Martinus Center Klint

Transkript

1 Martinus Center Klint Ugekursus Sept Kend dig selv og du kender hele verden Martinus Institut 1981 Dette kompendium er omfattet af loven om ophavsret og må kun udprintes i enkelte kopier til dit eget private brug. Du må også gerne tage en kopi i digital form, hvis det udelukkende sker til dit eget personlige brug. Læs mere om Martinus Instituts information om beskyttelse og formidling af Martinus værk på Læs mere om ophavsretsloven på

2 Kend dig selv og du kender hele verden Med et kosmisk livssyn viser alt sig at være dybt meningsfuldt. Vores hverdag er i dette lys en korrespondance med et bevidst univers, som giver os den spejling, der er den primære kilde til al udvikling og selverkendelse. Liv efter liv vokser vores medfølelse og intellektuelle forståelse af os selv og verden. Hvordan kan vi med hjælp af åndsvidenskaben forstå livets logiske og kærlige korrespondance og være aktive medskabere af en mere menneskelig verden? Indholdsoversigt Mandag Det evige liv alles lige værdi... 1 En evolution fra det ydre til det indre, fra religiøs instinkt til kosmisk viden...1 LB2: DEV1: LB1: 230, 232 Livsmysteriets løsning...5 LB3: 669 LB2: 314, 315 Det er erfaringerne der udvikler vores medfølelse og begavelse...7 LB6: 2228 LB2: LB1: 211 LB7: 2477 Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag Livets spejlprincip vejen til selverkendelse DEV1: 16.1, DEV2: DEV2: KOSMOS NR. 5, 2014: 4, 5 DEV2: 19.21, LB4: 1262 LB6: 2238 KOSMOS NR. 7, 2008: 7 Martinus indvielse i livet som et spejl...20 LB6: 2128, 2129 LB4: 1093 Overvindelsen af martyriumfornemmelsen til fordel for humanitet...23 LB6: 2294, 2296 KOSMOS NR. 1, 2003: 7 KOSMOS NR. 1, 1981 Kønsroller i forvandling LB1: 130, 131 LB3: , 832, 647 LB4: 1229, 1136, 1137, 1140, 1146, 1209 SMÅBOG 28: 44 LB7: 2564 MARTINUS BREV DIK: 32, 34, 35 KOSMOS NR. 3, 2004 LB5: 1750, 1915, 1916, 1935, 1884 At åbne sig for livets tale LB1: 15 Kærligheden har ingen favoritter...42 LB4: 1496 DEV3: SMÅBOG NR. 12A: 1, 6, 7, 31, 33, 34 SMÅBOG NR. 12B: 1-5, 9-17 LB4: 1335 ARTIKELSAMLING I: , 9.7, 9.12 Vejen til et bevidst samarbejde med Guddommen KOSMOS NR. 1, 2012: 6 LB2: 444 SMÅBOG NR. 3: 28 KOSMOS NR. 5, 2003: 12 LB7: 2575 LB6: 2003, 2008, 2013, 2014 Samtalen med Guddommen har en fysisk og en telepatisk side...58 LB3: KOSMOS NR. 10, 2007: 1-14 Udarbejdet af Sören Grind

3 Mandag Det evige liv alles lige værdi Livets Bog 2 En evolution fra det ydre til det indre, fra religiøs instinkt til kosmisk viden Stk. 449 Dyret har kun sin bevidsthed rettet imod den ydre verden og kender derfor ikke sig selv. Med opdagelsen af sit eget selv bliver det til jordmenneske Det almindelige dyr har altså ingen erkendelse af sit eget væsen. Det oplever kun den ydre verden. Det ser kun, hvad der vedkommer selvopholdelsesdriften. Det er kun koncentreret på sin føde, mage og sit afkom. Men disse foreteelser er alle noget, der forekommer udenfor væsenet. Og kun, hvad der således forekommer udenfor det selv, har det evne til at erkende eller opdage eksistensen af. Det kan naturligvis nok føle smerte, sult og tørst, men ikke engang disse foreteelser kan bringe det på tanker om dets egen identitet som henholdsvis udgørende jeg og det. En sådan fornemmelse kan dyret i renkultur aldrig opleve. Først når det igennem en længere udviklingsperiode begynder at få menneskelige tendenser, vinder en sådan refleksionsevne, som her er nødvendig, langsomt indpas i dets bevidsthed. Men så er det ikke længere et dyr i renkultur, så er det et begyndende jordmenneske. [...] [...] Opdagelsen af det selv, dets egen identitet og væsen, var tankeforeteelser, der først kom langt senere ind i dets bevidsthed. Tigeren, der jager sit bytte, såvel som byttet, der bliver jaget af tigeren, aner absolut intet om sig selv. Hele deres bevidsthed er optaget af ydre foreteelser. Tigeren er en ydre foreteelse for byttet, og byttet er en ydre foreteelse for tigeren. Fundamentet for disse væseners møde eller forbindelse med hinanden skyldes således årsager, der har sin rod i de medfødte automatfunktioner og ligger udenfor deres nuværende dagsbevidsthed. Derimod kommer det i allerhøjeste grad til at ligge indenfor de samme væseners dagsbevidsthed eller viljebefordrende tankesfære, hvorledes dette møde skal forløbe. Her bliver spekulation delvis nødvendig for begge parter. Byttet må udvikle sine tanker og evner i retning af at kunne undgå eller overvinde sin forfølger, og tigeren udvikler sin bevidste tankemanifestation til fremme for den størst mulige angrebsevne eller forfølgelsesoverlegenhed. Men ingen af disse foreteelser tilskynder eller nødvendiggør for de to væsener nogen form for spekulation eller tænkning over dem selv eller deres jeg. Der er endnu ingen livsfare forbundet med ikke at kende sig selv, medens det er overordentligt livsfarligt, for væsenerne på de samme stadier, ikke at kende andre væsener eller de ydre foreteelser. Dette er grunden til, at væsenerne på et vist udviklingsstadium i spiralen fremtræder som væsener, der kun har sansningen eller bevidstheden rettet udadtil imod den ydre verden, medens de endnu er ganske ude af stand til at kunne rette blikket indad imod deres egen indre verden. Det er dette stadium eller afsnit af spiralen, der udgør dyreriget, og hvortil det jordiske menneske endnu hører. Stk. 450 Den mentale forskel imellem det jordiske menneske og dyret Men som før nævnt er det jordiske menneske ikke et dyr i renkultur. Det har nemlig til en vis grad begyndt at opdage sig selv. Det er denne opdagelse, det selv betegner under begrebet jeg. Dette begreb er det første udtryk for væsenets erkendelse af sig selv som adskilt fra den ydre verden. I dette begrebs kølvand 1

4 kommer så alle de andre betegnelser for væsenets selvstændighed eller opdagelse af dets eget væsen. Det siger: min organisme, mit hoved, mine hænder, mine øjne, mit hjerte, mine lunger osv. Det har således efterhånden fået kendskab til sin egen væsensnatur. Dette kendskab er allerede så gammelt hos alle jordmennesker, at det til en vis grad er C-viden eller automatfunktion. Men dette kendskabs horisont er endnu ikke ret stor. Det omfatter i realiteten kun selve den fysiske organisme. De bag denne eksisterende, usynlige eller såkaldte immaterielle, foreteelser er endnu ganske udenfor det almindelige jordmenneskes bevidste horisont, på samme måde som jeget eller væsenets selverkendelse ligger udenfor de væseners bevidste horisont, vi almindeligvis kalder dyr. Og det er da også denne mangel på højere viden eller selverkendelse og de heraf følgende endnu levende tendenser i væsenerne, der danner grundlaget for deres identitets fremtræden som tilhørende dyreriget. Mellem jordmennesket og det almindelige, som dyr opfattede, væsen, er der altså den forskel, at det førstnævnte væsen har jegbevidsthed, medens denne totalt mangler hos sidstnævnte væsen. Jordmennesket er således et væsen, hos hvem jegbevidstheden er i sin første spæde vorden. Dets viden om sig selv strækker sig kun til dets fysiske organisme. Men at denne er en skabt ting, til hvilket det selv er ophavet, og det derfor må have eksisteret forud for denne skabelse og således også vil kunne eksistere i tiden efter organismens ophør eller undergang, kan det endnu ikke gøre sig bevidst i. Det udødelige noget eller jeget i organismen, som udgør væsenets virkelige selv, har det endnu ikke selvoplevet. Jordmennesket har altså det plus fremfor det almindelige dyr, at medens det sidstnævnte væsen kun har opdaget den udenom sin organisme eksisterende ydre verden, har jordmennesket opdaget, ikke alene den ydre verden, men også sin organisme. Stk. 451 Den døende kosmiske bevidsthed får en renæssance i form af det religiøse instinkt i det jordiske menneske Med denne opdagelse, og i kraft af samme organismes mere fremskredne udvikling og den hermed forbundne begyndende udvikling af jegbevidsthed eller sjælelige evner, er det, at den i væsenet døende kosmiske bevidsthed får en ny opblussen, en slags sidste krampetrækning. I denne begyndende spæde jegbevidsthed er der en lidt større udfoldelsesmulighed end i den primitive almene dyrebevidsthed for den aftagende kosmiske bevidsthed. Og denne får således, i form af instinktet, her en renæssance. At instinktet udgør den medfødte kosmiske bevidsthed fra den forudgående spirals intellektuelle zoner, kommer til syne derved, at væsenet, som tidligere nævnt, overfor den ydre verden og de hermed forbundne detaljer eller foreteelser, i princip er indstillet på samme måde som det længere fremme i spiralen fremtrædende kosmisk bevidste væsen. Det ser alle de nævnte detaljer og foreteelser som livsytringer. Denne indstilling er rent automatisk og derfor afslørende sig selv som C-viden, der igen kun kan eksistere som et resultat af en tidligere dagsbevidst tænkning. Igennem de forskellige uddøde naturmenneskearter og helt op til de nulevende mest primitive jordmennesker, ja, helt frem til og dybt ind i de såkaldte civiliserede folkeslag, gør denne fortidige kosmiske bevidsthed i form af instinktet sig gældende. Alt, hvad der kommer ind under begrebet religiøsitet, får således kraft fra denne tilstand i de pågældende væseners bevidsthed. Alle trosformer og de herpå baserede sekter og samfund, hviler ligeledes udelukkende på et fundament af denne fortidige, men nu ubevidste kosmiske bevidsthed. Og det er 2

5 denne ubevidste tilstand, der bevirker, at de religiøse og åndelige foreteelser kun kan blive en trossag. Denne trossag er altså rigtig i sit princip, sålænge den lader væsenerne se alle detaljer, eller kort sagt, alle bevægelser i tilværelsen som livsytringer eller naturkræfterne som resultater af mægtige overfysiske væsener, såsom guder, en guddom eller et forsyn. Sålænge væsenet endnu fast tror på sådanne væseners eksistens, er det endnu under indflydelse af sin tidligere kosmiske bevidsthed, ja, er i princip analog med væsenerne hinsides den store fødsel, kun med den forskel, at disse er dagsbevidste i de højere foreteelser, medens det førstnævnte væsen kun er troende. Det Evige Verdensbillede, bog 1 Symbol nr. 5 Kosmisk bevidstløshed Stk. 5.1 Det ufærdige jordiske menneskes kosmiske bevidstløshed For det menneske, der ønsker at komme til virkelig oplevelse og erkendelse af den absolutte sandhed om livet eller livsmysteriets løsning, er det nødvendigt, at det lærer sig selv at kende til bunds, thi det levende væsens kosmiske analyse er netop i sig selv livsmysteriets løsning. Og vi skal her begynde med at påpege, hvorledes det ufærdige menneske næsten er totalt kosmisk uvidende, hvilket vil sige, at det næsten er totalt bevidstløst med hensyn til sin egen virkelige eller absolutte åndelige eller kosmiske analyse. Stk. 5.2 Det religiøse instinkt Hele det ufærdige væsens religiøse livs fundament er den bevidsthedsevne, vi før har nævnt under begrebet det religiøse instinkt. Igennem verdensgenløsningsprincippet og verdensgenløserne blev dette instinkt ledet ind i forestillinger, der tildannedes som vejledning for de pågældende væseners endnu meget primitive og kosmisk set meget barnlige bevidsthed og manglende intellektuelle begavelse. Det er disse religiøse forestillinger, vi kender som de forskellige religioners trosobjekter, forestillinger om moral og gudsforhold. Stk. 5.3 Hvorfor de religiøse idealer ikke blev givet som videnskab Da væsenerne kun havde en meget elementær, intellektuel begavelse, ville de umuligt kunne være blevet hjulpet ved en hundrede procents kosmisk videnskab. Denne videnskab måtte derfor af verdensgenløserne tillempes, ikke som en virkelig kontrollerbar, eksakt kosmisk videnskab, men derimod som forestillinger, der, om end de opfattedes af tilhængerne som bogstavelige, dog kun var symboler på eller lignelser af brudstykker af den virkelige sandhed. At disse symboler og forestillinger stadigt måtte ændres igennem nye verdensgenløsere til fordel for nye forestillinger og opfattelser alt eftersom tilhængerne voksede frem i erfaringer, viden og humanitet, er selvfølgeligt. Og således nåede menneskeheden frem til livets højeste vejledende forestillinger i religion, kulminerende i Kristi udødelige idealer, der bunder ud i livslovens urokkelige påbud: Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv. Et højere moralsk påbud kan umuligt gives, fordi en væremåde kan ikke være mere guddommelig. Det er netop denne væremåde, der er Guds billede i hvis lignelse mennesket skabes. Men disse høje idealer er også kun tilpasset for mennesker, der endnu beherskes af det religiøse instinkt, mennesker, der endnu kan tro blindt uden nogen som helst trang til eller hunger efter nogen intellektuel udredning eller virkelig, logisk begrundelse, når blot de pågældende idealer er givet af autoriteter. Dette er barneprincippets indstilling til forældreprincippet eller det ufærdige menneskes indstilling til verdensgenløsningsprincippet. 3

6 Stk. 5.4 Menneskets religiøsitet i form af materialisme Men livet står ikke stille, og menneskene bliver ikke stående på det samme udviklingstrin, men fortsætter fremad og opad. Udviklingen standser ikke, før Guds skabelse af mennesket er fuldført. Vi ser i dag millioner og atter millioner af mennesker, navnlig i den vestlige verden, blive behersket af en anden bevidsthedsevne, der har drejet væsenernes religiøse instinkt mere eller mindre bort fra verdensgenløsernes vejledning. Denne evne er intelligensen. Den afføder efterhånden i mennesket begæret efter selv at vide, selv at forske, selv at finde sandheden. Den fører menneskene bort fra deres barnestadium på det religiøse eller kosmiske område. I samme grad som deres intelligensevne vokser, degenererer deres evne til blindt at tro på andres udsagn. Og derfor tror de heller ikke på de overleverede religiøse dogmer eller forestillinger. De accepterer kun, hvad der logisk kan bekræftes eller påvises som kendsgerning. Da disse mennesker således kun kan acceptere forestillinger eller påstande, de selv kan efterforske og opleve som kendsgerning, kan de således i virkeligheden kun acceptere absolut videnskab. Men da de ikke har de kosmiske evner, i kraft af hvilke kosmiske sandheder eller realiteter opleves, kan de kun udforske materien. Og da de ikke tror på andres udtalelser, tror de således heller ikke på kosmiske sandheder eller foreteelser, de ikke selv kan iagttage eller konstatere ved hjælp af fysiske sanser. De kan derfor udelukkende kun blive materialister. De tror, at alt er fysisk, og at der ikke eksisterer noget åndeligt eller kosmisk bevidsthedsliv. De tror således stærkt på døden som et totalt ophør af liv og bevidsthed. De tror ikke på nogen som helst Guddom og regner næsten med, at religiøsitet er en afsporing. De ved ikke, at deres egen stærkt materialistiske indstilling også er et udslag af det religiøse princip, og at deres antireligiøse forestillinger i virkeligheden udgør den afsporing, som de selv bedømmer den almengældende religiøsitets forestillinger til at være. Stk. 5.5 Det absolut eneste fornødne for det ufærdige jordiske menneske Men den materialistiske videnskab kan trods dette bringe menneskene overordentlige store goder, ligesom den kan bringe menneskene umådelige lidelser. Om den store materielle kundskab skal være til glæde og velsignelse eller til krig og lidelse for menneskene er afhængigt af, hvor høj moralsk bevidsthed eller human begavelse de er i besiddelse af. Men når spørgsmålet om, hvorvidt den materialistiske videnskab skal blive til glæde og velsignelse og ikke til sabotage eller ødelæggelse af livet er afhængigt af, hvor høj moralsk bevidsthed eller human begavelse menneskene er i besiddelse af, bliver det denne humane begavelse, der bliver det højeste og absolut eneste fornødne for menneskene, hvis de vil opnå krigens afskaffelse og fredens kroning som fundament for deres skæbnetilstand. [...] Livets Bog 1 Stk. 230 Den jordiske videnskab er ved at glide ind på tanke- og sjæleliv. Kvalifikationer for at blive autoritet på åndsforskningens område Den jordmenneskelige videnskab vil således nu begynde at glide ind på åndelige planer, hvilket vil sige det samme som, at dens forskningsobjekter bliver det såkaldte tanke- og sjæleliv. Men en autoritet i denne forskning kan jo kun et væsen blive i forhold til det område af tankeklimaer og sjæleliv, det selv har overvundet og behersker. Et individ, der endnu bliver behersket af lavere tendenser, kan jo aldrig blive nogen autoritet overfor et væsen, der forlængst har overvundet de nævnte tendenser. Sålænge et væsen er alkoholist, kan det jo ikke 4

7 [...] Som det fremgår af stykke 558 i Livets Bog, kommer disse grundfacitter til syne som levende kendsgerninger, når den udviklede forsker mediterer over sig selv. Og vi vil nu med støtte af symbolet indprente os denne livsgådens altomfattende løsning i vore hjerner og derfra i vore hjerter og bevidstheder. Thi med forståelsen af nævnte symbols tale vil forskeren aldrig mere kunne være det samme væsen som før forståelsen. Ja, selv i tilfælde, hvor denne endnu kun er teoretisk, vil han her alligevel have modtaget noget af den Faderens og Sønnens og hellige ånds dåb, der skulle gøre alle mennesker til Verdensgenløserens disciple, hvilket igen vil sige: Guddommens disciple i humanitets- eller kærvære nogen ekspert i en afholdsbevægelse. Da den zone, videnskaben er ved at glide ind i, er en kærlighedszone, kan væsener, der ikke er nået ret langt frem i udvikling af kærlighed, ikke blive nogen som helst fremragende autoritet i den zone, ganske uanset hvor meget fysisk kendskab og viden de så end måtte sidde inde med. Naturligvis må den fysiske viden ikke foragtes, tværtimod, den er en overordentlig stor og vigtig faktor, uden hvilken ånds- eller kærlighedsvidenskaben aldrig ville komme til at kunne sætte helt fuldkomne blomster eller frugter. Gennem den fysiske videnskab bliver menneskeheden jo netop ledet frem til kærlighedszonen. Og gennem samme videnskab har den fået udviklet evnen til at kunne gå en højere bevidsthedsform i møde. Stk. 232 Gennem lidelse og smerte udvikles individet til en forklaret tilværelse. Videnskaben bliver vanskeligere og vanskeligere at bevise for de væsener, der kun kan sanse på det materielle plan. Ingen vej udenom en forædling af sjælelivet for at opnå højere viden og kundskab eller synet af Gud [...] Med denne kærlighedsudvikling degenererer altså de dyriske evner og anlæg, og væsenet bliver således et mere og mere diskvalificeret dyr, bliver mere og mere til menneske. Og det er de forskellige grader i denne forvandling, der repræsenterer jordmenneskets forskellige karaktertrin. Men samtidig med at individet således får udviklet følelsesevnen og bliver sansedygtig i følelsesenergi, begynder det jo derigennem at modtage en ny form for erfaringer, hvilket vil sige erfaringer, som et følelsesfattigt individ ikke kan modtage. Når denne følelsesviden går i harmoni med samme individs intelligensviden, opstår som tidligere nævnt kærlighedsviden, der er det samme som visdom, samtidig med, at det under denne bevidsthedstilstand får intuitionsevnen eller det kosmiske klarsyn udviklet. Dette vil altså igen sige det samme som, at jordmenneskenes videnskab vil blive forvandlet til kærlighedsvidenskab i samme grad, som dens ophavs følelsesstandard forædles eller nærmer sig det rigtige menneskerige. Men i samme grad som den nærmer sig dette rige, begynder den jo også at hæve sig op over det fysiske plan. Og i samme grad som den hæver sig op over det fysiske plan, bliver den mere og mere utilgængelig for de væsener, der ikke har følelses- eller kærlighedsevnen udviklet. Og det bliver således sværere og sværere at bevise dens erfaringer og kendsgerninger for væsener, der endnu kun sanser på det materielle plan, ja endog i tilfælde, hvor disse fremtræder som videnskabsmænd af den nuværende almindelige standard. Vi ser således, at vi aldrig på nogen som helst måde kan komme udenom en forædling af bevidstheds- og sjælelivet for at komme til en højere viden og kundskab. Og uden en højere viden eller kundskab ingen adgang til den evige sandhed eller til det altgennemtrængende syn af Gud. Livets Bog 3 Stk. 669 Formålet med symbol nr. 11 Livsmysteriets løsning 5

8 lighedsvidenskab. Dåb er jo i sin dybeste analyse det samme som indvielse, der igen er det samme som oplysning. Og denne indvielse eller oplysning forekommer ikke i nogen som helst fuldkomnere form end i livets egen direkte tale. Og det er denne tale, vi her i form af symbol nr. 11 skal gøre til genstand for den udviklede forskers meditation. Livets Bog 2 Stk. 314 Jegets identitet som et treenigt princip, og dette princip udgørende betingelsen for et levende væsens manifestationer Jeget kan således i sin egennatur ikke udtrykkes at være noget menneske, dyr eller plante. Ja, det kan end ikke påberåbes at udgøre nogen som helst form for levende væsen, og er dermed i sin egennatur også afskåret fra at kunne udgøre nogen som helst form for guddom. Alle former for levende væsener, guddomme såvel som mennesker, dyr og planter etc. er noget ganske andet end jeget. Hvad er da de levende væsener? De levende væsener er hverken mere eller mindre end blot og bart fortsat skiftende situationer, udløst af jegets tilknytning til stoffet eller materien. De nævnte væsener er således kun krusninger på materiens eller stoffets overflade ligesom bølgerne på overfladen af en sø, men kun med den forskel, at medens krusningerne på søens overflade er skabt af den usynlige vind, er krusningerne i materien eller stoffet skabt af det usynlige jeg. Alle former og ting er således i sig selv livløse og skylder udelukkende det bag ved eksisterende usynlige noget, der igennem de samme former og ting indirekte bliver åbenbaret som jegerne, deres fremtræden og eksistens. Jeget eller dette usynlige noget bag enhver organisme, bag enhver form eller ting, er således den dybeste eksisterende årsag til alt, hvad der kan sanses, opleves og manifesteres. Alt er livløst, alt er stilhed, alt er lig intet uden dette noget eller uden et jeg. Materien uden et jeg er således lig intet, ligesom jeget på samme måde uden materie faktisk bliver lig intet. Det er igennem materiens eller stoffets krusninger, hvilket altså vil sige, igennem bevægelserne eller skabelsesprocesserne i nævnte materie, at vi bliver i stand til at dokumentere jegets eksistens. Men uden disse bevægelser eller skabelsesprocesser ville vi aldrig nogen sinde være kommet til at opleve materien. Den ville uden jeget også være ganske umanifesteret. Ligesom bølgerne på søens overflade ikke kunne blive til uden vinden, således kunne bevægelserne i materien heller ikke blive til uden jeget. Vi er således her kommet til to uadskillelige realiteter: jeget og materien. Vi har set, at den ene realitet ikke er noget som helst uden i forbindelse med den anden og omvendt. De eksisterer således ikke adskilt, men er evigt i fælles optræden, ja, er så uadskillelige, at de tilsammen i virkeligheden kun danner én realitet. Denne realitet består altså, som her påvist, af to af hinanden absolut afhængige principper. Men da den af disse to principper sammensatte enhed udløser energi eller bevægelse, og denne bevægelse igen afslører sig som logisk ledet, hvilket vil sige udløser sig i planmæssig skabelse, afslører de nævnte to princippers samarbejde et tredje princip, nemlig: bevidsthed, hvilket igen vil sige evnen til at skabe og opleve. Til dette sidste princip er de to første ligeså uløseligt knyttede, som de indbyrdes er uløseligt knyttede til hinanden. Dette kommer urokkeligt til syne igennem den realitet, som efterhånden i mine analyser bliver til kendsgerning, nemlig den, at alt i verdensaltets struktur afslører intelligens eller logik, hvilket igen vil sige, afslører at det fremkommer for at opfylde et nyttigt formål, og ved hvilket det guddommelige ord alt er såre godt dermed bliver til absolut 6

9 virkelighed. Jeget er således knyttet til to andre principper, med hvilke det danner en uløselig enhed. Og det er denne enhed, vi igen kender i tilværelsen som udgørende et levende væsen. De nævnte tre principper: jeget, bevidstheden eller skabeog oplevelsesevnen og materien eller stoffet, hvilke tre principper vi allerede henholdsvis kender som: X1, X2 og X3, udgør således lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at et noget kan fremtræde som et levende væsen. Stk. 315 Jeget er evigt, men dets frembringelser er timelige eller dødelige Men da jeget eller det guddommelige noget ikke er en skabt ting og i sig selv derved er hævet over tiden og rummet, har det været til i al evighed. Det har således absolut ingen begyndelse og kan umuligt få nogen afslutning. Alt, hvad der kommer ind under disse begreber, ligger på et andet plan end selve jeget, idet disse kun kan være situationer vedrørende de af jeget i materien eller stoffet frembragte ting. Jeget vil således altid være forud og bag efter frembringelsen. Og det er netop herigennem, det bliver synligt som hævet over tiden, idet denne nemlig kun kan være udtryk for forløbet af skabte tings eksistens fra deres tilblivelse til deres ophør. Men da skabte ting kun udgør jegets reaktioner i stoffet eller materien, bliver jeget således også selve tidens herre og skaber. Desuden vil det jo være en kendsgerning, at hvis der havde været en tid, hvor jeget var uden bevidsthed og organisme, hvilket igen vil sige, uden skabeevne og materie, skulle disse to realiteter være blevet til af intet. Men det er jo en umulighed. Noget kan ikke blive til af intet. Da de nævnte realiteter desuden lige akkurat udgør hovedbetingelserne for enhver form for skabelse, vil en sådan altså være totalt udelukket på et tidspunkt, hvor jeget var ganske uden disse. Jegets tilknytning til skabeevnen og stoffet har således også været til i al evighed. Nævnte skabeevne er altså ikke en skabt ting, men udgør et evigt princip, der kommer til syne i en evig fortsættende strøm af variationer. Med hver ny variation bliver jeget i stand til at frembringe en tilsvarende ny indvirkning eller reaktion i materien. Det er denne reaktion, vi kalder: en skabt ting. En sådan ting har altså en begyndelse og en afslutning og bliver derfor at udtrykke som timelig eller dødelig, hvilket igen vil sige en ting, der engang har begyndt og igen skal ophøre. Det, der er timeligt eller dødeligt i tilværelsen, er således ikke den af de tre X'er bestående enhed, der udgør selve det levende væsen, men derimod nævnte væsens frembringelser eller de skabte ting. Livets Bog 6 Det er erfaringerne der udvikler vores medfølelse og begavelse Stk Medlidenhedsevnens tilblivelse Som vi allerede ved, er udvikling det samme som erfaringsdannelse. Det uudviklede menneske vil stadig kollidere med de af samfundets og naturens love, det endnu ikke kender og derfor ikke kan overholde. Derved opstår lidelserne eller den såkaldte ulykkelige skæbne. Denne lidelsernes skæbne er absolut det eneste, der kan ændre væsenets plads på udviklingsstigen. Lidelseserfaringerne opsummerer sig i væsenets bevidsthed. Disse kan i første omgang gøre væsenet bitter imod Gud og menneskene, idet det slet ikke forstår meningen eller den guddommelige kærlighedsplan, der ligger skjult i dets skæbne. Men selv om væsenets organisme skal dø, så dør dets sjæl eller psyke ikke, og de her opbevarede erindringer udslettes ikke. Men, som vi senere skal se, overgår lidelseserindringerne, der er billeder eller kopier af oplevelserne, som mellemkosmiske elektriske impul- 7

10 ser til et særligt batteriorgan i skæbneelementet for herfra igen i det kommende ny jordliv atter at kunne overgå til væsenets fysiske dagsbevidsthed og gøre sin virkning. Denne virkning bliver dog ikke af væsenet oplevet eller sanset som erindringer. Denne evne er endnu forbeholdt et senere udviklingsstadium i det store spiralkredsløb. Nævnte erindringsimpulser bliver derimod i væsenets kommende liv overført til væsenets fysiske dagsbevidsthed som en evne til i påkommende tilfælde mentalt eller sjæleligt at opleve andre levende væseners lidelse. Denne evnes kapacitet eller styrke vil således være afhængig af, hvor stort et område af lidelseserindringer, man har fået opsummeret i sit skæbneelement i tidligere liv. Denne evne til sjæleligt at fornemme andre levende væseners lidelse kendes under begrebet medlidenhedsevnen, der i virkeligheden er det samme som næstekærlighedsevnen. Livets Bog 2 Stk. 634 Erindringerne fra tidligere liv og deres betydning for væsenets nuværende sansning Men i kraft af de mange lidelseserfaringer, væsenet igennem jordlivene har gennemgået, har det fået en tilsvarende ny evne. Denne evne er det samme som det, vi kalder fantasi. Nævnte evne er igen udelukkende baseret på eller bygget op af erindringer fra tidligere jordliv eller tilværelser. Og de erindringer, der således har sat deres dybeste spor i væsenets bevidsthed eller fantasi, er naturligvis dem fra lidelserne eller pinslerne, det har gennemgået. Men erindringerne herom adskiller sig fra erindringerne fra dets nuværende jordliv derved, at medens disse hovedsageligt fremtræder i dagsbevidstheden med fuld realistisk detaljering, mangler denne ganske hos erindringerne fra tidligere jordliv. Hvad er det da, der er tilbage i bevidstheden af disse erindringer fra denne væsenets fjerne fortid? Det er en genkendelsesevne. Erindringernes store rolle i individets sansning er, som bekendt, dette, at sætte individet i stand til at genkende. Man vil således lægge mærke til i enhver form for sansning, hvor stor en rolle denne genkendelsesevne spiller. Hvis man står overfor en oplevelse, hvortil man ikke kender noget fortilfælde, kalder man det oplevede i en sådan situation noget nyt. Dette nye er man ganske uforstående overfor, i samme grad som man mangler fortilfælde af lignende natur i sin bevidsthed. Og man spekulerer over, hvad det mon kan være. Men denne spekulation er netop kun en mobilisering af ens erindringsmateriale. Hvis man nu i dette materiale finder nogle erindringer, hvis detaljering er analog med nogle af detaljerne i det nye, man står overfor, vil man ganske automatisk forstå disse detaljer, medens man vil være uden forstand på de detaljer, som man ikke kan finde analogier til i sin bevidsthed. Gådens løsning kan da kun erhverves ved ren praktisk undersøgelse, hvorved man tilegner sig kendskab til de ukendte detaljers natur og virkefelt. Dette ny kendskab bliver så til erindringer, ved hvilke man kan genkende den samme situation ved et nyt møde uden at skulle gentage den rent praktiske undersøgelse. [...] [...] Det er ikke så meget de ydre bogstavelige detaljer ved en foreteelse, som det er princippet eller kernen bag detaljerne, vi bevarer i vor erindring som et middel til en genkendelse af et nyt møde med den samme foreteelse. Derfor kan foreteelsen til en vis grad godt være forandret, og vi vil dog genkende den, ligesom vi var i stand til det med hensyn til toget. Et kulturmenneske skelner med lethed imellem en menneskelig frembringelse og naturens foreteelser, selv om det naturligvis ikke altid med det samme aner frembringelsens særlige natur eller mission. 8

11 Stk. 635 Erindringerne fremtræder i to faser Erindringen giver os således evnen til at genkende princippet eller kernen i beslægtede oplevelser. Og vi kan derfor inddele den i to faser. Den første fase er den, i hvilken vi alle oplever den som ren og skær hukommelse, og hvor den giver os en klar detaljering af en særlig bestemt oplevet foreteelse. Den anden fase er den, i hvilken den ikke mere udgør en klar bogstavelig detaljering af den oplevede særlige foreteelse og derfor kun er tilbage i bevidstheden som en kundskab om foreteelsens princip eller kerne. Men et kendskab til en foreteelse, hvis detaljer vi ikke mere husker, fornemmer vi ikke mere som en erindring. Nu er den nærmest at betragte som en ny evne eller et talent. Hvis vi tænker os, at et væsen i sit nuværende jordliv gennemgår en meget svær sygdom, f.eks. kræft, vil denne oplevelse i dets bevidsthed skabe en fremragende viden om nævnte sygdoms detaljering eller symptomer. I dets nuværende jordliv vil denne viden stå som en meget realistisk eller fundamental erindring og udgør altså fase nr. 1. Men når nævnte jordliv forlængst er ophørt, og det igen fødes i et nyt liv, har det ikke mere denne viden som en bevidst erindring. Men at den, trods dette, alligevel er til stede i dets bevidsthed kommer til syne i dets indstilling til eller forståelse af enhver kræftpatient, det eventuelt måtte møde i det nye jordliv. Det viser sig her, at det i særlig grad har evne til at sætte sig ind i nævnte patients kvaler og lidelser, kan gøre sig den syges tilstand helt levende i sin egen mentalitet. Dette vil igen sige, at det ubevidst kan forbinde dette sit møde med kræftpatientens tilstand med sin egen fortidige, men nu ukendte eller glemte, oplevelse af den samme eller beslægtede ting. Og det er i virkeligheden denne glemte oplevelses princip, der bliver levende for det, uden at det derfor bliver klar over, at dette princips levende billede i dets egen bevidsthed af den andens sygdom i virkeligheden kun er reminiscenser af dets egen oplevelse af den samme foreteelse i en ukendt fortid. Denne levendegørelse af andres lidelser i individets egen bevidsthed sker udelukkende i kraft af en ubevidst mobilisering af dets egne erindringer fra fortidige liv, men fremtrædende i fase nr. 2. Stk. 636 Jordzonens ældste. Verdensgenløserne er jordmentalitetens salt Hvis væsenet derimod ikke har oplevet noget som helst i retning af kræftsygdom eller en anden sygdom af lignende art, har det ikke noget, ved hvis hjælp det kan levendegøre et andet væsens nuværende sygdom i sin egen bevidsthed og kan derfor ikke realistisk fatte eller forstå den. Og det vil derfor overfor et sådant væsen fremtræde som koldt eller ufølsomt. Med andre ord, det har ingen evne til at føle medlidenhed. At det ikke har denne evne vil således igen sige det samme som, at det er ude af stand til at fornemme eller sanse andre væseners lidelse i dets egen bevidsthed. Vi ser således her, hvor stort et plus det er for det levende væsen at have gennemgået lidelser. Jo flere lidelser, det i tidligere liv har oplevet, desto større erindringskvantum kan det (om end ubevidst) mobilisere eller betjene sig af ved ethvert møde med andre væsener, der befinder sig i lidelse, eller med andre ord, desto større forståelse har det af, hvad det ser eller bliver vidne til. Og i tilsvarende grad som det har virkelig forståelse af, hvad det bliver vidne til af lidelse, desto større medfølelse opstår der i det samme væsens bevidsthed overfor medvæsener i denne lidelse. Men det er ikke alene i lidelsesfelter, at erindringerne overføres til fremtidige liv som plus for sanseevnen. Det samme princip gælder naturligvis også i alle andre oplevelsesfelter og skaber også her forståelse. Og med den realistiske forståelse svinder al indignation eller bitterhed bort. Væsenet bliver tolerant. I samme grad som et væsen igennem jordlivene har fået oplevelser på alle forekommende jordmenneskelige felter eller foreteelser i det dræbende princips zone, i 9

12 samme grad får det i sin bevidsthed samlet sig erindringsmateriale. Og jo større materiale, det således har i sin bevidsthed, desto mere kan det mobilisere til hjælp for levendegørelsen eller forståelsen af de samme felter, når det bliver konfronteret med disse i kommende nye jordliv. Og desto mere væsenet således i sin bevidsthed kan mobilisere til hjælp for sin forståelse af de forskellige foreteelser, det møder i det daglige liv, desto mere fuldkommen bliver dets optræden overfor disse. Medens det i tidligere jordliv blev fortvivlet og hjælpeløs i sin egen lidelse og ganske ufølsom overfor andre væseners lidelse, bliver det nu ganske rolig overfor sine egne og medfølende overfor andres genvordigheder. Medens det i tidligere oplevelser af andre væseners kontrære forhold til dets egen fremtræden, på grund af uvidenhed (manglende erindringsmateriale i de pågældende felter), var ganske uforstående og derfor blev irriteret, blev vred og hadefuld på disse væsener, bliver det nu (på grund af det senere erhvervede, men nu ubevidste, erindringsmateriale fra de samme felter), fuldt ud virkelig forstående overfor de pågældende væsener. Og hermed falder hele grundlaget bort for indignation og vrede. Væsenet bliver stiltiende, men hjælpende og vejledende, hvor det kan. Og det gamle ord, den kloge tier altid stille, får her en vis logisk begrundelse. Det er et sådant væsen, der vender den højre kind til, når det bliver slået på den venstre. Det ved, at ethvert væsen, der manifesterer ufuldkommenhed, ikke ved, hvad det gør, og at al indignation og intolerance imod et sådant væsen derfor er uretfærdig og således både uberettiget og tåbelig. Man forstår her den enorme betydning, de fortidige oplevelser har i individets udformning af dets nuværende liv, og hvorledes denne udformning igen får betydning for det samme væsens kommende nye jordliv. Og det er let at indse, at væsener med overdådigt erindringsmateriale fra lidelsesfelter i fortidige jordliv må være ganske anderledes i deres bevidsthed og fremtræden i deres nuværende jordliv end de væsener, der endnu kun har relativt lidet erindringsmateriale fra nævnte liv. Og disse førstnævnte væsener bliver da også her at udtrykke som jordzonens ældste, selv om denne deres identitet naturligvis er ganske uafhængig af deres nuværende fysiske alder. Det er de ypperste af disse erfaringsrige væsener, vi kalder vismænd, virkelige profeter og verdensgenløsere. Det er disse sidstnævnte væsener, der er jordmentalitetens salt og frier menneskeheden fra fortabelse eller fordærv, alt eftersom den får udlevet lidelseszonen og råber efter livsmysteriets løsning, råber efter fred og harmoni. Det er verdensgenløserne, der fører menneskeheden imod den højeste kultur, der mere og mere er baseret på ånd og intellektualitet. Livets Bog 1 Stk. 211 Individets mørke- eller lidelseserindringer bliver kopieret i kærlighedsmaterie og opleves som salighed. Hvorfor tiden læger alle sår. Salighedsriget Da jordmennesket hører dyreriget til, og dets tilværelser og livsbetingelse, dets natur og karakter har været befordringen af det dræbende princip, vil dets erindringsmateriale i tilsvarende grad hovedsageligt være mord-, drabs-, kamp- og lidelseserindringer. Men efterhånden som disse erindringer har udløst deres mission ved individets karakterudvikling, gennemgår de en åndsproces, efter hvilken de fremtræder som kopier af deres oprindelige tilstand, men med den forskel, at medens de i den nævnte tilstand fremtrådte som lidelses- eller tyngdeerindringer, fremtræder de efter forandringen som fuldstændige kopier af disse, men opbygget i kærlighedsmaterie. Dette vil igen i en fysisk lignelse sige, at de nævnte erindringer fra at fremtræde som jernbilleder bliver omskabt til at fremtræde i ædlere metaller f.eks. guld. Alle erindringer, selv om de er nok så mørke 10

13 og uhyggelige, vil således, efterhånden som de har udfyldt deres mission i individets bevidsthed, efterlade sig kopier i kærlighedsmaterie, der jo udgør den åndelige verdens ædleste metal eller guld. Alle mørke erindringer vil derfor altid, efterhånden som tiden går, komme til at stråle i et stedse tiltagende forherliget skær. Og det er udviklingen af dette forherligede skær om erindringerne, der ligger til grund for dette, at tiden læger alle sår, ligesom det samme skær naturligvis i stor udstrækning også er befordrende for enhver form for forsoning eller tilgivelse af uret. [...] Livets Bog 7 Stk Kærligheden er, om end ubevidst for væsenet selv, en fornemmelse af den enhed eller samhørighed, det udgør med alle andre levende væsener på det højeste bevidsthedsplan Den absolutte virkelighed kommer således frem i væsenernes fornemmelsesområde som en dragning imod andre levende væsener. Det er denne dragning, der i sin højeste fremtræden kommer til udtryk som den virkelige og absolutte sympati eller kærlighed. Det er derfor, at denne kærlighed i væsenerne afføder trangen eller lysten til at glæde og kærtegne andre levende væsener. Den er i virkeligheden, om end endnu ubevidst for væsenerne selv, en genkendelse af vort jegs identitet med vore medvæseners jeg og det herpå baserede guddommelige slægtskab eller vor kosmiske familiesamhørighed med alt levende. Det er således dette guddommelige slægtskab og kosmiske samhørighed, der kommer til udtryk igennem kærlighedsevnen. Kærligheden føles som en meget stærk dragning imod de væsener, der er dens objekt. Man ønsker at gøre livet lettere for disse væsener. Man ønsker at glæde og behage dem. Man vil hellere selv lide, end at man vil have, at disse væsener skal komme til at lide. Man føler trang til at kærtegne dem, trang til at knuge dem ind til sig, være ét med dem. Når væsenerne i kraft af kærligheden trykker sig så tæt og inderligt sammen som muligt, ligger det i virkeligheden i ønsket hos parterne om at være fuldstændig ét med hinanden, ikke blot mentalt, men også fysisk. Hvis parternes fysiske legemer kunne gå ind i hinanden og ikke var forhindrede deri i kraft af den faste, fysiske materie, de består af, ville de fuldstændig smelte sammen og i ydre udseende kun være at se som ét legeme, selv om de mentalt set stadig ville være to individualiteter. Kærligheden forener således væsenerne mentalt set. Der hvor kærligheden, altså lysten til at manifestere lys og glæde for andre væsener, dominerer, der dominerer fuldkommenheden, lykken og saligheden. Der er væsenerne ved at blive bevidst i at være identisk med alt øvrigt liv i verdensaltet og dermed på vej til at blive ét med Gud og fremtrædende som mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Dette vil igen sige, at ethvert sådant menneske er blevet en kærlighedens sol, der på uselvisk måde lyser og varmer på alt og alle. 11

14 Tirsdag Livets spejlprincip vejen til selverkendelse Det Evige Verdensbillede, bog 1 symbol nr. 16 Evighedslegemet Stk Alt undtagen jeg'et er bevægelse Vi er nu kommet så langt frem i vort studium af verdensaltet eller livsmysteriet, at vi har set, at alt hvad der overhovedet eksisterer som tilgængeligt for direkte sansning, er identisk med bevægelse, hvad enten det er faste, flydende, luftformige eller stråleformige materier, hvad enten disse materier er stof for materielle eller skabte foreteelser, eller de er stof for alle eksisterende mentale opbygninger, ideer og tanker. Stk Hvorledes det bliver let at se årsagen til menneskenes lyse og mørke skæbne og dermed til den urokkelige retfærdighed i verden Vi ved allerede, at alle de levende væsener er Guds organer for manifestation eller skabelse. Det vil altså sige, at alle levende væseners manifestationer og skabelser tilsammen udgør Guds manifestation og skabelse. Ethvert levende væsen er således et redskab for udløsning af energi og bevægelse. Da bevægelse ikke kan gå i lige linie, må den gå tilbage til sit udspring eller ophav. Det er meget vigtigt at komme til at forstå dette, thi gør man det, vil det være let at se årsagen til menneskenes lyse og mørke skæbne, ligesom den evige og urokkelige retfærdighed også kommer til syne som absolut virkelighed. Stk Skæbnens struktur og lov I henhold til denne bevægelsernes tilbagekomst til sit ophav, bliver det levende væsen således her synligt som et center, hvorfra energier og dermed bevægelser udgår, og hvortil de kommer tilbage. Da denne funktion evigt finder sted hos det levende væsen, bliver den her synlig i sin inderste, kosmiske analyse som en bevægelsesophobning. Da enhver bevægelse i denne ophobning danner kredsløb, idet den udgår fra jeg'et og kommer tilbage til dette, og da disse bevægelser igen udgår i alle mulige retninger, danner de tilsammen en kugleform omkring jeg'et. Denne kugleform eksisterer dog ikke som noget, der er tilgængeligt for noget direkte sansesyn, hverken clairvoyant eller fysisk. Det er kun kosmisk eller højpsykisk set, at dette kan konstateres. Dette syn er højt hævet over alle former for sansning igennem almindelige fysiske og psykiske sanser. Vi kan derfor kun symbolisere denne kosmiske bevægelsesstrukturs udgående og tilbagevendende bevægelsesarter fra og til ophavet. Disse bevægelsesarter udgør tilsammen væsenets livsoplevelse, der igen er det samme som væsenets skæbne. Da bevægelserne kun kan gå i kredsløb, hvad enten de er fysiske eller åndelige, kan vi symbolisere dem som gående i en bue ud fra ophavet og tilbage igen til dette. Hver eneste tanke, der er udløst imod omgivelserne og således udgør en handling, er altså en bevægelse, der ikke kan gå i lige linie, men kun kan gå i et kredsløb tilbage til sit ophav. Dette er i al sin enkelthed skæbnens struktur og lov. Medens X1 og X2 ikke er skabte foreteelser, men derimod er evige og derfor kun kan udtrykkes som Noget, som er, er bevægelsesarterne det samme som X3, der igen er det samme som skabte foreteelser. Stk Bevægelserne er jeg'ets livsoplevelse og skæbne Disse bevægelsesarter er ikke blot de bevægelsesarter, vi almindeligvis kalder bevægelse, men det er også de foreteelser, vi kender som organer og legemer. Hele 12

15 vort fysiske legeme består jo af en mangfoldighed af små og store organer. Disse befinder sig hver især i et kredsløb, ligesom selve det fysiske legeme også befinder sig i et kredsløb. Men disse bevægelsesarter er ikke bevægelse i afstand. De er ikke bevægelser fra sted til sted. De er bevægelser i tilstand. De bevæger sig fra støvet igennem færre eller flere tilstande tilbage til støvet. Dette gælder absolut alle skabte realiteter, hvad enten de fremtræder i faste, flydende, luftformige eller stråleformige materier. De er alle underkastet en forvandlingsproces fra tilstand til tilstand og danner således bevægelse. Denne bevægelse former sig som kredsløb. Da bevægelse eller kredsløb ikke kan eksistere uden at være en udløsning af et levende ophav, ser vi således her det levende væsen i sin enkleste, kosmiske analyse som et center, hvorfra bevægelser udgår, og hvortil de kommer tilbage. Dette center er det levende væsens jeg. Bevægelserne, der udgår og kommer tilbage til dette center, er dette centers eller dette jeg's livsoplevelse, dets tanker og følelse, dets skabte legemer eller organer, dets handlinger, manifestationer eller væremåde, eller dets samlede skæbne. Stk Evighedslegemet består af alle eksisterende bevægelsesarter Det levende væsens grundstruktur er i sit princip således et evigt center, der udsender bevægelsesarter, som kommer tilbage til samme center. Det er altså evigt indhyllet i et væld af kredsløbsbevægelser, det selv er ophav til og dermed er afsender og modtager af. Denne struktur omkring det levende væsens jeg er evig, idet enhver kredsløbsbevægelses afslutning afføder en ny kredsløbsbevægelse og således fortsættende. Da alle kredsløbsbevægelser og dermed også den kredsløbsbevægelse, vi kender som det fysiske jordliv, således hver især ved deres slutning afføder en ny kredsløbsbevægelse, og denne bevægelsesstruktur omkring jeg'et derved er evig, har vi udtrykt den som jeg'ets evighedslegeme. Vi ser altså her jeg'et i en struktur, der aldrig nogen sinde kan ophøre eller forgå. Denne struktur er jeg'ets allerhøjeste og evige struktur eller legeme. For denne evige bevægelsesstruktur eller dette legeme udgør jeg'et det absolutte, faste punkt. Da alle energi- og bevægelsesarter udgår i alle retninger fra dette faste punkt og i kredsløb vender tilbage hertil, vil disse bevægelsesarter tilsammen danne kugleform. Denne kugleform udgør et evigt, urokkeligt balanceprincip, i hvilket jeg'ets samlede energi- og bevægelsesmasse evigt eksisterer. Dette jeg'ets kugleformige evighedslegeme består af alle de energi- og bevægelsesarter, der udgør jeg'ets samlede livsoplevelse, dets tanker og følelser, dets manifestation og skabelse, dets organer og legemer, dets skæbne. Det er de rene energi- og bevægelsesarter bag alle disse skabte foreteelser, der udgør evighedslegemet, og af hvilket de alle udgør resultater. Og det er kun igennem disse resultater, at evighedslegemet kan erkendes gennem sanserne. I sin egen renkultur er det utilgængeligt for almindelig sansning. Det kan kun opleves direkte gennem højpsykisk sansning, hvilket vil sige intuitivt eller kosmisk. Stk Princippet syndernes forladelse Vi ser her midt i analyserne af livsmysteriets løsning, hvorledes det bliver til kendsgerning for den udviklede forsker, at det et menneske sår, skal det høste. Dog må vi her gøre opmærksom på, at der findes endnu en lov eller et evigt princip, ved hvilket der kan ske ændringer, ikke i bevægelsesarternes tilbagekomst til ophavet, men i væsenets modtagelighed for den tilbagevendende af det selv udsendte bevægelse eller handling. Dette gælder væsenets modtagelighed for de tilbagevendende virkninger af dets onde handlinger: mord og drab eller andre former for ubehag, det har påført sin næste. Ja, modtageligheden for den tilbagevendende gengældelse af sådanne udsendte onde handlinger kan ligefrem helt fjernes, så væsenet kan blive totalt fri af virkningerne af sådanne handlinger. Vi kommer således her til at møde princippet syndernes forladelse. I kraft af dette 13

16 princip kommer intet som helst væsen til at opleve hele gengældelsen af sine onde handlinger. Det kan kun komme til at opleve gengældelsen eller virkningerne af de onde handlinger sålænge, det fortsætter med at manifestere disse. Når væsenernes humanitet er blevet så udviklet, at de ikke mere kan nænne at manifestere den eller den onde handling, er de blevet uimodtagelige for tilbagekomsten af virkningerne af tidligere udløste onde handlinger, lige meget hvor mange af disse de så end måtte have tilgode, og som endnu ikke er kommet tilbage. Når disse kommer tilbage, og væsenet i mellemtiden således er blevet human i en sådan grad, at det ikke mere kan udløse onde handlinger af den art, hvis virkninger er på tilbagevej til det, vil det altså være blevet ganske uimodtagelig for disse. Det er således nu beskyttet imod virkningerne af de onde handlinger, det tidligere har begået, men som det ikke mere kan nænne at begå. Vi skal senere komme tilbage til en nærmere redegørelse for begrebet syndernes forladelse i særlige specialsymboler over væsenernes skæbnedannelse. Vi skal her blot bemærke, at det ikke er livets mening, at væsenerne skal pines, lide og have det ondt eller smerteligt. Det er derimod livets mening, at de skal lære deres egne fejlagtige handlinger at kende. Men når denne erkendelse er opnået, og væsenet ikke mere udløser sådanne handlinger, der skaber smerte og lidelse, behøver det jo ikke mere at få virkningerne af disse. Da væsenerne har et ocean af fejlagtige handlinger, hvis virkninger er på vej tilbage til dem, er det godt for dem at vide, at de ikke kan få virkningerne og de deraf følgende lidelser eller smerter, hvis de i dag virkelig af kærlighed ophører med at manifestere den slags onde handlinger. Væsenet kan således blive fri for virkningerne af handlinger, som det i virkeligheden har tilgode, hvis det forinden, disse kommer tilbage, har forandret sig således, at det ikke mere kan udløse de nævnte onde eller mørke handlinger. Stk Hvis princippet syndernes forladelse ikke eksisterede Hvis dette princip ikke eksisterede, ville menneskene komme til at leve i mørket i umindelige tider længere end det i dag er nødvendigt. Men naturen laver ikke noget meningsløst. Det er ikke lidelsen for lidelsernes skyld, der er det primære i livets mening. Det er det høje resultat, som lidelserne afføder i væsenet, der er målet. Da dette mål er skabelsen af humanitets- eller næstekærlighedsevnen, og denne kun kan opstå i kraft af, at væsenerne kommer til at opleve virkningerne af deres egne fejlagtige handlinger, er lidelsesoplevelsen absolut nødvendig. Der, hvor mennesket har opdaget fejltagelsen ikke blot teoretisk men også med hjertet og derved er blevet humant, er det jo ingen som helst nytte til, ja, det ville ligefrem skade, hvis væsenet her skulle have virkningerne af mangfoldige onde handlinger, det har begået i tidligere liv eller i en ukendt fortid, som det endnu ikke havde fået virkningerne af, og som det derfor måtte gennemgå til ingen som helst nytte, hvis det nu skulle have disse, efter at det var blevet human eller næstekærlig i en sådan grad, at det ikke kan gøre disse onde handlinger mere. Men også det skal vi komme ind på i skæbneanalyserne senere. Det er kun vor opgave her at påvise grundprincippet i væsenets evighedsstruktur eller evighedslegeme. Det er dette princip, der ligger til grund for verdensaltets kulminerende retfærdighed, der betinger, at ingen i absolut forstand kan lide uret, og ingen kan gøre uret. Stk Hvorfor uretfærdighed ikke kan eksistere Overalt og i enhver situation, hvor der forekommer noget, der udtrykkes som uret, kan dette kun ske, fordi nævnte situation blot udtrykker et lokalt billede af en helhedssituation. I dette lokale billede kan den virkelige årsag til opfattelsen af situationen som uret ikke ses. Vedkommende væsen synes derfor, at det lider uret. Det kan ikke se, at det selv er denne urets eller situations sande 14