Må tidligst offentliggøres, når talen er holdt Det talte ord gælder. Find Sydslesvig. Tak for invitationen...

Transkript

1 Må tidligst offentliggøres, når talen er holdt Det talte ord gælder Første næstformand for SSF og formand for SSF s Årsmødeudvalg Gitte Hougård-Werner Ved årsmødet fredag den 19. juni 2015 På Kaj Munk-Skolen, Kappel kl I Gelting Forsamlingshus kl Find Sydslesvig Tak for invitationen... Mottoet for årets årsmøder er Find Sydslesvig og jeg vil begynde med at fortælle den personlige historie om, hvordan jeg fandt Sydslesvig, og her vil jeg starte med et der var engang, som i et eventyr mit livs eventyr! Som sagt: der var engang en lille familie - far, mor og 2 små søde piger. De boede i en lille landsby i Danmark. Den ældste pige gik i skole hos far, og den yngste var i legestuen hos mor. Alt var helt, som det nu var i en ganske almindelig dansk kernefamilie i slutningen af 70 erne. MEN en dag skete det: familien var samlet, og forældrene forkyndte, at teltpælene skulle rives op og familien flytte til Tyskland nærmere Sydslesvig. En lærergerning i Egernførde kaldte, sagde far. JEG skulle i hvert fald IKKE med. Hvad og hvor skulle det der Sydslesvig være, nej ikke i min vildeste fantasi kunne jeg forestille mig, at der skulle ændres noget ved det liv jeg kendte, og da slet ikke ved at flytte hen til et sted, der ikke var at finde på noget kort. Stor protest! Men vi skrev året 1980, og rejsen til Sydslesvig blev en kendsgerning og jeg flyttede modvilligt og sur med. Jeg kunne jo ikke engang tysk, og havde ikke spor lyst til at forlade mine venner eller det sted, hvor jeg følte mig hjemme! Men det skulle vise at ændre sig... Som barn og ung gik jeg først på Jes Kruse Skolen i Egernførde og senere på Duborgskolen i Flensborg og det var jo en dansk skole, så jeg kunne bruge mit danske sprog i skolen, så forandringen blev ikke til den frygtede katastrofe og jeg faldt hurtigt til og fik nye venner. Jeg lærte tilmed tysk i en fart, for jeg ville jo så frygtelig gerne lege med mine tyske nabobørn. 1

2 I min fritid nød jeg godt af mindretallets utallige tilbud og arrangementer. Der var både FDF og dansk ungdomsklub, tilmed fastelavn, Skt. Hans og jul blev fejret, som jeg var vant til. Jeg fandt ud af, at det var en berigelse for mit liv at bo i Sydslesvig; særligt på det sproglige plan kunne jeg både lære mine tyske venner dansk, og på besøg i Danmark kunne jeg følge med min kusine i skole, og undervise dem i tysk, og HUN gik allerede på gymnasiet! Efter endt studentereksamen flyttede jeg dog til Kiel og væk fra mindretallet, men ikke længere væk end at jeg kunne komme hjem i ny og næ, for det var ikke fordi jeg var træt af mindretallet, men simpelthen fordi jeg ville studere. Men nogle år senere savnede jeg alligevel det danske sprog og den danske kultur i det daglige og flyttede derfor tilbage til Egernførde og tog min tyske forlovede med. Han faldt heldigvis hurtigt til og blev en del af mindretallet. Vores søn begyndte i den danske børnehave og kredsen var sluttet. Fra den dag blev mindretalsarbejdet skrevet med stort i mit og min nu lille families liv. Jeg blev lærer på den sydligste danske skole i Vestermølle og valgtes ind i SSFs bestyrelse. Inden jeg fik set mig om, kom dansk sprog og kultur til at fylde mit liv, både på arbejdet og i fritiden. Pludselig forstod jeg, hvad min far mente, da han i slutningen af 70 erne forkyndte, at lærergerningen i Sydslesvig kaldte... og jeg var glad og taknemmelig for, at de ikke havde lyttet til min modvilje dengang. På trods af at jeg - hvis jeg skal vise mit rødbedefarvede pas frem - er rigsdansker på papiret, føler jeg mig klart som dansk Sydslesviger. Min hverdag er præget af tosprogethed og af både dansk og tysk kultur. Så selvom jeg i 1980 flyttede til en landsdel i Tyskland kaldt Sydslesvig, et navn der ikke findes på noget landkort, så fandt jeg det alligevel, og derfor kan jeg stå her i dag og fortælle jer om det betydningsfulde valg mine forældre traf dengang. Hvad var det så jeg fandt, og som jeg holder så meget af og kalder mit hjem; en hjertesag, jeg så gerne fortæller om og deler med så mange som muligt? Hvad er det man finder i Sydslesvig i dag, og vil man finde det i fremtiden? Uanset om man kommer som gæst i Sydslesvig eller er en del af mindretallet, vil man ikke kunne undgå det historiske perspektiv, fundamentet for mindretallets eksistens. - man kan se, høre og læse om slaget ved Dybbøl i 1864, om vor kære landsdel og hele Sønderjylland, der gik tabt til tysk side, om menneskenes kamp for at opretholde en nær forbindelse til moderlandets Danmark og det danske, både sprog, kultur, traditioner og sange i denne svære tid, hvor det, at være dansk pludselig ikke længere var en selvfølge, tværtimod. - man kan se (selvom den næste ikke er at se), høre og læse om 1920, folkeafstemningen og grænsedragningen der, hvor den er idag dog uden afspærring og paskontrol. Forud for folkeafstemningen havde der været voldsom 2

3 propaganda på begge sider men efter afstemningen blev grænsen omsider fastlagt, og er ikke siden blevet flyttet. Begge lande blev forpligtet på at overholde grænsefreden, og det gjorde de. Der var dog stadig mennesker på begge sider af grænsen, der gerne ville være dansk hhv. tysk. Derfor blev 1920 året, hvor de nationale mindretal nord og syd for grænsen blev en juridisk og politisk realitet. - man kan ikke rigtig se, men høre og læse om 1955, hvor Danmark og Tyskland underskriver de såkaldte København-Bonn-erklæringer gensidige erklæringer, men ikke med henblik på at binde eller forpligte hinanden, kun sig selv; erklæringer om at respektere og anerkende det mindretal, der er i landet og garantere dem samme rettigheder som flertalsbefolkningen. I følge disse erklæringer er bekendelsen til dansk eller tysk nationalitet og kultur i det dansk-tyske grænseland fri og må ikke efterprøves. De kendte ord Däne ist wer will havde og har også 60 år efter stor betydning for vores mindretal. Det er netop ikke et spørgsmål om pas, men om et subjektivt tilhørsforhold til mindretallet, moderlandet og dets sprog og kultur, det man har valgt for sit og sine børns liv. Erklæringerne sikrer også i dag, at mindretallene på begger sider af grænsen kan bevare deres nationale og kulturelle identitet og sikrer fredelig sameksistens med flertalsbefolkningen. Det er i korte træk den historiske baggrund for mindretallet, man finder i Sydslesvig. Rent geografisk findes Sydslesvig altså fra år 1920, når man krydser grænsen ved Flensborg mod nord, og det strækker sig til Ejderen i syd og går fra Østersøen i øst til Sild mod vest. Dette geografiske område er dog mere end en historisk beretning, der er et levende indhold. Selvfølgelig er landet en del af Slesvig-Holsten, og her bor slesvigholstenere, så geografisk befinder vi os i Tyskland, men her lever og finder man også mindretallet. I dag lever vi fredeligt side om side, med og for hinanden blandt andet takket være Bonn-Københavnerklæringerne. I landsdelen findes der danske børnehaver, skoler og fritidshjem. Og her findes danske idrætsforeninger med mange forskellige idrætsgrene. Her findes danske kirker, danske forsamlingshuse, et dansk parti, danske sundhedstjenester og alderdomshjem, hvilket tilsammen muliggør et dansk liv fra vugge til grav selvom man bor syd for den dansk-tyske landegrænse. Ser man på årets plakat, er der mange symboler set med et ungt menneskes øjne som netop viser en stor del af indholdet i Sydslesvig i dag. Så her får I min fortælling om indholdet i Sydslesvig ud fra Lisas flotte plakat: Vejen ind i mindretallet - symboliseret med stigen, er for manges vedkommende børnehaven eller skolen. Skoleforeningens opgave er at drive dansk pædagogisk virksomhed for det danske mindretal i Sydslesvig. Eleverne skal lære dansk sprog og kultur og bevidstheden om samhørighed med Danmark skal fremmes, og samtidig skal eleverne dygtiggøres til at leve og virke i det tyske samfund. Skolestrukturen er altså så dansk som muligt og 3

4 så tysk som nødvendigt for at tilfredsstille den tyske skolelovgivning, som mindretalsskolerne er underlagt. Skolegangen kan afsluttes enten med hovedskoleeksamen, realeksamen eller studentereksamen. Sidstnævnte kan tages enten på A.P. Møller Skolen eller på Duborgskolen, og kendetegnende for de danske gymnasiers studenter er - ligesom i Danmark studenterhuen, som hænger på det midterste billede med den unge pige. Hun ser muligvis i et poesialbum, på billeder eller læser i en dansk historiebog J. Hendes tanke og sprog er både dansk og tysk, og ofte er de unges identitet en både-og. Enten fordi forældrene har hver deres nationalitet, eller fordi forkærligheden til Danmark og det danske er opstået gennem skolegangen, efter forældrenes aktive skolevalg, måske for flere generationer siden. Billedet foran pigen viser noget, som mange af de sydslesvigske elever møder i løbet af deres skolegang, en ung skoledreng foran toget, klar til at tage på ferie - nemlig på de danske børns ferierejser et samarbejde mellem Dansk Skoleforening og Grænseforeningen i Danmark. I over 90 år har tusindvis af børn fra Sydslesvig været på sådanne sommerferieophold i Danmark og fået sproglige og kulturelle oplevelser, der har udviklet dem og mange gange har det også skabt venskaber for livet. I tidernes morgen startede projektet som hjælp til de mange stakkels sydslesvigske børn, så de kunne komme op til Danmark og blive fedet op, få frisk luft og møde den danske hverdag. Grænseforeningen hjalp og hjælper med at finde familier i Danmark, der var villige til at tage sig godt af et sydslesvigsk barn. I dag er der stadig omkring 120 børn, der tager på et 2-4 ugers ophold i Danmark i skolernes sommeferie. Men i modsætning til i gamle dage, er det kun for at møde det danske sprog og den danske hverdag helt live. Derigennem opstår stadig venskaber hen over grænsen. Møllen på billedet er selvfølgelig Dybbøl Mølle, også symbolet for Grænseforeningen, der blev grundlagt umiddelbart efter grænsedragningen i Grænseforeningen støtter danskheden særligt syd for grænsen, samt oplyser om Sydslesvig i Danmark. Samtidig er Dybbøl Mølle og skanserne en del af selve historien, som jeg tidligere var inde på. Historien ses også på billedet bag ved pigen i form af et husumer protestsvin, en svinerace fra Nordfrisland. I årene efter 1864 var det forbudt for danskerne i Sønderjylland af flage med Dannebrog, og som protest avlede man de rødbrogede svin med den hvide stribe tværs over ryggen som symbol på det elskede flag. Enkelte eksemplarer findes stadig i dag, men hvad endnu bedre er, Dannebrog kan igen gå til tops på flagstængerne rundt omkring i landsdelen. I Sydslesvig kan vi også finde gamle danske slotte tilhørende den danske kongefamilie, det være sig Lyksborg eller Gottorp slot, der vidner om dengang Sydselsvig var dansk. Desuden ses Istedløven og Nørreport på billedet under pigen begge dele finder man i Flensborg. Istedløven er også et af de monumenter, der vidner om de tidligere grænsestridigheder. Statuen blev rejst 1862 til minde om slaget ved Isted og dets udgang. Da tyskerne vandt slaget ved Dybbøl i 1864 og danskerne måtte acceptere grænsedragningen ved kongeåen og både hertugdømmet Slesvig og Sønderjylland var tabt, lod ministerpræsidenten og den senere kansler Bismarck den hovmodige løve vælte af soklen. Først blev den derfor bragt i eksil til Berlin, i året 1945 anmoede 4

5 den danske regering om at få løven tilbage, og den blev bragt til København. Her stod den i over 65 år og håbede på at måtte finde hjem en dag. I mange år var der ikke stemning for denne hjemrejse, men 2009 besluttede et næsten enigt byråd i Flensborg at anmode om at føre løven tilbage til sin oprindelige plads. Efter en udførlig restaurering kunne løven finde tilbage til Sydslesvig, hvor indvielsen fandt sted den 10. september En ny indskrift har også fundet sin plads på soklens plade, herpå står: genrejst som tegn på venskab og fortrolighed mellem Danmark og Tyskland. Geografisk er Flensborg samtidig byen mod nord, vandet er Ejderen mod syd. Strand og hav både mod øst og vest finder man i Sydslesvig, i øst eksempelvis Egernet i Egernførde og fyrtårnet i Husum mod vest. Alt noget man også finder på plakaten. Hvad kan man mere finde i Sydslesvig og på plakaten: Kirken symboliseres ved fiskene. SSW, mindretallet eget parti, der i dag er en del af landsregeringen og tilmed stiller en egen minister, kendetegnes af den kendte påskelilje. Pigens bog kunne også være lånt på det danske centralbibliotek. Sidst men ikke mindst, går Dannebrog til tops, som ved friluftsmødet i Flensborg ved de danske årsmøder noget SSF er togholder for. Sydslesvigsk forening er den kulturelle hovedorganisation, hvis formål er at udbrede og pleje det danske sprog, at værne om og fremme dansk og nordisk kultur, og drive folkeligt dansk virke i Sydslesvig. Foreningen er arrangør for de fleste koncerter og teaterstykker, også på skolerne, samt indbyder til mange forskellige arrangementer både lokalt og for og i hele landsdelen. Dette kan der læses mere om på hjemmesiden, der står nederst i hjørnet på plakaten. Lisa har valgt at male flere svaler på plakaten. Svalen er kendt for at have en stor flyvefærdighed, og den vender altid hjem til samme område år efter år, og når svalen dukker op igen, er sommeren nær. Vore unge har ligeledes en stor flyvefærdighed, idet de er åbne overfor verden, vant til at omgås flere kulturer og sprog anerkender og lever mangfoldigheden. Hvis man ved, hvem man er, er det lettere at åbne sig overfor andre. Svalen kunne ligeledes minde om H. C. Andersens ord herfra min verden går sådan kunne den udklækkede student tænke inden han/ hun drager ud i verden. Hvem ved, måske finder de efter flere års studier eller uddannelse tilbage til rødderne og vender hjem til Sydslesvig akkurat som svalen. Måske læser pigen ikke i en bog, men i Flensborg Avis den vil man også finde, hvis man kigger nærmere på indholdet i Sydslesvig. Flensborg Avis er mindretallet avis. Her finder man dagligt nyt både fra Danmark, fra regionen, fra mindretallet og som noget forholdsvist nyt findes også nyheder for den yngre generation under navnet Zejt-ung. Avisen har i det forgangne år fået et løft, er blevet moderne og finder sig til rette i en ny medietid. Alle disse foreninger og institutioner udgør tilsammen indholdet i det danske mindretal i Sydslesvig. Enkeltvis varetager de områder i det mindretalsliv, der ønskes levet. De udgør således hver en blomst i den samlede buket Sydslesvig, der godt nok ikke kan bestilles ved Fleurop, men som er åben for dem, der ønsker at finde buketten i deres stue og være en del af samme. Hvad kan vi så finde i fremtiden? 5

6 Det er der selvfølgelig ikke noget entydigt svar på, og jeg kan ikke spå. Men det er klart, at kultur og historie skal finde sig til rette i et moderne samfund, hvor værdierne er forandret, og hvor grænser ikke længere er grænser... Så min opfordring til jer alle skal også stå i imperativ som mottoet Find Sydslesvig : gå ud og fortæl den gode historie om, hvordan I hver især har fundet Sydslesvig, det være sig fundet ind til, frem til eller om du har fundet tilbage til Sydslesvig. Måske har du også fundet dig selv i Sydslesvig og har således en mindretalsidentitet. Alle disse historier danner den levende sydslesvigske fortælling. Sålænge vi aktivt bekender os til det danske mindretal, bruger sproget og videregiver kulturen, historien, traditionerne og sangene til kommende generationer, da er Sydslesvig også at finde om 100 år. Desuden skal opfordringen til foreninger og institutioner lyde: find sammen i Sydslesvig find den fælles fortælling, sådan som blomsterne i buketten danner en helhed, en flot og broget enhed. Det var også anbefalingen, der lød fra danske repræsentanter, da vi på folkemødet debatterede om Sydslesvig. Debattørerne anså det som en af de vigtigste forudsætninger for mindretallets eksistens i fremtiden og for fortsat økonomisk støtte fra Danmark. Den fælles og gode, samtidige historie skal fortælles, særligt nord for grænsen, ellers risikerer vi at blive glemt. Afslutningsvis kan jeg derfor kun, for at komme tilbage til mit eventyr fastholde, at buket Sydslesvig altid er et besøg værd så find Sydslesvig, om det skal være i et par dage, uger, år eller som jeg for hele livet! 6