Fra grå ulv til hybrid

Transkript

1 Fra grå ulv til hybrid Hvad skete der med den ægte grå ulv? Vil vores børn huske os som den generation, der i naturbeskyttelsesfanatisme udryddede den ægte ulv? Kaj Granlund, Lestijärvi, Finland, 2013 Dansk oversættelse: Ellen Strandgaard

2 Sammenfatning Den officielle debat om ulvens væren eller ikke-væren har tilsløret et alvorligt problem angående ulvepopulationen, som forskere og myndigheder lukker øjnene for. Spørgsmålet er, hvor ren vores ulvestamme er, og hvordan en ægte ulv defineres. I dag benyttes næsten udelukkende dna-analyse til at afgøre, at alle ulve er af ren ulverace, men alt for ofte er der sket fejl. Et dyr som ifølge dnaanalyse påstås at være en ægte ulv, opfylder ikke de krav, biologer stiller angående ulvens udseende. I værste fald er jægere blevet idømt bøder og jagtforbud, uden at nogen har vovet at så tvivl om dna-analysens værdi som bevis. Den tiltagende uvidenhed om, hvordan en ægte ulv ser ud, spredes via medier og forudsætningsløse fotografer, og præsenteres for almenheden. Facebook vrimler med billeder af typiske blandinger af hund og ulv, hvoraf de fleste er taget ved ådsler, hvor disse blandinger eller såkaldte hybrider stortrives. I denne artikel vil jeg beskrive de vigtigste forskelle mellem hund og ulv, idet jeg går ud fra den såkaldt morfologiske analyse, samt besvare spørgsmålet om, hvordan en ulv skal se ud. Jeg vil også med ord og billeder demonstrere den uvidenhed, der hersker blandt forskere og myndigheder i Finland i dag. Til sidst vil jeg drøfte spørgsmålet om ulvens og hybridernes indvirkning på parasitter, som spredes via disse dyr til trods for, at mange har skrevet om dette emne på internettet. Vores ulvepopulation er på vej mod en enorm forvandling, og den genetiske forskning koncentrerer sig om den lille populations snævre genetiske fundament. Mindre opmærksomhed gives til det faktum, at både ulve og hybrider vil støde på forandringer i deres naturlige omgivelser, som forårsages af mennesker. Det betyder, at evolutionen vil favorisere udviklingen af egenskaber, som hjælper disse dyr med at leve sammen med mennesker. Den sejrende i denne kamp er hybriden, og den ægte ulv vil snart blive trængt bort. Her vil jeg referere den canadiske professor Valerius Geist, som har sagt, at den letteste måde at udrydde ulven på, er at lade hybriderne tage over. Her bør man huske på den gamle sandhed, at vejen til den fuldstændige udryddelse af ulven er brolagt med velmente beskyttelsesforanstaltninger.

3 Forord Debatten om ulve har raset lige siden EU forpligtede sine medlemslande til at følge fællesskabsretten i spørgsmål, der vedrører ulven. Netop nu er debatten kommet ind i en fase, hvor man savner saglige argumenter og i stedet lader følelserne råde. De få frø, der sås i forsøget på at starte en saglig diskussion, bliver hurtigt nedgjort med hån og trusler. Stillingskrigen er flyttet til internettet, og politikerne interesserer sig for opinionsmålinger og valgprognoser i stedet for holdbare løsninger. Situationen forværres af, at stadig flere mennesker deltager i debatten uden at have den mindste viden om hverken dyr eller natur. Som regel har disse personer deres viden fra naturprogrammer i fjernsynet eller besøg i dyreparker. Endnu værre bliver situationen, når de såkaldt sagkyndige og myndighederne får deres viden fra afhandlinger, teoretiske studier og politisk farvede undersøgelser på en måde, der får naturbeskyttelse til at skride fra praktiske tiltag til virtuelle verdener. Der er ikke udsigt til større forbedring, eftersom grundskolens biologiundervisning ser ud til at være proppet med ønsketænkning om, hvordan den sande natur burde se ud. Sporet er lagt og nedtællingen er begyndt. Det første offer bliver den ægte grå ulv. Det er næppe tilfældigt, at ulven har fået hovedrollen som banditten og / eller helten i spillet. Menneskets og hundens indlærte sociale samspil med begge parters evne til at tolke både følelser, gestik og mimik, er af en del mennesker blevet overført på ulven. Man ser ulven som en forlængelse ind i de store, vilde skove og forsøger via hundens fætter at komme til at opleve den grænseløse frihed, som det urbane mennesker har mistet. Hundens og menneskets samliv begyndte for mere end år siden. De ældste fossile fund er dateret til denne tid, og nu har Altai-hundens kranie man fundet fossiler i Altai-bjergene i Rusland (se billedet). Disse fossiler påstås at være op til år gamle, selv om der eksisterer en vis usikkerhed om deres alder. Skønt hunden er forædlet, og der er opstået flere forskellige hunderacer i tidens løb, er ulven nærmere beslægtet med hunden end vore dages menneske er med neanderthaleren. Det medfører, at det stadig er muligt at krydse hunde med ulve og skabe nye racer med elementer fra begge arter. Disse krydsninger kalder jeg herefter for hybrider. Ved krydsning af hund og ulv kan man skabe udmærkede brugshunde til forskellige formål, men en krydsning af hund og ulv afstedkommer blot samtidig dårlige ulve. Disse hybrider arver egenskaber fra hunden, som ulve ikke har, og som på dramatisk vis ændrer hybridulvenes adfærd i naturen. Desto værre er det, at disse forandringer altid er negative for ulvebestanden og driver ulvens udvikling i en uønsket retning. For at gøre det muligt at afslutte den meningsløse ulvedebat og flytte den fra relationen mellem menneske og hund til menneskets respekt for ulven, besluttede jeg at nedskrive de forskelle, der skiller ulve fra hunde. Samtidig er det mit ønske, at endnu flere ulveentusiaster lærer at skelne mellem hybrider i naturen og den rigtige grå ulv. Alt hvad der løber på fire ben og æder ådsler, er ikke ulve, skønt den overvejende del af vores fremtrædende naturfotografer tror det. Forskellen i

4 udseende mellem ulv og hund er stor, mens forskellen mellem ulv og hybrid kan være minimal. I denne sammenhæng skal vi minde om det vigtigste princip, Et hundelignende træk hos en ulv gør den til en fredløs hybrid, men et ulvelignende træk hos en hund gør den ikke til en ulv. Jeg vil først og fremmest takke den internationlat respekterede konservator Eirik Granqvist for gode råd og vejledning samt tidligere forsker Kaarlo Nygren fra Vilt- og fiskforskningsinstitutet (VFFI) i Finland for aktiv medvirken ved tilblivelsen af denne artikel. Desuden takker jeg Erik S. Nyholm, der ligeledes har arbejdet som rovdyrsekspert og forsker ved VFFI i Finland. Mine mange og lange samtaler med disse tre mænd, der har været forskere al deres tid, har givet mig god indsigt i både ulve og hybrider. Jeg takker også varmt doktor Elis Pålssons søn Birger, der forsynede mig med alle de videnskabelige artikler og bøger om ulveforskning, som Elis, mens han var aktiv, oversatte fra russisk til svensk og norsk. Lestijärvi den Kaj Granlund

5 Naturbeskyttelse, principper og etik I løbet af den tid som denne artikel har været tilgængelig for offentligheden, er spørgsmålet om behov for beskyttelse af racer dukket op. Først og fremmest er der blevet spurgt, om det spiller nogen rolle, hvordan et dyr ser ud, og om der overhovedet eksisterer et behov for at bevare racerene ulve. For at tydeliggøre mine argumenter, bør vi indledningsvis stifte bekendtskab med andre dyr af hundefamilien i naturen. Dingo Dingo (Canis lupus dingo) er en omkringstrejfende vild hund i Australien, som fortrinsvis forekommer i vildmarken. Dens forfædre menes at have tilhørt de relativt vilde hunde, som levede i Asien for flere tusinde år siden, og som var nært beslægtede med den asiatiske grå ulv (Canis lupus). Siden da har dingoen levet adskilt fra mennesker og andre hunde, og dette har ført til en udvikling af karaktertræk og instinkter, som skiller dingoen fra alle andre dyr af hundefamilien. Den største trussel mod dingoen er krydsning med tamme hunde, der har øget antallet af individer med blandede gener i populationerne. Ønsker vi, at en dingo skal hygge sig i hundekurven og se ud som en spaniel? Skaberaksjakalen Illustration 1. En dingo [22] Skaberaksjakalen (Canis mesomelas) lever på stepper og i halvørkener, og den kan også klare sig i ekstremt tørre egne. Der findes to geografisk adskilte populationer. Den første findes i Tanzania, Kenya, Somalia og Etiopien og den anden i Sydafrika, Namibia, Botswana og Zimbabwe. Arten kendetegnes ved en gråsort ryg, der er mørkere end resten af pelsen, som er rødlig eller gylden. Kroppen er ca. 90 cm lang, og halens længde når op til 35 cm. Et udvokset dyr vejer ca. 10 kg. Sjakalerne lever i flokke, som domineres af en han og en hun, der kaldes et alfapar. Alfahunnen er den eneste i flokken, som føder unger, og således minder sjakalen om den grå ulv både i udseende og i sin flokadfærd. Illustration 2. En skaberaksjakal [24] Vil vi erstatte skaberaksjakalen med en krydsning af sjakal og bullmastiff?

6 Den røde ræv I vore skove træffes et interessant dyr, nemlig den røde ræv (Vulpes vulpes). Dette dyr af hundefamilien tilhører ræveslægten vulpes og forekommer i store dele af den palæarktiske zone. Den er interessant, fordi den ofte dukker op i byer, hvor den nærmest renser omgivelserne for kaniner og rotter, men den fanger også mindre husdyr. Den røde rævs kropslængde er ca. 75 cm, og dertil kommer en 40 cm lang hale. En voksen han vejer ca. 8 kg og en voksen hun ca. 6,5 kg. Ryggens farve er rød, bugens hvid. Farverne varierer en smule mellem gulrød Illustration 3. En rød ræv i vinterpels [23] og mørkt rødbrun, henholdsvis hvid og sølvgrå. Ved poterne er ræven sort. Sædvanligvis har den en busket hale med hvid spids. Om efteråret bliver den røde rævs pels tættere. Den såkaldte vinterpels holder dyret varmt i den kolde årstid. I begyndelen af foråret fælder ræven vinterpelsen og skifter til den kortere sommerpels. Den røde ræv er let at skelne fra polarræven ved hjælp af såvel farve som størrelse, men også gennem de store og spidse ører, der er ca. halvt så lange som hovedet, samt på tæernes nøgne trædepuder. Den røde ræv er desværre blevet offer for menneskets manglende respekt for naturen og træffes i stigende grad som selskabsdyr i byer. Dette er en trend, der viser, hvor vigtigt det er for mennesket, at dyr af hundefamilien er selskabsdyr uden ret til et for arten naturligt liv. Dyr af hundefamilien i naturen Når vi betragter disse dyr af hundefamilien, er det åbenlyst, at de har en funktion i ekosystemet, som ikke afgøres af deres udseende, men af deres livsvaner og medfødte instinkter. Deres egenskaber er udviklet gennem tusinder af år, og de kan ikke ændres ved blanding med andre arter, uden at man samtidig påvirker deres funktion i naturen. En anden vigtig detalje, som bør nævnes, er, at disse tre hundearter kan kendes på deres udseende. Alle ved, hvordan en dingo, en sjakal eller en rød ræv ser ud. Det har vi lært i biologiundervisningen i grundskolen, og med udseendet defineres også racen. Til denne afgørelse er det ikke behov for dna. Dingoen er på vej til at lide samme skæbne som ulven, men heldigvis findes der tilstrækkeligt store, ubeboede områder i Australien til, at racen ikke bliver helt ødelagt af hundeblod. Ulven har det værre, eftersom den implanteres til beboede områder af entusiaster, og den blandes forsætligt med hund i den hensigt at gøre den vilde ulv mere stationær. Desuden skades ulvepopulationen af, at en del mennesker fodrer hybrider - noget der udgør den største trussel mod ulvebestanden. Menneskets ansvar Ofte kendetegnes forskellige former for naturbeskyttelse ved ungdommens grænseløse optimisme og forestillinger om en verden, der udelukkende eksisterer i fjernsynets børneprogrammer. Virkeligheden er en evig kamp for tilværelsen, og resultatet af denne kamp kaldes evolution. Byttedyr pines, lemlæstes og ædes af rovdyr, og der er ikke meget, vi kan eller bør gøre for at mindske deres lidelser. Men trods alt har mennesket en magtposition, der også kræver et ansvar. Vores muligheder for at påvirke evolutionen overstiger andre dyrs evner og vilje. Desværre har vi i mange tilfælde magt til at afgøre, om en race skal eksistere eller uddø samtidig med, at vi påvirker den del af økosystemet,

7 som er afhængigt af den udryddede race. Det er altså umådelig vigtigt at dyrene beholder deres oprindelige adfærd og ikke hverken tæmmes til husdyr eller blandes med dem. Når det drejer sig om ulven, bør vi indse, at den ikke er en hund, men et rovdyr, som hører til i de store skove i lighed med bjørn, jærv og los. At tillade at ulven blandes med forskellige hunderacer bør sidestilles med grov jagtforbrydelse, eftersom hensigten med begge er at udrydde den ægte ulv. Kan mennesket tage ansvaret på sig, eller vil vi give efter for vores naive ønskedrømme? Ulve, hybrider og vilde hunde Findes der overhovedet racerene ulve i skovene? Hvordan defineres en ulv? Hvordan ser en hybrid ud? Minder fremtidens ulveflokke om de afrikanske byers hundeflokke, der løber rundt i gaderne med samme status som hellige køer i Indien? Disse spørgsmål opstår igen og igen, når hybrider og ulve kommer til skade eller skydes og bringes ind til dna-undersøgelse. Dna er den moderne biologis naturlige hjælpemiddel, når der forskes i slægtskab mellem racer og fastsættes egenskaber hos individer. Med dna-teknikken kan man give ulven et antal egenskaber eller attributter uden at behøve at flå dyr, koge kranier og især uden at vide noget om det dyr, man undersøger. Alt dette skyldes, at man inden for dna-teknikken kan benytte målbare enheder og således bestemme gruppetilhørsforhold ved hjælp af statistisk analyse. For at bestemme om et dyr er en hund, en hybrid eller en ulv, er det tilstrækkeligt at påvise, at dyret tilhører gruppen ulv og kan udelukkes fra gruppen hund og gruppen hybrid. På denne måde opnår man et matematisk korrekt svar på spørgsmålet ulv, hybrid eller hund, men vi viger uden om et vigtigt spørgsmål. Skal evolutionen ske på videnskabeligt eller naturligt grundlag? Hvis et gruppetilhørsforhold defineres på basis af tidligere undersøgte individer, og hvis individer, som siges at passe til gruppen og fremover også benyttes til at definere gruppen, begynder gruppen ulv, gruppen hybrid og gruppen hund at definere sig selv. I sidste instans sidder vi med kattelignende ulve på størrelse med små hunde og bevarer dem til kommende generationer. Heraf følger direkte, at naturen i det lange løb kommer til at se ud nøjagtig, som videnskaben ønsker, at den skal se ud. De fleste ulveforskere er enige om det faktum, at hybrider ikke kan skelnes fra ulve ved hjælp af dna-analyser, selv om det var forskernes ønskedrøm. Parallelt med dna-analysen kræves altid en morfologisk analyse. Morfologi er læren om organismers form og opbygning, og denne analyse anvendes for eksempel til at bestemme, om et dyr af hundefamilien er en ulv, en hybrid eller en hund. En almindelig hundeudstilling er et klassisk eksempel på en morfologisk analyse. Hvis en dna-analyse var tilstrækkelig, kunne hundes egenskaber og udseende bestemmes af en almindelig computer, og en tilstrækkelig sekundær hukommelse (dvd, hukommelseskort m.fl.) indeholdende oplysninger om hundens dna. Der ville ikke være behov for dommere. Til sidst ville racerene hunde være resultatet af forskellige genetiske eksperimenter uanset, hvordan de så ud i virkeligheden. Hybrider, et mål eller et biprodukt Da man i 1970erne gik ind for at sætte ulve ud i de finske skove (det gjorde man), var der flere såkaldte ulveforskere, der insisterede på, at man skulle udsætte hybrider i stedet for ægte ulve. Efter en vis tid ville hybridernes hundeegenskaber forsvinde, og slutresultatet ville blive en ægte ulv, tilpasset de tæt bebyggede nordiske lande. Disse tanker blev bl.a. støttet af den finske ulveekspert Erkki Pulliainen. Hunde blandes, og man skaber uægte krydsninger for at undgå visse anlæg eller handicap, der er specifikke for en race. En sådan krydsning har ingen større effekt på hunde, eftersom forskellene racer imellem trods alt er ubetydelige. En ulv afviger betydeligt mere fra en hund både hvad angår

8 udseende og adfærd, og derfor medfører en krydsning mellem hund og ulv altid, at ulven opnår egenskaber, der er fremmede for racen, men påvirker dens adfærd. De vigtigste kendte forandringer er hybridernes måde at danne flokke og skabe revir på [1]. Oftest er hybriderne mindre bange for mennesker og lærer hurtigere at omgås mennesket det er en væsentlig del af hundens adfærd. Højst sandsynligt overgår hybrider hurtigere end ulve fra ulvens normale byttedyr til hunde, katte, kvæg og eventuelt også mennesker. Den population, der opstår via disse krydsninger, domineres af en adfærd, som på den lettest mulige måde garanterer føde og forplantning af arten. Her kommer den af natur sky grå ulv uundgåeligt til at tabe kampen mod de mere dristige hybrider. Der er forskere, som påstår, at hybriderne ikke kan tåle den føde og de parasitter, som ulvene lever med, hvorfor de gradvis vil uddø. Disse påstande tager ikke højde for det faktum, at hybriderne er eller bliver i stand til at skaffe sig en anderledes føde og ved naturlig tilpasning vænner sig til den ulveagtige tilværelse i skovene. Det er der mange beviser på, og vi vil vende tilbage til dem senere. Hybrider Det er muligt for en ikke-specialist at finde hundelignende træk hos hybrider eller ulve, der mistænkes for at være hybrider. Imidlertid bør vi huske, hvad jeg skrev om ulve og hybrider. For at en ulv skal være en hybrid, er det nok at konstatere et træk hos ulven, der er karakteristisk for hunde, men en hund bliver ikke til en ulv, blot fordi den har et ulveagtigt træk. I dette afsnit vil vi behandle kendte træk, som adskiller ulve fra hybrider, og idet vi går ud fra disse, vil vi afgøre, om et dyr er en ulv eller en hybrid. Træk der er karakteristiske for ulve Illustration 4. Ulv i infrarødt kamera Illustration 5. En grå ulv Ulven har en langstrakt krop og er ret lavstammet. Hundens krop er kortere, og den er højere, det gælder især for ulvelignende hunde. Det ser man tydeligt på illustration 4, som er taget i mørke med et infrarødt kamera. Højst sandsynligt er dyret på billedet en ulv. Den ulveagtige krop finder vi også hos dyret på illustration 5, hvor en ægte grå ulv poserer foran kameraet i en dyrepark. Denne ulv ses senere på illustration 32. I disse to tilfælde kan dyret bestemmes med stor sikkerhed, men nedenfor kommer vi til at se, hvor kompliceret det kan være at genkende ulve blandt hybrider, især når man ikke ser begge varianter ved siden af hinanden. Som det gælder i andre forhold gør øvelse mester, og derfor er det vigtigt for eksempel at gå ind på internettet og se nærmere på billeder af

9 forskellige ulve eller af det, man tror, er en ulv. En lavstammet og langstrakt profil er også kendetegnende for gravhunde, men det er faktisk tilladt at bruge sund fornuft og sammenligne med ulvelignende dyr. Blander man ulv og gravhund, vil afkommet formodentlig kunne genkendes på andre egenskaber. På illustration 6 ser vi en ulv, som ifølge dna-analyse er en raceren og ægte finsk grå ulv. Hybriden på pulken afslører vi hurtigt. Kroppens længde i forhold til benene viser, at det ikke er en ulv, og der er noget umiskendeligt hundeagtigt over dette dyr. Måske burde vi benytte et endnu kraftigere udtryk og kalde dyret for et gadekryds. Denne hybrid har altså flere hundelignende træk end dens vilde fætter, og vi vil vende tilbage til dette tilfælde senere. Illustration 6. Ulven Auli, nedlagt i Pöytyä Bugen og halen Vi kan indledningsvis sammenligne ulvene på illustration 4 og 5 med den finske spidshund på illustration 7. Der ses det tydeligt, at hundens buglinje er optrukket, mens ulvens buglinje er mere lige. Vi ser også, at ulven slæber halen, mens spidshunden ruller halen op. I ulveflokkeren kan føreren løfte halen, men den får aldrig samme form som halen på en hund. Elghunden, der er meget populær til elgjagt, kan med sin grå farve minde om en ulv, men igen afsløres den af halen, den korte krop og den optrukne buglinje. Desuden ses et for ulve karakteristisk træk på billede 8. Det drejer sig om brystkassens bredde, der hos hunde ofte Illustration 7. En finsk spidshund [15] er betydeligt bredere end hos ulve. Dette gør, at afstanden mellem ulvens forpoter er lille [2]. Ulven er desuden ofte hjulbenet på bagbenene, hvilket kan ses, når den står stille og betragter omgivelserne. Ofte ser man da, hvordan bagpoternes kløer peger skråt udad. Hovedet, øjnene og snuden Et kendetegnende træk ved ulven er den lave pande og ulvens kileformede hoved. Dette ses særlig tydeligt, hvis man har mulighed for at studere det kogte og rengjorte kranie af en ulv. Ser man på kraniet oppefra, er ulvens hoved kileformet sammenlignet med hunden, der ofte har et pæreformet hoved. Imidlertid er det ikke nødvendigt at koge og rengøre kraniet for at kunne se forskelle mellem ulve og hybrider. Ulven har meget pande, og næsen fortsætter i samme retning som panden. Dette ses ganske tydeligt på illustration 5. Tilsvarende ses, hvordan hybriden og hunden på illustration 6 og illustration 7 har en høj, hundeagtig pande med opadstræbende næse. På illustration 9 ses tre hunde og en ulv. Det er ganske Illustration 8. En ulvelignende hybrid

10 Illustration 9. Dyr af hundefamilien forskellige profiler [15] tydeligt, hvem af dem der er ulven. Ulven har altid gule øjne. Hybrider og hunde har brune øjne undtagen huskyen, der har blå øjne. Ansigtstrækkene og farverne Øjet er sjælens spejl, og derfor forsøger mennesket ofte at opnå øjenkontakt med dyr og andre mennesker. På illustration 10 ses den ulv, som tidsskriftet Jägaren ønskede at vise sine læsere. Ved siden af Jägerens billede ses billedet af en rigtig ulv. Kig først på øjnene! Ulvens øjne er smalle og gule, mens hundens øjne er runde og brune. Her benytter tidsskriftet fejlagtige illustrationer for at få læseren til at rette sine hundevenlige følelser mod en ulv og således skabe illusionen om et venligt og sympatisk dyr. Men det er synd for den vilde ulv at gøre brug af en hund til at beskrive ulvens natur og forhold til mennesket. Samme illustration viser også den uvidenhed om vores natur, der eksisterer Illustration 10. En hund og en rigtig ulv på Jägerens redaktion. Disse to ansigter afslører en anden forskel mellem dyrene. Den ægte ulvs farver afviger fra hybridens farver. Ulvens lyse og grå kinder når aldrig op til øjnene, men fortsætter direkte bagud fra næsen. Ulven har en grålig farve både i panden og på næsen, mens hundes og hybriders farveaftegninger kan variere meget selv inden for samme race. Ulvens grålige farve kan variere fra mørk til lysegrå, men aftegningen er altid den samme. Et todimensionelt billede giver begrænsede muligheder for gengivelse af dybde. Derfor bør man være yderst nøjagtig i beskrivelsen af ulvens hoved, når den er fotograferet direkte forfra. På illustration 10 ses, at hybridens næse er kort og bred sammenlignet med ulvens næse, der er kileformet og langstrakt. Ulvens ører kan også benyttes til at skelne ulve fra hybrider. Den ægte ulv har korte og runde ører sammenlignet med hybrider, der ofte, men ikke altid, har Illustration 11. En ægte hybrid spidse ører. På illustration 11 ses en ægte hybrid fotograferet på

11 storvildtscenteret i Kuusamo i Finland. Vi ved, at det er en hybrid, så det er der ingen grund til at diskutere. Billedet viser også, hvor ulveagtig en hybrid kan være. Trods hybridens ulveagtige udseende afsløres hybriden af næsens farve, den optrukne buglinje samt ørerne. Også den høje pande afslører, at der er tale om en hybrid. Billedet afslører derimod ikke øjnenes farve, men de ser ikke ulveagtige ud. Ulvens hale og forben På illustration 12 ser vi en sort stribe på ulvens forben. Den bør findes i forskellige nuancer på alle ægte ulve, men kan også findes på hybrider. Illustration 9 viser forbenet af en ægte ulv til venstre og forbenet af en hybrid til højre. Det ses her, hvorledes en hybrid trods afvigende farveaftegninger kan arve et træk fra ulven. Ulvelignende hunde har ofte en længere hale end en ulv. Hybriden på illustration 12 har en for ulven unormalt lang hale, og man får mistanke om, at den er beslægtet med en husky eller en schæfer. Ulvens halespids er altid sort eller mørk. Denne egenskab ses sjældent hos hunde. Illustration 12. Læg mærke til de sorte striber Ulvens højde og vægt Den ægte ulv er utroligt stor! De største nedlagte ulve i Finland vejede over 60 kg, men variationen er stor. En han vejer som regel kg og en hun kg. En ulv kan være op til to meter lang inklusive halen og en meter høj. Den er absolut ikke noget kæledyr at have på skødet. Få hunde opnår sådanne mål. Vi kan sammenligne ulven med en schæfer, der maximalt opnår en vægt på 40 kg og en højde på 60 cm. Disse fakta fordrejes af, at det i de finske skove vrimler med hybrider, der i vægt og højde ofte kan sammenlignes med almindelige hunde. Ved den russiske grænse nedlagde man en ægte ulv, der vejede 23 kg. Den bar et gps-halsbånd, som VFFI havde forsynet den med uden overhovedet at reagere Illustration 13. Kløernes farveaftegning på ulvens størrelse og udseende. Jægerne mente, at dyret var en hybrid. Poter og kløer Hvis du har held til at komme helt tæt på en ægte ulv, bør du se nærmere på dens kløer. Den ægte ulvs kløer er uden undtagelse sorte. Hvide eller gule kløer samt kløer med lyse striber ser man kun hos hybrider. Alle kløerne bør undersøges, for det er nok, at en enkelt klo har en afvigende farve. På illustration 13 ses de lysebrune kløer på en hybrid. Ulvens kløer er store og stærke, for den bruger kløerne til at sønderrive sit bytte. En hund bruger for det meste kløerne til at skrabe på døren eller grave huller i jorden. Hvis det skulle ske, at man blev angrebet af en ulv, må man tage sig i agt for

12 kløerne. De er lige så farlige som tænderne. Ulvens poter er betydeligt større og bredere end hundens, også når de to dyr er lige store. Potens størrelse afslører, at dyret på illustration 13 er en hybrid. Kraniet hos dyr af hundefamilien Kraniet på et dyr af hundefamilien afslører hurtigt, om det drejer sig om en ulv, en hybrid eller en hund. Den estiske forsker Mati Kaal udgav i 1983 en detaljeret studie i ulves og hundes kranier. Forskeren Maija-Leena Wallén fra Ilomantsi Forskningsstation har i 1990erne dokumenteret disse studier ved hjælp af kranier fra ægte ulve, tyske schæferhunde, karelske bjørnehunde og en elghund. Fra disse dokumenter har jeg lånt følgende beskrivelser. 1. Ulvens kranie er mere massivt end hundens, og ansigtsdelen er længere end hjernen på grund af den lange kileformede næse (D1). 2. Ulvens issekam er kraftigere end hundens (D3), og kraniets profil mere lige og mere kileformet end hundens (D1). 3. Den forreste del af kilebenet er lige hos hunden og trappetrinsformet hos ulven (A4). 4. Den bageste del af plovbenets bund foran kilebenet er lige hos hunden og savtakket hos ulven (A1). 5. Åbningerne bag klippebenene er ovale eller dråbeformede hos hunden og aflange hos ulven (E2). Ulvens klippeben er mere massivt end hundens (E1). 6. Åbning C2 og C3 (foramen supramastoideum) ses tydeligt og er runde hos ulven. Hos hunden er de vokset sammen og kan muligvis ses fra siden. 7. Overkæbebenets vingeformede ben er hos ulven afrundet, mens det hos hunden er langt og buet

13 (A2, A3). 8. Ulven har en tydelig fure bag issekammen. Hos hunden savnes denne fure (C1). På dette billede savnes furen, mens den ses på illustration Afstanden mellem hjørnetænderne på underkæben er betydeligt mindre hos ulven end hos hunden. Som regel regner man med, at afstanden mellem ulvens hjørnetænder svarer til bredden af to hjørnetænder (B). Til disse illustrationer har jeg benyttet rigtige kranier og fotograferet dem, idet jeg er gået ud fra Maija-Leena Walléns og Mati Kals instruktioner. Ulven Auli en studie Selv om mange forskere stædigt støtter dna-analyse som den eneste forskningsmetode, har det vist sig, at den morfologiske analyse ikke kan tilsidesættes. Vi har tidligere nævnt tilfældet Ulven Auli på illustration 6, der blev nedlagt i Pöytyä vinteren Denne hybrid har været genstand for omfattende studier, og jeg vil gengive nogle hændelser, der tydeligt viser, hvor stædigt de finske myndigheder arbejder for ulven. Viltoch fiskforskningsinstitutet (VFFI) havde på grundlag af dna-analyse kunnet bekræfte, at Illustration 14. En forkert Auli [14] Auli var en ægte grå ulv. Der eksisterede trods alt en vis usikkerhed, og derfor besluttede forskerne fra VFFI at kræve en erklæring af professor emeritus Valerius Geist i Canada. VFFI sendte bl.a. illustration 14 til Canada. Valerius Geist svarede hurtigt, at det drejede sig om ægte ulve, og på denne måde kunne VFFI støtte anklagen mod skytten med forfalskede beviser. Sandheden kom hurtigt for en dag, og jægerne sendte de rigtige billeder af Auli til Canada. Disse billeder var taget af både jægerne og politiet, og illustration 6 var blandt materialet. Valerius Geist svarede: Jeg forsøger at forstå Dem: Er dette virkelighed, eller er det et blufnummer? Er det en nogens opfattelse af en god spøg? Dyret på Deres billede er en sød hund men kan under ingen omstændigheder kaldes en ulv. Hvis det ikke er en hund, som tilhører nogen, men en fritløbende hund, er det en vild hund. Eventuelt kan dyret indeholde en anelse ulv, men hverken pelsens struktur eller farve vidner om en ulv. Jeg er sikker på, at De har dyreparker, hvor ulveentusiasterne kan gå hen for at se, hvordan en rigtig ulv ser ud. At bevare hybrider er ikke at beskytte ulven! At forvrænge ulvens genetiske anlæg med forsæt er det samme som at forsøge at udrydde ulven. Det sker i hvert fald de steder, hvor ulve angriber hunde. Forskeren Anne-Kaisa Salmi ved Uleåborgs universitet kom for nylig med en udtalelse, hvor hun mente, at Auli var en ægte ulv. Personlig vil jeg ikke kommentere hendes udtalelse, men det står læserne frit at undersøge dette og andre lignende tilfælde nærmere. På illustration 6 ser vi en umiskendelig hybrid, men hvad siger de viste billeder af nogle kranier? Som udgangspunkt for vores første sammenligning på illustration 15 og 16 har jeg taget et sandsynligt, men ikke bekræftet billede af Aulis kranie skannet med et 3D-program. Dette kranie sammenligner

14 Illustration 15. Aulis, hundens og den ægte ulvs kranieprofil jeg med et 3D-billede af et hundekranie, som bruges af universitetet i Bristol og findes på internettet [3]. Som tredje illustration har jeg et kranie af en ægte grå ulv. På illustration 16 ses bagest kraniet af en ægte grå ulv, i midten ses igen Aulis kranie (det mørke), og forrest hundens kranie (det lyse). De tre kranier er placeret oven på hinanden for at muliggøre Illustration 16. Tre kranier set oppefra, en hund, Auli og en ulv

15 en sammenligning af profilerne. Det ses tydeligt, hvor kraftig Aulis crista sagittalis (issekam) er, sammenlignet med hundens. Det skulle tyde på, at Auli har nogle dråber ulveblod i sig. På trods heraf ses det tydeligt, at Aulis profil indeholder de samme hundelignende træk, som man finder på illustration 3, en kort og en anelse opadstræbende næse. Min personlige mening er, at dette kranie kommer fra et andet dyr, eftersom det ikke helt passer med dyret på illustration 3 igen muligvis et blufnummer fra myndighederne. Derimod ses på illustration 16, at de zygomatiske buer på alle tre er lige kraftige, men Aulis buer bøjer sig stejlt mod kraniets bageste del. Ulvens zygomatiske buer er kraftige, og buens bageste del fæstner sig længere bagud mod nakken end hundens. Alt dette tyder på, at Auli har en eller flere dråber hundeblod, hvad vi allerede fra begyndelsen har haft mistanke om. Dog er det ikke så enkelt at konkludere på grundlag af skannede billeder. Problemet med dem er, at mange små detaljer ikke kan ses. Jeg har heller ikke haft mulighed for at se Aulis underkæbe, hvor man genfinder flere af de træk, der er karakteristiske for hunde henholdsvis ulve. På illustration 15 ses desuden hele kraniet af den ægte ulv, og her ser man tydeligt ulvens kileformede og kraftige kranie, selv om billedet er taget skråt fra siden. En sammenligning af to kranier Vi fortsætter med kranierne på illustration 17. Disse kranier har jeg fotograferet og placeret på samme illustration ved hjælp af et billedhåndteringsprogram. I denne sammenligning opdager vi også, på hvor lavt et vidensniveau den finske vildtforskning befinder sig. Kraniet til venstre (A) er taget fra en ulv, der blev nedlagt i Savukoski i Lapland. Kraniet til højre (B) kommer fra en ulv, der er nedlagt i Nedervetil i Midtøsterbotten i VFFI har i sine analyser konstateret, at ulv B er en ægte finsk grå ulv på trods af at den er forholdsvis lille og hundeagtig. Det er ganske enkelt at bevise, at det blot drejede sig om en ægte finsk grå hybrid. Kanalen foramen supramastoideum er synlig hos ulv A (A1), mens den savnes hos ulv B (B1). Med denne enkle analyse kan man påstå, at ulv B har to hundelignende træk, dvs. ulv B er højst Illustration 17. To kranier, som begge af VFFI påstås at tilhøre ægte ulve

16 sandsynligt en hybrid. Vi bør dog bemærke, at begge klippeben på ulv B er store, hvilket viser, at det ikke drejer sig om en raceren hund. Det er helt klart, at spørgsmålet om ulve og hybrider ikke kan besvares på denne måde. Hvad jeg imidlertid vil bevise er, at vi står over for et enormt problem med vores nuværende ulvepolitik. Myndighederne kan ikke skelne mellem ulve og hybrider og ønsker måske ikke at gøre det. Den almindelige befolkning opfatter på sin side alle hundelignende dyr, der løber rundt i skove og byer, som små, søde ulve. Det store spørgsmål er, hvordan vi kan bevare den grå ulv, når vi allerede har tilladt en omfattende blanding mellem hund og ulv. Som dr. Erkki Pulliainen har konstateret [1], vil hybriderne radikalt ændre ulvens adfærd, og dette ville være en katastrofe for den skandinaviske ulv samt et sikkert skridt i retning af total udryddelse. Faktisk ser det ud til, at hybriderne har ændret ulveflokkenes adfærd, og dette støttes af de iagttagelser, der er gjort på ulve- Illustration 18. Kirov-hybrid [13] og hybridrige områder i Finland. Eksempler på hybrider Grænseovervågningen i det tidligere Sovjet anvendte hybrider, idet man krydsede sibirisk laika med grå ulv. Dette eksperiment blev udført i Kirov, og derfor er disse hybrider blevet kaldt kirov-hybrider. Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, forsvandt disse hybrider ud i de store skove og muligvis videre til Finland og Sverige. Det samme skete i det tidligere Østtyskland, hvorfra den nuværende tyske ulvestamme har sin oprindelse. Forskere kalder disse tyske hybrider for lausitz-ulve, og fra disse forfædre stammer også Danmarks første ulv, den såkaldte ulv fra Thy. Der findes en udstoppet kirov-hybrid på Darwin-museet i Moskva, og illustration 18, der er fotograferet af Eirik Granquist, viser denne hybrid. Kirov-hybriden har farveaftegninger, der er ukendte for rene ulve, men som desværre alt for ofte indgår i farverne på ulve i hele Skandinavien. Junseletiken På illustration 19 ses junseletiken, som til offentlighedens store forbløffelse et antal gange blev flyttet fra Nordsverige til Stockholmsegnen med helikopter af myndighederne, hvorefter man konstaterede, at ulven traskede tilbage til sin hjemegn. Ulejligheden kostede de svenske skatteydere 9 millioner svenske kroner. På de to billeder i illustration 19 er junseletiken veldokumenteret. Hvis vi går tilbage til tidligere fakta ser vi tydeligt, at det drejer sig om en hybrid, der sandsynligvis har rødder i kirov-hybriderne eller de sovjetiske grænseovervågningshunde. Vi savner nogle ulvelignende egenskaber. 1. Farveaftegningerne er tydeligt hundelignende og minder om de spidslignende skærgårdshunde, der fandtes langs kysten i den finske bugt før 1970erne. 2. En ægte ulv har en umiskendeligt sort halespids. 3. Forbenene mangler ulvens sorte striber, og nogle af kløerne er lyse. 4. Hovedets profil på billedet til højre er tydeligt hundeagtig. På billedet til venstre ses et ræveagtigt

17 Illustration 19. Junseletiken hoved med brune øjne. Myndighederne henviser til dna-analyser, der viser, at junseletiken er en ægte finsk-russisk ulv. Imidlertid skal vi huske, at et hundelignende træk gør ulven til hybrid. Eftersom man i Sverige tilsyneladende ikke interesserer sig for morfologiske analyser, men bestemmer racens renhed ved hjælp af dna, kan man få mistanke om, at Sverige har til hensigt at lade landet indtage af hybridflokke, der stammer fra vore hunde. Når der derefter opbygges et sammenligninsmateriale af hybridstammer, garanteres at disse hybriders afkom klassificeres som ægte ulve. Der er endnu en tydelig hage ved junseletiken. Den minder foruroligende meget om Auli, som tidligere er diskuteret. De dna-analyser, der viser, at Auli er en ægte grå ulv, går sandsynligvis ud Illustration 20. To ulve fra en ulvepopulation, som indeholder elementer fra hybrider. En ulv-hund-cocktail Vores næste eksempel kommer fra et sted i Finland, hvor man nedlagde to ægte ulve. Et første blik på ulvene på illustration 20 taler for ægte ulve, men en nøjere analyse viser, at også disse to er ægte hybrider. Næsens form, farven og øjnene vinder om ulve, men går vi videre til illustration 21, afsløres sandheden. Hybridens kranie er tydeligt pæreformet, og den har brune øjne. Desuden ligner hybridens ører ikke ulveører, men snarere hundeører. Den endelige dom falder, når vi ser disse to sammen med en grå ulv på illustration 22. Læg mærke til ørerne! De har begge tydeligt sorte ørespidser, hvilket kan være typisk for Illustration 21. Hvor kommer ørerne fra?

18 Illustration 22. To hunde og en ulv en vis hunderace, men absolut ikke for en ulv. Disse billeder bør også sammenholdes med ægte ulve, som jeg behandler i slutningen af denne artikel. Der ser man, hvordan disse hoveder klart og tydeligt afviger fra den rigtige ulv både hvad angår form og farveaftegninger. Mange mennesker vil sandsynligvis i deres uvidenhed tillade, at der findes ulve med hundelignende træk i naturen. Disse mennesker vil sjældent spekulere på, at fejl i det ydre tyder på ubehagelige fejl i hybridernes adfærd. Disse fejl vil snart ses som gøende, fredede og hellige ulveflokke i gaderne. At tillade hybrider i naturen er dødsstødet mod det arbejde, der er gjort for at bevare den ægte ulv i Skandinavien. En krydsning af hybrid og elghund Ulveforskere mener i almindelighed, at en ulvetæve kan acceptere en hanhund, men ikke omvendt. Hvis en hanulv møder en hundetæve, slutter samlivet, før det kommer i gang. Derimod kan det i fangenskab lade sig gøre at krydse ulv og hund. Når det er lykkedes at oprette den første generation af hybrider, er vejen åbnet for fortsatte krydsninger mellem hybrider og ulve eller hybrider og Illustration 23. En blanding mellem hybrid og elghund hunde. Her bør det også bemærkes, at førstegenerationshybrider er lette at identificere, men jo flere generationer der opstår efter krydsningen, desto vanskeligere bliver bedømmelsen. For en del år siden fandt man en voldsomt tilskadekommen hybrid på en bondegård, hvor den

19 hurtigt blev aflivet. Hybriden var med stor sandsynlighed blevet sparket af en elg og havde fået knust underkæben. I begyndelsen havde man mistanke om, at hybriden, der kan ses på illustration 23, var en hund af blandet race, men tilkaldte eksperter konstaterede hurtigt, at dyret indeholdt ulv. Hovedet var kileformet som på en typisk ulv, buglinjen var lige, halen ulvelignende med sort spids, og både benenes form og farveaftegninger svarede til ulvens. Eftersom den hverken havde halsbånd eller spor efter et sådant, mente eksperterne, at det Illustration 24. En hybrid til venstre og en ulv til højre var en blanding af elghund og hybrid et dyr, der indeholdt både ulv og hund. Hybriden indeholdt formodentlig sibirisk laika. Hybrider i Rusland Myndighederne i Rusland er ofte blevet kritiseret for landets rovdyrspolitik, men endnu en gang blive det sandsynligvis Rusland, der kommer til at redde ulvebestanden. Oplysninger fra jægere bag den finske grænse mod øst viser, at der er en tydelig vilje til at rense den lokale ulvebestand for hybrider. Der foregår en aktiv jagt på hybrider, men desværre kan disse flygte over grænsen til Finland, hvor de ikke risikerer at blive dræbt. På illustration 24 ses to dræbte ulvelignende dyr (et alfapar), hvor dyret til venstre tydeligvis er en hybrid, også selv om man kan konstatere visse ulvelignende træk. Dyret til højre er sandsynligvis en ægte ulv. Situationen i Rusland er også lettere, for man risikerer ikke påtale, såfremt man under jagten på hybrider kommer til at nedlægge en ulv. Danske ulve og hybrider. Dna-prøver viser, at det var en rigtig ulv, der blev fundet død i Thy. For den danske natur er det en stor opdagelse. Vi har ikke haft bekræftede observationer af ulve i 199 år, og det er et Illustration 25. Ulven fra Thy dyr på toppen af fødekæden, som vi ellers ikke har mange af i vores natur, siger kontorchef i Naturstyrelsen, Ole Markussen. Stakkels danskere, gid de må leve i deres tro på nye tider samtidig med, at vi i Skandinavien og

20 Finland kan byde dem velkommen til dna-forskningens vidunderlige fauna. Her har danskerne gjort en flot indsats og sammenlignet ulvens dna med dna fra hybrider (hvilke?), polske ulve, tyske ulve og italienske hunde. Det blev en fuldtræffer, og gadekrydset viste sig at stamme fra tyske ulve af ren race. Som jeg allerede tidligere har nævnt, drejer det sig om en typisk lausitz-ulv, altså en tysk hybrid. Uden at vide hvordan en ægte tysk ulv burde se ud, kan vi antage, at den ikke afviger synderligt fra en ægte grå ulv. Mod denne baggrund kan vi se, at farveaftegningerne ikke passer, og at hovedets form afviger fra den grå ulvs hoved. På den nederste del af illustration 25 ser vi også ulven fra Thy på obduktionsbordet, og hele næsepartiet vidner højt gøende om en hund. Især hæfter vi os ved den hundeagtige pande og underkæbens hjørnetænder, der vidner om en bred, hundeagtig næse. Det brede næseparti fremgår også af det øverste billede. Vi må bare håbe, at Danmark ikke forvilder sig ind på det finske spor med ægte finske ulve i alle regnbuens farver. I mange henseender er det lykkedes Danmark at gå sin egen vej, og vi må blot håbe, at også denne ulv hurtigt bliver genstand for en morfologisk analyse. Jeg har selv fotograferet hybriden på illustration 23 og ser flere ligheder mellem den og ulven fra Thy. Руки Вверх - op med hænderne I Finland må vi blot løfte hænderne og håbe på, at højere magter vil løse problemet. Desværre er vores lovgivning nemlig sådan, at man ikke må aflive en hybrid, selv om den med lethed kan identificeres som sådan og bør aflives ifølge loven. Sker det, at man afliver en ulv under en lovlig jagt eller en hybrid under en privat jagt, undersøges det i begge tilfælde altid som en lovovertrædelse med benævnelsen grov jagtforbrydelse. Når det har vist sig, at myndighederne ikke kan skelne mellem ulv og hybrid, ender hver eneste analyse af hybrider sandsynligvis i en officiel erklæring om, at det drejede sig om en ægte ulv. Desuden havner man i en retssag, som kan tage flere år og sluge mange penge, inden man kan erklæres uskyldig i en lovovertrædelse, som ikke har eksisteret. Politimyndighederne har næppe nogen interesse i at terrorisere jægere, men det har vist sig, at bl.a. VFFI bliver ved og bestræber sig på, at hvert eneste tilfælde skal afgøres ved domstolen med fældende dom, uanset prisen. Jeg er i besiddelse af dokumenter om, hvordan en pensionists harejagt endte med politiundersøgelse for ulovlig jagt på ulve. Hele sagen blev påtvunget af VFFI, inklusive forsøg på at for-

21 falske bevismateriale fra organisationens side. For at få klarhed med hensyn til hybrider i naturen er det vigtigt, at alle jægere dokumenterer alle nedlagte ulve. Kun på denne måde kan vi forhindre, at myndighederne saboterer ulvebestanden. Hvordan dokumenteres en ulv? En fuldstændig morfologisk analyse kræver altid, at man får adgang til hele kroppen, kan koge hovedet rent for kød og undersøge kraniet. Det har man ofte hverken tid til eller mulighed for, og så gælder det om at dokumentere dyret så godt det kan lade sig gøre ved hjælp af et kamera. 1. Fotografer profilen, så hele ulven kan ses fra siden på en sådan måde, at man kan se buglinjen og benenes længde i forhold til kroppen. 2. Åbn ulvens mund og fotografer tænderne. 3. Fotografer alle poter således at man kan se poternes størrelse og kløernes farve. 4. Fotografer halen og ryggen, så pelsens farveaftegninger tydeligt ses. 5. Tag af hovedet, dets profil både forfra og fra siden. Sørg for at ansigtets farveaftegninger fremgår af billederne. Jeg er klar over, at man under en såkaldt regulering ikke har lov at tage billeder af dræbte dyr. Personligt mener jeg, at dette strider mod det krav om åbenhed, der gælder for offentlig aktivitet. Det er i alle borgeres interesse, at uafhængige instanser og sagkyndige kan give udtryk for deres holdning angående disse dyr. Illustrationerne på foregående side viser, hvordan en hybrid, som VFFI, det finske vildt- og fiskeforskningsinstitut, var udstyret med et gps-bånd og senere aflivet, blev dokumenteret af privatpersoner. Trods store mængder blod på pelsen kan man se de vigtigste træk. Hvad havde jeg yderligere ønsket? 1. Alle poter burde være fotograferet, så kløerne var synlige. 2. Et bedre profilbillede af hele hybriden. 3. Et billede af hovedet og næsen forfra.

22 Kendte krydsninger Saarloos wolfhond Saarloos wolfhond blev fremavlet af hollænderen Leendert Saarloos, der ønskede at udvikle den ultimative arbejdshund. I begyndelsen af 1920erne krydsede han en schæferhan med en ulvetæve fra Diergaarde Blijdorp i Rotterdam. Saarloos mente, at den tamme hunds domesticering var gået for vidt, hvilket førte til degeneration. Senere krydsede han hvalpene med schæferhunde. Hermed opstod en race, der indeholdt 25% ulv [5]. Under den fortsatte avl gik de rigtige egenskaber imidlertid tabt. Fra 1942 og indtil sin død forsøgte Saarlos at få sine hunde, som han kaldte europæisk ulvehund, godkendt som race af den hollandske kennelklub Raad van Beheer op Kynologisch Gebied in Nederland, men hundene blev anset for at være indavlede og sky. Saarloos wolfhond opfattes i dag som en ren familiehund med fremtrædende træk af oprindelig art. Den er en statelig, energisk og kraftfuld hund, som er opmærksom, selvstændig og reserveret. I 1981 blev racen endelig godkendt af den internationale hundeorganisation og blev opkaldt efter sin ophavsmand. Saarloos wolfhond er en middelstor hund, der er cm høj og vejer kg. Illustration 26. Saarloos wolfhond [5] Af ydre minder hunden om sine vilde forfædre. Et træk der er typisk for ulven, som den har arvet efter sine forfædre, er skyheden. Den er særdeles reserveret over for fremmede mennesker og også over for fremmede genstande i omgivelserne. Disse egenskaber har gjort hunden til en familiehund i stedet for en brugshund [6]. På illustration 26 og 27 ses typiske repræsentanter for racen [5] og [6], og vi skal undersøge dem lidt nøjere. På illustration 26 ses tydeligt både den optrukne buglinje og de lange, spidse ører. Man aner den sorte stribe på hundens forben, men næsens farve er ikke typisk for ulve. Saarloos wolfhond på Illustration 27. Saarloos wolfhond, ansigtsbilleder [6] illustration 26 er både høj og kort, hvilket vidner om hundeblod. På illustration 27 ses ansigtet på tre forskellige repræsentanter for racen. Hundeligheden ses tydeligt hos alle tre hunde. De store og kraftige ører har den arvet fra schæferen, og det samme gælder øjnene, som er tydeligt hundeagtige. Kun hunden længst til højre har svage ulvelignende træk i øjnene.

23 Disse hybrider kan kun klassificeres som racerene ulve ved hjælp af dna-analyse. Saarloos wolfhond er et levende og gøende bevis på, at man på trods af forædling gennem næsten 100 år ikke kan fjerne visse karaktertræk, som er arvet fra længst forgangne forfædre. Hertil regner jeg fremfor alt ulvens skyhed. Det samme gælder for ulve, der har fået hundegener i sig de er ikke længere ægte ulve. Tjekkoslovakisk ulvehund Tjekkoslovakisk ulvehund er en hunderace fra det tidligere Tjekkoslovakiet, hvor man i 1950erne indledte et statsligt, genetisk eksperiment for at krydse de karpatiske ulve af begge køn med schæferhunde. Hensigten hermed var at undersøge, hvordan egenskaber fra ulv og tamhund nedarvedes fra generation til generation. I 1958 blev de første hybrider født, som derefter krydsedes tilbage med schæferhunde, og der opstod en race bestående af 25% ulv og resten schæfer. Racen kaldtes for Ceskoslovensky Vlciak, og af ydre minder den om ulven. Hunden på illustration 28 viser visse ulveagtige træk, eksempelvis den sorte halespids og pelsens grå aftegninger. Ellers er det en typisk hund med optrukken buglinje og en tydeligt hundeagtig profil. Ørerne stammer også fra schæferen, selv om de er mere ulveagtige end hos dens fætter Saarloos wolfhond. I 1982 blev denne race anerkendt i Tjekkoslovakiet, og i 1999 blev Ceskoslovensky vlciak godkendt af den internationale hundeorganisation FCI med Slovakiet som ansvarlig for racestandarden [7]. Den blev også udnævnt til Tjekkoslovakiets nationalhund. Disse hunde er livlige, frygtløse og ualmindeligt aktive Illustration 28. Tjekkoslovakisk ulvehund af karakter. Hunden er lynhurtig i sine bevægelser og minder tydeligt om ulven. For at undgå problemer bør hunden helt fra den er hvalp vænnes til forskellige omgivelser, mennesker og f.eks. bilrejser [7]. Disse hunde passer ikke til hvem som helst, og hvis der sker fejl i hundens opdragelse, er der udtalt risiko for problemer senere.

24 Hybrider i naturen Findes der hybrider i naturen, og hvordan er deres adfærd? Dette spørgsmål stilles igen og igen, og svaret afhænger ofte mere af personlige holdninger end af aktiv forskning. I Rusland og den tidligere Sovjetunion er der en lang tradition for ulveforskning, selv om disse forskningsresultater ofte bliver forbigået, eftersom de ikke passer til den offentlige opfattelse af ulven. Den tidligere Sovjetunions politiske system kan til en vis grad have bidraget til, at ulveforskningen fik et let indslag af indenrigspolitik, men i den henseende er vi ikke spor bedre i Skandinavien i dag. På trods af eventuelle modargumenter mener jeg, at man nøje bør studere de forskningsresultater, som er blevet fremhævet i Rusland og Sovjetunionen. De findes oversat til svensk af bl.a. forfatteren dr. Elis Pålsson. Hybriden Ifølge den russiske forsker Rjabovin [10] krydser ulvetæver sig oftest med hanhunde. Han undersøgte hybriders adfærd i Voroneshins distrikt, hvor hybrider levede sammen med ægte ulve. Han konstaterede, at hybrider som regel forårsagede flere skader mod landmænd og kvæg end ægte ulve. Hybriderne havde også for vane at opholde sig i nærheden af lossepladser og søge føde i form at madrester og ådsler. Disse hybrider var heller ikke bange for mennesker, en iagttagelse der svarer til observationer, der er gjort flere steder i Finland. Krutovskaja [11] har undersøgt, hvordan nærheden til mennesket påvirker ulves adfærd. Undersøgelsen blev foretaget med ulve, der levede i et dyrebeskyttelsesområde ved Lena. Krutovskaja kom til den konklusion, at ulve, der er opdrættet af mennesker, bevarer skyheden og skrækken for mennesket og ikke lader sig dominere. At leve sammen med mennesket og tilpasse sig menneskets levevis er umuligt for ulven. Ulven kan aldrig hverken tæmmes eller dresseres til en kammerat. Ulven kan kun holdes i dyreparker eller på specielle områder, der er indrettet til dette formål. Det er en af årsagerne til, at man ikke ser ægte dresserede ulve i cirkus eller lignende etablissementer. Hybrider på jagt Danilkin [12] er i sine undersøgelser i det sydlige Ural kommet til den konklusion, at hybrider favoriserer rådyr og kronhjorte. Han bevidnede 8 tilfælde, hvor hybrider var på jagt efter bytte, og i 26 tilfælde fulgte han sporet af jagende hybrider. Af disse førte 17 til at hybriderne nedlagde deres bytte. En af de flokke som Danilkin observerede, bestod af en ulv og en lille hybrid samt deres afkom. Hybriderne var mindre af vækst, og deres farve var mere brun. Han konstaterede også, at hybriderne kan danne flokke med op til 18 dyr af forskellig farve og størrelse. Hybriderne delte opgaverne mellem sig under jagten. En del af hybriderne drev byttedyrene, mens resten tog opstilling på en post og ventede, til byttedyrene kom løbende. Ulve har ikke for vane at følge deres byttedyr langt, mens hunde og hybrider tydeligvis er sejere i den henseende. I 1970 observerede Danilkin over 300 rådyr på et 300 kvadratkilometer stort område, hvor en hybridflok hærgede. Ved udgangen af 1970 var hybridernes antal tidoblet, mens antallet af rådyr var mindsket til en fjerdedel. Hybriderne valgte ikke deres byttedyr på grund af alder eller kondition, men tog de første de bedste dyr, de fik øje på. Selv om samme pricip til en vis grad også gælder for vilde ulve, har man i den nuværende officielle dogmatik forsøgt at fremhæve ulvens betydning for det naturlige valg og evolutionen.