Race Avls Strategi (RAS)

Transkript

1 Race Avls Strategi (RAS) Race Avls Strategi: Hvad er det? Det siger selvfølgelig lidt sig selv, det er en strategi for hvad vi vil med racen og den fremtidige avl. En RAS skal indeholde nogle bud på hvordan vi, klubben, opdrætterne, hanhundeejerne og hvalpekøberne gennem spørgsmål og krav kan medvirke til at forbedre Berner Sennen hundens sundhed og forlænge dens levetid, uden at vi mister racens typiske eksteriør og temperament. Den RAS, som du sidder med nu, er bygget op af fire elementer med en masse underafsnit og et spørgeskema. Den første del indeholder racens historie internationalt og dens opstart i Danmark. Den anden del er en konklusion på hvor vi er nu, både sundhedsmæssigt, mht. eksteriør og temperamentsmæssigt. Denne del indeholder en masse statistikker og oversigter over sygdomme, levealdre, hvalpeantal, avlsdyr, og meget mere. Den indeholder også lidt om avlsarbejde ud over grænserne og muligheder for brug af køle- og frostsæd. Den tredje del skulle gerne give nogle bud på, hvordan vi kommer videre og hvordan vi gennem avlen kan medvirke til at fastholde og udvikle racen, så vi fastholder den racetypiske Berner, der samtidig er sund med lang levetid og et temperament, der gør den egnet til at være en del af det omgivende samfund. Den fjerde del indeholder lidt om udmøntningen af strategien. 4 vigtige pinde i avlsarbejdet: - Opdræt altid med sund fornuft og omtanke - Statistik og tal er ikke alt, men kan bruges som værdifuld information - Husk at hunden er en sammensat helhed, fokuser ikke kun på et område - Ville du selv købe en hvalp af den påtænkte kombination, hvis nej så lad være. 1

2 Indholdsfortegenelse: Del Historie...3 Del Omkring populationen og sundhed....6 Gennemgang af racen....9 Indsamling af materiale Del DBSK s etiske Avlsanbefalinger Generel sammenfatning af avlsanbefalinger: Del Omsætningen af strategien Bilagsliste: Litteraturliste:

3 Del 1 Historie. Berner Sennen Hundens Historie I Berner Sentens hjemland, Schweiz, findes også tre andre Sennenhunde (Sæterhunde): Grosser Schweizer Sennen, Appenzeller Sennen samt Entlebucher Sennen. Uden at gå i detaljer kan man sige, at Sennenhundene delvis kan afledes af de doggeagtige hunde, som ledsagede de forskellige folkestammer i folkevandringstiden. De blev brugt til at drive de kvægflokke frem, som disse folk medbragte. Lignende hunde blev anvendt af de romerske tropper, da de gik over alperne og besatte Helvetien (Schweiz). De schweiziske Sennenhunde og Rottweileren er deres efterkommere. I Mellemeuropa udvikledes de såkaldte slagterhunde. Sennenhundene driver kvæg ved at snappe det i haserne. Denne teknik er ret speciel for Sennenhundene, og der er indbygget i alle Sennenhundene. I har sikkert også bemærket ved jeres egne hunde, at de i leg kan drive jer og jeres børn ved at snappe efter haserne. Fra Gotthard- passet førte mange handelsveje til de forskellige dale i Schweiz, det var først og fremmest her, der opstod lokale afarter af disse slagterhunde større og mindre, kort og langhårede og de kaldtes alle Sennenhunde. I mange århundreder kendtes deres eksistens kun i disse begrænsede områder. Indtil midten af 1800 tallet brugtes disse hunde udelukkende som gård- og hushunde og som hyrdernes og sæterens hjælper i hele den tysktalende del af Schweiz samt i Sydtyskland. Disse bindehunde som de nedladende blev kaldt, var virkelig arbejdshunde. Sennenhundene havde dog intet racenavn dengang. De hunde, der havde en hvid ring om halsen blev kaldt Ringgi, de med den hvide line mellem øjnene og blis blev kaldt Bläss eller Blässi (ordet stammer fra det tyske ord blass = bleg), og de mørke hunde, der næsten manglede hvidt, blev kaldt for Bäri (et dialektudtryk for bjørn). Læg mærke til formindskelsesenden i. Praktisk talt alle kælenavne ender på i i de schweiziske dialekter. Man bruger den endelse ved alt og alle, man holder af. I den anden halvdel af 1800-tallet kom det på mode at indføre fremmedartede hunde til Schweiz. Nu skulle hunde have stambog, og man overså totalt, at der næppe fandtes mange hunderacer med en historie, der var lige så lang som sennenhundenes, der tilmed havde naturens egen stambog, hvor kun de mest raske og velegnede hunde kunne overleve og videreføre arten. 3

4 Mod slutningen af det 19. århundrede kunne man nu kun finde få Sennenhunde. For Berner Sennens vedkommende fandtes de næsten udelukkende i Dürrbachtal (et område syd for Bern). Derfor kaldtes disse hunde nu Dürrbachler. Kun i dette område kunne man se dem. Der kunne man til gengæld se dem foran enhver mælkekærre (Berner Sennen og Grosser Schweizer Sennen er fremragende trækhunde), ved hver kvægjord, ved hver en gård og ved hvert mejeri og alle sæterhytter. I dette område genopdagedes Berner Sennen nu af hundeentusiasten Franz Schertenlieb, uden at han dog kunne ane den succes, som racen skulle få i fremtiden. I 1908 forelskede den schweiziske kynolog Albert Heim sig i Dürrbachleren, og han gav den senere navnet Berner Sennen Berner Sennen, som hovedsagligt var bondens brugshund, passende med sine harmoniske farver godt ind i naturen. Den kunne kun bruges såfremt dens karakter svarede til de opgaver og pligter den havde. Efter datidens begreber var en hund kun god, hvis den var vagtsom, skarp men ikke bidsk. Når man forlod huset, skulle den følge føreren i hvert skridt, kørte man hestevogn, skulle den løbe mellem de bagerste vognhjul. Den måtte aldrig løbe ud i markerne. Ved behov skulle dens herre forsvares. Genstande, der blev lagt i engen (madkurve, redskaber m.m.) skulle bevogtes. Den måtte under ingen omstændigheder jagte vildt. Katte og høns skulle lades i fred, og næsten det vigtigste, den måtte overhovedet ikke strejfe. Det var ikke småting, man fordrede af en god hund, men alt dette klarede Berner Sennen. Berner Sennen hunden er en robust bygget hyrdehund, hvis væsentligste egenskaber er, at den vogter og en medhjælper i denne funktion. Schweizerne har gennem århundreder udvalgt individer af racen meget målrettet på disse egenskaber. Resultatet af dette er, at de fleste individer i racen meget dybtliggende har følgende egenskaber: Et meget lille jagtinstinkt. Berneren strejfer sjældent, den finder det mest naturligt at blive og passe på sin flok/ familie. Den giver signal, når noget usædvanligt optræder i omgivelserne. Den har det bedst, når hele flokken er samlet, og det vil ikke være usædvanligt, hvis den på forskellig måde viser, at flokken skal holde sammen. Alt dette gør også, at den er en fremragende familiehund. Som medhjælper er den ved sin robuste bygning og sit instinkt glad for at trække f.eks. slæder og vogne, men den er også blevet brugt til at bære forholdsvis tunge ting monteret over ryggen. Dette er dog noget, som den først kan udføre, når den er udvokset. Dvs. ca. 3 år. Af historien fremgår det, at kriterierne for udvælgelsen af Berneren igennem tiderne har været, at den skulle kunne bruges som trækhund, og for at kunne det skulle den være robust bygget. Endvidere at den skulle være vogtende hyrdehund, hvilket indebar at den skulle have et minimalt jagtinstinkt. Den skulle endvidere være trofast overfor sin egen flok og den måtte ikke strejfe. Berneren har ligesom de andre 3 Sennen hunde racer altid haft de tre farver, sort som grundfarve med brune og hvide aftegninger. 4

5 Blandt de hunde, der i begyndelsen af det forrige århundrede blev udvalgt på de første avlsmønsteringer og optaget i stambogen, var der tre forskellige typer - Ringien, Blässien og Bärien, den sidste var den mest mørke med færrest hvide aftegninger. Den sorte grundfarve må ikke have et brunt eller rødt skær - dette betragtes som en fejl. Den brune farve har altid været meget ensartet placeret, variationerne på denne har været fra det beige til den mørke rene varme brunrøde farve, hvor det sidstnævnte var det man valgte som det mest ønskelige. Den brunrøde farve skal være ren og ikke sodet af sort pels. De hvide aftegninger var fra starten ikke så ensartet placerede og specielt for meget hvidt omkring hals (som hos Ringgien) ved snude og blis (som hos Blässien) og op af benene, specielt forbenene, samt omkring anal åbningen var ikke ønskeligt. I den nuværende standard er det uacceptabelt, når disse aftegninger overskrider visse grænser. De hvide brystaftegninger var hos nogen meget sparsom og ofte brudt af sorte striber og pletter (som hos Bärien), endvidere manglede Bärien ofte den hvide halespids. Da man skrev den første standard kan man sige, at der blev sat nogle kunstige mål, man valgte nogle idealer, som ikke ligefrem kunne siges at være genetisk velfunderede, og de var en slags rentegning af de smukkeste detaljer i tegninger, som man fandt blandt nogle af hundene. Under hensyn til populationen i racen, valgte man at nå disse mål gradvist, hvilket man kan læse ud af de standardændringer racen igennem tiderne har haft. Det generelle har været, at de for store hvide aftegninger skulle reduceres og holdes inde for de grænser, som standarden sætter i dag. For at opnå dette, måtte man hele tiden vælge hunde med meget hvidt fra. Dette har også indebåret, at mangel på hvidt, frem til i dag har været accepteret, - man finder ikke nogle steder i standarden nævnt, at mangel på hvid halespids eller hvide poter samt svag blis er en fejl. De sidst nævnte aftegninger er benævnt som ønskelige. Bernerens historie i Danmark ganske kort. Omkring midten af 50 ere frem til midten af 60,ere, blev der opdrættet ganske få kuld i Danmark på svenske importer. Derefter stod en enkelt opdrætter for næsten alle hvalpekuld frem til slutningen af 60 erne, disse kuld var også baseret på svenske liner. I starten af 70 erne opstod der ganske stille flere opdrætter og der kom en del importer fra Schweiz. Disse importer fra Sverige, Schweiz og enkle tyske hunde dannede grundlag for det voksende danske opdræt. I løbet af 70 erne kom også de første danske skuer og udstillinger til, ligesom klubben så sin begyndelse. Der er så kommet mange opdrættere til siden, de fleste har fortsat deres opdræt, nogle er faldet fra. Gennem tiden har de danske hunde vundet flere verdensvindere titler og særligt nogen af de danske hanhunde har præget opdrættet rundt om i hele verden. Nogle få tal I 1968 registrerede DKK 26 Berner Sennen, i 72 var tallet 66 og i , i 2002 blev der registreret 270 hvalpe 5

6 Del 2 Omkring populationen og sundhed. Registreringstal i Danmark. Berner Sennen hunde er talmæssigt en middelstor race i Danmark, der har i perioden været en svag stigende tendens i antal af registrerede hvalpe, i 2010 og 11, er der et markant fald. I 2012 ses igen en stigning i antallet af hvalpe. Antallet af importerede hunde, der evt. kan indgå i avlen, ligger nogenlunde stabilt. Dette indebærer, at den fornødne fornyelse af genpolen ved avl af sunde og racetypiske hund bl.a. skal hentes via det internationale avlssamarbejde og ved brug af danske hunde, som er mindre brugt i avlen. I perioden ses en tendens til en lille stigning i brugen af udenlandske hanner. Set i forhold til racens sundhed er det problematisk, at der reelt anvendes flere hanner i avlen med samme familiemæssige baggrund, f.eks. brødre eller halvbrødre, hvorfor antallet af forskellige hanner ikke afspejler den reelle genmæssige spredning, se antal forskellige farfædre. Det er ikke hensigtsmæssigt set ud fra ønsket om størst mulig spredning af generne. Der er flere avlsgodkendte hunde specielt hanner, der ikke indgår i avlen, flere muligvis, fordi de ikke er tophunde på udstillinger. Disse hunde kan ved inddragelse i avlen med de rette parringer tilføre racen en yderlig genimæssig spredning. Det kan også medvirke til at undgå matadoravl og der igennem gøre det lettere at finde avlspartnere til de kommende generationer. Det er næsten ingen kuld, der opdrættes med en indavlsgrad over 6,25, som er den indavlsgrad, DKK sætter som svarende til en fætter/kusine parring. Racen har pt. en anbefalet grænse på max. 100 hvalpe for hver avlshan, derefter bør hanhunden ikke længere bruges til avl i Danmark. 6

7 Tabel 1: registreringer, kuld, slægtskabsforhold. Antal/år Registrerede hunde Kuld Importer *Se tabel Antal fædre Heraf udenlandske Flest antal parringer *Se tabel 3 Forskellige mødre Forskellige farfædre Morfædre Sammenfald Reelt antal bedstefædre Forskellige farmødre Mormødre Sammenfald Reelt antal forskellige bedstemødre Kuld med indavlsgrad over 6,

8 Importerede hunde. Nogle af de importerede hunde er indgået i avlen i Danmark, andre ikke. Der foreligger ikke en oversigt over hvilke hunde og hvordan de fordeler sig. Tabel 2: importer fordelt på lande Sverige 9 Sverige 5 Sverige 3 Sverige 4 Sverige 7 Tyskland 3 Belgien 5 Sverige 3 Sverige 5 Sverige 6 Sverige 2 Norge 3 Tyskland 3 Schweiz 2 Letland 3Schweiz 3 Schweiz 3 Sverige 5 Polen 2 Schweiz 4 Belgien 2 Schweiz 1Tyskland 2 Belgien 3Tyskland 2 Frankrig 3 Norge 2 Sverige 1 Holland 2 Belgien 1Holland 3 Holland 2 Tyskland 1 Schweiz 2 Norge 2 Ungarn 2 Canada 3Holland 2 Holland Litauen 1Tyskland 1 Belgien 3 Tyskland 1 Holland 1 Italien 2Slovakiet 1 Norge 2Tyskland 1 Finland 2 Norge 1 Norge 1 Østrig 1Tyskland 2 Polen 1 Tjekkiet 1 Finland 1Slovakiet 2 Belgien 1 Polen 2 Frankrig 1Brasilien 1 Finland 1 Østrig 1 Østrig 1 Belgien 2 Østrig 2 Belgien 1 Polen 1 Holland 1Rusland 1 USA 1 Finland 1 Polen 1 Schweiz 1 Østrig 1 Schweiz 1 Finland 1 DRU 1 Polen 1 Norge 1 Australien 1 Holland 1 Polen 1 Frankrig Tabel 3: Flest antal parringer fordelt på hanner. Tabellen skal læses således: i 2002 var en enkelt han far til 10 kuld hvalpe, altså 18.5 % af årgangens hvalpe han: 10 kuld 1 han: 7 kuld 1 han: 5 kuld 1 han: 7 kuld 1 han: 5 kuld 2 hanner: 5 kuld 1 han: 7 kuld 1 han : 7 kuld 2 Hanner: 3kuld 3 hanner: 3 kuld 3 hanner 3 kuld 1 han: 8 kuld 1 han: 5 kuld 2 hanner: 4 kuld 2 hanner: 6 kuld 1han: 4 kuld 2 hanner: 4 kuld 1 han: 5 kuld 1 han: 5 kuld 9 hanner: 2 kuld 4 hanner: 2 kuld 11 hanner 2 kuld Flere med Flere med 4 hanner: 1 han: 3 hanner: 2 hanner: 1 han: 1 han: 21 hanner: 2 og 3 2 og 3 3 kuld 5 kuld 3 kuld 3 kuld 4 kuld 4 kuld 1 kuld kuld kuld 1 han: 4 kuld 6 hanner: 3 kuld Flere med 2 kuld Flere med 2 kuld 8 hanner: 2 kuld 2 hanner: 3 kuld 10 hanner: 2 kuld 4 haner: 3 kuld 7 hanner: 2 kuld 8

9 Gennemgang af racen. Alle hunderacer har et antal sygdomme/ helbredsproblemer, som rammer racen i større eller mindre grad det gælder også Berneren. I alle hunderacer kan man også finde eksempler på sygdomme/ helbredsproblemer, der rammer enkelte hunde, dette er naturligvis et problem for hund og ejer, men det kan ikke siges at påvirke racens generelle sundhed. Vi har i denne Ras sat en grænse på 10%, før der kan tales om et generelt sundhedsproblem. HD og AD. HD: I 1983 blev racen pålagt fotografering første gang, der var i første omgang ingen restriktioner på hvordan hundene kunne bruges i avl i DKK regi. Der har dog altid i klubbens interne avlsregler været restriktioner på, hvordan hundene kunne parres indbyrdes. I 2002 blev hunde med status D og E udelukket fra avlen. Fra var det ikke længere hundens egen status der talte, men indeks Indeks er en beregningsmetode ved hvilken der fremkommer et avlsværdital, der tager højde for både hundens egen HD status og familiens HD status. Brugt rigtig giver det langt mere sikkerhed for afkommets HD status. Det er det bedste redskab vi har i dag til at sige noget om arveligheden af HD. Da det er levende dyr, vi har med at gøre, vil der altid være en risiko for at afkom HD-resultatmæssigt falder langt fra det statistikken siger, det burde være. Avlsanbefalingen siger, ved parring mellem to danske hunde skal de som minimum havde et gennemsnit HD indeks på 100 på parringstidspunktet. Fra er der følgende avlsrestriktion på racen: hunde med status D og E må kun parres med hunde, der har status A og B. HD statistikken viser, at de forskellige tiltag og restriktioner ikke har haft held til at ændre væsentligt på Bernernes procentmæssige fordeling på de fem forskellige statusområder. Det er meget svært og kræver lang tid at opnå resultater på et område som HD, da det nedarves polygenetisk, og der samtidig også er en grad af miljøpåvirkninger, der spiller ind på den enkelte hund, det være sig fodring og motion i den tidlige hvalpeperiode. Lægges status A og B sammen så viser det en tendens til at omkring 70 % af de fotograferede hunde er fri for HD. 9

10 Tabel 4: HD Antal foto. hunde I % A B C D E AD: Siden 1999 har det været obligatorisk at fotografere for Albueleds dysplasi på Berner Sennen hundene. Hunde med status 3 måtte ikke bruges i avl. Det anbefales at hunde med status 2 og1 må kun parres med hunde med status 0. Også her må vi konstante at racen ligger ganske stabilt med omkring 70 %, der har status 0, og under 15 % der ligger i statusgrupperne 2 og 3. Arvegangen på AD er mindre kompleks end på HD, så ved vedvarende brug af restriktionerne burde der vise sig en nedgang i antallet af hunde med status 2 og 3. Fra gælder følgende avlsrestriktion på racen: hunde med status 3 må kun parres med hunde der har status 0. Tabel 5: AD Antal foto. hunde I %

11 Indsamling af materiale. Klubben begyndte i 1991 at indsamle materiale vedrørende dødsårsager for racen, og på dødsregistreringsattesten (bilag 1 på side 41) spørges der, samtidig om der i hundens levetid har været andre helbredsproblemer. Der er i perioden indsamlet 483 registreringer, flest i årene op mod Til sammenligning blev der i årene 2002 til 2010 født 2903 hvalpe. Så vores statiske materiale er meget minimalt, men pt. det bedste grundlag vi har at gå ud fra. Når vi i det følgende henviser til procentsatser under de enkle delafsnit, skal disse læses således, at det indsamlede materiale kun udgør 16,63 % af de hvalpe, der er født i 2002 til Procenten ville blive noget mindre hvis alle hvalpe født fra og hvalpe født i 2011 og 2012 indgik. Den eneste måde vi får et bedre grundlag at arbejde ud fra er, at der indsendes langt flere dødsregistreringer. Der skal derfor tages forbehold for, om det giver et reelt billede af racens levealder og helbredsproblemer. 11

12 Generelt om bevægeapparatet. Af de registrerede dødsårsager for racen, byggende på 483 indsendte skemaer i , er der 3,73 % der angiver HD som dødsårsag og 1,24 % der angiver AD som dødsårsag. Dette viser at det ikke er et af racens store problemer. Det er nødvendigt at følge udviklingen nøje, og få fleste mulige hunde fotograferet og bedømt for derigennem at få et mere præcist overblik over, hvordan status er på racen. Af de 378 hvalpe, der er registrerede i 2007, er kun ca. 40 % fotograferede, det er i underkantet af, hvad der giver et præcist billede af, om racen har et problem på området. Det sammen gør sig glædende på AA området, her viser registreringerne, at racen ikke har et problem. Her virker det, som avlsrestriktionerne medvirker til at holde en rimelig høj procentsats fri for AD. Hos flere af de racer, der har arbejdet med restriktioner på HD området igennem mange år, viser det sig, at det er meget svært at fastholde type og sundhed, hvis der arbejdes alt for restriktivt, og at det ydermere er meget svært at få ændret radikalt på procentfordelingen i de forskellige statusgrupper. OCD: Der er fotograferet ganske få hunde, af de fotograferede hunde ses ikke tegn på at racen har et problem. Tabel 6: OCD: OCD foto Ialt Fri 98% 98% 100% Påvist 2% 2% 0 Mentalitet. Af racens standard fremgår det, at Berneren er en sikker, opmærksom, vagtsom og frygtløs hund i det daglige, godmodig og hengiven over for folk, den kender. Selvsikker og venlig over for fremmede. Middel af temperament, let at styre. Berneren er som nævnt i sin oprindelse en arbejdshund, der har vogtet kvæg og gårde, samt været brugt til trækhund. Den skulle altså være stærk, påpasselig, ikke gå til fremmede, ikke strejfe og ikke gå på jagt. I dag en venlig og trofast familiehund, der stadig har bevaret de fleste af de oprindelige egenskaber. Et redskab til vurdering af temperamentet er Ung Hunde Mental beskrivelser: Tabel 7: antal UHM beskrivelser: Antal/år UHM beskrevet hunde

13 Langt de fleste af de UHM beskrevne hunde ligger indenfor det der kan kaldes normale afvigelser fra raceprofilen. De beskrevne hunde har ikke temperamentsproblemer, der kan aflæses ud af UHMbeskrivelserne. Det er også meget få hunde der har fået afbrudt beskrivelsen. Resultatet af hundens færdige mentalitet er summen af mange forskellige faktorer, derfor hviler der et stort ansvar på den enkelte opdrætter i udvælgelsen af avlsdyr samt prægning af hvalpen. De erfaringer hvalpen gør sig på godt og ondt fra fødsel og til og med uge 16 danner grundlag for hundens fremtidige referencesystem. Derfor er det vigtigt at opdrætter og kommende ejer har sat sig grundigt ind i hvalpens udvikling samt dennes behov. Eksteriør. Kravene til racens er fastsat i standarden, der beskriver de krav der stilles til type, udseende og bevægelser. Se bilag 2 på side 42 Det er vigtigt at man i avlen er opmærksom på, selvom det er umålbart, at man fastholder den racetypiske hund, både hvad angår eksteriør og temperament, derudover skal det selvfølgelig være sunde hunde. DBSK har i 2010 udgivet et dommerkompendium som indgående beskriver standardens forskellige krav til racen. Denne kan ved henvendelse til klubben lånes til gennemsyn. Levealder. Det følgende er baseret på de indsendte dødsregisteringer i alt 483 (se indsamlede materiale på side 11). Tabel 8: gennemsnitlig levealder: Gennemsnitlig levealder I år 7,13 6,77 7,03 7,01 7,41 7,42 6,37 7,96 7,27 7,26 6,55 13

14 Det ser ud til at den gennemsnitlige levealder i perioden har ligget stabilt omkring de 7 år, med et gennemsnit for hele perioden på 7,03 år. Det er ikke ud fra det tilgængelige materiale muligt at se om der en svag stigning eller fald i den gennemsnitlige levealder. Man kan blot konstante at den, selv for en relativt stor hunderace, ligger lige i underkanten. Det kan der være flere forklaringer på, som vil blive gennemgået i det følgende. 14

15 Dødsårsager og dødsalder. Alderdom, nyresygdomme, anden sygdomme i bevægeapparatet, kræft og andre årsager udgør tilsammen 78,6 % af racens dødsårsager, med kræft som den helt store synder. Ud af de 483 indsendte dødsregistreringer er der en tydelig overvægt af kræft som dødsårsag, hvilket indikerer, at det er et element vi bør tage virkelig alvorligt, når vi planlægger parringer. 15

16 Hvis man ser generelt på det, er det sygdomme i nyrer, hjerte, nerver, immunforsvaret, AS, infektioner, graviditet - fødselskomplikationer og temperamentsproblemer, der trækker den gennemsnitlige levealder nedad. Den gennemsnitlige levealder for hunde, der dør af kræft, ligger, pt. i forhold til det indsamlede materiale lidt over den gennemsnitlige levealder. Dødsårsag Alderdom: Nyresygdom: Mave- Tarmsygdom: Hjertesygdom: Leversygdom: Øjensygdom: Infektion: Sygdom i nervesystemet: Sygdom i immunsystemet: HD: AD: Anden sygdom i bevægapparatet: Kræft: Temperament: Graviditet- fødselskomplikationer: Anden årsag: Mavedrejning: Ved det ikke Hanner Tæver Alle hunde antal % Gen.s. alder antal % Gen.s. alder antal % Gen.s. alder 16 6,90% 11, ,15% 11, ,14% 11,07 8 3,45% 4, ,57% 5, ,59% 5,47 3 1,29% 5,09 3 1,20% 10,11 6 1,24% 7,60 7 3,02% 4,83 3 1,20% 7, ,07% 5,53 3 1,29% 5,96 4 1,59% 7,00 7 1,45% 6,55 0 0,00% 1 0,40% 9,34 1 0,21% 9,34 3 1,29% 5,18 5 1,99% 3,21 8 1,66% 3,95 0 0,00% 2 0,80% 5,40 2 0,41% 5,40 5 2,16% 4,41 3 1,20% 5,88 8 1,66% 4, ,60% 7,07 5 1,99% 6, ,73% 6,86 3 1,29% 3,45 3 1,20% 2,87 6 1,24% 3, ,48% 6, ,97% 8, ,70% 7, ,10% 6, ,03% 7, ,06% 7,25 9 3,88% 3,94 8 3,19% 3, ,52% 3,87 1 0,40% 2,24 1 0,21% 2, ,93% 5, ,16% 6, ,97% 5, ,31% 5,41 9 3,59% 8, ,93% 6,73 0 0,00% 1 0,40% 9,40 1 0,21% 9,40 I bilag 3 på side 45, forefindes der en mere specificeret opgørelse over de tre områder bevægeapparatet, kræft og anden årsag. Hvor det tydeliggøres hvilke forme for sygdom, der er dødsårsager og hvor gamle hunde er ved død. Denne opgørelse er til lige delt op i hanner og tæver. 16

17 De helbredsproblemer, som racen har, er udover bevægeapparatet (samlet set, men især ledbånd), problemer med livmoderbetændelse (underliv), resten forekommer, men i så små antal, at man ikke kan tale om problemer i racen. Ifølge DKK har hundene først et sundhedsproblem, når mindst 10 % af en race er ramt af den pågældende sygdom. Det er også den definition, der i denne RAS er brugt som angivelse af om racen har et problem. Alderdom. Den ældre og gamle hund får naturligvis nogle helbredsproblem hen ad vejen. Set i lyset af racens størrelse er det ikke unaturligt at 6,10 % angiver at hundene har problemer med gigt. Med en ældre hund er det vigtigt, at man er opmærksom på at aflaste led m.m. Det er også vigtigt at man fodrer korrekt, holder hunden i form både vægtmæssigt og motionsmæssigt, samt er opmærksom på hundens ændrede behov, f.eks. for mere hvile. Hjerte- lunge Sygdomme. Berneren lider generelt ikke af hjerte- lunge sygdomme, dog må vi konstatere at de få Bernere, der har problemer med hjertet, dør yngre end den gennemsnitlige levealder. 17

18 Infektioner. Bortset fra hotspot (Vådsår) så tyder det ikke på at Berneren har problemer med infektion. De er dog ret uspecifikke og der er ikke et klart overblik hvilke typer infektioner, der er tale om. Livmoderbetændelse omtales andetsteds. Flere hunde får hotspot en eller flere gange i løbet af deres liv. Dette er til stor gene for både hund og ejere. Vi bør se på hvad årsager er til at hundene så modtagelige for disse hudproblemer. Omkring 6 % af hundene angiver vådsår som et helbredsproblem. Borelia: flere hunde er angrebne af borelia, som er en flåtbåren infektion, som også rammer hunde. Det kan give sig udtryk i flere symptomer, f.eks. halsbetændelse, lammelser, ledproblemer og der er undersøgelser i gang om, det kan være medvirkende årsag, til at der opstår kræft i racen. Vira. Parvovirus og hundesyge er mere eller mindre udryddet pga. et effektivt vacinationsprogram. Kennelhoste ses periodevis, men der kan vaccineres effektivt. Nyresygdomme. Der er over 5 % af de registrerede hunde, der dør af nyresygdomme, i en gennemsnitsalder på kun 5,47 år. Der er ikke klarhed over om der er arvelighed i dette problem. Lise Nielsens PHD projekt viser at racen generelt har et forhøjet urin- protein stof i forhold til andre racer, men om det har indflydelse på, at vi har en lille overvægt af hunde med nyresygdomme, vides ikke p.t. Leversygdomme. Hepatitis er ikke et problem, men det findes i meget begrænset omfang. Der er ikke kendskab til arvelige leverlidelser i racen. Bevægeapparatet. Her behandles ikke HD og AD, der henvises afsnittet om HD og AD på side 9 18

19 Gigt: Hos de ældre hunde ses gigt i et omfang man kan forvente hos hunde af den størrelse og vægt som Berneren har. Der ses meget sjældent gigt hos yngre hunde. Det er særligt i benene, gigt viser sig hos de ældre hunde, men ryggen kan også påvirkes. Led og korsbånd: I perioder har der optrådt led og korsbåndskader, som man kunne have en formodning om kunne være arvelige, idet det optrådte hyppigere hos efterkommere efter bestemte hanhunde. Det har vist sig relativt let at avle sig ud af problemet, også uden særlig fokus på området. Der optræder led - og korsbåndskader på hundene, som ikke umildbart kan henføres til en arvelighed, men skyldes alm. uheld eller træd/ faldulykker. Det er klart et område, som enhver opdrætter af racen bør være opmærksom på, da det er skader, der påfører hundene en stor lidelse og inaktivitet i en længere periode og ca.8-9% angiver ledsbåndskader som et helbredsproblem. Sygdomme i Nervesystemet. Epilepsi: Det forekommer ind i mellem hos racen, som hos alle andre racer. Enhver hund der er ramt af epilepsi bør tages ud af avl omgående, både af hensyn til hunden i sig selv og dens evt. afkom. Sygdommen har en vis arvelighed, arvegangen kendes dog ikke. Der er en større undersøgelse på vej i Finland specifik på racen. Det er vigtig at oplyse sin opdrætter om det, når en hund rammes af sygdommen, således at denne kan tage sine forholdsregler omkring videre avl på forældre og evt. søskende. Det påvirker ikke racens generelle sundhed. Meningitis: Det er set men er uden betydning for racens generelle sundhed. Nervebetændelser: Det ses, men er uden betydning for racens generelle sundhed. 19

20 Mave- tarm sygdomme. Mavedrejning: Ses desværre i et vist omfang hos racen. Der er ingen overrepræsentation hos racen i forhold til racer med lignende eller større størrelse. Det er ikke tegn på at der er arvelighed i det, da det rammer spredt og ikke kan henføres til enkelt individer eller liner. Der er undersøgelser, der tyder på at anatomi kan spille ind sammen med stress hos hunden. Generelt er racen ikke ramt af mave- tarmsygdomme ellers, idet den gennemsnitlige alder for hunde der er død af mave- tarm sygdomme er 7,60 år, og 1,24 % af de registrerede hunde er død af mave- tarmsygdomme. Øjensygdomme. Ektropion: Sygdommen findes i racen og er arvelig. Ifølge standard og avlsregler er det en avlsudelukkende fejl, man bør derfor informere opdrætter og evt. ejere af søskende, hvis ens hund har sygdommen. Det kan genere hundens øje ganske meget. Entropion: Sygdommen findes i racen og der er samme hensyn som under ektropion. Det er en avlsudelukkende fejl. Øjenbetændelse: Ses, men kan behandles og har ikke betydning for racens sundhed. Øvrige øjensygdomme er uden betydning for racens generelle sundhed. Sygdomme i immunsystemet. Allergi: Der ses forskellige former for allergi i racen i begrænset omfang, der er bl.a. foderallergi. Det vides, at der er en vis arvelighed i allergi. Hotspot: Kan også være betinget af en defekt i immunsystemet. Autoimmune sygdomme: Der ses tilfælde af autoimmune sygdomme i racen, hvor bl.a. led angribes, men det påvirker ikke racens generelle sundhed. 20

21 Hunde med sygdomme i immunforsvaret dør generelt flere år før middellevetiden er nået. Kræft. Racen er ramt af kræft, og blandt de 483 ( ) registrerede dødsårsager er 43,1 % af hundene døde af kræft Statistikken viser forholdet mellem antal registreringer fordelt på fødeår sammenholdt med, hvor mange der ud af en årgang er døde (af de 483 dødsårsager vi kender til) af henholdsvis kræft og HD. Der forekommer flere typer af kræft, men malign histocytose (MH) er overrepræsenteret i forhold til øvrige kræfttyper, ligesom man ser i nogle andre racer. Det er således ikke en sygdom, der kun rammer Bernere. Der forskes på verdensplan også i Danmark, bl.a. igennem dyrlæge Lise Nielsens PHD projekt er afsluttet, men forskningen fortsætter, på at finde årsagen til at Berneren og de øvrige racer rammes af specielt denne type kræft. Der er ikke fastlagt en arvegang på MH endnu, men forskningen tyder på, at der er en vis arvelighed i sygdommen. Der er endnu ikke set på hvordan de øvrige typer af kræft forekommer i forhold til arvelighed, så der er ikke belæg for at komme med anbefaling i forhold til avlen, andet end man bør bruge sin sunde fornuft. Det er et af de områder, hvor vi bør følge forskningen meget nøje, for at overveje om der på et tidspunkt er belæg for at komme med flere anbefalinger/ restriktioner på avlen af Berner Sennen hunden. 21

22 Der er for mange hunde, der rammes af sygdommen, og selvom de dør i gennemsnit lidt over middellevealderen, er det stadigt for ungt og gennemsnitslevealderen kunne uden tvivl sættes op, hvis ikke så relativt mange hunde (af dem vi har kendskab til) døde af kræft. Det bør naturligvis også overvejes om der er miljøpåvirkninger, der spiller ind som f.eks. stress, foder, miljøgifte, phalater i legetøj og lignende (livsstilssymptomer). Det ved man jo spiller en rolle i forhold til den humane forekomst af kræft. 22

23 Gennemsnitlig dødsalder for kræft år for år Berner Senne ,38 8,91 8, ,45 6,89 6,75 7,34 7,69 7,72 7,73 6,92 7,35 7,08 6 År levealder ved kræft Løbende gennemsnit Mund. Ganespalter: Der forekommer ganespalter i racen, om end sjældent. Tænder: Tandmangler ud over højst to PM1. Der tages ikke hensyn til M3, er en fejl i henhold til standarden og det er arveligt. Men ikke diskvalificerende. Det betyder bl.a., at mangel på præmolarer ikke accepteres, bortset fra mangel på op til 2. PM1er. Samt M3ere. Den tandmangel, der oftest forekommer, er mangel på P-4 og dernæst P-2. Tilbage i 1970 besluttede man i Schweiz, at indføre de første avlsrestriktioner på mangel af præmolære, fordi det i racen havde vist sig, at fejlen blev mere og mere udbredt. Man havde konstateret ved avl på individer, der manglede præmolære, at afkommet kom til at mangle endnu flere præmolære end forældredyrene. Avlsrestriktionen respekteres af flere specialklubber i udlandet den dag i dag og fejlen forekommer nu om stunder kun i meget ringe grad. Bid: Der kræves saksebid, dog tolereres tangbid. Over- og underbid er avlsudelukkende fejl og arveligt. 23

24 Sygdomme i Kønsorganerne. Hanner: Nedsat sædkvalitet ses hos nogle Berner hanner og har derfor indflydelse på hannernes naturlige forplantningsevne. Dette kan nemt tjekkes hos en dyrlæge. Hormoner og livsstilssymptomer menes også i lighed med hos mennesker at kunne på virke sædkvaliteten. Tæver: Livmoderbetændelse: Over 12 % af de registrerede hunde har haft problemer med livmoderbetændelse. Det giver dog sjældent anledning til at hunden dør af sygdommen. Graviditets og fødselskomplikationer: Kejsersnit ses jævnligt hos racen, det vides ikke om der er arv indblandet. Hundene burde kunne formere sig og føde naturligt. 24

25 Del 3. DBSK s etiske Avlsanbefalinger. I dette afsnit gennemgås de samme områder, som i del 2. Her vil der blive set på om, der er brug for yderlige anbefalinger i forhold til den fremtidige avl. Det kan være anbefalinger, der strækker sig fra blot at anbefale ekstra omtanke i forhold til en given kombination, til at foreslå yderlige restriktioner eller forpligtigelser overfor hundene og hinanden som opdrættere. Her har det været vigtigt at de områder, hvor der gives anbefalinger, er områder, hvor hundene lider under de pågældende problemer. Det er hovedudgangspunktet, at der skal avles på en måde, der kan medvirke til at fastholde og udvikle racen, så vi fastholder den racetypiske Berner, der samtidig er sund med lang levetid og et temperament der gør den kan være en aktiv del af sin familie og samfundet omkring den. Afsnittet vil blive afsluttet med en generel sammenfatning af de områder, hvor vi finder, at der bør sættes ekstra fokus på racens sundhed. Population. Det er vigtigt at have fokus på, at der generelt ikke avles flere hvalpe, end markedet kan aftage. Det er ikke i hundenes tarv, at de først kommer ud i deres kommende hjem efter 3 måneders alderen, bl.a. på grund af den nødvendige socialisering. Det er vigtigt, at man som opdrætter er meget opmærksom på at anbefalingerne pt. går på at lave udavl, for at opnå den bredeste mulige genpol. Det forventes at kunne medvirke til bedre sundhed og længere levealder(mindre kræft). Kombination af avlsdyr. For at opnå succes i hundeavl, er det ikke nok bare at tage hensyn til egenskaber hos det enkelte individ- kombinationen af avlsdyr er mindst lige så vigtig. Selvom de to tiltænkte avlspartnere kan synes perfekte hver for sig, er det ikke sikkert at de vil give gode afkom. Jo mere vi undersøger, jo mere finder vi ud af om hundenes slægtninge. Noget negativt vil vi altid finde, bare vi leder godt nok. Og vi skal have til mål at lede godt nok. Det er langt bedre at vide det end ikke at vide. Det er ofte unødvendigt at tage hunde ud af avl, fordi de har en slægtning, som har en eller anden sygdom eller fejl. Men vi skal efter bedste evne undgå at kombinere hunde fra liner, som har de samme fejl. På den måde har vi større forudsætning for at få sundere hunde; det er trods alt sundt helbred hos afkommet, der er målsætningen i avlen. For at bidrage til bedre sundhed hos vores hunde, er det vigtigt at alle gør en indsats for at kortlægge eventuelle problemer, også dig som er almindelig hundeejer. Får din hund diagnosticeret en arvelig sygdom eller får en diagnose, hvor man antager arv er en medvirkende årsag, så bed din dyrlæge om en udtalelse om hundens sygdom og send kopi til 25

26 både opdrætter og klubben. (Indsend gerne klubbens spørgeskema). Målet er ikke at forældre og søskende nødvendigvis skal udelukkes af avlen på grund af diagnosen på din hund, men at man skal undgå at kombinere liner, hvor de samme problemer forekommer. Det er ikke flovt at have en syg hund, men det skal være flovt ikke at oplyse om det. Citat: Astrid Indrebø, genetik, avl og opdræt s. 27 Det er en god ide at checke stamtavler længere tilbage, da mange af vores hunde stammer fra nogle ganske få individer. DKKs indavlsgrænse går på 6.25 svarende til en fætter/ kusine parring. Det anbefales, at en given parring ligger under denne grænse. Fætter/ kusine parringer er stadig tætte parringer, så overvejes denne type parring, skal fordele og ulemper gennemtænkes endnu mere. Linieavl /indavl kan være med til at fastholde typer og bestemte egenskaber, med det kræver stor viden om sine liner at bruge denne form for avl, se også DKKs etiske regler for avl. Man skal huske, at fejlene kan slå meget kraftigt igennem. Man opnår ikke som opdrætter de store positive fremskridt gennem den stærke slægtskabsavl, som er den egentlige indavl. Vi risikerer i stedet at få alle de uheldige, negative og normalt skjulte egenskaber frem til overfladen, hvis det alligevel prøves at gå indavlens farlige vej. citat Per Erik Sundgren Mild Linieavl kan være en vej frem, for at opnå og fastholde forskellige gode egenskaber f. eks længere levealder, men næppe med hensyn til at reducere risikoen for kræft. Vil man fastholde bestemte egenskaber gennem Linieavl bør man altid være opmærksom på at indavlsgraden på de 6,25 ikke overskrides. Det anbefales at der også bruges udenlandske hunde i avlen, dette kan bl.a. ske gennem brug af køle / frost sæd. Matadoravl i avlsanbefalinger fastsættes der en matadoravlsgrænse på 100 hvalpe. Når en hanhund er far til 100 hvalpe, bør den ikke længere bruges i avlen i Danmark. Det kan af hensyn til de kommende generationer være værd at overveje om, der kan findes en mindre brugt hanhund til at kombinere med din tæve. Man kan tit finde de samme egenskaber hos denne, man skal blot sikre sig at der i dens liner ikke findes samme fejl som i tævelinen. Det kan medvirke til at gøre det nemmere at finde avlspartnere til afkommet, end hvis alle bruger de samme få hanhunde i avlen. HD. Selvom det ikke er et af racens største problemer, er det vigtig for hundenes velfærd, at der til stadighed arbejdes på at formindske det antal hunde, der har HD status D og E. 26

27 HD indeks er et godt arbejdsredskab, der hvis det bruges rigtigt, over en årrække burde kunne fremme dette mål. Det kræver dog, at opdrætterne sætter aktivt ind på at få flest mulige hunde HD- og AA fotograferet, således at HD indekset viser den sandeste mulige værdi med det højst mulige sikkerhedstal. Indeks skal bruges som arbejdsredskab, og for at forbedre racens HD status, bør alle parringer have et gennemsnitligt indeks på 100 eller derover. Hunde med status D og E må kun parres med hunde, der har staus A og B. Avlsværditallet er det bedste bud på det reelle avlsmæssige niveau, vi har i dag. Det er desværre ikke muligt at lave statistik over, hvordan indeks har været brugt i avlen i forhold til han/ tæver over og under 100, da DKK ikke påfører kuldlisterne indekstal, og der undervejs er skiftet beregningsmetode. AD. Da AD kan være virkeligt stort og smertefuldt problem for hundene og arvegangen ikke er så kompleks på AD, anbefales det at fastholde de nuværende anbefalinger på området, således at vi får en længere periode til arbejde på at mindske antallet af hunde med AD status 2 og 3. Det ville være ønskeligt med et indeks på området, idet der nu kun findes hundens egen status. Mentalitet. I samfundets krav til dagens hunde er det meget vigtigt, at der allerede ved planlægningen af et kuld hvalpe tænkes meget over, at hundene skulle kunne begå sig i et komplekst samfund, hvor de fleste hunde er familiehunde og derfor ikke har deres oprindelige arbejdsopgaver og dermed naturlige funktion i forhold til familien og omverden. Det er derfor en stor opgave for opdrætterne at sørge for at deres hvalpe er vel socialiseret, når de forlader opdrætteren og det er opdrætterens opgave at formidle vigtigheden af, at de nye ejere forsætter med socialiseringsprocessen. Gerne i form af hvalpemotivationskurser mm. DBSK vil gennem sin hjemmeside oplyse om de nyeste krav/viden/træningsmetoder og ideer til socialisering ved at der forefindes en række artikler m.m. Aktivitetsudvalget vil til enhver tid kunne oplyse om nye tiltag på områder, som kan medvirke til at aktivere hvalpe, unghunde og ældre hunde på en hensigtsmæssig måde i dagens samfund. Det anbefales derfor, at opdrætterne følger markedet nøje, og at der kun avles det antal hvalpe, der kan afsættes, således at hvalpene som hovedregel forlader opdrætteren inden de er tre måneder. 27

28 UHM: En måde at få indblik i din hunds temperament på er gennem UHM beskrivelser, der fortæller noget om det nedarvede temperament. DBSK ønsker, at opdrætterne vægter mentalitet på højde med sundhed og eksteriør. At avlsdyr der ikke udviser sund og stabil mentalitet fravælges og ikke indgår i avlen. At det bliver enhver opdrætters ansvar at have viden nok om prægning og socialisering, således at hvalpekøberne gennem hele hundens liv kan modtage råd og vejledning omkring evt. temperamentsproblemer. At opdrætterne i salgskontrakt tilføjer at hvalpe bør gå til hvalpemotivation og unghundetræning på træningspladser, der træner efter motivationsprincippet. Eksteriør. Det er vigtigt at vi fastholder typen og de øvrige racekarakteritiske træk hos Berner Sennen Hunden. Det skal være en robust type, der kan leve op til de krav, der historisk har været stillet til hunden og de krav der fremgår af standarden. Udstillinger er en god måde at få beskrevet sin hund på, da dommerne er uvildige personer, der dømmer ud fra racestandarden. Se derfor nøje på dine egne udstillingskritikker, der vil man kunne se både sin egen hunds stærke sider og dens fejl, det samme gælder for den hund, man påtænker at parre med. Levealder. Vi bør alle have det som mål at avle racetypiske sunde Bernerne, der blive gamle. Målet i første omgang bør være at få middellevetiden til at stige. Både de foregående og de kommende anbefalinger har dette som mål. Hjerte-lunge sygdomme. Anbefaling: få din hund testet for hjerte-lungeorm i forbindelse med det årlige sundhedscheck og inden parring. Hjerte-lungeormene kan udrettet stor skade på hjerte og lunger og nedsætte hundens livskvalitet betragteligt. Det er en voldsom ekstra belastning, især hos en drægtig hund. 28

29 Infektioner. Hotspot: Avlsudvalget bør nøje følge forskning og udviklingen i bred forstand, da dette hudproblem er kendt hos mange racer, for at sikre, at der ikke er en ukendt arvelighed. Ellers ingen anbefalinger. Nyresygdomme. Det anbefales, at udviklingen nøje følges. Der skal være meget opmærksomhed på, om forskningsprojekterne påviser arvelighed på nyresygdomme. To hunde med påviste nyreproblemer bør ikke parres sammen. Det kan være et område, hvor der senere kan komme mere konkrete avlsanvisninger. Bevægeapparatet. Led og korsbånd: I perioder har der optrådt led og korsbåndskader, som man kunne have en formodning om kunne være arvelige, idet de har optrådt hyppigere hos efterkommere efter bestemte hanhunde. Det Som nævnt er det lykkedes at avle sig relativt let ud af problemet. Det anbefales at alle opdrættere er opmærksomme på, om der forekommer arvelige ledbåndsskader i deres opdræt, da det er skader, der påfører hundene en stor lidelse og inaktivitet i en længere periode. I så fald bør man overveje at tage hundene ud af avl og som minimum ikke gentage samme kombination. Sygdomme i nervesystemet. Epilepsi: Enhver hund med tegn på epilepsi bør omgående tages ud af avl, da det kan være arveligt. Har hunden afkom, bør man overveje grundigt om de bør indgå i avlen. Vi afventer resultatet af den finske undersøgelse for at se om afkom bør helt udelukkes af avlen. Øjensygdomme. Anbefaling: At de nuværende restriktioner vedrørende entropion og ektropion fastholdes, således at hunde der har påvist disse lidelser ikke må indgå i avl. (fejlene er avlsudelukkende, se standarden). 29

30 Sygdomme i immunsystemet. Allergi: Allergi er arveligt, men den specifikke arvegang hos Berneren kendes ikke. Man bør derfor tænke sig grundigt om, før hunde med kendt allergi sættes i avl. Det kan være meget belastende for en hund (og dens ejer), at skulle gennem et kortere eller længere livsforløb med allergi. Autoimmune sygdomme: Angribes hunden af autoimmune sygdomme, skal den efter alt sandsynlighed i livslang behandling og bør derfor absolut ikke indgå i avlen. Kræft. Hunde, der rammes af kræft, bør ikke indgå i avlen, men der er ikke grundlag for at tage forældre og søskende ud af avl på nuværende tidspunkt. Anbefalingerne går på at der skal avles ud. Det vil sige, at man bør avle med så fjernt beslægtede individer som muligt, herunder også udenlandske hunde. Dette er naturligvis særligt vigtigt, hvis der er konstateret MH i nærmeste familie. På det stadie, hvor forskningen er på nuværende tidspunkt, hvor det egentlige gennembrud mangler og der ikke er udviklet en test eller lignende der kan hjælpe os, er det meget svært at komme med forslag til avlsanbefalinger, andet end udavl for at øge genpolen. Det ville have været rart hvis der kunne udvikles en DNA test, der kunne vise, hvilke hunde der ikke skulle parres sammen. Så længe den mangler, må det anbefales at man følger tilgængelig litteratur nøje og tænker sig grundigt om ved parring. Se punktet om population på side 25 om udvælgelse af avlspartner. Mund. Ganespalter: Har en kombination givet ganespalter bør den ikke gentages, da ganespalter kan være arvelig, det forekommer også pga. miljøpåvirkninger. Har en tæve med to forskellige hanner givet ganespalter, bør den ikke bruges i avlen længere. Hvalpe født med ganespalte aflives oftest som nyfødte, og indgår derfor ikke i den videre avl, men resten af kuldet bør heller ikke indgå i avlen. Bid / tænder: 30

31 Anbefaling at det fastholdes som avlsudelukkende fejl, hvis der er bidfejl. Det er meget arveligt og kan være til stor gene for hunden. Se standarden på side 42 og omkring tænder på side 23. Sygdomme i kønsorganerne. Hanner: Det kan anbefales at få tjekket sædkvaliteten, hvis en ellers god parring ikke giver hvalpe. Tæver: Livmoderbetændelse: Ofte må tæven have fjernet livmoderen og derfor må hun udgå af avlen. Der er ikke påvist arvelighed i sygdommen, men det bør overvejes om der kan oplyses om, hvordan sygdommen kan forbygges. Hvis sådanne anvisninger findes. Den nyeste forskning viser at tæver, der er markant falsk drægtige, har større sandsynlighed for at udvikle livmoderbetændelse. Så det anbefales at være ekstra opmærksom på disse tæver og få dem kontrolleret ved mistanke om infektion/ livmoderbetændelse. Parringer m.m.: Det anbefales, at parringer, bortset fra når der bruges køle/ frostsæd, sker naturligt og at unødvendig insemination undgås. Hunden burde kunne føde selv, og det anbefales at kejsersnit kun bruges, hvor der ellers er fare for hundens eller hvalpenes liv. Herpes: Der foregår pt. en diskussion om det rimelige i at vaccinere tæverne før parringer og under drægtigheden. Det menes at herpesinfektioner kan være årsag til at tæver går tomme efter en ellers vellykket parring. Klubben giver pt. ingen generel anbefaling men følger forskning og udviklingen nøje med henblik på at kunne rådgive omkring denne vaccine. Det anbefales indtil videre, at du rådfører dig med din dyrlæge. 31

32 Generel sammenfatning af avlsanbefalinger: Læs også DKK og DBSk s etiske anbefalinger for avl. Det anbefales, at standardens krav i forhold til øjensygdomme og bidfejl fastholdes. Tandmangel er en fejl i forhold til racestandarden Det anbefales at restriktionerne vedrørende indhentet avlsgodkendelse inden parring opretholdes og at DKKs opdrætteruddannelse gennemgås, samt at tæven skal være mindst 22 måneder ved første parring, at tæven, hvis den har haft to kuld i træk, skal have en pause, så mindst en løbetid ikke udnyttes til parring, samt at tæver over 7-8 år ikke parres. At henstillingen om, at hvis en given parring har givet 4 eller flere levende hvalpe, bør denne kombination ikke gentages før efter min. 15 måneder, opretholdes. At restriktionen om en hanhund ikke må parre i DK, når den har mere end 100 danskfødte hvalpe opretholdes. At anbefalingerne på AA fastholdes. At HD indekset bibeholdes som et arbejdsredskab. At middellevealderen øges. At følgende fire områder i den nærmeste fremtid (5 år) følges med nøje opmærksomhed med henblik på kommende avlsanbefalinger: Hotspot, Malign Histocytose, nyresygdomme og underlivsbetændelser. Det er ikke tanken, at der skal direkte avlsrestriktioner på området, men at der, hvis forskningen gør det muligt, kommer en række anbefalinger. For at kunne arbejde med avlsstrategier i fremtiden, er det utrolig vigtigt, at klubben/opdrættere får kendskab til større sygdomme og dødsårsager blandt racens hunde. Det er derfor af største vigtighed, at der er åbenhed omkring helbredsproblemer hos hundene og der gives informationer om sådanne, som åbent kan benyttes af klubbens medlemmer. Vi opfordrer derfor alle til at få sendt spørgeskemaet på klubbens hjemmeside ind ved større helbredsproblemer eller død. Det er vigtigt at opdrættere, træningspladser m.m. hjælper hundeejerne til at videregive alle vigtige informationer om racens sundhed, gerne gennem indsendelse af førnævnte skema /dødsregistering. Kun gennem viden og informationer kan klubben, opdrættere og medlemmerne blive klogere på, hvordan der opdrættes sunde racetypiske hunde med lang levetid og godt temperament. 32