Fra Den Jydske Handelshøjskole til Århus Købmandsskole

Transkript

1 Fra Den Jydske Handelshøjskole til Århus Købmandsskole En skolebygning gennem 100 år af Henrik Fode

2 Fra Den Jydske Handelshøjskole Til Århus Købmandsskole er udgivet i anledning af skolebygningens 100 års dag i maj 2005 Den er sat og trykt på Special-Trykkeriet Viborg a-s Billedet på indersiden af omslag viser skolen 1905 og Udadtil står bygningen næsten urørt. Skrift: Rotis Sans Serif Papir: Stora Fine 150g ISBN:

3 Forord I 1896 købte Århus Kommune indenrigsminister H.P. Ingerslevs gods Marselisborg, et køb, der gav et vældigt løft til byen. Pludselig var der plads til udvidelser og som noget helt nyt: Byplanlægning og kvarteret syd og vest for Skt. Pauls Kirke voksede frem efter planer lagt af kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann. Skoler, boliger og hospitaler kom til at ligge her, og i løbet af få år var en helt ny bydel vokset frem med en enestående robust og tidstypisk arkitektur. I 1905 blev Den Jydske Handelshøjskole indviet. Her skulle unge inden for handel supplere deres grunduddannelse. Initiativtagerne, der var at finde blandt byens store købmænd og grosserere, havde følt, at den nye tid krævede mere uddannelse, end den, der var blevet den ældre generation til del. I 100 år har skolebygningen i Hans Broges Gade varetaget grundlæggernes ide. Ideen til publikationen blev fremsat af direktør for Århus Købmandsskole, H.V. Støving, der bad Henrik Fode om at realisere ideen under overskrifterne bykvarter, skole, købmænd og en arkitekt. 3

4

5 Århus Købmandsskole Den har ligger der i 100 år, og igennem de mange år har den hvide bygning været et naturligt mødested for unge, der ville uddanne sig inden for handel. Ikke blot unge fra Århus, men fra det meste af Jylland. Sådan havde initiativtagerne besluttet det, og dengang blev det sådan. Baggrunden var næsten noget af en tilfældighed og dog. Århus anno 1895 Det var en beskeden by sammenlignet med i dag. Indbyggertallet var i 1890 opgjort til godt , men var i stærk vækst. Det var netop problemet. Byen manglede plads og muligheder for at udnytte den tiltrækningskraft, som byen som det naturlige mødested for den jyske længdebane og tidens moderne havn netop havde udviklet sig til. Historiens gang er ofte et resultat at tilfældigheder, og sådan var det også her. Landets indenrigsminister hed H.P. Ingerslev. Han havde siden 1864 ejet Marselisborg Hovedgård, der havde marker helt op til den gamle købstad. Godsejeren blev en af foregangsmændene inden for det moderne mejeribrug, og Marselisborg udviklede sig til en anerkendt mejerigård. Det betød, at han kom i berøring med byens aktive forretningsliv som f.eks. korn- og smørgrosserer Hans Broge og siden dennes svigersøn Otto Mønsted og hele den kreds, der arbejdede i mere eller mindre tæt tilknytning til de to. Otto Mønsted havde opfundet margarinen, der på mange måder kom som et fremmedelement til landbruget. Det var en konkurrent til smørret, der var datidens bønders store stolthed. Der blev afholdt smørkonkurrencer, der kastede glans ikke blot over bønderne, men også over mejerierne. Nu kom Otto Mønsted med et kunstigt smørprodukt, der oven i købet skulle sælges under navnet»kunstsmør«. Ingerslev så i starten med betydelig skepsis på det nye produkt, men det blev alligevel ham, der fik gennemført margarineloven i 1887/88. Den krævede en særlig mærkning af»kunstsmør«, der også skulle farves, så det ikke blev forvekslet med den ægte vare: Smørret. For indenrigsministeren og storbonden var det tydeligt, at det var den nye tids muligheder, der havde sejret over det snævre landbrugsperspektiv. Ingerslev havde erkendt, at der lå et industrieventyr og ventede på en forædling af landbrugsprodukter og tilknyttede levnedsmidler. Det måtte lovgivningen ikke bremse, men tværtimod støtte. Resultatet lod ikke vente på sig. To store fabrikker blev det til lokalt. Århus Palmekærnefabrik, som Århus Olie oprindelig hed, og Margarinefabrikken, der solgte varer under navnet OMA Otto Mønsted Aarhus. 5

6 Midt i 1890erne blev der produceret margarine til hele landet fra fabrikken i Vestergade, og Otto Mønsteds virksomhed var blevet international med en kæmpefabrik i England, der leverede margarine til den voksende arbejderbefolkning. Bag det hele lå den nye tids tankegang: Forædling af råvarer og bevidst markedsføring. Århus havde fået en førerposition, der måtte sikres bl.a. gennem uddannelse af unge, der kunne overtage pionerernes pladser i erhvervslivet. 1890ernes Århus var præget af opbrud. Dampmaskinerne var på vej, symboliseret med de stadig flere osende skorstene. Industrien trængte sig på med industriarbejdspladser, der blev befolket af folk, der strømmede til fra landet. Byen var økonomisk i opbrud med vækst overalt. En indenrigsminister uden direkte arvinger Beliggenheden af Marselisborg gods så tæt på byen var selvfølgelig i længden en umulighed. En landbrugsejendom kunne ikke standse en driftig bys udviklingsmuligheder og slet ikke i en tid, hvor det blev stadig mere åbenbart, at fremtidens økonomi måtte hvile på industriens produkter. Som fremtrædende politiker og som indenrigsminister og bosat i Århus havde H.P. Ingerslev derfor også erkendt problemet. Han havde for at sige det direkte levet sig tæt ind på det, da hans bolig kun lå få kilometer fra byens centrum og byens domkirke. Hertil Indenrigsminister H.P. Ingerslev underskrev to dage før sin død aftalen om salg af godset Marselisborg til Århus Kommune. 1. maj 1896 blev Marselisborg kommunal ejendom. Nu fik byen plads mod syd og store planer tog fart. kom, at Ingerslev var blevet stadig svagere i løbet af 1890erne, selv om han fortsat fungerede som indenrigsminister og havde fået gennemført den ene vidtrækkende lov efter den anden: Om Esbjerg Havn, flere jernbanelove, loven om Københavns Frihavn og alderdomsunder- 7

7 støttelsesloven i 1891 for at pege på de vigtigste initiativer, der i virkeligheden førte frem til det store forlig i 1894, der løste op for den politisk fastlåste situation med provisorielovgivningen. H.P. Ingerslev havde også nøje måttet overveje sin situation, da han gennem hele livet havde været ugift. Kort før hans død i 1896 havde der været intensive forhandlinger mellem bystyret i Århus og indenrigsministeren. Hans Broge havde vist nok bistået her som den lokale patriark, han var. Det hele endte med, at Ingerslev solgte sin store gård og alle arealer til I 1898 fremlagde kgl. Bygningsinspektør Hack Kampmann og stadsingeniør i København Ch. Ambt deres plan for det nye byområde. I udsnit er her gengivet den del af planen, der vedrører området omkring den senere Hans Broges Gade bag Skt. Pauls Kirke. Lange linier og tragtformede vejanlæg prægede planen. 8

8 Århus Kommune, der hermed pludselig fik plads til nødvendige udvidelser og dermed kunne skabe en helt ny bydel. Det var der også behov for, da befolkningstallet fortsat voksede og ved år 1900 netop passerede de Byplanlægning Helt til 1874 havde Frederiksbjerg ligget uden for byen. Det år købte byen et areal af Viby kommune og yderst i det nye område blev Skt. Pauls Kirke siden anlagt efter tegninger udført af den kgl. bygningsinspektør W. Th. Walther. De fleste arealer var imidlertid privatejet, og det betød, at kommunen kun havde få muligheder for at påvirke udviklingen, herunder planlægningen af området. Med overtagelsen af Marselisborg arealerne var det omvendt. Her fik kommunen pludselig rige og helt nye muligheder for at planlægge. Situationen blev udnyttet, idet Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse, populært benævnt UBUB-udvalget straks greb anledning til at få sat et arbejde i gang. Der eksisterede dengang ikke nogen byplanlovgivning, og det betød igen, at udviklingen i provinsbyerne almindeligvis var meget spredt og yderst tilfældig, afhængig som den var af lokale grundejere. Nu skulle der imidlertid laves en samlet bebyggelsesplan for det store område. Der blev ikke som man ville gøre det i dag udskrevet en konkurrence. Nej, man gik den kommunale vej, hvilket indebar, at stadsingeniøren Oscar Jørgensen blev bedt om at lave en plan, men den blev fundet yderst traditionel, og så var den præget af talrige diagonalgader, der konstant skar hinanden. Herefter gik henvendelsen til den kgl. bygningsinspektør for Jylland, Hack Kampmann, der allerede havde gjort sig kendt i byen. I første omgang skulle han vurdere og bedømme Oscar Jørgensens plan. Han gik snart videre, ikke mindst efter at han havde fået skabt kontakt med Københavns stadsingeniør Chr. Ambt. Sammen udarbejdede de to en helt ny plan, der blev præsenteret i Planen blev trykt, så alle interesserede kunne se, hvordan de to forestillede sig den nye bydel, der skulle være hjemsted for boliger og offentlige bygninger: Skoler og uddannelsesinstitutioner samt sygehuse. Det var allerede bekendt, at Teknisk Skole led af alvorlig pladsmangel, og flere havde hørt at der også var planer om en ny overbygning på handelsuddannelserne. En sådan skole kunne også passende placeres i den nye bydel. Der var visioner i planen, der for alvor ville gøre Århus rede til at blive en storby. Der var taget højde for jernbanens adgang til havnen. Der var planlagt brede boulevarder som i en fransk storby. Der var udsyn og optiske synsbedrag i planen med gader, der udvidede sig som en tragt, mens andre havde en elegant krumning. 9

9 Århus Vejviser 1906 bragte dette kort over Århus. Det fremgår tydeligt, hvor store arealer byen pludselig havde fået til rådighed. Skov, krat, landarbejderboliger, traktørsteder og de gamle hovedbygninger (63) rummede uanede muligheder for byen. Kortet viser, at Odensegade nu er anlagt sammen med en del af Dalgas Avenue og så har Hans Broges Gade fået det rigtige navn. Da den blev anlagt i 1899 hed den Jyllandsgade. 10

10 Der var sigtelinier i byplanen, så man fra den senere Hans Broges Gade så mod et bestemt punkt på kysten, Sømærketræerne, der senere er forsvundet. Der var også projekteret en ny kirkegård til erstatning for Søndre Kirkegård midt i byen, og det var tanken, at den skulle servicere den nye store bydel. Der var boulevarden tværs gennem området, der i respekt for den tidligere ejer af området blev benævnt Ingerslevs Boulevard. Efter planen skar den sig tværs gennem den nye bydel og sluttede, så der var et frit udsyn ud over Bugten. Igen et af den internationale verdens arkitektpåfund, der blev præsenteret her mod nord. Planen revideres økonomien kom i vejen Planen var visionær, men den krævede derfor også plads. Da de kommunale embedsmænd begyndte at regne på det, fandt de, at der ikke kunne være så mange boliger i området, som man havde ønsket. Der måtte gøres noget. Det»noget«betød bl.a., at den lange boulevard, der bar den gamle indenrigsministers navn, blev forkortet. Den kom til at ende»blindt«i Ingerslevs Plads og en mere beskeden gade, der fik navnet Odensegade fortsatte herefter bag om Skt. Pauls Kirke. Til gengæld udgik den nye gade Dalgas Avenue herfra. For politikerne betød den beslutning, at der blev plads til en helt ny karre mellem Odensegade og Bogensegade. Den blev siden afsluttet med en ny plads, Tietgens Plads. Alt det medførte, Da de endelige planer for området var på plads, fik initiativgruppen bag Den Jydske Handelshøjskole tilbudt en byggegrund mellem Odensegade og Tietgens Plads. Den var lang og smal, sådan som det fremgår af matrikelkortet. at der lå en grund mellem pladsen og Odensegade. Her kunne der lægges en læreanstalt, fandt politikerne. Det var en god placering, for den ville vende ud mod den nye gade, som byrådspolitikerne i 1899 havde besluttet skulle hedde Jyllandsgade. I 1902 blev den beslutning omgjort, så den i stedet kom til at hedde Hans Broges Gade. 11

11 Handel og storkøbmænd De to storkøbmænd, der allerede er nævnt, Hans Broge og Otto Mønsted havde det til fælles, at de begge opbyggede store forretninger, der efter datidens målestok handlede internationalt. De havde også det til fælles, at de begge var vokset op på landet og kun havde modtaget en beskeden skolegang. Herefter var det handelslære, der dengang betød en læretid på op mod 7 år i forskellige handelsvirksomheder. Her lærte de unge varekundskab fra alt om spegesild over sukker, mel og gryn til smør og isenkram i de dengang endnu meget blandede forretninger. De unge lærte at føre bøger og gøre lageret op, men den mere teoretiske viden og kendskab til fremmede sprog og handelssædvaner, det hørte ikke med. Han Broge var som 15- årig kommet i handelslære hos H. Meulengracht & Søn i Århus og senere havde han været ansat i et købmandshus i Hamborg, før han blev kommis i Randers, indtil han i 1847 havde grundlagt sin egen forretning i Århus. Otto Mønsteds baggrund var omtrent den samme. Den elementære skolegang havde han dog modtaget i hjemmet, før han kom i handelslære i Grenå. Herefter gik det videre til tilsvarende stillinger i Roskilde og København, før han i 1865 etablerede sig i Århus med engros forretning i smør, korn og foderstoffer. For begge var det karakteristisk, at de teoretiske kundskaber var beskedne. Det havde begge erkendt, ligesom de begge havde blik for den nye tids muligheder. Den nye tids teknologi med helt nye internationale markeder krævede stadig mere af den nye generations unge: For at udnytte mulighederne måtte der mere uddannelse til. En overbygning på den mere elementære handelsskoleundervisning. Erhvervslivet organiseres Tiden var præget af opbrud på mange måder. Folkestyret var for alvor på vej, og en mere liberal handelslovgivning var allerede vedtaget i 1857 og var trådt i kraft i Den politiske opfattelse var, at regulering skulle undgås, og at erhvervene i et vist omfang skulle klare sig selv. Det betød, at nye erhvervsorganisationer voksede frem inden for handel, håndværk og industri. De mange forskellige erhvervsområder måtte hjælpe sig selv, og det skete ved at man kollegialt stod sammen. Først lokalt, siden i større regionale organisationer for Jylland, Øerne og København, og endelig sluttede de fleste brancher sig sammen til landsomfattende organisationer. Sådan var udviklingen selvfølgelig også i Århus. Århus Handelsforening var blevet til i 1862, og købmænd med respekt for sig selv og erhvervet blev naturligvis medlemmer her. Som overbygning og samarbejdsorganisation havde man i 1883 skabt Den jyske Handelsstands Centralforening. Tidens store spørgsmål i de 12

12 kredse var næringslovgivningen, og det spørgsmål skulle ikke bæres frem lokalt, men gennem de store centralorganisationer, og det skete konstant og prægede sammen med toldlovspørgsmålet den politiske diskussion i datidens erhvervskredse. Karrikaturtegneren Jens Ravnholm forevigede Joh. Baune og fotografen gjorde det samme sidst i 1920erne. Betydningsfuldt var det også, at Handelsforeningen markerede sig politisk. Man opstillede kandidater til byrådsvalget, så man var sikre på, at handelens tarv blev varetaget bedst muligt. Det er forklaringen på, at såvel Hans Broge, , som Otto Mønsted i en årrække, , havde sæde netop i Århus Byråd, ofte med udvalgsposter i Havneudvalget. Efterhånden gik livet i Århus Handelsforening vel nok delvist i stå. Det offentlige havde overtaget en række af de tidligere opgaver, og det betød, at interessen for netop den forening blev stadig mindre, selv om den årlige juletræsfest selvfølgelig fortsat trak fulde huse. Handelsskolerne var blevet en naturlig bestanddel af de unge handelslærlinges uddannelse og så kunne de unge mænd sådan set ikke komme længere, når de først havde taget deres afgangseksamen på den lokale handelsskole. Flere af de lokale storkøbmænd havde selv følt på deres krop, at deres uddannelse ikke helt havde været dækkende. Sprogligt kunne de måske nok begå sig på tysk, men det engelske voldte større vanskeligheder. Handelskorrespondance havde de vel nok også lært, ofte på den primitive måde, hvor de skulle kopiere che- 13

13 fens korrespondance i de såkaldte kopibøger. Men hvad vidste de om verdensmarkedet? Om de nye varer, der var på vej? Om Amerika? Monopoler og karteller havde de unge heller ikke hørt meget om under uddannelsen. Varekundskab havde de fået gennem det praktiske liv bag handelsdisken, men de mere overordnede teoretiske tilgange til faget det manglede fortsat. Det var selvfølgelig en opgave, der kunne skabe nyt liv i den lidt trætte Århus Handelsforening, hvis der kunne skabes grundlag for at forbedre og helst udvide de unges uddannelse og dermed ruste dem til en bedre karriere. De lokale drivkræfter bag skoleprojektet var ikke mindst grosserer Joh. Baune, Han var en stilfærdig og dygtig forretningsmand, der udførte sine forretninger langt fra offentlighedens søgelys. Han gjorde en betydelig indsats i mange virksomhedsbestyrelser fra telefonselskabet, lokale privatbaner, banker til industrivirksomheder. Han var formand for Den Jydske Handelshøjskole i mere end 25 år. Den Jydske Handelshøjskole Der havde været rumlerier i Århus om at udvide undervisningen af de unge handelsmænd. Grosserer Joh. Baune, der i øvrigt var døbt Frederik Carl Christian Johansen Baune, havde forsigtigt fremført forskellige planer. Baune var da 50 år gammel og havde allerede gjort det godt i stort set de samme erhvervsgrene som byens to store: Hans Broge og Otto Mønsted. I handel med grovvarer og smør. Ganske som sine forbilleder havde han også taget sin tørn i byrådet fra , og også han havde sæde i Havneudvalget, hvor han i øvrigt fortsatte helt frem til 1917, selv om han ikke længere var valgt til byrådet. Århus Handelsforening kendte han særdeles godt, for her var han blevet formand i 1894 og fortsatte frem til Som ung havde han 14

14 været på Grüners Handelsakademi i København, datidens»fineste«købmandsskole. Her havde han sikkert også erhvervet datidens bedste lærebøger og praktiske håndbøger med tabeller for omregning af mål og vægt, valuta og meget, meget mere. I de bøger havde Joh. Baune læst om veksler, statspapirer og aktier samt om søassurance, banker og sparekasser. Formanden kendte til de begyndende vanskeligheder i det lidt større erhvervsliv. Kornhandel var f.eks. ikke, hvad kornhandel havde været, og import af foderstoffer blev også vanskeligere. Det krævede kapital, stadig mere kapital, da der helst skulle importeres i hele skibsladninger af f.eks. bomuldsfrø fra USA for at sikre en attraktiv pris. Situationen var tilspidset i Århus og prægede i hele det store erhvervsliv, der handlede med grovvarer.resultatet blev etableringen af Korn-og Foderstof Kompagniet KFK i 1896, hvor Hans Broge, Otto Mønsted og Joh. Baune slog deres forretninger sammen. Flere mindre lokale købmænd gik med sammen med storkøbmænd fra Randers og Horsens. Nu stod man lokalt godt rustet til konkurrencen. Men, for at fastholde den nyerhvervede position, måtte der uddannelse til. De unge måtte sikres udblik og rustes bedst muligt til den nye tid med dens voksende konkurrence. Joh. Baune var naturligvis fuldt ud orienteret om byens forhandlinger med indenrigsminister Ingerslev. I byrådet havde perspektiverne i den store arealerhvervelse været drøftet indgående. Her lå muligheder for den by, der ville være landets nummer to. Det var derfor nærliggende for den initiativrige formand Joh. Baune forsigtigt at arbejde med planer om at etablere en skole for videreuddannelse af unge handelsmænd og placere den i netop det nye område, der var på vej ind i købstaden. Stilfærdigt havde han sikkert også fortalt byens politikere, at en sådan skole automatisk ville trække»handelseliten«fra hele Jylland til Århus. Det var der også store perspektiver i. Vi ved ikke, hvordan forhandlingerne forløb bag kulisserne, men pludselig blev der fundet en anledning, som byen ikke kunne afslå. Den jyske handelsstands nestor: Købmand Hans Broge ville i 1897 fejre sit 50 års jubilæum som købmand i Århus. Det var en så stor begivenhed, at den burde markeres på en helt særlig måde. Handelsforeningen arbejdede videre med sagen, der resulterede i, at der på jubilæumsdagen blev foretaget en indsamling, der skulle udgøre grundfonden til den skole, man havde besluttet at rejse i Århus til videreuddannelse af unge jyske handelsfolk. Næsten kr. blev det til. Det var i datiden et beløb, der var så stort, at initiativtagerne kunne se, at der var noget at arbejde videre med. 15

15 Planer bearbejdes Projektet skulle forankres som man siger på moderne dansk helst i det jyske. Det var en naturlig opgave for Den jyske Handelsstands Centralforening, der i dagene 23. og 24. maj 1898 holdt repræsentantskabsmøde i Århus. Den lokale dagspresse bragte fyldige referater herfra. Der blev talt om foderstoflovgivningen, trafikforhold, Vestkysthavnespørgsmål og som sædvanligt om toldloven, oprettelse af et særligt handelsblad og meget mere. Der var også et helt særligt problem, der havde betydning for de mindre havne. Losning af sækkegods fra småskibe. Kravet var fælles regler. Det var et betydningsfuldt forum, der repræsenterede 28 foreninger med i alt 1505 medlemmer. Alle var engagerede i projektet»videregående handelsskole eller købmandsskole«, der blev drøftet i større og mindre grupper. Efter mødet blev der i de jyske byer yderligere indsamlet et beløb. I provinsen var der fuld forståelse for projektet, der burde støttes til gavn for alle, som det blev sagt på repræsentantskabsmødet i Århus. Ved den afsluttende middag blev handelens nestor Hans Broge hyldet. Han kvitterede tørt med at konstatere, at det»ærgrede ham, at byen ikke flagede for handelsmødet«. Året efter var planerne kommet et godt stykke videre, hvorfor Provinshandelskammerets årsmøde i Randers 29. og 30. maj 1899 igen var optaget af forhandlinger og orientering om det store fælles projekt. Selv om spørgsmålet havde stor interesse for Århus, er det bemærkelsesværdigt, at byens dagblade ikke havde sendt korrespondenter til Randers. De lokale aviser omtalte ikke mødet. Fra anden side fremgår det dog, at det blev besluttet at»stille skolen under protektorat af Foreningen af jyske Handelsforeninger«ligesom det blev vedtaget, at formanden skulle være bosiddende i Århus. Afgørende var det også, at der blev nedsat et arbejdsudvalg, der kom til at bestå af: Joh. Baune, Århus L. Hammerich, Århus Jens Just, Skive R. Kaalund, Kolding Fr. Nørgaard, Århus og I. Werdelin, Viborg. De var alle markante personligheder fra handelslivet, der kunne sikre, at der blev samlet penge ind lokalt til projektet. Kaalund var således i mange år den samlende jyske personlighed i den jyske handelsstands organisationer. Fr. Nørgård var direktør i Århus Privatbank og var som følge heraf særdeles nyttig at have som medlem af bestyrelsen. L. Hammerich stod i spidsen for en stor forretning, der handlede med byggematerialer fra adressen Rosensgade

16 Louis Hammerich var grosserer i byggematerialer og medlem af det udvalg, der stod bag opførelsen af den nye skole. En arkitekt Der ses ingen diskussion om, hvem der skulle tegne den nye skole. Hvem der bragte forslaget frem, fremgår heller ikke. Det virker som om alle var indforstået med, at der kun var en mulighed for at vælge arkitekt til den jyske handelsstands nye initiativ: Den kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann. Det var ham, der havde planlagt det nye byområde, og han havde allerede gjort sig bekendt som byens fineste arkitekt og bygmester, og han havde vist nok også allerede været opmærksom på en grund, der ville være velegnet til formålet. Hack Kampmann var født i Ebeltoft i 1856 og blev arkitekt i Efter mange studierejser blev han udnævnt til kgl. bygningsinspektør for Nørrejylland i Det betød, at det var ham, der kom til at stå for statens byggeri. Karrieren fortsatte, og i 1908 kom udnævnelsen til professor ved Kunstakademiet i København, og han forlod Århus. Forinden havde han gjort sig særdeles godt bekendt. Arkitekturen var præget af den stilart, der blev kaldt»jugend«. Den er karakteriseret ved en sammensmeltning af en lang række dekorationselementer ofte hentet fra dyre- og planteriget. Også udnyttelsen af byggematerialer indgår som et karakteristisk træk i den stilart. Grove bygningsmaterialer som kampesten, tilhuggede sten, støbejern og tømmer af bedste kvalitet kombineret med kobber og traditionelle røde mursten er alt sammen tydelige elementer. Undtagelser er der dog også, for fantasifuld, som Kampmann var, kunne han også finde på at opføre bygninger, der skulle stå overpudsede og hvidtede. Det var dog især hans villabyggerier. Den første store opgave i Århus var opførelsen af byens nye toldkammer på havnen, Herefter 17

17 fulgte byens teater, Statsbiblioteket fulgte fra , og i de samme år stod han for opførelsen af Prinseboligen i Århus, senere kendt under navnet Marselisborg Slot, Den var og er et godt eksempel på de overpudsede og hvide facader. Andre store opgaver fulgte. I 1904 havde han opført Posthuset i Kannikegade og i deltog han naturligt som arkitekt ved opførelsen af Den Jydske Handelshøjskole i Hans Broges Gade. I 1906 afsluttede han arbejdet med Katedralskoles røde bygning ud mod Skolegade. Der var dog også blevet tid til at tegne villaer til byens borgerskab. Ikke småhuse, men på det nærmeste minipalæer. Villa Skrænten på Niels W. Gades vej er et eksempel herpå, men interessant i denne sammenhæng er det måske også at påpege, at Kampmann omkring 1902 opførte en villa til bankdirektør Fr. Nørgaard, der flyttede fra Guldsmedgade 57 ud til det nye villakvarter ved den naturskønne Århusbugt. De var typiske for tidens villastil hvidpudsede. Det kan have været en inspirationskilde for det byggeri, han senere skulle udføre for konsortiet bag Handelshøjskolen. Arkitekten er en legende i byen. Han fik sit virke i en periode, der var præget af voldsom vækst. Der skulle bygges monumentalt og kvalitetsmæssigt. Århus ville vokse sig ud af provinsidyllen med bindingsværk og stokroser. International kvalitet og storbydrømme var ved at blive født. Den jyske handelsstand vidste, at der kun var ét alternativ til hovedstaden. Det var Århus, så derfor støttede man projektet med Handelshøjskolen, og tidens bedste arkitekt skulle naturligvis står for det. Hack Kampmann havde allerede opført meget forskellige bygninger. Det var ikke standardbyggerier, men byggerier skabt til de helt specielle opgaver, der blev stillet af opdragsgiverne: En biblioteksbygning med et stort centralrum med læsesal og magasiner uden om samt ovenlys gennem tre store kupler. Et toldkammer, der rummede de praktiske elementer, der hørte sig til her med vejerstue, oplagsrum og kontorer, men samtidig et symbol på statsmagten og en velkomst til de søfarende, der ikke kunne andet end beundre den smukke røde bygning med de tre tårne, der vendte ud mod de ankommende skippere og samtidig var et symbol på købstadens byvåben. Der var også Marselisborg Slot i hvidpudset murværk på toppen af en mindre bakke, men med vidt udsyn ud over Bugten. Det var palæstil, der var et kronprinsepar værdigt. Det var samtidig en bygning, der var større end borgerskabets, men som samtidig signalerede, at den kunne danne forbillede for tilsvarende i byen, men i respektfuld mindre målestok. De kom også til neden for bakken ved Strandvejen og på skrænten på Niels W. Gades vej. 18

18 Fotografen forevigede en afgangsklasse i Til højre ses forstander J. Hemmingsen, der virkede på skolen fra starten i 1905 til Det er værd at bemærke, at piger også havde fundet vej til en videreuddannelse i handelsfagene. 19

19 De endelige planer Da byggeriet endelig kunne sættes i værk, havde den store byplan ændret karakter. Hack Kampmanns forslag til en planløsning for de nye store offentlige arealer havde byrådet af økonomiske grunde følt sig nødsaget til at ændre ret så markant. Arealudnyttelsen, var som allerede nævnt, for ekstravagant, som man vil sige i dag. Der skulle skabes flere boliger i området. Resultatet blev, at»aksen«ingerslevs Boulevard blev forkortet, så der blev plads til et par karreer mellem Odensegade og Bogensegade gennemskåret af Lars Krusesgade og Bülowsgade. Her blev der planlagt opført et hospital for Skt. Joseph-søstrenes Orden, for her ville det ligge bekvemt i nærheden af byens amtssygehus, der endnu officielt havde hovedadresse mod Godthåbsgade, men i virkeligheden var orienteret ud mod den nye Boulevard, hvilket blev tydeligt efter udvidelsen i Bag de to karreer blev et element af anlægget fra Ingerslevs Boulevard genoptaget, nu i form af et lille parkanlæg, der i dag er kendt under navnet Tietgens Plads. Her mellem Odensegade og Tietgens Plads afgrænset af Bülowsgade blev der en grund, som kommunen gratis stillede til rådighed for projektet. Det var den tids erhvervsstøtte og et meget karakteristisk træk i den kommunale byudviklingsplanlægning. Almindeligvis var der dog tilføjet den passus:»overgår bygningerne til andet brug, skal grunden betales med.«for projekt Den Jydske Handelshøjskole var det beløb sat til kr. og er næppe siden ændret. Der manglede stadig et beløb for at få projektet til at balancere med de ca kr., som arkitekten havde vurderet, at det ville koste. Efter en række forhandlinger lykkedes det at få staten til at yde et byggetilskud på , ikke mindst som et resultat af den lokale landstingsmand Harald Jensens bevidste politiske indsats i Rigsdagen. Der var planlagt ganske mange undervisningsinstitutioner i området: Den første bygning fik adresse på Ingerslev Plads 7, hvor Aarhus tekniske Skole opførte en stor filialafdeling på tre etager med mansard, pilastre og pudsede facader. I daglig tale blev den benævnt»den hvide«i modsætning til»den røde«, hovedskolen i Nørre Allé. Også det kommunale skolevæsen så muligheder i området, hvorfor Ingerslevs Boulevard skole kom til i , men da talte man allerede om endnu en skole N.J. Fjordsgade skole, der dog ført blev opført i Midt i dette undervisningsmiljø var det derfor naturligt også at tilbyde undervisning i handelsfagene. Planlæggerne havde næsten skabt en uddannelsesbydel. Gadenettet i den nye bydel Et var at planlægge en helt ny bydel, noget andet var at give området liv og identitet i form af navne på gader og pladser. Det var en alvorlig sag, der rummede meget 20

20 politisk sprængstof. I første omgang var det teknisk udvalg, der havde ansvaret, mens den endelige beslutning lå hos byrådet. Meget af det kan i dag følges gennem de trykte byrådsforhandlinger, selv om detaljer i forhandlingerne i dag er glemt. Her kan det således læses, at»gader og Torve«i»Marselisborgterrænet«benævnes»Frederiksbjerg Torv«,»Horsensgade«,»Ingerslevs Boulevard«,»Ingerslevs Plads«,»Dalgas Allé«,»Odensegade«,»Skt. Pauls Kirkeplads«og»Jyllandsgade«. Det var i 1899, byrådet tog den beslutning. Navnevalget kan næppe kaldes særligt visionært og nogen linie er det svært at finde, hvis man da ikke accepterer de geografiske navne som noget originalt, der automatisk skulle henlede opmærksomheden på det nye byområde. Navnet»Jyllandsgade«er der ingen der kender i dag, for allerede i 1901 vedtog byens fædre som allerede nævnt at ændre det til det, vi kender i dag:»hans Broges Gade«. Den københavnske kollega C.F. Tietgen måtte vente endnu et par år, før byrådet besluttede at den lille markante plads skulle opkaldes efter ham. Det skete på et møde i Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse den 11. januar Hvor ideen kom fra står ikke at læse i referatet. Hvorfor den kom til at hedde sådan og ikke f.eks. Otto Mønsteds Plads, står hen i det uvisse. I de følgende år fortsattes navngivningen inspireret af de fynske købstæder: Fåborggade, Bogensegade og Assensgade fik deres navne, og det var der et vist system i, mens navngivningen af tværgaden Lars Krusesgade, opkaldt efter fiskeren og redningsmanden fra Skagen samme år, er mere overraskende. Her var der uenighed i udvalget, så diskussionen er refereret: Flertallet ville hædre en jysk redningsmand med det navn, hvortil modstanderen af forslaget svarede, at det var en»skamplet«for hans stand at vælge denne»usle gade«. Sådan kom den til at se ud På afstand kan Den jydske Handelshøjskole næsten ligne en villa. En af de storvillaer, som arkitekten allerede var bekendt for. Den var måske en smule højere, men facadeopbygning og gavle vakte trods alt mindelser om borgerskabets storvillaer. Og det var vel i virkeligheden også storborgerskabet, arkitekten byggede for. Det var den bestyrelsesgruppe, der skulle godkende tegninger og indretning, og de holdt netop af den type villaer. En enkelt i gruppen havde endog få år forinden netop fået arkitekten til at opføre en sådan til sig selv. Derfor skulle den nye skole også være hvidpudset og taget være af sortglaseret tegl. Bygningen måtte gerne ligne et palæ og de to sidefløje gerne»domistikbygninger«, de bygninger, hvor personalet boede på de store gårde. I sidebygningen mod syd var der bolig for forstanderen og skolens pedel og i den tilsvarende mod nord gymnastiksal. Der kunne dog også være andre forklaringer på ud- 21

21 formningen af den nye skole. Grunden, som kommunen havde stillet til rådighed, var smal, og der var derfor ikke mulighed for at gøre bygningen dybere. Projektet måtte gå i højden. 3 1 /2 etage. Den blev forsynet med midt- og siderisalitter, der blev afsluttet med markante trekantgavle. Bag den betegnelse lå det, som arkitekterne kaldte at fremhæve et facadeparti. Almindeligvis var det midterpartiet, der blev fremhævet, og så talte man om midtrisalit, men her spillede arkitekten på alle virkemidler, så huset blev også forsynet med siderisalitter. For at undgå at facaden skulle virke for tung, var det almindeligt at opdele den, så det træk benyttede Hack Kampmann også. Markante bånd opdelte facaden i vandrette snit, der igen typisk for tiden var udført i granit. Også indgangsportalen blev udført i granit og udsmykket med et kraftigt relief af egetræsblade. Indgangspartiet blev afsluttet opefter med en konsolbåret granitbalkon, forsynet med et smedejernsgelænder. Traditionen tro, legede eller modellerede arkitekten også med facaden ved at benytte vinduerne som dekorationselementer. Regelmæssigt anbragte han tre fag vinduer over hinanden med to vinduespartier på hver side af indgangen, skilt af de markante kobbernedløbsrør. Det øverste fag vinduer adskilte sig fra de nederste, idet de blev afsluttet med en halvbue. Øverst oppe over balkonen og midt i trekantgavlen blev der plads til endnu et vinduesparti, men også det blev naturligvis som det øverste afsluttet med en halvbue. Vinduerne var i trærammer og hvidmalede. Arkitekten havde gjort sit til, at skolen kom til at tage sig fornemt ud også når der var gået nogle år. Han benyttede de bedste materialer og hertil hørte også kobber i rigt mål. Der var kobbertagrende og -nedløbsrør, og hvor det var nødvendigt, blev der benyttet kobber til inddækninger. Sammen med de sortglaserede tegl og hvide facader gav det altsammen et indtryk af noget solidt. Ganske vist var facaden ikke så fabulerende som andre af arkitektens bygningsværker, men var her mere klassisk i sin stil. Hack Kampmann kunne dog ikke lade være med at»lege«med materialerne, så holderne til tagrenderne fik lov til at sno sig kækt mellem faldstammerne. Resultatet blev en treetagers bygning, rejst over en kælder, med pudsede facader, spidse gavle og kviste.»værdig og enkel i facaden«, som den blev karakteriseret i samtiden. En vældig egeguirlande omgav hovedindgangen. Efter at have passeret den meget høje, svære mahognihoveddør mødte man en bred, fritbærende granittrappe, der førte op til de oprindelige 12 klasseværelser, der alle var»holdt i et roligt udstyr«, og med forskelligt tegnet møblement af»en vis enkel soliditet«. 22

22 Der var en kølig ro over gangenes hvide vægge og de kraftige runde granitsøjler. Det virkede varmt og skabte hygge, at panelerne og gelænderne var holdt i en indbydende rødbrun tone, fastslog en lokal journalist ved indvielsen. Der var også gjort noget særligt for eleverne. Man regnede med at starte med 50 unge mænd. Og for at skabe så gode forhold som muligt, havde man opført en cykelstald, indrettet baderum med brusebade, opført en gymnastiksal og skabt en frokoststue.»skolen var en pryd for Århus By og den ville stå som et monument for dens stadigt fremadskridende udvikling, en stolthed for den jyske handelsstand«, som en lokal avis beskrev den nye bygning ved indvielsen. Indvielsen 9. maj 1905 stod det hele færdigt, og alt var rede til den festlige indvielse, der havde været planlagt længe. Den lokale presse var til stede, og allerede i aftenudgaverne var der et fyldigt referat af begivenhederne. For bestyrelsen var der ikke tvivl om, at det skulle ske med kongelig deltagelse. Og hvem var nærmere end kronprinsen i»naboslottet«marselisborg. Der blev sendt en invitation, og der blev planlagt. Da den store dag indtraf, ankom kronpris Christian i hestevogn, der gjorde holdt ud for hovedindgangen. Århus var pludselig kommet i centrum, så regeringen, statsmagten og de kommunale 9. maj 1905 blev Den jydske Handelshøjskole officielt indviet. Det var en festdag, hvor notabiliteter lige fra Kronprins Christian til ministre fra København sammen med byens politikere og den lokale handelsstand markerede begivenheden. myndigheder og repræsentanter for erhvervsorganisationerne var alle mødt frem til indvielsesceremonien, der fandt sted i skolens nye festsal. Forinden havde alle læst de manende ord, der var nedfældet i terrassogulvet i forhallen: Tid er Penge Kundskab er Magt. Efter at en kvartet havde spillet, trådte formanden for Handelshøjskolen, grosserer Joh. Baune, frem og holdt indvielsestalen. Temaet var, at samfundet ændrede sig, handelen antog nye former, og alt det betød, at de kundskaber, som de ældre havde fået i deres ungdom ikke længere var tilstrækkelige. De unge måtte have en bedre uddannelse end de foregående generationer. 23

23 I 1909 var kvarteret omkring skolen på det nærmeste færdigopført. Et af byens bedste stykker byplanlægning var bragt til ende. Kvarteret er i dag et af byens smukkeste byrum med de svagt buede gade og bygninger med talrige bygningsdetaljer med gesimser, tårne, murdekorationer og meget, meget mere. Den jydske Handelshøjskole falder fint ind områdets boligmiljø. 12. februar 1904 signerede Kampmann sin tegning til den nye skole. Grunden krævede, at der blev bygget højt og smalt, sådan som det fremgår af denne snittegning. Aftenskoleundervisning var ikke længere tilstrækkelig. Den systematiske undervisning skulle gives i dagtimerne. Med Den Jydske Handelshøjskole havde handelsstanden selv skabt en dagskole, der»i eget hus og under standens egen kontrol kunne give den opvoksende unge handelsmand en let og bekvem adgang til fyldigere kundskaber«. Efter nogle velvalgte ord til handelsstandens nestor grosserer Hans Broge, overdrog formanden på bestyrelsens vegne den daglige ledelse af skolen til forstanderen og lærerne. Hermed var Den Jydske Handelshøjskole rede til at udføre den opgave, den var planlagt til. 24

24 Efter endnu en sang, rejste pris Christian sig og sagde»djærvt og frejdigt«at han ønskede ikke blot Hans Broge til lykke med skolen, men også hele den jyske handelsstand. Herefter foretog prinsen og de øvrige indbudte en vandring gennem skolens smukke lokaler, som det er noteret i datidens lokale dagblade. Med hurraråb blev prinsen endelig fulgt til vogns. Skolen var endelig overladt til de unge handelsmænd. Hvorfor navnet? Navnet på den nye skole blev Den Jydske Handelshøjskole, stavet som man gjorde det i tiden med (d) i jysk. Vi kan ikke se, hvorfor det blev navnet. Det var måske naturligt, da skolen skulle være det fælles jyske uddannelsessted for de unge i handelsfagene. Udgangspunktet for det hele var dog som set 50 års jubilæet for den store købmand Hans Broges handelsborgerskab. Hvorfor kom skolen så ikke til at hedde Hans Broges Handelsskole eller Handelsskolen Hans Broge? Vi ved det ikke og kan heller ikke se det af bevarede forhandlinger. Tanken var ellers nærliggende, for den konkurrerende skole i København bar netop en jyskfødt storkøbmands navn: Niels Brocks Handelsskole, og det var ikke mindst den, den nye skole i Århus skulle konkurrere med. En»Niels Brock«var synonymt med den fineste handelseksamen. Den skole var oprettet i Kunne en»hans Broge«ikke have fået den samme klang af jysk soliditet, kan man spørge? I 1902 var Købmandsskolen i København kommet til. Det navn kan også have været med til at understrege, at skolen i Århus skulle have ordet»jy(d)sk med i sit navn. Vi kan ikke se af kilderne, hvorfor bestyrelsen besluttede som den gjorde. For Hans Broge var det måske lige så vigtigt, at storkøbmanden i stedet kom til at lægge navn til den gade, skolen vendte ud imod og ikke mindst, at undervisningen af de unge blev bedst mulig. Flere af de andre initiativtagere bag skolen fik lov til at lægge navn til det nye kvarter: Joh. Baune er således i dag også bekendt som følge af den plads, han har lagt navn til. Storkøbmanden og margarinefabrikanten Otto Mønsted glimrer dog ved fraværet af et gadenavn eller plads. Det havde været nærliggende at opkalde pladsen ved siden af skolen efter ham. Men, sådan blev det ikke. Det blev en købmandsmatador fra hovedstaden, der fik den ære: C.F. Tietgen. Hvorfor står igen hen i det uvisse. Det blev dog ikke»københavneren«, der fik lov til at pryde pladsen med en statue. Det blev igen i stedet Hans Broge. I 1910 havde billedhuggeren Aksel Hansen fuldført en statue i bronze af den jyske storkøbmand. 2 1 /2 meter høj var den, og mindre imponerende blev den ikke af, at den var anbragt på en sokkel af omtrent samme højde. Her står Hans Broge den dag i dag med ansigtet vendt mod den gade, der 25

25 bærer hans navn. Stout står han med bowlerhat, stok og skødesløst klædt i frakke spejdende efter ungdommen, der er på vej ind i hans skole. Hvorfor udvalget valgte københavnerkunstneren er ukendt, men han var kendt for sin naturalisme og sin levende modellering. En forklaring var måske, at statuen blev rejst i 1910 af en anden komite end den, der stod bag opførelsen af skolen. Den bar det pompøse navn»komiteen for Rejsning af en Statue af Købmand Hans Broge«. Det kan Mens skolen var Handelsgymnasium blev Axel Hansens statue af Hans Broge det naturlige midtpunkt for de festligheder, der afsluttede skolegangen. Man dansede omkring den gamle købmand. næsten opfattes som om den jyske købmand alligevel til sidst erobrede anlægget ved siden af skolen fra rivalen C.F. Tietgen. Hans Broge var da afgået ved døden, i Et nyt bykvarter Statuen af Hans Broge kan på mange måder opfattes som en afslutning eller afrunding på etableringen af et helt nyt bykvarter. Det hele var gået endog meget stærkt. På godt 10 år var marker og krat blev ændret til en helt ny bydel med boliger, uddannelsesinstitutioner og hospitaler. Som noget helt nyt var det blevet til efter en plan, der nøje udstak retningslinier med svagt krummede gadeforløb. Som det var karakteristisk for Kampmanns mange offentlige byggerier, sprudlede han af ideer, og det ensartede og monotone kedede ham. Derfor var der også i hans og Ambts store plan for området lagt op til, at den nye bydel skulle fryde øjet med bygninger af forskellig højde. Her skulle være karnapper og spir og overraskelser i murværket. Sådan blev det, og omkring 1910 var hele området omkring Den Jyske Handelshøjskole vokset frem, og alt har i dag en sådan kvalitet, at det netop er et bykvarter, der med stolthed vises frem som noget af det bedste i byen. Hans Broge på Tietgens Plads er et naturligt midtpunkt, og blev da også valgt af skolens handelsstudenter, som den samlende figur, der blev danset omkring, så snart studenterhuen var på plads. 26

26 Arkitekten havde et klart blik for trappeløb. Kan det gøres smukkere? 27