s.14 Den evige aktivist actionmagazine

Transkript

1 s.14 actionmagazine

2 s.15 Den evige aktivist Claus Bornemann talte de svages, fattiges og undertryktes sag som MS generalsekretær fra ; en tid præget af Palæstina-konflikt, apartheid i Sydafrika og ideologiske slagsmål. Aktivismen brænder stadig i den nu 89-årige pensionerede jurist. Det koster ham en tur i retten i marts næste år. #4 2010

3 s.16 Hvad 89-årig akvivist Tekst: Henrik Lomholt Rasmussen, freelancejournalist, tidligere udsendt for MS Foto: Tine Harden Han har holdt møder med Robert Mugabe, været landshøvding for Grønland og trykket Nelson Mandela i hånden. Alligevel foretrak Claus Bornemann at krybe i soveposen på gulvet i gymnastiksalen med de menige MS ere efter regionsmøderne på diverse skoler rundet om i landet i sin tid som generalsekretær for MS fra Det var det eneste rimelige. Det ligger i min natur, at man ikke skal adskille sig fra dem, man arbejder med. Vi havde jo alligevel festet sammen hele natten, så jeg så ingen grund til at tage på hotel med de andre MS-ledere, når det var på tide at gå i seng, forklarer Claus Bornemann, der blev MS-chef som 57-årig. I dag er den nu pensionerede jurist og enkemand 89 år. Han er fortsat stadig rask og rørig og bor i en lille førstesalslejlighed med skråvægge i Lyngby nord for København. I stuen vidner figurer af fedtsten fra Grønland og afrikanske træskærerarbejder om et liv med rejser mod både nord og syd. Reolen er fuld af romaner samt fagbøger om blandt andet jazz, Grønland, udviklingspolitik og film. At Claus Bornemann skulle blive MS generalsekretær i 11 år og den længstsiddende af slagsen havde han ikke regnet med, da han blev medlem af MS styrelse i Jeg var embedsmand i Grønlandstjenesten og så mange paralleller mellem u-landene og Grønland om udviklingsproblemer og afkolonisering. Alligevel sagde jeg Er du tosset!, da MS daværende generalsekretær, Torben Lundbæk, ringede i 1978 og spurgte, om jeg havde lyst til at stille op som hans efterfølger, husker Claus Bornemann. Men af og til er en holdning noget, man har, indtil man skifter den. Efter at have overvejet tilbuddet kom jeg frem til, at det måske var tiltrængt at prøve noget nyt efter 27 år i Grønlandstjenesten, fortæller Claus Bornemann, der blandt andet nåede et år som konstitueret landshøvding for den daværende danske koloni i Det var en stor skuffelse for mig, da VU s daværende formand, Lars fra Græsted, meldte VU ud af MS Glohed sag Som nybagt generalsekretær for MS havnede en glohed sag på hans bord. Under et besøg i Lesotho (MS-programland indtil 2004) mødtes daværende minister for udenrigspolitiske spørgsmål, Lise Østergaard (S) i 1978 med udsendte MS-frivillige. En af dem anklagede Lesotho for at have et fascistisk regime, som den danske regering gjorde forkert i at støtte. Det udløste store overskrifter om, at MS-frivillige kritiserer u- landsbistand, og kastede mig ud i en mediestorm herhjemme, husker Claus Bornemann. MS redning kom fra en set med nutidige øjne uventet front. Henning Christophersen (Venstres daværende leder og udenrigsminister) fastslog, at så længe MS arbejdede legalt i Lesotho, måtte organisationens udsendte have ytringsfrihed. Sagen døde, men MS blev i pressen konstant anklaget for at være for venstreorienteret. Især af Morgenavisen Jyllands- Posten, som jeg læste hver morgen. Derfor var det lidt af en sejr, da den tidligere Venstre-finansminister Thorkild Christensen tildelte MS sin fødselsdagspris, siger Claus Bornemann, der ofte følte sig placeret på lussingernes parkeringsplads. Ikke mindst efter et MS-årsmøde i Det var nok min værste tid i MS. Et mindretal af MS-aktivister havde vedtaget en resolution om at boykotte Israel. Helvede brød løs, ikke kun i pressen. Husmødre, som havde været i kibbutz i Israel og plukket appelsiner, ringede og brokkede sig. Og så nyttede det ikke meget, at MS bestyrelse tog afstand fra resolutionen, fortæller Claus Bornemann om den delikate sag. lars fra græsted gik Mindre ballade var der i 1980, da MS besluttede at etablere programmer i både Mozambique og Zimbabwe. Claus Bornemann mødte Robert Mugabe, da han besøgte København som nytiltrådt leder af det tidligere Rhodesia og igen i Zimbabwes hovedstad, Harare, i forbindelse med MS ansøgning om at få lov til at arbejde i landet. Stemningen var euforisk. Mugabe blev hyldet som en frihedshelt og var mægtig populær. Siden er det jo desværre gået ned ad bakke, konstaterer Bornemann. Og afviser at der lå politisk ideologiske motiver bag at gå ind i lande som Zimbabwe og Mozambique. MS skulle ikke være en politisk organisation. Jeg var interesseret i, at vores repræsentantskab var så bredt som muligt, siger han og nævner Venstres Ungdom (VU) som en af MS medlemsorganisationer i 1980 erne. Derfor var det en stor skuffelse for mig, da VU s daværende formand, Lars fra Græsted, (statsmini- actionmagazine

4 s.17 The Bornemann Som en af sine største Ultimatum successer peger Claus Som en af sine Bornemann på,største at det successerham peger Claus lykkedes at skaffe Bornemann på, der at det MSs udsendte, i hans lykkedes ham at skaffe tid som generalsekretær MSs udsendte, i hans kaldtes frivillige, der mere indtid som på generalsekretær flydelse programmerne frivillige, mere indikaldtes de lande, MS opererede påetableringen programmerne iflydelse gennem af i de lande, MS opererede i. samarbejdsudvalg. Det skete ved etableringen af samarbejdsudvalg. ster Lars Løkke Rasmussen) meldte VU ud af MS, siger Claus Bornemann med et skævt smil. Skaffede ANC dansk kontor Var der en sag, hvor MS for alvor markerede sig med Claus Bornemann som generalsekretær, var det i kampen mod apartheidstyret i Sydafrika. Det optog de unge i 1980 erne, ligesom Vietnamkrigen tidligere havde været i fokus. Og da apartheid handlede om diskrimination, var det en oplagt sag for MS, forklarer han. Han var med til at sikre, at ANC (Nelson Mandelas daværende forbudte parti i Sydafrika) i 1981 blev repræsenteret på dansk grund med et kontor hos MS i det daværende hovedkontor i Borgergade i København. Den borgerlige regering under Poul Schlüter nægtede at give tilskud til MS antiapartheid-arbejde, så pengene til indsatsen kom i hus via samarbejde med især fagbevægelsen. Kronen på værket Bornemann betegner det som et de største resultater af sin MS-karriere, at han som pensionist efter apartheidstyrets fald deltog i det nu legaliserede ANC s første nationale konference i Durban i Sydafrika i Året efter indtraf endnu et højdepunkt, da Nelson Mandela som led i en tak for støttenrundrejse i Skandinavien spiste morgenmad hos MS. Selv om Claus Bornemann på det tidspunkt var gået på pension, hilste han på ikonet Mandela. #4 2010

5 Et spændende liv Claus Bornemann har aldrig fortrudt, at han sagde farvel til en karriere i Grønlandstjenesten til fordel for MS. Ud over en masse spændende udfordringer fik jeg set mange dele af Verden, jeg ellers aldrig ville have oplevet, siger han. om u-landene i lokale MS-klubber og -kredse. Det aspekt ser ud til at gå tabt med det nye tiltag, advarer Claus Bornemann. Det var selvfølgelig et stort øjeblik, husker Claus Bornemann, som stadig havde sin gang hos MS. Efter at han stoppede som generalsekretær i 1989, fortsatte han nemlig sit antiapartheid-arbejde fra ANC s kontor i Borgergade. Kontoret blev lukket i 1994; samme år, som Sydafrika fik sin første sorte ambassadør i Danmark i form af Themba Kubheka. Han havde været ANC s mand på MS-kontoret under dæknavnet Aaron Mnise, husker Claus Bornemann. Hårdere tider i dag Trods diverse ideologiske slagsmål med den daværende borgerlige regering og langvarige interne stridigheder, hvor MS kollektive medlemmer brokkede sig over de individuelle medlemmers øgede ret til indflydelse, opfatter Claus Bornemann sin MS-regeringstid som let i forhold til sine efterfølgeres udfordringer. Bevillingerne flød lettere, så vi havde aldrig økonomiske problemer eller trusler som i dag. Jeg misunder ikke de nuværende MS-ledere, siger Claus Bornemann, der stadig dukker op til arrangementer hos MS. Lokalerne på Fælledvej på Nørrebro er flotte. Jeg har indtryk af, at MS efter nogle hårde år med nedskæringer har fået gang i mange aktive unge, og at det går godt, vurderer han. Fusionen med ActionAid International får også positive ord, men brynene rynkes, da Claus Bornemann hører, at der kun er omkring 100 danskere, der er udsendt på forskellige MS-kontrakter. I min tid som generalsekretær var der op mod 400 frivillige i programlandene. Når de vendte tilbage til de steder, de kom fra i Danmark, gjorde de en enorm indsats for at oplyse og sprede viden Fortsat aktiv Den høje alder afholder ham ikke fra stadig at gå på gaden og tale de svages sag. Hver søndag tropper han op foran Sandholm-lejren som medlem af bevægelsen Bedsteforældre for asyl for at demonstrere mod regeringens asyl- og flygtningepolitik. Han var også med, da de grå aktivister i april i år afbrød Folketinget under førstebehandlingen af den nye udlændingelov. Vi sang Barndommens land af Benny Andersen. Integrationsminister Birte Rønn Hornbech blev rasende. Vi blev arresteret og kørt ud på Bellahøj Politistation, hvor vi fik en kop kaffe, inden vi blev løsladt. Siden fik vi hver en bøde på kroner, og så skal jeg i Byretten 3. marts næste år, fortæller Claus Bornemann nøgternt. Hans indre aktivist er alt andet end pensioneret. Blå bog Claus Erik Bornemann Født 30. november Student 1947 Cand. jur Sekretær i Udenrigsministeriet Grønlandsstyrelsen (boede i nuuk , og ) Konstitueret landshøvding i Grønland MSs repræsentantskab 1974 Medlem af styrelsen for MS Generalsekretær for MS 1989 Pensioneret MSs repræsentantskab Aktiv i Bedsteforældre for asyl Gift med Rigmor Bornemann (død 1989) To døtre, fire børnebørn og to oldebørn actionmagazine

6 Hvad Kommentar fra Nord Uddrag af kronik, trykt i Berlingske Tidende s.19 Er det mig, der skal redde verden? Mulighederne for at gøre den berømte forskel synes at eksplodere i disse år. Men er det rimeligt, at vi som enkelte individer konstant skal tage moralsk stilling, fordi verdens ledere ikke kan sætte handling bag deres ord? Jeg har fået et brev fra Læger Uden Grænser, hvor jeg kan vælge, om jeg vil give 100, 250, 500 eller 750 kroner. Men hvorfor ikke give en rund tusse, når jeg uden at blinke med øjnene lige har brugt kroner på en kulinarisk forkælelse og et par italienske sko, jeg ikke har brug for? Børnefonden har også sendt mig et brev, fordi jeg tidligere har været sponsor for et barn. Jeg støtter også Amnesty International, og jeg giver selvfølgelig til alle godgørende organisationer, der ringer på min dør, når der er landsindsamling. Og jeg har købt både geder og høns hos Folkekirkens Nødhjælp. Jeg er dog blevet i tvivl om det rimelige i, at vi som individer i stigende grad opfordres til at give penge til bekæmpelse af verdens uretfærdighed, mens mere magtfulde aktører holder liv i love og systemer, der er kilder til selvsamme elendighed. Er det rimeligt, når vi har en regering, der kun bruger sølle 0,8 procent af bruttonationalproduktet på u-landsbistand? Og er det rimeligt, når EU bruger over en tredjedel af sit budget på landbrugsstøtte? En støtte, der holder liv i et usundt og forgældet erhverv, og gør fattigdommen værre i de lande, som vi giver bistand. En stor del af den skat, som finansierer bistanden, kommer i øvrigt fra almindelige lønmodtagere, hvilket altså ikke forhindrer dem i også at støtte et barn i Guatemala eller jordskælvsofre i Haiti. Det er godt og er måske med til at reducere mængden af materialistiske overflødigheder inden for egne rækker. Men de samme mennesker synes måske, at det var mere rimeligt, hvis også de multinationale virksomheder spyttede deres andel i skattekassen i stedet for at kanalisere den ud af landet? Og tænk, hvis USA skrev under på klimakonventionen, og verdens ledere satte handling bag ordene på de årlige klimatopmøder. Vi giver en skilling med den ene hånd, men holder millioner af kroner tilbage med den anden. Det svarer til at sætte små plastre på kæmpemæssige sår, som bliver ved og ved med at bløde, fordi der er mennesker, virksomheder og erhverv, der ikke bekymrer sig for fem øre om andre og om andet end at skrabe mest muligt sammen til sig selv. S og SF har tilsyneladende fundet løsningen på verdens urimeligheder. En fair løsning kalder de den. Men hvad er der fair i, at vi, der i forvejen arbejder meget, skal arbejde en time mere om ugen, mens arbejdsdygtige 60-årige kan gå på efterløn? Der er altså noget galt med proportionerne i verden og med forventningerne om, hvem der skal yde hvad, for at andre kan få lov at nyde. Jeg agter i hvert fald ikke at arbejde bare et minut mere, for at en frisk 60-årig kan nedbringe sit handicap på golfbanen. Så hellere give 1000 kroner til Afrika og håbe på, at verdens magtfulde ledere bakker mig op og sætter mere vilje bag visionen om at afskaffe fattigdommen, der er en central faktor bag den uhyrlige kendsgerning, at en milliard mennesker sulter. Er du enig? Sig din mening hos Mellemfolkeligt Samvirke på Facebook. Trine Vendelboe Juul, kommunikationskonsulent, indehaver af a2be kommunikation. #4 2010