Danske Regioners svar på Sundhedsstyrelsens høring vedr. dimensionering af speciallægeuddannelsen

Transkript

1 N O T A T Danske Regioners svar på Sundhedsstyrelsens høring vedr. dimensionering af speciallægeuddannelsen Sag nr. 06/4703 Dokumentnr /06 Sagsbehandler Thomas I. Jensen Tel tir@regioner.dk Baggrund Med henblik på Sundhedsstyrelsens udarbejdelse af den kommende femårsplan for dimensionering af speciallægeuddannelsen har styrelsen den 9. oktober 2006 udsendt et omfattende høringsmateriale til Danske Regioner og de lægevidenskabelige selskaber. Materialet indeholder oplysninger om den forventede udvikling i antallet af speciallæger inden for de enkelte specialer, aldersfordeling, stillinger og vakancer i de enkelte specialer m.v. Sundhedsstyrelsen anmoder høringsparterne om, på baggrund af de nævnte oplysninger, at besvare en række spørgsmål med henblik på vurdering af den fremtidige efterspørgsel på speciallæger inden for samtlige specialer. Danske Regioners høringssvar indeholder en generel vurdering af, hvilke hensyn og problemstillinger, der må indgå i det kommende dimensioneringsarbejde, og der peges på en række specialer, som bør have særlig bevågenhed og prioritet i den forbindelse. Endelig indeholder svaret overvejelser om, hvilke tiltag der kan bringes i anvendelse for at håndtere og afhjælpe fremtidig mangel på speciallæger. Region Hovedstaden og Region Sjælland har foretaget en gennemgang af samtlige specialer med specialespecifik besvarelse af de af Sundhedsstyrelsen stillede spørgsmål. Dette omfattende materiale er vedlagt som bilag. Vurdering af høringsmaterialets fremskrivninger og opgørelser Sundhedsstyrelsens høringsmateriale tegner samlet set et genkendeligt billede af en situation med mærkbar mangel på speciallæger, som synes at vare ved i en periode på mindst år. Høringsmaterialets prognoser og fremskrivninger svarer til de problemstillinger, som opleves i regionerne. Der kan for det enkelte speciale være visse afvigelser f.eks. mellem sund-

2 hedsstyrelsens opgørelse over stillinger og vakancer og opgørelser man har foretaget i den enkelte region. Der henvises i den forbindelse til den specialespecifikke gennemgang i bilagsmaterialet. Side 2 Den fremtidige efterspørgsel på speciallæger Efterspørgslen på speciallæger påvirkes i de kommende år af en række forskellige forhold, herunder eksempelvis: Regionernes og Sundhedsstyrelsens overvejelser om den fremtidige specialeplanlægning, herunder det aktuelle arbejde med organiseringen af det akutte beredskab, og den konkrete udmøntning heraf i sygehusplanlægningen, som bl.a. vil medføre at en række funktioner samles på færre sygehusenheder Kræftplan og løft på andre konkrete indsatsområder i sundhedsvæsenet Behandlingsgarantien, som forventes udvidet til også at omfatte det psykiatriske område Mulig vandring af sundhedspersonale fra offentlig til privat beskæftigelse, som følge af et voksende privat marked på sundhedsområdet Fortsat udvikling af sundhedsvæsenet forudsætter, at det nødvendige personale med de nødvendige kvalifikationer er til rådighed på sygehuse og i praksis. Det understreger vigtigheden af, at personaleressourcerne tænkes med, når der iværksættes nye initiativer i sundhedsvæsenet, herunder beslutninger om løft på konkrete områder. Ændringer i sygehusplanlægningen vil udover at påvirke efterspørgslen på speciallæger - få betydning for mulighederne for planlægning og sammensætning af uddannelsesforløb. Det understreger behovet for et tæt samspil mellem sygehusplanlægningen og uddannelse af sundhedspersonale både på nationalt niveau i Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen og i de enkelte regioner. Både på det korte og mellemlange sigt vil der være en generel ubalance mellem udbud og efterspørgsel på speciallægeområdet. Det må imødeses, at udviklingen i retning af færre speciallæger vil sætte sundhedsvæsenet under pres i forhold til kvalitets- og servicemål de kommende år. Det er derfor nødvendigt at overveje generelt og specialespecifikt -, hvilke tiltag, der

3 kan medvirke til at håndtere og på længere sigt afhjælpe mangel på speciallæger. Side 3 Grundlæggende principper og hensyn i dimensioneringsarbejdet Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan skal medvirke til at, at sundhedsvæsenet samlet set råder over en lægelig arbejdskraft der er tilstrækkelig til, at opgaverne i sundhedsvæsenet kan løses på et højt kvalitetsniveau. Dimensionering af uddannelseskapaciteten er ikke en isoleret proces for det enkelte speciale men skal fastlægges på baggrund af en vurdering af muligheder og behov på tværs af specialerne og i sundhedsvæsenet generelt. Det indebærer f.eks. at stor søgning i et givet speciale ikke automatisk må udløse flere uddannelsesforløb. I stedet bør det i dimensioneringsarbejdet overvejes, hvordan dimensionering kan understøtte rekrutteringen til specialer, som aktuelt har lav søgning blandt de yngre uddannelsessøgende læger, og hvor samtidig må imødeses øget efterspørgsel fremover. Det bør f.eks. overvejes, om en begrænsning i kapaciteten i de mest søgte specialer introduktionsstillinger såvel som hoveduddannelsesforløb kan forbedre rekrutteringen til mindre søgte specialer. Hovedparten af specialerne peger på behovet for udvidelse af uddannelseskapaciteten. En generel udvidelse af kapaciteten forudsætter imidlertid, at det er muligt at udnytte uddannelseskapaciteten hensigtsmæssigt dvs. sikre at de uddannelsessøgende læger fordeler sig bredt på specialer og geografi. Dimensioneringsarbejdet må bl.a. bygge på overvejelser om følgende forhold: Samfundets krav og forventninger til opgaveløsningen i såvel det offentlige som det private sundhedsvæsen Udviklingen i efterspørgslen. Det foreslås, at der i dimensioneringsarbejdet foretages en løbende vurdering af efterspørgslen i et afgrænset felt af kritiske specialer dvs. specialer som i lyset af udviklingen (strukturelle ændringer, særlige indsatsområder m.v.) påkalder sig særlig opmærksomhed Eksistensen af et begrænset økonomisk råderum for regionerne

4 Hensynet til kvaliteten i vejledning og supervision - der er grænser for, hvor mange ekstra uddannelsesforløb et speciale kan bære Side 4 Specialerne er forbundne kar - udvidelser i uddannelseskapaciteten i de mest søgte specialer specialer hvor de uddannelsessøgende læger er villige til at vente i årevis på den foretrukne stilling kan vanskeliggøre vilkårene for specialer som i forvejen har rekrutteringsproblemer Ændringer i dimensioneringen enten udvidelser eller begrænsninger i antallet af uddannelsesforløb skal foregå balanceret og gradvist. Det skal være muligt i det enkelte speciale og på de pågældende uddannelsesgivende afdelinger at tilpasse sig en ændret kapacitet uden at det medfører planlægningsmæssige problemer. Anbefalinger vedr. dimensioneringsplan Der kan peges på en række behandlingsområder og funktioner, som i særlig grad vil være i fokus i planlægningen i sundhedsvæsenet og som derfor også bør prioriteres i dimensioneringsarbejdet. Der er tale om områder og funktioner, som er centrale i relation til bl.a. behandlingsgaranti, forstærket indsats på kræftområdet, udvidede tilbud om screening generelt, udviklingen på det præhospitale område, nye krav til almen praksis m.v. Danske Regioner anbefaler på den baggrund, at det i dimensioneringsarbejdet særligt fokuseres på uddannelseskapaciteten i følgende specialer: Klinisk onkologi Intern medicin: Kardiologi De diagnostiske specialer (herunder diagnostisk radiologi samt patologisk anatomi og cytologi) Anæstesiologi Psykiatri Børne- og ungdomspsykiatri Almen medicin For flere af de nævnte specialer er der samtidig behov for at iværksætte tiltag der kan fremme rekrutteringen til området. Det gælder ikke mindst psykiatrien, hvor der med udsigten til en behandlingsgaranti vil være forventninger om øget aktivitet.

5 Det anbefales desuden, at dimensioneringen understøtter varetagelsen af behandlingen af de store folkesygdomme det gælder f.eks. det lungemedicinske område. Side 5 Det vurderes samlet set, at en udvidelse af kapaciteten med i størrelsesordenen 80 hoveduddannelsesforløb årligt svarende til en udvidelse på 10 pct. i forhold til det nuværende niveau og svarende til den forventede faktiske tilvækst af yngre læger på arbejdsmarkedet de kommende år vil være et realistisk mål. Hvordan håndteres ubalancen mellem udbud og efterspørgsel? Udsigten til mangel på speciallæger betyder, at det er nødvendigt generelt og specialespecifikt - at udvikle tiltag, der kan medvirke til at håndtere og på længere sigt afhjælpe mangelsituationen. Heri indgår som en væsentlig udfordring at arbejde for en hensigtsmæssig fordeling af uddannelsessøgende læger på specialer og geografi. Hurtigere og smidigere gennemløb i speciallægeuddannelsen Områdets parter bør afsøge mulighederne for gennem ændring af regler, procedurer m.v. at fremme et smidigere og hurtigere gennemløb i speciallægeuddannelsen. Det omfatter bl.a. sikring af, at forløb i videreuddannelsen kan besættes over hele landet uden forsinkelser, etablering af såkaldte fast track forløb, meritoverførsel fra turnus- til introduktionsuddannelse og lignende initiativer. Det er efter Danske Regioners opfattelse afgørende, at nye tiltag på videreuddannelsesområdet herunder tiltag med henblik på at begrænse unødigt tidsforbrug harmonerer med det overordnede hensyn, at kvaliteten i den lægelige videreuddannelse skal fastholdes og udvikles. Rekrutteringstiltag målrettet konkrete specialer Der kan i en række specialer være behov for særlige tiltag med henblik på at styrke rekrutteringen. Der skal bl.a. fokuseres på, hvordan udviklingen af attraktive faglige arbejdspladser og uddannelsesmiljøer kan understøttes gennem planlægning, arbejdstilrettelæggelse m.v. Som aktuelt eksempel på et sådant specialemålrettet tiltag kan nævnes, at der i regi af Danske Regioner iværksat et projekt ( Flere psykiatere ja tak! ) med det formål at udvikle konkrete tiltag, som kan styrke rekrutteringen til psykiatrien.

6 Undgå de nemme løsninger Danske Regioner vil advare mod, at de centrale sundhedsmyndigheder i en situation med stor politisk opmærksomhed om manglen på speciallæger falder tilbage på kortsigtede løsninger, som kan have stor synlighed men samtidig risikerer at gå på kompromis med kvaliteten i den lægelige videreuddannelse uden i det væsentlige at bidrage til en bedre forsyning med speciallæger. F.eks. vil Indenrigs- og Sundhedsministeriets aktuelle overvejelser, om at forkorte turnusuddannelsen fra 18 til 12 måneder, i praksis betyde at man mister muligheden for gennem turnusuddannelsen at præsentere de yngste læger for specialer, som har rekrutteringsproblemer men gode uddannelsesmuligheder. Det gælder f.eks. psykiatri og klinisk onkologi, som ellers ville kunne indgå i turnusuddannelsen. Side 6 Opgaveglidning Høringsmaterialet fra Sundhedsstyrelsen viser, at selv en optimal udnyttelse af tilgangen af yngre læger til speciallægeuddannelsen via udvidelse af kapaciteten ikke kan forhindre mangel på speciallæger med uændret eller fortsat stigende efterspørgsel. Manglen på speciallæge er med til at understrege et generelt behov for at se på fordelingen af opgaver mellem sundhedsvæsenets faggrupper, herunder mulighederne for omfordeling af opgaver mellem speciallæger, yngre læger, radiografer, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter psykologer, sekretærer m.fl. Omfordeling af opgaver forudsætter, at der inden for den faggruppe som er tiltænkt den pågældende opgave er et tilstrækkeligt udbud af arbejdskraft. Det forudsætter desuden, at der løbende og i lyset af udviklingen i de samfundsmæssige behov, sker en opkvalificering af de pågældende faggrupper gennem efter- og videreuddannelse. Hvis mulighederne for en mere effektiv anvendelse af personaleressourcerne, som kan ligge i en omfordeling af opgaver, skal udnyttes fuldt ud, kræver det desuden fleksibilitet og smidighed fra de centrale sundhedsmyndigheder i forhold til autorisationsforhold og i forhold til placering af ansvar for den konkrete opgaveløsning. Det må forventes, at regionerne hver især og i fællesskab vil opstille handlingsplaner for en række områder, hvor nye opgaver eller svigtende tilgang af personale betinger det. Her kan en stor del af handlingspotentialet bestå i at overføre opgaver og kompetence til faggrupper, som ikke er i samme mangelsituation.

7 F.eks. vil det i forbindelse med iværksættelse af ny tiltag, eksempelvis nye screeningsopgaver, være hensigtsmæssigt, at Sundhedsstyrelsen udviser smidighed overfor handlingsforslag, som har bred faglig accept regionalt. Side 7 Dimensionering af øvrige sundhedsuddannelser Staten varetager det direkte ansvar for dimensionering og indhold af de fleste sundhedsuddannelser, mens det regionale sundhedsvæsen er væsentligste aftager af personalet. Af hensyn til den samlede opgaveløsning i sundhedsvæsenet og mulighederne for et godt samspil mellem de forskellige sundhedsfaglige personalegrupper er det vigtigt at regionerne har mulighed for at øve direkte indflydelse på både indhold og dimensionering af sundhedsuddannelserne i regionen samt på det geografiske udbud af sundhedsuddannelserne. Rekruttering af udenlandske læger Rekruttering af udenlandske speciallæger kan bidrage til at afbøde den aktuelle mangelsituation. En forudsætning er, at der ikke er barrierer i form af uhensigtsmæssige krav til at kunne arbejde i Danmark for f.eks. højt kvalificerede læger EU eller 3. lande. Det er regionernes ansvar at sikre, at personalet har den nødvendige faglige kompetence til at løse opgaven, men vurderingen heraf må bero på en konkret vurdering i forbindelse med opgaven og ikke på rigide retningslinier. Muligheden for rekruttering af speciallæger bliver bedre med den seneste lempelse i indvandringsregler for efterspurgt og veluddannet arbejdskraft, men det er nødvendigt, at dette også følges op af lettere adgang til at arbejde inden for sundhedsvæsenet. Stabil tilgang af læger I relation til den lægelige grunduddannelse er der behov for en stabil tilgang af læger svarende til sundhedsvæsenets behov. Store udsving i tilgangen giver store tilpasningsproblemer ikke blot i forhold til turnuskapacitet, men også senere. Den aktuelle mangel på læger generelt og speciallæger i særdeleshed understreger dette. Det anbefales, at tilgangen af læger stabiliseres på nuværende niveau, men med en årlig regulering svarende til sundhedsvæsenets del af væksten. Udviklingen gennem mange år understreger behovet for en stabilt øget tilgang af læger på mindst 2 % årligt. Samarbejde mellem universiteterne og regionerne om lægeuddannelsen Danske Regioner foreslår, at mulighederne for et øget samarbejde mellem regionerne og universiteterne om lægeuddannelsen undersøges nærmere. Det vurderes, at lægeuddannelsens praktiske del med fordel kan udlægges til de større sygehuse i alle dele af landet. Det vil kunne styrke læringsmu-

8 lighederne for de studerende og dermed øge kvaliteten i uddannelsen, og det vil kunne understøtte kontinuiteten mellem den præ- og postgraduate uddannelse. Den tættere forankring til de større sygehuse vil desuden kunne styrke rekrutteringen til de pågældende områder. Modellen forudsætter et tæt samarbejde mellem universiteter og regioner om de krav og udfordringer til lægeuddannelsen, som følger af den samfundsmæssige udvikling. Side 8 Økonomiske forudsætninger Regionerne vedkender sig ansvaret for at medvirke til at sikre det nødvendige personale med de nødvendige kvalifikationer i forhold til opgaverne. Det indebærer blandt andet, at sygehusene vil medvirke til at sikre en tilstrækkelig uddannelseskapacitet til alle uddannelser, herunder en udvidelse af kapaciteten i speciallægeuddannelsen. De udgifter, som er forbundet med at ansætte læger i uddannelsesstillinger, overstiger den øgede aktivitet, som disse læger bidrager til. Sygehusenes muligheder for at konverterer andre typer af lægestillinger til uddannelsesstillinger er opbrugt ved tidligere udvidelser, og det er derfor en forudsætning for en udvidelse af videreuddannelsens kapacitet, at der tilføres regionerne midler til finansiering af stillingerne. De udfordringer, som speciallægemangel vil give de kommende år, vil øge behovet for målrettede kompetenceudviklingstiltag med offentlig finansiering. Kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser afhænger af, at efteruddannelse af sundhedspersonale systematiseres og relateres til de konkrete behov for kompetenceudvikling for det samlede personale. Samlet er det Danske Regioners forventning, at de problemer, som høringsmaterialet påpeger, vil give anledning til et betydeligt udgiftspres de kommende år. Finansiering af opgaven er en forudsætning for, at regionerne kan afhjælpe mangel på sundhedspersonale og dermed for løsning af sundhedsvæsenets opgaver.