ONSDAG DEN 7. SEPTEMBER 2005

Transkript

1 3-001 ONSDAG DEN 7. SEPTEMBER FORSÆDE: Josep BORRELL FONTELLES Formand (Mødet åbnet kl. 9.05) Åbning af mødet Frihed og sikkerhed Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om frihed og sikkerhed Charles Clarke, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, jeg vil starte med at takke Dem for denne lejlighed til at tale til Europa-Parlamentet. Jeg ønsker at benytte lejligheden til at præsentere den fremgangsmåde, som den britiske regering vil følge i udøvelsen af formandskabet i Rådet (retlige og indre anliggender), som beklædes af undertegnede og min kollega baronesse Ashton, som er til stede i dag. Jeg tager udgangspunkt i udsagnet om, at EU har været en massiv positiv kraft. For 35 år siden, da jeg var studerende, kæmpede vi for demokrati i Europa, for udryddelsen af de fascistiske diktaturer eller militærdiktaturer, som på dette tidspunkt herskede i Grækenland, Spanien og Portugal, og de totalitære diktaturer, der herskede i Øst- og Centraleuropa på dette tidspunkt. Disse kampagner lykkedes ligesom kampagnerne i andre dele af verden, f.eks. Sydafrika og Latinamerika, som også er vigtige at nævne. Faktisk har 11 ud af de 25 nuværende europæiske medlemsstater siden da fået indført demokrati som fuldgyldige medlemmer af EU. Det er en enestående bedrift, som vi fortsat skal glæde os over. Vores samfund har naturligvis ændret sig dramatisk i løbet af disse år, både socialt og teknologisk. Der er sket ændringer i sammensætningen af vores samfund, som varierer rundt om i EU, med mange samfundsgrupper med forskellig etnisk baggrund, trosretning og historie. Men jeg mener helt overordnet, at det er vores pligt at fremme et samfund, der er baseret på ægte respekt for ethvert individ, enhver kultur, enhver trosretning og enhver etnisk baggrund. Det er vores pligt at understrege, at det er gennem demokrati og ikke gennem vold, at man opnår ændringer og fremme af retsstatsprincippet. Vi skal forsvare vores værdier, hvad angår respekt, tolerance, frihed og demokrati, over for enhver, der ønsker at ødelægge eller erstatte disse værdier med en anden doktrin, især hvis de udøver vold til at fremme deres ambitioner. Det er en del af EU's historie, men det skal også være helt centralt i forbindelse med EU's fremtid. Når vi ser fremad skal vi erkende, at mange af vores borgere er meget skeptiske over for EU til trods for det historiske aspekt, og der er tale om en skepsis af et sådant omfang, at folkeafstemningerne i nogle lande resulterede i en afvisning af den nye forfatning - et fingerpeg om en dybereliggende tvivl og bekymring. Jeg mener, at en væsentlig årsag til denne tvivl er det forhold, at EU ikke synes at prioritere opgaven med henblik på at finde praktiske løsninger, som vil gøre en forskel i forbindelse med de anliggender, der ligger borgerne mest på sinde. Jeg henviser specifikt til alvorlig og organiseret kriminalitet, herunder narkotikahandel og handel med mennesker, ulovlig migration og asylansøgninger på falsk grundlag samt bekæmpelse af terrorisme, uanset hvordan den opstår. Disse anliggender ligger øverst på den politiske dagsorden i Europa, og det er ofte disse anliggender, der mobiliserer størst politisk aktivitet, ikke sjældent på reaktionære og endog farlige måder. Farlige folkeforførere udnytter endda disse anliggender til at underminere det demokrati, der i nogle tilfælde for så kort tid siden er indført. Det er ikke svært at forstå, hvorfor disse trusler vækker vrede blandt befolkningen. Der er stadig en helt reel terrortrussel, som vi med stor sorg oplevede det i London i juli. I 2004 omfattede handelen med mennesker i Europa over kvinder, og hvert år er der personer, som dør af narkotikamisbrug på grund af den stigende kriminalitet og elendighed i hele Europa. Ulovlig migration og et kontrolsystem med alt for mange smuthuller vækker bekymring i alle byer i Europa. Jeg mener derfor, at hele EU - men især Rådet (retlige og indre anliggender) - bør prioritere disse anliggender og træffe praktiske og systematiske foranstaltninger til håndtering af problemerne. Det britiske formandskab vil prioritere disse anliggender, og jeg vil fremlægge tre grundprincipper, som vi bør følge. Det første grundprincip er, at det ikke er muligt for en enkelt nation i vores globaliserede verden at løse problemerne alene, selv ikke i Storbritannien. I en verden med millioner af internationale rejser og økonomiske transaktioner om året, er bekæmpelse af kriminalitet, terrorisme eller andre former for alvorlig og organiseret kriminalitet eller omstændighederne omkring international migration ikke problemer, som man kan løse i de enkelte medlemsstater. Behovet for at bekæmpe terrorisme og andre former for alvorlig og organiseret kriminalitet betyder, at vi skal have et forstærket samarbejde i Europa. Sandheden er, at vi på alle disse områder, herunder inden for vores egne lande, vil opnå de bedste resultater ved at udveksle erfaringer, oplysninger og ressourcer og ved at identificere og dermed sætte ind over for truslerne på en systematisk og konsekvent måde.

2 Jeg ønsker at understrege, at det er mest hensigtsmæssigt at håndtere disse trusler på internationalt plan. Der findes stadig politiske partier og andre organer inden for EU, som mener, at den bedste måde, hvorpå man kan sikre sig imod disse trusler, er gennem opbygningen af højere og højere mure. Det modsatte er tilfældet - vores bedste chance for at bekæmpe disse trusler er gennem bedre og mere intensivt samarbejde. Det andet princip, som skal ligge til grund for vores indsats, er at styrke grundlaget for praktisk og pragmatisk politi- og efterretningsarbejde. På begge disse områder - organiseret kriminalitet, terrorisme, indvandring, asyl - har vi allerede truffet foranstaltninger på europæisk plan. F.eks. har vi godkendt den europæiske arrestordre, fastsat fælles regler om straf for og definitioner af terrorisme, menneskehandel og andre alvorlige forbrydelser. Vi har endvidere fastsat regler om politisamarbejde og retligt samarbejde, og vi har oprettet Europol og Eurojust til fremme af dette samarbejde. Vi har endvidere styrket muligheden for at rejse frit inden for EU og oprettet Det Europæiske Grænseagentur. Der er naturligvis meget mere, vi kan gøre, og som vi er i gang med. Vi har godkendt en omfattende handlingsplan i Haag-programmet og handlingsplanen til bekæmpelse af terrorisme, som indeholder mange fornuftige og praktiske foranstaltninger, som vil gøre en reel forskel for borgerne. Hvis vi ønsker at fremhæve de universelle værdier, som EU står for, skal vi samarbejde for at leve op til de forpligtelser. Jeg ønsker især at understrege behovet for praktisk EUstøtte til operationer ledet af efterretningstjenesterne og retsforfølgning på tværs af grænserne, oprettelsen af fælles ekspertgrupper til bekæmpelse af narkotikahandel og handel med mennesker, udvekslingen af oplysninger til afhjælpning af det fælles arbejde og udviklingen af en europæisk model for efterforskning af kriminalitet. På området for migration og asyl håber jeg, at det under dette formandskab vil lykkes os at indgå vigtige genoptagelsesaftaler med visse lande, f.eks. Rusland, Ukraine og Marokko, og udvikle regionale beskyttelsesprogrammer. På området for civil retfærdighed vil vi fokusere på forslaget om at afhjælpe søgsmål om krav af mindre værdi, og oprettelsen af en fælles europæisk betalingspåbudsprocedure og andre foranstaltninger. Disse foranstaltninger er alle vigtige praktiske skridt, som jeg håber vil modtage bred støtte fra Parlamentet. Men det er det tredje grundprincip, som efter min opfattelse vil være den største udfordring i sin moderne anvendelse. Princippet er, at vi skal benytte efterretning effektivt og intelligent for at målrette, afdække, identificere og retsforfølge kriminelle, der gennem terror og vold samt alvorlig og organiseret kriminalitet truer sikkerheden og styrken i vores samfund. Jeg vil endog gå et skridt videre: Kun gennem effektiv og intelligent anvendelse af efterretning kan vi i den moderne verden bekæmpe den kriminalitet, som hærger. Kriminelle og terrorister benytter sig naturligvis af moderne teknologi - internettet og mobilkommunikation - til planlægning og udførelse af deres aktiviteter. Vi kan kun bekæmpe disse lovovertrædelser, hvis vi ved, hvad de pågældende personer kommunikerer om. Uden denne viden kæmper vi en ulige kamp. Det ved de naturligvis, og de udnytter bevidst vores svagheder. Det er muligvis indlysende at understrege, at vi skal indsamle og anvende efterretningsoplysninger imod de trusler, vi står over for. Men Europa-Parlamentet og de nationale regeringer i Europa skal indse, at retsgrundlaget for vores indsats på nuværende tidspunkt gør indsamlingen og anvendelsen af disse oplysninger vanskelig og sommetider helt umulig. De regler, som vores retshåndhævende myndigheder følger på nuværende tidspunkt, hæmmer i høj grad deres evne til at beskytte os imod kriminalitet. Oplysninger er afgørende i forbindelse med retshåndhævelse, og det er disse oplysninger, som sætter vores politi og agenturer i stand til at forhindre kriminalitet med minimal påvirkning af vores dagligdag. Myndighederne skal for at bekæmpe organiseret kriminalitet og stoppe terrorgrupper, inden de gennemfører deres aktiviteter, kunne udarbejde en klar profil af forbryderne, hvad de foretager sig, hvor de er, og hvordan de kommunikerer med hinanden. Denne profil bliver ofte stykket sammen efter udførelsen af de pågældende handlinger. Men hvis det skal lykkes os at opløse organiserede kriminelle grupper, skal vi analysere efterretningsaktiviteterne og oplysningerne, så vi kan målrette vores bestræbelser over for de farligste kriminelle. Dette behov afspejles imidlertid ikke altid i de regler, vi fastsætter for vores politi. Dette er ikke udelukkende en debat om principper. Det handler om praktiske foranstaltninger til bekæmpelse af kriminalitet og modstandere af de værdier, som EU bygger på. Således har det britiske formandskab som følge af forslagene i Haag-programmet medtaget forslag om opbevaring af telekommunikationsdata, oprettelse af anden generation af Schengen-informationssystemet og fastsættelse af et nyt visuminformationssystem. Derfor argumenterer vi for, at internationalt ensartede og sammenhængende biometriske data skal være en del af vores visa, pas og identifikationskort - hvor dette forefindes - og jeg vil endvidere foreslå, at man også inkluderer kørekort. Og derfor vil vi arbejde hårdt for at blive enige med vores internationale partnere, herunder USA, om de bedste foranstaltninger til ensartet international anvendelse af passagerdata. Det er vigtige og vanskelige foranstaltninger, som kun kan gennemføres gennem internationale aftaler, især inden for EU og mellem EU og EU's partnere rundt om i

3 verden. Alle foranstaltningerne kræver nøgtern drøftelse og praktiske aftaler. Formandskabet erkender, at det i forbindelse med overvejelse af forslag på disse områder er vigtigt, at fortalerne for forandring, f.eks. den britiske regering, fremhæver de - efter min opfattelse - praktiske fordele af foranstaltninger af denne type i forhold til kriminalitet. Derfor offentliggør jeg i dag, som jeg lovede Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender i juli i Bruxelles, en beskrivelse af argumenterne for nogle af disse foranstaltninger, især de foranstaltninger, der omhandler opbevaring af telekommunikationsdata. Jeg håber, at Parlamentet vil se nærmere på de argumenter, vi fremfører. Mine kolleger i Rådet (retlige og indre anliggender) vil overveje disse spørgsmål nøje på det uformelle rådsmøde i Newcastle senere på ugen. Når vi drøfter disse anliggender, er det efter min opfattelse meget vigtigt at huske, at vi har fået etableret mange hårdt tilkæmpede rettigheder, f.eks. retten til privatlivets fred, ejendomsret, ytringsfrihed, ret til at rejse og ret til livet. Disse rettigheder trues aktivt af kriminelle og terrorister. Vi har en forpligtelse til og et ansvar for at beskytte disse rettigheder for vores borgeres skyld gennem praktiske foranstaltninger. Når vi overvejer, hvordan vi bedst opnår denne beskyttelse, skal vi huske, at rettigheder altid og uundgåeligt skal være afpassede. Det vigtigste er at træffe afpassede foranstaltninger, og at beskyttelsen imod misbrug er effektiv. Jeg mener, at vores forslag giver mulighed for netop det. Lad mig nævne et eksempel på opbevaring af telekommunikationsdata. Opbevaring af denne form for oplysninger har vist sig at være uvurderlig i den nuværende efterforskning af bombesprængningerne i London og har i mange tilfælde i Det Forenede Kongerige været afgørende for opklaringen af forbrydelser, ofte måneder eller år efter at de er begået. Kommunikationstjenesteyderne opbevarer allerede mange oplysninger til erhvervsformål, men kravene til databeskyttelse presser dem i nogle lande til at slette data, der ikke er erhvervsrelateret. Det betyder, at anholdelsen af en morder eller afværgelsen af et terrorangreb kan afhænge af hvilket mobiltelefonselskab, et offer, en mistænkt eller et vidne har benyttet, eller hvilket EU-land de har opholdt sig i. Nogle hævder, at det er en invasion af privatlivets fred, at teleselskaber opbevarer data, som de anvender til fakturering, og at det medfører urimelige omkostninger for erhvervslivet. I Det Forende Kongerige har vi i samarbejde med en større tjenesteudbyder etableret et velfungerende system til opbevaring af vigtige data i op til 12 måneder, som har kostet 1,2 millioner euro. Sammenlignet med gennemsnitsomkostningerne for retsmedicinsk arbejde i forbindelse med en enkelt mordsag, som beløber sig til over 0,5 millioner euro, er det en helt acceptabel omkostning for staten. Andre hævder, at vi f.eks. anmoder om alt for mange data, at der ikke bør være krav om at opbevare ubesvarede opkald. Det drejer sig imidlertid i mange tilfælde om data, der allerede er indsamlet af selskaber til eget brug. Alt, hvad vi beder om, er oplysninger, som allerede opbevares til brug for retshåndhævende myndigheder i henhold til national ret. Der er måske en mere generel bekymring om, at forslaget er en unødvendig invasion af privatlivets fred, eller at det ikke kan betale sig. Jeg er dybt uenig, da det i mange tilfælde, flere af hvilke jeg har inddraget i det dokument, som jeg offentliggør, forholder sig sådan, at ofrets ret til retfærdighed kun blev opnået gennem opbevaring af telekommunikationsdata. Hvad angår Schengen-informationssystemet vil den næste generation give vores retshåndhævende myndigheder mulighed for at udveksle oplysninger om personer, der er eftersøgt, eller som nægtes adgang til EU, samt oplysninger om forsvundne dokumenter eller andre objekter. Det er et kritisk værktøj til beskyttelse af vores fælles sikkerhed og rettigheder. Samtidig vil det ikke være muligt for de nye medlemsstater at ophæve deres interne grænser med andre Schengen-stater uden dette system. Rådet og Europa-Parlamentet skal samarbejde i de kommende måneder for at fastsætte retsgrundlaget for systemet. Efter min opfattelse skal det gøres hurtigst muligt, således at systemet er iværksat i starten af Vi skal være sikre på, at vi finder den rette balance mellem vores kollektive sikkerhed og grundlæggende rettigheder. I denne sammenhæng skal vi sikre, at vi grundigt har udforsket spørgsmålet om, hvorvidt det nye Schengeninformationssystem skal være et kontrolsystem, eller hvorvidt det kan anvendes mere effektivt som et værktøj til retshåndhævelse. Når vi træffer beslutning herom, skal vi reflektere over balancen mellem påvirkningen af borgernes frihed og den øgede sikkerhed, der opnås, for at sikre, at alle de ændringer, som vi foretager, er rimelige. Dette gælder også visuminformationssystemet, hvor vi skal sikre, at de personer, som har ret til at rejse, rent faktisk kan rejse, hvorimod de personer, der forsøger at udnytte vores frihedsrettigheder, skal stoppes. Folk benytter sig mere og mere af flere identiteter for at skjule deres aktiviteter og bevægelser. Biometri er den mest effektive måde, hvorpå man kan sikre, at en persons identitet kan bevises. En omfattende database med visumansøgninger med biometrisk statistik for hver ansøger vil betyde, at lovligt rejsende let kan bevise deres identitet og rejse mere frit. Regeringerne vil have et klart billede af personer, der rejser ind i og forlader EU, og en forsikring om, at de har en juridisk rettighed hertil. Anvendelsen af biometri betyder endvidere, at man kan identificere personer og fastsætte, hvor de kommer fra, hvis deres dokumenter bliver ødelagt, eller hvis dokumenterne ikke længere er gyldige.

4 Rådet og Europa-Parlamentet skal arbejde tæt sammen og nå til enighed om og vedtage forordningen om visuminformationssystemet. Rådets mål er, at systemet skal være iværksat i konsulaterne i starten af På grund af den omfattende indkøringsperiode for udstyr og uddannelse af personale skal forordningen vedtages hurtigst muligt. Alt dette er eksempler på praktiske foranstaltninger, som kan forbedre sikkerheden og vise de praktiske fordele af et samarbejde. I hvert enkelt tilfælde vil det fremme udvekslingen af oplysninger og ikke medføre - som nogle har hævdet - masseovervågning af vores borgere eller unødvendig invasion af retten til privatlivets fred. Jeg forstår dog bekymringen om, at oplysninger kan misbruges, eller at nogle personer vil blive identificeret fejlagtigt. Derfor skal vi sikre, at der i alle tilfælde er et klart retsgrundlag for udveksling af oplysninger, og at dette grundlag skal omfatte relevante beskyttelsesforanstaltninger imod misbrug. De forslag, som jeg har stillet, fylder naturligvis en del på formandskabets dagsorden, og vi vil gøre vores bedste for at fremme denne dagsorden. På vegne af den britiske regering ønsker jeg imidlertid også at understrege, at det efter vores opfattelse er nødvendigt at se nøje på udviklingen af retsvidenskaben omkring anvendelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention. Menneskerettighedskonventionen, der blev etableret for over 50 år siden i et helt andet internationalt klima, har givet store fordele i forbindelse med menneskerettigheder i Europa. Resultaterne af denne konvention skal beskyttes og udvikles og må ikke undermineres, men efter min opfattelse er det i forbindelse med udviklingen af disse menneskerettigheder nødvendigt at afpasse de meget væsentlige rettigheder for den enkelte i forhold til den fælles ret til beskyttelse imod terror og vold. I vores styrkelse af menneskerettigheder er der en rettighed, vi skal anerkende og acceptere, nemlig retten til beskyttelse imod tortur og dårlig behandling, som skal være sideløbende med retten til beskyttelse imod død og ødelæggelse forårsaget af tilfældig terrorisme, sommetider forårsaget, iværksat eller anstiftet af statsborgere fra lande uden for EU. Det er en vanskelig balance, og det kræver af os som politikere, at vi spørger os selv, hvor vores borgere - som har valgt os - ønsker, at vi skal sætte grænsen. Jeg er sikker på, at de ikke blot forventer beskyttelse af den enkeltes ret, men også beskyttelse af demokratiske værdier, f.eks. sikkerhed og beskyttelse i henhold til lovgivningen. Den britiske regerings holdning er den, at der ikke er tilstrækkelig balance under de nuværende omstændigheder - omstændigheder, der er meget forskellige fra de omstændigheder, som grundlæggerne af den europæiske konvention om menneskerettigheder levede under - og som kræver en grundig granskning i denne sammenhæng. Jeg vil drøfte med mine kolleger i Rådet (retlige og indre anliggender), hvordan vi bedst kan løse disse problemer i overensstemmelse med vores internationale forpligtelser. Jeg er af den faste overbevisning, at borgerne i Europa ønsker en forsikring om, at den lovgivning, hvormed menneskerettighederne forsvares, skal anvendes til at forsvare rettighederne for alle borgere på en afbalanceret og gennemtænkt måde, og at det er vores pligt at drøfte dette forhold åbent. Som konklusion ønsker jeg at understrege, at afvisningen af forfatningen skal opfattes som en brat opvågnen for de personer, der tror på og støtter det europæiske projekt, om at fokusere på det, der er væsentligt. Sikkerhed og beskyttelse er grundlæggende rettigheder, der ligger vores borgere meget på sinde. Her har vi chancen for at vise, at Europa kan skabe reelle fordele for vores borgere. Vi i EU har en forpligtelse til at leve op til denne udfordring. Vi må ikke svigte borgerne på dette område. (Bifald) Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet for denne vigtige lejlighed. Jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu en gang på egne og Kommissionens vegne - sådan som jeg har gjort tidligere - at give udtryk for vores deltagelse i den smerte, som alle de, der har lidt og lider under terrorismens konsekvenser i hele verden, føler. Tillad mig desuden også at lykønske Charles Clarke med hans indsats, med de foranstaltninger, der blev truffet i en forfærdelig og kompleks situation, og med det, som englænderne gjorde i juli, og som De giver udtryk for med et ord, jeg holder meget af, nemlig resilience - ukuelighed. Det er kun EU - borgerne, institutionerne og medlemsstaterne - der kan gøre en forskel i en kamp, som intet land, uanset hvor stærkt, stolt og forberedt det er, har skyggen af en chance for at vinde alene. Netop her og kun i fællesskab kan og vil vi kunne vinde over fjenderne af vores demokrati og konkret vise vores solidaritet og dybe medfølelse med alle terrorismens ofre, både i Europa, USA, Mellemøsten og de mange arabiske lande, der også er blevet ramt af terrorismen flere gange. Den opgave og pligt, som vi skal påtage os over for borgerne i de 25 medlemsstater, er at iværksætte en samlet strategi i bekæmpelsen af terrorisme. Denne strategi må og skal efter min opfattelse bygge på tre overordnede retningslinjer, nemlig forebyggelse, beskyttelse og reaktion.

5 Europa må absolut ikke undlade at gøre en sådan indsats, for når det gælder en trussel, som fortsætter, og som bliver ved med at være alvorlig, og når det gælder terrorismens udfordringer efter New York, Madrid, London og en lang række angreb centrale steder i arabiske lande, der er vores venner og nabolande, har Europa i dag lejlighed til at være det, som borgerne med deres fornuft, men også med deres følelser har forventet længe. Man beder os om at spille en kompetent hovedrolle på den internationale politiske scene, nemlig en hovedrolle i en udfordring, som desværre ser ud til at være langvarig, men som er afgørende for vores demokratiers fremtid. Efter min mening er det navnlig nødvendigt med en politisk løsning og ikke en løsning, der består af særlove og nødlove. Det er nødvendigt med en fremtidsvision for et Europa, som både er et område med sikkerhed og rettigheder. Den første løsning er efter min opfattelse forebyggelse. Vi skal først og fremmest sørge for en forebyggelse, der rammer den politiske struktur i et internationalt terrornet, som angriber og forkaster Europas og demokratiernes centrale værdier, og som angriber borgernes grundlæggende rettigheder, dvs. en grundpille i EU's opbygning. Vi skal blotlægge de dybe rødder, som den voldelige radikalisering og terroristernes rekruttering har. Det kan og skal vi gøre ved at fremme en åben dialog med både de religiøse og verdslige samfund og naturligvis også med de arabiske og muslimske lande, så vi skaber et fælles værdigrundlag og et sandt universelt borgerskab, som vi alle skal tilhøre. Det er et borgerskab, som vi europæere ikke alene er stolte af, men også er de nidkære vogtere af, eftersom det bygger på retten til livet, retten til fuld respekt for den menneskelige værdighed og lighed mellem alle verdens mænd og kvinder. Disse værdier bør og vil få et politisk svar. Derfor giver vi i Kommissionen et bidrag til debatten, idet vi om få dage, nemlig den 21. september, offentliggør en meddelelse til Parlamentet og Rådet om voldelig radikalisering og rekruttering til terrorisme. Vi skal desuden fremme de internationale samarbejdsaktioner, hvor Europa står sammen med aktørerne på den internationale scene og således står side om side med USA, de arabiske lande og alle dem, som kæmper, fordi de ligesom os er ofre for terrorisme. Det skal vi efter min mening gøre ved at bekæmpe og fjerne de kanaler og finansieringsstrømme, der giver næring til terrorismen og terrororganisationerne. Den anden aktionslinje er beskyttelse. Vi gør en indsats for at gøre en af borgernes fundamentale og grundlæggende rettigheder effektiv, nemlig retten til at leve sikkert og retten til at leve uden angst i dagligdagen. Vi er klar til inden årets udgang at fremlægge et europæisk program for at forbedre beskyttelsen af de kritiske infrastrukturer. Det bliver et kompliceret projekt, som kræver en omfattende forskning i sikkerhedsteknologier, og derfor fremmer vi i øjeblikket en indgående dialog mellem den offentlige og den private sektor. Der er nemlig ingen tvivl om, at de begge skal deltage i en indsats, som har til formål at sikre, at infrastrukturerne i borgernes dagligdag bliver mere sikre, end de er i dag. Derudover skal vi sørge for et reelt beredskab og i stadig større grad fremme et solidt samarbejde mellem efterforskningsmyndighederne og efterretningstjenesterne, idet vi forsøger at oprette et egentligt europæisk netværk, der tager sigte på at fremme disponibilitetsprincippet, som er afgørende for at give næring til udvekslingen af informationer, der - når sådanne informationer er til rådighed - undertiden er af væsentlig betydning for at hindre et terrorangreb. Det er en af de mange foranstaltninger, der efter min mening er meget vigtige for at opnå den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, som vi arbejder på i øjeblikket. Vi har indført den europæiske arrestordre, der har vist sig at være en succes, hvilket begivenhederne i juli understregede. Den næste foranstaltning er den europæiske bevissikringskendelse, som er et andet vigtigt instrument til at forbedre den gensidige tillid mellem medlemsstaternes myndigheder. Netop med hensyn til den gensidige tillid sætter vi en operativ samarbejdsevne på prøve, der ikke afhænger af lovgivningen, men af medlemsstaternes myndigheders vilje og ikke mindst af medlemsstaternes politiske vilje til at samarbejde. Vi vil så vidt muligt satse på færre bestemmelser og flere operative samarbejdsaktioner. Vi bliver aldrig trætte af at gentage - hvilket jeg har gjort flere gange over for Parlamentet - at når vi tænker på og arbejder for at skabe sikkerhed, skal der stadig være en klar og konkret balance mellem efterforskningsbehovet og retten til at efterforske og straffe meget alvorlige forbrydelser på den ene side og andre grundlæggende rettigheder på den anden side. Jeg vil straks forklare, hvorfor jeg siger "andre rettigheder". Jeg er nemlig af den opfattelse, at retten til sikkerhed og således retten til livet - den ret, som vi alle har til at kunne færdes uden frygt i vores byer - er en af de søjler, som de grundlæggende rettigheder hviler på og et af de elementer, der aldrig må mangle i en strategi, hvor der skal være balance mellem beskyttelse, forebyggelse og garantier. Vi skal kort sagt også forstå at finde en balance mellem efterforskningsaktiviteterne og beskyttelsen af den ret, som vi alle har til fortrolighed og til privatlivets fred. Det er et væsentligt punkt, som vi naturligvis vil tage højde for, når vi stiller vores forslag. Vi vil stille et forslag til direktiv om databeskyttelse i forbindelse med telefon- og internetkommunikation, og til oktober stiller vi et forslag, der måske har endnu større politisk betydning, nemlig det første sammenfattende forslag om databeskyttelse inden for den såkaldte tredje søjle, dvs. med hensyn til samarbejdet mellem politistyrkerne og

6 efterforskningsorganerne. Sidstnævnte forslag kunne for første gang i Europa indføre et virkelig europæisk institutionelt grundlag - hvilket vi som bekendt endnu ikke har - med det formål at sikre privatlivets fred. Vi skal drøfte indholdet i forslagene om tilbageholdelse af personoplysninger, og en af de vigtigste garantier, der gives, er en klar garanti for, at oplysningerne udelukkende må anvendes i en vis periode efter deres indhentning, kun til specifikke formål og kun under kontrol og opsyn fra frie og uafhængige myndigheder, først og fremmest de retsmyndigheder, der foretager efterforskningen. Tænk blot på, at der i dag eksisterer 25 forskellige lovgivninger i Europa på dette område. Nogle medlemsstater opbevarer oplysningerne i op til et par år, og andre stiller ikke disse oplysninger til rådighed for efterforskningen, da de bliver destrueret med det samme. Endelig er der, sådan som hr. Clarke sagde, ligefrem nogle tilfælde, hvor det ene selskab tilbageholder og opbevarer oplysningerne om brugernes telefontrafik, mens det andet selskab ikke gør det. Derfor er vi alle nødt til at forstå, at kun harmoniserede europæiske rammer også stiller os stærkere på dette yderst følsomme område. Vi skal være klar over, at det er en kamp mod tiden. Sikkerheden venter ikke på os, og vi kan ikke tillade os at give de anonyme personer et forspring, som ønsker at ramme os. Vi skal vise forståelse, men også beslutsomhed. EU-institutionerne og Europa er efter folkeafstemningskrisen blevet udsat for endnu et angreb, der ramte midt i vores byers hjerte. Vi forstår udmærket, hvor vigtigt det er at gøre en indsats i dag, og hvor stor en betydning en reel og velafbalanceret indsats har for den europæiske idés fremtid og ikke mindst for de europæiske borgere. Derfor er jeg enig i, at det er tvingende nødvendigt at træffe en beslutning, sådan som hr. Clarke gav udtryk for, men efter min mening er det også vigtigt, at Parlamentet til fulde kommer til at spille en hovedrolle i dette foretagende, og at det nu mere end nogensinde fuldt ud deltager i et institutionsforløb, som muliggør den størst mulige debat og ansvarsdeling, ikke mindst ved hjælp af initiativer, der er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser. Endelig skal vi vise vores fælles vilje - Europa og EUinstitutionerne, Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Det drejer sig ikke blot om vores fælles fremtid, men også om, at Europa skal spille en politisk hovedrolle, dvs. give borgerne et svar. (Bifald) Hans-Gert Poettering, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, vi kan ikke betragte de afskyelige terrorangreb i London den 7. juli 2005 som andet end endnu et angreb på vores vestlige civilisation og på vores fælles idealer om demokrati, menneskerettigheder, frihed og fred. På vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater vil jeg over for Dem, i Deres egenskab af repræsentant for det britiske formandskab, gerne give udtryk for vores medfølelse for ofrene og for vores dybe solidaritet. Da nyheden nåede frem til os på Formandskonferencen, hvor vi befandt os på det tidspunkt, gjorde den måde, hvorpå Londons borgere reagerede på med en klog og rolig beslutsomhed og fandt tilbage til noget nært et normalt liv, et stort indtryk på os. Hvis terrorisme ikke skal have nogen chance for at ødelægge vores vestlige civilisation, så er det det, der er behov for, og det vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse for over for Londons borgere. Terrorangrebene i London er de seneste i en række forfærdelige begivenheder - New York og Washington, Bali, Casablanca, Istanbul, Madrid den 11. marts 2004, Beslan for et år siden og andre. Dagens debat må og skal gøre det klart, at vi ikke vil give efter i vores bestræbelser på at føre kampen mod terrorisme med ord og handling og gøre det med den allerstørste beslutsomhed. Selv om Europa-Parlamentet, Kommissionen og medlemsstaterne på det sidste har bevæget sig nærmere hen imod en fælles tilgang til bekæmpelse af terrorisme, så er problemet, at mange af de vedtagne foranstaltninger ikke er blevet gennemført i national lovgivning eller ikke er blevet håndhævet af medlemsstaterne inden for de fastsatte frister. Derfor appellerer jeg til Kommissionen og formandskabet om at gøre alt, hvad der er muligt for at opnå en bedring af tingenes tilstand. Så sent som i 2001 definerede Europa- Parlamentet EU's rolle i kampen mod terrorisme. Hr. Watson, som dengang var formand for det ansvarlige udvalg, udarbejdede betænkningen, og han stod også bag betænkningerne om den europæiske arrestordre og den fælles definition af terrorisme fra For nogle få uger siden, den 7. juni 2005, vedtog vi en meget omfattende pakke bestående af otte betænkninger om antiterror. Vi ved - og det sagde både rådsformanden og kommissæren i deres taler - at Europa må optræde som en helhed indadtil og udadtil i kampen mod terrorisme. Det indebærer naturligvis, at medlemsstaterne må arbejde tæt sammen, men også, og navnlig, at der må handles fra EU-institutionernes side. Kampen mod terrorisme er frem for alt en åndelig og politisk kamp, for terrorisme har som mål at ødelægge vores frie samfundsorden. Derfor er den uforenelig med demokrati. Hvis demokratiet skal svare igen på terrorangreb, kræver det intet mere og intet mindre, end at vi gør brug af alle retsstatslige midler, der er til rådighed. Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi kun kan vinde kampen mod terrorisme, hvis vi fører den inden for demokratiets og retsstatsprincippets rammer, ikke mindst folkerettens. Ved bekæmpelsen af terrorisme må der derfor heller ikke være nogen retsløse områder, men det betyder også, at vi nu må betragte det som vores fælles opgave at sikre borgernes sikkerhed, hvor som helst vi kan.

7 Efter Anden Verdenskrig har EU gennem den europæiske integrationsproces med stor succes skabt velstand for folk. En af de centrale opgaver i EU er nu at skabe større sikkerhed ved at handle i fællesskab. Jo mere det lykkes os - dermed mener jeg Dem, det britiske formandskab, Kommissionen, os alle i fællesskab - at sikre borgernes sikkerhed med henblik på terrorisme og kriminalitet, desto mere vil EU blive accepteret igen. Lad os derfor handle på et fælles grundlag. Henvendt til den islamiske verden vil jeg gerne sige, at terrorisme ofte forbindes og retfærdiggøres med religion af dem, der udbreder og udfører den. At retfærdiggøre terrorisme på den baggrund er at forvanske islam. I de seneste år har jeg besøgt henved 20 islamiske stater, hvis borgere for langt hovedpartens vedkommende, herunder også regeringerne, ønsker fred frem for en civilisationskonflikt. Derfor må vi aldrig begå den fejl at sidestille terrorisme med islam som helhed, når terrorismen retfærdiggøres under henvisning til islam! Vi ønsker tværtimod at arbejde sammen med de islamiske lande, i fred og som partnere. Nu er det vores fælles opgave at gøre noget konkret. Hr. Mayor Oreja, vores koordinator fru Klamt og hr. Kirkhope vil sige noget meget konkret om det. Nu handler det om ikke at stille sig tilfreds med ord, men at gøre det, der er nødvendigt, idet Parlamentet, Kommissionen og Rådets må handle i fællesskab. Ved at gøre det, må vi gøre det klart, at vi er villige til at indgå i en dialog med alle, som ønsker en fredelig løsning, men vil erklære krig mod dem, som ikke ønsker fred. Der skal ikke herske tvivl om vores beslutsomhed, og derfor håber jeg, at vores fælles sag mod terrorisme - som er Deres, hr. formand for Rådet, Kommissionens og vores egen - må få en positiv udgang. (Bifald) Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, når man lytter til hr. Clarkes og kommissær Frattinis taler, så får man indtryk af at være sat 10 år tilbage i tiden. For 10 år siden havde vi de samme debatter i Parlamentet. Hr. Clarke har selvfølgelig ret. Det forholder sig naturligvis sådan, at den europæiske befolkning betragter EU som særdeles kompetent med henblik på at tage hånd om ting som at bekæmpe kriminalitet, terrorisme og handel med mennesker og narkotika. Alle Eurobarometers undersøgelser viser, hvad borgerne mener, EU burde gøre, og en effektiv kriminalitetsbekæmpelse, beskyttelse mod truslerne fra terrorisme og menneskehandel står højt på listen. Hr. Clarke siger, og det gør han med rette, at vi må arbejde mere sammen. Jeg citerer ham ordret: "i vores globaliserede verden er der ikke noget land, som kan løse disse problemer alene." Hvor har han dog ret. Derfor har vi brug for mere samarbejde, som skal baseres på gensidig tillid. Men når vi lytter til kommissær Frattini, så hører vi, at netop denne gensidige tillid ikke er til stede, og at medlemsstaterne, hvis de samarbejder, ikke har tillid til hinanden på grund af deres 25 forskellige retssystemer, fordi et land vil opbevare data i fem år, mens et andet land vil slette dem med det samme. I 10 år har EU's ansvarlige kommissær på området uforandret erklæret, at de europæiske institutioner har behov for flere kompetencer, mens alle regeringerne, herunder Deres egen, siger, at det er fint nok, som det er, under den tredje søjle. Så længe vi ikke løser dette modsætningsforhold, kan vi føre lige så mange debatter i Parlamentet, som vi vil, men vi vil ikke opnå en højere grad af effektivitet. Det må vi som Parlament skære ud i pap for både Rådet og Kommissionen. Her må I flytte jer i begge institutioner! Det haster. Efter ved folkeafstemningerne at have sendt det, som hr. Clarke helt rigtigt beskrev som et signal om at vågne op, ønsker befolkningen, at vi bekæmper terrorisme og kriminalitet effektivt. Der er flere ting, som de ønsker, at vi skal tage alvorligt. Den ene er idéen om, at der findes en europæisk identitet, som kunne føre til en fælles og effektiv europæisk politik. Ingen i Tyskland, Italien, Luxembourg, Portugal eller Finland så attentaterne i London som angreb på London alene, men som angreb på os alle, på hver eneste europæiske borger. Så på baggrund af det, der sker politisk, er det for mig at se tydeligt, at der findes et værdisystem, som betyder noget for alle Europas borgere, og som de ønsker at forsvare i fællesskab. Dvs. at vi allerede har haft et værdiorienteret grundlag i EU i nogen tid, og det kan dermed sagtens overlades til EU at forsvare disse værdier. Det er et vigtigt punkt i to henseender. På den ene side handler det om - og her støtter jeg hr. Clarke 100 % - at vi ikke må være sarte. Jeg er godt klar over, at det er en lidt sjusket måde at formulere det på. De, der, det være sig terrorister eller kriminelle, truer vores værdier, kender ingen hæmninger. De har ingen respekt for borgerlige frihedsrettigheder. Vi må derfor svare igen i et tilsvarende, tydeligt sprog. Sikkerhedsstyrkerne og ordensmagten vil med hård hånd slå ned på dem, der tyr til vold, terror og kriminelle handlinger. Det findes ingen anden vej. Men et demokratis styrke måles også på, om det er i stand til at demonstrere hårdhed og samtidig garantere sine retskafne og lovlydige borgere deres grundlæggende borgerlige rettigheder. De nævnte proportionalitetsprincippet, og det er løsningen på dette problem. På den ene side hårdhed, men på den anden side garanterede grundlæggende borgerlige rettigheder. Den løsning må vi opnå, men det kan vi kun, hvis EU's institutioner på den ene side og de nationale institutioner på den anden side stoler på hinanden og samarbejder. Min sidste bemærkning vedrører spørgsmålet om, hvordan vi behandler fundamentalister. Uanset hvilken form for fundamentalisme vi taler om, så er der ikke plads til den i det civile samfund i Europa. Hvad islamisk fundamentalisme angår, må man sige, at det ikke vil lykkes noget kristent samfund at isolere islamiske fundamentalister. Det er først og fremmest en opgave for de moderate islamiske samfund, som

8 tenderer til demokrati. Og et sådant samfund finder man frem for alt i Tyrkiet. Netop i Tyrkiet er en islamisk regering i gang med at forankre vores vestlige værdier. Attentaterne i Istanbul - som hr. Poettering refererede til - var attentater rettet mod denne regering. Så vi bør ikke blokere vejen til EU for disse regeringer - navnlig den tyrkiske - og for et sådant samfund, for hvis det viser sig at være muligt for vores værdier at slå rod i et islamisk samfund, så er islamisternes tese om, at noget sådant ikke er muligt, modbevist. Også det er en del af den aktive bekæmpelse af terrorisme. (Bifald) Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, ingen civiliserede mennesker kan undskylde den barbariske handling, der krævede 52 uskyldige dødsofre om morgenen den 7. juli i London, en by, som blot dagen forinden havde fejret den pluralisme, diversitet og tolerance, som havde vundet Den Internationale Olympiske Komités anerkendelse og bidraget til, at De Olympiske Lege 2012 skal afholdes i London. Efter terrorangrebene i Istanbul og Madrid er alle klar over, at terrorisme i dag er en alvorlig udfordring for Europa. Min gruppe bifalder engagementet hos det britiske formandskab og Kommissionen med henblik på at fremme politikker til styrkelse af sikkerheden i hele EU. Det er imidlertid vigtigt for os, at disse politikker er velovervejede, afpassede og baseret på EU's værdier. Vi kan ikke tilslutte os rådsformandens udtalelse i London om, at ofrenes menneskerettigheder var vigtigere end terroristernes menneskerettigheder. Menneskerettigheder er udelelige størrelser. Frihed og sikkerhed er ikke alternativer, de går hånd i hånd og baner vejen for hinanden. Thomas Paine påpegede, at den, der vil sikre sig sin egen frihed, må beskytte selv fjenden mod undertrykkelse, for hvis han krænker denne pligt, skaber han en præcedens, som vil ramme ham selv. Selv om man ikke bryder sig om det, har terrorister rettigheder som alle andre. De har ret til en retfærdig rettergang. De har ret til at blive afhørt af politiet, ikke tortureret. De har ret til juridisk bistand og repræsentation for en domstol. Og hvis de dømmes, har de ret til at afsone deres straf i et europæisk fængsel. Der bør ikke være nogen undtagelse for statsborgere fra tredjelande. Der er en bekymrende tendens i medlemsstaterne til at deportere personer, der betragtes som en trussel imod lov og orden, national sikkerhed eller retsstatsprincippet, til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur eller det, der er værre. Det er dybt bekymrende, når værktøjerne for retfærdighed og offentlig ro og orden i sig selv medfører en overtrædelse af EU's charter om grundlæggende rettigheder og veldefinerede internationale standarder. Tilsidesættelsen af disse værdier og påkaldelsen af en form for summarisk retfærdighed vil med advokat Cherie Booths ord fratage os retten til at kalde os selv et civiliseret samfund. De stærke ord i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme fører alt for let til den form for retfærdighed, der herskede i film som "Wyatt Earp" og "High Noon"', og som blev illustreret af brasilianske Jean Charles de Menezes' tragiske død efter de britiske myndigheders nedskydning af de Menezes den 22. juli. Regeringerne har været for optaget af at udnytte skrækfaktoren i denne sammenhæng. I Italien har de væbnede styrker fået beføjelse til at stoppe og kropsvisitere personer. I Tyskland er politiovervågningen i offentlige områder trappet op. I Frankrig dækker tv-kameraer det offentlige transportsystem. Alle disse foranstaltninger kan isoleret set være berettiget, men i et klima med frygt uden tilstrækkelig demokratisk overblik og kontrol kan de skabe usikkerhed. Det er ikke underligt, at der er stigende kriminalitet i EU på grundlag af religiøst had, og at mange muslimer føler, at de kriminaliseres. De af os, der var teeangere i demokratier i 1960'erne - sommetider kaldet frihedsgenerationen - bør i hvert fald ikke nægte vores børn de standarder for retfærdighed, som vores kolleger fra Central- og Østeuropa samt dele af Sydeuropa kæmpede så bravt for. Den Liberale Gruppe er enig med det britiske formandskab i, at antiterrorforanstaltninger skal gennemføres fuldt ud og hurtigst muligt. Hvorfor er syv ud af 24 instrumenter, der blev drøftet af justits- og indenrigsministrene på mødet den 24. maj, endnu ikke gennemført i alle medlemsstater? Hvorfor har ministrene stadig seks uratificerede EU-konventioner under overvejelse, når det ville være meget lettere at gennemføre og håndhæve rammeaftaler? Hvorfor har Europol og Eurojust ikke fået kapacitet til at handle? Hvorfor er EU's antiterrorkoordinator ikke inddraget i samarbejdet med storbyerne i medlemsstaterne i det omfang, han fortjener? Rådet beklager sommetider Parlamentets indvendinger imod de sikkerhedsforanstaltninger, som det ønsker at gennemføre. Men Europa-Parlamentet ville være mere tilbøjelig til at godkende hasteforanstaltninger, hvis man var overbevist om, at Rådet opererer inden for de almindelige rammer for demokrati. En rammeafgørelse om databeskyttelse til ledsagelse af foranstaltninger om opbevaring af data vil f.eks. afhjælpe de forståelige betænkeligheder, som mange af mine kolleger nærer med henblik på, om rettighederne undermineres. En forpligtelse over for lovgivningen i den første søjle med en gennemsigtig politik og garanterede rettigheder vil styrke det moralske grundlag for Europas reaktion på terror. En seriøs forpligtelse til at udveksle efterretningsoplysninger - måske den største udfordring - vil være velkommen og opnå Parlamentets støtte. Det store dilemma er, at staten skal yde den overordnede beskyttelse af både vores sikkerhed og frihed. Hvis EU skal yde sikkerhed over for supranationale trusler, skal den også garantere frihed supranationalt.

9 Hr. formand, hr. kommissær, hvis De er villig til at samarbejde med Parlamentet i denne form for dialog, vil De modtage Den Liberale Gruppes støtte i dette alvorlige spørgsmål om at bekæmpe terror. (Bifald) Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand, et af de punkter, jeg bemærkede i Rådets præsentation, var inddragelsen af organiseret kriminalitet i drøftelsen af terrorisme, og det er efter min opfattelse meget vigtigt, når vi drøfter nogle af de foranstaltninger, der er foreslået. For hvis vi mener, at de aktiviteter, som udføres af blot en håndfuld mennesker - og det har vi erkendt, at det drejer sig om - virkelig har en afgørende negativ indflydelse på de borgerlige frihedsrettigheder inden for EU, har terroristerne allerede vundet en del af kampen. Det er efter min opfattelse en meget bekymrende faktor. Min gruppe kan fuldt ud tilslutte sig hr. Watsons udtalelser om, at menneskerettigheder er universelle. Menneskeretigheder er udelelige størrelser, de kan ikke forhandles og gælder ikke kun for bestemte grupper. Vi ved af erfaring i Det Forenede Kongerige, da vi for år tilbage håndterede terrorisme i forbindelse med IRA, at domfældelse havde en tendens til at blive vægtet højere end beviser og korrekt politiprocedure. Det skal vi være opmærksomme på og huske. Det er bekymrende at høre ministeren tale om nødvendigheden af at revurdere den europæiske menneskerettighedskonvention. I debatten i Det Forenede Kongerige og andre steder henvises der allerede til artikel 3 som "uhensigtmæssig". Artikel 3 er den artikel, der omhandler umenneskelig og vanærende behandling, og som man ikke kan afvige fra. I Det Forenede Kongerige afviger vi allerede fra artikel 5. Jeg er enig i, at vi skal bygge videre på den europæiske menneskerettighedskonvention. Det er ikke nødvendigt at ophæve dele af og "nuancere" konventionen, så den dækker nogle grupper, som vi i øjeblikket vælger ikke at støtte, for - når vi ser på baggrunden for visse terrorgrupper - har de tidligere modtaget støtte fra visse regeringer. Vi skal endvidere være forsigtige med at vække en følelse blandt borgerne af, at alle er potentielle terrorister eller kriminelle. Vi har brug for et stærkt civilt samfund, som kommissær Frattini understregede, et demokratisk samfund, hvor borgerne føler, at de kan deltage og ikke blive udstødt på grundlag af race eller religion. Min gruppe er betænkelig ved fastsættelsen af en adfærdskodeks for velgørenhedsorganisationer og ønsker at vide, hvad baggrunden er for at inddrage kodeksen i sammenhæng med terrorisme og kriminalitet. De personer, der er involveret i velgørenhedsorganisationer, er ofte nogle af de mest aktive og konstruktive borgere. Denne mistænkeliggørelse vil også føde radikalisme og fundamentalisme, som kan være baseret på race og religion. Vi ser frem til iværksættelse af yderligere tiltag i bekæmpelsen af racehad og fremmedhad i EU. Vi vil også med interesse følge udenrigspolitikkens rolle i denne drøftelse af radikalisme. Meget af det, vi har hørt her til morgen, er baseret på konceptet om en menneskekærlig stat. Vi ønsker at vide, hvilke beskyttelsesforanstaltninger, der træffes, hvilke politiske fejltrin, der begås, hvordan dette vil involvere Europa-Parlamentet og de nationale regeringer, og hvilken afhjælpning, der vil være tale om for de personer, der fanges i systemet og er angivet på lister, hvor de aldrig skulle have været til at starte med. (Bifald) Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, ingen her undervurderer terrortruslens alvor, ingen har glemt eller fortrængt de forfærdelige og grufulde billeder fra New York, Casablanca, Madrid, London eller Sharm-el-Sheikh. Vi er alle klar over, at det er nødvendigt at styrke det politimæssige og retlige samarbejde for at kunne tilintetgøre disse netværk. Vi - Kommissionen, Rådet og Parlamentet, herunder GUE/NGL-Gruppen - er alle enige herom. Men enigheden slutter, dér hvor skærpelsen af sikkerheden går over gevind, og de borgerlige friheder undermineres. Jeg vil vende tilbage til det om et øjeblik. Jeg skal tilføje, at vi også tager afstand fra den alt for udbredte form for vestlig selvgodhed, der forhindrer os i at se vores egne systemers forfærdelige mangler. Det vil jeg sige nogle få ord om. Endelig kan vi ikke tilslutte os dem, der nægter seriøst at overveje årsagerne til den trussel, vi kæmper imod. Jeg vil begynde med skærpelsen af sikkerheden og undermineringen af de borgerlige friheder. Alt kan øjensynligt godtages i terrorbekæmpelsens navn. Vi fik nye eksempler på denne fare efter de tragiske hændelser i London. Instrukserne om at skyde for at dræbe som led i en politik anbefalet af den internationale sammenslutning af politichefer og indført i visse medlemsstater førte i sommer til det værst tænkelige resultat, nemlig et uskyldigt menneskes død. Vi mener ikke, denne fremgangsmåde hører hjemme i en retsstat, uanset omstændighederne. Målet berettiger ikke midlet. Det er årsagen til, at begrebet krig mod terror forekommer os så farligt. Det er på denne baggrund, vi har til hensigt at foretage en meget grundig gennemgang af det nye direktivforslag om opbevaring af kommunikationsdata. Parlamentet har klart givet udtryk for sin holdning til dette spørgsmål, og den bør respekteres. Europa bør ikke de facto overvåge, mistænke og undertrykke. Min kollega, hr. Catania, vil uddybe dette punkt under forhandlingen. Dernæst omtalte jeg de endeløse henvisninger til vores værdier og Vestens værdier. De indebærer, hvad enten det er tilsigtet eller ej, at vi støtter tanken om, at verden er opdelt i "dem" og "os", idet "vi" er referencen og "de"

10 er kilden til problemerne. Vi kan alle her stadig huske hr. Berlusconis forfærdelige bemærkninger efter angrebet mod World Trade Center. Han sagde, at vi burde være os vores kulturs overlegenhed bevidst. Kommissær Frattini har netop udtrykt sig i ganske andre vendinger, og så meget desto bedre, fordi den vestlige verdens selvcentrerede holdning gør os blinde for den uretfærdighed, undertrykkelse og fornedrelse, der finder sted overalt i verden i Vestens navn fra Jenin til Abu Ghraib eller Fallujah eller fra Groznyj til Guantánamo Bay. Og pludselig rammer denne blindhed os som en boomerang. Det fører mig til det tredje punkt, hvor vi er uenige med især Det Forenede Kongeriges formandskab, som nægter at lytte til enhver, der siger sandheden, selv om det bliver mere og mere indlysende, at krigen i Irak, der officielt var begrundet i krigen mod terror, i virkeligheden skaber en fortsat strøm af terrorister. Endog selve det engelske Royal Institute for International Affairs, der gjorde direkte opmærksom på dette, blev ufortøvet kaldt til orden af Jack Straw, der udtalte, at tiden ikke længere var til at finde undskyldninger for terroren. Hvis en fordømmelse af denne krig er ensbetydende med at undskylde terror, bør Jack Straw huske på, at han frekventerer sådanne fortalere for terror i selveste Rådet. F.eks. erklærede hans nye spanske modstykke, hr. Moratinos, som har et udmærket kendskab til Mellemøsten, efter angrebene i Madrid, og jeg citerer, at "den amerikanske regerings og andre vestlige landes strategi er slået grusomt fejl." Også hr. Prodi, som er blevet mere indsigtsfuld, efter han forlod Kommissionen, udtalte sidste år til dagbladet La Stampa angående Irak-konklikten, at, og jeg citerer, "den terror, denne krig skulle have standset, er uendeligt mere magtfuld i dag." Det er disse temaer - respekt for friheden, dialog mellem kulturerne og afvisning af krigen - vi bør være i stand til at drøfte fordomsfrit og lægge til grund for de rigtige konklusioner. For i så fald vil kampen mod terror forene os alle og gøre kolossale fremskridt. (Bifald) Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, der er et veletableret princip i EU - fastsat af Jean Monnet selv - om den gunstige krise: Når noget går rigtigt galt, når nationale regeringer ikke ved, hvad de skal gøre, når offentligheden er bekymret, er løsningen naturligvis mere integration og central kontrol inden for EU. Jeg har fulgt denne debat siden de grusomme angreb i New York for fire år siden, og det er det, man i EU har forsøgt at gøre ved enhver lejlighed, og det er helt klart det, som hr. Clarke og det britiske formandskab har i sinde at gøre. Jeg forstår naturligvis argumentet om, at telekommunikationsoplysninger kan hjælpe os med at spore personer. Men hr. Clarke mener, at vi skal udveksle disse oplysninger på basis af et klart retsgrundlag inden for EU. Hvilket klart retsgrundlag er der inden for EU? Der er ingen regler i EU, EU gør, som EU ønsker. Det vil være en frygtelig misforståelse at stille denne form for oplysninger til rådighed for give denne organisation. Vi bør efter min opfattelse opnå fremskridt gennem samarbejde, men det er tilsyneladende ikke fremgangsmåden, og vi kan åbenbart heller ikke benytte Interpol. Vi kan ikke benytte os af normale udleveringsaftaler blandt medlemsstaterne! Vi skal benytte Europol. Vi skal indføre den fatalt mangelfulde europæiske arrestordre. På hvert trin ryger samarbejdet mellem medlemsstaterne til fordel for EU-kontrol. Jeg er målløs over Deres udtalelse, hr. Clarke, om, at det ikke udelukkende er en debat om principper. Jeg ville have troet, at vi netop på dette tidspunkt skulle tage et skridt tilbage og fundere over gode principper. Hvad angår Det Forenede Kongerige er det så værd at miste princippet om, at man er uskyldig, indtil man er erklæret skyldig? Er det værd at miste retten til retfærdig rettergang? Er det værd at miste retten til at blive fremstillet i retten, vores grundlæggende beskyttelse imod en politistat? Er det værd at miste alt dette i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme og skubbe endnu mere af vores lovgivning over på EU? Det er efter min opfattelse ikke det værd, og rent praktisk vil intet af det, De foreslår, fungere - husk på, at bombemændene i Madrid og New York alle havde gyldige identifikationskort. Jeg beklager, hr. Schulz, men der er ikke noget, der hedder europæisk identitet. Vi skal håndtere disse problemer på nationalt plan og gennem samarbejde frem for at tro, at EU kan løse problemerne, for det kan EU ikke Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand, jeg ønsker at takke formanden, hr. Clarke, og kommissær Frattini for deres taler i dag. Jeg ønsker endvidere at understrege min totale afsky for og fordømmelse af alle terrorhandlinger. Jeg kommer fra Irland og forstår virkningerne og konsekvenserne af terror og den måde, hvorpå terror kan underminere - ikke blot meget grundlæggende menneskerettigheder og retten til livet - men også statens magt, institutionernes magt og rettænkende og frihedselskende menneskers ret til at yde modstand over for politiske bevægelser og leve deres liv i fred og sameksistens. Vi kan alle nævne eksempler og forskellige tidspunkter, hvor terrorhandlinger har forfærdet os i en sådan grad, at vi har ønsket at reagere efter den gamle bibelske regel om "øje for øje, tand for tand". Vi har på mange måder været meget heldige, fordi mange af vores ledere i disse krisetider har besindet sig og afventet efterretningsoplysningerne inden handling som reaktion på truslen. I dagens forhandling skal vi også besinde os og ikke give efter for snæversynet krigsgalskab, som nogle

11 opfordrer til, men fokusere på at skabe et bedre EU, et EU, der består af nationer, som med deres egne demokratisk valgte regeringer kan vurdere og beslutte, hvad de vil samarbejde om, hvad de ønsker at gøre, og om de ønsker love, direktiver, rammeaftaler eller blot bilaterale aftaler. Det er præcis sådan, demokratisk kontrol skal fungere i et område med frihed og sikkerhed. Når vi gennemgår historiebøgerne fra det tyvende og 21. århundrede, er terrorismen og konsekvenserne heraf - og den menneskelige ødelæggelse - lige så omfattende i dag som i begyndelsen af det 20. århundrede. Men samtidig forekommer de samme fejl i dag i starten af det 21. århundrede, som regeringerne begik i begyndelsen af det 20. århundrede. Når vi taler om at udnytte retsvidenskaben i det arbejde, der udføres i forbindelse med den europæiske menneskerettighedskonvention, og når vi bygger videre derpå, bør vi naturligvis være meget taknemmelige over at høre, at vores love og politikker vil blive vejledt af disse principper. Men samtidig synes de handlinger, som vi oplever efter sådanne udtalelser, sommetider at underminere de meget grundlæggende principper i den europæiske menneskerettighedskonvention. Når vi fastsætter særlige love og nye love som reaktion på disse nødsituationer, opretholdes de alt for ofte efter, at nødsituationen er overstået. Vi skal naturligvis samarbejde. Vi skal naturligvis udarbejde værktøjer til vores sikkerhedstjenester for at sikre, at de ikke blot kan forhindre terrorisme, men også pågribe terroristerne, de økonomiske bagmænd og de personer, der er involveret i andre former for kriminalitet, uanset om det er narkotikahandel, hvidvaskning af penge eller menneskehandel. Vi har oplevet den frygtelige situation, at mennesker har mistet livet i lastbiler i europæiske havne. Vi har oplevet den frygtelige situation, at mennesker har mistet livet i små både i forsøget på at komme til Europa på grund af menneskehandlernes misbrug af deres menneskerettigheder. Jeg vil skynde mig at tilføje, at jeg ikke mener, at alle regeringer er dårlige, og at alle oppositionsgrupper eller ikke-statslige grupper har ret. Der skal være balance mellem rettighederne for den enkelte og rettighederne for alle. Vi skal være fortalere for den nye verden, en verden som anerkender de grundlæggende frihedsrettigheder, retten til livet, retten til frihed, retten til sikkerhed. Med alle disse rettigheder følger et ansvar. Vi indgår i en social kontrakt med vores regeringer. Vi giver afkald på nogle af vores egne personlige rettigheder og frihedsrettigheder i samfundets interesse for at sikre, at vores verden, vores lande, vores byer er bedre og mere sikre. Men når vi giver afkald på disse personlige rettigheder og frihedsrettigheder, forventer vi til gengæld også det samme ansvar fra magthaverne. Vi forventer samme ansvar fra de personer, der leder vores sikkerhedsstyrker, og som ikke må misbruge denne rettighed eller misbruge de opgaver, som vi har givet dem. Samfundets interesse, som staten tjener, er kun så stærk som borgernes vished om, at deres rettigheder beskyttes, og at deres ansvarsområder er klare og tydelige Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand, jihad-netværk arbejder overalt i Europa, og i moskéerne opfordres der til hellig krig mod det åbne europæiske samfund. Efter de feje anslag i London må det stå klart for enhver, at det er vigtigere end nogensinde før, at vi træffer benhårde og omfattende foranstaltninger til imødegåelse af den islamiske ekstremisme, der optræder som en trojansk hest i vores samfund. Jeg støtter derfor også fuldt og helt en række forslag og erklæringer, som er fremsat på det seneste i kølvandet på begivenhederne i London. Den franske indenrigsminister, Nicolas Sarkozy, har således fuldkommen ret, når han foreslår, at vi fremover bør føre langt strengere kontrol med moskéerne. Og indenrigsministeren i Bayern, CSU-politikeren Günther Beckstein, har også fuldkommen ret, når han udtaler, at vi bør vide, hvad der sker i hver eneste moské, og at man bør være til stede og samle oplysninger der, hvor der prædikes ekstremistiske tanker. Den britiske regering vil således udvise personer, som opfordrer til hellig krig, som opfordrer til anvendelse af vold og undskylder terrorhandlinger. Endelig træffes der en sådan foranstaltning. Der er grund til at henstille, at de andre medlemsstater følger Storbritanniens eksempel på dette område. Lad mig vende tilbage til emnet for og indholdet i erklæringerne, og lad mig gøre det klart, at strengere kontrol med moskéerne efter min opfattelse på ingen måde indebærer nogen krænkelse af religionsfriheden. Da Australiens premierminister, John Howard, for nogle dage siden gav udtryk for, at han var tilhænger af infiltration af islamiske skoler og moskéer, gjorde han det samtidig klart, at hans regering på ingen måde ønsker indgreb i religionsfriheden. Han sendte imidlertid det indlysende budskab, at hans regering har ret til at vide, hvilke dele af det islamiske samfund der støtter vold eller opfordrer hertil. Det og intet andet er sagens kerne, kære kolleger. Vores åbne samfund har ret til at forsvare sig mod sine fjender. Religionsfrihed kan aldrig give carte blanche til på europæisk jord at undergrave vores europæiske samfund. Jeg vil i den forbindelse gerne rose Tjekkiets præsident, Václav Klaus, for det mod, han har udvist. Han har som den eneste af EU's stats- og regeringschefer haft mod til at påpege forbindelsen mellem på den ene side islamiske bombeanslag og på den anden side det multikulturelle samfund, hvor vores egne værdier går tabt i værdirelativismens navn. Vi bør således i Europa sætte en stopper for den slappe indvandringspolitik, som bevirker, at der hvert år kommer personer hertil, som ikke vil indrette sig efter vores love, vores normer og vores værdier. Når et land som Spanien med ét slag regulariserer illegale indvandrere, belønner man lovløshed og opmuntrer til nye bølger af illegal indvandring.

12 Det er på tide, at vi tager visse internationale traktater op til fornyet vurdering og undersøger, om de bør tilpasses de aktuelle behov. Jeg tænker eksempelvis på Genèveflygtningekonventionen, der så dagens lys i 1952, altså under den kolde krig, hvor vi var konfronteret med europæere, som ønskede at flygte fra kommunistiske diktaturer. Det samme er tilfældet med den europæiske menneskerettighedskonvention, som også i høj grad trænger til revision. Det er ikke hensigten at sætte spørgsmålstegn ved grundtankerne i de pågældende traktater. Det drejer sig om at sikre, at de ikke længere kan misbruges af personer med onde hensigter Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand, jeg ønsker at takke det britiske formandskab for denne meget vigtige erklæring. Terrorister forsøger konstant at underminere vores eksistensform i den tro, at vi er svage og mangler styrke til at forsvare vores demokratiske værdier, og vi skal altid bevise, at de tager fejl. Men det er af afgørende betydning, at vi beviser dette igennem handling, ikke blot med ord. I denne sammenhæng er der så ikke en vigtig lære for dem af os, der forhandler og fastsætter lovgivningen? Vi skal holde øje med den følsomme balance mellem borgerlige frihedsrettigheder - og det er jeg enig i - men det er meget vigtigt, at borgere, der lever helt almindeligt - i deres normale, uskyldige og retskafne dagligdag - beskyttes. Jeg tager afstand fra den skinhellige udtalelse fra hr. Watson, som repræsenterer Den Liberale Gruppe. Naturligvis fortjener terrorister retfærdighed, retfærdighed til at fastslå uskyld og skyld. Men jeg mener, at vi skal erkende, at den standard for retfærdighed, som den udmåles for terrorister, og den standard for retfærdighed, som eksisterer til beskyttelse af uskyldige, skal være forskellige. Jeg håber, at han forstår dette. Det håber jeg også, at Parlamentet forstår - jeg og mine kolleger gør i hvert fald. I forbindelse med de foranstaltninger, som vi skal træffe, er det af afgørende betydning, at de retshåndhævende myndigheder er i besiddelse af de værktøjer, der er nødvendige til at forsvare os, uden at være hæmmet af for meget bureaukrati. Fleksibilitet og tilpasning er afgørende i relation til voksende trusler. Terrortruslen er ikke ny, den dukker heller ikke op på samme måde hver gang. I løbet af de sidste 30 år har vi oplevet Sorte September, IRA, De Røde Brigader, ETA, Bader Meinhof, dyrevelfærdsaktivister, bombesprængningerne i metroen i Paris, angrebet på den amerikanske ambassade i Afrika, terrorangrebene i New York og Washington i 2001, i Madrid i marts 2004 og naturligvis i London i juli i år. Det er blot nogle eksempler, der er flere. Vi har oplevet nogen succes, da målrettede foranstaltninger over for nogle af disse organisationer har givet resultater. For ganske nylig blev adskillige medlemmer af ETA arresteret på grundlag af en fælles operation mellem de franske og spanske myndigheder. Når jeg hører udtalelser som dem fra UKIP, bliver jeg bekymret. Nogle argumenterer imod harmonisering, men vi argumenterer også for samarbejde mellem de retshåndhævende myndigheder. Uden et internationalt samarbejde kan vi ikke tilbageholde nogle af de hårdeste forbrydere i verden. Jeg var stolt over at være ordfører for Parlamentet i forbindelse med fælles undersøgelseshold i 2001, som jeg ved, at rådsformanden er bekendt med. Disse hold er gode eksempler på målrettede, effektive fælles tiltag i EU uden unødvendigt bureaukrati, og vi skal være villige til at udvikle dette samarbejde, især nu hvor vi har de teknologiske muligheder. Hr. rådsformand, De nævnte spørgsmålet om opbevaring af data. Siden udviklingen af DNA-prøver og global mobilkommunikation har vi haft værktøjer til rådighed, som kan bruges både positivt og negativt. Disse værktøjer kan anvendes af kriminelle og til fordel for en lang række mennesker, der ønsker at forfølge erhvervsinteresser og private interesser. Vi skal sikre, at vi benytter de nye teknologier så optimalt som muligt i forbindelse med kriminalitet. En af mine sidste opgaver i indenrigsministeriet i 1990'erne var at oprette kommissionen til gennemgang af kriminalsager. Forinden havde mine kolleger og jeg den svære opgave at afgøre, hvorvidt en sag skulle henvises til højesteret på grund af en påstået rettergangsfejl. Det var en svær opgave, men en opgave, som jeg var villig til at påtage mig, mens jeg havde beføjelse hertil. Jeg henviste sager til højesteret i tilfælde, hvor jeg mente, at de pågældende personer evt. var uskyldige, og hvor den nye teknologi - især DNA - kunne bidrage med yderligere beviser. Vi skal huske, at kriminalitet heller ikke er en stationær størrelse i det moderne samfund. Vi har teknologien nu, og vi skal bruge den, for bruger vi den ikke med de rette beskyttelsesforanstaltninger, vil lovovertrædere være et skridt foran i udøvelsen af vold, mangel på respekt for demokratiet og handlinger, der er grusomme og uacceptable - eller burde være - for alle medlemmer af Parlamentet. Mange tak, fordi De kom, hr. formand for Rådet. De har vores støtte. (Bifald) FORSÆDE: Antonios TRAKATELLIS Næstformand Magda Kósáné Kovács (PSE). - (HU) Det er en særlig glæde at få lov til at deltage i denne forhandling om vigtige emner som beskyttelse af den offentlige orden og sikkerhed på den ene side og ydelse af garantier for beskyttelse af borgerlige frihedsrettigheder og personlig integritet på den anden. Alle er enige om, at fred i Europa hovedsageligt afhænger af effektiv koordination af sikkerhedsressourcer og samarbejde blandt medlemsstaterne. Det afhænger imidlertid ikke kun af

13 disse tiltag. Hr. Poettering, formand for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater (PPE-DE-Gruppen), havde ret, da han udtalte, at der er et intellektuelt grundlag for terrorisme. Ja, der er et intellektuelt grundlag for terrorisme. Men har vi overvejet, at grundlaget for terrorisme også kan findes hos os som europæere? Har vi overvejet, at ethvert tilfælde af udstødelse skaber grundlag for had? Har vi overvejet, at det at være fremmed, at miste sin nationale identitet eller at opleve en trussel imod sin religiøse identitet, skaber et tomrum, som hjernevaskende fundamentalister kan invadere? Har vi overvejet, at grundlaget for terrorisme også kan opstå på grund af utroværdig eller tom politisk snak? Hvis vi har overvejet disse forhold, må vi tage fat på problemerne og gøre en indsats og se nærmere på de opgaver, der skal løses. Hvis der er et intellektuelt grundlag for terrorisme, skal vi lære om hinandens kulturer, og denne læreproces gælder alle. De personer, der evt. forsøger at skabe sig en ny tilværelse i Europa, skal sætte sig ind i Europas kultur. Europas borgere skal interessere sig for verden uden for Europa, kulturer, trosretninger, problemer, historie og målsætninger. Uanset fordomme skal vi leve i sameksistens med verden uden for Europa. Vores børn skal lære verden at kende gennem historier, de unge skal lære verden at kende gennem uddannelse, og de voksne skal lære verden at kende gennem medieprogrammet Kultur Det glæder mig, at der i denne forhandling er lagt vægt på samarbejde med de religiøse samfund, og jeg bifalder kommissær Frattinis udtalelser. Hr. kommissær, Hic Rhodus, hic salta! De har oprettet det forligsudvalg, der har ansvaret for at konsultere de religiøse samfund. I forbindelse med denne dialog vil jeg bede Dem om ikke blot at involvere de kristne trossamfund i Europa, men også repræsentanter fra de muslimske trossamfund, og bygge videre på deres ønske om og kærlighed til fred i bestræbelserne på at mindske det intellektuelle grundlag for terrorisme. I Ungarn ved vi af erfaring, at frihed ikke ensbetydende med ikke at føle frygt. Jeg ønsker at takke det britiske formandskab for under formandskabet at fokusere på fremme af en verden uden frygt Jean-Marie Cavada (ALDE). - (FR) Hr. formand, hr. Clarke, hr. Frattini, De har netop erindret os om nødvendigheden af at besvare terrortruslen og samtidig selvfølgelig beskytte borgernes rettigheder, og uanset hvilken holdning vi har til EU, tror jeg, at tiden nu er inde til i de kommende fire måneder at vise, at de udøvende og lovgivende instanser står sammen og bevæger sig i én og samme retning. Jeg vil anlægge dette perspektiv i forhold til selve tanken om borgerne og det ambitiøse lovgivningsprogram, De har forelagt. Lad mig komme med en enkelt sidebemærkning. Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau sagde noget, der er beklageligt aktuelt i dag. I den moderne forfatningsbaserede stat, sagde han, er en borger enhver person, der, samtidig med at han er underlagt loven, kan betragte sig selv som forfatter til denne lov, underlagt men også forfatter til loven, også selv om det blot er gennem hans valgte repræsentanter. Er det tilfældet for Europas borgere i disse smertefulde og historiske tider, og vi glemmer på ingen måde ikke det mod, Deres folk og landsmænd har udvist, hr. Clarke, og naturligvis heller ikke den retning, Deres regerings reaktion tog? Betragter borgerne sig selv som både genstand for og forfattere til denne lovgivning? Er det tilfældet for os som medlemmer af Parlamentet, når vi får forelagt en tekst, som vi skal stemme om inden for en fastsat frist, selvfølgelig, og når vi vedtager ændringer, der end ikke medtages i ministrenes dokumenter under deres drøftelser? Det må virkelig ophøre. Jeg har mine tvivl, og jeg kan kun beklage, at Rådet ikke er fremkommet med en passende reaktion på de henstillinger, det fik forelagt på møderne i Haag og i forbindelse med evalueringen af Tampere-programmet. Det kan derfor ikke komme som en overraskelse, at Parlamentet, uanset hvor meget vi ønsker at gøre fremskridt, insisterer så kraftigt på, at dets forhandlinger tages alvorligt, og dets beføjelser respekteres, især når der ifølge selve traktaten er tale om en fælles beslutningsprocedure. Hvad angår beskyttelsen af data og borgernes sikkerhed, som vi alle bekymrer os om, er det et spørgsmål om at gennemføre bestemmelserne i EF-traktaten såvel som EU-traktaten. Kan vi således forvente, at formandskabet virkelig tager Europa-Parlamentets holdning i betragtning og forpligter sig til snarest og inden for en kort tidshorisont at indgå i seriøse forhandlinger? Endelig vil jeg sige til højkommissæren, at Kommissionen har tilkendegivet, at den er parat til at leve op til Parlamentets forventninger, og at den er i færd med at udarbejde passende forslag, hvilket vi finder interessant og har store forventninger til Hélène Flautre (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, vi er verden over vidner til stadig flere og yderst foruroligende situationer, hvor stater bruger bekæmpelsen af terror som et påskud for at føre en repressiv politik over for andre ikke-terrorgrupper eller krænke påståede terroristers mest grundlæggende rettigheder. Der er masser af eksempler herpå i Pakistan, Kina, Marokko, Saudi-Arabien, Tunesien, Yemen, Kenya og mange andre lande, og ofte er menneskerettighedsforkæmpere, som De Forenende Nationers særlige repræsentant, fru Jilani, påpegede det, blandt de første ofre for kampen mod terror. I Tunesien vedtog regeringen f.eks. i 2003 en antiterrorlov, der angiveligt har til formål at støtte de internationale bestræbelser på at bekæmpe terror, men som i virkeligheden udgør et angreb mod borgernes grundlæggende rettigheder og fredelige aktiviteter i det civile samfund, fagforeninger og politiske partier. Hvad angår USA, er vi bekendt med de krænkelser, der har fundet sted i Guantánamo Bay og Abu Ghraib, hvor

14 hundredvis af ikke-amerikanske statsborgere tilbageholdes uden tidsbegrænsning, anklage eller udsigt til rettergang. Vi kan heller ikke ignorere de meget alvorlige anklager, som ngo'er såsom Amnesty International har fremsat mod især USA for at tilbageholde personer, der er arresteret som led i kampen mod terror, på ukendte steder. Disse anklager underbygges af officielle rapporter angående disse spøgelsesfanger, der holdes hemmeligt fængslet og flyttes fra det ene sted til det andet, så de kan holdes skjult for Den Internationale Røde Kors Komité. Lige så alvorlige er anklagerne fra ngo'er som Human Rights Watch mod lande i EU - Nederlandene, Det Forenede Kongerige, Tyskland, Østrig og Sverige - for ikke at vige tilbage for at sende påståede terrorister tilbage til lande som Syren, Egypten og Usbekistan, hvor der er meget stor risiko for, at de vil blive torteret eller mishandlet. Sådanne fremgangsmåder er i modstrid med de internationale regler om respekt for menneskerettighederne, især non refoulement-princippet. EU's medlemsstater holder sig som sagt ikke tilbage. Vi kan, hr. Frattini, heller ikke undgå at blive foruroligede over et udkast til henstillinger fra Kommissionen til medlemsstaterne vedrørende nonprofitorganisationer, hvori det i indledningen anføres, at der foreligger beviser for, at nonprofitorganisationer er blevet brugt til at finansiere terror og andre kriminelle aktiviteter. En sådan generalisering, en sådan unuanceret tilkendegivelse i et kommissionsdokument er utilgivelig og foruroligende Giusto Catania (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, vi er enige i, at terrorismen er menneskehedens fjende, og det, at spørgsmålet er kommet på Parlamentets dagsorden igen efter attentaterne i London, foruroliger os, også fordi Parlamentet i juni måned udtalte sig om en lang række betænkninger og om databeskyttelsesspørgsmålet. Bekæmpelsen af terrorisme kan ikke - sådan som hr. Clarke gjorde i dag - sættes i forbindelse med bekæmpelsen af illegal indvandring og asylpolitikkerne. Det er en spidsfindig sammenligning, og den er også farlig set ud fra et pædagogisk synspunkt, for er der virkelig nogen, der seriøst mener, at terroristerne kommer sejlende til Europa med synkefærdige skibe? Efter min mening må vi ikke gøre ofrene til bødler. Indvandrerne er det svage led i et system, der giver næring til terrorismen, men de er bestemt ikke terrorismens årsag. Hvis tragediernes størrelse også skal måles ud fra antallet af døde, kan terrorismen desuden ikke engang betragtes som en prioritering for EU. Den sande europæiske tragedie er de indvandrere, som på grund af vores love og vores afvisningspraksis drukner i Middelhavet. Antallet af døde, som er begravet i Middelhavet, er tusind gange større end antallet af døde efter terrorangreb! Der er en alvorlig undladelse i denne debat, nemlig at hr. Clarke og hr. Frattini repræsenterer de to europæiske lande, der har givet det største bidrag til krigen og den militære besættelse af Irak. Man analyserer situationen forkert, hvis ikke man kan se forbindelsen mellem krig og terrorisme. Man analyserer situationen forkert, hvis ikke man kan se, at krig og terrorisme giver næring til hinanden på samme måde, som frygten for islam og den muslimske fundamentalisme giver næring til hinanden. Det er et fænomen, man ikke kun ser i Irak. Ifølge en undersøgelse, som et af FN's agenturer offentliggjorde for nylig, er der i de sidste tre år - dvs. fra starten af den militære besættelse - sket en stærk stigning i opiumproduktionen i Afghanistan. Det er narkotika, som er terrororganisationernes vigtigste finansieringskilde. Terrorisme kan ikke bekæmpes med krig og heller ikke med en sikkerhedsbesættelse. Det er uacceptabelt, at der foreslås en orwellsk kontrol af de europæiske borgere. Databeskyttelse er en måde at gøre sikkerheden vigtigere på end frihed og retfærdighed. En kompetent jurist som Stefano Rodotà har udtalt, at databeskyttelse er det tredje årtusindes tortur, eftersom begge dele har til formål at fremtvinge informationer. Jeg er helt enig i en sådan analyse og i denne udtalelse. Det er desuden endnu ikke blevet bevist, at databeskyttelse er med til at bekæmpe terrorisme, og jeg tror heller ikke, at de to eksempler, som det britiske formandskab gav os i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, er nok. Endelig mener jeg, at det for visse initiativers vedkommende er nødvendigt med de europæiske borgeres samtykke, og at det ikke bliver nemt at skabe opbakning til denne idé. Jeg mener heller ikke, at det er hensigtsmæssigt at forsøge at overvinde EU's krise med en sådan sikkerhedstvang. EU kan kun blive en stærk politisk og institutionelt troværdig aktør, hvis der er folkelig opbakning til samfundsmodellen, og det tror jeg, at den franske og nederlandske folkeafstemning har vist os Mario Borghezio (IND/DEM). - (IT) Hr. formand, kære kolleger, det er rigtigt, at terrorisme ikke kan bekæmpes ved hjælp af krig, men den kan heller ikke bekæmpes ved at filosofere - sådan som der er flere, der gør i denne debat - om rettigheder og garantier. Vi ved alle, at fjenden er iblandt os. Derfor er det ret overflødigt - og besnærende - at fortælle os det, som visse indflydelsesrige politikere gør, når de besøger de såkaldte moderate muslimske lande og ser, at det er pæne mennesker, som ikke ønsker krig eller terrorisme. Jeg vil foreslå dem f.eks. at tage en afstikker til et andet plan og et andet spørgsmål, der handler om kultur og de store kulturforskelle, der eksisterer. Se f.eks. på Tunis, hvor en stakkels italiensk mor måtte flygte til den italienske ambassade for at forsvare sig selv og sit mindreårige barns ret til at vende tilbage til Italien, eftersom hun retsforfølges af myndighederne i landet. Når man i de muslimske lande - også de

15 moderate lande - skal dømme en tvist mellem en muslim og en ikke-muslim, er afgørelsen nemlig givet på forhånd. Jeg ved, at denne kvinde for at kræve sin ret har henvendt sig til hr. Borrell Fontelles, og han vil utvivlsomt sørge for, at Parlamentet giver sin holdning til kende over for dette styre. Jeg sagde således, at faren er iblandt os, og derfor er det en god ting med de forebyggende foranstaltninger, som kommissær Frattini så rigtigt omtalte. Der er ingen tvivl om, at vi skal forebygge, og at vi skal gøre en indsats der, hvor risikoen er. Det er ikke blandt de stakler, som ankommer med båd til Lampedusa, for det er bestemt ikke dem, der udgør en risiko, men derimod de mennesker, som rekrutterer og organiserer dem, ikke i alle, men i rigtig mange moskéer og bønnecentre. Det er positivt at konstatere, at den italienske regering gør en yderst fornuftig indsats i den retning, eftersom den med stor præcision slår ned på dem, der tilskynder til had og spændinger, og som skaber og fremmer disse kultursammenstød. Her i Parlamentet bliver vi ved med at filosofere over indsamling af oplysninger osv. Vi kommer altid for sent i forhold til de islamiske netværk, som der bliver flere og flere af, og vi efterforsker ikke ret meget. Hr. Clarke nævnte ikke engang problemet med finansieringen af terrorisme, men som vi hørte, er der heldigvis andre, som går mere i dybden med dette spørgsmål. Det er et meget vigtigt spørgsmål. Netop i dag skriver aviserne, at terrororganisationerne i Frankrig - og det er en franske efterretningstjenestes fortjeneste, at der gøres opmærksom på dette - ligefrem har bemægtiget sig en meget stor sektor, nemlig sektoren for beklædning og markedsføring af sportsbeklædning til unge i handelsøjemed. Dette er således faren ved den fællesskabsgørelse, der er genstand for så meget demagogi. Faren er iblandt os, i vores lande og i de europæiske byer. Det er der, vi skal gøre en indsats ved hjælp af seriøse og præcise foranstaltninger og uden at give efter for den overdrevne tolerance, der i alt for høj grad er kommet til udtryk her i Parlamentet Ryszard Czarnecki (NI). - (PL) Hr. formand, terrorisme er Europas største fjende, som desværre er en del af livet i Europa i dag. Vi skal sikre, at vi ikke længere er forsvarsløse over for disse forbrydelser. Derfor skal både de enkelte lande og de internationale organisationer benytte sig af alle de midler, der er til rådighed, selv om det vil medføre en midlertidig og delvis begrænsning af de borgerlige frihedsrettigheder. Det er af meget stor betydning, og vi skal være åbne over for den mulighed, at nogle af disse frihedsrettigheder må ofres til fordel for sikkerheden i de europæiske lande. Det er klart, at denne proces skal være genstand for undersøgelser og overvågning, og at pressionsgrupper, partier og regeringer ikke må udnytte kampen imod terror, som har bred offentlig støtte. Jeg ønsker at understrege over for hr. Clarke, at den britiske regering fortjener ros for indførelsen af en forenklet procedure til deportering af personer, der er involveret i terrorhandlinger i Det Forenede Kongerige. Et af de vigtigste forslag, som jeg ønsker at stille den britiske regering og andre regeringer i EU's medlemsstater, er inkorporering af tilbagetagelsesklausuler i aftalerne med Rusland, Ukraine og de nordafrikanske lande, især Marokko. Vi skal markere, at Europa er solidarisk i bekæmpelsen af terrorisme, og at det forhåbentlig gælder både nu og i fremtiden. Det glæder mig, at den efterfølgende forhandlingen vil fokusere på situationen i Mellemøsten. Terrorisme er også et problem i dette område, hvor den er rettet imod staten Israel. De israelske borgere fortjener derfor vores ros, og vi skal lære af deres metoder til bekæmpelse af terrorisme. Regeringen i Tel Aviv skal også have ros for at have fulgt køreplanen konsekvent og for sin effektivitet i gennemførelsen af regeringens politikker og opnåelse af det israelske parlaments godkendelse i denne sammenhæng. Vores sympati skal dog samtidig omfatte de tusindvis af israelere, der har mistet deres hjem i Gazastriben efter at have boet der i årtier. Vi skal endvidere anerkende Den Palæstinensiske Myndigheds bestræbelser på at øge sikkerheden i området, selv om disse bestræbelser ikke altid har været vellykkede. Jeg henviser til disse spørgsmål for at understrege, at Europa ikke er alene i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme, og at vi ikke er afskåret fra resten af verden i kampen imod terror Jaime Mayor Oreja (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, at definere og konkretisere, hvad der bør være EU's og dets institutioners rolle i forbindelse med terrorbekæmpelsen, er efter min mening et meget påtrængende mål for EU's formandskab. Det, jeg siger, er ikke begrundet i europæisme, men er i bund og grund et behov for alle de nationer, der lider under terroren. Det er et behov, der viser EU's dybeste mening, det er et behov for os alle, for alle europæerne, og det er et behov, for hvis EU ikke er i stand til at spille en rolle ved bekæmpelsen af terroren, hvad kan EU så bruges til? Hvis ikke vi møder frygten i forening, er der ingen Union, og hvad skal vi så bruge EU til? Det vil naturligvis ikke kun være en fiasko for EU, men også sløseri fra de europæiske nationers side, hvis de ikke forstår at bruge den merværdi, som EU betyder, til at bekæmpe et fænomen som terrorismen. EU bør være et væsentligt politisk element i bekæmpelsen af terrorismen, især for indenrigsministrene. Jeg ved godt, at disse ministre har mange presserende opgaver, at de har behov for mange instrumenter og værktøjer, men jeg tror, at et af de uopsættelige spørgsmål på det kommende Europæiske Råd er, at indenrigs- og justitsministrene forstår at tilskynde til et europæisk politisk projekt og forstår at

16 anvende EU effektivt til bekæmpelse af terrorismen, for det er dem, der får størst brug for EU i de kommende år. Jeg taler meget om EU's politiske projekt, ikke om en udtømmende liste over foranstaltninger, som vi i sidste ende ikke er i stand til at kommunikere. Det er helt klart, at vi fra EU's side skal fremme foranstaltningerne om biometriske data, som hr. Clarke nævner, eller dataopbevaring, eller hvad end indenrigsministrene måtte have brug for, men vi skal betone den politiske dimension, det europæiske politiske projekt. Her i Parlamentet bruger vi meget tid på at tale om tekniske og juridiske foranstaltninger, men meget lidt om den politiske indsats, som EU behøver for at bekæmpe terrorismen. Vi kan ikke blive ved med at spænde vognen for hesten. Vi skal give EU's aktion en absolut nødvendig politisk dimension. Så hvor kan vi finde det europæiske politiske projekt? Jeg vil gerne sige, at det vigtigste i lyset af den islamiske terrorisme, terrorismen hos dem, der siger, de forsvarer islam, al-qaedas terrorisme, er, at vi forstår, at det er et nyopstået fænomen, som vi næsten ikke kender noget til. Vi ved ikke noget om den rytme, den timing eller den måde, de vælger de nationer, hvor de begår attentaterne. Vi kender det ikke. Der er brug for et europæisk politisk projekt, der bygger på information og efterretning for at få kendskab til fænomenet og diagnosticere den organisation, vi står over for. Vi skal ikke kun være i stand til at træffe foranstaltninger. De europæiske borgere skal også vide og forstå, hvad vi gør. Vi bruger hverken tid eller politiske kræfter på at sige, hvad vi gør, og de europæiske borgere ved ikke, hvad EU gør. De ser kun de nationale politikorps. EU eksisterer ikke, når det gælder terrorbekæmpelse, de genkender os ikke, de kan ikke forestille sig det, vi gør. Derfor er det vigtigt at gøre en indsats, så der kommer nationale politiinformationscentre, der ledes af de europæiske institutioner, der er behov for et europæisk informationscentrum, hvor sikkerhedsstyrkerne kan få adgang til databaser som EURODAC, SIS eller VIS. Der er kort sagt, mine damer og herrer, brug for en politisk dimension. Terrorismen kan ikke bekæmpes. At sige, at vi kæmper mod den internationale terrorisme, er det samme som ikke at sige noget. Man bekæmper en organisation, og derfor bekymrer det mig, at de ansvarlige for de europæiske institutioner ikke tør nævne den organisation, vi bekæmper, ved navn. Jeg er ligeglad, om vi taler om al-qaeda, islamisk terrorisme, radikale eller fundamentalistiske grupper, eller grupper, der siger, at de forsvarer islam, men terrorismens vigtigste medskyldige er dens diffuse karakter, og derfor skal EU selvfølgelig håndtere et problem med disse karakteristika ved at vedtage alle retsstatens instrumenter, naturligvis med udgangspunkt i vores utvetydige respekt af menneskerettighederne Martine Roure (PSE). - (FR) Hr. formand for Rådet, hr. kommissær, det er indlysende, at vores kamp mod terror kræver nytænkning. Vi bør udrydde terroren ved roden, straffe de skyldige hårdt og forfølge og pågribe bagmændene uden skånsel. Alt det er vi enige om. Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi standser denne symptombehandling og overvejer at behandles ondets rod og indføre nye foranstaltninger til bekæmpelse af terror. Det skal endnu en gang understreges, at disse foranstaltninger bør være i overensstemmelse med vores lovgivning, retsstatsprincippet og de demokratiske principper. F.eks. har vi henvist til, at personer med statsborgerskab og bopæl i Europa er blevet kidnappet af CIA fra selve EU's territorium. Visse medlemsstater har indledt retssager for at finde ud af, hvorfor deres borgere er blevet kidnappet og ført til et tredjeland, hvor de er blevet torteret. Kommissionen anerkender, at der er tale om en krænkelse af grundlæggende rettigheder, men nægter at beskæftige sig med disse spørgsmål. EU har ikke desto mindre pligt til at beskytte sine borgeres grundlæggende rettigheder. Hvordan kan vi besvare deres legitime foruroligelse? Nytænkning i forbindelse med vores kamp mod terror betyder, at vi bør sætte ind over for årsagerne i form af fattigdom, udstødelse og diskrimination, eller med andre ord: alle former for uretfærdighed. Vi bør finde midlerne til at bekæmpe udstødelsen i vores samfund såvel som i mindre udviklede lande, og vi bør kæmpe mod uretfærdighed overalt i verden. Alle avancerede kulturer har forstået, at retfærdighed og lighed er de mest effektive midler til at modstå vold. Derudover er det nødvendigt, at vi underviser, uddanner og udvikler kritiske evner for at kunne bekæmpe en forblindelse, hvor mennesker er parate til at ødelægge sig selv og dræbe sig selv, til trods for at de, som det f.eks. var tilfældet for en af London-terroristerne, netop selv har skabt liv. Vi må forstå, at vi absolut må gribe ind oppefra. Kun tidlig og effektiv integration i vores samfund kan standse denne hjernevask. Vi må absolut forstå, at integrationen ikke bør forblive overfladisk, og at integration ikke er assimilation. Alle borgere i vores samfund bør reelt føle sig som borgere og anerkendte og respekterede individer. Overalt, hvor der er en følelse af uretfærdighed, vil der være vold og had, og når man tilføjer dette klima manipulering og indoktrinering af de svageste, så bliver vi konfronteret med terror. Spekteret af foranstaltninger er bredt, men kun ved at sætte ind på samtlige fronter vil vi kunne sejre. Jeg vil afslutningsvis vende tilbage til Deres forslag, hr. Clarke. Vi støtter Dem, når de siger, at det, vi har brug for, er et mere indgående samarbejde. Vi vil uden tvivl nå længere ved at dele vores erfaringer, informationer og ressourcer. Vi vil kun nå vores mål, hvis vi samarbejder på europæisk plan, men Europa-Parlamentet kræver at blive inddraget fuldt ud. Hvis vi arbejder sammen, vil vi gøre fremskridt

17 Antoine Duquesne (ALDE). - (FR) Hr. formand for Rådet, lad mig indledningsvis sige, at jeg tilslutter mig Det Forenede Kongeriges formandskabs forslag til bekæmpelse af terrortruslen og terrorhandlinger. Vi må ikke vælge det forkerte mål. Det er ikke de antiterrorforanstaltninger, De har fremsat forslag om, der udgør en trussel, men terroren som sådan. At handle uden overdreven sikkerhed, men også uden svaghed, er den bedste måde at undgå de fælder, terroristerne har opstillet for os, og klart opfylde vores borgeres forventninger. Opbevaring af data vedrørende telefon- og internetkommunikation har allerede vist sit værd og bør fremmes, forudsat at der findes et retsgrundlag herfor, at omkostningsproblemet tages behørigt i betragtning, og at opbevaringsperioden og anvendelsesbetingelserne - og det er af afgørende betydning - er fastlagt. Vi afventer klare svar og nye forslag, som reaktion på Parlamentets indvendinger. Hastende, meget hastende beslutninger, der involverer Parlamentet og Kommissionen, bør træffes ufortøvet. Derudover bør alle eksisterende teknikker såsom overvågningskameraer og biometriske elementer i identitetskort kunne tage i anvendelse. Endelig skal jeg understrege, at udveksling af oplysninger staterne imellem, det internationale samarbejde, som De sagde, er et afgørende element. Der er ikke behov for nye forslag i denne forbindelse. Parlamentet vedtog næsten enstemmigt de tre betænkninger, jeg havde den ære at fremlægge, og som havde til formål at fremme disse ændringer. Jeg vil derfor opfordre det engelske formandskab til at nå frem til en klar konklusion med vores støtte. Jeg opfordrer det endvidere til at udvise politisk vilje til at forbedre efterretningssamarbejdet, som er den vigtigste forebyggende indsats. På et etisk og politisk plan bør vi også foranledige oprigtige muslimer til klart, offentligt og uforbeholdent at fordømme voldsprædikanterne og de ansvarlige myndigheder til at forfølge disse prædikanter og udvise dem uden nogen form for eftergivenhed. Der findes handlinger, udtalelser og principper, der er uforenelige med vores opfattelse af frihed, menneskerettigheder og offentlig ro og orden. Hr. formand, mine damer og herrer, vi kan ikke længere - uden at reagere - regelmæssigt holde tre minutters stilhed til minde om terrorismens ofre og håbe, at det vil kunne forhindre terroristerne i at handle under dække af de påskud, de anvender Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, det var kun naturligt, at vi startede dagens forhandling med at besværge behovet for balance - en balance mellem sikkerhed og retten til frihed, men smerte, vrede og en følelse af afmagt får os alle til at miste balancen alt for hurtigt i det, vi siger. Det glædede mig meget at høre hr. Schulz' kritik af formandskabet og dets villighed til ægte europæisk samarbejde, men så lod også han nidkærheden løbe af med sig og kom med den flotte udtalelse om, at vi ikke må være sarte og må reagere over for terrorister i et sprog, de forstår. Men hvilket sprog taler terrorisme? Det taler hadets sprog, foragtens sprog, foragt for menneskets værdighed og friheden, og det taler den vilkårlige, skrupelløse volds sprog, også mod uskyldige. Det er terrorens sprog, og vi vil ikke give igen med samme mønt, men på en anden måde. Vi kan kun forsvare vores værdier, hvis vi respekterer dem. Ved at overholde loven nøje, ved kun at anvende magt med det allerstørste forbehold, ved at yde den størst mulige beskyttelse af uskyldige. Det er vores sprog, og hvis vi mister balancen som følge af presset fra offentligheden, når vi taler, så mister vi den endnu mere, når vi handler. De talte også om balance, hr. rådsformand, hr. indenrigsminister, men De nævnte ikke det manglende charter om grundlæggende rettigheder, som er en forudsætning for et øget samarbejde i Europa, eller de garanterede frihedsrettigheder med et eneste ord. De ignorerede forfatningen fuldstændigt, og at afvisningen af den i Frankrig og Nederlandene vitterligt ikke var et nej til den europæiske forfatningsproces, men udtryk for skuffelse over uindfriede forventninger. Også det mellemstatslige aspekt og stilstanden i den europæiske integration har bidraget væsentligt til det. Vi bør ikke diskutere reglerne for at føre krig, men beslutsomheden med henblik på at forsvare rettigheder, frihed og demokrati. De nævnte ikke den måde, hvorpå parlamenter bliver omgået, med et ord. De havde ikke noget at sige om demokratiets prekære karakter, om forebyggelse og samarbejdet mellem politi og efterretningstjenester og heller ikke om Parlamentets kritik af sjuskede rapporter, som hverken bidrager til at få afklaret, om de benyttede midler er rimelige, hensigtsmæssige eller nødvendige. Jeg tror ikke, at det er tilstrækkeligt at slynge om sig med begreber som "terrorisme", "menneskehandel" eller "international kriminalitet", hvis man ønsker at lægge beslag på nye politiressourcer. Dette Europa vil frem for alt forsvare sig ved at være Europa - et frit demokrati baseret på ret, og ikke på had Johannes Blokland (IND/DEM). - (NL) Hr. formand, terrorisme er ikke nogen ny foreteelse. Tværtimod. Den bruges til at lamme et samfund og til at skabe uro og ustabilitet. Terrorhandlinger er desværre i flere medlemsstater et velkendt fænomen, som går længere tilbage end den islamiske terrorisme. Terrorbekæmpelse i 1970'erne og 1980'erne gik hånd i hånd med de på det tidspunkt herskende opfattelser vedrørende databeskyttelse. I dag kræves der nye metoder og teknikker i indsatsen til bekæmpelse af terrorisme, og vi ønsker i den forbindelse respekt for den enkeltes frihed og sikring af vores samfunds sikkerhed. Jeg spørger derfor også mig selv, om ikke vores opfattelse af begrebet "privatlivets fred" er alt for vidtrækkende set i lyset af den hidtil anvendte måde til opsporing og

18 bekæmpelse af terrorisme. Jeg har forståelse for, at mange af mine kolleger er tilbageholdende, hvad angår godkendelse af vidtrækkende foranstaltninger. Men de begrænsninger og indvendinger, der fremføres her i Europa-Parlamentet, gør det alt andet end enkelt at håndtere data. Jeg vil derfor gerne spørge kommissær Frattini, om der kan peges på konkrete foranstaltninger, som ville sikre større tillid til Kommissionens og Rådets forslag. Jeg tænker i den forbindelse på opbevaring af data i lukkede computersystemer, som ikke kommunikerer via internettet. Jeg anmoder Dem om klarere og mere konkrete tilsagn, som kan fjerne Europa- Parlamentets bekymring Ewa Klamt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. Clarke, hr. næstformand Frattini, mine damer og herrer, mange af vores medlemsstater har haft og har stadigvæk problemer med terrorangreb. I Tyskland havde vi Røde Armé Fraktion, Irland har IRA og Spanien ETA, som alle forsøgte at forfølge deres mål ved brug af vold. De attentater, de udførte, var grusomme og uden nogen form for retfærdiggørelse, men de terrorhandlinger, vi har set hidtil, er blevet udført af historiske eller ideologisk grunde og har været begrænset til et land eller en region. Med begivenhederne den 11. september 2001 i USA fik terroren en helt ny dimension, og med den 11. marts 2004 i Madrid og den 7. juli 2005 i London har terroren også fået en klar europæisk dimension. Der er nu ikke længere tale om en ren national konflikt. Den vestlige verden står over for en massiv trussel. Attentaterne i London viste, at attentatmændene ikke passerer den grønne grænse for at udføre terrorhandlinger i Europa. Det er folk, som lever iblandt os, som er blevet statsborgere i vores lande, har gået på vores skoler, tager på arbejde, og som tilsyneladende er en del af vores samfund. Det har ikke været folk, som ikke har haft mulighederne, fordi de var marginaliserede i samfundet. Udadtil var de en lidet iøjnefaldende del af vores samfund, men de følte tydeligvis ingen tilknytning til vores livsstil og værdier. Tværtimod, disse terrorister drog af sted for at slå folk ihjel vilkårligt for dermed at vende op og ned på Europa, på vores værdier og på vores liv. Nogle af dem har levet iblandt os som vores naboer i årevis, ja, i flere årtier. Men det er ikke ensbetydende med, at de levede sammen med os. Navnlig attentaterne i London viste, at idéen om et multikulturelt samfund er slået fejl. Misforstået tolerance i form af "gør, som du har lyst til" fører netop ikke til en farverig og frugtbar, tolerant og åben blanding af kulturer, livsstile og meninger. Denne misforståede tolerance fører til parallelsamfund, til grupper, som vi ingen adgang har til, hvis aktiviteter vi så godt som ingen viden har om, og som opererer inden for vores samfund med det mål at ødelægge det. Derfor må medlemsstaterne og EU som helhed reagere på denne trussel, ikke kun gennem lovgivning, men også gennem retsforfølgning. Vi må beskytte borgerne sammen og i samarbejde med hinanden. Vi har brug for hårde tiltag på europæisk plan, som skal gennemføres hurtigt og grundigt på nationalt plan, så målet bliver opfyldt. En af de foranstaltninger, som vi allerede har vedtaget, er den europæiske arrestordre, hvormed lovovertrædere kan udleveres hurtigt og forholdsvis ubureaukratisk fra en medlemsstat til en anden. Det kan hurtigere sætte terrorister og bagmændene ud af spillet. Men i Tyskland har dette i og for sig gode europæiske tiltag vist sig at være en fiasko. Domstolene blev nødt til at løslade en tysker af syrisk oprindelse, som var mistænkt for at være involveret i terrorangrebet i Madrid. Hvorfor, kunne man spørge? Ikke på grund af manglende antiterrorlovgivning i Tyskland. Den nuværende rødgrønne forbundsregering har gennemført den europæiske arrestordre så sjusket, at den tyske lov ikke holdt ved den tyske højesteret med det resultat, at en terrormistænkt måtte løslades, hvorfor de spanske myndigheder ikke længere kan retsforfølge ham. Det viser, at fejl begået i en medlemsstat kan berøre borgernes sikkerhed i alle de andre medlemsstater. Hvis det, der skete i Madrid eller London, ikke skal gentage sig et andet sted, skal integrationen i vores samfund tages alvorligt. Retten til permanent ophold bør gøres afhængig af et ønske om ægte indvandring og villigheden til at antage en ny levemåde, nye former og standarder i et nyt hjemland. Vi må præcisere, at det europæiske samfund tilbyder menneskerettigheder, demokrati, frihed, ligebehandling af mænd og kvinder, omsorg for vores medmennesker, social retfærdighed og meget mere, mens vi på den anden side stiller krav om, at folk tager vores demokratiske værdier, vores forestilling om frihed og forsvaret heraf til sig. Ud over de nødvendige tiltag inden for politik, retsvæsen og retsforfølgning må der opstå en europæisk bevidsthed og en følelse af europæisk identitet for at forene os, ikke kun økonomisk som en økonomisk og monetær union, men som et værdifællesskab. Vi må have noget at møde ideologier med, som tenderer til ekstremisme og radikalisme og kommer endeligt til udtryk i terrorattentater og selvmordsattentater, nemlig et samfund, hvis borgere lever sammen og indestår for hinanden, fordi de lever i et fælles samfund, som er værd at leve i og at arbejde for, og hvis opbygning de har taget - og tager - del i Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. minister, jeg ved fra vores mange drøftelser, at spørgsmålet om beskyttelse af borgernes grundlæggende rettigheder og personlige data ligger Dem meget på sinde. Det ville dog have været hensigtsmæssigt, hvis De i stedet for at have foreslået tre grundprincipper havde foreslået fem. Ikke blot grundprincipper om internationalt samarbejde, behovet for effektivt politisamarbejde og anvendelse af moderne teknologi, men samtidig også grundprincipper om love og institutioner til beskyttelse af den personlige frihed samt

19 politiske og sociale programmer til bekæmpelse af fænomenet terrorisme. Personlig frihed og bekæmpelse af terrorisme skal ikke være bekostning af hinanden. Hvis borgerne mener - også selv om det er ubegrundet - at de udsættes for overdreven overvågning, vil de censurere sig selv, og det vil være en trussel imod demokratiet og en sejr for terroristerne. Alt dette er vigtigt i overvejelsen af forslag om opbevaring af data om de europæiske borgeres elektroniske kommunikation. De har i dag demonstreret over for os, at adgangen til disse data er utrolig hensigtsmæssig i alle tilfælde. De har også demonstreret, at det i visse tilfælde har været nødvendigt. Formandskabet har imidlertid endnu ikke fremlagt en undersøgelse med en beskrivelse af de tilfælde, hvor adgangen til disse data, uanset om det var hensigtsmæssigt, ikke var nødvendig. Jeg vil være meget taknemmelig for en sådan undersøgelse. Det er ikke nok, at foranstaltningerne er hensigtsmæssige eller endog væsentlige. Foranstaltningerne skal være nødvendige. Det er endvidere vigtigt, at foranstaltningerne er afpassede. Vi skal forsikre borgerne om, at deres telekommunikationsdata, som opbevares i lang tid, vil være fuldstændig sikret, ikke blot sikret imod misbrug fra statens side, men også - og det ønsker jeg at understrege - sikret imod misbrug fra enkeltpersoner. Ikke alle, der arbejder i teleselskaberne, er lige pålidelige. Der kan derfor ikke træffes lovforanstaltninger uden iværksættelse af uafhængig retlig, politisk og parlamentarisk kontrol for at sikre, at hverken private eller offentlige tjenesteydere kan få adgang til disse meget omfattende databaser til ulovlige formål, samt at databaserne er effektivt beskyttet imod hackere. Hr. minister, der er på nuværende tidspunkt endnu ikke fastsat et retsgrundlag for databeskyttelse under den tredje søjle, i henhold til hvilken Rådet har udarbejdet sit initiativ. Jeg vil foreslå, at initiativet trækkes tilbage, og at vi samarbejder om det kommende initiativ fra Kommissionen og hr. Frattini. Det er rigtigt af Dem at henvise til de negative resultater af visse medlemsstaters afvisning af forfatningen. Afvisningen var dog resultatet af mange borgeres følelse af, at de er overset af EU, og det er klart, at det ikke vil hjælpe at nægte Parlamentet en rolle i den fælles beslutningsprocedure i forbindelse med disse vigtige beslutninger. Hr. minister, jeg vil slutte af med at gengive ordene i det dokument, som De har omdelt: (EN) I fremtiden vil der være nogle kriminelle og terrorister, som tilpasser deres anvendelse af teknologien således, at opbevaring af data vil være et mindre vigtigt værktøj i efterforskningen (EL) De forudser med andre ord, at disse foranstaltninger ikke vil være nødvendige i fremtiden. Har De taget højde for, eller vil De tage højde for, at opbevaringen af data stoppes, når den tid kommer? Sophia in 't Veld (ALDE). - (EN) Hr. formand, hr. Frattini og hr. Clarke, EU skal yde sikkerhed for Europas borgere, men reel sikkerhed, ikke blot en falsk følelse af sikkerhed. Vi har ikke brug for store løfter. Men vi har brug for snarlig handling. Et forstærket samarbejde og udveksling af oplysninger, fuldstændig og hurtig gennemførelse af aftalte foranstaltninger, ikke blot yderligere indsamling af data, men også langt bedre udnyttelse af de data, der er til rådighed. Europol og Eurojust skal omsider have lov til at spille en vigtig rolle i bekæmpelsen af kriminalitet og terrorisme. Jeg bifalder hr. Frattinis fornuftige vision, hvor der er en rimelig balance mellem sikkerhed og frihed, og hvor nødvendigheden af et europæisk samarbejde med henblik på mere effektivitet understreges. Jeg mener ærlig talt, at denne vision er langt mere overbevisende end formandskabets ensidede ønsker om strengere tiltag. Medlemsstaterne hævder, at de ønsker at træffer disse foranstaltninger for at beskytte vores demokrati, men foranstaltningerne træffes uden om parlamentarisk kontrol, idet det er alt for besværligt. Jeg tager også stærkt afstand fra ethvert forslag om, at menneskerettighedskonventionen bør fortyndes. Jeg mener, at det er et skråplan. Der er for megen snak om at finde den rette balance. Ingen vil sige, at de ønsker at skabe ubalance, men det er afslørende, at formandskabets dokument ikke engang indeholder et kapitel om borgerlige frihedsrettigheder. Vi må ikke glemme, at der opnås størst sikkerhed inden for vores åbne, frie og demokratiske samfund. Jeg ønsker at rejse tre specifikke spørgsmål. Hvad angår passagerdata, insisterede hr. Clarke på retlige beskyttelsesforanstaltninger over for misbrug, men vi ved alle, at aftalen med USA om passagerlister netop mangler denne form for beskyttelsesforanstaltninger. EU-borgere har ingen tilstrækkelige retsmidler i tilfælde af fejl og misbrug. Lister over personer med flyveforbud er en anden bekymring. På hvilket grundlag er disse personer anført på listerne? Hvem har adgang til listerne? Hvis personer er anført på en liste af de forkerte årsager, hvordan fjernes den pågældende person så fra listen? Fordelen ved opbevaring af data i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning er åbenbar, men der er endnu ikke fremlagt overbevisende dokumentation for behovet for omfattende overvågning. Endvidere skal der fokuseres langt mere på området for efterretninger fra menneskelige kilder, dvs. gammeldags spioner, frem for den moderne teknologi, selv om det er mere interessant

20 Carl Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Hr. formand, et helt sikkert samfund er ikke en politistat. En politistat er et mistænkeligt og utrygt samfund, som ingen vil leve i. Stadig større politibeføjelser vil aldrig kunne stoppe al terror og organiseret kriminalitet, men kun udhule demokratiet. Det bedste våben er mindsket rekruttering gennem tolerance, social samhørighed, mindsket fattigdom og tilladelse af legal indvandring. Når folk ikke føler sig undertrykte eller isolerede, er det heller ikke så let at rekruttere dem til forbrydersyndikater eller terrorgrupper. Biometriske pas er ikke så effektive, som De, Charles Clarke, påstår. Har De læst den amerikanske revisionsrets redegørelse? Det er ikke alle mistænkte, der bliver identificeret. Uskyldige ufaglærte risikerer at blive stoppet på grund af dårlige fingeraftryk. Omkostningerne er enorme. Alene for EU ville biometriske pas koste ca. 10 milliarder euro. Det er ikke pengene værd Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Hr. formand for Rådet, hr. næstformand i Kommissionen, jeg er enig med hr. Clarke i, at bekæmpelse af terrorisme skal prioriteres højt af EU, fordi det er en af de alvorligste trusler mod demokratiet, menneskerettighederne og økonomisk og social udvikling. Terrortruslen angår os alle. Et terrorangreb mod én medlemsstat må anses for et angreb mod hele EU og mod de fælles værdier, der udgør grundlaget for vores civilisation. Unionen må derfor solidarisk træffe alle nødvendige foranstaltninger for effektivt at beskytte sine borgeres rettigheder og friheder - jeg understreger: sine borgeres rettigheder og friheder. Terrornetværkenes organisationsform og evne til at operere på tværs af grænserne fordrer stærke og effektive modforholdsregler, hvilket forudsætter en høj grad af internationalt samarbejde og samordning både nationalt og internationalt. Sikkerhedsspørgsmål har i lyset af de seneste terrorangreb fået påtrængende aktualitet. Der bør træffes effektive modforholdsregler, som medlemsstaterne må gennemføre, og som bør forudsætte styrket operationelt samarbejde, overvågning af de ydre grænser, hvilket indbefatter gennemførelse af den anden SIS-generation (Schengen-informationssystemet), sikring af rejsedokumenter også ved at inddrage biometriske data, forebyggelse af terrorfinansiering, intensiveret informationsudveksling og bedre brug af informationssystemerne med henblik på en mere effektiv udnyttelse af Europol og indførelse af fælles standarder for bl.a. forebyggelse og konsekvensstyring. Vi må også gå i brechen for hurtigere og rimeligere støtte og bistand til terrorens ofre, der er uskyldige gidsler for umenneskelig vold. Vi forventer således, at Kommissionen snarest muligt stiller forslag om forebyggelse, beskyttelse og bekæmpelse af terror. Jeg takker for næstformand Frattinis tilsagn om, at man vil fremlægge initiativer med hensyn til kritisk infrastruktur og beskyttelse af personoplysninger. Jeg vil gerne slutte med at understrege, at denne indsats for større sikkerhed kun kan ske inden for retsstatens rammer og i respekt for og beskyttelse af borgernes grundlæggende friheder og rettigheder. Det nylige eksempel fra London, hvor en ung brasilianer blev dræbt ved en politifejl, bør minde os om, at hvis vores samfund forfalder til barbari, har terroristerne nået deres mål, som er at ødelægge vores samfund og de værdier, som vi hylder Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand, denne debat om de foranstaltninger, som vi i fællesskab må træffe for at bekæmpe terrorisme og terrorister, er efter min opfattelse særdeles vigtig. Jeg sætter stor pris på den pragmatiske tilgang og den målrettethed, hr. Clarke lægger for dagen, når han udtaler, at der er en række ting, der skal tages fat på i det halve år, han er rådsformand med ansvar for disse spørgsmål. Jeg sætter også stor pris på kommissærens bemærkninger om den samfundsmæssige kontekst, inden for hvilken vi skal håndtere problemet med den islamisk inspirerede terrorisme. Personligt vil jeg gerne sige noget om det politiske aspekt, som er en del af indsatsen til bekæmpelse af terrorisme, for der er efter min opfattelse en væsentlig forbindelse mellem indenrigs- og udenrigspolitik, når det drejer sig om terrorisme. Terrortrusselen er i høj grad et spørgsmål, hvor vores politik udadtil og indadtil er vævet sammen. Det gælder ikke kun i fysisk forstand, når enkeltpersoner eller grupper fra tredjelande kommer hertil med terrorisme som formål, men i endnu højere grad fordi der er tale om netværk og forestillinger, som i ringe grad respekterer grænser. Der er tale om forestillinger, som ofte klart angår Europas eller Vestens forbindelse med resten af verden. Ydermere henviser gerningsmændene uberettiget til deres tro, som også mange af vores medborgere bekender sig til, og det resulterer for os i spændinger, som stiller os over for en særdeles vanskelig og ømtålelig opgave. Vi kan ikke nøjes med at imødegå disse trusler med foranstaltninger, som er rettet mod den indre sikkerhed. Vi må også tage højde for dem i udenrigspolitikken, og det omfatter andet og mere end samarbejde med politi og sikkerhedstjenester i tredjelande. Vi bør også se på vores forbindelser med og vores politik over for især landene i den muslimske verden. Det er på tide, at vi på det område anlægger en mere realistisk holdning end den, som hidtil har været bestemmende for vores politik. I mange lande udgør korruption og dårlig forvaltning en langt større risiko for radikalisering end politikken som sådan, og vi bør derfor også gøre demokratisering og modernisering af forvaltningen til det centrale punkt i vores politik. Denne