Dig og dit EU. - En kommunikationsplanlægning for DI omhandlende de danske forbehold til EU-samarbejdet

Transkript

1 ! Dig og dit EU - En kommunikationsplanlægning for DI omhandlende de danske forbehold til EU-samarbejdet Udarbejdet af Marie Eigen Møller Under vejledning af Thomas Hestbæk Andersen Studienævn for International Virksomhedskommunikation Syddansk Universitet August 2012 Antal normalsider (à 2100 enheder): 99,8 NS ( enheder) Resume (à 2100 enheder): 2,5 NS (5.322 enheder)!

2 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD...3! ABSTRACT...4! KAPITEL 1: INTRODUKTION...7! 1.0 HVAD ER MOTIVATIONEN BAG SPECIALET?...7! 1.1 EN FORTÆLLING OM DANMARKS EU-FORBEHOLD...8! 1.2 DI I DEN VERSERENDE DEBAT OM DANMARKS EU-SAMARBEJDE...10! 1.3 PROBLEMBESKRIVELSE...11! 1.4 PROBLEMFORMULERING...12! ARBEJDSSPØRGSMÅL...12! 1.5 SPECIALETS STRUKTUR...13! KAPITEL 2: DEN OVERORDNEDE FORSTÅELSESRAMME...14! 2.0 HVAD ER SOCIALKONSTRUKTIVISMENS RELEVANS TIL SPECIALET?...14! EN ERKENDELSESTEORETISK POSITION...16! KAPITEL 3: SPECIALETS TEORETISKE SAMT METODISKE FUNDAMENT...19! 3.0 HVAD ER SPECIALETS SOCIALSEMIOTISKE TILGANG?...19! HALLIDAY S FREMSTILLING AF SOCIALSEMIOTIKKEN...20! HVAD ER MENINGEN MED SYSTEMISK FUNKTIONEL LINGVISTIK?...21! 3.1 DIAMANTEN SOM METODE...26! Diamantens kommunikationssyn...26! Diamantens struktur...27! Kontekst...28! KAPITEL 4: DATAPRODUKTION...30! 4.0 UNDERSØGELSESDESIGN...30! 4.1 INDIVIDUELLE INTERVIEWS...30! De syv faser af mine interviewundersøgelser...31! 4.2 KVANTITATIV METODE...42! 4.3 FOKUSGRUPPER...43! Detaljerede metodiske valg i forbindelse med fokusgrupperne...44! Rekruttering af deltagerne...47! Fokusgruppernes struktur...47! Side 1 af 108

3 KAPITEL 5: KOMMUNIKATIONSPLANLÆGNING...49! 5.0 FELT...50! Kommunikationspotentialekort...50! Kommunikationsopgave eller ej?...53! Fastlæggelse af hovedbudskaber...54! 5.1 ETIK...57! 5.2 RELATION...58! Den egentlige afsender...59! Den direkte afsender...60! Modtager...60! Kommunikationsplanlægger...72! Afsenders mål med kampagnen...73! 5.3 MIDLER...74! Politisk kommunikation...74! Modtagerrelaterede overvejelser om kommunikationssituationen...77! Valg af kommunikationsveje...78! 5.4 TID...84! 5.5 HJÆLP OG MODSTAND...84! 5.6 UDFORMNING / TEXT...86! Om det at skabe en annonce ud fra den journalistiske fortælleform...87! Den annoncerende artikel og den interpersonelle metafunktion...89! Den annoncerende artikel og den eksperientielle metafunktion...91! Den annoncerende artikel og dens situationelle kontekst...92! Den annoncerende artikel og den tekstuelle metafunktion...95! KAPITEL 6: AFRUNDING...97! 6.0 VERIFIKATION...97! 6.1 KONKLUSION...98! LITTERATURFORTEGNELSE ! BILAGSOVERSIGT ! Side 2 af 108

4 FORORD Dette speciale er et resultat af en reel kommunikationsopgave, og jeg vil gerne rette en stor tak til DI for at sætte mig på opgaven og særligt takke Sinne Backs Conan og Henrik Schramm Rasmussen for det løbende samarbejde. Herudover vil jeg gerne takke de eksperter, der stillede op til interview, og særligt takke dem for at have brugt deres tid og energi på at medvirke. Takken går således til journalist og politisk kommentator Rasmus Jønsson, til direktør for TOMS Gruppen og tidligere bestyrelsesformand for DI Jesper Møller, til forsker i EU og meningsdannelse ved CBS Sine Nørholm Just og endeligt til forsker i euroskepsis Catharina Sørensen. Jeg vil også gerne rette en tak til de, der indvilgede i at stille op til mine fokusgrupper. Specialet var ikke blevet en realitet uden jeres medvirken og velvilje. Endeligt finder jeg det essentielt at nævne, at specialet er funderet på primær data produceret i marts måned og således også på flere års spekulationer. Specialet tager således ikke højde for den turbulens, der har været i EU de sidste par måneder og således ej heller på regeringens nylige udmelding om, at det alligevel ikke kan forventes, at der vil komme en afstemning i den kommende tid. Marie Eigen Møller København, juli 2012 Side 3 af 108

5 ABSTRACT Denmark is together with 26 other countries a member of the European Union (EU), but has however found it necessary to have four opt-outs covering the defense policy, the Economic and Monetary Union (EMU), Justice and Home Affairs and Union citizenship. Since the Danish entry into EU in 1973 the opinions has been many and in the EU-debate one of the voices has been the lobbying organization, The Confederation of Danish Industry (DI). DI wish for an elimination of the existing Danish EU opt-outs because they assess that Denmark, due to our opt-outs, as a member of the EU will be neglected from some of the important decision-making, which will have an impact on Corporate Denmark and therefore also on the Danish welfare. DI therefore wishes to have an effect on the voting results given by one or several referendum, which are expected in the near future. Thus the DI ambition is to affect the Danes to vote within their agenda and thereby influence the population to vote Yes for elimination. The opt-out for Union citizenship is considered not to have practical significance; therefore the focus of this thesis is upon the three other opt-outs. The thesis focus is on how DI communicative can seek to accomplish their goals. Therefore the thesis addresses the question about whom DI should communicate to, when they should communicate and how they should communicate. The purpose of this thesis is thereby to create a communication- and campaign plan for DI, which can seek to meet the wishes of DI about a Denmark as a conclusive member of the EU. The social constructivism shapes the thesis overall realm of understanding and thereby controls the chosen theoretical and methodological choices. Wenneberg s social constructive thinking, social constructivism as an epistemology, is especially applied through which you assess that knowledge is socially constructed and created through lingual exchanges. Primarily, the thesis has a qualitative approach to the production of empirical knowledge, which is in line with social constructivism as epistemology, since the author of the thesis through the interviewed lingual formulations gains knowledge within the subject of the thesis and uses thereby the language as a source to recognition. The social semiotic and systemic functional linguistic model of language, whereof the lastmentioned is considered to be a part of the first-mentioned, shapes the theoretical foundation of Side 4 af 108

6 the thesis. The meaning according to systemic functional linguistic is a social construction and therefore the theoretical foundation of the thesis is in line with the scientific theoretical scope, since the social constructivism exactly is based on the idea of reality being socially constructed including that especially the language constructs the reality and is crucial for our recognition. The social semiotic is the communication perspective that underlies the communication-planning model there is used in the thesis, thereby Fleming Smedegaard s and Thomas Hestbæk Andersen s model Diamanten. The ambition of the thesis is to create a dynamic communication plan for DI, by which it is argued that an understanding of the methods underlying communication perspective is essential. To accomplish this understanding the thesis takes it s starting point in the functional language theory by Michael Halliday. The systemic functional linguistic model is specially used as a foundation for the arguments of the way whereupon one of the recommended communicative products are prepared, including several of the meta-functions presented in the Danish application of Halliday s model for systemic functional linguistic by Flemming Smedegaard and Thomas Hestbæk Andersen. The qualitative methods used in the thesis consist of focus groups and individual interviews. The focus groups are predominantly created on the basis of the theories presented by Bente Halkier regarding focus groups and for planning plus conducting the individual interviews the seven phases to good interview research by Steinar Kvale and Svend Brinkmann is used. The thesis uses method triangulations since there besides the qualitative research also is included quantitative research, which elucidates relevant subjects and problems which can be helpful to answer the thesis statement. The main message in the campaign is You and your EU which implies that focus is on the relationship between each Dane and EU. In the thesis one strategic target group is selected, which it is recommended that DI organizes their communication towards and the other communication planning is thereby organized primarily from this target group. This target group is chosen based on the Danish EU-skepticism based on the theory of Danish EU-skepticism by Catharina Sørensen. The dialogical communication perspective from Diamanten is the basis of the recommendations for DI and the ideal for the communication is therefore real dialog between sender and receiver. Side 5 af 108

7 On the basis of Diamanten and on the basis of tends in the Danish political communicative arena it is recommended that DI should direct their communication towards Danish students and use a combination of communication pathways; medievejen and direktevejen, under which there among others will be included advertisement and use of social medias. Side 6 af 108

8 KAPITEL 1: INTRODUKTION I dette indledende kapitel vil jeg placere mit speciale i det faglige univers. Kapitlets afsnit vil således søge at skabe overblik over specialets faglige fokus og over specialets rammer. 1.0 HVAD ER MOTIVATIONEN BAG SPECIALET? En folkeafstemning omkring Danmarks forbehold til Den Europæiske Union (EU) kan være under opsejling. Inden folketingsvalget den 15. September 2011 varslede den daværende opposition med den daværende statsministerkandidat fra Socialdemokratiet (S), Helle Thorning Schmidt, i spidsen et opgør med de danske EU-forbehold, såfremt hun kom til magten. Også Det Radikale Venstres (RV) formand Margrethe Vestager, der nu også sidder i regering, udspillede et krav inden valget om, at en ny regering skulle gøre op med de danske EU-forbehold i den tidlige regeringsperiode. ( Thorning er klar til at afskaffe forbehold, 2011, den 16. juni) Da Socialdemokratiet samt Radikale Venstre bl.a. danner regering, kan det derfor forventes, at en folkeafstemning omkring et eller flere af forbeholdene bliver en realitet. Interesseorganisationen og arbejdsgiverforeningen Dansk Industri (DI) har til ambition, at Danmark bliver et fuldgyldigt medlem af EU. Dette indebærer en afskaffelse af de forbehold Danmark har til EU-samarbejdet. De beslutninger, der bliver truffet i EU, har, ifølge DI, stor betydning for danske virksomheder og derfor også for danske borgere. DI arbejder derfor i EUhovedstaden Bruxelles på at sikre, at beslutningerne i EU tilgodeser dansk erhvervslivs og dansk økonomis interesser. Hvorvidt der kommer en folkeafstemning vedrørende alle forbeholdene, et enkelt af dem eller sågar blot en afstemning, der omhandler en ændring af et eller flere af forbeholdene, vides endnu ikke. Ikke desto mindre er det for DI nødvendigt at være beredte, således at organisationen på bedst mulig vis kan påvirke de danske borgere til at stemme efter deres agenda, hvilket er motivationen for specialet. Som kommunikationsstuderende er det naturligt, at jeg vil koncentrere mig om hvordan DI kommunikativt kan påvirke danske borgere til at stemme efter deres agenda. Specifikt ønsker DI at stå klar med en kommunikations- og kampagneplan, der skal gå i luften i det øjeblik, regeringen beslutter sig for en folkeafstemning, der vedrører et eller flere af de danske EU-forbehold. Side 7 af 108

9 1.1 EN FORTÆLLING OM DANMARKS EU-FORBEHOLD Jeg vil i dette afsnit i korthed kaste lys over Danmarks forhold til EU og dermed også over de danske forbehold til EU-samarbejdet for at sikre en forståelse for det centrale emne i specialet. Et flertal, nærmere bestemt 63,4 %, stemte den 2. oktober 1972 ja til et dansk medlemskab af De Europæiske Fællesskaber (EF), der er det europæiske samarbejde, vi i dag kender som Den Europæiske Union (EU). Danmark var således pr. 1. januar 1973 officielt medlem af EF. (EU Fakta, nr. 32, 2008) Til trods for et officielt medlemskab af EU blev der ved et EU-topmøde i Edinburgh den 12. december 1992 formuleret en række danske forbehold til EU-samarbejdet. Disse var et resultat af det foregående dramafyldte halve år, hvor 50,7 % af de danske vælgere stemte nej til Maastrichttraktaten. Danmark stod over for et problem, da man på den ene side gerne ville respektere befolkningens stemme men på den anden side også gerne ville undgå at blokere for udviklingen i det europæiske samarbejde. Den 18. maj 1993 var der derfor en ny afstemning, og denne gang stemte 56,7 % af befolkningen ja til Maastricht-traktaten dog denne gang suppleret af Edinburgh-afgørelsen. (Petersen, 2003, s ) Som resultat af det halve år med ratificering af traktaten havde Danmark således pr. november 1993 de øvrige medlemslandes accept til at stå uden for udviklingen i EU på fire områder altså de såkaldte EU-forbehold. Mere formelt betyder det, at Danmark ikke deltager i udformningen og implementeringen af EU-lovgivning på områderne. Således har Danmark i forhold til EU gennem snart 20 år balanceret mellem frihed og selvbestemmelse pga. vores forbehold, der lyder som følger: Forsvarspolitik: Danmark [deltager] ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Unionen, som har indvirkning på forsvarsområdet, men Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemslande på dette område. (DIIS, 2008, s. 29) Det betyder således, at Danmark ikke kan deltage i finansieringen, vedtagelsen og udførelsen af krisestyringsoperationer, der er militære og ledet af EU. (EU FAKTA, nr. 17, 2007 & Udenrigsministeriet) Økonomisk og Monetær Union: Danmark har meddelt, at det ikke vil deltage i tredje fase [af Den Økonomiske og Monetære Union ( )] Danmark vil derfor ikke deltage i ordningen med en fælles valuta og vil ikke være bundet af de regler vedrørende økonomisk politik, som kun gælder for medlemslande, der deltager i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, og det vil bevare sine nuværende beføjelser med hensyn til pengepolitik i henhold til danske love og forskrifter, herunder Danmarks Nationalbanks beføjelser i pengepolitiske anliggender. Danmark vil deltage Side 8 af 108

10 fuldt ud i anden fase af Den Økonomiske og Monetære Union og vil fortsat deltage i valutasamarbejdet inden for EMS. (DIIS, 2008, s. 29) Den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) indebærer indførelsen af euroen. Den anden fase af ØMU en, hvilken Danmark derimod deltager fuldt ud i, indebærer, at Danmark forpligter sig til at søge at leve op til en række økonomiske krav, hvilke er til for at sikre stabilitet og ensartethed i den økonomiske udvikling i EU. (Udenrigsministeriet) Retlige og indre anliggender (RIA): Danmark vil deltage fuldt ud i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i afsnit VI i Traktaten om Den Europæiske Union. (DIIS, 2008, s. 30) Forbeholdet går således på samarbejdet. Såfremt samarbejdet er overstatsligt, træder Danmarks forbehold i kraft. Er samarbejdet derimod på mellemstatsligt niveau, deltager Danmark fuldt ud på lige fod med de andre medlemslande. Nærmere bestemt omhandler RIA asyl, indvandring, grænsekontrol, visum og andre politikker med forbindelse til personers såkaldte frie bevægelighed. (EU Fakta, nr. 21, 2007) Med Lissabon-traktatens vedtagelse i 2008 deltager Danmark ikke længere i vedtagelsen af nye regler på det strafferetlige niveau og deltager ej heller i politisamarbejdet, da disse er flyttet til det overstatslige niveau. (DIIS, 2008, s. 30 & Udenrigsministeriet) Unionsborgerskabet: Bestemmelserne vedrørende unionsborgerskabet i anden del af Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab giver medlemslandenes statsborgere de yderligere rettigheder og den yderligere beskyttelse, der nævnes i den pågældende del. De træder ikke på nogen måde i stedet for nationalt statsborgerskab. Spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat, afgøres udelukkende efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning. (DIIS, 2008, s. 30) Dette danske forbehold er således ikke et forbehold over for selve unionsborgerskabet men derimod over for, at unionsforbeholdet på nogen måde kan træde i stedet for dansk statsborgerskab. Ikke desto mindre blev det i 1999 indskrevet i Amsterdam-traktaten, at unionsborgerskabet ikke træder i stedet for nationalt statsborgerskab, hvilket gælder for alle medlemslandene. Derfor har dette danske forbehold således ikke længere noget reelt indhold men eksisterer dog stadig, indtil det officielt afskaffes. (EU FAKTA, nr. 15, 2010) Med udgangspunkt i ovenstående vil jeg i specialet udelukkende tage afsæt i de tre aktuelle forbehold, og jeg vil omtale dem som følgende: Forsvarsforbeholdet, Euroforbeholdet og Retsforbeholdet. Side 9 af 108

11 1.2 DI I DEN VERSERENDE DEBAT OM DANMARKS EU-SAMARBEJDE DI mener, at Danmark bør være et fuldgyldigt medlem af EU, hvilket indebærer en afskaffelse af de danske EU-forbehold. DI ønsker, at Danmark kan få størst mulig indflydelse på de rammer, der har en betydning for dansk erhvervsliv og danske borgere, og rammerne, der her refereres til, er de rammer, EU sætter. (Danmarks EU-undtagelser) De konkrete problemer, som DI vurderer, forbeholdene skaber, vil jeg se nærmere på i den følgende problembeskrivelse. Her i dette afsnit vil jeg søge at placere DI i EU-debatten for at forstå, hvilke kommunikative komplikationer der for DI kan forekomme. For at vurdere DI s kommunikative chancer vil jeg placere DI i EU-debatten. Ved at tage udgangspunkt i euroforbeholdet kan jeg placere DI i en ekstrem position, i og med at erhvervslivet her besidder den stærkeste ja-stemme, da det anvender stærke økonomiske argumenter for, hvorfor en afskaffelse af dette forbehold bør forekomme. (Euroen) Udgangspunktet for DI s kommunikationsindsats er derfor kompliceret, da der argumenteres for, at danskernes holdning til europæisk integration overvejende er stabil, da op omkring 90 % af danskerne stemmer det samme fra folkeafstemning til folkeafstemning vedrørende EU-spørgsmål. Dette kan dog skyldes, at argumenterne gennem de sidste mange år har været de samme hvor de, der er for EU, fremhæver de økonomiske og indflydelsesmæssige fordele, fremhæver EUmodstanderne suverænitetsafgivelse og tab af dansk identitet. Vælgerne har derfor ikke haft mulighed for at sætte deres kryds i et nyt perspektiv. Der kan derfor argumenteres for, at både de, der er for, såvel som de, der er imod EU, skal lancere helt nye tankegange i deres kommunikative kampagner for at kunne få en indflydelse på et eventuelt stemmeresultat. (Hansen, 2008, s. 1) EU-debatten er verserende forstået på den måde, at den hele tiden er i omløb. Men det, der er karakteristisk, er, at deltagerne i debatten taler helt forbi hinanden. Ja-siden taler til de såkaldte kognitive dimensioner, hvor der fokuseres på økonomiske og håndgribelige argumenter, mens nejsiden taler til de emotive dimensioner, hvor der spilles på en følelsesmæssig og subjektiv argumentation. (ibid) Kommunikativt bør DI derfor overveje enten at fremføre deres argumenter med et helt nyt fokus eller med et fokus, der kombinerer de to dimensioner. Side 10 af 108

12 1.3 PROBLEMBESKRIVELSE De danske forbehold til EU-samarbejdet er således, set fra DI s perspektiv, problematiske, da de forhindrer Danmark i at få størst mulig indflydelse på de rammer, der har indflydelse på dansk erhvervsliv og danske borgere. Der kan således argumenteres for, at de reelle problemejere er dansk erhvervsliv og dermed også de danske borgere. I forbindelse med udarbejdelsen af problembeskrivelsen vil jeg dog argumentere for, at problemejeren er DI, da det er DI, der ser problemerne. Euroforbeholdet er ifølge DI et problem, da Danmark ikke høster de økonomiske og politiske fordele, der er ved euroen. Fx er vekslegebyrer skadelige for mindre danske virksomheders 1 konkurrenceevne. Herudover betyder dette forbehold i praksis også, at Danmarks finans- og økonomiministre ikke deltager i Eurogruppen 2, hvilket bl.a. afskærer Danmark fra at kunne deltage i fx energipolitik og i koordineringen af EU s konkurrenceevnespørgsmål. DI ser således grundlæggende forbeholdet for værende problematisk i forhold til at skabe større handel, lavere priser og større velstand i Danmark. (Euroen) Hvad angår forsvarsforbeholdet, anser DI dette for værende problematisk i forhold til fredsskabende og fredsbevarende opgaver i EU-regi, da Danmark ikke får mulighed for at være behjælpelige hertil og desuden heller ikke får mulighed for at få indflydelse på EU s militærstrategi. (Forsvars-undtagelsen) Når det kommer til retsforbeholdet, så anser DI danskerne og danske virksomheder for værende dårligere stillet end øvrige EU-borgere i forhold til fx familieret eller konkurssager. Desuden vil forbeholdet i fremtiden, ifølge DI, betyde, at Danmark ikke får mulighed for at deltage i EU s politisamarbejde, som fx kæmper for bekæmpelse af børneporno. (Retslige og indre anliggender) Der, hvor faget kommunikation træder ind, er i forhold til, hvordan problemejeren kan formidle problemerne til danskerne, altså de, der har magten til at afskaffe de problematiske forbehold. Det reelle problem, og således specialets fokus, er dermed på formidlingen af problemerne, dvs. forbeholdene. 1 De større danske virksomheder afregner i forvejen med euro, men det gør de mindre ikke, hvorfor det blot er dem, der er generede af vekslegebyrer. (Euroen) 2 Eurogruppen består af eurolandenes økonomi- og finansministre. I denne gruppe diskuteres fx euroen og eurolandenes økonomier. (Hvad er eurogruppen?) Side 11 af 108

13 1.4 PROBLEMFORMULERING Ovenstående baggrunds- og problembeskrivelse udmunder sig i følgende problemformulering: ARBEJDSSPØRGSMÅL Problemformuleringen skal anses for at være specialets hovedspørgsmål. I dette afsnit præsenteres en række underordnede arbejdsspørgsmål, hvis besvarelse jeg anser for værende nødvendig for at kunne besvare specialets hovedspørgsmål. Disse lyder som følger: Hvilke teorier og metoder er mest hensigtsmæssige at anvende? Hvad bør jeg empirisk undersøge for at kunne besvare det overordnede spørgsmål? Hvem bør DI kommunikere til/med? Hvornår bør DI kommunikere? Hvilke kommunikative midler og kommunikationsveje bør DI gøre brug af? Hvilke sproglige midler og kommunikative værktøjer skal DI gøre brug af med henblik på at opnå den tilsigtede effekt? For at kunne besvare hovedspørgsmålet, således problemformuleringen, vil jeg ved besvarelsen af de ovenstående arbejdsspørgsmål udforske kommunikations- og kampagneteori med inddragelse af anden relevant teori inden for kommunikationsfeltet. Side 12 af 108

14 1.5 SPECIALETS STRUKTUR Side 13 af 108

15 KAPITEL 2: DEN OVERORDNEDE FORSTÅELSESRAMME Jeg vil i dette kapitel definere specialets videnskabsteoretiske rammer - sagt med andre ord, så vil jeg i dette indeværende kapitel definere specialets paradigme. Et paradigme kan virke behjælpeligt til at lede og begrænse i forhold til et givent emne, og paradigmet vil således virke som en styringsmekanisme i forhold til fortolkningen og gennemførslen af specialet. (Launsø & Rieper, 2005, s. 43) Paradigmet vil således styre de valg, jeg vil gøre, af teori og metode til besvarelsen af min problemformulering. Det er eksempelvis også pointen i Thomas Kuhns paradigmelære, at paradigmer netop er: de rammer, som erkendelsen nødvendigvis må foregå inden for., og således er erkendelse noget, der skal foregå på baggrund af en given kontekst. (Wenneberg, 2000, s. 35) Det bør dog her nævnes, at kritikken omkring Kuhns paradigmeteori bl.a. er, at Kuhn bruger begrebet paradigme i mere end 22 henseender, hvilket han i øvrigt selv erkender. Det kan derfor anses for at være et noget vagt begreb, og et paradigme kan således ikke defineres for blot at have én betydning eller funktion. Ikke desto mindre vil jeg argumentere for, at paradigmebegrebet er et positivt udgangspunkt for mine videnskabsteoretiske overvejelser, da begrebet netop indfanger den betydning, det har, at de valg, jeg vil træffe i specialet, vil foregå inden for nogle videnskabsteoretiske rammer, der er forudbestemte, og hvis forudsætninger dermed vil præge karakteren af mine valg. (Kjørup, 1996, s. 107) 2.0 HVAD ER SOCIALKONSTRUKTIVISMENS RELEVANS TIL SPECIALET? Dette speciales grundlæggende videnskabsteoretiske udgangspunkt er socialkonstruktivismen 3. Derfor vil jeg i det følgende gennemgå de væsentligste aspekter af socialkonstruktivismen og dennes positioner. Jeg vil primært tage afsæt i bogen Socialkonstruktivisme positioner, problemer, perspektiver (Wenneberg, 2000), da dennes inddeling af socialkonstruktivismen i fire positioner vil give mig et overblik over feltet og dermed virke behjælpeligt til at klargøre netop, hvilke tanker fra socialkonstruktivismen, der er i tråd med specialets hensigt. Ligesom inden for andre videnskaber findes der inden for socialkonstruktivismen en række forskellige optikker på socialkonstruktivismens aspekter. Som Wenneberg (2000) selv udtrykker det flere steder i bogen, er hans socialkonstruktivistiske positioner baseret på hans egen subjektive konstruktion, hvorfor 3 Det er værd at bemærke, at socialkonstruktivismen er beslægtet med socialkonstruktionismen. Nøgleordet her er beslægtet, da de to videnskabsteoretiske retninger ikke er det samme. Ikke desto mindre adskiller nogle forfattere ikke de to. Spørgsmålet, om hvor store ligheder og forskelle der teoretisk er mellem de to begreber, afhænger af, hvem man spørger. Det, der dog er væsentligt at bemærke, er, at socialkonstruktivismen primært udspringer i sociologien, hvor socialkonstruktionismen primært har sit udspring i psykologien. (Jordansen & Petersen, 2008, s. 48) Side 14 af 108

16 man kan støde på andre socialkonstruktivistiske opfattelser, der dels vil gå på tværs af hans fire positioner og som dels kan være afvigende fra hans definitioner. Socialkonstruktivismen ses som et opgør med en række af de mere traditionelle forestillinger såsom realismen, positivismen, rationalismen m.fl. og er således et modspil til disse. (Wenneberg, 2000, s. 13) Særligt gør store dele af socialkonstruktivismen op med realismens antagelse om tings: iboende, uomtvistelige og oprindelige natur, hvilket Wenneberg også gennemgående er opmærksom på. (Jacobsen, 2001, s. 98) Den socialkonstruktivistiske tankegang tager afsæt i en kritisk kraft, hvilket vil sige, at en socialkonstruktivist ikke vil tage det umiddelbare for givet, men derimod vil forsøge afsløre de fænomener, der ligger til grund for virkeligheden. Således vurderer socialkonstruktivister, at der ikke findes en universal sandhed, men at variationen af sandheden er individuel og derfor afhænger af, hvem vi er. (Wenneberg, 2000, s ) Socialkonstruktivismen anses desuden for at være en form for antirealisme, da den betragter virkeligheden som værende en social konstruktion og hævder således ikke, at virkeligheden opstår på baggrund af det, hvert enkelte menneske oplever. (Klausen, 2005, s. 168) Det tidligere nævnte kritiske perspektiv ved socialkonstruktivismen er ifølge Wenneberg (2000, s. 8), den mest udbredte og populære form for socialkonstruktivisme. I bogen Socialkonstruktivisme positioner, problemer og perspektiver uddyber Wenneberg (2000) som sagt, fire positioner inden for socialkonstruktivismen. Foruden de fire overordnede positioner findes det hensigtsmæssigt at inddele socialkonstruktivisme III og IV i to yderligere underpositioner. Socialkonstruktivisme I kalder Wenneberg (2000, s. 17) for socialkonstruktivismen som et kritisk perspektiv, hvorudfra det karakteriseres, at man ikke tager det naturlige for givet, hvorfor der godt kan findes et alternativ til det naturlige. Mere specifikt definerer Wenneberg (2000, s. 77) i følgende citat det kritiske princip for: ikke at godtage sociale fænomeners naturlighed. At de altid har været sådan. At de ikke kunne være anderledes. At de ikke skulle være menneskeskabte størrelser. Denne socialkonstruktivistiske position opfordrer derfor til at demaskere alle de fænomener, der i hverdagen virker naturlige. Den næste position, socialkonstruktivisme II, er socialkonstruktivismen som sociologisk teori. Denne tager også afsæt i det kritiske perspektiv men adskiller sig fra den foregående form for socialkonstruktivisme, da dennes kritiske fokus er rettet mod de sociale institutioner og dermed på, hvad der regnes for at være viden i et samfund. Denne socialkonstruktivisme tager således Side 15 af 108

17 heller ej de sociale institutioner, såsom fx pengevæsenet, for givet og argumenterer således også for, hvordan disse kunne være anderledes. Dens position er baseret på forskellige teoretiske bud på, hvordan disse sociale fænomener er opbygget og ydermere på, hvordan de fungerer. (ibid, s. 18, 87 & 97) Socialkonstruktivisme III kalder Wenneberg (2000, s. 18) for socialkonstruktivisme som erkendelsesteori. Denne socialkonstruktivistiske kategori tager en erkendelsesteoretisk position, i og med at den hævder, at vores viden struktureres af sproget, og da sproget må anses for værende en social størrelse, fordi udveksling af sprog indbefatter flere mennesker, er viden således socialt konstrueret. Dermed er sproget afgørende for, hvordan den omkringliggende verden opfattes af os, og det har derfor en ganske central rolle i socialkonstruktivismen. Endeligt kaldes den sidste form for socialkonstruktivisme, socialkonstruktivisme IV, for socialkonstruktivisme som en ontologisk position, og denne indebærer, at den fysiske naturlige virkelighed ligeledes er socialt konstrueret. Ideen er således her, at bestemmelse af viden udelukkende foregår med afsæt i den virkelighed, den drejer sig om. (ibid) Socialkonstruktivismens fokus på sproget ifølge positionen socialkonstruktivisme-iii eller socialkonstruktivisme som erkendelsesteori, er særligt i tråd med den kvalitative tilgang, jeg har til mit speciale. Dette argumenterer jeg for, da jeg gennem de interviewedes sproglige formuleringer får adgang til viden inden for specialets emne, komplikationerne og mulighederne herved, og således er sproget for mig en kilde til erkendelse. Jeg vælger derfor at udfolde netop denne socialkonstruktivistiske position yderligere i følgende afsnit EN ERKENDELSESTEORETISK POSITION I denne form for socialkonstruktivisme sættes der spørgsmålstegn ved skabelsen af vores tagetfor-given-viden, dvs. den viden, vi alle har, og som vi hverken stiller os undrende over for i forhold til verden eller til os selv, hvad enten den er sand eller falsk. (ibid, s. 37) Socialkonstruktivisme II-teoriens sociologiske fokus på samfundets sociale institutioner udvikler sig til en erkendelsesteoretisk diskussion af, hvad viden er, dvs. hvad der kan betragtes for at være viden i et samfund. Den erkendelsesteoretiske position i socialkonstruktivismen-iii siger:... at viden er socialt konstrueret. (ibid, s. 97) Denne socialkonstruktivistiske position indgår som sagt i en diskussion om, hvad viden er, og Wenneberg (2000, s. 98) skelner i den forbindelse mellem viden og pseudoviden. Viden betegnes for værende: begrundet sand overbevisning, og således er pseudoviden det modsatte, dvs. overbevisninger, der ikke er sande eller bekræftede, og som derfor Side 16 af 108

18 ikke kan betragtes for værende viden. Dog er de tre kriterier, altså overbevisning, sand og begrundet, ikke tilstrækkeligt til at karakterisere rationel viden inden for den filosofiske verden. Dette da der fx kan opstå tilfældigheder, der gør, at den viden man mener, at man besidder, ikke er rationel men således tilfældig. (ibid, s. 99) I beskæftigelsen omkring hvad viden er, indtager socialkonstruktivismen III en radikal position, i og med at dens erkendelsesteoretiske position indbefatter følgende: viden om virkeligheden er udelukkende bestemt af sociale faktorer. (ibid, s ) Således får opfattelsen omkring, hvad viden er, hvordan viden bestemmes, og hvordan viden kan betragtes for værende gyldigt, en helt anden tilgang. Viden omkring virkeligheden bestemmes, ifølge socialkonstruktivismen III, af: irrationelle sociale faktorer. (ibid, s. 102) Dvs. faktorer, der tager afsæt i interesser og magt, der netop bestemmer viden i samfundet. Kategorien inddeles i to: en hvis fokus er på viden i den sociale virkelighed og en, hvis fokus er på viden i den fysiske naturlige virkelighed. Jeg vil nedenfor kort gennemgå de to. Viden og den sociale virkelighed: I denne underposition tages der afsæt i nogle teorier, hvis hensigt er at forstå den sociale virkeligheds konstruktion. Viden om den sociale virkelighed betegnes sociale fakta, og der argumenteres for, at disse kan være socialt konstruerede uden erkendelsesteoretiske komplikationer, såfremt man skelner mellem ontologisk objektive egenskaber og ontologisk subjektive egenskaber. Finten er nemlig, ifølge Wenneberg (2000, s. 103), at: en række sociale fakta om virkeligheden er objektive i erkendelsesteoretisk forstand og samtidig ontologisk subjektive. Sagt med andre ord betyder det, at eksistensen af et element afhænger af, at der er nogen, der tror på elementet og erkender det, hvorved det bliver ontologisk subjektivt. Foruden denne tro og erkendelse vil elementet netop ikke eksistere. På den måde skabes de sociale fakta gennem konventioner, og i forbindelse hermed spiller sproget en vigtig rolle, da det har til opgave at viderebringe elementers betegnelser til de næste generationer. (ibid, s ) Viden og den fysiske naturlige virkelighed: Denne underposition tager et mere radikalt standpunkt, da den siger, at viden er bestemt af sociale og subjektive faktorer og således ej heller af naturen. Dette da troen på demarkationskriteriet 4 ikke længere findes, hvorfor skellet mellem hverdagsviden og videnskabelig viden ikke længere findes. Dermed kan videnskaben ikke tages 4 Et damarkskriterie har, ifølge Wenneberg (2000, s. 105), til formål at udtrykke, hvad der er det karakteristiske ved den pågældende videnskabelige tilgang. Side 17 af 108

19 for givet som værende virkeligheden, hvilket videnskaben ellers bør omhandle. Koblingen mellem videnskab og virkelig er dermed brudt. (ibid, s ) Når man anser socialkonstruktivismen for værende en erkendelsesteori, bunder det i, at socialkonstruktivismen søger svar på: hvordan den sociale kontekst påvirker vores erkendelse. (ibid, s. 36) Hertil er der flere forståelser, men den, der er central i forhold til mit speciale, går ud på, at et menneskes erkendelse er socialt konstrueret, da den stammer fra sproglige formuleringer. Altså erkender vi som mennesker gennem sproget. Sproget anses for værende en social størrelse, da en interaktion, dvs. udveksling af sproglige formuleringer, forudsætter et minimum af to personer, og det er således den sociale kontekst, der påvirker vores erkendelse. (ibid, s ) Efter at have defineret specialets videnskabsteoretiske rammer der således skal virke som styringsmekanisme i forhold til de teoretiske og metodiske valg, jeg vil gøre mig, finder jeg det nærliggende i kommende kapitel at definere disse. Side 18 af 108

20 KAPITEL 3: SPECIALETS TEORETISKE SAMT METODISKE FUNDAMENT I dette kapitel vil jeg beskrive samt argumentere for mit valg af teori, og formålet er således dels at skabe klarhed omkring teorierne og desuden synliggøre måden, hvorpå jeg agter at anvende teorierne i specialet. Jeg vil desuden i kapitlet introducere den metode, jeg vil anvende til planlægningen af kommunikationsindsatsen, og således er kapitlets fokus ikke blot teoretisk. Jeg har valgt at gøre brug af socialsemiotikken og systemisk funktionel lingvistik (SFL), hvoraf sidstnævnte, ifølge bogen Language as social semiotic (Halliday, 1978), i øvrigt er en sproglig afart af førstnævnte. Socialsemiotikken refererer til, at menneskelig betydningsdannelse sker igennem brug af tegnsystemer, som fx verbalsproget, i en social kontekst, hvilket vil sige, at betydningsdannelsen ikke kan forekomme isoleret fra den sociale verden. (Halliday & Hasan, 1989, s. 3-4) Halliday og Hasan (1989, s. 4) argumenterer endvidere for, at der er lighed mellem det sociale og det kulturelle. I forbindelse hermed argumenterer Thomas Hestbæk Andersen (2011, s. 22) for følgende: Den systemisk-funktionelle lingvistik er altså en kultur-semiotik på den måde, at betydning ikke skal betragtes som et individuelt, kognitivt forankret begreb, men som et overindividuelt, socialt begreb. Således er betydning en social konstruktion, og da socialkonstruktivismen som tidligere beskrevet tager udgangspunkt i ideen om, at virkeligheden er socialt konstrueret, og det herunder fx især er sproget, der konstruerer virkeligheden og er afgørende for vores erkendelse, vil jeg argumentere for, at socialsemiotikken bl.a. kan regnes for at være en del af socialkonstruktivismen. Andersen (2011, s. 24) argumenterer desuden for, at SFL indgår i socialkonstruktivismen, da Halliday placerer sig som socialkonstruktivist med ordene: Since reality is a social construct, it can be constructed only through an exchange of meanings. Således vurderer Halliday (1978, s. 191), at betydninger er det, der skaber virkeligheden. Med afsæt i disse argumenter er mit teoretiske fundament i tråd med min videnskabsteoretiske position. 3.0 HVAD ER SPECIALETS SOCIALSEMIOTISKE TILGANG? For at kunne foretage en dynamisk kommunikationsplanlægning er det ifølge Flemming Smedegaard (2003, s. 9-10) væsentligt at kunne eksplicitere det kommunikationssyn, der ligger bag den model, man agter at bruge. Den planlægningsmodel, jeg har valgt at gøre brug af i forsøg på at besvare min problemformulering, er Smedegaard og Andersens Diamanten. I dette afsnit vil Side 19 af 108

21 jeg argumentere for det socialsemiotiske kommunikationssyn, der ligger bag den udvalgte planlægningsmodel, og i kapitels afsnit 3.4 vil jeg udfolde Diamantens funktioner. Socialsemiotik benyttes af flere teoretikere, men som angivet i dette kapitels introduktion vælger jeg at følge lingvisten M. A. K. Halliday s fremstilling heraf, som han bl.a. udtrykker den i bogen Language as social semiotic fra Grunden hertil er, at det netop er denne socialsemiotiske tilgang, der danner grundlaget for den systemisk funktionelle lingvistik. (Smedegaard, 2003, s. 10) Fundamentet for den systemisk funktionelle idé om, hvad sprog er, kan ifølge Andersen og Smedegaard (2005, s. 14) udtrykkes kort og præcist med Halliday s ord: Language is as it is because of what it has to do. (Halliday, 1978, s. 19) Dermed er sproget et kommunikationsmiddel, der har et sigte, hvorfor det ikke er tilfældigt sammensat. Jeg vil i følgende afsnit definere Halliday s socialsemiotiske kommunikationssyn, hvilket danner grundlaget for SFL, hvorefter jeg vil se nærmere på SFL og desuden argumentere for måden, hvorpå jeg agter at anvende SFL som analyseværktøj i specialet HALLIDAY S FREMSTILLING AF SOCIALSEMIOTIKKEN Socialsemiotikken kan anses for værende en indikator for: a general ideology or intellectual stance, a conceptual angle of the subject. (Halliday & Hasen, 1989, s. 3), dvs. en ideologi eller en vinkel at se på et givent emne fra. Ikke desto mindre argumenterer Halliday og Hasan (1989, s. 3) for, at der kan læses langt mere ind i de to termer, som socialsemiotikken er konstrueret af, nemlig i hhv. social og semiotik. For på bedst mulig vis at kunne skabe en forståelse for specialets socialsemiotiske kommunikationssyn, vil jeg kort forklare de to begreber nedenfor. Social refererer til: at betydningsdannelse aldrig sker isoleret fra den sociale verden. (Smedegaard & Andersen, 2009 s. 139) Således er alle betydningssystemers afhængighed af en kontekst en forudsætning for at kunne skabe betydning. Konteksten defineres som det, der akkompagnerer teksten, men går ud over hvad der siges og skrives, da det også inkluderer non-verbale elementer, og den defineres dermed som: the total environment in which a text unfolds. (Halliday & Hasan, 1989, s. 5) I forhold til sproget kan det ikke betragtes foruden en social kontekst, da folk ikke kan interagere uden et sprog, hvorfor der altid vil indgå en social kontekst. (Halliday, 1978, s. 10) Semiotik refererer til tegnsystemer og den menneskelige brug heraf til opnåelse af betydningsdannelse. Et eksempel på et såkaldt betydningssystem er verbalsproget, hvilket Side 20 af 108

22 desuden ifølge Halliday og Hasan (1989, s. 3-4) er det vigtigste og det mest omfattende. Det bør således også bemærkes, at det ikke er det eneste betydningssystem, da der i enhver kultur er mange andre måder at skabe betydningsdannelse på. Alle disse systemer relaterer sig desuden indbyrdes til hinanden. Betydningen inden for socialsemiotikken er således en størrelse, der: på samme tid er intersubjektivt forhandlet og semiotisk givet gennem dens forbindelse til andre betydninger (tegn) i et system. (Andersen & Smedegaard, 2009, s. 139) HVAD ER MENINGEN MED SYSTEMISK FUNKTIONEL LINGVISTIK? I dette afsnit vil jeg forklare, hvad meningen med SFL er og derved argumentere for mit brug af SFL i specialet. I afsnittet vil jeg forholde mig på et overordnet systemisk funktionelt niveau og vil således først i den senere analyse fremhæve de sproglige ressourcer, jeg har til hensigt at anvende. Jeg vælger at gøre brug af SFL, da det kan fungere som et fundament for udformningen af et af de kommunikationsprodukter, jeg vil anbefale DI at gøre brug af, der består af tekst. Jeg vil således foretage en analyse af de tekster, jeg kreerer, og herom siger Halliday (1985, s. 345) følgende: The purpose of analysing a text is to explain the impact that it makes: why it means what is does, and why it gives the particular impression that it does. SFL er en teori, der ikke anser sproget for at bestå af sætninger men derimod for at bestå af diskurser eller tekster. Således kan man sige, at SFL er en teori, der betragter sproget oppefra. (Halliday, 1978, s. 2) Som Eggins 5 (2004) udtrykker det, så har Hallidays fokus i SFL været på teksters sociosemantik, og hun refererer endvidere til Hallidays udtryk: The aim has been to construct a grammar for purposes of text analysis: one that would make it possible to say sensible and useful things about any text, spoken or written (Halliday i Eggins, 2004, s. 2) SFL kan altså anses for værende en betydningsgrammatik, og formålet har således været at skabe et værktøj, der skal kunne bruges til at analysere enhver tekst. En anden vigtig pointe i SFL lyder som følger: I den systemisk-funktionelle lingvistik er betydningssystemet og valget af én mulighed i systemet frem for en anden i centrum; det er ikke selve tegnet, der er i centrum. (Andersen, 2011, s. 19) SFL ser således sproget som en ressource, hvilket vi tager af, når vi bruger det, og det, der er det centrale er de valg, man træffer altså det man vælger at 5 Suzanne Eggins tilbyder i sin tilgang til systemisk funktionel lingvistik en fortolkning af Hallidays teorier, og hun tager i sin bog An Introduction to Functional Linguistics fra 2004 afsæt i Hallidays bog An Introduction to Functional Grammar, og hendes bog introducerer således de basale teknikker, der forefindes inden for SFL til analyse af tekster. (Eggins, 2004, s. xiii) Side 21 af 108

23 øse af i sproget, og således ikke de tegn, man udvælger. De valg, man træffer, er ifølge Eggins (2004, s. 5) ikke tilfældige, og hun argumenterer således for følgende: In having a purpose, this instance of language use is typical, not exceptional: people do not just talk or just write. Der vil altså altid være et formål i det talte eller det skrevne, og det er således underordnet, om formålet tydeligt fremgår eller ej. Nedenfor ses en model, der demonstrerer det, at man vælger noget ud fra sproget. Dette kaldes for instantiering, og dækker således over den idé om, at sproget er en ressource, som vi vælger ud af, når vi skal kommunikere. (Andersen & Smedegaard, 2005, s. 12) Side 22 af 108

24 For at skabe yderligere klarhed omkring SFL vil jeg i skemaet nedenfor gennemgå de fire grundlæggende påstande, som SFL er baseret på. Baseret på: Andersen og Smedegaard, 2005, s & Eggins, 2004, s Med afsæt i ovenstående skema og således med afsæt i SFL s grundlæggende dimensioner vil jeg i det følgende præsentere det stratificeringssystem, man opererer med i SFL. Betegnelsen stratifikation dækker over tre sprolige strata: fonologi/grafologi, leksikogrammatik og semantik. Halliday definerer, at leksikogrammatik dækker over: what the speaker can say. og har til formål Side 23 af 108

25 at skabe et samlet semiotisk system, da den kæder både fonologi/grafologi samt semantikken sammen og sikrer desuden sprogets kreative potentiale. Semantikkens fokus er på: what the speaker can mean og er således stratummet for betydning. Endeligt beskæftiger fonologi/grafologi sig med: what the speaker can do, og det omhandler således den talendes muligheder for at udtrykke sig i lyde og bogstaver. (Halliday, 1978, s. 39 & Smedegaard, 2003, s. 11 & Smedegaard & Andersen, 2005, s ) Da sproget således består af tre strata, anses det for værende et komplekst semiotisk system, da det modsat simple semiotiske systemer, der som regel kun omfatter et strata for udtryk og et for indhold, også har et strata i form af leksikogrammatik. Leksikogrammatikken giver netop adgang til, at et begrænset antal udtryk: kan kombineres til en ubegrænset mængde indhold., og i simple semiotiske systemer er begrænsningerne således ikke blot sat for udtrykkene men også for indholdsmængden. (Andersen & Smedegaard, 2005, s. 16) Som det fremgår af nedenstående model, omkranses de tre strata af et fjerde ekstrasprogligt stratum, nemlig kontekst, hvilken udtrykker den situation, hvori en tekst skaber betydning. (Andersen & Smedegaard, 2005, s. 16) De enkelte strata skal ikke ses uafhængige af hinanden, da de hænger sammen gennem en realisering, hvilken udtrykkes som pile i nedenstående model. Et højere stratum realiseres således af et lavere stratum lige undtaget konteksten, da den intet højere stratum har. (ibid, s. 15) Side 24 af 108

26 Nedenstående model er en metafunktions-/stratifikationsmatrix, hvilken symboliserer, at der på tværs af konteksten, semantikken samt leksikogrammatikken findes tre metafunktioner, hvilket er det andet overordnede begreb i SFL. Disse hedder: den ideationelle metafunktion, den interpersonelle metafunktion og den tekstuelle metafunktion. De tre metafunktioner omhandler de forskellige funktioner, som sproget tjener, og de vil altid alle tre indgå i en hvilken som helst tekst. Nedenfor vil jeg kort gennemgå de tre metafunktioner. - Den ideationelle metafunktion, hvilken i øvrigt på det leksikogrammatiske stratum inddeles i submetafunktionerne den eksperientielle metafunktion og den logiske metafunktion, omhandler de ressourcer i sproget, der anvendes til at videregive informationer. Som Smedegaard (2011, s. 12, original fremhævning) udtrykker det, er det således: spørgsmålet om, hvad der kommunikeres om. Side 25 af 108

27 - Den interpersonelle metafunktion omhandler, hvordan man ved brug af sprogets ressourcer kan opbygge sociale relationer, og fokus er således på: spørgsmålet om hvem der kommunikerer til hvem. (ibid, original fremhævning) - Den tekstuelle metafunktion fungerer som bindeled mellem de to øvrige metafunktioner og sikrer dermed, at sproget lever op til sit tvedelte formål, netop at etablere sociale relationer (den interpersonelle metafunktion) samt at viderebringe informationer (den ideationelle metafunktion) og organiserer dermed information til et samlet hele. (Andersen og Smedegaard, 2005, s. 183) Ifølge Smedegaard (2011, s. 12, original fremhævning) er fokus her således rettet på: hvor og hvordan der kommunikeres. 3.1 DIAMANTEN SOM METODE I dette afsnit vil jeg præsentere det kommunikative værktøj, dvs. den metode, jeg agter at bruge til at planlægge den kommunikation, jeg finder mest hensigtsmæssig for DI at anvende med henblik på at opnå den tilsigtede effekt. Den kommunikations- og kampagnemodel, jeg har valgt, er Andersen og Smedegaards Diamanten. Denne model kan bruges i alle typer af organisationer, og kan løse alle typer af kommunikationsopgaver. (Andersen og Smedegaard, 2009, s ) Diamantens kommunikationssyn Diamanten bygger på det kommunikationssyn, der forfægter, at kommunikation er en betydningsskabende handling, hvilken foregår i et dialogisk rum, og diamanten har således et dialogisk kommunikationssyn. Andersen & Smedegaard vurderer, at for at kommunikative initiativer ikke blot ender som støj i en støjfyldt verden men som reel kommunikation, kræves en modtager, der reagerer på det kommunikative initiativ. Dermed er Diamantens fokus tvedelt, da kommunikation ifølge Diamantens forfattere altid kræver en afsender og en modtager. Ingen af de to parter kan udelades i en kommunikationssituation, og de betragtes for at være lige vigtige. (ibid, s. 9-11) Mit metodiske valg af Diamanten er i tråd med mine videnskabsteoretiske samt teoretiske overvejelser, da den er funderet i en humanistisk tradition og tager afsæt i et socialsemiotisk kommunikationssyn. Dermed foregår betydningsdannelse ved hjælp af et værktøj, som fx sproget, altid i en social kontekst. (ibid, s. 11 & 139) En modsætning til det dialogiske kommunikationsplanlægning er eksempelvis en metode, hvis kommunikationssyn placerer modtageren i fokus og som dermed er baseret på receptionsteorien. (ibid, s ) Preben Sepstrups kommunikations- og kampagneplanlægningsmodel er netop et Side 26 af 108

28 eksempel herpå, da en tekst, ifølge Sepstrups humanistiske paradigme, får betydning gennem en modtagers situationsbestemte og individuelle reception. Altså kan afsenderen, uanset indsats, ikke kode tekstens budskab, da det er modtagers afkodning af teksten, der er afgørende for, hvordan teksten skal forstås. (Sepstrup, 2011, s. 37) Min hensigt med kommunikationsplanlægningen med afsæt i Diamanten er altså at skabe dialog mellem DI og deres målgruppe(r). Med afsæt i mine egne formodninger samt med afsæt i mine fokusgrupper samt interviews, tegnede der sig et billede af, at der mangler kommunikation på EU-forbeholdsområdet. Men der mangler ikke kommunikation til de danske borgere tværtimod mangler der kommunikation med de danske borgere. Ved at benytte Diamantens tilgang sikrer jeg, at både planlægningen samt udførelsen af kommunikationen tager udgangspunkt i et rum, hvori et samspil mellem parterne kan foregå, hvorved jeg kan imødekomme den kommunikative mangel, der forefindes. (Andersen og Smedegaard, 2009, s. 10) Diamantens struktur Det essentielle ved Diamanten er, at det er en fleksibel model, hvilken man kan slibe i de facetter, man ønsker. Den er således ikke lineær, og derved betyder det, at jeg som kommunikationsplanlægger selv skal udvælge de facetter samt rækkefølgen af dem, jeg mener kan løse kommunikationsopgaven. Jeg vil i min kommunikationsplanlægning således have mig for øje ikke at lade mig forføre af bogens gennemgang og rækkefølge. (ibid, s. 14 & 19) Nedenfor ses diamantens 10 facetter. Side 27 af 108

29 Jeg vil i min planlægning løbende præsentere de facetter, jeg vil anvende, og foruden præsentationen agter jeg at argumentere for den pågældende facets relevans til den foreliggende kommunikationsopgave. Diamantens forfattere pointerer, at modellen i princippet er uafsluttet, hvilket betyder, at det står kommunikationsplanlæggeren frit for at inddrage andre relevante overvejelser, der ikke fremgår af Diamanten. På denne måde giver modellen mig som kommunikationsplanlægger mulighed for at medtænke alle relevante forhold. (ibid, s. 13) Kontekst Da ethvert betydningssystem er afhængig af den kontekst, det fungerer i, for at skabe betydning, finder jeg det væsentligt at præsentere Andersen og Smedegaards definition af kontekst. Konteksten finder jeg det relevant at fremhæve, da det er kontekstens faktorer, man som kommunikationsplanlægger medtænker i en kommunikationsplanlægning, da de er eller bør være afgørende for, hvordan en tekst sammensættes. De kontekstuelle faktorer medtænkes således for at sikre, at en given tekst ikke sendes uforsvarligt af sted, men i håb om at den på bedst mulig vis bliver modtaget som ønsket. (ibid, s. 142) Diamantens forfattere kritiserer Hallidays betegnelse af kontekst, hvilken jeg definerede under afsnittet vedrørende specialets socialsemiotiske afsæt, da de argumenterer for, at betegnelsen er for bred. Dette da den baserer sig på ideen om, at alt hænger sammen. I forhold til en given kommunikationssituation er det dermed ikke muligt at sætte grænser for, hvilke faktorer der er relevante at tage i betragtning i forbindelse med konteksten, hvorfor den bliver nær umulig at arbejde med. Dette problem adresseres dog inden for socialsemiotikken, da den såkaldte situationelle kontekst konkretiseres via de tre tidligere præsenterede faktorer, nemlig: field, tenor og mode. (Halliday, 1978, s. 110) Andersen og Smedegaard omtaler de tre faktorer som felt, tenor og måde, og de definerer dem med afsæt i Hallidays socialsemiotik som følgende: Felt: the social action, dvs., det der foregår i en situation omkring en given tekst. Tenor: the role structure, og således er fokus her på forholdet mellem rollerne, altså afsender og modtager. Måde: the symbolic organization, hvilket indebærer, at fokus her er på rollen af det sprog, der udveksles mellem kommunikationsdeltagerne. (Andersen & Smedegaard, 2009, s. 142) Side 28 af 108

30 De situationelle karakteristika danner dermed rammen for udarbejdelsen samt opfattelsen af en given tekst, og som Andersen og Smedegaard (2009, s ) argumenterer, så er de tre faktorer tilsammen således: a conceptual framework for representing the social context as the semiotic environment in whivh people exchange meanings.. Efter en definition af og argumentation for specialets teoretiske samt metodiske fundament finder jeg det relevant i det følgende kapitel praktisk at overveje, hvordan jeg empirisk kan søge at besvare specialets problemformulering. Side 29 af 108

31 KAPITEL 4: DATAPRODUKTION Nu vil jeg bevæge mig væk fra de mere abstrakte videnskabsteoretiske og teoretiske overvejelser til de praktiske metodeovervejelser omkring, hvordan jeg empirisk kan undersøge måden, hvorpå DI på bedst mulig vis kan skabe en kommunikationsplan og tilhørende kampagne, der kan opnå den tilsigtede effekt. Kapitlet vil indeholde præsentationer samt behandlinger af den indsamlede data. Shah og Corley (2006) beskriver data som: the empirical patterns observed (s. 1821) og beskriver således de mønstre, der observeres. Dermed vil jeg i dette kapitel præsentere samt behandle de empiriske undersøgelser, jeg agter at anvende på en måde, der kan virke behjælpelig til besvarelsen af min problemformulering. Jeg vil desuden argumentere for mine empiriske valg. 4.0 UNDERSØGELSESDESIGN I dette afsnit vil jeg præsentere specialets undersøgelsesdesign, hvilket ifølge Ib Andersen (1997, s. 153) defineres som: den kombination af fremgangsmåder, vi benytter ved indsamling af data., og afsnittets fokus er således på den kombination af metoder, jeg vil anvende. Ordet metode betød oprindeligt ifølge Kvale og Brinkmann (2009, s. 125) vejen til målet. Jeg har valgt at kombinere to veje, dvs. to metoder til min dataproduktion. Der kan være flere grunde til at kombinere to eller flere metoder, men i mit speciale skal de to metoder fungere som forskellige perspektiver på samme problemstilling, og de fungerer således som ligeværdige empiriske kilder. (Halkier, 2002, s. 18) I overensstemmelse med mit socialkonstruktivistiske udgangspunkt har jeg valgt at afholde en række individuelle interviews samt to fokusgrupper. I de følgende afsnit vil jeg beskrive, begrunde og reflektere over mine valg af kvalitative undersøgelsesmetoder. Foruden de kvalitative metoder, jeg selv gennemfører, har jeg fundet det nødvendigt at inddrage nogle tidligere foretagne kvantitative undersøgelser. Derfor vil der i kapitlet også forefindes et afsnit, der præsenterer de udvalgte kvantitative undersøgelser samt argumenterer for min inddragelse af disse. 4.1 INDIVIDUELLE INTERVIEWS Specialets ene empiriske fundament er det kvalitative interview. At et interview er kvalitativt vil sige, at det fokuserer på ord og ikke på tal, hvilket netop er tilfældet ved den kvantitative metode. (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 48) Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Kvale og Brinkmanns syv faser til god interviewforskning til udarbejdelsen, afholdelsen og bearbejdelsen af mine interviews. Forskningsinterviewet er et interview, hvor der konstrueres viden i det samspil og den interaktion, der hersker mellem den interviewede og intervieweren. (ibid, s. 18) Den type af forskningsinterview, jeg har valgt, at mine Side 30 af 108

32 interviews skal tage form efter, er det interview, Kvale og Brinkmann (2009, s. 19) definerer som det semistrukturerede livsverdensinterview, dvs.: et interview, der har til formål at indhente beskrivelser af den interviewedes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener. På bilag nr. 1 forefindes deltagerlister indeholdende de informanter, jeg fandt det relevant at interviewe. Vælges casene tilfældigt, er outputtet tilfældige oplysninger; vælges casene formålsbestemt, opnås et output, der belyser den valgte problemstilling. (Neergaard, 2001, s. 7) Således bør cases, også kaldet informanter, udvælges formålsbestemt, sådan at caseudvælgelsen er tæt forbundet med undersøgelsens formål. At en informant eller en case er formålsbestemt betyder ifølge Neergaard (2001, s ), at der er en overensstemmelse mellem den valgte problemstilling og casene, således at de kan belyse problemstillingen De syv faser af mine interviewundersøgelser The very virtue of qualitative interviews is their openness. No standard procedures or rules exist for conducting a research interview or an entire interview investigation. (Kvale, 2007, s. 33) Der er således ingen standarder for, hvordan man gennemfører en undersøgelse. Ikke desto mindre er der ifølge Kvale og Brinkmann (2009, s. 123) 7 faser man kan følge for at sikre, at man undervejs i sine interviews bevarer sin oprindelige vision samt sit engagement gennem hele undersøgelsen. I det følgende vil jeg fase for fase præsentere de valg og overvejelser, jeg gjorde mig i forbindelse med planlægningen, gennemførselen og bearbejdningen af mine individuelle kvalitative interviews. Tematisering Når der tales om tematisering, er det undersøgelsens hvorfor og hvad der afklares. Det er således her i denne indledende fase, at man afklarer formålet af undersøgelsen og tilegner en forhåndsviden omkring det emne, der skal undersøges. (ibid, s. 125) Som tidligere beskrevet afholdt jeg flere interviews, som havde forskellige forskningsformål. Fælles for dem var dog, at de alle repræsenterede erfaringer og ekspertviden inden for specialets emne. Nedenfor ses formuleringer på interviewenes forskningsformål. - Nr. 1: Formålet med interviewet med Rasmus Jønsson (RJ) var med afsæt i de faser han beskriver i bogen Politisk journalistik og kommunikation forandringer i forholdet mellem politik og medier, at forsøge at belyse den dansk-politiske kommunikative verden. Interviewet blev således foretaget på baggrund af RJ s kompetencer inden for politisk kommunikation. Side 31 af 108

33 - Nr. 2: Interviewet med Jesper Møller (JM) fandt sted på baggrund af mit samarbejde med DI. JM var på daværende tidspunkt bestyrelsesformanden for DI, og formålet ved at interviewe ham var således at forsøge at skabe et mere nuanceret billede af, hvorfor og hvordan DI gerne vil blande sig i EU-debatten. - Nr. 3: Formålet med at interview Sine Nørholm Just (SNJ), var at skabe en bedre forståelse for dansk vælgeradfærd omkring EU-afstemninger og desuden lære noget om Danmarks forhold til EU. - Nr.4: Interviewet med Catharina Sørensen (CS) var baseret på den viden, hun igennem sin ph.d. har omkring dansk euroskepsis. Jeg forventede, at målgruppen for kommunikationsindsatsen skulle tage udgangspunkt i skepsisfænomenet, hvorfor jeg gerne ville lære noget mere om skepsistyperne. Desuden var formålet med interviewet at opnå viden omkring dansk EU-skepsis udvikling siden Catharinas ph.d., da jeg forventede, at der kunne have været en udvikling over de knap fem år. Interviewene 1, 3 og 4 er med forskere og eksperter, og jeg har i brugen af mine interview haft for øje ikke blot at lade deres udtalelser diktere, hvad der er rigtigt og forkert, således at de ikke tillægges for meget magt i forhold til udarbejdelsen af kommunikationsplanen. Jeg sikrede mig at lave et indledende eksplorativt arbejde inden for emnet forinden mine interviews, da det ifølge Kvale og Brinkmann (2009, s. 127) er nødvendigt, at intervieweren, dvs. jeg selv, har et foregående kendskab til de undersøgte temaer for at kunne stille de relevante spørgsmål. De overordnede temaer, der optrådte i mine interviews, var som følger: - Politisk kommunikation, herunder både mediernes og politikernes kommunikation om EU. - De danske borgeres kulturelle forhold til samt opfattelse af EU. - DI s rolle i den dansk-politiske debat om EU. - Dansk meningsdannelse samt vælgeradfærd med særligt henblik på forholdene omkring EU. - Dansk EU-skepsis. Temaerne indgik i samtlige interviews men blev dog vægtet forskelligt alt efter hvilken informant, der deltog i det pågældende interview. Senere i kapitlet vil jeg præsentere Kvale og Side 32 af 108

34 Brinkmanns meningskondensering, hvilken jeg har foretaget på mine fire interviews samt to fokusgrupper, hvorunder jeg vil være mere specifik omkring de centrale temaer. Design Det er i denne fase, at undersøgelsens hvordan fastlægges. Det er således i denne fase, man beslutter, hvilke interviewteknikker, der skal anvendes for at sikre en opnåelse af den ønskede viden. (ibid, s. 129) Da min undersøgelse blot består af fire interviews samt af to fokusgrupper og dermed må karakteriseres for værende en lille fleksibel eksplorativ undersøgelse, anbefaler Kvale og Brinkmann (2009, s. 129) at benytte mere uformelle interviewtilgange frem for det formelle design. Jeg lagde derfor ikke en betydelig indsats i undersøgelsens design. Ikke desto mindre tog jeg med afsæt i Kvale og Brinkmanns teori om fasen design alle faserne af undersøgelsen i betragtning forinden afholdelsen af mine interviews, da de argumenterer for, at der hersker en interdependence, dvs. en gensidig afhængighed mellem de valg man træffer, i hver fase. (ibid, s. 131) Interview Det er i denne fase, man begynder at fokusere på den produktion af viden, der opstår gennem interviewerens og den interviewedes synspunkter. (ibid, s. 143) Min undersøgelse bestod, foruden fokusgrupperne, af face-to-face interview med emnerelevante fagfolk, og de blev hver især gennemført på under 45 minutter. Det var udelukkende såkaldte eliteinterviews jeg afholdte, da interviewpersonerne bestod af tre eksperter og en leder. Jeg forsøgte at imødekomme de udfordringer, der ligger i at afholde eliteinterviews, ved at mestre det relevante fagsprog og desuden være fortrolig med den interviewedes sociale situation. (ibid, s. 167) Mine interviews var semi-strukturerede og tog dermed udgangspunkt i en interviewguide, der bestod af en række spørgsmål, der tog højde for undersøgelsens temaer og således var relaterede til undersøgelsens hvad. Spørgsmålene tog desuden højde for undersøgelsens dynamiske dimensioner, dvs. undersøgelsens hvordan, således at spørgsmålene fremmede et positivt fremspil og desuden holdt samtalen kørende. (ibid, s ) Interviewguiderne kan ses på bilag nr. 2. Jeg ville gerne sikre dialog med den interviewede, og jeg var derfor åben over for at følge den interviewedes tanker og svar. Dermed forandrede mine formuleringer samt rækkefølgen af disse sig undervejs i interviewene. (ibid, s. 144) Jeg forsøgte desuden at lytte aktivt, således at jeg kunne sikre mig at stille opfølgende spørgsmål til det, den interviewede sagde. (ibid, 159) Side 33 af 108

35 Hvad angår iscenesættelsen af mine interview, anvendte jeg både briefing og debriefing med det formål at sikre en god kontakt, tryghed og klare linjer. (ibid, s ) Transskription Jeg valgte forinden min analyse af min empiri at transskribere i bilag. Jeg optog interviewene på lyd, da det var en forudsætning for at kunne transskribere dem. Når man transskriberer, er det væsentligt at bemærke dets betydning nemlig at man transformerer og dermed menes, at man skifter fra én form til en anden. Transskriptionen af interviewene fra mundtlig til skriftlig form er et led i den analytiske proces, da transskriptionen strukturerer interviewene i en form, der egner sig til efterfølgende analyse, hvilket netop er årsagen til, jeg valgte at transskribere. Der er flere måder at transskribere på, men jeg valgte at transskribere alle udtalelser i interviewene, således at transskriptionen var så nær på den mundtlige version som muligt. (ibid, s ) Analyse meningskondensering Hvad angår analysen af det empiriske materiale skelner Kvale og Brinkmann (2009, s. 219) mellem to typer af interviewanalyser - nemlig interviewanalyser med fokus på mening og interviewanalyser med fokus på sprog. Da jeg er interesseret i meningsindholdet frem for sprogvalg og grammatik i de fire foretagne interviews samt i de to fokusgrupper, har jeg valgt at gøre brug af et værktøj inden for de interviewanalyser, der fokuserer på mening. (ibid, s. 223) Efter transskriberingen af mine interviews samt fokusgrupper endte jeg op med en omfattende mængde af sider, hvilke synes værende noget ustrukturerede over uoverskuelige. Derfor valgte jeg at tage det værktøj i brug, Kvale og Brinkmann (2009, s. 227) kalder for meningskondensering. At kondensere transskriberingerne af ens interviews og fokusgrupper indebærer, at man giver de interviewedes udtryk mere koncise og præcise formuleringer med henblik på at fremhæve hovedbetydningen i det, der siges, hvorved empirien overskueliggøres. Resultatet af meningskondenseringerne er således, at selve teksten reduceres, men ikke desto mindre bevares teksten fortsat i dens kontekst. Mine foretagne meningskondenseringer bestod af fem følgende trin: 1. Meningskondenseringsprocessen indledtes med en gennemlæsning af interviewet, hvilket sikrede mig en helhedsforståelse af interviewet. 2. Herefter foretog jeg en bestemmelse af meningsenhederne, dvs. de enheder, der rummede svar på emnet i min problemformuleringen. Side 34 af 108

36 3. Dernæst formulerede jeg de temaer, der dominerede hver enkelt meningsenhed så simpelt som muligt. 4. Herefter stillede jeg meningsenhederne spørgsmål med afsæt i undersøgelsens specifikke formål. Mine interviews samt fokusgruppers specifikke undersøgelsesformål var individuelle. Ikke desto mindre tjente de alle til at besvare undersøgelsernes overordnede formål - netop min problemformulering. Spørgsmålene til meningsenhederne tog således både udgangspunkt i de individuelle specifikke undersøgelsesformål samt i problemformuleringen. Spørgsmålene tjener i forhold til selve kommunikationsplanlægningen det formål at involvere alle relevante overvejelser, hvorfor de også danner grundlag for udformningen. 5. Endeligt skabte jeg for hvert af mine interview samt fokusgrupper et deskriptivt udsagn, hvilket bestod af en sammenknytning af de væsentligste temaer. Disse forholdt sig således på et interviewnært og konkret niveau. I hvert af de bilag, der består af en transskribering af enten et interview eller af en fokusgruppe, vil der forneden kunne findes meningskondenseringens trin 2, 3 og 4 af den skriftlige version af interviewet. Det femte trin i meningskondenseringerne, altså de deskriptive udsagn, kan ses nedenfor. Jeg har valgt at indsætte disse direkte i selve specialet, da jeg vurderer, at det især er dem, der skaber et overblik over mine interviews samt fokusgrupper. Efter hvert deskriptivt udsagn vil der forefindes en oversigt over de mest centrale temaer, således at jeg sikrer en større klarhed omkring det pågældende interviews indhold. Deskriptivt udsagn af interview nr. 1 med Rasmus Jønsson Gennem den postmoderne fase, hvilken løber fra år 2000, har vi overværet en kommunikationsverden i udvikling. Professionaliseringen af kommunikation har især været fremtrædende i form af flere kommunikationsmedarbejdere og forfinede kvalitative og kvantitative metoder. Derudover er kommunikationsaspekterne kommet tættere på ledelsesniveau, og kommunikation prioriteres desuden højere, hvad angår de økonomiske aspekter. Det, der også kendetegner den postmoderne fase, er, at det er blevet ganske normalt, at de politiske partier fører valgkamp mellem valgene. Effekten heraf afhænger naturligvis af den pågældende strategi, men skal vælgerne lytte, er det således ikke hensigtsmæssigt først at indlede sin kommunikationsindsats under valget. Netop derfor taler den interviewede også for, at DI fører nogle prækampagner for bl.a. at undgå nogle sandheder, der kan komme til at spænde ben for dem Side 35 af 108

37 selv. Den interviewede argumenterer for, hvordan dialogorienteret kommunikation er vejen at gå, når det handler om EU, så det ikke opfattes som et emne, der trækkes ned over hovederne på vælgerne, hvorfor han desuden anbefaler ølkassemøder. Herudover taler den interviewede for, at der bør gøres brug af sociale medier både til argumentation, men også fordi det især er her, at artikler deles. Vælgernes møde med partierne i medierne samt politiske kampagner har en stor effekt på stemmeresultaterne, og derfor er vælgerne i dag mere flytbare. Kampagner, der går imod DI s argumenter, kan derfor også forekomme, hvorfor DI skal have deres modargumenter klar. Dog argumenterer den interviewede for, at de negative mudderkastningskampagner hører fortiden til til trods for, at de kan have en effekt. Endeligt anbefaler han, at EU gøres til et mere følsomt emne, således at det ikke kun er de, der er imod EU, der forbinder det med følelser. De centrale temaer er: - Den postmoderne fases professionalisering af kommunikationen. - Vælgernes møde med partierne i medierne i forhold til stemmeresultaterne. - Vælgernes potentielle påvirkning af kampagner mv.. - Valgkamp mellem valgene i dag. - Dialogorienteret kommunikation i forhold til EU-stof. - En professionalisering af ølkassemøder. - Modargumenter i forhold til EU. - Sociale mediers rolle i forhold til artikler samt argumentation. - Negative kampagners effekt. - EU og følelser. Deskriptivt udsagn af interview nr. 2 med Jesper Møller Set med DI s øjne er det problematisk, at Danmark ikke er et fuldgyldigt medlem af EU, og de ser således gerne, at Danmark får afskaffet vores forbehold for på den måde at blive et fuldgyldigt medlem. DI tror ikke, at forbeholdene i dag var blevet en realitet med 27 medlemslande. Det forbehold, DI særligt ønsker afskaffet, er euroforbeholdet, da det sætter nogle begrænsninger for de danske virksomheder. Til trods for at euroforbeholdet er det mest presserende, ser DI ikke, at de andre forbehold giver nogen mening, hvorfor de også ser, at de bliver afskaffet. DI ser ikke, at Danmark har et anspændt forhold til EU. Ikke desto mindre er DI under den opfattelse, at der flere steder i Danmark hersker en misforstået negativitet over for EU. Og til trods for at DI Side 36 af 108

38 anerkender, at det kan være svært for den enkelte dansker at se fordelene ved EU, så pointerer interviewpersonen også, at EU i mange år har betydet fred, hvilket ikke burde blive taget for givet. Således bunder den danske EU-skepsis i uvidenhed, hvilken DI gerne vil imødekomme med nogle argumenter for, hvorfor de danske forbehold i dag ikke giver nogen mening evt. i fællesskab med andre. DI ønsker at være objektive, samtidigt med at de ønsker at modsætte sig argumenter, der går dem imod som eksempelvis Dansk Folkepartis. Endeligt ser DI ikke, at EU er velintegreret i den dansk-politiske debat, hvilket også kan skyldes, at EU har en lav interesse i Danmark, til trods for at Danmark har rig mulighed for indflydelse i EU. De centrale temaer er: - Problematikken omkring Danmarks EU-forbehold og DI s position hertil. - Danmarks forhold til EU. - Euroforbeholdets vigtighed i forhold til dansk erhvervsliv. - Regeringens samt politikernes rolle i forhold til EU-afstemninger samt EUkommunikation. - Misforstået negativitet blandt danskerne over for EU. - EU som politisk og økonomisk projekt. - Danskernes individuelle forhold til EU. - Dansk EU-skepsis. - EU i den dansk-politiske debat. - Danmarks potentielle indflydelse på EU. Deskriptivt udsagn af interview nr. 3 med Sine Nørholm Just Den interviewede vurderer, at Danmark har et godt forhold til EU, fx hvad angår implementering af EU-lovgivning, til trods for vores forbehold samt det faktum, at vi ikke er et oprindeligt EUland, skaber distance i forholdet. Hun vurderer, at vores forhold til EU ikke vil ændre sig betydeligt i den kommende tid, hvorfor hun forventer, at der går noget tid, før en afstemning om forbeholdene bliver en realitet. Hun understreger dog, at det hurtigt kan vende. Til trods for at vi i Danmark er blandt dem, der ved allermest om EU, er den folkelige opbakning ikke er den største, hvorfor interviewpersonen vurderer, at der ikke sammenhæng mellem EUviden og EU-opbakning. Modstanden kan fx skyldes, at den enkelte ikke har haft nogle oplevelser med EU. Side 37 af 108

39 Den interviewede argumenterer for, at formidlingen af EU er afgørende for, hvor stor opbakning der er, men i Danmark bliver det altid en for-eller-imod EU-debat, frem for en for-eller-imod et-givent-emne-debat. Danmark står stærkere i EU, og der hersker en gensidig afhængighed mellem Danmark og EU, men til trods for det vurderer den interviewede, at der i Danmark mangler politisk vilje til at fremhæve de gode sider ved EU. Suverænitetsspørgsmålet anses af den interviewede for at være kunstigt, men hun påpeger, at det hænger sammen med de følelser, der er forbundet med at være dansk. Danmark kom med i EU af økonomiske årsager, hvilket kan være grund til, at der ikke er nogle følelsesmæssige relationer mellem de danske vælgere og EU, hvilket den interviewede desuden ikke er sikker på, ville være nogen god idé. Den interviewede argumenterer for, at fokus i en kommunikationsindsats vedrørende EU bør tage afsæt i EU og den enkelte. Endeligt kunne det frygtes, at gældskrisen havde forbundet EU med en form for frygt blandt danskerne. Dette argumenterer den interviewede dog for ikke er tilfældet, eller i hvert fald, at det afhænger af, hvordan man ser på det. De centrale temaer er: - Danmarks politiske og økonomiske forhold til EU. - Danskernes EU-opbakning. - EU-debattens tendens til at blive en for-eller-imod debat. - Danmark i eller uden for EU. - Formidlingen af EU i Danmark og EU i den dansk-politiske debat. - Politisk vilje i forhold til EU. - Dansk suverænitet og EU-modstand. - EU og følelser. - EU og den enkelte. Deskriptivt udsagn af interview nr. 4 med Catharina Sørensen Interviewet tog udgangspunkt i den interviewedes ph.d., hvilken etablerede fire typer af EUskepsis. Ud af de fire typer er det den suverænitetsbaserede euroskepsis, der hersker i Danmark, hvilken er den eneste, der ville kunne påvirke et stemmeresultat. Danmark er et land, der grundlæggende er positivt stemt over for EU, hvorfor fx den økonomiske skepsis ikke ville kunne udløse et nej til afskaffelsen af forbeholdene. Undersøgelserne i ph.d. en var foretaget på Side 38 af 108

40 aggregeret niveau, og den interviewede har således ikke defineret, hvem der besidder den suverænitetsbaserede euroskepsis. Ikke desto mindre karakteriserer den interviewede den typiske suverænitetsbaserede euroskeptikker. Den interviewede tror ikke, at grundholdningerne hos folk ændrer sig betydeligt - ikke desto mindre afhænger skepsissen af det pågældende emne, hvorfor man godt kan være pro EU men skeptisk i en given sag. Den interviewede vurderer, at EU er et adskilt emne i Danmark og således ikke velintegreret. Bl.a. de mange EU-afstemninger, vurderer den interviewede, er med til at skabe denne stemning omkring EU. Såfremt man ønsker at integrere EU bedre, anbefaler den interviewede, at man tager små skridt. I en kommunikationsindsats bør man ifølge den interviewede holde sig til fakta, da kommunikationen er afgørende for, hvordan emnet modtages. Til trods for at der altid er nogen, der vil stemme nej til EU, så tror den interviewede på, at vi vil få et ja til afskaffelsen af forbeholdene under forudsætning af, at vælgerne ikke bliver skræmt. De centrale temaer er: - De fire danske EU-skepsistyper. - Fokus på den suverænitetsbaserede euroskepsis og dennes potentielle indflydelse på stemmeresultater. - Danskernes stemmevaner. - Den interviewedes undersøgelser og baggrunden herfor. - Den danske stemning over for EU. - EU-modstand i Danmark. - Den dansk-politiske debat og integrationen af EU heri. - De danske EU-afstemninger og effekten heraf. - Kommunikation omkring EU samt hvad en kommunikationsindsats bør tage udgangspunkt i. Deskriptivt udsagn fokusgruppe nr. 1 Overordnet set hersker der nogen usikkerhed omkring de enkeltes forbeholds funktioner samt aktualitet i forbindelse med vidensspørgsmålene. Enkelte i gruppen fremtræder dog med en noget større EU-viden end de øvrige. Deltagerne finder i fællesskab frem til de adskillige EUfolkeafstemninger samt resultaterne heraf. Deltagerne argumenterer for, at en eventuel EU-debat kan gå hen og blive heftig, til trods for at deltagerne ikke mener, at det er et emne, der har den store betydning. Deltagerne savner således Side 39 af 108

41 kommunikation omkring den potentielle indflydelse, Danmark har på EU, da EU for dem er komplekst, ligegyldigt, kedeligt, distanceret samt irrelevant for den enkelte. Dog er de enige om, at nogle er bedre til at sætte det på dagsordenen på en måde, de kan forstå, end andre. Men grundlæggende set mangler der at blive sat en spændende vinkel på EU, og deltagerne vurderer, at det er et ømtåleligt emne at tage op. Hvad angår deltagernes EU-viden, så argumenterer de for, at de kun møder EU i alt for tunge artikler, som de ikke kan få sig selv til at gå igennem især fordi de tit handler om de økonomiske fordele ved EU. De EU-historier, deltagerne kan huske, er de negative historier, der har fyldt meget i mediebilledet, og som gør, at EU er lidt til grin i deltagernes optik. Desuden argumenterer deltagerne for, at det fællesskab EU i virkeligheden bygger på, er for vagt udadtil, og at kommunikationen om EU burde tage udgangspunkt i fællesskabet. De foreslår desuden nogle specifikke historier, hvilke ville være værd at fremhæve. Deltagerne tvivler så meget på EU, at de ligefrem når ud i en kort diskussion, omkring om EU overhovedet er i kontrol, hvilken bl.a. tog udgangspunkt i de tilskud, EU giver, til fx landmænd. Deltagerne blev bedt om at diskutere hvilke kommunikationsprodukter, der ville fange deres opmærksomhed i en politisk kampagne. Resultatet heraf fremgår af bilag nr. 7. Til slut blev det understreget, at alle deltagere ville vide, hvad de skulle stemme, hvorfor de også ville stemme ved en eventuel EU-forbeholdsafstemning. De centrale temaer i fokusgruppen er: - Deltagernes viden omkring de danske forbehold til EU-samarbejdet. - Kommunikation om EU i medierne samt fra politikere. - Hvor deltagerne erfarer, de har deres viden omkring EU fra. - Deltagernes opfattelser af og erfaringer med EU. - Danmarks potentielle indflydelse på EU. - Deltagernes erfaringer med kommunikationsprodukter i forhold til en ny EU-kampagne. - Deltagernes indstilling til en afstemning om et eller flere af forbeholdene. Deskriptivt udsagn fokusgruppe nr. 2 Usikkerheden omkring de enkelte forbehold, deres funktioner samt aktualitet er overvejende stor blandt deltagerne. Det er blot ganske få af dem, der kender til forbeholdene og som i øvrigt er bevidste om, at de eksisterer. Ligeledes er der nogen usikkerhed omkring hvad det danske Side 40 af 108

42 formandskab indebærer, og erindringerne omkring de danske EU-afstemninger er ligeledes noget begrænsede. Deltagerne er enige om, at Danmark må være et af de besværlige medlemmer af EU, da vi gerne vil have det på vores egen måde, hvilket deltagerne desuden mener bunder i vores demokrati. Deltagerne deler erfaringer omkring, hvor deres EU-viden stammer fra, hvorunder både skoleforløb og mediernes påvirkning kommer på tale, og herunder kommer det frem, at EU for deltagerne er et fjernt, useriøst og abstrakt emne, som man desuden ikke taler om, da folk mangler viden på området. Der blomstrer desuden heraf en diskussion op mellem to af deltagerne, da den ene argumenterer for, at vedkommendes uddannelsesretning er grund til, at EU og politik generelt ikke er et emne, der optager hende, hvilket udløser en provokation hos en af de andre deltagere. Ikke desto mindre er flere af deltagerne enige om, at man ikke bør stemme, hvis man ikke ved nok om emnet. Hvad angår EU-kampagner, er deltagerne overvejende enige om, at stemmeresultaterne vil ende med at gå imod EU, såfremt kampagnerne indeholder for mange bløde værdier. I forbindelse hermed diskuterer deltagerne, hvor mange der egentlig er modstandere af EU og argumenterer for, at man ingen pro-eu kampagner ser, hvilket en af deltagerne desuden argumenterer for ville irritere hende. Der sættes herudover spørgsmålstegn ved, hvem der bør være ansvarlig for at sikre, at vælgerne får den information, de fortjener, og det pointeres desuden, at politikere twister emnerne i deres favør, hvilket kan resultere i, at man ikke får et realistisk billede. Deltagerne langer ud efter medierne i forbindelse med EU-stoffet, da de argumenterer for, at det kommunikeres som noget, der er irrelevant, og at de desuden forventer, at befolkningen forstår, hvad der tales om. Derfor kræver en forståelse af EU-stof i medierne en indsats fra den enkelte, hvilket er urealistisk, og derfor savner deltagerne nogle EU-debatter, der kunne være med til at skabe klarhed omkring emnet. Deltagerne blev bedt om at diskutere hvilke kommunikationsprodukter, der ville fange deres opmærksomhed i en politisk kampagne. Resultatet heraf fremgår af bilag nr. 8. Endeligt pointerede flere af deltagerne, at det ville være nødvendigt for dem at sætte sig bedre ind i EU-stoffet for at kunne stemme ved en folkeafstemning omhandlende et eller flere af forbeholdene, hvorfor kun enkelte af dem nu ville vide, hvad de skulle stemme. De centrale temaer i fokusgruppen er: - Deltagernes viden omkring de danske forbehold til EU-samarbejdet. Side 41 af 108

43 - Danmark i EU. - Hvor deltagerne erfarer, de har deres viden omkring EU fra. - Den enkeltes EU-viden samt hvem der har ansvaret herfor. - Kommunikation om EU i medierne samt fra politikere. - Engagement i EU og i politik generelt, bl.a. med afsæt i uddannelsesbaggrund. - Deltagernes opfattelser af og erfaringer med EU. - Danmarks potentielle indflydelse på EU. - For og imod EU. - Deltagernes erfaringer med kommunikationsprodukter set i forhold til en ny EUkampagne. - Deltagernes indstilling til en afstemning om et eller flere af forbeholdene samt fokus på, hvem der bør stemme. De sidste to faser, Verifikation samt Rapportering, vil ikke indgå i dette kapitel. Verifikation har fokus på at: fastslå validiteten, reliabiliteten og generaliserbarheden af interviewresultaterne. (ibid, s. 122) Det er således i denne fase, man forsøger at vurdere, hvor konsistente ens resultater er og desuden vurdere, om undersøgelserne reelt undersøger det, de skulle. Da jeg agter at inddrage mine interviews samt fokusgrupper løbende i kommende kapitel, nemlig selve kommunikationsplanlægningen, finder jeg det relevant først at placere min verifikation senere i specialet, da det først er efter selve kommunikationsplanlægningen, at det vil stå mig klart, om undersøgelserne lever op til det tilsigtede formål. Hvad angår fasen rapportering, vil denne fremgå løbende i kommunikationsplanlægningen. Det er under denne fase, man som interviewer kommunikerer undersøgelsens resultater, og da resultaterne vil danne rammen for måden, hvorpå jeg planlægger DI s kommunikationsindsats, finder jeg det relevant at inddrage resultaterne løbende. (ibid, s ) 4.2 KVANTITATIV METODE Hvor kvalitative undersøgelser typisk fokuserer på mere dybdegående studier af få nøje udvalgte cases, i forbindelse hermed informanter, er kvantitative undersøgelser typisk baserede på større stikprøver, hvor informanterne er mere tilfældigt udvalgt. Om man anvender den ene type eller den anden type af metode afhænger af undersøgelsens formål. Som tidligere beskrevet dykker jeg i de kvalitative interviews ind i informanternes livsverden og forsøger at tilegne mig viden på baggrund af deres udtalelser. Formålet ved kvantitative undersøgelser afviger fra formålet ved Side 42 af 108

44 kvalitative undersøgelser, da formålet her er at foretage en statistisk generalisering. (Neergaard, 2001, s. 11) Da mine individuelle interviews samt fokusgrupper består af data, jeg selv har indsamlet, betegnes det som værende primær data. I modsætning hertil er de kvantitative undersøgelser, jeg vælger at inddrage, indsamlet af andre end undertegnede, hvorfor det betragtes som værende sekundær data i specialet. (Andersen, 1997, s. 191) Det, at jeg vælger at kombinere forskellige metoder herunder kvalitative interviews samt fokusgrupper samt inddragelse af sekundære kvantitative undersøgelser, gør, at jeg metodetriangulerer. Nærmere bestemt betyder det, at jeg kombinerer forskellige metoder, der i øvrigt supplerer hinanden, til at belyse det samme fænomen fænomenet værende de danske forbehold til EU-samarbejdet. (ibid, s. 203) Jeg vil inddrage relevante tabeller, der afspejler den danske EU-afstemningsadfærd inden for forskellige samfundsgrupper over en 30-års periode til både deltagerudvælgelsen i fokusgrupperne og desuden til bestemmelsen af modtageren af kommunikationen. Disse optræder i Jørn Goul Andersens artikel: EU og modstanden i Danmark evige skeptikere, men bedre europæer fra Herudover vil jeg flere steder, hvor det er hensigtsmæssigt, inddrage relevante og tilgængelige undersøgelser, statistikker samt meningsmålinger fra bl.a. TNS Gallup og Eurobarometeret. Sidstnævnte består af en serie af offentlige opinionsundersøgelser, som Europa Kommissionen har foretaget siden Det er min hensigt at skabe det mest nutidige og aktuelle billede af danskerne og EU gennem de undersøgelser, jeg vælger at inddrage. Ikke desto mindre finder jeg det nødvendigt at inddrage nogle ældre undersøgelser, da det blot er disse, der belyser det, jeg netop ønsker at fremhæve. 4.3 FOKUSGRUPPER Som tidligere beskrevet fungerer de to udvalgte metoder som ligeværdige kilder til min empiriske dataindsamling. Kombinationen tjener derfor det formål at belyse forskellige dimensioner på samme problemstilling og derved indfange viden, meninger og holdninger gennem både situationelle sociale konstruktioner (fokusgrupper) og individuelle livsverdener (individuelle interview), og i dette afsnit vil jeg fokusere på de situationelle sociale konstruktioner, da dette netop er fokusgrupper. Side 43 af 108

45 Mit speciale har som tidligere beskrevet rødder i socialkonstruktivismen, der netop bygger på, at al menneskelig erkendelse er socialt konstrueret. (Socialkonstruktivisme) Socialkonstruktivismen gør oprør mod den positivistiske opfattelse af data, der antager, at data er noget, der allerede er derude. Netop derfor hedder kapitlet også dataproduktion, da data er noget, der skal produceres, da det, ud fra et socialkonstruktivistisk perspektiv, ikke blot kan findes. (Halkier, 2002, s. 28) En fokusgruppe er typisk blevet citeret for at skulle forstås som: en forskningsmetode, hvor data produceres via gruppeinteraktion omkring et emne, som forskeren har bestemt. (ibid, s. 11) Som Halkier (2002, s. 12) udtrykker det, giver fokusgrupper således direkte adgang til handling frem for adgang til beretninger om handling. Mit valg faldt bl.a. på fokusgrupper, da de er: specielt gode til at producere data om mønstre i indholdsmæssige betydninger i gruppers beretninger, vurderinger og forhandlinger. (ibid, s. 13) Jeg vil således igennem fokusgrupper kunne få noget at vide om, hvad en gruppe af mennesker kan blive enige eller uenige om omkring et givent emne, og i dette tilfælde de danske forbehold til EUsamarbejdet. Jeg vil således bruge mine fokusgrupper til at undersøge de sociale forståelser, der er om de danske EU-forbehold og en eventuel folkeafstemning om dem. Desuden valgte jeg at gennemføre fokusgrupperne, da deltagernes sammenligninger af hinandens forståelser og erfaringer vil give mig en indsigt i de kompleksiteter, der er i betydningsdannelser og sociale praksisser, hvilke er sværere for mig at opfange i individuelle interviews. (ibid, s. 17) Hvad folk gør hvor, hvornår, sammen med hvem osv. er dermed lettere at opfange i en fokusgruppe. Netop disse spørgsmål, dvs. hverdagslivserfaringer omkring EU og Danmarks forbehold til EU-samarbejdet, var jeg særligt interesseret i for at opfange, hvordan EU indgår i folks hverdagsliv Detaljerede metodiske valg i forbindelse med fokusgrupperne Problemer med at generalisere empiriske mønstre analytisk kan opstå, såfremt man ikke har sikret sig at udvælge de rette deltagere til sine fokusgrupper. (ibid, s. 30) Måden, hvorpå jeg udvalgte deltagerne til mine fokusgrupper, var således baseret på de sociale skillelinjer, der har været at spore via de EU-afstemninger, der har fundet sted mellem år 1972 og 2000, altså over seks EUafstemninger. Det er tidligere kendt, at der typisk er en forskel på mænd og kvinders tilslutning og opbakning til EU. Som det ses i nedenstående tabel, synes der ikke at være nogen betydelig forskel på mænd og kvinders andel af ja-stemmer til EU ved afstemningen i 1972, men kønsforskellen er gennem de knapt 30 år gennemgående blevet større. Ved alle afstemningerne har ja-flertallet blandt mænd Side 44 af 108

46 været betydeligt, men i både 1992 og 2000 bevirkede et endnu større nej-flertal blandt kvinder, at resultatet af afstemningerne endte med et nej. (Andersen, 2003, s ) Foruden kønsforskellen var der også en aldersforskel. År efter år havde man håbet på, at den største modstand til EU, der lå hos de unge, ville blive brudt. Dette var dog ikke tilfældet, da det afstemning eller afstemning stadig var i de ældre aldersgrupper, at tilslutningen til EU var størst. (ibid, s. 85) Endeligt er det også bevist, at jo højere uddannelse og lønindkomstniveau man har, desto større tilhænger af EU er man. I nedenstående to figurer illustreres dette, da der bortset fra afstemningen i 1993 altid har været en stigning i EU-tilslutningen i takt med stigningen i uddannelsesniveau. Desuden var der ved EU-afstemningen i år 2000, nærmere bestemt ved euroafstemningen, et markant mønster i, at højindkomstgrupperne stemte ja. Side 45 af 108

47 På baggrund af disse seks EU-afstemninger kunne jeg vurdere, at det var nødvendigt at sikre, at der var ligevægt mellem kønnene i mine fokusgrupper, da det kunne forventes, at kvindernes modstand til EU ville være større end mændenes. Dette lykkedes i den ene fokusgruppe, men i den anden opstod der overvægt at kvinder pga. afbud på dagen for afholdelsen. Grunden til, at jeg valgte at afholde flere fokusgrupper, var, at det ifølge Halkier (2002, s. 31) var nødvendigt at sikre, at deltagerne i en fokusgruppe hverken var for homogene eller heterogene, da man skal have den sociale interaktion for øje. Såfremt deltagerne er for homogene, kan man risikere, at den sociale udveksling ikke er stor nok, hvorimod man kan risikere, at der opstår konflikter, såfremt deltagerne er for heterogene. Da empiriproduktionen i fokusgrupperne som tidligere beskrevet er afhængig af den sociale interaktion i grupperne, ville jeg gerne sikre, at deltagerne følte sig trygge ved at sige noget blandt de øvrige deltagere, hvorfor jeg valgte at danne to følgende grupper; en for nogle yngre deltagere og en for nogle ældre. Jeg forventede, at de ældres viden om EU og Danmarks forbehold til EU-samarbejdet ville være større end de yngres af den simple årsag, at de har haft de flere år til at høre om EU i medierne og desuden har overværet Danmark og EU s samarbejde fra starten af. Desuden hører jeg sjældent nogen i min omgangskreds tale om EU, hvorfor jeg formodede, at det ikke var et emne, der fyldte i de yngre generationers hverdage. Jeg ville derfor gerne inddele de to grupper efter aldre, da jeg gerne ville sikre, at der var et nogenlunde ligeligt fordelt niveau af viden i de to grupper. Især i den ældre fokusgruppe forsøgte jeg at sammensætte deltagere med forskellige uddannelsesniveauer, professioner samt lønindkomstniveauer for at sikre det bedst muligt nuancerede billede af emnet. Dette var sværere at gennemføre i den yngre fokusgruppe, da den primært bestod af studerende. Ikke desto mindre havde jeg udvalgt de unge med forskellige uddannelsesretninger, da jeg formodede, dette også ville sikre forskelligheder i deltagernes erfaringer med EU og DK s forbehold til EU-samarbejdet. Side 46 af 108

48 4.3.2 Rekruttering af deltagerne Rekrutteringen af deltagerne i fokusgrupperne tog udgangspunkt i debatten omkring, hvorvidt fokusgrupper bestående af deltagere, der i forvejen kender hinanden, skaber bedre empiri, end fokusgrupper bestående af deltagere, der i forvejen ikke kender hinanden. Der argumenteres for, at det i kommunikationsforskningen er blevet mere populært at anvende fokusgrupper med deltagere, der på forhånd kender hinanden, dvs. såkaldte netværksgrupper. Jeg antog, at EU og Danmarks forbehold til EU-samarbejdet ville være et udfordrende emne at tale om, da det er et politisk emne, hvilket oftest anses for at være af privat karakter. Desuden forventede jeg især fra den yngre fokusgruppe, at deres viden omkring emnet ville være noget begrænset, hvorfor mit udgangspunkt var at sammensætte deltagerne i en netværksgruppe, netværket værende mig selv. Mit fokus for sammensætningen var, at folk var trygge ved at deltage i samtalen, fordi det er tryggere med mennesker, de i forvejen kender eller som minimum har mødt før. Dette da det som tidligere understreget, er essentielt at have den sociale interaktion for øje. (Halkier, 2002, s ) Halkier (2002, s ) anbefaler dog, at man rekrutterer deltagerne via sit netværk, således at intervieweren ikke selv kender deltagerne. Dette var dog ikke muligt for mig at gennemføre, da jeg var bosat i Bruxelles i dataproduktionsperioden, og der derfor var begrænsede muligheder for mig at gennemføre fokusgrupperne. Jeg valgte derfor at sammensætte deltagere, jeg selv havde en relation til. Jeg oplevede ingen komplikationer herved. Da jeg agtede at anvende fokusgrupperne eksplorativt i specialet, valgte jeg at bruge fokusgrupper af en rimelig størrelse. Halkier (2002, s. 39) argumenterer desuden for, at større fokusgrupper er særligt velegnede, såfremt man ikke ønsker at analysere på de sociale interaktioner, men hellere vil fokusere på indholdet i de ting, der bliver sagt, hvilket netop var tilfældet for mig. På baggrund af ovenstående overvejelser endte mine fokusgrupper med at bestå af de deltagere, der fremgår af oversigterne på bilag nr Fokusgruppernes struktur I mine fokusgrupper fungerede jeg som moderator, og fordi jeg valgte kombinationen af en stram og løs model for fokusgrupperne, nærmere bestemt den blandede tragtmodel, krævede det en rimelig grad af moderatorinvolvering. Jeg valgte at anvende tragtmodellen, hvilken oftest består af en åben start og en strammere slutning, da denne ifølge Halkier (2002, s ) er særligt velegnede til projekter, hvor det essentielle er indholdet af det, der siges, hvilket som tidligere Side 47 af 108

49 beskrevet, er det der var mit fokus, men som samtidig giver plads til at deltagerne kan udfolde deres perspektiver og til at have interaktion med hinanden. Jeg valgte dog at vende tragtmodellen på hovedet, da jeg valgte at starte stramt og løbende gøre strukturen mere løs. Grunden hertil var, at jeg efter en introduktion, der desuden ifølge Halkier (2002, s. 56) er noget af det vigtigste i en fokusgruppe, gerne ville indlede fokusgrupperne med nogle specifikke vidensspørgsmål for at spore mig ind på, hvor meget deltagerne vidste om EU og Danmarks forbehold hertil. Spørgsmålene havde jeg skrevet på nogle sedler og bredt dem ud på bordet, således at deltagerne selv fik mulighed for at vælge spørgsmål og også kunne nå at fundere over det. Formålet med denne øvelse var desuden, at deltagerne i fællesskab kunne skabe klarhed omkring emnet, således at alle bedre kunne deltage i de senere øvelser. Herefter stillede jeg grupperne et bredt spørgsmål omkring, hvor deltagerne havde deres viden om EU fra. Dette gav deltagerne mulighed for at udfolde deres perspektiver, interagere med hinanden og desuden dele deres erfaringer med hinanden. Undervejs supplerede jeg blot med enkelte prompts og probes - altså spørgsmål, der fulgte op på samtalen og fremmede samtalens processer. (ibid, s. 44) Da fokusgrupper er særligt gode til at producere data om mønstre i indholdsmæssige betydninger i gruppers beretninger, dvs. til at producere data, der indeholder information om, hvad gruppen kan og ikke kan blive enige om, valgte jeg herefter at give deltagerne en opgave, de i fællesskab skulle løse. (ibid, s. 13) Jeg præsenterede nogle sedler, hvor der på hver af dem var angivet et kommunikationsprodukt, man kunne forvente vil indgå i en kampagne, og bad dem om at rangordne dem efter hvilke typer af produkter, de forventede bedst muligt ville have en effekt på dem i en kampagne omhandlende et eller flere af EU-forbeholdene. Endelig gav jeg deltagerne endnu et spørgsmål for at lære noget om, om deltagerne vidste, hvad de ville stemme, og om de ville stemme, da det i begge fokusgrupper ikke var kommet tydeligt frem af sig selv. Da både specialets teoretiske, metodiske og empiriske fundament nu helt er slået fast, kan jeg påbegynde den egentlige kommunikationsplanlægning, hvorfor dette er næste kapitels fokus. Side 48 af 108

50 KAPITEL 5: KOMMUNIKATIONSPLANLÆGNING Det er i dette kapitel, at den egentlige kommunikationsplanlægning vil forefindes. Planlægningsprocessen kan både af opdragsgiveren, DI samt af de øvrige læsere af specialet synes rimelig lineær, hvilket Andersen og Smedegaard (2009, s. 21) argumenterer for er en nødvendighed i formidlingen af planlægningens resultater. Dog vil processen for planlæggeren, jeg selv, ikke foregå lineært, da min tankeproces adskillige gange vil lede mig frem og tilbage mellem de enkelte facetter. De facetter, jeg har valgt skal indgå i kommunikationsplanlægningen er: felt, etik, relation, midler, hjælp og modstand, tid samt udformning/text. Jeg vil undervejs i planlægningsprocessen argumentere for min inddragelse af de udvalgte facetter, men jeg finder det også hensigtsmæssigt at argumentere for, hvorfor jeg har fravalgt at inddrage de øvrige facetter, hvilket derfor forefindes i følgende. Facetten ressourcer har fokus på de typer af ressourcer, der skal tages i betragtning ved udformningen af kommunikationsopgaven. De typer af ressourcer, Diamanten argumenterer for, er: menneskelige, informationsmæssige samt økonomiske ressourcer. (ibid, s ) Jeg valgte ikke at inddrage den pågældende facet, da jeg ikke anså den for værende direkte relevant, set i lyset af, at specialet skal anses for værende et forslag til DI og er således ikke den endelige kommunikationsplan. Derfor vurderede jeg, at det ville være overflødigt at bruge kræfter på DI s ressourcer i specialet, da jeg antager, at DI ved den endelige udformning af deres kommunikationsindsats selv er bevidste om, hvilke ressourcer de råder over. Det kreative rum er ligeledes en af de facetter, jeg har valgt ikke eksplicit at gennemføre i kommunikationsplanlægningen. Andersen og Smedegaard (2009, s ) argumenterer for, at det fx er i denne facet, at man kan parkere sine ideer, så de ikke bliver glemt. Jeg anser dog den kreative proces for at indgå i de øvrige planlægningsfaser, hvilket netop er i tråd med Andersen og Smedegaards argumentation for, at facetten skal ses i sammenhæng med de øvrige facetter. I facetten evaluering omtales brugen af to fænomener, nemlig prætest og slutevaluering. Diamantens forfattere (2009, s. 88) argumenterer for, at denne er en facet, der bør indgå i enhver kommunikationsplanlægning, da man herved, som det ligger i ordet, tester og evaluerer kommunikationsindsatsen inden dens endelige møde men den udvalgte modtager. Efter at DI har vurderet min foreslåede kommunikationsindsats, og efter de evt. har sat deres personlige præg på den, vil det for DI indledningsvist være hensigtsmæssigt at foretage en prætest. Denne kan eksempelvis bestå af fokusgruppeinterviews samt spørgeskemaer, hvor man tester målgruppens holdning til kommunikationsmaterialet. Såfremt den tiltænkte kommunikationsindsats ikke lever Side 49 af 108

51 op til det tilsigtede mål, er det en nødvendighed at revidere kommunikationsmaterialet, således at det endeligt kan søge at opnå den tilsigtede effekt. Efter kommunikationsindsatsens gennemførelse bør DI foretage en slutevaluering, hvilken tjener det formål at undersøge, om de tilsigtede mål med kommunikationen, således både de kommunikative og indholdsmæssige, er opnået. DI vil desuden kunne lære af den gennemførte kommunikationsindsats, så de formår at styrke deres kommunikative evner. (ibid, s ) Evaluering indgår således ikke som en del af specialet, men bør være en del af den endelige kommunikationsplanlægning. 5.0 FELT Jeg har valgt at indlede min kommunikationsplanlægning med facetten felt, da det er her, man bl.a. tager stilling til, om der er tale om en kommunikationsopgave, hvilket jeg finder nærliggende at afgøre først og fremmest. Desuden vil jeg ved at bruge denne facet gøre det klart, hvad der skal kommunikeres om. Dette anser jeg for at være det mest elementære i den foreliggende kommunikationsplanlægning, da DI s budskaber i forhold til Danmarks forbehold til EUsamarbejdet netop er dem, der har udløst hele indsatsen. Derfor er felt blevet min første facet. For at kunne tage stilling til om der er tale om en kommunikationsopgave, er det essentielt først at foretage en grundig og uddybende research af feltet. For at min planlægning skal udmunde i en succesrig kommunikationsindsats, bør jeg have vurderet problemstillingen ud fra flest mulige perspektiver. Jeg har med mine interviews samt fokusgrupper empirisk undersøgt det, jeg fandt relevant for problemstillingen. Diamantens forfattere argumenterer også for, at det er hensigtsmæssigt at kombinere forskellige metoder for at opnå et nuanceret billede af problemstillingen, hvilket netop er det, jeg har gjort. (ibid, s ) I min søgen på at afgøre hvor vidt der er tale om en kommunikationsopgave finder jeg det relevant at vurdere kommunikationspotentialet af den indsats, DI ønsker at gennemføre, hvorfor jeg nedenfor vil behandle den foreliggende opgave ud fra Preben Sepstrups kommunikationspotentialekort Kommunikationspotentialekort Kommunikationspotentialekortet er et element, Sepstrup har præsenteret i hans kommunikationsog kampagneplanlægningsmodel, og ud fra dette vurderes relevans (+R/-R) og informationsbehov (+I/-I), hvoraf en kombination af de to danner et kommunikationspotentiale, der vurderer sandsynligheden for en succesfuld kommunikation. (Sepstrup, 2011, s ) For at nå frem til en vurdering heraf i forbindelse med den aktuelle kommunikationsopgave finder jeg det hensigtsmæssigt at diskutere de to elementer. Side 50 af 108

52 Forinden mine empiriske undersøgelser frygtede jeg, at EU var et emne, danskerne blev mødt for meget med i deres hverdag, hvorfor jeg forventede, at det ville være for stor en udfordring at skabe en kommunikationsindsats, danskerne rent faktisk ville lytte til. Herudover forventede jeg ikke, at det kommunikativt var muligt at flytte danskernes stemmer. Jeg tvivlede således på effekten af den kommunikationsindsats, DI ønskede at foretage, hvorfor jeg fandt det nødvendigt at klargøre kommunikationsindsatsens reelle kommunikationspotentiale med afsæt i mine empiriske undersøgelser. Hvad angår emnets relevans, fandt jeg først og fremmest i mine fokusgrupper frem til, at det for de enkelte danskere, uanset aldersgruppe, kan være svært at se, hvordan EU vedrører dem. Fx udtaler Victoria på 24, følgende: men også fordi det bliver forklædt på en eller anden måde, som om det er noget uvedkomment. Man får jo ikke at vide, at alt det, de sidder og foretager sig, faktisk har vildt meget indflydelse på din fremtid og dagligdag. Det ved man ikke. (Bilag nr. 8, s. 10) Hertil udtaler Marion på 53: Altså jeg kan bare ikke se, altså: What s in it for me? Hvad rager det mig et eller andet sted. (Bilag nr. 7, s. 7) Desuden erkender JM og SNJ også, at forholdet mellem EU og den enkelte dansker ikke står klart. Jeg kan således heraf udlede, at det for den enkelte dansker er udfordrende at se relevansen i EU. (Bilag nr. 4, s. 3, nr. 5, s. 5) Ikke desto mindre er EU en instans, der i en vis grad påvirker hver enkelt dansker i hans/hendes dagligdag bl.a. grundet den danske implementering af EU-lovgivning. selvom vi implementerer EU-lovgivning, så er det ikke noget folk tænker på eller har en fornemmelse af. (Bilag nr. 5, s. 1) Som SNJ udtaler i foregående citat, er implementering af EU-lovgivning ikke noget, den enkelte dansker tænker over, hvorfor det kan synes irrelevant. Foruden EU-lovgivningens indvirkning på danskernes hverdag, fører Danmark en fastkurspolitik, hvilket betyder, at den danske krone følger euroen. (DIIS, 2008, s. 146) Cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven, forklarer at: Det betyder, at vores renter følger eurozonens renter, og derfor har det ganske stor betydning for Danmark og helt almindelige danskere, hvordan eurozonens økonomi udvikler sig (Gräs, 2011, 16. august) Således påvirker eurozonens økonomi de danske renter og dermed danskernes lånomkostninger, hvilket må anses for værende relevant for den enkelte dansker. Ikke desto mindre vil jeg argumentere for, at det er modtagers opfattelse af relevans, der er afgørende for at vurdere relevansen for den pågældende kommunikationssituation. Til trods for at flere af deltagerne i fokusgrupperne samt flere af de interviewede finder det udfordrende at opleve relevansen ved emnet, er danskerne generelt Side 51 af 108

53 positivt indstillet til det danske medlemskab af EU, da 65 % mener, at det er en god ting, og 77 % mener, at Danmark har draget fordel af vores medlemskab af EU. (EB72, 2009, s. 21) Derfor må modtager overvejende betragte emnet som værende vedkommende og af betydning. Herudover er det højst sandsynligt, at modtagerne af sig selv anser emnet for værende relevant, såfremt kampagnen lanceres op til en folkeafstemning, da modtageren således direkte er blevet opfordret af Folketinget til at tage stilling til et eller flere af EU-forbeholdene. Således vurderer jeg, at emnet er relevant (+R) for modtageren, da EU enten direkte eller indirekte påvirker den enkelte dansker, og da danskere generelt, trods fokusgruppedeltagernes skepsis, er positivt indstillet over for vores medlemskab af EU. Dog ligger der en kommunikativ udfordring for DI i at få modtageren til netop at finde deres kommunikation relevant, da det må formodes, at modtageren op til en sådan afstemning vil møde et hav af budskaber. Så hvorfor netop DI s budskaber for den enkelte dansker er værd at lytte til, også ud fra det faktum at DI varetager erhvervslivets interesser, er en kommunikativ udfordring. Hvad angår modtagers informationsbehov i forhold til det pågældende emne vurderer jeg, at det udtrykker danskernes behov for viden og information i forhold til at føle sig i stand til at stemme til en folkeafstemning angående et eller flere af de danske EU-forbehold. Modtagerens informationsbehov specifikt omkring de danske forbehold til EU-samarbejdet afhænger bl.a. af den enkelte modtagers vidensniveau. I mine fokusgrupper, hvor jeg søgte at få et indtryk af, hvor meget deltagerne vidste omkring de danske forbehold, var der flere faktorer, der spillede ind, og en af dem var deltagernes alder. I den første fokusgruppe var aldersgruppen år, og i denne fokusgruppe havde deltagerne gennemgående større viden omkring EU og de danske forbehold dertil sammenlignet med fokusgruppe nr. to, der bestod af deltagere i aldersgruppen år. Fx var der en deltager på 25, der under min introduktion i fokusgruppe nr. to afbrød mig for at spørge, hvad ordet forbehold betød, hvilket jeg anså for værende et udtryk for usikkerhed omkring forbeholdenes eksistens. (Bilag nr. 8, s. 1) Herudover havde flere af deltagerne i den yngre fokusgruppe problemer med at svare på sine vidensspørgsmål end de i den ældre fokusgruppe. Ligeledes var der flere i den yngre fokusgruppe, der gav udtryk for, at de skulle tilegne sig en større viden for at kunne stemme ved en afstemning vedrørende et eller flere af forbeholdene modsat den ældre fokusgruppe, hvor samtlige deltagere ville vide, hvad de skulle stemme. (Bilag nr. 7, s. 16 & Bilag nr. 8, s. 18) Så baseret på alderen og dermed måske også livserfaring kan jeg argumentere for, at især de unge deltageres informationsbehov er af en betydelig størrelse. Foruden deltagernes alder spiller deres køn også en rolle. I begge Side 52 af 108

54 fokusgrupper var der en tendens til, at mændenes EU-viden var større end kvindernes. Især i fokusgruppe nr. to, hvor der i øvrigt var en lige fordeling mellem kønnene, fremgik det tydeligt ved deltagernes vidensspørgsmål, at den viden, de mandlige deltagere besad, var større end kvindernes, da de flere gange havde kommentarer samt uddybende information til de øvrige deltageres spørgsmål og desuden kunne besvare sine egne. Desuden var det i fokusgruppe nr. et ligeledes en mandlig deltager, der besad den største EU-viden. (Bilag nr. 7 & Bilag nr. 8) Denne tendens fremgik ikke blot af mine fokusgrupper den har været længe gældende ifølge Eurobarometer (EB). En quiz, foretaget af EB, der testede danskernes EU-viden, bekræftede ideen om, at kvinders EU-interesse var mere begrænset end mænds EU-interesse, hvorfor deres viden naturligt også var lavere. (EB 65, 2006, s. 37 ) Med afsæt i ovenstående kan jeg argumentere for, at til trods for at det især er kvinder samt de yngre generationer, hvis informationsbehov er størst, opleves der gennemgående et informationsbehov (+I) omkring emnet. Denne argumentation underbygger jeg desuden med, at EB i deres undersøgelse pointerer, at til trods for at Danmark i en quiz, der tester samtlige EU-borgeres viden på udvalgte EU-områder, ligger over gennemsnittet, så er der fortsat plads til forbedringer inden for samtlige danskeres viden om EU. (ibid) Den mest optimale kommunikationssituation er, når både relevansen samt informationsbehovet (+R/+I) er til stede, da afsenderen herved opnår en kommunikationssituation, hvor kommunikationspotentialet er stort. Dog påpeger Diamantens forfattere, at denne kommunikationssituation optræder langt sjældnere, end man tror, hvorfor man skal have helt klare belæg for, at den foreligger, hvilket jeg med inddragelse af mine empiriske undersøgelser samt de sekundære kvantitative undersøgelser vil argumentere for, at jeg har. Derved kan jeg som kommunikationsplanlægger samt afsenderen, DI, forberede os på den mest optimale kommunikationssituation, hvor modtager vil være villig til at tage kommunikationen til sig og måske endda selv opsøge den. (Sepstup, 2011, s & Andersen og Smedegaard, 2009, s ) Kommunikationsopgave eller ej? Anden del af facetten felt er som tidligere beskrevet spørgsmålet om, hvorvidt opgaven kan løses ved hjælp af kommunikation, eller om det er et problem, der skal løses vha. andre tiltag, hvilket jeg bl.a. på baggrund af kommunikationspotentialekortet nu kan besvare. Ifølge RJ & SNJ er de danske vælgere blevet mere flytbare, og det er således i dag muligt at flytte dem vha. kommunikationsindsatser og kampagner. (Bilag nr. 3, s. 2 & Bilag nr. 5, s. 5) Så hvis DI Side 53 af 108

55 ønsker at fange opmærksomheden på de, der endnu ikke ved, hvad de skal stemme, eller på de, der har indstillet sig på at stemme nej til en afskaffelse af forbeholdene, vil DI vha. en effektiv kommunikationsindsats kunne påvirke disse til at stemme efter deres agenda. RJ pointerer dog, at det vil være hensigtsmæssigt at gøre brug af dialogorienteret kommunikation i tilfælde af en kommunikationsindsats, så danskerne ikke føler, at EU er noget, der bliver hevet ned over hovederne på dem. (ibid, s. 3) JM argumenterer for, at der hersker en misforstået negativitet over for EU blandt danskerne, og han formoder, at den bunder i uvidenhed. DI ønsker at imødekomme denne, men JM tror dog ikke på, at deres kommunikationsindsats kan gøre hele arbejdet alene. (Bilag nr. 4, s. 3-4) I forbindelse hermed finder jeg det relevant at fremhæve, at CS understreger, at hvis en kommunikation omkring EU er neutral og ikke skræmmer vælgerne, vil den kunne have en stor effekt på et eventuelt stemmeresultat. Fx udtaler hun følgende omkring forsvarsforbeholdet: Så igen tror jeg, at der er en stor skepsis til, hvilken kommunikation man modtager. Om det fx er ja-siden, der prøver at sige noget, og så viser det sig måske, at det i virkeligheden er på en anden måde Men hvis folk fik en kommunikation, de følte var neutral og blot var baseret på fakta, så tror jeg, at forbeholdet ville ryge med en rigtig stor margen. (Bilag nr. 6, s. 2) Umiddelbart er der altså tale om en oplagt kommunikationsopgave, uanset om indsatsen kan stå alene eller ej. Ikke desto mindre ligger der en udfordring i at fange modtagernes interesse og dermed indgå i dialog med dem, da de efterhånden har skulle lytte til mange budskaber omkring EU. Netop budskaberne med kommunikationen er væsentlige for, at kommunikationen skal lykkes, hvilket leder mig videre til sidste del af facetten felt, der netop fastlægger de budskaber, afsender ønsker, modtageren skal opfange. (Andersen og Smedegaard, 2009, s ) Fastlæggelse af hovedbudskaber Hovedbudskaber i kampagnen skal vælges ud fra, hvad afsender gerne vil kommunikere, såvel som hvad modtager gerne vil høre, da målet er reel dialog mellem afsender og modtager, og fokus i dette afsnit er dermed på, hvad parterne skal kommunikere om. Jeg vil til besvarelsen af dette tage afsæt i mine fokusgrupper for at finde frem til, hvad modtager ønsker at høre, og desuden især inddrage mit interview med JM for at fastlægge, hvad afsender ønsker at fortælle for at søge at sikre, at der opstår en reel dialog. (ibid, s. 43) Andersen og Smedegaard definerer seks trin, hvilke man som kommunikationsplanlægger bør sikre tænkes ind i kommunikationsindsatsens budskaber, da disse virker behjælpelige til at etablere dialogisk kommunikation. DI s budskaber vil derfor blive udformet med et hovedbudskab, Side 54 af 108

56 hvis hensigt er at initiere dialogen med modtageren. Under hovedbudskabet bør forefindes en hierarkisk orden af DI s øvrige budskaber. Budskaberne vil synes ukomplicerede, så de betragtes for værende lettilgængelige, og DI skal desuden vise modtageren respekt ved at sikre, at budskaberne ikke er nogle, modtager har hørt på før. Herudover er det essentielt, at budskaberne skal være til fordel for begge parter og skal dermed ikke blot afspejle DI s ønsker til den eller de folkeafstemninger, der vil forekomme, men også afspejle, hvordan DI s agenda påvirker modtager positivt. DI skal ved deres budskaber sikre troværdighed, hvilket i øvrigt er nøglen til relationer mellem afsender og modtager, og dette kan de fx sikre ved, at deres budskaber understøtter deres brandidentitet. (ibid, s ) Det er værd at bemærke, at en problemstilling altid kan ses fra flere vinkler, hvorfor der er utallige måder at konstruere en kommunikationsindsats og dens budskaber på. Foruden Diamantens krav til budskaber har jeg til udarbejdelsen af budskaberne taget udgangspunkt i mine empiriske undersøgelser og vil i det følgende med afsæt heri argumentere for budskabernes udformning. Det, der er det elementære for afsenderen, DI, er, ifølge JM, at de danske forbehold skal afskaffes, da Danmark pga. dem bliver sat udenfor i nogle af de vigtigste beslutningsprocesser. Det er således afsenderens primære ønske med kommunikationsindsatsen at påvirke danskerne til at stemme ja til afskaffelsen af forbeholdene i tilfælde af en folkeafstemning. JM s fokus er særligt rettet på de økonomiske fordele for Danmark ved en afskaffelse af euroforbeholdet. (Bilag nr. 4, s. 1-3, 5-6) Ikke desto mindre udtrykker DI på deres hjemmeside en begejstring for at få afskaffet samtlige danske forbehold, da de alle i en vis grad spænder ben for Danmark, for som det fremgår af deres hjemmeside, så giver det for DI mening: at få størst mulig indflydelse på de rammer, som betyder noget for danske borgere og dansk erhvervsliv., og EU betragtes således som udstikker af disse rammer. (Danmarks EU-undtagelser) Hvad angår modtagers ønsker, hersker der i de to fokusgrupper en stemning om, at EU er et fjernt og abstrakt fænomen, som i medierne og hos politikerne bliver kommunikeret som noget, der for den enkelte er irrelevant. Fx udtaler Victoria på 24 følgende: for man ved jo godt, at de laver de her rammer, som ligger rundt om os, og som vi så skal agere inden for, med mindre det er noget, der involverer vores forbehold. Men det er fordi, at det bliver så abstrakt på en eller anden måde og så ikke nært. (Bilag nr. 8, s. 6) Side 55 af 108

57 Desuden er deltagerne i denne fokusgruppe enige om, at de selv og danskere generelt ikke ved nok om EU, men at det i medierne og af politikere bliver kommunikeret som noget, man i forvejen ved alt om, hvilket ifølge Victoria betyder: at der faktisk er forholdsvist mange i Danmark, der faktisk ikke ved, hvad det er, de bliver bedt om at stemme om. (ibid) Hun understreger derfor senere, at der er mangel på nogen, der kan lære danskerne om EU, da det er en umulighed at tage stilling til noget, man ikke ved noget om. (ibid, s. 7) Martin på 19 udtaler også, at: De [medierne] forventer jo bare, at man forstår, hvad der bliver talt om., og i forlængelse heraf, udtrykker Signe på 24 følgende: Og det er jo det samme med forbeholdene dem forventer de også, man ved, hvad er. (ibid, s. 9) Desuden argumenterer Amalie på 25 der læser bioteknologi for, at hun, ligesom så mange andre ikke bliver bedt om at vide noget om politik, hvorfor hun fx ikke kendte til de danske forbehold. Hun pointerer derfor, at: hvis du nu kun har gået i skole til og med 9. klasse, hvilket der jo stadig er nogle, der gør, så er det sjældent, at du bliver stillet til regnskab for at kunne noget om politik. (ibid) Hertil er deltagerne også enige om, at EU ikke er et emne, man taler om, for som Naji på 29 siger: Jeg har det sådan, at jeg ikke kan lide at diskutere ting, som jeg ikke ved så meget om. (ibid, s. 8) I den anden fokusgruppe herskede der ligeledes en fælles enighed om, at artikler mv. omkring EU for den enkelte dansker er svære at absorbere, da EU-debatten både i medierne og blandt politikerne svæver på et niveau, hvor den almene dansker ikke kan være med. Fx er deltagerne enige om at fremhæve én politiker, da hun fx, ifølge Dorthe på 53, har forstået at kunne: forenkle det til et sprog, som vi alle sammen kan være med på. (Bilag nr. 7, s. 7) Deltagerne argumenterer således for, at det er underprioriteret at gøre EU til et interessant og tilgængeligt emne i Danmark, og netop derfor er de også enige om, at meget af det, der bliver vedtaget i EU, faktisk vedrører den enkelte dansker dog uden at man ved det. Hertil siger Kasper på 37, at: der nok er en masse ting, som vi ikke ved, der bliver besluttet, der faktisk kan have en indflydelse på os. (ibid, s. 8) Desuden er der også enighed omkring, at de historier, der især kommer frem, eller som i hvert fald er dem man husker, er alle de negative. Og derfor, som Christine på 47 siger, så opstår der en frygt omkring: at EU er det her store økonomiske apparat, der bare kører de ting over, vi er glade for i Danmark, og som måske ikke tilgodeser de ting, vi prioriterer (ibid, s. 9) Hovedbudskabet og underbudskaberne er dermed skabt ud fra, at modtager ønsker at få fremhævet de positive ting ved EU og desuden tilegne sig en læring omkring EU. Dette for at deltagerne, og de øvrige danskere for den sags skyld, forstår, hvorfor de skal stemme og også er bevidste om, hvorfor de stemmer, som de gør. Desuden er de kreeret ud fra afsenders ønske om at Side 56 af 108

58 skabe en større begejstring omkring EU og desuden opnå en afskaffelse af forbeholdene til EUsamarbejdet. Budskaberne lyder som følger: - Hovedbudskab: Dig og dit EU. Fokus i hovedbudskabet er på den enkelte dansker og EU, således at danskerne opnår forståelse for de gode ting ved EU og desuden forstår, hvordan EU påvirker deres hverdag. Det skal sikre, at afstanden mellem EU og danskerne mindskes. Det essentielle her er at skabe et positivt men realistisk billede af EU, hvilket skal søge at skabe en større begejstring for EU. Dette ligger der en udfordring i, for som en deltager i fokusgruppe nr. 2 pointerer, så må det ikke fremgå som propaganda, da det ingen positiv effekt vil have. (Bilag nr. 8, s. 10) - Underbudskab nr. 1: Afskaffelse af de danske EU-forbehold. Det en svær opgave for DI at præsentere deres ønske omkring afskaffelsen af forbeholdene med afsæt i danskernes nuværende holdning til og opfattelse af EU. Til trods for at danskernes EU-viden, som jeg tidligere var inde på, ligger over gennemsnittet, så er det ikke ensbetydende med, som det fremgår af mine fokusgrupper, at den almene dansker har et nært forhold til EU og derfor også forstår formålet med instansen. Derfor vil jeg argumentere for, at DI først skal forsøge at gøre EU mere nært for de enkelte danskere, hvilket hovedbudskabet har fokus på, for derigennem at forsøge at påvirke dem til at stemme efter deres agenda. - Underbudskab nr. 2: Danmark i EU-skole. Underbudskabet skal opfordre danskerne til at søge mere viden omkring EU, og DI skal dermed i dette budskab indtage rollen som de, der gerne vil hjælpe de danskere, der søger at opnå en bedre forståelse for EU. Efter en vurdering af kommunikationssituationens kommunikationspotentiale, en argumentation for, at der er tale om en kommunikationsopgave samt efter en fastlæggelse af hovedbudskaberne, finder jeg det nu relevant at forlade facetten felt og gå til facetten relation. Dette for at vurdere hvilke kommunikationsdeltagere, der er relevante i forhold til den foreliggende kommunikationsopgave. Dog vil jeg forinden kort runde facetten etik for at vurdere, hvilke etiske problemstillinger DI står over for i forbindelse med deres budskaber. 5.1 ETIK Som tidligere beskrevet er kommunikationsindsatsens hovedbudskabers troværdighed afgørende for modtagers lyst til at tilegne sig den information, som DI udbyder. Hertil skal kommunikationsplanlægger samt afsender, således undertegnede og DI, tage hensyn til, at Side 57 af 108

59 budskabernes hensigt fremgår tydeligt af informationerne. Formålet herved er at sikre, at modtager ikke er i tvivl om, hvad afsenders hensigt med kommunikationsindsatsen er, hvorved der også er større chance for, at modtager får lyst til at tage imod DI s budskaber. Afsenders hensigt optræder under Diamantens facet etik, da det netop er her, de etiske problemstillinger ved en kommunikationssituation involveres. En kommunikationsplanlægger besidder, ifølge Andersen & Smedegaard (2009, s ), et våben i form af en bevidsthed omkring kommunikative effekter, hvilket bør anvendes med respekt over for den pågældende modtager. Kommunikation anses således for værende et magtmiddel, der ikke bør misbruges, og i den pågældende case, hvor DI ønsker, at danskerne stemmer efter deres agenda, er det højst relevant at overveje brugen af kommunikationen, da der i denne type situation er stor fare for, at afsender overskrider den etiske grænse. Som CS fx siger i mit interview med hende, er det mest optimale at holde sig til fakta. (Bilag nr. 6, s. 4) DI kan derved forholde sig objektivt, da modtager vil blive forstyrret og fortvivlet ved subjektive budskaber. Denne idé understøtter netop også de tidligere definerede budskaber, da DI s egen holdning til forbeholdene først optræder i det første underbudskab, der netop argumenterer for en afskaffelse af de danske forbehold til EU-samarbejdet. Facettens udgangspunkt er Foght Mikkelsens definition af den etiske grænse, hvilken afsender har overskredet, når modtager føler sig vildledt og således ikke kan gennemskue afsenders hensigter. En kommunikationsindsats har altid et formål, ligesom DI med kommunikationsindsatsen grundlæggende ønsker at påvirke danskerne til at stemme ja til en afskaffelse af forbeholdene. Kommunikationsindsatsen må derfor godt indeholde kommunikative effekter og virkemidler, der kan påvirke modtageren den må bare ikke virke manipulerende og indgribende i modtagers valgfrihed. DI skal derfor sikre, at de ikke manipulerer modtager til at stemme efter deres dagsorden, hvis det i virkeligheden slet ikke var det, som modtager ønskede at gøre. Hvis dette undgås, anses de etiske krav for værende opfyldt. (Andersen & Smedegaard, 2009, s ) 5.2 RELATION Foruden vurderingen af, hvilke kommunikationsdeltagere der er relevante, vil der i denne facets planlægning forefindes en vurdering af, hvilken kommunikationsstrategi afsender bør anvende og desuden en vurdering af, hvilke typer af mål afsender har med kommunikationsindsatsen. I Diamanten præsenteres der fem typer af kommunikationsdeltagere, og til trods for at alle bør overvejes, er det ikke en selvfølge, at alle er relevante. Jeg vælger dog blot at behandle de deltagere, jeg finder relevante for den aktuelle kommunikationsopgave samt disses indbyrdes mål, relationer og hensigter. (ibid, s. 23) Side 58 af 108

60 5.2.1 Den egentlige afsender Den egentlige afsender er den, der ønsker kommunikationen udført, og er således i den pågældende situation DI. I forbindelse med den egentlige afsender er det relevant at vurdere dennes markedsplacering og markedsposition for bl.a. at vurdere, hvilken type af marked den egentlige afsender udfolder sig på, og der skelnes her mellem konsumentmarkedet, producentmarkedet og borgermarkedet. Da DI er en interesseorganisation, vil jeg argumentere for, at de befinder sig på borgermarkedet. Deres sigte er netop bl.a. at søge at påvirke meningsdannelse og adfærd i det danske samfund, herunder politikere og almene samfundsborgere. (ibid, s. 25) I forhold til DI s markedsplacering og dermed også deres indflydelseskraft vil jeg argumentere for, at de er af en betydelig størrelse dog uden at have monopol, da DI s medlemskreds består af virksomheder, der beskæftiger omkring 1 million medarbejdere både nationalt og internationalt. (DI s medlemmer) Ser vi på det private erhvervsliv og således på Dansk Arbejdsgiverforening 6, så udgør DI s medlemsvirksomheder og deres medarbejdere 65 % af den samlede lønsum. Sammenlignet med Dansk Erhverv (DE), der er den næststørste, repræsenterer DI over 4 gange så stor en del af lønsummen, da DE blot repræsenterer 15,1 % af den samlede lønsum. (DA Rapport) Foruden organisationens, således afsenders, markedsplacering og position argumenterer Andersen & Smedegaard (2009) for, at det desuden er relevant at vurdere afsenders branchetilhørsforhold, da en forståelse heraf vil kunne give kommunikationsplanlæggeren en forståelse af de kommunikative traditioner, der findes inden for den pågældende branche. Jeg vil argumentere for, at DI befinder sig inden for den branche, man kalder for Interesseorganisationer. Herunder vil jeg videre argumentere for, med afsæt i DI s arbejde, at der er tradition for at kommunikere, når de aktuelle emner på en eller anden facon kan have indflydelse på dansk erhvervsliv, da DI varetager erhvervslivets interesser med henblik på at skabe vækst og velfærd i Danmark. Der er således tradition for at være en aktiv kommunikatør på den politiske arena både nationalt og internationalt for at sikre de danske rammevilkår, og som de selv udtrykker det, så skal: Danmark være verdens mest attraktive land for virksomheder at arbejde i og ud fra. (DI. Fordi Danmark skal vinde) Det endelige og tredje perspektiv, som Diamantens forfattere finder relevant at analysere i forbindelse med den egentlige afsender, er afsenders organisationskultur. Andersen & Smedegaard (2009, s.??) pointerer dog, at denne er særligt relevant i forhold til en kommunikationsopgave, 6 DA er hovedorganisation for de arbejdsgiverforeninger, der befinder sig på det private arbejdsmarked. (DA) Side 59 af 108

61 hvis fokus er rettet på intern kommunikation, hvilket ikke er tilfældet i den pågældende situation. Derfor finder jeg en nærmere analyse af afsenders organisationskultur for værende irrelevant Den direkte afsender Den direkte afsender kan være sammenfaldende med den egentlige afsender, men kan også bestå af en eller flere hjælpeafsendere eller strategisk udvalgte afsendere, hvilke den egentlige afsender af taktiske årsager kan camouflere sig bag. Disse vil i modtagers øjne fremstå som afsenderen af kommunikationen. (ibid, s ) Om DI skal anvende direkte afsendere i den foreliggende kommunikationsindsats er tæt knyttet til, hvilke kommunikationsmetoder de skal anvende, hvorfor denne facet er tæt forbundet med facetten midler. I forhold til den strategiske målgruppe, som defineres i den efterfølgende facet, finder jeg det uhensigtsmæssigt at skjule DI helt eller delvist af to primære årsager. For det første bør DI ikke overskride den etiske grænse som tidligere beskrevet, og særligt ved at skjule sig bag strategiske afsendere kan det frygtes, at modtageren vil opfatte kommunikationsindsatsen for værende vildledende og manipulerende, da afsenderen herved er usynlig. (ibid, s ) For det andet finder jeg det irrelevant, da DI s budskaber som tidligere beskrevet overvejende bør holde sig til fakta og være neutrale, hvorfor afsenderen i realiteten bør være mindre relevant. Derfor kan det antages, at selv de, der eventuelt besidder et negativt indtryk af DI, alligevel vil kunne være positive over for budskaberne, såfremt de sikrer, at de ikke blot afspejler DI s egne egoistiske ønsker. Som Martin på 19 fx udtaler omkring politikerne op til valg til EU-parlamentet, så er politikerne gode til at ridse op, hvad der sker, men er samtidig gode til at twiste det i deres egen favør, hvilket netop er det, DI kommunikativt skal forsøge at undgå ved at fortælle danskerne, at de blot leverer fakta. (Bilag nr. 8, s. 7) Dette da troværdighed er altafgørende for modtagelse af enhver kommunikation. En lige så væsentlig kommunikationsdeltager som afsenderen, hvad end det er den egentlige eller den direkte, er kommunikationsindsatsens modtager. Denne vil jeg søge at definere i det følgende afsnit Modtager Modtageren er den part i kommunikationen, som afsender initierer kommunikationen med i håbet om at åbne en dialog. Ifølge Diamanten kan der, ligesom med afsenderen, også være flere typer af modtagere. Jeg vil til definitionen af kommunikationsindsatsens modtagere inddrage bogen En Side 60 af 108

62 Kampagne af Mostow et al. fra 2002, da Diamantens forfattere ligeledes anvender denne til inddelingen af modtagertyper. Målgruppen, eller modtageren af kommunikationen, er efterhånden blevet et vigtigt element i enhver kommunikationsplanlægning. Dette er, ifølge Mostow et al. (2002, s. 30), fordi kommunikationen så at sige skal være spiselig for modtageren, således at modtageren kan opnå en erkendelse omkring kampagnebudskaberne. Dette nås med størst sandsynlighed ved at kende kommunikationsmodtagers såkaldte filtre, dvs. de forsvarsmekanismer, som modtageren besidder i forhold til modtagelse af kommunikation. I forbindelse med modtagers filtre er det også relevant at nævne informationsforstoppelse, hvilket i dag er en af de største hindringer i at opnå effektiv kommunikation. Dette da budskaberne fra et hav af afsendere i dag er alt for mange, hvorfor valget og segmenteringen af målgrupper er vigtigere end nogensinde, så de, man tilrettelægger kommunikationen efter, rent faktisk også er i stand til og vil modtage den. (Andersen & Smedegaard, 2009, s. 61) Når man taler om en målgruppe, kan der være mange opfattelser af, hvad denne indebærer, men Mostow et al. (2002, s. 31) har valgt at spalte den i tre begreber, nemlig: målgruppen, den strategiske målgruppe og modtagergruppen. Målgruppen indbefatter den totale mængde af mennesker, som kampagnen skal påvirke, og dækker således over alle de, som afsenderen ønsker at påvirke i en vis retning. Den strategiske målgruppe betegner de, som afsenderen tilrettelægger kommunikationen efter, og denne kan være den samme som målgruppen, og endeligt benævner modtagergruppen de, der rent faktisk udsættes for kommunikationen, og her er det naturligt ideelt, at der er sammenfald mellem denne og den strategiske målgruppe. De tre begreber kan således alle være sammenfaldende, men er det ikke nødvendigvis. I de følgende underafsnit vil jeg søge at definere målgruppen, den strategiske målgruppe samt modtagergruppen for den foreliggende kommunikationsopgave. Jeg vil desuden på baggrund heraf definere DI s kommunikationsstrategi, hvorved der sondres mellem den direkte kommunikationsstrategi, der er den strategi, hvor målgruppen og den strategiske målgruppe er identiske, den indirekte kommunikationsstrategi, hvorved afsender søger at påvirke en gruppe udvalgte individer, man forventer kan have en påvirkning på målgruppen, således at afsender indirekte påvirker målgruppen og endeligt den delvist indirekte kommunikationsstrategi, hvor afsender bevarer det strategiske fokus inden for målgruppen. (Mostow et al., 2002, s ) Side 61 af 108

63 Målgruppen og dansk euroskepsis Målgruppen for DI s kommunikationsindsats er helt overordnet alle de, der har mulighed for at stemme ved en folkeafstemning om et eller flere af de danske EU-forbehold og er således alle over 18 år med stemmeret. Særligt er det dog de, der endnu ikke ved, hvad de skal stemme, eller de, som overvejer at stemme nej til en afskaffelse af forbeholdene, da DI s grundlæggende målsætning er at få danskerne til at stemme ja til afskaffelsen. Hvad angår sidstnævnte, finder jeg det relevant at inddrage fænomenet euroskepsis eller EU-skepsis 7. Fænomenet dækker over de skeptiske holdninger, der forefindes over for EU, samt hvad disse er baserede på. (Sørensen, 2008, s. 14) Men hvad betyder det overhovedet at være en euroskeptikker? For den tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller, er det at være skeptisk et velintegreret perspektiv i det at være europæer, da han ved flere lejligheder har udtalt: I doubt, therefore I am a European. (Sørensen, 2005, s. 134) Denne definition er dog noget abstrakt og formentlig også noget unøjagtig. CS 8 argumenterer for, at euroskepsis opstår, når der er: Diskrepans mellem ideal og perception, dvs. at når ens EUopfattelse ikke er i overensstemmelse med ens EU-vision. (Sørensen, 2008, s. 15) Ifølge CS indtraf den danske euroskepsis for alvor i sommeren 1992, da danskernes tøven som tidligere beskrevet førte til et nej til Maastricht-traktaten og efterfølgende til en opbakning til forbeholdene til traktaten i (ibid, s. 14 & Sørensen, 2007, s. 10) I år 2000 var støtten til forbeholdene fortsat til stede, da danskerne her stemte nej til en ophævelse af euroforbeholdet. Det er ikke blot i Danmark, euroskepsissen hersker. Den er fx også kendt i Sverige, da de i 2003 stemte nej til euroen. Også franskmændene og hollænderne har manglet bred EU-opbakning, da de fx begge stemte nej til forfatningstraktaten i De mange nej er har betydet et krak i opbakningen til EU, hvorfor fokusset på euroskepsissen er blevet større med årene. (Sørensen, 2008, s. 14) Til trods for at euroskepsissen hersker i flere lande, koncentrerer jeg mig blot om den danske euroskepsis, da det er danskerne, der er målet for DI s kommunikationsindsats. Catharina Sørensen argumenterer for, at der forefindes fire uafhængige dog internt sammenhængende skepsistyper, der lyder som følger: økonomisk baseret skepsis, suverænitetsbaseret skepsis, demokratisk skepsis og social skepsis. Herunder skelnes mellem blødt og hårdt 7 Ph.d. og tidligere forsker ved DIIS, Catharina Sørensen, omtaler skepsissen over for EU euroskepsis, hvor fx professor i statskundskab, Jørgen Goul Andersen, omtaler det EU-skepsis. Begge termer dækker dog over samme fænomen. 8 Euroskepsis er et fænomen, der er blevet studeret af flere teoretikere, hvorfor der forefindes forskellige opfattelser af begrebets betydning. Catharina Sørensen, som er den teoretiker, jeg fortrinsvis vil anvende, tilslutter sig den betydning, der lyder, at euroskepsis både kan være en modvilje over for EU generelt men også imod specifikke politiske områder inden for EU. (Sørensen, 2007, s. 58, 59, 62) Side 62 af 108

64 intensitetsniveau, hvorved det blot er det hårde skepsisniveau, der er et udtryk for en reel modvilje over for EU. Det bløde intensitetsniveau af euroskepsissen er blot udtryk for uenighed eller modvilje i EU-integration i enkeltsagstilfælde. (ibid, s ) Jeg finder det relevant at argumentere for, hvilke(n) type(r) af euroskepsis, der hersker i Danmark, for bedre at forstå hvilke komplikationer, der kan være i at kommunikere om EU med målgruppen. CS gennemgår i sin artikel i Økonomi og Politik, som bl.a. er den, jeg har henvist til, hvorledes uviklingen i den danske euroskepsis har været tilbage fra år 1974 indtil år Modellen er desuden vist nedenfor. Her argumenterer hun for, at den hårde danske euroskepsis er faldet støt gennem Danmarks medlemskab af EU, hvorfor denne ikke er nævneværdig. (ibid, s. 17) Som CS ligeledes udtaler i mit interview med hende, vil der altid være nogle, der er imod EU, men at disse blot udgør omkring 10 % af befolkningen og således ikke har den største indflydelse på eventuelle stemmeresultater. Denne del af befolkningen er således ikke relevante for DI at bruge kræfter på, da de, som CS udtaler, altid vil stemme nej, da de slet ikke kan lide EU. (Bilag nr. 6, s. 2) Det er således kun den bløde form for skepsis, der karakteriserer danskernes euroskepsis i dag, og denne kan derfor ses som den overordnede form for skepsis, hvorunder de fire typer af skepsis indfinder sig. Den bløde intensitet af euroskepsissen er netop også grunden til, at et umiddelbart lavt niveau af euroskepsis i et land ikke er ensbetydende med, at EU-afstemninger altid nemt vil vindes af de, der er pro EU. Dette skyldes, at vælgerne overordnet set godt kan være pro EU men imod de aktuelle ting, der skal stemmes om. (Sørensen, 2008, s. 18 & ibid, s. 4) For at vende tilbage til euroskepsissens øvrige udvikling fremgår det desuden i nedenstående model, at den økonomiske euroskepsis overvejende har været faldende og generelt været overvejende begrænset. Der kan således ikke være tale om, at Danmarks borgere besidder eller har besiddet en stærk økonomisk skepsis over for EU. Dette pointerer CS også i interviewet, da hun, selv efter den økonomiske krise, argumenterer for, at Danmark er blandt de mest positive lande, når det gælder EU og økonomi. Den demokratiske skepsis har ligeledes været faldende siden omkring år 2000, og det samme gælder den sociale, hvorfor CS argumenterer for, at Danmark kun kan anses for at være et særligt euroskeptisk land, når det angår den suverænitetsbaserede skepsis og til dels også den demokratiske skepsis. (Sørensen, 2008, s. 16) Side 63 af 108

65 Udviklingen måles i tabellen ikke videre end til 2007, og siden vi i dag befinder os i år 2012, forventede jeg, at der kunne have været en yderligere udvikling i perioden fra 2007 og frem til i dag, hvorfor jeg i mit interview med CS spurgte ind til dette. Hun pointerer også i interviewet, at det i dag kun er den suverænitetsbaserede euroskepsis, der hersker over for EU blandt danskerne på aggregeret niveau, hvorfor de andre således ikke er relevante i forhold til EU-modstand. CS pointerer dog, at medierne kan publicere nogle historier, der kan få de enkelte skepsistyper til at opblomstre i en kortere periode, men på et rent analytisk niveau vurderer hun, at det således kun er den suverænitetsbaserede euroskepsis, der kan have en effekt på et eventuelt stemmeresultat. (Bilag nr. 6, s. 1-2) Da det således mere eller mindre blot er den suverænitetsbaserede skepsis, der kan have en indvirkning på et stemmeresultat, vil jeg nu gøre det mere klart, hvad der ligger til grund for den suverænitetsbaserede skepsis. Dette for som sagt bedre at forstå de komplikationer, der for DI kan ligge i at kommunikere med danskerne omkring de danske forbehold, hvorefter jeg vil vurdere, hvem kommunikationsindsatsen specifikt skal rettes imod. Det er dog værd at bemærke, at Danmark, til trods for det skeptiske ry, gennem deres 40 års medlemskab i EU faktisk har været et af de mest positive EU-lande overhovedet og dermed ikke har været mere skeptiske end gennemsnittet. Men forskellen på Danmark og de andre lande baserer sig på, at danskerne bliver bedt om at give deres mening til kende, hvilket langt fra er tilfældet i mange andre lande i EUhenseender, hvorfor de kan synes mere kritiske. (Sørensen et. al, 2012, s ) Side 64 af 108

66 Måden hvorpå det, der skal stemmes om præsenteres og debatteres på vil have en effekt på afstemningsresultatet, og CS pointerer, at: Hvis det, der skal stemmes om, bliver fremstillet på en måde, der direkte eller indirekte tyder på, at det har indvirkning på national suverænitet, er det i det danske tilfælde lige så sandsynligt i dag som for tyve år siden, at resultatet vil blive et >>nej<< (Sørensen, 2008, s. 18) DI skal passe på ikke at skræmme vælgerne i forbindelse med deres kommunikationsindsats, da de da ellers vil stemme nej til afskaffelsen af forbeholdene, og det, der således især kan skræmme vælgerne, er, hvis DI tegner et billede af, at afskaffelsen af forbeholdene vil afgive national suverænitet. (Bilag nr. 6, s. 3) Forbeholdene giver særligt anledning til at frygte afgivelse af suverænitet, da de netop går på fælles møntfod, fælles forsvar, fælles retlige og indre anliggender samt unionsborgerskab. (Sørensen, 2006, s. 3) Den danske mentalitet er, ifølge CS (2005, s ), grund til den suverænitetsbaserede euroskepsis, og denne bør således forstås for at kunne forstå den aktuelle euroskepsis. Først og fremmest var Danmark i sin tid en form for stormagt, hvilket naturligt stammer tilbage fra vikingetiden. Dette varede dog ikke evigt, da Danmark tabte krige og dermed også land. I forbindelse hermed argumenterer CS for, at det kan være en af grundene til danskernes mistillid til EU frygten for udenlandsk indblanding kan således skyldes frygten for afgivelse af land. Herudover kan dansk homogenitet være skyld i suverænitetsbaseret skepsis, da danskerne ikke er glade for, at de ikke kan identificere sig med andre landes sprog, traditioner og etnicitet, hvorfor skepsissen kan bunde i frygten for påvirkning af den danske homogenitet. Derudover skyldes Danmarks begrænsede størrelse, at borgerne lettere kommer tættere sammen end i de større lande, og en fælles dansk identitet har derfor udviklet sig. Derfor lægger danskerne også stor stolthed i, når de vinder fx en fodboldturnering, og den nationale fællesskabsfølelse kan således betyde mere i Danmark end i andre lande. Endeligt kan skepsissen skyldes, at alle danskere føler, at de på en eller anden facon ejer staten, da Danmark har en velfærdsstat, der for danskerne forbindes med stolthed. Velfærdsstaten er netop skabt med indflydelse af danskerne, hvorfor danskerne føler en medbestemmelsesret og værner om den. Herudover kan de mange EUafstemninger være med til at skabe en stemning om, at EU er noget separat, og de fem afstemninger kan dermed anses for at være en væsentlig faktor i euroskepsissens udvikling i Danmark. Også fordi vi i Danmark ikke har afstemninger omkring emner, der fx vedrører NATO eller FN. (ibid, s. 151 & bilag nr. 6 s. 4) Side 65 af 108

67 Ovenstående tanker om den danske mentalitet baner dermed vejen for den danske suverænitetsbaserede euroskepsis, hvorved der altså forefindes en vis modstand over for, at EU s beslutningskompetence bliver for stor i forhold til Danmark, såfremt den er på bekostning af den danske homogenitet, den danske identitet eller af den danske velfærdsstat. I det næste afsnit vil der følge en bestemmelse af den strategiske målgruppe, hvilken, på baggrund af ovenstående, vil tage afsæt i den danske euroskepsis. Den strategiske målgruppe CS er som tidligere beskrevet, den primære teoretiker, som jeg har anvendt til behandlingen af euroskepsissen i forhold til specialet. CS s analyser er dog blot foretaget på aggregeret niveau og er dermed baseret på landeniveau. CS har således ikke set på, om der er nogle sociodemografiske variable 9, der karakteriserer de suverænitetsbaserede euroskeptikere. Hun vurderer dog, at den typiske suverænitetsbaserede euroskeptiker er en kvinde, der er offentlig ansat evt. i en deltidsstilling med en kort eller mellemlang uddannelse. (Bilag nr. 6, s. 3) Jeg vil dog argumentere for, at denne vurdering er for ukonkret i forhold til bestemmelsen af den strategiske målgruppe. Hertil argumenterer Andersen og Smedegaard (2009, s. 29) også for, at der særligt for den strategiske målgruppe bør foretages dybdegående segmentering og analyse. Derfor finder jeg det relevant igen at inddrage Jørn Goul Andersens artikel. Denne artikel beskriver euroskepsissen og giver et overblik over, hvem der har stemt ja og nej til de foregående EU-folkeafstemninger i Danmark med afsæt i data indsamlet fra 1996 til Således er det noget ældre data, men jeg vurderer trods alt, at Andersens artikel er relevant, da han ikke blot fokuserer på landeniveau, men også på borgerniveau. Jeg vil dog herudover også involvere aktuelle og relevante undersøgelser foretaget af Eurobarometeret samt af TNS Gallup til bestemmelsen af den strategiske målgruppe, med henblik på at skabe et så reelt og nutidigt billede af den strategiske målgruppe som muligt. Jeg vil desuden inddrage mine fokusgrupper, da disse for mig bl.a. tegnede et billede af deltagernes viden samt holdning til EU. Efter afholdelsen af mine fokusgrupper fik jeg et indtryk af, at det særligt var de unge deltagere, hvis viden var noget usikker samt noget begrænset. At vurdere ud fra de indledende vidensspørgsmål stod det klart, at de ældre, vel og mærke i fællesskab, var bedre til at 9 Sociodemografiske variable er et segmenteringsgrundlag, og herved segmenterer man efter variabler som fx køn, alder, familietype og størrelse, indkomst, erhverv, geografi, boligform mv. (Faarup et al., 2010, s. 155) Side 66 af 108

68 karakterisere forbeholdene, deres betydning og aktualitet, end de yngre var. Det var desuden langt de fleste af deltagerne i denne gruppe, der vidste, hvad de skulle stemme. Der kan således godt tegne sig et billede af, at der er en sammenhæng mellem manglende viden om EU samt om de danske forbehold og usikkerhed omkring, hvad man skal stemme. For ikke at skære alle deltagerne over samme kam, var der enkelte deltagere, der skilte sig ud. Fx besad Martin på 19 i fokusgruppe nr. to en væsentlig større viden end de øvrige deltagere, trods at han var den yngste deltager. Han var desuden også fuldt bevidst om, hvad han ville stemme i tilfælde af en folkeafstemning. Ligeledes var der i fokusgruppe nr. et med de ældre deltagere også forskel på deltagernes vidensniveau. Ikke desto mindre finder jeg det relevant først at se på alder som en sociodemografisk variabel i forhold til bestemmelsen af den strategiske målgruppe, da der trods alt var en betydelig forskel på vidensniveauet i de to fokusgrupper. Diamantens forfattere vurderer også denne variabel eller karakteristika for værende et af de væsentlige segmenteringskriterier, når det angår borgermarkedet. Foruden alder som kriterium argumenteres der også for køn, geografi, uddannelse, erhverv og livsstil. (ibid, s. 29) Af undersøgelserne i forbindelse med de afholdte folkeafstemninger omkring EU-spørgsmål i Danmark fremgår det, at de unge danskere er mere euroskeptiske end de ældre. Dette baserer jeg på, at der fx i år 1986 ved afstemningen omkring Den Europæiske Fælles Akt var en forskel på 26 % i opbakningen mellem de på år og de på 60 år+. Aldersforskellen var også intakt ved euroafstemningen i år 2000, da tilslutningen til afskaffelsen af forbeholdet her blandt de yngste, således de årige, blot var 42 %, hvor den hos de ældre aldersgrupper var henholdsvis 47, 51 og 50 %. (Andersen, 2003, s. 85) Andersen påpeger dog, at til trods for, at de unge er de, der udviser den største EU-skepsis, så føler de sig i mindre grad afmægtige over for EU end de ældre. (ibid, s. 83) TNS Gallup gennemførte i januar 2009 en undersøgelse omkring danskernes holdning til forbeholdene generelt, dog med særligt henblik på euroen og bankpakken. I denne undersøgelse er resultaterne, ligesom i de undersøgelser Andersen refererer til, bl.a. inddelt efter alder. Resultaterne heraf fremgår af bilag nr. 9, og der tegner sig et lignende billede af, at der blandt de tre aktuelle forbehold konsekvent er størst opbakning til bevarelsen heraf at den yngre gruppe af befolkningen, således af de årige. Som det fremgår, er der således en tendens til, at skepsissen falder i takt med, at alderen stiger. Det, jeg desuden finder bemærkelsesværdigt, er, at der ved hvert af forbeholdene er en overvægt af unge, der har benyttet svarmuligheden ved ikke, hvilket er et tegn på, at det er sværere for de yngre generationer at tage stilling til forbeholdene Side 67 af 108

69 end de ældre. Det fremgår af alle tre resultater, at mængden af ved ikke -besvarelser falder i takt med, at alderen stiger. Målinger fra Eurobarometeret bekræfter desuden denne tendens, da der har været den laveste tilslutning blandt de unge mellem 15 og 24 år til en europæisk monetær union med en fælles mønt, euroen, altså i tråd med euroforbeholdet. (EB 69) Jeg vil derfor argumentere for, at der er en tendens til, at de unge danske borgere med stemmeret besidder en større skepsis end de ældre, da der er flest heraf, der ønsker en bevarelse af forbeholdene, og der er desuden flest tvivlere i denne aldersgruppe, da der er flest heraf, der har svaret ved ikke, hvilket kan være tegn på manglende viden eller på suverænitetsbaseret skepsis. Derfor kan det for DI være klogt at rette henvendelse til de yngre generationer, og den strategiske målgruppe vil således overvejende været præget af en yngre aldersgruppe. Foruden alderskriteriet finder jeg det relevant at undersøge, om der hersker en polarisering mellem mænd og kvinder, når det angår EU-spørgsmål. Som jeg også var inde på i forbindelse med deltagerrekrutteringen til fokusgrupperne, er der gennem tiden kommet en større og større forskel mellem mænd og kvinders opbakning til EU. Som det fx fremgår af Andersens artikel, var der ved afstemningen i 1972 ingen betydelig forskel, da der på andelen af ja-stemmer hos mænd og kvinder blot var en procents forskel. Allerede ved afstemningen i 1986 var forskellen på andelen af ja-stemmer hos mænd og kvinder steget med 6 %, hvorved kvindernes opbakning var mindre en mændenes. Som sagt fortsatte denne udvikling gennem årene, og endeligt ved euroafstemningen i år 2000 var forskellen på mænd og kvinders opbakning steget til hele 15 %, da 54 % af mændene stemte for, hvor blot 39 % af kvinderne opbakkede en afskaffelse af euroforbeholdet. (ibid, s. 85) Som det fremgår af bilag nr. 9 således af TNS Gallups undersøgelser, er der ved retsforbeholdet og euroforbeholdet ingen betydelig forskel på mænd og kvinders opbakning til bevarelse af forbeholdet, hvor der dog ved forsvarsforbeholdet hos kvinderne er en større opbakning til bevarelsen heraf, end der er ved mændene, da der er en forskel i opbakningen på 9 %. Det, der dog er bemærkelsesværdigt, er, at der ligesom hos de unge, også hos kvinderne er en tendens til skepsis eller uvidenhed, da andelen af ved-ikke -besvarelser gennemgående er større hos kvinderne end hos mændene. Hvad angår euroforbeholdet, har 22 % af kvinderne svaret ved ikke, hvor blot 10 % af mændene har anvendt denne svarmulighed. Ved retsforbeholdet er det blot 9 % af mændene, der har været i tvivl, hvor hele 25 % af kvinderne har svaret ved ikke. Endeligt er denne tendens yderligere fremtrædende, når det angår forsvarsforbeholdet, da hele 27 Side 68 af 108

70 % af kvinderne har stemt ved ikke, hvor det blot er 8 % af mændene, der har været i tvivl. (Bilag nr. 9) Den samme tendens fremgår også af parametrene i undersøgelsen fra Eurobarometeret. (EB 69) Jeg kan således også argumentere for, at der for DI kan lægge muligheder i at rette kommunikationen mod kvinder, da målet netop er at ramme de, der endnu ikke ved, hvad de skal stemme pga. skepsis eller pga. manglende viden. Som det fx fremgår af fokusgruppe nr. to bestående af de yngre deltagere, hersker der en uenighed om, hvem der bør interessere sig for EU og politik i det hele taget, og hvem der ikke bør. Amalie på 25 argumenterer for, at fordi hun går på en naturvidenskabelig uddannelse, så er det naturligt, at hun ikke bruger tid på den politiske verden, da det ingen rolle spiller for hendes hverdag. Hertil svarer Martin på 19, at han ikke ville kunne lade være med at interessere sig, og han mener ikke, at der er nogle, der bør interessere sig mere for den politiske verden end andre. (Bilag nr. 8, s. 9-10) Foruden køn og alder finder jeg det således hensigtsmæssigt at se på, om der har været nogle langtidstendenser i afstemningsadfærden inden for forskellige uddannelseskategorier for at søge at opnå en dybere forståelse af, hvem der besidder skepsissen over for EU i Danmark. Da der ikke forefindes nogle data på, hvilken opbakning de forskellige uddannelsesretninger besidder, vælger jeg i stedet at fokusere på EU-opbakning baseret på uddannelsesniveau, da dette også vil kunne give mig en bedre forståelse af DI s reelle strategiske målgruppe. Baseret på andel ja-stemmer over de seks EU-afstemninger, der har været mellem år 1972 og 2000, er EU-tilslutningen steget i takt med højere uddannelsesniveau lige undtaget afstemningen vedrørende Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen i 1993, da tilslutningen her var nær lig den samme på alle tre uddannelsestrin. Den undersøgelse, Andersen refererer til er dog blot fokuseret på grundskolen, realen og studentereksamen, og jeg finder det yderligere relevant at vurdere EU-tilslutningen på baggrund af videregående uddannelser således kortere, mellemlange og lange uddannelser. Da deltagerne i fokusgruppe nr. to overvejende var studerende, og da de var noget skeptiske samt besad en noget begrænset viden omkring EU og de danske forbehold dertil, finder jeg det desuden relevant kvantitativt at vurdere studerendes EUopbakning. I den undersøgelse fra Eurobarometeret, jeg henviste til med henblik på alder og køn, er resultaterne også inddelt efter uddannelsesniveau. Ser vi fx igen her på euroen, er tendensen den samme, som den Andersen henviser til, da der i efteråret 2007 er 41 % af de med en kortere videregående uddannelse, der er for en europæisk monetær union med en fælles mønt, euroen, hvor 48 % af de med en mellemlang uddannelse var for udsagnet. 54 % af de med en lang Side 69 af 108

71 uddannelse samt 52 % af de studerende var for udsagnet. Hvad angår euroen, fremgår det således, at det er de studerende samt de med det højeste uddannelsesniveau, der er for, hvor de med kortere og mellemlange uddannelser er noget mere tøvende. (EB 69) Jeg vil derfor argumentere for, at der hersker en klar tendens til, at jo højere uddannelsesniveauet er, desto større er opbakningen til Danmark i EU, hvorfor det for DI kan være nærliggende at forsøge at målrette kommunikationen mere specifik mod de på eller med kortere samt mellemlange uddannelser. At konkludere ud fra mine fokusgrupper, kan der dog også være muligheder i at kommunikere til studerende generelt, da deltagerne som sagt ikke alle følte sig hjemme i EU-emnerne og desuden heller ikke var sikre på, hvad de skulle stemme i tilfælde af en folkeafstemning. Parametrene fra undersøgelserne af Eurobarometeret i henholdsvis 2007 og 2008 peger desuden også på, at de studerende ikke er de, der besidder den allerstørste opbakning til Danmark i EU. (EB 69) Det er værd at have for øje, at disse undersøgelser ligger nogle få år tilbage, hvorfor der kan stilles spørgsmålstegn til, om denne tendens fortsat er gældende i dag i år At dømme ud fra mine fokusgrupper vil jeg dog med afsæt i de tidligere fremhævede udtryk fra fokusgruppe nr. to argumentere for, at tendensen forsat gør sig gældende, hvorfor de studerende er en klar potentiel strategisk målgruppe for DI. CS s vurdering af, at en klassisk dansk suverænitetsbaseret euroskeptiker var en kvinde, der formentligt besad en kort eller mellemlang uddannelse, var med afsæt i ovenstående segmentering således ikke forkert. Dog vil jeg argumentere for, at det, der særligt er væsentligt, er antallet af ved ikke -besvarelser, og af de involverede data kunne jeg konkludere, at der baseret på alder hersker en klar tendens til, at denne svarmulighed er benyttet mest af de unge på mellem 18 og 35 år. (TNS Gallup) Det er desuden også de unge, hvis opbakning er størst til en bevarelse af de tre aktuelle forbehold. (TNS Gallup & EB 69) Jeg argumenterede tidligere for, at det for DI kunne være udbytterigt at kommunikere til de studerende, og foruden de tidligere fremhævede fordele herved kan DI ved at kommunikere med de studerende ramme en bred målgruppe. Dette er ideelt, da DI skal nå bredt ud for at opnå en effekt på et stemmeresultat. Aldersgruppen for de studerende kan være ganske bred og er som sådan ikke relevant. Den typiske studerende befinder sig dog i aldersgruppen 18-35, hvorfor der argumenteres for et sammenfald mellem de unge og de studerende. Betegnelsen for strategiske målgruppe vil derfor blot være de studerende. Overordnet set, er der flest ved ikke -besvarelser blandt kvinder, hvilket for undertegnede og DI vil være ideelt at have for øje ved udarbejdelsen af kampagnen og kommunikationsprodukterne, Side 70 af 108

72 således at virkemidlerne herved overvejende henvender sig til kvinder. Det er dog ikke yderligere specificeret i undersøgelserne, hvor mange procent af de skeptiske unge, der henholdsvis er kvinder og mænd, hvorfor de unge samt de studerende skeptikere lige så vel kan være mænd. Yderligere kan der argumenteres for, at en dybere segmentering af de studerende ville være udbytterig at foretage med henblik på at målrette kommunikationen yderligere. Dette da der kan argumenteres for, at der skal kommunikeres forskelligt efter uddannelsesretninger grundet forskellige interesser, hvorfor anvendelsen af kommunikative metoder og virkemidler også bør afvige efter uddannelse. Ikke desto mindre vil jeg argumentere for, at der rent sociologisk er en grund til at skære de unge i aldersgruppen år over samme kam, da det er en særligt karakterfuld generation. Generationen er flere gange blevet omtalt som Generation Fucked Up eller som Mig-generationen, hvilke udtryk tager afsæt i ideen om, at nutiden unge er selvcentrerede og respektløse individer, der melder sig ud af fællesskabet og ud af fremtiden og desuden nedprioriterer demokratisk dannelse. (Krogsgård, 2009, 12. juli) Med afsæt i denne tankegang er det ikke overraskende, at de unge er de, der ved mindst om EU og derfor også er de, der besidder den største skepsis, når de bliver bedt om at tage stilling til EU-spørgsmål. Ikke desto mindre fremgår det af et notat baseret på en undersøgelse foretaget af DUF (Dansk ungdoms fællesråd) i samarbejde med Gallup i 2009, at hele 77 % af de adspurgte unge i alderen 16 til 25 år mener, at der er behov for, at EU bliver lettere at forstå, og desuden er der 92 % af de adspurgte, der mener, at viden om EU hos den danske ungdom er vigtigt. (DUF, 2009, s. 9 & DUF, 2007, s. 4) Med afsæt i dette kan DI forvente, at deres strategiske målgruppe vil være modtagelige over for DI s budskaber og over for dialog med DI. På baggrund af en bestemmelse af den strategiske målgruppe, således de studerende, vil jeg nu vurdere, hvem der er modtagergruppen for DI s kommunikationsindsats. Modtagergruppen Det er ikke muligt for mig direkte at forudse, hvem der eksponeres for DI s kommunikationsindsats. Det, der dog som sagt er det optimale, er, hvis der er sammenfald mellem den strategiske målgruppe og modtagergruppen, hvorfor de studerende gerne skulle være de, der reelt også eksponeres for kommunikationsindsatsen. Afsenderens medie- og distributionsvalg styrer ofte, hvem der ender i modtagergruppen. Da det er min ambition at skabe en ideel kommunikationssituation for DI, vil jeg søge at have det perfekte sammenfald mellem den Side 71 af 108

73 strategiske målgruppe og modtagergruppen for øje ved valg af medieveje samt distribution. (Mostov et al., 2002, s. 31) Andersen & Smedegaard (2009, s. 28) pointerer dog, at det langt fra altid er muligt at skabe et perfekt sammenfald mellem de to især ved anvendelse af massemedier. Som det vil fremgå af den efterfølgende facet, vil jeg argumentere for, at DI skal gøre brug af massemedier i forhold til kommunikation til målgruppen. Derfor kan det forventes, at alle de med adgang til de udvalgte massemedier også vil blive eksponeret for kommunikationen, således at det ikke blot er målgruppen og den strategiske målgruppe. Derfor kan et perfekt sammenfald ikke forventes. Kommunikationsstrategi Kommunikationsstrategien, hvilken i øvrigt kan ses som en opsummering på behandlingen af modtageren for DI s kommunikationsindsats, er den, jeg vil definere her. DI vil ved at følge ovenstående anvisninger anvende den kommunikationsstrategi, der kaldes for den delvist indirekte kommunikationsstrategi. Denne anvendes, når den strategiske målgruppe er lokaliseret inden for målgruppen, hvilket netop er tilfældet i den pågældende situation. De unge og de studerende befinder sig således inden for målgruppen, altså danskere med stemmeret i Danmark og særligt de, der besidder den suverænitetsbaserede euroskepsis Kommunikationsplanlægger Jeg vil her behandle min rolle som kommunikationsplanlægger, hvilken er den sidste kommunikationsdeltager, der er relevant at belyse i forhold til kommunikationsopgaven. Der ligger ofte en udfordring i at sørge for, at kommunikationen kommer fra afsenderen gennem kommunikationsplanlæggeren og ikke kun fra kommunikationsplanlæggeren. Afsenderen i den pågældende situation, således DI, finder en afskaffelse af forbeholdene til EU for værende en nødvendighed særligt med henblik på dansk erhvervslivs succes og vil derfor kommunikativt forsøge at imødekomme den modstand og skepsis, der har været at spore i Danmark de seneste år. Et samarbejde med fx et kommunikationsbureau er velvalgt i forbindelse med en sådan opgave for at søge at sikre en professionel planlægning af kommunikationen. Herudover kan bureauet, eller den studerende i dette tilfælde, være behjælpelig til at neutralisere kommunikationen, således at en positiv modtagelse af kommunikationen sikres. Som jeg tidligere har understreget, skal DI træde varsomt i forbindelse med deres kommunikationsindsats, således at den ikke opfattes som propaganda, og uden en professionel tilgang til planlægningen kunne det frygtes, at DI s budskaber bliver opfattet forkert. Min opgave som kommunikationsplanlægger i den pågældende Side 72 af 108

74 kommunikationssituation er således at sikre, at DI s budskaber bliver videreformidlet til den mest påvirkelige og relevante målgruppe, og at de desuden formidles på bedst mulige måde Afsenders mål med kampagnen Det er nærliggende efter at have klargjort hvilke kommunikationsdeltagere, der forefindes i den nærværende kommunikationsopgave, at gøre afsenders mål med kampagnen helt klar. Grunden herfor er på bedst mulige vis at kunne udforme et løsningsforslag, der kan opfylde afsenders mål. Diamantens forfattere opstiller syv typer af mål 10, som den egentlige afsender kan have i forhold til modtager. Der skelnes her mellem mål, der søger følgende: at skabe opmærksomhed, at skabe debat, at formidle viden, at ændre holdninger, at ændre adfærd, at etablere, udvikle og bekræfte egen selvopfattelse og at påvirke modtager til at påvirke andre. (Andersen & Smedegaard, 2009, s. 32) Afsenders mål med kampagnen er at informere om EU og de danske forbehold hertil, hvorfor jeg vil argumentere for, at et af DI s mål er at formidle viden om et emne. Hertil er det dog væsentligt at pointere at DI ønsker at skabe og formidle viden omkring emnet, da de ønsker at opnå danskernes forståelse og opbakning og således søge at ændre eller i dette tilfælde også at skabe holdninger hos modtager. Herudover kan det forventes, at den strategiske målgruppe, såfremt det lykkedes at skabe kommunikation hermed, vil diskutere emnet med andre. Dette kan lede til, at modtageren påvirker andre, hvilket således også kan være et mål for afsenderen med henblik på at få spredt deres budskaber yderligere. Der kan i forbindelse hermed også argumenteres for, at DI ønsker at få skabt debat om emnet for at skabe en bedre forståelse for vigtigheden af Danmark i EU. Således har den egentlige afsender flere mål i forhold til modtageren, hvilket ikke er usædvanligt. (ibid) Når man arbejder med facetten relation er det oftest relevant at fokusere på relationerne mellem de relevante kommunikationsdeltagere. Dette vælger jeg dog at fokusere på i forbindelse med behandlingen af SFL, hvilket vil indgå i mit arbejde med facetten Udformning/text. Dette da jeg finder det mere hensigtsmæssigt at fokusere på de indbyrdes relationer i forbindelse med den sproglige udformning af den aktuelle tekst, da jeg vil argumentere for, at det særligt er her, afsender skal have relationerne for øje. 10 Andersen & Smedegaards typer af mål tager afsæt i de seks typer af mål som Jørgen Poulsen opererer med i Informationskampagner fra Andersen & Smedegaard tilføjer således selv det syvende mål. Side 73 af 108

75 5.3 MIDLER Jeg har hernæst valgt facetten midler, da det nu er tid til at planlægge, hvor og hvordan kommunikationen skal foregå, dvs. tage stilling til kommunikationsstrategier og medievalg. Jeg har valgt, at denne facet skal følge efter felt og relation, da jeg vil argumentere for, at kommunikationsvejen ikke kan udvælges, før vurderingen af budskabet og kommunikationsdeltagerne. Kommunikationen udarbejdes ud fra, at der vil komme en såkaldt big bang afstemning, hvor regeringen beslutter, at vi skal stemme om alle tre forbehold på én gang. Om dette er sandsynligt, er som sagt ikke til at tyde, men ikke desto mindre vil valget af kommunikationsveje og kommunikative midler overvejende være det samme, såfremt det fx blot er en afstemning om et enkelt af forbeholdene, da de som sagt, ifølge DI, alle sætter begrænsninger for Danmark. Afvigelsen i anbefalingerne er derfor blot en afvejning af, hvor høj prioritet en afskaffelse af det aktuelle forbehold har for DI. Forinden planlægningen af kommunikationsveje mv. vil der forefindes et afsnit, der kaster lys over udviklingen i den politiske kommunikation med det formål at kunne vurdere, hvad der i dag er værd at tage i betragtning ved udarbejdelsen af en politisk kommunikativ kampagne. Dette finder jeg relevant i forhold til afhandlingen og ikke mindst i forhold til den reelle kommunikationsindsats, da DI s kommunikationsindsats netop bevæger sig på det politiske felt Politisk kommunikation Til at gøre status over det, der er værd at overveje i forbindelse med udarbejdelsen af en kommunikationsindsats, der bevæger sig på det politiske felt, har jeg valgt at tage afsæt i Rasmus Jønssons tekst Den professionelle politiske kommunikation kræver nye journalistiske perspektiver fra 2006, hvilken desuden også var udgangspunktet for mit interview med ham. Jønsson (2006, ) argumenterer for, at der gennem de senere år har været helt nye tendenser at spore på den politiske kommunikative arena, hvilket han karakteriserer som en professionalisering af den politiske kommunikation. Dette gælder både internt i partierne, i de politiske budskaber der formidles, i måden der kommunikeres på og i tankerne omkring, hvem der skal kommunikeres til. Der argumenteres for, at det for en interesseorganisation som DI er essentielt at opruste sig inden for det politiske kommunikative felt, da det stiller krav til og presser politikerne og det politiske system, i og med at erhvervs- og interesseorganisationer hierarkisk sidder lige så stærkt som de øvrige politiske aktører. (ibid, s. 46) Der er således helt grundlæggende grund til, at DI kommunikativt træder i karakter på den politiske arena, såfremt de ønsker at have en indflydelse. Side 74 af 108

76 Herudover argumenterer Jønsson (2006, s. 46) for, at den manglende vælgerloyalitet er særligt relevant i forhold til partipolitiske afstemninger men også i forhold til EU-afstemningerne, da de, der før har stemt imod DI s EU-agenda, ikke nødvendigvis vil gøre det samme ved næste afstemning. Især ikke hvis DI formår at bryde igennem med deres budskaber i den voldsomme kommunikationsstøj i det offentlige rum. Jønsson opererer i sin artikel med den præmoderne fase, den moderne fase og den postmoderne fase, hvilke tager udgangspunkt i Orla Vigsøs (2004) og Pippi Norris (2000) tanker omkring udviklingen af den politiske kommunikation. Jønsson applikerer disse på danske forhold, og den jeg særligt vil fokusere på, er den postmoderne fase, da det er denne, vi har i dag. Jeg vil dog kun fremhæve det, der er relevant i forhold til den foreliggende kommunikationsopgave. Hvad angår kampagneforberedelser, er det i den postmoderne fase ganske normalt at føre valgkamp mellem valgene. Hvorvidt dette er hensigtsmæssigt for DI, vil jeg komme nærmere ind på under facetten tid. Herudover er det i den postmoderne fase blevet mere normalt at anvende professionelle kommunikationsværktøjer. Et eksempel på et værktøj, som DI kunne anvende i forbindelse med deres målgrupper, er Det Digitale Danmarkskort, der rummer demografiske forhold over forskellige vælgergrupper som fx alder, køn, uddannelse mv. Det, der ligger bag værktøjets funktion, er, at segmenterings- og målgruppeanalyser er blevet mere og mere vigtige, da der i offentligheden er for meget politisk støj. Man er derfor som afsender nødt til at sikre, at ens budskaber bliver så målrettede som muligt, og dermed også kende vælgeradfærden på de pågældende steder. Ved at anvende et sådan professionelt kommunikativt værktøj vil DI kunne vide specifikt, hvor deres målgruppe befinder sig og således få adgang til dialog med vælgerne og derigennem søge at opnå et tættere forhold, hvilket, Jønsson argumenterer for, er en af de mest effektive måder at vinde stemmer på. (ibid, s ) I forbindelse med målgruppeanalyser vil DI formentlig komme frem til, at der er flere målgrupper, der ville være relevante at tale til. Fx har jeg udvalgt de studerende, men som det fremgår af den sekundære data, jeg har anvendt, kan der også være en idé i fx at tale til kvinder med en kortere udannelse. Det kan forventes, at arketyperne kan være forskellige i de forskellige målgrupper, hvorfor kommunikationen naturligt også bør være forskellig. Da kernevælgerne er på retur er differentieret kommunikation en tendens i den postmoderne fase, hvorved kommunikationen udarbejdes specifikt efter hver enkelt målgruppe. Hvad angår medierne i den postmoderne fase, så har de fået en helt særlig og magtfuld rolle. Som RJ argumenterer, så bliver danskernes kendskab i høj grad skabt af medierne. (Bilag nr. 3, s. 2) Fokus er således rettet mod medierne, da de ikke længere kan anses for at være formidlende Side 75 af 108

77 mellem borgerne og politikerne men i dag også har indtaget sin egen selvstændige og kritiske rolle på den politiske arena. Massemedierne har fortsat stort fokus i den postmoderne fase, men herudover gøres der i dag også stort brug af mere ukritiske lokale og regionale medier med henblik på at nå de vælgere, der har et andet mediemønster med budskaber, der ikke er blevet filtrerede. Hvis DI således vil sikre, at medierne ikke får den største indflydelse på deres budskaber, vil det være klogt, hvis deres mediestrategi består af andre elementer end massemedier som fx lokale medier. Herudover argumenterer Jønsson for, at brugen af bløde medier er blevet en klar tendens i den postmoderne fase. Ved bløde medier kan afsenderen fx optræde i et underholdningsprogram for at give modtageren en anden og måske mere menneskelig og genkendelig oplevelse af afsenderen. Hvad angår mere traditionelle kampagnematerialer som fx flyers, pjecer mv., er disse typisk bedre at anvende i forhold til intern kommunikation. Dette fremgår desuden også af den øvelse, jeg foretog i mine fokusgrupper, der gik ud på at få deltagerne til i fællesskab at rangordne kommunikationsprodukter efter, hvad de foretrak. Her viste det sig nemlig, at fokusgruppe et placerede den form for kommunikationsprodukter allernederst og fokusgruppe to placerede den næstnederst. Derimod er out-door medier og Internettet blevet mere populære i den postmoderne fase bl.a. grundet deres større synlighed, og de anvendes derfor flittigt af partier og interesseorganisationer. Fokusgruppe to var helt enig i, at out-door medier er det, de foretrækker, da de placerede denne øverst på deres rangorden. Her var fokusgruppe et noget uenig, da de placerede den som nr. fem. En af valgmulighederne, jeg gav deltagerne, var sociale medier, og denne placerede fokusgruppe to på en fjerdeplads. En af deltagerne i denne gruppe ønskede desuden en hjemmeside som valgmulighed, da hun gerne vil have et sted, hvor hun selv aktivt kunne søge informationer om emnet. Deltagerne i fokusgruppe et placerede i øvrigt også sociale medier på en tredjeplads. (ibid, s & Bilag nr. 7, s. 16 & Bilag nr. 8, s. 19) Der kan således argumenteres for, at de tendenser i den postmoderne fase, som Jønsson (2006) argumenterer for, også overvejende er de, der repræsenteres i fokusgrupperne og bør således overvejes i forbindelse med planlægningen af kommunikations- og medievejene for den foreliggende kommunikationsopgave. Efter fastlæggelsen af de elementer inden for den politisk kommunikative verden, der er værd at overveje i forbindelse med DI s kommunikationsindsats, vil jeg søge at besvare en række spørgsmål, som Diamantens forfattere opstiller. Ved at besvare disse spørgsmål vil jeg som kommunikationsplanlægger kunne sikre, at de valg, jeg træffer i forbindelse med kommunikations- og medieveje, vil være sagligt begrundede frem for subjektivt vurderede. Side 76 af 108

78 Besvarelsen har desuden til formål at indskrænke mulighederne for kommunikationsveje. Relevans og informationsbehov undlades, da kommunikationspotentialekortet besvarer disse to aspekter. (Andersen & Smedegaard, 2009, s. 48) Modtagerrelaterede overvejelser om kommunikationssituationen Indledningsvist vil jeg vurdere modtagers modtagelsespræmisser, hvorved der forstås, om kommunikationen kan gøres obligatorisk for modtageren. Kommunikationen i den aktuelle kommunikationsindsats er i privat regi, da en folkeafstemning ikke kan være tvungen, da dette ville gå imod Danmarks demokratiske tankegang. Kommunikationen kan således ikke gøres obligatorisk på skoler og universiteter, hvilket betyder, at det står modtager frit for at fravælge DI s kommunikation. Derfor ligger der en udfordring i at gøre kommunikationen attraktiv. Hvad angår, hvilken informationstype modtageren kan opleve kommunikationen som, skelnes der mellem nyhedsinformation, situationsinformation og almen information. Set med DI s øjne er informationen for modtager situationsinformation, da DI må betragte deres information for værende nødvendig for modtager at få i forbindelse med en folkeafstemning. Det, der dog er essentielt ved bestemmelsen af informationstype, er, at denne skal karakterisere modtagers forventede oplevelse og således ikke afsenders opfattelse og ønske. Set i den henseende er det ikke sikkert, at modtager vil mene, at DI s information er en, de kan bruge i tilfælde af en folkeafstemning, men det kan dog ikke udelukkes, da flere af deltagerne i fokusgruppe to gav udtryk for, at de selv aktivt ville søge information for at afklare, hvor de skulle sætte deres kryds. Jeg vil argumentere for, at det er mere sandsynligt, at modtager vil opfatte informationen for værende almen information, da der for modtager er tale om yderligere information om et i forvejen kendt emne. DI vil ikke give nye informationer men blot holde sig til fakta omkring forbeholdene, der i forvejen burde eller kunne være kendte. Ikke desto mindre kan det heller ikke udelukkes, at dele af den strategiske målgruppe vil opfatte informationen for værende nyhedsinformation, da flere af deltagerne i fokusgruppe to, der netop repræsenterer den strategiske målgruppe, ikke følte sig velinformerede omkring Danmarks EU-forbehold. Alle tre informationstyper kan dermed af modtageren opleves, men jeg vil dog argumentere for, at det er mest sandsynligt, at modtager oplever DI s informationer som almen information. Dette bevirker, at jeg som kommunikationsplanlægger skal overveje medievalget endnu grundigere, da det er den vanskeligste informationstype at operere med i forhold til at skabe kontakt til modtageren. Side 77 af 108

79 Til trods for at deltagerne i fokusgruppe to udtaler, at de gerne aktivt vil søge information for at afklare, hvor de gerne vil sætte deres kryds i tilfælde af en folkeafstemning, så vil jeg argumentere for, at deres begrænsede viden er et udtryk for, at de ikke ved tidligere EU-afstemninger har opsøgt informationer. Derfor vil det være sikrest, hvis DI forsøger at ramme særligt den strategiske målgruppe inden for deres eksisterende medieforbrug frem for at sprede deres budskaber på medier, denne alligevel ikke møder. Endeligt er det værd at vurdere, hvorledes det kan forventes, at modtagers forhåndsindstilling til kommunikationsindsatsen er. Da DI s strategiske målgruppe består af de studerende, der primært karakteriserer de, der besidder den suverænitetsbaserede euroskepsis, kan DI ikke forvente en overvejende positiv forhåndsindstilling til deres kommunikationsindsats men snarere et publikum, der vil tvivle på deres budskaber. Derfor er det en noget vanskelig modtager at kommunikere til, hvorfor jeg som kommunikationsplanlægger bør anbefale andre kommunikationsveje end medievejen alene, der blot indbefatter de brede massemedier. (ibid, s ) Foruden de modtagerorienterede overvejelser bør en kommunikationsplanlægger også overveje, om det er mest hensigtsmæssigt at anvende en- eller tovejskommunikation. Grunden til jeg valgte at anvende Diamanten til planlægningen af DI s kommunikationsindsats var som tidligere beskrevet, netop dens dialogiske fokus, hvorfor jeg fortsat vil argumentere for, at to- eller flervejskommunikation er den rigtige løsning i forhold til kommunikation om EU fra DI Valg af kommunikationsveje Med afsæt i ovenstående overvejelser vil jeg i det følgende argumentere for mit valg af kommunikationsvej. Andersen og Smedegaard (2009, s. 48) præsenterer i Diamanten fire kommunikationsveje, nemlig medievejen, direktevejen, netværksvejen og alternativvejen. Som tidligere nævnt vil der være flere potentielle strategiske målgrupper for DI s kommunikative budskaber, hvorfor de også kan gøre brug af flere typer af kommunikationsveje, hvilke i øvrigt godt kan supplere hinanden. Jeg har dog som beskrevet valgt at fokusere på de studerende, da jeg forventer, at det er her, der hersker den største uvidenhed og skepsis. Foruden denne strategiske målgruppe vil jeg også foretage valg af kommunikationsvej i forhold til den brede målgruppe. Det dialogorienterede mål vil dog være noget sværere at sikre til målgruppen end til den strategiske målgruppe, da denne indebærer alle borgere med stemmeret i Danmark og således er meget bred. Side 78 af 108

80 Jeg vil først planlægge DI s brug af kommunikationsveje for målgruppen, da den strategiske målgruppe også indgår her, hvorfor denne kommunikation også vil virke initierende for den strategiske målgruppe. I forbindelse med valg af kommunikationsveje er det økonomiske aspekt af facetten ressourcer værd at tage med i betragtningen, da nogle midler er langt mere omkostningsrige end andre. Det er således for DI en afvejning af, hvor høj prioritet emnet har for dem, og hvor stor en betydning en afskaffelse af forbeholdene reelt set vil have for dem og deres medlemsvirksomheder. Jeg valgte, at det var uden for specialets rammer og fokus reelt set at tage priser på kommunikationsmidlerne i betragtning i forhold til DI s budget for den aktuelle kommunikationsindsats, hvorfor jeg blot vil anslå DI s prioritering af emnet og dermed også for kommunikationsindsatsen. DI s fokus er på at varetage deres medlemmers interesser og ikke kun i den dansk-politiske verden men også i europæiske spørgsmål, hvorfor nogle af deres mest centrale arbejdsområder er fokuseret på EU. (Europapolitik) DI er desuden medlem af BUSINESSEUROPE 11, hvilken anses for værende den vigtigste erhvervspolitiske stemme i EU. (Brug DI i Bruxelles) Begge dele er udtryk for, at DI og ikke mindst DI s medlemmer ønsker et Danmark som fyldgyldigt medlem af EU. Desuden fremgår det som nævnt tydeligt af mit interview med JM, at særligt euroforbeholdet er problematisk for Danmark, og at forbeholdene generelt gør, at vi sættes uden for døren i nogle, i hvert fald set med DI s øjne, vigtige beslutningsprocesser. Jeg anslår dermed, at en afskaffelse af de danske forbehold til EU-samarbejdet er af ganske væsentlig betydning for DI, hvorfor det må forventes, at de ikke vil søge at benytte de billigste kommunikative løsninger, da de herved risikerer, at deres budskaber ikke modtages efter hensigten. Jeg vil argumentere for, at en anvendelse af medievejen vil være hensigtsmæssig i forhold til kommunikation til målgruppen. Formålet med at kommunikere til målgruppen og ikke blot til den strategiske målgruppe er at skabe opmærksomhed omkring emnet blandt alle med stemmeret og særligt at få sat nogle tanker i gang hos de der endnu ikke ved, hvad de skal stemme eller blandt de, der bakker op om de danske forbehold. Deres initierende og opmærksomhedsfængende kommunikation bør dog opfølges af et nøje tilrettelagt materiale, der specifikt er målrettet mod de strategiske målgrupper, som DI finder relevante at kommunikere til, hvorved det er, at jeg vil fokusere på de studerende. 11 BUSINESSEUROPE er en paraplyorganisation, som består af 41 europæiske erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer i 35 lande, og organisationen taler således på vegne af 20 millioner europæiske virksomheder. (Brug DI i Bruxelles) Side 79 af 108

81 Under medievejen vil jeg argumentere for, at DI bør gøre brug af annoncering, hvorved afsender anvender og tilrettelægger relevante massemedier. (Andersen & Smedegaard, 2009, s. 52) Herved er distributionen dog altafgørende for, om kommunikationen bliver modtaget, hvilket er afgørende for, at kommunikationen rent faktisk også bliver til kommunikation. (ibid, s. 60) Afsenders egen tilrettelæggelse af annoncerne kan medvirke til, at kommunikationen bliver succesfuld, da afsender således ikke er afhængig af, at andre kommunikerer som ønsket på deres vegne. At vurdere ud fra de to afholdte fokusgrupper er TV- og /eller radiospots samt annoncer i aviser og dagblade blandt de mest populære og effektive former for annoncering. (Bilag nr. 7, s. 16 & bilag nr. 8, s. 19) Annonceringsstederne kan enten være ejet af organisationen selv eller af medievirksomheder. Det er naturligt billigere for DI at anvende de annonceringssteder, de selv råder over, hvorfor det er oplagt at anvende deres egen hjemmeside til annoncering, hvilket de i øvrigt i forvejen gør. Herudover argumenterer jeg for med afsæt i tanken om, at emnet for DI er af høj prioritet, at DI bør gøre brug af TV- og radiospots. Da DI ønsker at fange opmærksomheden på så mange som muligt, er TV et velvalgt medie, da stadig flere og flere ser TV. En undersøgelse foretaget af DR s medieforskning viser, at danskere på over 3 år i gennemsnit så 151 minutters TV dagligt, hvilket i 2011 var steget til 198 minutter. (DR medieudvikling, 2011) Hvorvidt et fuldgyldigt medlemskab af EU ville kunne betyde afgivelse af dansk suverænitet, afhænger ifølge SNJ af, hvordan det for danskerne bliver framet. For at imødekomme propagandaproblematikken og for at søge at sikre at modtager gider at lytte til budskaberne, skal indslagene på radio og TV være af en neutral karakter, hvorfor de bør bestå af fakta og således ikke af DI s egne holdninger. Formålet herved er at få danskerne til at forstå, hvorfor forbeholdene, ifølge DI, er skadelige for Danmark. TV indslagene kunne med fordel tage afsæt i danskerne, og kunne fx blot være en almindelig dansk familie, der over middagsbordet diskuterer et EU-emne. Disse skal provokere en reaktion frem hos modtageren enten i form af: Ej, ved de ikke engang det, eller Okay, det vidste jeg faktisk ikke. Måske jeg lige burde google det. Et radiospot kan fx lyde: Vidste du, at effekterne af de svage europæiske økonomier er de samme for Danmark som for resten af euroområdet, da vores krone er allerede følger euroen? Nej, vel? Besøg os på Facebook hvis du vil lære mere om dit EU. (DIIS, 2008, s. 178) Sådanne fakta og udtryk kan netop imødekomme nogle af de bekymringer, som de skeptiske danskere besidder. Fx Side 80 af 108

82 udtrykte en deltager i fokusgruppe to en bekymring omkring Grækenlands økonomi i forbindelse med afskaffelse af euroforbeholdet. (Bilag nr. 8, s. 6) Foruden TV- og radiospots kan DI med afsæt i fokusgruppedeltagernes rangordner gøre brug af out-door medier, hvis udformning netop også skal være baserede på fakta. Disse kan også medvirke til at fange den strategiske målgruppes opmærksomhed, hvilket giver DI mulighed for at kommunikere mere effektivt med dem, da kommunikationen derved fra DI s side er initieret. Hvad angår den videre kommunikation og ikke mindst dialog med den strategiske målgruppe, påhviler der DI en kvalitativ udfordring i at vælge det rette medie og den rette udformning, således at kommunikationen er så opmærksomhedsvækkende, som ønsket. (Andersen & Smedegaard, 2009, s. 53) Da det er studerende, der er målet for den udvalgte del af kommunikationsindsatsen, vil det være velvalgt for DI, at kommunikationen rammer uddannelsesinstitutionerne. Fælles for uddannelsesinstitutionerne er, at de alle har et studieblad, hvilket det må antages, at de studerende er fortrolige med og føler er troværdigt. I forbindelse med valg af medie argumenterer Diamantens forfattere (2009, s. 53) for en række egenskaber, som man bør vurdere i forhold til kommunikationsopgaven. Tager vi fx SDU s studieblad RUST som eksempel, så formidler de både situationsinformation 12, nyhedsinformation 13 og almen information 14. Det er et blad beregnet til de studerende, og som redaktionen selv skriver på deres hjemmeside, så giver de stof til eftertanke mellem forelæsningerne. (Om RUST) DI s budskaber lever op til denne idé, da de netop ikke skal diktere, hvordan de studerende bør stemme, men derimod sætte forbeholdene i et perspektiv, som de studerende kan forstå, hvilket kan opfordre dem til at tænke over de danske forbehold og dermed også forsøge at tage stilling til, hvad de vil stemme ved en folkeafstemning. DI kan ikke sikre sig, at alle de studerende vælger at læse bladet, hvorfor mediet er i konkurrence med andre blade og budskaber. Mediets evne til at skabe dialog er der i og med, at DI kan henvise de studerende til nogle kanaler, hvor DI og de studerende kan kommunikere. En sådan kanal kan fx være et socialt medie som Facebook og en såkaldt app. Da dialog mellem afsender og modtager er idealet for kommunikationen, vil jeg argumentere for, at der i Diamanten forefindes mangler i form af sociale medier, apps og blogs. Til trods for at man 12 Artiklen Kulturkalenderen i RUST, marts 2010, s. 20 guider de studerende til oplevelser og er således information de kan bruge i specifikke situationer. 13 Artiklen Tyvene lurer på SDU i RUST, marts 2010, s. 5 giver de studerende nyheder om tyve på SDU. 14 Artiklen Med tæerne på scenekanten i RUST, marts 2010, s. 21 giver de studerende et portræt af en sangerinde, og er således almen information. Side 81 af 108

83 kan mene, at medier som fx Facebook ikke er velvalgt i alle sammenhænge, må vi i dag indse, at de sociale medier fylder meget i vores hverdag. I 2011 blev der målt over 2,7 millioner danske brugere på over 15 år pr. måned på Facebook, hvilket gjorde Facebook til den anden mest besøgte hjemmeside. (DR medieforskning 2011, s. 21) Dermed er mediet en oplagt mulighed for at skabe dialog med sin målgruppe på, hvorfor disse bør indgå i de mediemuligheder man ifølge Diamanten har. Som nævnt i forbindelse med radiospottet bør DI netop skabe en Facebook-side, hvor DI og andre relevante personer kan besvare de besøgendes spørgsmål og desuden opfordre til debat. Som Christine fx nævner i fokusgruppe et, så mangler der et sted, hvor man kan få svar på sine spørgsmål. (Bilag nr. 7, s. 16) Desuden bør DI udarbejde en app, da op mod 28 % af danskerne i dag har Internettet med i lommen og bl.a. surfer på denne i toget, i sengen og sågar også på toilettet. (DR medieforskning 2011, s. 22) Flere af deltagerne i fokusgrupperne nævner, at de godt kan lide at teste deres viden, ligesom de gjorde det op til folketingsvalget i september, hvilket netop kunne være app ens funktion. Grunden til at app en dog ikke havner i toppen på fokusgruppedeltagernes rangorden skyldes, at særligt de unge ikke mente, at sådan en app kunne få succes før den ligger på top 25 over mest populære apps. For at lokke danskerne til at hente den kunne DI derfor lancere en konkurrence, hvorved man eksempelvis kunne vinde en tur til EU i Bruxelles. Diamantens forfattere argumenterer foruden annoncering også for public relations, hvilket DI også kan gøre brug af. Ved brug af public relations forsøger afsender at styre, hvorledes et givent emne skal omtales i trykte medier, i radio og TV og på Internettet. Det kan de gøre ved at udsende en pressemeddelelse, der omhandler de budskaber, de nu engang ønsker at kommunikere og herudover stå til rådighed for pressen. Det, der dog er værd at bemærke i forbindelse med anvendelsen af public relations, er, at medierne selv må bestemme, hvordan de fremlægger det givne emne. DI kan således risikere, at deres budskaber ikke bliver formidlet, som de ønsker, hvorfor annoncering er mere hensigtsmæssigt til trods for, at det er en mere omkostningsfuld metode. (Andersen & Smedegaard, 2009, s ) Hvad angår direktevejen, så er denne ikke direkte relevant for DI at anvende, da denne fokuserer på personlig kommunikation og derfor typisk består af direct mails, telemarketing mv. Dog bør DI i deres TV- og radioreklamer samt i deres annoncerende artikel i studiebladene opfordre til personlig dialog særligt ved at henvise til deres Facebook-side. Herved får modtager mulighed for at respondere på kommunikationen og derigennem etablere en dialog. Den annoncerende artikel Side 82 af 108

84 vil desuden til dels også tage form efter direktevejen, da den henvender sig personligt til en specifik målgruppe inden for deres eksisterende medieforbrug. (ibid, s ) Netværksvejen er ikke direkte relevant, da denne kræver en vis tålmodighed. Den ønskede effekt af kommunikationen kan være svær at opnå under en kampagne med en kort løbetid, hvilket kan formodes at være tilfældet for den pågældende kampagne. Ved at anvende netværksvejen er det typisk, at DI som afsender udpeger nogle ambassadører, som de stoler på kan viderebringe deres budskaber på den måde, de ønsker. Men det kan være svært for afsender reelt at holde styr på tilvejebringelsen og modtagelsen af deres budskaber, og det kræver derfor et større samarbejde. I mit interview med RJ kom vi ind på det, der populært kaldes ølkassemøder. Da DI har direkte adgang til en stor del af befolkningen gennem deres medlemsvirksomheder og deres medarbejdere og således har et stort sekundært netværk, er det ikke uhensigtsmæssigt at udnytte dette fx igennem en moderniseret udgave af ølkassemøder, hvor de enten selv eller vha. en repræsentant fra den pågældende virksomhed taler til medarbejderne og derigennem forsøger at formidle DI s budskaber. Dette bør DI dog blot gøre, såfremt de finder det relevant i forhold til bestemmelsen af øvrige potentielle målgrupper. (ibid, s. 57) Den sidste kommunikationsvej, som Diamanten præsenterer, er alternativvejen, hvorunder der præsenteres nogle kommunikationsmuligheder, der ikke kan placeres under de øvrige kommunikationveje. Hertil kan fx nævnes sponsorering og CSR, hvilke jeg vil argumentere for ikke er relevante i forhold til kommunikationsopgaven. Ved sponsorering kan en virksomhed med fordel få brandet deres navn men således ikke deres budskaber, hvilket netop er formålet med DI s kommunikationsindsats. Ved CSR forstås virksomhedens sociale ansvar og indbefatter således de aktiviteter, en virksomhed kan foretage, der integrere miljømæssige og sociale hensyn i deres arbejde, hvilket heller ikke er relevant i forhold til DI s arbejde. Jeg vil argumentere for, at CSR er mere relevant for en produktionsvirksomhed fx som slik- og chokoladeproducenten TOMS Gruppen. Dette da de fx henter deres kakao på kakaofarme i Ghana, hvorved samfundet stiller krav til deres måde at operere på, og således er det for en virksomhed som TOMS en nødvendighed at integrere CSR som en del af virksomhedens strategi. (ibid, s. 59 & Fokus på Ghana) På bilag nr. 10 forefindes en opsamling på ovenstående tanker og dermed en komplet liste over de kommunikationsprodukter, som DI s kommunikationsindsats bør bestå af. Side 83 af 108

85 5.4 TID Som jeg nævnte under afsnittet Politisk kommunikation, ville jeg under denne facet vurdere, om det for DI er hensigtsmæssigt at følge tendensen i den postmoderne fase og dermed føre valgkamp mellem valgene. Nu fører DI som sådan ikke valgkamp på lige fod med de danske politiske partier, men i mit interview med RJ argumenterede han for, at når DI ønsker at opnå en effekt på stemmeresultatet, så bør de ligesom de politiske partier have planlagt nogle tiltag, der understøtter deres budskaber og på samme vilkår som andre gå til valg med disse. (Bilag nr. 3, s. 2) Til trods for, at RJ argumenterer for, at det for DI godt kan være effektivt at launche nogle prækampagner inden folkeafstemningens realitet, så vil jeg argumentere for, at timingen for kommunikationsindsatsen er afgørende for, om der skabes en positiv modtagelse af kommunikationen. (ibid) Herved vil jeg argumentere for, at DI først skal kommunikere til målgruppen og den strategiske målgruppe, når afstemningerne bliver en realitet. Dette da det kan forventes, at danskerne generelt ikke gider at lytte til budskaberne, før det rent faktisk er relevant for dem at tage stilling til, hvad de mener om EU og de danske forbehold dertil - altså op til en afstemning. Dermed bliver realiseringstiden også begrænset, hvilket gør, at kommunikationen bliver intens og koncentreret. Gode råd i forbindelse med planlægningen af kommunikationsindsatsen er derfor at starte i god tid og desuden forberede sig på, at der kan forekomme uforudsete hændelser. Dette betyder således ikke, at kommunikationen skal lanceres, inden regeringen har bestemt, at der skal være en folkeafstemning, men at DI forinden regeringens valg skal have planlagt kommunikationen nøje for at sikre, at de når og opnår det, de gerne vil. (Andersen & Smedegaard, 2009, s ) 5.5 HJÆLP OG MODSTAND Det er ikke blot afsender og kommunikationsplanlæggerens indsats, der er afgørende for effekten af kommunikationsindsatsen, hvorfor jeg med afsæt i facetten Hjælp og modstand vil argumentere for de faktorer, der kan spille en rolle i forhold til DI s kommunikation. Med afsæt i aktantmodellen 15 opstiller Andersen & Smedegaard (2009, s. 67) de hjælpere og modstandere, der kan have en effekt på en kommunikationsindsats. 15 Aktantmodellen er et analyseredskab beregnet til analyse af handlingsforløb i noveller og romaner, der blev introduceret af A. J. Greimas i Modellen har, ligesom i facetten Hjælp og modstand, været udgangspunktet for flere analysemodeller. Fokus i aktantmodellen er på et Side 84 af 108

86 Da det er blevet anbefalet, at DI s kommunikationsindsats udsendes op til en afstemning, kan det forventes, at der er mange konkurrerende budskaber, der kæmper om modtagernes gunst. Ikke blot kan DI forvente konkurrence fra de, hvis budskaber strider mod DI s, men organisationens konkurrenter består grundlæggende af alle de budskaber og afsendere, der forsøger at fange modtagers opmærksomhed. De konkurrenter, det dog kan forventes vil være i direkte konkurrence med DI og dennes budskaber, er de interesseorganisationer, der ligeledes ønsker at skabe effektiv kommunikation omkring emnet. Interesseorganisationer kan i denne forbindelse forstås som politiske partier, brancheorganisationer mv. Særligt kan det forventes, at de danske politiske partier bliver DI s direkte konkurrenter, og naturligvis er de største konkurrenter de, hvis holdning til EU og Danmarks forbehold hertil er en anden end DI s. (ibid, s ) På Folketingets hjemmeside forefindes en oversigt over de dansk-politiske partiers holdning til EU og EU s kommende udvikling. Her fremgår det, at partier som Dansk Folkeparti og Enhedslisten modsætter sig ideen om Danmark som et fuldgyldigt medlem af EU, og Enhedslisten udtrykker desuden, at de vil arbejde for at få flere danske forbehold, hvilket således er stik imod det, som DI ønsker. (Danmark og EU) Hvad angår Dansk Folkeparti, så havde partiet så sent som i marts 2012 udsendt en kampagne under navnet Spørg Folket, hvis logo var en blå hånd med EUstjernene på, der klemte hårdt om det danske flag. Formålet med kampagnen var at få skabt debat om europagten, således at regeringen ville bestemme, at danskerne skulle stemme om europagten, da DF netop mente, at denne var en trussel mod den danske suverænitet. (Spørg Folket) DI kan derfor absolut forvente, at DF også vil udsende en kampagne op til en afstemning om de danske EU-forbehold, da partiet ønsker disse bevaret. Trods de konkurrerende parter og budskaber kan DI forvente, at der skabes debat om emnet op til en afstemning, hvorfor der er større sandsynlighed for, at budskaberne også bliver hørt. Samfundsdebatten har netop ifølge Diamantens forfattere (2009, s. 69) betydning for budskabernes chancer for at blive hørt. Derfor kan der også ligge muligheder i at have konkurrenter. Dog bør DI som tidligere anbefalet forholde sig neutralt i kommunikationen og dermed ikke indgå i en mudderkastningskamp med modstanderne. Til trods for at denne form for kommunikation godt kan have en effekt og en underholdningsværdi, vil jeg argumentere for, at det ikke er, hvad danskerne har brug for i forbindelse med EU. Danskernes usikkerhed og subjekts ønske om at opnå et givent objekt i forhold til de hjælpere og modstandere der forefindes. (Aktantmodellen) Side 85 af 108

87 manglende viden gør, at de har brug for nogle, de kan stole på, og som kan hjælpe dem til at træffe det rette valg. DI arbejder bl.a. i Bruxelles for at varetage dansk erhvervslivs interesser i EU. Dermed kan der argumenteres for, at DI har fingeren på pulsen omkring, hvad der rør sig internationalt. Da forbeholdene har et internationalt fokus, trods at de er danske, er det vigtigt, at både kommunikationsplanlægger og ikke mindst afsender er opmærksomme på de internationale forhold, der kan berøre forbeholdene. Frygten for afskaffelsen af forbeholdene tager som sagt afsæt i frygten for afgivelse af suverænitet, hvorfor ændringer i EU eller omkring forbeholdene kan have betydning for danskernes tillid hertil. DI skal således være internationalt velorienterede herom, så effektiviteten og succesen af kommunikationsindsatsens bliver som ønsket. (ibid, s. 69) 5.6 UDFORMNING / TEXT Det er under denne facet, at jeg vil fokusere på selve teksten. Indtil nu har jeg haft fokus på planlægningen af kommunikationen, men her vil jeg give kommunikationen udtryk ved hjælp af betydningssystemer. Nærmere bestemt vil mit fokus primært falde på det verbalsproglige betydningssystem, da dette er mest relevant for specialet. Jeg har valgt at udarbejde en annoncerende artikel, der skal være at finde i studieblade på landets højere læreanstalter med henblik på at målrette kommunikationen mod de studerende i alderen år. Til trods for at mit fokus vil være på det verbalsproglige betydningssystem, så vil der i bilag nr. 11 forefindes et udkast til, hvordan artiklen kan se ud, da grafiske virkemidler mv. også spiller en vigtig rolle i forhold til modtagelsen af kommunikationen. Nedenfor forefindes selve teksten også, dog uden visuelle virkemidler. Side 86 af 108

88 5.6.1 Om det at skabe en annonce ud fra den journalistiske fortælleform Der præsenteres i Diamanten to fortælleformer, hvoraf jeg til udarbejdelsen af den annoncerende artikel til studiebladene vil tage afsæt i den journalistiske fortælleform. Den annoncerende artikel vil desuden tage form efter elementer fra reklameannoncen, som denne beskrives i bogen Sæt ord på! (Andersen, 2007). Når jeg argumenterer for, at teksten tager afsæt i den journalistiske fortælleform, skyldes det, at jeg til udarbejdelsen af teksten har taget afsæt i de tre sproglige dimensioner, som Andersen Side 87 af 108

89 (2007, s. 234) argumenterer for er væsentlige i forbindelse med produktionen af journalistiske tekster. Dette indebærer først og fremmest et velovervejet ordvalg, således at det skrevne består af erfaringssprog frem for af videnssprog. At anvende erfaringssprog betyder at anvende et sprog, der er let at forstå, personligt og som ikke anvender fagligt definerede begreber. Da jeg gerne ville sikre en tekst, der var nem at fordøje for modtageren, tjekkede jeg tekstens sværhedsgrad ved at anvende Sprogrobotten Berta 16. Herved fik jeg lixtallet 17 34,11 18, hvilket placerer teksten i den sværeste ende i kategorien Let for øvede læsere, og teksten bør således være lettere at fordøje end almindelige artikler i tidsskrifter mv. Herudover valgte jeg fx i manchetten at skrive i et billede forstået på den måde, at jeg tegnede et billede af EU s indflydelse, som den enkelte unge ville kunne relatere sig til ved at skrive: Kan du forestille dig, at din mor stadig skulle bestemme, hvad du skulle have på at tøj hver dag?. At skrive i billeder er netop også en de journalistiske sproglige dimensioner, som Andersen (2007, s ) argumenterer for, da denne inspirerer og provokerer læseren ved at give vedkommende visualiseringer af historien i tankerne. Billedet er placeret i manchetten, da dennes opgave bl.a. er at skærpe modtagers opmærksomhed og dermed også give modtager appetit på at læse videre. Den sidste dimension går ud på at skabe en vekslende struktur i teksten, således at teksten ikke bliver for monoton. Jeg anvendte derfor princippet: Hey! You! See! So! 19, til udformningen af teksten. For at skabe opmærksomhed valgte jeg en overskrift i form af et spørgsmål, hvorved jeg hentede inspiration fra de 10 teknikker for annonceforfatning. Når rubrikken udformes som et spørgsmål således i form af en interrogativ sætning med et hv-interrogativ, så tvinges modtageren mentalt til at besvare spørgsmålet, hvilket vil lede modtageren fra rubrik til manchet. Dette er dog forudsat, at spørgsmålet ikke er for banalt, hvilket spørgsmålet i det aktuelle tilfælde 16 Sprogrobotten Berta er et værktøj udarbejdet af journalistisk lektor Filip Wallberg fra Center for Journalistik ved Syddansk Universitet. Bertas formål er at indsamle viden om måden hvorpå det danske sprog bruges og kan således angive enhver tekst et lix tal mv. (Om Berta) 17 Lixtallet for en tekst angiver læsbarhedsindekset for en tekst. Lixtallet bestemmes af antal ord mellem to punktummer, plus procentdelen af lange ord (over seks bogstaver). Lixtallet stemmer godt med den umiddelbart oplevede tilgængelighed af en tekst. (Lix) 18 Følgende skala vurderer lixtallet: <24 Let tekst for alle, fx børnebøger, Let for øvede læsere, fx ugebladslitteratur, Middel, fx dagblade eller tidsskrifter, Svær, fx saglige bøger, >55 Meget svær, fx akademisk faglitteratur. (Lix Skala) 19 Hey! You! See! So! er et slogan, som man kan udforme sine tekster ud fra, således at man sikrer at skabe opmærksomhed (Hey!), at vise relevansen for modtageren (You!), fortælle, hvad sagen handlen om (See!) og vise konsekvenserne herved (So!) (Andersen, 2007, s ) Side 88 af 108

90 for den strategiske målgruppe må forventes ikke at være. (ibid, s ) Spørgsmålet sikrer desuden, at den annoncerende artikel ikke bliver selvcentreret, da spørgsmål virker modtagerinddragende. (ibid, s. 131) Et forventet svar på spørgsmålet kunne være Det ved jeg egentlig ikke, hvorved mit You! kommer på banen. Allerede i manchetten præsenteres det for modtageren, at EU rent faktisk også har indflydelse på deres hverdag, hvorved relevansen præsenteres. Vinklen i artiklen og særligt i rubrikken og manchetten er derved fokuseret på den enkelte i forhold til EU med det sigte at søge at fange og fastholde læserens opmærksomhed. Det øvrige af artiklen består af See! og So!, da teksten her indirekte præsenterer DI s syn på forbeholdene og desuden forklarer, hvilke konsekvenser (eller mangel på samme), som en afskaffelse af forbeholdene ville føre med sig. (ibid, s ) Som det fremgår af nedenstående tabel, sikrede jeg desuden at anvende en vekslende sætningsstruktur, således at længden på sætningerne vekslede, da det medvirkede til, at teksten ikke blev for tung at læse. Den annoncerende artikel tager dermed hverken form som en decideret annonce eller som en decideret artikel men består af annoncerende budskaber forklædt som redaktionelt indhold. Det er således blot den opmærksomme læser, der opdager, at der står Annonce i øverste højre hjørne, der vil lægge mærke til, at det ikke er egentlig artikel. (Bilag nr. 11) Den annoncerende artikel og den interpersonelle metafunktion Jeg vil ved at gøre brug af den interpersonelle metafunktion argumentere for måden, hvorpå jeg med teksten har søgt at etablere relationerne mellem DI og de studerende. (Andersen & Smedegaard, 2005, s. 37) Side 89 af 108

91 På bilag 12 vil forefindes en oversigt over de interpersonelle kendetegn ved den annoncerende artikel. Som det fremgår, så er det en tekst, hvis primære fokus er på at informere. Derfor er 22 af tekstens 28 ytringsfunktioner udsagn. De mange udsagn, der overvejende er realiseret af deklarativer, suppleres dog af to opfordringer realiseret af imperativer samt af fire spørgsmål realiseret af interrogativer, hvilke alle virker modtagerinvolverende. Det kan synes af lidt med blot to opfordringer, når afsenders mål med teksten er at opfordre modtager til at stemme efter deres agenda men ikke desto mindre er det er helt bevidst valg. DI skal overholde de tidligere definerede etiske grænser og skal derfor ikke specifikt i teksten opfordre modtageren til at stemme, som de ønsker. Desuden skal teksten virke dialoginitierende, hvorfor de to opfordringers fokus er på at opfordre modtager til at besøge DI s Facebook-side, app samt hjemmeside, hvor DI kan søge at etablere dialog. Spørgsmålene kan ses som udtryk for, at det ikke udelukkende er afsender, der har magten til at definere verdensbilledet, til trods for at spørgsmålene mere er retoriske end egentlige spørgsmål. Foruden det tidligere beskrevne billedlige spørgsmål, så er spørgsmålene til for at fremhæve, hvor smart en afskaffelse af forbeholdene vil være. Fx ved spørgsmålet: Og vil det ikke være ok fedt? Sætningsstrukturen er simpel med fuldstændige sætninger bortset fra en enkelt, dog letforståelig elliptisk sætning. Jeg har valgt ikke at skabe for mange elliptiske sætninger, da det er sætninger, der undlader nogle konstituenter, og for at forstå sætningen må modtager selv tænke disse ind. (ibid, s. 56) Der er to steder, hvor DI taler direkte til den studerende, anvendt modalitetsadjunker, og de to optræder i følgende sætninger: Du synes måske, EU er lidt af en rodet størrelse. og i sætningen: Du har sikkert hørt om truslen mod den danske suverænitet Modalitetsadjunktet i den første sætning er anvendt, således at den studerende ikke føler, at DI taler ned til vedkommende, og den imødekommer ligeledes de, der ikke synes, at EU er en rodet størrelse. I den anden sætning er det anvendt for at imødekomme de, der opfatter, at EU omtales som noget, der i forvejen er kendt og sikrer således, at de, der ikke er bekendte med udtrykket, ikke føler sig stødt. Hvad der ellers i forbindelse med modalitet er værd at fremhæve i teksten er, at DI giver den studerende tilladelse til at besøge deres Facebook-side mv. i de sidste par sætninger. Side 90 af 108

92 Endeligt er det værd at bemærke, at subjekterne i teksten hovedsageligt udgøres af personlige pronominer som du og vi, hvis hensigt var at gøre teksten så personligt som muligt. Faktisk optræder pronominet du 18 gange, hvilket gør det til det ord, der optræder mest i teksten Den annoncerende artikel og den eksperientielle metafunktion Med afsæt i denne metafunktion vil jeg argumentere for de processer, dvs. de handlinger, hændelser eller tilstande bestående af verbalgrupper, jeg har valgt, at teksten skal tage form efter. Processerne omkranses af to andre elementer, nemlig participanter 20 og cirkumstantialer. Jeg har dog valgt at holde fokus på processerne, da jeg med afsæt heri kan argumentere for tekstens dynamik. I nedenstående figur har jeg demonstreret dynamikken i proceskontinuummet med afsæt i Andersens figur over processers dynamik (Andersen, 2007, s. 48). Som det fremgår deraf, er en tekst, der har en overvægt af materielle processer, en dynamisk tekst, hvorimod en tekst bestående af relationelle processer dræber dynamikken ved at gøre den statisk. På bilag nr. 13 forefindes der en oversigt over processernes fordeling i teksten. Her fremgår det, at der er overvægt af materielle processer, da der forefindes 50 % materielle og blot 10,5 % mentale og kun 1,5 % verbale. De materielle processer fremmer dynamikken i teksten og er overvejende forbundet med de tidligere fremhævede personlige pronominer. Dette ses fx i sætningen: Det der er svært at forstå er, hvorfor vi vil afskære os selv fra at få størst mulig indflydelse på de rammer, der har betydning for dansk erhvervsliv og dermed også for dig som dansker. Her er vi i forbindelse med en materiel proces, hvilket medvirker til at knytte afsender og modtager sammen. 20 Participanterne er et udtryk for de der deltager i processen, hvor cirkumstantialerne udtrykker, hvor processen finder sted. (Andersen & Smedegaard, 2005, s. 87) Side 91 af 108

93 De mentale optræder fx i forbindelse med modtagerens følelser til og tanker omkring EU. Dette ses fx i sætningen: Du synes måske, EU er lidt af en rodet størrelse., hvor DI appellerer til den studerendes indre. Der forefindes desuden en stor mængde relationelle processer, nærmere bestemt 38 %, hvilke kan have en negativ effekt på tekstens dynamik. Disse kan undre i en annoncerende artikel, der går ind under genren reklamesprog, hvis formål er at opfordre modtager til at ændre adfærd. Men da artiklens formål også er at give de studerende information om EU s indflydelse på deres hverdag og om, hvad en afskaffelse af forbeholdene vil betyde, kan de relationelle processer ikke undgås, da de har en beskrivende funktion. (Andersen & Smedegaard, 2005, s. 116) Den annoncerende artikel og dens situationelle kontekst Jeg vil i det følgende afklare den situationelle kontekst, som den annoncerende artikel udfolder sig i ud fra de koordinatsystemer, jeg finder relevante. Arena (Felt): Her vil jeg karakterisere det sted hvori teksten fungerer. Jeg vil argumentere for, at teksten bevæger sig i den private sfære, da den optræder i et studieblad, som den studerende kan læse i derhjemme og på skolen, og som blot er tilgængeligt på de højere læreanstalter. Graden af regulering vil jeg argumentere for hælder mere til + regulering, da der i et studieblad er nogle regler og normer for, hvad og hvordan noget kommunikeres. Desuden har DI selv nogle retningslinjer, de bør følge for ikke at overskride den etiske grænse. Side 92 af 108

94 Domæne (Felt): Her vurderes, hvorvidt teksten lægger op til handling eller ej samt hvor tilgængelig, teksten forekommer at være. Teksten lægger absolut op til handling både i form af praktisk at få de studerende til at besøge DI s Facebook-side, hjemmeside samt app, men desuden opfordrer den også de studerende til at ændre adfærd ved at interessere sig for og engagere sig mere i EU. Teksten er ikke videre specialiseret, da den netop søger at simplificere de ting omkring EU og forbeholdene, der kan forekomme komplekse. Affektiv involvering (Tenor): Her vil jeg vurdere de studerendes og DI s følelsesmæssige involvering i emnet. Desværre kan det endnu ikke forventes, at modtagers affektive involvering i emnet er stor. Jeg vil dog argumentere for, at krydset ikke skal placeres længst nede på den vertikale akse, da, som det også fremgår af artiklen, EU har indflydelse på den enkelte studerendes hverdag. Derimod er DI s, Side 93 af 108

95 og således afsenders affektive involvering stor, i og med at DI netop kæmper for de sager, der har indflydelse på de rammer, dansk erhvervsliv skal leve efter, hvoraf EU indgår. Magtbalance (Tenor): Magtbalancen kan angive positioneringen af afsenders og modtagers roller i forhold til hinanden. Desværre står det de studerende frit for at fravælge kommunikationen, hvorved modtagermagten er stor, hvilket også er grunden til, at udformningen er teksten er afgørende, således at modtagers opmærksomhed fanges og bevares. Medium (Måde): Her beskrives hvilket type af medium, som teksten formidles igennem. Teksten nærmer sig individuel kommunikation, da den er rettet specifikt imod de studerende, og taler desuden direkte til den studerende og virker derfor meget modtagerinddragende. Teksten er skrevet sprog men lægger dog op til talt sprog via Facebook mv. Side 94 af 108

96 Feedback (Måde): Feedback belyser de muligheder, modtageren har for at give feedback. De studerende har mulighed for at give både overvejende hurtig og direkte feedback. I og med at Facebook, DI s hjemmeside samt app alle er elektroniske feedbackmuligheder og derfor oftest betegnes for værende indirekte, så vil de studerende ved at benytte sig af en af de muligheder få mulighed for direkte dialogisk kontakt, hvorfor jeg har valgt at placere krydset længere nede på den vertikale akse. Feedbacken er ikke lige så hurtig som fx et telefonopkald, hvorfor krydset ikke er placeret længst ude på den horisontale akse Den annoncerende artikel og den tekstuelle metafunktion Ud fra denne metafunktion kan jeg argumentere for, hvordan teksten udfolder sig fra det overordnede til det underordnede ved at definere, hvad der er thema i sætningerne. (ibid, s. 183) Thema er sætningens udgangspunkt, og det er afsender, der således vælger, hvad der skal vægtes højest i sætningen. (ibid, s. 190) Som det fremgår af den annoncerende artikel, optræder der flere subjekt-themaer, hvilke jeg finder relevante at fremhæve i forbindelse med formidlingen af DI s budskaber. Flere steder står du først i sætningen, hvorved afsender tematiserer modtageren højt. Dette ses fx i sætningen: Du kan derfor lige så godt blive klogere på EU nu din indflydelse på din egen fremtid står nemlig på spil. Ligeledes fremgår det af første sætning efter manchetten, nemlig: Du synes måske EU er lidt af en rodet størrelse. Foruden du former EU også subjekt-themaer to steder, fx i sætningen: EU er tættere på dig, end du tror, så det kan faktisk ikke betale sig at være ligeglad. Derved tematiserer afsenderen også EU, og dermed er det thematiske fokus rettet på du og EU, hvilket lever op til hovedbudskabet: Dig og dit EU. Side 95 af 108

97 Den sproglige udformning af den annoncerende artikel og argumentationen herfor var det sidste trin i kommunikationsplanlægningen, der lå inden for specialets rammer. Derfor vil det efterfølgende og sidste kapital bestå af en afrunding. Side 96 af 108

98 KAPITEL 6: AFRUNDING I specialets endelig kapitel vil der først forefindes en verifikation, der søger at vurdere de empiriske metoder anvendt i specialet. Herefter vil specialets konklusion optræde, hvorved jeg vil besvare specialets overordnede problemformulering. 6.0 VERIFIKATION Jeg vil i dette afsnit vurdere reliabiliteten (pålideligheden) samt validiteten (gyldigheden) af den interviewviden, jeg gennem mine interviews samt fokusgrupper har skabt. Hvor reliabiliteten omhandler troværdigheden og konsistensen af forskningsresultaterne, der henviser validateten til rigtigheden af udtrykkene og således også udsagnenes styrke. (Kvale & Brinkmann, 2008, s ) Hvad angår reliabiliteten af mine undersøgelser, så er denne tænkt ind i min undersøgelse fra starten af. Dette da reliabiliteten er et element, der optræder under samtlige af interviewforskningens faser. Eksempelvis er det i forbindelse med afholdelsen af et interview essentielt ikke at stille ledende spørgsmål, da disse kan fremprovokere et svar hos den interviewede, som vedkommende ikke normalt ville give, hvorved svarene bliver upålidelige. For at imødekomme reliabilitetens krav har jeg derfor også fremlagt interviewguiderne for mine interviews samt transskriberinger og meningskondenseringer. Dette bevirker nemlig, at andre kan vurdere, hvordan jeg har brugt mine interviews for at se, om de argumenter og citeringer, jeg fremhæver, er pålidelige på baggrund af det, der i interviewet er foregået. (ibid) Når det kommer til vurderingen af validitet af mine interviews, er kvaliteten heraf afgørende. Ligesom med reliabiliteten indgår validering i alle interviewforskningens faser i form af kvalitetskontrollering ved at undersøge kilderne så dybt som muligt. (ibid, s. 276) Strukturen af mine to fokusgrupper var de samme, da jeg gerne ville sikre en valid sammenligning deraf. Da jeg bl.a. på baggrund af fokusgruppe to, bestående af de yngre deltagere, har skabt den strategiske målgruppe, er det essentielt at kunne sammenligne data fra denne fokusgruppe med den anden. For at sikre endnu mere valide svar og interviewviden kunne jeg, set i bagklogskabens lys, have foretaget et pilotfokusgruppe for at prøve spørgsmål og øvelser af forinden. Fx fremgik det ikke tydeligt nok i fokusgruppe et, hvem der kunne hvad mht. vidensspørgsmålene, da deltagerne hellere i fællesskab ville søge at besvare spørgsmålene. Her fremgik det nemlig, at nogle af deltagerne overtog styringen, hvorved andre fik lov til at skjule sin viden eller mangel på samme. Øvelsen fungerede dog efter hensigten i fokusgruppe to. Hvad angår øvelsen omkring Side 97 af 108

99 rangordningen af kommunikationsprodukterne, kunne man også have valgt at undlade den og i stedet præsentere, hvordan det var tiltænkt, at den egentlige kampagne skulle se ud for at teste denne. Derved ville mine anbefalinger til DI være stærkere. Det var dog uden for specialets rammer at afholde fokusgrupper over flere omgange. Jeg fandt det mest væsentligt at lære om deltagernes holdning til og viden om EU for at forstå, hvilke forhold DI skal kommunikere under, og da jeg fandt det nødvendigt at placere denne først i specialeprocessen, var det mig ikke muligt også at teste de egentlige anbefalinger. Både hvad angår fokusgrupperne samt de individuelle forskningsinterview, fulgte jeg som beskrevet Kvale og Brinkmanns faser for at skabe de bedst mulige rammer, hvilket ville lede til, at jeg kunne stole på de meningstilkendegivelser, informanterne gav mig. På baggrund af fokusgrupperne mener jeg ikke, at jeg kan udtale mig generelt om alle danskeres holdning til og viden om EU og som set i begge fokusgrupper, var der flere, der skilte sig ud på enten den ene eller anden måde. Jeg mener dog, at jeg med afsæt i fokusgruppe to og med inddragelse af relevante kvantitative undersøgelser kan udtale mig om, hvilke komplikationer, der særligt ligger i at kommunikere om EU til Danmarks ungdom. 6.1 KONKLUSION DI s ønske om en kommunikationsplan vedrørende de danske forbehold til EU-samarbejdet var fundamentet for dette speciale, og jeg vil nu afslutningsvist på baggrund af de foregående kapitler besvare specialets problemformuleringen, der lød: Specialet har haft fokus på de tre forbehold, der sætter Danmark uden for beslutningsprocesser på områder, der, ifølge DI, er vigtige for de rammer, der har betydning for dansk erhvervsliv og dermed også for danskerne, og det er således forsvarsforbeholdet, retsforbeholdet og euroforbeholdet. Side 98 af 108

100 I tråd med specialets videnskabsteoretiske ramme, socialkonstruktivismen, var mit teoretiske fundament socialsemiotikken, hvilket er det kommunikationssyn, der ligger bag ved den planlægningsmetode, jeg anvendte, nemlig Diamanten. Gennem brug af denne og med afsæt i de fire forskningsinterview med relevante eksperter samt fokusgrupperne valgte jeg i specialet at segmentere mig frem til én strategisk målgruppe, således de studerende, hvorved det bør understreges, at denne ikke er den eneste målgruppe, det for DI kan være effektivt at kommunikere med. Det er blot de, jeg fandt det mest hensigtsmæssigt at tilrettelægge kommunikationen specifikt efter, da jeg kunne konkludere, at det var her, den største EU-skepsis herskede. Kommunikationen skal tage afsæt i det dialogiske kommunikationssyn, Diamanten hviler på, da jeg på baggrund af mine fokusgrupper kunne argumentere for, at danskerne ikke har brug for flere, der taler EU til dem men mere brug for nogle, der vil tale EU med dem. Da det blev vurderet, at emnet for DI har høj prioritet, valgte jeg, at DI primært skulle gøre brug af medievejen i form af annoncer i TV, i radio og på out-door medier. Disse annonceringer skulle have en dialoginitierende effekt på målgruppen, de med stemmeret i Danmark, og således også på den strategiske målgruppe. For at optage kommunikationen med den strategiske målgruppe blev det anbefalet at kommunikere direkte til de studerende i form af den annoncerende artikel i studieblade for at ramme modtagerne inden for deres eksisterende medieforbrug. Afsender af kampagnen, DI, besidder den stærkeste pro EU-stemme, hvor den strategiske målgruppe, således de studerende, der er blandt de, der besidder den suverænitetsbaserede skepsis, er indehavere af en af de stærkeste mod EU-stemmer. Specialet har forsøgt at slå fast, hvad der ligger til grund for denne skepsis og foruden de historiske elementer, så er den et resultat af manglende viden på området. Dette fremgik, foruden af de store mængder af ved ikke - besvarelser gennem tidens meningsmålinger, også af mine fokusgrupper og særligt i fokusgruppen med de yngre deltagere. Gennem specialets socialkonstruktivistiske tilgang, nærmere bestemt ved at se på socialkonstruktivisme som erkendelsesteori, kan jeg argumentere for, at viden er socialt konstrueret og skabt gennem sproglige udvekslinger mellem flere parter. På baggrund deraf kan jeg konkludere, at når sproget skal konstruere vores viden, så er det i forbindelse med EU ikke blevet anvendt eller distribueret rigtigt, da de yngre generationer mangler viden på området, hvilket i øvrigt frustrerer langt de fleste af dem. Med dette i tankerne udarbejdede jeg den annoncerende artikel, og med afsæt i flere af metafunktionerne fra SFL var det min ambition at skabe en tekst, der ikke blot var effektiv i forhold til DI s ambitioner, men som også kunne skabe viden og klare linjer omkring forbeholdene. Side 99 af 108

101 Foruden den manglende viden kan jeg på baggrund af fokusgrupperne konkludere, at de komplekser, der ligger i at kommunikere om EU til danskerne, er, at EU er for komplekst, for abstrakt og desuden af nogle bliver opfattet som et stort og farligt økonomisk apparat. For at imødekomme sådanne opfattelser fulgte jeg tidens tendenser og anbefalede derfor en anvendelse af en app og sociale medier som fx Facebook, hvorved DI ville gøre brug af direktevejen og derigennem søge at sikre at nå i reel dialog med danskerne både med henblik på at besvare spørgsmål og be- eller afkræfte danskernes hypoteser om EU. Problemformuleringen er dermed besvaret i den forstand, at DI ved at følge mine anvisninger effektivt vil kunne påvirke de inden for den strategiske målgruppe men således ikke alle danskere. Dog vil de ved at følge mine anvisninger specifikt til målgruppen kunne initiere dialogen med de øvrige danskere. Side 100 af 108

102 LITTERATURFORTEGNELSE Bøger: Andersen, Ib (1997): Den skinbarlige virkelighed om valg af samfundsvidenskabelige metoder. København: Samfundslitteratur. Andersen, T. H. & Smedegaard, F. (2005): Hvad er meningen? Odense: Syddansk Universitetsforlag. Andersen, T. H. (2007): Sæt ord på! Odense: Syddansk Universitetsforlag. Andersen, T. H. & Smedegaard, F. (2009): Kommunikationsplanlægning. Frederiksberg C: Samfundslitteratur. DIIS (2008): De Danske Forbehold over for Den Europæiske Union. København: Dansk Institut for Internationale Studier. Eggins, Suzanne (2004): An introduction to Systemic Functional Linguistics. 2. udgave. New York: Continuum International Publishing Group. Faarup, P., Søndersted-Olsen, H., Madsen, S. J. (2010): Finansiel markedsføring. Århus: Academica. Halkier, B. (2002): Fokusgrupper. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. Halliday, M.A.K. (1978): Language as social semiotic. London: Edward Arnold. Halliday, M.A.K (1985): An Introduction to Functional Grammar. London: Edward Arnold. Halliday, M.A.K og Hasan, Ruqaiya (1989): Langauage, context, and text: aspects of language in a social-semiotic perspective. 2 nd edition. Oxford: Oxford University Press. Jordansen, Birgit og Petersen, Mai-Britt Herløv (2008): Selvstyrende team ledelse og organisering. 1. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Side 101 af 108

103 Kjørup, S. (1996): Menneskevidenskaberne, problemer og traditioner i humanioras videnskabsteori. København: Roskilde Universitetsforlag. Klausen, S. H. (2005): Hvad er videnskabsteori. København: Akademisk Forlag. Kvale, S. (2007): Doing interviews. Los Angeles: Sage Publications. Kvale, S. & Brinkmann, S. (2008): Introduktion til et håndværk. 2. udgave. København: Hans Reitzels Forlag. Launsø, L. & Rieper, O. (2005): Forskning om og med mennesker, forskningstyper og forskningsmetoder i samfundsforskning. København: Nyt Nordisk Forlag. Mostov, C. B. & Søndergaard, K. B. & Østergaard, S. H. (2002): En Kampagne. Historien om en kommunikationskampagne fra teori til praksis. Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag. Neergaard, H. (2001): Udvælgelse af cases i kvalitative undersøgelser. Frederiksberg C: Samfundslitteratur. Septstrup, P. & Øe, P. F. (2011): Tilrettelæggelse af information. Kommunikations- og kampagneplanlægning. 4. udgave, 2. oplag. København: Academica. Sørensen, C. (2007): Euroscepticism. A Conceptual and a Longitudinal, Cross- Country Examination of Public Scepticism towards the European Union. Ph.d.-afhandling. København: Det Samfundsvidenskabelige Fakultets Reprocenter. Wenneberg, Søren Barlebo (2000): Socialkonstruktivisme positioner, problemer og perspektiver. Frederiksberg C: Samfundslitteratur. Artikler og tidsskrifter Adler-Nissen, R. & Nielsen, J. H. & Sørensen, C. (2012): The Danish EU Presidency 2012: A Midterm Report. Swedish Institute for European Policy Studies. Side 102 af 108

104 Andersen, J. G. (2003): EU og modstanden i Danmark. Evige skeptikere, men bedre europæere. I Udenrigsministeriets festskrift. Danmark 30 år i EU. Et festskrift. (pp ) København: Nordisk Forlag A/S. Andersen, T. H. (2011): Hvorfor Hallidays beskrivelse af ytringsfunktioner må afvises. Publiceret i NyS 40, pp EU FAKTA. Nr. 17, januar Folketingets EU-Oplysning. Hentet den. 3. marts 2012 på: EU FAKTA. Nr. 21, januar Folketingets EU-Oplysning. Hentet den. 3. marts 2012 på: EU FAKTA. Nr. 32, juni Folketingets EU-Oplysning. Hentet den. 3. marts 2012 på: EU FAKTA. Nr. 15, januar Folketingets EU-Oplysning. Hentet den. 3. marts 2012 på: Gräs, M. G. (2011, 16. august): Eurozonens økonomi hvad kommer det mig ved? DR Nyheder. Besøgt den 5. maj 2012 på: Hansen, Kasper M. (2008, 10. maj): Én gang modstander altid modstander. Berlingske Tidende. Besøgt den 15. marts på: Jacobsen, M. H. (2001): Anmeldelse af Søren Barlebo Wenneberg: Socialkonstruktivisme positioner, problemer, perspektiver. DANSK SOCIOLOGI - Nr. 1, 12. årg. 2001, (pp ). Jønsson, R. (2006): Den professionelle politiske kommunikation kræver nye journalistiske perspektiver. I Bro, P. & Jønsson, R. & Larsen, O. (ed.): Politisk journalistik og kommunikation. (pp ) Frederiksberg C: Forlaget Samfundslitteratur. Side 103 af 108

105 Krogsgård, N. (2009, 12. juli): Filosoffens >>Generation fucked up<< får baghjul. Berlingske.dk. Besøgt den 1. maj 2012 på: Petersen, N. H. (2003): Formulering af forbeholdene. I Udenrigsministeriets festskrift. Danmark 30 år i EU. Et festskrift. (pp ) København: Nordisk Forlag A/S. Shah, S. K. & Corley, K. G. (2006): Building Better Theory by Bridging the Quantitative-Qualitative Divide. Journal of Management Studies. Vol 43(8), pp Smedegaard, F. (2003): Dynamisk kommunikationsplanlægning. Merino. Nr. 30, oktober, Sørensen, C. (2005): Denmark, the EU and Public Opinion Scepticism mixed with prointegrationist sentiments? I Herslund, M. & Samson, R. (red.), Unity in Diversity. Europe and the European Union: Enlargement and Constitutional Treaty (pp ). Danmark: Copenhagen Business School Press. Sørensen, C. (2006): Elsker, elsker ikke? Euroskepsis i forandring. Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Sørensen, C. (2008): Euroskepsis I Danmark - Det handler om suverænitet. I Økonomi & Politik, årg. 81 nr. 3. (pp ) Thorning er klar til at afskaffe forbehold. 16. Juni, BT.dk. Besøgt den 15. januar 2012 på: Internetsider mv. Aktantmodellen (u.å.): Besøgt den 3. juli 2012 på: tmodel Brug DI i Bruxelles (u.å.): Besøgt den 14. maj 2012 på: DA (u.å): Besøgt den 17. juli 2012 på: Side 104 af 108

106 DA Rapport (u.å.): Besøgt den 17. juli 2012 på: Danmarks EU-undtagelser (u.å.). Besøgt den 10. marts 2012 på: ndtagelser.aspx Danmark og EU (u.å.): Besøgt den 3. juli 2012 på: 0og%20EU.aspx DI. Fordi Danmark skal vinde (u.å.): Besøgt den 7. marts 2012 på: DI s medlemmer (u.å.): Besøgt den 3. marts 2012 på: DR medieudvikling Hentet den 7. maj 2012 fra: DUF (2007): Unges holdninger til EU. Gallup. Besøgt den 4. maj 2012 på: DUF (2009): Unges holdninger til EU. Gallup. Besøgt den 4. maj 2012 på: EB65: Standard Eurobarometer 65, juli Hentet den 1. juni 2012 på: EB69: Standard Eurobarometer 69, maj Hentet den 1. juni 2012 på: EB72: Standard Eurobarometer 72, november Hentet den 4. juni 2012 på: Side 105 af 108

107 Euroen (u.å.): Besøgt den 10. marts 2012 på: Europapolitik (u.å.). Besøgt den 3. maj 2012 på: Fokus på Ghana (u.å.): Besøgt den 4. juni 2012 på: Forsvars-undtagelsen (u.å.): Besøgt den 16. marts 2012 på: gelsen.aspx?di.internet.webparts.common.pageinfondwpz40=true Hvad er eurogruppen (u.å.): Besøgt den 17. marts 2012 på: Lix (u.å.): Besøgt den 15. juli 2012 på: /lix LIX Skala (u.å.): Besøgt den 15. juli 2012 på: Om Berta (u.å.): Besøgt den 15. juli 2012 på: Om RUST (u.å.): Besøgt den 3. juni 2012 på: Retslige og indre anliggender (u.å.): Besøgt den 16. marts 2012 på: eanliggender.aspx?di.internet.webparts.common.pageinfondwpz40=true RUST, marts 2010: Besøgt den 3. juni 2012 på: Side 106 af 108

108 Socialkonstruktivisme (u.å.) besøgt den 20. april 2012 på: t./socialkonstruktivisme Spørg Folket (u.å.): Besøgt den 3. juli 2012 på: TNS Gallup Public: Tema: Bankpakke og euro. Januar, Besøgt den 8. maj 2012 på: Udenrigsministeriet (u.å.): Besøgt den 1. marts 2012 på: Side 107 af 108

109 BILAGSOVERSIGT BILAG NR. 1: Deltageroversigter BILAG NR. 2: Interviewguides BILAG NR. 3: Transskribering af interview med Rasmus Jønsson BILAG NR. 4: Transskribering af interview med Jesper Møller BILAG NR. 5: Transskribering af interview med Sine Nørholm Just BILAG NR. 6: Transskribering af interview med Catharina Sørensen BILAG NR. 7: Transskribering af fokusgruppe nr. 1 BILAG NR. 8: Transskribering af fokusgruppe nr. 2 BILAG NR. 9: Tabeller fra TNS Gallup BILAG NR. 10: Løsningsforslag BILAG NR. 11: Layout af annoncerende artikel BILAG NR. 12: Ytringsfunktionerne i den annoncerende artikel BILAG NR. 13: Procesfordelingen i den annoncerende artikel Side 108 af 108

110 BILAG NR. 1 Dette bilag består af deltageroversigter for henholdsvis de individuelle interviews samt fokusgrupperne. INDIVIDUELLE INTERVIEW Interviewnr. Nr. 1 Navn på den interviewede Rasmus Jønsson Den interviewedes profession, hvilken danner baggrund for interviewet Journalist, politisk kommentator og ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet. Nr. 2 Jesper Møller Den daværende bestyrelsesformand for DI. Nr. 3 Sine Nørholm Just Forsker i EU og meningsdannelse. Nr. 4 Catharina Sørensen Ph.d. i dansk EU-skepsis. FOKUSGRUPPE NR. 1 NAVN ALDER PROFESSION Sofie 35 år Sygeplejerske Kasper 37 år Konsulent Marion 53 år Selvstændig kommunikationsrådgiver Christine 47 år Folkeskolelære Steen 51 år Ingeniør Dorthe 53 år Bromatolog FOKUSGRUPPE NR. 2 NAVN ALDER PROFESSION Victoria 24 år Journaliststuderende Naji 29 år Studerer cand.merc.jur. Signe 24 år Studerer International Virksomhedskommunikation Amalie 25 år Studerer bioteknologi Martin 19 år Murerarbejdsdreng Mats 24 år Studerer serviceøkonom

111 BILAG NR. 2 I dette bilag forefindes en interviewguide til hvert af de individuelle interviews. Interviewguiderne for de individuelle interviews skal ses som løse scripts indeholdende de emner, jeg ønskede at afdække og desuden forslag til hvilke spørgsmål, der kunne være relevante at stille den interviewede. GUIDE TIL INTERVIEW MED RASMUS JØNSSON Emner der skal dækkes: - Udvikling af politisk kommunikation beskrevet i bogen Politisk journalistik og kommunikation forandringer i forholdet mellem politik og medier. Særligt den postmoderne fase. - Professionalisering af politisk kommunikation. - Kommunikationsindsatsers evne til at flytte vælgere. - Negative kampagner i forhold til DI s rolleindtagelse. Forslag til spørgsmål: - Hvad karakteriserer den postmoderne fase? - Kan kommunikation flytte vælgere? - Hvad betyder det, at føre valgkamp mellem valgene og er det effektivt? - Hvordan kan det for DI være effektivt at føre valgkamp mellem valgene? - Hvis ikke man fører valgkamp mellem valgene, bevæger man sig så ind i den præmoderne fase? - Hvordan er massemedier effektive? - Hvordan virker ølkassemøder? - Hvordan virker mudderkastningskampagner? GUIDE TIL INTERVIEW MED JESPER MØLLER Emner der skal dækkes: - DI s standpunkt i forhold til de danske EU-forbehold. - DI s syn på Danmarks forhold til EU. - Euroforbeholdet vs. de øvrige forbehold. - DI s rolle i debatten. - DI s syn på den dansk-politiske debat. Side 1 af 3

112 Forslag til spørgsmål: - Hvordan er Danmarks forhold til EU set med DI s øjne? - Hvordan ønsker DI at Danmarks forhold til EU udvikler sig? - Hvilke forbehold er vigtigst for DI er det kun euroforbeholdet? - Anser DI EU som værende et økonomisk eller politisk projekt? - Hvorfor ønsker DI og dermed også erhvervslivet at blande sig i EU-debatten? - Hvordan skal den enkelte dansker kunne relatere sig til de økonomiske fordele ved EU? - Hvordan tror du, at DI kan påvirke EU-debatten? - Hvordan oplever DI integrationen af EU i den dansk-politiske debat? - Hvilken rolle ønsker DI at indtage i debatten? - Plejer DI at gå ind i nogle samarbejder med andre, fx Dansk Erhverv eller lignende? GUIDE TIL INTERVIEW MED SINE NØRHOLM JUST Emner der skal dækkes: - Danmarks forhold til EU. - EU-opbakning i Danmark. - EU s integration i den dansk-politiske debat. - EU, suverænitet og nationalisme. Forslag til spørgsmål: - Hvordan vurderer du Danmarks politiske forhold til EU? - Hvordan er danskernes forhold til EU? - Hvordan indgår solidaritet, suverænitet og nationalisme i danskernes forhold til EU? - Hvorfor gik Danmark ind i EF? - Hvordan er EU integreret i den dansk-politiske debat? - Hvem er imod EU? - Hvad skal der til for at flytte stemmer ved EU-afstemninger? - Hvordan påvirker gældskrisen danskernes forhold til EU? - Hvordan er Danmarks fremtidige forhold til EU? GUIDE TIL INTERVIEW MED CATHARINA SØRENSEN Emner der skal dækkes: - Dansk euroskepsis. - De fire skepsistyper. Side 2 af 3

113 - Udviklingen i de fire skepsistyper. - Danskernes stemmevaner. - EU-modstand i Danmark. - Kommunikation omkring EU i forhold til skepsissen. - EU s integration i den dansk-politiske debat. - EU-afstemningerne i Danmark. Forslag til spørgsmål: - Er det kun den suverænitetsbaserede skepsis, der hersker i Danmark? - Hvordan hænger de danske EU-forbehold sammen med den suverænitetsbaserede euroskepsis? - Hvordan oplever du integrationen af EU i den dansk-politiske debat? - Hvad kan man sige noget om de der besidder den suverænitetsbaserede skepsis? - Hvilken effekt kan den suverænitetsbaserede skepsis have på et evt. stemmeresultat om et eller flere af forbeholdene? - Hvad skal være udgangspunktet for kommunikative kampagner, såfremt de ønsker at bevirke et ja til en afskaffelse af forbeholdene? - Hvordan kan det være, at et lavt niveau af euroskepsis i et land ikke er ensbetydende med, at en EU-folkeafstemning i det land nemt vil kunne vindes af ja-siden? Side 3 af 3

114 BILAG NR. 3 Transskribering af interview med Rasmus Jønsson. Rasmus er journalist, politisk kommentator og ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet. Rasmus er tidligere spindoktor for Ny Alliance og driver desuden i dag sit eget PR-firma, New Deals, sammen med journalist Michael Jeppesen. Interviewet blev gennemført den 20. Marts 2012 kl. 10:00 på Rasmus kontor i København. MEM: Marie Eigen Møller RJ: Rasmus Jønsson MEM: Jeg har i bogen Politisk journalistik og kommunikation forandringer i forholdet mellem politik og medier læst mig frem til, at du beskriver udviklingen af politisk kommunikation, og taler i den forbindelse om nogle faser med udgangspunkt i Norris og Vigsøs syn på efterkrigstidens forandringer i den politiske kommunikation. Den fase jeg især er interesseret i, er den fase du kalder for den postmoderne fase, som løber fra 90 erne til i dag. Kan du forsøge at sætte nogle ord på denne fase? RJ: Ja, man kan sige, at der i øjeblikket sker rigtig meget i kommunikationsverdenen. Man kan sige, at hele den der professionalisering vi har set tendenser til i Danmark siden år 2000, det som Anders Fogh måske mest var eksponent for, den er også røget over i interesseorganisationer, i alle politiske partier og i mange virksomheder, der bevæger sig på feltet. Så det er en eller anden tendens. Det var ikke fordi, Anders Fogh skabte den, men det var nok begyndelsen på den. Man kan sige, at der i hvert fald særligt er fire ting, der gør sig gældende i det. Dels så ansætter man flere kommunikationsmedarbejdere, så man opruster, hvad det angår. Desuden bruger man nye redskaber og metoder, så man forfiner hele tiden både kvantitativ og kvalitativ metode. Fx er der også sådan noget som Geomatic det der værdikort. Det ved jeg ikke, om du kender? MEM: Nej faktisk ikke. RJ: Det er sådan et firma, der deler Danmark op i så nogle tern og mosaiktyper. Så det deler sådan Danmark op i sådan nogle arketyper, og så kan man zoome ind på hvilken som helst gade og se hvilke typer, der bor der, hvad de tjener, hvad de interesserer sig for osv. Der er en masse viden i det, og det er klart et super stærkt redskab fx til at lave kampagner med, fordi man bedre kan målrette sine kampagner i forhold til de rigtige målgrupper. Så det er sådan nogle redskaber, man gør brug af. Især partierne gør brug af dem, men der er også andre, der bruger dem. Så hele den der analysedel har fået et løft i denne her professionalisering. Og så kan man sige, at kommunikationsaspekterne er kommet tættere på ledelsesniveau, og man er sådan mere bevidste om, at man ikke bare kan have sådan noget informationsafdelinger, der sidder og tæsker pressemeddelelser ud, men at man også er nødt til at have de kommunikative aspekter med, når man tager og træffer nogle valg på ledelsesniveau. Så mange steder siger man, at det man tager beslutninger om også skal kunne forsvares. Da man ellers i virkeligheden burde tage nogle andre beslutninger. Og så kan man sige, at det sidste element er, at der er kommet flere penge i det. Man poster simpelthen flere penge i kommunikation og kampagner, og det er jo fordi, at man kan se, at det har en effekt. Altså mange vælgere er flytbare. Det kan man også se med meningsmålinger, der hele tiden skifter. MEM: Og er grunden til, at de er flytbare, målrettet kommunikation? Side 1 af 11

115 RJ: Ja, der er ingen tvivl om, at deres kendskab til politik i høj grad bliver skabt af medierne. Så dem der flytter nu fra rød til blå blok flytter jo nok mere, fordi de synes, at Helle Thorning og company er uduelig. Og det er måske ikke noget, de har mærket på egen krop. Det er nok ikke de der par ører, de kører billigere i bus nu, eller et eller andet. Det er nok ikke det, der gør, at de skifter parti. Det er nok den måde, de støder på deres parti i medierne på, der gør det. Så ikke kun dagligdags mediehåndtering men også kampagner kan helt klart lave nogle holdningsændringer. Og det kan man også se, at valgforskerne siger, altså at vælgerne er blevet meget mere flytbare. De shopper sådan mere rundt, hvilket jo gør, at man ser nogle vilde skift en gang i mellem. Så det er sådan den overordnede ting i den her postmoderne fase. MEM: Er der også noget med, at man fører valgkamp mellem valgene så at sige? RJ: Ja absolut. Man kan sige, at kampagner starter den dag, man enten har vundet eller tabt valget. Så starter den nye kampagne og kører meget mere efter strategi. MEM: Og hvor effektivt tror du det er? Jeg tænker, at man kunne forestille sig, at danskerne bliver døve over for alle de budskaber, de skal møde hele tiden. RJ: Det kommer jo lidt an på, hvad det er for en strategi, man lægger. Eksempelvis kan man sige, at de borgerlige har stor succes i øjeblikket med egentlig bare at sige nej til meget og ligge i hængekøje, som folk så populært kalder det. Men tager de 3,5 år mere i hængekøje, så tror jeg også, at folk vil sige: Ok, den holder ikke. Så på den måde kan man sige, at man ikke kan have en strategi, der hedder at ligge i hængekøjen mellem valgene og bare sige, at de andre er dumme. Der tror jeg, at man vil sige, at den ikke går. Men hvis man nu tager sådan et parti som Enhedslisten, der jo har formået at få forvandlet deres vagthundsrolle til at sige, at vi også gerne vil tage noget ansvar det er jo også et strategisk valg sådan at sige, at vi gerne vil være med, hvis tingene falder i vores retning. Lidt ligesom Dansk Folkeparti i gamle dage. Men man må også sige, at hvis man skal ændre et image eller lave nogle holdningsændringer af den dur, så skal man kommunikere over tid, for det tager altså tid. MEM: Hvordan tror du, at det gælder DI i den her situation, når nu de siger, at de vil launche en kampagne, når der skal være en folkeafstemning om et eller flere af forbeholdene. Hvor meget tror du, at de kan nå på den korte periode, der kan være på 14 dage til en måned? RJ: Nu er jeg ikke så meget inde i de der eksakte forhold, men jeg ville alligevel helt klart sørge for, at man lavede nogle prækampagner. Altså nogle tiltag, der på en eller anden måde understøttede de budskaber, som DI vil gå til valg med så at sige. Og det vil sige, at man sørgede for at starte før. Og det ville jeg i høj grad gøre i forhold til hele det der meningsdannerlag, fordi der er meget sådan en holdning hos mange til at sige: Danskerne vil have en stram indvandrepolitik. Danskerne vil have mere velfærd. Altså kommer der nogle sandheder, og dem tror jeg er vigtige. Fx: Danskerne vil ikke have afskaffet deres forbehold til EU. Hvis det lige pludselig begynder at blive en sandhed, så kan det blive svært at vende den. Så på den måde ville jeg prøve at præferere de der Jeg tror ikke, der ville være så mange danskere, der ville gide at kaste sig over en eller anden EU-debat, før der skal være folkeafstemning. Men alligevel ville jeg få lavet nogle undersøgelser og nogle målinger. Måske også nogle artikler. Men i det hele taget nogle tiltag, der kunne vise, at der var folkelig grund til det her. Evt. også finde nogle ambassadører, der kunne tale den her sag på DI s vegne. MEM: Er det forkert at sige, at den måde DI agter at føre valgkamp på, om man så må sige, stammer lidt fra den præmoderne fase? Side 2 af 11

116 RJ: Nej, man kan i hvert fald sige, at det er lidt den moderne fase eller ja endda også den præmoderne, hvor man har sådan en lidt old school tilgang til tingene. Sådan at nu skal der være valg, og så tror vi, at vi kan ændre tingene der. Altså og der vil jeg bare sige, at man kan ændre rigtig meget mellem valgene. Så det er ikke forkert at sige det. Men det er selvfølgelig også en udfordring at få tæsket gang i sådan noget EU-debat, så længe der ikke er trykket på knappen. MEM: Vil du mene, at den postmoderne fase, hvor man primært tager afsæt i massemedierne er den mest effektive fase, eller kommer der derved alt for meget larm ud til danskerne, og hvorfor? RJ: Jeg ville nok køre det i to til tre spor. Altså massemedierne kan man ikke undgå. Og der skal man selvfølgelig have nogle skræddersyede budskaber, og i det hele taget præferere det der. Men omvendt tror jeg også, at der kunne være god musik i altså man kan sige, at tendensen i den postmoderne fase er også, at man bliver mere dialogorienteret i sin kommunikation. Altså sådan så man i virkeligheden signalerer altså, der er jo sådan en idé om, at EU bliver trukket ned over hovederne på os. Så på en måde kunne det jo være sjovt, hvis man gik den anden vej og viste, at der faktisk var en folkelig klangbund for at få fjernet de her forbehold. Jeg ved ikke helt hvordan tallene ser ud, men der er jo rigtig mange, der gerne vil have fjernet forbeholdene. Tænker I på et bestemt forbehold? MEM: Nej altså det er jo ikke til at vide, hvad der kommer til at ske, om det så bare bliver en ændring af retsforbeholdet eksempelvis, men DI tror jo på, at alle forbeholdene skal afskaffes. RJ: Ja, så ville jeg konstruere sådan nogle forummer eller i hvert fald nogle dialogorienterede tiltag, hvor man kan signalere, at det her ikke er noget, der kommer fra oven, men at det faktisk også er en eller anden folkelig bevægelse. Det tænker jeg umiddelbart vil være sådan en sten, man kunne stå på - også i selve valgkampen. MEM: DI har jo før i tiden forsøgt at sprede deres budskaber ved fx at tage ud til deres medlemsvirksomheder og efter arbejde snakke fra en ølkasse foran det pågældende medlems ansatte. Hvordan tror du, at det er effektivt i dag? RJ: Man kan sige, at noget af det der er effektivt er kommunikation i samme tid, sted og rum. Altså at man sidder, ligesom vi sidder her og kommunikerer og diskuterer politik. Og derfor er ølkassemøder på en eller anden måde også ved at komme tilbage igen. Man skal bare stille sig op på ølkasserne på den rigtige tid og på det rigtige sted og med de rigtige argumenter. Dvs. en professionalisering af ølkassetankegangen. Det tror jeg i virkeligheden, at der kan være meget musik i. Og jeg tror særligt i forhold til EU-stof, hvor jeg tror, at der er mange, som i virkeligheden stemmer meget efter nogle, som de mener har forstand på det. De orker nemlig ikke helt at sætte sig ind i stoffet, men hvis de finder en, de synes virker fed, og en de stoler på altså nogle gatekeepers eller nogle ambassadører det tror jeg, der vil være rigtig god mening i her i forhold til EU-stoffet, og mere end det ville gøre i forhold til landspolitik. Jeg har i hvert fald selv siddet og rodet med nogle fokusgrupper på et tidspunkt omkring det, og der var flere af respondenterne, der ligesom sagde: Altså jeg orker det ikke, og jeg kan ikke sætte mig ind i det. MEM: Ja, det er også lidt samme resultat, jeg har fået at de to fokusgrupper, jeg netop har afholdt. Det er for komplekst på en eller anden måde. RJ: Ja lige nemlig. Så de finder nogle, som de stoler på, og så ryger de med på den vogn. Så det tror jeg egentlig godt kunne være ret effektivt og give mening. Og så tror jeg også, at det at Side 3 af 11

117 forsøge at forudsige modstandernes argumentation er enormt vigtigt. Sådan så man ikke pludselig bliver taget på sengen. Så det er vigtigt at have svar på rette hånd. Så man skal kunne se åbningerne. Det er egentlig også lidt pudsigt, at Enhedslisten og DF skal stå hånd i hånd og argumentere mod EU. Og så tror jeg også, at argumentationen via de sociale medier vil begynde at blive vigtig her. MEM: Men det skyldes vel også, at det er lettere at inkorporere det dialogiske perspektiv via sociale medier? RJ: Ja, og så også fordi, at man kan se, at rigtig mange artikler bliver læst, fordi der er nogen, der linker til dem. Det kan jeg også se på mig selv. Så på den måde er det også blevet en kanal til at få fat på rigtig mange mennesker. Eksempelvis er der rigtig mange unge, der ikke læser aviser eller ser TV-nyheder. Men hvis nyhederne er derinde, så er der større sandsynlighed for at fange dem. Så det er en måde at komme i kontakt med dem på. MEM: Jo. Vi har jo for nyligt overværet en valgkampen, hvor fleres argumenter ikke kun gik på, hvad andre ikke kan og ikke kun på, hvad man selv kan tilbyde. Hvordan tror du, at det fanger borgernes opmærksomhed? Jeg tænker på, om du tror, at borgerne har fået nok af at høre om, hvad andre ikke kan. RJ: Ej jeg tror, at man skal være opmærksom på, at den der negative kampagne har en effekt. Men der er jo forskellige måder at køre negative kampagner på. Man kan sige, hele den der massive negative kampagne, som Venstre kørte, har en effekt. Man kan høre, at værterne på TV overtager retorikken osv. Men omvendt kan man også sige, at de jo tabte valget. Og det skal man huske på. Og de tabte også valget til en modstander, der ikke var særlig stærk. Så man skal nok også huske på, at man skal være konstruktiv fremadrettet og tro på et eller andet. Og der synes jeg et eller andet sted, at den der positive kommunikation, som vi også har set Obama gøre det, er bedre. På nogle stræk tror jeg, at den der mudderkamp hører 80 erne og 90 erne til. Hvor rigtig mange af os, sidder et andet sted, og er i tvivl om, hvad vi skal stemme og derfor gerne vil have nogle gode argumenter og sådan noget. Og så ser man bare, de der skrigeballoner råde: Du er dum og Du er dum, og det er en meget nedværdigende kommunikation over for hinanden. Og det ligger igen også i det der dialogorienterede perspektiv, at man har mere respekt for modtagerne, end at man ser politikkerne på Christiansborg har. Og så tror jeg i bund og grund med EU-stoffet, at det skal gøres til et mere følsomt emne. Altså sådan med at der er følelser i det fra ja-siden, for nu er det typisk nej-siden, der løber med følelserne i kommunikationen. Fx har Guldbrandsen, en af mine kammerater, formået at lave en ret charmerende film om EU-projektet, hvor han hiver alle de gamle ind, og ser de visioner de havde med EU, og de tanker der ligger bag. Og det er en film hvor man griner flere gange, og det er første gang, at jeg selv har fået opfattelsen af, at der faktisk ligger følelser i det her EU, og at der faktisk er nogle, der mener noget med det. Det er ikke bare teknik, handel og lovgivning, men at der faktisk er nogle grundlæggende værdier i det. Også noget om fællesskab og om at stå sammen og også om fred, og det er sådan nogle ting, som jeg tror, tiden er ved at være moden til at sælge projektet på. MEM: Tror du, at man kan få folk til at se sådan en film? RJ: Ja, altså den har lige været nomineret til en Bodil, så den er ret populær. Jeg tror, at tankegangen bag filmen er ligeså vigtig at bruge og få signaleret, at der faktisk er visioner med det her, så det ikke bare er nogle slipsefolk, der sidder og siger, at vi gerne vil have fjernet de her forbehold, så vi kan tjene flere penge. Det er lidt den tone, der er fra dele af ja-siden. Så man skal vise, at der faktisk er en masse andet godt indlejret i EU. Side 4 af 11

118 MEM: Ja, for måske pengeperspektivet gør det svært for folk at se, hvordan det egentlig rør dem selv. RJ: Ja og så kan man sige, at man er ude i ekstremerne som fx Liberal Alliance, som jeg også tror, at man skal holde øje med. For de er jo populister og særligt omkring dette spørgsmål. MEM: Ja, det tror jeg faktisk var alle mine spørgsmål. Så hvis ikke du har nogle spørgsmål eller kommentarer, så vil jeg sige mange gange tak for din tid. RJ: Det har jeg ikke - ikke andet end, at det er super spændende. Meningskondenseringens trin 2, 3 & 4 Naturlig meningsenhed Ja, man kan sige at der i øjeblikket sker rigtig meget i kommunikationsverdenen. Man kan sige, at hele den der professionalisering, vi har set tendenser til i Danmark siden år 2000, det som Anders Fogh måske mest var eksponent for, den er også røget over i interesseorganisationer, i alle politiske partier og i mange virksomheder, der bevæger sig på feltet. Så det er en eller anden tendens. Det var ikke fordi, Anders Fogh skabte den, men det var nok begyndelsen på den. Man kan sige, at der i hvert fald særligt var fire ting, der gør sig gældende i det. Dels så ansætter man flere kommunikationsmedarbejdere, så man opruster, hvad det angår. Desuden bruger man nye redskaber og metoder, så man forfiner hele tiden både kvantitativ og kvalitativ metode, fx er der også sådan noget som Geomatic det der værdikort. Det er sådan et firma, der deler Danmark op i så nogle tern og mosaiktyper. Så det deler sådan Danmark op i sådan nogle arketyper, og så kan man zoome ind på hvilken som helst gade og se, hvilke typer der bor der, hvad de tjener, hvad de interesserer sig for osv. Der er en masse viden i det, og det er klart et super stærkt redskab fx til at lave kampagner med, fordi man bedre kan målrette sine kampagner i forhold til de rigtige målgrupper. Centralt tema Vi har i den postmoderne fase (siden år 2000) set tendenser i professionaliseringen af kommunikation, der særligt består af fire ting. Der ansættes flere kommunikationsmedarbejdere. Man forfiner kvalitativ og kvantitative metoder, fx ved brug af Geomatic. Spørgsmål til meningsenhed Hvilke elementer fra den postmoderne fase bør DI overveje i forhold til deres kommunikationsindsats? Hvilke elementer fra den postmoderne fase bør DI overveje i forhold til deres kommunikationsindsats? Hvilke elementer fra den postmoderne fase bør DI overveje i forhold til deres kommunikationsindsats? Side 5 af 11

119 Så det er sådan nogle redskaber, man gør brug af. Især partierne gør brug af dem, men der er også andre, der bruger dem. Så hele den der analysedel har fået et løft i denne her professionalisering. Og så kan man sige, at kommunikationsaspekterne er kommet tættere på ledelsesniveau, og man er sådan mere bevidste om, at man ikke bare kan have sådan noget informationsafdelinger, der sidder og tæsker pressemeddelelser ud, men at man også er nødt til at have de kommunikative aspekter med, når man tager og træffer nogle valg på ledelsesniveau. Så mange steder siger man, at det man tager beslutninger om også skal kunne forsvares. Da man ellers i virkeligheden burde tage nogle andre beslutninger. Og så kan man sige, at det sidste element er, at der er kommet flere penge i det. Man poster simpelthen flere penge i kommunikation og kampagner, og det er jo fordi, at man kan se, at det har en effekt. Altså mange vælgere er flytbare. Det kan man også se med meningsmålinger, der hele tiden skifter. Ja, der er ingen tvivl om, at deres kendskab til politik i høj grad bliver skabt af medierne. Så dem der flytter nu fra rød til blå blok, flytter jo nok mere fordi de synes, at Helle Thorning og company er uduelig. Og det er måske ikke noget, de har mærket på egen krop. Det er nok ikke de der par ører de kører billigere i bus nu eller et eller andet. Det er nok ikke det, der gør, at de skifter parti. Det er nok den måde, de støder på deres parti i medierne på, der gør det. Så ikke kun dagligdags mediehåndtering men også kampagner kan helt klart lave nogle holdningsændringer. Og det kan man også se, at valgforskerne siger, altså at vælgerne er blevet meget mere flytbare. De shopper sådan mere rundt, hvilket jo gør, at man ser nogle vilde skift en gang i mellem. Så det er sådan den overordnede ting i den her postmoderne fase. Man kan sige, at kampagner starter den dag, man enten har vundet eller tabt valget. Kommunikationsaspekterne er kommet tættere på ledelsesniveau. Der bruges flere penge på kommunikation, da man kan se, at det har en effekt. Interviewpersonen vurderer, at vælgernes møde med partierne i medierne har en stor effekt på stemmeresultaterne. Vælgerne er mere flytbare og mediehåndtering samt kampagner er skyld heri. Der føres valgkamp mellem valgene. Effekten Hvilke elementer fra den postmoderne fase bør DI overveje i forhold til deres kommunikationsindsats? Hvilke elementer fra den postmoderne fase bør DI overveje i forhold til deres kommunikationsindsats? Hvordan kan DI sikre, at vælgernes møde med dem i medierne har et positivt udfald? Hvordan skal DI s kommunikationsindsats tilrettelægges, så de får gevinst af, at vælgerne er mere flytbare? Hvornår bør DI s kommunikationsindsats Side 6 af 11

120 Så starter den nye kampagne og kører meget mere efter strategi. Det kommer jo lidt an på, hvad det er for en strategi, man lægger. Eksempelvis kan man sige, at de borgerlige har stor succes i øjeblikket med egentlig bare at sige nej til meget og ligge i hængekøje, som folk så populært kalder det. Men tager de 3,5 år mere i hængekøje, så tror jeg også, at folk vil sige: Ok, den holder ikke. Så på den måde kan man sige, at man ikke kan have en strategi, der hedder at ligge i hængekøjen mellem valgene og bare sige, at de andre er dumme. Der tror jeg, at man vil sige, at den ikke går. Men hvis man nu tager sådan et parti som Enhedslisten, der jo har formået at få forvandlet deres vagthundsrolle til at sige, at vi også gerne vil tage noget ansvar det er jo også et strategisk valg sådan at sige, at vi gerne vil være med, hvis tingene falder i vores retning. Lidt ligesom Dansk Folkeparti i gamle dage. Men man må også sige, at hvis man skal ændre et image eller lave nogle holdningsændringer af den dur, så skal man kommunikere over tid, for det tager altså tid. Nu er jeg ikke så meget inde i de der eksakte forhold, men jeg ville alligevel helt klart sørge for, at man lavede nogle prækampagner. Altså nogle tiltag der på en eller anden måde understøttede de budskaber, som DI vil gå til valg med så at sige. Og det vil sige, at man sørgede for at starte før. Og det ville jeg i høj grad gøre i forhold til hele det der meningsdannerlag, fordi der er meget sådan en holdning hos mange til at sige: Danskerne vil have en stram indvandrepolitik. Danskerne vil have mere velfærd. Altså kommer der nogle sandheder, og dem tror jeg er vigtige. Fx: Danskerne vil ikke have afskaffet deres forbehold til EU. Hvis det lige pludselig begynder at blive en sandhed, så kan det blive svært at vende den. Så på den måde ville jeg prøve at præferere de der Jeg tror ikke, der ville være så mange danskere, der ville gide at kaste sig over en eller anden EU-debat, før der skal være folkeafstemning. Men alligevel ville jeg få lavet nogle undersøgelser og nogle af denne afhænger af strategien. Interviewpersonen ville anbefale DI at foretage nogle prækampagner for at undgå sandheder, der kan spænde ben for DI i forhold til afskaffelsen af de danske forbehold. gå i luften? Bør DI benytte sig af prækampagner? Side 7 af 11

121 målinger. Måske også nogle artikler. Men i det hele taget nogle tiltag, der kunne vise, at der var folkelig grund til det her. Evt. også finde nogle ambassadører, der kunne tale den her sag på DI s vegne. Nej, man kan i hvert fald sige, at det er lidt den moderne fase eller ja endda også den præmoderne, hvor man har sådan en lidt old school tilgang til tingene. Sådan at nu skal der være valg, og så tror vi, at vi kan ændre tingene der. Altså og der vil jeg bare sige, at man kan ændre rigtig meget mellem valgene. Så det er ikke forkert at sige det. Men det er selvfølgelig også en udfordring at få tæsket gang i sådan noget EU-debat, så længe der ikke er trykket på knappen. Jeg ville nok køre det i to til tre spor. Altså massemedierne kan man ikke undgå. Og der skal man selvfølgelig have nogle skræddersyede budskaber og i det hele taget præferere det der. Men omvendt tror jeg også, at der kunne være god musik i altså man kan sige, at tendensen i den postmoderne fase også er, at man bliver mere dialogorienteret i sin kommunikation. Altså sådan så man i virkeligheden signalerer altså, der er jo sådan en idé om, at EU bliver trukket ned over hovederne på os. Så på en måde kunne det jo være sjovt, hvis man gik den anden vej og viste, at der faktisk var en folkelig klangbund for at få fjernet de her forbehold. Jeg ved ikke helt, hvordan tallene ser ud, men der er jo rigtig mange, der gerne vil have fjernet forbeholdene. Ja, så ville jeg konstruere sådan nogle forummer eller i hvert fald nogle dialogorienterede tiltag, hvor man kan signalere, at det her ikke er noget, der kommer fra oven, men at det faktisk også er en eller anden folkelig bevægelse. Det tænker jeg umiddelbart vil være sådan en sten, man kunne stå på - også i selve valgkampen. Man kan sige, at noget af det der er effektivt er kommunikation i samme tid, sted og rum. Altså at man sidder, ligesom vi sidder her og kommunikerer og diskuterer politik. Og derfor er Interviewpersonen vurderer, at det er oldschool, først at føre valgkamp når EUfolkeafstemningen er en realitet. Interviewpersonen vurderer, at der skal gøres brug af massemedierne samt dialogorienteret kommunikation i en sådan kampagne for at skabe en folkelig klangbund. Interviewpersonen vurderer, at ølkassemøder samt ambassadører vil være effektivt, hvad angår Bør DI foretage sig noget kommunikativt inden folkeafstemningen bliver en realitet? Skal DI gøre brug af dialogorienteret kommunikation? Skal DI i deres kommunikationsindsats gøre brug af professionaliserede ølkassemøder og Side 8 af 11

122 ølkassemøder på en eller anden måde også ved at komme tilbage igen. Man skal bare stille sig op på ølkasserne på den rigtige tid og på det rigtige sted og med de rigtige argumenter. Dvs. en professionalisering af ølkassetankegangen. Det tror jeg i virkeligheden, at der kan være meget musik i. Og jeg tror særligt i forhold til EU-stof, hvor jeg tror, at der er mange, som i virkeligheden stemmer meget efter nogle, som de mener, har forstand på det. De orker nemlig ikke helt at sætte sig ind i stoffet, men hvis de finder en, de synes virker fed og en de stoler på, altså nogle gatekeepers eller nogle ambassadører det tror jeg, der vil være rigtig god mening i her i forhold til EU-stoffet og mere, end det ville gøre i forhold til landspolitik. Jeg har i hvert fald selv siddet og rodet med nogle fokusgrupper på et tidspunkt omkring det, og der var flere af respondenterne, der ligesom sagde: Altså jeg orker det ikke, og jeg kan ikke sætte mig ind i det. Og så tror jeg også, at det at forsøge at forudsige modstandernes argumentation er enormt vigtigt. Sådan så man ikke pludselig bliver taget på sengen. Så det er vigtigt at have svar på rette hånd. Så man skal kunne se åbningerne. Og så tror jeg også, at argumentationen via de sociale medier vil begynde at blive vigtig her. Ja, og så også fordi at man kan se, at rigtig mange artikler bliver læst, fordi der er nogle, der linker til dem. Det kan jeg også se på mig selv. Så på den måde er det også blevet en kanal til at få fat på rigtig mange mennesker. Eksempelvis er der rigtig mange unge, der ikke læser aviser eller ser TV-nyheder. Men hvis nyhederne er derinde, så er der større sandsynlighed for at fange dem. Så det er en måde at komme i kontakt med dem på. Ej jeg tror, at man skal være opmærksom på, at den der negative kampagne har en effekt. Men der er jo forskellige måder at køre negative kampagner på. Man kan sige, hele den der massive negative kampagne, som Venstre kørte, har en effekt. Man kan høre, at værterne på TV overtager EU-stof. Interviewpersonen tror, at DI skal have modargumenterne klar. Sociale medier er vigtige både hvad angår argumentation og links til artikler. Interviewpersonen vurderer, at negative kampagner har en effekt. Ikke desto mindre hører de fortiden til. ambassadører? Skal DI have forberedt modargumenter og i så fald hvilke? Skal DI gøre brug af sociale medier i deres kommunikationsindsats og i så fald, hvordan? Hvordan kan DI sikrer, at de ikke fører en negativ kampagne? Side 9 af 11

123 retorikken osv. Men omvendt kan man også sige, at de jo tabte valget. Og det skal man huske på. Og de tabte også valget til en modstander, der ikke var særlig stærk. Så man skal nok også huske på, at man skal være konstruktiv fremadrettet og tro på et eller andet. Og der synes jeg et eller andet sted, at den der positive kommunikation, som vi også har set Obama gøre det, er bedre. På nogle stræk tror jeg, at den der mudderkamp hører 80 erne og 90 erne til. Hvor rigtig mange af os sidder et andet sted, og er i tvivl om, hvad vi skal stemme og derfor gerne vil have nogle gode argumenter og sådan noget. Og så ser man bare, de der skrigeballoner råde: Du er dum og Du er dum, og det er en meget nedværdigende kommunikation over for hinanden. Og det ligger igen også i det der dialogorienterede perspektiv, at man har mere respekt for modtagerne, end at man ser politikkerne på Christiansborg har. Og så tror jeg i bund og grund med EUstoffet, at det skal gøres til et mere følsomt emne. Altså sådan med at der er følelser i det fra ja-siden, for nu er det typisk nejsiden, der løber med følelserne i kommunikationen. Fx har Guldbrandsen, en af mine kammerater, formået at lave en ret charmerende film om EU-projektet, hvor han hiver alle de gamle ind og ser de visioner, de havde med EU og de tanker, der ligger bag. Og det er en film hvor man griner flere gange, og det er første gang, at jeg selv har fået opfattelsen af, at der faktisk ligger følelser i det her EU, og at der faktisk er nogle, der mener noget med det. Det er ikke bare teknik, handel og lovgivning, men at der faktisk er nogle grundlæggende værdier i det. Også noget om fællesskab og om at stå sammen og også om fred, og sådan nogle ting, som jeg tror tiden er ved at være moden til at sælge projektet på. Ja, altså den har lige været nomineret til en Bodil, så den er ret populær. Jeg tror, at tankegangen bag filmen er ligeså vigtig at bruge og få signaleret, at der faktisk er visioner med det her, så det ikke bare er nogle slipsefolk, der sidder og siger, at vi Interviewpersonen vurderer, at EU skal gøres til et mere følsomt emne. Bør DI forsøge at gøre EU til et mere følsomt emne, og hvordan kan de i så fald det? Side 10 af 11

124 gerne vil have fjernet de her forbehold, så vi kan tjene flere penge. Det er lidt den tone, der er fra dele af ja-siden. Så man skal vise, at der faktisk er en masse andet godt indlejret i EU. Side 11 af 11

125 BILAG NR. 4 Transskribering af interview med Jesper Møller. Jesper er adm. direktør i Toms Gruppen og var bestyrelsesformand for DI ved interviewets gennemførsel. Sidstnævnte er årsagen til, at jeg har interviewet ham. Interviewet blev gennemført den 21. Marts 2012 kl. 20:00 på Jespers privatadresse på Frederiksberg. MEM: Marie Eigen Møller JM: Jesper Møller MEM: Jamen først og fremmest vil jeg gerne spørge dig, hvordan du, set med DI s øjne, vurderer Danmarks nuværende forhold til EU. JM: Jamen på den ene side har vi et positivt forhold til EU, men det er jo et problem, at vi ikke er et fuldgyldigt medlem, fordi vi så på den måde bliver sat udenfor nogle af de vigtigste beslutningsprocesser. MEM: Men anser du eller DI Danmark for at have et noget anspændt forhold til EU? JM: Nej, kun i nogle politiske partier og i nogle dele af befolkningen. Jeg tror ikke, at man I EU opfatter, at vi er negative over for EU. Vi har vores forbehold, men de går jo langt tilbage. Og dem var vi ikke kommet igennem med i dag, hvor der er 27 medlemmer. Det var jo dengang, der kun var 12 medlemmer, at det kunne lade sig gøre. Og lige nu hvor vi har formandskabet, og har støttet op om den finansielle pagt osv., så er der ikke nogen problemer. Det er bare et problem for os selv, at vi støtter op om sådan nogle ting og så ikke kan deltage fuldt og helt i bl.a. eurosamarbejdet. MEM: Men hvordan ser I i DI gerne, at Danmarks fremtidige forhold til EU bliver? JM: Vi så gerne, at det var mere integreret. Det er jo mere end 60 % af vores eksport, der går til EU-landene. Så vi er jo meget tæt forbundet med Eurozonen. Og man kan vende det om og sige, at dem som drømmer om, at vi kan stå frit, og at vores valuta kan svæve frit osv., de tænker ikke over den risiko, det ville give os, for sådan som finansmarkederne fungerer i dag, så kunne den danske krone i den grad blive et spekulationsobjekt, hvor den kunne falde i pris, og så ville renterne stige meget væsentligt. Og det ville betyde, at alle med huslån, som ikke er låst fast ville få en meget dårligere økonomi. Så alene det forbehold er noget mange ikke tænker over. Det samme med når virksomhederne skal låne penge ville de også få meget højere driftsomkostninger pga. stigende renter. Så det er slet ikke nogen option at stå uden for det valutamæssige samarbejde. Og når man er med i det, kan man lige så godt deltage i resten. Al den lovgivning der laves, også på fødevareområdet fx omkring deklarationer, der er vi jo også nødt til at have en harmoniserende lovgivning, så vi ikke skal ligge og lave forskellige emballager til hvert enkelt land osv. Så det er altså en drøm at tro, at vi kan stå udenfor, og vi kan derfor lige så godt være en del af det og også være med til at styrke det, fordi det også vil styrke Danmark. Vi har altid i DI sagt, at vi skal arbejde for, at Danmark er en vindernation i en vinderregion, for der er ikke noget ved at være en tabernation i en taberregion. Så derfor er det vigtigt, at vi har et stærkt Europa, og det er lige så vigtigt, at Danmark er en integreret del af det. Side 1 af 14

126 MEM: Kan du måske være lidt mere specifik omkring de tre eksisterende forbehold. Nu tænker jeg ikke på unionsborgerskabsforbeholdet, da det ikke længere er aktuelt. Men hvorfor finder I det nødvendigt at afskaffe de tre forbehold? JM: Jamen for os er det mest det økonomiske, der er vigtigt. Det var på mange måder meget nemmere for vores virksomheder, hvis vi også var med i euroen. Og da vi alligevel for lang tid siden har låst kronen til euroen, så er den jo et faktum, men vi har den bare ikke som valuta. Og det er ikke noget problem i dagligdagen, men lige da den finansielle krise brød løs, og den islandske krone faldt meget i kurs, der var der jo også nogle spekulanter i udlandet, der jo nærmest sagde: I har jo også sådan en krone, så den er vel også svag. Og det beviste bare, at vi ikke kan stå alene, så vi kunne jo lige så godt være en del af euroen og så bare arbejde ligesom så mange andre stærke kræfter for, at eurosamarbejdet er godt og fungerer, og at Europa har en god økonomi. MEM: Så helt grundlæggende så ønsker DI at alle forbeholdene skal afskaffes? JM: Ja, principielt. Men for os er det vigtigste at blive en del af euroen. MEM: Hvordan har det så jeres interesse, hvis nu at regeringen afgør, at det eksempelvis blot er retsforbeholdet, der skal til en afstemning. Vil I da alligevel forsøge at påvirke danskerne til at stemme ja til en afskaffelse af det forbehold? JM: Man kan sige, at man ikke kan stemme om de her ting for tit. For så til sidst kan man være sikker på at få et nej hver gang. Så det vil være en politisk afvejning af, hvad der var klogt, kan man sige. Hvis den siddende regering mente, at det var klogt at tage et forbehold af gangen, så ville vi måske nok lytte til deres logik, og måske også selv vurdere, hvad vi synes. MEM: Ja for lige nu tegner det sig sådan, at der formentlig ikke kommer den der big-bang afstemning, hvor vi tager det hele på en gang. JM: Og det kan måske også være meget klogt. Det kan jeg faktisk ikke vurdere. MEM: Nej, men det jeg søger svar på er, hvordan en eventuel afstemning om kun retsforbeholdet har DI s interesse. Men det har det måske heller ikke? JM: Nej, det er mest euroforbeholdet, der har vores interesse. MEM: Hvorfor finder I det, og når jeg siger I, så mener jeg erhvervslivet, sådan helt overordnet det væsentligt at blande jer i denne her EU-debat? JM: Fordi vi synes, at der er en misforstået negativitet over for EU fra manges side. Bl.a. tror nogen, at EU er for en meget fri lovgivning på alle fronter, og at der bare bliver åbnet for GMO og alt muligt. Og det er jo ikke rigtigt. De fleste lande står jo for en restriktiv politik, og Europaparlamentet er også sammensat sådan, at der bestemt er mange skeptikere i forhold til erhvervslivet. Men vi mener jo omvendt, både i Danmark men også i hele EU, at erhvervslivet er den motor, der finansierer velfærden, og derfor er det utrolig vigtigt, at man også på europæisk plan forstår, at vi skal have et sundt erhvervsliv, som bl.a. betyder, at vi skal have så få handelshindringer som muligt. Jo bedre at vores indre marked fungerer og jo bedre, at man kan handle på tværs af de indre landegrænser, jo bedre kan vi også klare os udadtil. Side 2 af 14

127 MEM: Nu taler du meget om de økonomiske aspekter. Anser I i DI EU for at være et økonomisk projekt eller for at være et politisk projekt? JM: Det er jo begge dele, men for os er det vigtige her og nu økonomien. Men det er jo fordi, vi langt hen ad vejen har høstet de politiske fordele. Det mange glemmer, når de er kritiske over for EU, det er jo, at det politiske del af det har betydet, at der nu har været fred i Europa siden Anden Verdenskrig. Og det startede selvfølelig med det snævre forbund med de 6, og så blev det udvidet til 10 til 12 og nu er vi 27. Men i sig selv det, at vi efter murens fald fik afmonteret jerntæppet og fik alle østlandene med og nu har fået skabt frie demokratier med markedsøkonomi, som det ville være meget svært for Rusland at sætte sig på igen er jo også en meget væsentlig medvirkende årsag til, at vi oplever mere fred. Altså jeg er jo selv vokset op under det, man kaldte for Den Kolde Krig, hvor vi var utrolig bange for at blive besat af Sovjetunionen eller af østlandene i det helet taget. Og når man har prøvet at leve under de vilkår og altid har haft den der trussel og atomvåben, og hvad ved jeg, så forstår man hvor vigtigt det er, at vi i dag har den fred, vi har. Det glemmer man bare, hvis man er yngre og bare er vokset op med det og tager det for givet. Lige så vel som at danskere, der har levet under besættelsen af Danmark, har et helt andet forhold til det, at vi er et frit land og tager det ikke bare for givet. MEM: Ja, det er klart. Men tror du ikke, at det kan være svært for den enkelte dansker at se, hvordan EU har noget med den enkelte at gøre. Nu har du selv refereret en del til de erhvervsmæssige økonomiske forhold, men kan det ikke tænkes, at det er svært for borgerne at se, hvordan det handler om andet end penge på et virksomhedsniveau? JM: Helt sikkert. Og der har jeg har en helt anden og privilegeret tilgang. Bl.a. fordi jeg har været med i nogle arbejdsgrupper, hvor et antal af kommissærerne fra kommissionen også sad og har derfor set den politiske proces, og jeg har set, at man faktisk også som et lille land som Danmark kan sætte væsentlige fingeraftryk. Jeg var med i en arbejdsgruppe, der handlede om fødevareindustriens konkurrenceevne på tværs af EU, og fordi DI var de første, der spillede ind med noget skriftligt, kom vi langt hen ad vejen til at være med til at lave skelettet til slutdokumentet for alle 27 lande, fordi vi var først på bolden og spillede ind med de ti forhold, vi fandt vigtige. Jeg tror, at der endte med at være 12 forhold, men de ti af dem var nogle, vi havde sparket ind. Det var selvfølgelig også nogle, andre kunne genkende, så der var enighed om det. Men det viser bare, at vi som et lille land, sagtens kan have masser af indflydelse i EU, og hvis man en dag ville snakke om, at vi ville kunne stå uden for, er som jeg siger ikke nogen sund option. Ikke fordi jeg siger, at der så ville komme nogen og vælte vores økonomi. Men det ville være et meget risikabelt eksperiment. Så vi har ikke rigtig andet valg end at være del af denne her store klub. Og når vi så er det, så kan vi jo lige så vel være et fuldgyldigt medlem og være med til at påvirke, hvordan EU bør udvikle sig. MEM: Men tror du, at EU-sagen er blevet et sådan lidt ømtåleligt emne herhjemme i Danmark, fordi vi har meget solidaritet med vores egen stat, netop fordi vi har denne her velfærdsstat? JM: Givet vis. Jeg tror også, at meget af skepsissen over for EU bunder i uvidenhed. Man har de der gamle symbolsager med, at der var ophobede lagre af smør og vin, og hvad ved jeg. Men det er jo en saga blot, og det går langt tilbage. Der er også mange, der tror, at der bruges utroligt mange penge, og det er klart, at når man hører nogle tal på EU-basis, så er de jo store. Men hvis man lagde alle landenes nationalbudgetter sammen og så ser på, hvad EU koster ud af det samlede, så er det faktisk relativt få penge. Side 3 af 14

128 MEM: Og hvordan tror du, at man kan få det formidlet videre til borgerne? Tror du, at DI her kan have en effekt? JM: Ja, vi kan medvirke, men der skal selvfølgelig også andre ting. Og det er klart, at der jo også skal være nogle politiske partier, der bakker op. Også dem der er på venstrefløjen, der traditionelt set ville være EU-skeptiske, men hvor der dog er nogen som fx SF, der generelt er positive over for EU-sagen. Og det tror jeg er meget væsentligt, at de politikere, der i nogens øjne, kan have en sund skepsis over for andre ting også kan gå ind og begrunde, hvorfor det her er et vigtigt projekt. Jeg tror meget, at man skal gå til det med denne her begejstring om, at vi gerne vil have et stærkt Europa, fordi vi tror det er vigtigt ude i Verden. Vi har trods alt i Vesteuropa nogle klassiske værdier omkring menneskerettigheder og alt mulig andet, som ikke er gængse i de nye fremadstormende stater, hvor nogle af dem også har nogle helt andre demokratiske funderinger. I hvert fald Kina Indien og Brasilien er nok mere demokratiske trods alt, men Rusland er specielt heller ikke særlig demokratisk. Så hvis vi skal prøve at gøre os gældende der, så skal der være et stærkt Europa. Og det skal være stærkt økonomisk, og det skal have en stærk handlekraft politisk, fordi vi selvfølgelig selv tror på, at vi har den rigtige tilgang til, hvordan stater bør være indrettet, og hvordan folk bør have lov til at leve. MEM: Men hvordan oplever du og DI i det hele taget integrationen og kommunikationen af EU i den dansk-politiske debat? JM: Der er tit nogle paradokser. Vi deltager selv i det, der hedder Business Europe, som er den europæiske industriorganisation, og når man er til møder der, så oplever man jo fællesskabet, for der er repræsentanter fra alle landene, og vi har meget diskussion netop her omkring finanskrisen og gældskrisen og omkring, hvad der skal gøres og om hvordan, vi kan påvirke EU kommissionen osv. Og der er meget sammenhold. Selvfølgelig er der i høj grad forskelligheder mellem landene, fordi den forskellighed der er imellem landene politisk, også er der mellem landenes industriorganisationer. Italien kan fx godt lide protektionisme, og der er fx ikke andre, der skal have lov til at lave en parmaskinke osv. England, Tyskland og Frankrig har typisk tit noget jalousi imellem hinanden på politisk plan, og det har de så også, når det gælder deres industriorganisationer. Så på den måde ligner så også industrien på europæisk plan det samlede Europa. Men altså når man er til møder i Business Europe, så oplever man det her vingesus af, at der er et sammenhold og en vilje til at tænke sammen og tænke fremad. Og så herhjemme så kan man slet ikke genkalde, når man så hører en masse kritik, hvor folk oplever, at det er meget fjernt osv. Men det er klart, at jeg oplever det anderledes, fordi jeg er med i de møder og møder en masse europæere, og jeg hører og ser, hvordan de tænker. Hvis man er til møder nede i kommissionen, og man har været til møder med generaldirektører eller hvad det er, så oplever man, hvor åbne de er for at få input. Man ser hvor vigtigt det er for dem at være relevante for borgerne. Det er bare svært. Det er ligesom at være topleder i en meget stor global virksomhed. Det er ufattelig svært at være synlig, og få alle til at føle, at man er relevant for dem. Og det er lidt den udfordring, de har. Jeg vil tro, at det er lidt det samme i USA, hvor man har den federale stat, og så har man de lokale stater. Jeg tror fx, at hvis man sidder nede i Texas, så føler man også, at man er langt fra Washington og kan derfor have samme holdning til, at de nok bare sviner med pengene og træffer nogle mærkelige beslutninger, fordi man er langt fra beslutningsprocessen og ikke har nogen føling med, hvad der egentlig sker i Washington. Så jeg tror lidt, at det er på samme måde. MEM: Men tror du måske, at det kan skyldes, at når man fx herhjemme taler miljøpolitik, så taler man miljøpolitik Danmark frem for at integrere EU i debatten? Side 4 af 14

129 JM: Nej, og der laves jo masser af miljøpolitik nede i EU, og de sidder og sætter grænseværdier for pesticider og rester af det ene og det andet i alle mulige produkter osv. Så hvis vi gerne vil have en stærk miljøpolitik, så kommer der jo meget fra EU. Og igen ville det være meget forkert at tro, at EU bare står for en meget liberal tilgang til tingene og en meget erhvervsvenlig politik. Tværtimod er der jo også en masse restriktioner, der kommer fra EU s side. MEM: Så det ville ikke være forkert at sige, at set med jeres øjne, så er EU ikke velintegreret i den dansk-politiske debat? JM: Nej, det kan man vist roligt sige. Og jeg kunne godt tænke mig, at mange flere danskere var mere begejstrede for det. Og hvor man egentlig ikke skal tænke så meget på EU som institution og på det økonomiske og på det politiske. Men mere det fællesskab vi har. Jeg tror egentlig, at vi alle sammen er stolte af at være europæere. Hvis man sidder og snakker med amerikanere eller kinesere, så ville vi jo også kunne fremhæve, hvor skønt der er i Italien eller Spanien eller Frankrig. Og hvis nogen spurgte, om man kan lide franskmænd eller tyskere, så tror jeg, at de fleste ville udtale sig positivt om de andre europæiske nationaliteter og også synes, det ville være spændende at forklare nogle af forskellene, hvad enten det gælder køkkenet eller forskellene mellem om man er franskmand, tysker osv., hvor vi jo har nogle klare karakteristika. Selvom en stor nation som USA jo også har deres karakteristika, så er der jo nok større ydrepunkter i Europa. Og det er jo noget, som vi alle vokser op med, bliver lært op i og forstår og egentlig værdsætter som vores lokale kulturarv. Der har vi i virkeligheden meget at være stolte af. Og jeg tror, at der er meget få, der ville være negative over for det at være europæer og vedkende sig vores europæiske arv, men når så det kommer over det til fælles politiske projekt, så er der meget mere skepsis. Og det synes jeg egentlig er ret barokt. MEM: Men tror du måske, at det kan skyldes, at der ikke er så mange følelser forbundet til EU? Måske også fordi vi ikke var med i EF-samarbejdet fra start af? JM: Det kan absolut meget vel være. MEM: Nu ser vi herhjemme, at vi har nogle partier, der helt klart er imod EU og kører sådan nogle hårde Nej-kampagner til EU, eksempelvis Dansk Folkeparti. Hvordan ser du, at DI indtager rollen i den der debat? Vil I tage ja-hatten på, om man så må sige, eller vil I mere være den der formidler? For som du selv var inde på, så mangler der måske noget viden. JM: Vi prøver meget at være en objektiv modvægt der og komme med nogle gode argumenter for, hvorfor det er vigtigt. Og vi går jo ikke sådan direkte op imod Dansk Folkeparti, men vi går op imod deres holdninger og meninger. Når de fx synes, at vi skal have en stærk grænsekontrol og dermed signalere, at Danmark ikke er for hvem som helst, så er det os inderligt imod, fordi vi synes det er vigtigt at vise, at vi er en åben økonomi og et lille åbent samfund. Vi lever af samhandel med udlandet, så man kan jo ikke sige: Vi vil gerne have jeres penge, men vi kan ikke lide jer. Og det er i virkeligheden det signal, man kommer til at sende med Dansk Folkepartis tilgang. Vi mener heller ikke, at Danmark skal være åben for hvem som helst, uanset om de vil bidrage til samfundet og finde et job osv., men vi mener i høj grad, at veluddannede mennesker udefra uanset nationalitet skal have mulighed for at kommer her, slå sig ned og søge et job. Og der vil vi til hver en tid være uenige med sådan nogle som Dansk Folkeparti, der ikke mener, at vi har brug for sådan nogle. Og det er meget forkert, for der er masser af dygtige derude, der kunne være med til at bidrage til, at vores erhvervsliv bliver stærkere, hvilket netop er grobunden for al den velfærd, vi gerne vil have. Og det er jo det, der er så barokt ved et parti som Dansk Side 5 af 14

130 Folkeparti, fordi de gerne vil slå sig op på at sikre velfærden samtidig med, at de gerne vil straffe den motor, der sikrer velfærden. MEM: Nu tænker jeg også sådan lidt kampagnemæssigt. Ønsker I bare at gå ud og råbe JA! for EU, og ikke forsøge lære danskerne, hvorfor det er nødvendigt, at forbeholdene afskaffes? JM: Nej, vi er i høj grad nødt til at forklare, hvorfor EU er vigtigt, og hvad vi ser i det. Og det kan man ikke gøre nok simpelthen. Men man kan desværre se, at hvis man spørger folk, om de synes emnet er relevant, så har det desværre lavinteresse. Og det er jo igen ret barokt, fordi det i princippet har meget indflydelse på vores hverdag. Og efter at man gennemførte Lissabontraktaten og lavede de ændringer der er, så er der jo en udpræget grad af demokrati, og vi har rigtig meget indflydelse på tingene, og vores medlemmer af Europa Parlamentet, har, hvis de er dygtige, virkelig mulighed for at sætte mange fingeraftryk. Selvom der sidder over 700 i parlamentet, så kan de der er dygtige og kan forstå at connecte, i høj grad flytte nogle ting. Og hele deres evne til at snakke med erhvervsliv og interesseorganisationer osv. og formidle synspunkterne fra Danmark til Europa og den anden vej spiller en meget vigtig rolle der. Og der har vi jo som dansker masser af indflydelse i virkeligheden. MEM: Til sidst vil jeg høre, om DI forventer at gå i samarbejde med nogen, eller om I forventer at stå alene i denne her debat? JM: I forhold til Europaspørgsmålet? MEM: Ja. JM: Altså man kan sige, at vi koordinerer meget med de andre store erhvervsorganisationer om, hvordan vi ser på fælles emner. Det er ikke så tit, at vi går ud og gør fælles front, men vi afstemmer meget både med landbruget, med Dansk Erhverv og med Søfarten og andre om, hvordan vi ser på fælles anliggender og sørger for, at vi ikke argumenterer på måder, hvor vi spænder ben for hinanden, hvis vi ellers er enige om det overordnede. MEM: Okay. Hvis du ikke har nogen kommentarer eller spørgsmål, så var det alle de spørgsmål jeg havde. Så vil jeg bare sige dig mange tak for din tid. JM: Det har jeg ikke. Velbekomme. Meningskondenseringens trin 2, 3 & 4 Naturlig meningsenhed Jamen på den ene side har vi et positivt forhold til EU, men det er jo et problem, at vi ikke er et fuldgyldigt medlem, fordi vi så på den måde bliver sat udenfor nogle af de vigtigste beslutningsprocesser. Nej, kun i nogle politiske partier og i nogle dele af befolkningen. Jeg tror ikke, at man I EU opfatter, at vi er negative over for EU. Centralt tema Interviewpersonen vurderer, at det er problematisk, at DK ikke er et fuldgyldigt medlem af EU. Interviewpersonen vurderer ikke, at DK har et anspændt forhold til EU. Spørgsmål til meningsenhed Hvordan kan dette problem imødekommes? Har befolkningen en negativ holdning til EU? Side 6 af 14

131 Vi har vores forbehold, men de går jo langt tilbage. Og dem var vi ikke kommet igennem med i dag, hvor der er 27 medlemmer. Det var jo dengang, der kun var 12 medlemmer, at det kunne lade sig gøre. Det er bare et problem for os selv, at vi støtter op om sådan nogle ting og så ikke kan deltage fuldt og helt i bl.a. eurosamarbejdet. Vi så gerne, at det var mere integreret. Det er jo mere end 60 % af vores eksport, der går til EU-landene. Så vi er jo meget tæt forbundet med Eurozonen. Og man kan vende det om og sige, at dem som drømmer om at vi kan stå frit, og at vores valuta kan svæve frit osv., de tænker ikke over den risiko det ville give os, for sådan som finansmarkederne fungerer i dag, så kunne den danske krone i den grad blive et spekulationsobjekt, hvor den kunne falde i pris, og så ville renterne stige meget væsentligt. Og det ville betyde, at alle med huslån, som ikke er låst fast, ville få en meget dårligere økonomi. Så alene det forbehold, er noget mange ikke tænker over. Det samme med når virksomhederne skal låne penge, ville de også få meget højere driftsomkostninger pga. stigende renter. Så det er slet ikke nogen option at stå uden for det valutamæssige samarbejde. Og når man er med i det, kan man lige så godt deltage i resten. Al den lovgivning der laves også på fødevareområdet fx omkring deklarationer, der er vi jo også nødt til at have en harmoniserende lovgivning, så vi ikke skal ligge og lave forskellige emballager til hvert enkelt land osv. Så det er altså en drøm at tro, at vi kan stå udenfor, og vi kan derfor lige så godt være en del af det og også være med til at styrke det, fordi det også vil styrke Danmark. Vi har altid i DI sagt, at vi skal arbejde for, at Danmark er en vindernation i en vinderregion, for der er ikke noget ved at være en tabernation i en taberregion. Så derfor er det vigtigt, at vi har et stærkt Europa, og det er lige så vigtigt, at Danmark er en integreret del af det. Interviewpersonen vurderer, at forbeholdene ikke var blevet en realitet i dag. Interviewpersonen vurderer, at det er problematisk, at DK ikke er et fuldgyldigt medlem af EU. DI ser gerne, at DK er et fuldgyldigt medlem af EU. Hvis ikke de var blevet en realitet i dag, hvorfor eksisterer de så stadig? Hvorfor er det et problem? Hvordan kan Danmark blive et fuldgyldigt medlem af EU? Side 7 af 14

132 Jamen for os er det mest det økonomiske, der er vigtigt. Det var på mange måder meget nemmere for vores virksomheder, hvis vi også var med i euroen. Og da vi alligevel for lang tid siden har låst kronen til euroen, så er den jo et faktum, men vi har den bare ikke som valuta. Og det er ikke noget problem i dagligdagen, men lige da den finansielle krise brød løs, og den islandske krone faldt meget i kurs, der var der jo også nogle spekulanter i udlandet, der jo nærmest sagde: I har jo også sådan en krone, så den er vel også svag. Og det beviste bare, at vi ikke kan stå alene, så vi kunne jo lige så godt være en del af euroen og så bare arbejde ligesom så mange andre stærke kræfter for, at eurosamarbejdet er godt og fungerer, og at Europa har en god økonomi. Ja, principielt. Men for os er det vigtigste at blive en del af euroen. Man kan sige, at man ikke kan stemme om de her ting for tit. For så til sidst kan man være sikker på at få et nej hver gang. Så det vil være en politisk afvejning af, hvad der var klogt, kan man sige. Hvis den siddende regering mente, at det var klogt at tage et forbehold af gangen, så ville vi måske nok lytte til deres logik og måske også selv vurdere, hvad vi synes. Fordi vi synes, at der er en misforstået negativitet over for EU fra manges side. Bl.a. tror nogen, at EU er for en meget fri lovgivning på alle fronter, og at der bare bliver åbnet for GMO og alt muligt. Og det er jo ikke rigtigt. De fleste lande står jo for en restriktiv politik, og Europaparlamentet er også sammensat sådan, at der bestemt er mange skeptikere i forhold til erhvervslivet. Men vi mener jo omvendt, både i Danmark men også i hele EU, at erhvervslivet er den motor, der finansierer velfærden, og derfor er det utrolig vigtigt, at man også på europæisk plan forstår, at vi skal have et sundt erhvervsliv, som bl.a. betyder, at vi skal have så få handelshindringer som muligt. Jo bedre at vores indre marked fungerer og jo bedre, at man kan handle på tværs af de indre landegrænser, jo bedre kan vi også klare os udadtil. Euroforbeholdet er det vigtigste set med DI s øjne. Interviewpersonen vurderer, at regeringen ved bedst, når det kommer til EUafstemninger. Interviewpersonen vurderer, at der flere steder hersker en misforstået negativitet over for EU. Skal DI s kommunikationsindsats blot tage udgangspunkt i euroforbeholdet? Hvordan kan DI forberede sig i forhold til regeringens planer? Hvordan kan DI imødekomme denne misforståede negativitet? Side 8 af 14

133 Det er jo begge dele, men for os er det vigtige her og nu økonomien. Men det er jo fordi, vi langt hen ad vejen har høstet de politiske fordele. Det mange glemmer, når de er kritiske over for EU, det er jo, at det politiske del af det har betydet, at der nu har været fred i Europa siden Anden Verdenskrig. Og det startede selvfølelig med det snævre forbund med de 6, og så blev det udvidet til 10 til 12 og nu er vi 27. Men i sig selv det, at vi efter murens fald fik afmonteret jerntæppet og fik alle østlandene med og nu har fået skabt frie demokratier med markedsøkonomi, som det ville være meget svært for Rusland at sætte sig på igen, er jo også en meget væsentlig medvirkende årsag til, at vi oplever mere fred. Altså jeg er jo selv vokset op under det man kaldte for Den Kolde Krig, hvor vi var utrolig bange for at blive besat af Sovjetunionen eller af østlandene i det helet taget. Og når man har prøvet at leve under de vilkår og altid har haft den der trussel og atomvåben, og hvad ved jeg, så forstår man hvor vigtigt det er, at vi i dag har den fred, vi har. Det glemmer man bare, hvis man er yngre og bare er vokset op med det og tager det for givet. Lige så vel som at danskere, der har levet under besættelsen af Danmark, har et helt andet forhold til det at vi er et frit land og tager det ikke bare for givet. Helt sikkert. Og der har jeg har en helt anden og privilegeret tilgang. Bl.a. fordi jeg har været med i nogle arbejdsgrupper, hvor et antal af kommissærerne fra kommissionen også sad og har derfor set den politiske proces, og jeg har set, at man faktisk også som et lille land som Danmark kan sætte væsentlige fingeraftryk. Jeg var med i en arbejdsgruppe, der handlede om fødevareindustriens konkurrenceevne på tværs af EU, og fordi DI var de første, der spillede ind med noget skriftligt, kom vi langt hen ad vejen til at være med til at lave skelettet til slutdokumentet for alle 27 lande, fordi vi var først på bolden og spillede ind med de ti forhold, vi fandt vigtige. Jeg tror, at der endte med at være Interviewpersonen vurderer, at EU både er et økonomisk og politisk projekt. EU har gennem tiden betydet fred. Interviewpersonen vurderer, at det kan være svært for den almene dansker at se fordelene ved EU. Skal DI s kommunikationsindsats blot tage udgangspunkt i euroforbeholdet? Hvordan kan DI mindske EU-kritikken? Hvordan kan DI få den almene dansker til at se fordelene ved EU? Side 9 af 14

134 12 forhold, men de ti af dem var nogle vi havde sparket ind. Det var selvfølgelig også nogle andre kunne genkende, så der var enighed om det. Men det viser bare, at vi som et lille land, sagtens kan have masser af indflydelse i EU, og hvis man en dag ville snakke om, at vi ville kunne stå uden for, er som jeg siger ikke nogen sund option. Ikke fordi jeg siger, at der så ville komme nogen og vælte vores økonomi. Men det ville være et meget risikabelt eksperiment. Så vi har ikke rigtig andet valg end at være del af denne her store klub. Og når vi så er det, så kan vi jo lige så vel være et fuldgyldigt medlem og være med til at påvirke, hvordan EU bør udvikle sig. Jeg tror også, at meget af skepsissen over for EU bunder i uvidenhed. Man har de der gamle symbolsager med, at der var ophobede lagre af smør og vin, og hvad ved jeg. Men det er jo en saga blot, og det går langt tilbage. Der er også mange, der tror, at der bruges utroligt mange penge, og det er klart, at når man hører nogle tal på EUbasis, så er de jo store. Men hvis man lagde alle landenes nationalbudgetter sammen, og så ser på hvad EU koster ud af det samlede, så er det faktisk relativt få penge. Ja, vi kan medvirke, men der skal selvfølgelig også andre ting. Og det er klart, at der jo også skal være nogle politiske partier, der bakker op. Også dem der er på venstrefløjen, der traditionelt set ville være EU-skeptiske, men hvor der dog er nogen som fx SF, der generelt er positive over for EU-sagen. Og det tror jeg er meget væsentligt, at de politikere, der i nogens øjne, kan have en sund skepsis over for andre ting også kan gå ind og begrunde, hvorfor det her er et vigtigt projekt. Jeg tror meget, at man skal gå til det med denne her begejstring om, at vi gerne vil have et stærkt Europa, fordi vi tror, det er vigtigt ude i Verden. Vi har trods alt i Vesteuropa nogle klassiske værdier omkring menneskerettigheder og alt mulig andet, som ikke er gængse i de nye fremadstormende stater, hvor nogle af dem Interviewpersonen vurderer, at det er nødvendighed at være medlem af EU. Interviewpersonen vurderer, at dansk EUskepsis bunder i uvidenhed. Interviewpersonen vurderer, at DI i fællesskab med nogle politiske partier kan skabe klarhed omkring EU s fordele ved at gå til det med en begejstring. Interviewpersonen tror på, at et stærkt Europa er nødvendigt i samhandel med de mindre demokratiske Hvordan kan DI få forklaret danskerne nødvendigheden i at være et fuldgyldigt medlem af EU? Hvordan kan DI undervise danskerne i EU, med det formål at mane noget af den danske EU-skepsis i jorden? Hvem kunne det være hensigtsmæssigt, at DI skabte et evt. samarbejde med? Hvordan kan DI få kommunikeret til den almene dansker, at et stærkt Europa er nødvendigt i samhandel Side 10 af 14

135 også har nogle helt andre demokratiske funderinger. I hvert fald Kina Indien og Brasilien er nok mere demokratiske trods alt, men Rusland er specielt heller ikke særlig demokratisk. Så hvis vi skal prøve at gøre os gældende der, så skal der være et stærkt Europa. Og det skal være stærkt økonomisk, og det skal have en stærk handlekraft politisk, fordi vi selvfølgelig selv tror på, at vi har den rigtige tilgang til, hvordan stater bør være indrettet, og hvordan folk bør have lov til at leve. Der er tit nogle paradokser. Vi deltager selv i det, der hedder Business Europe, som er den europæiske industriorganisation, og når man er til møder der, så oplever man jo fællesskabet, for der er repræsentanter fra alle landene, og vi har meget diskussion netop her omkring finanskrisen og gældskrisen og omkring hvad, der skal gøres, og om hvordan vi kan påvirke EU kommissionen osv. Og der er meget sammenhold. Selvfølgelig er der i høj grad forskelligheder mellem landene, fordi den forskellighed der er imellem landene politisk også er der mellem landenes industriorganisationer. Italien kan fx godt lide protektionisme, og der er fx ikke andre, der skal have lov til at lave en parmaskinke osv. England, Tyskland og Frankrig har typisk tit noget jalousi imellem hinanden på politisk plan, og det har de så også, når det gælder deres industriorganisationer. Så på den måde ligner så også industrien på europæisk plan det samlede Europa. Men altså når man er til møder i Business Europe, så oplever man det her vingesus af, at der er et sammenhold og en vilje til at tænke sammen og tænke fremad. Og så herhjemme så kan man slet ikke genkalde, når man så hører en masse kritik, hvor folk oplever at det er meget fjernt osv. Men det er klart, at jeg oplever det anderledes, fordi jeg er med i de møder, og møder en masse europæere, og jeg hører og ser, hvordan de tænker. Hvis man er til møder nede i kommissionen, og man har været til møder med generaldirektører eller hvad det er, så oplever man hvor åbne, de er for at få input. Man ser hvor vigtigt det er for dem at være stater. Interviewpersonen oplever, at der i Danmark er kritik af det europæiske fællesskab, til trods for, at han oplever fællesskabet i Business Europe og i EU-kommissionen. med de større stater? Hvordan kan DI forsøge at få EU til at stå danskerne mere nært? Side 11 af 14

136 relevante for borgerne. Det er bare svært. Det er ligesom at være topleder i en meget stor global virksomhed. Det er ufattelig svært at være synlig og få alle til at føle, at man er relevant for dem. Og det er lidt den udfordring, de har. Jeg vil tro, at det er lidt det samme i USA, hvor man har den federale stat, og så har man de lokale stater. Jeg tror fx, at hvis man sidder nede i Texas, så føler man også, at man er langt fra Washington og kan derfor have samme holdning til, at de nok bare sviner med pengene og træffer nogle mærkelige beslutninger, fordi man er langt fra beslutningsprocessen og ikke har nogen føling med, hvad der egentlig sker i Washington. Så jeg tror lidt, at det er på samme måde. Nej, det kan man vist roligt sige. Og jeg kunne godt tænke mig, at mange flere danskere var mere begejstrede for det. Og hvor man egentlig ikke skal tænke så meget på EU som institution og på det økonomiske og på det politiske. Men mere det fællesskab vi har. Jeg tror egentlig, at vi alle sammen er stolte af at være europæere. Hvis man sidder og snakker med amerikanere eller kinesere, så ville vi jo også kunne fremhæve, hvor skønt der er i Italien eller Spanien eller Frankrig. Og hvis nogen spurgte, om man kan lide franskmænd eller tyskere, så tror jeg, at de fleste ville udtale sig positivt om de andre europæiske nationaliteter og også synes det ville være spændende at forklare nogle af forskellene, hvad enten det gælder køkkenet eller forskellene mellem, om man er franskmand, tysker osv., hvor vi jo har nogle klare karakteristika. Selvom en stor nation som USA jo også har deres karakteristika, så er der jo nok større ydrepunkter i Europa. Og det er jo noget, som vi alle vokser op med, bliver lært op i og forstår og egentlig værdsætter som vores lokale kulturarv. Der har vi i virkeligheden meget at være stolte af. Og jeg tror, at der er meget få, der ville være negative over for det at være europæer og vedkende sig vores europæiske arv, men når så det kommer over det til fælles DI mener ikke, at EU er velintegreret i den dansk-politiske debat til trods for, at interviewpersonen ønsker en større begejstring for EUfællesskabet. Hvordan kan DI skabe en større EUbegejstring blandt danskerne? Side 12 af 14

137 politiske projekt, så er der meget mere skepsis. Og det synes jeg egentlig er ret barokt. Vi prøver meget at være en objektiv modvægt der og komme med nogle gode argumenter for, hvorfor det er vigtigt. Og vi går jo ikke sådan direkte op imod Dansk Folkeparti, men vi går op imod deres holdninger og meninger. Når de fx synes, at vi skal have en stærk grænsekontrol og dermed signalere, at Danmark ikke er for hvem som helst, så er det os inderligt imod, fordi vi synes, det er vigtigt at vise, at vi er en åben økonomi og et lille åbent samfund. Vi lever af samhandel med udlandet, så man kan jo ikke sige: Vi vil gerne have jeres penge, men vi kan ikke lide jer. Og det er i virkeligheden det signal, man kommer til at sende med Dansk Folkepartis tilgang. Vi mener heller ikke, at Danmark skal være åben for hvem som helst, uanset om de vil bidrage til samfundet og finde et job osv., men vi mener i høj grad, at veluddannede mennesker udefra uanset nationalitet skal have mulighed for at kommer her, slå sig ned og søge et job. Og der vil vi til hver en tid være uenige med sådan nogle som Dansk Folkeparti, der ikke mener, at vi har brug for sådan nogle. Og det er meget forkert, for der er masser af dygtige derude, der kunne være med til at bidrage til, at vores erhvervsliv bliver stærkere, hvilket netop er grobunden for al den velfærd, vi gerne vil have. Og det er jo det, der er så barokt ved et parti som Dansk Folkeparti, fordi de gerne vil slå sig op på at sikre velfærden samtidig med, at de gerne vil straffe den motor, der sikrer velfærden. Nej, vi er i høj grad nødt til at forklare, hvorfor EU er vigtigt, og hvad vi ser i det. Og det kan man ikke gøre nok simpelthen. Men man kan desværre se, at hvis man spørger folk, om de synes emnet er relevant, så har det desværre lavinteresse. Og det er jo igen ret barokt, fordi det i princippet har meget indflydelse på vores hverdag. Og efter at man gennemførte Lissabon-traktaten og lavede de ændringer der er, så er der jo en udpræget grad af demokrati, og vi har rigtig meget DI ønsker at være objektive samtidig med, at de ønsker at gøre modstand til fx Dansk Folkepartis argumenter. Interviewpersonen vurderer, at EU har lavinteresse i DK og finder det barokt, da Danmark har masser af indflydelse i EU. Hvilken rolle bør DI tage i EU-debatten? Hvordan kan DI kommunikativt påvirke det faktum, at EU har lavinteresse i Danmark? Side 13 af 14

138 indflydelse på tingene, og vores medlemmer af Europa Parlamentet har, hvis de er dygtige, virkelig mulighed for at sætte mange fingeraftryk. Selvom der sidder over 700 i parlamentet, så kan de der er dygtige og kan forstå at connecte i høj grad flytte nogle ting. Og hele deres evne til at snakke med erhvervsliv og interesseorganisationer osv. og formidle synspunkterne fra Danmark til Europa og den anden vej spiller en meget vigtig rolle der. Og der har vi jo som dansker masser af indflydelse i virkeligheden. Altså man kan sige, at vi koordinerer meget med de andre store erhvervsorganisationer, om hvordan vi ser på fælles emner. Det er ikke så tit, at vi går ud og gør fælles front, men vi afstemmer meget både med landbruget, med Dansk Erhverv og med Søfarten og andre om, hvordan vi ser på fælles anliggender og sørger for, at vi ikke argumenterer på måder, hvor vi spænder ben for hinanden, hvis vi ellers er enige om det overordnede. DI afstemmer med andre erhversorganisationer omkring EU, således at de ikke spænder ben for hinanden. Hvilke erhvervsorganisationer ville det evt. være relevant for DI at afstemme med, når det vedrører EUforbeholdene? Side 14 af 14

139 BILAG NR. 5 Transskribering af interview med Sine Nørholm Just. Sine er forsker i EU og meningsdannelse. Interviewet blev gennemført den 21. Marts 2012 kl. 10:30 på Sines kontor i Porcelænshaven på CBS på Frederiksberg. MEM: Marie Eigen Møller SNJ: Sine Nørholm Just MEM: Først og fremmest vil jeg gerne spørge, hvordan du helt overordnet vurderer Danmarks forhold til EU? SNJ: Det er et svært spørgsmål at svare entydigt på, fordi det jo går frem og tilbage. Men der er nogle parametre man kan se på. Hvis man fx ser på sådan noget som i hvor høj grad Danmark deltager politisk og, hvor godt Danmark er med i forhold til at implementere EU-lovgivning, så kan man jo sige, at Danmark er et af de lande, der implementerer mest lovgivning hurtigst. Så har vi jo selvfølgelig forbeholdene, som jo gør at der er nogle områder, hvor vi ikke deltager og, hvor der på den måde ikke er det tætteste forhold. Måske også fordi Danmark ikke er et af de oprindelige lande, men jo alligevel har været med i lang tid. Så man kan sige, at Danmarks forhold til EU rent politisk er godt. Der er da mange eksempler på, at Danmark har haft indflydelse på nogle områder, og har kunnet bruge EU til at få nogle ting på dagsordenen, og til at få nogle ting igennem, som ellers ville have været svære for et lille land at gøre alene. Også fordi der jo er masser af problemer, Danmark og Verden står over for, som simpelthen ikke kan løses nationalt, og der har EU helt klart været en fordel for Danmark. Hvis man så ser på sådan noget som EU s popularitet i bredere forstand, og sådan noget som folkelig deltagelse, så har EU jo ikke den store opbakning i Danmark. Igen når man så går ind og ser på, hvad folk faktisk ved om EU, så viser det sig faktisk, at danskerne faktisk er nogle af dem, der ved mest om EU i forhold til de andre landes befolkninger. Men det er danskerne ikke klar over og fornemmelsen er, at man ikke ved noget om EU og, at det er noget fjernt og fremmed. Der er så andre lande, hvor de faktisk støtter op om EU, til trods for deres vidensniveau i forhold til EU faktisk er lavere. Så der er ikke nogen direkte sammenhæng med, hvor meget man ved, hvor meget man opfatter at man ved, og hvor stor en opbakning der så er til EU. Så på den måde kan man sige, at den nationale debat eller den offentlige tilslutning til EU jo ikke er den største, og også sådan noget med hvor EU fylder i borgernes dagligdag. Og igen, selvom vi implementerer EU-lovgivning, så er det ikke noget folk tænker på eller har en fornemmelse af. Nu kan det også være, at folk heller ikke på samme måde kan se, hvor meget Folketinget betyder i forhold til deres dagligdag, men der er bare det der med, hvor man lægger sin tillid, og hvor man føler der er legitimitet. Og der handler en stor del af den offentlige debat i Danmark om, hvad Folketinget foretager sig og danskerne har stor tillid til det politiske system på nationalt plan. MEM: Men ikke på EU-plan? SNJ: Nej ikke på EU-plan. Jeg har faktisk ikke set undersøgelser omkring tillid, men når man ser på opbakning så er den ikke stor. Men det er jo også det der med, at man ikke kunne forestille sig en diskussion som hed: For eller imod Danmark. Men EU-diskussionen er jo stadigvæk for eller imod, og jo bl.a. fordi der er afstemninger. Og selvom man stemmer om et specifikt forhold som fx euroen, så bliver det jo hurtigt omsat til en for eller imod EU-diskussion. Så det er jo det med at få flyttet det væk fra for eller imod EU og til at handle om mere konkrete politik-områder. Side 1 af 16

140 MEM: Tror du det er fordi den enkelte dansker har svært ved at se hvad EU kan gøre for os som vi måske ikke kan gøre selv? SNJ: Ja, og det er jo egentlig mærkeligt, når man tager det jeg sagde i betragtning, det med at der er de her problemer, som Danmark ikke kan løse selv. Så forestillingen om at Danmark skulle kunne gøre noget ved klimaet alene, eller gøre noget ved den internationale terrorisme alene, eller skulle gøre noget ved den globale økonomiske situation alene jo er helt hen i vejret. Men den der forståelse af, at det faktisk er på det europæiske plan, at der er handlekraft, og at det ikke er statsministeren eller den danske hær, eller hvad det nu er, der har handlekræften. Og i øvrigt i mange tilfælde er det på det globale niveau. Men når det netop gælder globale forhandlinger nytter det jo heller ikke noget at Danmark kommer alene men at vi står sammen med EU. For der batter det jo lidt mere. Og det er jo der, vi kommer lidt over i det med formidlingen både i forhold til medierne, men også i forhold til hvad politikkerne siger. Altså hvordan EU ligesom bliver framet. Og der er det jo tit meget snak om aktørerne, altså enten som individer eller som regeringen eller Danmark, og der er det tit, at hvis EU gør noget, så gør de det mod os. Og hvis der sker noget grimt, ja så er der en af de der gamle pointer der lyder, at man giver EU skylden, hvis det er noget, der er upopulært, hvor man så selv tager æren, hvis der er noget, der er godt. Så man taler lidt om, at det er magt uden legitimitet det er det EU har, hvor politikkerne så har legitimitet uden magt. Men i og med at politikerne skal genvælges på nationalt plan, så er det jo dem, der gerne vil fremstå, som om de gør noget godt, selvom det faktisk er EU. Så man kan sige, at der mangler noget politisk vilje i forhold til at give EU æren for noget af det gode. MEM: Men bunder det måske i virkeligheden i noget suverænitet eller noget solidaritet til vores egen stat, og måske i virkeligheden også i noget nationalisme? SNJ: Både det der med, at det altid bliver reduceret til det der suverænitetsspørgsmål, som i virkeligheden er kunstigt, fordi man kan sige, at Danmark faktisk kan ende med at få mere indflydelse ved at flytte noget magt eller noget beslutningskompetence op på europæisk niveau. Men der bliver det altid framet i den der afgiver vi nu suverænitet, hvor at det faktisk lidt er en forsimplet måde at se det på. Det kan godt være at man skal blive enig med nogle andre, men det er nogle områder, hvor Danmarks beslutninger alene ikke ville virke. Fx hvis Danmark beslutter at vi skal være CO2-neutrale, mens resten af Verden forurener videre derudaf, så nytter det ikke så meget. Også fx i forhold til genopretningsplaner. Økonomien er jo så sammenspundet, så der kan ikke komme vækst i Danmark, hvis ikke der er nogen, der vil købe vores produkter, eller vil indgå nogle aftaler osv. Så der er jo noget interdependens, altså en gensidig afhængighed. Derfor kan man sige suverænitetsdiskussionen hænger sammen med legitimiteten, og det er jo så, der hvor du nævner nationalisme, for det er jo ikke udelukkende et spørgsmål om, hvem der kan gøre hvad eller en rationel afvejning af, hvor vi får mest magt for vores stemme, men det er også et spørgsmål om, hvor ens følelsesmæssige og identitetsmæssige bånd er, og der er det jo helt klart, at den der fornemmelse af, at vi er danskere. Ser man fx på nogle undersøgelser, og fx spørger: Er du europæer?, så er der ikke særlig mange danske borgere der er det. De er danskere. Og hvis de så er europæere, så er de i hvert fald danskere først. MEM: Men skyldes det måske at det følelsesmæssige perspektiv i EU ikke bliver formidlet, men at der kun kommunikeres om fordele ved at kunne tjene flere penge osv.? SNJ: Ja. MEM: Så det er vel svært at kunne tilknytte sig EU? Side 2 af 16

141 SNJ: Ja, og man kan sige at den også på europæisk plan er ved at være forældet. Men det oprindelige europæiske projekt, var jo dette her værn som skulle sikre, at sådan noget som anden verdenskrig aldrig kom igen og så jo også EU som et fredsskabende projekt. Og den var Danmark ikke rigtig involveret i. Vi kom med i forbindelse med det økonomiske projekt. MEM: Ja, og det var faktisk også et af mine spørgsmål, netop af hvilke grunde vi gik ind i EFsamarbejdet til at starte med. SNJ: Ja altså, det var et spørgsmål om bacon, fordi Danmark kom med samtidigt med Storbritannien. Og det knyttede sig så til de eksportmuligheder de lå i forbindelse med det. Så på den måde har det altid været udelukkende et nytteprojekt i en dansk sammenhæng, hvor der fx i en tysk sammenhæng er en hel følelsesmæssig overbygning på det. Altså man kan selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved, hvor meget betydning det har i Tyskland i dag, og man skal nok prøve at finde nogle andre, men sådan at kunne holde store taler, om den europæiske identitet og den europæiske kulturarv, det ser man jo ikke i danske sammenhænge. Men det ser man både i Frankrig, Tyskland og i Italien for den sags skyld. Der er mange andre lande, hvor det der med at føle sig som en del af det europæiske kan italesættes på en helt anden måde, altså hvor der også er tale om nogle følelsesmæssige relationer til det europæiske. MEM: Tror du det er muligt at skabe sådanne relationer herhjemme, og i så fald hvordan? SNJ: Altså det bliver jo lidt et politisk spørgsmål, for jeg tror da nok det er muligt, men spørgsmålet er om det er ønskværdigt. For det er jo netop det der med, hvad er det man ønsker at EU er. Og man kan jo også sige, at det kan være at EU er mere a la et internationalt samarbejde. Man kan sige, at man jo heller ikke føler den der tilslutning til FN. Men nu kan man så også sige, at FN alligevel er mere idealistisk. Men se på OECD eller NATO der går man jo heller ikke med en masse følelser. Om det kan man så også godt spørge om MEM: Ja om det er nødvendigt med EU. SNJ: Ja om det er det. Og der har faktisk været nogle meget interessante bevægelser frem og tilbage i debatten, som handler om input eller output af legitimitet. Og der var i forbindelse med hele forfatningstraktaten og arbejdet omkring den, der var der et forsøg på at skabe en offentlig debat, der skulle forsøge at skabe legitimitet til resultaterne, sådan så der kom input fra befolkningen op til EU, så folk på den måde fik, hvad de ville have. I øjeblikket er den lidt vendt rundt, sådan så der er fokus på, at EU skal skabe resultater, altså fx er overskriften for det danske formandskab: EU i arbejde. Altså det der med at der er fokus på, at EU skal levere noget output og vi så ikke nødvendigvis bidrager, hverken med debat eller identifikation, men at vi kan se nytten. Det er måske også sådan en engelsk tilgang. Der var fx en gang en kampagne under overskriften: What has EU ever done for me? Og det havde de jo faktisk, og så fik de en masse eksempler på det. Så det kunne man måske godt sige, i stedet for at skabe den der tilslutning under EU-fanerne, så kunne man fokusere på, hvad det konkrete udbytte af det europæiske samarbejde er. Det er selvfølgelig delvist en politisk overvejelse omkring om man overhovedet ønsker sig at EU skal nærme sig noget der minder om en stat, for så har man nok også brug for at der er en eller anden form for folk. Men hvis man siger, at man gerne vil have, at det bliver mere og mere forpligtende samarbejde altså man kan godt stadig være integrationistisk, men baseret på at vi siger: Hvad er det at det leverer? Igen ville man aldrig spørge om, hvad Danmark leverer, men til gengæld har vi hele tiden spørgsmålet om, hvad regeringen leverer. Og den kunne man jo så godt overføre til EU. Så det er ikke, fordi vi skal diskutere for eller imod EU, men fordi vi skal diskutere om EU i sin nuværende form leverer som vi gerne vil have det. Det kunne både Side 3 af 16

142 blive en mere partipolitisk diskussion, men det kunne også blive en reformdiskussion. Altså det kunne både handle om hvem der besidder EU-posterne, og dermed blive en mere Højre-Venstre debat. Men det kunne også være denne her diskussion omkring hvordan vi mest effektivt indretter EU, så det leverer resultaterne. MEM: Den dansk-politiske debat herhjemme omkring EU hvordan kan den være skyld i at danskerne ikke har den store tilknytning til EU? SNJ: Altså i og med den der type af debat, som jeg lidt gjorde mig til fortaler for, og altså en af grundene til, at jeg gjorde det til et lidt politisk spørgsmål skyldes netop, at vi jo har de der skeptiske røster, der er interesserede i at holde det på et for eller imod EU plan. Man kan fx se Dansk Folkepartis plakater i forbindelse med finanspagten, hvor de ikke er med i diskussionen om, hvordan finanspagten skal se ud osv., så vil de jo gerne have en afstemning, der bliver for eller imod, og på den måde rykker vi jo over i det der ja/nej-spørgsmålet i stedet for hvordanspørgsmålet. Hvis man igen sammenligner med den nationale debat, så er der jo ikke nogen, der vil have en for eller imod debat, om vi skal have en finanslov, men går hellere ind i diskussionen om, hvordan den skal se ud. Og der vil min holdning både som forsker, men også min personlige holdning være, at det ville være mere konstruktivt at have en debat om hvordan-eu snarere end for og imod. Men forklaringen på, at vi i hvert fald til en vis grad bliver fastholdt i den der for eller imod, det er jo fordi der faktisk er nogle stærke politiske aktører, som er imod. Det er jo et eller andet sted fair nok. Det er jo en politisk holdning, men hvis man ligesom siger, at der er så mange ting på nationalt plan, giver det ikke mening at være helt imod EU og ønske, at Danmark trækker sig ud. Man kan derimod godt være imod EU i sin nuværende form, og ønske nogle ændringer. Men hvem kan egentlig tåle at stå uden for EU? Det kan Norge, men hvis man ser på Norge, så implementerer de også en masse af EU-aftalerne, de er bare ikke med til at træffe beslutningerne omkring den, og så kan man jo spørge, hvordan det er en mere ønskværdig position. Den selvstændighed de har er på den ene side baseret på, at de har olie, men på den anden side er det en pseudo-selvstændighed, fordi de implementerer altså også bare de samme regler, men har bare ikke været med til at beslutte dem. MEM: Men nu har vi talt så meget om dem der er imod, men hvem er det egentlig? Er der fx nogle sociodemografiske variable, der indikerer, hvem det er? SNJ: Altså af borgerne? MEM: Ja. SNJ: Nej, det er der sandsynligvis, men man kan jo se på de partipolitiske, og det lægger sig nok af hvem man stemmer på. Og så er det jo den yderste venstre-fløj og den yderste højre-fløj. Og jo netop af helt modsatrettede grunde, altså af nationalistiske grunde, og så i forhold til, at det er et fælt kapitalistisk projekt. Om borgerne så ligesom følger deres partier, det gør de jo i et vist omfang, men om man så på den måde kan sige at det fx er alle sosu-assistenterne, det kan man ikke. Det er nok noget med at det for den enkelte er om man har haft en oplevelse med EU eller ej, altså om man har følt den der konkrete situation hvor EU har gjort noget for mig. Eller fx sådan noget med eurotilslutningen hvis man så har været ude at rejse og fx har været i tre forskellige lande, og der har oplevet, at det faktisk var super nemt, fordi man kunne bruge den samme mønt, men også fordi at man fx ikke skulle vise pas ved grænsen. Eller hvis man arbejder i en virksomhed, der har oplevet, at det er blevet lettere at eksportere. Altså har fået nogle konkrete oplevelser med, at EU det virker. Men igen kan man sige, at hvis man er folkeskolelærer, eller på andre måder ikke arbejder i en sektor, hvor man har den der direkte kontakt med andre lande eller Side 4 af 16

143 med nogle af EU-reglerne på den måde, så kan man jo godt gå i rigtig lang tid, uden at blive ramt af EU på nogen måde, og derfor ikke føle, at EU er en del af sit liv. MEM: Ja, men tror du måske, at al den negative omtale der har været omkring gældskrisen, herunder især situationen i Grækenland, har forbundet EU med en eller anden form for frygt med EU? Sådan så folk tænker, at det altså er et noget risikabelt foretagende. SNJ: Det er jo et spørgsmål om, hvordan man ser på det, som fx at Grækenland er i krise, og at det er EU der redder dem, eller om man tager krisen og overfører den fra Grækenland til at sige at hele EU er i krise, og at EU er noget kaos, og at vi ser sådan på det, at vi er heldige at sidde i Danmark uden for det. Men omvendt er der nogle, der ser på det som om, at havde der ikke været et EU, så var vi blevet endnu mere ramt af det, fordi at EU kan sikre genopretning og stabilitet. Jeg synes egentlig mediedækningen har været ok til at vise begge muligheder. Hvad folkestemningen så bliver omkring det mit indtryk er, at folk ikke har mærket krisen personligt. Så det bliver sådan noget man kan skubbe ned, men måske med den holdning, at det er godt at EU tager sig af det, så vi ikke behøver at bekymre os om det. Men uden EU havde vi måske ikke behøvet at bekymre os om det alligevel så havde det bare været grækernes problem. MEM: Hvor flytbare er de der før har stemt nej til EU? Kan en målrettet kommunikationsindsats, set fra din optik, flytte nogle stemmer? SNJ: Så tror jeg meget, at det skulle handle om det der med, hvad EU har gjort for den enkelte. Og hele det her med, hvad det ville betyde for dig, hvis vi afskaffer fx retsforbeholdet. Det er der at euroen er så god, fordi der er nogle helt konkrete ting det ville betyde, hvorimod det er sværere at se, hvad en afskaffelse af retsforbeholdet ville betyde for den enkelte. Men nogle gode cases omkring det, ville måske kunne vise det. Hvis man ligesom er fortaler for en afskaffelse af forbeholdene, så ville det måske være en god idé at vise hvorfor. Og igen ville det være meget oplysende, så man som borger kan tage stilling til, om det er noget, man har lyst til at ske. Og netop flytte det ned på det plan, hvor den enkelte borger kan tage stilling og se, at det vil have nogle konsekvenser for mig. MEM: For det er måske hovedproblemet, altså at folk har svært ved at se, hvordan det påvirker dem selv? SNJ: Ja nemlig. Og det er en af årsagerne til, altså hvis vi lige vender tilbage til det der med forfatningstraktaten, og da man prøvede på at skabe inputlegitimitet, ved at få folk til at diskutere, hvordan EU skulle indrettes, altså hvad søren skal jeg have af holdning til, hvor mange medlemmer EU fx skal have i parlamentet. Vi kan jo heller ikke skabe en grundlovsdebat i Danmark det man kan skabe debat om, det er, om man fx er for eller imod efterlønnen. Og på EU-plan er nogle af de eksempler, jeg plejer at trække frem som nogle positive, det er fx sådan noget som dyretransport eller tilsætningsstoffer i legetøj. Der kan man konkret se, hvad EU gør, som der er mange, der kan være enige i, altså fx som dyrevelfærd og at det er godt hvis legetøjet ikke gør mine børn syge. MEM: Det er rigtigt, men tror du at EU er integreret nok i den dansk-politiske debat? SNJ: Nej netop det der med, at det bliver EU-debatten. MEM: Ja i stedet for en os-debat måske? Side 5 af 16

144 SNJ: Ja, og også i stedet for, at der er nogle gode eksempler på, at vi egentlig diskuterer noget andet, hvor EU måske bare fungerer som en arena for den her diskussion. Og at tilslutningen så kommer imens, vi er i gang med noget andet. Men netop fordi meget af debatten handler om EU, skaber fornemmelsen af, at det er noget andet, og at det dermed ikke er en diskussionspartner. Men det er jo igen, fordi der er nogle der gerne vil male det billede, og EU forsvinder ud af dagligdagspolitikken, og det er så først når der skal stemmes, hvor det så netop bliver den der EU-debat, og ikke bare en debat om noget andet som EU blot er en del af. MEM: Til slut, vil jeg gerne spørge, hvordan du vurderer Danmarks og EU s fremtid sammen. Nu tænker jeg også i forhold til forbeholdene. SNJ: Sådan som situationen er det er lidt sjovt jeg blev interviewet inden formandskabet omkring muligheden for, at der ville komme en afstemning om forbeholdene efter, og der sagde jeg, at jeg vurderede chancen som god, under forudsætningen af, at det danske formandskab blev en succes. Og der kan man sige, at sådan som situationen er nu med finanspagten og hele det der har sat dagsordenen, så ser jeg ikke, at det har flyttet sig særligt meget. Og formandskabet får ikke særlig meget opmærksomhed i det hele taget, modsat vores sidste formandskab, hvor vi jo kunne lave den famøse: Ladies and gentlemen we have an agreement. Og der var en vindersag. Hvis det fx lykkes at lave noget rigtig godt på miljøområdet, men det påvirker selvfølgelig heller ikke nogle af vores forbehold. Så lige nu er min vurdering, at der nok går noget tid, inden at der kommer en folkeafstemning om et eller flere af forbeholdene. MEM: Så du tror ikke der er noget i forholdet der ændrer sig lige foreløbigt? SNJ: Nej, og det der jo har været på tale, som det mest presserende, er jo retsforbeholdet, og det er så det jeg tænker, der er det sværeste at forklare. Og der er jo meget den der med, at man nok ikke tager en folkeafstemning, før man er rimelig sikker på, at det så også bliver et ja. Men jeg startede jo også med at sige, at Danmark på mange måder har et godt forhold til EU. Jeg ser bare ikke, at det ændrer sig så meget - i hvert fald ikke inden for den nærmeste tid. Men så kan man jo selvfølgelig diskutere, hvad kort og lang sigt er i den her sammenhæng. Hvis man gik efter at få en afstemning i efteråret 2012, det tror jeg ikke lige på. Det er i hvert fald min personlige vurdering. Jeg stod fx dagen inden den franske forfatningsaftale og sagde, at jeg troede, at de stemte ja, og der tog jeg fejl. Og det kan da godt være, at vi efter formandskabet har noget energi til at tage den. Og hvis man venter på, at holdningen er ændret, inden man tager afstemningen, så kan man nok komme til at vente længe, for der skal være en debat for at skabe en holdningsændring. Så på den måde kan man også godt sige at, hvis det virkelig er noget der er politisk vilje til, så kan det også være lige meget, hvordan man sætter det til afstemning, fordi det først er i diskussionen, at man kan få flyttet nogle stemmer. Så det er sådan lidt på den ene side og på den anden side. Men min fornemmelse er lidt baseret på den politiske kultur i øjeblikket, som ikke er så fokuseret på at flytte stemmer, men mere er fokuseret på, at vi gør det når folk gerne vil have det. Det kan man så synes er en lidt slap holdning til det, og jeg vil mene at idealet omkring meningsdannelser i hvert fald er, at man går ud og argumenterer for sin sag, og så flytter holdninger, i stedet for at ændre sine holdninger så de passer til flertallet. Det er jo en større diskussion. MEM: Ja, det tror jeg faktisk var alle mine spørgsmål, og sige vil jeg sige mange tak for, at du gad at stille op. Side 6 af 16

145 Meningskondenseringens trin 2, 3 & 4 Naturlig meningsenhed Hvis man fx ser på sådan noget som i, hvor høj grad Danmark deltager politisk og, hvor godt Danmark er med i forhold til at implementere EU-lovgivning, så kan man jo sige, at Danmark er et af de lande, der implementerer mest lovgivning hurtigst. Så har vi jo selvfølgelig forbeholdene, som jo gør at der er nogle områder, hvor vi ikke deltager og, hvor der på den måde ikke er det tætteste forhold. Måske også fordi Danmark ikke er et af de oprindelige lande, men jo alligevel har været med i lang tid. Så man kan sige at Danmarks forhold til EU rent politisk er godt. Der er da mange eksempler på at Danmark har haft indflydelse på nogle områder og har kunnet bruge EU til at få nogle ting på dagsordenen, og til at få nogle ting igennem, som ellers ville have været svære for et lille land at gøre alene. Også fordi der jo er masser af problemer Danmark og Verden står over for som simpelthen ikke kan løses nationalt, og der har EU helt klart været en fordel for Danmark. Hvis man så ser på sådan noget som EU s popularitet i bredere forstand og sådan noget som folkelig deltagelse, så har EU jo ikke den store opbakning i Danmark. Igen når man så går ind og ser på, hvad folk faktisk ved om EU, så viser det sig faktisk, at danskerne faktisk er nogle af dem der ved mest om EU i forhold til de andre landes befolkninger. Men det er danskerne ikke klar over, og fornemmelsen er at man ikke ved noget om EU, og at det er noget fjernt og fremmed. Der er så andre lande, hvor de faktisk støtter op om EU, til trods for deres vidensniveau i forhold til EU faktisk er lavere. Så der er ikke nogen direkte sammenhæng med, hvor meget man ved, hvor meget man opfatter at man ved, og hvor stor en opbakning der så er til EU. Så på den måde kan man sige at den nationale debat eller den offentlige tilslutning til EU jo ikke er den største, og også sådan noget med hvor EU fylder i Centralt tema DK er hurtig hvad angår implementering af EUlovgivning. Forbeholdene og det at vi ikke er et oprindeligt EU-land skaber distance i vores EU-forhold. DK har politisk et godt forhold til EU. Der er ikke sammenhæng mellem EU-opbakning og EUvidensniveau. Spørgsmål til meningsenhed Har det nogen betydning for de danske borgere at DK er hurtig hvad angår implementering af EUlovgivning? Har det nogen betydning for de danske borgere, at vi ikke var et oprindeligt EU-land? Ved de danske borgere, at vi har kunnet bruge EU til at få nogle ting på dagsordnen? Mener de danske borgere selv, at deres EU-vidensniveau er højt? Side 7 af 16

146 borgernes dagligdag. Og igen, selvom vi implementerer EU-lovgivning, så er det ikke noget folk tænker på eller har en fornemmelse af. Nu kan det også være at folk heller ikke på samme måde kan se hvor meget Folketinget betyder i forhold til deres dagligdag, men der er bare det der med hvor man lægger sin tillid, og hvor man føler der er legitimitet. Og der handler en stor del af den offentlige debat i Danmark om hvad Folketinget foretager sig og danskerne har stor tillid til det politiske system på nationalt plan. Jeg har faktisk ikke set undersøgelser omkring tillid, men når man ser på opbakning så er den ikke stor. Men det er jo også det der med, at man ikke kunne forestille sig en diskussion som hed: For eller imod Danmark. Men EUdiskussionen er jo stadigvæk for eller imod, og jo bl.a. fordi der er afstemninger. Og selvom man stemmer om et specifikt forhold som fx euroen, så bliver det jo hurtigt omsat til en for eller imod EUdiskussion. Så det er jo det med til, at få flyttet det væk fra for eller imod EU og til at handle om mere konkrete politikområder Ja, og det er jo egentlig mærkeligt, når man tager det jeg sagde i betragtning, det med at der er de her problemer, som Danmark ikke kan løse selv. Så forestillingen om at Danmark skulle kunne gøre noget ved klimaet alene, eller gøre noget ved den internationale terrorisme alene, eller skulle gøre noget ved den globale økonomiske situation alene jo er helt hen i vejret. Men den der forståelse af, at det faktisk er på det europæiske plan, at der er handlekraft, og at det ikke er statsministeren eller den danske hær, eller hvad det nu er, der har handlekræften. Og i øvrigt i mange tilfælde er det på det globale niveau. Men når det netop gælder globale forhandlinger nytter det jo heller ikke noget at Danmark kommer alene, men at vi står sammen med EU. For der batter det jo lidt mere. Og det er jo der, vi kommer lidt over i det med formidlingen både i forhold til medierne, men også i forhold til hvad Interviewpersonen vurderer at EU-emner altid ender med at blive en for-eller-imod debat. DK står stærkere med EU end ved at stå alene. Interviewpersonen vurderer, at formidlingen af EU er Hvad betyder for-ellerimod debatterne om EU for danskernes forhold til EU? Forstår danskerne, at Danmark står stærkere i EU? Hvordan opfatter danskerne formidlingen af EU? Side 8 af 16

147 politikkerne siger. Altså hvordan EU ligesom bliver framet. Og der er det jo tit meget snak om aktørerne, altså enten som individer eller som regeringen eller Danmark, og der er det tit, at hvis EU gør noget, så gør de det mod os. Og hvis der sker noget grimt, ja så er der en af de der gamle pointer, der lyder, at man giver EU skylden, hvis det er noget, der er upopulært, hvor man så selv tager æren, hvis der er noget, der er godt. Så man taler lidt om, at det er magt uden legitimitet det er det EU har, hvor politikkerne så har legitimitet uden magt. Men i og med at politikerne skal genvælges på nationalt plan, så er det jo dem, der gerne vil fremstå, som om de gør noget godt, selvom det faktisk er EU. Så man kan sige, at der mangler noget politisk vilje i forhold til at give EU æren for noget af det gode. Både det der med, at det altid bliver reduceret til det der suverænitetsspørgsmål, som i virkeligheden er kunstigt, fordi man kan sige at Danmark faktisk kan ende med at få mere indflydelse ved at flytte noget magt eller noget beslutningskompetence op på europæisk niveau. Men der bliver det altid framet i den der afgiver vi nu suverænitet, hvor at det faktisk lidt er en forsimplet måde at se det på. Det kan godt være at man skal blive enig med nogle andre, men det er nogle områder hvor Danmarks beslutninger alene ikke ville virke. Fx hvis Danmark beslutter, at vi skal være CO2- neutrale, mens resten af Verden forurener videre derudaf, så nytter det ikke så meget. Også fx i forhold til genopretningsplaner. Økonomien er jo så sammenspundet, så der kan ikke komme vækst i Danmark, hvis ikke der er nogen, der vil købe vores produkter, eller vil indgå nogle aftaler osv. Så der er jo noget interdependens, altså en gensidig afhængighed. Derfor kan man sige suverænitetsdiskussionen hænger sammen med legitimiteten, og det er jo så, der hvor du nævner nationalisme, for det er jo ikke udelukkende et spørgsmål om, hvem der afgørende for holdningen til EU. Interviewpersonen vurderer, at der mangler politisk vilje til at fremhæve EU som noget godt. Interviewpersonen vurderer, at suverænitetsspørgsmålet er kunstigt, da der er en gensidig afhængighed mellem DK og EU. Interviewpersonen vurderer, at suverænitetsspørgsmålet hænger sammen med følelsesmæssige bånd Hvordan påvirker den manglende politiske vilje danskernes forhold til EU? Hvor stor en del af danskerne forbinder EU med afgivelse af suverænitet? Ser danskerne sig blot som danskere og ikke som europæere? Side 9 af 16

148 kan gøre, hvad eller en rationel afvejning af, hvor vi får mest magt for vores stemme, men det er også et spørgsmål om, hvor ens følelsesmæssige og identitetsmæssige bånd er, og der er det jo helt klart, at den der fornemmelse af, at vi er danskere. Ser man fx på nogle undersøgelser, og fx spørger: Er du europæer?, så er der ikke særlig mange danske borgere der er det. De er danskere. Og hvis de så er europæere, så er de i hvert fald danskere først. Ja, og man kan sige at den også på europæisk plan er ved at være forældet. Men det oprindelige europæiske projekt, var jo dette her værn, som skulle sikre at sådan noget som anden verdenskrig aldrig kom igen og så jo også EU som et fredsskabende projekt. Og den var Danmark ikke rigtig involveret i. Vi kom med i forbindelse med det økonomiske projekt. Ja altså, det var et spørgsmål om bacon, fordi Danmark kom med samtidigt med Storbritannien. Og det knyttede sig så til de eksportmuligheder de lå i forbindelse med det. Så på den måde har det altid været udelukkende et nytteprojekt i en dansk sammenhæng, hvor der fx i en tysk sammenhæng er en hel følelsesmæssig overbygning på det. Altså kan man selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved, hvor meget betydning det har i Tyskland i dag og man skal nok prøve at finde nogle andre, men sådan at kunne holde store taler om den europæiske identitet og den europæiske kulturarv, det ser man jo ikke i danske sammenhænge. Men det ser man både i Frankrig, Tyskland og i Italien for den sags skyld. Der er mange andre lande, hvor det der med at føle sig som en del af det europæiske kan italesættes på en helt anden måde, altså hvor der også er tale om nogle følelsesmæssige relationer til det europæiske. Altså det bliver jo lidt et politisk spørgsmål, for jeg tror da nok det er muligt, men spørgsmålet er om det er ønskværdigt. For det er jo netop det der med, hvad er det man ønsker at EU er. Og man kan jo også sige, at det kan være at omkring det at være dansk. DK kom med i EU af økonomiske årsager, hvor det i andre lande også skyldtes at EU var et fredsskabende projekt. Interviewpersonen sætter spørgsmålstegn ved om det er hensigtsmæssigt at skabe følelsesmæssige relationer til EU. Forbinder danskerne kun EU med økonomi, fordi vi kom med i EU af økonomiske årsager? Ønsker danskerne et større følelsesmæssigt bånd til EU? Side 10 af 16

149 EU er mere a la et internationalt samarbejde. Man kan sige, at man jo heller ikke føler den der tilslutning til FN. Men nu kan man så også sige, at FN alligevel er mere idealistisk. Men se på OECD eller NATO der går man jo heller ikke med en masse følelser. Om det kan man så også godt spørge om Ja om det er det. Ja om det er det. Og der har faktisk været nogle meget interessante bevægelser frem og tilbage i debatten som handler om input eller output af legitimitet. Og der var i forbindelse med hele forfatningstraktaten og arbejdet omkring den, der var der et forsøg på at skabe en offentlig debat, der skulle forsøge at skabe legitimitet til resultaterne, sådan så der kom input fra befolkningen op til EU så folk på den måde fik, hvad de ville have. I øjeblikket er den lidt vendt rundt, sådan så der er fokus på, at EU skal skabe resultater, altså fx er overskriften for det danske formandskab: EU i arbejde. Altså det der med at der er fokus på at EU skal levere noget output, og vi så ikke nødvendigvis bidrager hverken med debat eller identifikation, men at vi kan se nytten. Det er måske også sådan en engelsk tilgang. Der var fx en gang en kampagne under overskriften: What has EU ever done for me? Og det havde de jo faktisk, og så fik de en masse eksempler på det. Så det kunne man måske godt sige, i stedet for at skabe den der tilslutning under EU-fanerne, så kunne man fokusere på, hvad det konkrete udbytte af det europæiske samarbejde er. Det er selvfølgelig delvist en politisk overvejelse omkring om, man overhovedet ønsker sig at EU skal nærme sig noget, der minder om en stat, for så har man nok også brug for, at der er en eller anden form for folk. Men hvis man siger, at man gerne vil have, at det bliver mere og mere forpligtende samarbejde altså man kan godt stadig være integrationistisk, men baseret på at vi siger: Hvad er det at det leverer? Igen ville man aldrig spørge om, hvad Danmark leverer, men til gengæld har vi hele tiden spørgsmålet om, hvad regeringen leverer. Og den kunne man jo så godt overføre til Interviewpersonen reflekterer over input og output af legitimitet i forhold til EU. Hvilket fokus ønskerne danskerne at EUdebatten tager? Side 11 af 16

150 EU. Så det er ikke, fordi vi skal diskutere for eller imod EU, men fordi vi skal diskutere om EU i sin nuværende form leverer, som vi gerne vil have det. Det kunne både blive en mere partipolitisk diskussion, men det kunne også blive en reformdiskussion. Altså det kunne både handle om, hvem der besidder EUposterne, og dermed blive en mere Højre- Venstre debat. Men det kunne også være denne her diskussion omkring, hvordan vi mest effektivt indretter EU, så det leverer resultaterne. Altså i og med den der type af debat som jeg lidt gjorde mig til fortaler for, og altså en af grundene til at jeg gjorde det til et lidt politisk spørgsmål skyldes netop, at vi jo har de der skeptiske røster, der er interesserede i at holde det på et for eller imod EU plan. Man kan fx se Dansk Folkepartis plakater i forbindelse med finanspagten, hvor de ikke er med i diskussionen om, hvordan finanspagten skal se ud osv., så vil de jo gerne have en afstemning, der bliver for eller imod, og på den måde rykker vi jo over i det der ja/nejspørgsmålet i stedet for hvordanspørgsmålet. Hvis man igen sammenligner med den nationale debat, så er der jo ikke nogen, der vil have en for eller imod debat, om vi skal have en finanslov, men går hellere ind i diskussionen om, hvordan den skal se ud. Og der vil min holdning både som forsker, men også min personlige holdning være, at det ville være mere konstruktivt at have en debat om hvordan- EU snarere end for og imod. Men forklaringen på, at vi i hvert fald til en vis grad bliver fastholdt i den der for eller imod, det er jo fordi der faktisk er nogle stærke politiske aktører, som er imod. Det er jo et eller andet sted fair nok. Det er jo en politisk holdning, men hvis man ligesom siger, at der er så mange ting på nationalt plan, giver det ikke mening at være helt imod EU, og ønske at Danmark trækker sig ud. Man kan derimod godt være imod EU i sin nuværende form og ønske nogle ændringer. Men hvem kan egentlig tåle at stå uden for Interviewpersonen argumenterer for en hvordan-debat om EU frem for en for eller imod debat. Hvilket fokus ønskerne danskerne at EUdebatten tager? Norge kan som de eneste Forstår danskerne, at Side 12 af 16

151 EU? Det kan Norge, men hvis man ser på Norge så implementerer de også en masse af EU-aftalerne, de er bare ikke med til at træffe beslutningerne omkring den, og så kan man jo spørge, hvordan det er en mere ønskværdig position. Den selvstændighed de har, er på den ene side baseret på, at de har olie, men på den anden side er det en pseudo-selvstændighed, fordi de implementerer altså også bare de samme regler, men har bare ikke været med til at beslutte dem. Nej, det er der sandsynligvis, men man kan jo se på de partipolitiske, og det lægger sig nok af, hvem man stemmer på. Og så er det jo den yderste venstre-fløj og den yderste højre-fløj. Og jo netop af helt modsatrettede grunde, altså af nationalistiske grunde, og så i forhold til, at det er et fælt kapitalistisk projekt. Om borgerne så ligesom følger deres partier, det gør de jo i et vist omfang, men om man så på den måde kan sige, at det fx er alle sosu-assistenterne, det kan man ikke. Det er nok noget med, at det for den enkelte er om man har haft en oplevelse med EU eller ej, altså om man har følt den der konkrete situation, hvor EU har gjort noget for mig. Eller fx sådan noget med eurotilslutningen hvis man så har været ude at rejse og fx har været i tre forskellige lande, og der har oplevet at det faktisk var super nemt fordi man kunne bruge den samme mønt, men også fordi at man fx ikke skulle vise pas ved grænsen. Eller hvis man arbejder i en virksomhed, der har oplevet, at det er blevet lettere at eksportere. Altså har fået nogle konkrete oplevelser med, at EU det virker. Men igen kan man sige at, hvis man er folkeskolelærer, eller på andre måder ikke arbejder i en sektor, hvor man har den der direkte kontakt med andre lande eller med nogle af EU-reglerne på den måde, så kan man jo godt gå i rigtig land tid, uden at blive ramt af EU på nogen måde, og derfor ikke føle at EU er en del af sit liv. Det er jo et spørgsmål om, hvordan man ser på det, som fx at Grækenland er i krise, og at det er EU, der redder dem, eller om man tager krisen og overfører den fra tåle at stå uden for EU. Når man skal karakterisere de, der er imod EU, skal man se på det partipolitiske. Modstand kan desuden skyldes, at man ikke har haft nogen oplevelser med EU. Interviewpersonen vurderer at gældskrisen ikke har forbundet EU med frygt, men at det DK ikke kan stå udenfor EU? Hvem er imod EU, og hvad skyldes deres modstand? Hvordan ser danskerne at gældskrisen har haft indflydelse på EU? Side 13 af 16

152 Grækenland til at sige, at hele EU er i krise, og at EU er noget kaos, og at vi ser sådan på det, at vi er heldige at sidde i Danmark uden for det. Men omvendt er der nogle, der ser på det som om, at havde der ikke været et EU, så var vi blevet endnu mere ramt af det, fordi at EU kan sikre genopretning og stabilitet. Jeg synes egentlig mediedækningen har været ok til at vise begge muligheder. Hvad folkestemningen så bliver omkring det mit indtryk er, at folk ikke har mærket krisen personligt. Så det bliver sådan noget man kan skubbe ned, men måske med den holdning, at det er godt at EU tager sig af det, så vi ikke behøver at bekymre os om det. Men uden EU havde vi måske ikke behøvet at bekymre os om det alligevel så havde det bare været grækernes problem. Så tror jeg meget, at det skulle handle om det der med, hvad EU har gjort for den enkelte. Og hele det her med, hvad det ville betyde for dig, hvis vi afskaffet fx retsforbeholdet. Det er der, at euroen er så god, fordi der er nogle helt konkrete ting det ville betyde, hvorimod det er sværere at se, hvad en afskaffelse af retsforbeholdet ville betyde for den enkelte. Men nogle gode cases omkring det, ville måske kunne vise det. Hvis man ligesom er fortaler for en afskaffelse af forbeholdene, så ville det måske være en god idé at vise hvorfor. Og igen ville det være meget oplysende, så man som borger kan tage stilling til, om det er noget, man har lyst til at ske. Og netop flytte det ned på det plan, hvor den enkelte borger kan tage stilling og se, at det vil have nogle konsekvenser for mig. Ja nemlig. Og det er en af årsagerne til, altså hvis vi lige vender tilbage til det der med forfatningstraktaten, og da man prøvede på at skabe inputlegitimitet, ved at få folk til at diskutere, hvordan EU skulle indrettes, altså hvad søren skal jeg have af holdning til, hvor mange medlemmer EU fx skal have i parlamentet. Vi kan jo heller ikke skabe en grundlovsdebat i Danmark det man kan skabe debat om, det er, om man fx er for eller imod efterlønnen. Og på EU-plan er nogle af de eksempler, jeg afhænger af hvordan man ser det. Interviewpersonen vurderer at en kommunikationsindsats skulle tage udgangspunkt i EU og den enkelte. De åbenlyse positive ting som EU gør skal fremhæves. Skal DI s kommunikationsindsats tage udgangspunkt i EU og den enkelte? Hvilke positive EUhistorier skal for danskerne fremhæves? Side 14 af 16

153 plejer at trække frem som nogle positive, det er fx sådan noget som dyretransport eller tilsætningsstoffer i legetøj. Der kan man konkret se, hvad EU gør, som der er mange, der kan være enige i, altså fx som dyrevelfærd og at det er godt, hvis legetøjet ikke gør mine børn syge. Nej netop det der med, at det bliver EUdebatten. Ja, og også i stedet for at der er nogle gode eksempler på, at vi egentlig diskuterer noget andet, hvor EU måske bare fungerer som en arena for den her diskussion. Og at tilslutningen så kommer imens vi er i gang med noget andet. Men netop fordi meget af debatten handler om EU, skaber det fornemmelsen af, at det er noget andet, og at det dermed ikke er en diskussionspartner. Men det er jo igen fordi er der er nogle, der gerne vil male det billede, og EU forsvinder ud af dagligdagspolitikken, og det er så først når der skal stemmes, hvor det så netop bliver den der EU-debat, og ikke bare en debat om noget andet, som EU blot er en del af. Sådan som situationen er det er lidt sjovt jeg blev interviewet inden formandskabet omkring muligheden for, at der ville komme en afstemning om forbeholdene efter, og der sagde jeg, at jeg vurderede chancen som god, under forudsætningen af, at det danske formandskab blev en succes. Og der kan man sige, at sådan som situationen er nu med finanspagten og hele det der har sat dagsordenen, så ser jeg ikke, at det har flyttet sig særligt meget. Og formandskabet får ikke særlig meget opmærksomhed i det hele taget, modsat vores sidste formandskab, hvor vi jo kunne lave den famøse: Ladies and gentlemen we have an agreement. Og der var en vindersag. Hvis det fx lykkes at lave noget rigtig godt på miljøområdet, men det påvirker selvfølgelig heller ikke nogle af vores forbehold. Så lige nu er min vurdering, at der nok går noget tid, inden at der kommer en folkeafstemning om et eller flere af forbeholdene. Nej, og det der jo har været på tale, som det Interviewpersonen vurderer at EU ikke er velintegreret i den dansk-politiske debat. Interviewpersonen vurderer, at der går noget tid før afstemningerne bliver en realitet, og vurderer desuden at DK s forhold til EU ikke ændrer sig betydeligt. Hvordan kan DI medvirke til at integrere EU i den dansk-politiske debat? Hvis der går noget tid før en afstemning om forbeholdene bliver en realitet, bør DI så foretage sig noget kommunikativt i mellemtiden, og i så fald hvad? Side 15 af 16

154 mest presserende, er jo retsforbeholdet, og det er så det jeg tænker, der er det sværeste at forklare. Og der er jo meget den der med, at man nok ikke tager en folkeafstemning, før man er rimelig sikker på, at det så også bliver et ja. Men jeg startede jo også med at sige, at Danmark på mange måder har et godt forhold til EU. Jeg ser bare ikke, at det ændrer sig så meget - i hvert fald ikke inden for den nærmeste tid. Men så kan man jo selvfølgelig diskutere, hvad kort og lang sigt er i den her sammenhæng. Hvis man gik efter at få en afstemning i efteråret 2012, det tror jeg ikke lige på. Det er i hvert fald min personlige vurdering. Jeg stod fx dagen inden den franske forfatningsaftale og sagde, at jeg troede, at de stemte ja, og der tog jeg fejl. Og det kan da godt være, at vi efter formandskabet har noget energi til at tage den. Og hvis man venter på at holdningen er ændret, inden man tager afstemningen, så kan man nok komme til at vente længe, for der skal være en debat for at skabe en holdningsændring. Så på den måde kan man også godt sige, at hvis det virkelig er noget der er politisk vilje til, så kan det også være lige meget, hvordan man sætter det til afstemning, fordi det først er i diskussionen, at man kan få flyttet nogle stemmer. Så det er sådan lidt på den ene side og på den anden side. Men min fornemmelse er lidt baseret på den politiske kultur i øjeblikket, som ikke er så fokuseret på at flytte stemmer, men mere er fokuseret på, at vi gør det når folk gerne vil have det. Det kan man så synes er en lidt slap holdning til det, og jeg vil mene at idealet omkring meningsdannelser i hvert fald er, at man går ud og argumenterer for sin sag, og så flytter holdninger, i stedet for at ændre sine holdninger så de passer til flertallet. Det er jo en større diskussion. Side 16 af 16

155 BILAG NR. 6 Transskribering af interview med Catharina Sørensen. Catharina har en ph.d. i dansk euroskepsis ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Interviewet blev gennemført den 18. april 2012 kl. 11:30 på Catharinas kontor i Europaparlamentet i Bruxelles. MEM: Marie Eigen Møller CS: Catharina Sørensen MEM: Jeg har læst mig frem til, at du tilbage i 2008 mente, at det var den suverænitetsbaserede euroskepsis, der herskede i Danmark. Hvorfor mente du det? CS: Ja, altså min ph.d. gik ud på at forsøge at etablere hvor mange typer af skepsis, der var. Og det gjorde jeg ved at starte med at se på alle de forventninger, der havde eksisteret siden EU s begyndelse til, hvad skepsis gik ud på og herudover teste dem statistisk set. Og her var der belæg for at sige, at der var fire typer af skepsis, dvs. økonomi, suverænitet, demokratisk og social skepsis. Og der kan man så gå ind og se, at danskerne har svaret på en række spørgsmål, og hvordan det koordinerer sig med denne her suverænitetsbaserede skepsis. I det danske tilfælde er det over en meget lang periode og faktisk helt siden medlemskabet, så er det den suverænitetsbaserede skepsis, der boner ud. Jeg tror ikke, at holdninger ændrer sig særlig meget eller ofte. Jeg tror at grundholdningerne hos folk forbliver de samme. Så er der andre ting, der ændrer sig, og det er også derfor at opinionsundersøgelser er meget vanskelige at arbejde med, fordi der i et år kan være en sag, der dominerer mediebilledet, og det kan påvirke, at en opinion så skifter, men den egentlige holdning er den samme. Og det er også mit indtryk i dag, at den suverænitetsbaserede skepsis er den stærkeste og faktisk også den eneste skepsis, der i dag er over for EU blandt danskere. MEM: Så du tror fx ikke, at den økonomiske skepsis eksisterer i dag? CS: Jeg har kigget på befolkningen som helhed, og der vil jeg sige, at den økonomiske skepsis er så lav, at det ikke giver mening at snakke om den på Danmarks plan. Hvad jeg ikke har, og hvilket jeg tror, du kommer til at kigge mere på er de sociodemografiske opdelinger. Jeg har kigget på aggregeret niveau. Så jeg har ikke fx vurderet, om folk med en bestemt indkomst måske har den økonomiske skepsis. Det har jeg ikke kigget på, men på aggregeret landeniveau giver det ikke mening at tale om den økonomiske skepsis. Jeg er ved at skrive en artikel, og faktisk viser det sig, at Danmark er den mest positive nation, når man taler EU-27, når det kommer til de fleste spørgsmål om økonomi og EU. Vi ligger simpelthen helt i top, når det kommer til det. MEM: Og også efter krisen i Europa? Den har ikke påvirket den økonomiske skepsis? CS: Den kan godt i forhold til, at det totale niveau går lidt ned, men i forhold til resten af Europa, der er vi stadigvæk nr. 1, når det kommer til positiv holdning til økonomi og EU, og om hvordan det gavner Danmark. Så jeg tror ikke, at det er den, der ville kunne gå ind og påvirke et nej til en folkeafstemning. MEM: Så det er stadig den suverænitetsbaserede, der hersker? CS: Ja. Det jeg talte om omkring de langsigtede og kortsigtede holdninger, det betyder, at medierne selvfølgelig kan gå ind og påvirke. Så hvis der kommer en kæmpe debat om EU s Side 1 af 10

156 manglende demokrati, så kan den selvfølgelig blomstre op i en given periode, og det kan jo så godt gå ind og influere på en folkeafstemning. Men hvis man skal prøve at kigge rent analytisk på det og se på det brede billede, så er det kun den suverænitetsbaserede skepsis, som jeg vil forvente kunne influere et stemmeresultat. MEM: Man kan vel godt sige, at den suverænitetsbaserede skepsis også baseres på truslen mod den nationale suverænitet. Hvad er det ved de danske EU-forbehold, der truer den nationale suverænitet? CS: Hvis du går ind og ser på, hvad eksempelvis forsvarsforbeholdet går ud på, så er der ingenting ved det, der truer den nationale suverænitet. Men suverænitet kan også være mange ting. Det er ikke kun det nationalistiske, men det kan også være, at man gerne vil have velfærdsstaten beholdt på en bestemt måde. Det er, hvis man på nogle områder føler, at EU kommer for tæt på det nationale. Men det som Danmark fx har modsat sig eksempelvis ved forsvarsforbeholdet, det er lov til at beslutte, om man vil sende danske tropper af sted til en given EU-mission. EU kan aldrig tvinge et land til at sende tropper af sted, så det der normalt skal de andre lande tage stilling til, om de vil sende tropper af sted. Men det danske forbehold gør, at vi ikke sidder med ved bordet. Vi bliver altså ikke en gang spurgt, for vi har på forhånd sagt, at det vil vi ikke. Så hvis vi stemmer ja, og afvikler forbeholdet, så ville vi heller ikke være tvungne til at sende tropper af sted vi ville bare sidde med ved bordet og dermed også blive spurgt, hvorfor vi kan overveje det situation for situation. Så jeg vil mene, at der er ingen suverænitetstrussel ved det forbehold. MEM: Men tror du, at danskerne måske føler det? CS: Det kommer an på, hvordan det præsenteres for dem, og det er så her, at kommunikationen kommer ind, fordi jeg tror, at hvis man kigger på teksten af forbeholdet, så er det jo det, der ligger i det. Så igen tror jeg, at der er en stor skepsis til hvilken kommunikation, man modtager. Om det fx er ja-siden, der prøver at sige noget og så viser det sig måske, at det i virkeligheden er på en anden måde. Den skepsis er der sikkert, og den er nok også svær at overvinde. Men hvis folk fik en kommunikation, de følte var neutral og blot var baseret på fakta, så tror jeg, at forbeholdet ville ryge med en rigtig stor margen. Der er selvfølgelig altid nogen, der vil stemme nej, fordi de slet ikke kan lide EU. De der besidder den rigtig hårde modstand, og den er der stadig i Danmark og i alle andre lande for den sags skyld. Jeg vil tro, at det højest er en 10 %, vi taler om. De stemmer måske nej til alt, der har med EU at gøre. MEM: Hvordan oplever du sådan overordnet set den dansk-politiske debat om EU i Danmark? CS: Jeg har ikke fulgt med på det seneste og med den nye regering men tidligere og i forbindelse med folkeafstemninger, så synes jeg, at den er højest bemærkelsesværdig, fordi at der på EUområdet er en idé om, at man skal have en tværpolitisk enighed. Så vi har denne her EU-komite i Europaudvalget i Folketinget, som på en eller anden kunstig måde skal søge at give en idé om, at Europa det holder man ude af den nationale politik, og så har man en fælles enig holdning om det. Det er unaturligt, fordi at EU i allerhøjeste grad også handler om højre-venstre delingen. Om man fx støtter tubinskatten handler ikke om, om man er for eller imod Europa, men mere om man er for eller imod den finansielle skat. Så det er en bemærkelsesværdig tendens, at EU er noget særligt, og noget der er løsrevet fra al anden politik. Hvis du ser på mange politikprogrammer, så nævnes EU slet ikke. Ellers bliver det nævnt i et separat afsnit, hvor der fx står: Her er vores holdning til EU. Så det er ikke en integreret del af politikken. Så det er kunstigt, og det skyldes nok, at man på politisk niveau er blevet bange for folket. Hvis man kigger på de folkeafstemninger, der har været, fx på den i 86 var der fx mange politikere, der var ret skeptiske, også fordi der Side 2 af 10

157 havde været en økonomisk krise osv., men så var der overvældende mange, der stemte ja. Og så tænkte politikerne, at det jo gik fint, og der begyndte man næsten allerede at tale om fælles mønt osv. Men så kom der med Maastricht-traktaten det her nej-chok og politikerne blev igen skeptiske. Siden hen med Amsterdam og euroen, så ved man ikke rigtig, hvor man har vælgerne, hvorfor man dækker sig ind og undlader at integrere EU. MEM: Ja, jeg har for en måneds tid siden afholdt nogle fokusgrupper, og der var det tydeligt, at deltagerne ikke havde noget nært forhold til EU, og der herskede en holdning til, at EU ikke vedkom dem. Hvordan tror du, at det kan lykkes at bringe EU tættere på borgerne? CS: Du har ret i, at politikere og borgere ser EU som helt forskellige ting. Men det kommer ikke over natten det er noget, der skal ske langsomt. Eksempelvis ved at partierne inkluderer det i deres partiprogrammer, så det er noget, man oftere og oftere tager stilling til. Også så borgerne ved, hvor partierne står i forhold til EU. Ved et folketingsvalg kan politikerne fx selv gøre meget mere for at integrere det bedre. Men jeg har ikke studeret mediedækningen af EU, og jeg har derfor ikke så meget forstand på, hvordan medierne påvirker osv., men jeg tror, at det er noget, der skal komme gradvist. Og begynde i de små og tænke EU ind mere og mere. MEM: Så integrere det bedre i den dansk-politiske debat? CS: Ja. Og ikke se det som noget adskilt. Virksomhederne ser det jo fx ret integreret. MEM: Du var selv lidt inde på det tidligere, men jeg ville gerne spørge dig, om man kan klassificere dem, der besidder den suverænitetsbaserede skepsis og i så fald, hvordan? CS: Jeg har ikke kigget på det sociodemografiske, så jeg ved det faktisk ikke. Man kan gå ind og se på nogle tal fra Eurobarometeret, hvis du kender det. Men jeg har ikke selv gjort det. Til trods for det, så plejer jeg at sige, at den typiske suverænitetsbaserede euroskeptiker er en kvinde, der er offentlig ansat evt. i en deltidsstilling med en kort eller mellemlang videregående uddannelse. Det er den typiske. MEM: Nu ved jeg ikke, om det er noget, du tør gisne om, men såfremt Folketinget, med undtagelse af enkelte partier, inden længe vælger, at der skal være en folkeafstemning om et eller flere af forbeholdene, hvordan forventer du da, med udgangspunkt i den suverænitetsbaserede skepsis, at resultatet vil blive? CS: Jeg tror, at det vil blive et ja. MEM: Altså et ja til afskaffelse? CS: Ja, det tror jeg. Det vil være min forventning, og det har det faktisk været i de sidste mange år, at man sagtens ville kunne vinde de her afstemninger. Ja euroen kan måske være svær lige i øjeblikket, men det er de andre ikke. Hvis man ser på meningsmålingerne, så har de generelt haft en pænt flertal. Også i ikke-kampagnetid. Jeg tror, at det afhænger af, at man ikke i kampagnerne kommer til at gøre noget, der skræmmer folk. MEM: Nu nævnte du selv kampagner, og jeg forstår, at du tror på, at folkeafstemningskampagner godt kan rykke på folks opfattelser og dermed også gøre forskellen mellem et ja og et nej. Men hvad tror du skal være udgangspunktet eller fokusset i en kampagne, hvis hensigt er at forsøge at påvirke danskerne til at stemme ja til en afskaffelse af et eller flere af forbeholdene? Side 3 af 10

158 CS: Med de to aktuelle forbehold, altså retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet, så er den i princippet ikke svær. Forbeholdene i dag er helt malplacerede. Hvis vi ville have nogle forbehold over for EU s indflydelse ville det være fint nok, men de her forbehold rammer helt ved siden af. Og det kunne man ikke vide i 92, for der var alle fire områder nye områder, og ingen vidste, hvordan tingene ville forholde sig. Danmark står i dag helt uden for på nogle områder uden at kunne vælge det, og hver gang der kommer et nyt direktiv, så står vi uden for. Børneporno, terrorisme og så videre, det vil sige, at vi står uden for det hele. Og det er ikke svært at kommunikere i princippet. Det er jo nogle ret seriøse og store sager, som der ikke er nogen interesse for, at vi ikke er med i. Så det burde ikke være svært, og jeg tror slet ikke, at man skal gå ind i debatten med de euroskeptiske partier, for jeg tror bare, at man skal holde sig til fakta. MEM: Så det er måske at lære folk lidt om, hvad forbeholdene egentlig i dag betyder? CS: Ja altså det er bare at holde sig til fakta. Travle mennesker sætter sig ikke ned og lærer om det her, og det bliver nok heller ikke et emne, man debatterer over middagsbordet. Det tror jeg faktisk aldrig, at vi kan forvente sker. Og som jeg fx nævnte med forsvarsforbeholdet tidligere, så er der ingen, der kan tvinge danske tropper af sted. Så det er ikke noget med, at man dør under EU-flaget frem for under Dannebrog. MEM: Du argumenterer for, at et tilsyneladende lavt niveau af euroskepsis i et land ikke er ensbetydende med, at en EU-folkeafstemning i det land nemt vil kunne vindes af ja-siden. Hvordan kan det være? CS: Når vi taler om euroskepsis i medierne, så bliver det betragtet for værende en enkelt ting altså enten er der skepsis, eller også er der ikke skepsis. Men skepsis er, at man måske ikke lige synes om den enkelte ting, der lige er på tapetet. Man kan godt synes, at EU er en glimrende idé, men derfor kan man godt være uenig i den ting, der skal stemmes om som fx en traktat eller euroforbeholdet eller lignende. Vi ser skepsis som noget, der er imod EU, og det er det ikke nødvendigvis. EU er så mange ting, så derfor kan der godt være dele af EU, man ikke kan lide. Så til en vis grad vil det afhænge af emnet. Fx er traktater vanskelige, fordi man bliver bedt om at tage stilling til det hele under et. Og der er der måske mange, der ikke ønsker at EU går den vej, til trods for, at de generelt er pro EU. Så skepsissen afhænger helt og holdent af emnet. MEM: Hvordan vurderer du antallet og behandlingen af EU-afstemninger i Danmark? CS: Altså afstemninger generelt synes jeg er med til at gøre EU til det her mærkelige og separate emne. I min egen personlige optik så har man enten folkeafstemninger om generelt væsentlige ting, eller også har man ikke folkeafstemninger. Men det kun at have afstemninger omkring EU gør det jo til noget mærkeligt, farligt og separat. MEM: Ja, altså det du mener, er fordi vi ikke har FN- og NATO-afstemninger? CS: Ja, og så tit har vi afstemninger omkring traktater, der er så komplekse. Og selv om du har læst den hele, er det måske ikke det hele du forstår, og det er sikkert heller ikke det hele, du er enig i. Så du skal koge det ned til enten et ja eller et nej. Altså hvis det er folkeafstemninger omkring, om man fx vil genindføre dødsstraffen. Det er jo fair nok, for det kan folk reelt have en holdning til og forholde sig til. Men jeg synes, det er et meget uegnet emne, når man beder folk stemme om eksempelvis Lissabon-traktaten. Og så giver det denne her mærkelig idé om, at EU er Side 4 af 10

159 noget helt separat. Så jeg mener egentlig, at alle vores EU-afstemninger i dag har bidraget til at skabe denne her mærkelige stemning omkring EU. MEM: Det var faktisk alle mine spørgsmål, så hvis ikke du har kommentarer eller spørgsmål, så vil jeg sige mange tak for din tid. CS: Det har jeg ikke andet end, at jeg synes, det er et spændende tema, du tager op. Meningskondenseringens trin 2, 3 & 4 Naturlig meningsenhed Ja, altså min ph.d. gik ud på at forsøge at etablere hvor mange typer af skepsis, der var. Og det gjorde jeg ved at starte med at se på alle de forventninger, der havde eksisteret siden EU s begyndelse til, hvad skepsis gik ud på og herudover teste dem statistisk set. Og her var der belæg for at sige, at der var fire typer af skepsis, dvs. økonomi, suverænitet, demokratisk og social skepsis. Og der kan man så gå ind og se, at danskerne har svaret på en række spørgsmål, og hvordan det koordinerer sig med denne her suverænitetsbaserede skepsis. I det danske tilfælde er det over en meget lang periode og faktisk helt siden medlemskabet, så er det den suverænitetsbaserede skepsis, der boner ud. Og det er også mit indtryk i dag, at den suverænitetsbaserede skepsis er den stærkeste og faktisk også den eneste skepsis, der i dag er over for EU blandt danskere. Jeg tror ikke, at holdninger ændrer sig særlig meget eller ofte. Jeg tror, at grundholdningerne hos folk forbliver de samme. Så er der andre ting, der ændrer sig, og det er også derfor, at opinionsundersøgelser er meget vanskelige at arbejde med, fordi der i et år kan være en sag, der dominerer mediebilledet, og det kan påvirke, at en opinion så skifter, men den egentlige holdning er den samme. Jeg har kigget på befolkningen som helhed, og der vil jeg sige, at den økonomiske skepsis er så lav, at det ikke giver mening at snakke om den på Danmarks plan. Hvad jeg ikke har, og hvilket jeg tror, du kommer Centralt tema Interviewpersonens ph.d. etablerede fire typer af EU-skepsis. Det er den suverænitetsbaserede skepsis, der er i DK. Interviewpersonen tror, at grundholdninger hos folk grundlæggende er den samme. Interviewpersonens undersøgelser er foretaget på aggregeret niveau. Spørgsmål til meningsenhed Hvordan er EU-skepsis relevant for DI? Hvor stor en trussel er den suverænitetsbaserede skepsis til DI s chancer for at påvirke et stemmeresultat? Når grundholdningerne hos folk er den samme, hvordan har DI så mulighed for at påvirke et stemmeresultat? Hvem er det mere specifikt, der besidder den suverænitetsbaserede skepsis? Side 5 af 10

160 til at kigge mere på, er de sociodemografiske opdelinger. Jeg har kigget på aggregeret niveau. Så jeg har ikke fx vurderet, om folk med en bestemt indkomst måske har den økonomiske skepsis. Det har jeg ikke kigget på, men på aggregeret landeniveau giver det ikke mening at tale om den økonomiske skepsis. Jeg er ved at skrive en artikel, og faktisk viser det sig, at Danmark er den mest positive nation, når man taler EU-27, når det kommer til de fleste spørgsmål om økonomi og EU. Vi ligger simpelthen helt i top, når det kommer til det. Den kan godt i forhold til at det totale niveau går lidt ned, men i forhold til resten af Europa, der er vi stadigvæk nr. 1, når det kommer til positiv holdning til økonomi og EU, og om hvordan det gavner Danmark. Så jeg tror ikke, at det er den, der ville kunne gå ind og påvirke et nej til en folkeafstemning. Ja. Det jeg talte om omkring de langsigtede og kortsigtede holdninger, det betyder at medierne selvfølgelig kan gå ind og påvirke. Så hvis der kommer en kæmpe debat om EU s manglende demokrati, så kan den selvfølgelig blomstre op i en given periode, og det kan jo så godt gå ind og influere på en folkeafstemning. Men hvis man skal prøve at kigge rent analytisk på det og se på det brede billede, så er det kun den suverænitetsbaserede skepsis, som jeg vil forvente kunne influere et stemmeresultat. Hvis du går ind og ser på, hvad eksempelvis forsvarsforbeholdet går ud på, så er der ingenting ved det, der truer den nationale suverænitet. Men suverænitet kan også være mange ting. Det er ikke kun det nationalistiske, men det kan også være, at man gerne vil have velfærdsstaten beholdt på en bestemt måde. Det er hvis man på nogle områder føler, at EU kommer for tæt på det nationale. Men det som Danmark fx har modsat sig eksempelvis ved forsvarsforbeholdet, det er lov til at beslutte, om man vil sende danske tropper af sted til en given EU-mission. EU kan aldrig tvinge et land til at sende tropper af DK er meget positiv over for EU, og den økonomiske skepsis vil ikke kunne udløse et nej i en folkeafstemning. På et analytisk niveau vurderer interviewpersonen, at det kun er den suverænitetsbaserede skepsis, der kan påvirke stemmeresultaterne. Interviewpersonen vurderer, at der ingen suverænitetstrussel er ved retsforbeholdet. Hvis DK er mest positiv, når det angår EU og økonomi, er det således en selvfølge, at euroforbeholdet afskaffes, eller skal DI også kommunikativt sætte ind her? Kan DI forsøge at imødekomme de, der besidder den suverænitetsbaserede skepsis, eller er det en tabt sag? Hvad kan så være udfordringen ved retsforbeholdet, når nu det ikke omhandler afgivelse af suverænitet? Side 6 af 10

161 sted, så det der normalt skal de andre lande tage stilling til, om de vil sende tropper af sted. Men det danske forbehold gør, at vi ikke sidder med ved bordet. Vi bliver altså ikke en gang spurgt, for vi har på forhånd sagt, at det vil vi ikke. Så hvis vi stemmer ja og afvikler forbeholdet, så ville vi heller ikke være tvungne til at sende tropper af sted vi ville bare sidde med ved bordet og dermed også blive spurgt, hvorfor vi kan overveje det situation for situation. Så jeg vil mene, at der ingen suverænitetstrussel er ved det forbehold. Det kommer an på, hvordan det præsenteres for dem, og det er så her, at kommunikationen kommer ind, fordi jeg tror, at hvis man kigger på teksten af forbeholdet, så er det jo det, der ligger i det. Så igen tror jeg, at der er en stor skepsis til hvilken kommunikation, man modtager. Om det fx er ja-siden, der prøver at sige noget og så viser det sig måske, at det i virkeligheden er på en anden måde. Den skepsis er der sikkert, og den er nok også svær at overvinde. Men hvis folk fik en kommunikation, de følte var neutral og blot var baseret på fakta, så tror jeg, at forbeholdet ville ryge med en rigtig stor margen. Der er selvfølgelig altid nogle, der vil stemme nej, fordi de slet ikke kan lide EU. De der besidder den rigtig hårde modstand, og den er der stadig i Danmark og i alle andre lande for den sags skyld. Jeg vil tro, at det højest er en 10 %, vi taler om. De stemmer måske nej til alt, der har med EU at gøre. Jeg har ikke fulgt med på det seneste og med den nye regering, men tidligere og i forbindelse med folkeafstemninger, så synes jeg, at den er højest bemærkelsesværdig, fordi at der på EU-området er en idé om, at man skal have en tværpolitisk enighed. Så vi har denne her EU-komite i Europaudvalget i Folketinget, som på en eller anden kunstig måde skal søge at give en idé om, at Europa det holder man ude af den nationale politik, og så har man en fælles enig holdning om det. Det er unaturligt, fordi at EU i allerhøjeste grad Kommunikationsformen og dens indhold er afgørende for, hvordan det modtages. Der er altid nogle, der vil stemme nej til EU. Interviewpersonen vurderer at den danskpolitiske EU-debat er højst besynderlig, da EU ikke integreres, og da der ikke er noget højrevenstre skel. Hvordan skal DI kommunikere, således at de undgår en skeptisk modtagelse? Hvem er det, der altid vil stemme nej til EU? Har den manglende integration af EU i den dansk-politiske haft nogen negativ effekt på danskernes forhold til EU? Side 7 af 10

162 også handler om højre-venstre delingen. Om man fx støtter tubinskatten handler ikke om, om man er for eller imod Europa, men mere om man er for eller imod den finansielle skat. Så det er en bemærkelsesværdig tendens, at EU er noget særligt, og noget der er løsrevet fra al anden politik. Hvis du ser på mange politikprogrammer, så nævnes EU slet ikke. Ellers bliver det nævnt i et separat afsnit, hvor der fx står: Her er vores holdning til EU. Så det er ikke en integreret del af politikken. Så det er kunstigt, og det skyldes nok, at man på politisk niveau er blevet bange for folket. Hvis man kigger på de folkeafstemninger, der har været, fx på den i 86 var der fx mange politikere, der var ret skeptiske, også fordi der havde været en økonomisk krise osv., men så var der overvældende mange, der stemte ja. Og så tænkte politikerne, at det jo gik fint, og der begyndte man næsten allerede at tale om fælles mønt osv. Men så kom der med Maastricht-traktaten det her nej-chok, og politikerne blev igen skeptiske. Siden hen med Amsterdam og euroen, så ved man ikke rigtig, hvor man har vælgerne, hvorfor man dækker sig ind og undlader at integrere EU. Du har ret i, at politikere og borgere ser EU som helt forskellige ting. Men det kommer ikke over natten det er noget, der skal ske langsomt. Eksempelvis ved at partierne inkluderer det i deres partiprogrammer, så det er noget man oftere og oftere tager stilling til. Også så borgerne ved, hvor partierne står i forhold til EU. Ved et folketingsvalg kan politikerne fx selv gøre meget mere for at integrere det bedre. Men jeg har ikke studeret mediedækningen af EU, og jeg har derfor ikke så meget forstand på, hvordan medierne påvirker osv., men jeg tror, at det er noget, der skal komme gradvist. Og begynde i de små og tænke EU ind mere og mere. Ja. Og ikke se det som noget adskilt. Virksomhederne ser det jo fx ret integreret. Interviewpersonen vurderer, at man skal begynde i det små, hvad angår integrationen af EU. Til trods for det, så plejer jeg at sige, at den Den typiske Kan DI virke behjælpelig til at integrere EU i debatten? Tager målgruppen for Side 8 af 10

163 typiske suverænitetsbaserede euroskeptiker er en kvinde, der er offentlig ansat evt. i en deltidsstilling med en kort eller mellemlang videregående uddannelse. Det er den typiske. Ja, det tror jeg. Det vil være min forventning, og det har det faktisk været i de sidste mange år, at man sagtens ville kunne vinde de her afstemninger. Ja euroen kan måske være svær lige i øjeblikket, men det er de andre ikke. Hvis man ser på meningsmålingerne, så har de generelt haft en pænt flertal. Også i ikke-kampagnetid. Jeg tror, at det afhænger af, at man ikke i kampagnerne kommer til at gøre noget, der skræmmer folk. Med de to aktuelle forbehold, altså retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet, så er den i princippet ikke svær. Forbeholdene i dag er helt malplacerede. Hvis vi ville have nogle forbehold over for EU s indflydelse, ville det være fint nok, men de her forbehold rammer helt ved siden af. Og det kunne man ikke vide i 92, for der var alle fire områder nye områder, og ingen vidste, hvordan tingene ville forholde sig. Danmark står i dag helt uden for på nogle områder uden at kunne vælge det, og hver gang der kommer et nyt direktiv, så står vi uden for. Børneporno, terrorisme osv. dvs. vi står uden for det hele. Og det er ikke svært at kommunikere i princippet. Det er jo nogle ret seriøse og store sager, som der ikke er nogen interesse for, at vi ikke er med i. Så det burde ikke være svært, og jeg tror slet ikke, at man skal gå ind i debatten med de euroskeptiske partier, for jeg tror bare, at man skal holde sig til fakta. Ja altså det er bare at holde sig til fakta. Travle mennesker sætter sig ikke ned og lærer om det her, og det bliver nok heller ikke et emne, man debatterer over middagsbordet. Det tror jeg faktisk aldrig, at vi kan forvente sker. Og som jeg fx nævnte med forsvarsforbeholdet tidligere, så er der ingen, der kan tvinge danske tropper af sted. Så det er ikke noget med, at man dør under EU-flaget frem for under Dannebrog. suverænitetsbaserede euroskeptiker karakteriseres. Interviewpersonen vurderer, at vi vil få et ja til afskaffelsen af forbeholdene, såfremt man ikke skræmmer vælgerne. Interviewpersonen anbefaler, at man i kommunikationen blot holder sig til fakta. kommunikationsindsatsen udgangspunkt i den suverænitetsbaserede euroskepsis? Hvordan kan DI sikre, at de ikke skræmmer vælgerne? Hvilke fakta er det, at DI skal kommunikere til vælgerne? Når vi taler om euroskepsis i medierne så Euroskepsis afhænger af Er det da muligt, at Side 9 af 10

164 bliver det betragtet for værende en enkelt ting altså enten er der skepsis, eller også er der ikke skepsis. Men skepsis er, at man måske ikke lige synes om den enkelte ting, der lige er på tapetet. Man kan godt synes, at EU er en glimrende idé, men derfor kan man godt være uenig i den ting, der skal stemmes om som fx en traktat eller euroforbeholdet eller lignende. Vi ser skepsis som noget, der er imod EU, og det er det ikke nødvendigvis. EU er så mange ting, så derfor kan der godt være dele af EU, man ikke kan lide. Så til en vis grad vil det afhænge af emnet. Fx er traktater vanskelige, fordi man bliver bedt om at tage stilling til det hele under et. Og der er der måske mange, der ikke ønsker, at EU går den vej, til trods for, at de generelt er pro EU. Så skepsissen afhænger helt og holdent af emnet. Altså afstemninger generelt synes jeg er med til at gøre EU til det her mærkelige og separate emne. I min egen personlige optik så har man enten folkeafstemninger om generelt væsentlige ting, eller også har man ikke folkeafstemninger. Men det kun at have afstemninger omkring EU gør det jo til noget mærkeligt, farligt og separat. Ja, og så tit har vi afstemninger omkring traktater, der er så komplekse. Og selv om du har læst den hele, er det måske ikke det hele du forstår, og det er sikkert heller ikke det hele, du er enig i. Så du skal koge det ned til enten et ja eller et nej. Altså hvis det er folkeafstemninger omkring, om man fx vil genindføre dødsstraffen. Det er jo fair nok, for det kan folk reelt have en holdning til og forholde sig til. Men jeg synes, det er et meget uegnet emne, når man beder folk stemme om eksempelvis Lissabontraktaten. Og så giver det denne her mærkelig idé om, at EU er noget helt separat. Så jeg mener egentlig, at alle vores EU-afstemninger i dag har bidraget til at skabe denne her mærkelige stemning omkring EU. emnet, hvorfor man godt kan være pro EU men skeptisk i en given sag. Interviewpersonen vurderer, at EUafstemninger er med til at gøre emnet adskilt. karakterisere euroskeptikkerne, eller er det forskelligt fra sag til sag, hvem der er skeptiske? Hvordan kan DI forsøge at hjælpe vælgerne gennem endnu en afstemning? Side 10 af 10

165 BILAG NR. 7 Transskribering af fokusgruppe 1. Fokusgruppen blev afholdt den 18. marts 2012 kl. 14:00 på en privatadresse på Frederiksberg Allé. Deltagere: Sofie, 35 år, sygeplejerske. Kasper, 37 år, konsulent. Marion, 53 år, kommunikationsrådgiver. Dorthe, 53 år, bromatolog. Steen, 51 år, ingeniør. Christine, 47 år, folkeskolelærer. MARIE: Jamen først og fremmest vil jeg takke jer for at møde op på sådan en højhellig søndag. Det sætter jeg stor pris på. Jeg har erfaret, at nogle af jer har en smule præstationsangst omkring det emne, vi skal diskutere. Men af hvad jeg kan forstå, så er det alle, der føler det samme, så I kan tage det helt stille og roligt, hygge jer og nyde jeres kaffe og kage. Det I skal tænke på er, at jeg er her for at lære og ikke omvendt. I skal sådan set bare sige noget ud fra jeres erfaringer, og der er derfor ingen skam i hvis I ikke ved så meget om dette emne. Det er altså ikke jeres viden, jeg er her for at bedømme. Jeg skal bruge denne fokusgruppe i forbindelse med mit speciale, der går ud på at udarbejde en kommunikations- og kampagneplan for DI. For at kunne lave den bedst mulige kampagne er jeg nødt til at undersøge, hvad folks erfaringer med EU er og desuden få et indblik i, hvad folk overhovedet ved om EU og de danske forbehold. I må endelig gerne undervejs spørge ind til hinandens udtalelser og erfaringer. I må gerne kommentere det de andre deltagere siger og naturligvis i en pæn tone, for det der er det essentielle her, er den sociale interaktion mellem jer. Så spørg og snak endelig løs. MARION: Må man også spørge dig undervejs? MARIE: Ja, hvordan tænker du? MARION: Jeg tænkte bare på, hvad målet med kampagnen var? MARIE: Ja, det må du selvfølgelig godt spørge om. Målet med kampagnen er helt overordnet, at forsøge at påvirke et stemmeresultat i det tilfælde, at regeringen vælger, at der skal være en folkeafstemning om et eller flere af de danske forbehold til EU-samarbejdet. MARION: Okay spændende. MARIE: Ja absolut. Jeg vil desuden gerne sige, at I på ingen måde behøver tilkendegive jeres politiske holdning til EU og forbeholdene, hvis I ikke har lyst til det. Det er egentlig ikke det, det handler om. Og for en god ordens skyld vil jeg gerne understrege, at der hverken er nogen rigtige eller forkerte svar her. Jeg synes, vi skal starte med en præsentationsrunde, til trods for, at I har set hinanden før. Hvis I kan nævne jeres alder, jeres nuværende arbejde, samt jeres uddannelsesbaggrund. Hvis du Dorthe vil starte. DORTHE: Jo, jeg hedder Dorthe. Jeg er 53 og har tre børn. Jeg er bromatolog af uddannelse og arbejder på Christian Hansen som kvalitetsansvarlig. Side 1 af 25

166 MARION: Jeg er 53 og har også tre børn. Jeg er journalist af uddannelse og arbejder som kommunikationsrådgiver. KASPER: Jeg er 37 år, og jeg er konsulent i Dell. Så jeg er computermand. CHRISTINE: Jamen jeg hedder så Christine, og jeg er 47 år, og jeg er folkeskolelære. STEEN: Jeg hedder Steen, og jeg er 51. Jeg er ingeniør af uddannelse, og jeg er ansat i DONG. SOFIE: Jeg hedder Sofie, og jeg er 35 år. Jeg er uddannet sygeplejerske og er pt. på barsel. MARIE: Godt, jamen jeg har en øvelse, vi skal starte med. Det er måske den, I finder grænseoverskridende, for det er nu, jeg er nødt til at få et indblik i, hvad I ved omkring emnet. Denne øvelse er udgangspunktet for resten af de diskussioner, vi skal have i dag. Som I kan se, så har jeg lagt nogle spørgsmål ud på bordet med ansigtet opad. Det står jer frit for at vælge det, I nu synes, og trækker I nu et, hvor I ikke føler i ved noget eller har gjort jer nogen erfaringer med emnet, står det jer også frit for at sige det det er jo ikke en eksamen. Så tag et spørgsmål, og så går vi runden rundt. Dorthe vil du starte? DORTHE: Ja, det kan jeg godt. Jeg har fået det spørgsmål, der hedder: Hvad kan du fortælle om unionsborgerskabsforbeholdet?. Det er godt nok et langt ord. Jeg ved vi har nogle forbehold. Men hvad det er for nogle, det ved jeg reelt ikke. Altså jeg ved, at vi har det forbehold, hvor vi ikke er med i euroen. Er det egentlig et forbehold? Det tror jeg nok. MARION: Ja, det er det. DORTHE: Og de andre forbehold ved jeg faktisk ikke, hvad er. STEEN: Skal vi ikke lige i fællesskab ligge de der fire forbehold fast? SOFIE: Jo, lad os det. MARIE: Det står jer helt frit for. Marion jeg tror dit spørgsmål lyder: Hvad kan du fortælle om de fire forbehold helt overordnet?. MARION: Udover at det er nogle helt umulige ord. Så er der unionsborgerskabsforbeholdet, så er der euro, så er der politi STEEN: Ja, det med politiet er det der hedder retsforbeholdet. MARION: Ja, det er de fire ikke. Altså også med det militære forbehold. STEEN: Det militære er nemlig det med, at vi ikke kan deltage i militære aktioner under EU regi. Men det gør vi jo glædeligt i FN regi og i NATO regi. CHRISTINE: Ja, det var så mit spørgsmål. STEEN: Ja okay. Men det var måske meget sjovt at hjælpes lidt ad. Men i hvert fald kan jeg sige om dit spørgsmål Dorthe, at vi som danskere har den her nationale følelse og dansk statsborgerskab, har vi ligesom forsøgt at værne omkring i stedet for at acceptere, at vi er en del Side 2 af 25

167 af EU og dermed få et EU-borgerskab. Og et af forbeholdene går derfor på, at vi forbeholder os retten til at have en dansk statsborgerskab. SOFIE: Men er der nogen lande, der er med i det? STEEN og CHRISTINE: Ja ja. Det er de fleste. Undtagen Danmark og England. STEEN: Så er der sådan nogle som svenskerne, der kun har euroforbeholdet. De har ikke de andre tre. MARIE: Mener I stadig, det er et aktuelt forbehold? Altså findes det stadig? CHRISTINE: Jeg tror ikke længere, der er nogen lande, der har ret til kun at have et unionsborgerskab. Vi har alle sammen et nationalt borgerskab, og så kan man oveni have et unionsborgerskab. Så på den måde tror jeg ikke længere, det er relevant. Men jeg ved det ikke. MARION: Ja det vil jeg egentlig også tilslutte mig. Det lyder rigtigt. CHRISTINE: Ja, for man hører ikke om, at man siger, at de andre er et. MARION: Nej det er rigtigt. Det er ikke som sådan legalt. Men man kan i hvert fald se i de andre europæiske lande, at man skilter med, at du nu er i et EU-land, og at du nu har en fx spansk nummerplade med et EU-kendetegn. Og det gør vi ikke i Danmark. STEEN: Men forbeholdet eksisterer vel stadig. DORTHE: Ja, det gør det jo. STEEN: Men det er nok det forbehold, man anser for at være mindst væsentligt. Bortset fra hos Dansk Folkeparti. MARION: Men nu siger du så for Dansk Folkeparti, men man skal heller ikke glemme, at det er en ret stor del af den danske befolkning, der er tilhængere af Dansk Folkeparti. Og afhængig af hvordan diskussionen tager fat, kan man godt forvente, at det bliver en ret heftig debat, selvom vi nu sidder her og siger, at det ikke har så stor en betydning. I nogles hjerter har det nok en større betydning, end vi lige tror. Men hvis nu det er sådan, at vi ikke mister det danske statsborgerskab, men får et EU-borgerskab oveni, så kører bilen jo. DORTHE: Men tror I ikke, at alle i dag føler, at de er europæere. Altså de unge mennesker i dag ser jo ingen begrænsninger. De siger jo bare: Jamen jeg kan jo bare tage ned til Spanien og arbejde. STEEN: Jo det er rigtigt, men du tilhører jo en bestemt del af det danske samfund. Jeg tror at hvis det er sådan, at du tager ud til Vestjylland og taler om en jævn familie i det vestjyske, så er jeg bestemt ikke sikker på, at man betragter sig selv som en del af EU. DORTHE: Nej, det er klart. STEEN: De der fisker er sørme ikke begejstrede for den slags. Side 3 af 25

168 MARIE: Ja, Marion nu tror jeg også, vi har været lidt omkring dit spørgsmål, der lyder på det mere overordnede. MARION: Jo, det har vi. MARIE: Kasper, dit spørgsmål? KASPER: Ja: Hvad kan du fortælle om de afstemninger, vi har haft i Danmark i forbindelse med EU?. Der var, som jeg husker det, var der i 72 den afstemning, hvor vi stemte ja til EF. Og så var der den i 92, hvor der også blev stemt ja. Men hvornår de der forbehold kom ind, ved jeg faktisk ikke. Om det var en del af den afstemning eller om det var en afstemning for sig selv, det ved jeg faktisk ikke. CHRISTINE: Jeg mener, at det var i 92, at der først blev stemt nej, og så blev der stemt ja året efter. STEEN: Da man lavede Maastricht-traktaten og så kom hjem og få den godkendt, gik der ged i det. KASPER: Men der var Danmark da ikke de eneste, der sagde nej. Storbritannien havde vel også problemer? SOFIE: Ja, var det ikke der i 93, at der var den der famøse historie på Nørrebro? CHRISTINE: Først sagde vi nej, og så kom der en ny, og så var det at dem på Nørrebro blev gale, fordi vi jo havde sagt nej. SOFIE: Ja, de fik jo smadret det hele fuldstændig. KASPER: Men om der så har været noget efterfølgende, ved jeg så ikke. Det erindrer jeg faktisk slet ikke noget om. Ikke andet end at der jævnligt er blevet talt meget om de her forbehold. Altså om man tør eller ikke tør at stå uden dem. CHRISTINE: Der har jo selvfølgelig været en euro-afstemning efterfølgende. Jeg synes også, der var en mere, men jeg kan bare ikke huske, hvad det var. STEEN: Altså efter euroen blev stemt ned første gang, så har man ikke rørt mere ved den. Men er det ikke sådan, at Maastricht skabte alle problemerne. Og så lavede man den der nye aftale, hvor nogen så kunne være med på nogle forbehold. Var det ikke i Edinburgh? CHRISTINE: Jo, to år efter. STEEN: Og der lavede man så den nye traktat. Som jeg erindrer det, var det Maastricht, der skabte alle problemerne. Og da så de enkelte lande kom tilbage til deres parlamenter gik det op med krav om folkeafstemninger rundt omkring, og så var der flere lande, der var enige om, at vi jo er nødt til at gøre et eller andet ved den der traktat, fordi den blev stemt ned rundt omkring. Og så var det jo, at man arbejdede videre på den og fik lempet nogle af tingene. Og samtidig så fik de lande, der ønskede at have nogle forbehold fik lov til at have dem. Og vi fik de fire. Englænderne havde også et eller flere og det samme med Sverige. Side 4 af 25

169 MARION: Men her inde for de sidste fem år skete der også en forbedring. Det er jo nyere. STEEN: Ja, det er en nyere traktat, men den er man vist ikke kommet videre med. KASPER: Nej, den blev jo skudt ned af tre til fem lande. STEEN: Ja, og så lavede man en modereret version. Det nye EU der blev skudt ned, fordi der var alt for mange, der sagde nej. Og så lavede man den der reducerede version, hvor man så har en præsident og en EU-udenrigsminister og nogle ændrede betingelser, hvor man sagde, at det her med flertalsafstemninger altså afstemningsreglerne blev lavet om. Og fordi at der nu var 25 medlemslande. Er det ikke det, der er? DORTHE: Nej 27 EU-lande findes der. STEEN: Alle kunne ikke gøre sig forhåbninger om at have ens indflydelse. Det var jo sådan i det gamle set-up, at Danmark som et lille land havde forholdsmæssige flere stemmer og meget mere magt end de store lande, og det var jo det forhold, man forsøgte at lave om på. MARION: Ja det er rigtigt, men det formåede man bare ikke at kommunikere ordentligt ud til befolkningerne, hvorfor at folk stemte nej så som Holland, Frankrig osv. STEEN: Ja og netop derfor var man nødt til at lave den der mere bløde version med små ændringer. Men hvor den traktat blev lavet er et godt spørgsmål. KASPER: Men eksisterer alle de forbehold stadig i deres fulde forstand, sådan så at vi faktisk er status quo med 93? MARION: Ja det gør de jo. MARIE: Jamen så synes jeg, at vi skal gå videre til dit spørgsmål Christine omkring forsvarsforbeholdet. CHRISTINE: Ja, men jeg kan ikke sige så meget mere, end hvad der er blevet sagt. Men forsvarsforbeholdet betyder, at man ikke må deltage i nogle militære operationer under EU s ledelse. Men at vi godt må under FN, og NATO må man vel også. MARION: Ja, altså vi vil ikke have en fælles hær med EU. CHRISTINE: Men det betyder vel også, at man er nødt til at trække sig ud steder, hvor man måske hjælper, hvis nu EU blander sig. STEEN: Ja og derfor har vi jo siddet i den helt groteske situation, hvor vi egentlig gerne ville levere soldater til et fælles projekt, men at det kunne vi bare ikke pga. forbeholdet. MARIE: Ja, Steen dit spørgsmål? STEEN: Ja, det går på euroforbeholdet. Og der kan jeg da godt sige, at det er sådan lidt tåbeligt, at vi ikke er medlem af euroen, og at vi faktisk to gange teknisk set har stemt nej til euroen, fordi den danske krone som bekendt er knyttet helt til euroen. Og selvom vi ikke aner hvilke forhold, der præcis vil gælde under den nye europagt, så har vi allerede på forhånd sagt, at vi bakker det Side 5 af 25

170 hele op for ikke at skabe tvivl i udlandet i den danske krones stabilitet. Så min personlige holdning er, at vi sådan set har været med i euroen hele tiden men stadig har valgt at gå uden for døren hver gang, der snakkes om det. Og det er jo tåbeligt i mine øjne. MARIE: Sofie dit spørgsmål? SOFIE: Hvad kan du fortælle om retsforbeholdet. Øhm der kan jeg egentlig ikke fortælle så meget, andet end at jeg tænker, at vi stadig har vores lovgivning og vores retsforhold. Sådan så at vi selv kan styre vores love, uden at EU skal blande sig. MARION: Ud over det så er det vel også, at vi ikke kan acceptere at tysk politi arbejder på vores territorium. At der altså er nogle regler om politisamarbejdet og efterforskning. Så der er nogle begrænsninger på samarbejdet. Altså fx graver journalister nogle gange nogle sager op, som politiet ikke kan gøre noget ved, fordi de hele tiden skal øhm DORTHE: Hvis du laver en eller anden kriminalitet her, så kan du vel bare blive overdraget til det land, du kommer fra, ikke? STEEN: Faktisk tror jeg det hedder mere end bare retsforbeholdet. Altså normalt omtaler man det også som den del, der har med politisamarbejdet at gøre. Altså det Danmark var bange for var, hvis det tyske politi pludselig skulle vælte ind over grænsen, og det tror jeg er helt misforstået. Og jeg tror også, at det efterfølgende har vist sig, at det samarbejde der findes, for de lande der er fuldgyldige medlemmer af EU, at det fungerer rigtig godt. Mens vi igen har måtte stå udenfor. CHRISTINE: Men er der ikke også noget andet i det forbehold. Jeg kan ikke huske, hvordan det hænger sammen. Altså noget med at EU ikke frit kan diktere, hvordan lovgivningen skal se ud i alle lande. Det kan fx være regler omkring opbygning af retssamfundet. Og også nogle regler omkring indvandrere. Altså de enkelte lande har noget selv at skulle have sagt. MARION: Det kan da meget vel være. Som fx homovielser. At bare fordi vi i Danmark har sagt det er ok, så behøver det ikke at være ok i fx Spanien. DORTHE: Det kommer jo så an på, hvad det er. Er det fx et direktiv, så skal det jo bare gælde i landet. Men vi laver så vores egne bekendtgørelser omkring andre ting, der ikke er dikteret. CHRISTINE: Men jeg mener nu stadig, at de andre lande godt kan nedlægge veto, hvis der kommer et nyt direktiv, der ikke er opbakning til. STEEN: Og jeg tror netop, det var det man forsøgte at pille ved, ved den sidste traktat. Altså at hvis der var et flertal af stater, der stemte for, så skulle man bare makke ret. Så hvis der er vedtaget et direktiv i EU, så er det principielt lovgivning for de enkelte lande. Og så er det jo kun, hvis man har nogle forbehold, at man kan vige uden om. SOFIE: Så det her forbehold er vel stadig ret aktuelt? STEEN: Det tror jeg så absolut. MARIE: Ja, men så tror jeg vi vil lade det være ordene omkring jeres viden. Vi må ile hastigt videre, da jeg har nogle spørgsmål og øvelser, vi skal igennem. Nu først har jeg et lidt bredere diskussionsspørgsmål til jer. Og det lyder: Hvor erfarer I, at I har jeres viden om EU fra? Side 6 af 25

171 SOFIE: Jeg har det kun fra min HF. Og en lille smule fra aviserne, og så når man taler med andre om det. KASPER: Nettet og avisen. Så den viden jeg har, er en, jeg selv opsøger. DORTHE: Ja det er klart kun fra TV et. For jeg springer artiklerne over, når jeg støder på dem. KASPER: Det er i hvert fald ikke noget, jeg taler med familie eller venner om. Så der har jeg helt sikkert ikke hentet nogen viden. CHRISTINE: Min begrænsede viden er en, jeg har fået fra avisoverskrifter. For jeg når ganske sjældent ned i artiklerne. Tilbage i tiden forsøgte jeg aktivt at indhente viden, men det er længe siden. KASPER: Det er jo også blevet alt for komplekst. CHRISTINE: Ja og mere ligegyldigt et eller andet sted. I forhold til vores forbehold og så længe de består, så interesserer det mig ikke. Kun hvis der kommer en ny folkeafstemning. Så ville jeg nok igen begynde at tænke mere over det. MARIE: Hvad tænker du Steen? STEEN: Jamen da min hustru har arbejdet i et job relateret til EU, så har vi haft det på bordet flere gange der hjemme. Og vi kan sagtens over middagsmaden med vores børn sidde og fastlægge, hvad det nu er parlamentets rolle er osv. Altså hvor mange penge der er involveret, hvor væsentligt det er osv. Men det tror jeg desværre skyldes min hustrus tidligere job. Ellers havde vi nok ikke brugt så meget tid på det. Vi har jo bare følt os lidt tvunget til at snakke om det. MARION: Jeg tror, at jeg har det ligesom nogle af jer andre. Det der kommer væltende i hovedet på mig, der omhandler EU i medierne, det får jeg ind. Men når jeg en sjælden gang i mellem forsøger at læse en artikel om noget, der omhandler EU, så erfarer jeg bare, det bliver så kedeligt og distanceret, så det gider jeg ikke. Og der er bare så meget andet, jeg hellere vil bruge min tid på. Altså jeg kan bare ikke se, altså: What s in it for me? Hvad rager det mig et eller andet sted. STEEN: Men der er nogle politikere, der er bedre til at sætte det på dagsordenen end andre, og hvad er det num hun hedder hende den gamle hende den lille terrier. SOFIE: Lykke Friis? STEEN: Ja nemlig. Jeg synes faktisk, at hun har evnet at sætte EU-spørgsmålet til debat på en engageret måde. DORTHE: Og hun har måske også kunne forenkle det til et sprog, som vi alle sammen kan være med på. STEEN: Ja, det er nok rigtigt. MARIE: Så for lige at forsøge at samle lidt op, er det så rigtigt forstået, at I ikke mener, at EU er en attraktiv del af den dansk-politiske debat? Side 7 af 25

172 DORTHE og MARION: Nej, på ingen måde. MARION: Det er totalt underprioriteret at gøre EU til en interessant historie i medierne. SOFIE: Men tror I ikke også, at det er fordi, vi er en smule forsigtige omkring det. Så der er måske mange, der ikke synes det er smart at tage det emne frem. Så måske det er derfor, at politikkerne ikke taler så meget til os om det. STEEN: Det tror jeg, du har helt ret i. Det har ingen vægt. Altså egentlig synes jeg, at vores nuværende statsminister gør et fint arbejde i EU-regi. Og hun fremstår som et ordentligt internationalt menneske. Men jeg tror bare ikke, det giver nogen point på hjemmefronten. MARION: Men det kunne det gøre. For jeg tror, det er helt rigtigt, som Sofie sagde før, at der er rigtig meget af det, der bliver besluttet, der faktisk vedrører os. Vi ved det bare ikke. Og så længe at debatten svæver på et højt niveau med ord som velfærd og sustainability, så er der ikke en kæft, der forstår det eller gider at interessere sig for det. Ingen fatter det. Men hvis man nu fortælle folk nogle reelle og håndgribelige grunde til, at vi er med i EU som fx hvis nu vi ikke var medlem af EU, så ville de giftstoffer vi har i maden altså whatever. Jeg mener bare, at man skal gøre det synligt for folk, så det berører dem. MARIE: Så det er ikke fordi, I ikke ønsker at få viden om EU? MARION: Jeg vil rigtig gerne vide det og er super interesseret. Jeg er bare for doven til at kæmpe mig igennem nogle dødssyge artikler, der ikke appellerer til mig. MARIE: Ja, hvad tænker du Kasper? KASPER: Det var det der med, at der nok er en masse ting, som vi ikke ved, der bliver besluttet, der faktisk kan have en indflydelse på os. Jeg tror også, at der er mange negative ting, der kommer frem. Sådan noget som hvad man får i kassen, hvis man har 7,5 får og noget om, at agurken skal krumme på den rigtige måde. Og at det koster en milliard at flytte til Strassbourg og tilbage igen. Men vi skal spare osv. og det er sådan noget, jeg lægger mærke til. Og så synes jeg, det bliver et åndssvagt projekt. Men der er sikkert en masse gode ting. SOFIE: Altså jeg kan i hvert fald huske, at vi på min HF snakkede om, at EU faktisk også var et socialt projekt. Og at det derfor også var mærkeligt, at der ikke var flere, der var pro det, fordi det faktisk også var et projekt, der kunne tage hånd om alle mennesker. Og at der derfor også burde være flere socialdemokratiske stemmer, der burde være for EU, fordi det også tager hånd om de svage i samfundet. Men det kommer heller ikke frem, og jeg kan bare huske, at jeg var meget overrasket over, at det ikke kun handlede om penge og nogle høje herrer. MARIE: Så det I også siger er, at danskerne egentlig ikke ved, hvor meget EU berører os direkte? SOFIE: Ja lige nemlig. Og hvor mange gode ting der nok også er ved det. Og som Kasper siger, så kan man kun huske det med den krumme agurk osv. CHRISTINE: Jeg tænker også, at der er kommet sådan et lillebror forhold omkring Danmark og Danmarks muligheder for at få indflydelse, netop fordi vi er et lille land. Min idé er også, at vi pga. vores størrelse har begrænsede muligheder for at få indflydelse. Men det er sikkert ikke rigtigt. Side 8 af 25

173 Men vi føler nok lidt, at vi vil komme til at stå i skyggen af de større lande, og derfor har det for mig ikke den store betydning. SOFIE: Men der er jo faktisk noget med, at man har flere stemmer, hvis man har færre antal indbyggere, sådan så at de store lande måske kun har en stemme, hvor vi så har to. Sådan så vi stadigvæk har indflydelse. Men det hører man jo så heller ikke om. CHRISTINE: Nej og jeg frygter bare lidt, at EU er det her store økonomiske apparat, der bare kører de ting over vi er glade for i Danmark og som måske ikke tilgodeser de ting, vi prioriterer fx i forhold til forurening. KASPER: Men har man ikke også hørt om noget i Polen? De sidder jo rimelig mange millioner dernede og havde nedlagt veto mod et eller andet. Men der svarede EU bare sådan lidt, ej Polen. Come on! MARION: Jeg synes, at man kan relatere tilbage, og jeg synes, at der har været flere visionære personer, der har givet udtryk for, at vi i Danmark skal være bedre til at kommunikere om det her projekt. Fordi ellers falder det på gulvet. Der er noget rigtigt i det, som jeg mener, det var Bush eller Clinton, der sagde, at: Who the hell should I call if I want to call Europe?. Altså hvem bestemmer egentlig? EU-systemet er altså utrolig dårlig til at vise et fælles fjæs udadtil. STEEN: Men det er jo fordi, vi ikke har et fællesskab, der rækker så langt, så at man kan sige, at vi har en federal altså en fælles enhed. MARION: Men hvis man tænker lidt kommunikativt, så tænker jeg, at det lige præcis er det, de danske politikere, DI eller hvem det nu er, skal signalere. At hvis vi kan stå sammen handelsmæssigt og også i forhold til at handle energi, så står vi meget stærkere. STEEN: Ja det forstår jeg godt, og det tror jeg godt de fleste mennesker kan se, at hvis vi står sammen som en enhed, ja så er vi pludselig 250 millioner mennesker i forhold til afrikanerne, russerne osv. SOFIE: Men det bliver jo ikke kommunikeret ordentligt ud. STEEN: Nej nej nej. Men jeg tvivler også på, at den enkelte dansker kan se, at vi kan nå dertil pga. Frankrig, Italien osv. Og der hersker simpelthen for meget egoisme i de lande, til at vi føler, at vi kan have et rigtig fællesskab med dem. Så derfor bliver det en eller anden mellemvare, som vi skal have til at fungere. MARION: Men den lobbyisme man så skal foretage skal jo netop appellere til, hvad man kan få ud af det, hvis man gør det og sikre at franskmændene og de øvrige, der har de der meget egocentriske måder at fremsætte tingene på, ikke sætter Danmark i klemme. Enhver idiot og enhver borger kan jo se, at det med agurken og millionen i Strasbourg ikke giver mening. Og vi får ingen fornuftige svar, når der begås nogle fejl. CHRISTINE: Nej og de ting fylder jo meget i medierne. MARION: Ja, og det fylder sgu også hos mig som borger. Altså hallo - det er også mine penge! Side 9 af 25

174 STEEN: Man kan jo sige, at det som regel er resultater, der tæller, når man skal fortælle en historie, og på det forsvarspolitiske område, der har Europa rent faktisk en historie at fortælle. Jeg ved godt, at det i første omgang var amerikanerne, der greb ind på Balkan, men der har Europa rent faktisk en historie at fortælle om, at vi i fællesskab var i stand til dæmpe en konflikt og få løst nogle problemer. Det er ikke givet, at det er tilfældet, men hvis Europa er i stand til at takle europroblemet og holde balance i økonomien, så tror jeg, at det er et økonomisk projekt, der vil have enorm stor værdi for EU-landene på lang sigt. For ligesom at vise hvad vi i EU er i stand til. DORTHE: Og det skal jo så synliggøres. STEEN: Ja, altså der er jo ligesom nogle væsentlige historier, der kan fortælles. Historien om det indre marked, der har skabt vækst og nye muligheder i Europa og på tværs af landegrænser. Det er en langt sværere historie at fortælle. Men det er ikke desto mindre i mine øjne det, der er grund til succesen i EU. MARION: Men hvis vi også skal have en fælles glæde ud af at kineserne kommer, altså hvis vi skal det som Europa frem for bare hvert land for sig, så forestiller jeg mig, at der også der må være nogle gode historier at fortælle. Så altså sige, at der fremover vil være et kæmpe samarbejde med det kinesiske marked, og det vil hele Europa gerne have noget glæde af. Så fortælle historier om, at vi kan få mest ud af det, hvis vi holder lidt sammen. KASPER: Det kan godt være, at jeg har den negative hat på, men min vurdering er, at EU er god til at bygge deres egne mure op og beskytte deres egne interesser. MARION: Tænker du EU som sådan? KASPER: Ja, sådan noget med hvor man kan købe den billigste banan, eller hvor man kan få en billig kaffe. Og så sætter man bare noget eksport moms på tingene, så det kommer til at koste kassen. Også sådan noget med at støtte udlandene osv. Dem kunne man vel godt støtte ved at købe deres varer. Men man prioriterer sine egne varer først. Det kan godt være, at jeg er forkert på den, men CHRISTINE: Det er i hvert fald nok folks opfattelse. DORTHE: Men netop opfattelsen er vel det centrale. MARION: Ja, perception is real. STEEN: Men har man ikke netop forsøgt at fjerne alle de der barrierer, fordi det har vist sig, at jo mere åbne markederne er, jo mere vokser økonomierne. Og jo mere glæde har man af hinanden. Så i bund og grund er det jo en fejlopfattelse, at EU forsøger at bygge mure. Det er jo så netop et af de områder, hvor man kan sige, at vi er nødt til at fortælle den historie, og skabe en forståelse for, at Europa ikke er ude på at bygge mure tværtimod. MARION: Jeg tror du har ret. Og jeg kan selv fare vild i de der ting. Sådan hvordan er det nu egentlig sætter vi store toldmure op for fx afrikansk kaffe osv. STEEN: Det gør vi faktisk ikke. MARION: Nej, det er sikkert rigtigt. Men det er nok sådan folk tænker. Side 10 af 25

175 STEEN: Jeg tror du har ret i, at de her markedsmekanismer det er klart, at når man begynder at skubbe til sådan noget og skabe noget kunstigt, så opstår der nogle problemer. KASPER: Ja, det gør der altså. DORTHE: Og specielt kan man sige, når man har de her ting med landbruget og de her fantastiske støtteordninger, man jo i bund og grund arbejder ihærdigt på at få fjernet. Men man kan vel bare ikke blive enige om, hvordan man skal gøre det. STEEN: Men balancen i de enorme støtteordninger skaber, som I siger, kornlagre her og smørlagre der. CHRISTINE: Og det har folk vel svært ved at kapere. DORTHE: Ja, når der stadig er så mange mennesker, der ikke får mad hver dag, er det jo svært at acceptere. MARION: Nej, og det kan man altså ikke forklare sig ordentligt ud af på anden vis end at fjerne den der landbrugsstøtte og konvertere den til noget andet. DORTHE: Jeg har det netop også sådan omkring den der støtte, at jeg også synes, det bliver for smart på en eller anden måde. Altså fx skal man herhjemme have 11 får, og så kan du så en lille mand for tilskud til det der, selvom du bare har får i din fritid. Og så kan du som ene mand hæve en masse penge fra EU, og der tænker jeg altså, at man burde have gjort tingene lidt anderledes. STEEN: Ja, der er altså de der historier som fåreavlerhistorien, olivenhistorien og øh SOFIE: Ja, og skibakken på Bornholm. DORTHE: Ja, og det er da bare sådan nogle ting, der gør, at man ikke kan gøre andet end at grine af EU. Og så er der altså også alle de historier med folk dernede. Bare for at gå med post får man en mega høj løn, man fik rejser hjem, og man kunne købe toldfrit, man fik tilskud til sko og arbejdstøj osv. MARION: Ja, og det sender altså bare de helt forkerte signaler. CHRISTINE: Ja, og det gør jo netop, at man tænker, at det her (EU) aldrig kan blive en forretning. DORTHE: Det er jo bare sådan en mastodont. KASPER: Er det ude af kontrol? STEEN: Nej, det tror jeg ikke. KASPER: Jeg tænker bare, om man kan få støtten ned, og kan man finde ud af at samarbejde? MARION: Det er jo et rigtig godt spørgsmål. Side 11 af 25

176 KASPER: Med flere og flere ansatte. Og det kører bare derud af. STEEN: Tænker du på EU-apparatet som sådan? DORTHE: Ja, du mener sådan hele maskineriet, ikke? KASPER: Jo. STEEN: Det tror jeg som sådan ikke. Jeg tror, det er meget godt under kontrol. Jeg tror ikke, at det er noget, der er i en galopperende vækst. Det folk lader sig irritere over bunder i en misopfattelse. For hvis man tager alle landenes budgetter og så ser, hvad EU koster ud af det, så er det virkelig ingenting. Det er peanuts. Jeg kan ikke huske proportionerne, men det er intet. Jeg tror faktisk, at man har sagt, at det koster det samme som Århus kommunes budget. SOFIE: Men derfor kan der jo godt være nogen, der får for meget i løn osv. MARION: Ja, men samlet set er det ikke meget. STEEN: Man glemmer vel også, at vi jo har et demokrati. Og vi er 400 millioner, der skal stemme om de her støtter. Men der er jo rigtig mange i landbruget, og hvordan kan man fjerne støtten fra nogen, der har så stor en stemme. SOFIE: Og så kan man jo huske med de franske landmænd, at de straks er på barrikaderne, hvis man snakker om at fjerne støtten. Så kommer traktorerne altså ind i Paris. STEEN: Og så stopper hele Europa jo. Og så lugter der af gylle. MARIE: Godt, med den sætning, så synes jeg vi skal gå videre til en øvelse. Jeg ved ikke, om I har brug for en pause, eller om I er klar på at gå direkte videre? ENSTEMMIGT: Vi går videre. MARIE: Fint, så ruller vi videre. Jeg har en lille øvelse til jer. Jeg har her nogle forslag på nogle kommunikationsprodukter, man kan forestille sig ville være i en kampagne. Og jeg vil gerne bede jer i fællesskab at rangordne dem, efter hvilke I tror bedst ville fange jeres opmærksomhed i en kampagne omhandlende de danske forbehold til EU-samarbejdet. Sådan en kampagne kan I forvente at møde ganske snart, da der har været snak om, at der kan komme en folkeafstemning om et eller flere af forbeholdene. Så her er der otte forskellige kommunikationsprodukter. Og I må selvfølgelig gerne argumentere, kommentere og spørge ind til hinanden undervejs. Vi har noget viral markedsføring fx i form af en Youtube film, så har vi nogle flyers og/eller brochurer, så har vi nogle foredrag, så har vi TV- og/eller Radiospots, dernæst har vi noget så moderne som en App, derudover har vi annoncer og/eller artikler i aviser og dagblade, desuden via sociale medier som fx Facebook og til slut har vi Outdoor plakater, I ved sådan nogle, som hænger på gaden på busstoppesteder osv. I skal helst nå til en enighed, hvilket jo er en del af øvelsen. STEEN rykker foredrag nederst, og der grines. DORTHE: Ja, hvis kun vi kan få vores viden fra at gå til foredrag, så kommer jeg ikke til at have nogen viden. For det gider jeg i hvert fald ikke. Side 12 af 25

177 SOFIE: Altså hvis man skal nå nogle af de unge mennesker, og man gerne vil påvirke dem, så er man nok nødt til at rykke app en op. STEEN: Ja, jeg tror helt grundlæggende, at der skal skabes en eller anden stemning. MARION: En quiz! Et eller andet e-learning. Altså, at man gennem app en måske kan udfordre hinanden i EU viden. DORTHE: Ja, noget med: Lær alt om EU på 5 minutter om dagen. MARION: Ja fulgt op af det med at konkurrere. STEEN: Jeg tror nu stadig også, at det man møder udendørs bag på busser osv. er undervurderet. Jeg tror altså, det virker. Når Villy fx hænger der bag på en bus og siger 40 % lavere priser på offentlig transport. Det virker. MARION: Ja, men det er klart, at det er budskabet, der er afgørende. Ellers kan det hele være ligegyldigt. Hvis ingen fatter plakaterne, er den jo formålsløs. ENSTEMMIGT: Ja det er rigtigt. KASPER: Hvad med Youtube? CHRISTINE: Det synes jeg er for svagt et eller andet sted. MARION: Ja og der er man jo afhængig af, at man laver noget, der er så anderledes, at folk gider at klikke sig ind på filmen. DORTHE: Men annoncer skal vel højere op? ENSTEMMIGT: Ja. MARION: Ja og brochurer og flyers skal ned til foredrag, for dem er der sgu så mange af i forvejen. SOFIE: Foredrag er jo gode, men det er der ingen, der gider. STEEN: Ja det må man nok erkende. CHRISTINE: Ja man ser altså ikke folk valgfarte ned til et EU-foredrag. MARION: Jeg synes, at annoncer i aviser og dagblade skal en længere op end outdoor, fordi at hvis man fx kunne blive enige i en række lande om at lave en massiv kampagne med de samme budskaber, så tror jeg det kunne have en effekt, for det er ikke set før. Og så skulle man tænke det anderledes, end man plejer. MARIE: Er I alle enige om, at TV- og/eller radiospots er det, der virker absolut bedst på jer? ENSTEMMIGT: Ja. Side 13 af 25

178 SOFIE: Ja, det når jo nok flest mennesker. MARIE: I skal huske at tænke på jer selv og ikke på hele befolkningen. DORTHE: Jo, men så er det stadig det, der virker bedst på vores generation. SOFIE: Så tror jeg nu alligevel, at jeg vil være mere til annoncer og artikler i aviser og dagblade. STEEN: Det ville du? SOFIE: Ja, det tror jeg. STEEN: Er det der, du føler, du har den mest sådan? SOFIE: Ja, jeg bliver kun irriteret på spots og reklamer i radio og TV. STEEN: Ja, det gør jeg skam også, hvis de er dårlige. KASPER: Men hvis man nu skal være massiv i sin påvirkning, skal man så ikke lægge annoncer i sammenhæng med TV og radio? ENSTEMMIGT: Jo jo. STEEN: Jeg synes bare, at hvis det er os, man skal tænke på, så er vi noget ældre, og så er annoncer jo nok ret gode. Men altså min søn Daniel på 17, han læser sgu ikke en avis, så han ville i hvert fald ikke se annoncerne eller artiklerne. MARION: Men han ser vel TV og hører radio? STEEN: Ja, netop. MARION: På mig ville de sociale medier og måske også den virale markedsføring virke. Den der app, der vil jeg gerne kunne lære noget om EU, så vil jeg gerne kunne vinde noget og evt. kunne samle point om min viden om EU. KASPER: Ja sådan noget som: Vind en tur til EU. Det vil virke. CHRISTINE: Det jeg synes er lidt interessant ved annoncer, det er at de jo typisk er enten for eller imod. Og hvis de så er for noget, så udelader man ofte de ting, man ved vil skabe modstand. Derfor synes jeg, at nogle debatter er væsentlige. Så derfor tænker jeg, at annoncer, der kan skabe så meget debat, at de resulterer i nogle seriøse artikler omkring emnet, virker bedre. For jeg synes lidt, når man også følger en valgkamp, der læser man i starten også annoncerne, men senere hen fokuserer jeg mere på de artikler, der tager de ting op, der er blevet diskuteret i debatterne. MARION: Det er jeg fuldstændig enig i, og derfor synes jeg, det er utroligt vigtigt, hvis man tænker kampagne, så er det spild af penge bare at lave spots, hvis de står alene. Men hvis man formår at kombinere det med at hive de rigtige mennesker ind i medierne til rigtige debatter, som du er inde på, hvor det ikke bare er en reklame, men hvor der faktisk diskuteres,og hvor parterne får noget modspil. Altså hvor det ikke bare længere er ren propaganda. Side 14 af 25

179 STEEN: I den her realityverden, der kunne man jo rent faktisk øhm. Fx sportsentusiaster, dem lokker man jo ikke bare med sportsbegivenheder, men man lokker dem jo også ved at kunne vinde billetter til enten en fodboldkamp eller lignende. Altså hvis man nu forberedte det vel. Så kunne man jo rent faktisk godt lave sådan et TV-program, der i forbindelse med en konkurrence, lader nogle familier vinde en tur til Bruxelles, og så lader de her tre til fem familier få indsigt i EU s institutioner. Fordi jeg tror, at de her fire forbehold altså hvis det er sådan, at man ikke får solgt EU-projektet som helhed til familien Danmark, så vil det være alt for let for Dansk Folkeparti at pille det fra hinanden og bare bakke vores forbehold op og sige, hvad det vil give af problemer, hvis vi skilte os af med dem. Der skal altså skabes en bredere forståelse, og det kunne man måske gøre, ved at lade nogle familier tage ned og stille dumme spørgsmål. Så er det jo bare, at man skal gøre det interessant nok, sådan så folk gider at se det i TV, men det ville det måske også være, når det var rigtige mennesker, der skulle undersøge EU. SOFIE: Man kunne jo godt prøve ligesom man gjorde med Miljø-cup i Bella Center, hvor man fik spredt sådan en stemning. Pludselig var det helt in og skide smart. Alle var altså helt med på det. Og det er lidt den samme stemning, der skal skabes omkring det her. DORTHE: Ja og for at vi kan få hele familien Danmark med på den. Så skal vi ind i deres dagligstuer, og hvis man fx kunne få en samtale som denne her ind i deres stuer, så ville det måske virke. MARION: Tænk hvis folk så udsnit af den her diskussion, vi har siddet og haft i dag. Det tror jeg, folk ville synes var lidt sjovt og nok også lærerigt. Sådan lidt: Hold kæft mand ved de ikke andet og Gud ja, det er da også rigtigt. KASPER: Og der ville det jo være fair nok, at folk tror noget om EU, der så ikke er rigtigt. Og så kan man så bagefter rette op på det. SOFIE: Tror I ikke også, man skal have fat i nogle lidt kendte mennesker. Måske sådan nogle der er lidt in i tiden. KASPER: Ja, sådan en som Anders Lund-Madsen. Han ville sikkert være god. DORTHE: Ja, hvor mange så ikke under valgkampen den her helt almindelige familien Danmark hvor Helle, Lars og de andre var ude og drikke kaffe hos dem. Den virkede jo faktisk rigtig godt. SOFIE: Og det er vel sådan noget nyt marketingshalløj. STEEN: Uanset hvordan man gør det, så kræver det jo, at man er ombord i god tid. Og hvem ved reelt set, hvornår de her afstemninger de kommer. Det er jo lidt vanskeligt. Men det vil måske give EU et hype. CHRISTINE: Der skal i hvert fald være et sted, hvor man kan få svar på de spørgsmål, man har. For EU virker trods alt så langt væk fra Danmark, så hvis man kunne lave et eller andet interaktivt, hvor man kunne få svar. Det bør man kunne give, fordi EU er så komplekst. MARION: Ja og det bør app en og de sociale medier kunne give. Måske kunne man lave 10 dage til afklaring, hvor man sætter politikere og andre til at tage telefoner. MARIE: Så I er enige i den rangorden, I har lavet nu? Side 15 af 25

180 ENSTEMMIGT: Ja. MARIE: Så har jeg til sidst et diskussionsspørgsmål. Vil I på baggrund af den viden, I har nu om EU, altså med udgangspunkt i, at I ikke bliver mødt at kampagner, eller på anden vis får en masse viden om EU og de danske forbehold til EU-samarbejdet, ville I da vide, hvad I skulle stemme, og ville I også stemme til en folkeafstemning om et eller flere af forbeholdene? I behøver selvfølgelig ikke lade jeres politiske holdninger komme til syne. ENSTEMMIGT: Ja og ja. DORTHE: Jeg ville i hvert fald stemme, og jeg ville også vide, hvad jeg skulle stemme. STEEN: Jeg synes faktisk at overordnet efter de her forbehold blev til, har det vist, at de fleste politiske partier ville anbefale en afskaffelse af de her forbehold. MARION: Ja for det er ærgerligt, at man ikke kan få indflydelse. Så jeg ville helt klart også stemme. KASPER: Ja, det er jo som at købe en andelslejlighed. Man har købt noget, men man kan alligevel ikke få ordentlig indflydelse. Så ja, jeg ville også stemme og ville også vide, hvad jeg skulle stemme. CHRISTINE: Jeg er ikke sikker på, at jeg ville stemme ja til afskaffelsen af forbeholdene, men jeg ville nu stemme alligevel. MARIE: Ja, men hvis ikke I har spørgsmål eller kommentarer, så var det faktisk alt, hvad jeg mente, denne fokusgruppe skulle indeholde. Jeg vil sige jer mange tak for jeres aktive deltagelse. Resultat af kommunikationsproduktøvelsen: 1. TV- og/eller radiospots. 2. Annoncer og/eller artikler i aviser og dagblade. 3. Via Sociale medier, som fx Facebook. 4. En App. 5. Outdoor plakater o.lign. 6. Viral markedsføring, som fx en film på Youtube. 7. Foredrag. 8. Flyers og/eller brochurer. Meningskondenseringens trin 2, 3 & 4 Naturlig meningsenhed D: Jeg har fået det spørgsmål, der hedder: Hvad kan du fortælle om unionsborgerskabsforbeholdet?. Det er godt nok et langt ord. Jeg ved, vi har nogle forbehold. Men hvad det er for nogle, det ved Centralt tema Usikkerhed omkring de danske forbehold. Spørgsmål til meningsenhed Hvordan kan DI imødekomme denne usikkerhed? Side 16 af 25

181 jeg reelt ikke. Altså jeg ved, at vi har det forbehold, hvor vi ikke er med i euroen. Er det egentlig et forbehold? Det tror jeg nok. D: Og de andre forbehold ved jeg faktisk ikke hvad er. S: Det militære er nemlig det med, at vi ikke kan deltage i militære aktioner under EU regi. Men det gør vi jo glædeligt i FN regi og i NATO regi. S: Men i hvert fald kan jeg sige om dit spørgsmål Dorthe, at vi som danskere har den her nationale følelse, og dansk statsborgerskab har vi ligesom forsøgt at værne omkring i stedet for at acceptere, at vi er en del af EU og dermed få et EU-borgerskab. Og et af forbeholdene går derfor på, at vi forbeholder os retten til at have en dansk statsborgerskab. C: Jeg tror ikke længere, der er nogen lande, der har ret til kun at have et unionsborgerskab. Vi har alle sammen et nationalt borgerskab, og så kan man oveni have et unionsborgerskab. Så på den måde tror jeg ikke længere, det er relevant. Men jeg ved det ikke. M: Men nu siger du så for Dansk Folkeparti, men man skal heller ikke glemme, at det er en ret stor del af den danske befolkning, der er tilhængere af Dansk Folkeparti. Og afhængig af hvordan diskussionen tager fat, kan man godt forvente, at det bliver en ret heftig debat, selvom vi nu sidder her og siger, at det ikke har så stor en betydning. I nogles hjerter har det nok en større betydning, end vi lige tror. D: Men tror I ikke, at alle i dag føler, at de er europæere. Altså de unge mennesker i dag ser jo ingen begrænsninger. De siger jo bare: Jamen jeg kan jo bare tage ned til Spanien og arbejde. S: Jeg tror, at hvis det er sådan, at du tager ud til Vestjylland og taler om en jævn familie i det vestjyske, så er jeg bestemt ikke sikker på, at man betragter sig selv som en del af EU. K: Ja: Hvad kan du fortælle om de afstemninger vi har haft i Danmark i forbindelse med EU?. Der var, som jeg husker det, var der i 72 den afstemning, hvor vi stemte ja til EF. Og så var der den i 92, hvor der også blev stemt ja. Men hvornår de der forbehold kom ind, ved jeg faktisk ikke. Om det var en del Interviewpersonen er sikker omkring det militære forbehold. Unionsborgerskabsforbeholdet forklares. Unionsborgerskabsforbeholdets aktualitet afvises. Interviewpersonen argumenterer for, at EU-debatten kan blive heftig. Interviewpersonerne diskuterer danskeres tilhørsforhold til EU. Interviewpersonerne forsøger at ihukomme de danske EUafstemninger. Betyder deltagerens klarhed omkring emnet, at der ikke er brug for kommunikation på området? Betyder deltagerens klarhed omkring emnet, at der ikke er brug for kommunikation på området? Vil det så sige, at der ikke er brug for kommunikation på området? Hvorfor har EU en større betydning i nogles hjerter frem for i nogle andres? Hvad skyldes, at der er nogle, der føler sig mere som europæer end andre? Hvad er formålet med de mange EUafstemninger, når det ikke er alle, der kan huske, hvad de var til for? Side 17 af 25

182 af den afstemning, eller om det var en afstemning for sig selv, det ved jeg faktisk ikke. K: Men om der så har været noget efterfølgende, ved jeg så ikke. Det erindrer jeg faktisk slet ikke noget om. Ikke andet end at der jævnligt er blevet talt meget om de her forbehold. Altså om man tør eller ikke tør at stå uden dem. ST: Altså efter euroen blev stemt ned første gang, så har man ikke rørt mere ved den. Men er det ikke sådan at Maastricht skabte alle problemerne. Og så lavede man den der nye aftale, hvor nogen så kunne være med på nogle forbehold. Var det ikke i Edinburgh? ST: Og der lavede man så den nye traktat. Som jeg erindrer det, var det Maastricht, der skabte alle problemerne. Og da så de enkelte lande kom tilbage til deres parlamenter, gik det op med krav om folkeafstemninger rundt omkring, og så var der flere lande, der var enige om, at vi jo var nødt til at gøre et eller andet ved den der traktat, fordi den blev stemt ned rundt omkring. Og så var det jo, at man arbejdede videre på den og fik lempet nogle af tingene. Og samtidig så fik de lande, der ønskede at have nogle forbehold fik lov til at have dem. Og vi fik de fire. Englænderne havde også et eller flere og det samme med Sverige. ST: Ja, og så lavede man en modereret version. Det nye EU der blev skudt ned, fordi der var alt for mange, der sagde nej. Og så lavede man den der reducerede version, hvor man så har en præsident og en EU-udenrigsminister og nogle ændrede betingelser, hvor man sagde, at det her med flertalsafstemninger altså afstemningsreglerne blev lavet om. Og fordi at der nu var 25 medlemslande. Er det ikke det, der er? ST: Alle kunne ikke gøre sig forhåbninger om at have ens indflydelse. Det var jo sådan i det gamle set-up, at Danmark som et lille land havde forholdsmæssige flere stemmer og meget mere magt end de store lande, og det var jo det forhold man forsøgte at lave om på. M: Ja det er rigtigt, men det formåede man bare ikke at kommunikere ordentligt ud til befolkningerne, hvorfor at folk stemte nej så som Holland, Frankrig osv. K: Men eksisterer alle de forbehold stadig i deres fulde forstand, sådan så at vi faktisk er Interviewpersonerne savner kommunikation omkring Danmarks potentielle indflydelse på EU. Interviewpersonen tvivler på Hvordan kan DI imødekomme manglen på kommunikation omkring DK s potentielle indflydelse? Hvordan kan DI informere danskernes Side 18 af 25

183 status quo med 93? forbeholdenes status. om forbeholdenes aktualitet? C: Men forsvarsforbeholdet betyder, at man ikke må deltage i nogle militære operationer under EU s ledelse. Men at vi godt må under FN, og NATO må man vel også. Men det betyder vel også, at man er nødt til at trække sig ud steder, hvor man måske hjælper, hvis nu EU blander sig Interviewpersonen forsøger at definere forsvarsforbeholdet. Betyder deltagerens klarhed omkring emnet, at der ikke er brug for kommunikation på området? SF: Hvad kan du fortælle om retsforbeholdet. Øhm der kan jeg egentlig ikke fortælle så meget, andet end at jeg tænker, at vi stadig har vores lovgivning og vores retsforhold. Sådan så at vi selv kan styre vores love, uden at EU skal blande sig. M: Ud over det, så er det vel også, at vi ikke kan acceptere at tysk politi arbejder på vores territorium. At der altså er nogle regler om politisamarbejdet og efterforskning. Så der er nogle begrænsninger på samarbejdet. ST: Faktisk tror jeg, det hedder mere end bare retsforbeholdet. Altså normalt omtaler man det også som den del, der har med politisamarbejdet at gøre. Altså det Danmark var bange for var, hvis det tyske politi pludselig skulle vælte ind over grænsen, og det tror jeg er helt misforstået. Og jeg tror også, at det efterfølgende har vist sig, at det samarbejde der findes, for de lande der er fuldgyldige medlemmer af EU, at det fungerer rigtig godt. Mens vi igen har måtte stå udenfor. C: Men er der ikke også noget andet i det forbehold. Jeg kan ikke huske, hvordan det hænger sammen. Altså noget med at EU ikke frit kan diktere, hvordan lovgivningen skal se ud i alle lande. Det kan fx være regler omkring opbygning af retssamfundet. Og også nogle regler omkring indvandrere. Altså de enkelte lande har noget selv at skulle have sagt. D: Det kommer jo så an på, hvad det er. Er det fx et direktiv, så skal det jo bare gælde i landet. Men vi laver så vores egne bekendtgørelser omkring andre ting, der ikke er dikteret. C: Men jeg mener nu stadig, at de andre lande godt kan nedlægge veto, hvis der kommer et nyt direktiv, der ikke er opbakning til. S: Og jeg tror netop, det var det, man forsøgte at pille ved, ved den sidste traktat. Altså at hvis der var et flertal af stater, der stemte for, så skulle man bare makke ret. Så hvis der er Interviewpersonerne forsøger at definere retsforbeholdet. Interviewpersonerne diskuterer et direktivs værd i EU. Hvordan kan DI skabe klarhed omkring retsforbeholdet? Er det relevant for DI at skabe klarhed omkring direktiver i EU, og hvordan kan de i så fald det? Side 19 af 25

184 vedtaget et direktiv i EU, så er det principielt lovgivning for de enkelte lande. Og så er det jo kun, hvis man har nogle forbehold, at man kan vige uden om. S: Jeg har det kun fra min HF. Og en lille smule fra aviserne, og så når man taler med andre om det. K: Nettet og avisen. Så den viden jeg har er en, jeg selv opsøger. D: Ja det er klart kun fra TV et. For jeg springer artiklerne over, når jeg støder på dem. K: Det er i hvert fald ikke noget, jeg taler med familie eller venner om. Så der har jeg helt sikkert ikke hentet nogen viden. C: Min begrænsede viden er en, jeg har fået fra avisoverskrifter. For jeg når ganske sjældent ned i artiklerne. Tilbage i tiden forsøgte jeg aktivt at indhente viden, men det er længe siden. Interviewpersonerne sætter ord på, hvor de har deres viden om EU fra. Hvorfor er EU et emne, der ikke er interessant at opsøge viden omkring? K: Det er jo også blevet alt for komplekst. EU er komplekst. Hvorfor er EU komplekst? C: Ja og mere ligegyldigt et eller andet sted. I forhold til vores forbehold og så længe de består så interesserer det mig ikke. Kun hvis der kommer en ny folkeafstemning. Så ville jeg nok igen begynde at tænke mere over det. EU er ligegyldigt. Hvorfor er EU ligegyldigt? ST: Jamen da min hustru har arbejdet i et job relateret til EU, så har vi haft det på bordet flere gange der hjemme. Og vi kan sagtens over middagsmaden med vores børn sidde og fastlægge, hvad det nu er parlamentets rolle er osv. Altså hvor mange penge der er involveret, hvor væsentligt det er osv. Men det tror jeg desværre skyldes min hustrus tidligere job. Ellers havde vi nok ikke brugt så meget tid på det. Vi har jo bare følt os lidt tvunget til at snakke om det. M: Jeg tror, at jeg har det ligesom nogle af jer andre. Det der kommer væltende i hovedet på mig, der omhandler EU i medierne, det får jeg ind. Men når jeg en sjælden gang i mellem forsøger at læse en artikel om noget, der omhandler EU, så erfarer jeg bare, det bliver så kedeligt og distanceret, så det gider jeg ikke. M: Altså jeg kan bare ikke se, altså: What s in it for me? Hvad rager det mig et eller andet sted. EU er ikke et emne, der bliver brugt samtaletid på derhjemme. EU er et kedeligt og distanceret emne. EU er irrelevant for den enkelte. Hvorfor er EU et emne, der ikke er interessant at opsøge viden omkring? Hvorfor er EU kedeligt, og hvorfor opfattes det som et distanceret emne? Hvordan kan DI forsøge at ændre opfattelsen omkring, at EU er irrelevant for den enkelte? Side 20 af 25

185 ST: Men der er nogen politikere, der er bedre til at sætte det på dagsordenen end andre, og hvad er det nu, hun hedder hende den gamle hende den lille terrier. SF: Lykke Friis? ST: Ja nemlig. Jeg synes faktisk, at hun har evnet at sætte EU-spørgsmålet til debat på en engageret måde. D: Og hun har måske også kunne forenkle det til et sprog, som vi alle sammen kan være med på. M: Det er totalt underprioriteret at gøre EU til en interessant historie i medierne. SF: Men tror I ikke også, at det er fordi, vi er en smule forsigtige omkring det. Så der er måske mange, der ikke synes, det er smart at tage det emne frem. Så måske det er derfor, at politikkerne ikke taler så meget til os om det. M: For jeg tror, det er helt rigtigt, som Sofie sagde før, at der er rigtig meget af det, der bliver besluttet, der faktisk vedrører os. Vi ved det bare ikke. Og så længe at debatten svæver på et højt niveau med ord som velfærd og sustainability, så er der ikke en kæft, der forstår det eller gider at interessere sig for det. Ingen fatter det. Men hvis man nu fortæller folk nogle reelle og håndgribelige grunde til, at vi er med i EU som fx hvis nu vi ikke var medlem af EU, så ville de giftstoffer vi har i maden altså whatever. Jeg mener bare, at man skal gøre det synligt for folk, så det berører dem. M: Jeg vil rigtig gerne vide det, og er super interesseret. Jeg er bare for doven til at kæmpe mig igennem nogle dødssyge artikler, der ikke appellerer til mig. K: Jeg tror også, at der er mange negative ting, der kommer frem. Sådan noget som hvad man får i kassen, hvis man har 7,5 får og noget om, at agurken skal krumme på den rigtige måde. Og at det koster en milliard at flytte til Strassburg og tilbage igen. Men vi skal spare osv., og det er sådan noget, jeg lægger mærke til. Og så synes jeg, det bliver et åndssvagt projekt. Men der er sikkert en masse gode ting. SF: Altså jeg kan i hvert fald huske, at vi på min HF snakkede om, at EU faktisk også var et socialt projekt. Og at det derfor også var mærkeligt, at der ikke var flere, der var pro det, fordi det faktisk også var et projekt, der kunne tage hånd om alle mennesker. Og at der derfor Interviewpersonerne er enige om, at nogen er bedre til at sætte EU i debat end andre. En spændende vinkel på EU er underprioriteret, fordi det er et ømtåleligt emne. Det er svært for den enkelte at forstå EU, fordi det ikke er synligt. Tunge artikler fænger ikke, hvad angår EU. De negative EUhistorier fylder meget i mediebilledet. Det kommer ikke frem, at EU ikke kun handler om penge. Hvad er det, der gør, at nogle er bedre til at sætte EU i debat, end andre? Hvordan kan DI sætte en mere fængende vinkel på kommunikationen omkring EU? Hvordan kan DI gøre fordelene ved EU synlige? Hvordan kan DI få danskerne til at gide at engagere sig? Hvordan skaber DI et positivt billede af EU? Hvordan kan DI fremhæve de ikkeøkonomiske fordele ved EU? Side 21 af 25

186 også burde være flere socialdemokratiske stemmer, der burde være for EU, fordi det også tager hånd om de svage i samfundet. Men det kommer heller ikke frem, og jeg kan bare huske, at jeg var meget overrasket over, at det ikke kun handlede om penge og nogle høje herrer. C: Jeg tænker også, at der er kommet sådan et lillebror forhold omkring Danmark og Danmarks muligheder for at få indflydelse, netop fordi vi er et lille land. Min idé er også, at vi pga. vores størrelse har begrænsede muligheder for at få indflydelse. Men det er sikkert ikke rigtigt. Men vi føler nok lidt, at vi vil komme til at stå i skyggen af de større lande, og derfor har det for mig ikke den store betydning. S: Men der er jo faktisk noget med, at man har flere stemmer, hvis man har færre antal indbyggere, sådan så at de store lande måske kun har en stemme, hvor vi så har to. Sådan så vi stadigvæk har indflydelse. Men det hører man jo så heller ikke om. C: Nej og jeg frygter bare lidt, at EU er det her store økonomiske apparat, der bare kører de ting over, vi er glade for i Danmark, og som måske ikke tilgodeser de ting, vi prioriterer fx i forhold til forurening. M: Jeg synes, at man kan relatere tilbage, og jeg synes, at der har været flere visionære personer, der har givet udtryk for, at vi i Danmark skal være bedre til at kommunikere om det her projekt. Fordi ellers falder det på gulvet. M: Der er noget rigtigt i det, som jeg mener, det var Bush eller Clinton, der sagde, at: Who the hell should I call if I want to call Europe?. Altså hvem bestemmer egentlig? EU-systemet er altså utrolig dårlig til at vise et fælles fjæs udadtil. M: Men hvis man tænker lidt kommunikativt, så tænker jeg, at det lige præcis er det, de danske politikere, DI eller hvem det nu er, skal signalere, at hvis vi kan stå sammen handelsmæssigt og også i forhold til at handle energi, så står vi meget stærkere. M: Enhver idiot og enhver borger kan jo se, at det med agurken og millionen i Strasbourg ikke giver mening. Og vi får ingen fornuftige svar, når der begås nogle fejl. C: Nej og de ting fylder jo meget i medierne. Interviewpersonerne diskuterer Danmarks indflydelsesmuligheder. Interviewpersonen frygter, at EU er et farligt økonomisk apparat. Vi skal være bedre til at kommunikere om EU. EU-fællesskabet er vagt udadtil. Kommunikationen skal tage udgangspunkt i fællesskabet. Dårlig EU-omtale i medierne påvirker borgerne. Hvordan kan DI portrættere DK s indflydelsesmuligheder? Hvordan kan DI fremhæve de ikkeøkonomiske fordele ved EU? Hvad skal DI kommunikere omkring EU, så det ikke bliver glemt? Hvordan kan DI skabe en fællesskabsfølelse omkring EU? Hvordan kan DI skabe en fællesskabsfølelse omkring EU? Hvordan skaber DI et positivt billede af EU? Side 22 af 25

187 M: Ja, og det fylder sgu også hos mig som borger. Altså hallo det er også mine penge! ST: Ja, altså der er jo ligesom nogle væsentlige historier, der kan fortælles. Historien om det indre marked, der har skabt vækst og nye muligheder i Europa og på tværs af landegrænser, det er en langt sværere historie at fortælle. Men det er ikke desto mindre i mine øjne det, der er grund til succesen i EU. M: Så fortælle historier om, at vi kan få mest ud af det, hvis vi holder lidt sammen D: Jeg har det netop også sådan omkring den der støtte, at jeg også synes, det bliver for smart på en eller anden måde. Altså fx skal man herhjemme have 11 får, og så kan du så en lille mand for tilskud til det der, selvom du bare har får i din fritid. Og så kan du som ene mænd hæve en masse penge fra EU, og der tænker jeg altså, at man burde have gjort tingene lidt anderledes. ST: Ja, der er altså de der historier som fåreavlerhistorien, olivenhistorien og øh D: Ja, og det er da bare sådan nogle ting, der gør, at man ikke kan gøre andet end at grine af EU. K: Er det ude af kontrol? ST: Det tror jeg som sådan ikke. Jeg tror, det er meget godt under kontrol. Jeg tror ikke, at det er noget, der er i en galopperende vækst. Det folk lader sig irritere over bunder i en misopfattelse. D: Ja, hvis kun vi kan få vores viden fra at gå til foredrag, så kommer jeg ikke til at have nogen viden. For det gider jeg i hvert fald ikke. SF: Altså hvis man skal nå nogle af de unge mennesker, og man gerne vil påvirke dem, så er man nok nødt til at rykke app en op. M: En quiz! Et eller andet e-learning. Altså at man gennem app en måske kan udfordre hinanden i EU viden. ST: Jeg tror nu stadig også, at det man møder udendørs bag på busser osv. er undervurderet. M: Ja, men det er klart, at det er budskabet, der er afgørende. Ellers kan det hele være ligegyldigt. M: Ja og brochurer og flyers skal ned til foredrag, for dem er der sgu så mange af i forvejen. SF: Foredrag er jo gode, men det er der ingen der gider. Interviewpersonerne argumenterer for nogle væsentlige historier, der bør fortælles. EU er til grin, hvad angår tilskud. Interviewpersonerne diskuterer, om EU er i kontrol? Interviewpersonerne diskuterer hvilke kommunikationsproduk ter, der fanger deres opmærksomhed. Hvilke historier skal DI særligt fremhæve i kommunikationsindsatsen? Hvordan skaber DI et positivt billede af EU og skabe klarhed omkring nogle fejlopfattelser? Hvordan skaber DI et positivt billede af EU? Hvilke kommunikationsprodukter bør DI s kampagne bestå af? Side 23 af 25

188 M: Jeg synes, at annoncer i aviser og dagblade skal en længere op end outdoor, fordi at hvis man fx kunne blive enige i en række lande om at lave en massiv kampagne med de samme budskaber, så tror jeg det kunne have en effekt, for det er ikke set før. SF: Jeg bliver kun irriteret på spots og reklamer i radio og TV. K: Men hvis man nu skal være massiv i sin påvirkning, skal man så ikke lægge annoncer i sammenhæng med TV og radio? ST: Jeg synes bare, at hvis det er os, man skal tænke på, så er vi noget ældre, og så er annoncer jo nok ret gode. Men altså min søn Daniel på 17, han læser sgu ikke en avis, så han ville i hvert fald ikke se annoncerne eller artiklerne. M: På mig ville de sociale medier og måske også den virale markedsføring virke. Den der app, der vil jeg gerne kunne lære noget om EU, så vil jeg gerne kunne vinde noget og evt. kunne samle point om min viden om EU. C: Det jeg synes er lidt interessant ved annoncer, det er at de jo typisk er enten for eller imod. Og hvis de så er for noget, så udelader man ofte de ting, man ved vil skabe modstand. Derfor synes jeg, at nogle debatter er væsentlige. ST: Altså hvis man nu forberedte det vel. Så kunne man jo rent faktisk godt lave sådan et Tv-program, der i forbindelse med en konkurrence, lader nogle familier vinde en tur til Bruxelles, og så lader de her tre til fem familier få indsigt i EU s institutioner. M: Tænk hvis folk så udsnit af den her diskussion, vi har siddet og haft i dag. Det tror jeg folk ville synes var lidt sjovt, og nok også lærerigt. Sådan lidt: Hold kæft mand ved de ikke andet og Gud ja, det er da også rigtigt. SF: Tror I ikke også, man skal have fat i nogle lidt kendte mennesker. Måske sådan nogle der er lidt in i tiden. D: Ja, hvor mange så ikke under valgkampen den her helt almindelige familien Danmark hvor Helle, Lars og de andre var ude og drikke kaffe hos dem. Den virkede jo faktisk rigtig godt. C: Der skal i hvert fald være et sted, hvor man kan få svar på de spørgsmål, man har. For EU virker trods alt så langt væk fra Danmark, så Side 24 af 25

189 hvis man kunne lave et eller andet interaktivt, hvor man kunne få svar. Det bør man kunne give, fordi EU er så komplekst. M: Ja og det bør app en og de sociale medier kunne give. Måske kunne man lave 10 dage til afklaring, hvor man sætter politikere og andre til at tage telefoner. ST: Uanset hvordan man gør det, så kræver det jo, at man er ombord i god tid. Og hvem ved reelt set, hvornår de her afstemninger, de kommer. Det er jo lidt vanskeligt. Men det vil måske give EU et hype. ENSTEMMIGT: Ja og ja. D: Jeg ville i hvert fald stemme, og jeg ville også vide, hvad jeg skulle stemme. ST: Jeg synes faktisk at overordnet, efter de her forbehold blev til, har det vist at de fleste politiske partier ville anbefale en afskaffelse af de her forbehold. M: Ja for det er ærgerligt, at man ikke kan få indflydelse. Så jeg ville helt klart også stemme. K: Ja, det er jo som at købe en andelslejlighed. Man har købt noget, men man kan alligevel ikke få ordentlig indflydelse. Så ja, jeg ville også stemme og ville også vide, hvad jeg skulle stemme. C: Jeg er ikke sikker på, at jeg ville stemme ja til afskaffelsen af forbeholdene, men jeg ville nu stemme alligevel. Timingen for kampagnen er afgørende. Interviewpersonerne vil stemme i tilfælde af en folkeafstemning. Hvordan skal DI s kampagne gå i luften? Hvordan kan DI have en effekt med deres kommunikationsindsats på de, der i forvejen ved, hvad de vil stemme? Side 25 af 25

190 BILAG NR. 8 Transskribering af fokusgruppe 2. Fokusgruppen blev afholdt den 19. marts 2012 kl. 18:00 på en privatadresse på Frederiksberg Allé. Deltagere: Amalie, 25 år, studerer biotek. Victoria, 24 år, i praktik som journalist. Naji, 29 år, studerer cand.merc.jur. Martin, 19 år, murerarbejdsdreng. Mats, 24 år, studerer serviceøkonom. Signe, 24 år, studerer kommunikation. MARIE: Tak fordi I gider, at komme det sætter jeg stor pris på. Jeg er, som bekendt, ved at skrive mit speciale, og det handler om de danske forbehold til EU. Nærmere bestemt, skal jeg udarbejde en kampagne for interesseorganisationen DI, og denne kampagne skal forsøge at påvirke danskerne til at stemme efter deres dagsorden, i tilfælde af en folkeafstemning om et eller flere af forbeholdene. Grunden til at I er her i dag, er for at jeg kan lære noget om dels jeres viden omkring EU, og dels lære noget om de erfaringer, I har med EU. Det skal ikke forstås som nogen eksamen, og det er således mig, der er her for at lære. Flere af jer spurgte mig inden fokusgruppen, om I skulle forberede jer, og det håber jeg ikke I har gjort, for det ville skabe et noget misvisende billede af jeres viden og erfaringer. Jeg ved, at nogen af jer siger, at I ikke ved så meget, og det er selvfølgelig mere end okay, og der er ingen rigtige svar. Som sagt er det mig der er her for at lære. Kom endelig med alle jeres kommentarer, erfaringer osv. undervejs, og I må endelig gerne kommentere hinandens udtalelser, og I må ligeledes også gerne spørge ind til hinanden. Det er den sociale interaktion mellem jer, der skal give mig noget viden, så hold jer endelig ikke tilbage. AMALIE: Må jeg spørge om noget? MARIE: Det kan du tro. AMALIE: Hvad mener du helt præcist med ordet forbehold? MATS: Jeg kan godt svare. MARIE: Ja, hvis en af I andre kan svare, er det helt okay. AMALIE: Men nu er der blevet sagt forbehold 800 gange, men når jeg ikke helt er sikker på hvad det er, så spørger jeg. MARIE: Det er klart og det er et ganske glimrende spørgsmål. Jeg kan også sagtens lige slå fast, at når jeg siger, at Danmark har nogle forbehold til EU, så vil det sige, at der er nogle områder i EU, hvor Danmark ikke deltager. Og officielt set bliver det kaldt for forbehold til samarbejdet. AMALIE: Okay. Jeg skulle bare lige vide, om det var det. MARIE: For en god ordens skyld, så vil jeg gerne bede jer om, at vi lige tager en præsentations runde, så alle ved, hvad hinanden læser og laver til dagligt. Så hvis du Signe vil starte? Side 1 af 35

191 SIGNE: Jeg læser det samme som Marie, altså International Virksomhedskommunikation. Så det er det jeg går og sysler lidt med. Og for tiden tager jeg nogle fag på CBS. MARTIN: Jeg er håndværker, og så har jeg færdiggjort handelsgymnasiet. AMALIE: Jeg læser en civilingeniør i bioteknologi, så det har ikke en skid med samfundet at gøre. MATS: Jeg læser serviceøkonom og så importerer jeg champagne. For det meste læser jeg dog til serviceøkonom. NAJI: Jeg læser cand.merc.jur. VICTORIA: Og jeg læser journalistik. MARIE: Fint, mange tak. I har hver trukket et spørgsmål fra bordet, og den her øvelse om man vil, vil jeg gerne have at vi laver, så jeg kan få en forståelse, hvor vi er henne. Så det er for at jeg kan tilrettelægge resten af de diskussioner, vi skal have i dag. I må endelig gerne hjælpe hinanden. Hvis du vil starte Signe. SIGNE: Jeg har fået spørgsmålet: Hvad kan du fortælle om forsvarsforbeholdet? Og ja, jeg kan ikke sige noget helt konkret om forbeholdet, men jeg ved, at der er nogle ting vi ikke deltager i, i forhold til nogle operationer, som EU foretager. Men jeg ved ikke hvad det ellers konkret går ud på. MARIE: Der er måske nogle af jer andre der ved noget andet omkring det? MARTIN: Ja, forsvarsforbeholdet det går ud på, at vi ikke vil have en fælles hær eller hvad man siger. Hvis EU for NATO overtager operationer rundt omkring i Verden, så skal Danmark trække sine soldater ud. MARIE: Hvad lød dit spørgsmål på Martin? MARTIN: Hvad kan du fortælle om Danmarks forbehold til EU-samarbejdet, helt overordnet? Vi har fire forbehold, der er så forsvarsforbeholdet, retsforbeholdet, euroen og så er der et til. Det er unionsborgerskabet, og det mener jeg faktisk ikke er gældende mere som sådan. Jeg tror mere det gælder for alle lande. MARIE: Amalie, hvad lyder dit spørgsmål? AMALIE: Det er: Hvad kan du fortælle om Danmarks overordnede forhold til EU? Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare. Jeg ved at Danmark er med i EU, men at vi har nogle regler til vores deltagelse, så vi er nok et af de mere besværlige lande at have med. Efter hvad jeg ved, så er der en masse traktater, som Danmark ikke har ville underskrive, fordi at Danmark har sine egne holdninger. MARIE: Er der nogle af jer andre, der har noget at tilføje? VICTORIA: Det ved jeg ikke jeg har lidt indtrykket af, at vi gerne vil være med i den sådan grad, at jeg ikke har noget indtryk af, at Danmark kunne finde på at melde sig ud af EU. Så vi vil Side 2 af 35

192 jo gerne være med, men på vores egne betingelser. Der er ligesom nogle ting, hvor vi på et tidspunkt har bestemt, at der vil vi ikke være med, dvs. afgive suverænitet. Men vi har ikke nok forbehold, så vi kunne finde på at melde os ud. Så vi vil jo gerne være med. AMALIE: Så ved jeg så også, at vi har formandskabet. VICTORIA: Det havde jeg faktisk glemt. AMALIE: Men jeg ved ikke engang hvad det indebærer. MARIE: Måske der er nogle af jer andre der ved det? MATS: Jamen Danmark styrer møderne, og er vært om man så må sige. Vi kan derfor også bruge det til at få nogen af vores ting på dagsordnen, som fx vækst. AMALIE: Så de kan godt afgøre hvad man snakker om? MATS: Nej, ikke som sådan, men det er mere symbolsk tror jeg. Det er jo en længere proces at få ting igennem. MARTIN: Ja det er jo det. MARIE: Mats, hvordan lyder dit spørgsmål? MATS: Hvad kan du fortælle om euroforbeholdet? Jamen i bund og grund går det ud på, at vi har sagt nej til euroen i en afstemning. Og det er sådan set hvad det går ud på, jeg kan ikke som sådan fortælle hvad det har af konsekvenser. Men kronen er jo også bundet til euroen. Ikke at det har noget med forbeholdet at gøre. MARIE: Ja, hvad er dit spørgsmål Naji? NAJI: Hvad kan du fortælle om unionsborgerskabsforbeholdet? Jeg aner det ikke, men er det ikke noget med at vi ikke bliver en stat? Det ligger ligesom i ordet. VICTORIA: Det lyder lidt som en eller andet overting til statsborgerskabet. Men jeg har faktisk heller aldrig hørt om det før i dag. AMALIE: Hvad var det helt præcist det hed? NAJI: Unionsborgerskabsforbeholdet. MARTIN: Jeg er meget enig i det du siger. Da vi stemte om det i Maastricht aftalen der, der sagde vi, at man ikke ville have, at vi var en fælles union som du siger. Men her senere hen, mener jeg at EU har gjort op med det, så vi mere eller mindre er ens. Det eneste er, at Danmark ikke kan få hjælp af udenlandske diplomatier rundt omkring i Verden, hvilket man dog ville kunne, hvis vi var medlem af unionsborgerskabet. MARIE: Victoria? Side 3 af 35

193 VICTORIA: Ja, jeg har fået sådan et stort spørgsmål. Hvad kan du fortælle om de folkeafstemninger vi har haft i Danmark i forbindelse med Danmarks forbehold til EUsamarbejdet. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om hvilke afstemninger vi har haft, ud over at vi for nogle år siden stemte om euroen. Men jeg ved ikke hvordan reglerne helt håndfast er skruet sammen, sådan hvordan noget skal til en folkeafstemning. Men det er, hvis vi diskutere om, at skulle bryde nogle af de forbehold vi har i forvejen, så skal de til en folkeafstemning. Nu har vi besluttet os for at sige nej til euroen, så hvis der er nogen, der beslutter sig for, at vi skal have den alligevel, så skal den ud til folkeafstemning, så vi kan stemme om det igen. Men andet ved jeg ikke om dem. AMALIE: Men det har mest noget, at gøre noget med, at Danmark gerne vil være fælles om tingene og have et demokrati, for det har vel ikke noget at gøre med, at EU siger at vi skal stemme om tingene. For der er vel i mange af de andre lande, at der ikke bliver stemt om tingene, og i andre lande bliver tingene vel bare trukket ned over hovedet på dem? VICTORIA: Det tror jeg også, og jeg tror at forbeholdene på en eller anden måde sikrer os, at vi får lov til at sætte kryds ved ja eller nej, hvis der er noget de gerne vil lave om på. NAJI: Ja, det bestemmer man jo selv. Regeringen bestemmer selv, om det er noget der skal stemmes om, med mindre det har noget med grundloven at gøre. For ellers er det regeringen, der udelukkende bestemmer og bedømmer, om der skal være en folkeafstemning eller ej. Og medierne diskuterer det selvfølgelig også. MARTIN: Jeg tror faktisk, at efter Danmark lavede det med Maastricht-traktaten, at det blev meget populært i større lande også at lave det. Frankrig og Tyskland stemte også om det, men lidt symbolsk, for de vidste at det vil blive et ja, men bare for at vise, at lille Danmark ikke skulle kunne sætte sig på hælene. MATS: Maastricht kom det efter EF-afstemningen? MARTIN: Jo, EF var jo det første. Det var det der startede det hele. MATS: Og det var så der, at alle kom op at slås MARIE: Ja, nu har jeg sådan øvelse nr. 2, der er et diskussionsspørgsmål. Hvor erfarer I, at I har jeres viden om EU fra? Om den så er begrænset eller ej. Og når jeg siger, at I skal diskutere det med hinanden, så vil det sige at I skal fortsætte diskussionen, indtil det står jeg klart, hvor I har jeres viden fra. VICTORIA: Udelukkende fra Rungsted Gymnasium. MARIE: Hvis nu I tænker på jeres dagligdag, jeres studier osv., hvor møder I så emnet henne? VICTORIA: Jeg synes tit, at hvis jeg i nyhederne hører nogen ævle om et eller andet med nogle forbehold eller noget, så støder jeg på nogle ord, jeg slet ikke fatter. Ligesom du Amalie sagde, altså det med, hvad et forbehold egentlig er. Nogle gange er jeg ligeglad, og andre gange googler jeg det, for at finde ud af hvad søren de snakker om. Så det er egentlig tit, fordi jeg hører noget, som jeg egentlig ikke forstår, hvad er. Side 4 af 35

194 SIGNE: Der har jeg det på samme måde. Ellers hvis man snakker med nogen, og man så tænker: Gud, det ved jeg bare slet ikke noget om. Så går jeg også ind og kigger, for at finde ud af noget om det. MARIE: Hvad tænker I andre? NAJI: Det jeg ved om EU, det er kun handelsbaseret, og det skyldes udelukkende min uddannelse. Men ellers sådan nogle ting som det her, hører jeg bare fra medierne. Hvis der fx er en eller anden ekspert, der udtaler sig, så tager jeg det til mig, og husker det. Og ellers får jeg ikke min viden nogen steder fra. MARTIN: Jeg har det må samme måde. MATS: Jeg læser aviser hver dag. MARIE: Læser I da artiklerne der omhandler EU? NAJI: Det kommer an på overskriften. MATS: Jeg ved jo at % af de love der bliver gennemført, det er EU-regulering enten direkte eller indirekte. Men jeg ved ikke, det er bare så komplekst på en eller anden måde. Det er jo ikke sådan fx om fedtafgift for det er jo den Danske regering. Men det er mere sådan nogle rammebetingelser, som EU laver i forhold til love i Danmark. Men det er jo i forhold til, hvad der må være i ting og sager fx i forhold til legetøj eller mad. Så for det meste fra aviser både net og trykte. AMALIE: Danmark er også bare så kritiske til alting selv. Der er ikke nogen, der har så mange regler og reguleringer, som vi har. Eksempelvis er Mac Donalds mad sundest i Danmark, fordi vi har regler om hvor meget transfedtsyre, der må være i fritterne osv. Sådan nogle ting er Danmark bare så kritiske med i forvejen. Så jeg hører ikke om, at det er ting der er aftalt i EU. Det er Danmark der har besluttet det, og så begynder EU at tænke på det, fx også med ftalater og plastisk i børnelegetøj. Så jeg synes ikke, jeg hører så meget om EU, og det jeg ved om de traktater, der har været, er fra historie i gymnasiet. Men nu læser jeg også en naturvidenskabelig uddannelse, så det er slet ikke de ting vi diskuterer. Vi diskuterer meget mere sundhed med mine medstuderende. Det tror jeg også har en rigtig stor betydning. Jeg har fx aldrig haft samfundsfag, hvor man kan høre, at Martins handelsgymnasium har givet ham en masse viden, og jeg er gået i en helt anden retning, så jeg får det ikke ind på den måde. Altså jeg hører da også radio osv., men ellers MATS: Lige nu kører Dansk Folkeparti en kampagne om en EU-hånd, der krammer det danske flag. Og så var der også den der med: Holger og konen siger nej til EU. Jeg tror det var en kampagne som SF kørte i sin tid. Men i hvert fald er det sådan noget, der kommer frem. MARIE: Hvad med det I så møder i medierne er det tilgængeligt, eller er det for komplekst? SIGNE: Jeg tror at jeg har det sådan lidt med EU, at: Gud det er stort, og det har jeg ikke rigtig nogen indflydelse på alligevel. VICTORIA: Ja, det er sådan lidt en fjern ting. Side 5 af 35

195 SIGNE: Der er nogen, der sidder og bestemmer noget, og så hvad har jeg så egentlig selv af indflydelse. VICTORIA: Enig, for man ved jo godt, at de laver de her rammer, som ligger rundt om os, og som vi så skal agere inden for, med mindre det er noget, der involverer vores forbehold. Men det er fordi, at det bliver så abstrakt på en eller anden måde, og så ikke nært. Altså man ved jo godt, at vi er med i EU, men at vi ikke er med i euroen, så det der med Grækenland, det har jeg det lidt abstrakt med. Og når de snakker om det, så har jeg det også sådan lidt: Sikke noget lort. Men det også bare så fjernt. AMALIE: Og også fordi det jo ikke påvirker os. VICTORIA: Præcis. Det påvirker ikke mig direkte uden for min hoveddør, at grækerne har lavet rav i den. AMALIE: Nej præcis. MARTIN: Vores krone er jo stadig bundet op på euroen. VICTORIA: Selvfølgelig, og det er jo det, den er. Og jeg tror, at det er problemet et eller andet sted og føles så abstrakt, selvom det jo faktisk har indflydelse på alt, hvad vi laver og oplever. NAJI: Det kan godt være, at nogen af os læser artikler i aviser osv., nu ved jeg så ikke om det er udbydende aviser eller gratis-aviser. Men netop, fordi det er så komplekst, så tror jeg også tit det ender med at blive for enkelt. Og i nyhederne eller hvad det nu er, er det måske svært at forklare. Så vi får måske ikke hele historien. VICTORIA: Der sidder jo en nyhedsredaktør på hvert af de her medier og vælger, hvad du skal have, at spise i din mediesandwich i dag. Du får jo ikke nødvendigvis alle historierne, men du får det, som de tænker er vigtigt. Er det fx en netavis, jamen så får du de artikler, der er flest kliks i. I det hele taget, får du jo, hvad de tror sælger bedst i dag. Så du får jo aldrig et 100 % nuanceret billede ud af medierne. NAJI: Der kommer først et ramaskrig, når der er en, der sidder dernede, der har set sig sur på noget, så hører vi om det i Danmark. Ellers tror jeg ikke vi hører noget. MATS: Ja, og det er egentlig også ret sjældent, at det sker, fordi det ikke rager os, hvad der foregår. Der er meget mere spændende ting, som fx rygekabiner. Men i de seneste par år, specielt med finanskrisen og om hvorfor den kom, så har jeg været ret ligeglad med fx amerikansk politik, ud over at jeg håbede de fik en god udenrigsminister. Men efter finanskrisen, og når man ved, hvad der skabte finanskrisen, så håbede man også på, at man fik en god amerikansk præsident, der ville sørge for bl.a., at være bedre til at regulere økonomien, fordi det har så store konsekvenser på os. Det samme er nu med EU og finanspagten, at det lige som også bliver rigtig nært. Der synes jeg, at det har været ok nemt, at forstå. Og det er ikke fordi jeg har brugt meget tid på det overhovedet. VICTORIA: Jeg synes da generelt, at både medierne men i princippet også politikkerne, da det er dem, der beder os om at stemme om noget med de her forbehold, men jeg antager, at der faktisk er forholdsvist mange i Danmark, der faktisk ikke ved, hvad det er de bliver bedt om, at stemme om. Side 6 af 35

196 Og så sidder de måske derhjemme og lader være med at stemme, hvilket jo heller ikke er skide smart. MATS: De færreste ved, hvad de stemmer på ved et folketingsvalg. VICTORIA: Der er jo så mange af dem, der lige så godt kunne have stået dernede med bind for øjnene, og have sat kryds et tilfældigt sted. MARTIN: Ja, det er helt rigtigt. VICTORIA: Det er jo egentlig også noget lort et eller andet sted. Jeg ved så ikke, om man skal placere ansvaret hos politikere, eller om man skal placere ansvaret hos medierne, men der er jo nogen, der er nødt til at gøre det lidt mere pædagogisk og skære tingene lidt mere ud i pap for folk, for du kan jo ikke forvente, at vi kan tage stilling til noget, uden at have en eller anden grundholdning at tage stilling ud fra. MARTIN: Men hver gang, at der er valg til EU-parlamentet, så er politikerne jo også gode til at ridse op for folk, hvad det egentlig drejer sig om, og de er også gode til at twiste den i deres egen favør. Og det lyder som om, at de har styr på det, men der kommer jo så mange fjolser derned, fordi de er gode til at sælge varen og ved lige, hvordan man taler til folket. Og folk tænker jo, at det fx er godt at sende en mand derned for at stoppe galskaben, hvis man nu er imod EU. Der er jo alligevel en del i Danmark, der er imod EU. MATS: Og det er jo lidt sjovt, med de der politikere. Der er mange af dem, der tager en tur ned til EU og så kommer tilbage senere. Så på en eller anden måde er det jo ikke seriøst nok. Men er der nogen her, der kender stemmeprocenten til EU-afstemninger? VICTORIA: Nej, men sidst da vi stemte, eller der da der var den der tronfølgelovsafstemning for et par år siden, da var den samtidigt med en eller anden EU-afstemning. Men var det ikke også for at sikre, at folk nu også stemte? Fordi man ved at tronfølgeloven nok skal få folk til at komme ned og stemme. Og så kan de jo lige så godt også stemme på det andet, når de nu er der. NAJI: Men euroen stod for sig selv. Men der gik også meget diskussion, omkring om det var smart at lade den stå alene. MATS: Den var også tæt. MARTIN: Ja, det var vist omkring 52 %. AMALIE: Jeg tror, at næste gang der bliver stemt, så bliver euroen vedtaget. MATS: Det tror jeg så ikke. Jeg tror, det bliver et dundrende nej. AMALIE: Tror du? Okay måske ud fra økonomien kan man sige, men man snakkede bare om, at det var alle de gamle der stemte nej. Og de er jo døde. NAJI: Men det har du helt ret i. Folk tvivlede før, og de stemmer måske bare ja nu. Men den danske krone er jo alligevel låst fast euroen. MARTIN: Ja, så det betyder ikke en skid. Side 7 af 35

197 SIGNE: Jeg kan heller ikke se, at det skulle gøre den store forskel, andet end at vi skal lære at regne på en måde, når vi går ned og handler. VICTORIA: Ja, for kronen har været stabil de sidste mange år, men selvom det går så dårligt nede i Grækenland, så er euroen jo stadig på omkring 7,5. Og det bliver den jo ved med, så helt skidt en valuta kan den jo heller ikke være. AMALIE: Nej, og jeg tror bare, at folk vil ende med at stemme ja. SIGNE: Hvorfor tror du det? AMALIE: Det tror jeg, fordi at især mange af de der gamle stemte nej, og nu er de ligesom døde. Og det er vel 10 år siden, så der kan da sagtens være mange af de gamle skeptikere, der er døde nu. Og alle dem der nu stemmer i stedet er jo unge, og de stemmer højst sandsynligt for. SIGNE: Jeg synes det er svært sådan at mærke stemningen, og finde ud af hvordan folk egentlig har det med EU. Det er jo ikke noget man diskuterer så meget. AMALIE: Og det er jo fordi det er så abstrakt. MARTIN: Jeg tror det er fordi, der er mange, der tror, at de ikke kan ændre på noget ved EU alligevel. SIGNE: Ja, og så er der bare så mange andre sager. Altså som der er tættere på, og som man så diskuterer. NAJI: Jeg har det sådan, at jeg ikke kan lide at diskutere ting, som jeg ikke ved så meget om. Tror I ikke måske det er derfor, at man aldrig taler om EU? ENSTEMMIGT: Jo, helt sikkert. AMALIE: Ja, men vil da hellere tale om noget man ved noget om. VICTORIA: Altså jeg gik ikke ned og stemte til den der tronfølgelov. Jeg hader at være sofavælger, men jeg kunne ikke tage stilling til det med tronfølgeloven, og det andet anede jeg bare ikke en skid om. Så jeg tænkte, at der nok var nogen, der var bedre tjent med, at jeg blev siddende derhjemme. MARTIN: Det er en fin holdning, synes jeg. MATS: Men det er også tit meget bløde værdier, som fx Dansk Folkepartis slogans som fx Dit land dit valg. Og det er meget det, folk stemmer efter de mere bløde værdier, frem for det der måske er fornuftigt. Og det gør folk bare ikke, når det kommer til valg. Fx i USA ville det blive et 100 % nej til en eller anden verdensvaluta. Og i England er de endnu værre og helt tabte. Nu handler det meget om reformer i politikken, så det kan være at folk begynder at se tingene lidt mere fornuftigt. Hvis først der kører en bølge omkring Dit land dit valg, så bliver det et nej. Så hvis Socialdemokratiet og Venstre kan slå sig sammen, så tror jeg godt, at det kan lade sig gøre. Side 8 af 35

198 VICTORIA: Jeg tror bare, at Pia K sælger den lidt for godt et eller andet sted, og generelt dem der er imod EU sælger den nok ret godt. Folk ser bare for sig, hvordan lille Danmark bare forsvinder osv. Selvom der måske ikke er så mange der er imod. MARTIN: Der er jo også Maj-bevægelsen. MATS: Du mener Juni-bevægelsen? MARTIN: Ja, same same. VICTORIA: Ja, men der er ikke så mange, der siger, at de er for. Vi ser jo ingen kampagner, der skriger på mere EU. MATS: Jeg tror også det er kombineret med, at der ikke rigtig er noget fokus på Dansk Folkeparti generelt, at de så kommer med den kampagne nu. VICTORIA: Det ved jeg nu ikke jeg synes nu, at der er rigeligt fokus på dem. MARTIN: Der er da vildt meget fokus på Dansk Folkeparti. Synes du ikke? MATS: Tjo lige nu og her. AMALIE: Men de gik da frem til valget? MATS: Ja, det gør de vist altid. AMALIE: Men jeg tror også, at det har meget at gøre med, at folk der ikke rigtig ved noget om politik og ikke sætter sig ind i det, let bliver påvirket af sådan nogle plakater, når de går forbi dem. Og derfor tænker, at det er farligt, og derfor må holde med Pia. Jeg havde det da personligt sådan: Far, fortæl mig lige hvad det og det står for., inden valget, for at jeg overhovedet forstod, hvad et valg egentlig gik ud på. Jeg har som sagt aldrig haft samfundsfag, og synes jeg også er ærgerligt, at det ikke var obligatorisk, men det ved jeg så, at man indfører mere og mere i folkeskolerne nu. For det kunne da være ret fedt, hvis man vidste, hvordan tingene hang sammen. Jeg anede ikke engang, hvad mandater var og dengang jeg fyldte 18, var det ret vigtigt for mig at lære tingene. Det har jo også noget at sige, at dem der ikke ved noget, formentlig går efter de bløde værdier, og lettere lader sig skræmme. MARTIN: Og det oplyser medierne så heller ikke noget om. De forventer jo bare, at man forstår, hvad der bliver talt om. VICTORIA: Ja, de siger jo bare mandater, uden egentlig at forklare hvad det egentlig er. SIGNE: Og det er jo det samme med forbeholdene dem forventer de også, man ved hvad er. AMALIE: Jeg vidste godt, at Danmark havde nogle undtagelser til EU, men at de hed forbehold, vidste jeg ikke. Og hvis du nu kun har gået i skole til og med 9. klasse, hvilket der jo stadig er nogen, der gør, så er det sjældent, at du bliver stillet til regnskab for at kunne noget om politik. Det bliver jeg jo heller aldrig i min dagligdag. Jeg skal bare vide en masse andet om nogle tekniske ting omkring kemi og fysik. Men slet ikke om politik. Det spiller slet ingen rolle. Side 9 af 35

199 MARTIN: Men de fleste skal jo ikke vide noget om politik som sådan. AMALIE: Nej, men det er måske mere relevant i andre Verdener? MARTIN: Det tiltrækker nok bare folk, der går mere op i det, hvor I på DTU måske hellere vil sidde tilbage og forske i jeres molekyler, og så lade andre tage valgene for jer. AMALIE: Og det er ikke vigtigt? MARTIN: Det sagde jeg ikke. I overlader bare det hele til nogle andre, og I tror på, at det nok skal gå. AMALIE: Men vi gør jo netop, at I kan leve videre. MARTIN: Men jeg ville bare ikke kunne sætte mig tilbage og sige, at det er fint nok, at der er nogle andre, der klarer det. AMALIE: Men derfor kommer jeg jo netop og spørger sådan nogle typer som jer, om hvad tingene betyder for, at danne mig mine egne holdninger. Og så læser jeg jo også en del om det. Det er meget naturligt at snakke meget om valg derhjemme og blandt venner, og der kan man jo også få noget inspiration fra. Ikke at man skal stemme det samme som sine forældre, og det er også sundt at skabe sine egne holdninger, men vi bruger bare ikke tid på det, men til gengæld bruger vi tid på at kurere kræft, og det synes jeg også er meget godt. MARTIN: Men det er jo ligegyldigt, at man kan kurere kræft, hvis man lader Helle og company køre det hele i sænk. VICTORIA: Men omkring de der kampagner der er for EU ser man jo ikke. Men hvis de gjorde det, så ville jeg nok heller ikke kunne lade være med at føle at de forsøgte at prakke mig noget på. Hvis partierne kørte kampagner ligesom Dansk Folkepartis, bare med det modsatte budskab, der ville jeg nok også blive irriteret og tænke, at de skulle holde deres propaganda for sig selv. MARTIN: Jeg forstår bare ikke, hvorfor dem der er imod vil der ned at sidde. Er det for at tage en for holdet? VICTORIA: Ja, og fx sådan en som Messerschmidt der render rundt der nede, og man tænker bare, at han da skal holde sig uden for klubben, når han ikke vil være med i den. MATS: Hvis folk skal nævne tre historier fra det politiske liv, så er der ingen, der vil nævne noget om EU. Så vil folk nævne sådan noget B.T. journalistisk, fordi det andet kræver, at man sætter sig ind i det. Det er jo ikke bare en cartoon-strip eller en pixibog. MARIE: Så det jeg hører jer sige er, at det I hører i medierne, kommunikeres på et for højt niveau, og at medierne desuden forventer, at I ved en masse i forvejen? VICTORIA: Ja både det, men også fordi det bliver forklædt på en eller anden måde, som om det er noget uvedkomment. Man får jo ikke at vide, at alt det de sidder og foretager sig, faktisk har vildt meget indflydelse på din fremtid og dagligdag. Det ved man ikke. Side 10 af 35

200 SIGNE: Man savner også virkelig en ordentlig debat om det, der bliver trukket ned på et plan, hvor vi kan være med, og hvor der er for og imod, og nu er det bare blurry, og der er kun nogen på den ene lejr. MATS: Jeg har to kommentarer. Victoria, du læser jo journalistik, og der er jo altid de der fire ting, der skal være i en historie. Den første er relevans. Og folk stemmer jo nej, når Pia går ud og siger, at vores penge går til grækerne. Og så er der hele den historie om Grækenland, som tiden bare går med. Der er ikke den der relevans omkring det lige nu, og det rammer ikke folk. VICTORIA: Og det værste af det hele er, at det jo meget vel kan tænkes, at det faktisk er super relevant. Men når vi ikke ved det, så flyver det let over hovederne på os. Og pludselig bliver vi bedt om, at tage stilling til noget, og så enten sætter man kryds i blinde eller også bliver man hjemme, og så er der ikke nogen, der vinder. MARIE: Er der flere tanker omkring det her, eller er I klar på at gå videre? ENSTEMMIGT: Vi går videre. MARIE: Okay. Nu har jeg en øvelse til jer. Jeg har her en stak kommunikationsprodukter, man kunne forestille sig ville være en del af en kampagne. Og jeg vil bede jer, i fællesskab, at rangordne dem efter hvad I vil tro vil virke bedst på jer, når det er en kampagne, der indeholder budskaber omkring Danmarks forbehold til EU-samarbejdet. VICTORIA: Tager man dem en af gangen? MARIE: Vi lægger dem bare på bordet, og så står det jer frit for at gøre som I vil. NAJI: Jeg er ikke helt med? MARIE: I skal simpelthen rangordne dem efter hvad der bedst ville kunne fange jeres opmærksomhed når det gælder en kampagne om EU. Er alle med på hvad jeg beder jer om? ENSTEMMIGT: Ja. MARTIN: Okay, jamen jeg tror at annoncer og/eller artikler i aviser og dagblade vil virke bedst på mig. Eller TV og radiospots. VICTORIA: Der er jeg faktisk modsat. Jeg tror faktisk at sådan noget som viral markedsføring som fx en film på Youtube ville virke bedst på mig og være vanvittigt effektivt. MARTIN: Sådan noget har jeg personligt altid hadet. AMALIE: Linket til Youtube skulle ligge på Facebook. VICTORIA: Sociale medier er connected til viral markedsføring. Og man kan se, hvor sindssygt bredt man kan nå med markedsføring på sociale medier. Nu har jeg ikke set den selv endnu, men der er fx den der Kony-film for tiden. Den er lavet på Youtube, og en eller anden har smidt den på Facebook, og i løbet af et par dage, har den flere millioner hits. Det er jo virkelig viral markedsføring, der vil noget. Side 11 af 35

201 SIGNE: Jeg tror, det er svært, at få viral markedsføring til at virke. Altså man skal fandeme være heldig, hvis det skal virke. MATS: Ja, der er jo rigtig mange, der prøver. VICTORIA: Ja, altså det ved jeg ikke. Nu er det også specielt med Kony-sagen, da det jo er svært at sige, at man er imod, at folk i Uganda har det godt. Men grundlæggende tror jeg, at det er en god måde at fange folks opmærksomhed på. Folk skal nok få den set om man så vælger at tage filmen til sig eller ej er jo op til den enkelte. MARTIN: Må jeg lige spørge omkring det med foredragene? Altså er det noget man selv skal gå til? VICTORIA: Ja, det er vel noget, man selv aktivt opsøger. MARTIN: Okay, så ryger den i hvert fald langt ned ad listen. AMALIE: Ja, den synes jeg altså også skal helt ned. VICTORIA: Hvis det lokale bibliotek siger, at de har nogle EU-foredrag, så tror jeg virkelig ikke, at det bliver en succes. SIGNE: Så skal det i hvert fald være i forbindelse med noget andet. MARTIN: Eller også skal det være fordi, at nogle af toppolitikerne kommer. MATS: Hvis nu det fx er Lars Løkke, der taler om EU, så er det jo kun folk, der allerede stemmer ja, der ville komme. MARTIN: Det er selvfølgelig rigtigt. Så skulle det være en debat imellem flere af politikerne. MATS: Ja, og så skulle det være på TV, og ikke som et foredrag, men hellere som en dialog. AMALIE: Altså med hensyn til TV og/eller Radiospots, der kan man sige, at den store debat der altid er, er der jo mange der ser. I hvert fald lige op til valgene. Selv jeg gider at se dem. Så dem ville jeg også mene kunne komme ret højt op. MARTIN: Jeg tænker bare om sådan nogle radiospots, at man så hører Morten Messerschmidt på P3 sige: Stem i aften eller Kan du lide din kolonihave, så stem nej. AMALIE: Men hvis P3 blev ved med at sige: Husk på den store debat på torsdag kl. 8, altså lidt ligesom med X Factor man bliver lige mindet om det. VICTORIA: Det jeg synes mangler, det er en webside. Mest fordi at jeg langt det meste af tiden aktivt opsøger det, hvis jeg skal vide noget om noget. Det er muligt, at man i radiospots bliver mindet om det, og så finder et sted, hvor jeg kan undersøge det. Så det er noget, jeg selv aktivt opsøger, men jeg ville nu stadig ikke gå til foredrag. MARTIN: Skal vi ikke finde toppen først? Side 12 af 35

202 AMALIE: Lad os starte i bunden. Vi er vel enige om, at foredrag klart ligger i bunden? NAJI: Hvis man ser en App, hvem kigger så at klikke ind på den? Det kan godt være, at man har hentet den, men hvem gider at klikke ind på den? MARTIN: Det er nemlig rigtigt. AMALIE: Jeg vil nu ikke tro, at den ligger under foredrag. VICTORIA: Ej, den ligger i hvert fald over foredrag. MARTIN: Det kommer jo også an på, hvem der har lavet den. Hvis det er Dansk Folkeparti MATS: Deres vælgere er bedøvende ligeglade. AMALIE: De har sikkert heller ikke en smartphone. MATS: Hvis jeg var i tvivl, og Venstre eller Socialdemokratiet kom med en App, så ville jeg downloade den, og så kunne man selv klikke rundt på den. VICTORIA: Ja, men det kommer an på afsenderen. Så skulle det være EU, Folketinget eller DI der skulle være afsender. I hvert fald en der var upartisk. MATS: Nu har jeg besluttet mig, men var jeg i tvivl, så ville jeg alligevel ikke blive imponeret, hvis DI havde lavet en App. AMALIE: Hvis Folketinget lavede en App, så ville det være nemmere at finde ud af, hvad der rent faktisk skete. VICTORIA: Der skulle være en udlægning af, at Venstre mener det her, DF mener det her, og Enhedslisten mener det her. AMALIE: Og det kunne da være virkelig rart, frem for at man skal læse otte forskellige artikler, hvor der måske kun er en ligne, man kan bruge til at finde ud af, hvad de rent faktisk mener. MARTIN: Hvis man nu lavede en App, der fx hed Til Stemmeboksen, der kunne forklare de helt basale ting, som fx mandater osv. Det tror jeg, at der ville være mange, der ville bruge. VICTORIA: De havde også de der tests op til valget. Der kunne man nemlig også undgå alle de fordomme, man måske har til de forskellige partier. NAJI: Det var så nogle ret kedelige og tynde tests. VICTORIA: Ja, men konceptet i det, hvor du bliver ledt ind på noget, og kan tage stilling på dine egne vegne. MATS: Er der nogen her, der er i tvivl om, hvad de ville stemme, hvis der kom en euroafstemning? NAJI: Jeg tror helt ærligt, at jeg ville være ligeglad. Side 13 af 35

203 SIGNE: Jeg ved ikke nok om det om de fordele og ulemper, der ville være, ved at sige ja til euroen. MATS: Hvordan ville I have jeres informationer? VICTORIA: Ja, jeg ville jo gå ind på en webside. AMALIE: Jeg ville altså også mene, at en App er noget, man aktivt søger, og derfor skulle ligge lige over foredrag. Du støder ikke tilfældigvis på en App. VICTORIA: En App er stadig på sådan et convenience stadie. Det er ikke tung infoportal endnu. Det er spil og underholdning og hurtig nyttig viden såsom Rejseplanen. NAJI: Men netop det der du sagde med tests, og når nu jeg er i tvivl, men omkring politiske spørgsmål kan man jo blive ved med at stille spørgsmål, men når det drejer sig om EU, kræver det måske ikke mere end 10 spørgsmål. Så den ville jeg nok gerne tage via en App. AMALIE: Men den App skal man jo så stadig aktivt opsøge. NAJI: Ja ja, selvfølgelig. MARTIN: Hvis man netop skulle have fat i sådan nogle unge, der ikke ved så meget om det, som fx DTU ere, så tror jeg netop en App ville være god, fordi de ville gå ind og hente den. Så jeg tror nu på den med App en. VICTORIA: Men det er jo netop forskelligt. Så foredrag er nederst, men jeg er i tvivl om App en. AMALIE: Jeg synes at flyers osv. er dumt. Jeg hader at få stukket et eller andet i hånden. MARTIN: Så er der sådan noget med outdoor plakater, netop fordi de taler til de bløde værdier. Fx en DF plakat, hvor Pia sidder ned og Morten står bagved, og der så står noget i stil med: Pas på dit Danmark!, så ville jeg klart blive irriteret og den ville kun få mig til at synes mindre godt om hende. Men den ville stadig have en virkning. Så jeg ved ikke, om den skal højere op. VICTORIA: Trykte medier har det jo skidt. SIGNE: Men hvis aviser osv. også gælder på nettet, så ville det virke. For jeg læser meget aviser på nettet. MARTIN: Jeg tror også, at det ville virke bedre end en film på Youtube. VICTORIA: Jeg synes bare, at annoncer er mega irriterende. Især på nettet. AMALIE: Og især hvis der er lyd på. For så lukker jeg bare siden. MARTIN: Men det irriterer også mig, hvis folk hele tiden linker til film med Lars Løkke og Pia, der opfordrer til at stemme efter deres ønsker. Dem var der mange af op til valget, og de irriterede mig. Side 14 af 35

204 AMALIE: Men du ville stadig se dem og se linket. Og så ville det stadig fange din opmærksomhed. NAJI: Annoncer er så enkle og hurtige at opfange. AMALIE: De kan også komme længere op. MATS: Bare Metro Xpress forsiden er da ret effektiv. Når der bare ligger en bunke af dem, så ser man dem. MARTIN: Og det er jo det samme med outdoor plakater. AMALIE: Altså når man står og venter på bussen og toget, så ser man den. MARTIN: Der kommer så også nogle der og giver dig en flyer. AMALIE: Ja og det er spild af papir. Hæng den dog hellere op på væggen, så 7000 mennesker kan se den det samme sted. VICTORIA: Outdoor plakater er i hvert fald over annoncer. NAJI: Det er jo bevist, at valgplakater osv. ikke virker. AMALIE: Men det er jo også bare et billede af dem selv. Det er jo ikke holdninger, der står printet. MARTIN: Fx på Junibevægelsens plakater står der mange holdninger. VICTORIA: Liberal Alliance begyndte også på at have holdninger stående. SIGNE: Men ja, dem med billederne er intetsigende. VICTORIA: Hvad med TV er den over eller under de virale medier? ENSTEMMIGT: Over. VICTORIA: Hvad med annoncer? AMALIE: Under. MARTIN og NAJI: Over. MATS: Men du har jo fjernsynet? MARTIN: Ja, det har jeg. Men jeg kan stadig bedre lide annoncer. VICTORIA: Men det er op til den enkeltes medieforbrug. Jeg vil gerne indrømme, at jeg ser mere TV, end jeg læser aviser. Men der er nok også mange, der skruer ned eller tager lyden fra, når de når til reklameblokken og slår helt fra. Men det også de samme, der bevidst ikke kigger på annoncer både på nettet og i aviserne. Side 15 af 35

205 MATS: Og hvis man har besluttet sig, så er det hele nok ligegyldigt. NAJI: Er outdoor virkelig så langt oppe? MARTIN: Jeg synes godt nok, at den er effektiv på mig. AMALIE og SIGNE: Også mig. VICTORIA: Jeg er stadig bare lidt ærgerlig over, at app en ligger helt dernede. NAJI: For at du skal kunne komme igennem med din film på Youtube, så er der virkelig mange, der skal linke til den på de sociale medier. Og det er det samme med en App. Hvis du skal hente den, så skal den også ligge i top 20. MARTIN: Det er rigtigt. MATS: Og vi er jo enige om, at der ikke er noget af det her står alene. VICTORIA: Ja, og App en kræver markedsføring. Og den skal markedsføres indtil den ligger i top 20, for at den bliver synlig for folk. Så det kræver, at den kombineres med noget andet. MARTIN: Igen afhænger det af, hvilken App det er, og hvem der har lavet den. AMALIE: Den kunne jo blive markedsført via en plakat. VICTORIA: Ja, men en eller anden QR kode, man kunne scanne, så at man får App en ved at scanne koden. MARTIN: Er der nogen, der har den der kodescanner? For jeg har haft den, men jeg synes bare den var mega irriterende. NAJI: Det tror jeg de fleste har. MARTIN: Men er vi så tilfredse men sådan som de ligger nu? NAJI: Jeg er ikke helt tilfreds med, at de der outdoor ting ligger så højt. SIGNE: Det afhænger også af, om det er information man skal have, eller om de bare skal skabe awareness. VICTORIA: Ja, de fleste af dem er jo ikke til informationer. Men de kan måske give en lyst til, at tage hjem og besøge en hjemmeside og google det. Og så opfylder den sit formål. MARTIN: Flere af dem minder en om, at man skal huske at stemme, og tage stilling til det man skal stemme om. MARIE: Så I er tilfredse nu? MATS: Jeg er ikke helt tilfreds, men vi skal jo blive enige. Side 16 af 35

206 VICTORIA: Ja igen er der jo meget af det, der er totalt individuelt. Så det er skide svært at blive enige. MATS: Ja, men jeg synes bare ikke at flyers osv. skal ligge så lavt på listen, for den er jo god til at give information. Jeg siger selv altid nej til dem, men det er fordi, jeg altid ved, hvad jeg vil. Jeg tager den kun, hvis der følger et bolsje med. VICTORIA: Også mig. Men jeg læser nu alligevel sjældent flyeren. AMALIE: Jeg fik også croissanter en morgen det var sørme lækkert. Jeg ved ikke hvem der delte ud, men jeg tog da en croissant. MARIE: Godt, så den er definitiv sådan som den er nu? ENSTEMMIGT: Ja. MARIE: Det sidste spørgsmål jeg har til jer, er, om I på baggrund af den viden I har nu og her, ville I så vide hvad I skulle stemme, og ville I dermed også stemme ved en folkeafstemning om et eller flere af forbeholdene? I behøver selvfølgelig slet ikke fortælle, hvad I vil stemme, men bare svare på, om I ville vide hvad I skulle dermed og om I derfor også ville stemme. VICTORIA: Det kommer sandelig an på hvilket forbehold, det drejede sig om. Jeg kender faktisk ikke alle forbeholdene. MARTIN: Dem har vi jo lige gennemgået. VICTORIA: Ja, der kan du selv se, hvor let det går ind og ud igen. AMALIE: Det der unions-halløj ville jeg ikke ane en fis om. Så der ville jeg nok ikke stemme. VICTORIA: Jeg ville i virkelig høj grad have brug for at sætte mig ind i tingene for at kunne stemme om det. MARTIN: Det eksisterer ikke længere, så sådan en afstemning ville ikke komme. VICTORIA: Men så klarer det jo sig selv. MARTIN: Jeg tror personligt godt, at jeg ville vide hvad jeg skulle stemme, og jeg ville i den grad også stemme. Det irriterer mig, når folk ikke sætter sig ind i tingene, og ikke stemmer og overlader tingene til tilfældigheder, og dem der netop bare lige går ned og sætter et kryds til sidst. Og det er sikkert også derfor, de røde har magten nu, det er fordi at de kører på følelserne, og det er fandeme ikke i orden, at sådan en som Amalie ikke stemmer. AMALIE: Jeg stemmer da! Sådan var det ikke ment. MARTIN: Nej okay. Men der er folk der ikke stemmer, og det irriterer mig. MARIE: Hvad tænker I andre? Side 17 af 35

207 AMALIE: Jeg er meget enig med Victoria det kommer helt an på, hvad det er. MARIE: Så hvis I nu blev bedt om at stemme om retsforbeholdet? VICTORIA: Så ville jeg have brug for at vide noget mere. AMALIE og SIGNE: Også mig. AMALIE: Og hvis jeg bliver bedt om at stemme, så ville jeg automatisk gå ind og undersøge tingene noget mere, så jeg ville vide, hvad jeg skulle stemme, ligesom jeg gjorde op til folketingsvalget. NAJI: Jeg elsker at se de der politiske debatter op til afstemningerne. Så dem ville jeg helt klart se, for at lære noget mere. MARIE: Så for at opsummere på det I siger, hvor mange af jer ville på baggrund af jeres nuværende viden vide hvad de skulle stemme og derfor også stemme? MARTIN: Jeg ville. MATS: Jeg ville også. SIGNE: Jeg ville synes, det var svært. AMALIE: Jeg ville ikke vide det. VICTORIA: Jeg ville have brug for at vide noget mere først, for ellers synes jeg som sagt ikke, at det ville være fair, hvis jeg stemte. Og I to der ville stemme er tydeligvis også de mest EU-oplyste i selskabet. AMALIE: Altså mht. euroen ville jeg vide det, men ikke med resten. MATS: Men det er jo godt, at der er ikke er flere forbehold, for så havde det været en umulig opgave. Men der kun ligesom er de tre eksisterende forbehold, burde den være til at kunne sælge. MARIE: Er der flere tanker, spørgsmål eller kommentarer? ENSTEMMIGT: Nej. MARIE: Så vil jeg sige mange tak for jeres aktive deltagelse. Det er en stor hjælp for mig. Resultat af kommunikationsproduktøvelsen: 1. Outdoor plakater o.lign. 2. Annoncer og/eller artikler i aviser og dagblade. 3. TV- og/eller radiospots. 4. Via Sociale medier, som fx Facebook. 5. Viral markedsføring, som fx en film på Youtube. 6. En App. Side 18 af 35

208 7. Flyers og/eller brochurer. 8. Foredrag. Meningskondenseringens trin 2, 3 & 4 Naturlig meningsenhed A: Hvad mener du helt præcist med ordet forbehold? Men nu er der blevet sagt forbehold 800 gange, men når jeg ikke helt er sikker på hvad det er, så spørger jeg. S: Jeg har fået spørgsmålet: Hvad kan du fortælle om forsvarsforbeholdet? Og ja, jeg kan ikke sige noget helt konkret om forbeholdet, men jeg ved, at der er nogle ting vi ikke deltager i, i forhold til nogle operationer, som EU foretager. Men jeg ved ikke, hvad det ellers konkret går ud på. MR: Ja, forsvarsforbeholdet det går ud på, at vi ikke vil have en fælles hær, eller hvad man siger. Hvis EU for NATO overtager operationer rundt omkring i Verden, så skal Danmark trække sine soldater ud. A: Det er: Hvad kan du fortælle om Danmarks overordnede forhold til EU? Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Jeg ved at Danmark er med i EU, men at vi har nogle regler til vores deltagelse, så vi er nok et af de mere besværlige lande at have med. Efter hvad jeg ved, så er der en masse traktater, som Danmark ikke har ville underskrive, fordi at Danmark har sine egne holdninger. V: Det ved jeg ikke jeg har lidt indtrykket af, at vi gerne vil være med i den sådan grad, at jeg ikke har noget indtryk af, at Danmark kunne finde på at melde sig ud af EU. Så vi vil jo gerne være med, men på vores egne betingelser. Der er ligesom nogle ting, hvor vi på et tidspunkt har bestemt, at der vil vi ikke være med, dvs. afgive suverænitet. Men vi har ikke nok forbehold så vi kunne finde på at melde os ud. Så vi vil jo gerne være med. A: Så ved jeg så også, at vi har formandskabet. V: Det havde jeg faktisk glemt. Centralt tema Interviewpersonen udrykker usikkerhed omkring hvad forbehold er. Interviewpersonen udtrykker usikkerhed omkring hvad forsvarsforbeholdet går ud på. Interviewpersonen udtrykker sikkerhed omkring hvad forsvarsforbeholdet går ud på. Interviewpersonerne vurderer, at DK er et besværligt land i EU. Danmarks formandskab. Spørgsmål til meningsenhed Hvordan kan DI imødekomme denne usikkerhed? Hvordan kan DI imødekomme denne usikkerhed? Betyder deltagerens klarhed omkring emnet, at der ikke er brug for kommunikation på området? Hvordan kan DI forklare, at de danske betingelser, er farlige for vores samarbejde med EU? Hvordan kan DI vinkle det danske formandskab i Side 19 af 35

209 A: Men jeg ved ikke engang, hvad det indebærer. M: Jamen Danmark styrer møderne, og er vært om man så må sige. Vi kan derfor også bruge det til at få nogen af vores ting på dagsordnen, som fx vækst. A: Så de kan godt afgøre hvad man snakker om? M: Nej, ikke som sådan, men det er mere symbolsk tror jeg. Det er jo en længere proces at få ting igennem. M: Hvad kan du fortælle om euroforbeholdet? Jamen i bund og grund går det ud på, at vi har sagt nej til euroen i en afstemning. Og det er sådan set, hvad det går ud på, jeg kan ikke som sådan fortælle hvad det har af konsekvenser. Men kronen er jo også bundet til euroen. Ikke at det har noget med forbeholdet at gøre. N: Hvad kan du fortælle om unionsborgerskabsforbeholdet? Jeg aner det ikke, men er det ikke noget med, at vi ikke bliver en stat? Det ligger ligesom i ordet. V: Det lyder lidt som en eller andet overting til statsborgerskabet. Men jeg har faktisk heller aldrig hørt om det før i dag. A: Hvad var det helt præcist det hed? N: Unionsborgerskabsforbeholdet. MR: Jeg er meget enig i det du siger. Da vi stemte om det i Maastricht aftalen der, der sagde vi, at man ikke ville have, at vi var en fælles union som du siger. Men her senere hen, mener jeg, at EU har gjort op med det, så vi mere eller mindre er ens. Det eneste er, at Danmark ikke kan få hjælp af udenlandske diplomatier rundt omkring i Verden, hvilket man dog ville kunne, hvis vi var medlem af unionsborgerskabet. V: Ja, jeg har fået sådan et stort spørgsmål. Hvad kan du fortælle om de folkeafstemninger vi har haft i Danmark i forbindelse med Danmarks forbehold til EU-samarbejdet. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om, hvilke afstemninger vi har haft, ud over at vi for nogle år siden stemte om euroen. Men jeg ved ikke, hvordan reglerne helt håndfast er skruet sammen, sådan hvordan noget skal til en folkeafstemning. Men det er, hvis vi Interviewpersonen udtrykker nogen usikkerhed omkring. Interviewpersonerne udtrykker usikkerhed omkring unionsborgerskabsforbeholdet. Interviewpersonen udtrykker sikkerhed omkring unionsborgerskabsforbeholdet. Interviewpersonen ihukommer ikke de danske EU-afstemninger og udtrykker usikkerhed omkring afstemningsproceduren. forhold til afskaffelsen af EUforbeholdene? Hvordan kan DI imødekomme denne usikkerhed? Hvordan kan DI imødekomme denne usikkerhed? Betyder deltagerens klarhed omkring emnet, at der ikke er brug for kommunikation på området? Hvad er formålet med de mange EUafstemninger, når det ikke er alle, der kan huske hvad de var til for? Side 20 af 35

210 diskutere om at skulle bryde nogle af de forbehold, vi har i forvejen, så skal de til en folkeafstemning. Nu har vi besluttet os for at sige nej til euroen, så hvis der er nogen, der beslutter sig for, at vi skal have den alligevel, så skal den ud til folkeafstemning, så vi kan stemme om det igen. Men andet ved jeg ikke om dem. A: Men det har mest noget at gøre noget med, at Danmark gerne vil være fælles om tingene og have et demokrati, for det har vel ikke noget at gøre med, at EU siger at vi skal stemme om tingene. For der er vel i mange af de andre lande, at der ikke bliver stemt om tingene, og i andre lande bliver tingene vel bare trukket ned over hovedet på dem? V: Det tror jeg også, og jeg tror at forbeholdene på en eller anden måde sikrer os, at vi får lov til at sætte kryds ved ja eller nej, hvis der er noget de gerne vil lave om på. N: Ja, det bestemmer man jo selv. Regeringen bestemmer selv, om det er noget der skal stemmes om, med mindre det har noget med grundloven at gøre. For ellers er det regeringen, der udelukkende bestemmer og bedømmer, om der skal være en folkeafstemning eller ej. Og medierne diskuterer det selvfølgelig også. MR: Jeg tror faktisk, at efter Danmark lavede det med Maastricht-traktaten, at det blev meget populært i større lande også at lave det. Frankrig og Tyskland stemte også om det, men lidt symbolsk, for de vidste at det vil blive et ja, men bare for at vise, at lille Danmark ikke skulle kunne sætte sig på hælene. V: Udelukkende fra Rungsted Gymnasium. Jeg synes tit, at hvis jeg hører i nyhederne nogen ævle om et eller andet med nogle forbehold eller noget, så støder jeg på nogle ord, jeg slet ikke fatter. Ligesom du Amalie sagde, altså det med hvad et forbehold egentlig er. Nogle gange er jeg ligeglad, og andre gange googler jeg det, for at finde ud af, hvad søren de snakker om. Så det er egentlig tit, fordi jeg hører noget, som jeg egentlig ikke forstår hvad er. S: Der har jeg det på samme måde. Ellers Interviewpersonerne diskuterer afstemninger og demokrati. Interviewpersonerne søger at definere, hvor de har deres EU-viden fra. Hvordan kan DI positionere sig i forhold til regeringen, når nu det er regeringen der bestemmer hvad der skal stemmes om og hvornår? Hvorfor er EU et emne, der ikke er interessant at opsøge viden omkring? Side 21 af 35

211 hvis man snakker med nogen, og man så tænker: Gud, det ved jeg bare slet ikke noget om. Så går jeg også ind og kigger, for at finde ud af noget om det. N: Det jeg ved om EU, det er kun handelsbaseret, og det skyldes udelukkende min uddannelse. Men ellers sådan nogle ting som det her, hører jeg bare fra medierne. Hvis der fx er en eller anden ekspert, der udtaler sig, så tager jeg det til mig, og husker det. Og ellers får jeg ikke min viden nogen steder fra. MR: Jeg har det må samme måde. M: Jeg læser aviser hver dag. Så for det meste fra aviser både net og trykte. A: Danmark er også bare så kritiske til alting selv. Der er ikke nogen, der har så mange regler og reguleringer, som vi har. Eksempelvis er Mac Donalds mad sundest i Danmark, fordi vi har regler om hvor meget transfedtsyre, der må være i fritterne osv. Sådan nogle ting er Danmark bare så kritiske med i forvejen. Så jeg hører ikke om, at det er ting der er aftalt i EU. Det er Danmark der har besluttet det, og så begynder EU at tænke på det, fx også med ftalater og plastisk i børnelegetøj. A: Så jeg synes ikke, jeg hører så meget om EU, og det jeg ved om de traktater, der har været, er fra historie i gymnasiet. Men nu læser jeg også en naturvidenskabelig uddannelse, så det er slet ikke de ting vi diskuterer. Vi diskuterer meget mere sundhed med mine medstuderende. Det tror jeg også har en rigtig stor betydning. Jeg har fx aldrig haft samfundsfag, hvor man kan høre, at Martins handelsgymnasium har givet ham en masse viden, og jeg er gået i en helt anden retning, så jeg får det ikke ind på den måde. Altså jeg hører da også radio osv., men ellers S: Jeg tror at jeg har det sådan lidt med EU, at: Gud det er stort, og det har jeg ikke rigtig nogen indflydelse på alligevel. V: Ja, det er sådan lidt en fjern ting. S: Der er nogen, der sidder og bestemmer noget, og så hvad har jeg så egentlig selv af indflydelse. V: Enig, for man ved jo godt, at de laver de DK er kritisk og finder selv på vores regler de kommer ikke fra EU ifølge interviewpersonen. Interviewpersonens uddannelse gør, at hun ikke hører om EU. Interviewpersonerne er enige om, at EU er abstrakt og fjernt. Hvordan kan DI portrættere den danske implementering af EU-lovgivning? Hvordan kan DI fange opmærksomheden på de, der mener, at EU ikke vedrører dem? Hvad skyldes, at deltagerne opfatter EU som noget abstrakt og fjernt? Side 22 af 35

212 her rammer, som ligger rundt om os, og som vi så skal agere inden for, med mindre det er noget, der involverer vores forbehold. Men det er fordi, at det bliver så abstrakt på en eller anden måde, og så ikke nært. Altså man ved jo godt, at vi er med i EU, men at vi ikke er med i euroen, så det der med Grækenland, det har jeg det lidt abstrakt med. Og når de snakker om det, så har jeg det også sådan lidt: Sikke noget lort. Men det også bare så fjernt. A: Og også fordi det jo ikke påvirker os. V: Præcis. Det påvirker ikke mig direkte uden for min hoveddør, at grækerne har lavet rav i den. A: Nej præcis. MR: Vores krone er jo stadig bundet op på euroen. V: Selvfølgelig, og det er jo det, den er. Og jeg tror, at det er problemet et eller andet sted og føles så abstrakt, selvom det jo faktisk har indflydelse på alt, hvad vi laver og oplever. N: Det kan godt være at nogen af os læser artikler i aviser osv., nu ved jeg så ikke om det er udbydende aviser eller gratis-aviser. Men netop fordi det er så komplekst, så tror jeg også tit, det ender med at blive for enkelt. Og i nyhederne eller hvad det nu er, er det måske svært at forklare. Så vi får måske ikke hele historien. V: Der sidder jo en nyhedsredaktør på hvert af de her medier og vælger, hvad du skal have at spise i din mediesandwich i dag. Du får jo ikke nødvendigvis alle historierne, men du får det, som de tænker er vigtigt. Er det fx en netavis, jamen så får du de artikler, der er flest kliks i. I det hele taget, får du jo, hvad de tror sælger bedst i dag. Så du får jo aldrig et 100 % nuanceret billede ud af medierne. N: Der kommer først et ramaskrig, når der er en, der sidder dernede, der har set sig surt på noget, så hører vi om det i Danmark. Ellers tror jeg ikke vi hører noget. M: Ja, og det er egentlig også ret sjældent, at det sker, fordi det ikke rager os, hvad der foregår. Der er meget mere spændende ting, som fx rygekabiner. Interviewpersonerne diskuterer hvorvidt krisen i Grækenland påvirker os. Interviewpersonerne reflekterer over mediernes position i forhold til den enkeltes EU-viden. Hvordan kan DI skabe klarhed omkring EU s indflydelse på DK, hvad angår gældskrisen? Hvordan kan DI gøre brug af medierne, for at få profileret deres budskab? Side 23 af 35

213 M: Men i de seneste par år, specielt med finanskrisen og om, hvorfor den kom, så har jeg været ret ligeglad med fx amerikansk politik, ud over at jeg håbede de fik en god udenrigsminister. Men efter finanskrisen, og når man ved, hvad der skabte finanskrisen, så håbede man også på, at man fik en god amerikansk præsident, der ville sørge for bl.a. at være bedre til at regulere økonomien, fordi det har så store konsekvenser på os. Det samme er nu med EU og finanspagten, at det lige som også bliver rigtig nært. Der synes jeg, at det har været ok nemt at forstå. Og det er ikke fordi jeg har brugt meget tid på det overhovedet. V: Jeg synes da generelt, at både medierne men i princippet også politikkerne, da det er dem, der beder os om at stemme om noget med de her forbehold, men jeg antager, at der faktisk er forholdsvist mange i Danmark, der faktisk ikke ved, hvad det er de bliver bedt om at stemme om. Og så sidder de måske derhjemme og lader være med at stemme, hvilket jo heller ikke er skide smart. M: De færreste ved hvad de stemmer på ved et folketingsvalg. V: Der er jo så mange af dem der lige så godt kunne have stået dernede med bind for øjnene og have sat kryds et tilfældigt sted. MR: Ja, det er helt rigtigt. V: Det er jo egentlig også noget lort et eller andet sted. Jeg ved så ikke, om man skal placere ansvaret hos politikere, eller om man skal placere ansvaret hos medierne, men der er jo nogen, der er nødt til at gøre det lidt mere pædagogisk og skære tingene lidt mere ud i pap for folk, for du kan jo ikke forvente, at vi kan tage stilling til noget, uden at have en eller anden grundholdning at tage stilling ud fra. MR: Men hver gang at der er valg til EUparlamentet, så er politikerne jo også gode til at ridse op for folk, hvad det egentlig drejer sig om, og de er også gode til at twiste den i deres egen favør. Og det lyder som om, at de har styr på det, men der Interviewpersonen vurderer, at det har været nemt at forstå EU og finanspagten. Interviewpersonerne vurderer, at mange ikke ved, hvorfor de stemmer på det, de gør. Interviewpersonen sætter spørgsmålstegn ved hvem der er ansvarlig for den manglende information. Politikerne twister emnerne i deres egen favør op til et EU-valg. Hvordan kan DI gøre det øvrige EU-stof nemt at forstå? Hvordan kan DI forsøge at påvirke danskerne, således at de ved, hvorfor de stemmer, som de gør? Hvordan kan DI sikre, at de danskere der mangler viden om EU kan få den viden, de søger? Hvordan sikrer DI, at deres kommunikation er ægte, og at folk ikke stiller spørgsmålstegn ved den? Side 24 af 35

214 kommer jo så mange fjolser derned, fordi de er gode til at sælge varen og ved lige, hvordan man taler til folket. M: Og det er jo lidt sjovt, med de der politikere. Der er mange af dem, der tager en tur ned til EU og så kommer tilbage senere. Så på en eller anden måde er det jo ikke seriøst nok. M: Men er der nogen her, der kender stemmeprocenten til EU-afstemninger? V: Nej, men sidst da vi stemte, eller der da der var den der tronfølgelovsafstemning for et par år siden, da var den samtidigt med en eller anden EU-afstemning. Men var det ikke også for at sikre, at folk nu også stemte? Fordi man ved at tronfølgeloven nok skal få folk til at komme ned og stemme. Og så kan de jo lige så godt også stemme på det andet, når de nu er der. N: Men euroen stod for sig selv. Men der gik også meget diskussion, omkring om det var smart at lade den stå alene. A: Jeg tror, at næste gang der bliver stemt, så bliver euroen vedtaget. M: Det tror jeg så ikke. Jeg tror, det bliver et dundrende nej. A: Tror du? Okay måske ud fra økonomien kan man sige, men man snakkede bare om, at det var alle de gamle der stemte nej. Og de er jo døde. N: Men det har du helt ret i. Folk tvivlede før, og de stemmer måske bare ja nu. Men den danske krone er jo alligevel låst fast euroen. MR: Ja, så det betyder ikke en skid. S: Jeg kan heller ikke se, at det skulle gøre den store forskel, andet end at vi skal lære at regne på en måde, når vi går ned og handler. V: Ja, for kronen har været stabil de sidste mange år, men selvom det går så dårligt nede i Grækenland, så er euroen jo stadig på omkring 7,5. Og det bliver den jo ved med, så helt skidt en valuta kan den jo heller ikke være. A: Nej, og jeg tror bare, at folk vil ende med at stemme ja. S: Hvorfor tror du det? A: Det tror jeg fordi at især mange af de Interviewpersonen vurderer at EU ikke er seriøst nok. Interviewpersonerne vurderer, at det er kendt, at det ikke er nemt at få folk til at stemme om EU-stof. Interviewpersonerne diskuterer resultatet af en eventuel euroafstemning og vurderer, at det især var de ældre, der nu er bortgåede, der var skeptiske. Hvordan kan DI påvirke danskerne til at føle, at EU er et seriøst projekt? Hvordan kan DI få danskerne til at føle, at det er vigtigt at stemme når det omhandler EU-stof? Hvis det holder vand, at det var de gamle, der nu er bortgåede, der var euroskeptikere hvem er så nutidens euroskeptikere? Side 25 af 35

215 der gamle stemte nej, og nu er de ligesom døde. Og det er vel 10 år siden, så der kan da sagtens være mange af de gamle skeptikere, der er døde nu. Og alle dem der nu stemmer i stedet er jo unge, og de stemmer højst sandsynligt for. S: Jeg synes det er svært sådan at mærke stemningen, og finde ud af hvordan folk egentlig har det med EU. Det er jo ikke noget man diskuterer så meget. A: Og det er jo, fordi det er så abstrakt. M: Jeg tror det er fordi, der er mange, der tror, at de ikke kan ændre på noget ved EU alligevel. S: Ja, og så er der bare så mange andre sager. Altså som der er tættere på, og som man så diskuterer. N: Jeg har det sådan, at jeg ikke kan lide at diskutere ting, som jeg ikke ved så meget om. Tror I ikke måske, det er derfor, at man aldrig taler om EU? Enstemmigt: Jo, helt sikkert. A: Ja, men vil da hellere tale om noget man ved noget om. V: Altså jeg gik ikke ned og stemte til den der tronfølgelov. Jeg hader at være sofavælger, men jeg kunne ikke tage stilling til det med tronfølgeloven, og det andet anede jeg bare ikke en skid om. Så jeg tænkte, at der nok var nogen, der var bedre tjent med, at jeg blev siddende derhjemme. MR: Det er en fin holdning, synes jeg. M: Men det er også tit meget bløde værdier, som fx Dansk Folkepartis slogans som fx Dit land dit valg. Og det er meget det, folk stemmer efter de mere bløde værdier, frem for det der måske er fornuftigt. Og det gør folk bare ikke, når det kommer til valg. Fx i USA ville det blive et 100 % nej til en eller anden verdensvaluta. Og i England er de endnu værre og helt tabte. Nu handler det meget om reformer i politikken, så det kan være at folk begynder at se tingene lidt mere fornuftigt. Hvis først der kører en bølge omkring Dit land dit valg, så bliver det et nej. Så hvis Socialdemokratiet og Venstre kan slå sig sammen, så tror jeg godt, at det kan lade sig gøre. V: Jeg tror bare at Pia K sælger den lidt for EU er fjernt og abstrakt og vi er uden indflydelse. Interviewpersonerne er enige om, at EU ikke er et omtalt emne, da folks viden er begrænset. Interviewpersonerne er enige om at det er rigtigt ikke at stemme, hvis man ikke ved nok om emnet. Interviewpersonerne er enige om, at de danske vælgere stemmer nej til afskaffelsen af forbeholdene, hvis kampagnerne indeholder for mange bløde værdier. Hvordan kan DI kommunikere, så danskerne får et mere nært forhold til EU, og forstår DK s indflydelsesmuligheder? Vil det få danskerne til at tale mere om EU, hvis deres vidensniveau er højere? Hvordan kan DI have en effekt på danskernes EUvidensniveau, således, at der ikke er en undskyldning for ikke at stemme? Hvis DI s kampagne ikke må indeholde bløde værdier, hvad skal den så bestå af? Side 26 af 35

216 godt et eller andet sted, og generelt dem der er imod EU sælger den nok ret godt. Folk ser bare for sig hvordan lille Danmark bare forsvinder osv. V: Selvom der måske ikke er så mange der er imod. MR: Der er jo også Maj-bevægelsen. M: Du mener Juni-bevægelsen? MR: Ja, same same. V: Ja, men der er ikke så mange, der siger, at de er for. Vi ser jo ingen kampagner, der skriger på mere EU. A: Men jeg tror også, at det har meget at gøre med, at folk der ikke rigtig ved noget om politik og ikke sætter sig ind i det, let bliver påvirket af sådan nogle plakater, når de får forbi dem. Og derfor tænker at det er farligt, og derfor må holde med Pia. Jeg havde det da personligt sådan: Far, fortæl mig lige hvad det og det står for., inden valget, for at jeg overhovedet forstod, hvad et valg egentlig gik ud på. Jeg har som sagt aldrig haft samfundsfag, og synes jeg også er ærgerligt, at det ikke var obligatorisk, men det ved jeg så, at man indfører mere og mere i folkeskolerne nu. For det kunne da være ret fedt, hvis man vidste hvordan tingene hang sammen. Jeg anede ikke engang, hvad mandater var, og dengang jeg fyldte 18, var det ret vigtigt for mig at lære tingene. Det har jo også noget at sige, at dem der ikke ved noget, formentlig går efter de bløde værdier, og lettere lader sig skræmme. MR: Og det oplyser medierne så heller ikke noget om. De forventer jo bare, at man forstår, hvad der bliver talt om. V: Ja, de siger jo bare mandater, uden egentlig at forklare hvad det egentlig er. S: Og det er jo det samme med forbeholdene dem forventer de også, man ved hvad er. A: Jeg vidste godt, at Danmark havde nogle undtagelser til EU, men at de hed forbehold, vidste jeg ikke. A: Og hvis du nu kun har gået i skole til og med 9. klasse, hvilket der jo stadig er nogen, der gør, så er det sjældent, at du bliver stillet til regnskab for at kunne noget om politik. Det bliver jeg jo heller aldrig i Interviewpersonerne diskuterer, hvor mange modstandere af EU der er, samt vurderer, at der ikke er nogen, der eksplicit er for EU. Interviewpersonerne er enige om, at det forventes, at man har en forhåndsviden om det der tales om i medierne, herunder også angående forbeholdene. Interviewpersonerne indgår i en diskussion, omkring for hvem det er naturligt at interessere sig for politik. Bør og kan DI indtage rollen som dem der eksplicit er pro EU? Hvis ikke medierne forklarer de EUemner, der er på tale, kan og bør DI så, undervise danskerne i de ting, de ikke har nok viden omkring? Hvordan kan DI kommunikere, så det for alle virker naturligt, at engagere sig i EU-sagen? Side 27 af 35

217 min dagligdag. Jeg skal bare vide en masse andet om nogle tekniske ting omkring kemi og fysik. Men slet ikke om politik. Det spiller slet ingen rolle. MR: Men de fleste skal jo ikke vide noget om politik som sådan. A: Nej, men det er måske mere relevant i andre Verdener? MR: Det tiltrækker nok bare folk, der går mere op i det, hvor I på DTU måske hellere vil sidde tilbage og forske i jeres molekyler, og så lade andre tage valgene for jer. A: Og det er ikke vigtigt? MR: Det sagde jeg ikke. I overlader bare det hele til nogle andre, og I tror på, at det nok skal gå. A: Men vi gør jo netop, at I kan leve videre. MR: Men jeg ville bare ikke kunne sætte mig tilbage og sige, at det er fint nok, at der er nogle andre, der klarer det. A: Men derfor kommer jeg jo netop og spørger sådan nogle typer som jer, om hvad tingene betyder, for at danne mig mine egne holdninger. Og så læser jeg jo også en del om det. Det er meget naturligt at snakke meget om valg derhjemme og blandt venner, og der kan man jo også få noget inspiration fra. Ikke at man skal stemme det samme som sine forældre, og det er også sundt at skabe sine egne holdninger, men vi bruger bare ikke tid på det, men til gengæld bruger vi tid på at kurere kræft, og det synes jeg også er meget godt. MR: Men det er jo ligegyldigt at man kan kurere kræft, hvis man lader Helle og company køre det hele i sænk. V: Men omkring de der kampagner, der er for EU ser man jo ikke. Men hvis de gjorde det, så ville jeg nok heller ikke kunne lade være med at føle, at de forsøgte at prakke mig noget på. Hvis partierne kørte kampagner ligesom Dansk Folkepartis, bare med det modsatte budskab, der ville jeg nok også blive irriteret og tænke, at de skulle holde deres propaganda for sig selv. M: Hvis folk skal nævne tre historier fra det politiske liv, så er der ingen, der vil nævne noget om EU. Så vil folk nævne sådan noget B.T. journalistisk, fordi det Interviewpersonen vurderer, at der ikke findes nogle pro-eu-kampagner, hvilke hun desuden ville finde irriterende. EU kræver en indsats fra folket og fylder derfor ikke i den enkeltes liv. Hvis DI indtager rollen som pro EU, hvordan kan de så kommunikativt sikre, at det ikke bliver modtaget som propaganda? Behøver EU at kræve en særlig indsats fra folket? Side 28 af 35

218 andet kræver, at man sætter sig ind i det. Det er jo ikke bare en cartoon-strip eller en pixibog. V: Ja både det, men også fordi det bliver forklædt på en eller anden måde, som om det er noget uvedkomment. Man får jo ikke at vide, at alt det de sidder og foretager sig, faktisk har vildt meget indflydelse på din fremtid og dagligdag. Det ved man ikke. S: Man savner også virkelig en ordentlig debat om det, der bliver trukket ned på et plan, hvor vi kan være med, og hvor der er for og imod, og nu er det bare blurry, og der er kun nogen på den ene lejr. M: Jeg har to kommentarer. Victoria, du læser jo journalistik, og der er jo altid de der fire ting, der skal være i en historie. Den første er relevans. Og folk stemmer jo nej, når Pia går ud og siger, at vores penge går til grækerne. Og så er der hele den historie om Grækenland, som tiden bare går med. Der er ikke den der relevans omkring det lige nu, og det rammer ikke folk. V: Og det værste af det hele er, at det jo meget vel kan tænkes, at det faktisk er super relevant. Men når vi ikke ved det, så flyver det let over hovederne på os. Og pludselig bliver vi bedt om, at tage stilling til noget, og så enten sætter man kryds i blinde eller også bliver man hjemme, og så er der ikke nogen, der vinder MR: Okay, jamen jeg tror, at annoncer og/eller artikler i aviser og dagblade vil virke bedst på mig. Eller TV og radiospots. V: Der er jeg faktisk modsat. Jeg tror faktisk, at sådan noget som viral markedsføring som fx en film på Youtube ville virke bedst på mig og være vanvittigt effektivt. MR: Sådan noget har jeg personligt altid hadet. A: Linket til Youtube skulle ligge på Facebook. V: Sociale medier er connected til viral markedsføring. Og man kan se, hvor sindssygt bredt man kan nå med markedsføring på sociale medier. Nu har jeg ikke set den selv endnu, men der er fx den der Kony-film for tiden. Den er lavet EU-stof i medierne kommunikeres som noget der er urelevant. Der er mangel på tilgængelige EU-debatter. EU-emnernes relevans er ikke tydelig. Interviewpersonerne diskuterer, med udgangspunkt i deres erfaringer, hvilke kommunikationsprodukter ville have en effekt på dem i en EU-kampagne Er det ikke muligt at kommunikere EU som noget, der er relevant? Bør og kan DI skabe en offentlig EUdebat? Er det ikke muligt at kommunikere EU som noget, der er relevant? Hvilke kommunikationsprodukter skal DI s kommunikationsindsats bestå af? Side 29 af 35

219 på Youtube, og en eller anden har smidt den på Facebook, og i løbet af et par dage, har den flere millioner hits. Det er jo virkelig viral markedsføring, der vil noget. S: Jeg tror, det er svært, at få viral markedsføring til at virke. Altså man skal fandeme være heldig, hvis det skal virke. M: Ja, der er jo rigtig mange, der prøver. V: Ja, altså det ved jeg ikke. Nu er det også specielt med Kony-sagen, da det jo er svært at sige, at man er imod, at folk i Uganda har det godt. Men grundlæggende tror jeg, at det er en god måde at fange folks opmærksomhed på. Folk skal nok få den set om man så vælger at tage filmen til sig eller ej er jo op til den enkelte. MR: Må jeg lige spørge omkring det med foredragene? Altså er det noget man selv skal gå til? V: Ja, det er vel noget, man selv aktivt opsøger. MR: Okay, så ryger den i hvert fald langt ned ad listen. A: Ja, den synes jeg altså også skal helt ned. V: Hvis det lokale bibliotek siger, at de har nogle EU-foredrag, så tror jeg virkelig ikke, at det bliver en succes. S: Så skal det i hvert fald være i forbindelse med noget andet. MR: Eller også skal det være fordi, at nogle af toppolitikerne kommer. M: Hvis nu det fx er Lars Løkke, der taler om EU, så er det jo kun folk, der allerede stemmer ja, der ville komme. MR: Det er selvfølgelig rigtigt. Så skulle det være en debat imellem flere af politikerne. M: Ja, og så skulle det være på TV, og ikke som et foredrag, men hellere som en dialog. A: Altså med hensyn til TV og/eller Radiospots, der kan man sige, at den store debat der altid er, er der jo mange der ser. I hvert fald lige op til valgene. Selv jeg gider at se dem. Så dem ville jeg også mene kunne komme ret højt op. MR: Jeg tænker bare om sådan nogle radiospots, at man så hører Morten Messerschmidt på P3 sige: Stem i aften eller Kan du lide din kolonihave, så stem nej. Side 30 af 35

220 A: Men hvis P3 blev ved med at sige: Husk på den store debat på torsdag kl. 8, altså lidt ligesom med X Factor man bliver lige mindet om det. V: Det jeg synes mangler, det er en webside. Mest fordi at jeg langt det meste af tiden aktivt opsøger det, hvis jeg skal vide noget om noget. Det er muligt, at man i radiospots bliver mindet om det, og så finder et sted, hvor jeg kan undersøge det. Så det er noget, jeg selv aktivt opsøger, men jeg ville nu stadig ikke gå til foredrag. N: Hvis man ser en App, hvem kigger så at klikke ind på den? Det kan godt være, at man har hentet den, men hvem gider at klikke ind på den? A: Jeg vil nu ikke tro, at den ligger under foredrag. V: Ej, den ligger i hvert fald over foredrag. MR: Det kommer jo også an på, hvem der har lavet den. M: Hvis jeg var i tvivl, og Venstre eller Socialdemokratiet kom med en App, så ville jeg downloade den, og så kunne man selv klikke rundt på den. V: Ja, men det kommer an på afsenderen. Så skulle det være EU, Folketinget eller DI der skulle være afsender. I hvert fald en der var upartisk. M: Nu har jeg besluttet mig, men var jeg i tvivl, så ville jeg alligevel ikke blive imponeret, hvis DI havde lavet en App. A: Hvis Folketinget lavede en App, så ville det være nemmere at finde ud af, hvad der rent faktisk skete. V: Der skulle være en udlægning af, at Venstre mener det her, DF mener det her, og Enhedslisten mener det her. A: Og det kunne da være virkelig rart, frem for at man skal læse otte forskellige artikler, hvor der måske kun er en ligne, man kan bruge til at finde ud af, hvad de rent faktisk mener. MR: Hvis man nu lavede en App, der fx hed Til Stemmeboksen, der kunne forklare de helt basale ting, som fx mandater osv. Det tror jeg, at der ville være mange, der ville bruge. V: De havde også de der tests op til valget. Der kunne man nemlig også undgå alle de Side 31 af 35

221 fordomme, man måske har til de forskellige partier. A: Jeg ville altså også mene, at en App er noget, man aktivt søger, og derfor skulle ligge lige over foredrag. Du støder ikke tilfældigvis på en App. V: En App er stadig på sådan et convenience stadie. Det er ikke tung infoportal endnu. Det er spil og underholdning og hurtig nyttig viden såsom Rejseplanen. MR: Hvis man netop skulle have fat i sådan nogle unge, der ikke ved så meget om det, som fx DTU ere, så tror jeg netop en App ville være god, fordi de ville gå ind og hente den. Så jeg tror nu på den med App en. V: Men det er jo netop forskelligt. Så foredrag er nederst, men jeg er i tvivl om App en. A: Jeg synes at flyers osv. er dumt. Jeg hader at få stukket et eller andet i hånden. MR: Så er der sådan noget med outdoor plakater, netop fordi de taler til de bløde værdier. Fx en DF plakat hvor Pia sidder ned og Morten står bagved, og der så står noget i stil med: Pas på dit Danmark!, så ville jeg klart blive irriteret og den ville kun få mig til at synes mindre godt om hende. Men den ville stadig have en virkning. Så jeg ved ikke, om den skal højere op. V: Trykte medier har det jo skidt. S: Men hvis aviser osv. også gælder på nettet, så ville det virke. For jeg læser meget aviser på nettet. MR: Jeg tror også, at de ville virke bedre end en film på Youtube. V: Jeg synes bare, at annoncer er mega irriterende. Især på nettet. A: Og især hvis der er lyd på. For så lukker jeg bare siden. MR: Men det irriterer også mig, hvis folk hele tiden linker til film med Lars Løkke og Pia, der opfordrer til at stemme efter deres ønsker. Dem var der mange af op til valget, og de irriterede mig. A: Men du ville stadig se dem og se linket. Og så ville det stadig fange din opmærksomhed. Side 32 af 35

222 N: Annoncer er så enkle og hurtige at opfange. M: Bare Metro Xpress forsiden er da ret effektiv. Når der bare ligger en bunke af dem, så ser man dem. MR: Og det er jo det samme med outdoor plakater. A: Altså når man står og venter på bussen og toget, så ser man den. MR: Der kommer så også nogle der og giver dig en flyer. A: Ja og det er spild af papir. Hæng den dog hellere op på væggen, så 7000 mennesker kan se den det samme sted. V: Outdoor plakater er i hvert fald over annoncer. A: Men det er jo også bare et billede af dem selv. Det er jo ikke holdninger, der står printet. V: Men det er op til den enkeltes medieforbrug. Jeg vil gerne indrømme, at jeg ser mere TV, end jeg læser aviser. Men der er nok også mange, der skruer ned eller tager lyden fra, når de når til reklameblokken og slår helt fra. Men det også de samme, der bevidst ikke kigger på annoncer både på nettet og i aviserne. M: Og hvis man har besluttet sig, så er det hele nok ligegyldigt. N: Er outdoor virkelig så langt oppe? A & S: Også mig. V: Jeg er stadig bare lidt ærgerlig over, at app en ligger helt dernede. N: For at du skal kunne komme igennem med din film på Youtube, så er der virkelig mange, der skal linke til den på de sociale medier. Og det er det samme med en App. Hvis du skal hente den, så skal den også ligge i top 20. V: Ja, og App en kræver markedsføring. Og den skal markedsføres indtil den ligger i top 20, for at den bliver synlig for folk. Så det kræver, at den kombineres med noget andet. A: Den kunne jo blive markedsført via en plakat. V: Ja, men en eller anden QR kode, man kunne scanne, så at man får App en ved at scanne koden. MR: Er der nogen, der har den der Side 33 af 35

223 kodescanner? For jeg har haft den, men jeg synes bare den var mega irriterende. N: Det tror jeg de fleste har. Jeg er ikke helt tilfreds med, at de der outdoor ting ligger så højt. S: Det afhænger også af, om det er information man skal have, eller om de bare skal skabe awareness. V: Ja, de fleste af dem er jo ikke til informationer. Men de kan måske give en lyst til, at tage hjem og besøge en hjemmeside og google det. Og så opfylder den sit formål. MR: Flere af dem minder en om, at man skal huske at stemme, og tage stilling til det man skal stemme om. M: Jeg er ikke helt tilfreds, men vi skal jo blive enige. V: Ja igen er der jo meget af det, der er totalt individuelt. Så det er skide svært at blive enige. V: Det kommer sandelig an på hvilket forbehold, det drejede sig om. Jeg kender faktisk ikke alle forbeholdene. A: Det der unions-halløj ville jeg ikke ane en fis om. Så der ville jeg nok ikke stemme. V: Jeg ville i virkelig høj grad have brug for at sætte mig ind i tingene for at kunne stemme om det. A: Jeg er meget enig med Victoria det kommer helt an på, hvad det er. Og hvis jeg bliver bedt om at stemme, så ville jeg automatisk gå ind og undersøge tingene noget mere, så jeg ville vide, hvad jeg skulle stemme, ligesom jeg gjorde op til folketingsvalget. N: Jeg elsker at se de der politiske debatter op til afstemningerne. Så dem ville jeg helt klart se, for at lære noget mere. MR: Jeg tror personligt godt, at jeg ville vide, hvad jeg skulle stemme, og jeg ville i den grad også stemme. Det irriterer mig, når folk ikke sætter sig ind i tingene og ikke stemmer og overlader tingene til tilfældigheder, og dem der netop bare lige går ned og sætter et kryds til sidst. Og det er sikkert også derfor, de røde har magten nu, det er fordi at de kører på følelserne, og det er fandeme ikke i orden, at sådan en Interviewpersonerne vurderer, at det er svært at blive enige, da det er meget individuelt. Interviewpersonerne er enige om, at de ville være nødt til at sætte sig ind i stoffet, for at kunne stemme ved en EU-afstemning. Interviewpersonen udtrykker irritation over dem der ikke sætter sig ind i tingene og stemmer. Hvordan kan DI skabe en kampagne, hvoraf der er kommunikationsprodukter til enhver smag? Hvordan kan DI opfordre især de unge til at sætte sig ind i EU-stoffet? Hvordan kan DI fange opmærksomheden på de, der mener, at EU ikke vedrører dem? Side 34 af 35

224 som Amalie ikke stemmer. A: Jeg stemmer da! Sådan var det ikke ment. MR: Nej okay. Men der er folk der ikke stemmer, og det irriterer mig. MR: Jeg ville. M: Jeg ville også. S: Jeg ville synes, det var svært. A: Jeg ville ikke vide det. V: Jeg ville have brug for at vide noget mere først, for ellers synes jeg som sagt ikke, at det ville være fair, hvis jeg stemte. Og I to der ville stemme er tydeligvis også de mest EU-oplyste i selskabet. A: Altså mht. euroen ville jeg vide det, men ikke med resten. Interviewpersonerne er noget splittede omkring om de ville vide hvad de skulle stemme, og derfor også stemme. Hvordan kan DI forsøge at have en indvirkning på de, der endnu ikke er sikre på, hvad de skulle stemme, således at de stemmer ud fra DI s agenda? Side 35 af 35

225 BILAG NR. 9 Resultater af undersøgelse fra TNS Gallup, januar Euroforbeholdet år år 60 år + Total Bevarelse af forbeholdet 48 % 42 % 37 % 42,5 % Ophævelse af forbeholdet 32 % 41 % 51 % 41,5 % Ved ikke 20 % 17 % 11 % 16 % I alt 100 % 100 % 100 % 100 % Kilde: TNS Gallup, 2009 Retsforbeholdet år år 60 år + Total Bevarelse af forbeholdet 40 % 33 % 32 % 35 % Ophævelse af forbeholdet 33 % 47 % 59 % 46,5 % Ved ikke 32 % 20% 9 % 20,5 % I alt 100 % 100 % 100 % 100 % Kilde: TNS Gallup, 2009 Forsvarsforbeholdet år år 60 år + Total Bevarelse af forbeholdet 29 % 25 % 27 % 27 % Ophævelse af forbeholdet 49 % 57 % 60 % 55,5 % Ved ikke 22 % 18 % 13 % 17,5 % I alt 100 % 100 % 100 % 100 % Kilde: TNS Gallup, 2009 Euroforbeholdet Mænd Kvinder Total Bevarelse af forbeholdet 41 % 43 % 42 % Ophævelse af forbeholdet 48 % 35 % 41,5 % Ved ikke 10 % 22 % 16 % I alt 99 % 100 % 99,5 % Kilde: TNS Gallup, 2009 Retsforbeholdet Mænd Kvinder Total Bevarelse af forbeholdet 34 % 35 % 34,5 % Ophævelse af forbeholdet 57 % 41 % 49 % Side 1 af 2

226 Ved ikke 9 % 25 % 17 % I alt 100 % 100 % 100,5 % Kilde: TNS Gallup, 2009 Forsvarsforbeholdet Mænd Kvinder Total Bevarelse af forbeholdet 22 % 31 % 26,5 % Ophævelse af forbeholdet 70 % 42 % 56 % Ved ikke 8 % 27 % 17,5 % I alt 100 % 100 % 100 % Kilde: TNS Gallup, 2009 Side 2 af 2

227 BILAG NR. 10 Dette bilag består af en oversigt over det reelle løsningsforslag og er således en liste over de kommunikationsprodukter, der bør indgå i forhold til målgruppen og den strategiske målgruppe. Der optræder dog intet i bilaget, der ikke er beskrevet og argumenteret for i selve specialet. KAMPAGNEN BØR BESTÅ AF FØLGENDE KOMMUNIKATIONSPRODUKTER: > Radiospots der stiller lytterne spørgsmål beståede af fakta. > TV-reklamer med helt almindelige danske familier, der diskuterer EU-emner over middagsbordet. > Out-door reklamer med lignende udtryk som i de tidligere beskrevne radiospots. > Anvendelse af DI s egen hjemmeside til at skabe overblik over faktuelle grunde til, at forbeholdene bør afskaffes. Hjemmesiden bør desuden indeholde basale fakta om EU til de, der søger svar på helt grundlæggende spørgsmål om EU. > En Facebook-side, hvorved DI og andre relevante repræsentanter kan besvare de besøgenes spørgsmål og desuden opfordre til debatter, der kan engagere de besøgende og særligt de studerende, det må forventes, vil besøge siden. > En app der kan give danskerne mulighed for at teste deres EU-viden, finde fakta om EU og desuden deltage i en konkurrence om en tur til Bruxelles. > En annoncerende artikel i relevante studieblade på de højere læreanstalter i Danmark. Side 1 af 1

228 Hvorfor rager EU også dig? EU er ikke kun for mappedyr i business-toppen. Beslutninger der træffes i EU har også indflydelse på din hverdag. Kan du forestille dig, at din mor stadig skulle bestemme, hvad du skulle have på af tøj hver dag? Nej, vel? Du kan derfor lige så godt blive klogere på EU nu din indflydelse på din egen tilværelse står nemlig på spil. Du synes måske EU er lidt af en rodet størrelse. Men hvad er det så ved EU, der er så svært at forstå? Det der er svært at forstå er, hvorfor vi vil afskære os selv fra at få størst mulig indflydelse på de rammer, der har betydning for dansk erhvervsliv og dermed også for dig som dansker. Nu beder regeringen os om at tage stilling til de danske EU-forbehold. Det vil sige, du skal tage stilling til, hvor meget EU-borger, du vil være. Du har sikkert hørt om truslen mod den danske suverænitet men det er ikke EU, der truer den. Hvis vi eksempelvis afskaffer forsvarsforbeholdet, betyder det ikke, at danske tropper vil blive sendt i krig uden vores samtykke. Tværtimod betyder det, at vi sidder med ved beslutningsbordet og stadig frit kan vælge, om vi vil i krig. Kronen følger euroen i medgang og modgang Vi er allerede med i det økonomiske fællesskab ØMU en. Men vores forbehold gør, at vi ikke har fællesvalutaen, euroen, i Danmark. Hvis vi smider euroforbeholdet, betyder det ikke, at vi kommer til at hænge på andre eurolandes dårlige økonomi, mere end vi allerede gør. Den danske krone følger nemlig allerede euroen i tykt og tyndt. Ved at give dit ja til euroen siger du samtidig nej tak til at veksle penge og regne på valutakurser, hver gang du er på ferie i Europa. Og ville det ikke være ok fedt? EU s ord er lov Det er sådan, at mange af de love du lever efter, kommer direkte fra Bruxelles. Faktisk er Danmark et af de lande i unionen, der indfører mest EU-lovgivning. Vi er også blandt de lande, der er hurtigst til at gøre det. EU er tættere på dig, end du tror, så det kan faktisk ikke betale sig at være ligeglad. Når du nu alligevel om lidt hiver din smartphone frem og tjekker Facebook, så gør dig selv den tjeneste at besøge vores side, hvor du kan deltage i EU-debatter og stille alle de spørgsmål du vil. Eller smut forbi DI s hjemmeside, hvor du finder fakta om EU og vores forbehold dertil. Du kan også få det hele på én gang I app en Dig og dit EU, som du finder i App Store og på Google Play lige nu kan du deltage i konkurrencen om en tur til Bruxelles ved at teste din egen viden!