MELLEM ØST INFORMA- TION. Månedsoversigt. Fredsaftalens indhold. Temanummer: Israel og palæstinenserne. Af Lars Erslev Andersen

Transkript

1 INFORMA- Nr årgang TION ISSN Temanummer: Israel og palæstinenserne Fredsaftalens indhold 1 Af Lars Erslev Andersen Intet Palæstina uden den nye verdensorden! 4 Af Lone Sandholdt Jacobsen Fredsaftalen set i et økonomisk bakspej l 7 Af Charlotte Wien PLO fra nekrolog til gennembrud 9 Af Torben Rugberg Rasmussen "Eretz Yisrael er i fare" - israelsk opposition mod fredsaftalen 12 Af Helle Brade Kreipke Naturen og freden - vandproblemer i Gaza 15 Af Martin Hvidt Redaktionelt Redaktion: Lars Erslev Andersen, Martin Hvidt, Helle Brade Kreipke, Søren Mørch, Mehmet Ümit Necef, Helle Lykke Nielsen, Torben Rugberg Rasmussen og Charlotte Wien (ansvarshavende). Redaktionen afsluttet 1. oktober Udsendt til abonnenterne 4. oktober Næste nummer udsendes 1. november Årsabonnement kr inkl. to bogudgivelser. Løssalg kr. 60. Mellemøst-information,, Campusvej 55, 5230 Odense M, tlf , lokal Citater tilladt med kildeangivelse. Gengivelse af hele artikler kræver aftale med Mellemøst-Information. Fredsaftalens indhold Af Lars Erslev Andersen Fredag d. 10. kl byder premierminister Yitzhak Rabin den norske udenrigsminister Holst og hans israelske kollega Peres velkommen på sit kontor i Jerusalem. Anledningen er et brev, Holst medbringer fra PLO-lederen Yasser Arafat, som er resultat af de hemmelige forhandlinger mellem PLOs ledelse og den israelske regering, der har fundet sted siden sensommeren I dette brev anerkender PLO Israels ret til eksistens i fred og sikkerhed og accepterer FN-resolutionerne 242 og 338. Arafat skriver videre i brevet: PLO fornægter brugen af terrorisme og andre voldshandlinger og overtager ansvaret for alle PLO afdelinger og personer med henblik på deres indvilligelse heri. Indholdet i dette brev er i sig selv ikke overraskende, idet PLO allerede på et møde i den Arabiske Liga i november 1988 i Algier havde talt om palæstinensernes og Israels gensidige anerkendelse for retten til fred og sikkerhed. Tilsvarende har det været helt afgørende for PLO at blive anerkendt som palæstinensernes legitime repræsentation og følgelig som dem, der sad ved forhandlingsbordet i fredsforhandlingerne efter Golfkrigen. Det enestående ved mødet på Rabins kontor er, at brevet afleveres på baggrund af direkte forhandlinger mellem Israel og PLO, samt at det følges op af et svar fra Rabin dateret d. 9. og stilet til Arafat, hvori det hedder, at Israels regering har besluttet at anerkende PLO som det palæstinensiske folks repræsentant og at begynde forhandlinger med PLO i Mellemøst fredsprocessen. Det er disse linier, der er det historiske i denne sag, og som førte til det berømte håndtryk på plænen foran Det Hvide Hus nogle dage senere. Det er den gensidige anerkendelse og navnlig Israels anerkendelse af PLO, som er den helt enestående begivenhed i denne sag. Bortset fra

2 2 den faktiske underskrivelse af aftalen er indholdet i den ikke overraskende - i det mindste ikke set fra et israelsk synspunkt. Det, israelerne skriver under på, er faktisk overvejelser, som de har haft fremme i forbindelse med de officielle forhandlinger, men som blev afvist af palæstinensernes officielle forhandlingsdelegation. Arafats strategi har antagelig været at lade de palæstinensiske repræsentanter skrue kravene op i de officielle forhandlinger og dermed sende tegn til Israel om, at det er langt lettere at føre direkte forhandlinger med PLO. Denne strategi er lykkedes, og det er PLOs sejr - eller i det mindste den fløj af PLO, som Arafat repræsenterer. Og det er utvivlsomt også anerkendelsen af PLO, som har været den bitreste pille at sluge for israelerne. For de arabiske lande er det PLOs enegang, hvor navnlig Syrien med rette kan føle sig noget sat til side. Udover anerkendelsen af PLO, hvad får palæstinenserne så ud af aftalen? Er de - som de selv siger - nu på vej mod en selvstændig palæstinensisk stat? En gennemgang af den aftale, der blev underskrevet i Was hington vil vise, at den i sig selv ikke giver grundlag for dannelsen af en selvstændig stat. Aftalen Aftalen består af en Erklæring om principper, 4 annekser til erklæringen og en forhand lingsprotokol. Interessen har selvsagt samlet sig om principerklæringen, der indledes med en målsætning: Målet for de israelsk-palæstinensiske forhandlinger i den løbende Mellemøst fredsproces er bl.a. at etablere en midlertidig palæstinensisk selvstyreautoritet, en valgt råds forsamling (council) for det palæstinensiske folk på Vestbredden og i Gazastriben i en overgangsperiode, der ikke overskrider 5 år, og som fører til en permanent ordning baseret på Sikker hedsrådets resolutioner 242 og 338. Målet er altså for såvel den midlertidige som den permanente ordning en aftale, der omfatter Gaza og hele Vestbredden. Grundlaget for forhandlingerne er resolution 242 og blev vedtaget d. 22. november 1967 som resultat af Seks dagskrigen, hvor det lykkedes Israel at erobre Vestbredden med Jerusalem, Sinaihalvøen, Gaza og Golanhøjderne, og rummer i princippet 3 krav: Israels tilbagetrækning af væbnede styrker fra områder besat i den seneste konflikt, arabisk anerkendelse af staten Israel og en retfærdig løsning på det palæstinensiske flygtninge problem. Resolution 338, der blev vedtaget d. 22. oktober 1973 som følge af Oktober krigen er i hovedsagen en gentagelse af har, såvel palæstinensere som israelere erklæret sig enige i den, været et stærkt omdiskuteret nøglepunkt i Palæstinakonflikten. For det første er den upræcis, hvad angår termen besatte områder, der ikke defineres, men i den engelske version kun omtales i ubestemt form. For det andet har israelerne insisteret på, at militær tilbagetrækning først kunne finde sted efter indgåelse af en fredsaftale, hvorimod palæstinenserne så tilbagetrækning som en betingelse for fred. Med principerklæringen har palæstinenserne bøjet af på deres krav, idet den indebærer forsoning og ophør af væbnet konflikt før israelsk militær tilbagetrækning. Efter formuleringen af målet - en permanent ordning - fastslår erklæringen hvilke hovedpunkter, der er opnået enighed om angående den midlertidige ordning, der strækker sig over maksimalt 5 år. Hovedpunkterne er her: 1. Demokrati Palæstinensisk selvstyre baseret på frie demokratiske valg. Det er målet, at et valg skal finde sted senest 9 måneder efter Principerklæringens ikrafttrædelse, hvilket vil sige senest juni 1994, idet erklæringen træder i kraft 1 måned efter dens underskrivelse. Organiseringen af valget, valgsystem, principper for regulering af valgkampen samt international observation af det etc. skal nærmere fastlægges gennem forhandlinger mellem israelere og palæstinensere. Palæstin ensere bosiddende i Jerusalem har ret til at deltage i valget, ligesom palæstinensiske flygtninge registreret efter d. 4. juni 1967 skal have mulighed for at vende tilbage og deltage i valget. Retningslinier herfor skal udarbejdes af en ko mite med repræsentanter fra Jordan, Israel, Egypten og palæstinensere. Indtil valget har fundet sted varetages selvstyret af et midlertidigt palæstinensisk råd. 2. Sikkerhed og jurisdiktion Selvstyrets jurisdiktion omfatter alene civile spørgsmål. Statslige sikkerhedsspørgsmål såsom overvågningen af grænserne mellem Gaza og Egypten og mellem

3 3 Jordan og Vestbredden varetages af israelsk militær, ligesom israelerne ifølge aftalen også står som garanti for af de israelske bosætteres sikkerhed. Israelsk militær tilbagetrækning omtales dels som withdrawal (tilbagetrækning), dels som redeployment (omgrupperering) og diskussionen mellem palæstinensere og israelere om, hvad redeployment indebærer, er allerede startet. Under alle omstændigheder har israelsk militær fuld frihed til at benytte veje og anden infrastruktur i de palæstinensiske områder, ligesom civile israelske borgere har ret til det. Dette indebærer, at hverken israelske bosættere, borgere eller militær er omfattet af selvstyrets jurisdiktion. Offentlig ro og orden skal derimod varetages af et palæstinensisk politikorps, som består af politiofficerer rekrutteret blandt lokale eller udefra, for så vidt de er i besiddelse af jordansk pas eller dokumenter udstedt af de egyptiske myndigheder. I takt med israelsk tilbagetrækning overdrages myndigheden over uddannelse og kultur, sundhed, socialvæsen, beskatning og turisme til de palæstinensiske autoriteter. 3. Økonomi og udvikling Der etableres en Palæstinensisk Udviklings bank, ligesom palæstinenserne har tilladelse til at genopbygge Gazas havn og i samarbejde med israelerne etablere kontrol med vand, elektricitet, miljø og eksport. Den økonomiske rammeaftale, som principerklæringen indeholder, betyder et meget nært samarbejde mellem israelerne og palæstinenserne på alle væsentlige økonomiske områder. Det skal ske via et økonomisk råd og på længere sigt i et nært samarbejde mellem Egypten og Jordan, der også skal inddrages i en ordning af det palæstinensiske flygtninge problem. Endelig fastlægger erklæringen en ramme for et udviklingsprogram og understreger nødvendigheden for begge parter af multilaterale arbejdsgrupper som egnede instrumenter til fremme af en Marshallplan. 4. Jerusalem og flygtningeproblemet Erklæringen er et udtryk for, hvad man på dette tidspunkt kunne blive enige om. Strategien har været at udskyde spørgsmål, hvor parterne står langt fra hinanden til senere forhandlinger, og erklæringen fastslår således, at problemerne om Jerusalem, bosættere, flygtninge, sikkerhed, grænser og udenrigsrelationer er punkter, der skal forhandles i den kommende 5 års periode. 5. På vej mod palæstinensisk stat? Set fra et israelsk synspunkt er den rammeaftale, som blev underskrevet i Washington, den logiske udvej på et dilemma Israel i stigende grad har befundet sig i siden Intifadaens start i Det palæstinenensiske oprør var et spontant oprør, der omfattede folk fra hele den palæstinensiske befolkning på tværs af klasser, og en egentlig organiseret ledelse var der ikke tale om før langt senere i forløbet. Det var således ikke PLO, der havde ansporet til oprøret. Det var karakteristisk, at oprøret ikke var væbnet, men betjente sig af midler som civil ulydighed, demonstrationer, afbrænding af bildæk etc. Der var heller ikke tale om et veldefineret politisk mål, men en reaktion vendt mod elendige arbejdsvilkår, akut boligmangel - befolkningstilvæksten i Gaza er voldsom: over 5% - og mod handlinger fra israelerne, der af palæstinenserne blev oplevet som decideret ydmygende og helt urimelige. Intifadaen var i sit udgangspunkt en reaktion mod, hvad den almindelige arabiske beboer i de besatte områder oplevede som helt urimelige levevilkår, og konfliktens indhold blev dermed et spørgsmål om elementære menneskelige rettigheder og behov. Israel havde i stigende grad behandlet de besatte områder som del af eget territorium, hvilket mest tydeligt fremgår i bosætnings politikken, men også i selve administrationen, hvor der i 1981 blev oprettet en civil administration til at tage sig af civile anliggender, og som samtidigt skulle holde sig helt fri af alle former for sikkerhedsspørgsmål. Der blev hermed skabt et to-sporsapparat, der har stor lighed med Israels eget bureaukrati, og som af nogle netop sås som en manifestation af en snigende annektering. Under alle omstændigheder betyder den administrative forvaltning sammenholdt med de israelske bosættelser, at de besatte områder i stigende grad er blevet en del af det israelske samfund. Og på denne baggrund er det heller ikke overraskende, at behandlingen af intifadaen fra israelsk side i starten i vid udstrækning var præget af kompetancestridigheder: der var således usikkerhed og uenighed om, det var et militær-

4 4 anliggende eller et anliggende for civil administrationen, hvilket i sig selv er en bekræftelse på, at områderne i mindre grad blev betragtet som militære besættelseszoner og i større udstrækning som politiske uro-zoner. Det er meget betegnende, at det var civiladministra tionen, som i første omgang var ledende i Israels forsøg på at genskabe ro og orden. Uenigheden om, hvordan oprøret skulle tackles, strakte sig også til de politiske partier både internt og mellem dem og den fyldige mediebevågenhed var også med til at skabe en stærk politisk opposition i Israels befolkning. Der opstod således en opposition som mente, at politikken over for palæstinenserne var urimelig og som bakkede op om forberede rettigheder for den arabiske befolkning i de besatte områder. Den israelske politik i de besatte områder nødvendiggjorde derfor i stigende grad en ikke-militær løsning på Palæstinaproblemet. Dette sammenholdt med, at problemerne i de besatte områder, hvad angår levevilkår og menneske rettigheder, efterhånden har nået helt urimelige dimensioner, der klart anfægter Israels legitimitet som en moderne demokratisk stat, betyder, at en civil løsning i form af et palæstinensisk selvstyre er den eneste logiske udvej i konflikten. Dette har israelerne længe vidst - og de har også foreslået modellen, men uden om PLO. Anerkendelsen af PLO var tilsyneladende den eneste måde for Israel at få løst sit dilemma på. PLOs sejr er deres anerkendelse. Det er selvfølgelig også alt andet lige et stort fremskridt, at der nu er vedtaget en rammeaftale, der kun kan føre til forbedringer af levevilkår for palæstinenserne, samt at der for alvor tages hul på forhandlinger om flygtningeproblemet. Ramme aftalens meget stærke adskillelse mellem civile områder, hvor palæstinenserne har myndighed og statslige sikkerhedsområder, hvor Israel har myndigheden er imidlertid et meget klart signal om, at Israel med denne aftale ingenlunde har givet grønt lys for dannelsen af en selvstændig palæstinensisk stat. Intet Palæstina uden den nye verdensorden! Af Lone Sandholdt Jacobsen Før 1989 var verden til at regne med. Man vidste om et land, økonomisk og politisk tilhørte den vestlige eller den østlige stormagt. Efter Sovjetunionens sammenbrud opstod politiske ændringer, som før var utænkelige. Det gælder både hele østblokkens forsøg på en overgang til kapitalisme, borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og indgåelsen af selvstyreaftalen mellem Israel og palæstinenserne. For Mellemøsten betød den traditionelle opdeling i øst- og vestblokken, at regionen som resten af verden blev delt i forhold til pro-amerikanske/sovjetiske sympatier. Det mest iøjnefaldende eksempel på en af supermagternes indflydelse er naturligvis Israels tætte forbindelse med USA. Denne forbindelse var en direkte forudsætning for, at Israel kunne eksistere, selvom alle nabolandene frem til Camp David aftalen ønskede Israel ud af Mellemøsten. Den gamle verdensorden var karakteriseret ved et bipolært system. Nogle lande forsøgte at holde sig neutrale, men langt de fleste støttede eller blev støttet af den ene af de to stormagter. Med den nye verdensorden krakelerede dette mønster, og siden 1989 har USA været den vigtigste stormagt i verden. Dette har medført voldsomme ændringer i forholdene mellem landene i Mellemøsten. Under den nye verdensorden afspejles stormagternes konflikt ikke længere på regionalt plan, og regionale stridigheder kan ikke længere hente ressourcer fra stormagterne til at vedligeholde disse konflikter. Fraværet af den bipolære struktur i international politik har medført, at mange konflikter nu skal løses på regionalt niveau. Med region forstås et geografisk afgrænset område, hvor der findes tydelige venskab- eller fjendskabsbånd mellem staterne. I den mellemøstlige region betyder dette, at løsningen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne må tage udgangspunkt i disse to parters reelle magtforhold. Israels situation op til underskrivelsen af selvstyreaftalen var præget af regeringsskiftet i 1992 fra en stejl Likud-ledet regering til en forhandlingsvillig regering ledet af Arbejder partiet. Mange af arbejderregeringens vælgere ønskede fred og dermed mulighed for samhandel med de arabiske lande.

5 5 Palæstinenserne var svækket efter PLOs støtte til Irak under golfkrigen. Ikke blot mistede palæstinenserne en masse goodwill fra Vesten, de mistede også store dele af den finansielle støtte fra de rige Golfstater. Der er således tale om to parter, der begge var presset til at finde en eller anden form for løsning på konflikten. Den israelske regering var presset fra de vælgere, der ønskede en mere forhandlingsvenlig regering. PLO havde behov for at vise, at organisationen stadig repræsenterede palæstinenserne og dermed kunne forhandle på deres vegne. Samtidig havde palæstinenserne ikke råd til at lade chancen om en selvstyreaftale løbe ud i sandet. Regionale reaktioner Når nu konflikter i høj grad løses på regionalt plan under den nye verdensorden, er det vigtigt at se på reaktionerne fra de øvrige lande i Mellemøsten. Ud over Egypten har ingen lande i Mellemøsten villet indgå nogen form for aftale med Israel. Begrundelsen har ofte været, at det ville være det samme som at forråde palæstinenserne. Denne undskyldning holder selvsagt ikke længere. Jordan og Israel har allerede udarbejdet en aftale, der omhandler sikkerhedsmæssige, økonomiske og politiske forhold. Faktisk var man i juni i år nået så vidt som til at diskutere emner som fordelingen af vandet fra Jordan floden og bekæmpelse af pest i byerne Eilat og Aqaba. Jordan havde dog visse betænkeligheder ved at underskrive en aftale med Israel. For det første måtte Jordan være sikker på, at også andre lande i Mellemøsten indgik aftaler med Israel for ikke at stå alene i Mellemøsten. For det andet måtte Jordan være meget opmærksom på udviklingen mellem Israel og de selvstyrende palæstinensiske områder, fordi omkring halvdelen af Jordans befolkning er palæstinensere. Den jordanske regering frygter således, at disse jordanske palæstinensere kan komme i en alvorlig loyali tetskonflikt, hvis Jordan bliver for venlig overfor Israel. Syrien har vist sig at være noget tilbageholdende med at godtage selvstyreaftalen. Et af de første lande, Arafat besøgte i forbindelse med underskrivelsen af aftalen, var Syrien. Han måtte imidlertid rejse tomhændet derfra igen. Når den syriske præsident Hafez Assad ikke umiddelbart synes begejstret, skyldes det bl.a., at han gerne ser sig selv som den arabiske leder i forhold til forhandlingerne med Israel. Allerhelst vil han fremstå som lederen af den panarabiske og anti-zionistiske bevægelse. Derfor er det et problem for den syriske præsident, hvis det kommer til at se ud som om, han bare følger efter Arafat og støtter selvstyreaftalen, udelukkende fordi Arafat beder om det. En anden grund, som Assad kan have til at være utilfreds med aftalen mellem palæstinenserne og Israel, er, at aftalen handler om en gradvis tilbagetrækning af de israelske tropper fra de besatte områder. Hvis ideen om gradvis tilbagetrækning fra de besatte områder skal danne præcedens, er dette i direkte modstrid med Assads egne planer for Israels tilbagetrækning fra Golanhøjderne. Assad forestiller sig, at Israel skal trække alt sit militær tilbage fra Go lanhøjderne på én gang mod, at Syrien lover Israel total fred. Libanon og Israel vil sandsynligvis kunne indgå en form for fredsaftale, så snart Syrien har gjort det samme, netop fordi Syrien er den egentlige magthaver i Libanon. De øvrige lande i den mellemøstlige region forventes ikke at lægge hindringer i vejen for selvstyreaftalen. Iran og Irak vil ikke opnå andet end en yderligere isolering, hvis de kritiserer aftalen. Regeringer i moderate lande som Egypten og Marokko bifalder aftalens indgåelse, selvom de indenrigs må tage slagsmålet med fundamen talistiske grupper. De rige oliestater i Golfområdet har heller ikke længere noget argument for ikke at støtte selvstyreaftalen, og Saudi Arabien var da også repræsenteret ved underskrivelsen i Washington. Godt nok stod PLO på den forkerte side under golfkrigen, men samtidig befandt olie staterne sig på samme side som USA og Israel. At PLO stadig ikke er helt i kridthuset hos olielandene, vises ses bl.a. derved ved, at Saudi Arabien kun har lovet 200 mio. USD fordelt over de næste ti år til de selvstyrende palæstinensiske områder. Den nye verdensordens betydning Både Israel og PLO har efter underskrivelsen af selvstyreaftalen udvist en hektisk diplomatisk aktivitet.

6 6 Formålet har været at få regionens lande til at acceptere aftalen. Regionens accept har fået en væsentlig større betydning under den nye verdensorden, fordi internationale konflikter i dag i højere grad må løses på regionalt niveau. Det billede, der tegner sig af de mellemøstlige landes reaktion på selvstyreaftalen, er generelt lovende for realisering af aftalen, - men det betyder langt fra, at den hellige grav er velforvaret. Det er vigtigt, men ikke nok, at regionen giver sin moralske og til dels økonomiske opbakning. Der skal langt flere penge til for at projektet kan lykkes. Dette opnås kun ved, at hele det internationale samfund med USA i spidsen støtter aftalen. Dette har vist sig at være tilfældet. Det er således ikke nogen tilfældighed, at den ceremonielle underskrivelse skulle foretages i Washington. Netop USA står som den internationale leder i den nye verdensorden, og er derfor garant for den internationale støtte. USA har vist sig at tage denne rolle seriøst og har indkaldt en række landes finans- og/eller udenrigsministre til en international konference, der indledtes den. 1. oktober Her vil USA bede om økonomisk bistand til de selvstyrende områder. Konklusionen på forløbet af tiden omkring underskrivelsen af selvstyreaftalen er, at lokale regeringer ikke længere kan bruge den ene af to supermagter til at støtte sig til. Omvendt er verden heller ikke længere delt i de to super magters interessefelter. Dette åbner muligheder for, at regionale konflikter kan løses med basis i de implicerede landes indbyrdes magt forhold uden inddragelse af konflikter på supermagts niveau. Dette betyder, at mange regionale konflikter bliver taget ud af den traditionelle statiske sammenhæng, og i tilfældet med konflikten mellem Israel og palæstinenserne har dette skift i den internationale orden ført til resultatgivende forhandlinger om problemerne. Imidlertid er det forkert at tro, at man fra nu af helt kan undgå at inddrage internationale forhold i forbindelse med løsning af regionale konflikter. Under den nye verdensorden er FN med USA i spidsen udnævnt til at klare verdens problemer. Dette har blandt andet været forsøgt under golfkrigen og i forbindelse med borgerkrigen i Somalia. Også for løsningen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne har det været afgørende at tage USA i ed. Hermed står verdens vigtigste stormagt som garant for, at aftalen realiseres, selvom USA ikke var direkte inddraget i de resultatgivende forhandlinger. Derfor er det rimeligt at konkludere, at selvstyreaftalen næppe var realistisk under den gamle verdensorden, og at den nye verdensorden er en forudsætning for, at aftalen kan træde i kraft. Fredsaftalen set i et økonomisk bakspejl Af Charlotte Wien Tillykke til palæstinenserne! De har fået selvstyre. De har fået selvstyre i et af verdens tættest befolkede områder, et område med en befolkningstilvækst på 5,2%, dvs. højere end det man traditionelt regner for fysisk muligt. De har fået et areal lidt større end Langeland med en arbejdsløshed på omkring 75%, med forureningsproblemer af de helt store, med mangelfuld infrastruktur, en meget beskeden industri, et BNP, der er 10 gange så lavt som i Israel, en spædbørnsdødelighed, der til gengæld er 6 gange højere end nabolandet og en forventet levetid, der er ti år lavere end i samme naboland. Endelig har de fået et landområde, der i foråret 1993 har fået en dom fra UNDP, der går ud på, at hvis palæstinenserne i den nærmeste fremtid skulle opnå økonomisk selvstyre, ville det betyde økonomisk og socialt kollaps for området. Man må spørge sig selv, hvorfor i alverden fredsaftalen kom på dette tidspunkt? Målet med denne artikel er at se fredsaftalen i et økonomisk bakspejl og forsøge at forklare, hvad der på netop dette tidspunkt har fået PLO og israelerne til at indse nødvendigheden af fred i Mellemøsten. PLO Siden golfkrigen har PLO nærmest været på fallittens rand: den uheldige stillingtagen kom til at koste dyrt, idet størstedelen af organisationens penge kom i form af overførsler fra de rige olielande: siden golfkrigen er PLOs budgetter blevet beskåret til under

7 7 det halve fra 320 mio. USD til kun 140 mio. USD på årsbasis. Det har betydet, at en stor del af de ydelser, som PLO hidtil har udbetalt til palæstinenserne i de besatte områder, er bortfaldet, at ansatte i den offentlige sektor ikke har fået løn i flere måneder, at det månedlige stipendium på 135 USD til dem, der gjorde oprør mod israelerne er bortfaldet, og at PLOs fredsfor handlere har set sig nødsaget til at flyve på economy class - et alvorligt slag for organisationen! De besatte områder At den linde strøm af penge til PLO er ophørt, kan naturligvis mærkes i de besatte områder, men det er ikke dette punkt, der er mest ømt for palæstinenserne. For dem er det værste slag mod økonomien, at Israel lukkede de besatte områder den 29. marts i år. Det betød, at de arbejdere, der hver dag tog fra Gaza til Israel for at arbejde, blev udelukket fra dette, og at de godt USD, som de palæstinensiske arbejdere havde med hjem til Gaza hver dag, pludselig ikke kom mere - det er et slag, der kan mærkes i et område, hvor BNP er på ca. 850 USD pr. capita, og hvor arbejdsløsheden lå omkring de 55% før lukningen og nåede op på omkring 75% som følge af lukningen. Det har næppe været en bevist politik fra israelernes side at trænge palæstinenserne op i en krog økonomisk - det ville være en alt for farlig strategi - for ville den økonomiske ruin betyde øget fundamentalisme og fornyet bål til inti fadaen? Israelerne har næppe vidst, om PLO havde den fornødne kontrol over palæstinenserne til at kunne tage de nødvendige skridt til en fredsaftale. Derfor skal lukningen af terri torierne nok ikke ses som et bevidst forsøg på at presse palæstinenserne til forhandlingsbordet. Der er snarere tale om et sammenfald af tilfældigheder, der ad sære veje er kommet til at arbejde for en fredsløsning. For organisationen PLO har freds aftalen helt sikkert været en økonomisk redningsplanke. For der skal ikke meget politisk genialitet til at se, at en fredsaftale ville betyde kontant afregning fra Vesten i form af bistand. Vigtigt for palæstinensernes forhandlings position var også, at lukningen af de besatte områder ikke satte sig væsentlige spor i den gunstige økonomiske udvikling, som Israel har oplevet siden Man kunne således konstatere, at den billige arbejdskraft fra de besatte områder ikke var alfa og omega for Israels fortsatte økonomiske vækst. Der er ingen grund til at tro, at dette forhold har influeret voldsomt på israelernes holdning til en fredsaftale - men det har helt sikkert påvirket palæstinensernes forhandlings position. Israelernes økonomiske incitament Det er i et langt større perspektiv, at Israels ønske om fred med palæstinenserne og de øvrige arabiske naboer skal ses. Israel har oplevet en stærk økonomisk vækst siden 1990 med vækstrater oppe på over 6% om året. Fænomenet kan forklares gennem indvandringen fra Østeuropa - på blot 2 år strømmede nye borgere ind i landet. Israelerne har regnet ud, at for hver invandrere skulle staten skaffe nye jobs og nye boliger, og at det koster i snit USD for hvert nyt job. De mange boliger, der skulle bygges satte gang i væksten i BNP, og det samme gjorde de nye jobs. Den hastige vækst i BNP var således de første par år båret af væksten i byggesektoren, men efter at den er aftaget (dels som følge af skiftende politiske vinde, dels som følge af at indvandringen er aftaget) har væksten vist sig at fortsætte, men nu båret af fremstillings- og servicevirksomhederne. I et lille land med kun 5 mio. indbyggere og et areal på størrelse med Jylland må der øget eksport til, hvis væksten skal fortsætte. Der er dog den lille hage ved sagen, at de markeder som Israel traditionelt har henvendt sig til (USA og Vesteuropa), stadig befinder sig i økonomisk stagnation. Det boom, som man både i Europa og Israel har ventet på i den gamle østblok, lader vente på sig. Så den gamle ønskedrøm for israelerne - adgangen til de arabiske nabo-markeder synes at være den eneste mulighed for fortsat økonomisk vækst i Israel. Således stod sagerne altså: et PLO der økonomisk var trængt op i en krog, og et Israel, der havde alvorligt travlt med at få adgang til de arabiske nabo-markeder. Palæstinenserne kunne formentlig have fået betydeligt mere ud af fredsaftalen, hvis ikke lukningen af territorierne med al ønskelig tydelighed havde vist både palæstinenserne og israelerne, at det med den gensidige afhængighed var en noget slidt kliché. Hvad fik de så?

8 8 Palæstinenserne fik det, som israelerne helst ville af med: de fik Gaza (og naturligvis en lille bid af Vestbredden), et af de fattigste områder i regionen, hvor der indenfor de nærmeste år skal investeres enorme summer for at få området til at fungere blot tåleligt: de fik et område, hvor infrastrukturen i ualmindelig grad er misligholdt og på nogen områder nærmest ikke eksisterende, et område hvor uddannelsesniveauet godt nok er højere end i flere af nabolandene, men langt lavere end hos den nærmeste konkurrent - Israel. Og sidst, men ikke mindst: de palæstinensiske fredsforhandlere fik overdraget selvstyre i et område med en befolkning, som de ikke reelt ved, hvordan forholder sig til fredsaftalen. De ved heller ikke, om det overhovedet er muligt at få denne befolkning, der aldrig har prøvet andet en krig, til at fungere efter fredelige og demokratiske principper. Det er helt sikkert ikke en let opgave. Hvem vandt? Der gives formentlig ikke noget entydigt svar på hvem, der har fået mest ud af aftalen. Svaret afhænger naturligvis af, om israelerne får gang i eksporten til de arabiske lande, hvilket meget tyder på. Det afhænger også af, om der for palæstinenserne reelt bliver tale om en palæstinensisk stat, og om den i så fald kan blive stabil, dvs. om man kan holde de islamiske fundamen talister fra magten, og dermed hvor hurtigt bistandskasseapparatet kommer til at kunne høres i de nye selvstyrende områder. For givet er det, at opgaven for PLO er fuldstændig uløselig, hvis ikke den palæstinensiske befolkning meget hurtigt kan mærke en forbedring. Omvendt kan man spørge, hvem der har tabt mest? Her er svaret igen afhængigt af, hvordan udviklingen bliver. For vil det gennem vestlig bistand lykkes at opbygge en i økonomisk henseende selvstændig palæstinensisk stat, så kan det betyde, at israelerne taber adgangen til den billige arbejdskraft, som de måske i fremtiden igen kan få brug for. For palæstinenserne er svaret mere entydigt: det pres, der har ligget i, at Israel ikke kunne eksportere til de arabiske lande før en evt. fredsløsning, er væk. Det samme er drømmen om at opnå kontrol over hele det besatte område. For PLO er der ingen tvivl om, at kan man ikke fastholde blot rimelig ro og orden i de nye selvstyrende områder, vil man ikke få mere land, og kan man ikke sikre, at levevilkårene for de palæstinensere forbedres væsentligt, vil grupper som Hamas meget hurtigt vokse sig endnu stærkere - og selv det lidt, man har opnået, kan man risikere at miste igen. PLO - fra nekrolog til gennembrud Af Torben Rugberg Rasmussen Gad vide, hvor mange udkast til nekrologer, der i tidens løb er blevet skrevet over Yasser Arafat og PLO, Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, hvis ledelse Arafat overtog i Dels har Arafat været involveret i både flystyrt, alvorlige trafikuheld, en række attentater, belej ringer og regulære krige, dels har PLO under Arafats auspicier gentagne gange stået overfor næsten uløselige konflikter og interne modsætninger, der sagtens kunne have sat organisationen skakmat. Ingen kunne således vide eller forvente, at PLO og Arafat ville komme helskindet ud af borgerkrigen i Jordan i 1970, flugten fra Libanon til Tunis i 1982, det israelske luftvåbens angreb mod PLOs hovedkvarter i Tunis i 1985 osv. De indbyggede konflikter Og disse dramatiske begivenheder i PLOs historie er vel at mærke kun toppen af isbjerget. Lige siden dannelsen af undergrundsorganisationen Fatah i 1959 har Arafats politiske målsætning været at opnå international støtte til en løsning af Palæstinaproblemet, og ligegyldig om strategien har været undergrundslederens, guerilla krigerens, terroristens, diplomatens eller intifada-lederens, har fremskridtene kun sjældent været større end nederlagene og skuffelserne. Dels har intern uenighed om den korrekte politiske linie lammet PLOs handlekraft og sat fokus på PLOs afgørende problem, nemlig dets repræsentativitet; dels har parløbet med de forskellige arabiske regimer til stadighed bestemt organisationens politiske manøvrerum, samtidig med at for pligtelsen på den fælles-arabiske front mod Israel har været forudsætningen for PLOs status som verdens rigeste befrielsesbevægelse ; dels

9 9 har hverken diplomatiske sejre eller international sympati tvunget Israel til at opgive en eneste tomme palæstinensisk jord. Denne bevægelse på stedet skyldes først og fremmest, at det ikke lykkedes at blive anerkendt af USA. Hverken PLOs stadig mere prag matiske holdning over for Israel, eller det forhold, at Arafat f.eks. forhandlede flere af de amerikanske gidsler på ambassaden i Tehran fri, kunne slå skår i den amerikanskisraelske symbiose. Man siger ligeledes, at Arafats mænd i flere år var de vestlige diplomaters hoved beskyttere i Beirut, og at PLOs efterretningsvæsen i samme periode forsynede CIA med værdifulde informationer, men hverken under Carter, Reagan eller Bush opnåede PLO den politiske anerkendelse af USA, der fra slutningen af 1970erne var hovedhjørnestenen i PLOs strategi. Sådan så situationen så nogenlunde ud i slutningen af 1980erne: Arafats moderate kurs over for Israel var slået fejl, den israelske afvisning af terrororganisationen PLO fortsat massiv, modsætningerne mellem duer og høge inden for organisationen synlige for enhver, og Sovjetunionens forhold til sin gamle forbundsfælle under hastig afvikling. På det arabiske topmøde i Amman i 1987 stod det palæstinensiske problem ikke engang på dagsordenen. Golfkrigens konsekvenser Det var den palæstinensiske intifada, der startede mere eller mindre spontant i Gaza og på Vestbredden i december 1987, der igen placerede det palæstinensiske problem på den internationale dagsorden. Men både intifadaen, hvor den islamiske organisation Hamas udfordrede PLOs lederskab og håndteringen af den irakiske invasion i Kuwait i 1990 skabte problemer for organisationen. Endnu engang var der således en god anledning til at pudse nekrologerne af - både dem om Yasser Arafat, hvis autoritære ledelsesstil kom mere og mere i søgelyset, og dem om PLOs udspillede historiske rolle, nødvendigheden af et generationsskifte, manglen på en kronprins og dem om Hamas som PLOs islamiske arvtagere. Sådan skulle det ikke helt gå, men der er alligevel god grund til at opholde sig ved den politiske krise, der har præget PLO de seneste år, for så vidt det er udgangspunktet for den aktuelle politik. Når PLOs ledelse med Yasser Arafat i spidsen følte sig foranlediget til at støtte den irakiske invasion i Kuwait, skyldtes det ikke en dæmonisk eller luftig indskydelse, men simpel politisk nødvendighed. Dels var støtten et forsøg på at fastholde eller genvinde lederskabet i Gaza og på Vestbredden, hvor den irakiske invasion og de skingre retoriske udfald mod Israel og USA fremkaldte euforisk jubel og massedemon strationer, dels var Arafats støtte til Saddam Hussain, der i palæstinensernes øjne fremstod som den eneste arabiske leder, der kunne og turde udfordre Israel og USA, en nødvendig konsekvens af det politiske dødvande i forhandlingerne med disse to lande og den interne kritik i PLO mod Arafats moderate og forsonlige kurs. Havde Arafat valgt anderledes, ville hans dage som palæstinensernes leder formodentlig have været talte, og formodentligt håbede han, at den irakiske trussel mod Israel kunne bane vejen for en ny forhandlingsrunde, hvor palæstinenserne var med ved bordet. Og vel at mærke havde ryggen fri i forhold til de radikale nationalistiske grupper i PLO og de islamiske fundamentalister i Hamas. Men støtten til Saddam Hussain var langt fra omkostningsfri. Dels blev sympatien i den vestlige opinion sat over styr, hvilket bl.a. danske opinionsmålinger viste, dels fik Israel gode kort på hånden i deres afvisning af PLO som en seriøs politisk organisation. Hertil kommer, at støtten til Saddam Hussain eller den erklærede neutralitet blev en særdeles kostbar affære, idet både Kuwait og Saudi Arabien opsagde deres aftaler om økonomiske støtte til PLO og hermed trak tæppet væk under det netværk af institutioner - hospitaler, skoler, aviser, forlag, virksomheder, landbrugsprojekter osv. - der er en vital del af den palæstinensisk organisering. Hvor store beløb Saudi Arabien og Kuwait har stillet til rådighed for PLO som følge af den fælles forpligtelse over for Israel, er det næsten umulig at sige, men sædvanligvis siger man, at Kuwaits bidrag har ligget omkring mio. USD om året, mens Saudi Arabien har vist sin store velvilje med en check på 100 mio. USD om året. Hvorvidt PLO i dag er bankerot, som man ofte ser det fremstillet, kan man umuligt sige, for så vidt organisationens finansielle underlag er meget differentieret, men det er klart, at et indtægtstab i denne målestok kan mærkes.

10 10 Anerkendelsen af PLO Der blev heller ikke brug for nekrologerne i denne omgang, og med indgåelsen af den historiske aftale mellem Israel og PLO er der skabt en afgørende ny politisk situation i det israelsk-palæstinensiske mellemværende. Det afgørende ny er imidlertid ikke selve Gaza- Jerichoaftalens faktiske indhold, sådan som den blev beseglet med pomp og pragt i Washington d. 13. september. De afgørende begivenheder fandt således sted allerede d september. Her underskrev Yasser Arafat på vegne af PLO en aftale, hvor PLO dels anerkender staten Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed, dels forpligter sig til at overholde FNs resolution 242 og 338, dels forpligter sig til at reformulere det såkaldte Nationalcharter fra 1968, der er PLOs ideologiske og politiske udgangspunkt, i overensstemmelse med accepten af staten Israel. Set i lyset af PLOs moderate politik i slutningen af 1980erne er der intet nyt i disse formuleringer. Arafat kunne med andre ord godt have underskrevet denne aftale i 1988, selvom Natio nalchartret, der er en karakteristisk blanding af nationalisme, panarabisme, anti-zionisme og anti-imperialisme, peger i en ganske anden retning, nemlig mod staten Israels fjernelse via væbnet kamp. Det ny og alt afgørende gennembrud består i, at staten Israel indgår en bindende aftale med PLO, der hermed forvandles fra at være en interessant diskussionsklub til en politisk organisation, man kan indgå aftaler med. Der er med andre ord ikke blot tale om papir, ord, velklingende lyde, men om en overdragelse af politisk legitimitet til PLO som led i en gensidig anerkendelse. Heri består det afgørende gennembrud for PLO, og dette skridt kan ikke gøres om eller fortrydes. PLO og palæstinenserne er placeret på landkortet og således ikke længere henvist til at varetage sin interesser via andre - f.eks. de arabiske stater, der på den ene side har haft modsætningsforholdet til Israel som samlende ideologisk kit, men som samtidig har klare egeninteresser at varetage over for Israel. Samtidig anerkendes PLO i aftalen som repræsentant for det palæstinensiske folk. Det er i al sin enkelthed det, Arafat altid har kæmpet for, hvad enten det har været med maskingevær, sin berømte olivengren eller i form af den indpodning af en national palæstinensisk bevidsthed, der er forudsætningen for PLOs politiske arbejde. For de første zionister i Palæstina - f.eks. Golda Meir - var Palæstina et land uden folk, der blev beboet af et folk uden land, og for bare 5 år siden kunne en Yitzhak Shamir omtale palæstinenserne som araberne i Judæa og Samaria. Med aftalen ophæves denne karakteristiske usynliggørelsesstrategi, idet palæstinenserne anerkendes som et folk med egen identitet og politiske rettigheder. Og heller ikke her er der nogen fortrydelsesklausul, som israelerne meningsfyldt kan påberåbe sig, hvis de ønsker at sætte processen i stå. Man kan ikke den ene dag anerkende et folk og dets legitime politiske repræsentation, og den næste dag ophæve dette folk og dets politiske rettigheder! Fremtiden Den konkrete Gaza-Jerichoaftale har aftalen fra d september som udgangspunkt, og selv om ordet stat af gode grunde ikke indgår i aftalen mellem de to parter, er der en stats dannelse under en eller anden form i støbe skeen. Det er således vanskeligt at forestille sig Yasser Arafat overtage et hverv som borgmester i Jericho eller på længere sigt i Øst-Jerusalem med den ny status, som aftalen automatisk giver ham og palæstinenserne. Først skal PLOs nyerhvervede status imidlertid bekræftes ved demokratiske valg, og det forekommer afgørende vigtig for både Israel og PLO, at PLO her kan dokumentere sin position som repræsentant for det palæstinensiske folk. Der er stadig mange misteltene, der skal tages i ed - i særdeles de militant-nationalistiske grupper inden for PLO, der næsten pr. automatik har afvist den indgåede aftale og udstødt deres bandbuller mod Arafat - men paradoksalt nok, har Israel og Arafats moderate fløj inden for PLO en klar fællesinteresse i et stærkt PLO, således at disse grupper sammen med Hamas sættes uden for politisk indflydelse. Ikke mindst på denne baggrund er der god grund til optimisme - og til at glemme nekro logerne lidt endnu, selvom Arafat givetvis ikke er den eneste, der kan se lighedspunkterne mellem Camp-David-aftalen og den israelsk-palæstinensiske aftale. Som bekendt fik denne aftale dødelige konsekvenser for Anwar Sadat.

11 11 Eretz Yisrael er i fare - den israelske opposition mod fredsaftalen. Af Helle Brade Kreipke Der har den seneste tid været talt og skrevet meget om den historiske fredsaftale i Mellemøsten, som blev underskrevet på græsplænen foran Det Hvide Hus, ved underskrivelses festen som begivenheden blev kaldt i de arabiske medier. Jubelen var stor både fra palæstinensisk og israelsk side, og der blev festet i både Tel Aviv og Jericho. Men samtidig med glædes rusen dukkede også andre røster op. Stemmer, som var knapt så begejstrede eller ligefrem vrede, og stemmer, som tilmed kaldte freds aftalen for en forræderisk handling. Der er og var stemmer både fra palæstinensisk og israelsk side, og hvor godt man end er i stand til at demonstrere begejstring eller lukke ørene, er protesterne svære at overhøre. Den israelske opposition mod fredsaftalen har været synlig og tilsyneladende massiv. Men sagen er imidlertid den, at den israelske opposition mod fredsaftalen langt fra er en samlet og enig bevægelse. Det er af samme grund meget svært at sætte konkrete tal på den israelske modstand. Oppositionens argumenter er i realiteten meget forskellige og dette til trods for, at den fremstår med en tilsyneladende fælles harme. Et er vist: modstanden er der, og den vil få konsekvenser internt i Israel. Sagt med andre ord, så kan fredsaftalen meget nemt blive benzin på de gløder, som ulmer i Israel, og som har ulmet siden statens grundlæggelse, nemlig spørgsmålet om staten Israels lovgrundlag. Modstanden Lørdagen før fredsaftalen var en realitet, demonstrede israelere i Tel Aviv for at give deres støtte til regeringens forsøg på at få en fredsaftale i stand. Da det så ud til, at freds aftalen ville blive en realitet, brød andre vold somme israelske demonstrationer løs foran premierminister Rabins kontor i Jerusalem. Mellem og vrede israelere de monstrede mod fredsaftalen, under bannere med ordene: Israel er i fare, Mordere skal være i fængsel og Eftersøgt for forræderi: Yitzhak Rabin og Shimon Peres. Demonstrationen blev åbnet med en tale af Likuds formand Binyamin Netanyahu, som forlangte, at premierminister Rabin skulle udskrive nye valg, fordi han mente, at kun det israelske folk har ret til at bestemme nationens skæbne. Nationen er stærkere end regeringen, sagde han, og da han spurgte mængden, om regeringen havde mandat til at føre forhandlinger med Arafat og opgive dele af landet, blev der svaret med et øredøvende Nej. Demonstranterne blev foran Rabins kontor, og da aftalen blev underskrevet mandag morgen d. 13 september, brød urolighederne løs igen. Politiet måtte sættes ind, og et antal israelske demonstranter blev arresteret efter at have kastet røgbomber mod politiet. Rabbi Eliezer Melamed, sekretær i det rabbinske forum for Judæa, Sa maria og Gaza udtalte, at regeringen havde syndet mod zionismen, mod folket og mod demokratiet. Efter demonstrationerne erklærede bosættelsesledere fra de samme områder, at imødegåelsen af fredsaftalen ville eskalere og blive endnu voldsommere. Samtidig indsamlede jødiske højrefløjsgrupper i Nordamerika protester mod fredsplanen. Det resulterede i, at et antal rabbinere i Nordamerika på en pressekonference i New York proklamerede en bandlysning af Rabin og udenrigsminister Peres. Selvom oppositionens slagord og argumenter tilsyneladende fremstår ens, og det virker som om, at der er bred enighed hos modstanderne, er det langt fra tilfældet. Bag slagordene gemmer sig meningsforskelle, der er så afgrundsdybe, at en fælles front mod fredsaftalen og regeringen aldrig bliver en realitet. Det betyder selvfølgelig ikke, at modstanden ikke kan komme til at udgøre en trussel mod regeringen. Spørgsmålet er, om de forskellige oppositionsgrupper er i stand til at modarbejde fredsaftalen så meget, at den falder til jorden, når den skal realiseres, eller at udkommet bliver interne kampe i Israel. Hvis man tager dette i betragtning, samt at der også er modstand mod aftalen fra palæstinensisk side,

12 12 kommer freden let til at fremstå som en smule skrøbelig. En sekulær eller religiøs stat Israel har siden dannelsen i 1948 kæmpet med spørgsmålet om, hvilket grundprincip staten skulle hvile på. Det er et problem, som mange moderne skabte nationalstater i Mellemøsten kan nikke genkendende til. Skal staten være en verdslig stat, styret efter de principper, der hersker i den vestlige verden, og hvor religionen er en privatsag, eller skal staten være et såkaldt teokrati, dvs. en stat hvis grundprincipper er i overensstemmelse med religiøse principper. Dvs. for Israels vedkommende en stat, der har Toraen som grundlov som retssystem og lovgivning. Ud af dette springer spørgsmålet, om den jødiske befolkning udgør en national-etnisk gruppe, eller et religiøst samfund? En sekulær stat og en religiøs stat er selvfølgelig to yderpunkter, og det er vigtigt at være opmærksom på, for ikke at forsimple situationen, at der selvfølgelig findes et helt spektrum af mellemliggende ideer. Staten Israel er baseret på en verdslig lovgivning og har været det siden dannelsen i 1948 med en stats kirke. Men det er faktisk et kompromis, som ikke mange israelere er tilfredse med. Det virker måske umiddelbart ikke, som om der i modstanden mod fredsaftalen er tale om staten Israels grundprincipper, og hvilke disse skal hvile på. Men ser man bag om modstanden - specielt den religiøse modstand - og derefter de grupper, der er imod aftalen, dukker spørgsmålet om statens grundlag uvilkårligt op i al sin kompleksitet. Hvem er oppositionen? En stor del af oppositionen mod fredsaftalen kommer fra Israels næststørste parti Likud, som er imod, at man giver autonomi til palæstinenserne. Indenfor Likud findes dog en lille minoritet, som ønsker, at Israel skal trække sig tilbage fra de besatte områder. Likud er en bred sammenslutning af borgerlige partier, hvoraf de to mest indflydelsesrige er Herut og Det liberale Parti. Herut, hvis ledere tæller bl.a. Yitzhak Shamir og generalsekretær Moshe Arens, er et stærkt nationalistisk, konservativt parti. Det er et sekulært parti, der dog ikke er uvilligt til at give indrømmelser til de ortodokse religiøse partier. Det liberale Parti er, som det fremgår af navnet, mere liberalt og ikke så villigt til at give efter for de ortodokses krav. Herut og Det liberale Parti blev formelt sluttet sammen i 1988 i Likuds National- Liberale bevægelse, hvis mål er territorial integritet. Desuden har man arbejdet på at integrere tilflyttere, at skabe et stabilt økonomisk og socialt system, og at forbedre levestandarden for de bosiddende israelere. Likud er allieret med nogle af de mere ekstreme tilhængere af et Storisrael til stor overraskelse for mange af partiets ledere. I spørgsmålet om fredsaftalen bliver Likuds støtter fortrinsvis rekrutteret fra den jødiske bosættere i de besatte områder. Hoved budskabet i Likuds modstand mod fredsaftalen er, at man er bange for, at den vil føre til oprettelsen af en palæstinensisk stat. Tidligere forsvarsminister Ariel Sharon, som ofte taler i skarpe vendinger. udtalte, at hvis Likud kommer tilbage til magten, vil fredsaftalen straks blive afvist, og han talte ligeledes for at få Arafat arresteret og få ham dømt ved en domstol som en kriminel. Er freden kun mulig med Messias komme? Situationen bliver for alvor kompleks, når man bevæger sig til de forskellige politisk-religiøse fraktioner, og ser på deres argumenter mod fredsaftalen. Selvom disse fremstår tilsyneladende ens udadtil, er der en så stor forskel i deres orientering, at man fristes til at sige, at de er repræsentanter for henholdsvis yderste højre og yderste venstre fløj religiøst betragtet. Fælles for disse grupper er dog, at man anser den verdslige zionisme for en absolut fjende, og at man anser alle initiativer, som bliver taget i retning af en fredsløsning mellem israelere og arabere, ikke bare som en fare, men som en af de prøvelser, det jødiske folk skal igennem inden Messias og dermed frelsens komme. På den ene side findes de konservative ultraortodokse jøder, de såkaldte Heredim, som ønsker at erstatte den nuværende sekulære, zionistiske ideologi med en guddommelig, religiøs ideologi. Blandt de ultra-ortodokse jøder kan udskilles en række aktivist-bevægelser, hvis tilhænger skarer måske ikke har været overvældende store, men som har bevirket, at de ortodokse partier har været nødt til at