Digitalisering vs. digital formidling

Transkript

1 Det Informationsvidenskabelige Akademi, København Digitalisering vs. digital formidling - En diskursanalyse af Kulturministeriets italesættelse af begreberne kulturarv, digitalisering og digital formidling Speciale udarbejdet af Stefanie Rasmussen Årgang 2010 Vejleder: Gitte Balling Afleveret 21/ Antal normalsider: 74,4 Antal ord [Skriv et resume af dokumentet her. Resumeet er normalt en kort beskrivelse af dokumentets indhold. Skriv et resume af dokumentet her. Resumeet er normalt en kort beskrivelse af dokumentets indhold.]

2 Abstract This thesis is a study of how Kulturministeriet (the Ministry of Culture) understands and talks about the concepts of cultural heritage, digitazation and digital dissemination, and how or if understandings of these concepts appear in practice on the National Museums webpage Natmus.dk. The analysis is tripartite. First part is a discourse analysis of three repports from Kulturministeriet. Laclau and Mouffes Discourse Theori is used in trying to define Kulturministeriets understanding and use of the concepts cultural heritage, digitazation and dissemination. Five discourses are identified; The Knowledge and Identity Discourse relating to cultural heritage. The Optimization Discourse and The Preservation Discourse relating to digitization. The Accessibility Discourse and The Dissemination Discourse relating to dissemination. Secondly an analysis of the National Museums webpage Natmus.dk is carried out. The analysis is based on Lisbeth Thorlacious' model for web communication. This shows that Natmus.dk is a webpage with a classic design were the communication predominantly takes place through written text with small photographic illustrations. Some of the illustrations have a zoom function and some texts are accompanied by videofilms instead of pictures. The last part is a comparative analysis. The results from the discourse analysis and the web analysis are compared to determine whether or not the discourses identified in the first analysis is visible in practice on Natmus.dk's webpage. It is concluded that only two of the five identified discourses are visible on Natmus.dk. The Dissemination discourse and to some extent the Knowledge and Identity discourse. 2

3 Indhold 1. Indledning - Digitalisering vs. digital formidling Problemformulering Analysestrategi Empiri og afgrænsning Teori Diskursanalyse teori som metode Diskursanalysens videnskabsteoretiske felt Sprogets betydning Laclau og Mouffes diskursteori Diskursteoriens begreber Forskerens rolle Operationalisering af diskursteoriens begreber Thorlacius Web analyse Afsenderen Modtageren Produktet Konteksten Koden Mediet Begrebsafklaringer Digitalisering (Kultur)Formidling Kulturarv - en definition og ordets brug i Danmark Diskursanalyse af Kulturministeriets rapporter Videns-og identitetsdiskurs Effektiviserings-diskurs Bevarings-diskurs Antagonisme Digitalisering Tilgængeliggørelses-diskurs Formidlings-diskurs Antagonisme - formidling Webanalyse af Natmus.dk Afsender Modtager

4 7.3 Produkt Kontekst Koden Mediet Opsummering Metodekritik Fra diskurs til praksis Videns-og identitets -diskursen Diskurser orienteret mod afsenderen Diskurser rettet mod modtageren Opsummering Konklusion Perspektivering - Bagvedliggende ideologier Litteratur Bilag 1: Startsiden Bilag 2: Historisk Viden, Danmarks oldtid Bilag 3: Huldremosekvindens dragt Bilag 4: Huldremosekvindens dragt Bilag 5: Huldremosekvinden-en mordsag? Bilag 6: Kokkepigens blog Bilag 7: Eksempel på den konverserende interaktive funktion Bilag 8: Dropdown menuen på Startsiden

5 1. Indledning - Digitalisering vs. digital formidling Vi lever i et digitalt samfund, hvor flere og flere ting bliver tilgængelige via internettet. Samtidig er medieforbruget blandt danskerne steget markant gennem de seneste år, specielt internettets fremkomst har været med til at øge medieforbruget og digitaliseringen af stort set alt. I dag er medieforbruget en integreret del af vores hverdag, og der ligger en uudtalt forventning om, at meget af hvad man stifter bekendtskab med i løbet af ens dag, på den ene eller anden måde er digitaliseret, og at adgangen til informationer er digital, oftest via internettet. Denne digitaliserings-tanke er også gældende, når der tales om kultur, kulturarv og museer. Siden internettets folkelige gennembrud i midten af 1990 erne, har der fra museernes side været forskellige tiltag til at skabe adgang til museets samlinger via internettet. Også fra politisk hold har der i de sidste 10 år været et øget fokus på digitalisering og digital formidling. Her har det specielt været den digitale bevaring og digitale formidling af den danske kulturarv, der har været i fokus. Den øgede politiske interesse i digital formidling, kombineret med udviklingen inden for digitale teknologier, har også betydet, at der siden starten af 2000 har været et stort fokus på danske kulturinstitutioners digitalisering og digitale kulturformidling. Det kan blandt andet ses i den store mængde af rapporter, som er blevet udgivet af Kulturministeriet (for eksempel Kulturministeriet 2006; 2008; 2009). I løbet af mine fem år som studerende på IVA, har jeg beskæftiget mig meget med kulturformidling. Selve formidlingsbegrebet har i undervisningstimerne været grundlag for mange diskussioner, både når der har været tale om formidling i klassisk forstand og digital formidling. Diskussionerne har som oftest kredset om, hvad selve begrebet indebærer, og hvad de forskellige definitioner af formidling har af betydning for den reelle formidling ude på institutionerne. Disse diskussioner, samt læsning af diverse tekster om formidling, har givet mig indtrykket af, at der fra Kulturministeriets side ikke findes én bestemt strategi og terminologi når der omtales digitalisering og digital (kultur)formidling. Oftest sidestilles digitalisering, og den øgede tilgængeliggørelse, som digitaliseringen skaber, med formidling og kulturformidling, da kulturarven nu kan komme ud til en større mængde af den danske befolkning. En hurtig gennemlæsning af forskellige rapporter og 5

6 udredninger fra Kulturministeriet giver et meget broget billede af, hvordan Kulturministeriet ønsker at digitalisere og formidle. Hvad der skal bevares og formidles er der derimod ikke tvivl om. Hovedformålet med digitalisering og digital formidling er en bevaring af den danske kulturarv, så den kommer alle danskere til gode, og vi alle kan nyde glæde af den. Det følgende citat er et godt eksempel på, hvordan Kulturministeriet bruger begreberne digitalisering og digital formidling og er en af årsagerne til, at jeg har valgt at skrive denne opgave. Her åbner den digitale formidling et nyt, hidtil aldeles ukendt perspektiv for, hvor mange mennesker der kan få adgang til, og bruge, kulturarven. Når kulturarven digitaliseres, kan den pludselig gøres tilgængelig med et museklik og bliver dermed tilgængelig for enhver, døgnet rundt, uden begrænsninger, i hele landet ja, principielt hele verden. Digitalisering af kulturarven åbner nye muligheder for enhver kategori af brugere. Alle vil kunne blive klogere på Danmarks kulturelle og historiske arv. (Kulturministeriet, 2009:7) I dette citat tales der både om digitalisering af kulturarven og digital formidling af samme. Der tales om adgang til kulturarven, tilgængelighed, nye muligheder og muligheden for at blive klogere på Danmarks kulturelle arv. Men det et uklart, hvad Kulturministeriet egentlig mener med de to begreber. Umiddelbart virker det mystisk, at det er den digitale formidling der giver adgangen, og digitaliseringen, der skal gøre os klogere på kulturarven, men samtidig er det også digitaliseringen, der giver adgang til kulturarven. Dette citat samt mange andre, har som sagt givet mig indtrykket af, at Kulturministeriet forstår digitalisering og digital formidling på flere forskellige måder. Rapporter og andre skrivelser fra Kulturministeriet er med til at danne grundlaget for de beslutninger der tages, hvad enten det gælder drift af museer, økonomiske beslutninger eller digitalisering og digital formidling. Hvis der fra Kulturministeriets side findes denne tvetydighed i definitionen af begreberne, må det også have en betydning for de kulturinstitutioner, der hører ind under Kulturministeriet. Hvis Kulturministeriet ikke 6

7 melder klart ud, hvad de forventer af henholdsvis digitalisering og digital formidling på nettet, hvordan skal de forskellige kulturinstitutioner så gribe det an, og kan de i sidste ende leve op til de retningslinje som Kulturministeriet giver? Disse overvejelser har fået mig til at stille følgende spørgsmål: 2. Problemformulering Hvordan italesættes begreberne digitalisering, digital formidling og kulturarv af Kulturministeriet, og kommer disse italesættelser rent praktisk til udtryk på Nationalmuseets hjemmeside Natmus.dk? Hvordan er den egentlige adgang til kulturarven via institutionens hjemmeside? 3. Analysestrategi Som problemformuleringen indikerer, vil denne opgave være en undersøgelse af hvordan Kulturministeriet italesætter de tre begreber kulturarv, digitalisering og formidling og hvordan disse politiske italesættelser kommer til udtryk på et rent praktisk niveau. For at undersøge dette, vil opgaven starte med en begrebsafklaring og kort definition af begreberne kulturarv, digitalisering og formidling, sådan som de typisk bliver defineret i diverse opslagsværker. Disse definitioner vil ikke blive brugt direkte i den følgende analyse, men er medtaget for at vise, hvordan man som standard definerer og forstår de tre begreber. Besvarelsen af problemformuleringens spørgsmål vil bestå af en analyse og et diskussionsafsnit. Selve analysen vil bestå af to dele og foregå på henholdsvis et politisk niveau, som analyserer Kulturministeriets politiske italesættelser igennem udvalgte rapporter, og et institutionelt niveau, som analyserer Nationalmuseets kommunikation på deres hjemmeside Natmus.dk. For at besvare spørgsmålet om, hvordan Kulturministeriet italesætter begreberne kulturarv, digitalisering og formidling, vil jeg foretage en diskursanalyse af 3 udvalgte 7

8 rapporter udgivet af Kulturministeriet. Da denne opgave forsøger at afdække, hvordan der fra politisk side bliver talt om kulturarv, digitalisering og digital kulturformidling, så er diskursanalyse den oplagte tilgang. Kort fortalt er diskursanalysens formål at afdække, hvordan man italesætter forskellige sociale praksisser. Diskursanalysens formål er ikke at afdække universelle sandheder eller finde ud af hvilke holdninger, der i virkeligheden ligger bag forskellige udsagn. Formålet er i stedet at afdække hvordan man taler om ting. På samme måde er det heller ikke i dette speciales interesse at undersøge, hvilke holdninger og agendaer, der ligger bag de politiske udsagn om digitalisering eller kulturformidling. Da formålet med opgaven er at afdække, hvordan kulturarv, digitalisering og formidling bliver italesat, har jeg vurderet, at diskursanalyse er den mest velegnede tilgang, da den netop går ind og afdækker italesættelser af forskellige sociale praksisser og dermed kan bruges til at afdække, hvordan Kulturministeriet italesætter digitalisering, formidling og kulturarv. Der findes mange tilgange til at foretage en diskursanalyse. I denne opgave har jeg valgt at tage udgangspunkt i Laclau og Mouffes diskursteori. Laclau og Mouffes hovedformål med diskursteorien er, at identificere kampe og modsætninger mellem forskellige diskurser. Ideen til opgaven stammer fra en undren over Kulturministeriets modsættende brug af begreberne digitalisering og formidling og opgavens formål er at finde ud af hvordan disse begreber bliver italesat. Derfor vil Laclau og Mouffes diskursteori være velegnet til denne opgave, da de netop forsøger at identificere kampe og modsætninger mellem forskellige italesættelser. For at svare på spørgsmålet om Kulturministeriets politiske italesættelse stemmer overens med praksis, vil jeg som det første foretage en analyse af Nationalmuseets hjemmeside, for at se hvad der rent faktisk bliver gjort på en statslig institutions hjemmeside. Jeg vil ikke basere analysen af Nationalmuseets hjemmeside på en tekstlig analyse, men vil forsøge at inddrage de elementer, som er specielle og kendetegnende for netop hjemmesider. Dette vil jeg gøre (for det første) fordi, hjemmesider er meget mere end bare skrevne tekster. En hjemmeside kommunikerer i lige så høj grad gennem dens æstetik og design, som dens skrevne tekster. Derfor har jeg valgt at tage afsæt i Lisbeth Thorlacius analysemodel for visuel kommunikation på nettet. Modellen er baseret på Roman Jakobsons lingvistiske analysemodel, men er af Torlacius blevet modificeret og tilpasset, så den tager højde for de æstetiske kommunikative aspekter, der er 8

9 kendetegnende for hjemmesider. Valget af Nationalmuseets hjemmeside Natmus.dk som analysegenstand har følgende årsager. For at kunne svare på, om museernes praksis med hensyn til digitalisering og formidling stemmer overens med italesættelsen i Kulturministeriets rapporter og udredninger, så er det nødvendigt, at det valgte museum også hører ind under Kulturministeriet. Dette er tilfældet med Nationalmuseet. Som Nationalmuseets navn også hentyder, så er museet Danmarks statslige og kulturhistoriske hovedmuseum og en institution under Kulturministeriet (Kulturministeriet, Nationalmuseet). Da Nationalmuseet er hovedmuseet for kulturhistorie, må man forvente at netop dette museum følger Kulturministeriets diskurser/retningslinjer. Opgavens tredje og sidste del vil være et sammendrag og diskussion af resultaterne fra diskursanalysen og webanalysen, med henblik på at besvare spørgsmålet, om Kulturministeriets diskurser rent praktisk kommer til udtryk på Natmus.dk. 3.1 Empiri og afgrænsning Kulturministeriets rapporter Som analysegenstand for diskursanalysen, har jeg udvalgt 3 rapporter udgivet af Kulturministeriet i perioden Det drejer sig om rapporterne Udredning om museernes formidling fra 2006, Digitalisering af kulturarven - Midtvejsrapport fra Digitaliseringsudvalget fra 2008 og Digitalisering af kulturarven - Endelig rapport fra Digitaliseringsudvalget fra Valget er faldet på netop disse tre rapporter, da de alle tre beskæftiger sig med formidling og digitalisering af kulturarven. Desuden er det de tre seneste rapporter/udredninger, der er udgivet, hvor digitalisering og (digital) formidling bliver behandlet, og man må derfor gå ud fra, at de holdninger og udsagn der kommer til udtryk i rapporterne stadig er gældende. De valgte rapporter er alle fundet på Kulturministeriets hjemmeside. Fælles for de fleste af Kulturministeriets rapporter er, at de er blevet udarbejdet af diverse udvalg, som på foranledning af Kulturministeriet er blevet nedsat for at komme med udredninger og anbefalinger om et bestemt emne. Dette gør sig også gældende for de tre rapporter, som 9

10 danner det empiriske grundlag for denne opgave. Selv om rapporterne har forskellige forfattere, så er alle tekster, rapporter og udredninger blevet gjort tilgængelige samme sted og har Kulturministeriet som den endelige afsender og må dermed også være udtryk for en fælles holdning. Derfor vælger jeg at se de tre rapporter som et samlet hele og som ét udsagn fra én afsender, nemlig Kulturministeriet Afgrænsning Udredning af museers formidling beskæftiger sig ikke kun med digital formidling, men med alle aspekter af museumsformidling. Derfor har jeg valgt kun at analysere de kapitler, som specifikt behandler begreberne formidling og digitalisering. Det drejer sig om Indledningen, Kapitel 1: Baggrunden for Formidlingsudvalgets arbejde, Kapitel 5: Udvikling af museernes udstillinger og andre formidlingsaktiviteter og Kapitel 6: Digitale formidlingsformer på internettet. Kapitlerne, som omhandler eks. museernes åbningstidspunkter og besøgstal, er blevet udeladt af analysen, da de hverken har formidling, digitalisering eller kulturarv som fokus. Digitalisering af kulturarven - Midtvejsrapport fra Digitaliseringsudvalget fra 2008 og Digitalisering af kulturarven - Endelig rapport fra Digitaliseringsudvalget fra 2009 fokuserer derimod specifikt på digitalisering og digital formidling af kulturarven og er skrevet netop for at præsentere en række forslag til digitalisering og formidling. Derfor er disse to rapporter medtaget i deres fulde længde Natmus.dk Nationalmuseets hjemmeside er en stor og omfattende hjemmeside som indeholder ufattelig mange informationer. En gennemgang og analyse af alle sider på Natmus.dk ville fylde alt for meget og være for omfattende for en opgave af denne størrelse. Derfor har jeg valgt kun at analysere udvalgte dele af Natmus.dk. Ved at foretage dette valg, er jeg opmærksom på, at opgaven ikke vil give et fuldstændigt/endegyldigt svar på, hvordan forholdet mellem diskurs og praksis udmønter sig på Nationalmuseets hjemmeside, men kun vil være et lille udsnit af praksis på Natmus.dk. Havde jeg valgt at fokusere på andre dele af hjemmesiden, ville de konklusioner, der kan drages, måske være anderledes. Jeg har dog valgt denne fremgangsmåde, da jeg på denne måde vil have mulighed for at gå mere i detaljen med de enkelte dele Afgrænsning 10

11 Nationalmuseets hjemmeside er overordnet delt op i 3 forskellige dele (Bilag 1). Det drejer sig om Besøg museerne, hvor hvert museum, som hører under Nationalmuseet, har deres egen side, f.eks. Frilandsmuseet, Brede Værk og Nationalmuseet selv. Andet menupunkt hedder Historisk viden og er delt op i underpunkter såsom Danmark, Verden og Temaer, hvor der ikke skelnes mellem de forskellige institutioner. Det tredje menupunkt hedder Salg og ydelser og fokuserer på de mere kommercielle aspekter af museumsdrift, såsom undervisning og undervisningsmateriale, leje af lokaler og museumsbutikken. Jeg har valgt kun at fokusere på det, man kan finde under punktet Historisk viden, og set bort fra de enkelte museers sider, som kan findes under Besøg museerne. Først og fremmest for at begrænse mængden af empirisk data, men også fordi Historisk viden har kulturarven og kulturarvsgenstandene som fokus. Da det blandt andet er kulturarvsbegrebet som er genstand for denne opgaves undersøgelser, vil det være logisk at analysere de dele af Natmus.dk, der har kulturarven som hovedfokus, i stedet for at analysere de dele af hjemmesiden, som beskæftiger sig med mere praktiske aspekter som åbningstider og rutevejledninger. Som grundlag for webanalysen har jeg derfor udvalgt følgende dele af Natmus.dk Startsiden. Startsiden er valgt, da den er det første man, som museumsbesøgende ser, når man besøger Nationalmuseets hjemmeside. Den kan give et hurtigt overblik over det som institutionen finder vigtigt. Man må antage, at informationerne på forsiden, er de oplysninger som institutionen ønsker, at brugerne skal se. Danmarks oldtid. Danmarks oldtid er valgt, fordi dette tema giver et bredt repræsentativt eksempel på Nationalmuseets formidling af forskellige tidsperioder. Da den danske oldtid strækker sig over en lang periode, er emnet om Danmarks oldtid opdelt i flere undersider, hver side med fokus på forskellige perioder af den danske oldtid. Eksempelvis bronzealderen, yngre jernalder og vikingetiden. Jeg vil ikke foretage en analyse af hver enkelt side under menupunktet Oldtid, men i stedet vælge nogle enkelte nedslagspunkter som vil være repræsentative for Nationalmuseets formidling af den danske oldtid. 11

12 3.1.3 Digital formidling Digital formidling er et bredt begreb, da det dækker formidling på selve kulturinstitutionen, såsom podcast/guidede ture og anden digital interaktion med de udstillede genstande og online formidling på institutionens hjemmeside. For at begrænse opgavens omfang vil fokus være på den digitale formidling, der finder sted på kulturinstitutionens hjemmeside. 4. Teori 4.1 Diskursanalyse teori som metode Diskursanalyse er en undersøgelsesform, som i løbet af de sidste mange år har vundet indpas i socialvidenskaberne (Jochumsen & Rasmussen, 2006:51). Selve begrebet diskurs siger ikke så meget i sig selv, da der inden for dets forskningsfelt findes mange forskellige definitioner af, hvad en diskurs er. Men overordnet kan man definere en diskurs som en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden) på (Jørgensen & Phillips, 1999:9). En diskursanalyses formål bliver dermed at undersøge, hvad og hvordan ting bliver sagt, for at identificere forskellige diskurser og deres indflydelser på sociale processer (Jochumsen & Rasmussen, 2006:51). Fordi der inden for det diskursanalytiske forskningsfelt ikke er enighed om, hvad der konstituerer en diskurs, findes der heller ikke en bestemt måde at foretage en diskursanalyse på, men derimod mange forskellige tværfaglige og multidisciplinære tilgange, der kan kombineres på mange forskellige måder (Jørgensen & Phillips, 1999: 9). Når man foretager en diskursanalyse, bevæger man sig fra et ontologisk udgangspunkt, hvor man forsøger at finde ind til grundlæggende antagelser eller sandheden om et fags genstandsfelt, til et epistemologisk ståsted, hvor man observerer, hvordan ting opfattes som sande eller grundlæggende sandheder (Andersen, 2003:XII). Når man i diskursanalysen har et epistemologisk udgangspunkt, hvor man er mere interesseret i spørgsmålet hvordan, end hvorfor, så giver det ikke mening at have én bestemt metode til at besvare et undersøgelsesspørgsmål på, da der som udgangspunkt ikke findes nogen universelsandhed at afdække. Fremgangsmåden til at løse 12

13 spørgsmålet vil derfor i høj grad afhænge af selve undersøgelsesgenstanden og genstandsfeltet (Andersen, 2003:XII). Derfor er der i diskursanalysen ikke længere tale om metode men analysestrategi, hvor man som forsker konstruerer en strategi for at undersøge et bestemt genstandsfelt. Dette betyder også, at der ikke længere er nogen klar grænse for hvornår diskursanalysen er teori, og hvornår den er metode, hvilket som oftest leder frem til diskursteori som metode, hvor den egentlige analysestrategi bliver bestemt af undersøgelsesgenstanden (Jørgensen & Phillips, 1999:9) Diskursanalysens videnskabsteoretiske felt Da der findes mange forskellige tilgange til diskursanalysen, er det ikke muligt at give en fyldestgørende karakteristik, som dækker alle tilgangene. Men selv om der findes forskellige tilgange til diskursanalysen, så eksisterer der nogle grundlæggende antagelser, som er fælles for alle diskursanalytiske tilgange, og som danner et fælles teoretisk grundlag. Det følgende afsnit vil derfor være en kort redegørelse for diskursanalysens basale teoretiske grundlag. Diskursanalysen har sine rødder i socialkonstruktionistisk og poststrukturalistisk sprogteori og semiotik. Ifølge socialkonstruktionismen er vores verdensopfattelse konstitueret af vores erkendelse (Jochumsen & Rasmussen, 2006: 67). Det betyder, at der ikke findes nogen endegyldig sandhed, men at den sociale virkelighed og vores opfattelse af denne, er en konstruktion som skabes gennem vores sprog og vores sociale handlinger. Det betyder at det er måden som vi taler om tingene på, som bestemmer hvordan vi som mennesker forstår virkeligheden. Fordi virkeligheden er en konstruktion betyder det samtidig også at der kan eksistere flere forskellige måder at forstå og se verden på. Selvom det socialkonstruktivistiske udgangspunkt er, at virkeligheden konstrueres gennem erkendelse, og at denne konstruktion i høj grad er påvirket af kultur og sociale processer, så skaber vi gennem disse konstruktioner alligevel en form for sandhed. Det sker, da vi gennem de sociale processer skaber en form for entydighed og orden, og denne orden kan overtid antage en objektiv karakter (Jochumsen & Rasmussen, ). Vi bliver ude af stand til at se, at den måde som vi opfatter virkeligheden på, kun er en ud af mange måder at se og forstå verden på. Problematikken omkring konstruktion af virkeligheden og objektivitet vil blive diskuteret nærmere i afsnit

14 Overordnet er det følgende antagelser, der ligger til grund for de fleste diskursanalytiske tilgange. Det gælder også Laclau og Mouffes diskursteori, som bliver brugt i denne opgave. Ingen objektiv sandhed. Vores verdensopfattelse er ikke at spejlbillede af den virkelige verden, men er et produkt af hvordan vi kategoriserer vores verden gennem vores sprogbrug (Jørgensen & Phillips, 1999:13). Historisk og kulturel specificitet. Vores forståelse af verden er historisk og kulturelt bestemt. Vores verdensbilledet har gennem tid forandret sig og gør det stadig. Dette betyder at den sociale verden konstrueres socialt og ikke udspringer af ydre forhold eller stabile karakteristika (Andersen, 2003:XVI). Måden vi forstår verden på skabes og opretholdes af sociale processor. Det er gennem den sociale interaktion (ikke kun sproget) at man som person og/eller samfund konstituerer fælles sandheder og verdensopfattelser (Jørgensen & Phillips, 1999:13) og kæmper om hvad der er sandt eller falskt. Sammenhæng mellem viden og social handling. Forskellige verdensbilleder skaber forskellige sociale handlinger og opfattelser af hvad der er rigtig og forkert. Nogle ting bliver en selvfølge mens andre bliver utænkelige. Disse konstruktioner af viden og sandheder udmønter sig i konkrete (sociale) handlinger. (Andersen, 2003:XVI) Sprogets betydning Diskursanalyse baserer sig på strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogfilosofi, der siger at adgangen til virkeligheden går gennem sproget (Jochumsen & Rasmussen, 2006:52). Det er gennem sproget, at vi beskriver virkeligheden, men det kan aldrig blive en objektiv beskrivelse, da virkeligheden er konstitueret af den måde, som vi vælger at omtale virkeligheden på. Det er gennem sproget, at diskurser skabes - og også gennem sproget, at de kan aflæses og identificeres. Som eksempel på, hvordan sprog kan påvirke ens opfattelse af virkeligheden, bruger Jørgensen og Phillips en beskrivelse af en oversvømmelse (Jørgensen & Phillips, 1999:18). Selve oversvømmelsen er et 14

15 materielt fænomen der sker uanset hvordan det omtales. Men når fænomenet omtales i forsøget på at sætte det ind i en meningsgivende sammenhæng, vil det ske ud fra forskellige forståelser, dvs. diskurser. De fleste mennesker vil højst sandsynligt omtale oversvømmelsen som et naturfænomen, men herefter trække på forskellige diskurser for at forstå fænomenet. Nogle vil se det ud fra en meteorologisk diskurs, andre vil se det som et bevis på global opvarmning, mens en tredje part måske vil opfatte det som Guds straf for menneskers synder. De forskellige diskurser vil have en indflydelse på hvilke reaktioner der er mulige og have betydning for den sociale handlen. Dermed konstituerer diskurser ikke kun begivenheder men også sociale relationer og identiteter (Jørgensen & Phillips, 1999:18). Diskursanalysens sprogopfattelse tager afsæt i sprogstrukturalisten Saussures sprogteori/semiotik. Kort fortalt så Saussure forholdet mellem sproget og virkeligheden som arbitrært (vilkårligt), hvor sproget var det system som vi opfattede virkeligheden igennem (Kjørup, 2006:17). Verden tillægges betydning gennem sociale konventioner, hvor bestemte ting forbindes med og repræsenteres af bestemte tegn (ord eller handlinger). Tegnet betyder i sig selv ikke noget, det er først når det ses i relation til andre tegn, at tegnet bliver defineret og får sin betydning. Et tegn får sin specifikke værdi og betydning ved at være forskellig fra andre tegn (Kjørup, 2006:15). Denne definition af tegn og deres betydningsdannelse kan sammenlignes med et udspændt net, hvor nettet symboliserer sproget, og hver knude i nettet repræsenterer et tegn. Betydningen af tegnet defineres af dets placering i forhold til de andre knuder i nettet. Hos Saussure er sprogets struktur uforanderlig, hvilket betyder at et tegn altid vil have samme betydning (Jørgensen & Phillips, 1999:20). I poststrukturalismen modificeres Saussures tanker, men ideen er grundlæggende den samme. Tegn får stadig deres betydning i kraft af deres forhold til andre tegn, og forståelsen af et tegn sker stadig, når man ser de forskellige tegn i relation til hinanden. Forskellen ligger i, at sprogets struktur ikke længere er uforanderlig (Jørgensen & Phillips, 1999:20). Et tegn eller ords betydning bliver ikke længere fikseret i en fastlagt struktur. Strukturen som tegnet fikseres i, er forskellig alt efter hvilken sammenhæng tegnene bruges i. Dette betyder også, at et tegns betydning kan ændres alt efter hvilke andre tegn det sættes i relation til. Brugen og betydningen af de enkelte tegn skifter fra situation til situation og det er disse skift, som er med til at skabe forskellige diskurser. Selvom et tegn kan have forskellige betydninger, betyder det ikke at alt flyder og at ord kan betyde hvad som helst. Pointen med tegn (eller ords) flertydighed er, at tegn 15

16 ikke kan fikseres i en fast struktur, men at der er plads til forandring. Det er disse forandringer i brugen af tegn og betydningsdannelsen, der er med til at definere forskellige og i nogle tilfælde modstridende diskurser (Jørgensen & Phillips, 1999:22) Laclau og Mouffes diskursteori Inden for diskursanalyseteorierne findes der mange forskellige tilgange og teorier, som hver især har deres tolkning af graden af konstruktivisme og tilgang til diskursanalysen. Der kan blandt andet nævnes Foucault, Kosseleck, Faircloughs Kritiske diskursanalyse, Diskurs psykologi og Laclau og Mouffes Diskursteori (Jørgensen & Phillips, 1999:29). Det vil være for omfattende at beskrive alle teorier her, men det skal blot nævnes, at hvad, der er med til at konstituere en diskurs, er meget forskelligt, fra Laclau og Mouffe, der ser alt som en del af diskursen, til Fairclough, der kun ser diskurser som en del af andre sociale processer, som konstituerer virkeligheden (Jørgensen & Phillips, ). I denne opgave vil det analytiske udgangspunkt være Laclau og Mouffes diskursteori, og resten af kapitlet vil derfor være en introduktion til netop denne teori. Laclau og Mouffes diskursteori er en af de diskursanalytiske teorier, der kommer tættest på den rene post-strukturalisme. I Diskursteorien er alt socialt konstrueret, og alt er dermed også (udtryk for en) diskurs. Hele det sociale felt bliver set som en samling af betydningsdannelsesprocessor (Laclau & Mouffe, 1985:113). Men selv om hele det sociale felt i Diskursteorien bliver set som værende konstituerende for diskurs, så mener Laclau og Mouffe stadig, at en stor del af vores adgang til virkeligheden og forståelsen af denne går gennem sproget. Derfor er deres begrebsapparat i høj grad baseret med udgangspunkt i semiotikken, men det samme begrebsapparat gælder, hvad enten der er tale om en sproglig ytring eller en social handling. Fordi denne opgave kun undersøger hvordan Kulturministeriet italesætter begreber gennem rapporter (dvs. via det skrevne sprog) vil jeg ikke komme nærmere ind på, hvordan Laclau og Mouffe behandler diskurser, som ikke er artikuleret via sproget. Men vil blot nævne, at ligesom (sproglige) tegns betydning bliver defineret set i relation til andre sproglige tegn, så bliver handlingers betydning også defineret i relation til andre handlinger. At man tager på storbyferie i London, i stedet for at tage på charterferie på Kreta er for eksempel også udtryk for en bestemt diskurs (Jørgensen & Phillips, 1999:47). 16

17 Centralt i Laclau og Mouffes diskursteori er tanken om at sociale fænomener aldrig er totale (Jørgensen & Phillips, 1999:34). Betydningen af et tegn kan aldrig fastlåses fuldstændig, da vi i vores sprogbrug hele tiden laver nye kombinationer af tegn, og der derfor altid vil være muligheden for at konstruere nye betydninger for et tegn. Dette betyder også, at tegn hele tiden får nye betydninger, som kan stå i et modsætningsforhold til hinanden. På grund at sprogets bevægelighed vil det betyde, at der nogle gange foregår kampe mellem forskellige betydningsdannelser i forsøget på give ét bestemt tegn eller ord én bestemt betydning. Betydningsdannelsesprocessen er dermed et forøg på at fiksere tegn eller ords betydning i forhold til i hinanden. Det er denne fiksering af sproget, der skaber diskurser, men på grund af sprogets bevægelighed eller foranderlighed vil diskurserne ændre sig, og der vil altid være kampe mellem modstridende diskurser, som forsøger at fiksere sproget på netop deres måde (Andersen, 2003:51.) Det er denne kamp om retten til at betydningsudfylde et begreb, som er drivkraften i Diskursteorien. For at afgøre om et tegn er en del af en diskurs eller ej, bruger Laclau og Mouffe begrebet det diskursive felt. En diskurs er som sagt en samling af tegn, som er fikseret på en bestemt måde i forhold til hinanden (jf. fiskenetseksemplet). Diskursen skabes ved at udelukke alle andre betydninger tegnene kunne have, hvis de blev relateret til hinanden på en anden måde (Laclau & Mouffe, 1985:111). En indkredsning af en diskurs bliver dermed også en eksklusion af alt det andet, og det er dette andet, som er det diskursive felt (Torfing, 2001:26). En skelnen mellem en diskurs og det diskursive felt, betyder, at en diskurs er en diskurs i kraft af, hvad den ikke er, og bliver i lige så høj grad konstitueret af, det som ligger uden for diskursen. Det at en diskurs adskiller sig fra det andet i det diskursive felt, er netop dét, der gør den til en diskurs. Problemet med det diskursive felt er, at det opererer ud fra præmissen alt eller intet. Det er ikke kun tegn, som umiddelbart relaterer sig til diskursen, uden at være en del af diskursen, som er en del af det diskursive felt. Det betyder for eksempel, at når der tales om en klassisk medicinsk diskurs, så er både akupunktur, fodbold og heste en del af det diskursive felt. Hvis det diskursive felt er en udelukkelse af et tegns potentielle betydninger, vil det reelt set betyde, at klassisk medicin i anden diskurs kan betydningsudfyldes i forhold til begrebet hest. Hvilket umiddelbart virker usandsynligt. Laclau og Mouffe kommer i diskursteorien desværre ikke nærmere ind på den problemstilling. 17

18 4.1.4 Diskursteoriens begreber Laclau og Mouffe arbejder med et stort begrebsapparat i deres diskursteori. Det er disse begreber, som jeg (rent praktisk) vil bruge i opgavens diskursanalyse. Selvom jeg i analysen ikke direkte bruger alle de nævnte begreber, har jeg alligevel valgt at beskrive dem i dette afsnit, da de er nødvendige for at forstå diskursteoriens analytiske grundlag. Derfor vil det følgende afsnit være en mere detaljeret og skematisk gennemgang af diskursteoriens begreber og en oversigt over hvordan, de enkelte begreber hænger sammen og skal ses i forhold til hinanden. Som nævnt tager Laclau og Mouffe udgangspunkt i semiotikken og Saussurres teori om betydningsdannelse. Diskurserne bliver skabt gennem betydningsdannelsen af forskellige typer af tegn, som hver især har en indflydelse på diskursen. Lukning. En diskurs formål er at fiksere et tegns betydning i en fast struktur, selv om det kun er midlertidigt. En lukning er et midlertidigt stop i et tegns betydningsglidninger (Jørgensen & Phillips, ). Momenter er en diskurs stabile tegn, selv om de ifølge post-strukturalismen aldrig kan være helt stabile. Alle tegn en i artikulation er momenter og har fået fikseret deres betydning i kraft af, at de er forskellige fra hinanden på forskellige måder - og i kraft af deres indbyrdes relationer. For at bruge et tidligere eksempel, så er de knuderne i det net, der udgør en diskurs. (Jørgensen & Phillips, 1999:36) Elementer er tegn der endnu ikke har fået en fikseret betydning (Jochumsen & Rasmussen, 2006:61), men som diskursen forsøger at fiksere som momenter, ved at gøre deres flertydighed entydige (Jørgensen & Phillips, 1999:38). Nodal-punkter er privilegerede tegn, tomme tegn uden betydning, som skal meningsudfyldes. De andre tegn i diskursen ordnes omkring dette tegn og får deres betydning fastlagt ved at blive sat i forbindelse med nodal-punktet på en bestemt måde. I klassiske medicin studier ville kroppen være et nodal-punkt, mens eks. tegn som skalpel og symptomer får fastlagt deres betydning ved at blive relateret til kroppen på en bestemt måde.(jørgensen & Phillips, 1999:37). 18

19 Flydende betegnere er elementer, som særligt er åbne for forskellige fortolkninger og betydningstilskrivninger. En flydende betegner er et tegn, som forskellige diskurser forsøger at betydningsudfylde på hver deres måde (Jørgensen & Phillips, 1999:39). Definitionerne af et element og en flydende betegner er meget ens, og det kan være svært at skelne mellem dem. Fælles for dem er, at begge begreber beskriver et ord, der endnu ikke har fået fikseret sin betydning og som stadig mangler at blive indholdsudfyldt. Forskellen ligger i, at en flydende betegner, er mere åben for flere betydninger, og betydningsudfyldelsen sker på tværs af forskellige diskurser. Desuden markerer de flydende betegnere i højere grad en konfliktlinje mellem interne diskurser (Jochumsen & Rasmussen, 2006:62). Ækvivalenskæde Identificeringen af en diskurs flydende betegner kan ske ved hjælp af ækvivalenskæder. En ækvivalenskæde er sammenkobling af betydninger og er ord, som associeres til begrebet (Jochumsen & Rasmussen, 2006:63). Begrebet mand kan eksempelvis ækvivaleres med far, stærk, fodbold og meget andet. Det er, hvad der ækvivaleres og ikke ækvivaleres til tegnet mand, som viser, hvilken diskurs mand italesættes ud fra (Jørgensen & Phillips, 1999:55). Sætter man disse begreber i relation til hinanden betyder det, at en diskurs forsøger at fjerne flertydigheden ved at omdanne elementer til momenter gennem en lukning. Selvom der aldrig kan være tale om en komplet fastlåsning af et tegns betydning da lukningen altid kun vil være midlertidig. På grund af flertydigheden i hvert tegn og i en hver ytring vil en hver artikulation altid være en potentiel nyfiksering af et tegns betydning og potentielt skabe nye diskurser (Jørgensen Phillips, 1999:39) Fordi denne fastlåsning aldrig er komplet, som den ville være i en Saussuresk eller strukturalistisk forstand, og fordi en artikulation altid kan sætte tegn sammen i nye mønstre og sammenhænge, vil der altid være en kamp mellem de enkelte tegns betydning og om forandringen af diskursens struktur. Det er denne kamp mellem diskurser og deres forøg på at skabe en betydningsdannelse og betydningsudfylde de tomme tegn, som er en af de overordnede pointer i Laclau og Mouffes diskursteori. Til at beskrive denne kamp mellem forskellige diskurser som forsøger at italesætte det samme tegn/den samme ting, bruger Laclau og Mouffe begreberne hegemoni og antagonisme. 19

20 Antagonisme er udtrykket for konflikt i diskursteorien. En antagonisme opstår når to forskellige diskurser støder sammen i forsøget på at betydningsudfylde et bestemt begreb og gensidigt forhindrer hinanden i at gøre dette (Jørgensen & Phillips, 1999:60). Jørgensen og Phillips bruger identiteter som eksempel på et antagonistisk forhold. Der kan opstå et antagonistisk forhold mellem ens identitet som arbejder og dansker. Arbejder-identiteten kan forhindre at man gør sin pligt som dansk soldat i krigstid, eller ens identitet som dansk soldat betyder at man skal slås mod andre arbejderfæller fra andre lande. I dette tilfælde blokerer den ene diskurs den anden, fordi diskurserne stiller modstridende krav til ens handlinger. For den enkelte diskurs betyder dette modsætningsforhold at dens eksistens (betydningsdannelse) og entydighed er truet af det diskursive felt (alt det som diskursen har udelukket). Som modsætning til antagonisme står begrebet hegemoni (Jørgensen & Phillips, 1999:61). Hegemoni er en fastlåsning af elementer i momenter på tværs af forskellige modstridende diskurser. Dette betyder, at hegemoni opstår, når en af diskurserne har vundet retten til at betydningsudfylde og definere den flydende betegner (Jørgensen & Phillips, 1999: 61). Antagonismen, som opstod, fordi to diskurser forsøgte at betydningsudfylde det samme tegn på hver deres måde, er blevet opløst. I eksemplet med identiteter betyder det, at der er sket en hegemonisk intervention, når man ser sig selv som dansker og vælger at gå i krig mod andre nationaliteter, frem for at se sig som arbejder på tværs af landegrænser. Fastlåsningen af et tegns betydning er altid kun midlertidig, og muligheden for andre måder at italesætte det samme tegn på er altid til stede. Derfor vil selve hegemonien også kun være midlertidig, da der teoretisk set altid er mulighed for at kombinere tegnene på en anden måde (Andersen, 2003:55) Forskerens rolle I denne sammenhæng er det også vigtigt at nævne forskerens eller undersøgerens rolle i en diskursanalyse. Diskursanalysens teoretiske udgangspunkt er, at ens forståelse og oplevelse af verden er socialt konstrueret og afhænger af, hvordan forskellige sociale praksisser er blevet italesat. Ideen om, at alt er en konstruktion betyder hermed at jeg som specialeskrivende også er en del af en diskurs' konstruerede virkelighed (Jørgensen & Phillips, 1999:32). Selvom man som forsker (eller kandidat studerende) forsøger at 20

21 være så objektiv som mulig i forsøget på at besvare sine undersøgelsesspørgsmål, så vil selve grundantagelsen i diskursanalysens teori reelt set betyde at objektivitet aldrig er mulig. At være fluen på væggen og foretage en objektiv analyse kan ikke lade sig gøre, da man gennem opvækst og uddannelse er blevet del af den eksisterende diskurs(er) og har taget dennes sociale praksisser til sig. Jo tættere ens eget liv er på den undersøgte diskurs, des sværere vil det være at se forskellige sociale praksisser og sprogbrug som en diskurs og ikke bare som selvfølgeligheder (Jørgensen & Phillips, 1999:32). Dette er en udfordring, man skal være bevidst om, når man som forsker forsøger at identificere en diskurs. Udover problematikken med at identificere en diskurs, man selv er del af, har den socialkonstruktivistiske tankegang også en indflydelse på de resultater og konklusioner, som en undersøgelse kommer frem til. Da der ikke findes nogle endegyldige sandheder, er de resultater, man som forsker finder frem til ikke mere rigtige eller forkerte end andre forskeres resultater (Jochumsen & Rasmussen, 2006:53). Hvordan disse problemer gribes an af teoretikere inden for feltet varierer meget. I Laclau og Mouffes, diskursteori som bliver anvendt i dette speciale, er problematikken tydelig, da alt, ifølge dem, er diskurs. Desværre beskæftiger de sig ikke med problemstillingen, men vælger at se deres teori og analyse som objektive (Jørgensen & Phillips, 1999:32). Derfor er jeg også bevidst om, at de resultater jeg finder frem til i denne opgave, ikke er objektive og ikke kan, eller skal, ses som den endelig sandhed. Jeg har ikke foretaget en 100 % objektiv analyse af min undersøgelses genstandsfelt, da jeg allerede er en del af én eller flere diskurser. Dette gør sig især gældende for de begreber, jeg har valgt at undersøge i dette speciale. Kulturarv, formidling og digitalisering er begreber, som jeg allerede ser gennem en særlig optik. Fælles for disse tre er, at de alle sammen er begreber, som jeg gennem mine fem år på Det Informationsvidenskabelige Akademi, har fået italesat på en bestemt måde. (Ud fra den herskende kulturformidlingsdiskurs på IVA) Hvilken diskurs det er, kan jeg ikke svare på, da jeg selv er en del af diskursen, og som nævnt tidligere højst sandsynligt ser det som selvfølgeligheder og ikke diskurs Operationalisering af diskursteoriens begreber I Diskursteorien gør Laclau og Mouffe brug af et bredt teoretisk begrebsapparat, men de giver ikke nogen egentlig fremgangsmåde til rent praktisk at foretage en analyse. Jørgensen og Phillips skriver i deres bog Diskursanalyse som teori og metode, at når 21

22 det gælder operationalisering eller en egentlig analysestrategi, så er det muligt at sammensætte sin egen, så længe at den ikke strider imod diskursanalysens teoretiske grundlag (Jørgensen & Phillips, 1999:12). De åbner også op for muligheden for at kombinere begreber fra flere forskellige diskursanalytiske tilgange, hvis undersøgelsesspørgsmålet lægger op til det. Til denne opgave har jeg dog valgt kun at tage udgangspunkt i Laclau og Mouffes diskursteori, da jeg mener, at de begreber, som er præsenteret, vil være nok til at foretage en analyse af Kulturministeriets rapporter. Selvom der i teoriafsnittet blev gjort rede for hele Laclau og Mouffes begrebsapparat, vil analysen af Kulturministeriets rapporter rent praktisk kun tage afsæt i nogle af begreberne. Det drejer sig om begreberne nodal-punkter, flydende betegnere, ækvivalenskæder, antagonisme og hegemoni. Til at identificere de diskurser, som italesætter kulturarv, digitalisering og formidling, vil jeg finde nodal-punkter, ækvivalenskæder og flydende betegnere. Når diskurserne er fundet, vil jeg forsøge at finde antagonismer og hegemoniske interventioner mellem diskurserne for at identificere eventuelle konflikter elle modsætninger mellem diskurserne. 4.2 Thorlacius Web analyse Thorlacius tager i sin web-analyse afsæt i en lingvistisk analysemodel, udformet af sprogforskeren Roman Jakobson (Thorlacius, 2004:79), og supplerer med elementer fra andre fagtraditioner såsom semiotik, kommunikationsteori og grafisk design - for at kunne overføre dens brug til visuel kommunikation. Specielt semiotikeren Charles Peirces tegnteori har været udgangspunkt for Thorlacius' syn på tegn. Ligesom Peirce, har tegn i webanalysemodellen både en indholdsside og udtryksside (Thorlacius, 2003:2). Desuden bliver Peirces tre-ledede tegnbegreb: ikon, indeks og symbol også inddraget i analysen. Ikoner henviser til indholdet baseret på lighed. Hjorten på et vejskilt henviser til det billedet som forestiller en hjort. Indekser henviser til indholdet i kraft af en nærheds- eller en årsagsforbindelse, for eksempel er røg fra et vindue et indeks på en ildebrand. Symboler henviser til indholdet i kraft af vedtagne symboler. (Thorlacius, 2003:11) Udgangspunktet for modellen er, at kommunikation ikke kun skal ses som en relation mellem afsender, meddelelse og modtager. Kommunikation afhænger i lige så høj grad 22

23 af konteksten hvori kommunikationen foregår. Desuden kræver det en kontakt som fysisk forbinder afsender og modtager (f.eks. telefoner, tv), og en kode, dvs. et sprog, som afsender og modtager er fælles om (Thorlacius, 2004:81). Jakobson går ud fra, at der eksisterer forskellige funktioner i sproget, og at disse funktioner relaterer sig de forskellige elementer i kommunikationsmodellen (eks. modtager el. kontakt). Thorlacius oversætter i sin webanalysemodel disse sprogfunktioner til kommunikationsfunktioner, idet det ikke er den sproglige, men den visuelle del af kommunikationen der er analysegenstanden (Thorlacius, 2003:2). Det er disse kommunikationsfunktioner som vil blive gennemgået i de følgende afsnit. Thorlacius' model er omfattende og beskæftiger sig både med de dele af den visuelle kommunikation, som kan aflæses direkte fra hjemmesiden, og de dele af den visuelle kommunikation der kræver særskilte afsender- og receptionsundersøgelser (Thorlacius, 2003:2), som f.eks. hvad afsenderens egentlige formål er eller, hvordan brugerne rent faktisk opfatter hjemmesiden. I denne opgave vil jeg kun fokusere på de dele af modellen, som beskæftiger sig med den visuelle side der kan aflæses direkte fra hjemmesiden. Det gør jeg, fordi denne webanalysemodel skal ses som et supplement til diskursanalysen og skal bruges til at se, hvordan den politiske italesættelse af digitalisering og digital formidling kommer til udtryk i praksis. Derfor er det ikke nødvendigt at afdække de bagvedliggende intentioner, da de i princippet allerede er blevet afdækket gennem diskursanalysen af Kulturministeriets rapporter (i hvert fald når det gælder afsenderens intentioner). 23

24 Model til analyse af visuelkommunikation (Thorlacius, 2003:3) Afsenderen Afsenderen er den ansvarlige for produktets (hjemmesidens) kommunikation og for at der foregår en kommunikativ handling (Thorlacius, 2003:4). Thorlacius' model opererer med to afsendere, den faktiske afsender og den implicitte afsender Den faktiske afsender Den faktiske afsender er den egentlige afsender, som kommunikerer noget til modtageren gennem hjemmesiden (Thorlacius, 2004:80). Viden om den faktiske afsender kan kun afdækkes ved en interviewundersøgelse eller lignende (Thorlacius, 2004:80). Da det ikke ligger inden for opgavens ramme at undersøge hjemmesidens effekt på den faktiske afsender, vil jeg ikke komme nærmere ind på den. 24

25 Den implicitte afsender Den implicitte afsender kan analyseres ud fra selve produktet. Dette kan aflæses ud fra de følelser og holdninger, der kommer til udtryk gennem eksempelvis hjemmesidens farvevalg og sprogbrug. Til den implicitte afsender er der knyttet en ekspressiv funktion. Den ekspressive funktion er et udtryk for afsenderens holdninger, ideer eller følelser, som kan læses ud af produktet (hjemmesiden), uanset om afsenderen har gjort et bevidst valg om at inddrage disse elementer som en del af kommunikationen eller ej. Dette gøres rent praktisk ved at undersøge afsenderens synlighed, ved at analysere valget af de æstetiske virkemidler som afsenderen har valgt at bruge. Det kan dreje sig om f.eks. valg af farver og deres sammensætning, lysmæssige og stemningsskabende udtryk, udformning af illustrationer, typografiske valg, lydmæssige udtryk osv. (Thorlacius, 2004:81) Modtageren Modtageren er en tilsigtet modtager som afsenderen forsøger at påvirke. Ligesom det er tilfældet med afsenderen, så findes der både en implicit modtager og en faktisk modtager. Den faktiske modtager er den modtager, som reelt set oplever produktet, og ligesom det var tilfældet med den faktiske afsender, så vil jeg her heller ikke komme nærmere ind på den faktiske modtager. Den implicitte modtager er den, som produktet er tiltænkt, og som afsenderen henvender sig til gennem produktet, i dette tilfælde hjemmesiden (Thorlacius, 2004:86). Den implicitte modtager befinder sig i produktet, og det er muligt at aflæse, hvordan afsenderen opfatter dens tiltænkte modtager i måden, hvorpå produktet henvender sig til modtageren. Til den implicitte modtager er der desuden knyttet to kommunikationsfunktioner, den konative og interaktive. Begge funktioner kan aflæses gennem en analyse af hjemmesiden Den konative funktion Den konative funktion omhandler de henvendelsesformer, som afsenderen bruger for at påvirke modtagerens adfærd. Rent sprogligt optræder denne funktion tit i brugsanvisninger og reklamer, eksempelvis som Indsæt USB-stikket i computeren eller Køb nu, spar 100 kr. Når der er tale om visuelle medier kommer funktionen 25

26 oftest til syne i instruktionsmanualer, i form af illustrationer, der viser hvordan tingene skal gøres Den interaktive funktion Den interaktive funktion deler Thorlacius op i 5 underpunkter. Disse 5 interaktive funktioner gør sig specielt gældende, når det drejer sig om analyse af hjemmesider. 1. Den transmitterende ikke-interaktive funktion er den eneste af de interaktive funktioner som faktisk ikke er interaktiv. I stedet er det tale om en envejskommunikation. Funktionen er for eksempel til stede når der på hjemmesiden vises et film klip eller en kort animation (Thorlacius, 2004:89). 2. Den konverserende interaktive funktion er den eneste af funktionerne hvor der er tale om gensidig mental og fysisk aktivitet. Det kan blandt andet være muligheden for at sende s eller chatte på nettet (Thorlacius, 2003:7). (I mine referencer gør Thorlacius det ikke klart, om hun mener chat mellem forskellige brugere på nettet, eller om det er muligheden for at chatte med ejerne af hjemmesiden, dvs. afsenderen. Deri ligger der en forskel i afsenderens opfattelse af modtageren. Vil afsenderen i dialog med modtageren, eller opfattes modtageren som en social bruger som gerne vil indgå i en dialog med andre brugere?). 3. Den konsultative interaktive funktion, er når brugeren indtaster et søgeord i computeren, og computeren bearbejder de indtastede informationer, og derefter sender et svar tilbage (Thorlacius, 2004:88). Er eksempelvis til stede når en hjemmeside har en søgefunktion, som giver mulighed for at søge i sidens indhold. 4. Den transaktive interaktive funktion dækker den interaktion, der foregår, når der er tale om en transaktion, som eksempelvis e-handel. I denne funktion foregår der en gensidig handel, idet både modtager og afsender modtager noget (Thorlacius, 2003:7). 5. Den registrerende interaktive funktion foregår, når afsenderen indsamler informationer fra eller om modtageren. Dette finder f.eks. sted, når tvudsendelser inddrager seerne til at stemme for at få indflydelse på en udsendelse, hvorefter stemmerne registreres (Thorlacius, 2003:7). 26

27 4.2.3 Produktet Produktet dækker både indholdssiden og udtrykssiden af det samlede produkt (hjemmesiden), altså selve indholdet eller budskabet, og hvordan indholdet og budskabet kommer til udtryk (Thorlacius, 2003:7) Den formale æstetiske funktion Den formale æstetiske funktion defineres af Thorlacius som det visuelle udtryks evne til at formidle en sanselig og erkendelsesmæssige oplevelse (Thorlacius, 2004:90). Disse oplevelser er baseret på almene og før-oplevede erfaringer, som vi har tilfælles med de fleste andre mennesker. Dette gør det muligt at beskrive oplevelsen ved hjælp af sprog, der henviser til almene sanselige erfaringer, som eksempelvis farve, størrelse eller form, og som kan klassificeres på den ene eller anden måde (Thorlacius, 2003:9) Den uudsigelige æstetiske funktion Den uudsigelige æstetiske funktion er en oplevelse mellem det vi kender og ikke kender. Den uudsigelige æstetiske funktion er de elementer af sanselig og erkendelsesmæssig karakter i det visuelle udtryk, som ikke kan beskrives med ord, men som alligevel har en indflydelse på den visuelle oplevelse (Thorlacius, 2003:9). Modsat den formale æstetiske funktion er den uudsigelige funktion ikke baseret på almene sanse- og følelsesmæssige erfaringer, men er i stedet en æstetisk oplevelse af sanselig karakter, som vi ikke har erfaret før (Thorlacius, 2004:90). Det kunne eksempelvis være en bestemt farve som i kombination med billedets motiv skaber en stemning og sætter gang i nogle følelser, uden at man som person kan forklare oplevelsen, og hvorfor man oplever billedet som man gør Konteksten Konteksten er den sammenhæng, hvori kommunikationen foregår. Thorlacius skelner i sin webanalysemodel mellem to forskellige kontekster, den tekstlige og den situationelle. Den tekstlige kontekst er den tekstlige sammenhæng og vedrører de tekstlige omgivelser for et tekstligt udtryk. Den situationelle kontekst er den kommunikationssituation, som teksten udspringer af eller bliver brugt i (Thorlacius, 2003:11). Thorlacius gør opmærksom på, at kommunikationssituationen ville være bedre egnet til at beskrive den situationelle kontekst, men at hun har valgt at bibeholde betegnelsen kontekst som et overordnet begreb. Hun giver derfor heller ikke udtryk for, 27

28 om de to kommunikationsfunktioner, som er knyttet til konteksten, gælder for begge typer af kontekst. De to funktioner, det drejer sig om, er den referentielle funktion og den intertekstuelle funktion Den referentielle funktion Den referentielle funktion har fokus på tegnenes betydning eller indholdsside. Den referentielle funktion er til stede når fokus er på indholdet i selve produktet, i modsætning til den æstetiske funktion, hvor det formmæssige og æstetiske udtryk er i fokus (Thorlacius, 2004:93). I den referentielle funktion er fokus ikke på, hvordan billederne ser ud, men hvad de fortæller, og hvordan de gør det. Derfor udvider Thorlacius Roman Jakobsons oprindelige referentielle funktion til også at omfatte Peirces tre-ledede tegnbegreb: ikon, indeks og symbol. En hjemmesides tegn vil derfor være enten et ikon, et indeks eller et symbol. Dog mener jeg ikke at hendes formål med dette er særligt klart udtrykt, og det er derfor vanskeligt at bruge i en konkret analyse Den intertekstuelle funktion Den intertekstuelle funktion er referencer tilstede i produktet, som refererer til andre produkter eller sammenhænge. Gennem visuelle virkemidler som typografi, farver eller grafiske elementer, kan hjemmesiden referere til forskellige sammenhænge, som vi har set før. En hjemmeside kan for eksempel bruge farver eller skrifttyper som skaber referencer til 1960 ernes hippiebevægelse, eller 1920 ernes art deco (Thorlacius, 2003:11) Koden Koden er et system af tegn, hvor hvert enkelt tegn er tillagt en betydning, som i deres sammensætning får tillagt en bestemt betydning (Thorlacius, 2004:97). For at en kommunikativ handling skal lykkes, er det nødvendigt at både afsender og modtager kender tegnenes betydning, dvs. kender koden. Thorlacius knytter to funktioner til koden, den metakommunikative funktion og den intersemiotiske funktion Den metakommunikative funktion Den metakommunikative funktion tager afsæt i Jakobsons metasproglige funktion, som bedst kan bedst kan defineres som når man taler om sproget med sproget. Funktionen er i brug, når man vil sikre sig, at afsender og modtager taler med samme kode, og man 28

29 derfor forklarer noget med omskrivninger af sproget. Rent visuelt er den metakommunikative funktion til stede, når der i et billede reflekteres over et andet billede, f.eks. i form af en parafrase (Thorlacius, 2004:15) Den intersemiotiske funktion Den intersemiotiske funktion er til stede, når ét kodesystem oversættes med hjælp af tegn fra et andet kodesystem (Thorlacius, 2004:97). Her inddrager Thorlacius to begreber fra Roland Barthes teori om semiotik og billeder, afløsning og forankring. En forankring sker, når billede og tekst siger det samme eller indeholder de samme oplysninger. En artikel om Dronning Margrethe, der klipper en snor over, og som er illustreret med at billede af selv samme handling er et eksempel på en forankring (Thorlacius, 2004:97). En afløsning sker når et billede ikke er en reference til teksten, men derimod indeholder nye oplysninger og føjer noget nyt til teksten (Thorlacius, 2003:15) Mediet For at der kan foregå en kommunikativ handling er det nødvendigt, at der er et medie/ bindeled mellem afsender og modtager. Mediet er hvad der i det indledende afsnit blev kaldt kontakten. Thorlacius knytter to kommunikative funktioner til mediet, den fatiske funktion og den navigative funktion Den fatiske funktion Den fatiske funktion betegner, hvordan kontakten mellem afsenderen og modtageren bevares, uden at der foregår en egentlig kommunikation og udveksling af oplysninger. Thorlacius bruger som eksempel et julekort, hvor der står God jul og godt nytår (Thorlacius, 2004:95). Her er der oprettet en kontakt mellem afsender og modtager, men afsenderen siger egentlig ikke noget. I dette tilfælde er hilsnen på kortet mere en rituel handling, hvor afsenderens formål er at opretholde kontakten med modtageren. Når det gælder visuelle medier (specielt hjemmesider), så kan den fatiske funktion ses som en visuel rød tråd gennem hele mediet. Det kan blandt andet komme til udtryk i et gennemgående layout i et magasin eller en pjece. Den fatiske funktion kan brydes, hvis man i samme magasin ændrer designet fra en side til den næste. Det samme gør sig 29

30 gældende for hjemmesider, ændres farver eller layout fra en underside til den næste, vil den fatiske funktion blive brudt (Thorlacius, 2004:95) Den navigative funktion. Den navigative funktion er tæt knyttet til den fatiske funktion og er ligesom den, med til at opretholde kontakten mellem afsender og modtager. Dette sker gennem hjemmesidens opbygning og dens brug af en logisk netstruktur, som gør det muligt for brugeren at finde rundt på hjemmesiden uden at der opstår forvirring (Thorlacius, 2004:95). Hvis brugeren ikke kan gennemskue hjemmesidens opbygning, bliver forvirret og kan finde rundt, så ødelægges den fatiske funktion og kontakten mellem afsender og modtager brydes. Thorlacius definerer fire overordnede former for navigationsstrukturer. Sekvens-strukturen er opbygget lineært. Hjemmesidens indhold er præsenteret kronologisk, efter emner, som for eksempel begynder med det generelle og bevæger sig til det mere specifikke, eller indholdet kan være opbygget i alfabetisk rækkefølge (Thorlacius, 2003:13). Gitter-strukturen deler hjemmesidens emner ind i kategorier, og det er muligt at bevæge sig på tværs mellem hovedmenuerne og undermenuerne. Gitterstrukturen forekommer ofte på sider, hvor der skal struktureres en stor mængde af informationer (Thorlacius, 2003:14) Hierarki-strukturen er ifølge Thorlacius den bedste måde at organisere store mængder af information på. Hun sammenligner hierarkistrukturen med velkendte diagrammer man kender fra opbygninger af organisationer (Thorlacius, 2003:14). Hypernet-strukturen linker både til sider inden for den aktuelle hjemmeside, men også til andre hjemmesider. Strukturen understøtter associative tanker og fritløbende ideer som giver brugeren mulighed for at følge sine egne interesser uden at blive bremset af hjemmesidens strukturelle opbygning (Thorlacius, 2003:14.) Et eksempel på brug af hyper-netstrukturen er Wikipedia. 30

31 Den ene struktur udelukker ikke de andre. Som oftest vil en hjemmesides navigationsstruktur bestå af en kombination af flere de ovenstående strukturer (Thorlacius, 2003:14.). 31

32 5. Begrebsafklaringer I de følgende afsnit vil jeg give en kort introduktion til begreberne digitalisering, formidling og kulturarv. Definitionerne er ikke baseret på Kulturministeriets italesættelser, men stammer fra forskellige opslagsværker og artikler og er et udtryk for hvordan begreberne officielt defineres. Diskursanalysen i det næste kapitel vil vise om Kulturministeriet forstår begreberne på samme måde eller ej. Desuden vil jeg også give en beskrivelse af kulturarvsbegrebets oprindelse og hvordan kulturarven er blevet beskrevet rent historisk. 5.1 Digitalisering Slår man op i Informationsordbogen, defineres digitalisering som: Transformation af tekst og billeder til data der kan lagres og vises på et digitalt medium (Digitalisering, 2011). Det er denne definition af begrebet digitalisering som jeg har valgt at lægge til grund for denne opgave. Det vil sige, når Nationalmuseet tager et billede af en stenøkse og lægger billedet op på deres hjemmeside, eller når Det Kongelige Bibliotek scanner en tekst af Holberg og gør den læsbar på nettet, så er der tale om digitalisering. Digitalisering kan derimod ikke sidestilles med digital formidling, i hvert fald ikke når der tages udgangspunkt i Informationsordbogens definition af de to begreber (en definition af begrebet formidling i kommer næste afsnit). Fordi et billede af en stenøkse, et potteskår eller en anden kulturhistorisk genstand er lagt på nettet og folk nu har muligheden for at se disse genstande, betyder det ikke, at disse genstande er blevet formidlet. I disse tilfælde er der kun tale om digitalisering og tilgængeliggørelse af den digitaliserede genstand. 5.2 (Kultur)Formidling Formidling er et af de begreber, som er utrolig brede og kan defineres og forstås på mange forskellige måder. Forsøger man at slå ordet op i en ordbog eller et leksikon, ligesom det blev gjort med digitalisering, er det ikke altid muligt at gøre dette. Et af de opslagsværker der dog har en definition, er Informationsordbogen. Her defineres formidling som : 32

33 En aktivitet, der fungerer som forbindende mellemled. I sin bredeste betydning al medieret kommunikation. [...] I denne betydning er alle biblioteker og databaseværter, museer, forlag, tidsskrifter osv. formidlingsinstitutioner. I en snævrere betydning mediering fra specialiserede faggrupper til den bredere offentlighed, dvs. omfattende fx oversættelse, popularisering og undervisning (Formidling, 2012). Første del af opslaget, al medieret kommunikation, er en utrolig bred definition af begrebet. Formidlingen fra eller gennem en database vil for eksempel være noget helt andet end formidlingen fra et museum. En database vil som oftest kun gøre digitaliserede genstande digitalt tilgængelige, mens der i et museums formidling som regel indgår flere elementer end bare tilgængeliggørelse. Derfor vil definitionen af formidling tage udgangspunkt i den anden del af opslaget. Her er formidling defineret som noget mere end tilgængeliggørelse, og man formidler eksempelvis gennem popularisering eller undervisning. I en museumssammenhæng ser man som regel formidling i form af både undervisning og popularisering. Hvordan man rent praktisk vælger at gøre dette, afhænger i høj grad af mediet, man ønsker at formidle igennem, dét man ønsker at formidle, og hvem det er man formidler til. Der er stor forskel på, om man skal formidle historie(er) om det antikke Grækenland til gymnasieelever via en film, eller om man skal formidle stenalderfund, som eks. stenøkser, til en 6. klasse via en hjemmeside. Der er endda forskel på at formidle om det antikke Grækenland på nettet og stenøkser på nettet. Da der her er tale om henholdsvis noget materielt og immaterielt. Formidlingssituationer kræver forskellig tilgang, både når det gælder det rent intellektuelle niveau, og det rent praktiske. For hvordan formidler man noget, der er immaterielt. Når det kommer til en stenøkse, kan man bare tage et billede og vise det. Men hvis man gennem stenøksen vil formidle bredere og fortælle om samfundet, som stenalderøksen stammer fra, så er det ikke nok at tage et billede og gøre det tilgængeligt i en bog eller på nettet. Formidling kræver noget mere, som strækker sig ud over ren tilgængeliggørelse af det, man ønsker at formidle. 5.3 Kulturarv - en definition og ordets brug i Danmark. Kulturarv er et bredt begreb med mange facetter, som forstås på mange forskellige måder. Hvordan det defineres afhænger af, hvem man spørger. Forskellige 33

34 opslagsværker lægger vægt på forskellige aspekter af begrebet. I det følgende vil jeg forsøge at give en definition af begrebet, som det forstås i dag, og som det vil blive brugt i denne opgave - for derefter at give en kort beskrivelse af begrebets historiske udvikling i det danske sprog. Slår man ordet kulturarv op i Den Store Danske på nettet, så står der som det første, at kulturarv er kulturprodukter, der i særlig grad udgør et lager for menneskelig erfaring, og som derfor tvinger til eftertanke og er med til at forme en kulturel identitet (Kulturarv, 2009). En definition der ligger i tråd med Den Stores Danskes definition, kan man finde på Kulturstyrelsens hjemmeside. Her kan man læse at kulturarv er: Alt hvad mennesket har efterladt sig gennem tiderne: strukturer, konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave og gravpladser, flytbare genstande og monumenter og den sammenhæng, hvori disse spor er anbragt. Det vil sige hele samfundsudviklingen frem til i dag (Hvad er "kulturarv?", 2012). Mere specifikt skelner Kulturstyrelsen mellem 3 forskellige typer af kulturarv. Den faste kulturarv (bygninger, broer, gravhøje), den løse kulturarv (genstande, som ofte opbevares på museer, i arkiver eller på biblioteker) og den immaterielle kulturarv (for eksempel egnsretter, folkeviser eller Bournonville-balletten) (Hvad er "kulturarv?", 2012). Forskellen i de to definitioner ligger i fokusset på henholdsvis kulturel identitet og samfundsudvikling og bredden af genstande, som kan defineres som værende en del af kulturarven. Den Store Danskes definition giver udtryk for at der eksisterer en eller anden form for kvalitetsmålestok for, hvornår en genstand kan være kulturarv. Kulturstyrelsen derimod definerer alt som kulturarv. Rent praktisk opererer Kulturstyrelsen med flere grader af bevaringsværdighed når det gælder den enkelte genstand, men som udgangspunkt bliver alt opfattet som kulturarv. Desuden nævner Kulturstyrelsen specifikt den immaterielle kulturarv og giver eksempler på, hvad det kunne omfatte. Den Store Danske definition nævner kun kulturprodukter. Spørgsmålet er så, om der i brugen af ordet kulturprodukter også medregnes noget immaterielt, eller om det kun er fysiske genstande der er tale om. 34

35 Da det er Kulturstyrelsens syn på digitalisering og formidling af kulturarv, der er omdrejningspunktet for opgaven, har jeg valgt at tage udgangspunkt i deres definition af begrebet. At skelne mellem en materiel og en immateriel kulturarv kan blive problematisk, når man taler om digitalisering. Sådan som digitalisering er blevet defineret i denne opgave, vil det ikke være muligt at digitalisere noget immaterielt, da digitalisering er at tage noget fysisk og gøre det digitalt tilgængeligt. Jeg har dog valgt at bibeholde en skelnen mellem materiel kulturarv og immateriel kulturarv, først og fremmest fordi Kulturstyrelsen selv bruger denne definition, men også fordi kulturarvsbegrebet altid været tvetydigt og skelnet mellem det materielle og immaterielle (noget som jeg vil komme nærmere ind på i næste afsnit). Kulturarvsbegrebets brug Officielt bliver begrebet kulturarv brugt første gang i Museumsloven fra 1984, om at sikre Danmarks kulturarv. Det erstattede en formulering omkring sikring af den kollektive hukommelse (Lund, 2004:18). Selv om begrebet bliver nævnt så tidligt som 1984, så er det ikke et begreb der vinder den store udbredelse op gennem 1980 erne og 1990 erne, hverken hos politikere, forskere eller den brede befolkning. Ordet bliver dog brugt løbende i titler, artikler og bøger. Men selv om ordet bliver anvendt allerede i 1984 i en politisk/officiel sammenhæng, så er ordet stadig så sjældent, at det ikke figurerer i de fleste danske ordbøger. Det har stået i Retskrivningsordbogen siden 1986, men uden en definition af selve ordets betydning. (Jensen, 2008:7). Det er først i 2001, hvor ordet optræder i Gads Historiske Leksikon, at det er muligt at få en definition af ordets betydning. I Politikens Nudansk ordbog med etymologi er der først muligt at slå ordet op i den 3. udgave fra 2005 (Jensen, 2008:7). Til gengæld har brugen af ordet i 2000 erne været så massiv og omfattende at man får indtrykket af, at ordet altid har eksisteret. Det har dermed også betydet, at brugen af ordet slog igennem, inden der eksisterede en egentlig definition (Lund, 2004:13). Dette har højst sandsynligt bidraget til, at ordet i dag kan forstås på forskellige måder og ses fra forskellige vinkler, og at der til dels stadig foregår en antagonistisk kamp, specielt blandt politikere, om at betydningsudfylde begrebet. Ordets historiske brug Ordet eller begrebet kulturarv har som sagt ikke eksisteret i en officiel forstand før 35

36 2000 erne (jf. ordbøgerne), men det er dog løbende blevet nævnt op gennem det 19. og 20. århundrede, uden at der dog har været fuldkommen konsensus om ordets betydning. Op gennem historien har begrebet både refereret til forskellige holdninger og definitioner af hvad kulturarv er. Desuden kan man ofte finde referencer til kulturarvsbegrebet, sådan som det er defineret af Kulturstyrelsen i dag, selv om de egentlige ord, der bruges, er nogle andre. Når man kigger på, hvordan man tidligere har betegnet det vi i dag kalder kulturarv, kan man se, at der i højere grad har været en skelnen mellem det materielle og immaterielle (mht. ordbrug). Tidligere har ord som danefæ (som stadig bliver brugt af Kulturstyrelsen), rigsklenodier, oldtidsminder og fortidsminder været brugt til at beskrive det rent materielle aspekt af kulturarven (Jensen, 2008:29). Når der tidligere er blevet talt om kulturarv, og det faktiske ord Kulturarv er blevet brugt, så har fokusset ofte været på den immaterielle del af begrebet. Som nævnt ovenfor blev der brugt andre ord, når der blev talt om de egentlige fysiske genstande. Men der har også været brugt andre synonymer for den immaterielle kulturarv, såsom kulturmønstre, det nedarvede, tradition, arven fra borgerskabet, en ædel gave, en skat, men først og fremmest blev kulturarven beskrevet som ren og skær arv (Jensen, 2008:29). Brugen af ordet arv skal ses i forhold til en etnos-tænkning som dominerede indtil midten af 1900-tallet. Jordens befolkning blev set som forskellige folkeslag og nationalstater med hver deres kultur, hvor hvert menneske arvede dele af deres kulturelle og biologiske kendetegn, som til dels havde karakter af noget kollektivt (Jensen, 2008:31). I denne tænkning blev kulturarv set som en del af den danske folkesjæl og det, der konstituerede den danske identitet. I 1970'erne bliver den nationale etnos-tænkning suppeleret af et mere globalt udblik med UNESCOs tiltag til at sikre world cultural heritage, altså verdenskulturarven (Jensen, 2008:35). Ved pludselig at se kulturarv i en global kontekst frem for en national kontekst, bliver etnostænkningen ophævet. Kulturarv er ikke længere noget, der er med til at konstituere en national identitet. Nu er kulturarven blevet fælles for alle mennesker overalt på kloden og er med til at definere en identitet som menneske og beboer på planeten Jorden. Selvom der siden 1970'erne har været et fokus og en bevidsthed om menneskets globale og fælles kulturarv, har det ikke betydet at etnos-tænkningen er forsvundet fuldstændigt, når det i Danmark er blevet talt om kulturarv. Det øgede fokus på kulturarv og brugen af ordet har for alvor taget fat med dannelsen af Anders Fogh Rasmussens borgerlige regering i 2001 (Jensen, 2008:8). Her er kulturarvsbegrebet blevet brugt til at beskrive 36

37 en homogen dansk kultur i tråd med den tidligere nævnte etnos-tænkning - modsat en bredere definition hvor begrebet kulturarv godt kunne inddrage flere forskellige kulturer og danne grundlag for en global kulturarvstanke. Fokusset ligger ikke kun på kulturarv i ubestemt ental/flertal, men på den danske kulturarv i bestemt ental (Jensen, 2008:40). En af årsagerne til følelsen af, at der op gennem 2000 erne er kommet et øget fokus på kulturarv kan være, at Anders Fogh Rasmussens regering valgte at indføre et samlet ord eller begreb for at beskrive noget, der hele tiden har ligget latent i vores begrebsverden, men som vi ikke har haft en fælles betegnelse for. Med oprettelsen af Kulturarvsstyrelsen i 2001, med henblik på at samordne og styrke alle de statslige organer, som beskæftigede sig med kulturarven på den ene eller anden måde (Lund, 2004:18), kom begrebet endnu mere på dagsordenen. Det betød også, at kulturarv ikke kun var et begreb med historisk betydning, men var nu også gjort til et begreb med stigende politisk betydning (Lund, 2004:19). Desuden kan det stigende fokus på kulturarv være en reaktion på farten, som det teknologiske samfund udvikler sig på. Ved at fokusere på kulturarv(en) forsøger man at modarbejde de hurtige ændringer i samfundet, som den nye teknologi skaber (Lund, 2044:11). Den intensiverede fokus på den danske kulturarv ses som en reaktion på den stigende globalisering og aftraditionalisering af samfundet. Der skabes nye udfordringer til hvordan samfundet skal organiseres og forstås og et tilbageblik på dansk kulturarv og fokus på de gode gamle dage, kan være én måde at gøre det på (Lund, 2004:12). 37

38 6. Diskursanalyse af Kulturministeriets rapporter For at besvare problemformuleringen vil analysen bestå af to dele. Dette kapitel vil være en diskursanalyse af tre af Kulturministeriets rapporter i forsøget på at identificere de diskurser der gør sig gældende når Kulturministeriet italesætter digitalisering og formidling. Anden del af analysen vil være en webanalyse af Nationalmuseets hjemmeside for at se hvordan og om de diskurser som blev fundet i diskursanalysen kommer til udtryk på hjemmesiden. 6.1 Videns-og identitetsdiskurs Nodal-punkt: Kulturarv (nærmere bestemt den danske kulturarv). Flydende betegner: Kulturarv Ækvivalenskæder Viden Læring Identitetsskabende Personlig udvikling National identitet Den første diskurs, jeg har identificeret, har jeg valgt at kalde en Videns- og identitetsdiskurs. Nodal-punktet i denne diskurs er begrebet kulturarv. Det er dette tegn, som alle andre tegn i diskursen sættes i relation til og kredser om. Samtidig er kulturarv også den flydende betegner. I denne diskurs argumenterer Kulturministeriet, for hvorfor digitalisering og formidling af kulturarven i det hele taget er relevant og vigtigt. Gennem denne diskurs bliver der italesat et behov for at øge fokusset på digitalisering og formidling af den danske kulturarv. Videns-og identitetsdiskursen bruges samtidig til at legitimisere regeringens planer om at digitalisere store dele af den danske kulturarv ved at italesætte viden og kendskabet til kulturarv som noget positivt og som en nødvendighed. Udvalget finder således, at museernes formidling af kunst-, kultur-og naturhistorie tilbyder forståelses- og dannelsesmæssige oplevelser til den enkelte borger, og at museer er af væsentlig betydning for udvikling af et samfund og af det enkelte menneske. (Kulturministeriet, 2006:70) 38

39 Kulturministeriets syn på kulturarv er baseret på, hvad de selv kalder et moderne dannelsesbegreb (Kulturministeriet, 2006:10), hvor den viden og indsigt, man opnår gennem (kendskabet til) kulturarven, er altafgørende, når det kommer til skabelsen af det enkelte individs personlige udvikling og identitet. Dette kan blandt andet ses i det ovenstående citat. Umiddelbart kan det virke mærkeligt, at viden og identitet bliver koblet sammen i én diskurs og ikke to individuelle diskurser. Men som den følgende analyse helst skulle vise, så hænger disse to begreber (stærkt) sammen, når Kulturministeriet italesætter digitaliseringen og formidlingen af kulturarv. I denne diskurs er det ikke kun kulturarven i sig selv, som er vigtig, men i høj grad også den viden og de oplysninger, der genereres på baggrund af kulturarven. Viden om kulturarven ses som en forudsætning for at kunne skabe en identitet, men det er stadig kulturarven som er det identitetsskabende element. Viden om eksempelvis tysk litteratur eller fransk madlavning er ikke identitetsskabende ifølge Kulturministeriet, da det ikke relaterer sig til den danske kulturarv Kulturarv - en kilde til viden og læring I Kulturministeriets argumentation for, hvorfor kulturarven er vigtig bliver kulturarv blandt andet ækvivaleret med viden. Hvordan man som person tilegner sig denne viden kan ske på forskellige måder: For den uddannelsessøgende betyder den digitaliserede kulturarv nye læringsoplevelser, med lejlighed til at omgås et materiale af høj videnkvalitet, som samtidig byder på reel frihed til at gå på opdagelse i et uudtømmeligt materiale, anvendeligt i et utal af undervisningsforløb. (Kulturministeriet, 2006:7) Ved at fokusere specifikt på den uddannelsessøgende og undervisningsforløb bliver kulturarven, eller i dette tilfælde den digitaliserede kulturarv, ækvivaleret med læring og læringsoplevelser. Et andet eksempel på, hvordan kulturarven ækvivaleres med læring sker, når rapporterne omtaler de forskellige ting, der bliver gjort mulige for forskere, når kulturarven bliver digitaliseret. For forskeren, der i forvejen bruger kulturarven som råmateriale i sin forskning, kan digitaliseringen ofte betyde et kvantespring. Den lette adgang til kilderne, og ikke mindst adgang til søgninger i dem på tværs af materialetyper med ny 39

40 kombinationsmuligheder til følge, betyder et helt nyt videnniveau for den enkelte forsker. (Kulturministeriet, 2006:8) Her omtales kulturarven som råmateriale for forskning. Forskning kan også betegnes som en form for læring, om end det er på et højere niveau end det ville være i en undervisningssituation på eks. gymnasier eller universiteter. I de to foregående citater bliver der eksplicit nævnt digitalisering af kulturarven og man kunne umiddelbart tro, at det var selve digitaliseringen, der blev ækvivaleret med viden og læring. Det er dog ikke tilfældet. Kigger man for eksempel på det sidste citat om forskning, så er det stadig kilderne, dvs. kulturarven, som danner grundlaget for den viden, man som forsker erhverver sig. Digitaliseringen giver bare muligheden for en hurtigere adgang, men ækvivaleres i sig selv ikke med viden og læring. Det er stadig kulturarven, som er kilden og grundlaget for viden Kulturarv individet og nationen Hvordan denne viden og kendskab til kulturarven er identitetsskabende kommer ikke direkte til udtryk i de foregående eksempler. Men der er andre steder i Kulturministeriets rapporter, hvor det er muligt at se, hvordan viden skabt på baggrund af kulturarven, bliver ækvivaleret med personlig udvikling og skabelse af identitet. At adgangen og kendskabet til kulturarven italesættes gennem envidens- og identitetsdiskurskommer tydeligt til udtryk i det følgende citat, hvor der direkte siges at: Adgangen til kulturarven har betydning for den enkeltes identitet og personlige udvikling og for aktiv deltagelse i samfundet, kulturliv og demokrati (Midtvejs, 10). Den samme udviklingstanke fortsættes et afsnit længere nede i samme rapport med ordene Her gør en multiplikatoreffekt sig gældende, hvor kvalitet og volumen i eksponeringen af eksisterende kulturarvsmateriale har vist sig at fungere som motor for produktion af ny kultur, med alt hvad det indebærer af potentialer, både kunstnerisk, intellektuelt og kommercielt. (Kulturministeriet, 2008:10) 40

41 Begge citater giver udtryk for ideen om, at kendskabet til kulturarven giver det enkelte individ en viden og nogle kompetencer, som er nødvendige for at kunne blive et dannet menneske og deltage og fungere i det danske samfund. Desuden antydes der i det sidste citat, at den dannelse, man som individ opnår ved at blive eksponeret for kulturarven, gør det muligt selv at skabe kunstnerisk eller intellektuelt materiale, som engang vil blive en del af kulturarven. Kulturarven har væsentlig betydning for danskernes identitetsfølelse i en globaliseret verden, og kunst og kultur får i disse år en stigende betydning (Kulturministeriet, 2006:3). Dette er endnu et tydeligt eksempel på, hvordan kulturarven ækvivaleres med skabelsen af en identitet. Her bliver den identitet som, skabes specifikt, set som en dansk identitet, idet den bliver stillet overfor begrebet en globaliseret verden og set som et forsvar mod den manglende identitetsfølelse, som globaliseringen skaber. Men det er ikke tydeligt, om der i citatet hentydes til danskernes individuelle identiteter eller om der fokuseres på en national identitet, hvor Danmark og danskerne ses som et. I dette tilfælde er begge tolkninger mulige. Andre steder i rapporterne er det mere tydeligt, at det ikke kun er det enkelte individ, der hentydes til, når kulturarv ækvivaleres med identitetsskabende. Kulturarven er også vigtig for skabelsen af en national identitet. Kulturarven er nationens hukommelse. Kulturarvens aktive videreførelse og brug er grundlaget for vor eksistens som en kulturnation. Kulturarven er fundamentet for Danmarks identitet som et vidensamfund og et helt centralt råstof for fremtidens videnøkonomi. (Kulturministeriet, 2009:7). Modsat de tidligere citater, så fokuseres der i dette ikke på det enkelte individ, når der tales om identitetsdannelse. Fokus er i stedet på den danske stat, hvor kulturarven er med til at skabe et fundament for dannelse af staten. Her bliver kulturarven stadig ækvivaleret med noget identitetsskabende, men fokus er skiftet fra det individuelle til det nationale. Desuden bliver der i dette afsnit specifikt skrevet hvilken, identitet som kulturarven er med til at skabe, nemlig en vidensidentitet. 41

42 At indsamle og fremvise betydningsfulde genstande, værker og samlinger er ikke noget nyt fænomen. Fra oldtidens antikke samlinger over kongelige og fyrstelige kunstkamre i renæssancen til nutidens museer er der indsamlet betydningsfulde genstande, som kan give viden om verden i bred forstand.( Kulturministeriet, 2006:68) At indsamle og bevare kulturarven bliver i dette afsnit sat ind i en historisk kontekst. Afsnittet viser, at selve tanken om, at kulturarven er vigtig og værdifuld nok til at indsamle og bevare, ikke er en ny tanke, men en tanke som altid har eksisteret blandt mennesker. Umiddelbart giver citatet ikke nogen indikation af, om der er tale om noget specielt dansk, eller om der er tale om et mere alment/ internationalt tankesæt. Men fordi det er placeret som introduktion til et afsnit om indsamlingen af kulturarvsgenstande i Danmark gennem tiden, knyttes dette afsnit automatisk sammen med det danske. Også her ækvivaleres kulturarven som noget, der giver adgang til viden. Som nævnt tidligere er det denne viden om den danske kultur, der er grundlag for at skabe en identitet. Desuden viser den historiske vinkel, at indsamlingen af kulturarvsgenstande i sig selv er en del af den danske kulturarv og dermed er med til at definere den nationale identitet Hegemoni Videns- og identitets-diskursen er den eneste diskurs, som italesætter begrebet kulturarv i de tre analyserede rapporter. Den ækvivalenskæde, der kan dannes, når man forsøger at betydningsudfylde begrebet kulturarv er homogen. Ingen af de fem begreber, som er listet i ækvivalenskæden, står i et modsætningsforhold til hinanden og forhindrer hinanden i at betydningsudfylde kulturarv. For at bruge et diskursteoretisk begreb, så er der er ingen antagonistiske forhold mellem de forskellige begreber i ækvivalenskæden. Dermed er der heller ingen kamp mellem forskellige diskurser, som hver især forsøger at italesætte og betydningsudfylde begrebet kulturarv. Selvom de enkelte begreber i ækvivalenskæden indholdsudfylder begrebet kulturarv på flere forskellige måder, vil jeg stadig argumentere for at, ingen af begreberne står i et antagonistisk forhold til hinanden, hvis man følger Kulturministeriets argumentation. Eksempelvis er (national) identitet nødvendig for at kunne være en borger i et (nationalt og globalt) samfund. Denne identitet kan kun skabes gennem personlig udvikling, som skabes på baggrund af 42

43 viden, læring og dannelse. Følger man denne argumentation står, begreberne ikke i et modsætningsforhold, men hænger i stedet sammen i en kæde, hvor én egenskab er vigtig for at opnå en anden. Da dette som sagt er den eneste identificerede diskurs, som italesætter kulturarv, betyder det at Videns- og identitets-diskursen har vundet over andre diskurser som, også har forsøgt at italesætte kulturarv. Hvilke diskurser, der har tabt kampen om at betydningsudfylde kulturarv er umuligt at sige, da der i rapporterne ikke gives udtryk for andre diskurser. Den hegemoniske intervention/ hegemonien og dermed etableringen af Kulturministeriets syn på kulturarv, er sket længe før disse rapporter er blevet skrevet. 6.2 Effektiviserings-diskurs Nodal-punkt: Digitalisering Flydende betegner: Digitalisering Ækvivalenskæder 1. Samarbejde 2. Koordinering 3. Centralisering 4. Effektivisering 5. Stordriftsfordele 6. Færre omkostninger Begrebet digitalisering bliver i de tre rapporter italesat på flere forskellige måder. Diskursen som bliver præsenteret i dette afsnit er en af de to diskurser som, Kulturministeriet italesætter digitalisering igennem. Den anden diskurs vil blive præsenteret i det næste afsnit (afsnit 6.3). Diskursen i dette afsnit har jeg valgt at kalde Effektiviserings-diskursen. Den flydende betegner i denne diskurs er digitalisering og bliver her ækvivaleret med samarbejde, koordinering, effektivitet og færre omkostninger, og jeg har derfor valgt at kalde denne diskurs for Effektiviserings-diskursen. Digitalisering bliver i Effektiviserings-diskursen præsenteret som noget positivt og ses som den bedste fremgangsmåde og metode til at opnå bedre samarbejde og koordinering mellem Kulturministeriets institutioner, både når det gælder det organisatoriske og det økonomiske. 43

44 Da der i denne diskurs fokuseres på hvilke fordele, der måtte være ved at fortage en digitalisering betyder det, at Nodal-punktet i Effektiviserings-diskursen er digitalisering. Det er det tegn, som alle de andre tegn i diskursen samler sig omkring. Man kunne umiddelbart tro, at nodal-punktet var kulturarv, da det handler om digitalisering af kulturarv, men Effektiviserings-diskursen fokus er hverken på de fysiske genstande eller de mere abstrakte aspekter af begrebet, i stedet ligger fokus på selve digitaliseringsprocessen. Derfor må selve omdrejningspunktet eller nodalpunktet, være digitalisering Statens IT-strategi Regeringen, KL og Danske Regioner lancerede i juni 2007 en national strategi for den fortsatte digitalisering af den offentlige sektor. De tre vigtigste målsætninger er digital service, øget effektivisering og stærkere samarbejde. Den offentlige sektor skal bruge it til at levere ny og bedre service, effektivisere arbejdsgange og styrke samarbejdet mellem offentlige institutioner. (Kulturministeriet, 2008:8) Dette citat forekommer i indledningen af Digitalisering af Kulturarven Midtvejsrapport og er en del af rapportens argumentation for, hvorfor det i det hele taget er nødvendigt at digitalisere den danske kulturarv. Der tales ikke direkte om at digitalisere kulturarven, men afsnittet er stadig med til italesætte begrebet digitalisering og formulere en Effektiviserings-diskurs. I afsnittet tales der i stedet generelt om digitalisering af den offentlige sektor og af offentlige institutioner, men udsagnet kan stadig bruges som et eksempel på, hvordan digitalisering italesættes af Kulturministeriet. Museerne og andre kulturarvsinstitutioner tilhører den offentlige sektor og hører dermed implicit med, når der i afsnittet nævnes den offentlige sektor. Ved at inddrage den nationale it-strategi for digitalisering af den offentlige sektor i argumentationen for, hvorfor den danske kulturarv skal digitaliseres, bliver digitaliseringen af kulturarven til en del af den nationale it-strategi. Det betyder også, at de argumenter, der bruges om den nationale it-strategi og de ækvivalenskæder, der kan dannes for digitalisering baseret på denne italesættelse, også må gøre sig gældende når der specifikt er tale om digitalisering af den danske kulturarv. I citatet ækvivaleres it, 44

45 dvs. digitalisering med effektivitet eller effektivisering af arbejdsgange, og samarbejde og koordinering imellem de forskellige offentlige institutioner. I de to rapporter om Digitalisering af kulturarven bliver der givet eksempler på digitaliserings- og formidlingstiltag, nogle er allerede ført ud i livet, mens andre endnu kun er forslag. Selvom beskrivelserne af disse tiltag er ment som eksempler på digital tilgængeliggørelse og formidling, så bliver størstedelen af disse eksempler og forslag italesat ud fra Effektiviseringsdiskursen. Overordnet bliver det beskrevet fra en formidlings- og tilgængeliggørelses-diskurs, da eksemplerne som sagt er eksempler på forskellige måder at tilgængeliggøre og formidle kulturarven på, men når det gælder beskrivelsen af det enkelte projekt eller tiltag, så trækkes der hovedsageligt på en Effektiviseringsdiskurs. Hvordan det kommer til udtryk, kan blandt andet ses i beskrivelsen af Museernes Samlinger: [ ]Det centrale register har ligeledes til formål at give museerne et landsdækkende overblik over, hvilke genstande andre museer har i deres samlinger, og hvilke undersøgelsesprojekter de har gennemført. Derved kan museerne bedre prioritere deres indsamling og koordinere de videnskabelige undersøgelser. (Kulturministeriet, 2008:28) Her bliver den digitaliserede kulturarv eller digitaliseringen ækvivaleret med overblik og muligheden for bedre koordinering. Digitaliseringen ses som et redskab, der gør det muligt at skabe et centralt register, som kan skabe overblik, ikke kun for den enkelte institution, men også på tværs af institutioner, hvilket i sidste ende skaber bedre muligheder for samarbejde. Et andet eksempel p,å hvordan digitalisering bliver ækvivaleret med centralisering, overblik og koordinering, kan ses i beskrivelsen af, hvad digitalisering har betydet for det Det Kongelige Bibliotek og dets samlinger. Der er bl.a. fra Det Kongelige Biblioteks side blevet gjort nogle overvejelser over, hvorledes man kan danne sig et overblik over de allerede digitaliserede ressourcer og samlinger i Danmark. Det Kongelige Bibliotek foreslår i den forbindelse, at man registrerer det digitaliserede materiale via en ny digital, nationalbiografisk service kaldet Den Digitaliserede Kulturarv. Det er tanken, at man i løbet af 2008 kan få adgang 45

46 til servicen via en indgang på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, hvor institutioner, personer eller organisationer, der digitaliserer eller er ansvarlige for digitalisering, skal kunne indberette samlinger, der digitaliseres. Initiativet skal i første omgang beskæftige sig med retrodigitaliseret materiale. (Kulturministeriet, 2008:24) Her er det specielt overblikket over materialer og ressourcer, der gør sig gældende, men centralisering er også i fokus. Ønsket om at skabe en central database over alle digitaliserede kulturarvsgenstande, er med til at italesætte digitalisering som et middel til at skabe samarbejde og koordinering mellem forskellige offentlige kulturinstitutioner Økonomi Effektiviserings-diskursen indeholder også et økonomisk aspekt. Digitalisering bliver her ækvivaleret med færre omkostninger og besparelser. Der kunne argumenteres for en selvstændig økonomidiskurs, hvor digitalisering kun ækvivaleres med økonomi, men det er ikke tilfældet her. Digitalisering bliver godt nok ækvivaleret med færre omkostninger, men det sker kun, fordi digitalisering allerede er blevet ækvivaleret med effektivisering. I Effektiviserings-diskursen hænger færre omkostninger tæt sammen med ækvivalenskædens andre begreber, effektivisering, samarbejde og koordinering. Når Digitaliseringsudvalget i rapporterne diskuterer fordele og omkostninger ved digitaliseringen af kulturarven og præsenterer løsningsforslag til hvordan man kan digitalisere kulturarven, så sker det hele ud fra en Effektiviserings-diskurs. Der har generelt været tale om en fragmenteret indsats, som Kulturministeriet antager ikke fuldt ud har kunnet udnytte de fordele f.eks. stordriftsfordele som en mere koordineret indsats ville indebære. Kortlægningen synes derfor at underbygge den antagelse, at der er behov for en mere samordnet indsats på området. (Kulturministeriet, 2008:38) Her bliver digitalisering ækvivaleret med stordriftsfordele. Kulturministeriets argumentation for at digitalisering skaber stordriftsfordele er kun mulig, fordi de allerede har ækvivaleret digitalisering med effektivitet, centralisering, samarbejde og 46

47 koordinering på tværs af institutioner. Effektiviserings-diskurs set ud fra et økonomisk perspektiv fortsætter i det følgende citat: Udvalget skal bemærke, at der er stordriftsfordele i selve arbejdsprocesserne omkring digitalisering, ligesom tilgængeligheden af en kritisk masse af samlinger har betydning for borgernes tilfredsstillende brug af materialet, hvorfor der både hvad angår kvalitet og kvantitet er et stort spring i resultat fra forslag 1 til forslag 2 og igen fra forslag 2 til forslag 3. (Kulturministeriet, 2009:14) I dette afsnit er det ikke kun arbejdsprocesserne, der er i fokus, men også det økonomiske udbytte man får, hvis man vælger at implementere arbejdsprocesserne, dvs. digitaliseringen muliggør nogle nye former for arbejdsgange og/eller effektiviserer de arbejdsopgaver og kommunikationsveje, som allerede eksisterer. Her er det ikke kun digitalisering, men også selve digitaliseringsprocessen som bliver italesat ud fra Effektiviserings-diskursen. Digitaliseringsprocessen ækvivaleres med effektivitet, og denne effektivitet bliver ydermere ækvivaleret med færre omkostninger, ved at koordinere og centralisere digitaliseringsindsatsten. Det er billigere at digitalisere 100 stenøkser på en engang end at digitalisere to en gang i mellem. Selv om det ikke handler om digitaliseringsfordelene ved digitalisering, så viser disse citater, at selv når det gælder om rent praktisk at konvertere genstande fra analogt til digitalt, bliver processen italesat ud fra Effektiviserings-diskursen. 47

48 6.3 Bevarings-diskurs Nodal-punkt: Kulturarv Flydende betegner: digitalisering Ækvivalenskæde: 1. Bevaring 2. Fremtidssikring 3. Beskyttelse Bevarings-diskursen er den anden diskurs som forsøger at betydningsudfylde begrebet digitalisering. Modsat Effektiviserings-diskursen som kredsede omkring selve begrebet digitalisering og de praktiske fordele ved at digitalisere, så bliver der i denne diskurs givet udtryk for en materiel tilgang til kulturarven og bevaring af denne. I Bevaringsdiskursen bliver digitalisering ækvivaleret med bevaring, fremtidssikring, genfinding og beskyttelse (af kulturarven). Dermed bliver nodal-punktet i denne diskurs kulturarven, da det er det tegn, som de andre tegn i diskursen kredser om. Det er kulturarven, som skal digitaliseres, så den kan blive bevaret, beskyttet og fremtidssikret. Dermed adskiller denne diskurs sig fra Videns- og identitets-diskursen, som også havde kulturarv som nodal-punkt. Hvor Videns- og identitets-diskursen fokuserede på kulturarvens immaterielle kvaliteter, så ligger fokus i bevarings-diskursen kun på den materielle side af kulturarven. Selv om Videns- og identitets-diskursen fokuserer på andre aspekter af kulturarven, så ligger den i baggrunden, som et argument for, hvorfor Kulturministeriet i det hele taget italesætter digitalisering igennem en bevaringsdiskurs. Bevaring og fremtidssikring af kulturarven, for eksempel i form af digitalisering, er en nødvendighed og en praktisk forudsætning for, at man som borger i det hele taget kan få adgang og kendskab til kulturarven. Før kulturarven kan bruges som led i at danne en personlig og national identitet og indgå i et moderne dannelsesbegreb, så er det nødvendigt at adgangen til kulturarven er sikret, og her er digitalisering løsningen. Heri ligger der også et fremtidsaspekt. Det er ikke kun nødvendigt at digitalisere kulturarven, så den er tilgængelig nu, men den skal også være tilgængelig for de næste generationer. Det er vigtigt at bemærke, at når der i denne diskurs tales om bevaring gennem digitalisering, så ligger fokus som nævnt på det materielle, frem for det det immaterielle. (Hvilket i og for sig er logisk nok, da det ikke er muligt at digitalisere en tidsånd eller en lokal skik, medmindre materialet er blevet 48

49 registreret på en form for medie). Hvad de enkelte genstande måtte betyde for den enkelte borger nu og i fremtiden på et kognitivt plan er ikke relevant. I bevaringsdiskursen er det bevaring af den fysiske og materielle del af kulturarven som er vigtig, hvilket også kan ses i ækvivalenskæden, hvor alle de begreber som ækvivaleres med digitalisering har et praktisk aspekt Bevaring og beskyttelse Visionen er at digitalisere dansk kulturarv ud fra et bevaringshensyn, men i lige så høj grad ud fra hensynet til at gøre kulturarven bredt tilgængelig og derved sætte den i spil på nye måder og blandt mange aktører. (Kulturministeriet, 2008:9) Dette citat siger direkte, at et af formålene med digitaliseringen er at bevare kulturarven. Selv om der i samme afsnit gives udtryk for at digitalisering (af kulturarven) også har andre formål, så er dette citat stadig et udtryk for, at et af hovedformålene med digitalisering er bevaring. Andre fordele ved at digitalisere de fysiske kulturarvsgenstande i et bevaringsøjemed bliver i rapporterne også italesat gennem bevaringsdiskursen, som det kan ses i nedenstående afsnit. Kulturarvsinstitutioner kan digitalisere materiale med flere formål først og fremmest bevaring, beskyttelse og tilgængeliggørelse. Med beskyttelse menes det værn mod slid, uheld og tyveri, som ligger i, at originalmaterialet ikke længere behøver håndteres ved brug. (Kulturministeriet, 2009:8) Ud over at ækvivalere digitalisering med bevaring, bliver digitalisering i dette afsnit også ækvivaleret med beskyttelse. Ved at digitalisere skrøbelige og uhåndterlige materialer, så behøver de museumsansatte, forskerne og brugerne ikke længere at få adgang til de originale fysiske genstande. På denne måde bliver genstandene beskyttet mod eventuelle uheld, og de bliver dermed heller ikke længere udsat for slitage og andre omstændigheder som på længere sigt kan nedbryde dem. Når kulturarvsgenstandene ikke længere bliver håndteret rent fysisk, 49

50 men at det i stedet er de digitale kopier som bliver håndteret, så er der ikke længere nogen risiko for at kulturarven kan lide skade eller forsvinde. Dermed fungerer digitaliseringen både som beskyttelse og bevaring Fremtidssikring Bevaringsdiskursen er meget fremtidsorienteret, og digitalisering bliver i denne diskurs også ækvivaleret med begrebet fremtidssikring. Denne ækvivalenskæde kommer specielt til udtryk når rapporterne begynder at gå i detaljerne og fokusere på de mere tekniske aspekter af digitaliseringen af kulturarvsgenstandene: Det er også vigtigt at vælge et format, som er holdbart og fremtidssikret, hvis den digitale fil skal bevares for eftertiden og således videreformidles. (Kulturministeriet, 2008:17) Her lægges der stor vægt på vigtigheden af at vælge det rette digitale format, når man skal digitalisere kulturarvsgenstande, da valget af et forkert format vil betyde, at senere genfinding og brug af materialet ikke længere er mulig. Modsat de tidligere citater bliver der lagt vægt på de mere tekniske aspekter af digitalisering, og det kan diskuteres om, det er udtryk for en tredje diskurs, som har digitalisering som flydende betegner. Jeg vil argumentere for, at det ikke er tilfældet. Godt nok fokuseres der på digitale formater og vigtigheden af, at det skal være muligt at få adgang til formatet i fremtiden, men fokus ligger stadig på bevaring og fremtidssikringen af en genstand i et digitalt format. Den samme fremtidssikringstanke er også synlig i det næste citat: Digital langtidsbevaring er en fælles betegnelse for de mange aktiviteter, som skal sikre, at man i både nær og fjern fremtid kan få adgang til at læse og udnytte de meget store informationsmængder, som nu produceres og gemmes på digital form. (Kulturministeriet, 2006:18). Her understreges det, at digital langtidsbevaring eller digitalisering, både fungerer som bevaring, men i lige så høj grad også skal sikre, at genstandene er tilgængelige i en nær og fjern fremtid. 50

51 6.3.3 Genstandssynet Som nævnt i starten af dette afsnit, så er denne diskurs præget af et genstandssyn, hvor der fokuseres på de fysiske genstande. Når der i diskursen tales om digitalisering med henblik på bevaring og fremtidssikring, så er det digitalisering af de fysiske genstande, der refereres til. Genstandssynet kommer blandt andet til udtryk, når der i Digitaliseringsudvalgtes Endelige Rapport redegøres for formålet med at digitalisere kulturarven. Det følgende citat er en del af redegørelsen for hvilke genstande det vil være mest hensigtsmæssigt at digitalisere: Bevaringsmæssige problemer eksisterer imidlertid også for andre materialer. Det gælder ikke mindst trykte materialer, der ikke i udgangspunktet er produceret med henblik på langtidsbevaring aviser, blade, småtryk mv. (Kulturministeriet, 2009:8) Citatet er et eksempel på det genstandssyn der er hersker i Bevarings-diskursen, idet det kun er den materielle kulturarv, der er i fokus, når der tales om digitalisering med henblik på bevaring og fremtidssikring. Desuden er det et meget specifikt genstandssyn, da der skelnes mellem forskellige former af materiel kulturarv, de foregående afsnit talte eksempelvis om filmruller og lydoptagelser (Kulturministeriet, 2009:8). 6.4 Antagonisme Digitalisering Som de to foregående analyseafsnit har vist, så findes der to diskurser, som forsøger at betydningsudfylde den flydende betegner digitalisering. Ækvivalenskæden, der kan dannes ud fra den flydende betegner digitalisering, er ikke homogen, men kredser i stedet om to forskellige nodal-punkter, digitalisering og kulturarv. Dette betyder, at der teoretisk set findes to diskurser, som står i et antagonistisk forhold til hinanden, og at der mellem disse to diskurser foregår en kamp om at betydningsudfylde tegnet digitalisering på hver deres måde. Endnu har ingen af de to diskurser vundet retten til at definere betydningen af digitalisering. Eller sagt på en anden måde, fra Kulturministeriets side tales der om digitalisering på to forskellige måder. På denne ene side italesætter Kulturministeriet digitalisering ud fra en Effektiviserings-diskurs (se kapitel.6.2), mens det samme begreb samtidig også bliver italesat ud fra en Bevarings-diskurs (se kap.6.3). I de tre rapporter, der har dannet 51

52 baggrund for diskursanalysen, er der ingen tegn på hegemoni, ingen af de to diskurser vinder retten til at betydningsudfylde tegnet digitalisering. Dette betyder, at Kulturministeriet endnu ikke har valgt én måde at tale om digitalisering på, men at de i rapporterne løbende skifter mellem to forskellige måder at forstå og tale om digitalisering på. Rent teoretisk skulle antagonismen mellem Effektiviserings-diskursen og Bevaringsdiskursen og kampen for at opnå hegemoni, betyde at den ene diskurs skulle udelukke den anden. Dvs. når Kulturministeriet taler om digitalisering gennem Bevaringsdiskursen, så kan de samtidig ikke italesætte det samme begreb gennem Effektiviserings-diskursen. Men kigger man på de to diskurser rent praktisk, så udelukker Effektiviserings-diskursen italesættelse af begrebet digitalisering ikke bevarings- diskursens italesættelse af selv samme begreb. Logisk set kan en effektiviserings-diskurs godt eksistere side om side med en bevarings-diskurs, selv om det er det samme begreb de forsøger at betydningsudfylde. At digitalisering i effektiviserings-diskursen bliver ækvivaleret med samarbejde, koordinering og færre omkostninger udelukker ikke, at digitalisering også kan ækvivaleres med bevaring og fremtidssikring. Groft sagt kan man sige, at begge diskurser accepteres, fordi de arbejder på to forskellige niveauer. De behandler to vidt forskellige aspekter af det samme begreb. Effektiviserings-diskursen arbejder på et institutionelt niveau, hvor der fokuseres på de rent praktiske aspekter ved digitalisering og selve digitaliseringsprocessen, og hvad den har af betydning for institutionerne. Nodal-punktet i denne diskurs var som nævnt digitalisering, og det er omkring selve digitaliseringsprocessen, at alle tegnene i denne diskurs kredser. Bevarings-diskursen arbejder på et genstands-niveau. Her er nodalpunktet kulturarven, og der fokuseres på, hvordan digitalisering er en fordel, når kulturarven skal bevares og fremtidssikres. Fordi de to diskurser arbejder på to forskellige niveauer kan begge diskurser godt betydningsudfylde tegnet digitalisering, selv om der rent teoretisk er en antagonisme og der dermed burde være en kamp mellem de to diskurser. 52

53 6.5 Tilgængeliggørelses-diskurs Nodal-punkt: Digitalisering Flydende betegner: Formidling Ækvivalenskæder: 1. Digitalisering 2. Adgang 3. Tilgængelighed Dette er den første af to diskurser, som forsøger at italesætte og betydningsudfylde begrebet formidling. I denne diskurs bliver den flydende betegner formidling ækvivaleret med digitalisering, adgang og tilgængelighed og jeg har derfor valgt at kalde den for en Tilgængeliggørelses-diskurs. Når Kulturministeriet italesætter formidling gennem denne diskurs, betyder det, at så snart at en kulturarvsgenstand er blevet digitaliseret, og dermed på den ene eller anden måde er blevet gjort tilgængelig på internettet, så er der tale om formidling. Eller sagt på en anden måde digitalisering er lig med formidling. Nodal-punktet i Tilgængeligheds-diskursen er digitalisering. Det er selve digitaliseringsprocessen, som er i fokus, og som alle de andre tegn i diskursen kredser om. Det er digitalisering, som er årsagen til, at kulturarven kan tilgængeliggøres og formidles Tilgængelighed I Tilgængeliggørelses-diskursen defineres digitalisering på samme måde som digitalisering er defineret i begrebsafklaring-afsnittet (kap.5.1). Men samtidig giver diskursen udtryk for at digitalisering er det samme som formidling, og at der i selve digitaliseringen og adgangen til kulturarvsgenstandene ligger nogle formidlingsegenskaber. Lige så snart en genstand er blevet digitaliseret og er blevet gjort tilgængelig på nettet, så er det muligt for alle at lære noget og derved blive et klogere og mere oplyst individ. Det, at der ofte er en reference til, at man bliver klogere, eller at digitaliseringen af diverse arkiver eller samlinger kan hjælpe en med at skabe sig en identitet viser, at selve digitaliseringen, det at scanne et billede og dernæst lægge det op på nettet, er meget mere en ren tilgængeliggørelse. Formidling i denne diskurs italesættes ud fra en antagelse om, at de enkelte kulturarvsgenstande kan tale for sig 53

54 selv. De budskaber eller de informationer genstandene indeholder, kan aflæses direkte fra genstanden. Det er ikke nødvendigt med andre tiltag for at formidle genstandens historie eller informationer, genstanden alene er nok. Her åbner den digitale formidling et nyt, hidtil aldeles ukendt perspektiv for, hvor mange mennesker der kan få adgang til, og bruge, kulturarven. Når kulturarven digitaliseres, kan den pludselig gøres tilgængelig med et museklik og bliver dermed tilgængelig for enhver, døgnet rundt, uden begrænsninger, i hele landet ja, principielt hele verden. Digitalisering af kulturarven åbner nye muligheder for enhver kategori af brugere. Alle vil kunne blive klogere på Danmarks kulturelle og historiske arv. (Kulturministeriet, 2008:7) I dette citat bliver formidling ækvivaleret med adgang og tilgængelighed. Her gives der udtryk for, at så længe at der er adgang til kulturarven, og den er tilgængelig for brugeren, så er den blevet formidlet. I citatets første sætning ækvivaleres (digital) formidling med adgang til kulturarven. Resten a citatet nævnes formidling ikke direkte, ordet digitalisering bruges i stedet for. Fordi der i den første sætning bliver nævnt formidling, og der tales om de perspektiver og funktioner den digitale formidling har, så får man som læser indtrykket af, at digitalisering er det samme som formidling. Desuden understreger det pointen i det foregående afsnit, at digitalisering i denne diskurs indeholder nogle kvaliteter som strækker sig ud over tilgængeliggørelse og adgang. Når digitalisering åbner nye muligheder, og alle kan blive kloge på Danmarks kulturelle arv, så må det betyde, at der ligger noget mere i det at digitalisere (jf. kap. 5.2 formidling). Kulturministeriet behandler begrebet digitalisering, som om det indeholdt de samme kvaliteter som begrebet formidling og italesætter dermed formidling gennem en Tilgængeliggørelses-diskurs. Den samme sidestilling mellem formidling og tilgængeliggørelse via digitalisering kan også ses i det følgende citat, hvor der tales om fordelene ved samarbejde mellem de forskellige kulturarvsinstitutioner: En række museer deltager i samarbejdsprojekter om tilgængeliggørelse på internettet, som rækker ud over deres 54

55 egne hjemmesider og det enkelte museum. Generelt betragtet er der en række fordele ved større samarbejdsprojekter om digital formidling. (Kulturministeriet, 2006:150) I dette afsnit skiftes der i beskrivelsen af projekterne ganske ubemærket mellem tilgængeliggørelse og formidling i de to sætninger. Da der er tale om de samme projekter må det betyde, at der i dette tilfælde ikke er nogen skelnen mellem formidling og tilgængeliggørelse, men at de dækker over det samme. Det må derfor betyde, at formidling ækvivaleres med tilgængeliggørelse eller tilgængelighed Teknisk tilgængeliggørelse I rapporterne Digitalisering af kulturarven bliver der givet meget detaljerede forslag til, hvordan man kan formidle den digitaliserede danske kulturarv. Fælles for alle disse forslag er, at de bliver italesat gennem tilgængeliggørelses-diskursen, hvor formidling bliver ækvivaleret med digitalisering, adgang og tilgængelighed. Det specielle ved disse eksempler, at de er meget praktisk orienteret, og der fokuseres meget på, hvilke tekniske specifikationer, der er nødvendige for at kunne formidle de forskellige kulturarvsgenstande, dvs. gøre dem tilgængelige på nettet, sådan at folk kan få adgang til dem. I det følgende afsnit kan man se, hvordan formidling ikke kun ækvivaleres med tilgængeliggørelse, men formidling sidestilles også specifikt med metadata, som kan muliggøre genstandenes tilgængelighed i en søgemaskine, enten på nettet eller i en database. Det er udvalgets opfattelse, at hovedopgaven for en national plan for digitalisering af kulturarven må være at sikre, at materialet digitaliseres og gøres reelt tilgængeligt. Dette indebærer, jf. afsnit 2.2, også formidling i form af f.eks. produktion af metadata, der kan eksponere materialet i gængse søgemaskiner. (Kulturministeriet, 2009:13) Kigger man på ordvalget i citatet, kan man se, at fokus ligger på at sikre adgang og tilgængeliggørelsen af kulturarven, da der tales om at tilgængeliggøre og eksponere kulturarven på den bedst mulige måde. Umiddelbart virker det ikke som om der her tales gennem Tilgængligørelses-diskursen, fordi fokus ligger på hvordan man bedst 55

56 muligt sikrer adgangen til kulturarven. Kigger man i stedet på hvordan ministeriet har tænkt sig at løse problemet, så bruges begrebet formidling. Kulturministeriet kunne have sagt tilgængeliggørelse gennem metadata, men de har valgt at bruge begrebet formidling. Hvilket må være et udtryk for, at formidling også her bliver italesat gennem Tilgængeliggørelses-diskursen. (Formidling er det samme som tilgængeliggørelse og tilgængeliggørelse er det samme som formidling.) Det interessante ved dette citat er ikke kun, at der tales om tilgængelighed og eksponering i form af metadata. Det er lige så interessant at bemærke at dette afsnit forekommer i et kapitel med navnet Formidling (Kulturministeriet, 2009:13). I dette kapitel giver Digitaliseringsudvalget nogle eksempler og bud på, hvordan det digitaliserede kulturarvsmateriale kan blive formidlet. Det er endnu et udtryk for, at Kulturministeriet ækvivalerer formidling med digitalisering og tilgængeliggørelse og italesætter begrebet ud fra en tilgængeliggørelsesdiskurs. 6.6 Formidlings-diskurs Nodal-punkt: Digitalisering Flydende betegner: Formidling Ækvivalenskæder: Spændende Inspirerende Nyt Aktiviteter Bruger interaktion Denne diskurs har jeg valgt at kalde Formidlings-diskursen. Gennem denne diskurs italesætter Kulturministeriet begrebet formidling og hvordan formidling (skal) ses i relation til digitalisering og kulturarv. I de tre rapporter, som er blevet gennemgået, er det kun Udredning af museers formidling, hvor italesættelsen af formidling sker på to niveauer. Der er tale om et generelt formidlingsgreb, som omfatter alle typer formidling på museer, ude i det offentlige rum, publikationer, rundvisninger, på nettet osv. Derudover tales der specifikt om digital formidling af kulturarv på nettet. (19). Denne skelnen har ikke nogen indflydelse på den følgende analyse, da den digitale formidling i rapporten ses som en sub-gruppe til den generelle formidling. De 56

57 egenskaber, der gør sig gældende for den generelle formidling, gælder også for den digitale formidling. Hvilket betyder at de ækvivalenskæder der dannes for den generelle formidling, også gør sig gældende for den digitale formidling. I de to rapporter fra Digitaliseringsudvalget bliver der ikke skelnet mellem forskellige typer af formidling, her bliver den generelle term formidling brugt. Om der teknisk set menes digital formidling, bliver der ikke givet direkte udtryk for i teksterne, men når rapporterne handler om digitalisering af kulturarven (og ikke beskæftiger sig med fysiske kulturinstitutioner), så er der meget stor sandsynlighed for, at det er digital formidling der er tale om, selv om der kun bruges den generelle term. Den flydende betegner i denne diskurs er ligesom i den foregående (tilgængeligørelsesdiskursen) begrebet formidling. I denne diskurs ækvivaleres formidling med noget spændende, inspirerende, noget nyt eller nyskabende, brugerinteraktion og aktiviteter. Den flydende betegner formidling bliver i denne diskurs i høj grad defineret ud fra det diskursive felt, dvs. hvad formidling ikke er. I dette tilfælde drejer formidling sig ikke kun om muligheden for at få adgang til digitaliseret kulturarvsmateriale, metadata og samt tilgængelighed på internettet via forskellige typer af online baser. Formidling er noget andet. Det drejer sig her om en tilgængeliggørelse på en sådan måde, at der skabes det bedst mulige grundlag for en formidlingsaktivitet, der imødekommer mange brugergruppers behov. (Kulturministeriet, 2008:7) Det ovenstående citat er et eksempel på, hvordan formidling bliver defineret ud fra det diskursive felt, idet der gives udtryk for, at formidling ikke er det samme som tilgængeliggørelse. I dette tilfælde beskrives tilgængeliggørelse som en forudsætning for, at der kan foregå formidling. Dette betyder, at der bliver skelnet mellem tilgængeliggørelse på den ene side og formidling på de anden. Ved at lade tilgængeliggørelse være en forudsætning for at der overhovedet kan være tale om formidling (på den ene eller anden måde), så har Kulturministeriet samtidig også sagt, at formidling ikke er ensbetydende med tilgængeliggørelse, men noget andet og mere. Dette andet er i dette citat, en eller anden form for aktivitet. Så samtidig med at 57

58 formidling bliver defineret ud fra det diskursivefelt, så bliver formidling samtidig også ækvivaleret med tegnet aktivetet. Ser man bort fra brugerinddragelse og aktiviteter, så indeholder de andre tegn, som formidling bliver ækvivaleret med, alle nogle uudsigelige kvaliteter, som kan være svære at beskrive konkret. Det er eksempelvis svært præcis at beskrive, hvorfor noget er spændende eller præcist, hvad der skal til før man som bruger har haft en oplevelse. Derfor kan man sige at samlet set bliver begrebet formidling i Formidlings-diskursen ækvivaleret med noget uudsigeligt og noget som er mere end bare at gøre kulturarvsgenstande tilgængelige på nettet (jf. Tilgængeliggørelses-diskursen). Nodal-punktet i Formidlings-diskursen er også besværlig at definere. Jeg vil argumentere for at, nodal-punktet i denne diskurs er digitalisering, ligesom det også var tilfældet i Tilgængeliggørelses-diskursen. Grunden til dette er, at formidling i denne diskurs kun er mulig, fordi der er foregået en eller anden form for digitalisering. Formidling kredser omkring begrebet digitalisering, uden at blive ækvivaleret med det og digitalisering må derfor være nodal-punktet i Formidlings-diskursen Brugerinddragelse Det mere som i Formidlings-diskursen bliver ækvivaleret med formidling er som nævnt tidligere noget spændende. Dette kommer blandt andet til udtryk i det følgende citat, hvor formidling direkte bliver kaldt ny og spændende. De relevante kulturarvs- og public service-institutioner har allerede i dag stort fokus på behovet for digital bevaring og de mange muligheder for nye og spændende formidlingsformer, som digitalisering af kulturarven tilbyder. (Kulturministeriet, 2008:22) En metode, som (måske) kan gøre kulturarven interessant, er at inddrage de brugere, som man ønsker får gavn af kulturarven (jf. Videns- og identitets-diskursen). Brugerinddragelse og interaktion mellem bruger og institution, hvor brugeren selv er med til at skabe udstillingen, er et af de formidlingsgreb som Kulturministeriet fokuserer meget på. Det følgende citat er et eksempel på dette. 58

59 Adgangen til og formidling af kulturarv vil i højere grad spille sammen, når brugerne indgår som aktive deltagere og bidragydere, og det vil være en ny og udfordrende situation for kulturinstitutionerne at definere deres opgaver og position i dette scenarie. (Kulturministeriet, 2008:12) Her bliver formidling ækvivaleret med aktiv deltagelse og bidrag fra de brugere, som har fået adgang til kulturarven. At den flydende betegner formidling i dette tilfælde bliver italesat ud fra Formidlings-diskursen og ikke ud fra tilgængeliggørelsesdiskursen kan ses i starten af citatets første sætning. Her skelnes der mellem Adgangen til og formidlingen af kulturarv. Umiddelbart kunne adgang og formidling italesættes ud fra den samme diskurs, da de i sætningen henviser til det samme, nemlig kulturarv. Men fordi der i samme sætning siges, at de to begreber i højere grad vil spille sammen, så må det betyde, at der findes en forskel på de to begreber Eksempler på formidling Fordi den flydende betegner formidling i Formidlings-diskursen bliver ækvivaleret med begreber som har en uudsigelig karakter, så findes der i rapporterne ikke særlig mange konkrete eksempler på formidling, italesat ud fra Formidlings-diskursen. Et af de få eksempler der findes, er beskrivelsen af Rosenborg Slots digitale udstilling Kongedragter. Eksemplet findes i Udredning af museers formidling, hvor der gennem hele rapporten løbende har været små faktabokse, som indeholder eksempler på formidling. Rosenborgs nye projekt Kongedragter er henvendt til børn og voksne i fællesskab. De kongelige dragter er skrøbelige og besværlige at udstille i museumsrummet, hvilket gør det oplagt at lave 3D-modeller af udvalgte dragter. Samtidig giver den digitale formidling mulighed for, at man går tæt på dragterne, ser dem bagfra og indeni og flytter rundt med dragtdelene. Man kan både gå i deres lommer og se, hvordan dragterne kan optræde i malerier.(114)" (Kulturministeriet, 2006:114) 59

60 I dette citat bliver formidling igen ækvivaleret med interaktivitet og bruger interaktion. Dette gøres, når der i eksemplet lægges vægt på, at man som bruger har muligheden for at se dragterne fra forskellige vinkler, flytte rundt på dragtdele og gå i deres lommer. Der skrives ikke direkte at disse interaktioner er formidling, men da Kongedragter bliver præsenteret som et eksempel på digital formidling, så må de fremhævede interaktions muligheder være tiltag der specielt udmærker sig ved formidling og dermed også være del af den ækvivalenskæde, som skabes i Formidlings-diskursen Nyt og nyskabende I Formidlings-diskursen bliver formidling også ækvivaleret med noget nyt elle nyskabende. Når der i rapporterne bliver brugt begrebet nyt, så er det noget nyskabende i selve formidlingsformen der refereres til og ikke nye kulturarvsgenstande. Dette er højst sandsynligt, fordi digital formidling (på nettet) stadig er en relativ ny ting og Kulturministeriet ser det som en kontrast til klassisk museums-og kulturformidling formidling. I rapporterne er der dog kun ganske få steder, hvor der gives eksempler på hvad nyskabende formidling er, mens der heller ikke gives nogle eksempler på, hvad der opfattes som klassisk formidling. Derfor er det ikke muligt at komme nærmere ind på, hvad der menes med ny eller nyskabende formidling. Italesættelsen af digital formidling som ny og nyskabende kommer blandt andet til udtryk i beskrivelsen af projektet Kulturnet Danmark, et projekt som blev startet af Kulturministeriet i 1996 med henblik på at udvikle kulturformidlingen på nettet. Projektet og formidling beskrives på denne måde: Projektet støtter særligt nyskabelser og eksperimenter inden for formidling på internettet hos de statslige og statsstøttede kulturinstitutioner. (Kulturministeriet, 2008:33). Selvom der her er tale om en beskrivelse af et projekt, som har til formål at udvikle formidling til brug på nettet, så er det stadig et eksempel på hvordan formidling italesættes gennem Formidlings-diskursen. At Kulturministeriet opretter et projekt med henblik på at udvikle formidling på nettet viser, at formidling på nettet anses som vigtigt, men siger i sig selv ikke så meget om hvordan begrebet betydningsudfyldes. Men fordi der i beskrivelsen af projektet lægges særlig vægt på nyskabelser og eksperimenter inden for formidling, må det betyde at det er sådan Kulturministeriet forstår digital formidling. 60

61 6.7 Antagonisme - formidling I Kulturministeriets rapporter bliver formidling italesat gennem Tilgængeliggørelsesdiskursen og Formidlings-diskursen. Det antagonistiske forhold mellem de to diskurser opstår, da begge diskurser forsøger at betydningsudfylde formidling på hver deres måde. Selv om begge diskurser kredser om nodal-punktet digitalisering, så kan der dannes to forskellige ækvivalenskæder, som italesætter formidling på to meget forskellige måder. I Tilgængeliggørelses-diskursen bruges ordet formidling i sin mest enkle forstand. Formidling ækvivaleres med det at videregive en oplysning fra afsender til modtager (jf. første del af afsnit 5.2). I denne diskurs skal det forstås sådan, når noget er blevet gjort tilgængeligt, og man som bruger kan få adgang til det på internettet, så er der tale om formidling. Der er eksempelvis tale om formidling, hvis man tager et billede af en stenøkse og lægger billedet ud på nettet. Det er selve digitaliseringshandlingen, der bliver ækvivaleret med formidling ligeså snart noget er blevet digitaliseret og lagt på nettet, så er det blevet formidlet. I Formidlings-diskursen lægges der vægt på nogle andre kvaliteter, når der tales om formidling. Modsat Tilgængeliggørelses-diskursen så består Formidlings-diskursens ækvivalenskæde af begreber som stort set alle har en uudsigelig karakter - spændende, nyskabende og brugerinddragende. Det vil sige, at formidlingseksemplet i Tilgængeliggørelses-diskursen ikke kan betegnes som formidling i Formidlingsdiskursen. Her er først tale om formidling, når den digitaliserede genstand optræder i en nyskabende, spændende eller brugerinddragende sammenhæng. I rapporterne fra Kulturministeriet opstår antagonismen, da formidling italesættes ud fra begge diskurser, uden at der på noget tidspunkt bliver givet en ordentlig definition på begrebet, sådan som Kulturministeriet opfatter det. Et opslag i en ordbog, ligesom det blev gjort i begrebsafklaringskapitlet (se afsnit 5.2) viser nemlig, at formidling kan italesættes ud fra Tilgængeliggørelses-diskursen og Formidlings-diskursen, og begge måder teknisk set er lige korrekte. Nu er en diskursanalyse ikke et forsøg på et finde den rigtige måde at tale om begreber på, men pointen er, at antagonismen på sin vis også opstår, fordi begge italesættelser er lige korrekte. 61

62 Antagonismen mellem de to diskurser skaber også grund til forvirring, da det ofte kan være svært at gennemskue, hvilken diskurs Kulturministeriet italesætter formidling ud fra. Det følgende citat er et eksempel på dette. Her åbner den digitale formidling et nyt, hidtil aldeles ukendt perspektiv for, hvor mange mennesker der kan få adgang til, og bruge, kulturarven. Når kulturarven digitaliseres, kan den pludselig gøres tilgængelig med et museklik og bliver dermed tilgængelig for enhver, døgnet rundt, uden begrænsninger, i hele landet ja, principielt hele verden. Digitalisering af kulturarven åbner nye muligheder for enhver kategori af brugere. Alle vil kunne blive klogere på Danmarks kulturelle og historiske arv. (Kulturministeriet, 2009:7) Her tales der både om digital formidling af kulturarven og digitalisering af kulturarven. Så spørgsmålet er, om der er tale om formidling italesat gennem Formidlings-diskursen, eller formidling italesat gennem Tilgængeliggørelses-diskursen. I afsnit 6.5, blev citatet brugt som et eksempel på Tilgængeliggørelses-diskursen og ordet formidling i første sætning blev ækvivaleret med digitalisering og tilgængeliggørelse. Forvirringen mellem begreberne kan opstå, hvis man har fået indtrykket af, at Kulturministeriet italesætter formidling gennem Formidlingsdiskursen, og man når til dette afsnit, hvor italesættelsen pludselig sker gennem en anden diskurs. Forvirring, skabt af antagonismen, kan også opstå, når der i et afsnit skelnes mellem bevaring, tilgængeliggørelse og formidling, Formidling og tilgængeliggørelse på tidssvarende medier og platforme nævnes også som vigtige hensyn [ ] (Kulturministeriet, 2008:23), mens det næste afsnit har overskriften Formidling og handler, om hvor mange billeder, film eller manuskripter, man har fået digitaliseret og som det nu er muligt at søge i via eks. Kunst-indeks Danmark (Kulturministeriet, 2008:29). En anden grund til forvirring er, at tilgængeliggørelses-diskursens ækvivalenskæde nærmest fungerer som et mellemled i Formidlings-diskursen, uden at den dog er med til at italesætte begrebet. For at man kan skabe nogen form for digital formidling, så er det nødvendigt at kulturarven eller kulturarvsgenstandene er blevet digitaliserede, så de 62

63 er digitalt tilgængelige og dermed kan indgå i den digitale formidling. Dette er nødvendige tiltag for at kunne formidle, men de er ikke formidling i sig selv. Den antagonistiske kamp mellem de to diskurser kan spores i alle tre analyserede rapporter, og der er ingen tegn på en lukning eller hegemoni mellem diskurserne. Dette kan have betydning for hvordan kulturinstitutionerne, som er underlagt Kulturministeriet, rent praktisk formidler kulturarven på nettet. Hvis institutionerne forventes at følge de forslag og påbud, som Kulturministeriet udstikker i rapporterne, kan der opstå problemer, når der i rapporterne findes to måder at formidle på. Når kulturinstitutionerne bliver bedt om at formidle kulturarven på nettet, skal de så gøre det på baggrund af formidlings-diskursen, tilgængeliggørelses-diskursen eller begge diskurser samtidig. Resultatet af formidlingen vil afhænge af, hvilken diskurs der følges. Vælger kulturinstitutionerne at følge Tilgængeliggørelses-diskursen, kan de digitalisere de fysiske samlinger, forsyne de enkelte genstande med metadata og på denne måde formidle kulturarven (Kulturministeriet, 2009:13). På denne måde ville det være muligt at søge på metadata i diverse søgemaskiner og dermed få adgang til den danske kulturarv. Denne diskurs tager ikke hensyn til det immaterielle aspekt af kulturarven. Som det blev vist i afsnit 5.3, så arbejder Kulturministeriet med et todelt kulturarvsbegreb, hvor der skelnes mellem den materielle og immaterielle kulturarv. Når Kulturministeriet i Tilgængeliggørelses-diskursen ækvivalerer formidling med digitalisering og tilgængelighed (Kulturministeriet, 2008:7), udelukker de samtidig den immaterielle del af kulturarven. For hvordan digitaliserer og tilgængeliggør man noget, som er immaterielt. Formidlings-diskursen giver derimod muligheden for også at formidle dele af den immaterielle kulturarv. Her fokuseres der på mere end ren tilgængeliggørelse, ved at ækvivalere formidling med noget spændende eller brugerinddragelse. Følges Formidlings-diskursen, er der mulighed for at skabe et kendskab til en større del af den danske kulturarv og dermed bruge den i en sammenhæng, som kan være videns-og identitetsskabende. 63

64 7. Webanalyse af Natmus.dk Spørgsmålet om formidling er naturligvis helt afgørende for den faktiske værdi af materialet forbrugerne, men antagelsen må være, at det afgørende er at samordne den tværgående brugbarhed, mens formidlingen trives bedst med decentraliseret initiativ og kreativitet, skabt af institutioner, brugere og private virksomheder. (Kulturministeriet, 2009:13) Som ovenstående citat antyder, så er det op til den enkelte institution at varetage og udforme den egentlige formidling af kulturarven. Spørgsmålet er derfor, hvordan de enkelte institutioner griber det an. Det foregående kapitel har været en (diskurs)analyse af, hvordan man fra politisk side har italesat begreberne kulturarv, digitalisering og formidling. Det følgende vil være en analyse af Nationalmuseets kommunikation (og formidling) på deres hjemmeside. Som efterfølgende skal bruges til en diskussion om hvordan, Natmus.dk rent praktisk følger de diskurser, som er udstukket fra politisk side. Som nævnt i metodeafsnittet vil analysen af Natmus.dk være baseret på Thorlacius webanalysemodel, og der vil kun blive fokuseret på en lille del af Nationalmuseets meget omfattende hjemmeside. 7.1 Afsender Faktiske afsender Som nævnt i metoden, så vil analysen ikke beskæftige sig med den faktiske afsender, da den ikke kan aflæses direkte fra hjemmesiden, men i stedet kræver særskilte afsender og receptionsundersøgelser Implicitte afsender Som nævnt i metode afsnittet er den ekspressive funktion knyttet til den implicitte afsender og er et udtryk for, hvordan afsenderens holdninger og værdier kommer til 64

65 udtryk rent visuelt gennem eksempelvis farver og typografiske valg. Det følgende vil være en analyse af, hvordan Nationalmuseet, som institution kommer til at fremstå gennem de visuelle udtryk der findes på www. Natmus.dk. Da Nationalmuseet er en statsejet institution og hører til under Kulturministeriet kunne der argumenteres for, at den egentlige afsender var Kulturministeriet, da Nationalmuseet som statsligt museum forventes at følge de tiltag og retningslinjer, som bliver udstukket fra ministeriel side. Men skal man følge webanalysens model, så er afsenderen Nationalmuseet, da det er den institution, som på hjemmesiden fremstår som afsenderen. Det kommer til udtryk flere steder på siden, for det første i selve Url en natmus, som er en sammentrækning eller forkortelse af Nationalmuseet. Navnet Natmus.dk bruges også i hjemmesidens egentlige navn, det kan ses i overskriften på startsiden, her hedder det Natmus.dk mange museer i ét (Bilag 1). Derudover er der tre steder på startsiden, hvor Nationalmuseet nævnes ved sit fulde navn, og hvor der refereres specifikt til afsenderen (modsat natmus hvor referencen til afsenderen sker gennem associationer). Det drejer sig om søgeboksen øverst i højre hjørne af siden, hvor der står søg Nationalmuseet. I kontaktinformationerne nederst i venstre hjørne og forskningslinket nederst i højre hjørne (Bilag 1). Farver og design Farverne på Natmus.dk er hovedsageligt holdt i neutrale farver. Både baggrunden for hele siden og den baggrund, som tekst og billeder står på, er hvide. Den gennemgående farve er en grå farve, som fremkommer i forskellige nuancer. Det kan bla. ses i logoet og menu-overskrifterne. Desuden bruges den grå farve også som bund i hjemmesidens design, hvor den fungerer som baggrund for nogle faste oplysninger såsom Nationalmuseets fysiske adresse og nogle links (Bilag 1). Den eneste anden gennemgående farve, som bliver brugt i sidens design, er en mørk rød. Den bliver brugt i de små pile, der er placeret ud for hvert menupunkt, og er placeret som en tynd rød linje der skiller den grå bund med faste oplysninger fra den hvide aktive side (Bilag 1). Krone-logoet som er placeret i venstre hjørne under menulinjen, har forskellige farver alt efter hvilket menupunkt man er inde under. For eksempel er menuen Danmark rød, Verden er grøn, og menupunktet Temaer har farven lilla (Bilag 2). 65

66 Farvekombinationen af hvid og grå kan af nogle umiddelbart opfattes som en smule kedelig. Men valget af meget simple farver udstråler også seriøsitet. Her er der tale om en afsender, hvor indhold betyder mere end udseende. Dermed ikke sagt, at designet og farvevalget på Natmus.dk er valgt tilfældigt. Ved at udelade farver, som kan distrahere brugeren, bliver der signaleret, at det er indholdet, der er det vigtige, frem for institutionen i sig selv. Farvevalget er afdæmpet og brugt med omhu og kun når det er allermest nødvendigt. Denne omhu kommer blandt andet til udtryk gennem den røde linje i bunden som adskiller den aktuelle side fra den grå bund med de faste links og kronelogoet med forskellige farver, som indikerer hvilken underside man er på. Farverne er med til at understrege et elegant og enkelt design. Alle disse design elementer smitter af på afsenderen, hvad enten de har været et bevidst valg eller ej. Natmus.dk præsenterer Nationalmuseet (afsenderen) som en dannet og seriøs institution som forstår at præsentere sig. Nationalmuseet står ikke for sjov og ballade, men er en professionel institution som tager deres opgave med at formidle kulturarven alvorligt. Billeder og illustrationer Også valget og brugen af billeder er med til at give et bestemt indtryk af Nationalmuseet. Startsiden består hovedsageligt af mange forskellige billeder, som alle er links til diverse ting som foregår på Natmus.dk i øjeblikket. Illustrationerne spænder fra et foto af en gravko i en artikel om Jellingestenene, til et billede af en skindvest fra en artikel om oldtidsmenneskets påklædning (Bilag 1). Det store spænd i illustrationer/billeder viser, at Nationalmuseet er en stor organisation, som spænder over mange forskelligartede emner. Ved at præsentere billeder af mange forskellige typer af aktiviteter, viser Nationalmuseet at deres viden dækker alle aspekter af Kulturarven og bevaringen og formidlingen af den, idet både der refereres til oldtidsmenneskernets påklædning, Karolines Køkkens historie og historisk mode. Når man bevæger sig væk fra startsiden og ind på de forskellige undersider, så gøres der brug af billeder på en anden måde. Her er fokus på det skrevne, hvor billederne bruges til at understøtte det, der bliver sagt. For det meste er der et stort billede af den omtalte genstand under teksten. I nogle tilfælde er der i højre side langs med tekstdelen placeret små billeder (enten af den omtalte genstand eller som links til andre genstande) der relaterer sig til den aktuelle genstand (Bilag 3). 66

67 Billederne på undersiderne er klare fotografier med en god belysning. Det er igen et udtryk for en professionel institution, som tager deres opgave alvorligt, når det gælder formidling og præsentation af den danske kulturarv. Genstandene spiller en stor rolle for Nationalmuseet, hvilket kan ses på hvordan billederne er stylet. Størstedelen af de fotograferede genstande er fotograferet på en sort eller grå baggrund, så genstanden står klart frem, uden andre forstyrrende elementer. 7.2 Modtager Faktiske modtager Ligesom det var tilfældet med den faktiske afsender, så er det heler ikke muligt at aflæse den faktiske modtager ud fra en analyse af hjemmesiden og analysen vil derfor ikke beskæftige sig nærmere med denne Implicitte modtager Den implicitte modtager er den modtager, som hjemmesiden er tiltænkt fra afsenders side. Den implicitte modtager kan aflæses i den måde, som afsender henvender sig til (de implicitte) modtagere på. Som nævnt i metodeafsnittet er der knyttet to funktioner til den implicitte modtager, den konative og den interaktive Konative funktion Med den konative funktion forsøger afsender at påvirke modtagerens adfærd ved æstetiske virkemidler som farver og billeder eller ved hjælp af imperative sætninger. Det kan man blandt andet se på Natmus.dk s startside, hvor man finder den konative funktion i form af Facebook like knappen i øverste højre hjørne (Bilag 1). Selv om der ikke direkte står at modtageren skal klikke på like knappen, så er placeringen af knappen en opfordring fra Nationalmuseet om, at man som besøgende på Natmus.dk skal klikke på like knappen og dermed vise på Facebook, at man kan lide Nationalmuseets hjemmeside. Opfordringen om at like Natmus.dk er ikke det eneste sted, hvor den konative funktion kommet til udtryk, også andre steder på hjemmesiden er der opfordringer til at følge på andre netværk. Nederst i højre hjørne er der en ikonsamling med links til forskellige typer af sociale netværk, som f.eks. Facebook, Tumblr, Pinterest, Youtube osv. (Bilag 1). Her står der heller ikke direkte at man skal 67

68 klikke på de forskellige links, men fordi de har en ret fremtrædende plads i hjemmesidens design og er meget farvestrålende i forhold til resten er hjemmesiden, så giver de rent visuelt en opfordring til at klikke på ikonerne. En anden konativ funktion er hjemmesidens søgefunktion. Her opfordres modtageren direkte til at søge på Natmus.dk, da der i selve søgeboksen står: Søg Nationalmuseet. De konative funktioner, der findes på Natmus.dk, er nogle funktioner, som man som bruger forventer findes på hjemmesider i dag. Hvis man ser bort fra, at det er funktioner, der nærmest forventes på alle moderne hjemmesider, så siger de stadig noget om Natmus.dk s implicitte modtager, og hvad Nationalmuseets forestillinger om Natmus.dk s brugere er. Den store fokus på sociale netværk kan tyde på, at Nationalmuseet opfatter deres brugere (modtageren) som folk, der har en vis fortrolighed med computere og internet og at de besøger hjemmesiden for andet end bare at undersøge beliggenhed og åbningstider. Brugerne er derimod aktive og interesserede i at deltage og følge med i Nationalmuseets aktiviteter, f.eks. via Twitter. De er sociale og interesserede i at dele deres oplevelser med andre og er ikke bange for at skilte med at de interesserer sig for kulturarven. Søgefunktion viser, at Nationalmuseet har en forventning om at hjemmesidens besøgende (modtageren) kan ønske at lede efter noget bestemt og ikke kun kommer for at browse på må og få. Den besøgende har et specifikt vidensbehov som de søger at få dækket ved deres besøg på Natmus.dk Interaktive funktioner Den transmitterende ikke-interaktive funktion forekommer næsten ikke på Natmus.dk. Hjemmesidens besøgende har mulighed for at klikke sig rundt mellem de forskellige sider og selv bestemme rækkefølgen af besøget. Dog forekommer funktionen i Natmus.dk s brug af Youtube videoer. I nogle få tilfælde har Nationalmuseet produceret en kort video, som indgår i præsentationen/formidlingen af de enkelte oldtidsgenstande. I videoerne fortæller museumsinspektøren Flemming Kaul om en af Nationalmuseets genstande, eksempelvis Huldremosekvinden eller Egtvedpigen (Nationalmuseet, 2012d). Om man vil se videoen er op til den enkelte, da videoen ikke starter automatisk. Men når den først er startet kan, man som bruger ikke interagere med den. Videoen fungerer derfor kun som en transmitterende ikke-interaktiv funktion, 68

69 når man som bruger har startet videoen. Gider man ikke se videoen kan man klikke videre til en anden del af siden, og man har selvfølgelig også muligheden for at stoppe filmen, hvis man ikke vil se den færdig. Den konverserende interaktive funktion kan findes i den grå bund allernederst på siden under linket kontakt. Klikker man på dét, kommer man ind på en side, hvor man bliver præsenteret for Nationalmuseets telefonnummer og fysiske adresse (Bilag 7). Herfra kan man også klikke på Medarbejdere eller Presse. Vælger man Medarbejdere, kommer man ind på en side, hvor alle museets medarbejdere er listet med telefonnummer og adresse (Bilag 7). Under den konative funktion blev Twitter nævnt. Sspørgsmålet er, om Twitter også skal ses som en konverserende interaktiv funktion. Twitter giver Natmus.dk s brugere muligheden for at tale med Nationalmuseet, enten ved at re-tweete Nationalmuseets tweets eller ved at tagge Nationalmuseets brugere i sine egen tweets. Det giver Nationalmuseet muligheden for at se, hvad brugerne skriver og svare derudover på spørgsmål på samme måde. Den konsultative interaktive funktion er til stede i form af søgefunktionen placeret i øverste venstre hjørne, hvor Natmus.dk s brugere har mulighed for at søge blandt sidens indhold. Den transaktive interaktive funktion har på Natmus.dk fået sig eget menupunkt, Salg og ydelser, i menubjælken som er placeret øverst på siden (Bilag 1). Her kan man i dropdown menuen vælge mellem menupunkter såsom Museumsbutikker, Undervisning og undervisningsmateriale og Lokaleudlejning. 7.3 Produkt Den formale æstetiske funktion Natmus.dk gør brug af et klassisk og minimalistisk design. Brugen af farver er begrænset til hvid, grå og en bitte smule rød brugt meget strategisk, så den ikke overskygger de hvide og grå farver. Nogle steder er den røde farve udskiftet 69

70 med en anden farve, f.eks i Krone-logoet. Farvevalget er med til at give siden et roligt og minimalistisk udtryk. Selve sidens opbygning er klassik og en standard webside opbygning, med en bjælkemenu øverst på siden, hvor man via en dropdown menu kan vælge et emne. Her er hvert emne markeret med en lille rød firkant, med en hvid pil i. Det valgte emnes undermenu kommer dernæst til syne lodret ned langs den venstre, her er emnerne opdelt i hierarkier, hvor emnerne bliver mere og mere specifikke, f.eks. Oldtid (indtil år 1050) Ældre jernalder (500 f.kr. 400 e.kr) Kvinden fra Huldremose Huldremosekvindens dragt (Bilag 3). Visuel virker siden struktureret og professionel og man har som besøgende på siden tiltro til det, som bliver fortalt og formidlet Den uudsigelige æstetiske funktion Den uudsigelige æstetiske funktion er en svær størrelse, da den dækker over noget uudsigeligt, hvilket betyder at funktionen egentlig er umulig at beskrive i en analyse. Dertil kommer, at den æstetiske funktion også er meget subjekt afhængig, da det er de færreste ting der opfattes ens af alle folk. Dette gør sig specielt gældende, når det er oplevelser og indtryk, der påvirker en persons følelser. Det følgende er en beskrivelse af nogle elementer på Natmus.dk, som potentielt kunne være med til at skabe en uudsigelig oplevelse, selv om det højst sandsynligt ikke gælder for alle som besøger hjemmesiden. På Natmus.dk er der ikke så mange visuelle elementer, der kan være med til at skabe en uudsigelig oplevelse, da hjemmesiden primært er baseret på tekster, og det visuelle kun er til for at understøtte, det som bliver skrevet. Det kan diskuteres, hvor vidt billederne af oldtidsgenstandene indeholder nogle uudsigelige kvaliteter eller ej. Muligheden for at se genstande, som et moderne menneske ikke kender til, eller i hvert fald ikke støder på i hverdagen, kan for nogle mennesker have noget uudsigeligt over sig. Måske indeholder genstanden i sig selv ikke en uudsigelig kvalitet, men kombineret med oplysningerne om at genstandene er flere tusinde år gamle, kan det tænkes, at der for nogle mennesker opstår en eller anden oplevelse eller følelse, som de ikke har følt før. Nationalmuseet har fotograferet og digitaliseret en stor del af kulturarvsgenstandene fra deres samlinger og gjort dem tilgængelige på Natmus.dk. Her fungerer de som illustrationer til den skrevne tekst. Når der eksempelvis skrives om Solvognen, så er der 70

71 på samme side et fotografi af Solvognen, så man har muligheden for at se, hvordan den ser ud. De fleste af billederne findes i en utrolig høj opløsning, og man har som bruger mulighed for at zoome ind og udforske dem i detaljen. Muligheden for at zoome ind på udvalgte dele af kulturarven kan også danne grund for noget uudsigeligt. Med zoomfunktionen kan man komme utroligt tæt på de enkelte genstande, tættere på end det er muligt i Nationalmuseets fysiske udstilling. Man kan komme så tæt på, at man faktisk ikke længere kan se, hvad det er for en genstand, man kigger på. I stedet er det muligt at se den mindste ridse eller fold, som heller ikke ville være mulig at se i den fysiske udstilling (Bilag 4). En anden æstetisk funktion er brugen af Youtube-videoer. Til nogle enkelte af oldtidsgenstandene har Nationalmuseet produceret en kort Youtube video, hvor museumsinspektøren Flemming Kaul fortæller om nogle af Nationalmuseets genstande, f.eks. om Egtvedpigen (Nationalmuseet, 2012d). Videoens kombination af levende billeder, baggrundsmusik og Flemming Kauls fortælling skaber en ny dimension til det, der bliver skrevet på Natmus.dk, og kan for nogle danne grundlag for noget uudsigeligt. 7.4 Kontekst Den referentielle funktion Den referentielle funktion har fokus på tegnenes betydning og indholdssiden af produktet. Hvor fokus ikke er på, hvordan billederne ser ud, men hvad de fortæller, og hvordan de gør det. Som det blev nævnt i metodeafsnittet, er Thorlacius formål med denne funktion ikke særlig tydelig. Fotografierne af kulturarvsgenstandene kan være et eksempel på den referentielle funktion. Billederne af eksempelvis Solvognen og Hindsgavldolken er ikoner idet de ligner de genstande, som de henviser til. Dette er tilfældet, idet de fungerer som illustrationer til de små artikler, som Natmus.dk her skrevet om de enkelte genstande. Da Natmus.dk er meget teksttung, er det svært at finde nogle visuelle tegn, som er udtryk for den referentielle funktion. Links fra startsiden til de forskellige undersider kan tolkes som indeksikale, idet de indikerer, at der er mere tekst eller flere billeder, hvis man klikker på linket. 71

72 7.4.2 Den intertekstuelle funktion Den intertekstuelle funktion er referencer tilstede i produktet, som refererer til andre produkter eller sammenhænge. I sin bredeste forstand er hele Natmus.dk s web design en intertekstuel funktion. Da Natmus.dk benytter sig af et meget klassisk webdesign og bruger få afdæmpede farver, giver det associationer til andre seriøse hjemmesider, som benytter sig af samme strukturerede opbygning. Et lidt mere specifikt eksempel på den intertekstuelle funktion er Natmus.dk s valg af logo. På Natmus.dk er der i øverste venstre hjørne placeret et logo, som er gennemgående for hele hjemmesiden. I logoet indgår der en stiliseret illustration af Solvognen (Bilag 1). Solvognen bliver betegnet som en af de største skatte fra den danske oldtid og har status som genstand af enestående national betydning ( Nationalmuseet, 2012e). De fleste danskere har hørt om Solvognen. Men selv hvis man ikke genkender Solvognen som Solvognen, så vil den stadig skabe association til noget gammelt eller anderledes. Her får man gennem en fælles kontekst visuelt illustreret, hvad det er som, Nationalmuseet beskæftiger sig med, og hvad det er, man kan forvente at finde på Natmus.dk. At Solvognen har fået en fremtrædende plads på hjemmesiden, er også et udtryk for, hvad Nationalmuseet som institution finder vigtig. 7.5 Koden Den metakommunikative funktion Den metakommunikative funktion er til stede, når der kommenteres på, eller reflekteres over et billede ved hjælp af et andet billede. På Natmus.dk er det teksten og ikke billederne, der er den primære kommunikationsform. Billederne bruges kun til at illustrere det, der bliver skrevet på siden og der findes derfor ingen metakommunikative funktioner på Natmus.dk Intersemiotiske funktion Den intersemiotiske funktion i form af forankringer er stærkt til stede på Natmus.dk og findes på stort set alle sider, bortset fra startsiden. Natmus.dk s kommunikation er hovedsagelig tekstbaseret. Klikker man ind på næsten hvilken som helst side, vil man blive præsenteret for en tekstbid, som forklarer og 72

73 fortæller om det valgte emne. De billeder eller illustrationer, der er blevet valgt til de forskellige tekststykker, fungerer som en forankring af teksten, idet de valgte billeder forestiller det, der bliver skrevet om i teksten. Et eksempel er Hindsgavl-dolken (Nationalmuseet, 2012a). Her handler teksten om fundet af Hindsgavldolken. Der fortælles, hvor og hvornår dolken blev fundet, og at den er et eksempel på det høje håndværksmæssige niveau, der fandtes blandt datidens flintesmede. Til at illustrere disse oplysninger, er der under teksten og langs med højre side placeret et billede af Hindsgavl-dolken. Billederne af dolken er kun en visuel præsentation af det skrevne og tilføjer ikke yderlige oplysninger om emnet. Motivet består af dolken fotograferet på sort baggrund. 7.6 Mediet Fatiske funktion Opretholdelsen af kontakten mellem afsenderen (i dette tilfælde Nationalmuseet) og modtageren sker hovedsageligt gennem Natmus.dk s farvevalg og design. Gennem hele siden er farverne holdt i de samme grå nuancer på hvid baggrund. Den eneste anden gennemgående farve er den røde. Den farvekombination, som bliver brugt på forside gør sig også gældende for undersiderne på resten af hjemmesiden. Den eneste farve, der ænder sig, er farven på Krone-logoet i venstre hjørne af menuoversigten. Den skifter farve, alt efter hvilket menupunkt man er inde under. Ændringen er ikke så stor, at den fatiske funktion brydes, og man som bruger føler, at man er inde på en helt ny side. Dertil udgør kronen for lille en del af det overordnede hjemmesidedesign Brugen og placeringen af billeder er også med til at opretholde den fatiske funktion på siden. Derfor er det også mere tydeligt, når billederne enkelte steder på Natmus.dk er med til at bryde den fatiske funktion. Som det er blevet nævnt tidligere, består motivet af de fleste billeder på Natmus.dk af kulturarvsgenstande, som Nationalmuseet er i besiddelse af. Derudover er de fleste af genstandene fotograferet på en sort eller grå baggrund. Men der er nogle steder hvor det ikke er tilfældet, og på nogle enkelte sider, hvor der slet ikke er nogle billeder til at illustrere dét, der skrives om (Bilag 5). Manglen på billeder springer i øjnene, fordi man forventer, at der vil være et billede ligesom på de andre sider man har kigget på. I stedet bliver man præsenteret for en side som hovedsageligt består af en hvid baggrund og en kort tekstbid, f.eks. om hvorvidt 73

74 Huldremosekvinden var blevet myrdet eller ej (Bilag 5). Manglen på billeder gør, at kontakten mellem afsender og modtager svækkes for et kort øjeblik, og den røde tråd mellem de enkelte sider på Natmus.dk bliver svagere. Andre dele af hjemmesidens design er stadig med til at opretholde den fatiske funktion, så som den konsistente brug af farver, men manglen på billeder er nok til at man som bruger et kort øjeblik føler, at man har bevæget sig over til noget andet. Om det er et bevist valg fra Natmus.dk side er svært at sige, men det er det højst sandsynligt ikke. Et andet sted, hvor den fatiske funktion til gengæld brydes bevidst, er når man klikker sig ind på en af Nationalmuseets syv forskningsblogs. Her skiftes der format ved at man bevæger sig fra et hjemmesidedesign til et blogdesign. Det er ikke kun layoutet, der ændrer sig, farverne skifter også. Nogle af bloggenes farver ligger tættere på Natmus.dk s farveskala end andre. Eksempelvis adskiller Kokkepigens blog sig markant fra Natmus.dk ved at have en kraftig, næsten limegrøn farve, som en af hovedfarverne (Bilag 6). Også Nationalmuseets logo har ændret sig. Det kan måske have noget at gøre med Natmus.dk s nylige re-design, enten er de ikke nået til et re-design af bloggen endnu, eller også har de bevidst valgt at beholde det gamle design. Design ændringen og farveændringen bryder den fatiske funktion og er med til at understrege over for brugeren, at man har bevæget sig fra et sted til et andet. Man har bevæget sig fra en type af internet formidling til en anden Navigative funktion. Ud af de fire navigative strukturer, som Thorlacius nævner i sin analyse, er der to af dem til stede på Nationalmuseet hjemmeside. Det drejer sig om hierarkistrukturen og til en vis grad hypernet-strukturen. Den mest dominerende navigative funktion på Natmus.dk er hierarkistrukturen. Som det også blev nævnt i afsnittet om den formale æstetiske funktion, så består den navigative funktion på Natmus.dk af en bjælkemenu øverst på siden, hvorfra man i en dropdown menu kan vælge mellem flere tematiske emner, som f. eks. Danmark, Verden eller Temaer. De valgte emners undermenuer eller undertemaer kommer dernæst til syne lodret ned langs venstre side. Det er i denne menu, at den hierarkiske struktur bliver tydelig. Valgte man at klikke på emnet Danmark i dropdown menuen øverst på siden, vil menuen i venstre side være inddelt i forskellige tidsperioder så som Oldtiden og Middelalderen (Bilag 2). Klikker man på et af disse emner, åbner der 74

75 sig en undermenu, hvor emnerne bliver mere og mere specifikke. f.eks. Oldtid (indtil år 1050) Bondestenalder (4000 f.kr f.kr) Rav Offerfund af rav. Desuden er den aktive side, dvs. den side man er på, markeret med anden skriftfarve i menuen, så man som bruger hele tiden er klar, over hvor man befinder sig henne i hierarkiet. Hypernet-strukturen er til stede på startsiden, hvor man i nederste højre hjørne har mulighed for at klikke sig videre til nogle af de sociale netværk hvor Nationalmuseet også har en profil, som f.eks. Flickr, Facebook eller Twitter. Derudover har man som bruger også mulighed for at besøge museets forskellige blogs. Teknisk set er de stadig en del af museets og dets kommunikation/formidling, men man forlader Natmus.dk s hjemmeside format og havner i stedet i et blogformat. Det bliver gjort tydeligt i designet, at man har bevæget sig fra et punkt til et andet (jf. den fatiske funktion). Der er to steder på siden, hvor der linkes til de syv forskningsblogs. De to adgange finder man enten i bunden af startsiden, hvor man kan se den seneste blogopdatering og klikke sig ind på opslaget eller under menupunktet Historisk viden i menuen øverst på siden. Det er et af de få steder hvor der linkes til noget uden for Natmus.dk (De syv blogs har teknisk set også Natmus.dk som en del af deres Url, men de er ikke længere en del af hjemmesiden Natmus.dk. Derfor kan bloggenes links betegnes som hypernet-struktur.) Hypernet-strukturen er også til stede andre steder på siden, dog i en begrænset form. Under nogle af menupunkterne er der links til relaterede emner eller artikler, som ikke er en del af hjemmesidens tematiske og hierarkiske opbygning. De små billeder i venstre side er nogle gange mere end bare billeder, nogle gange fungerer de også som links til andre dele af hjemmesiden (Bilag 3). Det gør det muligt for brugeren selv at bestemme hvad han eller hun vil undersøge og åbner op for flere valgmuligheder end hvis der kun var den hierarkiske inddeling af siden. Brugeren har dog ikke fuldkommen frihed til at klikke sig rundt, da det der linkes til i venstre hjørne stadig relaterer sig til det emne man læser om i øjeblikket. Opsummering Jeg har i det ovenstående analyseret Nationalmuseets hjemmeside Natmus.dk med udgangspunkt i Lisbeth Thorlacius webanalysemodel. Jeg vil ikke lave en detaljeret gennemgang, men kun ganske kort opridse analysens resultater. 75

76 Analysen af Natmus.dk s afsender viste, at Nationalmuseet er en institution, som tager sin opgave alvorligt. Gennem sidens opbygning og brug af farver, giver Nationalmuseet udtryk for, at indholdet, som kan findes på hjemmesiden, er det vigtigste, i stedet for institutionen i sig selv. Den samme seriøsitet ser man også i Kulturministeriets opfattelse af Natmus.dk s brugere. Brugernes mulighed for at interagere med Nationalmuseet, for eksempel gennem Twitter og Facebook, viser at Nationalmuseet ser deres brugere som interesserede og aktive brugere, som opfordres til at interagere med museet. Analysen af produktet, det vil sige selve Natmus.dk, fokuserede på de æstetiske funktioner og hvordan, de påvirker opfattelsen og oplevelsen af hjemmesiden. Der blev skelnet mellem de formale æstetiske funktioner, som let kunne beskrives, og de uudsigelige æstetiske funktioner som, - på grund af deres uusigelighed- var svære at beskrive. Den formale æstetiske funktion gav gennem de visuelle virkemidler et indtryk af en struktureret og professionel side, hvor man som besøgende havde tiltro til det, som blev formidlet. De uudsigelige æstetiske funktioner er som sagt svære at beskrive, men de var til stede, når Natmus.dk gav de besøgende muligheden for at se videofilm om Egtvedpigen eller zoome ind på Huldremosekvindens klædedragt. Konteksten havde fokus på indholdssiden af produktet og kom til udtryk gennem en referentiel og en intertekstuel funktion. Den referentielle funktion baserede sig på Barthes tre typer af tegn: ikoner, indekser og symboler. På Natmus.dk var den referentielle funktion ikke særlig tydelig og kom kun til udtryk som ikoner, i form at billederne af de forskellige kulturarvsgenstande. Billederne blev brugt som illustrationer for dét de forestillede. Den intertekstuelle funktion var til stede i hjemmesidens logo. Logoet var en silhuet af Solvognen. Solvognen refererer til kulturarven og ved at bruge den som logo for Natmus.dk skabes, der ud fra en fælles kontekst, en forventning til hvad hjemmesiden indeholder. En analyse af koden viste, at Natmus.dk ikke gjorde brug af nogle metakommunikative funktioner, men i høj grad gjorde brug at den intersemiotiske funktion i form af forankrende billeder. Billederne af kulturarvsgenstandene blev brugt som illustrationer til hjemmesidens tekster om genstandene. 76

77 Mediet fungerer som mellemled mellem afsender og modtager. Analysen fokuserede på den fatiske og navigative funktion. Den fatiske funktion fastholder kontakten mellem afsender og modtager og blev på Natmus.dk kun brudt, når man bevægede sig fra selve Natmus.dk til en af museets forskningsblogs. Den navigative funktion viste endnu engang at Natmus.dk gør brug at et klassisk og struktureret webdesign, idet der blev brugt en hierarki-struktur. Hypernet-strukturen var til stede, når man besøgte Nationalmuseets forskningsblogs eller klikkede videre til Nationalmuseets profiler på sociale netværk som eksempelvis Facebook. Metodekritik Efter at have brugt Thorlacius webmodel til at analysere Natmus.dk har jeg stødt på nogle problemer ved brugen af modellen. Modellen er udarbejdet med henblik på at analysere den visuelle kommunikation på hjemmesider. Problemet er, at modellen ikke tager særlig stor højde for, at nogle hjemmesiders kommunikation primært foregår gennem det skrevne, mens den visuelle side kun bruges sekundært og ikke har en høj prioritet. Natmus.dk er et eksempel, hvor Thorlacius analysemodel ikke fungerer optimalt, da Natmus.dk har meget skrabet visuelt udtryk. Nationalmuseets hjemmeside er meget teksttung, hvilket jeg også har gjort opmærksom på flere steder i analysen. Det skal ikke betyde, at Nationalmuseet ikke har gjort sig tanker om hjemmesidens design eller lagt energi i den visuelle kommunikation. Men det er tydeligt, at fokus ligger i det skrevne ord, og at det er gennem teksterne, at den primære information om kulturarven formidles. Fordi Natmus.dk ikke gør brug af særligt mange visuelle virkemidler, har det i nogle tilfælde været svært at bruge de forskellige dele af analysemodellen. Specielt når Barthes begreber ikon, indeks og symbol inddrages, som det er tilfældet med kontekstens referentielle funktion. Havde det drejet sig om en hjemmeside med mange forskellige visuelle virkemidler eller en hjemmeside hvor størstedelen af kommunikationen foregik gennem det visuelle, så havde det måske været lettere at identificere de forskellige elementer i modellen. Thorlacius model gør det heller ikke klart, hvor meget og hvordan man kan kombinere de visuelle aspekter af kommunikationen med det, der skrives på hjemmesiderne. Kodens intersemiotiske funktion, som baserer sig på Barthes begreb forankring, er det 77

78 eneste sted i analysen, hvor man direkte skal tage stilling til det, der kommunikeres rent skriftligt. 78

79 8. Fra diskurs til praksis De to foregående kapitler har henholdsvis været en diskursanalyse af Kulturministeriets rapporter med henblik på at finde ud af, hvordan Kulturministeriet fra politisk side italesætter begreberne kulturarv, digitalisering og formidling, og en analyse af Nationalmuseets hjemmeside for at se, hvordan Nationalmuseet kommunikerer på nettet. Begge disse analyser er foretaget for at kunne besvare opgavens problemformulering, som har til hensigt at undersøge, om Kulturministeriets italesættelser på et politisk niveau også kommer til udtryk rent praktisk. Dette kapitel vil være en diskussion af de to analysers resultater, for dermed at kunne besvare opgavens problemformulering. I de tre analyserede rapporter italesætter Kulturministeriet digitalisering, kulturarv og formidling ud fra fem forskellige diskurser. Det drejer sig om Videns- og dannelsesdiskursen, Effektiviserings-diskursen, Bevarings-diskursen, Tilgængeliggørelsesdiskursen og Formidlings-diskursen. Tre begreber og fem diskurser må betyde, at nogle af begreberne bliver betydningsudfyldt på mere end en måde. Som diskursanalysen viste er, det også tilfældet for begreberne digitalisering og formidling. Begge begreber bliver af Kulturministeriet italesat gennem to diskurser, som hver især kæmper om retten til at betydningsudfylde begrebet. Denne antagonisme mellem diskurserne bliver i rapporterne ikke afløst af en hegemonisk intervention. I stedet italesættes begreberne gennem begge diskurser, uden at der er en klar skelnen mellem, hvornår italesættelsen sker gennem den ene eller anden diskurs. Når der findes disse forskellige definitioner på et begreb, og Kulturministeriet bruger begge begreber i deres rapporter uden at skelne mellem definitionerne, hvilken betydning har det så for den egentlige udformning af hjemmesiden? Eksempelvis viste diskursanalysen, at Kulturministeriet italesætter begrebet formidling igennem to forskellige diskurser. Da dette betyder, at der findes en antagonisme, når det kommer til begrebet formidling, kan man nu også spørge, om det er den ene eller anden diskurs, der skinner igennem på Natmus.dk. Følges Formidlingsdiskursen eller tages der afsæt i Tilgængeligheds-diskursen? Pga. af antagonismerne og den uklarhed, der skabes, når to diskurser forsøger at betydningsudfylde det samme begreb, kan man også stille spørgsmålet, om Natmus.dk i det hele taget følger de 79

80 diskurser, som er kommet til udtryk i Kulturministeriets rapporter, eller om de gør noget helt tredje. Forhåbentlig vil diskussionerne i dette kapital besvare netop disse spørgsmål. Med baggrund i webanalysen af Natmus.dk vil jeg i det følgende undersøge om de fem diskurser kommer til udtryk på Natmus.dk. For at overskueliggøre diskussionen har jeg taget udgangspunkt Thorlacius' afsenderog modtagerbegreb og kigget på, hvem diskurserne er rettet mod. Henvender diskurserne sig primært til Kulturministeriets egne institutioner eller kommer italesættelserne af kulturarven, digitalisering og formidling modtageren til gode. 8.1 Videns-og identitets -diskursen Videns-og identitets-diskursen adskiller sig fra de fire andre diskurser på to punkter. For det første er det den eneste diskurs, som italesætter begrebet kulturarv. Sagt med diskursteoriens begreber findes der ingen antagonismer, og der har på et eller andet tidspunkt været en hegemonisk intervention, som har fastlåst betydningen af kulturarvsbegrebet. Dette betyder også, at der ikke er nogen forvirring omkring, hvordan Kulturministeriet forstår og bruger begrebet. Det andet punkt, hvor Videns-og identitets-diskursen adskiller sig er, at den ikke decideret er modtager -eller afsenderorienteret. De andre diskurser italesætter en eller anden form for handling. Både digitalisering og formidling er noget man gør. Kulturarv derimod er et begreb, som er mere eller mindre håndgribeligt, alt efter om man taler om den materielle kulturarv, og alt hvad det indebærer af stenøkser og gamle bøger eller om man taler om den immaterielle kulturarv, som indeholder kultur og skikke. I Kulturministeriets rapporter blev der ikke skelnet det store mellem det materielle og det immaterielle, når der blev talt om vigtigheden af kendskabet til kulturarven. I Videns- og identitets-diskursen bliver kulturarven italesat som noget vigtigt og som en kilde til viden og personlig dannelse. Derudover bliver kulturarven set som en nødvendighed og en af grundstenene når man som individ skal danne sin identitet og finde sin plads i et nationalt og globalt samfund. 80

81 Som det også blev nævnt i metodekritikken, så har Thorlacius model mest fokus på den visuelle side af webkommunikationen og inddrager ikke det, som bliver skrevet på hjemmesiden i særlig høj grad. Analysen af Natmus.dk viste, at en stor del af hjemmesidens kommunikation i større grad foregik gennem tekster på siden, end gennem det visuelle udtryk. Det visuelle udtryk var overordnet meget minimalistisk og klassisk og gav i højere grad et billede af Nationalmuseet som en institution, der tog deres opgave alvorligt, frem for et billede, af hvad denne opgave var. Gennem det visuelle er det derfor ikke særlig tydeligt at spore Videns- og identitets-diskursen og dens italesættelse af kulturarv. Referencer til Kulturministeriets Videns- og identitetsdiskurs skal i stedet findes i teksterne på hjemmesiden, hvor Nationalmuseet skriver: Nationalmuseet om organisation: Nationalmuseet er Danmarks statslige, kulturhistoriske hovedmuseum og omfatter såvel danske som udenlandske kulturers historie. Det er Nationalmuseets ønske at gøre sine rige samlinger stadig mere tilgængelige, således at de danner et inspirerende udgangspunkt for forskning, undervisning, forståelse og tolkning af kulturhistorien. (Nationalmuseet, 2012c) Mission: Nationalmuseet rummer og udvikler forudsætningerne for, at alle kan få indsigt i kulturhistorien. (Nationalmuseet, 2012b) Disse to citater er en forlængelse af den italesættelse af kulturarven, som gjorde sig gældende i Kulturministeriets rapporter. Hvis man som ganske almindelig bruger besøger Natmus.dk, så er det nok de færreste, som vælger at gå ind og læse om missioner og visioner for museet. Men jeg vil argumentere for, at selve eksistensen af Natmus.dk til en vis grad er et udtryk for Kulturministeriets Videns- og identitetsdiskurs. Det er dog ikke alle aspekter af kulturarvens betydning som kommer til udtryk på denne måde. Kulturarvens betydning for ens personlige dannelse og identitet kommer ikke til udtryk på denne måde. Det er kun det aspekt af diskursen, som italesætter kulturarv som vigtigt, der kommer til udtryk. At kulturarven er væsentlig, 81

82 bliver understreget ved, at der rent faktisk er blevet lavet en side, som handler om kulturarven. Hvis kulturarven og kendskabet til kulturarven ikke var vigtig, så var der heller ingen grund til at have Natmus.dk. Hvis kulturarven ikke var vigtig, så kunne man groft sagt helt lade være med at have en hjemmeside, som præsenterede Nationalmuseets samlinger. 8.2 Diskurser orienteret mod afsenderen Bevarings-diskursen og Effektiviserings-diskursen er de to diskurser, som Kulturministeriet italesætter digitalisering igennem. Som det også blev nævnt i diskursanalysen, så fokuserer begge diskurser på de praktiske aspekter og fordelene ved at digitalisere kulturarven (bevaring) og fordelene ved digitalisering i sig selv (effektivisering). Begge diskurser arbejder på nogle niveauer, som ikke er særligt relevante i en formidlings/kommunikationssitutation mellem en afsender (Kulturministeriet) og en modtager (webbruger), hvis forudsætningen er at øge kendskabet til kulturarven i dannelsesøjemed. Det er som sådan ikke nødvendigt for en besøgende på Natmus.dk at vide, at digitalisering styrker samarbejdet på tværs af institutioner (effektiviserings-diskursen), eller at digitalisering er en optimal måde at bevare og fremtidssikre kulturarven på (bevaringsdiskursen). Derfor kan man sige, at bevarings-diskursen og effektiviserings-diskursen er afsenderorienterede, og det derfor ville være logisk, hvis de ikke kom til udtryk i praksis på Natmus.dk. Webanalysen viser også, at dette er tilfældet. Digitalisering bliver på Natmus.dk ikke italesat ud fra de diskurser, som blev identificeret i rapporterne. Ligesom det var tilfældet med Videns-og identitets-diskursen, så er Natmus.dk til en vis grad et udtryk for en diskurs i sig selv. Det digitale bevaringsaspekt kommer eksempelvis til udtryk i den forstand, at de genstande, som nævnes på Natmus.dk, er genstande som er blevet bevaret på Nationalmuseet. Men der gives ikke udtryk for en bevaringsdiskurs- hverken rent visuelt eller via teksten. Diskurserne er som sagt mere institutionelt orienteret og henvender sig til kulturinstitutionerne og de skal som sådan ikke komme udtryk på hjemmesiderne eller når kulturarven skal formidles digitalt. 8.3 Diskurser rettet mod modtageren Fomidlings-diskursen og tilgængeliggørelses-diskursen er de to diskurser, som Kulturministeriet bruger til at italesætte formidling igennem. Formidling er en 82

83 kommunikativ handling, som er rettet mod en eller anden form for modtager. Da begge diskurser har formidling som flydende betegner og italesætter, hvordan man formidler kulturarven, er der her tale om to diskurser, som er rettet mod modtageren. I Kulturministeriets italesættelse af formidling gennem Tilgængeliggørelses-diskursen bliver formidling ækvivaleret med digitalisering, adgang og tilgængelighed. I diskursen fokuseres der kun på den materielle kulturarv, dvs. de fysiske genstande, som findes i kulturinstitutionernes samlinger. I forlængelse af diskursens genstandssyn, bliver der som oftest talt om digitalisering og adgang til store mængder af kulturarven, som bliver gjort tilgængelig gennem en form for database. I rapporterne tales der blandt andet om formidling via metadata. Webanalysen viser at denne diskurs ikke kommer (særlig kraftigt) til udtryk på Natmus.dk, i hvert fald ikke hvis man skal følge diskursen helt bogstaveligt. Tilgængeliggørelses-diskursen kommer til udtryk, da Nationalmuseet har digitaliseret kulturarven og gjort den tilgængelig på Natmus.dk. Det drejer sig dog kun om et lille udvalg af Kulturarven, og da det ikke er alle af Nationalmuseets kulturarvsgenstande, som er blevet digitaliseret. Man har ikke adgang til større mængder af digitaliserede genstande, men kun til en mindre mængde genstande, særligt udvalgt af Nationalmuseet. Desuden er Natmus.dk en meget teksttung hjemmeside, hvor størstedelen af kommunikationen omkring genstandene foregår via hjemmesidens tekster. Adgangen til kulturarven sker i større grad gennem hjemmesidens tekster, frem for de digitaliserede genstande i sig selv. På Natmus.dk bliver de digitaliserede kulturarvsgenstande brugt som forankrende billeder til hjemmesidens tekst. Når de digitaliserede genstande fungerer som en forankring til teksten, må det betyde, at formidlingen af kulturarven i høj grad ligger i det der bliver skrevet, og ikke kun i digitaliseringen og adgangen til kulturarven. Et enkeltstående billede af en flintekniv med tilknyttede metadata er ikke nok i en formidlingssituation. Havde det været tilfældet, ville det ikke have været nødvendigt at tilføje tekst og bruge billederne som en forankring af den skrevne tekst. Dette leder videre til den anden diskurs som Kulturministeriet italesætter begrebet formidling igennem. I formidlings-diskursen ækvivalerer Kulturministeriet formidling med noget nyt, nyskabende, spændende eller noget, som skaber en eller anden form for 83

84 brugerinteraktion eller aktivitet. Når man kigger på resultaterne fra webanalysen af Natmus.dk, gør alle disse egenskaber sig gældende i større eller mindre grad. Kulturministeriet har i deres rapporter ikke givet nogen konkrete eksempler på, hvad de definerer som nyskabende og spændende formidling, men har i stedet ladet det være op til den enkelte institution at vurdere, hvad der er nødvendigt for at formidle (Kulturministeriet, 2009:13). Så selv om Kulturministeriets formidlingsdiskurs kommer til udtryk på Natmus.dk, så er det måske ikke i så stor grad, som man måske kunne forvente, når man sammenligner praksis med italesættelsen i rapporterne. Det kan diskuteres, hvor nyskabende formidlingen på Natmus.dk er. Analysen af Natmus.dk s formale æstetiske funktioner og navigative funktioner viste, at siden benytter sig af et klassisk webdesign, med få neutrale farver, hierarkisk opbygning, teksttung eller tekstbåren formidling, hvor teksterne fungerer som en forankring (jf. Barthes). Alle elementer, som næppe kan kaldes særlig nye eller nyskabende. Formidling i form af brugerinddragelse og brugeraktiviteter dominerer ikke på Natmus.dk, blandt andet på grund af det meget klassiske webdesign. Men der er dog få områder på hjemmesiden som giver muligheden for brugerinteraktion. Da Kulturministeriet i deres italesættelse ikke gav nogle konkrete eksempler på, hvad de forventede af brugerinddragelse, så vil man kunne argumentere for, at alt, der indeholder den mindste interaktion mellem Natmus.dk og dets brugere, vil kunne betegnes som brugerinddragelse. Derfor kan man også sige, at Natmus.dk s brug af Twitter, Facebook og andre sociale netværk er et udtryk for Kulturministeriets Formidlings-diskurs. Webanalysen viste at der på Natmus.dk både er muligheden for at følge museet på Facebook og for at kommunikere med museet via Twitter. De konative og interaktive funktioner på hjemmesiden opfordrer direkte til en brugerinteraktion, ved at have links til Facebooks like-knap på siden. Som det blev skrevet i diskursanalyse-afsnittet, så bliver formidling i Formidlingsdiskursen i høj grad defineret ud fra det diskursive felt, og hvad formidling ikke er. Formidling bliver italesat som noget mere end bare tilgængeliggørelse. Formidling indeholder noget, som på en eller anden måde kan betegnes som spændende. Den uudsigelige æstetiske funktion i Thorlacius webanalyse kan være en metode til at identificere, hvordan Natmus.dk formidler dette mere, da den fokuserer på de 84

85 uudsigelige aspekter af en hjemmesides kommunikation. På Natmus.dk har man muligheden for at se en Youtube-video om Egtved-pigen og finde ud af, hvordan hendes liv måske udfoldede sig. Brugen af en video til at præsentere en del af kulturarven er mere end ren tilgængeliggørelse fra Nationalmuseets side. Der er blevet arbejdet på at gøre historiske fakta spændende og vedkommende ved at lade museumsdirektøren fortælle om Egtvedpigen. Ved at kombinere den faktiske kulturgenstand med lyd, lys og levende billeder løfter man sig op over noget, som er mere end tilgængeliggørelse. Formidlingsformen synes måske ikke videre nyskabende, men de uudsigelige funktioner, som videoen indeholder, kan gøre det spændende. Den samme uudsigelige funktion er også til stede, når Natmus.dk gør det muligt at zoome helt ind på billederne af de digitaliserede genstande, som bliver præsenteret på hjemmesiden. Dette kan også betegnes som en spændende måde at præsentere og opleve kulturarvsgenstandene på og dermed også være et udtryk for, at Natmus.dk følger Kulturministeriets formidlings-diskurs. Fordi Natmus.dk som udgangspunkt følger en meget klassisk webformidling, er det som sagt begrænset, hvor nyskabende og spændende hjemmesiden som et hele kan være. I stedet kommer Formidlings-diskursen til udtryk gennem få udvalgte elementer på siden. Man har fra Nationalmuseets side gjort mere end blot at digitalisere kulturarvsgenstandene og sørge for adgangen til dem. Når der på Natmus.dk skrives små artikler om udvalgte genstanden og laves videoer om genstandene, så har Nationalmuseet bevæget sig fra ren digitalisering og tilgængeliggørelse, til noget mere. 8.4 Opsummering Det ovenstående har været en analyse og diskussion af, hvordan de politiske diskurser kommer til udtryk rent praktisk på Natmus.dk. Opgaven hovedformål var at finde ud af, hvordan begreberne digitalisering og (digital) formidling af kulturarven bliver italesat af Kulturministeriet. Som det ovenstående afsnit har vist, så er der stor forskel på hvordan, de identificerede diskurser rent praktisk kommer til udtryk på Natmus.dk. Formidlings-diskursen og til en hvis grad Identitets- og dannelses-diskursen er de to diskurser, som kommer tydeligst til udtryk på Natmus.dk. De tre andre diskurser, Tilgængeliggørelses-diskursen, Bevaringsdiskursen og Effektiviserings-diskursen, er mere eller mindre ikke eksisterende. 85

86 Rapporterne er skrevet på et politisk niveau og giver udtryk for en bagvedliggende politisk ideologi og kan groft sagt ses som en politisk hensigtserklæring. At Kulturministeriet italesætter ting, sådan som de ideelt ser dem, betyder ikke, at det rent praktisk kan lade sige gøre. Når der samtidig findes antagonismer mellem Kulturministeriets diskurser og ministeriet lader det være op til de enkelte kulturinstitutioner, at tilrettelægge den egentlige formidling, så må man forvente at rapporternes retningslinjer ikke følges 100%. 86

87 9. Konklusion Denne opgave har været en analyse af henholdsvis tre af Kulturministeriets rapporter og Nationalmuseets hjemmeside Natmus.dk, for undersøge hvordan Kulturministeriet italesætter begreberne kulturarv, digitalisering og digital formidling og, om disse italesættelser rent praktisk kommer til udtryk på Natmus.dk. Til at besvare spørgsmålet om, hvordan Kulturministeriet italesætter de tre begreber, benyttede jeg Laclau og Mouffes diskursteori for at identificere de diskurser, som Kulturministeriet benytter. Diskursanalysen viste, at Kulturministeriet italesætter de tre begreber kulturarv, digitalisering og formidling gennem fem forskellige diskurser. Begrebet kulturarv får sin betydning gennem Videns-og identitets-diskursen. I denne diskurs bliver kulturarv ækvivaleret med tegnene viden, læring, identitetsskabende, personlig udvikling og national identitet. Det er gennem kendskabet til kulturarven og den viden, man opnår ved dette kendskab, at man udvikler sig personligt og skaber sin identitet. Diskursanalysen viste også, at Videns-og identitets-diskursen er den eneste diskurs, som italesætter begrebet kulturarv. Dette er ikke tilfældet med de to andre begreber. Både digitalisering og formidling bliver italesat gennem to forskellige diskurser, som betydningsudfylder begreberne på hver deres måde. Digitalisering bliver italesat gennem Effektiviserings-diskursen og Bevarings-diskursen. Effektiviserings-diskursen ækvivalerede digitalisering med samarbejde, koordinering, centralisering, effektivisering og færre omkostninger. I denne diskurs er det selve digitaliseringsprocessen, som bliver set som et redskab og en metode til at skabe samarbejde, effektivisering og færre omkostninger. Modsat består tegnene i bevarings-diskursens ækvivalenskæde af bevaring, fremtidssikring og beskyttelse. Her kredser digitalisering omkring begrebet kulturarv, og det er set i forhold til dette begreb, at ækvivalenskæden dannes. Kulturarven bevares, beskyttes og fremtidssikres ved hjælp af digitalisering. Diskursteoretisk findes der en antagonisme mellem de to diskurser, idet de begge forsøger at betydningsudfylde begrebet digitalisering. Rent praktisk lægger man ikke mærke til antagonismen, da Effektiviserings-diskursen arbejder på et institutionelt niveau, mens Bevarings-diskursen arbejder på et genstands niveau. Begrebet formidling italesættes gennem Tilgængeliggøreles-diskursen og Formidlingsdiskursen. 87

88 Tilgængeliggørelses-diskursen bliver ækvivaleret med digitalisering, adgang og tilgængelighed. I denne diskurs er der tale om formidling, når en kulturarvsgenstand er blevet digitaliseret og gjort tilgængelig på nettet. Ofte bliver begrebet digtalisering brugt som et synonym for formidling. Dette står i kontrast til Formidlings-diskursens italesættelse af samme begreb. I Formidlings-diskursen ækvivaleres formidling med nyt, spændende, aktiviteter og brugerinteraktion. Det betyder, at det ikke er nok at digitalisere en kulturarvsgenstand og tilgængeliggøre den på nettet. For at formidle skal genstanden indgå i en sammenhæng, som på den ene eller anden måde er spændende, inspirerende eller brugerinddragende. Antagonismen mellem Tilgængeliggørelsesdiskursen og Formidlings-diskursen betyder, at der ikke er et klart billede af, hvad Kulturministeriet anser som formidling. Desuden viste diskursanalysen, at det heller ikke var tydeligt, hvilken af de to diskurser, som Kulturministeriet italesatte begrebet igennem. Antagonismen og den uklarhed, som den skaber, kan dermed i sidste ende have en indflydelse på, hvordan de institutioner, som skal følge Kulturministeriets anbefalinger og udmeldinger, rent praktisk formidler. I besvarelsen af spørgsmålet om hvorvidt diskurserne kommer til udtryk på Natmus.dk, lavede jeg en analyse af Natmus.dk, hvor jeg gjorde brug af Thorlacius analysemodel for webkommunikation. Webanalysen viste, at Natmus.dk gør brug af et klassisk og enkelt hjemmesidedesign, med et meget klassisk visuelt udtryk, hvor der kun bruges ganske få farver. Med undtagelse af startsiden, så er siden teksttung, og gør kun brug af få billeder. Billederne fungerer som en forankring af den skrevne tekst, idet de bruges som illustrationer til det, som skrives om kulturarvsgenstandene. I enkelte tilfælde, har man som besøgende muligheden for at interagere med de digitaliserede genstande, i form af en zoomfunktion der gør det muligt at se kulturavsgenstandene på nært hold. Diskursanalysen og webanalysen dannede baggrund for en komparativ analyse, som viste, at det ikke var alle Kulturministeriets diskurser, som var til stede på Natmus.dk. På Natmus.dk var det kun Formidlings-diskursen og til en vis grad Videns- og identitets-diskursen som kom til udtryk på Natmus.dk. De tre andre diskurser, Tilgængeliggørelses-diskursen, Bevaringsdiskursen og Effektiviserings-diskursen, sås ikke. 88

89 Videns- og identitets-diskursen kommer til udtryk, i kraft af, at Natmus.dk handler om kulturarven og på denne måde viser, at kulturarven er betydningsfuld. Formidlings-diskursen kunne spores forskellige steder på hjemmesiden. Blandt andet når Natmus.dk gav de besøgende muligheden for at interagere med museet gennem forskellige sociale netværk, som eksempelvis Twitter eller Facebook. Det spændende i formidlingsaspektet kom til udtryk når, Natmus.dk gjorde det muligt at zoome og komme helt tæt på nogle af de digitaliserede genstande, eller præsenterede små korte film, som satte nogle af de udvalgte genstande ind i en bredere kontekst. Formidling i form af noget nyt eller nyskabende synes ikke særlig udbredt på Natmus.dk, da der blev gjort brug af et meget klassisk webdesign. Den komparative analyse viste, at ikke alle af Kulturministeriets diskurser var synlige på Natmus.dk, og at de diskurser, som var synlige ikke nødvendigvis kom til udtryk sådan, som det var formuleret i Kulturministeriets rapporter med hensyn til nyskabende, burgerinddragende og interaktive tiltag. 10. Perspektivering - Bagvedliggende ideologier Som nævnt tidligere, så er rapporterne skrevet på et politisk niveau. Når man læser de forskellige diskurser, kan man få indtrykket af, at Videns- og identitets-diskursen er den vigtigste af diskurserne. De fire andre diskurser kredser omkring denne diskurs og bliver set i forhold til, og eksisterer på grund af Videns- og identitets-diskursen. Vidensog identitets-diskursen italesætter kulturarvsbegrebet, som på den ene side er konkret og genstandsorienteret, men som samtidig også er abstrakt og immaterielt. Digitalisering og formidling af kulturarven er kun vigtigt, fordi Videns- og identitetsdiskursen italesætter den danske kulturarv som noget essentielt og vigtig for dannelsen af individet og skabelsen af en (national) identitet. Videns- og identitets-diskursen legitimerer ikke kun de andre diskurser, men også Kulturministeriets fokus på kulturarven. Dermed skulle man tro at netop denne diskurs var synlig på Natmus.dk. Men interessant nok kommer Videns- og identitets-diskursen ikke særlig kraftigt til udtryk på Natmus.dk. Det tætteste man kommer, er de to citater der, blev præsenteret i kapitel 8.1, hvor Nationalmuseet ganske kort fortæller om formålet og visionen for hjemmesiden. Ingen andre steder på hjemmesiden bliver der givet udtryk for kulturarvens betydning. Rent praktisk opfylder Natmus.dk Nationalmuseets formål og vision, da de har gjort en 89

90 del af deres samling tilgængelig og dermed gjort det muligt for alle interesserede at få indsigt i kulturhistorien (Nationalmuseet, 2012b). Som det blev nævnt i diskussionsafsnittet (kapitel 8.1), kan man sige, at når Nationalmuseet vælger at lave en hjemmeside, som præsenterer og formidler den danske kulturarv, så er det et udryk for Videns- og identitets-diskursen. Hvis det ikke lå i Kulturministeriets interesse at udbrede kendskabet til kulturarven, så var der igen grund til at lave en hjemmeside, som specifikt formidler den danske kulturarv. En årsag til at Videns- og identitets-diskursen ikke synes at komme særlig kraftigt til udtryk på Natmus.dk, kan ligge i, at italesættelsen af Kulturarven gennem denne diskurs, ligger på et andet niveau end italesættelsen af formidling og digitalisering. Kulturarv er et mere eller mindre abstrakt begreb, mens digitalisering og formidling er noget man gør. Samtidig er Videns- og identitets-diskursen årsagen til, at Kulturministeriet fokuserer på digitalisering og formidling. På baggrund af dette kan man argumentere for, at Videns- og identitets-diskursen i lige så høj grad er et udtryk for en bagvedliggende ideologi eller agenda. Diskursanalysens formål er at afdække, hvordan der tales om bestemte begreber. Det ligger ikke i dens formål at afdække, hvorfor ting bliver italesat, sådan som de gør. Selvom det ikke ligger i diskursanalysens formål at afdække bagvedliggende motiver eller agendaer, så kan diskurserne stadig bruges som et udtryk for en bagvedliggende ideologi eller agenda. Tager man udgangspunkt i Videns- og identitets-diskursen, så ser Kulturministeriet kendskabet til og viden om kulturarven som en vigtig del af det enkelte menneskes dannelse (Kulturministeriet, 2006:70). Kulturarven skal bruges som et redskab i skabelsen af den enkelte borgers identitetsfølelse. Når Kulturministeriet taler om at skabe en identitetsfølelse, så taler de i høj grad om dansk identitetsfølelse, som skal stå som en modsætning til et globaliseret samfund og det er den danske kulturarv, som er det identitetsskabende redskab (Kulturministeriet, 2009:3). Groft sagt, kulturaven vigtig for at skabe en dansk identitetsfølelse. Årsagerne til dette kan være mange, og dermed er vi tilbage ved noget af det som blev skrevet i kapitel 5.3 om kulturarvsbegrebet. Kulturministeriets store fokus på netop den danske kulturarv, kan måske forklares med nationalstaternes opståen i starten af tallet og den dertil hørende etnos-tænkning, hvor kulturarven blev set som en del af en nedarvet folkesjæl (Jensen, 2008:31). I dag er etnos-tænkningen dog trådt i baggrunden, 90

91 blandt andet til fordel for en mere global opfattelse af kulturarv og nationalitetsfølelse, og folkesjæl ses ikke længere som noget man arver. Selv om etnos-tænkningen er væk, og vi har fået et mere globaliseret verdenssyn, så er nationalstatstanken og resterne af etnos-tænkningen højst sandsynligt en af årsagerne til, at der fra politisk side fokuseres på netop den danske kulturarv. Derudover kan den stigende globalisering og den store angliseringen af samfundet, som blandt andet sker på grund af internettet, være endnu en årsag. Ved at fokusere på den danske kulturarv og dansk identitet og nationalitetsfølelse, kan man ikke kun positionere Danmark i det internationale samfund, men også skabe et modstykke eller modspil til den globale kultur. Dansk kulturarv kan medvirke til at dæmme op for globaliseringen og angliseringen og i stedet forankre en national identitet. Ovenstående er kun overvejelser, da det som sagt ikke har været opgavens formål at undersøge årsagerne til Kulturministeriets italesættelser. Men det ville være oplagt at bruge denne opgaves resultater som baggrund for en undersøgelse af hvilke politiske agendaer eller ideologier, som ligger bag Kulturministeriets italesættelser. 91

92 Litteratur Andersen, N. Å. (2003). Discoursive Analytical Strategies. Bristol: The Policy Press. Digitalisering. (2011, 11 1). Hentet d.5. juni 2012 fra Informationsordbogen.dk: Formidling. (2012, maj 14). Hentet d.16. maj 2012 fra Informationsordbogen.dk: Hvad er "kulturarv". (2012, januar 2). Hentet d.15. maj 2012 fra Kulturstyrelsen: Jensen, E. B. (2006). Kulturarv: et identitetspolitisk konfliktfelt. Gad. Jochumsen, H., & Rasmussen, C. H. (2006). Folkebiblioteket inder forandring: modernitet, felt og diskurs. Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Biblioteksskole. Jørgensen, M. W., & Phillips, L. (1999). Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag. Kulturarv. (2009, januar 31). Hentet d.15. maj 2012 fra Den store Danske: er/kulturarv Kulturministeriet. (2006). Udredning om museernes formidling. Hentet d. 3. april 2012 fra Kulturministeriet: Kulturministeriet. (2008). Digitalisering af kulturarven - Midtvejsrapport fra Digitaliseringsudvalget. Hentet d. 3. april 2012 fra Kulturministeriet: midtvejsrapport-fra-digitaliseringsudvalget/ Kulturministeriet. (2009). Digitalisering af kulturarven - Endelig rapport fra digitaliseringsudvalget. Hentet d. 3. april 2012 fra Kulturministeriet: Kulturministeriet. (n.d.). Nationalmuseet. Hentet d. 16. juli 2012 fra Kulturministeriet: Laclau, E., & Mouffe, C. (1985). Hegemony and Socialist Strategy. London: Verso. Lund, N. D. (2004). Kulturarv: et begreb mellem politik og information. Biblioteksarbejde, pp

93 Nationalmuseet. (2012a). Hindsgavldolken. Hentet d. 26.juni 2012 fra Natmus.dk: fkr/hindsgavldolken/ Nationalmuseet. (2012b). Mission og vision. Hentet d. 26.juni 2012 fra Natmus.dk: Nationalmuseet. (2012c). Nationalmuseet som organisation. Retrieved juni 20, 2012, from Natmus.dk: Nationalmuseet. (2012e). Historisk viden, temaer. Hentet d. 26.juni 2012 fra Natmus.dk: Nationalmuseet. (2012d). Egtvedpigen. Hentet d. 26.juni 2012 fra Natmus.dk: fkr/egtvedpigen/video-egtvedpigen/ Thorlacius, L. (2003, marts 4). Visuel kommunikation på websites. Hentet d. 14.maj 2012 fra Kommunikationsforum.dk: Thorlacius, L. (2004). Visuel kommunikation på WWW. København: Gyldendal. Torfing, J. (2001). Velfærdsstatens ideologisering. In T. B. Dyrberg, A. D. Hansen, & J. Torfing, Diskursteorien på arbejde (pp ). Roskilde Universitetesforlag. 93

94 Bilag 1: Startsiden

95 Bilag 1 : Startsiden 95

96 Bilag 2: Historisk Viden, Danmarks oldtid. 96

97 Bilag 3: Huldremosekvindens dragt. - Et eksempel på Natmus.dk hierarkiske struktur og brug af billeder 97

98 Bilag 4: Huldremosekvindens dragt 2 - Muligheden for at zoome og komme helt tæt på dragten er et eksempel på den uudsigelige æstetiske funktion. 98

99 Bilag 5: Huldremosekvinden-en mordsag? -Et af de få steder på Natmus.dk hvor billeder ikke indgår i sidens design. 99