HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 16. februar 2016

Transkript

1 Lukkede døre (Det forbydes offentligt at gengive navn, stilling eller bopæl eller på anden måde offentliggøre partens identitet) HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 16. februar 2016 Sag 63/2015 (1. afdeling) A (advokat Michael Egholm, beskikket) mod B (advokat Henrik Hougaard, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Aarhus den 2. april 2014 og af Vestre Landsrets 9. afdeling den 8. oktober I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Søgaard, Jytte Scharling, Jens Peter Christensen, Henrik Waaben og Jens Kruse Mikkelsen. Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens 387. Påstande Appellanten, A, har nedlagt påstand om frifindelse, således at den fælles forældremyndighed over E, D og C opretholdes.

2 - 2 - Indstævnte, B, har påstået stadfæstelse, således at forældremyndigheden tillægges hende alene. Sagsfremstilling A og B har efter deres skilsmisse i maj 2012 haft fælles forældremyndighed over børnene E, D og C, der i dag er henholdsvis 13 år, 11 år og 5 år. A, der i efteråret 2012 flyttede til... i X-land, deltog ikke i hovedforhandlingen i byretten og afgav derfor ikke forklaring. Det fremgår af byrettens dom, at A forud for hovedforhandlingen i et brev af 31. januar 2013 havde fremsat sine bemærkninger til Bs processkrift. Af dette brev fremgår bl.a.: Indledningsvis vil jeg påpege følgende faktuelle ukorrektheder i det fremsendte processkrift: Undertegnede dukkede op under besøget i Danmark for at aflevere julegaver til børnene. Jeg så ikke børnene, da B ikke ønskede dette. Julegaverne blev afleveret på vejen uden for vores tidligere fælles bopæl. Undertegnede har udvist interesse for børnene. Der har været fysiske forhold, der har gjort det vanskeligt for mig at have børnene boende hos mig, mens jeg var bosiddende i Danmark. Efter at jeg fraflyttede Danmark, har B frataget mig muligheden for at kommunikere med mine børn. Hun har direkte meddelt mig, at jeg ikke skal have kommunikation med dem, da det vil forvirre dem. Jeg har foreslået, at jeg kan kommunikere med mine børn over telefon og Skype. At jeg kan sende dem et brev med billeder og lidt om hvad der sker i deres fars liv. Alt er blevet afslået indtil i sidste uge, hvor min datter D i samarbejde med skolen har skrevet et brev til mig, som jeg har svaret på. Jeg har frem til nu accepteret ikke at kommunikere med mine børn for hvad anden mulighed har jeg haft. Ikke fordi jeg er enig heri. Ikke fordi jeg synes det er rimeligt eller fair. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at knytte mine kommentarer til nogle af de påstande, der fremføres i processkriftet: I perioden fra januar 2012 til september 2012 så jeg børnene ugentligt, men de boede ikke hos mig i den første periode, hvor jeg udelukkende havde et værelse på 6-7 kvadratmeter til rådighed. De fysiske rammer gjorde det ikke muligt at have 3 børn boende hos mig. Fra august til september havde jeg mulighed for at leje et ekstra værelse, og fra dette tidspunkt havde jeg børnene boende hos mig i gennemsnit hver anden weekend med en enkelt overnatning dog uden et fast program. Mht. mit besøg i Danmark i december, var det en forretningsrejse med et fuldt booket program med forretningsmøder i Ålborg og København og ikke et frivilligt besøg. Jeg

3 - 3 - havde derfor ikke frihedsgrader til at arrangere anderledes ved dette besøg end at tilbyde, at jeg kunne komme forbi nogle timer og sige hej til børnene og fortælle dem lidt om, hvad jeg laver, og aflevere deres julegaver. At B ikke har tillid til, at jeg vil leve op til mit ansvar forbundet med at have fælles forældremyndighed, er jeg ganske uforstående overfor. Jeg er interesseret i at samarbejde med B omkring vore børn. Jeg er pt. i en situation hvor jeg har vanskeligt ved at være fysisk sammen med mine børn, men det betyder ikke at jeg ikke er mit ansvar bevidst. Der har for øvrigt siden vi blev skilt ikke været tilfælde, hvor der skulle træffes større beslutning vedr. børnene, der har krævet enighed mellem B og mig. Der har af samme årsag ikke været uenighed eller diskussion. Jeg ønsker det bedste for mine børn, og jeg er ganske klar over hvad det indebærer at have fælles forældremyndighed. Afslutningsvis vil jeg gerne fremføre mine synspunkter: Min fraflytning fra Danmark var den mulighed, jeg tilbage i september havde for at opretholde en privat økonomi, der gør at jeg kan honorere mine forpligtelser i forhold til B, mine børn og mig selv. Til information har vi dags dato stadig et fælles hus som der skal betales til, som ikke er solgt, men tjener som bolig for B og børnene. Jeg kunne have valgt at droppet ud i arbejdsløshed og have ladet vores fællesøkonomi falde til jorden med et brag med de uoverstigelige konsekvenser og turbulens, dette ville have for os alle. Havde jeg gjort det, havde jeg selvfølgelig været der for at hjælpe med at samle stumperne op. Jeg valgte imidlertid en løsning, der sikrede at de fysiske rammer børnene er vokset op i forbliver intakt, indtil en anden og planlagt erstatning er på plads. Om det er den rigtige prioritering fra min side skal jeg være usagt. Det centrale her for mig er at få tydeliggjort rationalet bag min fraflytning fra Danmark. De større beslutninger, der skal tages vedr. mine børns fremtid, ønsker jeg at være en del af. Sådanne beslutninger kan uden problemer træffes, selv om der er en geografisk adskillelse. B og jeg har som sagt ikke haft situationer, hvor sådanne større beslutninger skulle træffes og har derfor heller ikke haft problemer i denne forbindelse. Jeg kan således ikke se der er noget belæg for en påstand om at B og jeg ikke skulle kunne løse de opgaver der er forbundet med at have fælles forældremyndighed. Endelig skal det fremføres at B og jeg er en etnisk blandet familie (B er fra X-land og jeg er fra Danmark). B og jeg har altid givet vores børn input fra begge kulturer. Det har formet dem som de stærke individer, de er i dag. Når man bor i Danmark og ser anderledes ud end et typisk dansk barn, er det afgørende vigtigt, at man har en stærk og robust identitet. Mine børn har brug for mig dels som far, dels som referenceramme, når det kommer til det danske. En opretholdelse af den fælles forældremyndighed vil efter min overbevisning være det bedste udgangspunkt vi kan give vore børn mht. at fastholde dem som stærke og selvstændige individer. Under sagens behandling for Højesteret og efter at parterne havde udvekslet skriftlige indlæg besluttede Højesteret ved kendelse af 24. november 2015 at genoptage forberedelsen af sagen, med henblik på at der gennemføres børnesamtale med E og D. Højesteret anmodede

4 - 4 - herefter Retten i Aarhus om at gennemføre børnesamtalerne, og Højesteret udmeldte efter indstilling fra Retten i Aarhus psykolog Inger Ladegaard som børnesagkyndig i sagen. Psykolog Inger Ladegaard har udarbejdet et referat af 3. januar 2016 af de to børnesamtaler, der er gennemført den 18. december Af referatet fremgår bl.a.: Samtale med E Den 13-årige E går frisk og veloplagt med ind i samtalerummet. Han er høflig og nærværende i sin attitude, og virker meget indstillet på at medvirke i samtalen. Efter lidt indledende smalltalk om sidste skoledag inden juleferien bliver han orienteret om, hvilke temaer der er tiltænkt samtalen. Om sin dagligdag fortæller E, at han går i 7. klasse på skole, og at han klarer sig fint. I matematik, som er hans yndlingsfag, går det rigtig godt, og i dansk og engelsk går det fint. I fritiden spiller han fodbold i den lokale klub, en sport han påbegyndte, da han var 3 år gammel, men stoppede med som 10-årig, fortæller han. Han har nu genoptaget den igen. Han fortæller videre, at han tidligere har gået til svømning og springgymnastik. E fortæller videre, at han har rigtig mange venner, hvoraf 3 fra klassen bor i området, hvor han og hans familie er flyttet til for nylig. Han er glad for den nye bolig, selv om der ikke er så meget plads som tidligere. Han fortæller, at han deler værelse med sin søster, og at det går fint. Om samværet med moderen og de to yngre søskende fortæller E, at de har det rigtig hyggeligt sammen. De tager alle af sted sammen om morgenen. Om mandagen slapper de af efter skole og arbejde, laver mad sammen og leger. Han spiller lidt computer sammen med sin lillebror, C på 5 år. De andre dage laver de mere hver for sig. Han fortæller, at hans mor har et godt job, og at de hjælper hinanden med det praktiske derhjemme. Han nævner nogle gøremål som støv-sugning, opvask og oprydning, hvilket ikke fremsættes som egentlige pligter, men som noget helt naturligt at hjælpe til med. Da de boede i det gamle hus, var de en del sammen med nogle naboer, fortæller han. De brugte også at se solnedgange, dengang de boede der. Om forholdet til faderen fortæller E ikke så meget. Adspurgt til hyppigheden for deres samvær eller samtaler, fortæller han, at det er over ½ år siden, at han sidst har set ham. Det var en dag, da faderen hentede ham og hans søskende til en bytur. De var blevet lovet en ting hver med et maximum-beløb, som E ikke var helt tilfreds med. Han giver spontant udtryk for, at han synes, det er for dårligt, at faderen ikke har ringet til dem i et halvt år, fra de sås i maj (mener han) til november, hvor faderen begyndte at ringe igen.

5 - 5 - Der er spurgt ind til, om E savner sin far eller har et ønske om at tale med ham om noget, han måske ikke vil tale med sin mor eller andre om. Dertil svarer han, at det ikke lige er noget, han har tænkt over. Der er endvidere spurgt ind til, om han selv kan kontakte faderen på den ene eller anden måde, hvis han får lyst til det. E fortæller, at han ikke har faderens mailadr. og at han ikke kan ringe til ham, da der ikke er penge på den telefon, han kan benytte til det. Jeg får indtryk af, at det er en tlf., faderen har givet ham. Det er også forsøgt afdækket, om han og de andre børn taler frit om faderen derhjemme. Fra Es svar er det indtrykket, at børnene sagtens kan tale om ham, men at det ikke er noget, der fylder i deres dagligdag. Afslutningsvis er der spurgt ind til, om E har yderligere kommentarer eller noget han gerne vil fortælle i relation til samtalen, men dette er ikke tilfældet. Han har heller ingen forbehold mht. at forældrene kan få refereret indholdet af samtalen. Indtryk af E På baggrund af samtalen med den 13-årige E, er det indtrykket, at han er en velfungerende, eftertænksom og omsorgsfuld dreng, der virker moden for sin alder. Han synes at have et godt skole- og fritidsliv, og han virker meget glad for sin familie, som han omtaler med megen varme. Hvad angår forholdet til faderen, synes der at være en vis skuffelse og nogen vrede. Hvorvidt dette dækker over et savn efter mere kontakt med faderen er usikkert på baggrund af samtalen. Han fremsætter ingen ønsker eller ytringer mht. mere kontakt med faderen. Hovedindtrykket er, at E er en veltilpas dreng med meget overskud, og som trives i sin dagligdag. Samtale med D Den 11-årige D går smilende, med en vis generthed med ind i samtalerummet. Hendes blik er meget imødekommende, og hun virker lidt spændt på, hvad der skal ske. Efter at være gjort bekendt med formålet og retningslinierne for samtalen, tilkendegiver hun, at hun har forstået, hvad der er blevet sagt, og at de ikke har talt så meget om derhjemme, hvorfor de skulle til samtale i dag. Hun fortæller, at de kan nå at komme tilbage til skolen til juleafslutning, og at hendes mor kan komme på arbejde efter samtalerne, for hun har travlt i dag, da det er sidste dag før ferien. Hendes mor er kantineleder, fortæller hun. Om sin dagligdag fortæller D, at hun går i 5. klasse på... skole. Hun synes, det er sjovt at gå i skole. Hun kan godt lide engelsk og svømning. Efter skole går hun i klub, hvor hun bedst kan lide at opholde sig i de kreative værksteder, og hun fortæller, at hun har lavet mange julegaver der, især til sin mor. D fortæller, at hun har mange gode veninder, og at hun har været med i en film, som en af venindernes storesøster optog. Dette vil hun gerne fortælle meget om, og tilkendegiver, at det var sjovt, og at hun for nylig har været til casting på en film i Kbh. Om samværet med moderen og de 2 brødre, fortæller D, at de hygger sig rigtig meget sammen, og at hun kan lide at tage tidligt hjem fra skole og gøre klar til de andre kom-

6 - 6 - mer hjem. Så tømmer hun opvaskemaskine, dækker bord, laver bordkort og tænder stearinlys. Hun tilkendegiver, at de er flyttet et rigtig dejligt sted hen. D fortæller, at hun og hendes søskende på samme tid går til 3 forskellige sportsgrene i idrætsanlægget i : E til fodbold, C til svømning og hun til dans. Deres mor kører dem frem og tilbage og venter på dem. Hun fortæller også, at de nogle gange tager i svømmehallen alle 4 om søndagen, spiller spil eller pjatteslåsser. Adspurgt til evt. netværk, de er sammen med, fortæller D, at de ses med en af hendes mors kollegaer, som er alene med en søn. De hjælper hinanden. Hun fortæller, at de tit er sammen med moderens søster, der bor i Ålborg og har 2 piger på 7 og 9 år, ligesom de også ind imellem ser deres mormor, som bor i X-land. Hende har de besøgt nogle gange. De ser også farmor og farfar, der bor i Randers, fortæller hun. Om forholdet til faderen, fortæller D, at det er meget sjældent, at hun ser ham. Hun vil gerne se ham igen i Danmark, men har ikke lyst til at besøge ham i X-land. Hun fortæller også, at det er meget sjældent, at de skyper sammen. Hun giver udtryk for, at hun synes, det er underligt, at hendes far, der er fra Danmark, nu bor i X-land, hvor hendes mor kommer fra, og at hun nu bor i Danmark. Det er vanskeligt at få nogle erindringer fra tiden sammen med faderen frem, et savn eller ønsker for en relation til ham. D synes mest optaget af at fortælle om familien her i landet og hendes daglige gøremål. Indtryk af D Den 11-årige D fremstår som en sød og meget omsorgsfuld pige, kvik og velfungerende og moden for sin alder. Hendes optagethed af at gøre familien derhjemme tilpas og hygge om dem, virker oprigtig, uden at hun fremstår som en lille voksen. Hun virker eftertænksom og nysgerrig og fuld af gåpåmod. På baggrund af samtalen er det indtrykket, at forholdet til faderen ikke fylder så meget i hendes bevidsthed, og at det er de nære daglige relationer og gøremål, der optager hende. Hun virker meget glad og engageret. Anbringender A har navnlig anført, at der ikke er grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed efter forældreansvarslovens 11, 2. pkt. Der er ikke egentlige konflikter mellem ham og B, og de har siden skilsmissen samarbejdet, uden at det på noget tidspunkt har været nødvendigt at anmode myndighederne om bistand. De to ældste børn giver under børnesamtalerne heller ikke udtryk for, at de oplever problemer mellem deres forældre, eller at der er situationer, som besværliggøres eller fastlåses som følge af, at han bor i X-land. Han og B kommunikerer sammen om børnene, og det skyldes alene tekniske forhold, at kommunikationen har været afbrudt eller forsinket. Der er derfor ikke holdepunkter for at antage, at de ikke også fremadrettet skulle være i stand til at samarbejde til børnenes bedste. Det er ikke korrekt, at han ikke er interesseret i at varetage omsorgen for børnene eller at deltage i opdragelsen af dem. Han flyttede til X-land af hensyn til forsørgelsen af børnene, og

7 - 7 - han har ikke på nogen måde overladt opdragelsen af børnene til B. Han ønsker at være en del af sine børns liv, så godt som det kan lade sig gøre med den geografiske afstand imellem dem. Omfanget af hans samvær med børnene skyldes Bs modvilje mod, at børnene lægger andre ting til side for at være sammen med ham, når han er på forretningsrejse i Danmark, og er på ingen måde udtryk for, at han ikke ønsker samværet. B har navnlig anført, at adgangen til at ophæve den fælles forældremyndighed efter forældreansvarslovens 11, 2. pkt., ikke er begrænset til tilfælde, hvor der er direkte uoverensstemmelser mellem forældrene. Når forældrene, som i denne sag, ikke har regelmæssig kontakt eller det nødvendige samarbejde, herunder rimelige svartider på spørgsmål om børnene, har forældrene ikke et eksisterende samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste, og et sådant samarbejde kan heller ikke ventes etableret i den nærmeste fremtid. As beskrivelse af samværssituationen, hvor han ikke kender sit arbejdsprogram i Danmark, før han ankommer hertil, illustrerer hans manglende mulighed for at udøve sin forældremyndighed. Det fremgår endvidere af børnesamtalerne, at børnene ikke har en daglig eller blot regelmæssig kontakt med deres far, og det har hun heller ikke selv. Den fælles forældremyndighed bør ophæves, så hun herefter inden for rimelig tid og med den nødvendige omsorg for børnene bliver i stand til at træffe beslutninger vedrørende dem. Fortsat fælles forældremyndighed vil fremover hvor børnene bliver ældre hyppigt resultere i betydelig ulempe for hende som mor for børnene og eneste forældrerepræsentant i børnenes hverdag og i skole og børneinstitution. Retsgrundlag Forældreansvarslovens 2, stk. 1, 3, stk. 1, 4 og 11 har følgende ordlyd: 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. 3. Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være. 4. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

8 Er forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om forældremyndigheden, afgør retten, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Bestemmelsen om ophævelse af den fælles forældremyndighed i 11, 2. pkt., fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 600 af 18. juni Inden lovændringen kunne retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der forelå tungtvejende grunde. Baggrunden for forslaget til lovændringen i 2012 er beskrevet således i lovforslagets almindelige bemærkninger (Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 157, s. 4, 7 og 10-11): 1. Indledning og baggrund 1.1. Indledning Det overordnede formål med lovforslaget er at styrke rammerne for løsning af uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær i familier, hvor forældrene ikke lever sammen... Overordnet set skal forslaget understrege forældreansvarslovens grundprincip om forældrenes fælles ansvar for barnet. Samtidig skal forslaget øge muligheden for og understrege lovens andet grundprincip om at træffe afgørelser, som er til barnets bedste, og øge muligheden for at skærme barnet mod forældrenes konflikt. 2. Lovforslagets formål Et centralt formål med lovforslaget er i højere grad at sikre, at der i forbindelse med vurderingen af, om en fælles forældremyndighed skal ophæves, træffes afgørelser, som er til barnets bedste, og således yderligere at understrege, at situationer, hvor det positive for barnet i, at der dømmes til fælles forældremyndighed, overskygges af forældrenes alvorlige konflikter, skal undgås. Det foreslås derfor, at kriterierne for at ophæve en fælles forældremyndighed ændres, sådan at disse afgørelser som hidtil og som andre afgørelser efter loven forudsætter en stillingtagen til, om det er bedst for barnet, at der fortsat er fælles forældremyndighed. Med forslaget vil vurderingen af barnets bedste også indeholde en mere konkret vurdering af, om forældrene kan samarbejde om barnet, da dette i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed må anses for et vigtigt element i evnen til at drage omsorg for barnet (forældreevnen) Den foreslåede ordning Muligheden for at dømme forældre til fælles forældremyndighed er en af forældreansvarslovens nyskabelser og en væsentlig udmøntning af lovens overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet, uanset at de ikke lever sammen. Det foreslås derfor i overensstemmelse med den politiske aftale af 8. februar 2012, at det fortsat skal være muligt at dømme til fælles forældremyndighed mod den ene forælders ønske, hvis dette er bedst for barnet, da der er tale om et vigtigt signal til forældrene, som fortsat bør stå klart.

9 - 9 - Som et gennemgående træk ved bidragene til evalueringen af loven ses også et ønske om at bevare muligheden for at dømme til fælles forældremyndighed. Det er bl.a. anført, at det nu ikke længere er nødvendigt at vælge mellem 2 egnede forældre, men at begge forældre kan bevare identiteten som forælder gennem den fælles forældremyndighed. Overordnet set viser de forskellige evalueringsbidrag, at domstolene synes at have implementeret 11 i overensstemmelse med bemærkningerne til denne. Evalueringsundersøgelsen om dom til fælles forældremyndighed peger på, at fælles forældremyndighed er blevet en normal praksis svarende til intentionerne i loven, hvilket også understøttes af evalueringens gennemgang af domspraksis om fælles forældremyndighed. Evalueringsundersøgelsen om dom til fælles forældremyndighed fremhæver imidlertid også, at undersøgelsen viser en række træk, som peger på, at retstilstanden er usikker, og at der bør ske en retspolitisk drøftelse af, hvor meget eller hvor lidt der skal til for at have fælles forældremyndighed, herunder også hvilke forventninger man kan/skal have til forældrene. Ifølge undersøgelsen tyder resultaterne således på, at anvendelsesområdet i dag er for bredt og derfor bør strammes op. Også andre bidrag til evalueringen peger på, at adgangen til at dømme til fælles forældremyndighed kan være for vidtgående, og at anvendelsen i nogle tilfælde kan ske på bekostning af barnet. Det er fra flere sider anbefalet, at bestemmelsen bør levne større rum for at skønne over, om forældrene fremadrettet kan og vil samarbejde til bedste for barnet. Det foreslås derfor, at kriterierne for at ophæve en fælles forældremyndighed ændres, sådan at disse afgørelser som hidtil og som andre afgørelser efter loven forudsætter en stillingtagen til, om det er bedst for barnet, at der fortsat er fælles forældremyndighed. Med lovforslaget vil vurderingen af barnets bedste også indeholde en mere konkret vurdering af, om forældrene kan samarbejde om barnet, sådan at ophævelse af den fælles forældremyndighed forudsætter, at der er holdepunkter for, at forældrene ikke kan samarbejde om barnet. Forældreansvarslovens overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet, bl.a. gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed, skal fortsat være afsættet for vurderingen af, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte eller ophæves. Samtidig forslås det i overensstemmelse med den politiske aftale at det bør være afgørende, at forældrene kan samarbejde om barnets forhold, da det ellers er tvivlsomt, om en sådan ordning vil være i barnets interesse. Barnet har ret til, at forældrene påtager sig det fælles ansvar, og 11 skal gøre det muligt at realisere dette for barnet. Med den foreslåede nye formulering af bestemmelsen, hvorefter retten kun kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, balanceres disse hensyn i forhold til hinanden. Udnyttelse af adgangen til at dømme til fælles forældremyndighed skal således ikke være en kompromisløsning eller et forsøg på mægling mellem 2 stridende parter. Fælles forældremyndighed forudsætter, at forældrene realistisk set er i stand til at have et egentligt samarbejde. Forældrene skal vise vilje og evne til at sætte barnets bedste før deres egen konflikt, idet det i forhold til spørgsmålet om forældremyndighed også er en del af forældreevnen at kunne samarbejde med den anden forælder om barnet.

10 Med den foreslåede ændring fastholdes som nævnt de intentioner bag bestemmelsen, som i øvrigt findes i forældreansvarsloven. Dermed vil de vurderinger og hensyn, som efter gældende ret skal foretages og afvejes, fortsat skulle indgå i rettens overvejelser om, hvorvidt den fælles forældremyndighed bør ophæves. Når det efter gældende ret konstateres, at der foreligger tungtvejende grunde, må det samtidig anses som et udtryk for, at forældrene har samarbejdsproblemer. Disse vurderinger skal naturligvis også indgå i det større rum for et skøn, som forslaget lægger op til. Ved at fastholde hensynene bag den gældende bestemmelse afspejles også grundtanken om, at afsættet for en vurdering efter forældreansvarslovens 11 er udgangspunktet om et fælles ansvar for barnet gennem fælles forældremyndighed, hvis dette er bedst for barnet, jf. lovens 4. Af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 157, s. 25): Til nr. 1 ( 11, 2. pkt.) Den foreslåede formulering af 11, 2. pkt., er en mindre ændring af bestemmelsen. Afsættet for vurderingen af, om den fælles forældremyndighed skal ophæves, er fortsat forældreansvarslovens overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet, bl.a. gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed. Afgørelsen skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens 4, og i, om der er konkrete holdepunkter for, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om barnet til barnets bedste. Det kræves således efter 11 fortsat ikke, at der er enighed mellem forældrene om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Det centrale er, om forældrene kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet. Det foreslås, at de kriterier og hensyn, som inddrages i vurderingen af spørgsmålet om ophævelse af den fælles forældremyndighed efter de gældende regler, fortsat skal inddrages, da disse forhold også vil have betydning for samarbejdspotentialet Der kan også være tale om, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks. være en forælder, som efter praksis ikke vil få samvær, eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået at være i stabil kontakt med barnet eller har været fraværende i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold. Hertil kommer, at retten efter den foreslåede nyaffattelse af 11, 2. pkt., kun kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Det betyder, at der skal kunne påvises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde også fremadrettet til bedste for barnet. Dette vil afhænge af en konkret vurdering, hvor det kan tillægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne fundament for et egentligt samarbejde. Fælles forældremyndighed må således forudsætte, at forældrene realistisk set er i stand til sammen og inden for rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet, og at forældrene ikke mere regelmæssigt har behov for myndighedernes hjælp til at kunne træffe beslutninger om barnet, og uden at der opstår vedvarende kon-

11 flikter. Manglende tillid til den anden forælder eller manglende vilje til eller evne til at være fleksibel og tilpasse sin egen opfattelse til den anden forælders opfattelse kan indikere, at fælles forældremyndighed ikke er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens 4. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om A og Bs fælles forældremyndighed over deres børn, E, D og C skal ophæves, og forældremyndigheden skal tillægges B alene. Som anført i Højesterets dom af 24. november 2015 (sag 58/2015) bygger forældreansvarsloven på et udgangspunkt om, at et barn har ret til to forældre, og at barnet har krav på, at begge forældre påtager sig ansvaret og omsorgen for barnet. Efter loven fortsætter den fælles forældremyndighed, selv om forældrene har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens 11, 2. pkt. Efter forarbejderne til ændringen af forældreansvarsloven i 2012 kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der kan påvises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde også fremadrettet til bedste for barnet. Det kan indgå i vurderingen, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks. være en forælder, som efter praksis ikke vil få samvær, eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået at være i stabil kontakt med barnet eller har været fraværende i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold. Det kan endvidere tillægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne grundlag for et egentligt samarbejde. Fælles forældremyndighed forudsætter således, at forældrene realistisk set er i stand til sammen og inden for en rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet. Det fremgår endvidere af forarbejderne til 2012-lovændringen, at forældreansvarslovens overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed fortsat skal være afsættet for vurderingen af, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte eller ophæves. Lovændringen skal øge muligheden for og

12 understrege lovens andet grundprincip om at træffe afgørelser, som er til barnets bedste, og øge muligheden for at skærme barnet mod forældrenes konflikt. A og B mødte hinanden i 1997 på deres fælles arbejdsplads i Danmark. De boede da begge i Danmark. De blev gift i 2001 og fik sammen børnene E, D og C, der i dag er henholdsvis 13 år, 11 år og 5 år. Efter det oplyste ophævede forældrene samlivet og blev skilt i første halvår 2012, hvorefter B og de tre børn blev boende i det tidligere fælles hus. I efteråret 2012 flyttede A til X-land, hvor han fortsat bor og driver selvstændig virksomhed. A er i X-land gift på ny med en kvinde, med hvem han i 2015 fik et barn. A har deltaget i forsørgelsen af de tre børn i Danmark ved at betale børnepenge og ved at bidrage til, at B og børnene fortsat kunne bo i huset, som hele familien tidligere boede i. Huset er nu blevet solgt. De foreliggende oplysninger om As kontakt til B og deres tre børn og om hans samvær med børnene siden efteråret 2012 er behæftet med en vis usikkerhed, og parterne er heller ikke enige herom. Tre dommere Poul Søgaard, Jytte Scharling og Henrik Waaben udtaler herefter: Vi lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at der siden As flytning til X-land i 2012 har været en vis kontakt mellem ham og B. Denne kontakt har navnlig været gennem brug af mobiltelefon og mail. Kommunikationen mellem parterne har efter det oplyste navnlig omfattet spørgsmål om bl.a. udstedelse af nyt pas til et af børnene, om Es konfirmation og om salg af deres tidligere fælles bolig. Der er ikke under sagen fremkommet nærmere oplysninger om, at A og B løbende har kommunikeret med hinanden om børnene og deres forhold i hverdagen. Vi lægger efter parternes oplysninger til grund, at kommunikationen har været besværliggjort af den store geografiske afstand, og at det generelt har været vanskeligt for B at komme i kontakt med A. Om As kontakt til og samvær med børnene lægger vi efter oplysningerne i sagen til grund, at A gennem telefon og Skype har haft i hvert fald en vis kontakt med børnene, navnlig med det ældste barn, E. Denne kontakt gennem telefon og Skype har imidlertid givet anledning til uoverensstemmelser mellem parterne om hyppigheden af og tidspunktet for As kontakt med børnene, hvilket har ført til, at A i dag kommunikerer direkte med børnene uden Bs mellem-

13 komst. Under sine forretningsrejser til Danmark har A enkelte gange haft samvær med børnene. Tilrettelæggelsen af dette samvær har været forbundet med vanskeligheder og givet anledning til uenighed mellem A og B. Det er således sket, at A har været på besøg i Danmark, uden at det har været muligt for parterne at tilrettelægge samvær mellem børnene og ham. Parterne har aldrig indgået faste aftaler om samvær mellem A og børnene, herunder om hyppigheden og varigheden af samværet. Vi finder, at den geografiske afstand mellem parterne som følge af As bopæl i X-land ikke i sig selv kan føre til, at den fælles forældremyndighed skal ophæves. Vi finder imidlertid på den ovenfor anførte baggrund, at der er tilvejebragt sikre og konkrete holdepunkter for at antage, at A og B, der efter vores opfattelse ikke hidtil har været i stand til at samarbejde tilfredsstillende om børnenes forhold, under de nuværende omstændigheder heller ikke fremover vil kunne etablere et sådant samarbejde til bedste for børnene. Den beskedne kontakt mellem A og B samt børnene og As manglende deltagelse i varetagelsen af forældreansvaret må tilskrives hans forhold. Vi finder derfor, at betingelserne for at fravige lovens hovedregel om fælles forældremyndighed er opfyldt, jf. forældreansvarslovens 11, 2. pkt. Vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom, således at den fælles forældremyndighed over E, D og C ophæves, og at forældremyndigheden tillægges B alene. Dommerne Jens Peter Christensen og Jens Kruse Mikkelsen udtaler: Vi lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at A har bevaret kontakten til børnene efter flytningen til X-land, herunder navnlig i tilknytning til forretningsrejser til Danmark et par gange om året, og i et vist omfang pr. telefon og Skype imellem disse rejser. Efter de gennemførte børnesamtaler med de to ældste børn på 13 år og 11 år lægger vi til grund, at børnene er velfungerende og ikke negativt påvirket af, at der har været fælles forældremyndighed. Der er uenighed mellem parterne om, i hvilket omfang de kommunikerer med hinanden om børnenes forhold, men der er ikke oplysninger om egentlige uoverensstemmelser imellem dem. B har oplyst, at det er svært for hende at få kontakt med A i X-land, og at det f.eks. var vanskeligt at få udstedt et nyt pas, da et pas var blevet stjålet under et indbrud i deres hus.

14 Vi finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at A ikke er interesseret i at varetage omsorgen for børnene eller ved sin adfærd har vist, at han ikke har til hensigt at deltage i deres liv. Vi finder på det foreliggende grundlag, at det heller ikke er påvist, at As bopæl i X-land har medført eller vil medføre sådanne vanskeligheder for hans og Bs kommunikation og samarbejde om børnene, at de ikke er eller fremover vil være i stand til sammen og inden for en rimelig tid at blive enige om spørgsmål om børnene. Vi finder herefter, at der ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde til bedste for deres tre børn. Fortsat fælles forældremyndighed må i overensstemmelse med forældreansvarslovens overordnede formål i denne situation antages at kunne medvirke til at fastholde forældrenes fælles ansvar for børnene, uanset at de ikke lever sammen. Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens 11, 2. pkt. Vi stemmer herefter for at frifinde A for Bs påstand herom. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Højesteret stadfæster herefter dommen. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes, således at den fælles forældremyndighed over E (født den 2002), D (født den 2004) og C (født den 2010) ophæves, og forældremyndigheden tillægges B alene. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.