SØNDERTOFT 17 FANØ KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R SØNDERTOFT 17 FANØ KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Simon Harboe og Stefanie Høy Brink Journalnummer: / Kommune: Fanø Kommune Adresse: Søndertoft 17, Sønderho, 6720 Fanø Betegnelse: Søndertoft 17 Fredningsår: 1985 Omfang: Det fjortenfags hus (1795) BYGNINGSBESKRIVELSE Sømdertoft 17 ligger i den vestlige del af landsbyen Sønderho på Fanø. Bygningen ligger ud til vejen i åbne omgivelser. Grunden afgrænses af græsklædte diger. Bygningen er et 14 fag langt grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår skurede og rosakalkede med hvidtede hjørneliséner og dørindfatninger samt en hvidmalet gesims, der omkranser arkengaffen over døren mod syd. Gesimsen fortsætter rundt om hjørnet på gavlene. Bygningen afsluttes af et stråtækket tag med mønning af tørv og en stor tagkvist mod syd. I rygningen ses to skorstenspiber med sokkel og krave. Den øverste del af gavlene er beklædt med lodretstillede og grønmalede brædder med vindskeder. Begge langsider samt østgavlen har nyere tofløjede fyldingsdøre med opsprosset overvindue, der er traditionelt udført og malet rødbrune. I arkengaffen sidder en rødbrun luge med overvindue. Nordsiden har en halvdør med en diagonalstillet rude. Ligeledes findes der en halvdør på sydsiden med opsprosset diagonalstillet rude. Begge halvdøre er malet rødbrune. Bygningen har både ældre og nyere, men traditionelt udførte, torammede vinduer, men også enkelte etrammede og fire-rammede i gavlene og tagkvisten, alle har småtopsprossede ruder samt påmalet stik og sålbænk. Flere af vinduerne er desuden hængslede på lodposten. På gavlene findes flere murankre. På vestgavlen er murankrene udført som initialerne HJA LND og årstallet I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, der deler bygningen med bolig mod vest og stald mod øst. Franglen er belagt med nyere ølandsfliser. Den tidligere staldende er delvist bevaret med mindre rum og sparsomme overflader som synlig trækonstruktion, mens de to østligste fag af stalden er kraftig ombygget. Fra franglen er der adgang til en alkove, der lokalt betegnes en tætseng. Tætsengen efterfølges af vinterstuen sønder donsk, der som navnet antyder, ligger mod syd. I stuen findes en ældre billæggerovnen med indgraveringen Såvel ydervægge samt væggen bag den ældre

3 3 billæggerovn er beklædt med de karakteristiske blå Fanøfliser. Fra vinterstuen er der adgang til en mindre stue æ stow hvorfra der er adgang til en nordvendt stue nordre donsk, som er i åben forbindelse med en spisestue, hvor der findes endnu en billæggerovn. Langs ydervæggen og bag billæggerovnen pryder flere Fanøfliser. Den nordre donsk har blomsterdekorerede bræddevægge. I spisestuen er der endvidere et indbygget hjørneskab. Fra spisestuen er der adgang til et ældre køkken, der traditionen tro er nordvendt. I køkkenet er endnu en billæggerovn samt et ældre ildsted. Fra køkkenet er der atter adgang til franglen, hvor en ældre hvidmalet revledør fører ind til det tidligere fadebur, hvor der ligeledes gennem en lem i gulvet er adgang til den mindre kælder. I den tidligere beboelsesdel er alle dørene enten fyldingsdøre, hvoraf nogle med rude i den øverste fyldning eller dobbelte fløjdøre. Fra franglen overfor søndre donsk er et rum, hvor det stadig anes, at her har stalden været. Der er ingen dekorationer på væggene og materialerne er mere robuste. Dørene i den tidligere staldende er overvejende revledøre, der er malet rødbrune, men en nyere hvidmalet fyldingsdør træffes på vej ind mod den tidligere fårestald. Mod nord er der et større soveværelse med bræddebeklædning på væggene, hvorfra der er adgang til den tidligere fårestald. I de yderste østlige fag under tagkvisten er der et større atelier med nyere træbeklædning på både vægge og loft. Der er indgang til atelieret gennem en ældre revledør, men ellers er overfladerne nyere. Gennemgående for Søndertoft 17 er, at overfladerne overvejende er ældre, men også nyere, der dog med undtagelse af atelieret er traditionelt udført. Herunder trægulve, bræddevægge, blomsterdekorerede bræddevægge samt bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler, indbyggede skabe og tætseng samt bemalede ældre fliser på ydervæggene og bag ovnene. Hertil kommer, at der i køkkenet er bevaret et ældre ildsted og i stuerne er to ældre bilæggerovne. Ved indgangen til den tidligere stald er der endvidere bevaret markeringen af et ældre ildsted, hvor der er indgraveret tre årstal, hvoraf det ene korresponderer med årstallet på vestgavlens murankre: 1854, som formentlig referer til et ejerskifte. BYGNINGSHISTORIE De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen

4 4 oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i , og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830 erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark. Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk. Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader

5 5 med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990 erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver. Dette er ligeledes tilfældet med Søndertoft 17, der har de omtalte mahognidøre, og de blomsterdekorerede bræddebeklædning skulle efter sigende stamme fra en nedrevet kirke på øen. Denne bygning blev formentlig opført i 1758 i bindingsværk med stråtag. De syv vestlige fag var udnyttet til beboelse og de syv østlige til lo, stald og foderrum. Sidst i 1700 årerne blev huset grundmuret. I 1805 er beboelsesdelen blevet udvidet til at omfatte ni fag og de resterende fem benyttes fortsat til lo, stald og foderrum, hvorunder der fandtes en muret halvkælder. I 1805 hørte der et større udhus til bygningen, denne bygning er det nuværende Søndertoft 15. KILDER Gamle Huse i Sønderho. Registrant udarbejdet af Steffen M. Søndergaard og Poul Tuxen. Udgivet af Fanø kommune og Fredningsstyrelsen Fanø bebyggelser og landskaber. Af H. Meesenburg, J. Termansen, S. Tougaard og P. Uhd Jepsen. Bygd Vadehavet Kulturarvsatlas. Kulturstyrelsen MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår

6 6 dermed naturligt i Sønderhos bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med bukketornhegn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der leder tagvandet væk og tillige bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er blandt andet den hvide hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter, arkengaffen samt at taget er stråtækket med mønning af tørv og med skorstenspiber. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at alle åbninger har påmalede hvide sålbænke. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til stalddøren, der vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen. Gavlens murankre vidner med initialer og årstal om ombygningen fra bindingsværk til grundmur. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Den tidligere staldende aflæses stadig ved dennes langt mere afdæmpede detaljeringsgrad, sparsomme dekorering og de robuste materialer. Der er ligeledes både sommerstue mod nord og vinterstuer mod syd, mens køkken og fadebur med tilhørende mindre kælder ligger på samme måde køligt mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengen, de indbyggede hjørneskabe, brystningspaneler, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske fliser med blå eller brune motiver på ydervæggene og bagved bilæggerovnene. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser. Under vinduerne langs med vindueskarmen og ydervæggen er tillige bevaret en small liste med en udskåret fordybning, som netop blev sat op for at samle kondensvandet. Dertil kommer den blomsterdekorerede bræddebeklædning, der vidner om, hvordan materialer blev genbrugt i byggeriet.

7 7 ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt heltag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen og tagkvisten. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af bygningens lave mure og det dominerende tag. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre såvel som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den velproportionerede og afsluttede bygningskrop, bræddebeklædte gavle, murankre og stråtækket tag med mønning af tørv og skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte døre, luger og vinduer med alle detaljer. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materiale- og farveholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den ældre planløsning med opdelt bolig og stald samt placering af frangel, stuer og køkken med fadebur og kælder. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning med sparsomme materialer og detaljer i den tidligere staldende og detaljerige interiører i boligen, herunder

8 8 bræddegulve og bræddelofter med synlige bjælker, blomsterdekorerede vægbeklædning, paneler, vægfliser, døre med beslag og låse, vinduer med anverfere og stormkroge, tætsenge og indbyggede skabe samt ildstedet i køkkenet og markeringen af et ildsted i indgangen til den tidligere stalddel. ANBEFALINGER Det anbefales, at interiøret i den østlige ende af huset istandsættes med mere traditionelle materialer, således at det er i større harmoni med bygningens alder og husets øvrige indretning.