Enable for Life. Vores store piger I DETTE NUMMER. Nyhedsbrev 20 - Oktober 2016

Transkript

1 Nyhedsbrev 20 - Oktober 2016 I DETTE NUMMER Vores store piger Familiekultur i Indien Svigerfamilien Uddannelse Bala Parvathy Selva Enable Ingeborgvej 17 DK-2920 Charlottenlund Danmark Telefon: ernie@enable.dk Vores store piger I dette nyhedsbrev har vi valgt at sætte fokus på nogle af vores ældre piger, og de vilkår, der møder dem når de bliver ældre. Når pigerne bliver omkring 18 år (nogle gange også tidligere), kan det ske, at deres ofte fjerne familier ønsker dem hjem for at arbejde, eller blive gift. Selvom mange af vores piger er forældreløse, eller fra brudte familier, betyder det ikke at resten af deres slægt giver slip på dem, særligt ikke når de har nået en vis alder. Forklaringen skal vi finde i den familiekultur, der er i det meste af asien og dermed også i Indien. Vi har af hensyn til pigerne ændret deres navne. Desværre har vi ikke rigtig nogle billeder der er egnet til at illustrere teksten så vi har indsat nogle billeder fra pigernes hverdag. Familiekultur i Indien Indien er ikke en velfærdsstat, der tager sig af dem, der ikke kan klare sig selv. Derfor betyder familien alt. Den tager sig af de syge, de unge, de svage, de ældre. Den håndterer problemer i familien, og mellem ægtefællerne. Familien er sikkerhedsnettet, og det er meget svært at klare sig alene. Flere generationer bor sammen, og hver person har sine opgaver. Dette er dybt integreret i samfundet, og kulturen. Samfundet er bygget på, at det er familien, der sørger for sine egne, hvilket tilsammen giver en kolossal indflydelse særligt på pigerne. Verden udenfor er barsk - der er ikke noget socialkontor eller krisecenter. Øverst: Arulmozhy (bagerst) og Kaliswari (i forgrunden) læser til examen - de bestod begge. Pladsen i midten er ved at være dækket af en krone af træer. Det gør det et rart sted at opholde sig. Venstre: Dobbeltbesøg. To mødre er kommet på højtidsbesøg. De får ikke lov til at komme helt ind, men må sidde i alléen lige inde for gaten.

2 Nyhedsbrev 20 - Oktober /9 Det forklarer, hvorfor en pige ikke vælger at sige fra overfor en urimelig familie. Det er meget meget vanskeligt for en pige at klare sig alene uden beskyttelse af nogen art. Specielt hvis hun ikke har en uddannelse så hun kan klare sig selv. Svigerfamilien "overtager" pigen Når en pige gifter sig bliver svigerfamilien hendes nye familie, som hun skal bo sammen med. Det er nu dem, der bestemmer over hende. Hvis manden eller svigerfamilien ikke behandler hende godt, har hun et stort problem. De fleste ægteskaber i Indien er arrangerede af familien (80 %). Derfor vil pigens egen familie også hjælpe med at løse de problemer, der måtte opstå i ægteskabet de har jo et medansvar. Men hvis pigen har valgt sin egen vej og ikke gjort som familien sagde, har familien ikke del i ansvaret og vil ofte ikke hjælpe hvis hun får problemer. Alene uden støtte fra familien kan pigen få store problemer. Og hvis hun ikke har en uddannelse kan problemet blive katastrofalt. Det forklarer, hvorfor vores piger ikke bare ignorerer krav fra deres familier. For os er det svært at forstå, at de parerer ordrer fra familier, der har forladt dem, og som ikke behandler dem godt. Det skal dog siges at det ikke nødvendigvis er ond vilje eller egennyttighed der driver familierne. Forældrene ser det som deres pligt at sørge for at pigerne bliver gift. Det er meget almindeligt at selv ældre brødre ikke kan blive gift før alle søstre er gift. To søstre Der er et indisk ordsprog der siger: "When a girl is born she is obedient to her farther, when married - to her husband and finally to her son". De skal have uddannelse Det er derfor utroligt vigtigt, at vi giver vores piger så god en uddannelse som muligt, før de forlader os. På den måde har de altid muligheden for at forsørge sig selv og påvirke deres egne børn i en positiv retning. Hvis familierne kræver, at pigerne skal giftes, eller i arbejde, så prøver vi altid at sørge for, at de i det mindste får en kort uddannelse, som for eksempel skrædder eller en kort sygeplejeuddannelse. Nedenunder kan du læse om nogle af vores piger, der i en al for ung alder er blevet stillet overfor nogle urimelige krav fra deres familier. Og dermed det frygtelige valg: Skal de følge familiens ønsker eller prøve at klare sig selv. Bala kontakten er væk Bala der er 19 år gammel, er en af de piger, der har haft udfordringer i skolen. Men hun bestod til vores store glæde sin 12. klasses eksamen i sommer. Men Bala har en tante, der krævede, at hun skulle komme og bo hos hende. Hun ville have Bala gift. Vores frygtindgydende vagtmænd. Der er altid en på vagt og nu med uniform. Huset i baggrunden er deres vagtstue. Der er lige plads til at kunne ligge ned og tage en lur. Vi og Bala ønskede at hun skulle have en uddannelse for eksempel som sygeplejerske. Det mente tanten ikke var nødvendigt, men det lykkedes os at overtale tanten til, at Bala kunne få en kort uddannelse som skrædder, som vi så ville betale. Desværre har nogen urigtigt fortalt tanten, at vi ville give Bala mere uddannelse. Det var tanten blevet så vred over, at vi nu har mistet kontakten med Bala. Vi ved ikke om hun fortsætter sin uddannelse. Vi er selvfølgelig meget kede af forløbet. Men vi kan dog trøste os med, at Bala har undgået en barndom på gaden, og har fået sin 12.klasses eksamen. Det sidste er noget usædvanligt for piger i Indien i Balas situation. Søstrene Parvathy og Selva truslen fra tanten Parvathy Det sker at nogle af vore piger tager tilbage til den landsby de kommer fra på en kort ferie for eksempel i sommerferien. Her bor de typisk hos en tante eller onkel. Det sker dog en gang imellem at det giver problemer. Det gjorde det for to af vores ældste piger, Parvathy, på 18 år, der går på sygeplejeskole, og Selva på 16 år, der går i 10. klasse. Selva skulle et par dage på besøg hos en tante i efterårsferien. Men tanten ville ikke lade Selva tage tilbage til Enable. Brother Sebastian fik derfor søsteren Parvathy til at tage til landsbyen, for at overtale tanten til at lade Selva komme tilbage til Enable. Det fik dog ikke den ønskede virkning tværtimod. Tanten beholdt nemlig også Parvathy.

3 Nyhedsbrev 20 - Oktober /9 Søstrenes far er en syg, gammel, blind mand, og moderen er mentalt syg. Faderen ønsker, at pigerne skal blive hos os, for at få den bedst mulige uddannelse. Tanten derimod ønskede at pigerne skulle blive i landsbyen, og tage sig af familien (nok mest hende selv). Hun synes pigerne er store nok til at tjene penge. Tantens søn er gået ud af 9. klasse og arbejder på en fabrik, og tjener således allerede nu penge til familien. Hun mener ikke familien (Læs: tanten) har nogen glæde af, at pigerne får en uddannelse. Tanten synes derfor ikke, at Parvathy skulle have en rigtig sygeplejerske uddannelse. Hun skulle nøjes med et etårs-kursus - som tanten selv har. På den måde kunne Parvathy nå at tjene penge til familien, før hun skulle giftes bort. For ikke at ødelægge alt for Parvathy, aftalte vi med tanten, at hun ind til videre kunne fortsætte sygeplejeuddannelsen, som vi så ville betale. Men for at Parvathy kunne knytte sig til familien, ønskede tanten, at familien skulle betale for hendes øvrige underhold. Det foregår normalt ved, at familien kommer en søndag en gang om måneden og giver pigen mad, tøj, hygiejneartikler mm. Monsunen og dermed drikkevandsbetingelserne er meget ustabile. Her et billede fra floden der løber igennem den nærliggende landsby som beboerne bruger til at vaske tøj (og meget andet. Billedet er fra Januar ge Parvathy hvilket passer os glimrende. I øjeblikket se det nemlig ud som om hun får mulighed for, at gøre sin uddannelse færdig. Selva Medhensyn til Parvathys lillesøster, Selva blev det aftalt, at hun afslutter 10. klasse hos os. Derefter flytter hun til landsbyen. Tanten har lovet, at hun kan afslutte 12. klasse på den nærliggende offentlige skole. Den er dog meget dårligere end den private skole Tanten dukkede imidlertid (eller heldigvis) kun op én gang. Så nu har vi igen overtaget opgaven med at forsørvi sender vores piger i. Vi er imidlertid bange for, at hun slet ikke kommer i skole, men bliver sat til at arbejde på den lokale tekstilfabrik, så hun kan tjene penge til familien (læs: tanten). Selva har accepteret tantens ønske, Aftalen blev derfor at hun afsluttede 10 klasse hos os og derefter flyttede ind hos tanten. Selva virkede særligt efter at tanten holdt op med at besøge Parvathy noget usikker på om det nu også var det rigtige. Til vore store og udelte glæde er hun vendt tilbage til os efter sommerferien og går nu i 11. klasse på sin gamle private skole. Dette billeder er taget samme sted nøjagtig 2 år senere. I 2014 havde vi tilstrækkeligt vand men nu mangler vi vand. Forklaringen er at monsunen var god i bjerge hvor vandet kommer fra, men dårlig i vores område hvor vi får vores drikkevand fra. Vi er næppe særlig populære hos tanten, Tanten er i øvrigt generelt utilfreds med den opdragelse, pigerne får hos os. Efter hendes mening bliver de alt for frit opdraget. De spiser for meget, har for få pligter, og for meget fritid. Hun mener ikke de lærer manerer, som for eksempel at sidde beskedent. Desuden mener hun, de render de rundt i landsbyen, som om de var drenge, hvilket bestem ikke er tilfældet. Hun mener desuden, at piger skal blive i hjemmet, og tage sig af familien. Tantes synspunkter stemmer ikke ganske med vores.

4 Nyhedsbrev 20 - Oktober /9 Som alle andre børn elsker pigerne at optræde. Vi har heldigvis et stort forsamlingshus. Så selv med over 100 piger er der masser af plads også til gæster. Alle er på plads. Let the show begin. Rock & Roll er også kommet til Indien. Her en rocked dans med hjemmelavede guitarer lavet af affald.

5 Nyhedsbrev 20 - Oktober /9 Der danses også traditionelle Tamil danse - altid som store udstyrsstykker. De har næsten intet legetøj så kræfterne må i højere grad bruget kreativt. En af de mange forskellige ting de finder på er at lave udstillinger ofte med et bestemt tema. Her er lavet en lille udstilling bestående af sandjord og diverse affald. Et enkelt udklippet billede af Shanmugavali har dog fundet vej til udstillingen.

6 Nyhedsbrev 20 - Oktober /9 Udstillinger kan også være levende. Pigen til højre er Margerette Sheela en bengalsk tiger. Helt hvad de andre forestiller er lidt uklart. Dragterne er alle lavet af affald. Herunder gamle isbægere. Venstre: Tigeren holder udkik fra verandaen. Højre: Gowsaliya giver et kursus i meeeget grundig håndvask

7 Nyhedsbrev 20 - Oktober /9 Pigerne holder meget af at komme ud - herunder til gudstjenester eller besøg i templer. Om pigerne er kristne eller hinduer betyder intet. De fleste deltager med entusiasme uanset religion. Pigerne var lidt sene på den så kirken var næsten fuld da de kom. Det betyder intet. Lokalet blev ryddet med udtagelse af et par stole. Pigerne satte sig på gulvet i højre side, og bag ved alteret. De fine europæiske gæster fik som sædvanligt stole. Da alle pigerne var på plads blev de sidste ledige pladser genindtaget af nogle få lokale. Resten af menigheden måtte pænt blive udenfor. Pongal er en hinduistisk høstfest der i mangel af bedre kan sammenlignes med Jul. En af ritualerne i den forbindelse er at der koges en grød af ris, sukker, mælk og nødder som kan minde lidt om en raffineret udgave af risengrød. Den er sød, men smager egentlig glimrende. Her laver kvinderne Pongal grød uden for kirken så kirkegængerne kan få en portion Pongal efter gudstjenesten. Der er ingen der bekymrer sig om at det er en hindu tradition.

8 Nyhedsbrev 20 - Oktober /9 Den lettere forsinket præst er ankommet. Det er januar og dermed midt om vinteren. Det er bitterligt koldt formentlig kun 27 grader så udstyret er elefanthue og vinterjakke. Hans gudstjenester er mildt sagt ikke nordeuropæiske. De er fyldt med humor, vid, smittende engagement, energi og liv. Måske forårsaget af godt humør og veludviklet humoristisk sans. Når der er gæster på besøg bliver der ofte lavet picnic under et sort flot gammelt træ mellem "landsbyen" og legepladsen. De mindste piger spiser som sædvanligt først.

9 Nyhedsbrev 20 - Oktober /9 Når de er færdige med at spise (og rydde op :-) løber de over på legepladsen og leger. Så er det blevet de største piger tur til at spise. De er bestemt ikke kede af at sidde i ro for sig selv og spise, snakke og grine.