Rune Sarromaa Hausstätter. Specialpædagogiske. dilemmaer. Oversat af Ole Lindegård Henriksen

Transkript

1 Rune Sarromaa Hausstätter Specialpædagogiske dilemmaer Oversat af Ole Lindegård Henriksen

2 Indholdsfortegnelse Introduktion til den danske udgave Forfatterens forord Indledning Første del Kapitel 1 Kampen om specialpædagogikkens hjerte og sjæl Specialpædagogikkens hjerte og sjæl Veje mod målet om at hjælpe Det patologiske program Det organisatoriske program Det sociale program Mennesket og samfundet Fra integrering til inklusion Det specialpædagogiske paradoks Kapitel 2 Specialpædagogik: Modernitet og postmodernitet Modernitet og postmodernitet Fra fortællingen til historier Individet i samfundet Muligheden for at skabe forandring Individualitet Specialpædagogik som moderne og postmoderne profession Kampen mellem store og små fortællinger i specialpædagogikken Selvets udslettelse og inklusionens dilemma Postmodernistisk diagnose? Kapitel 3 Velfærdsstatsprofessioner og skoletradition Velfærdsstatsprofessioner Professionel uenighed Skoletradition og profession Specialpædagogiske forventninger Skoletradition og specialpædagogiske perspektiver

3 Kapitel 4 En profession for det levende liv Professionsholdninger Den moderne professionsholdning Den konservative professionsholdning Den postmoderne professionsholdning En kritisk, reflekterende og skabende profession for det levende liv De forskellige programmer og synsvinklen Vejen frem Anden del Kapitel 5 Kritisk teori Kritisk teori kontra de såkaldt borgerlige teorier Den instrumentelle fejltagelse Forskellige vidensformer Kritisk teori og postmodernisme Kritisk teori inden for specialpædagogikken Myndiggørelse (empowerment) Sider af fornuften Kapitel 6 En kritisk-teoretisk analyse af marginaliseringsprocesser Funktionshæmning som etableret fænomen Den stærkes ret Den instrumentelle fornuft Skolen og den instrumentelle fornuft Den instrumentelle fejltagelse i specialpædagogikken Specialpædagogik i et instrumentelt samfund? Kapitel 7 Foucaults poststrukturalisme Sandhed Vidensarkæologi og genealogi Mennesket Specialpædagogikken og Foucault En slags menneske Kapitel 8 Humanmentalitet Governmentality Et historisk tilbageblik Mennesket i centrum Humanmentalitet

4 Kapitel 9 Pragmatisme Viden og sandhed Handling og mål Pragmatismen og sproget Sproget og demokratiet Etik Pragmatismen og postmoderniteten En pragmatisk specialpædagogik Diskussionen indadtil på det specialpædagogiske område Udvikling af et demokratisk samfund i samarbejde med borgere med funktionshæmning Tredje del Kapitel 10 Specialpædagogikken og videnskaben Specialpædagogikkens hybride identitet Det store skisma Den rationelle løsning Grænsekriteriet Den relativistiske løsning Mødet mellem det rationelle og det relativistiske Specialpædagogisk vidensteori Kapitel 11 En effektiv og etisk profession Ansvar, videnskab og handling Etiske implikationer af intellektuel redelighed Effektive kendsgerninger og et fælles mål for specialpædagogikken Progressive og degenerative specialpædagogiske programmer På tværs af programmer Kapitel 12 En profession i randzonen Menneskelighed Har specialpædagogikken behov for denne analyse? Social arena og undervisning Enetimer, tilpasset undervisning og inklusion I randzonen Fortegnelse over figurer og tabeller Litteratur Stikord

5 Introduktion til den danske udgave Specialpædagogiske dilemmaer er første bog i serien Specialpædagogik i tiden. Serien har til formål at afspejle de til enhver tid givne specialpædagogiske teorier og deres udmøntning i praksis. Og netop i den specialpædagogiske sammenhæng spiller tiden en væsentlig rolle. Specialpædagogikken er i bund og grund et produkt af videnskab, ideologi og praksis og som sådan helt afhængig af den samfundsstruktur og -kultur, den specialpædagogiske bistand udøves i. Vi skal ikke længere tilbage end til 1979, hvor der stadig var børn og unge i Danmark, som ikke modtog undervisning og som vel at mærke heller ikke var berettiget til det! De børn og unge, som hørte ind under særforsorgen, havde ikke krav på undervisning, men mange fik det heldigvis alligevel. I 1980 blev særforsorgen udlagt, folkeskoleloven kom til at gælde for alle børn og unge i den undervisningspligtige alder, og amter blev oprettet blandt andet med henblik på at varetage undervisningsopgaven i forhold til børn og unge med vidtgående handicap. Mange specialskoler var på det tidspunkt allerede etableret, og flere er med tiden kommet til. De bedst fungerende børn og unge fra forsorgen modtog undervisning i specialklasser, som havde til huse i almindelige folkeskoler. Målet med de specialpædagogiske tiltag var integration børn og unge med funktionshæmninger skulle væk fra de store institutioner og ud i skoler og klasser for at være sammen med børn og unge uden funktionshæmninger. I dag står specialpædagogikken over for en næsten lige så stor omvæltning. Fra 1. januar 2007 blev amterne nedlagt, og det samlede ansvar for den specialpædagogiske bistand overgik til kommunerne. Indtil da havde der været to slags specialpædagogisk bistand: Den almindelige, som blev varetaget af kommunen, og den vidtgående, som blev varetaget af amtet. Der var ingen klar definition af, hvilke elever der var kvalificerede til den vidtgående specialundervisning, og hvilke der var kvalificerede til den almindelige. Det var helt afhængigt af ressourcer i kommunen faglige INTRODUKTION TIL DEN DANSKE UDGAVE 9

6 såvel som økonomiske. Kommunen kunne etablere specialklasser eller specialskoler og henvise egne elever til undervisning der, men kommunen kunne også vælge at købe sig til en plads ved et af amtets undervisningstilbud eller i nabokommunernes undervisningstilbud. Om en elev fik et amtsligt eller et kommunalt undervisningstilbud, afhang således ikke kun af graden af elevens vanskeligheder, men i lige så høj grad af den kommunale skolestruktur og -kultur og naturligvis: Økonomi. Der findes faktisk ikke noget klart statistisk billede af, hvor mange elever der modtager specialpædagogisk bistand, hvilke vanskeligheder eleverne har, hvordan de støttes, og hvad de får ud af støtten. I læreruddannelsen er der ligeledes sket store skift i forhold til specialpædagogikken. Fra 1966 til 1982 blev lærerne uddannet med to linjefag og et pædagogisk speciale, der i omfang modsvarede et linjefag. Det mest søgte linjefag var i mange af årene Pædagogisk Speciale C specialundervisning. Herefter blev læreruddannelsen atter ændret, og de pædagogiske specialer afskaffet, hvilket betyder, at de lærere, som er blevet uddannet i perioden kun i bedste fald har fået tilbudt et kort kursus om specialpædagogik. Med virkning fra august 2008 blev specialpædagogik genindført i læreruddannelsen, denne gang som et såkaldt lille linjefag, det vil sige med et omfang svarende til 0,6 studieårsværk. Problemet bliver nu at finde kvalificerede undervisere til linjefaget. Danmarks Pædagogiske Universitetsskole udbød fra august 2003 en master i specialpædagogik, hvilket er første gang, det i Danmark har været muligt at gennemføre en uddannelse i specialpædagogik på et akademisk niveau. Specialpædagogikken følger og ændres således med tiden. Specialpædagogikken er velfærdsstatens sikring for og garanti til de borgere, som af en eller anden grund har brug for en særlig hjælp eller støtte for at kunne fungere i samfundet. Staten har således stærkt brug for specialpædagogikken, der er ingen velfærdsstat (i hvert fald i den nordiske forstand), som har råd til eller ønske om, at så mange mennesker ikke får udnyttet deres potentialer optimalt. Omvendt er specialpædagogikken også en rettighed for de mennesker, som har behov for hjælp for at kunne klare sig som borgere i et demokratisk samfund. Specialpædagogikkens fornemste opgave er således at overflødiggøre sig selv, samtidig med at specialpædagogikken i sit kølvand sikrer ufattelig mange job; nogle skal udrede og beskrive behovet for specialpædagogisk bistand, andre skal etablere skoler og institutioner, som kan yde denne bistand. Nogle er i hele deres arbejdsliv knyttet til det specialpædagogiske område, mens andre er det i en periode af dagen, ugen eller arbejdslivet. Nogle udvikler og sælger særlige materialer 10 SPECIALPÆDAGOGISKE DILEMMAER

7 og hjælpemidler, som afhjælper funktionsnedsættelserne, andre rådgiver politikere, arkitekter, skole- og institutionsledere, lærere, pædagoger og forældre, som har børn med særlige behov. Og parallelt med alt dette er der forskning, undervisning og uddannelse i det specialpædagogiske felt. Hvis specialpædagogikken blev afskaffet, ville mange blive arbejdsløse! Specialpædagogik i tiden vil søge at rette fokus på specialpædagogikkens vilkår på det ideologiske, det videnskabelige og det praktiske felt. Grænsen mellem det specialpædagogiske felt og det almenpædagogiske felt er flydende. Hvornår er organiseringen af undervisningen udtryk for differentiering og holddannelse, og hvornår er det specialpædagogik? Det er ikke til at svare på. Derimod er det let at svare på, hvad der ikke har noget med specialpædagogik at gøre: Når man stiller alle elever på samme årgang over for samme opgave, som skal løses på samme vilkår, så er der hverken tale om undervisningsdifferentiering, holddannelse eller specialpædagogik. Specialpædagogikken sætter spørgsmålstegn ved normaliteten og udfordrer vores normalitetstænkning. Når en skoleleder afgør, om en elev skal have tilbud om specialpædagogisk bistand, er han på statens vegne normalitetsdommer: Ud fra givne præmisser vurderes, at denne elev skal have en særligt tilrettelagt undervisning. Præmisserne er ikke altid klart og eksplicit beskrevet, det skal de sådan set heller ikke være i henhold til dansk lovgivning på området. Vurderingen af elevens behov skal bygge på en samlet vurdering af elevens situation i alle skolens fag, i hjemmet og i fritiden. Specialpædagogiske dilemmaer er som nævnt den første bog i serien og er som sådan tænkt som en grundbog, hvor de grundlæggende teorier, ideologier og virkeligheder præsenteres og problematiseres. Den lærer, som leder efter en kogebog for specialpædagogik, vil derfor lede forgæves i denne bog. Læreren, som er i gang med en efter- eller videreuddannelse i specialpædagogik, eller den lærerstuderende, som søger ind bag specialpædagogikkens praksis og organisationsformer, vil derimod finde masser af spændende stof, inspiration og udfordringer. I bogens første del diskuteres, hvordan specialpædagogikken kan defineres i henhold til tre forskellige forståelsesrammer benævnt henholdsvis det patologiske program, det organisatoriske program og det sociale program. Disse forståelsesrammer bygger på forskellige menneskesyn, og som følge deraf medfører de også forskellige idéer om og udfordringer til, hvordan man hjælper mennesker, der føler et behov for pædagogisk hjælp. Bogens grundholdning er, at den specialpædagogiske profession INTRODUKTION TIL DEN DANSKE UDGAVE 11

8 må møde disse udfordringer gennem en kritisk reflekterende professionsholdning baseret på perspektivændringer. Professionen må leve med politiske krav på den ene side og menneskelige problemer på den anden, og som redskaber i denne balancegang må professionen tage forskellige løsningsstrategier i brug. Sammenligninger med dansk historie og lovgivning samt andre kommentarer til den danske udgave er indsat i fodnoter. København, efteråret 2008 Lis Pøhler Lis Pøhler er master i specialpædagogik og ekstern redaktør af serien Specialpædagogik i tiden. 12 SPECIALPÆDAGOGISKE DILEMMAER