DEN SINDSSYGE POLAK KØB DEN SINDSSYGE POLAK - TRYK HER OG KOM DIREKTE TIL GYLDENDAL.DK!

Save this PDF as:
 WORD  PNG  TXT  JPG

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "DEN SINDSSYGE POLAK KØB DEN SINDSSYGE POLAK - TRYK HER OG KOM DIREKTE TIL GYLDENDAL.DK!"

Transkript

1 DEN SINDSSYGE POLAK KØB DEN SINDSSYGE POLAK - TRYK HER OG KOM DIREKTE TIL GYLDENDAL.DK!

2 Kapitel 1 Søndag den 22. august 2010, Christianshavn Manden stod på en bro på Amager og kiggede over mod Marmorkirken, hvis forgyldte tambur og kuppel reflekterede solskinnet. Det var år siden, han sidst havde været i en by, og stedet gjorde ham usikker, han foretrak mere øde steder, helst skov. Han vendte sig om og spejdede op ad kanalen det korte stykke, han kunne se, inden den drejede mod øst ad Erdkehlgraven mellem Frederiksholm og Refshalevej. Bredden var græsbevokset med spredte buske og et enkelt birketræ, der havde fået fæste i skråningen og nu groede opad i en særpræget bue. Et par børn badede, han kunne høre deres latter, og han vurderede afstanden. Halvtreds meter, mindst, de ville ikke kunne genkende ham. Han betragtede dem et stykke tid og vendte så hovedet bort. Da han igen kiggede op ad kanalen, kom sightseeing-båden til syne, og han gispede. Der var børn i båden, mange børn, og det burde der ikke være, det var ikke, hvad han var blevet lovet. Et kort, kættersk øjeblik overvejede han at opgive sit forehavende, og han bed tænderne hårdt sammen, mens han knyttede hænderne. Hun havde hjulpet ham, nu ville han hjælpe hende, sådan måtte det være. Loyalitet, sammenhold, kammeratskab intet andet havde værdi. Springet var ikke langt, det var meget nemmere, end han havde forestillet sig. I perfekt balance ramte han taget på et rum bagerst i båden og hoppede herfra videre ned på dækket, hvor han hastigt rullede ind mellem to sæderækker og skjulte sig. Kort efter så han de tre master på Georg Stage glide forbi højt over sig, mens guiden på engelsk fortalte om skoleskibet. 7

3 Han tørrede sveden af panden med sin underarm og talte langsomt til ti, mens hans puls faldt til sit normale leje. Så vred han sig med besvær på grund af den trange plads fri fra sin rygsæk, fandt sin kniv frem og ventede roligt, mens han mærkede, hvordan båden begyndte at vippe kraftigere end før. Den var på vej ud i Bumløbet, hvor den ville lægge kursen om i et stort sving til styrbord og derefter sejle nordpå mod Yderhavnen. Guiden ironiserede med træt stemme over den legendariske ubåd, Sælen, som kunne ses til højre, nu museumsskib, men engang Forsvarets bidrag til Irakkrigen, da kongeriget tilsluttede sig Koalitionen af de Villige og sendte en ubåd i ørkenkrig. Hun gentog pointen, idet hun overdrevent smagte på ordene: en ubåd i ørkenkrig! Manden mellem sæderækkerne kendte til militære emner, han vidste således, at den stolte sæl var noget fyrre år gammelt bras, da den i 2003 blev sendt til Golfen. Og på vej i krig eller i alle tilfælde på vej var ubådens kølesystem brudt sammen, med det resultat at besætningen led i mange dage i femogfyrre graders klaustrofobisk varme, med svamp, bylder, betændelser og allergier til følge. Senere, efter endt dåd, måtte ubåden transporteres hjem som last i et tysk fragtskib. Men regeringen var tilfreds, der blev udtalt stolte ord: Også Danmark havde ydet sit bidrag mod ufred og diktatur, bravo zulu, Sæl. Den politiske retorik var i Superligaen, det militære isenkram var i Serie Fire, for helvede hvor han hadede det. Han skød sine tanker fra sig og koncentrerede sig om en aflang skyformation på himlen. Da den havde drejet sig omtrent halvfems grader, rejste han sig. Hurtigt, men uden at løbe bevægede han sig op gennem bådens midtergang. Han dræbte sine to første ofre, inden guiden bemærkede ham og begyndte at skrige. Bådføreren nåede at dreje hovedet, så var også han død. Manden gled livløs ned over roret, mens hans blod løb ud over instrumentbrættet. Derefter blev guidens skrig kvalt, da han med en hastig bevægelse skar maven op på hende og stak hende i nakken, mens hun forbløffet krummede sig sammen og holdt om sig selv. Han vendte sig om og fangede med øjnene 8

4 den sidste ombordværende voksne ud over ham selv. Hun var asiat, japaner eller kineser, det var ikke til at afgøre, og han vidste ikke, om han skulle slå hende ihjel. Børnene ville han ikke skade, men med hende var han i tvivl. Hun løste selv problemet, da hun sprang overbord, og han så hende sprælle med armene og råbe uforståeligt, svømme kunne hun tilsyneladende ikke. Han smed kniven i vandet og tænkte, at det var ærgerligt, det var en god kniv, og han var glad for den. Tilbage ved rygsækken klædte han sig af, indenunder var han iført badebukser. Børnene stirrede på ham, i chok, mange holdt om hinanden, men ingen af dem sagde noget. Han undgik deres blikke, lagde tøjet og skoene i sin vandtætte rygsæk, spændte den på ryggen og justerede en smule på hofteremmene. Så tog han sine svømmefødder på og sin snorkel i munden, orienterede sig hurtigt til begge sider og lod sig glide baglæns ud over rælingen. Kraftfuldt svømmede han væk fra båden. Da han ramte den sydlige bølgebryder på Trekroner, kravlede han hurtigt over stenene, kastede sig i vandet igen og svømmede uden anstrengelse mod Middelgrunden. Halvvejs fremme ville han dreje af, runde Nordhavnen i en passende stor bue fra land og derefter følge kystlinjen nordpå, indtil han kunne se haubits-batterierne på Charlottenlund Fortet. Han havde en lang tur foran sig, mellem otte og ti kilometer, men vandtemperaturen var femten grader, så han risikerede ikke at blive underafkølet, desuden havde han bananer, energibarer og drikkevand med sig, og så elskede han at svømme.

5 Kapitel 2 Søndag den 22. august 2010, Københavns Nordhavn Kaptajnen på Oslofærgen Pearl Seaways var træt. Han gned sig i øjenkrogene for at jage de prikker væk, der gnistrede i hans perifere synsfelt, mens han med små korrektioner af roret i sin anden hånd lagde skibet ind på den rette rute. Færgen skulle drejes rundt for derefter at bakke til kaj ved DFDS-terminalen, en manøvre han ofte havde foretaget, og som for længst var blevet rutine. På trods af det var det aldrig en opgave, han overlod til andre. Han kvalte en gaben og bad førstestyrmanden, der stod bag ham og kiggede ud over havnen, om en ny kop kaffe. Natten havde været lang, og han havde ikke fået tilstrækkeligt med søvn. Klokken tre var han blevet vækket. En af passagererne, en fireårs dreng, lå syg med feber, hovedpine og betænkelig nakkestivhed. Han havde i hast klædt sig på og skyndt sig ned på dæk syv for at se til barnet, og efter en kort samtale over radio medical med Esbjerg Sygehus, besluttede han at efterlyse en læge via højttaleranlægget. Hans appel forstyrrede over tusinde passagerers nattesøvn, men anmodningen blev imødekommet, fire læger meldte sig kort efter i informationen, og den ene diagnosticerede drengen til at have meningitis. Hun forlangte ham øjeblikkelig på hospital. En helikopter blev rekvireret fra Göteborg, mens han stoppede færgen og lagde den i position, så helidækket lå optimalt for evakueringen. Operationen gik, som den skulle, og selvom der derefter ikke var mere, han kunne gøre, var han blevet på broen, indtil der lidt før klokken fem indløb besked fra Sahlgrenska Universitetssjukhuset om, 10

6 at drengen var uden for livsfare, men at det havde været i sista ögonblicket. Da han endelig lå i sin seng, havde han svært ved at falde i søvn, i sista ögonblicket, det var ubehageligt at tænke på og svært at skubbe fra sig. Kaptajnen rakte ud efter sin kaffekop og konstaterede til sin overraskelse, at den var tom. Et kort øjeblik kom han i tvivl, om han havde bedt om en ny kop, eller han kun havde tænkt på at gøre det. Så skævede han bagud og så førstestyrmanden stå som før, hvilket undrede ham. Er du faldet i staver? Hvad tænker du på? På turbåden, ja, du har vel set den? Naturligvis havde han set den, han svarede en anelse skarpt: Hvad er der med den? Hvad laver den herude? Den burde ikke være her. Kaptajnen koncentrerede sig et øjeblik om turbåden, den havde retning mod ham og skulle snart dreje af. Så kommanderede han bagud: Brug din kikkert. Broen lå i femtesals højde med en halvcirkels udsigt gennem de store skråtstillede panoramaruder. Førstestyrmanden trådte hen til vinduet og gav sig tid med sin kikkert. Kaptajnen ventede med rynkede bryn, turbåden nærmede sig hastigt, det kunne man se med det blotte øje. Han aktiverede tyfonen, fem korte advarselssignaler, der selv herinde bag det tommetykke glas lød infernalsk højt. Et par arbejdere i miniaturestørrelse med gule hjelme og Kansastøj vendte sig om mod skibet ovre på Langelinjekajen, turbåden reagerede ikke. Han tudede igen, men med samme negative resultat. Endelig sagde førstestyrmanden: Det ser ud, som om føreren er faldet ned over rorpinden, og Fortsættelsen lod vente på sig, førstestyrmanden stod med sin kikkert. Og hvad? Giv mig nogle ordentlige meldinger. Der er børn i båden. Tid, afstand, hvor tæt kommer den på? 11

7 Det er ikke danske børn, de er asiater. Kaptajnen var 45 år og havde således i en tidlig alder nået toppen af sin karriere. Han var personalechef for næsten to hundrede mennesker, havde ansvaret for en millionforretning, men han var først og fremmest sømand og en enestående dygtig en af slagsen ellers var han aldrig blevet ansat i sit job. Få en bådsmand med en walkie-talkie ned på forreste fortøjningsdæk, og giv mig afstanden til den båd. Senere under søforhøret fik kaptajnen uforbeholden ros. Han havde i en ekstremt presset situation indset, at hvis han lagde roret maksimalt til styrbord samt øgede skibets hastighed så meget som muligt, ville han vinde de par knop og grader, der betød, at færgen passerede turbådens rute kort før en kollision. Men virkeligheden ville det anderledes. Han havde ikke taget højde for turbådens afdrift. Strøm og bølger gjorde, at dens rute blev kurveformet og ikke lineær, samt at dens hastighed blev øget markant det sidste skæbnesvangre minut. Ingen kunne have forudset det. Bådsmandens angivelser var rædselsfulde, halvtreds meter, kort efter: fyrre meter, måske mindre og så: For fanden, vi når ikke forbi. Turbåden var forsvundet ned under kaptajnens synsvinkel, de sidste tredive sekunder havde han ikke kunnet gøre andet end at vente. Han havde lagt begge hænder på roret og tænkte, at han savnede en bøn, indtil indtil han kunne ånde lettet op og fortælle, at alt var gået godt i sista ögonblicket, sådan som alting altid gjorde i sista ögonblicket. Bådsmandens melding om katastrofen var først forbavsende stille: Vi skar den midt over, og derefter hysterisk, dårligt til at opfatte: Stop skruerne, for helvede, de bliver suget ned i skruerne. Kaptajnen afbrød forbindelsen og tænkte, at de to skruer hver var næsten fem meter i diameter, men at han havde glemt, hvad de vejede. At det ikke var muligt at efterkomme bådsmandens råb, var selvklart, sådan fungerede naturlovene ikke.

8 Kapitel 3 Søndag den 22. august 2010, Marmormolen, Nordhavnen Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen kneb øjnene sammen og så ud over havnen. Det myldrede med aktivitet på vandet. Femten-tyve fartøjer deltog i bjergningsarbejdet. De fleste var gummibåde med to til fire mænd ombord, men fra vidt forskellige organisationer: Marinehjemmeværnet, Falck, Havnepolitiet, Søværnet på Holmen samt to lodsbåde fra Københavns Havn, der bugserede større stykker af turbåden ind til kajen, mens gummibådene koncentrerede sig om at finde overlevende eller sejle lig i land. På molen holdt en håndfuld ambulancer, og over havnebassinet fløj to helikoptere. Den ene en Sikorsky fra Søværnets Redningstjeneste, let genkendelig med sit kanariegule indgangsparti og sin overdimensionerede RESCUE-markering over døren. Den fløj cirka ti meter over vandet, mens den systematisk patruljerede området. Højt oppe over den ud mod Øresund hang en helikopter fra en tv-kanal. Koordineringen af aktionen blev foretaget af en kvinde fra Københavns Havn. Hun stod ved ambulancerne, og indimellem kunne han høre, hvordan hun gøede en ordre i sin walkie-talkie. Konrad Simonsen var en mand i starten af tresserne, stor og bred med en rolig attitude og en direkte facon, et menneske, der lignede, hvad han var: en leder, som i spændte situationer var vant til at blive adlydt uden unødig snak. Han gik hen mod indsatslederen, men standsede nogle meter fra hende og ventede uden at afbryde hendes arbejde. Efter et par minutter havde hun tid til ham, hendes stemme var hæs: Jeres teknikere må vente, til vi er færdige. Jeg vil ikke have dem ind nu og skabe yderligere forvirring. 13

9 Hvor lang tid går der, vil du tro? En time, måske to. Jeg giver jer besked. Nogen overlevende? Nej, ikke endnu. Hvor mange døde, børn og voksne? Ved jeg ikke. Skruerne har virket som en kæmpemæssig foodprocessor, det er ikke til at tælle. Konrad Simonsen nikkede forstående, selvom han vidste, at det var sjældent, at skibsskruer hakkede legemer i stykker. Det skete, men var ikke almindeligt. Kvindens overdrivelse skyldtes givet hendes pres, den slags havde han oplevet før. Hun fortsatte: Da jeg kom, var det ét virvar, endnu værre end nu, men alle ligene eller ligdelene er kørt på Rigshospitalet. Håber jeg. Det er i alle tilfælde et stykke tid siden, vi sidst har fundet har fundet noget. Og så beklager jeg, at jeg ikke har mere tid. Gå ned til din kollega, og vent sammen med ham. Hun pegede ned ad molen ind mod byen, inden hun gik tilbage til sit arbejde. Arne Pedersen var 43 år. Han havde været ved kriminalpolitiet i København i omkring ti år, og i de fleste havde han fungeret som Konrad Simonsens højre hånd. For ganske nylig var hans faktiske stilling også gjort formel, han var blevet udnævnt til vicedrabschef, en titel, som han var mere stolt af, end han umiddelbart ville indrømme. Han stod i sine egne tanker og opdagede først sent sin chef. Hej, Simon. Ja, jeg står bare og glor, vi kan ikke komme i gang endnu. Det var lige alt det, at jeg overhovedet blev lukket ind, og teknikerne må vente uden for havneområdet, indtil det bliver frigivet. Hvordan med tv-fotografen, fik du mere ud af ham? Tidligere på dagen var en kameramand kommet til Drabsafdelingen med en filmsekvens. Han havde været passager på Oslofærgen og var gået ud på dækket for at ryge en cigaret, mens færgen lagde til kaj. Her havde han bemærket turbåden og undret sig over dens tilstedeværelse i havnebassinet. 14

10 Han havde hentet sit kamera, zoomet ind på båden og opdaget mindst tre døde voksne, derefter havde han filmet, omtrent til kollisionen var sket, og da han kom i land, var han taget direkte på Politigården. Konrad Simonsen havde sendt sin souschef af sted straks efter, at de havde set filmen. Nej, han havde ikke mere. De kører naturligvis nyheden nonstop i tv, men endnu ikke som en forbrydelse. Komtessen er på Retsmedicinsk, Klavs har selvfølgelig afbrudt sit kursus og er klar fra i morgen, Pauline er på ferie, som du ved, og hun tager ikke sin mobil. De tre tilhørte sammen med Arne Pedersen inderkredsen i Drabsafdelingen, det var de medarbejdere, som Konrad Simonsen helst omgav sig med. Komtessen, hvis rigtige navn var Nathalie von Rosen, var Konrad Simonsens hustru. Ægteskabet var relativt nyt, og indtil nu var det lykkedes dem at kombinere det med deres arbejde uden alt for store problemer. Klavs Arnold var blevet ansat i Drabsafdelingen for et par år siden, da han flyttede fra Esbjerg til København. I øjeblikket var han i Odense til et seminar. Pauline Berg var med sine knap tredive år inderkredsens unge islæt, men hendes personlighed skabte problemer, siden hun i 2007 havde været offer for en kidnapning. I lange perioder fungerede hun arbejdsmæssigt dårligt eller slet ikke. Arne Pedersen sagde: Kan vi ikke bare lade Pauline holde sin ferie, hun trænger sikkert til den? Det var diplomatisk udtrykt, men meningen var ikke til at tage fejl af. Konrad Simonsen sagde en smule skarpt: Hvis jeg mente det, havde jeg ikke forsøgt at ringe til hende. Men nok om hende. Er turbåden sunket, ved du det? I stedet for at svare gik Arne Pedersen et par skridt ud mod vandet og pegede. Halvdelen af turbåden, forenden af den, lå og vuggede langs kajen. Den var skåret over cirka midt på, og dens solide træplanker så ud, som om de var blevet hugget over med en gigantisk økse. En del af de hvide plasticstole manglede. Han tilføjede: 15

11 Den anden halvdel, den tunge ende med motoren, er sunket. Hvis det overhovedet er muligt, vil jeg have den op i dag. Sørg for, at teknikerne får besked, så de kan skaffe dykkere og det grej, de skal bruge. Det har jeg gjort, og det hele er parat. Vi mangler bare tilladelsen. Udmærket, har du ellers noget? Næ. Gummibådene er ved at samle rester op, og det er ikke særlig morsomt at se på, så det passer mig fint, at jeg skal holde mig på afstand. De er vist færdige, så vidt jeg forstod. Det er jeg glad for. Kender vi antallet af døde voksne? Kun fra kameramandens film, ligesom dig, så tre går jeg ud fra. Men jeg kan ikke få det bekræftet. Hov? Arne Pedersen pegede over mod den nordre bølgebryder på Trekroner, en af to lange tanger, der afskærmede havnen. Der var placeret redningsfolk med kort afstand, som kiggede ud over havnebassinet. Konrad Simonsen kunne ikke se noget bemærkelsesværdigt, hans underordnede havde åbenbart bedre øjne end ham. Arne Pedersen informerede: Der sker et eller andet derovre. Konrad Simonsen forlod ham og gik tilbage mod ambulancerne. På halvvejen mødte han en Falckredder. Hun sagde stille: Vi har fundet en overlevende, måske to. Det er børn.

12 Kapitel 4 Søndag den 22. august 2010, Sydsjælland Mærkeligt som den ene ting i livet førte den næste med sig. Sådan tænkte manden, mens han stirrede ud ad bilruden og smilede, skønt der intet var at smile af. Han skævede til kvinden, der førte bilen, og tænkte, at sidste gang han havde hjulpet hende, var det ikke gået efter planen, og at det var grunden til, at de nu sad her. Han opdagede til sin egen forbavselse, hvordan hans erindring skærpedes, og episoden stod knivskarpt for ham, selvom den lå to år tilbage. Han havde ellers ikke skænket den mange tanker i den forløbne tid, faktisk næsten ingen. Han havde vist hende kniven, og hun og barnet var fulgt med uden problemer. De havde gået længe gennem klitlandskabet, og indimellem havde pigen plukket blomster til sin mor, blegrøde eksistenser, der nøjsomt krøb over sandet. Da de var fremme ved gryden, havde han bundet hende, så hun ikke fik mærker, hvis hun sprællede. Han havde haft fire grene med, som han havde hamret godt langt ned i sandet. Rebet, som holdt hendes arme, havde han trukket ind igennem ærmerne på hendes vindjakke, og han havde brugt hendes snørebånd til at binde hendes fødder med. Og så havde han været heldig, hun havde haft nederdel på, det gjorde alt meget lettere. Åbn øjnene og lyt. Mads Eggert, du er blevet advaret før om at holde dig væk, nu må du lære det på den hårde måde. Har du forstået, Juli? Sådan havde han sagt til hende, præcis de ord, og datteren havde siddet lidt væk og gravet i sandet med en gul skovl, det huskede han 17

13 tydeligt, men resten gad han ikke tænke på, tingene var gået galt, der var sket et uheld. Det havde ikke været til at forudse. Han havde ryddet op efter sig og ringet 112 på hendes mobil ved at bruge hendes tommelfinger, andet kunne han ikke gøre. Han skubbede tankerne fra sig og spurgte: Ventede du længe på mig? Kvinden var på nippet til at ryste på hovedet, men tog sig i det. Hun havde været en tur i Rødovre for at hente nogle ting, inden hun var kørt til stranden, men det var der ingen grund til at fortælle. Jeg havde god tid, selvfølgelig. Men jeg sad og hang over en kop kaffe på et cafeteria, så jeg var kun på stranden i en lille time. Manden tænkte, at han ikke havde drukket kaffe i årevis, og at han dårlig kunne huske smagen. Hun spurgte: Glæder du dig til at komme hjem til din skov? Han bekræftede, ja, det glædede han sig til.

14 Kapitel 5 Søndag den 22. august 2010, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet Komtessen stod lænet op ad væggen i Obduktionsrum B, det største af instituttets fire obduktionslokaler, det der normalt blev brugt til drabssager, og som derfor blev omtalt som Drabsrummet. Hun var en kvinde i midten af fyrrerne, og hun regnedes af alle for professionel, arbejdsom og tillige behagelig. Udover hende selv var der syv personer til stede. Det var obducenten, en yngre kvinde, som hun ikke mindedes at have mødt før, desuden: to fotografer, en fra instituttet og en fra politiet, en portør, en kriminalassistent fra hendes egen afdeling og instituttets afdelingsleder samt en japansk mand af ubestemmelig alder, der som hun selv hvilede ryggen mod væggen en meter fra hende. Alle var iført kittel, sterile hvide gummistøvler, maske for munden og hårnet. Midt i lokalet på en metalbriks lå liget af et japansk barn. Portøren havde netop åbnet drengen, løftet organblokken ud og lagt den på obduktionsbordet bagerst i lokalet. Nu var han i færd med at skære hans hud op i nakken. Da han var færdig, krængede han huden ind over kraniet, så isse- og pandebenet blev frilagt, og begyndte at save, så hjernen kunne udtages. Saven brummede lavfrekvent. I gamle dage måtte den have lydt mere skingert, tænkte Komtessen, for saven kaldtes internt Den hylende Nonne. Japaneren rømmede sig, og hun kiggede kort på ham, hun troede, han ville sige noget. Men det var ikke tilfældet, han gled tilbage i sit uudgrundelige ansigtsudtryk, hvor hun ikke kunne afgøre, om han nøje iagttog, hvad der foregik, eller han mentalt var langt væk i sit eget. 19

15 Liget blev vendt om på maven og fotograferet fra flere vinkler og afstande. Seks parallelle, dybe flænger fra skulderpartiet ned til læggene vidnede om drengens møde med den ene af Oslofærgens skruer. Afdelingslederen forklarede de forskellige karakteristika ved læsionerne til obducenten. Hun nikkede, stillede nogle få spørgsmål og gik derefter hen til sin pult i hjørnet og indtalte et par sætninger, der kun hørtes som en mumlen, til sin diktafon. Komtessen forsøgte imens at få øjenkontakt med afdelingslederen, som hun udmærket kendte og godt kunne lide, men det lykkedes ikke. Hans navn var Hans Holgersen. Han var overlæge, retspatolog, og hun havde mødt ham ofte, dels ved obduktioner og dels ved findestedsundersøgelser. I mange, mange år havde han været den legendariske professor Arthur Elvangs nærmeste medarbejder, men i grel kontrast til sin daværende chef var han nem og ligetil at samarbejde med. Obducenten arbejdede bagerst i lokalet, hvor hun udtog vævsprøver af drengens organer. Senere skulle de beskrives faktuelt, og deres data opregnes i et skema. Det var standard, og standard blev aldrig afveget ved obduktioner. Samtidig, mens obducenten arbejdede med organerne, smurte portøren sværte på drengens fingre med en lille rulle for om lidt at kunne tage hans fingeraftryk. Komtessen fik øjenkontakt med Hans Holgersen og gjorde tegn med tommel- og pegefinger: Kunne hun ikke tale med ham i to minutter. Han sagde et par ord til sin obducent, som straks efter kom over til hende. Kvinden tog sin maske af. Hun var velproportioneret, men virkede underlig kønsløs i sin hvide kittel, sine bare underben og gummistøvler, og nu hvor masken ikke mere dækkede halvdelen af ansigtet, var det tydeligt at se, at hun var træt. Hun krængede sine plastichandsker af med en rutineret bevægelse, så hun ikke fik blod på fingrene, og kastede dem derefter i en perfekt bue i en affaldskurv, som stod i hjørnet et par meter borte. Komtessen sagde: 20

16 I bliver nødt til at give mig noget foreløbigt om, hvordan de voksne i båden døde. Og hvor mange der var, det har vi endnu ikke fået bekræftet. Kvinden tøvede og sagde derefter usikkert: Det påhviler ikke mig at sige noget om det. Så kom hun på andre tanker, måske havde hun fået et tegn fra Hans Holgersen, uden at Komtessen bemærkede det. Hun førte Komtessen med sig ud af rummet, okay, så kom, men husk, at det er foreløbigt. Kvinden gik med hurtige skridt og ledte dem ind i et kontor, hvor hun smed sin kittel til vask, skiftede fodtøj og fandt en lille notesblok i en skrivebordsskuffe. De døde børn kan inddeles i fire grupper: de der er omkomne af læsioner efter færgens påsejling, de der er druknet, de der er døde i skibets skruer, og endelig de der er forblødt i vandet efter de sår, de har pådraget sig. Komtessen nikkede uden at gentage, at hendes primære interesse ikke var børnene. Kvinden uddybede to af punkterne, Komtessen nikkede igen, og kvinden fortsatte: Vi har femten børn, alle i skolealderen, omkring elleve år antager vi, og de er alle asiater. Antallet passede ikke med, hvad de havde talt af hoveder i Drabsafdelingen, da de så tv-fotografens video, der manglede to børn. Kvinden forklarede: Der er to overlevende, den ene er indlagt på traumeafdelingen, hendes tilstand er kritisk, den anden ved jeg ikke, hvor er, men han er uskadt. Det var nyt for Komtessen, og godt nyt midt i al det forfærdelige. Hun spurgte: Hvad med de voksne, hvad ved du om dem? De er i kælderen, og der kan gå et godt stykke tid, inden vi tager fat på dem. Men du var nede og kigge på dem? Hun nikkede. Der er fem voksne, en kvindelig asiat i trediverne, som er druknet, og henholdsvis to kaukasiske mænd og to kvinder, som efter alt at dømme er dræbt af knivstik. De to kvinder og 21

17 den ene mand er omkring tredive, den sidste mand er i halvtredserne, og han er stærkt delt. Komtessen afbrød: Er du sikker på fem voksne, ikke fire? Hun kunne godt selv høre, at det lød dumt, som om kvinden ikke kunne tælle, men hun ville være helt sikker. Fem ja, og de fire er identificeret, kun den ene kvinde er ikke. Hun konsulterede sin blok og begyndte at remse navnene op. Først bådførerens, så guidens, derefter japanerens og til sidst navnet på den mandlige passager. Komtessen følte det, som om hun havde fået et stød. Sig det sidste navn igen. Jonas Ziegler. Han havde sit kørekort på sig. Jeg skal se de døde! Nu! Kvinden tøvede, Komtessen gik hen mod døren. Hun havde hævet stemmen, med et slag ligeglad med almindelig høflighed. Kvinden løb efter hende og førte an på gangen hen mod elevatoren, bestemt ikke glad ved situationen. Komtessen overhørte hendes halve protester. I kælderen var der koldt, næppe over fem grader. Kvinden skuttede sig, Komtessen mærkede ikke selv kulden, tværtimod følte hun, at hun brændte indvendigt. Rummet, de var gået ind i, var stort og uindbydende, badet i et skarpt neonlys fra armaturerne i loftet. Ligene lå på rad og række på stålbrikse med hjul under, alle med et hvidt klæde over. Komtessen passerede de første, det var tydeligvis børn. Hun stoppede ved de voksne og ventede på obducenten. Liget af den kvinde, som endnu ikke er identificeret. Hvor er hun? Kvinden pegede mod den næstsidste briks og spurgte med en håndbevægelse mod liget: Skal jeg? Ja tak. Hun trådte hen og fjernede lagenet fra ligets ansigt. Komtessen takkede og fortalte med tilkæmpet ro, at hun 22

18 kunne identificere afdøde, men at det måtte vente lidt. Så tog hun sin mobiltelefon frem og ringede til Konrad Simonsen, men kom ikke igennem. Derefter kontaktede hun Drabsafdelingen og forlangte, at han øjeblikkeligt ringede tilbage til hende, han sad sikkert i møde, og det måtte afbrydes, ligegyldig hvad det drejede sig om. Der gik under et halvt minut, så var han i røret. Hun informerede nøgternt: Pauline Berg er død, stukket ihjel, hun var med på turbåden.

19 Kapitel 6 Mandag den 23. august 2010, Politigården Foredragssalen var fyldt. Konrad Simonsen konstaterede, at flere af kollegaerne, der var kommet alle steder fra, mange helt fra Jylland, måtte stå op. Ingen havde kommanderet dem, ingen havde koordineret, de var taget til Politigården denne morgen som ved en fælles indskydelse, for at hjælpe til, hvis de kunne. Det var yderst sjældent, at betjente bliver dræbt i Danmark, men når det forekom, var reaktionen i politikorpset stærkt solidarisk: Alt og alle meldte sig frivilligt i det omfang, der var brug for dem, uanset ferier, fridage, natarbejde, overtid eller nogen anden form for arbejdsmæssige rettigheder. En del af de fremmødte kendte Konrad Simonsen i forvejen, også ud over Drabsafdelingens faste personale, der nu udgjorde et klart mindretal, men de fleste havde han ikke set før, specielt ikke de mange unge, der beredvilligt mødte hans blik. Enkelte ansigter overraskede ham, blandt andet hans egen datter, der sad midt i salen sammen med en håndfuld yngre betjente fra Vestegnens Politi. Hun skulle have været på ferie i dag sammen med sin kæreste, vidste han, ti dage til Prag, men ferien var åbenbart blevet droppet. Hun smilede til ham, han nikkede kejtet og følte sig forkert. Og også Poul Troulsen var der, en nu pensioneret medarbejder i Drabsafdelingen, systematiker som få, tør, metodisk og effektiv, hvilket han først rigtigt havde fået øjnene op for, efter manden var holdt op. Ham kunne han godt bruge. Desuden var Politiledelsen til stede, såvel politidirektøren som rigspolitichefen. De sad på bagerste række og forsøgte at smelte sammen med mængden, hvilket lykkedes dårligt. Komtessen rejste sig fra sin stol og kom hen til ham. Hun 24

20 foreslog, at han indledte med et minuts stilhed for de dræbte. Forslaget var rigtigt, det ville være det korrekte at gøre, også selvom han havde travlt. Han havde tilsagt sine folk til klokken halv otte, i god tid til at han, eller rettere Arne Pedersen, kunne organisere en del af kollegaerne, så de ville være fordelt i gaderne langs turbådens rute, præcis fireogtyve timer efter den var afsejlet. Mange mennesker havde faste daglige rutiner, selv mellem søndag og mandag, og på den måde var der størst chance for at finde vidner. Problemet var, at der nu var cirka det femdobbelte antal betjente at fordele, hvilket selvsagt var godt, men også tidskrævende. Han besluttede at løse problemet ved at bytte rundt i sin dagsorden, hvorefter han ved at række armene i vejret og holde håndfladerne ud mod sit publikum forbavsende hurtigt fik ro. Så efterkom han Komtessens forslag, idet han fik ekstemporeret sig rimeligt igennem et par alvorlige sætninger om gårsdagens tragedie og dens ofre. Han var ikke god til den slags, tænkte han, mens han foldede hænderne foran sig og bøjede hovedet, men kun så meget, at han kunne skæve til det store ur på bagvæggen, hvis sekundviser nu pludseligt bevægede sig enerverende trægt. Konrad Simonsens seneste døgn havde været hårdt, både arbejds- og følelsesmæssigt. Værst var det, da han sammen med Komtessen først på aftenen havde været hos Pauline Bergs forældre og informeret dem om deres datters død. Den slags var altid rædselsfuldt, noget af det mest ubehagelige ved arbejdet, og det var ikke blevet nemmere af, at de kendte den afdøde personligt. Senere havde der været presseinterviews, og klokken var over midnat, før han og Komtessen endelig kom hjem til Søllerød. Desuden var han blevet vækket midt om natten, da chefen for Kriminalteknisk Afdeling Kurt Melsing ringede. Han havde fundet oplysninger om den dræbte mandlige passager. Ret beset var det slet ikke Kurt Melsings arbejde at afdække dens slags informationer, og hvordan han havde skaffet dem, forklarede han ikke, men det var i situationen også ligegyldigt. Der var tale om en fireogtrediveårig butiksassistent bosiddende i København NV. Navnet var Jonas Ziegler. Det vidwww.gyldendal.dk * * 25

Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk

Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk 1 Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk 21-årig mand, mor død af blodprop for tre uger siden Denne pjece er skrevet til dig, der er teenager eller i 20 erne, og som har mistet din far eller

Læs mere

De er døde, begge to

De er døde, begge to De er døde, begge to De er døde, begge to. 2012 Ved Vivi Petersen. Alle rettigheder forbeholdes. Tryk: Eurographic, Denmark Design af omslag: Frede Uhrskov Forlagsredaktør: Vibeke Uhrskov Larsen Forsidefoto:

Læs mere

DE FRAFALDNE. 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET

DE FRAFALDNE. 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET DE FRAFALDNE 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET DE FRAFALDNE 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser De Frafaldne En samling af fortællinger om

Læs mere

Indholdsfortegnelse. Del 2 side 38 Støtte i sorgen side 40. Landsforeningen Spædbarnsdød

Indholdsfortegnelse. Del 2 side 38 Støtte i sorgen side 40. Landsforeningen Spædbarnsdød Når I har mistet Når I har mistet Rymarksvej 1 2900 Hellerup Telefon: 3961 2451 Kontonr.: 9884 104990 www.spaedbarnsdoed.dk forening@spaedbarnsdoed.dk Landsforeningen Spædbarnsdød er på Facebook Tekst:

Læs mere

yngre engle, som godt kunne lide at komme ind i det lidt lumre men også dragende

yngre engle, som godt kunne lide at komme ind i det lidt lumre men også dragende For mange tusinde år siden var der en ærkeengel ved navn Mikael, som gjorde sig ret så bemærket blandt øvrige engle. Han var den sejeste af alle englene, kunne han slet ikke lade være med at styre dem

Læs mere

han løftede den op. Den ene arm faldt slapt ned til siden og dinglede mod hans hofte, da han begyndte at gå i regnen. Vandet løb ned ad hendes kinder

han løftede den op. Den ene arm faldt slapt ned til siden og dinglede mod hans hofte, da han begyndte at gå i regnen. Vandet løb ned ad hendes kinder * Da han rettede sig op, sank de nye, blanke Lloyd sko, han ellers kun brugte til pænt brug, ned i mulden, og han var ved at falde bagover. Fornemmelsen af noget skrøbeligt, der bliver knust mellem fingrene,

Læs mere

Historien om. Hvem har flyttet min ost?

Historien om. Hvem har flyttet min ost? Historien om Hvem har flyttet min ost? DER VAR ENGANG, for længe siden i et land langt væk, fire små størrelser, der løb igennem en labyrint for at finde ost, som skulle gøre dem mætte og lykkelige. To

Læs mere

Unge på kanten af livet. Spørgsmål og svar om selvmord. Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov

Unge på kanten af livet. Spørgsmål og svar om selvmord. Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov Unge på kanten af livet Spørgsmål og svar om selvmord Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov 1 Indhold Brugervejledning 3 Hvad er problemet? Fup eller fakta 5 Metode 9 Piger/Drenge

Læs mere

Tilfældet vil os det bedste

Tilfældet vil os det bedste 9 Tilfældet vil os det bedste 1 Tilfældet vil os det bedste Novelleantologi 2 tilfældet vil os det bedste 20 noveller udvalgt ved DM i novelleskrivning for unge 2013 Tilfældet vil os det bedste Redaktion:

Læs mere

DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ET INDBLIK I 113 ANBRAGTE BØRN OG UNGES LIV

DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ET INDBLIK I 113 ANBRAGTE BØRN OG UNGES LIV DE PRØVER AT GØRE DET SÅ NORMALT SOM MULIGT ET INDBLIK I 113 ANBRAGTE BØRN OG UNGES LIV 2 FORORD 4 INDDRAGELSE, MEDBESTEMMELSE OG RETTIGHEDER 8 SAGSBEHANDLERE OG TILSYN 14 PÆDAGOGER OG INSTITUTIONER 20

Læs mere

De Gode Historier fra Blåkærgård

De Gode Historier fra Blåkærgård De Gode Historier fra Blåkærgård Blåkærgård www.blaakaergaard.rm.dk Projektet er gennemført i samarbejde med Uddannelsesafdelingen, Psykiatri og Social, Region Midtjylland v. uddannelseskonsulent Lisbeth

Læs mere

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser.

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Undervisningshæftet Klima og historie giver et indblik i seks

Læs mere

BLIV EN GLADERE KÆRESTE

BLIV EN GLADERE KÆRESTE BLIV EN GLADERE KÆRESTE Af Carl-Mar Møller Carl-Mar Møller Avderødvej 45 2980 Kokkedal www.carl-mar.dk 77@Carl-Mar Møller www.parterapeutskolen.dk Sexolog og Parterapeut Skolen Udgivet som e-bog i 2012

Læs mere

Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 56 juni - juli 2006. Når man sætter strøm til hjernen - tre historier om elektrochok

Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 56 juni - juli 2006. Når man sætter strøm til hjernen - tre historier om elektrochok Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 56 juni - juli 2006 OUT sideren ser psykiatrien indefra Når man sætter strøm til hjernen - tre historier om elektrochok Essay om tvangens historie

Læs mere

stærke historier om efterværn

stærke historier om efterværn 10 stærke historier om efterværn Kære læser D u sidder her med et lille udsnit af 10 fantastiske unge menneskers liv i hånden. De har alle, på trods af svære odds i livet, arbejdet og kæmpet sig frem til

Læs mere

Brug for alle Undervisningsmateriale for folkeskoler og ungdomsuddannelser til brug ved rollemodelbesøg

Brug for alle Undervisningsmateriale for folkeskoler og ungdomsuddannelser til brug ved rollemodelbesøg Brug for alle Undervisningsmateriale for folkeskoler og ungdomsuddannelser til brug ved rollemodelbesøg Indledning Hvert menneske har en historie, der er værd at høre. Dette undervisningsmateriale Brug

Læs mere

VIRGINIE DESPENTES VI SES I HELVEDE ROMAN. På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt TIDERNE SKIFTER. Tiderne_Vi ses i helvede.indd 3 11/04/12 15.

VIRGINIE DESPENTES VI SES I HELVEDE ROMAN. På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt TIDERNE SKIFTER. Tiderne_Vi ses i helvede.indd 3 11/04/12 15. VIRGINIE DESPENTES VI SES I HELVEDE ROMAN På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt TIDERNE SKIFTER Tiderne_Vi ses i helvede.indd 3 11/04/12 15.25 Vi ses i helvede Oversat fra fransk efter Apocalypse bébé Copyright

Læs mere

og hvad gør jeg så? HÅNDBOG MED GODE RÅD FRA DEMENTE TIL DEMENTE OG DERES PÅRØRENDE

og hvad gør jeg så? HÅNDBOG MED GODE RÅD FRA DEMENTE TIL DEMENTE OG DERES PÅRØRENDE D E M E N S og hvad gør jeg så? HÅNDBOG MED GODE RÅD FRA DEMENTE TIL DEMENTE OG DERES PÅRØRENDE Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende Kallerupvej Odense Forord I 2002 etablerede Alzheimerforeningen

Læs mere

DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ

DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ 1 DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ af Barbara Berger (Copyright Barbara Berger 2000/2009) 2 Indhold Introduktion 3 De Mentale Love / Måden sindet fungerer på - Loven om at tanker opstår 4 - Loven

Læs mere

NDER MED BRYSTKRÆFT OG UNDERLIVSKRÆFT

NDER MED BRYSTKRÆFT OG UNDERLIVSKRÆFT AF KIRSTEN HOLM-PETERSEN Vi ser fremad Vi ser fremad OM Om MÆND mænd BAG bag kvinder KVINDER MED BRYSTKRÆFT OG UNDERLIVSKRÆFT med bryst- og ovariekræft Kirsten Holm-Petersen Vi ser fremad Om mænd bag

Læs mere

Tag dig nu sammen, skat

Tag dig nu sammen, skat Lisbeth Fruensgaard Tag dig nu sammen, skat bevar glæden og overskuddet, når din partner rammes af stress eller angst Go Bog Tag dig nu sammen, skat bevar glæden og overskuddet, når din partner rammes

Læs mere

Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler

Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler Etnisk ung 1 Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler Fortællinger om familiekonflikter fra unge med minoritetsbaggrund 2 Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler Etnisk Ung Etnisk Ung

Læs mere

Richard Russo. Vinder af Pulitzerprisen

Richard Russo. Vinder af Pulitzerprisen Richard Russo Empire Falls Russo skriver med en varm, dirrende medmenneskelighed... en betagende blanding af skarpt vid, drama og komedie. The Washington Post Ikke én forkert tone... Russo har en forbløffende

Læs mere

HEJ SØSTER. og grædt det samme snot uden dig var det aldrig gået godt

HEJ SØSTER. og grædt det samme snot uden dig var det aldrig gået godt HEJ SØSTER 1. HEJ SØSTER Hej, søster, kan du ikke se komikken, så står vi her igen med fletningerne langt nede i postkassen hej, søster, det er ligesom bukseelastikken har fået et knæk og sikkerhedsnålen

Læs mere

Kampen om Byggeren på Nørrebro 1980

Kampen om Byggeren på Nørrebro 1980 Kampen om Byggeren på Nørrebro 1980 1 Tekst og fotos: Søren Dyck-Madsen Denne bog er skrevet i 1980 - i månederne efter kampen om Byggeren. Den er imidlertid først udgivet elektronisk nu den 17. august

Læs mere

En guide for transkønnede

En guide for transkønnede En guide for transkønnede Indholdsfortegnelse OM EN GUIDE FOR TRANSKØNNEDE... 3 FORORD... 4 AFSNIT 1. TRANSKØNNET HVAD BETYDER DET?... 7 AFSNIT 2. SPRING UD FOR FAMILIE & VENNER?... 13 AFSNIT 3. HORMONBEHANDLING

Læs mere