages konstante angreb på tyskerne længere, for det førte blot til gengældelsesaktioner. Fortalerne for denne tilbageholdende form for modstand var dog i undertal, så den væbnede modstand fortsatte. Forskellige interesser Modstandsbevægelsen i Danmark bestod af meget forskellige dele. De fleste grupper var startet i det små uden kontakt til hinanden, og de havde vidt forskellige politiske synspunkter og meninger om, hvordan man skulle kæmpe mod tyskerne. Selv efter at Frihedsrådet begyndte at koordinere samarbejdet, var det ofte kun hadet mod tyskerne, der forbandt grupperne. For eksempel var der stor forskel på BOPA og Holger Danske-grupperne. BOPA (Borgerlige Partisaner) var på trods af navnet blevet grundlagt af kommunisterne, og selv om der var kommet mange ikke-kommunistiske medlemmer til undervejs, var det stadig kommunisterne, der førte an. Modstandsgruppen Holger Danske, som Flammen og Citronen tilhørte, havde derimod nationale og konservative rødder. Alligevel arbejde BOPA og Holger Danske sammen. BOPA havde nemlig plads i Frihedsrådet sammen med bl.a. Ringen, som Holger Danske hørte under. Dobbeltspil De mange forskellige grupperinger og interesser medførte en del usikkerhed. Ingen kunne være helt sikker på, hvem man turde stole på, og meget ofte var mistænksomheden berettiget. Der fandtes nemlig mennesker der var knyttet både til tyskerne og til modstandsbevægelsen. De fungerede som skjulte agenter, men der var altid den mulighed, at de var dobbeltagenter. Således kunne det være, at de gav oplysninger til modstandsbevægelsen om tyskernes planer, blot for at få mere information om modstandsbevægelsen, som de så kunne give til tyskerne; 13

15 eller omvendt. Ingen kunne vide med sikkerhed, hvilken side de egentlig hjalp. Måske hjalp de begge sider alt efter, hvad der så ud til at kunne betale sig bedst. Måske var de mennesker, de fik modstandsbevægelsen til at likviderer mennesker, der kunne have afsløret deres dobbeltspil. Hvor gik grænsen? Flammen og Citronen deltog i en aktion, hvor et barn ved et uheld blev dræbt på Roskildevej (se side 25). Det var meget svært at leve med, men der var også andre grænser, som modstandsfolkene måtte bryde. Nogle havde for eksempel svært ved at skyde kvinder. Gestapo brugte mange meddelere det var deres ord for stikkere. Det hemmelige tyske politi brugte også kvindelige meddelere, for det viste sig, at unge kvinder for det meste havde lettere ved at tale med modstandsfolkene. Og så kunne det ske, at en modstandsmand kom til at røbe for meget. Hedvig Delbo var en af de kvinder, der under besættelsen blev stikker. I 1943 angav hun modstandsmanden Svend Otto Nielsen, der blev anholdt og dræbt. Nielsen havde været Flammens gode kammerat, så han og en anden modstandsmand forsøgte kort efter at dræbe Delbo. Det mislykkedes dog, og først i 1944 blev Delbo dræbt af to andre modstandsfolk. I alt blev cirka 40 kvinder likvideret under besættelsen, mistænkt for at arbejde for tyskerne. 14

16 Opgøret I 1944 stod det klart, at Tyskland var ved at tabe krigen. Kampen mod besættelsesmagten fortsatte, men mange modstandsfolk begyndte at lægge planer for tiden efter tyskernes nederlag. For mange drejede det sig nu om at forberede sig på befrielsen. Målet var at få størst mulig indflydelse på opbygningen af Danmark efter krigens afslutning. Især frygten for kommunismen spillede en vigtig rolle. Mange politikere og ledende modstandsfolk kunne allerede i krigens sidste år se, at verden fremover ville være delt mellem demokratierne i vest og det kommunistiske Sovjetunionen. De ville ikke risikere, at Danmark kom under sovjetisk indflydelse, ligesom det skete med en række lande i Østeuropa. Derfor blev de danske kommunister i stigende grad set som en trussel. Selv om kommunisterne havde spillet en vigtig rolle i modstandskampen, blev de nu sat uden for politisk indflydelse. Først og fremmest var det vigtigt for politikerne at sikre ro og orden i landet. Overgangen fra besat til frit land skulle helst forløbe lige så ordentligt og uden større politiske forandringer, som den tyske besættelse i 1940 havde gjort. Det danske folkestyre skulle indføres igen i samme form som før krigen. Forberedelser til fred I de sidste år af besættelsen blev opbygningen af modstandsbevægelsen forandret. Kommunisterne havde hidtil siddet på mange lederstillinger, men nu blev de langsomt erstattet af officerer fra det danske militær. De var stort set alle anti-kommunister. Men kommunisterne kunne ikke fortrænges helt, fordi de havde ydet sådan en stor indsats i modstandskampen. Deres indflydelse blev dog markant mindre, hvilket passede politikerne godt. De ville ikke risikere et kommunistisk forsøg på at tage magten i Danmark. I foråret 1945 gik man i gang med at træffe de egentlige forberedelser til tiden efter befrielsen. Der skulle udpeges en dansk regering, den såkaldte befrielsesregering, der kunne overtage den politiske kontrol i landet, så snart tyskerne var besejret. Den præcise sammensætning skulle afgøres af politikere fra de gamle danske partier og Frihedsrådet. 15

17 Retsligt efterspil Frihedsrådet krævede, at der skulle være lige så mange poster til modstandskæmpere som til politikere i befrielsesregeringen. De gamle politikere, som havde styret Danmark før den tyske besættelse, havde samarbejdet med tyskerne for at beskytte befolkningen. Derfor krævede modstandsfolkene, at de fik lige så meget magt i den nye regering. Én af befrielsesregeringens vigtigste opgaver var at forberede et retsopgør mod alle, der havde hjulpet tyskerne. Der skulle føres en række undersøgelser og retssager for at fastslå, hvem der var skyldige i landsforræderi. Derefter skulle de idømmes passende straffe. Det var ikke kun danskere, der skulle på anklagebænken, men også de tyskere, som havde været med til at besætte Danmark. Alle deres forbrydelser mod det danske folk skulle opklares, så retfærdigheden kunne ske fyldest. De sidste dage Modstandskampen blev stadig voldsommere. Modstandsbevægelsen var efterhånden så stærk, at selv Gestapo-folk var betænkelige ved at gå rundt på egen hånd efter mørkets frembrud. Danmark begyndte mere og mere at ligne et land i krig, med skudvekslinger og bombesprængninger næsten hver eneste nat. I 1945 blev der dræbt mere end danskere, flere end i besættelsens øvrige fem år tilsammen. April 1945, den sidste måned før befrielsen, blev den blodigste af alle. Antallet af stikkerdrab steg markant, og en af grundene var den generelle lovløshed i landet på dette tidspunkt. Intet politi i gaderne og en svag besættelsesmagt betød, at risikoen ved stikkerdrab nu var mindre. Samtidig havde Gestapo forøget sin indsats mod modstandsbevægelsen, så stikkerne havde travlt som aldrig før. Denne mulighed blev udnyttet til at udføre mange aktioner og likvideringer. Nogle steder i landet var Gestapos aktiviteter blevet så stor en trussel, at modstandsbevægelsen bad de allierede (briterne og amerikanerne) om hjælp. Husmandsskolen i Odense, hovedkvarter for Gestapo på Fyn, blev for eksempel angrebet af britiske bombefly den 17. april Tidligere var også Gestapos hovedkvarterer i Århus og København blevet bombet. Desværre blev en skole ved en fejl ramt af bomber under angrebet på Shellhuset i København. Det kostede over 100 elever og lærere livet. Modstanden i tal Omkring 850 modstandskæmpere blev dræbt under besættelsen. Heraf blev mere end 100 personer henrettet af tyskerne. Det er dog svært at sætte præcise tal på modstandsbevægelsens tab. Der var tale om en meget løs organisation, og alt blev forsøgt holdt hemmeligt. Man fik ikke et medlemskab af 16

18 modstandsbevægelsen, og der var ingen kartoteker over dem, der var med. Folk kom og gik. Især i slutningen af krigen var der mange, der sluttede sig til modstandskampen. Nogle af dem, der havde været med længe, så lidt skævt til de nyankomne. Veteranerne mente, at de ville have del i den sejr, der ventede lige om hjørnet, uden at have deltaget i det hårde arbejde i den mørkeste tid. Historikere mener, at der var næsten personer knyttet til modstandsbevægelsen i december 1944, mens tallet ved befrielsen i maj 1945 var steget til omkring Langt fra alle deltog dog i egentlige sabotageaktioner. Flammen og Citronens endeligt Hverken Flammen eller Citronen oplevede befrielsen. De var begge døde, da britiske soldater i begyndelsen af maj 1945 befriede Danmark, efter at Hitler havde begået selvmord, og Tyskland havde overgivet sig. Den 19. september 1944 tog tyskerne politiet og desværre også Citronen, der netop den dag havde forklædt sig som politibetjent. Han slap dog væk ved at skyde sin fangevogter fra Schalburg-korpset, men blev formentlig såret under denne skudveksling. Den 15. oktober fandt tyskerne ham i et hus, hvor han blev behandlet for sine sår. Citronen forsvarede sig med maskinpistoler og håndgranater, men blev efter en timelang ildkamp dræbt af tyskerne. Nogle få dage senere befandt Flammen sig i et hus på Strandvejen nord for København. Pludselig omringede tyskerne huset, så han ikke kunne slippe væk. Flammen valgte at begå selvmord ved at sluge en pille med gift. Med hans ry som stikkerlikvidator ville han med sikkerhed blive tortureret og bagefter henrettet af tyskerne. Derfor ville han hellere tage sit eget liv end at risikere at ende i tysk fangenskab. Danmark atter frit Klokken om aftenen den 4. maj 1945 blev der udsendt en radiobesked på dansk fra den britiske hovedstad London. Speakeren sagde: I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Mange danskere begyndte med det samme at juble. Folk gik ud på gaderne og omfavnede hinanden. Nogle steder i Danmark var der kampe mellem modstandsfolk, tyske soldater og tyskernes danske hjælpere på den sidste aften af besættelsen. I Odense blev 11 modstandsfolk og 12 civile dræbt i et voldsomt opgør. Mange steder kørte modstandsfolk rundt i lastbiler og hentede folk, som var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne. Modstandsbevægelsen havde samlet navne på mistænkte i et kartotek. 17

19 Den tyske overgivelse trådte formelt i kraft om morgenen den 5. maj klokken 8. Efter fem års tysk besættelse var Danmark atter frit, men et stort retsopgør ventede. 18

20 Eftertiden Befrielsesregeringen begyndte at fungere den 9. maj 1945 ved åbningen af Rigsdagen (det danske parlament, som dengang bestod af Landstinget og Folketinget). Halvdelen af regeringens medlemmer kom som aftalt fra modstandsbevægelsen, mens den anden halvdel var erfarne politikere. Det var også modstandsfolk, der sørgede for ro og orden overalt i Danmark, før politiet og militæret igen kunne sættes ind Det var en storslået tid for modstandsfolkene. De havde sejret og blev nu tiljublet som helte af deres landsmænd. Modstandsbevægelsen havde derfor meget stor magt i i Danmark i de glade majdage lige efter befrielsen. Men hvis frihedskæmperne, især de kommunistiske modstandsfolk, havde regnet med, at deres rolle i det danske samfund ville vare ved, så tog de fejl. Tilbage til de gamle tilstande Det gamle politiske system blev hurtigt genoprettet. Politikerne forsøgte af al kraft at sikre, at modstandsbevægelsen ikke blandede sig for meget i dansk politik efter befrielsen. Det var ikke kun kommunisterne, men også de mest konservative medlemmer af modstandsbevægelsen, som de gamle politikere ikke ville have skulle få al for stor indflydelse i Danmark. Modstandsbevægelsen blev altså snart trængt i baggrunden. Men det betød ikke, at frihedskæmpernes indsats blev glemt heller ikke af de danske vælgere. Ved det første efterkrigstidsvalg i oktober 1945 fik kommunistpartiet for eksempel en voldsom fremgang, mens flere af de partier, som havde samarbejdet med tyskerne, mistede mange mandater i Folketinget. Aktiv eller passiv modstand? I befrielsesdagene var der ingen, der turde sige modstandskæmperne imod, når de hævdede, at det var dem og dem alene, der havde reddet Danmarks ære. Deres heltemodige væbnede kamp mod besættelsesmagten havde vist sejrherrerne i 2. Verdenskrig, at Danmark ikke var på Tysklands side under krigen, men derimod et besat land. Kun takket være den væbnede modstand blev Danmark regnet som et allieret land og kunne nyde godt af sejren. Det var en holdning, som de fleste modstandsfolk stod ved resten af deres liv. Men langsomt begyndte de tidligere samarbejdspolitikere også at forsvare det, de havde gjort under besættelsen. De forklarede for eksempel, at deres forhandlinger med tyskerne havde været en form for passiv modstand. Og 19

21 de sagde også, at det var en modstand, der havde hjulpet Danmark meget, fordi tyskerne i de første år af besættelsen havde overholdt aftalerne og behandlet befolkningen godt. De fleste danskere var dog enige med modstandsfolkene. Nødvendige drab? Likvideringerne af stikkere og tyskernes andre danske hjælpere er et meget omdiskuteret emne. Når folk som Flammen og Citronen standsede en mand eller kvinde på gaden og skød vedkommende ned uden at tøve var det så et retfærdigt, nødvendigt drab? Eller var det et mord, som ikke burde være gennemført? Mange af de gamle modstandsfolk forsvarer drabene som nødvendige og retfærdige. Fordi Frihedsrådet gik ind for likvideringerne, var der efter deres mening ikke tale om mord, men legale (lovlige) handlinger i en krigssituation. Men som nævnt var det langtfra alle stikkere, som blev likvideret efter grundige undersøgelser. Flere blev dømt til døden af enkeltpersoner på et meget spinkelt grundlag. Modstandsfolkene blev beskyttet Allerede i 1945 kom likvideringerne til diskussion. Den socialdemokratiske politiker og forfatter Hartvig Frisch sagde i august 1945, at alle modstandsbevægelsens likvideringer under besættelsen var mord. Frisch ønskede, at hver eneste likvidering skulle efterforskes for at finde ud af, om mordene havde været berettiget, eller om der var uskyldige ofre iblandt. Undersøgelsen blev dog aldrig til noget. Frode Jakobsen var tidligere modstandsmand, medlem af Frihedsrådet og minister i befrielsesregeringen uden portefølje (dvs. en minister uden et specifikt ministerium at tage sig af). Han fik sat en stopper for Frisch forsøg på at undersøge likvideringerne. Modstandskæmperne skulle beskyttes. De havde risikeret deres liv for Danmarks sag i en desperat situation, og de skulle ikke bagefter hænges ud som almindelige kriminelle. Ikke desto mindre måtte modstandsbevægelsen stå frem og erkende, at der var sket fejl. Enten havde man misforstået en persons tilknytning til besættelsesmagten, eller også havde man likvideret den helt forkerte person. Det var beklagelige, men uundgåelige tab i en kaotisk situation, hvor målet helligede midlet. Erindringen Hverken Flammen eller Citronen overlevede krigen, men det gjorde mange andre modstandsfolk. Især dem, der udførte drabene på tyskernes danske 20

22 hjælpere, havde svært ved at leve med, at de havde dræbt andre mennesker. Flere begik selvmord i årene efter befrielsen. Det sværeste for mange modstandsfolk var, hvis de var kommet til at dræbe uskyldige, eller hvis drabene kom for tæt på. Modstandsfolk har fortalt, at det var nødvendigt at holde følelser af vrede eller angst på afstand, når de gennemførte likvideringerne. Ellers påvirkede oplevelserne ens personlighed for meget. Selv om langt de fleste likvideringer gik ud over personer, som virkelig var farlige for modstandsbevægelsen, følte mange skyld. Nogle tidligere modstandsfolk fortalte ikke engang deres egen familie, at de havde skudt stikkere under besættelsen. Drabene blev derfor et tabu noget, man ikke kunne tale om. Stikkerdrab i dag Man siger, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Det betyder, at historiebøgerne tit er skrevet på en måde, så vinderne beskrives mest positivt. I årtierne efter befrielsen udkom der da også mange bøger, som hyldede modstandsbevægelsen. Mange gamle modstandsfolk brød sig ikke om, at nogen stillede spørgsmål ved værdien af deres indsats. Da historikeren Aage Trommer i 1971 f.eks. skrev i en bog, at jernbanesabotagen under besættelsen ikke havde nogen militær betydning, udløste det stor debat. Omkring år 2000 kom der ny opmærksomhed om likvideringerne. Historikeren Stefan Emkjær beskrev i bogen Stikkerdrab, hvordan drabene blev besluttet. Året efter udgav journalisten Peter Øvig Knudsen Efter drabet, hvori modstandsfolk fortalte om likvideringer (filmatiseret i 2003 som Med ret til at dræbe ). Og i 2008 blev historien om Flammen og Citronen så lavet til en film af instruktøren Ole Christian Madsen og manuskriptforfatteren Lars K. Andersen. Der gik altså mere end 60 år, før tabuet om likvideringer for alvor blev brudt. 21

23 Filmen som historieformidler Af Ulrich og Judith Breuning Flammen & Citronen Danmark 2008 Instruktion: Ole Christian Madsen Manuskript: Ole Christian Madsen og Lars K. Andersen Medvirkende: Thure Lindhardt, Mads Mikkelsen, Stine Stengade, Peter Mygind, Mille Lehfeldt, Flemming Enevold, Jesper Christensen, Malene Schwartz, Lars Mikkelsen, Christian Berkel, Hanns Zischler. Flammen & Citronen bygger på hændelser, der fandt sted under den tyske besættelse af Danmark Nedenstående undervisningsmateriale beskæftiger sig med filmen som historieformidler og består af et kort handlingsreferat, filmens fortællegreb og en række oplæg til et videre arbejde med Flammen & Citronen. Det vil her være relevant også at inddrage de filmtitler og materialer fra Det Danske Filminstitut, som omhandler 2. Verdenskrig og besættelsen Filmens handling Kan du huske, da de kom? Kan du huske 9. april? Disse spørgsmål åbner og lukker historien om frihedskæmperne Flammen (Thure Lindhardt) og Citronen (Mads Mikkelsen). Filmens handling udspiller sig fra maj 1944, nøjagtig et år før Danmarks befrielse, hvor Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmith med dæknavnene Flammen og Citronen udfører en række likvideringer af såkaldte stikkere. Flammen og Citronen modtager navnene på deres mål fra politichefen Aksel Winther (Peter Mygind), der ifølge eget udsagn modtager ordrer fra London. Til at begynde med likvideres kun danske stikkere. Det betyder i praksis, at besættelsesmagten, repræsenteret ved Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann (Hanns Zischler), tager drabene forholdsvis roligt. Men da frihedskæmperne også begynder at likvidere tyske statsborgere, der formodes at udgøre en sikkerhedsfare, tvinger de tyskerne til at gøre gengæld. Politiets efterretningstjeneste, der opererer fra Stockholm, forsøger at stoppe drabene på tyskere, da det udløser voldsomme repressalier. Tyskerne udfører for ek- 22

24 sempel en voldsom gengældelsesaktion en såkaldt schalburgtage hvor en håndgranat kastes ind i en fyldt sporvogn med mange dødsofre til følge. Da Flammen på egen hånd går efter Gestapo-chefen Hoffmann, er det som en åben krigserklæring. De voldsomme handlinger kulminerer, da Flammen og Citronen på grund af fejlagtige informationer nedskyder uskyldige mennesker og ikke mindst et barn. Flammen får desuden ordre til at skyde sin elskerinde, Ketty (Stine Stengade), som ifølge Winther heller ikke har rent mel i posen. Nu er krigen for alvor også en personlig sag! Ketty fortæller Flammen, at Winther har ladet en række uskyldige tyskere rydde af vejen. Der er tale om tidligere forretningsforbindelser, som muligvis kan kompromittere ham, når krigen engang er slut. Flammen begynder for alvor at tvivle på sin overordnedes motiver, så da han og Citronen kaldes til møde i Stockholm, anklager Flammen Winther for forræderi. Anklagen bliver ikke taget alvorligt, og i stedet diskuterer de, hvordan krigen skal føres i den afsluttende fase. Politiets efterretningstjeneste og Frihedsrådet giver Flammen og Citronen ordre til at standse jagten på Hoffmann. De får i stedet tilbudt militære titler og den opgave at træne frihedskæmpere til det endelige slag om Danmarks fremtid. Begge afslår. I dette politiske spil om at vinde freden skaber Flammen og Citronen problemer. Tyskerne får kendskab til deres hemmelige opholdssteder, og begge frihedskæmpere kæmper med livet som indsats. Flammen efterlader et brev til Ketty, der begynder: Kan du huske Film og genre Denne på én gang spændende, uhyggelige og dybt anfægtende historie udspiller sig for knap og nap syv årtier siden, og filmens manuskript er et resultat af en grundig research af det tilgængelige materiale. Men der er ikke tale om en dokumentarisk udredning, som for eksempel er foretaget i Peter Øvig Knudsens fremragende bog Efter drabet, som siden dannede forlæg for dokumentarfilmen Med ret til at dræbe, hvor gamle modstandsfolk fortæller, og hvor likvideringerne er rekonstruerede. Instruktøren Ole Christian Madsen og forfatteren Lars K. Andersen har ikke ønsket at skildre de virkelige begivenheder, som de præcist fandt sted, men derimod sat sig for at fortælle en rigtig god historie. De tager udgangspunkt i en historisk periode og historiske begivenheder, men deres filmhistorie hæver sig op over tid og sted og fortæller en historie, hvis moraler og pointer er evigtgyldige. De vil så at sige finde en sandhed, der er større end sandheden om Flammen og Citronen. De vil diskutere mål og midler, loyalitet og svigt, mod og frygt. Og ikke mindst individets stilling over for autoriteter, hvis bevæggrunde ikke nødvendigvis altid er lige gennemskuelige. 23

25 Talrige danske film har skildret besættelsens fem forbandede år, og man kan, som Flemming Kaspersen er inde på i sin gennemgang af de væsentligste værker, tale om en subgenre i dansk films historie. De første film, som kom lige efter krigen, lagde vægt på heroiske og næsten nationalromantiske elementer som ofre og endelig sejr, mens senere film har udforsket mere nuancerede temaer. Flammen & Citronen er den første danske film, der direkte peger på, hvor beskidt en undergrundskrig egentlig er. Og hvor menneskeliv er endog meget billige. Filmen tåler på den led sammenligning med udenlandske mesterværker som Gillo Pontecorvos Slaget om Algier (La battaglia di Algeri, Italien 1966) om den franske besættelse af Algier og Jean-Pierre Melvilles En hær af skygger (L armée des ombres, Frankrig 1969) om den tyske besættelse af Frankrig. Ole Christian Madsen forholder sig til modstandsfilmens traditioner og har i det visuelle udtryk søgt en stor autenticitet, hvorfor København anno 1944 har måttet genfindes i Prag eller i filmstudier i Tyskland. Men han vælger at fortælle sin historie som en rendyrket genrefilm, hvilket han også tidlige gjorde i tv-serien Edderkoppen (2000) om sortbørshandel under besættelsen. Flammen & Citronen bruger således mange træk fra gangsterfilm, der beskriver et samfunds underverden med helt egne regler og moralkodeks. Gangsterfilm som genre er typisk amerikansk og foregår ofte under 1920 ernes og -30 ernes forbudstid og økonomiske nedtur. Her kunne den lille mand på gaden blive en stor kanon ved at kaste sig ud i en organiseret kriminalitet, hvor man blandt andet kunne tjene hurtige penge på hasardspil, kasinoer og spiritussmugling til smugkroer. Sidstnævnte betjente en tørstig befolkning, da det moralske USA havde indført spiritusforbud. Film som Howard Hawks Scarface (1932), Arthur Penns Bonnie og Clyde (Bonnie and Clyde, 1967), Francis Ford Coppolas Godfather (1972), Brian De Palmas De uovervindelige (The Untouchables, 1987) og Martin Scorseses GoodFellas (1990) er typiske gangsterfilm. Flammen & Citronen fremstår desuden som en film noir. Film noir Sort film er en betegnelse, som franske filmkritikere brugte om især amerikanske film, der er karakteriseret ved en dyster og skæbnetung stemning. Film noir ens personer er enten kyniske magtmennesker, som bruger alle andre for egen vindings skyld, eller personer fanget af en fortid, de aldrig vil kunne slippe fri af handlingen har gerne melodramatiske træk og domineres ofte af en femme fatale, en edderkoppekvinde, der spinder en eller flere mænd ind i sit net med dødelig udgang for alle dens nattemørke storbyunivers domineres af skæve, klaustrofobiske kompositioner og dramatiske skyggevirkninger (Filmleksikon, Munksgaard-Rosinante 1995). Billy Wilders Kvinden uden samvittighed (Double Indemnity, 1944) og Roman Polanskis Chinatown (1974) er eksempler på klassiske sorte film. 24

26 Filmens forhold til virkeligheden Flammen & Citronen er ikke en dokumentarfilm, men en dramatisk skildring baseret på virkelige hændelser. Det betyder, at instruktøren og manuskriptforfatteren har taget sig nogle friheder i forhold til bestemte personer og scener, som optræder i filmen. F.eks. er Aksel Winther ikke en historisk figur, men løseligt baseret på politifuldmægtig Vilhelm Leifer en af besættelsestidens mest omdiskuterede personer. Her gennemgås to eksempler på, hvordan filmen og virkeligheden spiller sammen. Der er mange flere, som kan findes ved at sammenligne scener fra filmen med billeder og beskrivelser i undervisningsmaterialet og bøger. Skudkamp på Valby Bakke Flammen og Citronens værste fjende var Gestapo, det hemmelige tyske politi. Trods advarsler fra Frihedsrådet, og selv om modstandsfolkene vidste, at det var meget farligt at dræbe tyskere, besluttede Flammen og Citronen i april 1944 at udføre et attentat på Werner Best, den øverste tyske myndighedsperson i Danmark. Sammen med to andre medlemmer af Holger Danske-gruppen pakkede Flammen og Citronen en bil med maskinpistoler og kørte af sted. På Roskildevej i København så bilen. Bag rattet sad ikke Best, men en dansk Gestapomand. Hurtigt kørte de op på siden af ham og begyndte at skyde. Og da Gestapo-bilen med danskeren, som arbejdede for tyskerne, var gennemhullet og standsede, skyndte modstandsfolkene sig væk. Selv om det ikke var Werner Best, de fik ram på, lykkedes selve attentatet manden blev dræbt. Men desværre havde han to små drenge på seks og syv år med i bilen. Den yngste slap uskadt, men den syvårige dreng blev ramt af skud. Han døde senere på hospitalet. Da Flammen fik at vide, at de havde dræbt et barn, fik han det meget dårligt. Samvittigheden nagede ham. I filmen er denne begivenhed skrevet om, så det ikke er en tilfældig dansker, som arbejder for Gestapo, Flammen og Citronen slår ihjel. Derimod er det selveste Gestapo-chefen, Hoffmann, som de vil myrde. Men attentatet slår fejl, fordi det ikke er Hoffmann, som sidder i bilen men en anden mand, som har sine børn med på bagsædet. Det er et godt eksempel på, hvordan den faktuelle historie og den fiktive fortælling i filmen spiller sammen. 25

27 Relevante film og materialer fra Det Danske Filminstitut Film Kornet er i fare Hagen Hasselbalch, Danmark min. Officielt er "Kornet er i fare" en traditionel, oplysende dokumentarfilm om vigtigheden af skadedyrsbekæmpelse, hvor bugnende kornmarker og fyldte kornlofter er i fare for især kornsnudebillen, som gnaver hul i kornets kerne og lægger æg der. Men uofficielt handler filmen om Danmarks frihedskamp, og det var ikke svært for et biografpublikum i 1944 at sætte lighedstegn mellem kornsnudebillens hærgen og den tyske besættelsesmagt, der også blev oplevet som "ædende, ødelæggende, ynglende". Speakerkommentaren bruger bevidst militære termer og erstat blot slutbudskabets ord "høst" med "frihed", og den rette mening bryder frem: "Slut op i kampen mod kornskadedyrene. Husk: Det gælder Danmarks høst"! En klassisk propagandafilm fra besættelsestiden Det gælder din frihed Theodor Christensen, Danmark min. Det mest forsinkede nej i Danmarks historie sådan lyder det om den danske regerings endelige frasigelse af samarbejdet med den tyske besættelsesmagt den 28. august 1943 i Theodor Christensens fornemme redigering af filmoptagelser fra besættelsen. Bestilt af Frihedsrådet og med premiere den 4. maj 1946 rejste filmen straks voldsom debat ved sine skarpe kommentarer til den danske politik, der var ført umiddelbart før og i de første år af besættelsesårene. Men i dag fremstår den stærkt som en flot filmisk dokumentation af et stykke danmarkshistorie. En smuk og klassisk dokumentarfilm om besættelsesårene, der også har leveret meget stof til den senere besættelsesfilm "De fem år". 27