Der gøres opmærksom på, at der ikke er læst korrektur på denne afskrift.

Transkript

1 Sag nr. 11 og 12. Læring og udvikling, sundhed og trivsel, rummelighed og forældresamarbejde og forslag fra SF, R og Ø: Afskaffelse af kvalitetsrapporter og mindre bureaukrati i Aarhus Der gøres opmærksom på, at der ikke er læst korrektur på denne afskrift. Borgmesteren: Godt. Vi går videre til sag nr. 11 og sag nr. 12 fra Magistratsafdelingen for Børn og Unge, henholdsvis læring og udvikling, sundhed og trivsel, rummelighed og forældresamarbejde og sag nr. 12, forslag fra SF, De Radikale og Enhedslisten: Afskaffelse af kvalitetsrapporter og mindre bureaukrati i Aarhus. Der skal jeg bede om indtegne under Socialdemokraternes ordfører, Peter Udengaard. Peter Udengaard: Tak for det. Vi har overordnet glade børn og unge i Aarhus. Vi har børn og unge, der trives, der lærer og udvikler sig. Vi har forældre, der er engagerede, medarbejdere, der er kompetente og trives i deres job. Det ved vi. For det er nemlig noget af den information, vi har om børn- og ungeområdet i dag. Og vi kan se, der er en positiv udvikling på de fleste områder. Det kan vi som byråd og som by være tilfredse med. Det er et godt stykke arbejde, der bliver lavet i vores pasningstilbud, i vores fritidstilbud og i vores skoletilbud. Og det er et godt stykke arbejde, der er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af kvalitetsrapporterne. Det skal medarbejderne have ros for. Og det er også den rigtige konklusion på afrapporteringen, som børn- og ungerådmanden i dag præsenterer med indstillingen: Læring og udvikling, sundhed og trivsel, rummelighed og forældrearbejde. For kvalitetsrapporterne giver os nemlig også et redskab til at opprioritere områder, hvor det kan være nødvendigt med et løft. Vi er nemlig en mangfoldig by med forskellige lokale udfordringer, og her er det utrolig vigtigt, at vi skaber rum for læring, deling af viden og inspiration på tværs for derved at sikre et fælles kvalitetsløft. Der er behov for stærkere inddragelse af forældre som ressource i hele 0-18-årsperspektivet. Det er der, fordi forældre er de allervigtigste aktører i at forme børns liv. Derfor er det helt naturligt, at de også inddrages i samarbejder med pasningstilbud og skolerne. Der er behov for at udvikle metoder til tidlig identifikation af børn med dansk som modersmål; deres sproglige vanskeligheder. Det er der, fordi vi med nuværende praksis kun finder cirka 3 procent ud af de forventede 15 procent, som har sprogstøttebehov.

2 Der er behov for en bredere anvendelse af indsatser, der virker i forhold til at give børn med dansk som andetsprog et tidligt, dansksprogligt løft. Kort og godt fordi det er den bedste investering i vores børn. Et alderssvarende sprog ved skolestart betyder nemlig ikke kun, at man er rustet til at tillære sig faglig viden. Det er også forudsætning for, at man, på positiv vis, kan indgå i sociale relationer, opbygge venskaber og føle sig tryg i de rammer, man begiver sig ind i. Og der er behov for en tidlig og mere tværfaglig undersøgelse af de unges muligheder for at få en ungdomsuddannelse. Først og fremmest til gavn for dem selv, men også til gavn for samfundet. Samtidig kan vi se fra rapporten, at der er behov for en bedre beskrivelse af kvaliteten på 0-6-års-området, for at kunne vurdere, om de tiltag, vi sætter i værk, reelt gør en forskel for børnene. Kvalitetsrapporten skal nemlig ses som et udviklingsværktøj, der understøtter den vigtige lokale dialog mellem ledelse, bestyrelser og medarbejdere, så der kommer opmærksomhed omkring de områder, der skal opprioriteres. Der er mange perspektiver, hvor der ikke er nogen bilag, for den sags skyld, når vi diskuterer kvalitetsrapporten. Derfor vil Socialdemokraterne også sende sagen til udvalgsbehandling, så vi kan få en mere detaljeret og indgående drøftelse af sagen 11 og sagen 12. Tak for ordet. Jan Ravn Christensen: Jamen, ikke overraskende så er vi stadigvæk ikke tilhængere af kvalitetsrapporterne. Og vi synes sådan set stadigvæk, at man skulle arbejde på at afskaffe kvalitetsrapporterne i Aarhus Kommune. Og det er jo i virkeligheden, i bund og grund, fordi kvalitetsrapporterne i virkeligheden ikke fortæller særlig meget om kvaliteten i vores dagtilbud, i vores fritidstilbud og i vores skoletilbud. Hvordan måler vi for eksempel, at børn i vores dagtilbud har et fysisk og psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel og sundhed og udvikling og deres læring? Hvordan måler vi, at dagtilbuddene giver børnene omsorg og understøtter det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd, samt bidraget til at børn får en god og tryg opvækst? Hvordan måler vi kvaliteten af, at det er en uddannet pædagog, der trøster et grædende barn? Og hvordan måler vi kvaliteten af, at børnene leger og lærer i dagtilbuddene? I virkeligheden er det jo ret svært at måle og veje de her ting. Det er meget svært at vurdere præcist, hvad kvaliteten er af de her ting. Og det, synes jeg, udtrykker en del af udfordringen. Og hvis vi kigger på folkeskolens formålsparagraf det andet her er taget fra dagtilbuddene og fritidstilbuddenes formålsparagraffer men hvordan måler vi, at eleverne er fortrolige med dansk kultur? Hvordan måler vi, at eleverne har forståelse for andre lande og andre kulturer? Hvordan måler vi, at vi bidrager til elevernes forståelse for menneskets sammenspil med naturen? Hvordan måler vi, at vi fremmer den enkelte elevs

3 alsidige udvikling? Hvordan måler vi, at vi skaber rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og at de får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle? Hvordan måler vi, at vi forbereder eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre? Og jeg skal måske indskyde til repræsentanter af forvaltningen, at jeg selvfølgelig ikke forventer at få svar på de her spørgsmål, fordi svaret er i virkeligheden, at man ikke kan svare på de her spørgsmål. De kvalitetsparametre, som Folketinget har sat ned og sagt, der er formålet med vores dagtilbud, formålet med vores folkeskole, er spørgsmål, som vi i bund og grund ikke kan svare på ved at stille tal op og ved at lave lange rapporter omkring det. Det er kvalitetsparametre, som kun kan måles i hverdagen af det enkelte barn og forældrene i det ene øjeblik, hvor forældrene også har lejlighed til at opleve den interaktion, der kan være enten i dagtilbuddene eller i folkeskolen. Det er i virkeligheden et af de grundlæggende problemer med kvalitetsrapporterne, at de måske kun udtrykker en tiendedel, måske en tyvendedel, af den mangfoldighed, der hedder kvalitet i vores dagtilbud og i vores folkeskole. Og det er vel også i virkeligheden en del af virkeligheden, at mangfoldigheden er langt mere nuanceret, langt mere interessant og vel i virkeligheden også mere relevant for både forældre og børn end det, vi kan afrapportere i vores såkaldte kvalitetsrapporter. Og det er jo i virkeligheden det, der er problemet; at kvalitetsrapporterne bilder os ind, at de er et billede på kvaliteten i vores dagtilbud og i vores skoler, men i virkeligheden afspejler de kun den her lille del af, hvad der i virkeligheden er kvalitet i den konkrete virkelighed, som børn, unge og ansatte bevæger sig i. En anden anke ud over at det kan være svært at måle kvalitet og måle alt, hvad der er kvalitet, for ikke at sige umuligt det er også, at vi kan være nervøse for, at der kommer en forskydning i det daglige arbejde i forhold til, at det der kan måles, det som vi måler som kvalitet, det er der, hvor vi laver indsatser, det er der, hvor vi fokuserer, det er det, som forvaltningen gerne vil have afrapporteringer på, men det som ellers er kvalitet, altså hele den her brede kvalitetsforståelse, som ligger i folkeskoleloven, som ligger i dagtilbudsloven, det er ikke det, som man fokuserer på. Det er ikke det, som forvaltningen beder om afrapportering på, for det kan ikke måles. Det er vi også meget nervøse for. Og så må vi sige, at kvalitetsrapporter jo også er en del af et større overflødighedshorn af afrapportering i Aarhus Kommune. Vi har en trivselsundersøgelse, vi har medarbejdertrivselsundersøgelse, forældretilfredshedsundersøgelser, arbejdspladsvurderinger, lærerplaner, 95-procents målsætningsafrapportering og udviklingsplaner. Jeg blev næsten helt stakåndet af at remse op. Og jeg må være helt ærlig og sige og det er med fuld respekt for det arbejde, der er lavet men jeg må også være ærlig og sige, at jeg har svært ved at se, hvad det er, kvalitetsrapporterne i sig selv bibringer af ny relevant viden for de indsatser, vi laver i Aarhus Kommune. Det kommer jeg tilbage til senere.

4 Det fremgår af udtalelsen til det beslutningsforslag, som vi har stillet sammen med Radikale Venstre og Enhedslisten, at et flertal af de lokale ledelser og bestyrelser har tilkendegivet, at de ønsker at fastholde kvalitetsrapporterne. Jeg kunne godt tænke mig at se den undersøgelse, der er tale om. Det synes jeg kunne være rart at få et syn på. Altså, hvad er det for en kontekst, at de her udtalelser er kommet i. Er det en anonymiseret undersøgelse, eller er det i møder med ens ledelse, at man er blevet bedt om at svare på det her spørgsmål. Det, synes jeg, er ret relevant for, hvor troværdige de svar, der er kommet, de er. Samtidig vil jeg også gerne lige være helt sikker på, at det er korrekt forstået, at Aarhus Lærerforening og BUPL skulle være blevet tilhængere af kvalitetsrapporterne. Det er i hvert fald ikke det, jeg hører fra hører fra rygters bureau for at bruge et Ango Winther citat. Vi anerkende selvfølgelig ikke for at tage forskud på debatten og så alligevel lidt at der måske ikke er flertal for det forslag, som vi har stillet sammen med Radikale Venstre og Enhedslisten. Til trods for det vil vi selvfølgelig gerne være med til at præge kvalitetsrapporten i en retning, som gør dem bedre ud fra det synspunkt, vi har på kvalitetsudvikling på børn- og underområdet. Vi anerkender også, at kvalitetsrapporterne generelt går i en rigtig retning, i en positiv retning, at der bruges færre ressourcer på at udarbejde rapporterne, både centralt men sikkert også lokalt på de enkelte institutioner. Og det er positivt. Og det er selvfølgelig også positivt, at man nu forsøger at styrke det fokus, der er på, at kvalitetsrapporterne skal bruges til lokal kvalitetsudvikling. Men måske skulle man i virkeligheden styrk det ben lidt, og det kunne vi i hvert fald godt tænke os at drøfte i forbindelse med en udvalgsbehandling. Altså, kan vi styrke den lokale del? Kan vi åbne op for, at der er lokale spørgsmål, der kan komme ind i forhold til de undersøgelser og spørgeskemaer, man alligevel sender ud? Kunne vi måske inddrage personale i at være med til at vurdere kvaliteten i de dagtilbud, der er og for eksempel også på folkeskolen? Det kunne være, vi kunne spørge dem om, hvordan de oplever effekten af nogle af de satsningsområder, vi har, kommunalt, eller som man også har i de enkelte områder, det, synes jeg, kunne være interessant. Det er noget af det, man har gjort i hvert fald i Odense Kommune. Man har forsøgt et evaluere hele inklusionsdagsordnen i forbindelse med kvalitetsrapporterne og på den måde også får et billede af, om det har en effekt i forhold til den daglige praksis, som pædagogerne har i kommunen. Det, synes jeg, kunne være et udtryk for kvalitet måske at få fokus på den del.

5 Vi kunne også godt tænke os, at man måske prøvede at kigge på de ældre børn i dagtilbuddene. Kunne de ikke også bidrage i forhold til at svare på nogle spørgsmål omkring, hvordan de oplever kvaliteten. Det har man også erfaringer med fra andre steder. Det kunne godt være, børnene havde nogle synspunkter på, om det her en god legeplads. Giver den kvalitet? Har vi indrettet vores dagtilbud optimalt? Har vi legetøj, som er interessant? Og det er ikke noget, der behøver at tage helt vildt lang tid og være stor rocket science eller noget. Det er et spørgsmål om, at vi selvfølgelig, når forældrene alligevel skal svare på spørgsmål, kunne have en tre-fire spørgsmål, hvor de snakker med deres børn og får nogle inputs til nogle af de her ting. Det kunne da være interessant, måske også i virkeligheden, set i relations til dagtilbudsloven, hvor der også fremhæves, at børn skal trænes op til demokrati og selvværd og andre ting; at vi måske i virkeligheden prøvede at tage det seriøst og også prøvede at lytte til nogle af de ting, der er. Så altså, hvis vi død og pine vil have de her kvalitetsrapporter, så kunne det måske være fint at prøve og få dem til, i endnu højere grad, at understøtte lokaludviklingen og også prøve at inddrage nogle af dem, der i virkeligheden er lidt tættere på hverdage, altså pædagogerne og børnene. I forhold til kvalitetsrapporten for Aarhus Kommune, og de indsatser der peges på, så er det jo fine indsatser, der beskrives, som vi skal arbejde videre med. Men hånden på hjertet, Kristian Würtz, så må jeg jo spørge dig, om der er nogen af de her indsatser, som vi ikke på forhånd vidste, var centrale forud for, at vi fik kvalitetsrapporten her i dag? Jeg synes, det er positivt, man vil øge netværksdannelse og lære af hinanden på tværs af organisationen for at fremme innovation og kvalitetsudviklingen, men det er nok ikke noget, vi ikke kunne have gjort uden at have haft kvalitetsrapport, der havde peget på det. Det, tror jeg, at alt basal viden tilsiger. Selvfølgelig skal man lære af hinanden på tværs af de positive og negativer erfaringer, man har rundt omkring. I forhold til styrkelse af forældreinddragelsen så er det jo selvfølgelig også relevant. Men det er jo også fakta, vi allerede kendte fra forældretilfredshedsundersøgelsen. Det er jo ikke noget, vi behøver kvalitetsrapporten til at pege på, at der er et særligt satsningsområde, vi skal være opmærksomme på. Vigtigheden af arbejdet med at vi skal identificere og hjælpe flere børn med dansk som modersmål, der har sproglige vanskeligheder, er jo også et problem, som vi kendte til inden kvalitetsrapporten. Vi har jo set indstillinger omkring sprogstimulering, som jo også er blevet tilgodeset i forbindelse med budgetforhandlingerne. Det, vidste vi godt, var et problem, det havde vi heller ikke behøvet en kvalitetsrapport til at fortælle os, at det er et område, vi skal arbejde særligt videre på.

6 Så helt generelt må jeg sige, at jeg synes, det er svært at se de helt nye områder, hvor kvalitetsrapporten revolutionerer vores viden og sætter fokus på nogle nye indsatsområder, som vi skal arbejde særligt på. Vi er tilfredse med, at man, i forbindelse med indstillingen, også lægger op til, at man vil arbejde på at forbedre og forenkle afrapporteringen i forbindelse med udarbejdelsen af de her kvalitetsrapporter. Og i den forbindelse kunne vi godt tænke os at få et kvalificeret skøn over, hvor mange ressourcer der anvendes, både centralt og lokalt, til at udarbejde de har rapporter altså, det beskrives jo, at man bruger færre ressourcer, men det er selvfølgelig lidt svært at vide, hvad ressourceomfanget er. Det kunne vi godt tænke os et kvalificeret skøn over for altså, hvor mange timer bruges der på at udarbejde de her svar decentralt, og hvad bruges der centralt på at skrive og arbejde med de her rapporter. Og vi kunne også godt tænke os, i forbindelse med udvalgsbehandling, at få en redegørelse for, hvilke af punkter i kvalitetsrapporterne, som ikke følge lovkrav altså, enten er en tilsynspligt eller lignende men lige får opsummeret, hvad der egentlig er ting, som vi, frivilligt, har taget ind og sagt, at vi også vil måle på ud over, hvad vi ellers har tilsynspligt på. At man så kan føre tilsyn på alle mulige andre måder end en kvalitetsrapport, det er så en anden diskussion. Og så til allersidst ligger der jo også et spørgsmål omkring den del af beslutningsforslaget, som blev vedtaget allerede, da forslaget var fremme i byrådet i første omgang altså, hele den her del omkring mindre bureaukrati der kunne jeg måske godt tænke mig at vide, hvordan børn og unge har arbejdet videre med den proces? Hvad har man gjort for at få inputs, og er der overhovedet kommet nogle inputs? Det, synes jeg, kunne være relevant at få beskrevet i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Gert Bjerregaard: Ja tak. For Venstre er det vigtigt at kunne måle på den kvalitet og trivsel, som vores børn og unge, og i særdeleshed også vores medarbejdere, har i forhold til vores mange fine institutioner her i kommunen. Med den respekt, der er omkring metodefrihed, decentralt, så er det vigtigt, og det er generelt, når jeg siger vi, har en mulighed for at se, hvad det er, der foregår. Hvad er godt? Og hvad er skidt? For Venstre er det vigtigt, at forældrene inddrages. Anvendes mål for kvaliteten af børn og unges indsats i hele forløbet? Og der taler vi om 0-18-års perspektivet. Det vil jeg komme tilbage til lidt senere. Venstre hæfter sig ved, at rådmanden og det skal vi takke for nu efter flere forsøg er overbevist om kan vi se her i indstillingen at man nu ikke længere selv tror på, at målet omkring 95-procents målsætningen sker i forhold til den meget optimistiske målsætning, som Socialdemokraterne har. Man kan vel sige en hovsaløsning, der blevet lavet for år

7 tilbage, hvor man troede, at man, på landsplan, kunne nå, eller lokalt, kunne nå langt længere, end man formåede på landsplan. Det er glædeligt, at man nu har nået til det ræsonnement, at det ikke længere er muligt at nå i mål i forhold til 95-procents målsætningen i Det er jo sådan, at resten af landet sigter hen mod 2015, en ambitiøs målsætning i sig selv. Derfor har vi også under de nu afsluttede budgetforhandlinger, nu skal vi jo i morgen slå endeligt søm i, i forhold til budgettet til 2013 og fire år frem i Venstre stilet forslag om, at vi prioriterede indsatsen for at kunne komme et kvantespring længere i forhold til at få unge igennem en ungdomsuddannelse. Det blev til 2 millioner til budgettet vi kunne have ønsket mere, men det var det praktisk mulige som er øremærket til de unge med en særlig vinkel på at styrke samarbejdet med erhvervslivet og derigennem få de unge i uddannelse. Vi tror på, at et tæt samarbejde med erhvervslivet vil kunne hjælpe de unge, som er på kanten i forhold til at gennemføre en uddannelse. Venstre er overbeviste om, at en realistisk målsætning vil styrke indsatsen. Hvis de mange aktører, som, vi ved, knokler hver dag med den målsætning, har fået en forkert eller en hovsaløsning udstukket fra byrådet; jamen så kan man da være i tvivl om, om de i det hele taget har det, som noget de ser frem til at nå. Og derfor er vi rigtig glade for, at det socialistiske flertal også er nået til det. Det er en meget præcis udmelding i forhold til indstilling. Vi glæder os og vil gerne være med til at diskutere med flertallet om, hvordan vi nu sikrer en realistisk målsætning, der også vil kunne bringe os i mål i forhold til den meget ambitiøse plan. Vi vil gerne i udvalget have drøftet, hvordan vi styrker forældreinddragelsen særligt i forhold til børn og unge med forældre, hvor man er socialt udsatte og også de forældre, der har sproglige udfordringer. Hvordan udbreder vi de gode eksempler i forhold til de her kvalitetsrapporter, vi nu har liggende foran os? Med de gode eksempler tænker vi på, hvad det er, der virker, hvor vi har resultaterne, og hvordan vi sikrer, at den evidens, der ligger bagved, også bliver formidlet til de områder, hvor vi kan se, at det ikke fungerer så godt, som det kunne gøre. Vi vil gerne drøfte, om man i højere grad kan inddrage forældrene. Kan vi eksempelvis stille nogle krav til forældrene om, at de bliver inddraget mere i forhold til deres børn og unge. Her tænker jeg på de, der eventuelt er på kontanthjælper eller på anden overførselsindkomst; at vi kan have nogle forventninger om, at de kan understøtte deres børn og unge i en særlig grad. Eksempelvis kunne man have en forventning om, at alle børn havde brændstof på motoren, når de mødte frem og var klar til at komme i skole, og at de var friske og udhvilede. Kan man forstille sig, at vi kan hjælpe og understøtte de forældre men også

8 samtidig stille nogle krav? Kunne man godt forstille sig en del af det, at være i aktivering og søgning efter job, at vi i højere grad kunne gøre det sammen med, at forældrene havde nogle forpligtelser i den her forbindelse. Ydermere kunne man jo gå så langt og sige; kan og vil man det, så kunne der også ligge en stor motivation for den enkelte familie i forhold til det. Kan vi på tværs af Magistraterne, sociale forhold og beskæftigelse, se på løsninger, der kan trække i den retning? Vi tror på, at samtidig med vejledning og ideer på det her område, og at vi stiller nogle krav, vil være med til at give bedre løsninger, så de enkelte forældre bliver inddraget mest muligt. Helt overordnet set er Venstre glade for de her kvalitetsrapporter. Vi synes, at det er en rigtig god måde til stadighed at få nogle oplysninger på et meget vigtigt område for kommunen. Vi synes også, til udvalgsbehandlingen, at vi kunne få behandlet et par spørgsmål i den forbindelse. Nu har vi set rådmanden ønske om at forenkle, og det er jo fint i sig selv. Hvad betyder det? Hvad er det, der ikke fremover skal måles på? Og hvad er det, rådmanden ønsker at lade udgå i den forbindelse. Det vil vi gerne have en nøje gennemgang af. Og hvad gør rådmanden for at sikre, at vi lærer af de bedste? Hvordan sikrer rådmanden, at de områder vi har kendskab til, der fungerer godt, i forhold til forældreinddragelsen også der, hvor der er sociale udfordringer, og også der hvor der er nogle sprogmæssige barrierer hvordan sikrer vi, at vi udfolder det, og at man så og sige tager rundt og sikrer, at de, der ikke måtte have set lyset, får de gode eksempler, så vi også får det bredt ud mest muligt? Så kan vi forstå på SF, at man fortsat ikke ønsker at gøre brug af kvalitetsrapporterne. Man prøver til stadighed at se, om man kan stikke en kæp i hjulet på det. Er det fordi, at SF ikke vil lære af de bedste? Er det fordi, det fokus, det giver, at man er nervøs for, at der bliver trukket eksempler frem, som man ikke ønsker belyst. Hvad er det, der stikker under, at SF ikke har en interesse, som resten af byrådet har, og der vil jeg ikke sige, at alle partier åbenbart er med, men altså en del af byrådet synes, at det her kunne være en måde at udvikle vores tilbud på. Lad os få lidt svar på det i aften. Anne Mette Villadsen: Ja tak for det. Ordføreren fra SF stiller spørgsmål ved, hvordan vi kan måle på og så kommer der en helt række emner følgende ting. Hertil kan jeg kun svare, at det kan måles. Kvalitet kan måles. Og hvis man er i tvivl om, hvordan man kan måle det, så tror jeg, man kan spørge KREVI, kommunernes evalueringsinstitut, om, hvordan man gør. For det har de rigtigt mange gode bud på. Så ingen tvivl om, at kvalitet, også i forhold til de her områder, kan måles. Jeg tror nærmere, at det er en ideologisk holdning fra SF s ordfører, det handler om, snarere end det handler om, hvorvidt man kan måle på de her området.

9 Hvis ikke vi skal måle på kvaliteten i forhold til vores børn og unges udvikling og læring, så ved jeg ikke, hvad vi skal måle på. Vi er i hvert fald ikke for en afskaffelse af kvalitetsrapporterne. Men kvalitetsrapporterne kan yderligere kvalitetsudvikles, og det vil vi gerne være med til at se på. Forældrene er uden tvivl barnets største ressource, og det er også en stor ressource i forhold til børn og unges forhold i relation til udviklingen af børn og unge. Og vi vil gerne, at vi i endnu højere grad end i dag, anvender forældrene som den ressource, de er, i forhold til at udvikle børn og unge. Så vi vil gerne have forældreansvaret styrket, og det kan vi få ved at sætte et øget fokus på vores forældresamarbejde i relation til vores forældrebestyrelser. Vi har i dag forældrebestyrelser både i vores daginstitutioner og på vores skoler, og vi ved, at det ind i mellem er svært at rekruttere forældre til nogle af de her bestyrelser, og det kan hænge sammen med, at de opgaver, man har i bestyrelserne, reelt ikke har det helt store indhold, så det nogle steder lidt er en skueret frem for, at det er en reel bestyrelse, der har et godt råderum og et godt ansvar. Så vi vil gerne i udvalgsbehandlingen have en snak om, hvordan vi kan øge forældreansvaret og øge forældresamarbejdet i relation til børn og unge. Så er der, i herværende kvalitetsrapport, peget på en hel række områder, hvor vi, i børn og unge, gør det rigtig godt, og det er rigtig dejligt at se. Men der er bestemt også områder, der peges på, hvor der fortsat er store udviklingsmuligheder. Og det vil vi gerne, også i udvalget, have en drøftelse af. Hvad gør vi på de områder? Der bliver blandt andet nævnt, at Søndervangsskolen og Torvshøjsskolen er et par af de skoler, der halter bagud, når vi snakker om børns læring. Og det er ikke første gang i rapporten, at de skoler lige netop er i fokus. Der vil vi gerne have en drøftelse og en forklaring fra forvaltningens side af, hvad man rent faktisk har gjort for at hæve niveauet på de her to skoler, og hvordan kan man acceptere, at skolerne ikke rykker sig i den ustrækning, man kunne forvente med den indsats, der er iværksat. Hvad sker der rent faktisk? Hvad er konsekvenserne af en manglende målopfyldelse? Er der nogen konsekvens? Vi mener, det skal have konsekvens. Kvalitetsrapporterne er, som vi ser det, et rigtig godt ledelsesværktøj. Vi vil gerne have en drøftelse af, hvordan kvalitetsrapporterne anvendes som ledelsesværktøj, og anvendes de overhovedet som ledelsesværktøj? Hvordan følges der op, lokalt, på de enkelte resultater i kvalitetsrapporten? Det er peget på, at et af de områder, hvor vi er lidt svage, det er omkring videndeling og videndeling på tværs. Hvordan tager man læring af de gode eksempler? Og hvordan kan det styrkes yderligere? Og hvorfor er det sådan? For det ser ud som om, nogle steder, at der tager man slet ikke læring af de gode eksempler.

10 Vi behandlede i byrådet, for et stykke tid siden, en sag omkring sundhedspolitikken, hvor overskriften var: Mere af det der virker. Det kunne man egentlig med rette bruge i den her sammenhæng. Vi tror, at der er store gevinster at hente i de gode eksempler og mener, at vi skal have meget større fokus på det, end vi har nuværende og brede de gode eksempler ud. Der bliver også nævnt, i rapporten, at der er problemer i relation til opfyldelsen af vores 95- procents målsætning, og det er specielt i forhold til drengene. Det er jo heller ikke noget nyt, der kommer frem her, men det er igen en anledning til, at vi få diskuteret, hvad det er, vi gør for de her drenge, der ligesom falder ud af systemet. Det bliver også peget på overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelser, at der har vi et slip. Det er også en drøftelse, i udvalget, som vi gerne vil have, at vi tager. Endeligt bliver der peget på, at de her lovpligtige, kommunale tilsyn, bliver der ikke rigtigt fulgt op på. Det er ikke til at se i rapporten, hvad konsekvensen er, hvis man ikke lever op til de lovpligtige tilsyn til resultaterne. Det er de forbedringstiltag, der bliver påpeget. Det har vi lidt svært ved at se, og hvis ikke det har nogen konsekvens, at man får nogle bemærkninger, så vil vi gerne spørge ind til, hvordan man, i den centrale forvaltning, kan acceptere, at der er skoler, der er områder, der ikke lever op til loven? Det er for os fuldstændig uforståeligt. Så vi ser frem til en god og en grundig udvalgsbehandling af sagen. Tak. Rabih Azad-Ahmad: I bund og grund tror jeg, at vi alle i byrådspartierne er enige om, hvad det her egentlig handler om. Det handler sådan set om bedre trivsel, bedre undervisning, bedre faglighed, bedre samarbejde med forældrene, mindre sygefravær og så videre. Og hvordan når vi så til de resultater. Det er der, hvor vandene skiller os, kan man så sige. Vi synes, i Det Radikale Venstre, at det er vigtigt, at det bliver målt netop for, at der kan være mulighed for udvikling. Vi synes også, at det er vigtigt, netop også fordi vi har en tilsynspligt, at se på forældresamarbejdet. Men det, som gør, at vi så alligevel synes, at kvalitetsrapporterne er mindre vigtige og faktisk overflødige, fordi vi netop i forvejen, som det tidligere er blevet nævnt af ordføreren fra SF, er, at vi har en lang række undersøgelser, for eksempel trivsels- og tilfredshedsundersøgelser, lærerplaner, udviklingsplaner, 95-procents målsætninger og så videre, som også går ind og måler på nogle af de ting, som vi gerne vil have, og som gør, at vi kan holde vores tilsynspligt. Jeg synes egentlig, at de her redskaber, som vi har i forvejen, gør at vi endnu en gang må overveje, hvad vi egentlig skal gøre med de her kvalitetsrapporter. Jeg synes, det, der er positivt, er, at vi har haft kvalitetsrapporter, hvor vi hvert år skal gå ind og bruge dem. Nu er det hvert andet år. Nu sker der en forenkling. Så kan man så sige, at det, der er positivt, er jo måske, at det er den naturlige afgang til de her kvalitetsrapporter. For på et eller

11 andet tidspunkt må de jo så også ende, fordi vi finder ud af, med tiden, at der er mindre og mindre, der er brug for. Og det siger de her kvalitetsrapporter og den indstilling faktisk. Det er jo, at der kommer til at ske en forenkling. Vi har også tidligere haft det hvert år. Nu er det hvert andet år. Man kan så sige, at det er den proces. Spørgsmålet er, om der er nogen, der er med til at Jeg er i hvert fald rigtig glad for, at vi har været med til at presse på, at vi skal have færre kvalitetsrapporter, og vi er nået dertil, hvor vi er i dag. Og så kan man så sige, om man får mere ud af at lægge der her børn på den her vægt. Er det egentlig at måle dem, som gør, at vi kan opnå nogle af de her ambitioner på vores børns vegne. Nej, det tror jeg næppe. Jeg tror mere, det er effekterne. Det er, hvad vi egentlig gør, når vi har de mål, som vi allerede har blandt andet fra de andre redskaber. Hvordan reagerer vi på dem? Altså, hvordan reagerer vi på, at der for eksempel er højt sygefravær? Hvordan reagerer vi på, at der er, for eksempel, dårligt samarbejde med forældre og andre steder og så videre? Er det ikke bedre at begynde og bruge tiden på det, der egentlig skal til for ligesom at gøre de ting bedre, frem for at vi endnu engang skal måle på noget, som vi jo, igennem nogle af de andre undersøgelser, har målt på en gang. Og så tænker jeg på, i forhold til vores forslag sammen SF og Enhedslisten, at afskaffe det her. Det er simpelthen bare for, at vi har mere tid til det, vi egentlig gerne vil, nemlig at der er tid til det enkelte barn. Der er mere tid til omsorg, der er mere tid til undervisning. Jeg synes faktisk, at det er rigtigt fint, at man, med de her kvalitetsrapporter, har lagt op til en forenkling, for det er jo sådan ser, man kan sige, den vej, man skal hen. Så kunne jeg egentlig godt tænke mig, nu er der jo blevet stillet en række spørgsmål, som jeg ikke vil gentage, men der er nogle andre spørgsmål nu ved jeg jo ikke, om de er blevet stillet, men jeg tror faktisk måske, SF har været inde på det det er jo, hvor meget tid der egentlig bliver brugt nu er det jo så os der skal måles og ikke så meget børnene på de her kvalitetsrapporter? Og kan man måle på effekterne af netop kvalitetsrapporterne frem for de andre? Hvor der det, vi kan se, at det netop er kvalitetsrapporterne, der sikrer, at der sker nogle effekter og ikke de andre undersøgelser, det bliver lavet? Det, synes jeg, egentlig vil være rigtig fint at få belyst for netop at se på, om det nytter noget at fortsætte med, at der er flere undersøgelser, der går i gang, og hvor der bliver brugt en masse tid på det. Og ellers synes jeg faktisk, at der er mange af de ting, som der ligger i kvalitetsrapporterne, som, jeg synes, der lægger op til, at vi kan drøfte. Det er jo for eksempel med hensyn til tidligere sproglig indsats. Nu har vi afsat nogle midler til det, og så er der også en række af de andre ting, for eksempel i forhold til forældresamarbejde. Nu har vi jo haft en kort drøftelse sidst i Børn og Unge-udvalget omkring 95-procents målsætning, hvor, jeg synes, de mål man har sat er der sket et ryk. Det, synes jeg, er rigtig fint, men det, synes jeg nu ikke, at man kan tillægge kvalitetsrapporterne æren for. For det

12 er noget, der sker på en lang række andre område, og som sker på baggrund af, at man har en ambition om, at flere unge skal tage en ungdomsuddannelse. Så jeg glæder mig til udvalgsbehandling af den her i børn og unge. Jette Jensen: Ja, den Radikale ordfører startede med sige, at der nok, her i byrådssalen, var enighed om, hvad vi vil med folkeskolen og vores daginstitution; det var bedre trivsel, mere læring, minde sygefravær, bedre samarbejde. Hvis der er enighed om det, så er jeg nødt til at sige, at så er der i hvert fald uenighed om vejene at gå for at opnå bedre trivsel, mere læring, mindre sygefravær og bedre samarbejde. Nogen, i den her sal, tror på pisk, andre tror på gulerod. Nogen tror på kontrol, andre tror på tillid. Det er det, man kalder at have forskellige menneskesyn og deraf udledte samfundssyn. Kvalitetsrapporter, som vi laver dem i Aarhus Kommune, er udtryk for pisk. Det er udtryk for kontrol. Dybest set er kvalitetsrapporterne, som vi laver dem i Aarhus Kommune, udtryk for, at alle de oplysninger, vi har i forvejen, sætter vi ind i et samlet dokument. Dybest set er kvalitetsrapporterne udtryk for, at vi producerer alt det, vi har i forvejen, på noget glitteret papir og så lader det ligge i nogle bunke og håber, at det har en effekt. Kvalitetsrapporterne er ikke et udtryk for, at kvaliteten hverken forøges eller formindskes, der hvor kerneopgaven udføres. Jeg kunne jo godt tænke mig, i udvalgsbehandlingen, at få svar på det spørgsmål om, hvorvidt kvalitetsrapporterne er kendt af de mennesker, der udfører kerneopgaven? Jeg ved godt, at det nok ikke er et spørgsmål, jeg får svar på, for det er måske også for meget forlangt, at man skal gå ud og spørge hver eneste pædagog, hver eneste medhjælper, hver eneste lærer: Ved du, hvad der står i din institutions kvalitetsrapport?. Så jeg lader være med at sige, at det skal være et af spørgsmålene til udvalgsbehandlingen. Men jeg kan i hvert fald konstatere, at alt det der fremgår af kvalitetsrapporterne, ved vi i forvejen. Tallene ligger i forvaltningen. Beskrivelserne ligger i forvaltningen, for det gør alle de undersøgelser, man sætter i værk. Udviklings- og lærerplaner, trivselsundersøgelserne blandt børn og unge, tilfredshedsundersøgelserne blandt medarbejderne og blandt forældrene, APB erne, er der andet, vi glemmer her? Ja, 95-procents målsætningsafrapporteringen. Man kan jo blive helt stakåndet af alle de ting, der skal udfyldes for så derefter at sætte det sammen til et dokument. Og jeg er altså nødt til at sige, at jeg godt kunne tænke mig at vide, i udvalgsbehandlingen, hvor mange mandetimer, både centralt og lokalt, der bliver brugt på at lave kvalitetsrapporten. Hvor meget koster det at få alle de oplysninger, vi har i forvejen, trykt på glitteret papir? Og hvad er det for nogle oplysninger, som vi får via kvalitetsrapporterne, som vi ikke har i forvejen?

13 For ellers er jeg nødt til at sige, at hvis alle mine spørgsmål giver sig udslag i, at vi ikke får noget, vi ikke ved i forvejen, så er det her altså en skueproces. Så er det her et kontrolredskab. Så er det her et spørgsmål om, for nogen, at få tiden til at gå. Og jeg vil altså foreslå, at vi ikke bruger det her på at lade lederne i byens daginstitutioner og byens skoler få tiden til at gå. Det tror jeg nok, de kan i forvejen. Og så vil jeg sige til Venstres ordfører, når han spørger jeg er godt klar over, at SF kan svare for sig selv, men jeg synes også, spørgsmålet rammer enhedslisten lidt hvorfor er det, vi ikke vil kvalitetsrapporterne? Jeg kunne selvfølgelig opfordre Venstres ordfører til blot at læse forslaget. Jeg kunne også opfordre Venstres ordfører til bare at lytte til det, der foregår i byrådssalen. Men jeg vil gerne skære det ud i pap. Det er ikke nogen mening med at lave kvalitetsrapporterne. Alle oplysningerne er tilgængelige i forvejen. Det eneste er, at vi får noget, der er trykt på pænt papir. Og det er det vel ikke nogen af os, der er interesserede i. Især ikke i en situation, hvor vi bruger alt for mange penge på ting, der ikke er så meget værd og ikke altid har pengene til det, der virkelig gælder, altså kerneydelserne. Enhedslisten opretholder det forslag, som er stille sammen med Radikale og SF. Vi ønsker ikke at fravige, at kvalitetsrapporter ikke længere er noget, vi ikke skal lave. Peter Udengaard: Tak for det. Jeg vil tillade mig den frækhed at konkludere, at der i hvert fald var en ting, jeg sagde i min tidligere ordfører tale, som hele byrådet vist kan være enige i, efter den her runde, nemlig at man kan lægge mange perspektiver på, når vi diskuterer kvalitetsrapporter. I det private måler man kvalitet og effektivitet med videre. I det offentlige måler vi kvalitet og effektivitet for at se, hvordan det egentlig er, at vi bruger skatteborgernes penge. Ja selv i Sundhed og Omsorg måler man på kvaliteten. Det gør man via det tilsyn, der er ude på lokalcentrene og plejehjemmene. Man kunne tage fat i Jan Ravn Christensens indlæg, hvor han blandt andet sagde: Hvordan måler vi kvaliteten af pædagogen, der trøster et grædende barn?. Det er et rigtig godt spørgsmål. Man kunne også sige det på den her måde: At fordi der er noget, vi ikke kan måle, skal vi intet måle. Det var i hvert fald lidt det indtryk, man kunne få af ordførerens indlæg. Eller sagt med andre ord: Fordi der er noget, vi ikke ved, må vi intet vide. Det er helt naturligt for os som offentlige ledere, som en offentlig virksomhed, at vi bruger målinger til et styringsredskab til at finde ud af, hvilke områder det er, vi skal opprioritere til at finde ud af, hvor det er, vi halter efter.

14 Når jeg har hørt runden rundt, så kan jeg heller ikke lade være med at tage fat i Enhedslistens ordførers indlæg. Kvalitetsrapporterne er pisk og kontrol. Kvalitetsrapporterne er ikke pisk. Det er ikke kontrol. Det er det kun, hvis det er det, vi som byråd vil bruge det til. Og det er bestemt ikke det, der er Socialdemokraternes intentioner med kvalitetsrapporterne. Kvalitetsrapporterne er et udviklingsværktøj. Det er det værktøj, som den lokale ledelse, sammen med medarbejderne, kan bruge til at finde ud af, hvor det egentlig er, at vi kan optimere indsatsen. Hvordan er det egentlig, at vi skal prioritere ressourcerne lokalt? Og jeg har hørt fra flere institutionsledere, at de er glade for kvalitetsrapporterne og kvalitetssamtalerne som et redskab til udvikling. Det synes jeg, man skal have in mente, når det er sådan, at vi har diskussionen om kvalitetsrapporterne. Tingene er altså ikke så sort/hvidt. Det handler ikke om at kontrollere. Det handler ikke om, at vi bare vil bruge medarbejdernes tid på at lave ligegyldigt papirarbejde. Og for Socialdemokraterne at se, så er det måske også lidt pudsigt, når der er en række partier, der konstaterer, at vi bruger for meget tid på kvalitetsrapporterne. Så lad os derfor bruge noget tid på at undersøge, hvor meget tid der bliver brugt på kvalitetsrapporterne. Når det så er sagt, så tror jeg også, at det er rigtig sundt og fornuftigt, at vi får en grundig diskussion og debat omkring kvalitetsrapporterne i udvalget. Det var også derfor, at jeg i mit første indlæg netop sendte både sag 11 og sag 12 til udvalgsbehandling, så vi kan få en indgående, ordentlig og detaljeret diskussion omkring, hvad det egentlig er, vi vil med kvalitetsrapporterne. Jeg er helt sikker på, at når det er sådan, at vi som byråd får leveret den her rapport, og det uddrag som ligger foran os, så er det egentlig med til at klæde os på til at træffe beslutninger for området. Jeg mener, det er af allerstørste vigtighed, når vi kigger på, hvor stort området egentlig er, at vi har en ordentlig viden til at kunne træffe beslutninger inden for området. Og der er kvalitetsrapporterne også med til at klæde os på. Tak for ordet. Jan Ravn Christensen: Men der er nogle forskellige ting, der kræver nogle bemærkninger. Altså, selvfølgelig vil vi lære af de bedste. Selvfølgelig skal man lære af de bedste. Det tror jeg da, alle er enige i, og at vi skal arbejde på mere af det, der virker og lære af de gode eksempler, der er rundt omkring. Så det kunne aldrig falde os ind at være imod det. Men vi må jo bare sige, at kvalitetsrapporten jo er et eksempel på rigtig meget viden, som man samler fra andre rapporter og undersøgelser. Det er ikke her, der bringes ny viden til. Jeg kunne måske endda tillade mig at spørge Gert Bjerregaard, hvor det er i kvalitetsrapporten, han ser noget, som alle de andre skal lære af? Hvor ser han det

15 eksempel, hvor man skal lære af de bedste i den overordnede kvalitetsrapport? Det ser jeg ikke. Der er ikke den der super viden, som er særegen for kvalitetsrapporten, der gør, at vi kan bruge den til det. Og ellers må jeg sige, at de folk, der kende mig bare nogenlunde godt, ved, at jeg elsker tal. Jeg elsker at se statistikker. Jeg elsker at se tabeller. Jeg elsker at se grafer. Der er ikke noget, jeg elsker mere end det jo nu er jeg lige blevet gift, så nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger. Men jeg må også bare sige, at der altså er forskel på, hvad det er for nogle ting, man tager op og siger, det kan vi gøre til genstand for tal. Det kan vi gøre til grafer. Det kan vi gøre til tabeller. Det kan vi gøre til lagkagediagrammer og så videre. Det er ikke alting, vi kan gøre det med, hvor vi med mening og med ærlighed i stemmen kan sige, at her måler vi det, som vi i virkeligheden vil måle. Og jeg mener, kvalitet er et af de områder, hvor den her diskussion er særlig svær. Og så må jeg sige til Peter Udengaard, at det jo ikke er sådan, at vi foreslår, at vi skal fjerne hele raden af rapporter og alle de her 8-9 rapporter. Jeg tror sågar, jeg glemte at nævne nationale tests og offentliggørelse af karakterresultater. Der er jo en masse andre rapporter og ting, som vi kan drage viden af, men vi bliver nok nødt til lige at komme lidt videre fra de skåltaler, som der er nogen politikere, også socialdemokrater, der holder frem til kommunalvalg, hvor man taler om at ville afskaffe bureaukrati. Og det lyder rigtig flot, men når det så kommer til stykket, så har man ikke modet til det. Det synes jeg også, man skulle prøve at tænke lidt over. Kristian Würtz: Tak for det. For et par uger siden var jeg på besøg i en integreret institution ude i Højbjerg. Det var en formiddag, og det var gråvejr. Det var en trist dag på mange måder. Og udefra så bygningen beskeden ud. Men når man så kom ind af døren, så var der en pragtfuld duft af den frokost, der var under tilberedning i køkkenet, og der var sådan en summen og et syn og en lyd af børn og medarbejdere i fuld vi gør i alle kroge af den her institution. Man kan sige meget om kvalitetsrapporterne, men sådan en total sanseoplevelse, som det er at træde ind i sådan et rum, hvor der er vildt gang i den, det kan den jo ikke indfange. Derfor er man nok nødt til, hvis man vil have et indtryk af, hvordan udviklingen er i vores skoler og i vores dagtilbud og i vores fritidstilbud, indimellem at komme der i virkeligheden. Jeg er sådan set meget enig i, at der er nogle ting, vi nok ikke kan sætte på målestok. Bevares. Jeg var der i Højbjerg for at få et frisk indtryk af hverdagen, som den udspillede sig netop der og netop den dag. Der var børn og medarbejdere altså i gang både inde og ude, og de tog heldigvis ikke den store notits af, at jeg var på besøg inde fra Rådhuset. Jeg var der for at høre nærmere om den pædagogiske indsats og samarbejdet op kryds og tværs mellem vores institutioner og lokalsamfundets aktører i lokalområdet. Fordi tingene hænger

16 sammen i en kommune. God kvalitet og stærk sammenhængskraft er noget, vi er optaget af alle sammen både her i byrådet og i Børn og Unge som organisation. Kvalitet og sammenhængskraft i Børn og Unge, det er et stort, vigtigt og ret mangfoldigt tema. Det er også derfor, vi har gjort os anstrengelser for at lægge det frem for byrådet på en måde, som er til at gå til. Og jeg synes altså uagtet den debat der har udspillet sig på sådan et mere metaagtigt plan der er rigtig meget at glæde sig over, når man læser hovedrapporten og resumeet af kvalitetsrapporteringen fra Helt overordnet er billedet altså, at vi i Aarhus Kommune har glade børn, der trives, børn der lærer noget og udvikler sig i vores brede vifte af tilbud til de 0-18-årige. Vi har rent faktisk også forældre, der er dybt engagerede i den hverdag. Og vi har fagligt kompetente medarbejdere, der trives i deres job. Når man ind imellem hører den offentlige debat om kvaliteten i folkeskolen, om kvaliteten i daginstitutioner, så synes jeg, det er rart at have sådan et dokument her, der kan sige, at jeg ved, at der i Aarhus bliver leveret et godt stykke arbejde på en lang række dimensioner, også udover at vi klarer os bedre end landsgennemsnittet i folkeskolens afgangsprøve i de aarhusianske skoler. Både hovedrapporten og det resumé, der ligger til den, bygger på lokale kvalitetsrapporter, og på den dialog man lokalt har haft som opfølgning. Så derfor kan medarbejdere i hele Børn og Unge efter min mening godt ranke ryggen i bevidstheden om, at den daglige indsats med børnene og de unge bærer frugt. Både dem der sidder ude i daginstitutioner og skoler og fritidstilbud, og de mennesker der sidder centralt og for eksempel psykologisk bistand, eller hvad de nu kan finde på, der er tegn på en positiv udvikling på de fleste punkter. Rapporterne viser også af gode grunde, at der er store forskelle på, hvad det er for nogle udfordringer, man står med lokalt. Aarhus er en meget varieret, sammensat by, og derfor er kvalitet og udvikling af den kvalitet, vi ser, i høj grad også noget, der skal begynde med, at man lokalt handler inden for de rammer, og de ganske vidde rammer, som byrådet udstikker. Med afsæt i den erfaring og viden man har lokalt ikke mindst tage udgangspunkt i, at vi har et meget, meget stort korps af enormt dygtige og veluddannede medarbejdere, som har rigtig stærke faglige forudsætninger for at sætte kursen for lige præcis det sted, hvor de står. Men alene det at have en fornemmelse af, hvordan det går, det er vigtigt for mig. Børnene og de unges trivsel, læring og udvikling, det er så afgørende for deres liv her og nu og for deres fremtid, at vi har pligt til at arbejde med kvaliteten af vores tilbud. Og det gælder sådan set uanset, hvordan de der rammevilkår er, uanset om børnene kommer fra rige eller fra fattige boligområder. Vi skal have høje ambitioner på de børns vegne.

17 Når vi ved, hvordan det går, så kan vi også finde ud af, hvad det er for en praksis, der virker. Jeg er enig i, at det ikke er alt, der kan måles. Men jeg mener bestemt ikke, at det er håbløst, at vi kan følge udviklingen på de mål, som byrådet har udstukket for børn og unge i børn og ungepolitikken og med de budgetter, vi lægger år efter år. Jeg mener godt, det kan lade sig gøre at indkredse, om der er en tilfredsstillende udvikling på læring og udvikling, om der er en tilfredsstillende udvikling på sundhed og trivsel, om der er en tilfredsstillende udvikling på rummelighed og på forældresamarbejde, ikke i alle detaljer, ikke med alle nuancer. Men jeg mener, det er muligt at få et indtryk af, hvordan kvaliteten er. Og jeg tror også, at lige præcis diskussionen om, hvordan det er, vi følger med i det her, det er noget af det, der er til hjælp. For når man først kan sætte ord på det over for sig selv og sine nærmeste kollegaer, så er det jo, man kan begynde at inspirere hinanden på tværs, dele viden og udvikle praksis og kvalitet. Vi er jo ikke de eneste, der står med det her med, at det kan være lidt svært at finde ud af, hvad det er, og sætte ord på, hvad det er, der er god skole og god vuggestue. Det er jo noget, man har bredt, og derfor bliver der også ofte kastet et blik på os udefra. Vi kan se, at ombudsmandens nye børnekontor vil komme på tilsynsbesøg på folkeskoler. De skal være velkomne. Men jeg vil gerne have, at den dag de siger et eller andet ufordelagtigt om en af vores skoler, så ved jeg eller jeg ved ikke, om jeg ved, men jeg har et udgangspunkt i, som byrådsmedlem og som rådmand, hvad mit indtryk af den her skoles virksomhed er på baggrund af de mål, vi har sat i Aarhus Byråd. Jeg tror ikke på en fremtid, hvor Aarhus Byråd opgiver at have mål for folkeskole, dagtilbud og fritidstilbud. Det synes jeg da heller ikke, vi skal gå efter. Jeg vil gerne fremhæve et par generelle udfordringer, der tegner sig. Mange forældre mangler simpelthen et klart billede af, hvad det er, der forventes af dem. Det er jo ikke alle, der her lyst til at sidde i en bestyrelse, men omvendt så ønsker de fleste forældre heller ikke bare at være kunder i en butik. Der har jeg en oplevelse af, at skolerne og daginstitutionerne er vores, som lokalsamfund og som borgere, og ind imellem så mangler vi simpelthen en bedre afklaring af, hvad det er, forventningerne er til hinanden og til forældrene. Jeg tror, rigtig mange forældre gerne vil bidrage endnu mere, hvis vi kan gøre de forventninger tydeligere, og det, synes jeg, er også noget af det, der er blevet rejst af emner her i aften, og som vi også kan kaste os over i udvalgsbehandlingen. Så har vi en målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Ikke for tallet 95 procents skyld men fordi vi ved, at det at have en

18 ungdomsuddannelse giver den unge bedre forudsætninger for at have fat om rorpinden i sit eget liv. Det er en målsætning, der stiller krav, og det gør jeg sådan set også til arbejde med de 0-6-årige. Vi ved, at den tidligere indsats er den bedste investering i børns fremtid. Det gælder for eksempel den tidlige sprogindsats, som også har været til debat i aften. Vi kan se, at en tidlig indsats virker for børnene i dagtilbud, der arbejder systematisk med læsning kombineret med gode samtaler om tekst og billeder. Og her i byrådet synes jeg, at det er godt, hvis vi kan føre den debat videre og finde ud af i fællesskab, hvordan vi får øje på alle de børn, der har brug for hjælp. Fordi det kan vi se i dag, at vi ikke får. Det er et problem, ikke kun for børnene den dag de skal starte i skole for eksempel, det er også vigtigt sådan en helt almindelig onsdag i oktober, hvor man har brug for at have de sproglige redskaber, der skal til for at skabe gode relationer til kammerater og til voksne. Så er der 95-procentsmålsætningen, som også Venstres ordfører var inde på. Den er selvfølgelig aktuel, fordi den gælder for os for Den bliver svær at nå. Jeg vil ikke opgive 95-procents målsætningen, for, jeg synes, den er et vigtigt pejlemærke og et vigtigt politisk pejlemærke for byrådet. Det går også den rigtige vej. Det er endda bemærkelsesværdigt, at folkeskolen har en rigtig flot fremgang. Det er også bemærkelsesværdigt, at drenge, der går i folkeskolen, har en flot fremgang, apropos den diskussion om drenge og piger. Jeg tror på, at hvis vi skal bliver bedre til at indfri en 95-procents målsætning, så skal vi blive meget bedre til at få fat i fritids- og ungdomsskoletilbuddene og bruge dem som nøgle til nogle af de unge, som måske ikke synes, at det er en dans på roser af gå i skole. Vi ønsker, at alle vores børn skal have mulighed for at få deres drømme opfyldt, og en ungdomsuddannelse er altså en af de ting, der skal til. Der har været rejst spørgsmål om, hvordan det egentlig er, at kvalitetsrapporten, både den vi sidder med her og alle dem, der er lavet lokalt, spiller ind i kvalitetsudviklingen. Det synes jeg, vi skal se på i udvalgsbehandlingen. Og også prøve at se på, hvad det er for nogle initiativer, også lokale, som udspringer af den dialog, der har været, efter de lokale rapporter er genereret. Og jeg hører faktisk også nogle positive tilkendegivelser i forhold til, hvordan vi skal arbejde videre med at forbedre det her materiale. Det kvitterer jeg for også fra SF s ordfører, selvom ordføreren selvfølgelig overordnet set synes, at vi skal afvikle materialet. Men for eksempel spørgsmålet om at se på inklusion inden for rammerne af kvalitetsrapport, det ligger der jo rent faktisk en budgetvedtagelse om i budgetforliget for 2012, at vi i næste runde af kvalitetsrapporter skal dyrke inklusion. Hvordan går det bredt set med inklusion i Børn og Unge? Det, synes jeg, er en god idé, at vi får genopfrisket.