At give erindringen form igennem smykker

Transkript

1 At give erindringen form igennem smykker Smykker gemmer på følelser og vigtige erindringer. Vi bærer dem tæt på kroppen, og dermed har de potentialet til at være identitetsdannende. Det tager lang tid at finde disse erindringer frem, idet de er pakket ind - det tager tid at læse, hvad designeren har villet fortælle os om vores personlige og kollektive erindring. Derfor er det vigtigt at lytte til designerens fortælling, så smykker derigennem får en betydning, der rækker ud over designerens egen horisont. Når jeg undersøger, om netop smykkedesign har et erindringsmæssigt potentiale, skyldes det, at smykker i nyere tid helt frem til 1960 erne er blevet betragtet som en basalt set unødvendig dekoration - som noget der bare er smukt, men ikke har en dybere betydning. Dette afspejler sig også i den litteratur, der findes om smykkedesign, i hvilken billeder af smykker tit fylder meget, hvorimod teksten oftest kun fylder lidt og blot fungerer som en teknisk kommentar til smykkerne. Den foreliggende og mere dybdegående litteratur om smykkedesign og smykkers betydning er ganske begrænset. Dette er en væsentlig grund til, at jeg satte mig for at interviewe betydningsfulde smykkedesignere om deres produkter. Selv om mennesket har smykket sig i årtusinder og har brugt smykker til at demonstrere magt og rigdom eller til at vise kærlighed, er smykkernes betydning som en del af vores personlige og fælles historie ikke et område, der hidtil har fået stor opmærksomhed. Det vil jeg gerne lave om på, idet jeg mener, at der knytter sig stærke følelser og historier til vores smykker. Smykker kan bære erindringer videre på godt og ondt, både når det gælder de personlige erindringer og de, der måske er fælles for et helt land, nemlig de kollektive erindringer. Tradition for erindring Italienske designere har en anden tradition for at arbejde med erindring i deres smykker end danske designere. Både de personlige erindringer og landets historie kommer til udtryk i italienske designeres smykker. Dels har de tradition for at give familiehistorier videre fra generation til generation, dels har de som nation en mørk fortid med nazisme og fascisme, en såkaldt memoria sporca, en beskidt erindring, som de på den ene side ønsker at fortrænge og glemme, men på den anden også har behov for at kende. Det er de belastende og svært håndterbare minder, som har det med at skjule sig under dække af det glade. Prøv at se på Alessandro Mendinis proptrækkerdamer, tæt behængte med smykker. Umiddelbart virker de sorgløse, men de rummer i sig designerens erindring om sin mormor, der plejede at lave en hel lille ceremoni ud af at åbne en flaske vin i den svære tid efter Anden Verdenskrig. Hun dansede som en ballerina, der hævede og sænkede armene, mens hun snurrede rundt, fortalte designeren til mig i et interview. Hun fortalte mig, at 1

2 det er en glad ceremoni at åbne en flaske vin. Men ser man nærmere på damerne, er det alligevel påfaldende, at deres smil er fastfrosne i gråt stål, og at de nærmest tynges ned af smykkerne. Den dansende dame er også udtryk for, at når man danser, kan man godt være ked af det og så opsøge dansen ligesom bedstemoren. Det er en dobbelthed. Smykker er på samme måde et udtryk for, at man gør sig glad ved at bære dem, men det er ikke en lallende lykke, idet der ligger en tragedie bag. 2

3 Anna Etoile-proptrækkeren ser tilforladeligt lykkelig ud; men der er både en personlig og kollektiv erindring på spil her. 3

4 I Danmark er der ikke en lang tradition for at arbejde med erindring inden for design, men der er potentialet til at arbejde med erindring i dansk design, hvilket Margueritblomsten er udtryk for. Smykket Daisyen er så velkendt og alligevel ukendt. 4

5 Margueritblomsten som en stille protest Det meget kendte margueritsmykke, Daisy, som de seneste år er blevet populært igen, er et eksempel på et smykke, der bærer en del af vores kulturhistorie i Danmark. Det er vigtigt, at vi kender historien bag smykket, fordi det giver Daisyen en anden og større betydning end bare at være et yndigt blomstersmykke. I 1940, da dronning Margrethe blev født blot en uge efter den tyske besættelse af Danmark, fremstillede den københavnske juveler Anton Michelsen et margueritsmykke, der lignede den broche, den svenske prinsesse Ingrid havde fået af sin far ved sit bryllup med den danske kronprins Frederik i Smykket var et minde om Ingrids mor, den engelske prinsesse Margaret, der døde som ung. Hendes, Daisy, som er det engelske ord for marguerit, blev således også dronning Margrethes kælenavn. Margueritsmykket blev populært under besættelsen, og blomsten, der bevidst var skabt i lysende hvidt og guld, fik en helt særlig kulturel betydning. I en tid, hvor alt var mørkelagt, blev det lyse smykke et symbol på håbet om frihed og var på den måde en stilfærdig markering fra danskernes side. De aktive i modstandsbevægelsen brugte smykket som symbol på drømmen om frihed. Efter nogle årtier som en broche, der kun sås på ældre damer, er Daisy i de senere år igen blevet populært blandt alle generationer. Det hænger nok sammen med det nostalgiske i, at mange forbinder det med bedsteforældregenerationen, og samtidig er margeritten en del af vores danske natur og er nærmest blevet vores nationalblomst. Tænk bare på Margueritruterne, der er veje gennem de smukkeste dele af landet. Desuden er margueritsmykket igen blevet brugt politisk. Dansk Folkeparti gjorde i 2007 margueritten til officiel partiblomst og til et symbol på det, partiet forbinder med danskhed. Blomsten er angiveligt den tidligere leder Pia Kjærsgaards yndlingsblomst, og hun bærer ofte netop margueritsmykket som halskæde, ørestikkere, fingerring eller broche. Den nutidige guldsmed Kim Buck har designet en parafrase over Daisy ved at pille nogle af kronbladene af blomsten. Det leder straks tankerne hen på ungdommens leg med at pille kronblade af blomsten: elsker, elsker ikke Dermed gives smykket en ny historie. Den handler om vores kærlighedsforhold, samtidig med, at det leder tankerne hen på, hvor svært det er for os, at huske den betydning, som Daisyen oprindeligt havde. 5

6 Gulsmeden Kim Buck har spillet videre på Daisyen ved at referere til den moderne lunefulde kærlighed med smykket Elsker Elsker ikke. Det var Georg Jensen designhuset, som skabte det oprindelige Daisy-design ikke entydigt glad for. Erindringer til fremtiden Erindring i smykker skaber en identitet på tværs af generationer, når smykker går i arv. Men det er også vigtigt at undersøge, hvorledes smykker har potentialet til at skabe erindringer for fremtiden, erindringer, der ikke bare vækker glade minder, men er komplekse. I Italien arbejder designeren Mendini netop med denne problematik i sin smykkedame, som er en proptrækker. For italienerne handler det om, at dansen netop er vigtig. Når erindringen baseres på en sansemæssigt genkendelig erfaring hos brugeren, skabes design for fremtiden. 6

7 Charlie som smykke På samme måde som margueritten blev et symbol, kan vi i dag opleve, at smykker kan få en helt særlig betydning. For eksempel kan attentatet mod det satiriske magasin Charlie Hebdo komme til at afspejle sig i smykkedesign. Smykker kan få både en politisk og en kulturel betydning og være med til at skabe en fællesskabsfølelse. Derfor er det slet ikke usandsynligt, at en nutidig smykkedesigner på et tidspunkt skaber et smykke, der på en poetisk måde bliver et symbol for ytringsfrihed og måske bliver en reference til Charlie Hebdo. Den slags er også set før. Blandt andet under besættelsen, hvor det såkaldte Kongeemblem blev solgt i langt over en million eksemplarer. Mærket blev blandt almindelige danskere et tegn på, om ikke decideret modstand mod den tyske besættelsesmagt, så i hvert fald en markering af dansk nationalitet og tilhørsforhold. Det er vigtig at undervise designstuderende i, at de skal huske at have det historiske element med i deres ideer, når de arbejder med udvikling af nye smykker, uanset hvor innovative de er. Unge designeres ideer vil altid stå på skuldrene af det, der har været før dem. Der skal være en eller anden form for genkendelighed i det, de laver, sådan at erindring også på den måde altid er med i smykkedesign. Personlige smykker Alene ved erindringen kan et smykke få værdi eller miste værdi. En ring arvet fra en kær bedstemor kan have stor værdi for barnebarnet, der bærer ringen, og det kan være et stort tab, hvis ringen en dag bliver væk eller bliver stjålet, selv om smykket måske ikke har nogen stor værdi rent pengemæssigt. På samme måde kan den meget fine og dyre halskæde, som en kvinde får som kærlighedsgave af sin elskede, med et slag miste al værdi for hende og blive en smertelig erindring den dag, kærligheden brister. Smykker får den helt særlige betydning, fordi vi bærer dem tæt på kroppen og netop fordi, der ofte knytter sig en historie til dem. Arvesmykkerne bærer historien fra den ene generation til den næste, og når vi forærer smykker til hinanden, er det en måde at knytte bånd på og vise, at vi drager omsorg for og passer på hinanden. Smykker er næsten altid forbundet med følelser, og derfor kan de få så stor betydning og få en anden og dybere værdi end andre ting, vi omgiver os med. Af samme grund bliver nogle smykker solgt til omsmeltning, når det, de var symbolet på, går tabt som et ægteskab eller halskæden bliver solgt til højestbydende på auktion. Nogle mennesker kan faktisk slet ikke lide tanken om at købe brugte smykker, fordi der netop altid er følelser forbundet med dem, og fordi smykket bærer på en andens historie, som man ikke kender. 7

8 Et smykke kan også få værdi som en amulet, der skal beskytte og hjælpe den, der bærer smykket. Under Første Verdenskrig var det almindeligt, at soldater fik en medaljon med sig med en tot hår fra deres kæreste eller kone, og måske er vi på vej i den retning igen. Der synes langsomt at komme mere fokus på erindringsaspektet ved smykker. Smykker bliver mere or mere brugt som et minde, sådan at etik og æstetik smelter sammen, hvilket der også er en tendens til, at yngre designere higer efter. For eksempel tilbyder nogle smykkedesignere, at man kan få lidt aske fra en elsket afdød indlejret i et nydesignet, personligt smykke, således at man på den måde kan bære et minde med sig. 8