Artikler fra Så kommer den måske alligevel

Transkript

1 Så kommer den måske alligevel Sidste år var det en træls opgave at køre op til Randbøl Kirke for at fortælle de hundredvis af tilskuere, at Battle of Britain Memorial Flight (BBMF) alligevel ikke kom forbi, men stod hjemme i England med vrøvl vistnok med en brændstofpumpe. Nu er der kommet meddelelse fra den britiske ambassade om, at BBMF vil overflyve Randbøl Kirke med Lacasteren den 5. maj klokken 15:55 sharp (præcist). Med et indgående kendskab til gamle fly og deres luner, påtager bladets redaktion sig intet ansvar for om operationen lykkes. Det er planlagt, at flyet skal overflyve 19 forskellige positioner, hvor der er grave eller rejst mindesten over fald RAF besætningsmedlemmer. Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen Avro Lancaster III over Farnborough i Dengang havde den næsebemaling (nose art) som viste en 1700-tals adelsmand med påskriften Still Going Strong nedenunder.

2 Boeing Super hornets til Amberley Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen F-111C kaster faldskærmsbomber. Foto RAAF) Stenen der fortæller, at bag buskene ligger Royal Australian Air Base Amberly. Da vi var der var der rygende travlt på grund af en ikke varslet øvelse. Vi så F-111 starte, et besøg blev det aldrig til. Amberley RAAF Base, Brisbane, Queensland, Australia. Fordi forfatteren var forbi i 1998, hvor han skulle have været på besøg på basen. Nu skete der det, at en alarmeringsøvelse satte en brat stopper for besøget. Oplevelsen har betydet, at interessen for RAAF (Flyvestation) Amberley aldrig helt er forsvundet. Dengang for 23 år siden så vi F-111 starte fra basen, dengang et imponerende fly med swept wing systemet. Nu er tiden ved at rinde ud for F-111, den skal i de kommende år erstattes med F-35 Lightning. Interessen for Amberley blev genvagt da firmaet Boeing sendte en pressemeddelelse, der fortalte, at man den 6. januar fire nye F/A-18F Super Hornets til Royal Australian Air Force. Her råder No. 1 Squadron (eskadrille) efterhånden over 15 F/A-18F Super Hornets, hvorved Amberley nu får sin første operative F/A- 18F eskadrille. Lidt pralende meddeler Boeing, at man har leveret alle 15 fly før den aftalte tid. Barn af den II verdenskrig Japanernes angreb på Pearl Harbor den 7. december 1947 som bragte USA ind i den II Verdenskrig gjorde anlæggelsen af Amberley mulig. Japanerne ekspanderede voldsomt i hele Stillehavsområdet og pludselig var også Australien truet. Det betød, at amerikanerne i 1942 anlagde US Air Force Base Amberley, hvor man stationerede B-25 Mitchell bombefly efterfulgt af B-26 Marauders. I løbet af 1943 fik amerikanerne succes med at drive japanerne tilbage mod hjemlandet. Det betød, at Amberley mistede sin umiddelbare aktualitet som base. Amberley blev aldrig lukket, og i dag er den australsk superbase. Hvor No. 1 Squadron flyver F/A-18F, medens No. 6 Squadron stadig flyver General Dynamics, senere overtaget af Lockheed F-111, som man fik leveret for omkring 30 år siden i tre versioner, nemlig F-111C Aardvard (Jordsvin), angrebsversionen, RF-111C, overvågnings- og recognoscerinsgversionen, og endelig F-111 G, ombygget til generel angrebsfly. F-111 vil over den kommende tid blive udfaset og erstattet med F/A-18 Super Hornet. Det skal her tilføjes, at F-111 blev udfaset i USA i Squadron venter lige nu på at modtage tankflyet KC-30A, som leveres af Airbus. No. 36 Squadron er transporteskadrillen som flyver C-17 Globemaster III. I alt har basen militære og civile ansatte. Til sammenligning er der omkring ansatte på Fighter Wing (Flyverregiment Karup) men her er der tale om selve Fighter Wing en plus Flyvertaktisk Kommando plus Hærens Operative Kommando. Det var så lidt om hvad der sket på den anden side jorden, hvor oversvømmelser i begyndelsen af januar ramte et område på størrelse med Tyskland og Frankrig.

3 Det har kostet 80 millioner indtil nu Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen Indtil nu har det danske forsvar brugt 80 millioner kr. på indkøb af nye kampfly, fortælle Jyllands Posten, der har fået aktindsigt i Projektkontor Nyt Kampfly. Da projektkontoret var på sit højeste beskæftigede det 17 medarbejdere. Lige nu er antallet nede på tre. Det skyldes blandt andet, at politikerne har udskudt indkøbet af nye kampfly til perioder 2018 til Forbruget af de 80 millioner fordeler sig på 20,5 millioner til projektkontoret de 60 millioner er gået til ekstern kvalitetssikring Der redegøres ikke for udgifterne til at danske piloter har været tilknyttet Lockheed Martin for blandt andet at være med til at udvikle udformningen af cockpittet som at opstille krav til, hvilke kampopgaver flyet skal kunne løse. For at gøre det hele meget sværere, så kom Jyllands Posten i besiddelse af et notet der siger, at halvdelen af F-16 Fighting Falcon flåden har halvdelen af sin levetid tilbage. En opgradering af F-16 flyene kan med sikkerhed holde dem flyvende langt efter år Til det skal man lægge at købet af 30 nye kampfly vel koste ca. 40 milliarder kroner. F-16 Fighting Falcons succes understreges af, at der er solgt mere end af dem til 24 lande rundt om på kloden. Flyets driftsikkerhed er bevist ved de meget få havariet blandt andet Danmark har haft siden implementeringen af flyet i 1980 har Flyvevåbnet mistet otte F-16, den første var E-185 den 14/ og den sidste vi har kunnet finde er havariet på Marham i England den 11/ , hvor ET-205 totalhavarerede. Den gode gamle F-16 Fighting Falcon, som næsten synes uopslidelig. I disse krisetider er politikerne glade for at deres forgængere i slutningen af 1970 erne indgik Århundredets Våbenhandel. Et er dog helt sikker denne F-16 halenummer E-176 kommer aldrig ud at flyve mere. Den er blevet til Flyvevåbnets Historiske samlings udstillingsfly.

4 Måske skal vi lære at stave til Stealth på kinesisk Kinas præsident Hu Jintao var på besøg i USA. Hvad har det med flyvning at gøre? Ikke andet, end at samme Hu Jintao den 11. januar havde proklameret, at Kinas første stealth jager Sort Silke J-20 havde gennemført sin jomfruflyvning, som havde varet ca. 20 minutter. Flyvningen fandt, mærkværdig vis, sted samtidig med at den amerikanske forsvarsminister Robert Gates var på besøg i Kina. Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen I mange år har interessen for nye ly og deres udvikling været rettet mod USA og det for 20 år siden nedlagte Sovjetunionen. I mindre omfang har interessen samlet sig om udviklingen af militære fly i Europa. På det civile marked har europæerne klaret sig flot når talen falder på civile transportfly, hvor A380 har været det store dyr i åbenbaringen. Også på helikoptermarkedet har europæerne klaret sig flot. I dag hedder helikopteren der lander foran Det Hvide Hus med USA s præsident, US101. Rygter om kineseri Der har længe verseret rygter om, at kineserne var i gang med udviklingen af en stealth jager som skulle kunne matche den amerikanske F-22 Raptor. Den 29. december 2010 offentliggjorde det agtværdige China Defence Blog de første rigtige, og troværdige, billeder af J-20 Sort Silke, der længe kun havde eksisteret som et rygte. Denne utvetydige bekræftelse af eksistensen af J-20 programmet kræver en reevaluering hastigheden af moderniseringen af Taiwans, Syd Koreas, Japans og USA s kampfly. Kinesernes udvikling af jagerfly har i de senere år været bemærkelsesværdig. Man har bevæget sig væk fra forældede fly som ville have været guf som mål for fjendtlige jagere. I dag flyver kineserne rundt i første klasses fly, flyver endda med mange Sukhoi Flanker. For at kunne imødegå Flanker, udviklede USA F-22 Raptor. Et noget diffust billede af J-20 Black Silk, som skulle bruges til at imponere den amerikanske forsvarsminister. 20 år bagud Det kinesiske stealth fly blev udviklet lige til tiden, man har hele tiden regnet med, at den kinesiske teknologi er 20 år bagud i forhold til den amerikanske. I den tilgængelige litteratur er der generel enighed om at Kina arbejder på en type stealthy (skygge) angrebsjager, og at dette program har været under udvikling siden årtusindskiftet. Herefter er det så som så med enigheden. I det hele taget er det ligegyldigt om man holder sig til skrevne artikler eller oplysninger på nettet, hvor informationerne er enten utroværdige, spekulationer, vilde gæt. Den kinesiske regering har under ingen omstændigheder nogen tilskyndelse til at frigive optegnelse, men derimod har enhver tilskyndelse til at bidrage til den generelle forvirring. Hvis man vil se video klip om det nye fly, eller for den sags skyld om alle de gamle J-versioner så gå ind på Google og skriv: Chinesee Stealth Fighter i ruden, vi opgave at gå videre de første 20 sider havde åbenbaret sig.

5 Hvad er en L-400? Artikler fra Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billede Lockheed Martin Marietta, Georgia i januar. Det begyndte med at Lockheed Martin udsendte en pressemeddelelse om, at d havde leveret de første erstatninger for Center Wing Box (CBW) til den civile variant af C-130 Hercules, nu benævnt L-100, CBW en indgår i L-400 s vingekonstruktion. Fidusen med CBW en er, at den giver flyet yderlige 15 års levetid. Begyndte i 1951 Den første C-130 gik i luften den 23. august 1954, for bare 57 år siden. Konstruktionen var et højvinget luftfartøj forsynet med fire Allison 601/T56 turboprop motorer og en laste- og losserampe ude agter. US Air force bestilte et antal fly og indtil dato er der produceret mere end 2500 af forskellige versioner af flyet, heriblandt altså også L-100, den civile version. Den første civile version var baseret på C-130E versionen. Den demilitariserede version fløj første gang i april Den først civile udvikling af L-100 (L-382) fik sit civile luftdygtighedsbevis i februar Denne version blev senere fulgt op af serien L-100 (_382B) som blev introduceret med et mere effektivt godsbehandlingssystem. Langsomt salg Salget af de første versioner gik langsomt. Det førte til at Lockheed Martin udviklede den forlængede L-100 version med 2,54 m, som nu hed L (L- 382E). Det betød en forbedret lastkapacitet og dermed en bedre økonomi. L fik sit luftdygtighedsbevis i oktober 1968, men blev hurtigt derefter fulgt af den endnu 2,03 m længere L , som blev leveret året efter i december. Den mest solgte civile Hercules er L versionen. Selv om flyet er produceret til civile formål så er mange L-100 i tjeneste hos militære operatører som det algirske flyvevåben, flyvevåbnet i Gabon og Kuwait. Den sidste L-100 blev bygget i 1992, medens den sidste C-130 med den militære Allison 501/56 motor blev leveret i Slut med L-100 L-100J skulle have været den civile version af C-130J Hercules II. Forbedringerne omfattede nye 4591 shp. Rolls-Royce (Allison) AE-2100D3 avancerede turboprop motorer som trak på de nye seksbladede propeller. Besætningen var reduceret til to og cockpittet var moderniseret. Den nye version bød på betydelig billigere driftsomkostninger. C-130J fløj første gang den 5. april 1996 of de amerikanske luftfartsmyndigheder gav den luftdygtighedsbesvis i september Den civile L-100 skulle baseres på den forlængede C-130j-30 version. Men, i 2000 blev programmet frosset ned, og Lockheed Martin fokuserede på kun at fremstille den militære version af Super Hercules.

6 Opdatering af F-22 Raptor Marietta, Georgia. Lockheed Martin fortæller, at de har fået en kontrakt med U.S. Air Force på US $ 726,6 mio. svarende til 3,97 mia. danske kroner. Og hvad skal disse penge så bruges til? Man har siden 2008, hvor man fik den første kontrakt om opdatering af F-22 Raptor gjort hvad man kunne for at holde gang i Raptor, eller Rovfuglen, som den hedder på dansk. Modifikationen i 2011 hedder Follow-On Agile Sustainment (FASTeR) (Fortsat vedligeholdelse af Raptors agilitet). Kontrakten blev første gang indgået i 2008 med en option for 2009, som blev vedtaget og en opfølgende modifikation blev indgået for Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billede Lockheed Martin Hvad er det der sker Man kan have svært ved at forstå, at man allerede så kort tid efter at Rovfuglen kom i tjeneste skal modificere på den. Men det skal man altså, og FASTeR er en kontrakt der baserer sig på vedligeholdelse af F-22-flådens våbensystemer i Kontrakten inkluderer træningssystemer, støtte til kunderne, integreret planlægning af støtten, kædestyring af forsyninger, modifikationer på flyet og tung vedligeholdelse, holde gang i den tekniske virksomhed, holde gang i system- og ingeniørvirksomhed. F-22 Raptor (Rovfugl) overflyver her et af USA s ørkenområder. Mest deployerede fly I 2010 deployerede US Air Force Raptor rundt om i verden til for eksempel Guam, Japan og De Forenede Arabiske Emirater. I januar samme år deployerede F-22 fra Flyvestation Elmsdorf i Alaska til Flyvestation Kadena i Japan. Procentvis er Raptor US Air Forces mest deployerede luftfartøj, og sikrer dermed at USA s allierede, kan kontrollere deres luftrum og har adgang til støtte i forsvaret af luftrummet. Lige nu er F-22 stationeret på syv amerikanske flyvestationer. Testning af flyene finder sted på Flyvestation Edwards i Californien. Udvikling af planerne for taktiske operationer sker på Flyvestation Nellis i Nevada. Uddannelse af piloterne finder sted på Flyvestation Tyndal i Florida. De operative F-2 er stationeret på Flyvestationerne, Langley i Virginia, Elmsdorf i Alaska Holloman i New Mexico og endelig Hickam på Hawaii.

7 Tunge transporthelikoptere er in Af N.M. Schaiffel-Nielsen - Billeder Boeing Ridley Township, Pennsylvania den 26. januar Repræsentanter for Boeing og underleverandører overværede sammen med repræsentanter for det hollandske flyvevåben RNLAF (Royal Netherlands Air Force) den 25. januar den første flyvning med CH-47F (NL) Chinook tunge helikopter. Flyvningen fandt sted hos Summit Aviation, Middleton, Delaware. Luftfartøjet gennemførte sin første flyvning den 8. december 2010, hvilket afsluttede testflyningsprogrammet på omkring 100 flyvetimer. I øvrigt indgår der yderligere to fly i testprogrammet. Større flåde RNLAF har bestilt seks CH-47F Chinooks for at udvide deres nuværende flåde på 11 CH-47D (NL). Den nye Chinook er udstyret med overlevelsesudstyr, et infrarødt system som ser fremad ((Forward looking infrared system), en fast rope position (station hvorfra man kan forlad helikopteren ned ad et reb), denne position anvendes til specielle operationer.. Motorerne er forsynet med partikel separatorer for at helikopteren kan operere i områder med meget stød og andet snavs. Disse forbedringer gør RNLAF CH-47F til en alsidig fler-rolle helikopter, der kan anvendes overalt i verden. Boeing forventer at påbegynde leveringen af den nye CH-47F i løbet af i år, og RNLAF bliver de første til at modtage den nye helikopter. Så er der briternes tur Den 24. januar fortalte Boeing, at de nu havde påbegyndt at teste Chinook Mk4 som skal leveres til RAF (Royal Air Force). Den førsteflyvning fandt sted den 9. december i Hampshire i England. Chris White-Horne som er projektleder for United Kingdom Ministry of Defence (Det britiske forsvarsministerium), siger, -Testprogrammet er benævnt JULIUS, det skal modernisere RAF s nuværende flåde af Chinook Mk4. Det vil i virkeligheden sige, at RAF får en helt ny helikopter. Projekt JULIUS skal modificere 38 Mk2/2A Chinooks til det der kommer til at hede Mk4/4A konfiguration, og otte Mk3 Chinooks til Mk5 konfiguration. Alle helikopterne vil blive stationeret på RAF (Flyvestation) Odiham i grevskabet Hampshire, Arbejdet udføres i Storbritannien Helikopterne skal modificeres hos firmaet Gosport Fleetlands fabrikken som ledes af Vector Airspace, som er Boeings underleverandør, som står for omfattende støtte til RAF Chinook flåde. Boeing er repræsenteret i Storbritannien af Boeing Defence UK Ltd. som for tiden har underleverandører placeret 20 forskellige steder i Storbritannien. Alle er de beskæftiget med at støtte det britiske forsvarsministerium og USA s militære programmer. En RAF Mk4 Chinook fremstillet af Boeing. Der vil når modificeringsprogrammet er gennemført ikke være forskel på den og den hollandske CH-47F (NL) Chinook. Den hollandske CH-47F (NL) Chinook med sin last hængende i sling under helikopteren. Her kan den transportere kg.

8 C-17 Globemaster har passeret to millioner flyvetimer Tekst og Billede N.M. Schaiffel-Nielsen I slutningen af december måned sidste år kunne Boeing fortælle, at den verdensomspændende flåde af C-17 Globemaster III havde affløjet to millioner flyvetimer. Det skete da en C-17 gennemførte et airdrop (nedkastning af forsyninger med faldskærm). To millioner flyvetimer svarer til at flyet kunne flyve til månen og tilbage igen gange. Den nævnte flyvning i Afghanistan betød leveringen af ,8 kg brændstof til koalitionsstyrkerne lige syd for Kabul. Stabilt fly C-17 har et imponerende mission readiness rate (operationsklar status) på mere end 85 %. Samtidig med at det er verdens eneste operationsklare transportfly, der kan flyve mellem kontinenter og foretage landinger på nærmest uforberedte landingspladser, eller foretage airdrops præcist på forudbestemte positioner. -De er en enorm tilfredsstillelse at vide, at de to millioner flyvetimer C-17 har gennemført har reddet et talløst antal menneskeliv jorden rundt. Siger Bob Ciesla der er direktør for C-17 programmet, og fortsatte, -Boeing gratulerer U.S. Air Force og vore internationale kunder med denne milepæl. Vi er meget stolte af at C-17 fortsætter med at imødekomme de stillede forventninger i forhold til ydeevne og stabilitet. Storbritannien det vil sige RAF (Flyvestation) Brize Norton No. 99 Squadron modtog den første C-17 Globemaster III i maj Her er den første fotograferet på under et Air Show på RAF Cottesmore i Humanitær indsats C-17 flåden er nu i gang med sit 17. års indsats, hvor den har leveret støtte humanitær- og katastrofeindsats over hele verden. Med 227 fly i indsats, forsætter C-17 flåden med at yde en indsats, der synes at accelerere ikke mindst i indsatsen i Afghanistan, hvor man nåede de to millioner flyvetimer mindre end fem år efter den første million flyvetimer var affløjet i marts 2006, dengang var der 152 C-17 fly i tjeneste. I år vil transport af sårede ad luftvejen fra Afghanistan og Irak sammen med nødhjælpsflyvninger til naturkatastrofer som jordskælvet i Pakistan, Chile og Haiti intensivere C-17 s arbejdsbyrde. Under nødhjælpsflyvningerne til Haiti i januar og februar måned sidste år fragtede C-17 erne tons gods og transporterede omkring passagerer og hertil kom transport af 280 patienter. Flyet spillede også en nøglerolle i støtten af Operation Enduring Freeedom i Afghanistan. Den 31. oktober havde C-17 og andre transportfly kastet ikke mindre end kg. Forsyninger til tropper i fremskudte områder.

9 Fremtidens taktiske transportfly er i luften Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen (800xpx-A (M))A400M på static display under ILA på Schönefeld i Berlin (Billede EADS) Inden man går i gang med at læse denne historie om udviklingen af et europæisk transportfly, skal det fortælles, at projektet i øjeblikket står i stampe, og ingen ved, om flyet nogensinde bliver leveret til de syv deltagerlande. Det største problem for EADS European Aeronautic Defence and Space Company (det Europæiske Forsvars- og Luftfartsteknologiske Firma) er, at budgettet indtil nu er overskredet med syv milliarder Euro. Det næste store problem er bøderne for den forsinkede levering af A400M. Hertil kommer, at Lockheed Martin presser voldsomt på for at sælge deres C-130J Super Hercules, hvad der kaster noget af en skygge over A400M s potentielle fremtid. Hele A400M projektet har ligget stille i over et år, hvor de deltagende partnere har overvejet, hvad man skulle gøre. Hvorom alting er, så ser det for tiden ud som om projektet komme i gang igen. Hvis man læser videre i artiklen vil man se, at det ikke er noget helt ueffent transportfly europæerne er gået i gang med at bygge. Det er mere end 10 år siden man første gang så modellen af Future Large Aircraft (Fremtidens store taktiske transportfly). Den 11. december 2009 gik den i luften første gang under betegnelsen A400M. Begyndelsen på det der nu hedder A400M var da en stab af lufttransportkyndige i 1993 fra det belgiske, Franske, Tyske, Italienske, Spanske, Tyrkiske og Storbritanniens flyvevåbner satte sig sammen for at beslutte, hvilke krav de syv lande havde til fremtiden taktiske transportfly. Hele seancen endte med at man underskrev et såkaldt Memorandum of Understanding en aftale, der senere blev underskrevet af de syv landes regeringer. Italienerne sprang dog fra, for så igen senere at melde sig ind i klubben. Det blev Airbus Military SL fra Madrid, subsidiært Airbus Industrie, der blev ansvarlig for at styre A400M programmet. Af andre firmaer som fik deres del af produktionen af det nye fly var BAE i Storbritannien, EADS European Aeronautic Defence and Space Company (Det europæiske forsvars- og luftfartsteknologiske firma) i Tyskland, Spanien og, Flabel i Belgien Frankrig og Tusas Aerospace Industries i Tyrkiet. Den endelige samling af flyet skulle finde sted i Sevilla i Spanien. Kontrakten underskrives I maj 2003 blev kontrakten mellem OC- CAR, the European Procurement Agency et administrativt arrangement mellem de syv lande som kunne underskrive aftalen om udvikling og produktion af de 184 transportfly. Det betød at Belgien ville aftage syv, Frankrig 50, Tyskland 60, Luxemburg én, Spanien 27, Tyrkiet 10 og Storbritannien 25 eksemplarer.. Leveringen af flyene forventes at fortsætte indtil det første stykke metal til fuselagen (flykroppen) blev skåret til i januar Samlingen af det første fly begyndte i august I juni måned 2008 blev den første længe ventede A200M rullet ud af værkstedet. Den 11. december 2009 fandt jomflyflyvningen sted. A400M vejede ved starten 127n tons, den havde en 15 tons testudstyr om bord plus en tank med to tons vand. Vægten skal sammenlignes med den forventede maksimale startvægt på 141 tons. Den første A400M blev betegnet MSN1. Tre andre udgaver benævnt MSN2 og MSN3 og MSN4fulgte efter i 2010 og i år vil endelig MSN5 slutte sig til flåden af testfly. Det første fly forventes leveret til Frankrig i slutningen af næste år. Det sidste fly forventes leveret i I april måned 2005 indgik Sydafrika kontrakt med Airbus Military om at blive deltager i A400M programmet, hvorefter d afgav en ordre om levering af otte fly mellem 2010 og I juli 2005 underskrev Chile en hensigtserklæring om at købe op til tre A400M. Endelig i december underskrev Malaysia en kontrakt om køb af fire A400M. disse aftaler bragte det totale produktionstal op på 192 fly. A400M design A400M kan medtage et meget støtte nyttelast end både C-160 Transall og C-130, og designet har i vid udstrækning anvendt komposit materialer., Et af kravene til det nye fly er, at det skal kunne lande korte og ikke forberedte landingspladser. Derfor har A400M et sekshjulet landingsstel. Behovet for et fly der kan levere langsom taktisk indflyvning og airdrop af forsyninger. Hertil kommer kravet om at flyet også skal kunne flyve med en høj gennemsnitsfart i stor højde for at gennemføre en hurtig og fleksibel deployering af styrker og materiel.

10 A400M ruller ud til startbanen for første gang, men kom ikke i luften den dag. (foto EADS) Den endelige samling af wingbox af komposit (carbon-reinforced plastic CRP) (Kulfiberforstærket plastik), finder sted i Filton hos Airbus Storbritannien. GNK Aerospace i Storbritannien fremstiller den komplicerede vingebjælke af compositmaterialer.. Denel Aviation fra Sydafrika leverer pladerne til beklædningen øverst på flyet og skærmene under vingerne. EADS i Augsburg fremstiller den 4 x 7 m. store ladeklap ude agter. Samlingen af flyets krog (fuselage) foregår hos Airbus Deutschland i Bremen. Den endelige samling af A400M finder som sagt sted ved spanske CASA i Sevilla. Cockpittet Cockpittet er fuld ud kompatibel med nattesynsbriller og har plads til to piloter og, hvis nødvendigt et tredje besætningsmedlem på specielle missioner. Det er udstyret med et fly-by-wire kontrolsystem som i virkeligheden er udviklet til Airbus civile passagerfly. De to sidesticks (styrepinde) er anbragt således at de ikke forstyrrer piloternes indsigt til de fladskærme som viser alle oplysninger relevant for flyvningen.. Gashåndtagene er placeret centralt mellem de to piloter. Baseret på integrerede modulare avionic moduler har Thales og Diehl Systeme har udviklet flyets styresystemer. Systemet er magen til det der er installeret i A380 passagerflyet. Visningen af flyets tilstand under flyvning kommer på ni 6 x 6tommers farveskærme samtidig med de bliver vist på et head-up diplay alt sammen for at forbedre piloternes viden om, hvad der sker lige nu omkring dem. Den tyske version af A400M vil blive udstyret med en terrænfølgeradar, som har en Saab Avitonics flight computer. Et digitalt kort fra EADS Defence & Security Systems bliver også installeret. Det militære missionsstyringssytem (MMMS) som er fremstillet af EADS Defence Electronics har to missionscomputere. MMMS kontrollerer handling og levering samt kalkulerer, hvorledes godset skal anbringes i flyet. Hertil kommer beregningen af drop punktet og endelig holder systemet styr på forbruget af brændstof i forbindelse med en given mission. Til allersidst tager MMMS sig af at sikre, at flyet ikke kommer for tæt på jorden og styrer det kommunikationen mellem militære og civile systemer. Antennerne til alt det elektroniske grej fremstilles af det amerikanske firma Rockwell Collins. Model af det der dengang hed Future Large Aircraft (fremtidens Store Fly), hvor man kunne prale med, at der allerede var solgt 196 af typen, inden nogensinde var kommet i luften. (foto N.M. Schaiffel-Nielsen) Selvsikring Flyets passive forsvarssystemer er fremstillet af EADS Defence Electronics og består af en ALR-400 radar som advarer piloterne mod et fjendtligt angreb. Der er tale om en EADS MIRAS flerfarvet sensor som advarer om indkommende missiler. Hertil skal lægges et system fremstillet af Thales, som kan udkaste chaff (aluminiumsstrimler) eller varmekugler (flares). Laste systemet Rheinmetal Defence Electronic har leveret loadmasterens kontrolsystem. Systemet består af en arbejdsstation og et kontrolpanel, otte låsepaneler og et panel for besætningens dør. Systemet støtter en effektiv lastning og drop af materiel under flyvning. Nyttelasten kan være alt fra helikoptere, svært ingeniørmateriel, paletter eller containere med gods. Der er plads til ni standard paletter (2,3 m x 2,74 m), hvilket inkluderer at der skal stå to på lasterampen, det sammen med 58 soldater som sidder langs lastrummets sider, eller flyet kan medføre 120 fuldt udrustede soldater placeret i fire række i lastrummet. Når flyet skal anvendes til sygetransport kan det rumme 66 bårer og 25 sundhedspersonel. A400M kan medtage 116 faldskærmsoldater og kan landsætte dem og deres udstyr med faldskærme. Flyet kan luftlandsætte (airdrop) en last på 16 tons, eller 25 stk. last på op til 25 tons. Eller 120 faldskærmssoldater plus en trekantet last på seks tons, eller op til 20 én tons containers eller palletter. Lufttankning A400M kan konverteres til at fungere som tankfly for både helikoptere og jetkampfly. Firmaet Flight Refuelling leverer et 9078E wing pod drouge system (et system hvor slang og kurv er anbragt i en pod under flyets vinge). Systemet kan levere et fuel flow på op til kg/m. En pod monteret i lastrummet kan levere kg/m. To brændstoftanke kan monteres i lastrummet. Med dem monteret kan flyet leveret op til 58 tons brændstof. Kig på youtube.com Ord kan i mange tilfælde erstatte billeder, men har svært ved at slå levende billeder. For dem der har adgang til internettet er det er godt råd at gå ind på adressen youtube.com og skrive A- 400M i ruden for oven. Resultatet er en række videoer som viser blandet andet A400M sjomfruflyvning den 11. december 2009.

11 A400M C-17 Globemaster III C-130J Super Hercules Længde 43,8 m 53,04 m. 34,37 m. Højde 14,6 m 16,79 m 11,81 m. Vingespan 42,4 m 51,71 m 40,41 m. Max. Startvægt 130 t ,3 Max. Landingsvægt 114 t. - - Max. Nyttelast 37 t. 77 t. 17,3 t. Motorer 4 x Europrop International treakslet TP400-D6 4 x Pratt Whitney F117- PW-100 dobbeltstrøm 4 x Allison AE 2100D3 turboprop Aktionsradius Med 30 t. last km. med 20 t. last km. færgeflyvning km km km. Marchhastighed 780 km/t. I lav højde 648 km/t. ellers 850 km/t. 630 km/t. Besætning til 5

12 X-31A har fået en fornem pris Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billeder NASA X-31 A under landing med bremskærmen foldet helt ud. Sinden det første jagerfly gik i luften har kampen om at have det mest manøvredygtige fly stået på. Første gang man hørte om en ekstraordinær bevægelighed var det RAF s Harriers foretog de såkaldte Wiffing-manøvrer under Falklandskrigen i I 1990 gennemførte NASA sammen med Rockwell prøveflyvning af testflyet X-31A, et forsøgsfly kun beregnet til at teste, hvorledes man øgede fly s evner til at dreje skarpt, have en høj angrebsvinkel og bevare styringen under stall. Da begrebet Wiffing, krappe manøvrer ved hjælp af styret udstødning, dukkede op i aviserne under Falklandskrigen lød det som om, at de britiske Harriers, så et sige kunne vende på en tallerken i luften og derved opnå en taktisk fordel i forhold til de argentinske jagerfly. Senere fortalte de britiske piloter, at så enkelt var det ikke, men tanken om at kunne opnå større bevægelighed ved hjælp af styret udstødning på almindelige jagerfly havde bidt sig fast. Tysk, svensk amerikansk samarbejde I 1990 gik det første af to X-31A fly på vingerne. NASA og Rockwell, sidstnævnte senere overtaget af Boeing, og det tyske Messerschmitt, Bölkow, Blohm (MBB), i dag en del ad EADS kom med efter at der havde været et ophold i programmet. Det har aldrig været meningen, at X-31A skulle i produktion, flyet er fortsat et testfly. Udvikling af gradbøjet tryk Det betød udviklingen af X-31A som fløj første gang i Flyet var udviklet med system på tre blade ved udstødningen som kunne drejes i den retning man ønskede for på denne måde at give flyet en bedre manøvreevne. Flyet demonstrerede sin manøvredygtighed i to multinationale testprogrammer benævnt Enhanched Fighter Maneuverability (EFM) (Programmet for udvidet manøvredygtighed) fra Den første testperiode omfattende 581 flyvninger med to testfly. I perioden fra 200 til 2003 fulgte yderligere en forsøgsperiode, denne gang for at teste, hvorledes styringen virkede på haleløse fly. Hvad viste testene Den styrede udstødning gjorde, at flyet, langt udenfor de normale begrænsninger fortsat kunne styres, man opnåede at kunne flyve kontrollet i en 70 graders angrebsvinkel, foretage et kontrolleret ru med flyet i en 70 graders position samt en 180 graders drej under anvendelse af post-stall manøvre kaldet Herbst Maneuver (Efterår manøvrering). Det var den tyske testpilot Karl-Heinz Land, der testede denne manøvre for første den 29. april 1993 I 1998 kom svenskerne med i programmet, hvor man fik afprøvet styresystemet på en RM-12 motor. Efter at have været sat i garage i omkring fem år, blev X-31A i 2000 igen trukket frem. Denne gang for at vise sine Extremely Short Takeoff and Landing (ESTOL) (Ekstrem kort start og landing), en mulighed som er en følge at det styrede udstødningssystem. Da programmet sluttede i maj i år, kunne X-31A lande med en hastighed på 124 knob og en 24 graders indfaldsvinkel Dette skal sammenlignes med en normal landingshastighed på 175 knob og en 12 graders indfaldsvinkel. Herefter blev flyet bragt til standsning efter fods afløb mod normalt fod

13 Søværnets helikoptere overføres til Flyvevåbnet Verdens foranderlighed har igen slået til. Søværnets helikoptertjeneste blev nedlagt den et sekund før datoen skiftede til 1. januar Og i samme sekund genoprettet som Eskadrille 723. Skiftet er en konsekvens af det sidste forsvarsforlig. Samtidig betyder forliget, at indkøbet af nye skibsbaserede helikoptere er et såkaldt gult projekt som er højt prioriteret. Piloterne skal nu til at vænne sig til at gå i lyseblå uniformer, men piloter der er uddannet søofficerer kan dog fortsat vælge at bære søofficersstriber på skuldrene. Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen Et er et søkort at forstå.. Indtil for ikke så længe siden var alle piloter i Søværnets helikoptertjeneste uddannet skibsførere, de kunne både flyve og sejle. Sådan er det ikke helt mere. I dag kommer flere af piloterne i det der indtil nytår hed Søværnets Helikoptertjeneste fra Flyvevåbnet. Den gamle forklaring om at det var vigtigt at piloten vidste hvordan man gebærder sig til søs og kendte de særlige betingelser der er i det maritime miljø, vægtes altså ikke så kraftigt mere. Man kan så sige, at én officersuddannelse med nyordningen er sparet. Sud Aviation Alouette II, Søværnets Helikoptertjenestes først luftfartøj. (Billede FHS) Hans Hedtoft Begrundelsen for beslutningen om oprettelsen af Søværnets Helikoptertjeneste med helikopterbærende inspektionsskibe var grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis i I 962 have de første syv søofficerer gennemgået helikopterpilotuddannelsen og indgå i eskadrille 722 (redningseskadrillen). Her blev de indtil Søværnets Flyvetjeneste blev oprette i Fra oprettelsen og indtil overflytningen til Flyvevåbnet har Søværnets Flyvetjeneste/Helikoptertjeneste kun fløjet med to typer helikoptere, nemlig Sud Aviation S.E.3160 Alouette II og Westland WG. 13 Lynx. Samme opgaver Fordi den organisatoriske placering ændrer sig, er der ingen tegn på, at opgaverne for nu Eskadrille 723 vil ændre sig. De vil fortsat være at tage med inspektionsskibene til Nordatlanten eller Afrikas Horn for at enten hævde dansk suverænitet, eller bekæmpe pirater, hertil kommer hjælp til politiet, opsamling af olieprøver når et skib igen har svinet danske farvende til. Alle var så glade den 1. november 2000, hvor halenummer S-191 blev leveret som den første af otte modificerede Lynx som man nu hed Super Lynx Mk90B (Foto N.M. Schaiffel-Nielsen) Westland LYNX helikopteren (Halenummer S-191) er her fotograferet om bord på støtteskibet ABSALON i 2004 ved Flådestation Korsør. (Foto: Johnny E. Balsved)

14 Medens vi med trofast sind Tekst og billeder N.M. Schaiffel-Nielsen Lederen af Flyvevåbnets Historiske Samling, seniorsergent Lars Søe Jensen, der fortæller om Flyvevåbnets arbejdshest, C-47, Dakota. Under en isvinter blev der indført regelmæssige flyvninger mellem de danske flyvestationer, hvilket gav flyet navnet Ice Train. Vandel/Stauning Foreningen af tidligere ansatte ved Flyvestation Vandel, har været på besøg på Flyvevåbnets Museum i Stauning, som udgør den største del af Danmarks Flymuseum. Museet har 4000 m² udstillingsareal og et besøgstal på ca om året. Ser man på antallet af besøgende, så kan museet notere sig for at være blandt de 10 mest besøgte i Danmark.. 35 medlemmer af foreningen med pårørende brugte en hel eftermiddag på at se på de fly mange af deltagerne havde set flyve i deres ungdom. Lederen af Flyvevåbnets Historiske Samling, seniorsergent Lars Søe Jensen fortalte med stolthed og entusiasme om de gamle fly. Gensyn med H-500 Særlig opmærksomhed vakte gensynet med Hærens Flyvetjeneste H-500, som alle på én eller anden måde havde tilknytning til. En informationssøjle, der viste billeder fra Flyvestation Vandel fik sin part af opmærksomheden. Man kan i sit stille sind undre sig over, hvorfor ansatte bliver ved med at hæge om en arbejdsplads, der for længst er nedlagt. Korpsånd er jo et ord man nærmest har fjernet fra dansk sprogbrug. Flyvevåbnet adopterede i en fjern fortid sangen: -Som en rejsen lysten flåde, som sin egen. Fra denne sang står linjerne: -Medens vi med trofast sind, sætter al vor gerning ind, Danmark på dit alter! på mindestenen over Flyvevåbnets døde ved flyvevåbens hovedkirke, domkirken i Viborg. Måske eksisterer korpsånden alligevel, det udtales bare ikke så tydeligt.

15 Sniper sigter og holder øje Lockheed Martins Sniper Pod er U.S. Air Forces Advanced Targeting Pod (ATP) som var monteret på de F-16 fly fra South Caroline Air National Guard som i begyndelsen af december sidste år kom tilbage fra deres deployering til Afghanistan. Det markerede den før indsættelse af Sniper pods i kamp. Medens 169th Fighter Wing var indsat i området blev Sniper pod en anvendt til ikke traditionel efterretningsvirksomhed, som overvågning og rekognoscering forkortet (NTISR). Det betød, at man kunne sende videobilleder i høj opløsning tilbage til tropperne på jorden, hvilket øgede deres evne til hurtigt at koordinere deres indsats. Sniper pod en som den ser ud når der fotograferes uden fly. Tilfreds brigadegeneral Brigadegeneral Scott Williams, der er chef for 169th Fighter Wing sagde, -Sniper Pod en gjorte præcist det vi havde brug for den skulle gøre. Han fortsatte, -Af en Pod at være, der er konstrueret til at ødelægge fjendens luftforsvar og hans jord-til-luft missiler, har den en stor kapacitet for ikke traditionel ISR, hvilket blev demonstreret over de sidste fire måneder i Irak. Fra 169th. Fighter Wing rapporteres det, at under deployeringen reddede Sniper Pod en flere gange soldaternes liv, fordi den var i stand til hurtigt, gennem radar skygger (clutters) at identificere morterreder og fjendtlige troppers position. Pod ene på F-16 flyene virkede også som et fremskudt forsvar ved at monitere de fremskudte gentankningssteder, hvor både soldaterne og luftfartøjerne var sårbare under forberedelse af et nyt fremstød. Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billeder Lockheed Martin Kan bruges på forskellige fly Mark Fischer, der er senior salgs- og udviklingschef hos Lockheed Martins missilog ildkontrolafdeling, siger, -Air National Guard er en vigtig operationel, med et betydelig antal video data link-udstyrede pods. Han fortsatte -169th. Fighter Wing var den første enhed der var udrustet med F-16 block 50/52. Ifølge Lockheed Martin, er Sniper Pod den mest udbredte pod til målsøgning i hele U.S. Air Force, idet den er monteret på både F-16, F-15E, A-10C og B-1 jagere om bomber. Hertil kommer, at den også er ved at blive indbygget i den gode gamle B-52 bombefly af besætninger kaldet BUFF Big Ugly Fat Fuck (Stor, Grim, Fed og Nosse (rundt)). F-16 block 50/52 med en Sniper Pod monteret på en pylon under bugen.

16 Ubemandet helikopter til US Marines Washington 10. december Kampen om at få lov at levere UAV Unmanned Aerial Vehicles (ubemandede luftfartøjer) i form af førerløse helikoptere til US Marine Corps. Er knivskarp. I Cockpit nr. 6/2010 på side 29 og 30 bragte vi historien om flyproducenten Boeings demonstration af deres A160 Hummingbird for US Marines. Vi har ikke kunnet få bekræftet, om demonstrationen førte til et slag. Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billede Lockheed Martin Lockheed Martin med Lockheed Martin er ofte helt fremme i skoene når den amerikanske regering efterspørger et eller andet luftfartøj. Denne gang ved UAV helikoptere det gjaldt. LM tilbød deres K-MAX UAS. Tilbuddet er indtil videre end med en bestilling på to K-MAX og tre jordkontrolstationer. De skal bruges til en Quick Research Assesssment (QRP) (Hurtig undersøgelse), der er planlagt gennemført i løbet af sommeren i år.. Stærkere udgave K-MAX synes at være A160T overlegen. K-MAX kan flytte pounds (2.722 kg.) gods i sling ved havets overflade og pounds (1.818 kg.) i ft. Højde, hvor A160T må nøjes med at kunne klare pounds (1.136 kg.). K-MAX kan droppe gods fra stor højde til fremskudte enheder. I virkeligheden kan den medbringe gods hængt op i flere faldskærme, som så kan droppes til forskellige enheder. Sammenligner man de to UAV ers rækkevidde så kan K-MAX flyve 267 NM (494.5 km.) medens A160T må nøjes med at række 150 NM (277 km.). Boeings A160T virker nok så klejn i forhold til den voldsommere K-MAX Boeing med Allerede den 3. december udsendte Boeing en pressemeddelelse, hvor de kunne fortælle, at de havde fået en kontrakt på levering af to A160T Hummingbirds og tre jordkontrolstationer med tilhørende reservedele. Kontrakten har en værdi af US $ 29,9 mio. Først skal Hummingbird testes hjemme i USA, hvorefter den bliver sendt på en seks måneders deployering for at deltage i Operation Enduring Freedom i Irak. Den noget kraftigere Lockheed Martin UAV er K-MAX førerløs helikopter demonstrerer transport af gods i sling.

17 Man er i god tid Artikler fra Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen Lur os, om ikke A380 igen dukker op på ILA 2012 Redaktionen har modtaget en pressemeddelelse fra Messeimmobilien Selchow GmbH, som er blevet oprettet af Gesellschaftern ZukunftsAgentur Brandenburg (ZAB) og Messe Berlin i Brandenburg for at planlægge blandt andet Internationale Luft- und Raumfahrtsausstellung (ILA) i Selskabet vil investere 27 mio. euro i udstillingsområdet på Berlin-Schönefelt Lufthavn. Planlægningsarbejdet er allerede i gang. Den udstilling der kommer til at benytte nyindretningen er ILA. De fem firmaer som er involveret i at gennemføre ILS indgik den 30. november sidste år en rammeaftale om at gennemføre ILA i 2012.

18 17 danske F-16 Fighting Falcon til skrot Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen Sådan vil det komme til at se ud når de 17 F-16 skrottes. De vil blive skilt ad på forsvarlig vis. Det eneste der vil mangle i situationen er den lille knægt på skulderen af farmand. Og så vil værkstedet ligge på ATWAL og ikke som her på FWSKP (Flyveregiment Skrydstrup). På ATWAL (Air Transport Wing Aalborg (Flyveregiment Aalborg) findes en lille enhed WSA F-16 Workshop Aalborg (F-16 værksted Aalborg), der består af én officer 24 sergenter eller konstabler sammen med otte flymekanikerelever. Hvorvidt de otte elever får lov at blive ved WSA F-16 afgøres samtidig med at afgørelsen om, hvor udfasningen, det lyder pænere end skrotningen af 17 stk. F-16 Fighting Falcon, også kaldet F-16 Classic skal foregå. Kilde: Kimbertyren.

19 Opdateret C-15C til operativ tjeneste Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen F-15C/D Eagle. Et stort jetkampfly med nogle fantastiske linjer. Flyet har været indsat i kamp adskillige gange. Ingen in F-15C Eagles er gået tabt i luftkamp. Kadena Air Base i Japan. I november måned 2010 fejrede repræsentanter for U.S. Air Force at fire F-15C jagere ankom til Kadena basen. Flyene var den 21. oktober blevet opgraderet med APG-63(V)3 Active Electronically Scanned Array (AESA) radar. Det skete på Langley Air Force Base, Va. (State of Virginia). De fire fly vil sammen med de tidligere ankomne F-15C med APG- 63(V)1 og 2, indgå i Eskadrillerne 44 og 67. Sammen vil de udgøre en ikke overgået kampstyrke til forsvaret af Japan. Flere fly opgraderes Når man læser om F-22 Raptor og F-35 Lightning II lyder det som om F-15 Eagle er på vej ud af tjeneste. Det hænger dårligt sammen med indholdet i denne artikel, hvor vi fortsætter med at fortælle, at Boeing har kontrakt om at opgradere yderligere 27 F-15C/D til U.S. Air Force og 18 til Air National Guard. I alt vil 54 F- 15C/D i september 2013 være stationeret på Kandena Air Base. Bedre radar Raytheons APG-63(V)3 radar er betydelig mere stabil end den radar der sidder i flyet i dag. Antennen er 50 gange mere driftssikker end den nuværende mekaniske antenne. APG-63(V)3 radaren er kun en del af den opgradering der vil finde sted på F-15C/D. Den yderligere opgradering vil omfatte en jager-til-jager forbindelse, GPS navigation og et hjelmsigtesystem, der vil gøre piloten i stand til at udnytte de mest moderne luft-til-luft våbensystemer.

20 Syvende C-17 Globemaster III leveret til RAF Tekst N.M. Schaiffel-Nielsen - Billede Boeing C-17C Globemaster III lander på en uforberedt landingsplads et eller andet sted i verden. Long Beach, California i november Det begyndte ganske forsigtigt med at Royal Air Force købte tre C-17 Globemaster III transportfly hos Boeing for at imødekomme et stadig stigende behov for tung militær lufttransport. Den 16. november sidste år kunne man så fejre udrulningen af det syvende eksemplar af typen til RAF. Til stede ved begivenheden var den britiske forsvarsminister Peter Luff, -Den 7. Globemaster III styrker vores evne til at støtte med flyvninger over hele kloden, men nok specielt Afghanistan. Og næste år til maj kan vi fejre 10-året for tilgangen af det første Globemaster II fly. C-17 Globemaster III er i øvrigt det eneste fragtfly der kan gennemføre flyvning mellem to kontinenter og derefter lande på en næsten uforberedt landingsplads. Masser af flyvetimer RAF s flåde af C-17 Globemaster III har i de sidste næsten 10 år fløjet mere end flyvetimer. Antallet af flyvetimer dækker alt fra humanitære lufttransporter, nødhjælpsflyvninger til Pakistan, Haiti og Chile. Eskadrille 99 er en del af den britiske Rapid Reaction Force. eskadrillen er stationeret på RAF (Flyvestation) Brize Norton ikke så langt fra universitetsbyen Oxford. Brize Norton er operationsbase for strategiske lufttransporter og for lufttil-luft tankningsoperationer. Mange kunder C-17C Globemaster III er en kraftkarl at se på. Den er en fornøjelse at røre ved, smedearbejdet2 er gjort færdigt. Komme man ind i flyet, så oser både kontoret læs cockpittet og lastrummet af kvalitet. Det kan vel være et par af grundene til at der indtil nu er leveret 224 C-17C fly til 20 lande. USAF og U.S. National Guard har købt de 204 af flyene. De øvrige kunder er Canadian Forces, Royal Australian Air Force, United Arab Emirates Air Force and Air Defence, Qatar Emiri Air Force og de 12 medlemmer af NATO s Strategic Airlift Capability initiative samt Partnership for Peace nationerne. Boeing har svært ved at skjule glæden over præsident Barack Obamas meddelelse om, at Indien star for at ville købe 10 stk. C-17C.

21 Nyt om Fairey Firefly Billedet viser Firefly, halenummer WB271, i anti-ubådsrollen, men her i tjeneste hos Royal Navy Historic Flight. Tragisk nok havarerede flyet nær hovedvej M11 i juli Flyet deltog i De Flyvende legenders Opvisning på Imperial War Museum i Duxford. Piloten Lt. Cmdr. Bill Morton og observatøren Neil Rix omkom, og luftfartøjet totalhavarerede. Lad os begynde med begyndelsen. Fairey Firefly var Royal Navy s hangarskibsbaserede jagerfly under den anden verdenskrig. Flyet kom i tjeneste i Det skulle erstatte den forældede Fairey Fulmar. Flyet må siges at have været en succes da den blev produceret indtil 1955, hvor der da var produceret ikke mindre end af typen.. Flyet udgik af Royal Navys tjeneste i dets sidste indsats i operativ tjeneste var som anti-ubåds bekæmper, en rolle hvori den blev erstattet af Fairey Gannet. Det skal bemærkes, at Fairey Firefly fløj som dække for de Fairey Swordfish torpedofly, der gennemførte angrebet på det tyske lommeslagskib Tirpitz i Flyet var også indsat mod japanerne i Stillehavet ligesom det var det britiske bidrag til krigen mod Nordkorea fra den 29. juni 1950 til 27. juli Krigsdagbøger Norge, som allerede nævnt fik Firefly gjort sin operative debut i Nordsøen og langs den norske kyst. Den første eskadrille der modtog Fairey Firefly var No.1770 eskadrille ved RNA (Marineflyvestation) Yeovilton, som fik sit første fly den 27. september Nummer to ankom den 5. oktober. Tilgangen fortsatte de næste to måneder til man var nået op på 16 fly og 14 besætninger. Eskadrillen blev deployeret til HMS Indefatigable, hvor den skulle få sin operative debut ved den 17. juli 1944 at deltag i angrebet på Tirpitz. Hovedangrebet skulle foretages af en flight bestående af Fairey Barracudaer, støttet af Fireflies, Hellcats, Corsairs og Seafires. Eskadrillen vendte tilbage til Tirpitz den 22. august, hvor der gennemføres to angreb. Herefter følger yderligere to angreb henholdsvis den 24. august og den 29. august. Tirpitz overlevede disse angreb, men blev sænket af RAF Tallboy bomber den 12. november Indsatsen i Stillehavet No Squadron var den første eska- drille udrustet med Firefly s som den 24. december nåede frem til Ceylon hvor man landede på hangarskibet Indefatigable. Flyene blev overført til hangarskibet Victorious hvorfra der blev foretaget angreb på olieraffinaderierne På Sumatra. Her blev Firefly ene brugt til angreb på antiluftskytsbatterierne. På samme mission skød de to japanske Ki-42 Hayabusas ned. Fra den 17. juli til den 15. august 1945 gennemførte Firefly ene sammen med amerikanske fly luftangreb på japanske flyvepladser. Det blev det sidste angreb udført af en britisk luftstyrke i Stillehavskrigen. Efter krigsafslutningen den 8. august blev Firefly brugt til at flyve rekognosceringsflyvninger over junglerne for at lokalisere japanske krigsfangelejere, som de så kastede forsyninger ned til. Herefter blev flyene trukket tilbage til Australien hvor No 1770 Squadron blev nedlagt den 30. september. I alt deltog tre eskadriller i krigen i Stillehavsområdet. Palæstina Den Firefly FR. I var i tjeneste i slutningen af det britiske engagement i Palæstina, hvor det britiske mandat udløb den 14. maj HMS Ocean med No.816 Squadron om bord, ankom til Palæstina den 7. maj. Hangarskibet gik for anker ud for Haifa den 10. maj, hvor det blev holdt i beredskab til at dække hærens tilbagetrækning. Det fik følgeskab af HMS Triumph med No.827 Squadron den 29. juni No.827 Squadron Firefly ene fløj væbnede rekognoscering patruljer frem til den juni hvor det sidste troppetransportskibe forlod havnen i Haifa. Malaya Kommunismes lyksaligheder kaldte i 1949 på indsats af Firefly s, denne gang i Malaysia. Det skete medens flyene var på vej til at blive indsat i Korea-krigen. Den første eskadrille, der blev involveret i konflikten i Malaysia No.827 Squadron. Her blev flyene, Firefly FR.Is, den 3. oktober 1949 overført fra hangarskibet Triumph til en flyveplads på land. Tre uger senere blev der gennemført to angreb på de kommunistiske positioner. Disse operationer fortsatte indtil slutningen af januar Uroen i Malaysia fortsatte og fra den 27. oktober 1952 foretog No.821 Squadron 18 angreb mod kommunistiske positioner, alt medens flyene var på vej til at deltage i Korea-krigen. Korea Ved udbruddet af Korea-krigen havde HMS Triumph afsluttet et besøg i Japan, og var på vej tilbage til Storbritannien. Rejsen blev afbrudt og i stedet sluttede Triumph sig til amerikanerne i Okinawa for at blive en del af Carrier Task Force 77, sammen med USS Valley Forge. Flyene fra Task Forcen fløj det første angreb mod koreansk område den 3. juli, hvor ni Firefly FR.Is og tolv Seafires angrebet Haeju flyveplads. Yderligere togter fulgte den 4. juli, før Triumph vendte tilbage til Okinawa. HMS Triumph blev i løbet af Korea-krigen afløst af HMS Theseus og HMS Glory. Glory deltog i krigen indtil våbenhvilen Af N.M. Schaiffel-Nielsen blev indgået den 27. juli Hvis der blandt læserne er lyst til at vide mere om detaljerne i Firefly s meritter i Stillehavet skal man klikke ind på siden: fairey_firefly.html. Siden kan oversættes til dansk, men oversættelsen har et meget specielt dansk. Firefly i det danske Flyvevåben Det danske Flyvevåben købte i 1951 seks af typen, som i starten anvendtes af ESK722 og til udfasningen i 1959 som slæbemålsfly af Stationsflight Værløse. For at minimere risikoen for at blive ramt var flyene malet knaldgule. Den danske version T.T.Mk.1 (target towing) var ombyggede F.R.Mk.1 (fighter/reconnaissance). Der havarerede tre fly, og de resterende tre blev solgt til Sverige og fløjet til Malmø i april det var Kungliga Flygforvaltningen, senere Svensk Flygtjänst AB, der hentede flyene den 11. august Den sidste af de tre blev ophugget i Danmarks Flymuseum har lånt et eksemplar af typen fra det svenske Flygvapenmuseum i Linköping. Maskinen har således ikke fløjet i Danmark, men er samme version. Tekniske data for Firefly Mk.IV: Besætning: Pilot & Observer Længde: 11.8 m. Vingespan: m. Højde: 4.37 m. Tom vægt:4,472 kg. Vægt oprationsklar: 6,000 kg. Max. statvægt:7,301 kg. Motor: Én 2,245 hp (1,674 kw) Rolls-Royce Griffon 74 væskekølet V12 stempelmotor. Max. flyvehastighed: 618 km/h at 4,300 m. Rækkevidde: 1,722 km med droptanke. Max. flyvehøjde: 9,723 m. Stigeevne: 9.7 m/s. Bevæbning: Fire 20 mm Hispano-Suiza HS mm maskinkanoner monteret I vingerne. To 450 kg. bomber monteret under vingerne. 16 Ikke styrbare 27 kg. raketter. Fairey Firefly halenummer 625 kom til Danmark den28. september 1951 og udgik af Flyvevåbnets nummer 10. december I februar 1959 så forfatteren flyet parkeret ved Flyvematerielkommandoen p Flyvestation Værløse. Det var kort før det blev solgt til Sverige, hvor det blev indregistreret SE-CHL. Senere blev flyet kannibaliseret. (Foto fra Flyvevåbnets Historiske Samling)