Den tykke borger En analyse af medborgerskab og magt i den danske fedmedebat

Transkript

1 DET HUMANISTISKE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET Den tykke borger En analyse af medborgerskab og magt i den danske fedmedebat Kandidatspeciale af Patrick Klein Vejleder: Kirsten Thisted Specialets omfang: tegn = 62,9 ns. TORS Tværkulturelle Studier April 2012

2 Den tykke borger En analyse af medborgerskab og magt i den danske fedmedebat Patrick Klein Vejleder: Kirsten Thisted TORS Tværkulturelle studier April 2012 Københavns Universitet Abstract This thesis suggests that the Danish public debate on constructs the fat as incompatible with the notion of good citizenship. More specifically, it argues that articles in nationwide newspapers depicts the fat as being without control, agency and responsibility, as suffering from an illness which is the root cause of other illnesses and as being undereducated, neglectful as parents and marked by social failure. These characteristics are tied to neoliberal ideas of profitability that view the fat as an economic burden rather than an asset for the state and society in general, thus identifying the fat as bad citizens. Based on a discourse analysis of the debate, the thesis identifies two distinct paradigms relating to the placement of responsibility. The first is stressing personal responsibility, while the second places the responsibility outside of the fat individual, thereby calling for government action. The thesis argues that a change of paradigms is taking place, with increasing influence of the latter in public debate and governmental initiatives. In this process, the divide between the fat and the so- explanations of the fat body are expanding beyond the biological into social and cultural realms, consequently construing them as fundamentally different people. It is plausible that such a change of paradigms is serving the interests of a number of different agents, whose finances and interests, this thesis argue, enables the formation of an alliance between the state, parts of the treatment apparatus, and organizations claiming to represent the fat. This can be seen as a strategy ts and privileges. The alliance between the marginalizer and the marginalized, however, creates an illusion of opposition that satisfies ideas of balanced journalism and thus stifles the search for counter discourses. At the same time, systems of knowledge society, meaningless, thereby making meaningful counter discourse almost impossible. The thesis nce as well as the scientific basis, on which it rests, establishes an asymmetrical power relation, in which government control of the body is strengthened to the disadvantage of the individual citizen.

3 Indhold 1. Indledning Metode Diskursbegrebet Afgrænsning Begrebsafklaring Genrer Den videnskabsformidlende genre Den eksplicit debatterende genre Den biografiske genre Videnskaben Diskurser i fedmedebatten Den tykkes bidrag til staten Disciplin, vilje og kontrol Agens Uddannelse & oplysning Dårligt forældreskab Den tykke som udgift Ansvar Sygdom Et spørgsmål om succes To paradigmer Subjektspositioner Grænsedragning Aktører og interesser Konklusion Litteratur Avisartikler Internetkilder og andet

4 1. Indledning Fedmedebatten er eksploderet de seneste årtier. Aviser, ugeblade, fjernsynskanaler, internetmedier og offentlige handlingsplaner myldrer med udsagn om de tykke, hvem de er, årsagen til deres vægt, vælter over hinanden for at få lov til udtale sig om alle tænkelige aspekter ved den såkaldte studie af kropsvægt forekommer der derimod at være et udpræget naturvidenskabeligt monopol, og der er endog meget langt mellem studier, der undersøger de sociale omstændigheder og konsekvenser ved debatten. Særligt bemærkelsesværdigt er den næsten universelle problematisering af en forholdsvis høj kropsvægt. Til trods for det enorme fokus synes de blinde vinkler åbenlyse. Det er her, denne opgave henter sin legitimitet. Området, der forsøges belyst, omfatter de sociale rueres i forhold til undersøgelse. Den primære problemstilling er da, hvordan denne forhandles i fedmedebatten. Hertil knyttes også spørgsmål omkring de dominansrelationer der skabes og opretholdes i en problematiserende og marginaliserende fedmedebat samt dennes samfundsmæssige og sociale konsekvenser. Endelig er specialet drevet af en ambition om et opgør med et naturvidenskabeligt forskningsmonopol på sundhedsrelaterede udfordringer. Opgavens emneområde synes umiddelbart at ligge uden for, hvad der populært forstås, som omfattet af kulturbegrebet. Det er derfor nødvendigt for forsvaret af emnevalget, at diskutere en række antagelser omkring kultur teoretisk såvel som empirisk. Forestillingen om kultur som en ren etnisk kategori, der knytter bånd til romantikken og en politisk dagsorden, der forstår verden som udgjort af diskontinuive og absolutte nationer, (Malkki 1992) er for længst udfordret empirisk af en mere mobil verden samt teoretisk af det poststrukturalistiske opgør med et essentialiserende og homogeniserende kulturbegreb. En foranderlig empiri har underkendt det eksisterende begrebsapparat således, at det ikke længere giver mening at opererer med en snæver binding mellem sted, kultur og etnicitet. Samtidig har fokusskiftet fra kultur som et fast og konkret studieobjekt til omfattende de processer, hvorigennem menneskers sociale verden konstrueres, også sløret skellet mellem, hvad der må forstås som omfattet af kulturbegrebet og hvad, der ligger uden 2

5 for dette. Når det statiske kulturbegreb, der opererer med faste grænser, defineret af etniske skel, ikke længere kan opretholdes, må fokus flyttes til det processuelle. (Hastrup 2004) Det er gennem et processuelt kulturbegreb, at en tværkulturel vinkel på fedmedebatten gives mening. Med det processuelle forstås, at skel, der før sås som givne, må fortolkes som en proces, hvorigennem forhandlinger om sociale fællesskabers indbyrdes forhold får konkrete effekter. Det tværkulturelle spænd i fedmedebatten ligger i konstruktionen af et skel mellem den tykke og den, der postulerer, at disse er radikalt forskellige mennesker. Emnet og det tværkulturelle skal med andre ord ikke ses som en situation, hvor to lukkede kulturer, der eksisterer i sig selv, står over for hinanden. I stedet ligger fokus på den grænsedragning og polarisering, som aktører i et fedt-fjendsk samfund effektuerer på baggrund af antagelser om en høj kropsvægt og de personer, den omfatter. 2. Metode Den teoretiske vinkel, som danner ramme om dette speciales metode, er antagelsen om, at verden ikke bare eksisterer i sig selv, men konstrueres socialt gennem tekst og praksis. Dermed kan forstås som en fysisk eksistens uafhængig af menneskers forholden sig til deres kropslige variation, men må ses udgjort af denne opmærksomhed. Gennem fedmediskurser gives kropsvægt og kropsform betydning; en betydning, der har konsekvenser for den måde, vi navigerer i verden. Det er den socialkonstruktivistiske vinkel, der giver mening til den diskursanalyse, som er det overordnede metodiske værktøj i denne opgaves behandling af fedmedebatten. For studiet af de diskursive praksisser, som manifesteres i fedmedebatten, er en række metodiske overvejelser omkring brugen af diskursbegrebet uomgængelige. Derudover er en empirisk og analytisk afgrænsning anvendelig i fastholdelsen af det tilstræbte fokus. Endeligt finder jeg det relevant at afklare væsentlige begreber, der markerer kropsvægt; deres forudsætninger og positionering. 2.1 Diskursbegrebet I min analyse af fedmedebattens diskurser henter jeg inspiration fra forskellige teoretikere, der har givet bud på, hvordan diskurs kan forstås og benyttes i det akademiske studie af menneskers sociale verden. På baggrund af Norman Fairclough og Lila Abu-Lughod vil jeg i det følgende vende nogle overvejelser omkring diskursbegrebet som ramme for dette speciale. 3

6 Fairclough beskriver i Discourse and Social Change hvorledes diskurser repræsenterer, giver betydning, konstituerer og konstruerer verden 2008: 18). Som sådan gives de afgørende betydning for de diskursanalysen relevans udover studiet af isolerede udsagn, idet diskursbegrebet, som Abu-Lughod allows for the possibility of recognizing within a social group the play of multiple, shifting, and competing statements with practical effect -Lughod 2006: 159) Netop ideen om, at diskurser har praktiske effekter, lader begrebet gøre op med en distinktion mellem tekst og praksis, som kulturbegrebet i nogen grad har lagt op til. (Abu-Lughod 2006: 159; Hall 1997: 44) I hvilke sammenhænge disse praktiske effekter kommer til udtryk giver Fairclough et bud på, idet han tilskriver diskurser tre funktioner: en identitetsmæssig, en relationel og en ideationel. I sin identitetsmæssige funktion bidrager diskurser til at konstruere subjektspositioner. (Fairclough 2008: 18) De danner med andre ord baggrund for, hvilke meningsfulde positioner subjektet kan indtage i forskellige sociale rum. Denne funktion er vigtig for nærværende speciale, idet de subjektspositioner, der tilbydes i fedmedebatten, kan relateres til positioner, der markerer gode, og dermed give et billede af den tykkes rolle i forhandlingen af denne. Den relationelle funktion betegner diskursers evne til at konstruere relationer mellem mennesker. (Fairclough 2008: 18) Særligt relevant for denne opgave er konstruktionen af relationer mellem den tykke og en række statslige institutioner samt det omgivende samfund. Disse relationer, kan dog også ses som værende mellem mennesker, da institutioner og samfund ikke eksisterer i sig selv, men udgøres af forskellige mere eller mindre synlige aktører. Endeligt bidrager diskursers ideationelle funktion til at konstruere videns- og betydningssystemer, (Fairclough 2008: 18) der er med til at sætte grænserne for hvilke udsagn, der kan betragtes som meningsfulde. Her spiller lægevidenskabens autoritet og vidensproduktion en afgørende rolle, idet denne konstruerer rammer, inden for hvilke fedmedebatten udspilles. For overhovedet at behandle heterogene tekster som udtryk for diskursive formationer, er det nødvendigt at antage, at tekster refererer indbyrdes til hinanden. Disse antagelser omkring referering kategoriserer Fairclough i to grupper: manifest intertekstualitet og konstitutiv intertekstualitet. Hvor manifest intertekstualitet betegner den direkte og derved eksplicitte reference den heterogene konstitution af tekster ud fra elementer i diskursordner 2008: 44) Med interdiskursiviteten åbnes en mulighed for, at tekster ofte rutinemæssigt trækker på konventioner, der er naturaliseret inden for bestemte diskursordner. Således kan tekster grupperes ud fra deres 4

7 elementer og behandles som et led i en diskursiv praksis. Den manifeste intertekstualitet har relevans for fedmedebatten, idet autoritetsgivende referencer til videnskabeligt funderede udsagn er hyppigt forekommende i de mange tekster, som udgør debatten. Derved skabes en udtalt sammenhæng mellem forskellige heterogene tekster. Når jeg bruger den manifeste såvel som den konstitutive intertekstualitet i retfærdiggørelsen af en senere gruppering af tekster i diskurser, ligger der et postulat om en reel sammenhæng. Med andre ord antager jeg, at aktørerne vitterligt har trukket på andre tekster og deres konventioner. Samtidigt er jeg bevidst om, at grupperingen i diskurser er et produkt af min analytiske og empiriske afgrænsning, og jeg dermed selv konstruerer konteksten for de enkelte tekster, som de kommer til udtryk i denne opgave. (Gulløv & Højlund 2003: ) Diskursbegrebet og de ovennævnte antagelser om intertekstualitet, skal derfor ses som et værktøj til at påpege en række tendenser, der har praktisk effekt for samfundet i almindelighed og de tykke i særdeleshed. Abu-Lughod advarer imidlertid om en faldgrube i benyttelsen af diskursbegrebet, der knytter sig til spørgsmål omkring determinisme og homogenisering. I Writing against Culture (Abu-Lughod 2006) påpeger hun, at begrebet rummer en fare for, at divergerende udtalelser forstås som anomalier og afvises i ønsket om at skabe struktur. Samtidig påminder hun om, at diskursbegrebet indeholder muligheden for forandring, idet der er tale om individuelle aktørers udsagn. Aktører, som besidder et potentiale for improvisation, benytter forskellige strategier og har forskellige interesser. Derved ser Abu-Lughod, at diskursbegrebet bør afvige fra kulturbegrebet ved ikke at besidde den samme antagelse om stærk kohærens og bundethed. For opfyldelsen af denne opgaves formål, finder jeg det derfor vigtigt, også at fokusere på interne uoverensstemmelser, der ligger inden for umiddelbart homogene diskursive formationer. Fairclough lægger som Abu-Lughod også vægt på diskursiv forandring. Han argumenterer for, at det intertekstuelle aspekt af diskurs i tillæg til tendensen mod en rutinemæssig naturalisering af konventioner rummer muligheden for kreativ brug af forskellige elementer og direkte referencer, der som effekt kan afstedkomme diskursiv og dermed social forandring. (Fairclough 2008: 44) 2.2 Afgrænsning Som praktisk værktøj i diskursanalysen opstiller Fairclough en tretrinsmodel, der kan benyttes til at kontekstualisere tekster for således at sætte dem i spil over for en bredere social praksis. Modellen opererer med den tætte tekstanalyse, det mikrosociologiske studie af den diskursive praksis og et makrosociologisk blik på social praksis. (Fairclough 2008: 28) Det er blandt andet med udgangspunkt i denne model, at jeg vil afgrænse opgaven analytisk. Analysen vil derfor ikke kun bevæge sig på et rent tekstnært plan, men også inddrage tanker om muligheder og begrænsninger 5

8 vedrørende debattens platform samt teksternes forhold til social praksis. Den primære kildegruppe vil dog være de tekster, som er produceret i fedmedebatten og kan ses som udgørende denne. Som nævnt i indledningen har debatten et utal af aktører samt en lang række forskelligartede fora, hvori den udspiller sig. Stort set alle dele af samfundet bliver inddraget i problematiseringen og løsningen af den udfordring, som antages at udgøre. Arbejdspladser, daginstitutioner, skoler, sundhedssektoren, underholdningsprogrammer, de trykte medier og mange flere bliver alle en kampplads, hvorpå fedtet kan, og i nogens øjne skal, bekæmpes. En empirisk afgrænsning er derfor helt uundgåelig, hvis analysen på nogen måde skal gøres overskuelig. For at foretage en sådan afgrænsning af empirien, vil jeg tage udgangspunkt i artikler publiceret af danske trykte medier inden for en halvårig periode. Afgrænsningen er nødvendig også af tidsmæssige årsager, da den enorme mængde indlæg i debatten ville kræve væsentlig mere tid og plads at behandle fyldestgørende. Danske medier har ifølge infomedia fra foråret til efteråret 2011 publiceret op imod 4000 artikler indeholdende ordet fedme. Et alt for omfattende antal til, at det ville være realistisk at behandle inden for dette speciale. Jeg har derfor valgt at begrænse mit kildemateriale til artikler publiceret af danske landsdækkende dagblade i perioden 14. maj 2011 til 14. november Artiklerne falder særligt i den første del af perioden. Nærmere bestemt bringer Berlingske en række artikler i forsommeren, hvorefter Politiken kører en større artikelserie i juli. Debatten fortrænges delvist i de efterfølgende måneder af tragedien på Utøya og folketingsvalget. Artiklerne er fundet via infomedia gennem en søgning på ordet fedme sorteret af de ovenstående tidsmæssige og platformmæssige parametre, hvilket giver 349 artikler. Langt størstedelen af disse indeholder udsagn omkring den tykke, og disse er objekt for dette speciales analyse. En række artikler, primært restaurantanmeldelser er valgt fra, da de indlysende falder uden for denne undersøgelses interesseområde. Artiklerne, der er citeret i analysen forstår jeg som repræsentative for debatten, og jeg har forsøgt at gengive de forskellige positioner og aktører, der gør sig gældende i denne. Jeg vil ikke udelukke at drage paralleller til andre områder uden for den empiriske afgrænsning, der kan bidrage til at kaste lys over de behandlede tekster. Dette ønsker jeg dog kun at gøre, såfremt de behandlede tekster berettiger det. 2.3 Begrebsafklaring Sondringen mellem en række begreber, der markerer vægt eller kropsform er som nævnt relevant for den videre analyse af tekster med relation til fedmedebatten. I forskellige bredt anvendte begreber ligger implicitte antagelser samt moralske fordringer, der henter autoritet fra 6

9 naturvidenskabelig side og bemærket eller ubemærket positionerer udtalelser. Her forstås ikke et spørgsmål om begrebernes værdimæssige ladning, der i dagens fedtfobiske atmosfære nærmest kun kan være negativ. I stedet er forudsætningerne for de behandlede begreber afgørende for, hvordan jeg forholder mig til dem gennem opgaven samt anvender dem i diskussion og analyse. Jeg vil i det følgende diskutere tre begreber, der alle er markører for kropsvægt og kropsform. Kategorierne tyk, overvægtig og fed er termer, som hyppigt benyttes i debatten, og som rummer hver deres forudsætninger. Disse forudsætninger er som nævnt relevante for den videre analyse. Ordet fed, der relaterer sig til begrebet fedme, trækker på en forståelse af kropsvægt, som sygdomsmarkør og kan derved forstås som en klinisk term. Som sådan sygeliggøres mennesker på baggrund af en arbitrær grænse for BMI (body mass index). (Wann 2009: xiii-xiv) Patologiseringen af den tykke er af særlig betydning for iværksættelsen af handlingsplaner og gennemslagskraften for argumenter, hvis formål det er at problematisere kropsvægt. (Foucault 1978: ) Her henter termen autoritet hos lægevidenskaben, der under dække af forestillingen om eksakt videnskab gør modargumentation meningsløs. I sin uoverskuelighed for den uindviede, virker lægevidenskaben som en uigennemtrængelig sort boks (Latour 1987), der naturaliserer videnskabelige positioner og producerer fakta. Disse videnskabeligt producerede fakta træder ind i fedmedebatten som autoritative komponenter, der bliver præmisser for den videre diskussion. Det er den lægevidenskabelige terminologi, der muliggør italesættelsen af den statistiske forøgelse af kropsvægt som en fedmeepidemi og dermed presser myndigheder til handling. Ordet fedme er som lægefagligt begreb ikke konsekvent inden for sin egen logik. Dels er det svært at forsvare en diagnosticering af personer ud fra kropsvægt alene (Burgard 2009: 43-44), dels refererer epidemi almindeligvis til smitsomme sygdomme, (DDO 2012a) blandt hvilke fedme næppe kan inkluderes og endeligt synes det problematisk at betegne fedme som en sygdom i sig selv, idet den ikke lever op til en almen klinisk forståelse af dette. (DDO 2012b) Når epidemi-termen anvendes af lægefagligt uddannede personer, der om nogen må være bevidste om de gængse præmisser for dette begreb, kan der derfor anes en politisk dagsorden, der griber ud over den faglige diskussion. Termen bør derfor anfægtes ikke kun for sine stærkt problematiske antagelser omkring forholdet mellem kropsvægt og sundhed, men også på grund af den politiske funktion, som forestillingen om en fedmeepidemi udfører. Jeg vil derfor med inspiration hos forskere inden for Fat Studies, (Wann 2009: xiii) citationstegn gennem resten af opgaven for at øge opmærksomheden på de problematiske forhold, der omgærder begrebet. 7

10 Som også fedmebegrebet bygger ordet overvægt på problematiske antagelser omkring kropsvægt. Her er det ikke en patologisering, der er problemet, men et ekstremt normalitetsbegreb. Marilyn Wann skriver således i forordet til The Fat Studies Reader -fat. It implies an extreme goal: instead of a bell curve distribution of human weights, it calls for a lone, towering, unlikely bar graph with everyone occupying the same (thin) weights. (Wann 2009: xii) Wanns kritik af overvægtsbegrebet lægger vægt på, at selve termen indeholder et mål, der tolker den statistiske vægtfordeling og dermed kropslig variation som en anormalitet. Hun argumenterer for, at lignende mål for andre kropslige parametre ikke synes at eksistere og ville virke absurde. (Wann 2009: xii) Overvægtsbegrebet forudsætter en normalitetsforståelse, der ikke stemmer overens med den empiriske virkelighed, den refererer til. Dermed problematiseres et stort spektrum af befolkningens kropsvægt. Hvis begrebspakken undervægt, normalvægt og overvægt ikke ses som statistiske størrelser men forstås i en sundhedsmæssig kontekst således, at normalvægt markerer en optimal tilstand, ligger der som i fedmebegrebet nogle problematiske antagelser omkring sammenhængen mellem vægt og sundhed. Disse antagelser er ikke kun problematiske i en lægefaglig kontekst, hvor et snævert fokus på vægt kan skjule andre og langt væsentligere problemer (se f.eks. Ernsberger 2009), men også i en social og samfundsmæssig sammenhæng, hvor en lang række tvivlsomme antagelser om den tykke florerer. Som modtræk til de ovennævnte og vidt benyttede ord har den politiske og akademiske bevægelse, som Fat Studies er udtryk for, søgt at generobre ordet tyk. I sin egenskab af et visuelt deskriptivt ord forstås den som alternativ til det moralsk fordrende overvægtig og det patologiserende fed. Helt essentielt er det, at ordet ikke i sig selv forudsætter, at der bør handles. H med sin er en bevægelse mod det ideelle (Wann 2009), er det at være tyk en beskrivelse uden retning. I kraft af dette vil jeg i det følgende, med mindre der specifikt refereres til begre som markør for de personer, der er objekter for fedmedebatten.. Termen optræder ikke eksplicit i selve debatten, og det synes derfor nødvendigt for dens brug i analysen at indsnævre, hvilke udsagn forstår jeg i bredeste forstand som ytringer, der forholder sig til relationen mellem den enkelte borger eller borgergruppe og samfundet eller staten som helhed. Jeg er dog i min analyse blevet inspireret af Julie Guthman, Neoliberalism and the Constitution of Contemporary Bodies 8

11 problematiseres, vidner om bekymringer relateret til borgerskab og nation, og at dette forhold kan forstås gennem Foucaults arbejde om biopolitik. Biopolitikken understøtter en sammensmeltning af medborgerskab og krop, idet den ikke kun søger en generel optimering af befolkningers liv gennem rationalisering af problemstillinger vedrørende f. eks helbred eller levetid, (Dean 1999: 99) men også opfyldelse af samfundets krav om duelig arbejdskraft. (Guthman 2009: 194) På baggrund af dette skriver Guthman: its purpose as intervening on behalf of improving biological vitality for the social. In doing so, the both citizenship and nationhood (Guthman 2009: 194) Med øje for biopolitikkens teknikker for magtudøvelse kan opstillingen af biologiske kropsnormer forstås som et udsagn omkring medborgerskab. Når normalitetsforståelser bliver et led i forhandlingen af den gode borger og optimeringen af befolkningens evne til at bidrage bliver målet for staten, må alle ytringer, der forholder sig til menneskers produktivitet eller samfundsmæssige duelighed på baggrund af kropsnormer forstås som udsagn, der diskuterer det gode medborgerskab. 3. Genrer Et vigtigt element i analysen af den diskursive praksis er identifikationen af forskellige genrer inden for det behandlede kildematerialet. Gennem min empiriske afgrænsning har jeg ladet mine kilder definere ud fra deres medie det landsdækkende dagblad. Det er samtidigt muligt at forstå dagbladsartiklen som en bestemt genre i sig selv, med formelle og uformelle konventioner omkring form og indhold. Disse guides af journalistiske idealer, arbejdsgange, praktiske begrænsninger og andre mere eller mindre synlige faktorer. Der må dog i analysen af artikelmassen også rettes en opmærksomhed mod, at dagbladsartiklen ikke nødvendigvis kan opfattes som homogen indadtil både i forhold til form og indhold. Det kan derfor være givtigt at arbejde med flere undergenrer, som et værktøj til at fortolke fedmedebattens diskurser. Carolyn Miller citerer Karlyn Kohrs Campbell og Kathleen Hall Jamieson i artiklen Genre as Social Action for at beskrive, hvorledes genrebegrebet har betydning for den diskursive praksis: a genre becomes a complex of formal and substantive features that create a particular effect in a given situation. I Millers optik må den klassiske definition af genre ud fra form og indhold suppleres af et større og 9

12 mere retorisk konsistent fokus på effekt og hensigt. (Miller 1984) Denne effekt er sammenfaldende med Abu-Lughods forståelse af diskurs som udsagn med praktisk effekt. (Abu-Lughod 2006: 159) Når genre, som Miller argumenterer for, kan ses som en social handling, bliver denne et vigtigt og bevidst element i den diskursive praksis, og ikke kun en efterfølgende kategorisering, som et led i en analyse. Genrer spiller på forskellige forestillinger, der forsøger at danne en ramme for modtagelsen. Som sådan er genren kontekstskabende, idet den med modtagelsesrammen prøver at sætte præmisser op for tolkningen. Er konteksten genremæssigt defineret som biografisk, må tolkningen trække på forestillinger vedrørende den personlige oplevelse, hvilket i sidste ende har indflydelse på vurderingen af de enkelte udsagn. Genrevalget har dog ikke kun effekt i forhold til modtagelsen af forskellige budskaber, men danner også rum for forskelligt indhold (jfr. Campbell og Jamiesons definition). Således virker forskellige diskurser gennem forskellige genrer. Det er derfor muligt at tale om genrer, som diskursive rum, der er med til at definere hvilke udsagn, der kan fremsættes. De forskellige diskursive rum og fortolkningskontekster er særligt relevante i en senere analyse af fedmedebattens subjektspositioner samt en diskussion af forskellige paradigmers indbyrdes magtforhold. Dette vil jeg vende tilbage til. Kildematerialet, der som nævnt udgøres af artikler fra de trykte medier, kan groft opdeles i tre forskellige undergenrer med hver deres diskursive rum: En videnskabsformidlende, en mere eksplicit debatterende og en biografisk genre. I det følgende vil jeg gennemgå hver enkelt af disse, deres kendetegn, samt de muligheder og begrænsninger, der udmærker deres diskursive rum. Overordnet om de tre genrer kan bemærkes, at de repræsenterer tre forskellige niveauer af autoritet. Hvis det antages, som jeg senere vil uddybe, at videnskaben indgår som afgørende autoritativ komponent i debatten, kan den enkelte genres autoritet vurderes ud fra dens nærhed til denne. Som sådan må den videnskabsformidlende genre anses for særligt autoritativ, mens den biografiske og dermed personlige og oplevelsesbaserede kan forstås som besiddende en ringere autoritet. De tre genrers diskursive rum divergerer særligt i forhold til, hvilken plads de giver modstridende udsagn og individuel agens. Her kan den biografiske genre ses som mere åben i forhold til førnævnte faktorer, mens den videnskabsformidlende er kendetegnet af et fravær af agens og diskussion. Det er værd at bemærke, at jo snævre det diskursive rum er i denne sammenhæng, desto større er dets autoritet. 10

13 3.1 Den videnskabsformidlende genre Den videnskabsformidlende genre er repræsenteret i en stor del af de omfattede artikler. Hensigten med denne synes at være formidlingen af forskning indenfor fedmeområdet til en bred offentlighed. Ofte krydses genren med den eksplicit debatterende og lader nøglepersoner i debatten, det være sig forskere, politikere eller talsmænd fra relaterede interesseorganisationer, udtale sig om de fremlagte forskningsresultater. Når dette ikke er tilfældet, optræder den ofte som korte artikler med et tydeligt refererende præg. Den primære diskursive funktion, som den rene videnskabsformidling udfylder, er den vidensproducerende. Den viden, som artiklerne producerer, danner baggrund for den videre debat og bliver præmisser, som denne må navigere i forhold til. Videnskabens rolle som præmis og komponent i debatten vil jeg vende tilbage til senere i specialet. Den producerede viden bliver dog ikke kun præmisser for debatten, men tilbydes i nogen grad også som guidelines for subjektets handlinger. Denne funktion kan delvist ses i grænsedragningen mellem den tykke og den, som i fedmedebatten både kan være fast og flydende. Dette særlige aspekt ved -skabelse vil jeg også vende tilbage til. Det rum, som åbnes for diskurser gennem den videnskabsformidlende genre, er et til tider snævert rum, der retter opmærksomheden mod, hvad der kan ses som statiske og aktørløse forhold. Som sådan danner den modpol til den biografiske genre, der netop henleder al sin opmærksomhed mod aktøren. Dens kategorier er ofte faste og dikotomiske, idet den kun tilbyder subjektspositioner på hver si Når den førnævnte funktion som udstikker af retningslinjer tages i betragtning, virker det i første omgang oplagt at regne det diskursive rum åbent for menneskelig agens. Ved nærmere eftersyn udfordres den dikotomiske ramme dog ikke af en handling, der kun forudsættes, og som aldrig bliver eksplicit og egentlig menneskelig. Med dette forstår jeg, at genrens aktører er skabeloner, der illustrerer årsagssammenhænge. Som eksempel kan tages ytringen manglende søvn skaber tykke mennesker. (jfr. Zahle 2011) Udsagnet producerer, også i sin retningsgivende funktion, to aktører, der besidder forskellige karakteristika: En tynd, der får nok søvn og en tyk, der ikke gør. Disse aktører er dog endimensionelle, idet de kan ses udledt af forskningsresultatet. Således besidder de ingen refleksiv kompetence, og dermed ingen egentlig agens. Den dikotomiske rigiditet kommer stærkest til udtryk i den statistiske sammenkædning af og en tidlig død, der gennem gentagelse på gentagelse bliver den bærende præmis for hele debatten. Selv ved formidlingen af forskningsresultater, der tilskriver fedt gavnlige effekter, må mantraet om den tidlige død gentages (Bagge 2011; Olsen 2011) for at legitimere udsagnet. Som 11

14 sådan udfordres dobbeltdikotomien tynd/tyk og liv/død ikke, alternative udsagn bliver undtagelser, og kategoriseringen 3.2 Den eksplicit debatterende genre Den eksplicit debatterende genre, der som nævnt ofte krydses med den videnskabsformidlende og til nogen grad den biografiske, kan kendetegnes ved, at den lader hovedaktører i debatten kommentere forskningsresultater, politiske tiltag og andet med relevans for emnet. Aktørerne er ofte gengangere og repræsenterer forskellige standpunkter blandt lægefaglige personer, forskere, politikere og tykke, primært som patientgruppe. Forhandlingerne inden for genren har i den fastlagte tidsperiode kredset om relationen mellem staten og den tykke samt placeringen af et økonomisk og moralsk ansvar. Dette er sket med udgangspunkt i en skærpelse af kravene for at -pass, som fandt sted ved årsskiftet 2010/2011. I forhandlingen om de statslige midler er det springende punkt blevet, hvorvidt tykke skal kategoriseres som syge. Debatten har derfor i særlig grad diskuteret emner, der relaterer sig til dette. Det diskursive rum i den eksplicit debatterende genre adskiller sig fra den videnskabsformidlende ved muligheden for forskellige og konkurrerende udsagn. Hvor den sidste foregiver at være upositioneret er den første netop markeret af en eksplicit positionering og relatering af videnskabelig viden til politiske og sociale forhold. I debattørernes relatering af den videnskabelige viden til en social virkelighed, gives mulighed for, at den tykke kan optræde som aktør, dog fortrinsvist i eksemplets form. Med dette forstås, at den tykke sjældent får lov at svare for sig selv, men bliver et eksempel, der skal understøtte positioner i debatten. 3.3 Den biografiske genre Den biografiske genre adskiller sig fra de ovenstående ved et særligt fokus på den tykke som en aktør med muligheder for at manøvrere inden for skellet mellem tyk og. Den udfordrer ikke skellet som helhed, men udvider antallet af mulige subjektspositioner inden for dette. Disse positioner er knyttet til den tykkes agens og sætter overordnet set skel mellem den aktive og den passive tykke. Artiklerne inden for denne genre omhandler næsten altid en proces, hvor den godt til følge. Således kan de ses som succeshistorier, der i deres form læner sig op ad det kristne vidnesbyrd i dets karismatiske udgave. Dette kan deles op i to hoveddele, som placerer sig på hver deres side af en skelsættende begivenhed. I vidnesbyrdet er begivenheden det personlige møde med gud, mens denne rolle i 12

15 fedmedebatten ofte udfyldes af lægen. Ligesom i vidnesbyrdet er tiden før den skelsættende begivenhed udelukkende markeret af negativer, der i fedmedebatten relaterer til bærende ideer om den tykke og årsagerne til dennes kropsform, mens tiden efter markeres af positiver som succes og livsglæde. (se f.eks. Masri 2011b) Ved denne narrativ skabes positioner for den tykke på hver side af begivenheden, og disse positioner markeres af omstændigheder og karakteristika, der relaterer 4. Videnskaben Jeg har tidligere antaget, at natur- og lægevidenskabeligt produceret viden indgår i debatten som autoritativ komponent. Denne antagelse vil jeg underbygge i det følgende dels ved at analysere konkrete eksempler på brugen af videnskabelige udsagn og autoriteter og dels ved en mere generel diskussion af forestillinger om videnskab. Til denne diskussion henter jeg inspiration fra Bruno Latours værk Science in Action (Latour 1987), der sporer hvordan videnskab virker i samfundet og viden produceres. Særligt er hans begreb sort boks anvendeligt for analysen af den autoritet, som forskellige udsagn låner hos videnskaben. I Science in Action forholder Latour sig indledningsvis til videnskab på to forskellige tidsplaner, henholdsvis til dens tilblivelsesproces og dens tilstand som færdigproducerede og universalt accepterede kendsgerninger. Herved forsøger han at synliggøre de mange usikkerheder, kontroverser og interesser, der er en essentiel del af det første, men som usynliggøres i det sidste. (Latour 1987) For at illustrere den færdigproducerede og etablerede videnskab samt måden, hvorpå denne benyttes, låner Latour begrebet sort boks fra kybernetikken. Han skriver: The word black box whenever a piece of machinery or a set of commands is too complex. In its place they draw a little box about which they need to know nothing but its input and output. large the commercial or academic networks that hold them in place, only their input and output count. (Latour 1987: 2-3) Latour argumenterer for, at videnskaben generelt benytter sig af en lang række etablerede kendsgerninger og teorier, sorte bokse, som ikke først skal gennemprøves eller gentænkes, men kan træde ind som pålidelige og ukontroversielle værktøjer. (Latour 1987) Dette gør sig tillige gældende i fedmedebatten. Når udsagn produceres i denne, deduceres de fra den videnskabelige 13

16 kendsgerning, at store mængder kropsfedt er skadeligt, uden at drage forudsætningerne for denne præmis i tvivl. Dermed tilsløres alle informationer omkring konstruktionen af det præmissættende udsagn, nærmere bestemt forhold om afsender og modtager, samt tid og rum. Den fraværende kontekstualisering af kendsgerningen er ifølge Latour netop, hvad der markerer en sort boks. Som sådan bliver den videnskabelige kendsgerning for den udenforstående en ekstern, ikke-menneskelig og naturgiven skæbne. (Latour 1987: 15) Den uigennemskuelige og positivistiske kvalitet ved videnskaben spiller en vigtig rolle for dens autoritet; et aspekt jeg vender tilbage til om lidt. Først må det bemærkes, at Latour fremhæver forskellige processer, der er med til at styrke sorte bokse, hvoraf jeg vil komme ind på to, der er særligt relevante for fedmedebatten. Begge omhandler, hvad Latour betegner som modaliteter. Modaliteter forstås som sekundære udsagn, der modificerer et primært udsagn, sort boks, der i denne opgaves e effekt. Den ene styrkende faktor er antallet af positive modaliteter dvs. sekundære udsagn, som accepterer det primære udsagn som præmis og afleder forskellige effekter deraf. Disse, skriver Latour, fører os væk fra konstruktionsforudsætningerne for det primære udsagn. Jo flere, og særligt på hinanden følgende, positive modaliteter et udsagn tilføjes, desto længer bevæger vi os fra at anfægte dets forudsætninger, og desto mere sløres kontroverserne, som omgærder dette. (Latour 1987: 21-29) sort boks i den ekstensive og ukritiske brug af denne i det utal af artikler, som hvert år publiceres af danske såvel som udenlandske medier. Den anden proces, der kan bidrage til styrkelsen af en sort boks, beskriver Latour således: You make it more of a fact if you insert it as a closed, obvious, firm and packaged premise leading to some other less closed, less obvious, less firm and less united consequence. (Latour 1987: 25). I fedmedebatten diskuteres aldrig de grundlæggende antagelser om fedts skadelige virkning, men udsagn, der er afledt deraf. Ofte er det konsekvenserne af den indledende antagelse og disses betydning i forskellige sociale og statslige kontekster, som er genstand for debat. Når den videnskabelige dimension bliver en selvfølgelighed i debatten, der nærmest hverken behøver nævnelse eller forklaring, bliver modaliteterne ikke sekundære udsagn, der potentielt kan lede os mod det primære udsagns præmisser, men tertiære udsagn, der højest kan så tvivl om det sekundære udsagn, som antager skikkelse af et primært udsagn, når dette naturaliseres. Dermed befinder diskussionen sig altid et godt skridt fra videnskabskritikken. Et vigtigt aspekt i den autoritet, som det videnskabelige udsagn tildeles, har at gøre med dettes retoriske opbygning og de ressourcer, som en potentiel udfordring af udsagnet kræver. Ifølge Latour henter det videnskabelige udsagn retorisk vægt via referencer og tilskrives altså sandhedsværdi på 14

17 baggrund af et autoritetsargument. Gennem referencen skaber udsagnet allierede, hvis viden, studier og faglige ballast bliver led i en akademisk oprustning. Denne oprustning øger omfanget af de ressourcer, som kræves for at udfordre udsagnet. (Latour 1987: 30-31) Således kan ressourcer også forstås som altafgørende for videnskabens rolle som sort boks i fedmedebatten. Latour skriver således: There is always a point in a discussion when the local resources of those involved are not enough to open or close a black box. Når de videnskabelige udsagn bliver elementer i ikke-videnskabelige kontekster, er den kløft, som læseren skal forcere for at kunne tillade sig at være uenig, enorm. Da den gennemsnitlige læser ikke besidder store mængder af fagspecifik viden, står de sorte bokse som stærke uomgængelige elementer i debatten. Hermed får de sorte bokse en dobbelt betydning. Ikke kun repræsenterer de faste videnskabelige dogmer, der ikke behøver forklaring, men de virker samtidigt som uigennemskuelig og utilgængelig viden, og bliver dermed særligt autoritative for de uindviede. Autoriteten ligger dog ikke kun i den videnskabelige argumentationsform, men kan også findes i den moderne videnskabs ideologiske overbygning. Lægevidenskaben er, som naturvidenskaber generelt, en positivistisk videnskab. I den positivistiske tradition afdækker videnskaben verden for derved at finde frem til objektive kendsgerninger. Den naturgivne aura, som omslutter videnskabelige fakta, er til dels også et produkt af denne videnskabstradition, der ikke ser forskeren som vidensproducent, men en afdækker af naturens objektive sammenhænge. (Furseth & Repstad 2007: 126; Hastrup 2004: 21; Pedersen 2004: 469;) Som konsekvens af dette skabes, hvad Latour kalder, et asymmetrisk forhold mellem det videnskabelige og det ikke-videnskabelige; mellem viden og tro. Asymmetrien har afgørende konsekvenser for måden, hvorpå den tykke forstås. Latour stiller denne op som to veje: en lige, som er markeret af rationalitet og en afvigende, som markeres af irrationalitet. Den rationelle lige vej, der fremhæver objektiv viden er selvforklarende, idet viden, i den positivistisk videnskabelige optik ikke produceres af et socialt positioneret individ, men er udtryk for naturgivne sammenhænge. Den irrationelle vej derimod bliver forklaringskrævende som følge af sin afvigelse fra det objektive. Sociologiske, kulturelle, psykologiske og lignende forklaringer tages i brug for at give mening til den irrationelle tanke. (Latour 1987: ) Når sammenkædningen mellem høj vægt og en for tidlig død etableres som en videnskabelig kendsgerning, bliver alle alternative udsagn afvigelser, der kræver forklaring. De videnskabeligt funderede fedme- og overvægtsbegreber opstiller dog ikke kun, som jeg fremlagde i begrebsafklaringen, en fortolkningsramme op for høj kropsvægt, men indeholder også en fordring. Derved omfattes afvigelser ikke kun af divergerende udsagn, men også divergerende handlinger. 15

18 Alternativ adfærd, der ikk kan derfor betragtes som irrationelle afvigelser. Den tykke krop bliver således i sin egenskab af afviger forklaringskrævende. Den logiske slutning, som er et produkt af den positivistiske videnskabs virkelighedsforståelse, får dog først egentlige konsekvenser, når den spiller sammen med den videnskabelige autoritets potentiale for at flytte og dirigere finansielle ressourcer og politiske beslutninger. (Latour 1987: 181) Videnskaben forsyner politikere med vægtige argumenter, der, som beskrevet, fremstår objektive i kraft af en positivistisk ideologi og stærke gennem en akademisk retorik. Derfor tjener de effektivt som kontekst til lovforslag. Denne mekanik synes at ligge bag en stor del af debatten, der ofte forsøger at udrede psykologiske, sociale og kulturelle årsager Det har været min påstand i det foregående, at videnskabelige udsagn bliver sorte bokse eller uomgængelige blokke af fakta i fedmedebatten. I det følgende vil jeg analysere konkrete eksempler fra debatten for at beskrive, hvorledes videnskabelige udsagn indgår som strategiske elementer, men også danner selve præmissen for de sociale forhandlinger, der finder sted i artiklerne. Den mest eksplicitte benyttelse af videnskabelige kendsgerninger, sorte bokse, som baggrund eller præmis for debatten fysisk sat udenfor artiklens brødtekst, hvilket skaber to vidt forskellige kontekster for læserens og dermed ontologiske, der kan ses som autoritativ og præmissættende, hvorimod konteksten for artiklens brødtekst er hermeneutisk og epistemologisk og derfor ansporende til debat. I Latours optik kunne man kalde artiklens brødtekst en modalitet af det primære udsagn, som fremsættes i ofte ikke indeholder fedmedebattens primære grundpræmis, at fedt er skadeligt, men en modalitet af denne, der konstaterer ikke kun som en egen sort boks i debatten, men bliver en forstærket og svært gennemtrængelig modalitet af den primære præmis, der herved kun gøres endnu mere selvfølgelig og selvforklarende. En anden synlig og væsentlig brug af videnskabelig autoritet, indgår i den biografiske genres med de videnskabelige kendsgerninger. Dette møde finder ofte sted ved sygdom, og den derpå følgende samtale med en læge. Lægen bliver hermed en aktør, der personificerer eller leverer de videnskabelige kendsgerninger og dermed en slags uomgængelig sort boks i sig selv, der effektiv 16

19 drejer livsbaner, som det kan ses i konsekvensen af dette møde. Lægens rolle som videnskabelig autoritet gør endvidere, at denne indtager en anden vigtig funktion. Som effekt af det naturvidenskabelige udsagns sandhedsværdi bliver lægen en slags sandhedens budbringer, som ansporer til åbenbaringer. Herved krydses det videnskabelige med det religiøse og giver videnskaben potentiale til moralske fordringer. Lægekonsultationen, sundhedstjekket og diagnosticering kan da ses som processer, der skal måle den tykkes moral et hyppigt italesat problem i online blogs, der taler for vægtaccept. (se f.eks. Dances with Fat 2011) Den effekt, som lægen får på den tykke hovedpersons livsbane, kan forstås gennem Latours teori om det asymmetriske forhold mellem det rationelle og det irrationelle. Tiden før mødet med de videnskabelige kendsgerninger er markeret af den irrationelle tanke og handling; af tilbøjeligheden frem for dyden. Johnny Larsen beskriver således i den biografiske artikel Jeg lå på sofaen og gad ingenting i Berlingske når jeg kørte forbi en rak mod højre 2011b). Ved mødet med den uomgængelige sorte boks, som lægevidenskaben opstiller, må den tykkes handlinger og tanker underlægge sig rationaliteten og føje sig således, at dennes fordringer opfyldes. Johnny fortsætter: For to år Min sygdom er jo selvforskyldt. Jeg har levet på en måde, som har givet mig sukkersyge. Men nu har jeg ændret livsstil. I dag tænker jeg, inden jeg spiser. Det gjorde jeg ikke før b). Udsagnet er udtryk for en forestilling om bevidstgørelse; at lægen har åbenbaret de objektive sammenhænge, der gør Johnny i stand til at tage rationelle valg, som stemmer overens med lægevidenskabelige kendsgerninger. På samme måde illustrerer den biografiske vinkel på Holbæk Når Kennet taber sig, gør far også den åbenbaring, som mødet med de videnskabelige kendsgerninger hævdes at forårsage. Her Her blev Kennet fedtscanning af sig selv og spurgte:»ser jeg sådan ud?«det var c (Nørgaard 2011b). Passagen eksemplificerer, hvorledes det bliver gennem den videnskabelige linse at tingenes sande tilstand erfares. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at det er scanningen, som gør Kennet i stand til at se sig selv for d er. 17

20 Mindre synlig end den biografiske genres videnskabeligt relaterede omvendelsesbegivenhed er den debatterende genres brug af logiske argumenter baseret på videnskabeligt fastsatte sammenhænge. Her er f.eks. tale om den etablerede sam sygdom og død samt sammenhængen mellem indtag af visse madvarer og en tyk krop. Stefan Romanowski, en tyk, der som konsekvens af de skærpede krav for fedmeoperationer har valgt selv at betale, taler for offentlig betaling med følgende argumenter: Med det høje BMI, jeg har, er det næsten sikkert, at jeg vil få en masse følgesygdomme senere i livet. Om ti år skal jeg sikkert have et par nye knæ. Jeg får dårlig ryg. Sikkert også hjerteproblemer. På den lange bane bliver det langt dyre De logiske følger af et højt BMI, der bygger på det videnskabelige dogme, at store mængder kropsfedt er skadeligt, bliver en indlysende grund til, at det offentlige skal finansiere operationen. Samme argument benyttes af foreningen for fedmeopereredes formand, Mona Larsen, der til spørgsmålet om potentielle operationspatienters mangel på de følgesygdomme, som kræves i de nye regler for statslig betaling, svarer: Vi har haft mennesker med et bmi på 52 og 53, der er blevet afvist, fordi de ikke samtidig har nogen følgesygdom - endnu. Det får de så senere, og så kan de få operationen, men så er det også blevet endnu dyrere for samfundet. Sådanne argumenter behøver ikke at forsvare deres gyldighed. Både modtager og afsender er i grunden enige om konsekvenserne af fedme. (se f.eks. Schmidt 2011a) Det er i stedet de økonomiske aspekter, der diskuteres, og modaliteten leder læseren væk fra udsagnets grundlæggende forudsætninger. Den ovenstående gennemgang af måden, hvorpå videnskab indgår i debatten samt de forhold, hvorved den gives autoritet, skal ikke ses som et isoleret aspekt af italesættelsen, men en helt central del af problematiseringen og dens effekt. Rammen, hvori det bliver muligt at problematisere den tykke krop og dermed forhandle den gode borger på baggrund af kropsvægt, opstilles af den videnskabelige præmis omkring den høje vægts skadelighed. Samtidigt er videnskabens sorte bokse helt essentielle for opretholdelsen af bestemte dominansrelationer, som jeg vil komme ind på senere i specialet. 18