4. søndag efter trinitatis, den 28. juni 2015 Vor Frue kirke kl. 10

Transkript

1 1 4. søndag efter trinitatis, den 28. juni 2015 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Luk 6,36-42 Salmer: 754, 434, 503, 449v.1-3, 685, 694, 292, 467 v.2-4, 383. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Kristendom er moral. En slavemoral, sagde filosoffen Nietzsche. Kristendommen er en moral for mennesker, der ikke magter at leve livet uden at være afhængige af en Gud, der giver dem svaret på, hvordan de skal leve. De fleste af os kender Nietzsche som ophavsmand til erklæringen Gud er død. Følgerne af denne dødsdom er imidlertid langt mere kristne, end Nietzsche forestiller sig. Nietzsche var måske alligevel ikke præstesøn for ingenting. For når nu Gud er død, siger han, så må vi så meget mere prise menneskets skabende evne. Og i stedet for at se det som et problem, at Gud ikke har givet os svaret på, hvad meningen er med vores liv, skal vi i stedet se det som en mulighed for selv at give tilværelsen mening. Jesus kunne have sagt det samme. Bortset fra det med Guds død, kunne Jesus ikke være mere enig.

2 Jesus tror som Nietzsche ikke på en Gud, der har svaret på menneskers moralske spørgsmål, altså svar på spørgsmål om, hvad vi skal. Det lyder bare sådan. Vær barmhjertige som jeres himmelske fader er barmhjertig. Men hvis det skal høres som udtryk for sådan en almindelig moralsk belæring, må vi sige om kristen tro, at den er en moral, som ikke lader sig praktisere. Vær ligesom Gud! Hvis kristendom er moral, er det i så fald en moral, som ikke kan praktiseres. I hvert fald ikke af folk, som folk er flest. Det er denne idé, som historiske har sat sig spor i klostertilværelse og helgendyrkelse. Særligt begavede og udvalgte kunne på vores vegne præstere, hvad vi ikke kunne. Vise guddommelig barmhjertighed, give og tilgive, elske uselvisk og selvforglemmende. Og det er måske også det spor, vores gennemsekulariserede protestantiske, vesteuropæiske samfund har lagt sig i med sin tilfredshed med en kirke, der ikke blander sig i vores liv men på alles vegne passer sit. Sociologerne siger det på den måde, at det i et moderne samfund drejer sig om at kommunikere, altså at tale med hinanden uden at tale på hinandens vegne. Vi skal tale om hver vores. Vi er kun interessante som selvrefererende, når vi henviser til vores egen kode så at sige. 2

3 Kirken er derfor en systemisk kortslutning med vor Herres dåbsbefaling om at gå ud i verden og gøre alle mennesker til hans disciple. Nietzsche ville have sagt om at underlægge alle den kristne slavemoral, som om de ikke kunne tænke selv. Men hvad er det, manden siger, - altså Jesus? Her får vi bjergprædikenen i Lukasevangeliets version, som vi i mangel af bjerg plejer at kalde sletteprædikenen. Sammen med disciplene gik Jesus ned, og han stod stille på en slette (fortæller Lukas), og så følger evangeliets længste moralske belæring, - svarende til Matthæusevangeliets bjergprædiken. Vi skal være barmhjertige, vi skal ikke dømme eller fordømme, vi skal i det hele taget være som vores læremester. Er det undertrykkende? Den tanke kunne vi måske få, når vi hører begrundelsen for den barmhjertighed og tilgivelse, vi skal vise og række vores medmenneske. Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med, siger Jesus. Og det lyder unægtelig som sådan en slags flad gengældelsesmoral. Og indtrykket af, at nøglen til vores moral findes i en selvbesindelse forstærkes med spørgsmålet om, hvorfor vi ser splinten i vores broders øje, men ikke lægger mærke til bjælken i vores eget øje? Det kunne lyde som en slags evangelisk U-vending, for nu at tale med en af tidens fremmeste sociologer. 3

4 Sociologen Rasmus Willig har (med inspiration fra den tyske filosof Axel Honneth) vist, hvordan samfundskritikken og kulturkritikken har ændret sig og er blevet til selvkritik. Vi var tidligere ganske overordentlig sikre på, at hvis der var noget i vejen, så var det samfundets skyld. Nu er det vores egen skyld. Den udadvendte kritik er afmonteret og returneret til afsender. MUS-samtaler, coaching og fitness har anbragt os i en selvkritisk position. Hvis der er noget, der skal laves om, så er det os selv. Problemer løses ved, at vi forbedrer os selv. Forandring indebærer selvforandring, - spørg bare din chef eller din træner! Og Jesus kunne være selvkritikkens chefideolog hvis det ikke lige var, fordi selvet ifølge ham ikke er vejen. Vejen til vores viden om, hvad det er, vi skal nu og om lidt går ikke indad men henad. Med Jesu moralske belæring vågner en erkendelse af, at vi godt ved, hvad det er, vi skal, - uden at skulle læse os til det i en bibel. Det er derfor, vi kan sige, at han er meget mere i slægt med gudløshedens filosof Nietzsche (end Nietzsche ville bryde sig om at vide) end med den senmoderne idé om, at vi hver især er forandringsagenter, og at kritikken af forholdene begynder med en kritik af os selv. Fra mødet med vores medmenneske ved vi, hvad det er, vi skal. Det moralske krav til os udspringer af mødet med den anden og hverken med mødet med en bog eller mødet med os selv. 4

5 I Jesu sletteprædiken sammenfattes moralen i kravet: som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Sådan priser Jesus menneskers skabende evne, vores evne til at forestille os og indleve os i vores medmenneskes nød og betryk for så uden videre at imødekomme den. Uden tanke på hverken løn eller gengældelse. Jesus udskifter ikke en moral med en anden, - den hebraiske bibels eller den moderne sociologis eller en hvilken som helst anden. Jesus siger at vi i mødet med det andet menneske ved, hvad vi skal. Spørgsmålet er ikke, hvad vi skal eller bør. Spørgsmålet er, hvorfor vi ikke gør det, vi ved vi skal og bør? Eller hvorfor vi ikke altid gør det, vi skal? Og hér er det, at der med Jesu forkyndelse vågner en erkendelse af, at der selv med det mest ædelmodige engagement, med selv den oprigtigste vilje og flittighed, følger en skyldighed, som ikke er til at bære. Vi bliver hinanden skyldige, og vi bliver skyld i hinandens modgang. Jesus afmonterer med sin forkyndelse moralen som den afstivning, der skal hjælpe os med at holde os selv ud og holde os selv oppe. Det er meningen med anbefalingen af at anvende det mål, vi selv vil måles med og at tage bjælken ud af eget øje for at se klart. Vi ville sige det på den måde, at det ikke giver mening at korrekse det medmenneske, som blev 5

6 skyld i vores ulykke, det medmenneske som blev vores skyldner. For vi skal selv leve af den samme barmhjertighed og tilgivelse, som vores medmenneske lever af. Jesus forkyndelse er så langt fra en moralsk U- vending imod selvet. Jesu forkyndelse er en helt Nietzschesk tiltro til vores skabende evne, vores indlevelse og forestillingsevne, og et tilsagn om, at vi alle til syvende og sidst skal leve af den barmhjertighed og tilgivelse, han afslørede som den levende Guds sande væsen. 6