1.MAJ. til at indskrænke den lovlige arbejdsdag til et maksimum af 8 timer. Sådan blev det.

Transkript

1 1. MAJ DERFOR

2 1.MAJ 1. maj er arbejderbevægelsens vigtigste demonstrationsdag og festdag. 1. maj går arbejdere over det meste af verden i demonstration og markerer synspunkter om bedre arbejds- og levevilkår, renere arbejdsmiljø og større politisk frihed. 1. maj er blevet et internationalt symbol på kampen for en bedre tilværelse. I over 100 år har arbejderne stillet faglige, politiske og økonomiske krav til regeringer og magthavere. Mange krav er blevet indfriet og afløst af nye. Andre er fortsat aktuelle i lande med undertrykkelse og tortur. 1. maj er derfor også dagen, der markerer international solidaritet. De svageste skal ikke lades i stikken, og de stærkeste ikke være sig selv nok. Hvorfor 1. maj? I 1889 var repræsentanter for de europæiske arbejderbevægelser samlet til to kongresser i Paris for at fejre hundredåret for den franske revolution. På disse kongresser diskuterede man fremtidens mål. I flere europæiske lande voksede arbejdernes faglige og politiske foreninger, og den styrke, det gav, skulle omsættes til resultater, der kunne forbedre forholdene hos de fattigste og svageste. Rækken af krav og behov var nærmest uendelig: Arbejdere havde dårlige arbejdsforhold, dårlig løn og lange arbejdsdage på timer. De lange arbejdsdage betød meget lidt fritid og kun lidt søvn. Arbejdspladserne var farlige og usunde, og ikke mindst børn og kvinder led under kummerlige forhold. Politisk havde arbejderne mange steder ikke stemmeret eller andre politiske rettigheder, såsom ret til at forsamles og demonstrere. Arbejderorganisationerne stod imidlertid splittede om, hvordan man skulle skaffe bedre forhold for arbejderne. Skulle man kæmpe for kravene ad politisk eller faglig vej? Skulle man gå radikalt til værks og via strejker og kamp føre kravene igennem? Eller skulle man søge politisk og faglig indflydelse og gennem politiske reformer søge forholdene forbedret? Kongresserne besvarede ikke spørgsmålene, men overlod det til hvert enkelt land. På begge kongresser var der dog enighed om, at der skulle gøres noget ved den lange arbejdsdag. Det blev vedtaget, at en 8-timers arbejdsdag for alle skulle være målet. En fagforeningsmand fra Frankrig havde stillet forslaget: at der i alle lande organiseres en stor manifestation, således at de i alle lande og byer på en bestemt dag opfordrer repræsentanterne for den herskende magt til at indskrænke den lovlige arbejdsdag til et maksimum af 8 timer. Sådan blev det. Det amerikanske arbejderforbund havde allerede besluttet at udnævne 1. maj 1890 til manifestationsdag, og europæerne tilsluttede sig datoen, der så blev en international markering af arbejdernes krav om en 8-timers arbejdsdag. Inspiration fra USA Kravet om en lovfæstet 8-timers arbejdsdag blev første gang rejst 1. maj af arbejderne i Chicago i Det førte ikke til noget resultat, men blev rejst igen med fornyet styrke i 1884 med krav om, at regeringen skulle indføre 8-timers arbejdsdag ved lov inden maj 1886 nedlagde arbejdere arbejdet over hele USA. I Chicago var der 1. maj massedemonstrationer, der forløb fredeligt. Men 3. maj kom det til uroligheder og voldsomme kampe mellem arbejdere og politi. På pladsen Haymarket blev en bombe kastet mod Massedemonstration for 8-timers arbejdsdag ved McCormick s fabrikker i Chicago 3. maj Demonstrationen er på vej til Haymarket, hvor mange blev dræbt og såret. (ABA) Tegning af Slaget på Fælleden i København Politiet havde forbudt et folkemøde, men arbejderne mødte frem og blev trængt tilbage af garderhusarerne. Der var ingen sårede, men mange fik knubs. (ABA) Erik Henningsens berømte maleri: En agitator på Nørre Fælled, Det var året, hvor septemberforliget blev indgået efter en 100 dage lang arbejdskonflikt, der lagde grunden for det nuværende aftalesystem på arbejdsmarkedet. (Metalskolen i Jørlunde) 1. MAJ DERFOR er udgivet af LO Danmark Tekst: Henning Grelle, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Fotos/illustrationer: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Produktion: Kullberg Kommunikation Tryk: Jørn Thomsen Offset Islands Brygge 32D København S Tlf Fax lo@lo.dk

3 I 1890 forbød politiet at gå i 1. majdemonstration i gaderne med de røde faner foldet ud. Siden er de blevet fast indslag i gadebilledet ved den årlige kamp- og festdag. (Chili Foto) til at holde fri for at deltage. Det blev dog en del sværere, end de havde forestillet sig. I april 1890 udstedte politiet en bekendtgørelse for hele landet, hvorved det forbydes at drage gennem gaderne i optog, at føre udfoldede faner, flag osv. gennem gaderne, synge eller i gaderne at udvise anden mod politivedtægtens bestemmelser stridende adfærd. politistyrkerne, der efterfølgende skød ind i mængden. 7 politifolk og et stort antal arbejdere blev dræbt. I en efterfølgende retssag blev 8 tilfældige arbejdere, såkaldte anarkister, dømt til døden, hvoraf 4 blev hængt, og én døde før henrettelsen. 8-timers-dagen blev ikke indført, men udviklingen i USA gjorde dybt indtryk i Europa. Den viste, at vejen til en 8- timers arbejdsdag kunne blive en sej kamp, hvor selv fredelige demonstrationer let kunne udvikle sig til vold. 1. maj i Danmark 1. maj var gennem mange år blevet fejret i Danmark. 1. maj Valborgsdag var fra gammel tid en festdag, hvor man fejrede forårets komme. Den var også såkaldt skiftedag for det store antal tjenestefolk, som frem til 1. november skulle have en ny plads hos en arbejdsgiver eller forny kontrakten. 1. maj var derfor en fridag for mange, og tjenestefolk, der ikke skiftede plads, deltog ofte også i festlighederne. I 1890 ville de danske fagforeninger også deltage i festligheden og fremføre kravet om en 8-timers arbejdsdag. Opdelingen af døgnets 24 timer i 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile skulle for alvor lyde fra danske arbejdere som krav til lovgivningsmagten. De københavnske fagforeninger valgte Nørre Fælled (nu Fælledparken) som samlingssted for en demonstration og opfordrede arbejderne I København gav politiet tilladelse til demonstration på Nørre Fælled, men med begrænsninger. Mødet kunne holdes torsdag 1. maj fra kl. 15 til kl. 18. Der måtte kun tales om 8-timers-dagen og en henvendelse til regeringen, og endelig måtte der ikke være beværtning eller udsalg af varer. Der kom til mødet på Nørre Fælled. De røde faner blev først foldet ud ved udkanten af Fælleden og ved et signal ført frem til talerstolen. Rundt om festpladsen havde politiet dannet en jernring med forstærkning af et bevæbnet gendarmerikorps med skarpladte våben. Københavns vigtigste bygninger inklusive Amalienborg var under skarp bevogtning. Myndighederne frygtede optøjer i stil med begivenhederne i Chicago, og man havde fortsat optøjerne på Fælleden 18 år tidligere i 1872 i erindring godt hjulpet af en ensidig borgerlig presse, der talte imod 1. maj-demonstrationen. Men demonstrationen blev fredelig. Der blev talt og sunget om 8-timers-dagens betydning, og fra kl. 19 fortsatte man i byens forsamlingshuse. Kun en lille skare tilhørende Det revolutionære socialistiske Arbejderparti gik i demonstration fra Kgs. Nytorv. Det gav en bøde på 40 Rigsdaler. I Århus, Aalborg, Odense, Svendborg, Roskilde og Slagelse forløb demonstrationerne fredeligt. I Slagelse trodsede man forbudet mod demonstration i gaderne, og senere kom det til slagsmål med politiet, der havde lejet sig ind på samme hotel, hvor arbejderne holdt aftenmøde. I udlandet var der store maj-møder, men kun i New York lykkedes det bygningsarbejderne at opnå en 8-timers arbejdsdag kort efter. Arbejderne i andre lande måtte vente længe. 3

4 Nye demonstrationsformer Faner med mottoet 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile blev et uforanderligt indslag i maj-demonstrationerne i 30 år. 1. maj 1900 skete der dog forandringer på andre områder. I storbyerne tillod politiet demonstration i gaderne med røde faner og musikkorps i spidsen af demonstrationen. I en række byer havde det lokale politi svært ved at slippe forbudet helt. I Aalborg forlangte politimesteren et Dannebrog i spidsen af optoget, og det var forbudt at spille Socialistmarchen gennem byen. I Slagelse tillod politiet optog gennem byen, men med sammenrullede faner. I Roskilde fik den socialdemokratiske forening forbud mod at bære deres fane, men de røde fagforeningsfaner fik lov at være med i optoget. Der lyttes til talere foran store scene i Fælledparken 1. maj (Foto: Harry Nielsen) Fra genoptog Socialdemokratiet og den københavnske fagbevægelse demonstration i gaderne 1. maj. Demonstrationen i 1914 passerer den socialdemokratiske presses bygning i Nørre Farimagsgade med partiformanden Thorvald Stauning i midten. (ABA) I 1905 benyttede man for første gang stjernedemonstration. Hver forening og gruppe mødte frem ved hvert sit tilholdssted og drog derefter gennem gaderne til et fælles samlingspunkt, hvorfra den samlede demonstration bevægede sig til festpladsen. Forrest var faner og musikkorps ledsaget af arbejderbevægelsens mest fremtrædende ledere. På festpladsen fik 1. maj karakter af folkefest. Festpladserne blev invaderet af handlende, der solgte brød og kager til sultne demonstranter. Arbejdernes eget bryggeri Stjernen leverede fra 1905 øl og vand. I 1911 talte den første udlænding ved et 1. maj-møde. Det var en norsk fagforeningsmand. Det blev efterfølgende almindeligt at invitere repræsentanter fra andre lande for at vise 1. majs internationale karakter samledes i det lille Danmarks kommunistiske Parti over for Socialdemokratiet, der var Danmarks største arbejderparti. Efter 1. Verdenskrigs afslutning i november 1918 kom der uro overalt i Europa. Danmark, der havde holdt sig uden for krigen, nød godt af eksport af varer til Europas genopbygning, og arbejderorganisationerne stod stærkt over for arbejdsgiverne. I maj 1919 lykkedes det Fantasifulde optog med fagene i centrum blev almindeligt i 1950 erne. Her de københavnske blikkenslageres bil på Dr. Louises bro i (ABA) 8-timers-arbejdsdagen indføres Fra 1914 til 1920 splittedes den europæiske arbejderbevægelse som følge af 1. Verdenskrig og den russiske oktober-revolution i Socialdemokratiet forblev det største og toneangivende parti omgivet af små og mellemstore revolutionære partier oprettet efter inspiration af den russiske revolution. Således også i Danmark, hvor revolutionære kræfter frem til 4

5 arbejdernes hovedorganisation at aftale en ny overenskomst med en 8-timers arbejdsdag eller en arbejdsuge på 48 timer fra 1. januar Kun landbrugets arbejdere og søfolk var undtaget. Dermed var arbejderorganisationernes vigtigste krav fra 1890 indfriet. Spørgsmålet, om 1. maj-møderne nu skulle fortsætte, blev stillet af flere, men 1. maj var kommet for at blive. For det første ønskede arbejdsgiverne at udvide arbejdstiden igen, da der de efterfølgende år kom økonomisk krise. Fagbevægelsen måtte derfor forsvare og kæmpe for at bevare 8-timers-dagen. På majmøderne krævede man derfor 8-timersdagen vedtaget ved lov. Lovgivning kom dog aldrig på tale. Arbejdstiden vedblev med at være en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. For det andet var der ingen tegn på, at andre lande ville ophæve 1. maj-dagen som demonstrationsdag Og for det tredje blev 1. maj en vigtig demonstrationsdag for den nye Sovjetmagt og dermed også for de europæiske kommunistpartier. 1. maj trådte i stedet ind i en ny fase. 1. maj i splittelsens tegn I første del af 1920 erne var majmøderne kun en skygge af sig selv. Fagbevægelsen og socialdemokraterne ophørte med at gå i procession i gaderne og nøjedes med at samles på festpladserne. I 1925 blev det anderledes. Der var nu en socialdemokratisk regering med Thorvald Stauning som statsminister, og der var faglig konflikt på arbejdsmarkedet. I Fælledparken i København var der samlet over mennesker. En kommunistisk taler blev afvist fra tribunens talerstol, hvilket gav en del uro. I Århus blev kommunisterne drevet væk fra festpladsen, hvorefter politiet sørgede for, at de socialdemokratiske talere kunne tale uforstyrret. En 48-timers arbejdsuge blev aftalt mellem arbejdsmarkedets parter fra 1. januar Dermed var 30 års kamp slut. Den økonomiske krise i 1920 erne fik dog arbejdsgiverne til at kræve arbejdstiden forlænget, men uden held. (ABA) Thorvald Stauning: Det kan være på tide, at alle de mange fascistiske reaktionære eller revolutionære fraktionsdannelser med diktaturet som mål får den styrke at se, som står bag Arbejdernes Fællesorganisations (den socialdemokratiske) kamp for demokratiet. I arbejderbevægelsen var der fortsat mange mål at arbejde for, men den truende udvikling i Øst (kommunismen) og Syd (nazismen i Tyskland) måtte bekæmpes. Et demokratisk samfund var en forudsætning for, at reformer til gavn for arbejderne kunne gennemføres. Derfor måtte både det kommunistiske diktatur og det nazistiske terrorregime bekæmpes. Mens tonen på maj-møderne blev skærpet, skete der mindre forandringer af majdagens forløb. Færre demonstrationer i gaderne førte til, at man tidligt om morgenen samledes til indendørsmøde for senere at tage sammen til festpladsen. I 1931 indførte unge socialdemokrater i Brønshøj en nyskabelse. De mødte tidligt om morgenen for at hejse det røde flag. Det blev hurtigt en tradition, der bredte sig til andre foreninger. 1. maj blev også regelmæssigt transmitteret i radioen. Det skete første gang i I 1938 afholdt de danske nazister første gang 1. maj-møde. Det var en skare på 10 personer, der snart blev drevet væk fra pladsen med æg og tomater. Danske nazister kunne dermed ikke gøre deres tyske forbillede efter, der fra 1933 havde stjålet arbejdernes 1. maj. Men det var et lille forvarsel om, hvad der ville ske, da Danmark 9. april 1940 blev besat af det nazistiske Tyskland. Den sidste 1. maj inden 2. Verdenskrig i Tyskland i 1933 kom til at stå i nazismens tegn. Den tyske fagbevægelse opfordrede sine medlemmer til at gå til 1. maj med nazisterne i deres forsøg på at stå på god fod med nazi-styret. Men allerede fra 2. maj blev fagbevægelsens ledere arresteret af nazisterne. (ABA) 1. maj blev herefter et udstillingsvindue for konflikten mellem socialdemokrater og kommunister. Den uforsonlige holdning mellem de to partier voksede i 1930 erne med den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 og den voksende Sovjetmagt. 1. maj 1933 udtalte den socialdemokratiske statsminister 5

6 Indendørs 1. maj-møde i København 1941 uden røde faner, kun et 1. maj mærke i reversen. (ABA) Under besættelsen Som følge af besættelsen blev alle 1. maj-møder aflyst. Kun radioen markerede dagen. Fra 1941 til 1943 blev majmøderne genoptaget, men kun som indendørs arrangementer. Da modstanden mod tyskerne begyndte at vokse, og tyskerne strammede grebet om danskernes hverdag, blev der ikke afholdt maj-møder i 1944 og Enkelte foreninger holdt møder kamufleret som forårsfester. Traditionen blev derved holdt ved lige og ventede kun på at slippe ud i friheden. Frihed og fred Efter besættelsens og 2. Verdenskrigs ophør fortsatte 1. maj i det gamle spor med udendørsmøder og procession i gaderne. Nazismen i syd var besejret, men Sovjetunionen stod som en af krigens sejrherrer og gjorde snart de østeuropæiske naboer til satellitstater, der reelt blev ledet fra Sovjet. Socialdemokrater og kommunister afholdt fælles 1. maj i 1946, men herefter var det slut. Den kolde krig mellem Øst og Vest tog sin begyndelse, og våbenkapløbet mellem USA og Vesteuropa på den ene side og Sovjetunionen på den anden gik i gang. Det kom til at præge de socialdemokratiske maj-paroler gennem de næste mange år. Fred og frihed blev afløst af Frihed og fred eller For frihed mod diktatur. De var måske ikke fantasifulde men dog et udtryk for modstand mod det våbenkapløb, som mange frygtede ville resultere i en ny krig. Truslen og frygten for krig kunne dog ikke ændre på danske arbejderes ønske om genopbygning og fremskridt. Derfor ændrede 1. maj karakter. Vægten blev nu lagt på optog gennem byen med stadig festligere træk, på kanten af karneval. Biler med lad blev en del af optoget. De forskellige brancher udsmykkede bilerne med kunstfærdigt opbyggede symboler, der tydeligt signalerede fagtilknytningen. Skibsværftsarbejderne byggede et skib, smedene en ambolt, blikkenslagerne en bidesaks og elektrikerne en lysvogn. Det holdt til begyndelsen af 1960 erne, hvor disse optog med inspiration fra Fagenes Fest ebbede ud. I 1957 havde socialdemokraternes parole været For folkets frihed og velfærd. Det var første gang, velfærd blev anvendt, men det fik snart skylden for den dalende interesse for 1. maj. Danmark var ved at forandre sig. I begyndelsen af 1960 erne blev der fuld beskæftigelse. Arbejderne fik mere i lønningsposen, og der blev råd til at flytte ud fra de traditionelle arbejderkvarterer, holde ferie og måske købe en bil. De socialdemokratiske paroler kunne heller ikke begejstre. I 1963 hed den Fælles virke fælles gavn og året efter Øget enighed øget styrke. Men lige da 1. maj var ved at gå i sig selv, fik dagen fornyet styrke. Vietnam og venstrefløj i 1970 erne Ungdomsoprøret i 1968, nye partier på venstrefløjen samt USA s krig i Vietnam satte nyt liv i 1. maj-dagen. Rockmusik og folkemusik med protestsange blev et almindeligt indslag på festpladsen, der forsøgte at markere sig sammen med venskabsforeninger, solidaritetsforeninger samt nye etniske minoriteter. Budskaber om solidaritet med ofre for krig og undertrykkelse fik fornyet aktualitet. Parolerne til 1. maj blev et emne, der blev diskuteret i månederne op til 1. maj, og kunne partierne ikke enes, afholdt de hver for sig deres eget 1. maj-møde. Partier og fraktioner på venstrefløjen gik sammen det ene år for at skilles igen året efter. Den røde hær triumferer på Den røde Plads i Moskva 1. maj Hitler havde begået selvmord i Berlin 30. april, og 2. maj erobrede den røde hær Berlin. 2. Verdenskrig i Europa var slut. (ABA) Mange fagforeninger markerer 1. maj ved at holde morgenmøder for medlemmerne. (Chili Foto) 6

7 Amerikanernes krig i Vietnam vækker modstand og begynder at præge 1. maj. Her den kommunistiske demonstration i (ABA) 1. maj i dag 1. maj er aldrig blevet en officiel fridag. Mange har fri i kraft af deres overenskomst med arbejdsgiveren. Andre har halv fridag. I skolerne er det op til kommunalbestyrelsen, om eleverne kan holde fri. De nye politiske vinde pressede socialdemokraterne i defensiven. Socialdemokratiet blev af mange betragtet som en del af det meget etablerede og gammeldags samfund, som de unge udfordrede. Fra 1975 gjorde socialdemokraterne en kraftanstrengelse for sammen med fagbevægelsen at genvinde terræn. Efter års fravær stillede man igen i Fælledparken og kunne præstere over 100 maj-møder over hele landet. Kommunisterne blev den største majarrangør i Fælledparken i København indtil slutningen af 1970 erne. Fælledparken blev rammen om en gigantisk festdag, hvor man kunne pendle mellem tre arrangører alt efter partiforhold, musiksmag og krav om at blive underholdt. Fælles 1. maj I 1980 var der fælles faglig demonstration i København. Det blev en succes, selv om der fortsat blev afholdt separate 1. maj-møder. I 1987 besluttede de københavnske fagforeninger og socialdemokraterne at afholde 1. maj med den fælles faglige demonstration. For første gang i årtier var der nu kun én 1. maj-arrangør i København, og partiernes repræsentanter kunne tale fra samme talerstol. Tilslutningen var overvældende de efterfølgende år, men medførte endnu en gang, at 1. maj ændrede karakter. Morgenmøderne fik stigende betydning, fordi medlemmerne af organisationer og partier ønskede at være sammen, inden man deltog i den store fælles demonstration. På festpladsen skød det ene stortelt op efter det andet, således at man både kunne opleve det store fællesskab og det mindre sammen med kolleger og partikammerater. Telte var også velegnede i tilfælde af dårligt vejr, men stadig flere telte med alskens tilbud og underholdning gjorde festpladsen til et gigantisk marked, hvor den traditionelle hovedscene havde svært ved at virke samlende. Denne tendens fortsatte op gennem 1990 erne hvor tilslutningen igen dalede, navnlig i København. En række uheldige episoder i 1992 og 1993, hvor EU-venlige talere blev mødt af tomatkastere foran tribunen, fik mange til at blive hjemme eller holde 1. maj i teltene. Nogle mente, at netop arrangementerne i teltene gav plads til ballademagere foran tribunen. Men der blev ikke lavet noget om, og problemet gik i sig selv. 1. maj har mistet sin karakter af kampdag, men dagen er fortsat arbejderbevægelsens vigtigste festdag, og de sidste ti års paroler viser, at det fortsat er dagen, hvor man udtrykker sin solidaritet med undertrykte og vender sig mod krig. Der afholdes fortsat over 200 møder overalt i landet, og på verdensplan holdes 1. maj i hævd. Men det gøres på forskellig måde internationalt og nationalt. Mange steder føres traditionen videre uden større forandringer. Man mødes om morgenen til kaffebord med taler og musik og går derefter til festpladsen. Nogle går hjem fra morgenmødet, andre deltager kun på festpladsen, og atter andre deltager slet ikke. I storbyerne er 1. maj blevet en markedsplads med mange tilbud. Nogle kommer alene for at nyde foråret, andre for at deltage mere aktivt. Men under alle omstændigheder er det godt at møde op. Verden forandres hele tiden, og der vil altid være brug for politisk og faglig aktion for at ændre den til en bedre og mere retfærdig verden. Faner med forårsgrønt i spydet. 1. maj er både en demonstrationsdag og en festdag. Man markerer sig politisk og fagligt og har det sjovt med vennerne. (Foto: Harry Nielsen, 2002) 7

8 Fagbevægelsens Tværfaglige Jobpatrulje tjekker unges fritidsjob i sommerlandet Er du ung og fagligt aktiv, og vil du være aktivist i en af patruljerne så kontakt Fagbevægelsens Hotline på Det første 1. maj-mærke blev fremstillet i Herefter blev der hvert år fremstillet et maj-mærke med forskellige motiver og budskaber. Frem til 1920 var budskabet de tre 8-taller. Senere var maj-mærket et motiv med årstal. Fra 1950 erne blev maj-mærket fremstillet i plastic. (ABA)