De samme gener. Novelle

Transkript

1 Novelle Det handler om hemmeligheder. Månedens forfatter tager i 2012 udgangspunkt i én af læsernes hemmeligheder. Vil du være med til at inspirere forfatterne? Se, hvordan du gør på side 54. Og smugkig på de andre læseres hemmeligheder herunder. De samme gener For at gøre en lang historie kort. Så er det mig, der har slået vores hunkat ihjel. Og min kæreste tror, at den bare er løbet hjemmefra. Min hemmelighed er, at jeg ikke er nær så klog, som andre tror og giver udtryk for. En enkelt gang var hun med ham hjemme for at få et glas og sådan lidt. Når hun så var tilbage på hotellet spekulerede hun tit på, hvad der egentlig gik af hende A f K n u d S ø r e n s e n I l l u s t r a t i o n R e b e k k a E h l e r s Jeg er 47 og mørkeræd. Jeg elsker i smug at klemme om rouladerne i supermarkedernes industrikageafdelinger. Jeg klemmer om rouladen, til den er gået i stykker, men uden at papiret springer. Jeg har gjort det, siden jeg var helt lille. Min mand finder elskere til mig, blot fordi han mener, jeg er så dejlig, at jeg bør bekræftes af flere end ham! Det vil styrke mit selvværd, siger han. Jeg er blevet fyret, men tør ikke fortælle det til familie og venner. Min hemmelighed er, at jeg har over 20 par gummistøvler. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har den trang til det. Der er ikke nogen, der ved det. Jeg er sidst i 30erne og har ikke fået eller givet et lidenskabeligt kys i mere end syv år. Derfor gennemspiller Egentlig havde hun det jo godt som det, man kaldte single, den betegnelse, som hendes forældre vistnok forbandt noget flyvsk med. Hun havde en rummelig lejlighed, den havde hun overtaget, da forældrene bosatte sig i Sydspanien med deres formue, og hun havde en god, nærmest ledende, stilling i en mellemstor konsulentvirksomhed. Hun så også helt godt ud, fortalte spejlet, og så havde hun da et par gode veninder, og engang også en kæreste, som hun kunne hygge sig med og gå i teatret og i biografen eller på udstillinger sammen med, så faktisk som hun nu og da måtte fortælle de lidt bekymrede forældre levede hun et roligt og godt liv. Det var en torsdag, som vel skulle være som alle andre almindelige torsdage i firmaet, men det blev den alligevel ikke helt, for deres it-system havde dagen før opført sig drilagtigt, nærmest gjort oprør og var stadig ikke samarbejdsvilligt, så en ekspert måtte tilkaldes. Det var en ung fyr, og en helt pæn fyr, var han da vist, uden at hun dog tænkte nærmere over det, da han kom ind på hendes kontor og præsenterede sig som Mogens. Altså tydeligt en af den slags, som ikke har efternavn, og som siger hej i stedet for goddag. Lise Thomsen, sagde hun med let tryk på Thomsen, men hun var jo også, som en af veninderne spydigt havde bemærket engang, nogle årtier ældre end de 27 år, hun rent faktisk besad. De snakkede så lidt om, hvordan hun havde mærket problemerne med it-systemet. Så gik dagen videre. I kantinen, som de kaldte deres frokoststue, kom ham Mogens og spurgte, om han måtte sætte sig ved hendes bord, da der vist ikke var andre pladser. Hun smilede et ja, mens hun så ud over de halvt besatte borde i lokalet. De snakkede lidt. Om almindeligheder som for eksempel om et par ministre, der havde dummet sig for nylig, og han fortalte, at han havde måttet opgive skiferien i år, da han i stedet skulle hjem til Jylland og hjælpe forældrene med at flytte. De havde desværre måttet opgive gården. Hun sagde egentlig ikke så meget, men lyttede vistnok til ham, og hun kom da også med en deltagende lyd, da han var inde på det med gården. Nå, men man må vel til det, sagde han og rejste sig, ryddede lidt op, nikkede og gik ind og 48 Ud & Se April 2012

2

3 jeg mine gamle kys for mit indre blik. Da jeg var seks år gammel, var jeg oppe og slås med min to år yngre søster, som bed mig i brystet. Hun bed min brystvorte af. Det betyder nu, at jeg i en alder af 20 ikke har nogen brystvorte på det ene bryst. Faktisk så han overrasket ud. Hun lo, men trak så latteren tilbage. Det var jo Mogens, men så alligevel ikke helt Jeg er i al hemmelighed kærester med min storebrors bedste ven. Jeg har været tæt på at myrde en mand, der misbrugte min datter på msn. Jeg har stået uden for hans dør to gange, uden han ved det, og jeg er kun gået igen, fordi jeg bliver nødt til at være far for mine børn. Gør jeg det en dag? Tja Jeg spiser bussemænd. Jeg er 30 år. Jeg har en kæreste, men det ved mine forældre ikke. Jeg er gravid, og det synes, jeg er lidt pinligt. Jeg ville godt fortælle dem den gode nyhed, men det kan jeg ikke. Jeg har været gravid i fem måneder nu. Min far kunne ikke lide, da jeg tog kærester med hjem, da jeg var teenager. Jeg elsker at sætte romantisk musik på, og se bryllupsvideoer og frierier på Youtube. Jeg er en mand på 26, har fuldskæg og er håndværker. Jeg ville ikke indrømme dette til nogen, om så mit liv var afhængig af det! Jeg har en gang flyttet rundt på ruteskiltene til et stort løb. 500 mennesker løb den forkerte vej. Jeg elskede ikke Thomas. Jeg nærmest væmmes, når jeg ser mænd i spidse sko, særligt hvide spidse sko. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de ikke er ordentlige mennesker. fortonede sig i nettet. En af kollegerne kom hen til hende, smilede medvidende og sagde, at ham it-manden vist var interesseret i hende. Han havde spurgt, om Lises mand også var i firmaet. Jeg måtte jo fortælle ham, at du slet ikke havde nogen, smågrinede hun. Det var en lidt travl dag, så da klokken allerede var blevet fem, havde hun stadig lidt, der gerne skulle klares, så den var vel nærmest tyve minutter over, da hun som den sidste forlod kontoret efter at have sikret sig, at lyset var slukket og alarmen slået til. Da hun kom ned på gaden, stod ham Mogens der med sin cykel og var vist ved at pumpe forhjulet. Han så forbavset op. Er du ikke gået endnu? Han drejede cyklen lidt, men det gjorde det nu ikke lettere for hende at komme forbi ham på grund af parkerede biler. Hvad med en fyraftensbajer? spurgte han og skyndte sig at tilføje eller et glas vin? da han åbenbart kom til at tvivle på, om hun nu også var på ølholdet. Og det var altså sådan, det var begyndt. Det blev tiere og tiere, at han tilfældigt kom forbi, når hun skulle hjem efter arbejdstidens ophør, og det blev tiere og tiere, hun lod sig overtale til at bruge et kvarters tid eller to på en snak over en øl det var jo faktisk øl, der hørte sig til efter fyraften og heldigvis havde supermarkedet i hendes kvarter åbent til 21, så hun nåede nok det, hun skulle. Det var tydeligt, at Mogens havde hensigter, men de var ret ordløse. Han talte mest om sit arbejde, om samfund og politik, men en aften bemærkede han dog, at han syntes, han havde været heldig at komme til at kende hende. Hun kom til at tænke på, at hun engang havde hørt noget om, at en rigtig jyde ikke var meget for at bruge ord på følelser, at han hellere ville bide tungen af sig end sige jeg elsker dig. Han kunne måske svinge sig op til at sige jeg har ikke så meget imod dig. Det var helt godt at vide sådan noget, så hun smilede til ham, og lidt efter spurgte han hende, om hun havde set den film med Meryl Streep, der havde haft premiere et par dage før. Det havde hun ikke, og han sagde, Årets forfattere Trisse Gejl A.J. Kazinski Knud Sørensen Mikkel Munch-Fals Knud Romer Dy Plambeck Kaspar Colling Nielsen Ida Jessen Bjarne Reuter Astrid Saalbach at de måske kunne se den sammen en dag. Og snakke lidt om den bagefter, måske. Det kunne de jo godt. Og det gjorde de så, og det blev tiere og tiere, at de gjorde noget. Et par gange overnattede han i et af hendes gæsteværelser, som hun kaldte dem, det var lettere hos hende, sagde hun, efter at have konstateret, at hans lejlighed kun var en etværelses. Det var et ambitiøst firma, hun var ansat i, man var i færd med at etablere en afdeling i Aarhus, og en dag bad direktøren hende om at rejse en uges tid derover for at hjælpe med at indarbejde rutinerne og organisere den naturlige kontakt til hovedafdelingen, og det indvilligede hun naturligvis i. Så om søndagen lige efter en biograftur fortalte hun Mogens, at hun måtte skynde sig hjem, for hun skulle tidligt op næste morgen og på forretningsrejse en uges tid. Men vi kan da ses næste søndag, sagde hun, da han virkede lidt skuffet over den lidt tidlige og ferske afslutning på deres aften. Du kan bare ringe. Næste morgen tog hun IC-Lyntoget fra hovedbanegården. Egentlig kunne hun godt lide at køre i tog. Hun valgte ikke DSB 1, men en almindelig standart. Det var nu ikke af sparsommelighed på firmaets vegne, men fordi hun altid morede sig med at lytte til medpassagerernes mobiltelefonsamtaler. Også denne gang var der bid. En ung pige sad og talte ivrigt med en eller anden og fortalte vidt og bredt om sin nye kæ- 50 Ud & Se April 2012

4 hemmeligheden bag novellen To mænd har erklæret deres kærlighed til mig i løbet af et halvt år. De er tvillinger. De ved ikke, jeg har haft noget kørende med begge to. reste. Han hed Bent, hørte man, og alle i vognafdelingen havde svært ved at beherske latteren, da hun fortsatte med at sige: Men jeg har nu også bedt ham om at få lov til at kalde ham Erik, for jeg har aldrig haft en kæreste, der hed det. Således forlystet nåede hun frem til afdelingskontoret, netop som personalet var i gang med formiddagskaffen det tog de sig altså tid til her i det jyske. Hun sagde nej tak til en kop hun havde jo drukket kaffe i toget og fremprovokerede, at afdelingslederen straks begyndte at vise hende til rette. Og så var det allerede den første dag ved aftenstid, at det skete. Hun havde indlogeret sig på hotellet og var nu gået ud i byen for at drysse lidt rundt og kigge på den og finde et hyggeligt sted, hvor hun kunne få lidt at spise. Hun så på spisekortet ved et par cafeer, men da hun kom til den tredje, var det ikke spisekortet, der fangede hendes opmærksomhed. Hun kiggede. Det var virkelig rigtigt. Derinde sad han jo, ham Mogens. Var han også i Aarhus? Det havde han da ikke sagt noget om? Mærkeligt! Hun gik ind, hængte frakken fra sig i garderoben og nærmede sig ham bagfra. Han havde åbenbart ikke bemærket hende endnu, for han sad fordybet i en avis, JP Aarhus, hed den vist. Hun gav ham et tjat på skulderen og sagde: Hvad søren er det, er du også her? Han kiggede op på hende. Faktisk så han overrasket ud. Hun lo, men trak så latteren tilbage. Det var jo Mogens, men så alligevel ikke helt. Der var en smule mere fylde i kinderne, end hun mente, der skulle være. Og vel også andre steder. Hun skulle lige til at undskylde, da han smilede og sagde: Jamen sæt dig dog bare her. Det kan da være meget godt med lidt selskab. Jeg hedder Jørgen, sagde han også. Hun nikkede og præsenterede sig formelt. Da hun kom tilbage til hotelværelset og tænkte tilbage, måtte hun indrømme, at aftenen havde været hyggelig. Jørgen havde været ret underholdende, han havde foreslået, at de gik en aftentur sammen, og undervejs var de inde et sted og få et glas. Og da de skiltes uden for hendes hotel, aftalte de, at de da kunne mødes næste aften på cafeen, som han havde kaldt vores cafe. På et tidspunkt havde han sagt noget om, at han da for resten havde en bror oven i købet en tvillingbror i København. Har du det? Er du en tvilling. Hvordan er det? Det blev til daglige eller rettere aftenlige møder mellem dem i den uge. En enkelt gang var hun med ham hjemme for at få et glas og sådan lidt. Når hun så var tilbage på hotellet spekulerede hun tit på, hvad der egentlig gik af hende. Savnede hun ham Mogens, og var Jørgen en slags erstatning, en kopi af originalen. Men han var vist ikke bare en kopi, hans personlighed var nok lidt forskudt, og egentlig var han jo mindst lige så tiltalende. Godt selskab i hvert fald. I det kommende par måneder, havde hun stadig sit hyppige samvær med Mogens, men måtte nogle gange et smut til Aarhus for at undervise nyt personale, og af kedsomhed, som hun sagde til sig selv, kontaktede hun Jørgen, så de kunne slå lidt af tiden ihjel sammen. En aften sagde han: Jeg synes, der er rart, at du så tit kommer her til Aarhus. Jeg går faktisk og ser hen til det. Det var vist samme aften, hun kom ret sent tilbage til hotellet, det vil sige, det var faktisk ikke aften længere, men midt på natten. Sådan gik ret lang tid. Mest København, men ikke sjældent Aarhus, og naturligvis passede hun på ikke på nogen måde at røbe for den ene, at hun kendte den anden. Det var ikke altid lige let, for i erindringen blandede hun dem tit sammen, og en enkelt gang gik det da også galt, da hun begyndte at snakke med Mogens om en film, hun havde set i Aarhus sammen med Jørgen. Men hun klarede det med en lille latter. Nej, da var du jo ikke med, det var Kirsten og Ellen, jeg så den sammen med. Som tiden gik, kom hun til at kende dem begge 52 Ud & Se April 2012

5 Et par aftener efter kom hun til at sige: Ved du hvad, Mogens, jeg har gået og tænkt på, om du og din bror ikke indtil videre kunne leje hvert sit værelse hos mig Se alle hemmelighederne Novelleserien er produceret og forfatterne udvalgt i samarbejde med Danmarks Radio. Du kan læse alle de indsendte hemmeligheder på dr.dk/hemmeligt Her kan du også downlade novellen som lydpodcast og læse et interview med månedens forfatter. Sådan gør du Vær med til at inspirere forfatterne. Skriv din hemmelighed kort, maksimum 300 tegn. Du må gerne være anonym. Sms shhh efterfulgt af teksten til Eller gå ind på dr.dk/hemmeligt og udfyld formularen. Scan eventuelt koden med din smartphone. bedre og begyndte også at kunne mærke, hvem af dem, det nu var, hun var sammen med. Selv tvillinger er lidt forskellige. Lidt anfægtelser havde hun dog. Hvordan skulle det hele udvikle sig, det kunne jo ikke blive ved i al evighed på den her måde. Måske skulle hun få firmaet til ikke altid at sende netop hende over til filialen. Og så kom den dag, da problemerne væltede ind over hende. Jørgen havde godt nok et par gange sådan lidt spøgende sagt noget om, at han egentlig tænkte på, om ikke han skulle prøve at finde noget, så han kunne flytte til København, men det havde hun nærmest bare opfattet som en slags kompliment. Men så en dag sagde Mogens: Jeg har en bror, Jørgen, i Aarhus ja, vi er for resten tvillinger og han kommer nu til København og har spurgt mig, om han indtil videre kan bo hos mig. Men det er jo ikke så let, det er jo kun en etværelses, jeg har fremlejet, men da det lejemål snart udløber, fordi ejeren kommer hjem efter at have studeret i USA, skal jeg alligevel finde noget andet, så jeg er begyndt at lede efter noget større, hvor vi så begge kan bo, indtil han en dag finder sit eget. Mere blev der ikke sagt den dag. Men et par aftener efter kom hun til at sige: Ved du hvad, Mogens, jeg har gået og tænkt på, om du og din bror ikke indtil videre kunne leje hvert sit værelse hos mig. Jeg har jo alt for meget plads og hele to badeværelser, for lejligheden er jo slået sammen af to, og det er jo helt asocialt, at jeg går alene rundt på 148 kvadratmeter. Han så ret interesseret ud, men havde alligevel en betænkelighed. Sammen med Jørgen? Det ville vist blive lidt indviklet med os to. Vil han ikke komme til at føle sig til overs? Han behøver jo ikke at vide noget om os. Sådan foreløbigt, sagde hun. Han tvivlede stadig, spekulerede på, hvordan værelserne lå i forhold til hinanden. Han vendte sig i sengen, vendte sig så tilbage igen og nikkede. Ja, sådan for en tid, sagde han. Næsten en kopi af den samtale blev det til, da Jørgen dagen efter ringede til hende og sagde, Knud Sørensen er født i Hjørring i 1928, uddannet som landinspektør. Har været bosat på Mors siden 1958 og praktiserede som landinspektør på øen indtil Har udgivet digtsamlinger, novellesamlinger, romaner, biografier og et par debatbøger. at hans bror, Mogens, havde fortalt ham, at han havde lejet et par værelser til dem hos en flink dame, han havde truffet, og som hed Lise Thomsen. Kender du da ham, spurgte han. Det bekræftede hun og fortalte, at hun tilfældigt på sit arbejde havde truffet hans bror og hvor I dog ligner hinanden og han havde en dag fortalt, at han søgte et par værelser til sig selv og sin bror. Det var nok bedst, han ikke fik noget at vide om deres forhold. Så kunne de jo altid se, hvordan det ville gå, og hvordan de skulle indrette sig i fremtiden. Vigtigst var det, at de bevarede deres hemmelighed. Så gik det nok. Han var skeptisk. Jeg forstår dig ikke, sagde han, og hvordan skal vi kunne være sammen, når Mogens også er der? Til sidst sagde han alligevel: Ja, ja da. Man kan vist godt sige, at hun i dagene derefter virkelig fortrød sit spontane tilbud, men hun kunne ikke finde en begrundelse for at trække det tilbage. Hun var ikke glad for at tænke på fremtiden. Især ikke fordi hun havde haft det lidt dårligt om morgenen de seneste dage, lidt kvalme og sådan. Men de har da de samme gener, kunne hun tænke, men tænkte dog mere ad andre baner. Hvad med at rejse væk en tid og få det ordnet? Og måske var det allerbedste, at hun bad om at blive permanent forflyttet til Aarhus og tage sine dele af hemmelighederne med derover? Og så håbe på, at tvillingerne bevarede hver sin del. 54 Ud & Se April 2012