Er demokrati muligt i Irak?

Transkript

1 babylon3_2_babylon3.qxd Side 108 Mange mennesker ryster lidt på hovedet af George W. Bush planer om at indføre demokrati i Irak. Men ideen synes at have bidt sig fast, og nu støtter også den danske regering med sit seneste arabiske bistandsinitiativ forsøget på at omdanne de repressive stater i Mellemøsten deriblandt Irak til mere demokratiske politiske systemer med større respekt for menneskerettigheder. Er demokrati muligt i Irak? Søren Schmidt er ph.d.-studerende ved Institut for geografi og internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitetscenter i Danmark.

2 babylon3_2_babylon3.qxd Side 109 frugtbart udgangspunkt for at forstå demokratiets væsen, dets baggrund og dets muligheder for at overleve i et land som Irak. Flere forhold synes at have været afgørende for, at det nu endeligt er lykkedes medlemmerne af Det Provisoriske Råd at blive enige om en midlertidig demokratisk forfatning. Disse forhold har ikke meget med sværmerisk forkærlighed for hverken den demokratiske ide eller nationalstaten at gøre, men derimod med iskold politisk kalkulation og magtkamp. tekst: Søren Schmidt både tilhængere og modstandere af Bush demokratiseringsplaner synes at ligge under for en vis implicit nedladenhed i forhold til den arabiske verden. Tilhængerne, fordi de antager at den arabiske verden vil kunne demokratiseres ved at importere Vestens fremragende ideer og politiske systemer (ifølge denne tankegang er Mellemøsten simpelthen bagefter og medicinen består i at indhente efterslæbet ), og modstanderne fordi de anvender andre moralske standarder overfor de arabiske lande end overfor vestlige lande ved at opfatte den nationale selvbestemmelsesret som en art national demokratisk ret, der også omfatter retten til at nægte sine borgere politisk indflydelse og respekt for elementære menneskerettigheder. Hverken tilhængernes idealisme eller modstandernes nationalstatsromantik er et Kurdistan Den første afgørende grund til, at det lykkedes parterne at blive enige om den midlertidige fælles forfatning, er at Kurdistans de facto selvstændighed siden 1991 også sikres i den nye forfatning i kraft af den vetoret kurderne får over vedtagelsen af en senere permanent forfatning. Gennem hele Iraks historie har kurderne stræbt efter at få et kurdisk hjemland, der dels omfatter en så stor en del af det kurdiske folk (som er fordelt på fire lande: Irak, Tyrkiet, Iran og Syrien) som muligt, dels har en høj grad af autonomi i forhold til styret i Bagdad. Kurderne har i dag oprettet deres egne politiske og administrative institutioner i Kurdistan og vil med de rige oliekilder nord for Kirkuk også kunne få en økonomi, der reelt gør dem uafhængige af Bagdad. Kirkuk er kurdernes historiske hovedstad, men Saddam Hussein sørgede for at mindske den kurdiske befolkningsandel i byen og i dag mener man, at den assyriske og tyrkmenske befolkning udgør flertallet i byen. Afgørelsen om hvor vidt Kirkuk skal være en del af Kurdistan er et politisk sprængfarligt emne og er derfor praktisk nok 111

3 babylon3_2_babylon3.qxd Side 110 udskudt til senere. I stedet for straks at gå efter et fuldt selvstændigt Kurdistan, har de kurdiske ledere, Jalal Talibani og Massoud Barzani, valgt at stille sig tilfreds med en taktisk sejr, hvor de i den nye forfatning og med støtte fra amerikanerne har fået garanti for, at det kurdiske selvstyre kan fortsætte. Forfatningen accepterer også den fortsatte eksistens af den kurdiske Peshmerga militia, hvilket dermed sikrer dem muligheden for på et senere tidspunkt at forfølge kurdiske interesser med militære i stedet for politiske midler. Men Kurdistans politiske, økonomiske og militære autonomi er samtidig en trussel mod udviklingen af en ny bæredygtig irakisk stat, da bagsiden af den kurdiske autonomi er, at regeringen i Bagdad bliver tilsvarende svag. Det er muligt at dette passer amerikanerne godt, men det vil betyde at en svag irakisk regering vil få svært ved at gennemføre de sociale og økonomiske reformer, der skal til for at fremme udviklingen i landet, og som på længere sigt vil være afgørende for om et demokratisk politisk system kan overleve. For Irak vil ikke kunne løse sine problemer, hvis landet opdeles i etnisk-religiøse kantoner. Selvom kurderne fortrinsvis bor i nord, sunnierne i midten og shiiterne i syd, er der gennem Iraks moderne historie sket en voldsom indvandring til de store byer. F.eks. er hovedparten af Bagdads indbyggere i dag enten shiitter eller kurdere. Dominerende shia-muslimer Ironisk nok har amerikanernes invasion af Irak ophøjet det shiitiske religiøse præsteskab, med ayatollah Ali Sistani i spidsen, til Iraks afgørende politiske aktør. Paul Bremer forsøgte først at få et forslag igennem, ifølge hvilket de demokratiske repræsentanter skulle vælges gennem en uigennemskuelig proces, hvor lokale repræsentanter udvalgt af Det provisoriske regeringsråd og den amerikanske Coalition Authority skulle vælge de midlertidige parlamentsmedlemmer og en midlertidig [ En svag regering vil få svært ved at gennemføre de sociale og økonomiske reformer der skal til. [ regering. Bakket op af passende demonstrationer og trusler, satte Ali Sistani hælene i og beskeden blev tydeligvis forstået af amerikanernene, nemlig at shiiterne ikke endnu en gang vil snydes for at få indflydelse i forhold til deres andel af befolkningen (de udgør ca. 65 prosent af den samlede befolkning). Når shiiterne derfor i første omgang bakker op om et demokratisk politisk system, skal det ses på baggrund af, at de kan forvente at blive det kommende valgs sejrherre. Hvorvidt Ali Sistani til den tid vil vedstå sin kvietistiske (at religion i hovedsagen er en privatsag) holdning til forholdet mellem religion og politik kan kun tiden vise. Selvom Sistanis moderate holdninger kritiseres af den radikale og populære shia-leder, Moqtada Al Sadr, der har sin opbakning i Bagdads fattige shiitiske forstæder, synes han og kredsen omkring ham, at holde stand. Men meget vil afhænge af om Ali Sistani også fremover er den, der lægger linjen for shiitterne, som er godt organiserede og har tradition for at følge deres lederes anvisninger. Hvis Sistanis modstandere får held til at rydde ham af vejen, vil shiiterne hurtigt kunne skifte kurs, men Sistani er nu ikke 112

4 babylon3_2_babylon3.qxd Side 111 den, der unødigt udsætter sig selv for fare. Efter sigende har han ikke forladt sit hjem i Najaf gennem mere end 10 år. Selvom de irakiske shiiter er af arabisk etnisk oprindelse og på den måde adskiller sig fra de persiske shiiter, kan det forventes at det politiske fællesskab, der under Saddam Hussein voksende frem mellem de iranske mullaher og det irakiske shiitiske præsteskab vil fortsætte. Dette understøttes af, at Ali Sistani selv er af persisk oprindelse og at en stor del af præsteskabet sad i Qom i Iran under Saddam Hussein. Forbindelsen til det shiitiske Iran er naturligvis ikke uden problemer, hverken for amerikanerne eller for sunnierne. Ligesom kurderne har shiitterne sikret sig at de kan beholde deres milits, Al Badr, som blev oprettet og trænet i Iran. Det forhold at shiitternes politiske indflydelse bliver sikret gennem den demokratiske forfatning, har samtidig skabt det trejde afgørende politiske problem i Irak; nemlig sunni-muslimernes frygt for at blive marginaliseret og frataget deres hidtidige privilegerede position i Irak. Det er denne frygt, som saddamisterne og udenlandske terrorister forsøger at puste ild til med deres aktioner og som de tilsyneladende har et vist held med. Sunnierne er under alle omstændigheder de store tabere efter Saddams fald og hvis de ikke føler, at disse tab er til at leve med, er der risiko for, at det vil kunne lykkes uromagerne at mobilisere langt bredere sunnimuslimske kredse end hidtil. I den midlertidige forfatning har sunnierne om ikke andet fået garanti for, at landets premierminister ikke kan udpeges uden deres godkendelse. Forfatningen opererer med en præsident og to vice-præsidenter, der vil repræsentere hhv. shiiterne, kurderne og sunnierne og premierministeren skal udpeget i enighed af disse. Men det er tvivlsomt om en enkelt sunni vicepræsident er tilstrækkelig til at dæmpe sunniernes frygt for at blive majoriseret i det nye Irak. Dette understreges også af, at sunnierne langt fra er så godt organiserede som kurderne og shiiterne og i dag står uden et egentlig lederskab. Meget vil derfor afhænge af om shiiterne efter en valgsejr vil opføre sig efter devisen winner takes all eller om det shiitiske lederskab vælger at tænke i mere langsigtede baner. Før Saddam Hussein spillede shiiterne en central rolle i opbygningen af den moderne, sekulære, irakiske stat, og i bedste fald vil shiiterne komme til at spille samme rolle i genopbygningen af den irakiske stat. At shiiterne i forfatningen har givet køb på kravet om, at Islam skulle være hovedreferencen for al fremtidig lovgivning (hvilket ville have været et signal om at man sigtede mod et politisk system efter iransk forbillede) er et første godt tegn på deres pragmatisme. Til trods for at det nu er lykkedes irakerne at blive enige om en midlertidig demokratisk forfatning og dermed lægge vigtige spor ud for den fremtidige udvikling vil et fremtidig demokrati stadig have mange odds imod sig. En ting er de omstændigheder, der bevirker at demokrati introduceres som politisk system, noget andet er at demokratiets overlevelse på længere sigt har at gøre med de strukturelle træk, der kendetegner Irak og andre udviklingslande. Fragmentering, stat og demokrati Irak er, ligesom størstedelen af de tidligere kolonier, præget af, at det fik sin selvstændighed i form af en slags negativ 113

5 babylon3_2_babylon3.qxd Side 112 suverænitet, som den amerikanske professor i internationale relationer, Robert Jackson, kalder det. Med negativ suverænitet mener Jackson, at suveræniteten ikke er fremvokset i løbet af en historisk proces, hvor en rodfæstet, central politisk magt har tvunget andre magtcentre ind under sig og har fået knyttet befolkningens politiske identitet (hvem er det vi skal tage beslutninger sammen med?) sammen med de forskellige befolkningsgruppers sociale identitet (hvem er min gruppe?). De post-koloniale stater er stort set blevet skabt, fordi de tidligere kolonistater valgte at give dem selvstændighed. Staterne har derfor i langt højere grad deres rod i international legalitet end i en legitimitet i deres egne fragmenterede samfund. I Irak er befolkningens identiteter i vidt omfang knyttet til de identiteter, som de er blevet præget af under opvæksten (kurdisk, shia, sunni, tyrkmenisk, assyrisk etc.), og den proces, der kan udvikle et nationalt politisk system, som har det irakiske territorium og ikke de enkelte identitetsgrupper som ramme, er langt fra afsluttet. Som resultat, er Irak som de fleste tredje verdenslande karakteriseret af stærke centrifugale politiske kræfter, som gør det svært for et politisk centrum at slå igennem. Heroverfor står imidlertid, at hver enkelt politisk aktør nøje må afveje, hvor hårdt man vil stå på forfølgelsen af sine egeninteresser med risikoen for at keglerne vælter, og at resultatet bliver meget værre for alle. Illustreret af den seneste tids voldshandlinger i Irak, er det tydeligt, at der er stor risiko for en libanisering af den irakiske konflikt. I bedste fald kan bevidstheden om denne risiko være en vigtig faktor til at få parterne til at bøje sig mod hinanden, ikke nødvendigvis i en helhjertet accept af de demokratiske principper, men snarere i en art fastlåsning af gruppernes indbyrdes styrkeforhold, der sikrer at konflikterne ikke kommer ud af kontrol. En anden grund til at autoritære styreformer er den mest forekommende styreform i udviklingssamfund er, at et fungerende demokrati er afhængigt af, at borgerne har ressourcer til at deltage i det nationale politiske liv. En fattig analfabet fra landet har således svært ved at gøre brug af demokratiet. Udover at sociale og økonomiske spørgsmaal ofte er af stor betydning for befolkningen spiller nationalistiske spørgsmål en vigtig rolle i Mellemøsten, som i sjælden grad har været underkastet stormagternes indgriben og dominans. Fordi amerikanerne, som noget af det første de foretog sig efter besættelsen af Irak, afvæbnede den nationale irakiske hær og nu har legaliseret den kurdiske og shiitiske militia, vil en kommende demokratisk regering i Irak fortsat være afhængig af amerikansk militær støtte. Amerikanernes fortsatte støtte til Israels bekæmpelse af palæstinenserne vil ikke gøre det nemmere for en kommende regering, som er afhængig af militær støtte fra USA, at få befolkningens opbakning. Endelig er udviklede samfund kendetegnet ved et pluralistisk magtmønster. Det vil si at statens magt afbalanceres af civilsamfundets økonomiske magt. Denne magtbalance mellem stat og samfund muliggør, at statens uhæmmede magt kan begrænses ved hjælp af retssystemet, men i Irak besidder staten alle ressourcerne, fordi landet stort set lever af sine olieindtægter, der kanaliseres gennem staten. Staten er ikke strukturel afhængig af de økonomiske ressourcer, som eksisterer i civilsamfundet og er derfor ikke tvunget til at give efter 114

6 babylon3_2_babylon3.qxd Side 113 for civilsamfundets interesse i at afgrænse og inddæmme statens magt. Denne balance mellem stat og civilsamfund er i den europæiske historie udmøntet dels i princippet om ingen beskatning uden repræsentation, dels i de liberale frihedsrettigheder (ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, sikring mod vilkårlige fængslinger osv.). Demokrati uden disse liberale rettigheder, der gør det muligt for borgerne at diskutere og organisere sig, er en selvmodsigelse. I alle de mellemøstlige lande, hvor der er mere eller mindre nominelle demokratier, såsom Egypten, Tunesien og Iran, udnytter staten sin dominans i samfundet til at tryne medierne, forhindre sine modstandere i at organisere sig, manipulere valgene, bestikke politiske ledere fra oppositionen og i sidste ende, hvis alle andre midler fejler, fængsle og eliminere dissidenter. endnu langt fra sikkert, at disse nye muligheder resulterer i, at Irak bliver dét demokratiske forbillede for resten af Mellemøsten, som USA og dets allierede gerne så. litteratur f Jackson, Robert H. 1990, «Quasi-States: Sovereignty, International Relations and the Third World», Cambridge University Press, Cambridge. Hinnebusch, Raymond 2003, The Viability of Authoritarian Rule in the Middle East, Paper given to conference in October 2003, Danish Institute in Damascus. Przeworski, Adam 1992, «Democracy and the Market: Political and Economic Reforms in Eastern Europe and Latin America», Cambridge University Press, Cambridge. Tripp, Charles, 2002, «A History of Iraq» 2. ed., Cambridge University Press, Cambridge. Usikker fremtid På lidt længere sigt, vil demokratiets overlevelse derfor ikke alene afhænge af om der eksisterer en demokratisk forfatning, men at der indenfor denne politiske ramme kan skabes en økonomisk udvikling, som ikke alene forbedrer levestandarden, men også gennemfører en strukturel ændring af økonomien for at styrke den private sektor og dermed civilsamfundet. Omvendt vil en sådan social og økonomisk udvikling forudsætte, at der eksisterer en fælles politisk ramme, der anses for legitim af befolkningen og som derfor muliggør at der gennemføres nationale reformer og udstikkes politiske rammer for Iraks udvikling. Hvad man end må mene om den amerikanske invasion af Irak sidste år, har den i hvert fald givet irakerne nye afgørende muligheder. Men det er 115