Den europæiske menneskerettigheds konvention. for praktikere. jon fridrik kjølbro. 4. udgave. jurist- og økonomforbundets forlag

Transkript

1 jon fridrik kjølbro Den europæiske menneskerettigheds konvention for praktikere 4. udgave jurist- og økonomforbundets forlag

2 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere

3 Jon Fridrik Kjølbro Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere 4. udgave Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2017

4 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere 4. udgave, 1. oplag 2017 by Jurist- og Økonomforbundets Forlag Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan Omslag: Marianne Tingkov Tryk: Toptryk Grafisk, Gråsten Printed in Denmark 2017 ISBN E-bog ISBN Jurist- og Økonomforbundets Forlag Gothersgade København K Telefon: forlag@djoef.dk

5 Forord til 4. udgave Siden 2010, hvor 3. udgave af denne bog udkom, har Domstolen afsagt et meget stort antal domme og afgørelse. Flere af disse er principielle og gør op med tidligere praksis eller fastslår retstilstanden på områder, Domstolen ikke tidligere har behandlet. Behovet for en opdateret beskrivelse af praksis på dansk har derfor længe været stort. Derfor er jeg glad for, at det nu er lykkedes mig at færdiggøre arbejdet, der har været længe undervejs. Siden april 2014 har jeg arbejdet som dansk dommer i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Det betyder, at jeg har fået et mere indgående kendskab til arbejdet i og praksis fra Domstolen. Det giver mig anledning til at understrege, at de synspunkter, der kommer til udtryk i bogen, alene er udtryk for min personlige opfattelse. De kan på ingen måde tages som udtryk for Domstolens opfattelse af det omhandlede retsspørgsmål. Endvidere vil jeg understrege, at jeg generelt er afstået fra at udtrykke kritik af eller foretage en personlig vurdering af omtalte domme. Det gælder, selv om jeg har medvirket i den pågældende sag og eventuelt har afgivet en dissens eller separat udtalelse. Bogens opbygning og stil er i det væsentlige uændret, men ny praksis er indarbejdet, og flere afsnit er omskrevet, herunder i lyset af udviklingen i praksis. På grund af det meget omfattende materiale, der er indarbejdet i den nye udgave, har det været nødvendigt at stramme op i gengivelsen af praksis, herunder med færre og kortere referater af domme. Bogens omfang og detailrigdom bevirker, at det selv med indholdsfortegnelse og stikord kan være vanskeligt at finde frem til netop det emne, der søges belyst, hvorfor adgang til en elektronisk version med mulighed for fritekstsøgning kan anbefales. Det oprindelige formål med bogen er uændret. Målgruppen er således fortsat praktikere, herunder advokater, anklagere, dommere og embedsmænd. Det vil være glædeligt, hvis studerende også kan finde bogen nyttig, men vægten er lagt på det praktiske og ikke det teoretiske eller akademiske. Bogen tilsigter at give læsere en forholdsvis udførlig beskrivelse af praksis. Stilen er fortsat refererende snarere end kommenterende. Bogen er opdateret systematisk til og med maj 2016 og medtager derudover de væsentligste domme afsagt frem til december 2016, herunder domme fra Storkammeret. 15. protokol (ændringsprotokol) af 24. juni 2013 (ETS 213), der bl.a. tilføjer en henvisning til principperne om subsidiaritet og skønsmargin i præamblen og forkorter klagefristen fra 6 til 4 måneder, og 16. protokol (tillægsprotokol) af 2. oktober 2013 (ETS 214), der indfører mulighed for at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen, er endnu ikke trådt i kraft, og protokollerne er derfor ikke nærmere omtalt i bogen. Læsere er velkommen til at sende eventuelle kommentarer, herunder gøre opmærksom på faktuelle fejl. Strasbourg, december 2016 Jon Fridrik Kjølbro jon.kjolbro@mail.dk 5

6

7 7

8 8

9 9

10 10

11 11

12 12

13 13

14 14

15 15

16

17 Kapitel 1. Fortolkning og anvendelse af konventionens bestemmelser 1.1. Betydningen af retspraksis Ved fortolkning og anvendelse af konventionen og tillægsprotokollerne spiller praksis fra Domstolen en overordentlig stor rolle. I praksis er det ofte ikke muligt at fortolke og anvende konventionen uden at inddrage praksis. Der findes en omfattende praksis, der præciserer indholdet og omfanget af de forpligtelser for staterne, der følger af konventionens ofte generelt formulerede og til dels vage bestemmelser. På baggrund af denne righoldige praksis er det ofte muligt at beskrive indholdet og omfanget af staternes forpligtelser endog ganske detaljeret. Domme har ikke kun til formål at afgøre konkrete klagesager, men har også mere generelt til formål at belyse, sikre og videreudvikle konventionens rettigheder og friheder, idet Domstolen derved bidrager til staternes overholdeles af forpligtelser i henhold til konventionen 1. Om end det primære formål med konventionssystemet er at yde individuel oprejsning, er formålet også at afgøre generelle spørgsmål i samfundets interesse for derved at højne de generelle standarder for beskyttelse af menneskerettigheder og udbrede menneskeretspraksis i konventionsstaterne 2. Praksis er efterhånden så omfattende, at der på de fleste retsområder er fastslået ganske detaljerede generelle principper, som nødvendigvis må inddrages ved fortolkning og anvendelse af konventionen. Som eksempel kan nævnes staternes skønsmargin, legalitetskravet og proportionalitetskravet. Som eksempel på generelle principper i tilknytning til bestemte rettigheder kan endvidere nævnes kravet om en rettergang inden en rimelig frist, kravet om adgang til en domstolsprøvelse, udvisning af udlændinge på grund af kriminalitet og indgreb i ytringsfrihed. Herudover har Domstolen efterhånden taget stilling til et meget stort antal konkrete problemstillinger, som det også er nødvendigt at inddrage, når konventionen skal fortolkes og anvendes i praksis. Domstolen anser sig i praksis for bundet af tidligere afgørelser. Det gælder, hvad enten de er enstemmige eller afgjort af et flertal. Afgørelser truffet med dissens vil i almindelighed blive lagt til grund ved efterfølgende afgørelse af et tilsvarende spørgsmål, hvilket navnlig gælder domme fra Storkammeret. Til illustration kan nævnes, at Domstolens tidligere præsident, Luzius Wildhaber, der i en sag havde dissentieret 3, anså sig for bundet af dommens resultat i en efterfølgende sag om en lignende problemstilling 4. Præsidenten udtalte: Selv om jeg stemte imod statueringen af en krænkelse af konventionens artikel i sagen, anser jeg mig nu for forpligtet til at tilslutte mig Domstolens flertals synspunkt. Det kan ikke udelukkes, at udtalelsen til dels var rettet mod visse af Domstolens øvrige dommere, for derved at understrege betydningen af tidligere praksis. 1 Se Konstantin Markin mod Rusland, dom af , 89, Gözüm mod Tyrkiet, dom af , 40, Jeronovics mod Letland, dom af , Se Konstantin Markin mod Rusland, dom af , 89, Gözüm mod Tyrkiet, dom af , 40, Jeronovics mod Letland, dom af , Se Incal mod Tyrkiet, dom af Se Wildhabers generelle udtalelse i Gerger mod Tyrkiet, dom af Se tillige dommer Rozakis udtalelse i D.P. og J.C. mod Storbritannien, dom af , dommer Costas udtalelse i Üner mod Holland, dom af , og dommer Casadevalls udtalelse i Bekos og Koutropoulos mod Grækenland, dom af

18 Formelt er Domstolen ikke bundet af tidligere praksis (domme eller afgørelser). Domstolen har imidlertid gentagne gange givet udtryk for, at den i almindelighed følger og anvender tidligere praksis, da hensynet til retssikkerhed og en velordnet udvikling af konventionspraksis tilsiger en sådan fremgangsmåde 5. Domstolen har samtidig understreget, at dette ikke er til hinder for, at den fraviger en tidligere afgørelse, hvis der foreligger overbevisende grunde til at gøre det. En sådan fravigelse kan f.eks. være påkrævet for at sikre, at fortolkning af konventionens rettigheder og friheder afspejler skete sociale forandringer og dermed vedvarende er i overensstemmelse med aktuelle samfundsforhold. At praksis tillægges så stor betydning indebærer, at Domstolen foretager en sammenligning af det forhold, der danner grundlag for en klage, med forhold, der tidligere har været behandlet. Det kan Domstolen gøre af egen drift, men den kan også gøre det, fordi tidligere afgørelser påberåbes af parter. Hvis der er tale om i det væsentlige identiske klager, fastholdes tidligere praksis 6. Hvis Domstolen tidligere har vurderet en retstilstand, skal der fremføres overbevisende grunde, hvis den skal nå til et andet resultat 7. Hvis der er tale om nationale ordninger der, uden at være identiske, har væsentlige ligheder, fastholdes resultatet i den tidligere afgørelse 8. Det forhold, at Domstolen i praksis anser sig for bundet af tidligere afgørelser, indebærer, at Domstolen, når den skal tage stilling til en problemstilling, der ud fra en umiddelbar betragtning er identisk med eller har væsentlige lighedspunkter med en problemstilling, Domstolen tidligere har taget stilling til, ofte vælger at redegøre for og fremhæve, om den foreliggende sag adskiller sig fra den tidligere sag ( is distinguishable from eller can be distinguished from ) 9. Hvis klager ønsker, at Domstolen skal fravige en tidligere afgørelse, tager Domstolen stilling til, om den aktuelle sag, som påstået af klager, adskiller sig fra den tidligere afgørelse på grund af sagens faktiske eller retlige omstændigheder 10. Vurderingen af, om den aktuelle sag adskiller sig fra den tidligere afgørelse, forudsætter en vurdering af, om der er faktiske eller retlige forskelle mellem de to sager, og hvis det er tilfældet, om de faktiske eller retlige omstændigheder har været afgørende for Domstolen i den tidligere afgørelse. Domstolen vurderer således, om sagen på væsentlige punkter adskiller sig fra den tidligere sag ( materially distinguishable from ) 11. Ved at fremhæve forskelle forklarer Domstolen, hvorfor den når til et resultat, der afviger fra resultatet i en tidligere sag 12. Ved at pege på ligheder forklarer Domstolen, 5 Se Cossey mod Storbritannien, dom af , 35, Chapman mod Storbritannien, dom af , 70, Jane Smith mod Storbritannien, dom af , Se Coyne mod Storbritannien, dom af , hvor Domstolen påpegede, at der ikke var væsentlige forskelle i forhold til den tidligere afgørelse. 7 Se Stallinger og Kuso mod Østrig, dom af , 37, Cable m.fl. mod Storbritannien, dom af , Se J.J. mod Holland, dom af , 42, K.D.B. mod Holland, dom af , Se Lüdi mod Schweiz, dom af , 49, X., Y. og Z. mod Storbritannien, dom af , 42, Guerra m.fl. mod Italien, dom af , 53, McGinley og Egan mod Storbritannien, dom af , 99, Söderbäck mod Sverige, dom af , 31, Sander mod Storbritannien, dom af , 33-34, Cetin m.fl. mod Tyrkiet, dom af , 62, Kurt Kellermann mod Sverige, dom af , 62-67, Luczak mod Polen, dom af , 54-58, E.B. mod Frankrig, dom af , 71, M. mod Tyskland, dom af , 101, Fernandez Martinez mod Spanien, dom af , Se Athanassoglou mod Schweiz, dom af , 47 ff. 11 Se Cossey mod Storbritannien, dom af , Se Sibson mod Storbritannien, dom af , 29, Rowe og Davis mod Storbritannien, dom af , 66, Luczak mod Polen, dom af ,