Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 17. november søndag efter trinitatis Mattæus 24,15-28 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 17. november søndag efter trinitatis Mattæus 24,15-28 Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund den, der læser dette, skal mærke sig det! da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes. Matt 24,15-28 God morgen denne 25. søndag efter Trinitatis den næstsidste søndag i det gamle kirkeår her er det for alvor alvor, her handler det om verdens undergang, de sidste tider og dommedag. Vi ved det slutter, en dag, før eller siden, men kan vi som kristne frimodigt tænke afsked og afslutning frit og modigt? Om disse spørgsmål handler denne gudstjenestes salmer, tekster og prædiken. Det slog mig, da jeg læste Mattæusevangeliets gruopvækkende skildring af de sidste tider og ødelæggelsens vederstyggelighed, for tænk, hvis jeg var præst i Tacloban på Filippinerne, tænk hvis jeg lige nu skulle stå i min præstekjole i ruinerne efter tyfonen Haiyans nådesløse hærgen med liglugten hængende tungt i gaderne i det, der indtil for få dage siden var en fin lys kirke, tænk hvis jeg midt i dette kaos af død og ødelæggelse skulle prædike over denne malende advarsel mod de sidste tider og de falske profeter. 1

2 Tænk hvis den kvinde, der fødte sit barn i et aflukke i lufthavnen, mens hun desperat forsøgte at komme væk fra ødelæggelserne, tænk hvis hun var medlem af vores menighed. For ét er at stå her i stille rolige fredelige Danmark, hvor vi alle sammen så let kan blive lullet ind i sådan en tornerosesøvnstilstand, hvor det største problem er, om vi skal have Torvehaller på Møllebrogrunden eller 5-etagers boliger bag Jensens Bøfhus. Noget ganske andet er det at stå midt i ødelæggelsens vederstyggelighed. Her hos os kan det faktisk være på sin plads, at vi engang imellem bliver rusket lidt op og mindet om, at verden går altså ikke under, hvis Allan Simonsen vinder Vild Med Dans, ja, måske er det endda et sundhedstegn, hvis han vinder, for viser det ikke, at vi ikke helt har glemt, at vi lever i H.C.Andersens hjemland, hvor grimme ællinger viser sig at være smukke svaner, og den umulige Klodshans løber med prinsesssen og det halve kongerige, trods flækket træsko, død krage og pludder på lommen. Måske ér det sundt engang imellem at blive mindet om, at verden og livet og fremtiden aldrig er en selvfølge, jeg kan tage for givet. Ikke blot når Jehovas Vidner med mellemrum ringer på døren med deres apokalyptiske Vågn Op-artikler, men også sådan en lidt søvnig novembersøndag, hvor det gamle kirkeår synger på sidste vers, og hvor to dejlige dåbsbørn skal have deres navne skrevet ind i Guds hjerte. Husk det: livet er en gave fra Gud til låns for en tid. For selv om Jesu tale, der for øvrigt er taget ud af hele to kapitler, der ikke handler om andet end de sidste tider og dommedag kommer du i kirke igen på søndag, så får du andet akt i det store slutdrama, den helt store domsscene, hvor fårene skilles fra bukkene. Selv om denne tale rummer billeder, der, hvis vi ellers lytter efter og tager dem alvorligt, kan sætte en skræk i livet på de fleste, hvis alverdens dommedagsfilm da ikke har gjort os så hårdkogte, at det preller af som olie på en teflonpande. For selv om meningen umuligt kan være, at Jesus vil skræmme eller true os til at blive gode fromme kristne, der sidder andægtigt og synger salmer i Guds store ventesal og bier på Herrens time og vredens dag, så opfordrer Jesu domsord alligevel til en tiltrængt eftertænksomhed. 2

3 For livet er jo netop ikke en ventesal, hvor vi bare skal fordrive tiden, eller få den til at gå eller slå nogle timer ihjel eller hvilke ualvorlige udtryk vi nu forfalder til at bruge om den tid, vi ofte spilder, men som dybest set er så kostbar, fordi vi aldrig får den tilbage. Jesu ord minder os om, at livet har ingen fortrydelsesret, vi kan ikke spole tilbage og begynde forfra, livet kalder på os hele tiden. Vi kastes hvert sekund hovedkulds ud i det. Men, tænker jeg, det kan vi jo ikke gå og tænke på hele tiden, hvis vi, hver eneste gang vi går i fakta efter to liter mælk, skal tage afsked med vore kære, som om vi aldrig skal ses igen, så bliver vi skøre. Hvis vi hver eneste aften skal gøre regnskabet op, hvordan brugte jeg mit liv, hvordan var jeg som far, ægtefælle, søn, bror, kollega så får vi aldrig en rolig nattesøvn. Vi må som mennesker leve livet forlæns og forstå det baglæns, det er vilkåret. Dette evindelige selvoptagede navlepilleri, gjorde jeg det nu godt nok, det bliver vi uudholdelige af at dyrke. Alligevel tror jeg, de fleste af os kender til, at der er situationer og tider, hvor eftertænksomheden melder sig med større styrke. For hvad nu, hvis tiden er ved at løbe ud. Min tid. Min elskedes tid. Mine forældres tid. At miste et menneske, der står mig nær, kan føles, som verden går under. Eller afskeden i lufthavnen før den lange rejse, bare vi nu ses igen, pas nu på. Livets uselvfølgelighed trænger sig nogle dage hårdere på. Og netop sådan en tænke-efter-tid er vi nået til på kirkeårets sidste to søndage. Som om evangelisten, her hvor det gamle år er ved at løbe ud, vil sige, stop nu lige lidt, hvad ville du gøre, hvis verdens ende var i morgen. Og jeg køber ikke den med, at så ville jeg plante et træ. For hvordan ser det ud, hvis du i næste øjeblik skal stå ansigt til ansigt med din Gud og skaber. Måske spørger evangelisten, fordi han selv sidder lige midt i noget, der ligner Tacloban efter tyfonen romerne har smadret Jerusalem i år 70 det pragtfulde tempel er ikke andet end en stendynge, de jødiske oprørere er henrettet med kold brutalitet. Og de, der ikke er dræbt, er fordrevet fra hus og hjem sendt på den flugt, der spredte jøderne ud over hele Europa, indtil de i 1948 begyndte at vende tilbage 3

4 til det tabte land, og det tempel de den dag i dag står ved grædemuren og beder om at få tilbage. Hvis følelsen af kaos og hjælpeløshed hos Mattæus har været lige så fremherskende som i Tacloban, så er det ikke spor underligt. Er det de sidste tider? Er det Guds dom over en utro slægt? Er det verdens undergang? Hvor er Gud henne i alt dette? Måske har du selv stået midt i dit eget livs personlige katastrofe, midt i kaos efter det stormvejr, som pludselig satte kurs direkte mod det, der ellers var din trygge og gode hverdag. For hvem af os kan tyde tidens tegn. Ja, hvem af os kan holde troen varm og hovedet koldt, når det for alvor brager løs om ørerne på os. Men, tænker jeg, hvis min skæbne ved verdens ende og dommedag står og falder med min evne til at holde troen oppe og håbet i live. Er det så ikke ude med mig? Er der så andet tilbage end ødelæggelsens vederstyggelighed? Og nej, det er der ikke, hvis det alene er mig og det, jeg gør og kan og tror, det kommer an på. Men det er her evangeliet viser sig midt i den mest november-blytunge-alvor, at eje en ufattelig legende lethed. For i den verden hvor død og ødelæggelse og sidste udløbsdato ubønhørligt sætter dagsordenen for alt liv i universet ja, selv for solen kommer der en dag, hvor brændstoffet er brugt op og lyset må slukkes. Men midt ind i alt det skabte, hvor selv det allerhelligste i templet ligger i ruiner, sætter Gud med sin egen elskede søns bløde sårbare krop et nyt fortegn med hans død og opstandelse påskemorgen begynder Gud en helt ny tid en ny tidsregning. For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være, hører vi Jesus sige. Midt i ødelæggelsen altomfattende kaos, dér lyder Jesu ord, næsten som dengang Gud skabte alt ud af intet: Der skal blive lys. 4

5 Jordens undergang og verdens ende og alle dommedagsprofetierne de møder i disse ord et lys, der er så blændende klart og stærkt, så det giver ekko i hele universet: Gud har det sidste ord. Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det, skriver Johannes i sin smukke prolog. Derfor skal disse sidste efterårsmørke søndage inden kirkeåret løber ud heller ikke bruges til at slå os i nakken eller skræmme livet af os. Tværtimod, de skal bruges til at få os til at løfte hovedet frimodigt frit og modigt for livet er hverken en jammerdal eller ventesal før det egentlige. Livet er. Livet er, som det er, med dets skønhed og lethed. Med dets rædsel og tyngde. Mennesket midt i Taclobans vederstyggelige ødelæggelse er ikke længere fra Gud, end dig, der lige nu sidder trygt og godt i denne guldskinnende kirke og venter på søndagsfrokosten. Livet er, og Gud er - midt i det liv, du lever på godt og ondt. Gud er der som løftet og lyset, lyset der vil få os til at se os selv og hinanden i et helt nyt lys. Se livet med den tyngde og alvor, der følger af at vide at i næste sekund, kan det hele være forbi, OG med den boblende lethed, at selv når det hele er slut og ude med mig og mine, og alt er forbi så er du og jeg stadig i Guds hænder omsluttet af det lys, der rækker fra øst til vest fra Tacloban til Hillerød fra Paradisets have til verdens ende og opstandelsens nye morgen. Frit og modigt må vi leve. Kort eller langt, det ligger i Guds hænder. Men frit og modigt må vi vove os ud i livet også når orkanen raser og alt truer med at falde sammen omkring os frit og modigt, fordi vi er i gode hænder. Derfor må vi lige til verdens ende sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 5