I DE RETTE HÆNDER KÆMPER EU MOD SOCIAL DUMPING

Transkript

1 DEN EUROPAPOLITISKE DAGSORDEN I DE RETTE HÆNDER KÆMPER EU MOD SOCIAL DUMPING Stem på en kandidat, der går ind for et fair arbejdsmarked i EU. Se listen på faireu.nu Europa-Parlamentsvalg 25. maj 2014

2 Forord Op gennem 80 erne og 90 erne, gennemførtes EU s sociale dimension som modvægt til den markedsdrevne integration. Markedskræfterne skulle afbalanceres, i forhold til et socialt Europa, og med vedtagelse af Charteret om social- og arbejdsmarkedspolitik, var vejen banet for europæiske minimumsregler om de væsentligste løn- og ansættelsesvilkår. Det har været med til, at give et løft i mange lande, og viser også sin betydning for det danske arbejdsmarked i kraft af EU-domstolens tolkninger. Fælles stramme arbejdsmiljøregler har sikret, at sikkerhed og sundhed i arbejdet aldrig er blevet et konkurrenceparameter. De fleste ligestillingsinitiativer udspringer af EU-retten, ligesom forbud mod forskelsbehandling pga. handicap, alder mv. Regler der har været til stor gavn for de europæiske lønmodtagere. De seneste udvidelser af EU s medlemslande, har sat EU samarbejdet under pres. Udvidelserne skete, i ønsket om at sikre stabiliteten i de tidligere østlande, og for altid gøre dem, til en del af det europæiske fællesskab. Kort efter udvidelsen blev Europa imidlertid ramt af den største finanskrise siden 1930 erne. Udvidelsen er derved kommet til at stå i krisens tegn, og har haft negativ indflydelse på integrationen af de nye lande. Konsekvenserne af udvidelsen blev kraftigt undervurderet. På tidspunktet for den store østudvidelse forventede Dansk Institut for Internationale Studier, at der ville komme ca østeuropæere til Danmark, om året. Det reelle tal har vist sig, at ligge tre gange højere. De økonomiske forskelle mellem de daværende og nye medlemslande, er ganske enkelt så stor, at en udligning af velstanden landene imellem, ikke kan gennemføres inden for overskuelig tid, uden en styrket vækst og øget regulering af den vandrende arbejdskraft. 2

3 I dag, er det de europæiske arbejdstagere, der betaler regningen. Erhvervslivet nyder godt af de nye markeder, både som aftagerog investeringslande, og søger samtidig sit omkostningsniveau nedbragt. Dels ved udflytning af dele af produktionen, dels ved at importere billig arbejdskraft. Danske lønmodtagere må i dag se sig presset ud af arbejdsmarkedet, samtidig med at de konfronteres med usande påstande om manglende arbejdsvilje og manglende fleksibilitet. Til trods for at de samme personer, i mange år, har passet deres daglige arbejde. Det har ført til stigende ulighed og marginalisering af dele af befolkningen. Det har også ført til en generelt stigende utryghed, der får mange til at holde igen med forbrug og private investeringer. Årsagen skal ikke søges i de rammer, EU sætter for det europæiske samarbejde, men i de politiske valg der træffes. Derfor er det heller ikke lige meget, hvilke politikere det er, vi sætter til at styre det europæiske samarbejde. Det europæiske samarbejde skal sikres af de rette hænder. Per Christensen Forbundsformand 3F 3

4 Social dumping Social dumping har mange ansigter, men har altid været båret af, at nogen er villige til at stille sig uden for fællesskabet, for at opnå fordele på andres bekostning. Grov udnyttelse af dårligere stillede er en del af spillet. Den høje organiseringsgrad og overenskomstdækning har hidtil kunnet sikre social tryghed for alle. Selv om overenskomsterne ikke har 100 % dækning, har de alligevel effekt i kraft af deres normsættende virkning. Sådan er det ikke mere. Store grupper tvinges over i atypiske ansættelsesformer, langt under den ugentlige arbejdstidsnorm, og uden overenskomsternes beskyttende rammer. 4

5 Udenlandsk arbejdskraft, fra de nye EU-lande, bliver ofte en del af denne udvikling. Mange EU-borgere arbejder i Danmark som selvstændige, udstationerede eller som udlejet arbejdskraft. Kendetegnende for gruppen er, at de arbejder her midlertidigt og under overenskomstniveau, og derved optræder som løntrykkere. Det er først og fremmest danske virksomheder, der optræder som aftagere af billig midlertidig arbejdskraft, og medvirker til at undergrave det organiserede arbejdsmarked. Omgåelse af overenskomsterne suppleres med kreativ anvendelse af beskatningsregler og fradrag, organiseret udleje af arbejdskraft, og bevidst omgåelse af overenskomsterne. Der er i et vist omfang tale om et nationalt problem, der skal løses inden for rammerne af den danske arbejdsmarkedsmodel. Dvs. ved aftaler mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, og i tæt samarbejde med politikerne, som skal levere den understøttende og nødvendige lovgivning. Men EU-lovgivningen halter gevaldigt efter, når det gælder midlertidig arbejdskraft, og den fri udveksling af serviceydelser. Et væsentligt problem er EU s lovvalgsregler. Som udgangspunkt vil der i forbindelse med levering af serviceydelser, skulle tages udgangspunkt i serviceudbyderens hjemlands lovgivning. Kun udstationeringsdirektivet udgør et værn mod social dumping. Det værn er imidlertid ikke godt nok, da det ikke sikrer ligebehandling mellem lønmodtagerne i modtagerlandet og den udstationerede arbejdskraft. Endvidere er der mange eksempler på, at der sker omgåelse af udstationeringsdirektivet. Håndhævelsesdirektivet vil sikre en bedre og mere ensartet implementering af udstationeringsdirektivet, men vil fortsat ikke kunne sikre ligebehandling. Får den sociale dumping lov til at udvikle sig, uden der etableres 5

6 et effektivt værn, vil den nuværende danske arbejdsmarkedsmodel ikke kunne opretholdes. Det er helt afgørende, at der er bred opbakning til modellen. Fra faglig side har vi valgt, at kæmpe for modellens bevarelse. Men den danske model er en samarbejdsmodel, baseret på konsenssus mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, understøttet af lovgivning. Derfor er det ikke nok, hvis det kun er den ene part, der er villig til at kæmpe for modellen. Det kræver en fælles indsats, og respekt for den balance modellen bygger på. 6

7 Velfærdsturisme Den sociale dumping skal også ses i sammenhæng med adgangen til sociale ydelser. EU-reglerne beskytter vandrende arbejdstagere mod forskelsbehandling når de slår sig ned i et andet EU-land for at arbejde. De omfattes af de samme regler, der gælder for de nationale arbejdstagere, både når det gælder ansættelse, løn- og arbejdsvilkår, skat, og sociale ydelser. Her er med andre ord tale om ligebehandling, modsat arbejdstagere som opholder sig her midlertidigt som led i udveksling af tjenesteydelser. Men adgangen til sociale ydelser kan også føre til misbrug. F.eks. ved at den enkelte får uberettiget adgang til ydelser som følge af manglende kontrolmuligheder, eller ved at de sociale ydelser anvendes til at presse aflønningen. Der er derfor behov for, nøje at følge udviklingen i antallet af sager om udbetaling af sociale ydelser til vandrende arbejdstagere, med særlig fokus på eventuelt misbrug. Hvem der bare var en agurk EU s sociale dimension mangler udvikling. Beskyttelsen af lønmodtagerne har stort set stået stille siden 90 erne, og er endda direkte forringet på en række områder. Når en agurk, krum eller lige, bevæger sig ud på det indre markeds motorveje, er der taget højde for enhver tænkelig situation, der vil kunne opstå undervejs. Alt er gennemreguleret. Er der tale om arbejdskraft, er billedet ganske anderledes. Selv om den enkelte lønmodtager kan nyde godt af reglerne vedr. koordineringen af sociale ydelser for vandrende arbejdstagere, er det i det enkelte land, arbejdstagernes beskyttelsesniveau fastlægges. 7

8 EU s minimumsregler har på en række områder sikret en vis minimumsbeskyttelse, men langt fra det beskyttelsesniveau vi kender fra Danmark. Skal EU genvinde sin folkelige opbakning, kræver det, at socialog arbejdsmarkedspolitikken bliver sat højt på dagsordenen, og at EU påtager sig rollen som den, der driver den sociale udvikling i medlemsstaterne fremad. Velfærdsparametre bør være en lige så naturlig del af den økonomiske koordinering, inden for rammerne af det europæiske semester, som mål vedr. makroøkonomiske ubalancer, budgetmæssige retningslinjer mv., og bør være bindende for de enkelte lande. Social tryghed og velfærd er det bedste vækstparameter, EU kan bringe i anvendelse. Finanskrisen har været med til at synliggøre, manglende økonomisk ansvarlighed og stivnede arbejdsmarkeder i flere lande. Der hvor den kollektive arbejdsmarkedsregulering er svag, og forhandlingsklimaet har været præget af manglende vilje til at søge konsensus, er det gået rigtig galt. I de lande, der har været sat under overvågning som led i lånepakker, har regeringerne valgt at gennemtrumfe reformer som, for få år siden, ville have mødt massiv modstand. Senere tilbagetrækningsalder, lønnedgang, øget anvendelse af tidsbegrænsede ansættelser, flere års prøvetid forud for ansættelse, decentralisering og underkendelse af overenskomsterne, forringelse af understøttelsen og den sociale beskyttelse, er blot eksempler herpå. Det har ikke kun skadet den enkelte arbejdstagers levestandard. Gennemførelse af så dramatiske reformer i en krisetid, har medvirket til at fastholde Europa i finanskrisens kløer, og har skadet arbejdstagernes rettigheder i hele EU. EU er derved kommet til at fremstå som en del at problemet, i stedet for en del af løsningen. 8

9 EU skal bringes tilbage på sporet. Det kræver en ambitiøs vækstpolitik, med fokus på sociale forbedringer og øget beskæftigelse. Vækst er forudsætningen for at mindske de økonomiske forskelle mellem de nye og gamle EU-lande. Vækst er forudsætningen for at kunne bekæmpe social dumping og social turisme. En fejlslået økonomisk politik Finanskrisen har været anvendt som springbræt, for at styrke det økonomiske samarbejde inden for EU. Krisen synliggjorde de svagheder den økonomiske union har lidt af fra sin fødsel: man kan ikke gennemføre en økonomisk union, uden også af styrke koordineringen af den førte økonomiske politik. Traktaten rummer ikke de nødvendige midler hertil, og det har derfor været nødvendigt, at supplere traktaten med mellemstats- 9

10 lige aftaler, idet en traktatændring ikke har været mulig på kort sigt. De økonomiske ubalancer, der har fået lov til at udvikle sig siden euroens indførelse, rummer også en del af forklaringen på den forværring af krisen, som den førte økonomiske politik har været årsag til. Tyskland og Frankrig var de første lande, der fraveg konvergenskriterierne, efter euroens indførelse. I Tyskland, valgte man at gennemføre massive besparelser, for at genskabe økonomisk balance, og åbnede bl.a. op for såkaldte minijobs, som skulle bringe borgere på overførselsindkomst i beskæftigelse. Besparelserne skulle føre til en styrkelse af eksporten, men førte også til en forringelse af købekraften. Tyske lønmodtagere oplevede derfor en reallønsnedgang, samtidig med at mange blev tvunget til deltidsbeskæftigelse. Den gennemsnitligt ugentlige arbejdstid er nu faldet til knap 26 timer ugentligt. Mange 10

11 familier er som følge heraf, havnet i en situation, hvor de ikke, er i stand til at opretholde en rimelig levestandard, selv om de er i arbejde. 10 % af den tyske arbejdsstyrke er blevet det man, med et amerikansk ord, kalder working poor : arbejdstagere som trods erhvervsarbejde ikke er i stand til, at opretholde en rimelig levestandard. Den tyske politik har været med til at trække resten af Europa ned. Politisk har Tyskland krævet tilbageholdenhed i de andre medlemslande, som forudsætning for at bidrage til de lånepakker, som finanskrisen og den økonomiske politik har nødvendiggjort, og som har været forudsætningen for, at Tyskland kunne opretholde sin eksport. Prisen blev, i første omgang, betalt af de tyske arbejdstagere, som nu kæmper for at indhente mere end 10 års reallønstab, og som har måttet se på, at den kollektive arbejdsmarkedsregulering er marginaliseret, og erstattes af en lovfastsat minimumsløn. Nu betales prisen af de europæiske lønmodtagere, som uforskyldt tvinges til, at efterleve den økonomiske model, som allerede har vist sig socialt uholdbar i Tyskland. Den tyske model må ikke vinde yderligere udbredelse. I stedet er der brug for at genskabe tilliden, ved at de lande der har det tilstrækkelige økonomiske råderum øger forbruget. Det vil ikke alene øge væksten i de pågældende lande, men også have en positiv afsmittende effekt, på de øvrige EU-lande. I forlængelse af det danske EU-formandskab i 2012, fremsattes en række vækstforslag, der nu indgår i EU s overordnede målsætninger hvor: bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden, bekæmpelse af illegalt og sort arbejde, styrkelse af klimamålene, og investeringer i den grønne- og digitale økonomi, blot er nogle af initiativerne. I 3F har vi i samarbejde med LO og Arbejderbevægelsens Er- 11

12 hvervsråd, udarbejdet yderligere forslag, der indgår i europæisk LO s (EFS) samlede forslag til en vækstdagsorden: Midlertidig suspension af de økonomiske rammer - længere tid til gældsafvikling En lempeligere pengepolitik fra Den Europæiske Centralbank, og udvidelse af ECB s formål fra prisstabilitet og lav inflation til, også at omfatte vækst og beskæftigelse Øgede investeringer fra Den Europæiske Investeringsbank Indførelse af en finansiel transaktionsskat En Fælles virksomhedsskattebase Styrket grøn dagsorden gennem ambitiøse klimamål, energirenovering og grøn vækst Det kræver mod til regulering - ikke afregulering Små og mellemstore virksomheder er udpeget, som de vækstlokomotiver hvor beskæftigelsen skabes. Derfor vil man gøre det lettere at drive virksomhed. Arbejdet for at forbedre de små og mellemstore virksomheders (SMV) vilkår, har fået lov til at leve i det skjulte. SMV ernes fritagelse for al fremtidig EU-regulering, med mindre der forelægger særligt vægtige grunde for at de skal omfattes, gennemførtes uden politisk bevågenhed og er suppleret med en dagsorden, der også skal undtage SMV erne for en række bestemmelser vedr. arbejdsmiljø, samarbejdsregler mv. Herved styrkes den sociale dumping direkte af EU-politikken, under dække af at ville forbedre vilkårene for SMV er. En rapport fra en sammenslutning af engelske virksomhedsledere, som skal danne grundlag for yderligere lettelser i de administrative byrder for SMV er, anser således kollektive aftaler for en administrativ byrde, som SMV er bør fritages for. 12

13 Det burde være en selvfølgelighed, at politikerne ikke udformer lovgivningen på en sådan måde, at det medfører unødigt bureaukrati. I stedet for at undtage helt op til 97 % af virksomhederne for lovgivning, skal man naturligvis sikre sig, den fornødne kvalitet i den lovgivning man gennemfører. Beskyttelse af lønmodtagerne kan aldrig udgøre en administrativ byrde. Det skal derfor sikres, at arbejdet men administrative lettelser for SMV er bringes under fuld demokratisk indsigt og kontrol, og der sættes klare begrænsninger for, hvad dette arbejde kan omfatte. 13

14 Et EU på vej - men ikke tilbage EU-samarbejdet har sikret fred mellem medlemslandene siden 2. verdenskrig. I en globaliseret verden, hvor kommunikation og handel ingen grænser kender, er der brug for en stærk og forpligtende international regulering. På trods af sine fejl og mangler, er EU det hidtil bedste bud på et sådant forpligtende samarbejde. 14

15 Det har vi ikke råd til at miste. Og vi har slet ikke råd til at miste det, fordi vore politikkere ikke forstår at forvalte det redskab, de har fået i deres hænder. For millioner af mennesker i det tidligere Østeuropa, er EU garantien for en bedre fremtid. Lad ikke deres håb blive til skamme. EU skal ud af den økonomiske krise og det europapolitiske tilbageslag, der er fulgt i kølvandet af krisepolitikken. Derfor skal der formuleres en ambitiøs fælles europæisk vækstpolitik, med fokus på beskæftigelse og social retfærdighed. Gennem viljen til en koordineret fælles indsats, kan EU bringes tilbage på vækstsporet. Men det kræver mod til at investere i en europæisk vækstpolitik, der kan bringe troen på det europæiske fællesskab tilbage, og fjerne årsagen til social dumping og velfærdsturisme. EU fortjener de rette hænder. 15

16