Cancerpatientens møde med akutmodtagelsen

Transkript

1 Sygeplejerskeuddannelsen København, Professionshøjskolen Metropol Cancerpatientens møde med akutmodtagelsen The cancer patient s encounter with the emergency department Bachelorprojekt modul 14 Aija Sessingø Hold S08E Afleveres d. 03/ Vejleder: Nina Tvistholm Antal anslag med mellemrum: Opgaven må anvendes internt i uddannelsen I henhold til Bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser nr. 782 af 17. august 2009, bekræfter undertegnede eksaminand med min underskrift, at opgaven er udfærdiget uden uretmæssig hjælp, jf. 19, stk. 1 og 2: Underskrift:

2 Resume Mit sidste praktikforløb på en akutmodtagelse skabte hos mig en refleksion og undren over sygeplejerskens psykoemotionelle omsorgsudøvelse til cancerpatienter som kunne befinde sig i en krisetilstand. Akutmodtagelsen er en travl afdeling, patienterne ligger der kun i kort tid, og jeg bemærkede, at de praktiske handlinger ofte blev prioriteret til trods for, at denne patientgruppe havde et stort psykoemotionelt behov for omsorg. Disse refleksioner førte til følgende problemformulering: Hvordan imødekommer sygeplejersken cancerpatienten, som kan befinde sig i en krisetilstand, på en akutmodtagelse med henblik på at yde en psykoemotionel omsorg, når der er tale om en kontakt af kortvarig art? Nærværende bachelorprojekt bygger på en kvalitativ interviewundersøgelse med to sygeplejersker på en akutmodtagelse samt en teoretisk referenceramme, der er baseret på en fænomenologisk tilgang primært via kriseteoretiker Johan Cullberg og omsorgsteoretiker Jean Watson. I min konklusion fandt jeg sammenfattende, at kriseintervention såvel som en relationel omsorgsudøvelse fordrer tid, som sygeplejersken kan have svært ved at skabe på en travl afdeling som akutmodtagelsen. Ikke desto mindre bliver hun via disse teoretikere klædt tilstrækkeligt på til at imødekomme en cancerpatient, der kan befinde sig i en krisetilstand. Så længe hun er ægte tilstede i mødet, vil patienten føle sig set, og selvom det kun er for et kort øjeblik,og sygeplejerskens handlinger er praksisorienterede, kan der ske noget, som kan hjælpe patienten videre og dermed bidrage til, at dennes værdighed og ret til selvbestemmelse bevares. Side 2 af 57

3 Abstract My last internship at an emergency department generated some reflections and left me wondering about the psycho-emotional caring towards cancer patients in potential crisis. The emergency department is a busy ward, the patients are only there for a short period of time, and I noticed that the instrumental and practical actions often were given priority despite of the fact that this group of patients had a significant need to be taken care of in a psycho-emotional manner. These reflections led to the following problem statement: How does the nurse in an emergency department encounter the cancer patient in a potential state of crises so as to provide him with psycho-emotional care during a short-term contact? This bachelor project is based on a qualitative study of two nurses experiences with cancer patients at an emergency department and on a theoretical frame of reference which is based on a phenomenological approach primarily via theorist of crises Johan Cullberg and theorist of caring Jean Watson. I reached the conclusion that the crisis intervention and relational caring process demand a time which the nurse may have difficulties to find in a busy ward as the emergency department. Nevertheless the nurse is well-equipped via the theorists to encounter the cancer patient in a potential state of crisis. Therefore, as long as she is truly present in the encounter, the cancer patient will feel noticed, and even though it is just for a short period of time and the acts of the nurse are practical, it will help the patient move on and hereby contribute to maintaining his dignity and right of self-determination. Side 3 af 57

4 Indholdsfortegnelse 1. Indledning De bløde værdier Det dualistiske omsorgsbegreb Tidsperspektivet i sygeplejen Cancerpatienten på akutmodtagelsen Afgrænsning Problemformulering Begrebsafklaring Metode Den videnskabsteoretiske tilgang Den metodiske tilgang Udvælgelse Analysemetode Etiske og juridiske overvejelser Litteratursøgning Valg af teori Analyse Præsentation af de to interviews Interview med Eva Interview med Lis Temaet krise Krisens type og reaktionsmønstre Kriseforløbets faser At støtte den kriseramte cancerpatient Temaet psykoemotionel omsorg Værdighed og autonomi Hensyn til cancerpatientens livshistorie og sårbarhed Diskussion Metodekritik Analysens fund Konklusion Perspektivering...34 Side 4 af 57

5 8. Litteraturliste Bilagsliste...39 Side 5 af 57

6 1. Indledning Overvejelser omkring dette bachelorprojekt udspringer af mit sidste klinikforløb på en akutmodtagelse samt et pilotprojekt, som jeg foretog på modul 13, hvor jeg beskæftigede mig med samme emne. I denne forbindelse var jeg ude at foretage et kvalitativt interview med en sygeplejerske på en akutmodtagelse. I mit sidste klinikforløb mødte jeg mange dårlige cancerpatienter, hvilket hos mig skabte en refleksion over måden, disse patienter blev modtaget på og en undren over selve indlæggelsesforløbet. Det jeg især bed mærke i, var den hurtige og overfladiske kontakt mellem sygeplejerske og cancerpatient. Jeg kunne se, at der var travlt, ikke desto mindre fik det mig til at undres over, om sygeplejersken overhovedet tænkte over omsorgsudøvelsens mere emotionelle side i så fald var det ikke tydeligt. Samfundsmæssigt har omsorgen været centrum for megen diskussion i sundhedsvæsenet. Der er et ønske om det gode patientforløb og om, at patienten er omdrejningspunktet i denne kvalitetsudvikling. Region Hovedstadens Hospitalsplan fra 2007 fokuserer på at inddrage patientperspektivet i tilrettelæggelsen af behandlingen således, at der opnås højeste grad af positive patientoplevelser. Hospitalsplanen blev udarbejdet for først og fremmest at sikre høj kvalitet i behandlingen og for at imødekomme kravene om sammenhængende patientforløb. Patientens indflydelse på behandlingen skulle endvidere være i højsædet, da undersøgelser peger på, at patienter prioriterer indflydelse på behandlingsforløbet højt (Region Hovedstaden, 2007). Men hvordan ser virkeligheden egentlig ud? Bliver der altid taget hensyn til patienten og medinddragelsen af denne? Et litteraturstudie omhandlende patienters perspektiver på akutmodtagelsen foretaget af Dansk Sundhedsinstitut viser, at der er flere steder, patienten føler sig overset. I forbindelse med kommunikation interaktion og information viser litteraturstudiet, at mangel på en omsorgsfuld kommunikation forekommer. En oplevelse af at blive overset giver frustrationer og bekymringer. Flere patienter giver udtryk for at skulle vente længe og ængsteligt på informationer og desuden oplever patienterne, at de skal gentage sig selv til forskelligt personale, hvilket også giver en negativ oplevelse (Rytter & Navne, 2011). 1.1 De bløde værdier I juni 2003 udarbejdede en række aktører i det danske sundhedsvæsen, herunder blandt andre Amtsrådsforeningen og Kræftens Bekæmpelse, projektet: Patientens møde med sundhedsvæsenet, da man ønskede at sætte fokus på de mellemmenneskelige relationer, Side 6 af 57

7 de såkaldte bløde værdier. Projektet bestod af 20 anbefalinger for de mellemmenneskelige relationer, som havde tre temaer i højsædet; kommunikation, medinddragelse og kontinuitet. Formålet med denne publikation var at sætte fokus på patienten herunder bl.a. patientperspektivet og den professionelle omsorg, men hvordan oplever patienten denne omsorg? (Hansen, 2003). En patientundersøgelse fra 2006 igangsat af Kræftens Bekæmpelses Patientstøtteudvalg påpeger, at der er et udækket behov blandt patienterne, når det netop drejer sig om omsorg og psykosocial støtte fra sygehuspersonalet. Patienterne efterlyser bl.a. at blive set som et individ og ikke blot som et nummer i rækken (Grønvold et al., 2006). Man kan derfor sige, at omsorgsbegrebet er et populært og omdiskuteret emne, og mange lader til at have en mening om begrebet. Men hvad forstås der egentlig med ordet omsorg? 1.2 Det dualistiske omsorgsbegreb Sygeplejerskens hovedopgave er at udføre pleje, som etymologisk betyder at bære omsorg. Nøgleordet inden for sygepleje er dermed omsorg, der ofte betragtes som sygeplejens bærende element. Omsorg har vi bl.a. fra det engelske caring, der primært betyder at sørge for. Dette omfatter en praksis, hvor der bæres et ansvar og dermed en opgave for et andet menneske, her patienten, som denne ikke selv kan magte pga. sygdom (Birkler, 2003). Ifølge sygeplejeteoretiker Jean Watson kan omsorgsbegrebet overordnet anskues enten som behandlingsorienterede, absolutte, specifikke og konkrete handlinger og opgaver, der kan observeres og måles eller som et dynamisk, abstrakt og filosofisk ideal, der er en relativistisk proces under konstant forandring (Watson, 1999). Omsorg forstås altså både som praktiske handlinger til fordel for patienten og samtidigt som handlinger fokuserende på de mere bløde værdier. I 2002 udgav Sundhedsstyrelsen en revideret udgave af National strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, som havde til formål at bidrage til en høj kvalitet både i forhold til de enkelte sundhedsydelser og i forhold til at sikre kontinuitet og sammenhæng i patientforløbene; faktorer der har stor betydning for omsorgsopfattelsen. Side 7 af 57

8 Det overordnede mål for publikationen var inspireret af WHO s kvalitetsmål: Høj professionel standard Effektiv ressourceudnyttelse Minimal patientrisiko Høj patienttilfredshed Helhed i patientforløbet Kvalitetsmålene har alle betydning for såvel det behandlingsorienterede som emotionelle omsorgsbegreb, men hvor mange af disse kvalitetsmål opfyldes tilfredsstillende i den professionelle, psykoemotionelle omsorgsudøvelse? Kan sygeplejersken i det hele taget leve op til alle disse mål i en hverdag, som er præget af underbemanding og tidspres? Når jeg i denne opgave beskæftiger mig med omsorgsbegrebet, vælger jeg at fokusere på den psykoemotionelle omsorg, der vedrører såvel psykiske som følelsesmæssige forhold, som sygeplejersken skal være opmærksom på i sit møde med patienten. Den psykoemotionelle omsorg hører ind under sygeplejens bløde værdier, og jeg vil i løbet af opgaven bl.a. forsøge at pointere, at sygeplejersken i praksis ofte må tilsidesætte denne form for omsorgsudøvelse pga. tidspres (Hansen, 2003). 1.3 Tidsperspektivet i sygeplejen Undersøgelser foretaget af Dansk Sundhedsinstitut viser, at sygeplejersker på medicinske afdelinger blot bruger én procent af arbejdsdagen på såkaldte psykoemotionelle samtaler med patienterne. Ifølge undersøgelsen skyldes dette, at den tætte patientkontakt og den nære omsorg nedprioriteres pga. underbemanding og travlhed (Holm-Petersen et al. 2006). En nyere undersøgelse foretaget af Megafon for Dansk Sygeplejeråd viser, at 43 procent af landets sygeplejersker det seneste år har fået mindre tid til at tage sig af patienterne. Især Region Hovedstaden er særligt ramt; her siger over halvdelen af sygeplejerskerne, at de har fået mindre tid til at udøve sygepleje. Det er blandt andet den psykoemotionelle omsorg og information om sygdomsforløb, der er blevet mindre tid til. Mere end hver tredje sygeplejerske i landet har ifølge Megafons undersøgelse også oplevet en faldende normering på deres arbejdsplads. Senest har Region Hovedstaden meldt ud, at der forventes at ryge yderligere 900 stillinger i år (Olufsen, 2010). Side 8 af 57

9 Tidspresset og de yderligere nedskæringer inden for sundhedssektoren er faktorer, der påvirker sygeplejerskerne. De føler sig magtesløse og frustrerede over ikke at have tid til patienternes mere følelsesmæssige sider (Mohan et al., 2005). Det er dog ikke kun sygeplejerskerne, der føler sig ramt, patienterne kan også mærke, at der er mindre tid til information og basal omsorg, viser tilbagemeldinger i patientforeningen Danske Patienter. Samfundsmæssigt går vi altså uundgåelige store udfordringer i møde. Sundhedsvæsenets altoverskyggende problem er, at en stor generation er på vej på pension. Der bliver flere ældre samt flere behandlingskrævende sygdomme, og det vil alt i alt resultere i, at der vil være færre hænder til flere patienter, hvilket vil øge presset på sundhedsvæsenet yderligere. At tidsperspektivet er en forudsætning for en fyldestgørende omsorgsudøvelse, finder jeg foruroligende. 1.4 Cancerpatienten på akutmodtagelsen I mit sidste klinikforløb bemærkede jeg, at cancerpatienter, som var i et behandlingsforløb og dermed tilknyttet en onkologisk afdeling, altid skulle indlægges via akutmodtagelsen, hvis de fik det dårligt. Dette til trods for at de var meldt på forhånd, eftersom de havde konsulteret en læge fra onkologisk. Denne indlæggelsesprocedure så jeg flere problemstillinger i, og jeg havde utroligt svært ved at forene ideologien fra Patientens møde med sundhedsvæsenet og Hospitalsplan 2007 med denne udsatte patientgruppe. En problemstilling jeg lagde særligt mærke til var, at nogle af patienterne stadig befandt sig i en krise- eller choktilstand, eftersom de kort tid forinden havde fået diagnosticeret sygdommen og lige var opstartet behandling. En krise defineres som en sjælsrystelse, som et slag, der tvinger vedkommende i knæ, og skal man hjælpe et menneske i krise, er den eneste mulighed at være tilstedeværende på en respektfuld måde og roligt spørge ind til den kriseramte for at få denne til at åbne sig. Det er altså en proces, der kræver tålmodighed og ikke mindst tid en tid som sygeplejersken ikke så ud til at have i dag og for den sags skyld heller ikke vil have i fremtiden (Jacobsen et al. 1998). Sygeplejersken, som jeg interviewede i forbindelse med mit pilotprojekt, udtalte i relation til dette, at hun ofte kunne føle frustration og afmagt over ikke at have tilstrækkelig tid til at Side 9 af 57

10 tage sig af denne patientgruppe. Ofte var hun nødt til at lægge låg på, hvis hun fornemmede, at patienterne havde brug for at snakke meget. Dette lader til at være et udbredt problem. En interviewrunde foretaget af Kvalitetsenheden i Kræftens Bekæmpelse blandt læger og sygeplejersker viser, at der er en stor efterspørgsel på intensiv coaching for bedre at kunne mestre de svære samtaler med cancerpatienter, da disse kan opleve en eksistentiel krise. Her er det vigtigt, at sygeplejersken er klædt på til at imødekomme cancerpatientens tanker og frustrationer (Zilstorff, 2010). En anden problemstilling var, at disse cancerpatienter var i kemo- og/eller strålebehandling, hvilket medvirker, at immunforsvaret nedsættes og risikoen for infektioner dermed er stor (Hansen & Kjems, 2011). Alligevel kunne disse patienter ved overbelægning risikere at blive placeret på gangen eller endda ved siden af en patient med pneumoni. Skulle de blive smittet, ville dette bremse deres behandlingsforløb. Endvidere ville det økonomisk resultere i længere indlæggelsestider og i sidste ende medføre større omkostninger for samfundet. Er dette etisk forsvarligt? Og hvilke hensyn tager sygeplejersken til denne patientgruppe og deres problemstillinger? Sygeplejersken, jeg interviewede, syntes ikke, at det var i orden, at cancerpatienterne blev placeret på gangen. Hun understregede de forskellige infektionsrisici og tilføjede, at nogle havde det dårligt og kastede op, andre havde muligvis ikke accepteret deres sygdom og lå med bar isse til frit skue for alle, der gik forbi. Her kunne man se den cancerramte patient, der måske mest af alt havde lyst til gemme sig væk eller bare blende ind. Denne problemstilling belyser den mere praktiske del af omsorgsudøvelsen. Ikke desto mindre er det et problem, der i den grad bryder med WHO s kvalitetsmål. 2. Afgrænsning Flere sygeplejersker føler, at de oftest kun formår at udføre den fysiske og rent praktiske sygepleje. De hævder, at mangel på tid til at fordybe sig påvirker den psykoemotionelle omsorg. Undersøgelser viser endvidere, at mange sygeplejersker, der er i kontakt med cancerpatienter på uspecificerede afdelinger som fx. akutmodtagelsen, understreger vigtigheden af social og emotionel støtte. Samtidig erkender de, at de hverken har tiden eller færdighederne til det. Denne mangel på erfaring til at imødekomme cancerpatientens behov kan have en negativ indflydelse på omsorgsudøvelsen, da nogle sygeplejersker pga. deres usikkerhed handler ved at fremstå for travle til at snakke eller værre helt prøver at undgå disse patienter (Mohan et al. 2005). Side 10 af 57

11 En undersøgelse foretaget på forskellige uspecificerede afdelinger, der har med cancerpatienter at gøre viser, at det, som sygeplejersken har svært ved i kontakten med cancerpatienter, er den følelsesmæssige tilgang. De føler det udfordrende, frustrerende og emotionelt udtærende, og udtryk som en følelse af utilstrækkelighed og hjælpeløshed i plejen af og i mødet med cancerpatienterne er hyppigt anvendte. Samme undersøgelse viser også, at tidsperspektivet har stor betydning for sygeplejerskerne i mødet med cancerpatienten. Pga. tidspres og nedskæringer i personalegruppen føler de sig ikke i stand til at yde den optimale pleje, som patientgruppen har brug for, og dette frustrerer dem. Samtidig har de svært ved at finde tid til at snakke med og lytte til cancerpatienten og dennes bekymringer. Kendsgerningen er, at cancerpatienter, der er i et behandlingsforløb, altid skal indlægges via akutmodtagelsen. Da dette ikke ser ud til at blive ændret, synes jeg, at det er vigtigt og interessant at kigge nærmere på denne patientgruppes møde med akutmodtagelsen, da der her ses forskellige problemstillinger. Adskillige undersøgelser understøtter, at der ikke leves fyldestgørende op til WHO s kvalitetsmål som bl.a. minimal patientrisiko og høj patienttilfredshed, samt at tidsperspektivet har stor betydning for den psykoemotionelle omsorg for både sygeplejersken og cancerpatienten. Ud fra ovenstående har jeg udarbejdet følgende problemformulering til videre bearbejdelse. 2.1 Problemformulering Hvordan imødekommer sygeplejersken cancerpatienten, som kan befinde sig i en krisetilstand, på en akutmodtagelse med henblik på at yde en psykoemotionel omsorg, når der er tale om en kontakt af kortvarig art? 2.2 Begrebsafklaring En kontakt af kortvarig art: Hermed menes en kontakt, der strækker sig over maksimalt 24 timer. Sygeplejersken har kun begrænset tid til at nå hele vejen rundt om patienten, da der inden for 24 timer efter indlæggelse bliver taget stilling til, hvorvidt denne skal udskrives eller overflyttes til en anden afdeling (herlevhospital.dk). Side 11 af 57

12 Cancerpatienten: Når jeg i opgaven benævner denne patientgruppe, refererer jeg til cancerpatienten, som er i behandling og dermed tilknyttet en onkologisk afdeling. Jeg finder det problematisk, at denne cancerpatientgruppe skal indlægges via akutmodtagelsen. 3. Metode I dette afsnit redegøres der for den videnskabsteoretiske og metodiske tilgang, etiske og juridiske overvejelser, litteratursøgningsprocessen samt for valg af teori. 3.1 Den videnskabsteoretiske tilgang Denne opgaves problemformulering lægger op til en humanvidenskabsteoretisk indgangsvinkel, da jeg ønsker at belyse problemet ud fra sygeplejerskens erfaringer og oplevelser. Jeg vælger at anvende en fænomenologisk tilgang, da jeg ønsker at få kendskab til sygeplejerskens erfaringer og oplevelsesverden omkring den psykoemotionelle omsorgsudøvelse i mødet med cancerpatienten, som kan befinde sig i en krisetilstand på en akutmodtagelse, og fortolke disse ud fra hendes perspektiv. Den tjekkisk-tyske filosof Edmund Husserl ( ) anses som værende grundlægger af fænomenologien, som omfatter læren om det, der viser sig i en bevidsthed. Husserl bryder med den dualistiske opfattelse, hvor forholdet mellem subjekt og objekt ses ud fra to forskellige verdener. Han mener derimod, at man ikke kan adskille subjekt og objekt, da subjektet dannes af sin livsverden; enhver erkendelse er bygget på grundlag af en oprindelig erfaring af og leven i verden (Birkler, 2003). Målet inden for fænomenologien er at studere menneskelige erfaringer fri fra dagligdagsog videnskabelige anskueformer. For at belyse min problemformulering og samtidig forblive tro mod den fænomenologiske retning, skal jeg med andre ord i mødet med sygeplejersken studere hendes udsagn uden fordomme for bedre at kunne forstå betydningen af det sagte. Målet er nemlig at undersøge hendes oplevelser og erfaringer med cancerpatientgruppen, som de viser sig i deres umiddelbarhed, og herefter tolke dem ud fra en lige så umiddelbar position. I og med jeg er interesseret i det sagte, må jeg hermed forholde mig til sygeplejerskens udsagn, som de fremtræder i øjeblikket. At forstå det sagte ud fra sygeplejerskens livsverden betyder at se det fra hendes hverdagsvirkelighed, med hendes øjne og dermed smide alle egne fordomme væk (Zahavi, 2005). Side 12 af 57

13 3.2 Den metodiske tilgang I forbindelse med den valgte problemformulering og med baggrund i den fænomenologiske videnskabsteori finder jeg det relevant at foretage kvalitative, semistrukturerede interviews af to sygeplejersker, da jeg ønsker kendskab til deres erfaringer omkring mødet med cancerpatienterne og ønsker at fortolke disse erfaringer ud fra deres perspektiv. Det kvalitative interview er en oplagt mulighed for at få adgang til sygeplejerskernes oplevelser af givne fænomener via et førstepersons-perspektiv, og mit mål med disse interviews er at komme så tæt på sygeplejerskernes oplevelser som muligt og i sidste ende at formulere en kohærent og teoretisk velinformeret gengivelse af oplevelserne (Tanggaard & Brinkmann, 2010). Da jeg i forbindelse med mit pilotprojekt omhandlende samme emne har interviewet én sygeplejerske, vil dette interview blive anvendt i opgaven som en skabelon og retning for selve opbygningen og for interviewguiden. For at tydeliggøre tendenser og understøtte validiteten på udfaldene vil jeg ydermere foretage interviews af to sygeplejersker på akutmodtagelsen. Flere lærebøger omhandlende vejledning til interviewteknikker anbefaler, at man ideelt set interviewer til man når et mætningspunkt; et punkt hvor yderligere interviews ikke giver ny og relevant viden. Til dels pga. det tidsmæssige aspekt vælger jeg to interviews, da jeg mener, at dette er nok til at kunne give mig et indblik i sygeplejerskernes verden. At valget er faldet på to interviews betyder ydermere, at jeg kan tilvejebringe en detaljeret og intensiv analyse og ikke risikerer at drukne i data, som kunne medføre, at jeg mistede sammenhængen i analysen af materialet (Ibid.). Mine interviews bliver ikke fuldt strukturerede af fastlåste spørgsmål, da jeg ønsker, at sygeplejerskerne åbner op for deres tanker, så jeg kan få kendskab til deres erfaringer omhandlende den psykoemotionelle omsorg for cancerpatienterne. At jeg har en bred teoretisk viden før jeg påbegynder mine interviews, og at jeg på forhånd kender afdelingen og sygeplejerskerne, vil nogle hævde kan begrænse mit udsyn eller mindske min neutralitet. Dette er dog ikke noget, jeg frygter. Tværtimod ser jeg det som en fordel, da jeg hermed har fået præciseret, hvad jeg ønsker belyst og afklaret. Det forhindrer mig ikke i at gå til interviewene med et åbent sind og derved påvirke informanternes udsagn (Ibid.). Side 13 af 57

14 Inden udførelsen af interviewene har jeg udarbejdet en interviewguide med de områder, jeg ønsker belyst. Jeg fandt det relevant at ændre på min interviewguide fra pilotprojektet, da jeg erfarede, at visse spørgsmål var mere relevante end andre. Jeg vil hovedsageligt benytte mig af Hv-spørgsmål for så vidt muligt at åbne op for sygeplejerskernes tanker under interviewet (Kvale & Brinkmann, 2009). Se bilag 1 for interviewguide. Interviewet har jeg planlagt at vare en halv time, og det kommer til at foregå i et afskærmet personale rum på afdelingen, så vi ikke risikerer at blive forstyrret af udefrakommende stimuli. Interviewene vil blive optaget og herefter transskriberet. Ud fra det fænomenologiske aspekt ønsker jeg at forstå de psykoemotionelle fænomener fra sygeplejerskens perspektiv og livsverden, hvorfor jeg i transskriberingen vælger at gengive udsagnene så præcist som muligt. Jeg er interesseret i det fortalte i interviewet, og netop herfor er pauser ikke medtaget i transskriberingen (Ibid.). Se bilag 2 for hele transskriberingen Udvælgelse For at besvare min problemformulering er jeg interesseret i at interviewe to sygeplejersker på en Akutmodtagelse. Sygeplejerskerne skal gerne have arbejdet på afdelingen i minimum et år, da jeg mener, at de dermed har flere erfaringer at trække på, og samtidig er jeg bedre garanteret oplevelser, der har gjort indtryk på dem Analysemetode Der findes ingen standardmetoder for kvalitative analysemetoder, og analysen kan gribes an på adskillige måder. Dette skyldes, at kvalitative data, i modsætning til kvantitative, ikke er objektive og kvantificerbare, men derimod bryder med en positivistisk tankemåde (Olsen, 2002). Eftersom jeg i det forudgående lægger op til en fænomenologisk synsvinkel, vil jeg forsøge at bruge fænomenologien som min analysemetode. Jeg vil anvende den fænomenologiinspirerede psykolog Amedeo Giorgi s metoderegler, som har til hensigt at åbne op for forskerens bevidsthed, således at fænomenerne klart kan træde frem og ikke blive påvirket af forskerens forforståelse/fordomme (Jacobsen et al., 2010). Side 14 af 57

15 I Giorgi s metoderegler findes fire basale trin i analysemetoden. Første trin indebærer, at man erhverver sig en konkret beskrivelse af givne fænomener. I mit tilfælde er det mit transskriberede materiale, som jeg har indhentet via mine kvalitative interviews. Før min analyse kan påbegyndes, er det vigtigt, at jeg indtager en fænomenologisk holdning og dermed sætter parentes om mine forforståelser. Dette vil bevirke, at jeg åbner mig op for materialet, og med udgangspunkt i denne holdning kan jeg nu læse beskrivelserne igennem og få dem ind under huden. Når man har opnået et godt kendskab til materialet, går man på andet trin tilbage til begyndelsen og læser det hele igen. Denne gang med henblik på at etablere meningsenheder (med andre ord at meningskondensere), for at reducere større tekstdele til mindre enheder. På Giorgi s tredje trin går man atter tilbage til begyndelsen. Her skal jeg transformere meningsenhederne til kategorier altså kategorisere, således at den psykoemotionelle betydning af de beskrevne fænomener udtrykkes. Først på dette trin kan jeg overskride sygeplejerskens eget sprogbrug. På baggrund af de etablerede kategorier frembringer jeg en tydelig sproglyd i de fænomener, som sygeplejersken har oplevet. Dette sker på det fjerde trin. Via denne analysemetode vil jeg lade materialet tale til mig, så det ikke påvirkes af mine eventuelle forforståelser, og sygeplejerskernes oplevelser og erfaringer gengives så præcist som muligt. 3.3 Etiske og juridiske overvejelser De etiske overvejelser, jeg har gjort mig i forbindelse med min dataindsamling, udspringer hovedsageligt af de Etiske retningslinier for sygeplejeforskning i Norden. De fire etiske principper: Princippet om autonomi, om at gøre godt, om ikke at gøre skade og om retfærdighed er vigtige at medtænke og have et godt kendskab til, når der arbejdes med mennesker for at beskytte dem bedst muligt. Jeg beskæftigede mig primært med princippet om autonomi, da det er vigtigt, at sygeplejerskernes selvbestemmelsesret respekteres, så det enkelte individ respekteres for, hvad det er i kraft af sig selv. Før et interview er det altså vigtigt, at jeg tænker på informanten som et selvstændigt individ, der ikke må gøres til genstand for videnskabelige formål uden et informeret samtykke (SSN, 2004). En interviewundersøgelse knytter sig til etiske overvejelser, da den har til formål at få et indblik i informantens tanker og erfaringer. Rent praktisk sørgede jeg hermed for at få et Side 15 af 57

16 informeret samtykke i form af en samtykkeerklæring, der informerede sygeplejerskerne om, at deltagelse var frivilligt, at alle udsagn ville blive behandlet fortroligt og anonymt og at de til hver en tid havde mulighed for at trække sig (Brinkmann, 2010). Se bilag 3 for samtykkeerklæringerne. Sygeplejersken fra mit pilotprojekt havde i samtykkeerklæringen givet lov til, at informationerne måtte bruges i min bacheloropgave. Eftersom dette bachelorprojekt ikke er et biomedicinsk forskningsprojekt, og dermed ikke indeholder undersøgelser af menneskeligt biologisk materiale, skal det ikke godkendes af en videnskabsetisk komité. Det er heller ikke nødvendigt at anmelde projektet til Datatilsynet, da jeg ikke henter oplysninger af fortrolig karakter eksempelvis oplysninger om etnisk baggrund, politiske eller religiøse overbevisninger, helbredsforhold, sociale problemer m.m. (Ibid.). 3.4 Litteratursøgning For at få inspiration til litteratur jeg kunne anvende i forbindelse med omsorgsudøvelsen, startede jeg dette projekt med at søge blandt tidligere bachelorprojekter på ucviden.dk. Her fandt jeg fire opgaver, som har givet mig inspiration. For at afdække eksisterende forskning omhandlende den psykoemotionelle omsorg til cancerpatienten på akutmodtagelsen har jeg søgt på Cinahl. Følgende søgeord blev anvendt: cancer, emotional care, lack of time, cancer care, time factors, nursing og stress. Limits: Publikationer fra , sprog på dansk, svensk, norsk, fransk og engelsk. Indledningsvis søgte jeg på cancer AND emotional care, for at indkredse søgningen bedst muligt = 19 resultater, heraf to brugbare. For at indkredse yderligere søgte jeg hernæst på cancer AND emotional care AND lack of time = 1 resultat, som jeg havde i forvejen. I forsøg på at brede søgningen ud skrev jeg cancer care OR lack of time = resultater. Efter at have kigget de første 20 artikler igennem konkluderede jeg, at søgningen var for bred. Hernæst søgte jeg på cancer care AND time factors = 40 resultater, men ingen brugbare. Side 16 af 57

17 Afslutningsvis prøvede jeg at skrive nursing AND lack of time AND stress = 6 resultater, hvoraf jeg kunne bruge 1 artikel. Alt i alt 3 relevante akademiske artikler. Herudover har jeg søgt på Google.dk, Sygeplejersken.dk samt Cancer.dk. 3.5 Valg af teori For at belyse min problemformulering vil jeg arbejde ud fra emnerne krise og psykoemotionel omsorg. Jeg har valgt docent og psykoanalytiker Johan Cullberg s bog Krise og udvikling til at belyse begrebet krise. Cullberg har mange års erfaring fra klinisk og videnskabeligt arbejde, og han har skrevet flere grundbøger inden for det psykologiske område. I sin kriseteori beskriver Cullberg fire faser i et naturligt kriseforløb: den akutte fase/chokfasen, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen og nyorienteringsfasen. Faserne beskriver, hvilke reaktioner man kan forvente af patienterne, og hvor lang tid hver fase varer. En beskrivelse af disse faser medvirker, at årsagerne og selve krisesituationerne bliver mere forståelige for dem, der møder dem. Jeg finder det betydningsfuldt at kaste lys på dette, da sygeplejersker, som nævnt tidligere, i forvejen har svært ved at imødekomme cancerpatienterne og derfor kan have brug for mere viden om, hvordan de kan hjælpe og støtte en cancerramt, der kan befinde sig i en krisetilstand. Cullbergs teori anvendes derfor til at beskrive, hvordan man forholder sig til og imødekommer mennesker i krise. Til trods for at teorien blev udviklet i 1970 erne, har Cullberg formået at opdatere teorien gennem 30 år i takt med samfundets udvikling, hvilket fortsat gør den anvendelig i dag (Cullberg, 2007). Jeg er interesseret i at afklare, hvordan sygeplejersken kan udøve en psykoemotionel omsorg for cancerpatienten. Til dette vil jeg først og fremmest anvende sygeplejeteoretikeren Jean Watsons omsorgsteori, der har en eksistentiel fænomemologisk synsvinkel, som mener, at subjektet hænger nøje sammen med sin livsverden. Den menneskelige proces dannes af de knubs, vi får gennem livet dette kan fx være mennesket, der pludselig får kræft og nu skal forholde sig til en anden virkelighed og samtidig kan risikere at skulle gennemgå en krise. Watson er fortaler for et postmoderne brud på en traditionel medicinsk videnskab. En instrumentel sygepleje er ikke tilstrækkeligt, der må i en vis grad være en relation mellem Side 17 af 57

18 sygeplejerske og patient. Dette anser hun som værende omsorgens etiske ideal, og målet er at beskytte, styrke og fastholde menneskelig værdighed (Watson, 1999). Omsorgsbegrebet vil blive belyst yderligere vha. teolog, filosof og professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Peter Kemp s fire omsorgsprincipper: respekt for selvbestemmelse, agtelse for værdighed, hensyn til integritet og ængstelse for det sårbare. Disse principper er alle grobund for at kunne yde omsorg for et andet menneske, og tilsammen udtrykker de, hvad der skal værnes om i et godt liv. Endvidere har omsorgsprincipperne indgået i flere forslag til etiske retningslinier og ligestilles principperne, har de vist sig at kunne omfatte, hvad patienterne anså som de vigtigste aspekter i en omsorg (Kemp 2001). Jeg har valgt dette etiske aspekt, da Kemp lægger vægt på mennesket og på det liv, der skal drages omsorg for. Ydermere er det af essentiel betydning, at sygeplejersken ser cancerpatienten i en holistisk sammenhæng og dermed har de psykiske, fysiske og åndelige behov med i tankerne. 4. Analyse Analysen vil tage udgangspunkt i to overordnede temaer og to undertemaer, hvor den indsamlede empiri samt den teoretiske referenceramme sammenholdes i relation til problemformuleringen. Dette vil foregå i en helhed mellem beskrivelse og fortolkning. De temaer, der i interviewguiden var sat fokus på, dannede grundlaget for empiriindsamlingen, og de fleste viste sig at være relevante for denne opgaves problemformulering. Efter færdiggørelsen af begge interviews skabtes følgende to overordnede temaer: Krise - herunder sygeplejerskens tanker og idéer om samt måde at møde en cancerpatient i krise. Psykoemotionel omsorg - herunder igen sygeplejerskens tanker og idéer om samt måde at yde en psykoemotionel omsorg i en korttidskontakt. De følgende to undertemaer er: Tidsperspektivets betydning for sygeplejerskens arbejde på en akutmodtagelse. Kommunikation - måden hvorpå sygeplejersken kommunikerer med cancerpatienten. Side 18 af 57

19 Til bearbejdelse af de overordnede temaer krise og psykoemtionel omsorg vil der blive anvendt de tidligere beskrevne teoretikere. Undertemaerne tidsperspektiv og kommunikation vil derimod blive flettet ind i bearbejdelsen af de overordnede temaer, hvor relevante udsagn fra de to interviews vil blive anvendt, da tidsperspektivet såvel som kommunikationen har en stor betydning i både en krisetilstand og i en psykoemotionel omsorgsudøvelse. 4.1 Præsentation af de to interviews De to interviewede sygeplejersker opfyldte mine kriterier for udvælgelse, da de begge havde været ansat på afdelingen i mere end et år. Ud fra kravet om anonymitet vælger jeg at kalde den ene sygeplejerske for Eva og den anden for Lis. Udsagnene fra de to interviews vil blive beskrevet kort i forbindelse med de fastlagte over og undertemaer. Begge interviews kan læses i Bilag 2 Transskribering Interview med Eva Eva har været uddannet sygeplejerske i 8 år og har arbejdet på akutmodtagelsen i tre år. Omkring temaet psykoemotionel omsorg fortæller Eva, at det ofte er den instrumentelle sygepleje, som bliver prioriteret først. Den psykoemotionelle omsorgsudøvelse vurderer hun altid hos den enkelte patient, men overordnet mener hun ikke, at de får den bløde omsorg, som de har brug for. Eva vurderer cancerpatienternes psykoemotionelle behov som større end andre patientgruppers, da det er en svært håndterbar sygdom, der dræber mange mennesker årligt. Som sygeplejerske har hun en tendens til at være mere opmærksom på denne patientgruppes psykoemotionelle behov. Dette mener hun dels kan skyldes sygdommens art, men også den omtale og det fokus, sygdommen har fået i medierne. Til temaet krise fortæller Eva, at hun oftest oplever cancerpatienterne i den fornægtende fase. Hun har dog også oplevet en meget udad reagerende midaldrende patient, som befandt sig i chokfasen. Her vidste hun ikke, hvad hun skulle stille op. Ydermere fortæller Eva, at de nydiagnosticerede ofte har et større behov for at fortælle deres sygdomshistorie, og de er samtidig mere kede af det. Nogle er meget uvidende om sygdommen, imens andre stort set ved mere end sygeplejerskerne. Eva føler sig god klædt på teoretisk såvel som erfaringsmæssigt til at imødekomme en cancerpatient i krise, men hun synes, at det er forkasteligt, at der i afdelingen ikke undervises i sådanne problemstillinger som et supplement til den praksisorienterede undervisning. Side 19 af 57

20 Omhandlende temaet kommunikation vurderer Eva altid deres behov for at snakke. Hun kan nogle gange have svært ved at snakke med dem, når hun ved, at de kun skal være der i kort tid. Nogle gange bliver det til small talk, men at snakke om noget andet end sygdommen hele tiden, tror hun, kan gavne patienten. Humor, har hun erfaret, kan være godt at bruge. At grine af helt banale ting kan få tankerne andetsteds. Til temaet tidsperspektiv fortæller Eva, at hun godt kan mærke det større patientindtag. Normeringen er ikke steget af den grund, hvilket betyder, at der er blevet mere travlt. Deres indlæggelsesproces skal være hurtigere, og de skal skynde sig at sende patienterne op i afdelingerne. Hun savner at have mere tid til den enkelte patient, og nogle gange kan hun ikke se en mening med sin sygepleje, fordi det skal gå hurtigt. Tidspresset bevirker, at arbejdet bliver samlebåndsagtigt, da der hurtigt bliver flest instrumentelle handlinger Interview med Lis Lis har været uddannet sygeplejerske i 7 år og har arbejdet på akutmodtagelsen i 5 år. Til temaet psykoemotionel omsorg fortæller Lis, at denne type omsorg ofte bliver nedprioriteret i forhold til de praktiske opgaver. Hun ser det som en byrde, at cancerpatienterne skal via akutmodtagelsen, da ingen egentlig behandling foregår. Nogle gange gør hun mindre ud af disse patienter, fordi hun ved, at de kun skal være der i kort tid; hun informerer mindre og undlader visse screeningsprocesser. Samtidig oplever hun, at nogle har mere brug for den emotionelle omsorg, andre derimod vil bare have det praktiske overstået hurtigt. Hvis Lis vurderer, at en patient har behov for en mere følelsesmæssig omsorg, prøver hun at tage sig tiden til det. Dette oplever hun som meningsfyldt for patienten. Omhandlende temaet krise fortæller hun, at de fleste af de patienter, hun møder, virker afklarede med deres sygdom. Det hænder dog at nogle patienter ikke har affundet sig helt med diagnosen. Disse patienter er nedtrykte, depressive, græder og nogle har en aggressiv adfærd eller talemåde. Hvis de er aggressive har Lis svært ved at vurdere, hvad hun skal gøre. Det virker som om, at de har lukket af for omverdenen. Ligesom Eva mener Lis, at hun er klædt tilstrækkeligt på teoretisk og erfaringsmæssigt til at imødekomme en cancerpatient i krise. Lis efterspørger også undervisning i eksempelvis kriseteori og de bløde værdier, da de aldrig har haft det på afdelingen. Da vi berører temaet kommunikation siger Lis, at hun til trods for sin erfaring kan have svært ved at snakke med denne patientgruppe. Hun vurderer altid deres behov individuelt, Side 20 af 57

21 og hvor nogle kan have brug for, at man giver dem et kram, vil andre intet have med sygeplejersken at gøre. Deres behov for at snakke afhænger ofte af deres alder. De ældre er ofte mere afklarede, fordi de har levet et langt liv, hvorimod de yngre kan have et ekstra behov, da der kan være fæmomener i deres liv, der spiller ind fx små børn. Hos især denne cancerpatientgruppe tager Lis sig ekstra tid til at snakke, Omkring tidsperspektivet bliver Lis arbejde påvirket af, at de andre afdelinger har haft fyringer. Dette bevirker, at der er kommet flere arbejdsbyrder, fx funktionsscreening, som Lis ikke forstår, at de skal udføre. De flere arbejdsopgaver gør det mere travlt på afdelingen. Lis nævner ikke, at travlheden påvirker cancerpatienterne, men nedskæringerne har gjort, at de på afdelingen ikke kan tilbyde patienterne ordentlige måltider. Dette mener hun er uacceptabelt, da patienter, som er kræftsyge og i forvejen har nedsat appetit, har brug for et godt måltid, der stimulerer sanserne. 4.2 Temaet krise I dette afsnit undersøges hvordan sygeplejersken imødekommer en cancerpatient i krise, herunder hvilke reaktionsmønstre hun skal være opmærksom på, hvordan hun støtter cancerpatienten i krise, og hvilke egenskaber hun må besidde for at gøre dette i en hverdag præget af travlhed. Dette vil blive belyst ved brug af Cullbergs kriseteori samt en inddragelse af empirien fra de to interviews Krisens type og reaktionsmønstre At få diagnosticeret cancer kan udløse en psykisk krisetilstand og kan forårsage, at man ikke kan forstå eller psykisk beherske sin aktuelle livssituation. For at præcisere krisesituationen nærmere nævner Cullberg fire faktorer, som er vigtige for sygeplejersken at have kendskab til i mødet med den kriseramte cancerpatient. Indledningsvis er det vigtigt at vide, hvad der har udløst krisen, der enten kan være en traumatisk krise eller en udviklingskrise (Cullberg, 2007). At få cancer medfører automatisk et knæk i identitetsoplevelsen. Faktum er, at det er en sygdom, der hvert år dræber ca mennesker i Danmark. Det er den hyppigste dødsårsag i mange vestlige lande, og dette fakta må i sig selv virke intimiderende for den cancerramte (Karle et al., 2005). Ydermere medfører de behandlingsforløb, man skal igennem, et møde med hospitalsvæsenet. Bivirkninger eller recidiv kan forårsage en række indlæggelser. Dette kan ifølge Cullberg føles som en identitetskrænkelse og opgivelse af ens egen autonomi. Her bliver Side 21 af 57

22 oplevelsen af selvstændighed og uafhængighed destrueret. Sygdommen og mødet med hospitalsvæsenet er pludselige og uventede belastninger, der bevirker en trussel mod ens fysiske eksistens, sociale identitet og tryghedsfølelse. Dette definerer Cullberg som en traumatisk krise (Cullberg, 2007). En anden faktor, som sygeplejersken bør finde frem til, er, hvilken personlig betydning cancerdiagnosen har for patienten. Dette hjælper til at forstå reaktionsformerne, da alle vil reagere forskelligt i forhold til accepten af sygdommen. Den personlige betydning kan afhænge af patientens aktuelle livsperiode, som Cullberg nævner som den tredje faktor (Ibid.). I interviewet med Lis fortalte hun, at hun havde sværere ved at snakke med den unge cancerramte mor med to børn end med de ældre, der havde haft et langt liv. Den unge mors livssituation bevirkede, at Lis vurderede et større psykoemotionelt behov. Cancer opleves skræmmende for alle mennesker, men det, som Cullberg pointerer, er, at denne form for belastning kan være en større kriseudløsende faktor for den 25-årige, hvis liv kun lige er begyndt, end for den 70-årige, som har nået at leve et helt voksenliv. Den sidste faktor, som sygeplejersken skal være bevidst omkring, er den kriseramte cancerpatients sociale forudsætninger. En familie kan ses som en tæt forbundet organisme, og for nogle kriseramte har det stor betydning at have deres nærmeste omkring sig (Ibid.). Som eksempel herpå kan bruges Evas fortælling om den kriseramte midaldrende kvinde, der ikke ville stoppe med at skrige og græde førend hendes 75-årige mor lå i samme seng og holdt om hende. For denne kvinde virkede intimiteten i det tætte familiebånd beroligende Kriseforløbets faser Cullberg inddeler den traumatiske krise i fire forskellige faser, som hver især har deres karakteristiske indhold, nemlig chok-, reaktions-, bearbejdelses- og nyorienteringsfasen. I det følgende vil kun de to første faser blive beskrevet, da det ofte er her cancerpatienten befinder sig, når sygeplejersken møder ham. Chokfasen varer fra et kort øjeblik til nogle dage. I denne fase forsøger cancerpatienten at holde virkeligheden og kendsgerningen på afstand, da han endnu ikke har fundet en måde at håndtere situationen på. Nogle vil i chokfasen fremstå udad reagerende eller modsat ligge tavse og ubevægelige. Personen i krise kan ydermere virke rolig og fattet udadtil, men bag lukkede døre er alt kaos (Ibid.). Side 22 af 57

23 Begge sygeplejersker i interviewene havde mødt cancerpatienter i krise men gav udtryk for, at disse patienter oftest virkede afklarede. Eva udtalte: Og dem, der har været syge rigtig rigtig længe, hvor man kan se, at det lakker mod enden, hvor man tænker, at de da også må være påvirkede Men oftest er de faktisk mere afklarede end de nydiagnosticerede og ikke så kriseramte (Bilag 2, s. 47). Disse reaktioner eller udefra manglerne af samme må sygeplejersken alligevel være opmærksom på. Hos cancerpatienter vil krisen ved diagnosetidspunktet ofte blot være den første af flere efterfølgende kriser, der opstår undervejs i sygdomsforløbet. At være syg og få at vide, at der ikke er flere behandlingsmuligheder, kan udløse en krise. De patienter, som har været igennem flere indlæggelsesforløb, kan ved denne melding fremstå afklarede og nogle endda ligeglade udadtil for på hospitalet og blandt fremmede mennesker, forsøger man ikke at tabe ansigt, men under overfladen kan der herske et kaos. Det kan være svært at adskille chokfasen fra reaktionsfasen, som er næste skridt i kriseudviklingen, da disse to faser tilsammen udgør den akutte krise, og reaktionerne herpå ofte kan være identiske. Den akutte krise varer fire-seks uger, og reaktionsfasen går først i gang, efter den kriseramte indser realiteterne. Hvis et menneskes identitet er i fare, er det naturligt, at visse forsvarsmekanismer træder i kraft. Disse forsvarsmekanismer er vigtige for den psykiske overlevelse (Cullberg, 2007). Eva fortalte om en 42-årig kvinde med en forholdsvis nydiagnosticeret cancer, som blev indlagt, fordi hun hverken havde spist eller drukket i adskillige dage. Kvinden var helt ude af den, græd og råbte så hele afdelingen kunne høre det. Det eneste, der kunne berolige hende, var hendes mor, og Eva fortalte: Og så ville hun have, at hendes mor skulle ligge oppe i sengen sammen med hende Så krøllede hun sig helt sammen og sagde Mor kom herop og læg dig sammen med mig Så lå de i ske, og hun lå og holdt om sin mor (Bilag 2, side 47). Kvinden viser her en regressiv adfærd. Hun går tilbage til barndomsårene og får en barnlig afhængighed af sin mor og ukontrollerede følelsesudbrud. Denne forsvarsmekanisme kalder Cullberg for regression (Cullberg, 2007). Side 23 af 57

24 Et andet eksempel på en forsvarsmekanisme er, da Lis fortæller om en patient, hun mødte: Han var simpelthen så aggressiv i sin talemåde Råbte og skreg af det mindste, jeg gjorde Han vrissede simpelthen af mig hele tiden, og det var lige meget, hvad jeg gjorde Så blev han bare mere og mere sur (Bilag 2, side 54). Denne vrede, henvendt mod sygeplejersken som syndebuk, er i virkeligheden en ubevidst skyldfølelse, hvor ansvaret i stedet lægges over på en anden end en selv. Dette kaldes projektion (Cullberg, 2007). Andre forsvarsmekanismer, der typisk tages i brug, er blandt andre fornægtelse og isolation af følelser. Som eksempel på sidstnævnte udtalte Lis: Det, jeg oplever, er, at dem, der kommer nede hos os for det meste, er ret afklarede De har allerede været igennem kriseforløbet med at have fået denne her diagnose, og de er startet i behandling, så der sker noget (Bilag 2, side 52). Det mest almindelige forsvar mod smertefulde hændelser er en isolation af ens følelser. Som nævnt tidligere kan personen fremstå afklaret og i stand til at snakke om situationen. Dette er imidlertid en måde at beskytte sig mod realiteterne. Sygeplejersken skal være opmærksom på disse forskellige forsvarsreaktioner. Målet er at støtte patienten på en sådan måde, at krisen bearbejdes og naturligt overgår til næste fase. Forsvarsmekanismer er værdifulde og beskytter jeg et mod trusler, men sygeplejersken skal være opmærksom på, at reaktionerne ikke tager overhånd, da de herved vil kunne bidrage negativt ved at forlænge eller problematisere overgangen fra den akutte fase til reaktionsfasen (Cullberg, 2007) At støtte den kriseramte cancerpatient Målet for al krisebehandling er at støtte den kriseramtes egne ressourcer til helbredelse og hjælpe patienten i konfrontationen med virkeligheden. I mødet med den kriseramte cancerpatient må sygeplejersken have en faglig attitude, der bestræber sig på at forstå patientens livsverden. Dette kalder Cullberg for en terapeutisk holdning. Tidligere blev der nævnt, hvilke reaktioner sygeplejersken skulle være opmærksom på i mødet, det er imidlertid også vigtigt, at hun er bevidst omkring sine egne reaktioner og følelser. En alt for stor følelsesmæssig identifikation og indlevelsesevne kan hindre syge- Side 24 af 57

25 plejersken i at se situationen uafhængigt af sin egen. At udvise empati og kunne rumme (contain) patientens følelser uden selv at blive påvirket er altafgørende i krisebearbejdelsen. Begrebet containing function forudsætter ifølge Cullberg, at sygeplejersken tager imod og lytter til cancerpatienten i krise med en aflastende funktion og dermed er en beholder for patientens smertelige følelser. Denne måde at dele uden at overtage og uden at lade sig rive med af egne følelser samt at forstå patienten på, må sygeplejersken medtænke som en betydningsfuld omsorgsudøvelse (Ibid.). Da jeg spørger Lis, hvordan hun har det med at snakke med cancerpatienten, som kan befinde sig i en krisetilstand, svarer hun: Selvom jeg har min erfaring, så er det stadig svært Også alt efter hvor dyb i krise de er Der er nogle, hvor det hjælper, at man holder dem lidt i hånden eller giver dem et kram og sådan ( ) Og der er nogle, der virkelig bare har brug for at man lægger armen om dem og siger: Vi skal nok gøre, hvad vi kan for at du får det bedre (Bilag 2, side 54). Cullberg skriver, at det generelt er vigtigt at tage sig godt af patienten i den akutte krise. Kropskontakt i form af at give et kram eller holde patienten i hånden er en omsorgsudøvelse, der har en enorm tryghedsgivende funktion. Cancerpatienten skal vide, at det er i orden, at følelserne kommer frem i lyset, og at der snakkes om dem. Dette kan få ham til at indse, at det er legitimt at være berørt og derved hjælpe ham til at overgå til næste fase (Cullberg, 2007). Til dette fortalte Lis: Jeg prøver at tage tiden til det Jeg prøver virkelig at prioritere, og jeg har det også sådan, at selvom der er travlt, så er jeg inde og tage imod denne patient nu, og så er det denne her patient, der er mit fokusområde, og så må jeg tage mig den tid, det tager (Bilag 2, side 55). Hverdagen på en akutmodtagelse er præget af travlhed, men for Lis betyder det meget at tage sig tid til denne patientgruppe og prioritere dette, da hun oplever, at patienten hermed føler sig respekteret, medinddraget og dermed i bedre hænder. Hun håber ydermere, at det er med til at give patienten en større ro i en ellers travl afdeling. Side 25 af 57