R e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u b - a u t e n t i s k e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r d e n

Transkript

1 Globen R e j s e m a g a s i n f r a D e B e r e j s t e s K l u b - a u t e n t i s k e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r d e n Tema: Vores yndlingssteder En familierejse i Mikronesien Rejsen til verdens ende I gæstfrihedens eget land

2 Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! Leder Redaktørens Forord Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Medlemsrabat 15%. Gps og kano/kajak er undtaget fra rabatordningen. Medlemskort med billede skal fremvises. KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk var.indd :42:24 Redaktion: Jacob Gowland Jørgensen (ansvarlig), Lars-Terje Lysemose, Gerner Thomsen, Per Allan Jensen, Søren Fodgaard, Ann Kledal, Jytte Kristensen og Per Danielsen. Adresser s. 66 Layout: Anja Povlsen, adresse s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: redaktorgloben@gmail.com Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub Forsidefoto: Mit Indiske Paradis af Malaika Malmos Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 2000 ISSN: Deadline til næste nummer: 5. august 2011 Tema: Rundt om Middelhavet Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Formand: Lars Munk, adresse s. 66 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. D e t b e d s t e a f d e t b e d s t e Hvor er her bare fedt!. Hvor mange gange har man ikke tænkt det som rejsende i vores forunderlige verden om steder, der har slået benene væk under én. Sådan et sted, der lige husker en på hvorfor det egentlig er, at man er så vild med at rejse, og som på den mest behagelige måde forpurrer enhver form for planlægning. For her MÅ man bare blive lidt længere. I dette nummer af Globen fejrer vi De Berejstes Klub og vores 15-års jubilæum. Det gør vi med cremen af cremen af disse særlige rejsesteder, nemlig med intet mindre end medlemmernes egne yndlingssteder. Og jeg tør godt love, at der er noget for de fleste. Vi skal til Antarktis og Andamanerne. En tur fra Bornholm til Bolivia. Et smut til Mexico og Mali. Vi starter vores rejse i Australien og bevæger os østpå, indtil rejsen slutter igen i Australien efter en fascinerende jordomrejse på 96 sider. Tusind tak til alle de mange bidragydere i klubben og i redaktionen for jeres historier, viden og hjælp. I dette nummer af Globen kan du også komme en tur rundt i De Berejstes Klub. Tag med til medlemsmøder, på cafe og til det nye berejst.dk. Du kan blive klogere på hvor utrolig høj en andel af de nyindmeldte, der er kvinder og hvilke nye lande medlemmerne har erobret i de seneste par år. Vær forberedt på et par overraskelser. Mens jeg skriver disse linjer sidder jeg på min træterrasse, hvor solen varmer plankerne og min krop. Alt i min lille have konkurrerer om hvad der kan være mest farverigt, struttende og smukt. Et par teenagepiger kvidrer ude på stien. Det er forår i Danmark, og hvor er her bare fedt. Det er et perfekt sted at sidde og tænke på endnu ukendte yndlingssteder derude i verden. Jeg glæder mig allerede til at opdage dem. God læselyst, Jacob Gowland Jørgensen Gæsteredaktør GLOBEN nr. 44 / Juni

3 tema Medlemmernes Yndlingssteder I dette nummer af Globen tager vi til de berejstes yndlingssteder i hele verden Norge, s. 40 Rusland, s. 42 USA, s. 19 Portugal, s. 32 Iran, s. 62 Nepal, s. 70 Kina, s. 81 Mexico, s. 15 Laos, s. 72 Filippinerne, s. 76 Mali, s. 36 Indien, s. 66 Uganda, s. 56 Mikronesien, s. 12 Indonesien, s. 74 Bolivia, s. 20 Australien, s. 8 Namibia, s. 52 Agentina, s. 26 Australien, s. 82 Antaktis, s. 22 og 28 4 GLOBEN nr. 44 / Juni 2011 GLOBEN nr. 44 / Juni

4 Tema Medlemmernes yndlingssteder Hotel Atlantis, Dubai, Forenede Arabiske Emirater Thailand Fra Atlantis til Gudhjem - medlemmer nes yndlingssteder Er du til snedækkede bjergtinder i Andesbjergene, dyreliv på Afrikas savanne, kultur i Venedig eller måske palmeomkrandsede sandstrande på Tonga? Hvad gør netop dit rejsemål til favoritten blandt verdens mange lande? Og hvad er det præcist, der gør, at man bliver ved med at vende tilbage til sit yndlingsland igen og igen? Vi har spurgt nogle repræsentanter for klubbens brede medlemsskare, der hver især fortæller om forelskelsen i et bestemt hjørne af vores mangfoldige jordklode og giver et bud på netop deres drømmedestination. Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen m.fl. Redaktion: Jacob Gowland Jørgensen Vanuatu, Bolivia, Ecuador, og Gudhjem! Det mest spændende sted jeg har besøgt er nok Vanuatu, en øgruppe i Stillehavet, og jeg fik kun oplevet en flig af Vanuatu. Øgruppen har melanesisk befolkning, og på den største ø, Espiritu Santo, lever folk stadig som urmennesker oppe i regnskoven. På andre af Vanuatu's øer kan man finde både "big namba" og "little namba", de berømte urfolk med deres penis-futteraler. På en anden af øerne er vulkanen i kronisk udbrud, og stammefolkene i ø-riget siges stadig at have over 300 forskellige sprog, fordi der historisk har været ganske beskeden kontakt mellem de forskellige urfolk på de forskellige øer. Når så alt det er sagt om Vanuatu, som jeg håber, at jeg en dag får chancen for at genopleve, så er det nok Bolivia og Ecuador, der får en velfortjent andenplads på min rejsedrømmeliste. Og i virkeligheden så synes jeg stadig, at Gudhjem på Bornholm er en af de dejligste pletter på jorden Italien, kilde til evig undren En rigtig DBKer har vel ikke en favoritdestination, hvor hun gang på gang vandrer ad samme nedtrådte stier? Mottoet er, jo flere lande jo bedre. Jeg må dog gå til bekendelse. Jeg elsker Italien og er kommet der flere gange, end jeg kan huske. Ofte går overvejelsen på, om jeg skal tage til et nyt land eller besøge støvlelandet for Gud ved hvilken gang. Hvad er det, der fascinerer? Historiens vingesus og la dolce vita? Ja, selvfølgelig. Men først og fremmest er Italien så dejligt irrationelt og udfordrer min nordiske jordbundne tankegang. Hvorfor er min gode ven Giuseppe eksempelvis "så stor en fan af Berlusconi", når han ellers er meget fornuftig? Jeg kommer nok aldrig til helt at forstå italienerne, uanset hvor ofte jeg kommer der - men jeg opgiver ikke. Gensidigt udfordrende imødekommenhed Et af mine favoritområder er de arabiske lande i Mellemøsten. Igennem de seneste otte år har jeg rejst i de fleste af disse lande, heraf ni gange i Egypten, hvor turen er gået til nye steder stort set hver gang. Pga. de nuværende uroligheder i regionen glæder jeg mig i dag dobbelt over at have prioriteret området. Her har jeg oplevet en usædvanlig imødekommende befolkning. I en verden, der nu ofte opdeles i Vesten kontra "Den Muslimske Verden", mener jeg, det er vigtigt at få indblik i disse landes kultur. Jeg har haft interessante samtaler med mennesker dér, bl.a. om Muhammed-tegningerne. Spændende, hvad fremtiden bringer i regionen. Gudhjem, Bornholm, Danmark Atlantis er helt vildt Jeg kunne vældig godt lide Hotel Atlantis i Dubai. Her var et kæmpe vandland knyttet til hotellet, som jeg sammen med min bror Lukas (medlemsnummer 356, 9 år) legede rigtig godt i. Her var bl.a. en rutsjebane, hvor man i et lukket rør susede igennem vand fyldt med hajer. På selve hotellet var der et kæmpeakvarie med en hvalhaj og masser af flotte fisk. Vi svømmede også med delfiner på hotellets område. Og så glemmer jeg aldrig hotellets desserter - specielt chokoladefontainen og softicemaskinen med de dertil hørende utallige former for drys. Helle for Smilets Land Helle for Thailand Fantastiske strande, trekking i junglen, seks ugers thaimassage kursus og senere en måned med zoneterapi the thai way, velsmagende sund mad, skræddersyet tøj til fornuftige priser, templer, skønne børn, masser af sundhedsfremmende og velværegivende behandlinger til no money, farvestrålende markeder, rismarker, guldbelagte overdådige templer, hektisk trafik, fejret en uforglemmelig juleaften i et supermarked, min julegave var et salathoved og to babypudder Thailand har bare så meget at byde på. Thailand er en eksotisk perle med masser af skønhed og mystik. Den gulgrumsede flod Blandt mange mulige yndlingsrejsemål er Amazonas i Brasilien dog den største for mig. Oplevelsen af vandenes møde, hvor den mørke, klare Rio Negro løber sammen med den lyse, gulgrumsede Rio Solimoes og bliver til Amazonfloden, symboliserer både indgangsporten til regnskoven med al dens diversitet og skrøbelighed og det globale møde mellem forskellige folk Lotte Winhard, Medlem nr. 513 Ja, vi elsker dette landet Yndlingsmad, -bog, -film, -sang, -land. Hvad er det der gør, at noget er helt specielt? Det er vel at man kommer i en særlig stemning, får en særlig følelse, får gode minder, når man spiser, læser, ser, hører eller er der. Sådan virker Norge stadig på mig, der har rejst de mest eksotiske steder. Sommer og vinter er Norge bare fantastisk. De flotte fjelde langs fjordene, det lysende hav, midnatssolen, der gør folk helt fjollede, 17. maj i nationaldragter med parader og fester uden at blive fulde, det smukke syngende sprog, hytterne i fjeldet, snelandskaberne man glider igennem på ski med iskrystaller, der glimter som diamanter i den lave sol, at høre stilheden ude på vidderne, og nationalsangen giver mig gåsehud, den er så smuk som min norske svigerdatter. Som elsker Danmark! Ole Egholm, Medlem nr 001 Valdemar Børsting, Medlem nr. 200 Christian Bøjgaard, Medlem nr. 104 Markus Nørgård, 7 år, Medlem nr. 400 Helle Munk, Medlem nr. 300 Ann Kledal, Medlem nr GLOBEN nr. 44 / Juni 2011 GLOBEN nr. 44 / Juni

5 Tema Medlemmernes yndlingssteder The Olgas - endelig Tanami Track km til Alice ad jordvej Camping på standen - WA har de mest øde kyststrækninger i erden Australien Geckie gorge en fantastisk ukendt kløft i the Kimberley - your home away from home! Tekst og foto: Theis I. Sølling Redaktion: Jytte Kristensen From here to Port Hedland there is basically about thousand kilometers of NOTHING, siger damen i Broomes turistkontor. Perfekt lige det vi leder efter. Der er rige muligheder for road trips to die for på dette oldgamle kontinent. Diversiteten og den ældgamle aboriginalkultur gør det nemt at (for)blive forelsket, fordi man ofte føler at man er ude og bryde den sidste grænse på et nybyggerkontinent. No worries mate! siger immigrationsmanden. Man mærker det med det samme. Det er som at komme hjem. Om det er duften af eucalyptus, den tørre varme i Canberra, Darwins fugtige og tunge tropeluft, der smager af regnskov, eller Adelaides havgus ved jeg ikke. Men som altid når man kommer tilbage til et sted man har boet, så er det specielt. Der er som de mindste indtryk trigger neuronerne ved genkendelsens glæde og når det man genser er så mangfoldigt og uforstyrret som Australien, så er det ret nemt at falde for dette oldgamle kontinent. Der er en fauna, der består af enestående pungdyr, en flora der kun lige er i gang med at blive kortlagt og en urbefolkning, som talte anslået 3000 sprog og stadig har år gamle ritualer. Eventyret er hele tiden rundt om hjørnet på road trips to die for! Med baby og telt på taget i The Kimberleys Vi er lige ankommet i Halls Creek, der som navnet antyder ligger in the middle of nowhere med vores hvide Landcruiser med telt på taget. Landskabet er præget af det røde skær, der kendetegner det nordvestlige Australien. Vi er kørt fra Kununurra via Purnululu-nationalparken. Australske stednavne er fantastiske hvorfor er der bare ikke andre steder i verden, hvor byerne hedder det store vand eller sandstenene? De australske indfødte er et spændende folkefærd, der stadigvæk lever ret isoleret - mange taler ikke andet end deres lokale dialekt, som end ikke kan forstås 50 km væk. I the Kimberley er der grupper, som sjældent, hvis nogensinde, render ind i de hvide australiere. Det har været lidt af en barsk køretur fra de underligt pukkelformede klippeformationer i Purnululu (aka Bungle Bungle). Vi har købt det obligatoriske I survived the Bungle Bungle road klistermærke. Baby Bertram på 0 år er faldet i søvn, hvilket er meget godt, for vi må lave en større undvigelsesmanøvre, inden vi ruller ind i Halls Creek der ligger tre indfødte tværs henover vejen, og dem vil vi helst ikke ramme. Politiet i Halls Creek tager hændelsen helt roligt. De sender en vogn for at køre dem hjem til deres community, og vi sender en tanke til bushens folk. Man kan køre ned til Alice Springs via de berygtede spor, der først blev trådt af kvæg i hælene på de legendariske opdagelsesrejsende Eyre, Sturt og Strzelecki. Vi har planlagt at krydse Tanami-ørkenen ad the Tanami Track; 1200 km jordvej igennem aboriginal land og meteorkratere. Landskabet går fra fladt til fladere og fra øde til mere øde. Vi har forladt Western Australia og er kørt ind i Northern Territory og gør holdt i Rabbit Flat. Vi har forberedt ungerne på at Bruce indehaveren af det eneste road house på Tanami Track er lettere excentrisk. G day. vi bliver mødt af en lavstammet fyr med langt skæg, de australske blundstone støvler og hat. Umiddelbart er han venligtsindet, han har ellers rygte for at skyde efter for nærgående besøgende. Vi får en lang snak om livet i outbacken og om de mange omkringliggende aboriginal stammer. Bruce har en campingplads, men mener alligevel, at vi må videre for det kunne jo blive regnvej NOT. Vi kører 20 km videre og bushcamper under sydkorset og 8 GLOBEN nr. 44 / Juni 2011

6 mælkevej. I den måneløse nat, hvor der er tusinder af kilometer til en by af nogen størrelse, er der god basis for stjernekiggeri. Snake and the emu travel north Vi kører ind i Alice Springs igennem de røde bakkedrag nord for byen. A town called Alice. Det er et specielt sted med sin bizarre blanding af turister og forarmende indfødte. Backpackerne bor på de mange hostels, og de indfødte bor i flodlejet. Her møder vi Vynce, han er Arrernte og kunstner. Dem er der mange af og deres værker i prikker og okker farver er sikkert af blandet kvalitet. Men for det utrænede turistøje genskaber de outbacken og giver en bid af den med hjem. For 50 $ er vi et nybagt maleri rigere. Det forestiller to slanger med hovederne i hver deres retning i den ene retning er der også et sæt fuglefødder og rundt om mange symmetriske motiver i prikker. Over en Victoria Bitter får vi overrakt det færdige mesterværk, og Vynce siger ud gennem det store fuldskæg: Mate, snake and the emu travel north but only the snake return; emu is havin a good time up in Darwin I think Drømmetiden er allestedsnærværende og de australske aboriginals bor i den. Dykning på kirkegården Fra den flade midte til bjergene i Australiens sydøstlige hjørne er der langt både i afstand og i menneskelig mentalitet. Clean-up Australia day, en årlig tilbagevendende begivenhed, og i den karakteristiske sydaustralske ånd er den blevet gjort til en leg. Missionen er klar. Vi skal rydde den alpine bjergsø Blue Lake for det affald skiløberne efterlader omkring Australiens højeste bjerg (Mt Kosciusko). Det er en drømmeopgave for en dykker. En blå alpin sø, der er så afsidesliggende af grejet må flyves ind med helikopter. Fantastisk, vandreturen ind giver udsigt til bjerget og selv nu i den australske højsommer er der snedriver. Nu forløber clean-up Australia day over en weekend, så selvfølgelig er der en added bonus indlagt. Et dyk i en anden alpin bjerg sø Lake Jindabyne. Denne gang ikke så afsidesliggende, for søen er skabt ved kunstig opdæmning af Snowy River. I den forbindelse måtte en større by lade livet, folk blev simpelthen bedt om at forlade stedet og fik kompensation for alt, hvad de lod være tilbage. Derfor er den oversvømmede by fyldt med dagligdags ting fra 1960 erne, da Jindabyne var i live. Det er en spooky sag at dykke ned ad et bøjereb, der er forankret til toppen af et dødt pæretræ. Ved træet er der et hegn, som man kan følge til et hus, hvor man igennem vinduet på 18 m vand kan kigge ind til en opredt seng. Hvis man har mod på et lidt længere dyk, så ligger kirken (og kirkegården) for enden af hovedgaden, men ikke alle når så langt, for undervandstiden er ret begrænset under alpine forhold, da risikoen for dykkersyge er forøget i højden. Der er selvfølgelig nærmest uendelige muligheder for fantastisk dykning omkring Australiens km lange kystlinie. Det sydlige tempererede farvand er klart det mindst besøgte, fordi det i sagens natur er mindre varmt og mindre farvestrålende end det tropiske farvand i det nordlige Queensland. Men til gengæld er der ufatteligt meget dyreliv og meget stort dyreliv - sydpå. Jeg ville ikke bytte mit dyk med de store gray nurse hajer i Malua Bay for noget dyk i troperne. Det er en fantastisk oplevelse at ligge på den stenende havbund i en stor tangskov med en stor stime hajer på bunden lige ved siden af. En gray nurse er utrolig fredelig, men kan nemt med sine op til 3 m gøre det ud for en dræberhaj. Closing the circle Australien er fantastisk, primært på grund af sin mangfoldighed. Det er landet, hvor man til tider stadigvæk føler, at man er ude og bryde den sidste grænse på et nybyggerkontinent. Der dukker hele tiden ideer op til nye ture. Næste gang skal vi ned ad verdens mest øde kyststrækning fra Broome til Perth i vest. Da vi spurgte damen i Brooms karakteristiske turistkontor en service som selv den mindste flække har om der var noget spændende sydpå, svarede hun: Well, from here to Port Hedland there is basically about thousand kilometers of NOTHING. Perfekt lige det vi leder efter. Krydret med dykning med hvalhajer på Ningaloo Reef bliver det perfekt, især hvis turen afsluttes med et 4x4 eventyr ad Gunbarrel HWY fra Perth til Alice. Det ville lukke turen rundt om Australien for os (men ikke vores besøg Down Under). Flybilletten er næsten bestilt! Vis verden til dine børn Tekst: Tim Wodskou Redaktion: Ann Kledal Rejs ikke med mindre børn udenfor Europa udtaler en norsk læge i et nyligt interview i Politiken. Den må han længere ud i fjeldet med, mener en stribe berejste, som alle rejser kloden rundt med deres små globetrottere. Få et par tips til at rejse med børn her. I De Berejstes Klub er der efterhånden mange medlemmer, der har hjemmeboende børn. Og med medlemmer, der elsker at fare rundt i verden, betyder det, at når man får børn, går rejserne ikke kun til Mallorca på charterferier med en hel uge på en strand eller ved poolen. Så da jeg og formand Lars Munk syntes, at der manglede et forum for os berejste med børn, besluttede vi at starte en børneundergruppe. Det første møde i børne-undergruppen løb af stablen i september For første gang i klubbens historie (tror jeg) var der en del børn med til mødet. Det foregik hjemme hos os, hvor vi fortalte om vores oplevelser med at rejse med vores søn. Vi fortalte lidt om gode, sjove og vanskelige oplevelser og kom med nogle gode råd, når man rejser med børn. Mange af medlemmerne kunne godt nikke genkendende til flere af oplevelserne og rådene, så det blev en god aften med masser af erfaringsudveksling om det at rejse med børn. Succesen gentog sig i maj 2010, hvor det andet møde blev afholdt i Café Globen - igen med børn. Her blev der fortalt om endnu flere spændende rejseoplevelser med børn rundt omkring i verden, og vi lærte at turen sagtens kan gå til Argentina, rundt i Caribien eller Europa eller med den transsibiriske jernbane sammen med de små globetrottere. Der var flere par med, hvor barnet endnu var i maven, men som ville høre, hvordan man egentlig bærer sig ad. Så lyt ikke til dem der siger, at man ikke kan rejse rundt i verden med rygsæk og børn det kan man sagtens. Men selvfølgelig er det en anden måde at rejse på. For selvom man godt kan rejse de fleste steder hen med de små (eller store) unger, kræver det lige lidt ekstra planlægning og lidt længere tid undervejs det er for eksempel en god ide at tage et par hviledage undervejs. Det er også vigtigt at tage noget legetøj med men ikke for meget, da man kan finde masser af spændende legetøj de fleste steder. Husk også at tænke på tilgængeligheden af bleer, sutter, modermælkserstatning og andre uundværlige remedier. Mht. alder er det faktisk nemmere (og billigere) at rejse med babyer og små børn under to år end større børn, da de er tilfredse bare far og mor er der. De kan også nemmere klare f.eks lange busture end større børn, som hurtigere keder sig 12 timer i en bumle bus. Man har dog nok en tendens til at blive lidt mere luksuriøs, når man rejser med børn. F.eks. er det ikke en god ide at tage det allerbilligste og beskidte hotel uden eget bad. Det gælder også transport, hvor vi mange gange har lejet bil og kørt rundt selv i stedet for at bruge offentlige transportmidler. Det gør tingene lidt nemmere, når man slæber rundt med børn og en masse bagage, og samtidig giver det den fleksibilitet, som børnene har brug for. For flere råd om det at rejse med børn, så tjek artiklen af Erik Futtrup i dette nummer af globen samt artiklen om Anette Sode på berejst.dk. Så til jer medlemmer med børn og jer, der tænker på eller snart venter børn og bekymrer jer for, hvordan det skal gå duk op til næste møde i børneundergruppen, så vi kan fortælle og udveksle erfaringer, om det fantastiske i at vise verden til sine børn og sine børn til verden. For folk i hele verden elsker børn, og det er den bedste måde at bryde isen på - på tværs af sprog- og kulturbarrierer. Min datter nåede at besøge fem kontinenter, inden hun blev to år. Der var et par stykker i familien, som var helt rædselsslagne ved tanken om, at hun skulle ud at flyve, mens hun stadig blev ammet, men sundhedsplejersken sagde, at det var det bedste tidspunkt at rejse på! For så har man jo altid mad ved hånden, og hun skulle bare have en sut ved start og landing. Det passede hun sov hele flyveturen og nød det varme sand og opmærksomheden fra sine forældre. Jacob G. Jørgensen, med i børneundergruppen GLOBEN nr. 44 / Juni

7 1 2 Billede 1: Millioner af brandmænd i grøntsagssuppe i Jellyfish Lake, Palau. Billede 2: Eneko - Vores egen lille stillehavsø - Eneko, Marshall-øerne. Billede 3: Kort over Mikronesien. Nej, børn! Vi kan ikke se tsunamien. Endnu... - Glimt fra en familierejse i Mikronesien Kl. 17:30, Palm Bay Bistro, et sted i Stillehavet. Der har været et jordskælv i Japan, fortæller en forskrækket tjener os. Nå ja, igen. Næste gang hun kommer forbi: En tsunami rammer her kl. 18:30! Lister indenfor hvor de skifter fra CNN og jordskælv til en lokal kanal. Tsunami advarsel - alle i kystområder skal søge mod højere beliggende områder. Vi har lidt mere tid - den rammer præcist 19:25. Tekst og foto: Erik Futtrup Redaktion: Gerner Thomsen Vi har brugt en måneds tid på ø-hopperi i det nordlige Stillehav. Børnene skal starte i skole til sommer, så vi har sparet tid og penge op til en længere tur i vinterhalvåret - en sidste gang inden vi skal til at holde ferie om sommeren. Vi er på Palau, en spytklat på 1000 km øst for Filippinerne. Tidligere på dagen padlede vi rundt i havkajak blandt mange små klippeøer - guidebogen siger: Hvis du har én dag i Mikronesien, så brug den i Palau's Rock Islands. Vi mødte ingen, fandt vores egen små strande, snorklede i vandet - det var drømmeland. Konen mente, at hvis vi skulle nøgenbade bare én gang i vores liv, måtte det være her... Palau's farve er turkis - som vandet og tordenhimmel. Kl. 18:00. Palm Bay Bistro ligger i havnen, og vandet skulper under os. Tænker, om vi ville have hørt om tsunamien, hvis vi var blevet på Carp Island - vores ø - eller hvis den var kommet nogle timer tidligere. Vi skynder os at spise færdig, og halvvejs løber vi med børnene på skuldrene. Vi havde en aftale med et hotel om at kunne tage med deres lufthavnsbus senere i dag. Butikker lukkede ned, og folk hoppede på ladet af pickup-biler for at komme væk. Sirener lyder med jævne mellemrum - gå ind og tænd for radio og tv! Marshall-øerne - Waterworld Vi er så langt ude i intetheden, at det er det mindst besøgte land blandt De Berejstes Klubs medlemmer. Waterworld. Her gælder det om at finde fra hovedøen Majuro til en af de mange andre atoller. Og man skal ikke langt. Til Eneko på den anden side af lagunen, eller nabo-atollen Arno - træd to skridt ud i vandet, og verdensklasse-koraler og dyreliv er lige under dig. Eneko var stedet, hvor vores børn fik øjnene op for den undersøiske verden. Johanne tabte en tand ved at bide hårdt i snorkelen, Anders så sin første 'Nemo'-fisk, og de voksne nød en glimrende australsk Shiraz til pølser og spaghetti. De to købmænd i Majuro har to forskellige rødvine at vælge imellem - om det er held eller forstand, at de har fået en container fra Australien med disse gode valg, har jeg tænkt en del over. Har man ikke lige et ekstra stop til overs på sin jorden-rundt-billet, så spring Majuro over, det er mere en kuriositet end et spændende sted. Mange af stillehavsøerne er fyldt med tunneller lavet af japanerne under anden verdenskrig. Kl. 18:20. Hotel Sea Passion-staben er synligt nervøse, men i det mindste har de fem etager, så de kan komme op i højden. Bussen skal køre om 10 minutter, og det skulle give os tid til at komme til hovedøen, hvor lufthavnen er - inden tsunamien. Venter. Ingen bus. Opdaterede Facebook status: Tsunamien rammer lige her om 63 minutter - time to get out of here... Staben ringede flere gange efter bussen, men gav op og fik kørt deres to mini vans frem. Kosrae - Send flere turister Mark, vores hotelejer fra Tennessee sukker og beklager sig med sydstatsaccent: Continental har lige skåret ned på flyafgangene, så der nu kun kommer to fly i hver retning pr. uge. Øens livline. Kun nogle få lokale og turister står af. Han har øens bedst beliggende restaurant med udsigt over mangroverne og de høje bjerge midt på øen - Kosrae og nabostaten Pohnpei er nemlig alt andet end flade sandbanker - det nordlige Stillehavs Bora Bora - om end det regner her 300 dage om året. Mark laver sunset cruise om torsdagen - han har gerne harpunfisket en gulfinnet tun til Sashimi og ruller sejlene ned i Bully's sørøverskibs-restaurant om mandagen til ugens film på stort lærred. Hver dag er vi nede ved Blue Hole, med god strand, og vi kan svømme 25 meter ud til en dyb forsænkning i vandet med masser af koraler og fisk. Et eller andet sted dernede ligger skeletter fra alle øens fordums konger. Øen har en interessant historie, og der er flere muligheder for andre aktiviteter end dykning og snorkling. Kl. 18:45. Hovedstaden, Koror, er fordelt på tre små øer, og vi skulle over en lang bro for at være sikker. Turen igennem byen gik laaangsomt med de mange biler på vejene nu. Køerne opløses, da mange biler stopper på bakker inde i byen. Børnene er nervøse, men viser det forskelligt. Johanne siger ingenting, men holder hårdt fast i os. Anders snakker som et vandfald. Kan vi snart se tsunamien? Hvordan ser den ud? Er vi snart over broen? Har du noget mælkechokolade? Saipan - Øen med verdens højeste bjerg Vi følger Randy ud i junglen for at se nogle af hans mange fund fra 2. verdenskrig. Randy er US Marshall på Saipan, hovedøen i de Nordlige Marianer. Han bruger alle sine lørdage med sin metaldetektor for at finde gamle ting fra krigen. Børnene synes det er rigtig spændende at følge de stier, han har lavet til nogle af de huler og kanonstillinger, han har fundet i junglen. Han kan også huske, hvor nogle bomber ligger - han finder ofte nye ueksploderede. De lokale og museerne er ligeglade, fortæller han - han har fået at vide, at han skal grave det ned igen, så det kan ruste op. Øen havde nogle meget drabelige slag under krigen, og som på de andre stillehavsøer havde japanerne ordre på ikke at overgive sig, så de døde alle i Banzai-angreb, eller hoppede ud over klipperne i deres sidste bastion helt mod nord - Suicide Cliff. Fra toppen af verdens højeste bjerg - målt fra bunden af Marianergraven, Mt. Tapochau, kan man se hele øen samt til naboøen, Tinian, hvorfra to fly i minuttet lettede med bomber mod Japan i den sidste del af krigen - også atombomberne blev lastet her. Kl. 19:10. Vi krydser broen til hovedøen, og pulsen falder drastisk. Vi er i sikkerhed. En turist, jeg talte med på 3 GLOBEN nr. 44 / Juni

8 vej til øen, siger, at på hans hotel 'havde de en plan' - han kunne bare ikke få at vide, hvad den gik ud på... Alle turister sad i hotellets restaurant ned til vandet. Omsætningen var mere vigtig end en evt. tsunami det sted. Kl. 19:25. Tsunami rammer Palau. Måske. Tema Medlemmernes yndlingssteder Den imponerende mayaruin Palenque i Mexico blev udforsket af den danske mayaarkæolog Frans Blom i midten af 20 erne. Vandmænd på Palau Facebook status: Vi har lige brugt 2000 kr. på at komme ud og se vandmænd - én kommenterer, at næste gang vi får lyst til det, vil han gerne vise mig Kastrup lystbådehavn, og noget med, om vi ikke havde spist en sammen en gang? Men det er nok den bedste dag på vores jorden-rundt-rejse. På Palau findes der fem små søer på Eil Malk-øen. Jellyfish Lake er den mest kendte, hvor der er millioner af brandmænd, som er 'virtually stingless' - de brænder næsten ikke. Og det er rigtig nok. Orange væsner i hobetal der følger solen i det grønne vand, bevæger sig ned til bunden for at hente næring til alger, der lever i deres krop, og op til overfladen for at få lys. Både vi og børnene er tryllebundne, det er magisk. Børn må gerne komme med, og da brandmændene er 300 meter ude i søen, er de med på slæb. Man skal også over et lidt ufremkommeligt koralbjerg for at komme til søen, så fire år er nok undergrænsen. Efter denne oplevelse, er der flere flotte snorkelstop. Det er ikke overraskende, at Palau topper alle lister over undervandsdestinationer. Vi elsker vand, og Palau og de andre øer i Mikronesien er blevet vores yndlingssted for vand, strand og snorkling. Tsunami over & out Tsunamien ramte ikke Palau denne gang. Den bevægede sig mod øst. Men advarslerne fungerede på de fleste stillehavsøer. Fra vores næste destination, Sydkorea, kunne vi på TV se, hvordan Minamisanriku blev den nye Khao Lak-historie. Anders fik sin tsunami at se heldigvis på afstand. Billede 1: Kosrae - the land of the sleeping lady. Billede 2: Solnedgang på Majuro - nogle få sejlbåde på vej over Stillehavet ankrer op i lagunen. Praktiske oplysninger Rejse i det nordlige Stillehav Du kommer ikke uden om Continental Airlines - de har nærmest monopol, og priserne er derefter. Guam er deres hub. Vi købte en jorden-rundt-billet via Star Alliance - på deres hjemmeside kan man planlægge sin drømmetur og komme ud i afkrogene af verdenen. 15 stop koster ca kr. for en voksen. Skal man kun til Palau, er det 'billigste' at tage til Manila og med Continental derfra, eller med Delta Airlines fra Tokyo. Regn med ca kr. fra Danmark. Jeg har kun set ét samlet opdateret rutenet for Stillehavet - FAQ om Stillehavet på Lonely Planet s Thorntree: I øvrigt er Thorntree det bedste sted at søge opdateret info om Mikronesien. Huskeliste til børnefamilier, Stillehavet Følgende var de vigtigste ting, vi havde med til børnene: Portabel DVDafspiller og Nintendo til rejserne og en regnvejrsdag. Vær opmærksom på, at Nintendo-opladeren fra Danmark kun kører på 220 Volt, så bestil en universal på Amazon.com inden afrejse. Flamingo badevinger og maske/snorkel der passer. Evt. svømmefødder. Kamera der kan bruges over/under vandet, og som børnene må bruge. Vi havde våddragter (shorty) med til børnene, men brugte dem kun én gang. 1 2 Mine favoritrejsemål ligger spredt rundt i mange forskellige hjørner af verden, og jeg har flere drømmedestinationer, men mit absolutte yndlingsområde er Latinamerika. Helt fra den allerførste gang jeg satte mine ben i Sydamerika i 1997, har jeg oplevet kontinentet som magisk og fyldt med eventyr. Jeg bliver ved med at vende tilbage til latinoerne, senest på min rejse til Mexico i vinteren Og i forbindelse med denne tur syntes tingene at gå op i en højere enhed, da jeg bor på den afdøde danske mayaarkæolog Frans Bloms researchcenter Na Bolom i byen San Cristóbal de Las Casas. Siden jeg var i Argentina og Chile for første gang, har jeg været solgt til Latinamerika. Det var ganske enkelt kærlighed ved første blik, og jeg har lige siden følt den samme intense stemning af at komme hjem, hver gang jeg har været der. I starten var det mest Sydamerika og inkakulturen, der trak, men efterhånden begyndte der at snige sig bøger om Mayaerne og Aztekerne ind En mayapiges bekendelser på boghylderne hjemme i min stue. Jeg tog tilløb til Mexico og Mellemamerika i lang tid, men i 2007 skulle det være, så jeg lagde hårdt ud med en flere måneder lang rejse fra Mexico og hele vejen ned til Panama. Igen var jeg aldeles betaget. Mexico er ét stort outdoor-museum af ældgammelt ruinguf fra glemte tider, så det stod hurtigt klart for mig, at jeg var nødt til at derover igen. Som sagt har jeg mange favoritsteder, og det kommer vel helt an på hvilke interesser man har. Men når man som jeg er bidt af kulturhistorie, arkæologi og har en anelse trang til Indiana Jones, jamen så er Mexico jo ganske enkelt en sand slikbutik. I vinteren 2007 er jeg kommet hjem fra en jordomrejse og bor midlertidigt på City Sleep Inn i Århus. En dag forvilder jeg mig på det årlige bogudsalg. I samme åndedrag er det vist på sin plads at indskyde, at jeg er mindst ligeså tosset med bøger - især gamle antikvariske - som jeg er med at rejse. Så plastikposen er revnefærdig, da jeg Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen Redaktion: Jytte Kristensen vender hjem til mit beskedne hummer bestående af etageseng og et stålskab. Blandt de mange tilbud er jeg faldet over Fra Jaguarens hus en beretning om mayaforskeren Frans Blom. Hmm spekulerer jeg hvem er denne mand? mens jeg bladrede bogen igennem og får øje på sorthvide fotografier af en moden herre med fuldskæg, der aftegner sirlige skitser af mayarelieffer. Jeg har aldrig hørt om Frans Blom, og nysgerrigheden bliver straks vakt. For hvad laver en dansker lige i Mexico tilbage i 20 erne? Efterhånden som jeg begynder at sætte mig ind i emnet, bliver historien mere og mere fængslende. Så det går hverken værre eller bedre, end at jeg få dage senere køber en billet til Cancun med afrejse i oktober Et fuldkomment crazy og spontant påhit, men nu skal jeg til Mexico! Koste hvad det vil! Trang til arkæologi og antikvariater Jeg har læst og gået op i gammelt historisk litteratur, ligeså længe jeg kan huske. I tredje klasse skrev jeg i 14 GLOBEN nr. 44 / Juni 2011 GLOBEN nr. 44 / Juni

9 1 2 3 Billede 1: To af Frans Bloms mest kendte bogudgivelser. I de store skove breve fra Mexiko fra 1923 udkom i Danmark i 2010 som genoptryk. 4 alle venindernes poesibøger, at jeg ville være arkæolog, når jeg blev voksen så trangen til gamle ruiner og antikke skrifter er ikke noget nyt. Det har altid draget mig. Utallige er de antikvariater, jeg har snuset rundt i både i Danmark og i udlandet, og altid er jeg kommet slæbende derfra med stakkevis af bøger. Især er det Thor Heyerdahl og ældre dansk rejselitteratur fra 1940 til 60 erne, der fylder mine boghylder. Dengang Jørgen Bitsch kæmpede med Anakonda slanger i Amazonas, og Åge Krarup Nielsen berettede om Mads Lange på Bali. Det var tiden med uudforskede områder på verdenskortet, og jeg har altid fundet det yderst interessant at forske i, hvorfor danskere i sin tid vendte blikket ud mod verden og forlod fædrelandet. Hvad drev dem? Eventyrlyst? Flugt? Ulykkelig kærlighed? Hvad fandt de på deres vej og sidst men ikke mindst fandt de det de søgte? Det er netop de tanker, der popper op i hovedet på mig den vinterdag i marts 2007, hvor jeg står med Frans Blom bogen i hånden. For hvad var det lige, der drog denne unge knægt over til mayaerne? På min første rejse i Mexico, når jeg kun et fåtal af de historiske ruinkomplekser, som jeg har planlagt og pludselig rapporteres der om voldsomme oversvømmelser i Chiapas. Det tvinger mig til at droppe planerne om at udforske den gamle danskers færden i det latinamerikanske eller rettere drømmen bliver udsat et par år - indtil sidste vinter. Her gennemrejser jeg igen store dele af Mexico, fra Baja California i nord til Guatemalas grænse i øst, og nu begynder det for alvor at pirre en arkæologi- og litteraturfreak som mig. Tiden går med at søge på nettet efter info om Frans Blom og hans arbejde. For det går efterhånden op for mig, at Danmark virkelig har haft en legende inden for mayaforskningen. Han bliver i den grad pioner inden for arkæologien på mexicansk jord, og hans arbejde har stadig stor betydning den dag i dag. Den fandenivoldske grossérsøn Det stod næppe skrevet i stjernerne, at Frans Blom skulle ende som en af de mest fremtrædende mayaforskere og opdagelsesrejsende nogensinde i Mexicos historie. Han var en velbegavet ung grosserersøn fra København, der i begyndelsen af det forrige århundrede tilsyneladende havde svært ved at finde sin rette hylde i tilværelsen. Historien om den unge dansker er ganske usædvanlig, og ja man fristes næsten til at sige, at der er tale om en skæbnesvanger indgriben. Tilbage i 1919 er størsteparten af Mexico stadig uudforsket, og især den enorme jungle i øst er ukendt territorium. Landet oser af revolutioner og rebeller, så man kan spørge sig selv: Hvad får en nydelig ung mand fra det bedre borgerskab i Københavns pænere kvarterer til at ende op i Mexico af alle steder? Og hvordan bærer han sig ad med at blive en af de sidste store opdagelsesrejsende og en højt anerkendt arkæolog med speciale i et verdens mest avancerede højcivilisationer? Grunden til at jeg sætter mig så grundigt ind i historien om Frans Blom er, at jeg har fået en forhåndsaftale med Weekendavisen om at skrive en artikel, da en genoptrykning af hans første bog I de store skove - breve fra Mexiko fra 1923, netop på det tidspunkt er udkommet i Danmark. Jeg har året forinden søgt ind på Danmarks Journalisthøjskole i Århus og gør alt for Billede 2: Et gammelt fotografi af Frans Blom der studerer en maya-figur i det smukke og stemningsfyldte bibliotek. Billede 3: Jeg faldt straks for den spanske kolonistil og charme på Na Bolom og flyttede snart ind på stedet for at skrive og fordybe mig. Billede 4: Et relief af mayaherskeren Kong Hanab Pacal, hvis gravkammer Frans Blom overså under udgravningen af Palenque. at få skrevet og publiceret så meget som muligt. Så jeg går grundigt til værks i min research og snuser rundt i alt, hvad der kan gøre artiklen mest mulig troværdig og skarpvinklet. Efter at havde brugt tid på at studere mayaruinerne Palenque og Toniná rejser jeg videre til byen San Cristóbal de Las Casas. Her havde Frans Blom sit domæne sammen med sin schweiziskfødte hustru Gertrude Duby, også kaldet Trudy. Først bor jeg på hostel og tager på en rundvisning på Na Bolom, som deres hus hedder, men bliver så grebet af ånden fra kolonitiden blandt de gule søjler, at jeg simpelthen flytter ind. Gennem stedets manager får jeg en aftale i stand om rabat på overnatningen, fordi jeg er journalist og skriver på en artikel om Frans Blom. Nu kan jeg for alvor begynde at fordybe mig i researchen og samtidig nyde processen i inspirerende omgivelser. Som ung gennemfører Frans Blom med nød og næppe sit studie i Kunsthistorie ved Københavns Universitet, men herefter opgiver han studierne og har svært ved at finde sig tilrette med både arbejde og studier. Faderen er ved at opgive knægten, og vælger til sidst at sende ham til Mexico på en enkeltbillet. I sig selv lidt af en risiko at tage med de tilstande der hersker på det tidspunkt i det latinamerikanske land. Men Frans får arbejde som ekspeditionsleder til ukendte oliekilder i de uvejsomme bjerge i de østlige stater Tabasco og Chiapas. I den forbindelse finder han endelig frem til sin brændende passion og mission i livet nemlig udforskning af mayakulturen. I den store ensomme jungle og Mexicos øde bjergområder, støder han på deres imponerende bygningsværker, og her bliver kimen til hans fremtid lagt. Han finder sin rette hylde ude i skovene og kommer til at rejse over store dele af landet, og i starten er hans eneste kvalifikationer eventyrlyst, fandenivoldskhed og gå-på-mod. Men efterhånden får flere fremtrædende personer øje på den unge danskers talenter og ildhu, og det får dem til at trække i trådene. Frans bliver tilbudt et fem mdrs. meritkursus på Harvard universitetet i USA, og her er han i praktik i ørkenruinen Pueblo Bonito i Chaco Canyon i det nordvestlige New Mexico, hvor han afdækker et stort antal skeletter, lerkar og turkissmykker. Allerede som nyuddannet arkæolog kommer han i høj grad til at bidrage til forståelsen af Mexicos historie og forskningen i mayaarkæologi. Litteraturskatte og gamle ruiner Na Bolom er i dag stadig et offentligt tilgængeligt forskningscenter inden for mayakulturen, og huset drives helt i samme ånd som da Frans Blom og Trudy stiftede det i De nærede begge et stort ønske om at oprette et maya-researchcenter og bibliotek, der kunne forene ideen om tværfagligt udforskning af det gamle kulturfolk. 16 GLOBEN nr. 44 / Juni 2011 GLOBEN nr. 44 / Juni

10 Fuldkommen opslugt tilbringer jeg timer i biblioteket med at tage notater, læse, fotografere og lave filmoptagelser. Hver dag studerer jeg adskillige bøger, der er rent kræs for kendere, og biblioteket er i sig selv et både charmerende historisk og meget æstetisk sted. Flere af parrets fælles værker er at finde på hylderne i det gamle bibliotek, der har til huse i den ene fløj af den firlængede hacienda. Stilfuldt indrettet med pejs, rustikke stole i ædeltræ og bogreoler med glaslåger fra øverst til nederst. Man føler sig hensat til eventyrernes klub i New York, og hovedpersonen var da netop også medlem af denne eksklusive skare. Det vidner et gammelt diplom i hans arbejdsværelse om. For mig er det som om, at tingene går op i en højere enhed i Frans Bloms stemningsfulde hjem. Jeg slentrer rundt og snuser til bøgernes aldrende læderindbinding og finder den ene litteraturskat efter den anden. Og stor er begejstringen, da jeg pludselig står med en førsteudgave af hans første udgivelse i hænderne. Dateret med fyldepen i 1945 og godt slidt og præget af patina. Det er stort! Her fristes jeg til at bruge en gammel traver af en kliché som historiens vingesus men det er helt igennem som et touch fra en for længst svunden æra. Med en saglig rislen ned ad ryggen kærtegner jeg dette skrøbelige kuriosum og føler næsten, at jeg kan se det hele for mig, når jeg lukker øjnene. I over 40 år udforsker Frans Blom størsteparten af ruinbyerne i det østlige Mexico og Guatemala. Han bidrager til forskningen med talrige forelæsninger, udstillinger og filmforevisninger på universiteter og museer både i Mexico, USA og Danmark. Som senere afdelingschef ved Tulane universitetet i New Orleans udgraver han adskillige mayaruiner. Bl.a. får han til opgave at opmåle og undersøge Inskriptionernes Tempel i Palenque, men er ikke heldig at finde Kong Pakals grav, som først opspores i 1949 af arkæologen Alberto Ruz Lhuillier. Palenque, som i dag er en af de mest kendte mayaruiner i Mexico, bliver opdaget under en af Frans Bloms mange ekspeditioner. Overgroet, næsten forvitret og grundigt gemt af vejen langt inde i junglen, står den kolossale ruin som et symbol på mayaernes magt og håndværksmæssige kunnen. Vegetationen strækker sig i det uendelige, og de gamle mure er næsten forsvundet under tætte regnskovsvækster, men det majestætiske fornægter sig ikke. De langvarige og omfattede ekspeditioner til ruinkomplekserne foregår på muldyrryg med feltudstyr og under primitive forhold. Der startes som oftest i udkanten af junglen, hvorfra gruppen langsomt baner sig vej med macheter gennem den tætte hede jungle og stærkt kuperede terræn. Ingen tvivl om at københavnerdrengen får eventyr for alle pengene. Ramt af Na Bolom-feberen En af Frans Bloms utallige ekspeditioner munder ud i hans nok mest berømte bogudgivelse Tribes and Temples. Her dokumenterer han specielle religiøse ceremonier og ofringsmetoder hos de såkaldte Lacandon-indianere, som er en speciel gruppe af mayaerne. Denne indianergruppe bliver også hans nære venner, og snart bliver han en ivrig forkæmper for stammens rettigheder i Chiapas. Hans meget omfattende forfatterskab får også stor betydning for forskningen og for udbredelsen af kendskabet til netop Lacandonerne. Selv i dag lever hele dette koncept videre på Na Bolom. Jeg har ikke været der i ret mange dage, da jeg falder i snak med Angela, der har lejet et lille værelse nede i byen. Hun er nemlig faldet pladask for disse indianere på en tur, som hun har været med på sammen med folk fra Na Bolom. Hun bor normalt i Florida, men har lige solgt sit hus der, overlevet en kræftsygdom og har nu besluttet sig for at hellige sig arbejdet med at bevare indianernes unikke traditioner. Angela er en utrolig ildsjæl, og jeg bliver hurtigt indlemmet i en lille gruppe af Lacandonindianerentusiaster. En af dem, en schweizisk læge fra Zürich, fremviser en gammel dokumentarfilm om Trudy. Den er lavet af en ung filminstruktør tilbage i 1980 erne og viser Frans Bloms seje hustru på muldyrryg gennem lianer og junglekrat. Jeg må indrømme, at jeg på kort tid bliver smittet af Na Bolom-feberen. Angela og jeg går i gang med at samle en gruppe til en ny tur ud til Lacandonindianerne, men desværre bliver det aldrig til noget. Det tager lang tid at samle en gruppe, og min hjemrejsedato nærmer sig desværre hastigt. I stedet tager vi ud på den lokale kirkegård og ser Frans og Trudys gravsted, og jeg nyder at have tid til fordybelse. Jeg er på flere researchture i byens omegn, studerer mayakalenderen, køber bøger om Lacandonerne og hygger mig på det lokale markede blandt indianerkvinder i farvestrålende dragter. Historien om Frans Blom ender tragisk i 1963, hvor han dør alt for ung. Den fandenivoldske eventyrer fra det lille land i Skandinavien begynder forholdsvist tidligt i sin ellers så strålende karriere - at slå sig på flasken. En trist afslutning på en beretning om en ellers stor og bemærkelsesværdig personlighed, der i høj grad fik sig skrevet ind i historiebøgerne. I dag lever han dog stadig videre i ånden på Na Bolom, såvel som i resten af Mexicos arkæologi med sine mange bidrag til historien om en af verdens sidste store højcivilisationer. Mens jeg bor på Na Bolom laver jeg et interwiev med hans plejebarn Doña Beti, som er villig til at fortælle førstehåndsoplevelser om den danske mayaforsker. Jeg laver interviewet til artiklen til Weekendavisen, men desværre kom den ikke i avisen på det tidspunkt. Men der sker hele tiden noget nyt, og i dag er jeg blevet journaliststuderende og i fremtiden kan jeg sagtens finde på at tage til San Cristóbal igen og indsamle mere data. Mayakulturen er utrolig omfattende og jeg har kun ridset lidt i overfladen, så der bliver sikkert meget mere at skrive om som uddannet journalist. Og det skulle ikke undre mig, om jeg ender op ude i junglen hos Lacandon-indianerne sammen med Angela måske medbringende et filmhold man ved aldrig! San Cristóbal de Las Casas har i hvert fald gjort sit til at være blevet et af mine absolutte favoritrejsemål. Harleytur på Main street of America - Route 66 i billeder Foto: Ib Stejlborg 18 GLOBEN nr. 44 / Juni 2011

11 Tema Medlemmernes yndlingssteder Det smukkeste sted jeg har været Efter et par besværlige dage og et dårligt førstehåndsindtryk, forelskede jeg mig i Bolivias smukke og varierede natur. Tekst og foto: Charlotte Jørgensen Redaktion: Ann Kledal Det var min første tur til Bolivia, og jeg havde ærlig talt ikke de store forventninger. På min venindes og min rundrejse i Sydamerika, var vi nu efter 17 timers bustur gennem Argentina ankommet til Bolivias grænse. Som ventet, var jeg mildest talt ikke begejstret. Jeg var træt efter den lange bustur, klokken var 6 om morgenen, der var ingen til at betjene grænseovergangen, alt så snusket ud, det var hundekoldt og lignede en ørken. Hvorfor var det så koldt? Vi var jo i Sydamerika! Jeg blev nødt til at pakke mig ind i et tæppe, mens nogle lokale drenge tog billeder af mig med deres telefoner. Omsider kom der nogen, og vi kunne krydse grænsen uden problemer. Vi skulle endnu engang køre med bus, men denne gang kun to timer. Der var alt for mange mennesker med, og bussen var i en forfærdelig forfatning. Da vi begyndte at køre, rystede bussen så meget, at det gjorde ondt, og vinduerne lød som om, de var ved at falde ud. Desuden var det koldt, fordi det trak fra vinduerne og støvet slap også ind. Hvordan kunne nogen af de andre passagerer sove under disse forhold, tænkte jeg, men pludselig overmandede søvnen alligevel også mig. Strandet i landsby Da vi nåede endestationen i en lille bjerglandsby, var det meningen, at vi straks skulle videre til Uyuni, men vi ankom kl. 10, og alle busserne til Uyuni afgik også kl. 10, så vi stod frustrerede og vinkede farvel til vores videre transport! Sydamerikansk timing! Efter lidt udspørgen fandt vi ud af, at der også var et tog til Uyuni kl. 19. Vi slæbte vores bagage gennem byens stejle gader til stationen, kun for at finde ud af at alle pladser på toget var optaget! Vi følte hele vores tidsplan skride og fanget i en lille by langt fra alting. Så vi besluttede at tage en overnatning og sunde os lidt. Vi fandt et hotel, og dér havde vi heldet med os. Vi fandt nemlig ud af, at vi dagen efter kunne tage på en 4 dages jeeptur ud i landet. Efter den beslutning kunne vi slappe af og se nærmere på den lille by, som faktisk viste sig at være rigtig hyggelig og have et fantastisk landskab, som vi udforskede på hesteryg. På jeeptur Næste dag mødtes vi med resten af vores jeephold, som bestod af vores guide, kok og et engelsk par. Vi startede ud i et smukt ørken bjerglandskab, og da der ikke var nogen byer, var vi glade for at vi fulgtes med nogle andre jeeps, hvis vores skulle få problemer. Vi kom forbi flokke af lamaer og i baggrunden kunne vi se sneklædte bjerge. Desværre blev nydelsen lidt begrænset, da jeg fik hovedpine og næseblod pga. højden. Men med et par piller kunne jeg lidt igen, trods det at vi nåede op i næsten 5 km. Temmelig sent om aftenen kom vi til en bygning for enden af et bjerg, hvor vi skulle overnatte, og det føltes meget mærkeligt pludselig at komme til en beboelse, når man havde kørt så længe uden at møde en levende sjæl. Termiske bade, laguner og gejsere Den næste dag ville bilen ikke starte, så vi måtte vente på, at antifrost-væsken gjorde sit arbejde, og at chaufføren fik brugt al sin mekanikersnilde. Da bilen var klar, kørte vi igen ud i det ujævne terræn, og min krop føltes godt mørbanket efter at være blevet rystet så meget rundt. Vi kørte forbi flere lamaer og en del laguner med flamingoer. Da vi endelig stoppede, var vi dødsultne, for det var 8 timer siden, vi havde fået morgenmad, men igen som dagen før fremtryllede vores kok en lækker frokost. Det er altid mærkeligt at få et veltilberedt måltid ude midt i ingenting. Vi var stoppet ved nogle termiske bade, så efter maden hoppede vi i det 30 grader varme vand. Det var fantastisk at mærke varmen efter at have frosset i så lang tid, og sikken en udsigt! Man kunne se ud over en lagune med bjerge i baggrunden. Vi kørte videre og gjorde holdt ved lagunen, der var grøn pga. sit turkise vand. Og bagved rejste en næsten 6 km høj vulkan sig. Hvilket syn! Derefter kom vi til nogle gejsere. Det var store huller med damp og nogle steder kunne man se det 150 grader varme vand skvulpe. Vores logi for natten, var igen en bygning midt i ingenting. Laguna Colorado Næste dag kørte vi til Laguna Colorado. Selv om vi havde set mange smukke laguner på vores vej, var ingen så smuk som denne. Der voksede en algeart i lagunen, der gjorde vandeat helt rødt, den var kæmpestor og der levede i tusindvis af flamingoer i den. Mange billeder senere kørte vi videre, og trods de mange smukke scenarier var jeg efterhånden glad for at vores tur snart var slut. Det var hårdt at blive rystet rundt hele tiden, og selv om ørkenen og bjergene var flotte, blev det en smule ensformigt efter 3 dage. Og så var der meget langt mellem de steder, vi skulle se. Solopgang ved Salar del Uyuni På vores fjerde og sidste dag skulle vi køre kl. 5 om morgenen, da vi skulle se solopgangen ved en saltsø. Vi kørte ret stærkt, fordi vi var kommet lidt sent af sted, og en del af mig tænkte: Ja ja, det er jo bare en solopgang, det har jeg jo set før og anden del af mig hoppede op og ned i sædet af spænding, for hvordan så mon en saltsø ud? Vi nåede udkanten af saltsøen lige som man kunne skimte lidt farve på himmelen, og vi satte farten helt ned. Pga. regntiden lå der ca cm vand oven på saltet. Der var helt stille, på nær den dæmpede lyd af vandet, som slog mod hjulene, når vi langsomt kørte fremad. Der var meget fladt og så lå der små salttoppe i grupper på vandet. De lå som små, mørke trekanter, mens vandet omkring dem afspejlede himmelens orange farver. Hvilket syn! Da solen var stået op, gjorde vi holdt et sted, hvor vandet kun lå i små pytter og vi derfor kunne gå rundt på saltet og tage det nærmere i øjesyn. Der var hvidt på jorden så langt øjet rakte, og der var åbenbart en uskreven regel om, at man var legebørn her og tog en masse fjollede billeder, så det brugte vi en del tid på. At gå på et stykke af himmelen Da vi havde fået morgenmad, kørte vi igen ind over saltet, der hvor det var dækket af vand. Den skyfri himmel spejlede sig i vandets overflade og gjorde at jord og himmel gik i et. De andre jeeps så ud som om de hang i en usynlig snor og kun var omgivet af himmel. Jeg havde aldrig set noget så smukt og specielt i hele mit liv. Det så så indbydende ud at jeg smed strømper og sko for at gå på et stykke af himmelen. Det var så iskoldt, at jeg troede, mine tæer ville fryse af, men jeg elskede tanken af mig selv indhyllet i et rødt sjal og fuldstændig omgivet af lyseblåt. Det var den stikkende smerte i tæerne værd. Nu var jeg glad for at jeg havde udholdt 4 dage i jeep gennem øde landskaber, mens jeg frøs og blev rystet godt igennem, så jeg kunne få lov til at se himmelen spejle sig i vandet i saltsøen. Ved frokosttid var vores 4 dages tur forbi og mit negative syn på Bolivia helt forandret. Og det blev kun endnu bedre, da vi kom til Amazonas. Men det er en helt anden historie.