Hvad er en fri kvinde?

Transkript

1 Oprør: USA er vågnet op med feministiske tømmermænd efter Hillary Clintons valgkampagne. Farvel singler: Ægteskabet har generobret sendefladen. Muslim og feminist: Mød amazonen fra Vollsmose. Nummer 3. Årgang 124. September 2008 tema Hvad er en fri kvinde? Alle har en mening om det muslimske tørklæde. Interviews, portræt og analyse af tørklædedebatten.

2 Kære læser Så fik Danmark igen en tørklædedebat. Da Dansk Folkeparti i april i år indrykkede en annonce i de landsdækkende dagblade med en burkaklædt kvindelig dommer, brød helvedet løs, og debatten om tørklæder gik atter i gang. Ligesom dengang i 2006 da Asmaa Abdol-Hamid blev tørklædeklædt studievært på DR2, eller da de radikales Elsebeth Gerner-Nielsen året efter lavede et tørklædemediestunt. Eller i forbindelse med de mange andre episoder, der har været her i landet, hvor det muslimske klædestykke har vakt stærke følelser i alle lejre. Denne gang handlede det så om dommere. Det særlige ved tørklædet er, at det udelukkende bæres af kvinder. Og ser man tilbage på den offentlige debat i det første halvår af 2008, har der ikke været nogen anden sag, som specifikt vedrører kvindekønnet, der kan matche den kampgejst og uforsonlighed, vi har set udfoldet i spørgsmålet om kvinder og det muslimske tørklæde hos både politikere, fagfolk og menigmand. Bortset fra forårets overenskomstforhandlinger i de lavtlønnede kvindefag, naturligvis. Set fra et kvindepolitisk synspunkt gør det tørklædedebatten til et af de mest interessante fænomener på den danske ligestillingsscene lige nu. Derfor tager Kvinden&Samfundet dig i dette nummer med på en retrospektiv tur til tørklædedebatten. Du kan læse om, hvordan den danske tørklædedebat tager sig ud i sammenligning med debatten i resten af Europa. Du kan møde en aktiv feminist og muslim. Du kan stifte bekendtskab med Danmarks yngste kvindeorganisation, som er blevet skabt som et direkte modsvar til religiøs fundamentalisme. Eller du kan blive meget mere klog på, hvad tørklædedebatten i Tyrkiet, som danske politikere følger med stor interesse, egentlig handler om og hvad den ikke handler om. I USA har der i dette forår også været fyret godt op under ligestillingsdebatten. Anledningen var Hillary Clintons forsøg på at blive Demokraternes præsidentkandidat og i kølvandet herpå den måde, de amerikanske medier valgte at dække hendes valgkamp på. Kvinden&Samfundet bringer en tankevækkende feature skrevet af en anerkendt ung, kvindelig og amerikansk journalist, som ligesom sine kønsfæller over there er blevet hårdt ramt på sin indignation over at skulle lægge øre til ord som kusse, rejekælling eller til bemærkninger om for små bryster og for store kavalergange i den nu overståede kandidatvalgkamp. Ifølge skribenten har Hillary-valgkampen betydet, at USA nu står over for en fjerde feministisk bølge. God læselyst. Ulrikke Moustgaard Redaktør

3 Kvinden&Samfundet September årgang udgiver Dansk Kvindesamfund Niels Hemmingsensgade 10, 3. sal, 1153 København K. Telefon og fax: støtte Udgivet med støtte fra Hulda Pedersens Legat, FOA Fag og Arbejde, OAK Foundation, Dansk Sygeplejeråd og Undervisningsministeriets Tips- og Lottomidler Redaktør Ulrikke Moustgaard foto Ty Stange Design og layout Komma Repro og tryk Reklameholdet, Jylland - Filipsen Dalbyvej 93, 6000 Kolding, Trykkes i 1400 eksemplarer ISSN: Bladets leder udtrykker Dansk Kvindesamfunds holdninger. Øvrige artikler i bladet er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med foreningens synspunkter. leder Det vanskelige tørklæde 4 tema Tørklædedebat 5 Hvad er en fri kvinde? Tørklædet set fra borgen Må man bære tørklæde som dommer Amazonen fra Vollsmose Omvendt tørklædedebat i Kuwait Et slag for søstersolidariteten Turbanen er Tyrkiets kampzone verden rundt usa Den feministiske opvågning 22 Da Hillary Clinton stillede op til valg som Demokraternes præsidentkandidat, gik et kollektivt kønsmaskineri i gang. Medier og modstandere kastede sig over Clinton med sexistiske kommentarer. Bøger 28 Anmeldelse af bøger af: Sandra Day, Ann-Elisabeth Knudsen og Karin Svennevig Hyldig, Liv Jessen, Susanna Alakoski. Ægteskab and The City 30 Nu er de frie singler blevet gift, og selv personerne i den populære Sex and The City er ved at finde tilbage til den heteronormative tryghed. portræt Pioner i kvinderet 32 Professor og dr.jur. Ruth Nielsen & Kort nyt 27 Dansk Kvindesamfund arbejder for fuld ligestilling af og ligeværd for kvinder og mænd, så de på lige vilkår kan gøre deres indsats i hjem, erhverv og det offentlige liv.

4 4 leder Det vanskelige tørklæde Vi har ikke i Dansk Kvindesamfund en formaliseret politik omkring tørklæder, derfor er denne leder udtryk for mine personlige holdninger. For nogle årtier siden var vi så stolte over, at der ikke var racisme i Danmark. Desværre er dette ikke længere et forhold, vi kan bryste os af. På den ene fløj er der etniske danskere, der vil forbyde muslimske kvinders brug af tørklæde, og det er mit indtryk, at de stort set vil gøre alt for at få opfyldt dette krav. På den anden fløj er der herboende muslimer, der mener, at det skal forbydes kvinder at klæde sig, som de vil. I forbindelse med retssagen omkring terrorsagen fra Glasvej har jeg læst, at en af de tiltalte ville modarbejde et samfund, hvor kvinder havde lov til at gå halvnøgne klædt. Det er synspunkter, der får tørklædedebatten op i det røde felt, og som gør debatten så skinger, at vi alle vil blive tabere. Disse yderfløje får alt for megen plads i debatten, lad os i stedet fokusere på at vi lever i et multikulturelt samfund, hvor der er masser af potentiale, vi ikke udnytter. Vi kommer kun videre, hvis medborgere med anden etnisk baggrund kommer ind på arbejdspladser på alle niveauer, hvad enten man har et fremmedklingende navn eller bærer tørklæde, og jeg ved fra min arbejdsplads, at der er rigtig mange børn fra begge kate gorier, der forlader folkeskolen med gode karakterer og realistiske drømme om gode karrierer, vi skal give dem chancen og for øvrigt har samfundet ikke råd til at lade være. Kriminalitetsfrekvensen blandt de etniske grupper er væsentlig højere end blandt etniske danskere, og hertil kommer, at Danmark i disse år bliver hjemsøgt af tilrejsende kriminelle udlændinge. Dette kommer til at ramme alle de lovlydige. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad man skal gøre for at få løst problemerne. Jeg er dog overbevist om, at højere straffe ikke er løsningen i forhold til unge, der er i gang med en kriminel løbebane. Der skal pædagogiske tiltag til. Vi der arbejder i skolevæsenet ved ganske udmærket, hvilke piger og drenge der er udsatte, og hvor der er brug for indsats. Der skal investeres mange ressourcer for at løse problemerne, og desværre er der ikke politisk vilje til dette. Børn og unge skal vide, at de er en respekteret og ligeværdig del af samfundet, at kriminalitet ikke er vejen frem, og at kvinder har samme rettigheder og pligter som mænd. Ligestilling har været en årsag til, at Danmark er et velfærdssamfund, og Dansk Kvindesamfunds holdning til ligestilling er udtrykt i de første linier i vores politiske mål:»dansk Kvindesamfunds mål er reel ligestilling og ligeværd mellem kønnene, således at alle kvinder kan leve på lige fod med mænd og udfolde sig fuldt ud i det offentlige liv, uddannelse, erhverv, hjem og familie. Dansk Kvindesamfund arbejder derfor for kvinders frigørelse fra alle former for strukturel, social og kulturel undertrykkelse. Dansk Kvindesamfunds mål er, at kvinder opnår selvbestemmelse og økonomisk uafhængighed nationalt og internationalt, og at kvinder organiserer sig og præger beslutningsprocesserne på alle politiske og administrative niveauer i samfundet.«vi har personlig frihed til at klæde os, som vi vil, kvinder må have ret til at bære tørklæde, hvis det er deres eget og frie valg at gøre det, denne frihed skal respekteres af andre og forvaltes i respekt for andre og i respekt i forhold til det arbejde, man udfører. Karen Hallberg Landsforkvinde i Dansk Kvindesamfund

5 tema tørklædedebat Hvad er en fri kvinde Tonen i den danske tørklædedebat er hårdere end i andre europæiske lande, viser forskning. Samtidig er det ofte hvide middelklasse-feminister, som dikterer reglerne for, hvornår man som kvinde er frigjort i Danmark, mener forsker Rikke Andreassen, der har undersøgt klimaet i tørklædedebatten i Europa Af Nynne Bruun Pedersen

6 6 Kvinden&Samfundet nr. 3, 2008 Jeg vil ikke acceptere, at muslimske mænd kræver, at deres hustruer og børn skal trække en sæk over hovedet, før de forlader hjemmet. Jeg vil ikke acceptere, at muslimske og danske piger skal iklæde sig hovedtørklæde og dække kroppen til, for at undgå at blive chikaneret af såkaldt utilpassede unge indvandrerdrenge. Og jeg vil under ingen omstændigheder acceptere at ekstremistiske muslimske piger paraderer rundt i skolegården og viser deres sympati for islamisme gennem deres hovedtørklæde. Ovenstående citat stod at læse i Pia Kjærsgaards (DF) ugebrev d. 21 maj Citatet henviser til et forslag, Dansk Folkeparti dengang netop havde stillet om, at det skulle være forbudt at bære hovedtørklæder i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne i Danmark. Forslaget blev ikke vedtaget, men dermed var sagen om tørklæder i Danmark ikke slut. I foråret 2008 bragede en ny tørklædedebat løs, da Dansk Folkeparti indrykkede annoncer i landsdækkende danske dagblade med en burkaklædt kvindelig dommer. Annoncen skulle gøre opmærksom på nye retningslinjer fra Domstolsstyrelsen, der i december besluttede, at muslimske dommere gerne må bære tørklæde. Tonen i forårets tørklædedebat var både hård og uforsonlig. Dansk Folkeparti beskyldte blandt andet Domstolsstyrelsen for at ville snige tørklæder ind hos domstolene ad bagdøren og uden offentlig debat. Og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) for i blækhuset og advarede i en kronik i Politiken mod at knægte det danske frisind og at forbyde tørklæder, da det kom frem, at regeringen var på vej med et tørklædeforbud ved domstolene. Det er et signal om, at der er grænser for, hvad hun vil være med til. Birthe Rønn Hornbech har behov for at vise, at hun er en politiker med faste holdninger, som ikke vil finde sig i Dansk Folkepartis skarpe tone, som Socialdemokraterne også til dels er hoppet med på, sagde dengang Tim Knudsen, professor i Statskundskab ved Københavns Universitet, til TV2 Nyhederne. Hård tone giver point. Den skarpe tone er ikke ny i den danske udlændinge eller tørklædedebat, men den er anderledes end tonen, man har i tilsvarende debatter rundt omkring i Europa. Det viser undersøgelser af debatklimaet i tørklædedebatten i Europa, som forsker Rikke Andreassen har foretaget gennem EU-forskningsnetværket VEIL. I Danmark har vi fx set det muslimske tørklæde sammenlignet med det nazistiske hagekors. Det er ikke en retorik vi har hørt blandt folkevalgte politikere i andre lande, siger hun. I Danmark er der ikke eksempler på, at det skader én politisk at være meget hård i forhold til tørklæder. Tværtimod findes der eksempler på, at jo hårdere og mere unuanceret man farer frem i forhold til minoriteter, des mere positivt tager man sig tilsyneladende ud i meningsmålingerne. Rikke Andreassen, der også er underviser og konsulent i kommunikation med særlig fokus på etnisk og kønsmæssig ligestilling, fortæller, at alle lande i Europa har en tørklædedebat, men at det er meget forskelligt fra land til land, hvordan den udmønter sig, og hvad det er, der konkret debatteres. I Tyskland koncentrerer debatten sig således omkring folkeskolelærere, mens det i England først og fremmest er folkeskoleelever, der diskuteres. I Frankrig er det alle religiøse symboler i skolerne, der skaber splid, og i Tyrkiet handler det først og fremmest om, hvorvidt et forbud mod religiøs hovedbeklædning skal fastholdes eller lempes. Og så er der den danske debat, der i høj grad har koncentreret sig omkring arbejdsmarkedet. Således var der i slutningen af 90 erne store debatter, og også flere retssager, der handlede om, hvorvidt kasseassistenter må bære tørklæde eller ej. Debatternes udformning er meget påvirket af de enkelte landes kontekst, siger Rikke Andreassen, og fortsætter: Det gør ligeledes en stor forskel, om landet er sekulært, som fx Frankrig og Tyrkiet. Hun understreger, at man i Danmark fx meget sjældent diskuterer religiøse symboler generelt, men derimod kun tørklæder. Eller mere præcist hijab, som er det tørklæde, der dækker håret, men hvor ansigtet er synligt. Og så er tonen i den danske tørklædedebat som sagt betydeligt hårdere end i de fleste andre lande. Ingen rod i virkeligheden. Rikke Andreassen mener også, at den danske debat bærer stærkt præg af, at forgå blandt hvide kulturkristne, danske kvinder. Det er legitimt i den danske debat at undlade at lytte til hvad de folk, det handler om, selv mener, siger hun. Det er et af de få områder vi har, hvor det er legitimt ikke at tale med dem, det handler om, men kun udtale sig på vegne af dem, siger hun. Hun mener, at det er påfaldende, så lidt plads der gives til muslimske kvinder med tørklæde. Vi taler om dem, ikke med dem, fastslår hun. Dog fastholder hun, at det bestemt ikke alene er medierne, der har ansvaret for den hårde tone. Det er vores alle sammens ansvar. Det handler ikke kun om, hvordan der bliver talt i medierne, men også

7 tema tørklædedebat 7 om hvordan der bliver talt ude i de små feministiske foreninger, til politiske møder osv. Desuden mener hun, at man i Danmark har en tendens til at diskutere sager, der ikke har rod i virkeligheden. Man diskuterer dommere med tørklæder, før nogle dommere har udtalt ønske om at bære tørklæde. På Egå Gymnasium ved Århus har man vedtaget et burkaforbud, på trods af at der endnu aldrig har været en fuldt tildækket elev. Og så har vi haft en lang diskussion om, hvad vi skal gøre med offentligt ansatte, der nægter at give hånd, til trods for at vi aldrig har haft problemer med dette. Medierne og politikerne har en tendens til at diskutere ting, der i vores virkelighed og vores hverdag ikke er et reelt problem, siger hun. Og hver gang man fremstiller muslimske kvinder med tørklæde som undertrykte, fremmer det jo forestillingen om etnisk danske kvinder som frigjorte. Det cementerer vores selvforståelse, vores opfattelse af Danmark som et ligestillet land, et frigjort land. feministisk refleksion, siger hun. Ifølge Andreassen har der i en del andre lande, specielt i USA, Canada, England og Sverige, været et opgør med 70 er feminismen, som var præget af det, hun betegner som en hvid, vestlig, middelklasse heterofeminisme. I disse lande har et internt opgør fundet sted, som har betydet, at man er bevidst om, at der er forskellige måder at være en fri kvinde på. Her oplever man ikke længere, på samme måde som i Danmark,, at hvide middelklasse feminister dikterer regler for frigjorthed. Det kan godt virke som om feminismen i Danmark er stagneret en smule, siger hun, og fortsætter: Der mangler en opdatering og noget selvkritik. I andre lande ville man ikke på samme måde få lov til at diktere, hvordan man er en rigtig, fri kvinde. Man ville ikke på samme måde få lov til at tale på andres vegne. Det er et af de få områder vi har, hvor det er legitimt ikke at tale med dem, det handler om, men kun udtale sig på vegne af dem. Vi taler om dem, ikke med dem. rikke andreassen Stagneret feminisme. Men hvad betyder tørklædedebatten så for ligestillingen? De danske kvindeorganisationer er i årevis blevet skudt i skoene, at de ikke gør nok for kvinder med minoritetsbaggrund i Danmark. Pia Kjærsgaard (DF) har flere gange udtrykt undren over, hvor kvindebevægelsen er blevet af, når det gælder eksempelvis debatten om tørklæder eller hvorfor kvindebevægelsen interesserer sig mere for emner som kvinder i ledelse eller ligeløn end for, hvordan kvinder med anden etnisk baggrund end dansk lever i Danmark. Rikke Andreassen mener, at debatten om tørklæder kan bruges som en sovepude, der kan gøre det svært at diskutere emner som manglende ligeløn og manglende kvinder i bestyrelserne, for hver gang disse emner forsøges diskuteret, vil nogen altid påpege som fx Pia Kjærsgaard at de muslimske kvinder har det langt værre. Og netop her finder Andreassen, at de danske kvindeorganisationer faktisk har forsømt sit ansvar over for debatten. Det er jo interessant, at der i Danmark har været meget lidt af det, jeg vil betegne som en postkolonial, VEIL VEIL-projektet er et komparativt forskningsprojekt, der sammenligner mediedebatter og politiske debatter i otte europæiske lande. Målet med projektet er først at identificere og siden at sammenligne fundamentale værdier og politiske principper blandt hovedaktørerne i tørklædedebatterne. Dernæst er målet at forklare ligheder og forskelle i de værdier som udtrykkes gennem de reguleringer og politikker, som findes inden for området i de forskellige lande. VEILs forskerhold består af eksperter med særlig viden indenfor politisk videnskab, sociologi, kvinde- og kønsstudier, antropologi, jura, politisk filosofi, migrationsstudier, religionsvidenskab og islam-studier. I Danmark er tre forskere tilknyttet projektet. VEIL er en forkortelse af: Values Equality & Differences In Liberal Democracies. Læs mere om VEIL på:

8 8 Kvinden&Samfundet nr. 3, 2008 Tørklædet set fra Borgen. Hvad mener de danske partiers ligestillingsordførere om tørklædedebatten? Fra venstre: Johanne Schmidt-Nielsen, Marlene Harpsøe, Pernille Vigsø Bagge (pressefotos). Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten: Er tørklæder et ligestillingsspørgsmål? Selvfølgelig er det er ligestillingsspørgsmål. Den enkeltes personlige frihed og udfoldelsesmuligheder kompromitteres både hvis kvinderne/pigerne tvinges til at tage tørklædet på eller til at tage det af. Som feminist kæmper jeg for kvinders ret til at vælge selv. Hvad har du lært af tørklædedebatten? Tørklædedebatten er interessant, fordi den hurtigt afslører, at verden ikke er sort-hvid. Tørklædet kan være undertrykkende ligeså vel som det kan være en måde at protestere mod Pia Kjærsgaard. Derudover har diskussionen forhåbentlig lært os, at det er vældig svært at definere tvang eller frivillighed uden at inkludere de involverede i diskussionen. Endelig har debatten afsløret højrefløjens latterlige hykleri; først når det handler om muslimer, gider de diskutere ligestilling Marlene Harpsøe, Dansk Folkeparti: Er tørklæder et ligestillingsspørgsmål? Ja, det er det. Lad mig citere en tørklædebærer gennem ti år, den tyrkiske kvinde Chahdorrt Djavann:»Og her er det et centralt dogme ifølge islamisk sharialov, at en kvinde kun er det halve værd af en mand. Kvinden forbliver en evigt umyndig uden kontrol over sin egen krop, sit liv eller fremtid. I den sammenhæng får sløret en uhyre vigtig psykoseksuel og social betydning.«hvad har du lært af tørklædedebatten? At der stadig er en del kvinder i det danske samfund, der glemmer at spørge sig selv om, hvorfor en kvinde skal lade sig indhylle? Der er intet ligestillingsargument, der på nogen måde kan berettige dette. Det handler udelukkende om manden og familiens magt over kvinden. Jeg er dog stadig chokeret over at opleve, hvordan venstrefløjen svigter ligestillingssagen, når det gælder muslimske piger og kvinder, der skal indhylles i gevandter, som klart signalerer, at her kommer en muslimsk kvinde, som er familiens ejendom og som ikke må engagere sig i en dansk mand. Det er umådeligt trist, at kvindesagsforkæmpere ikke går mere i kødet på imamerne i dette spørgsmål. Formanden for Islamisk trossamfund, Mostafa Chendid, argumenterer således for tørklædet:»hvorfor har muslimske så ikke lov til at gå med slør, hvis det får dem til at føle sig fri? Sløret er et signal om, at de ikke er til salg. Lad mig nævne Amerika. Hvert halve minut er der en ny voldtægt. Når en kvinde svanser af sted, så frister det mændene, og tørklædet tjener til at beskytte hende.« Pernille Vigsø Bagge, Socialistisk Folkeparti: Er tørklæder et ligestillingsspørgsmål? Både og, men tørklæder er primært et spørgsmål om kultur og tro. Forhold vedrørende beklædning kan sagtens være ligestillingsspørgsmål, men der kan være tale om såvel undertrykkelse som frigørelse og frisættelse af det enkelte menneske, hvad enten vi taler om højhælede sko, slips, g-strenge eller tørklæder. Hvad har du lært af tørklædedebatten? At der er mennesker i Danmark der ikke er i stand til at rumme selv milde afstikkere fra det efterhånden vildt indskrænkede normalitetsbegreb. Tolerancen har trange kår både blandt mandlige muslimske fundamentalister, og blandt danske ensretningsfundamentalister Det var ikke muligt at få svar fra ligestillingsordførerne fra Folketingets øvrige partier. red.

9 tema tørklædedebat 9 Danmark: Regeringen fremsætter til efteråret et forslag, som betyder, at dommere ikke må bære politiske eller religiøse symboler. Belgien: Ingen regulering vedrørende religiøse symboler Canada: Ingen regulering vedrørende religiøse symboler Finland: Ingen regulering vedrørende religiøse symboler Må man bære tørklæde som dommer? Læs her hvad forskellige lande i verden mener om at bruge religiøse symboler ved domstolene. Frankrig: Intet specifikt forbud for dommere og anklagere at bære tørklæde. Kodekset for dommeres og anklageres påklædning opstiller dog en udtømmende fortegnelse over de dragtdele, der til sammen udgør dommere og anklageres embedsdragt. Det formodes således, at tørklæder som følge heraf ikke er tilladte. Indien: Dommere kan bære religiøse symboler såsom turban og tørklæde Irland: Ingen regulering vedrørende religiøse symboler Island: Ingen regulering vedrørende religiøse symboler Luxemborg: Ingen regulering vedrørende religiøse symboler Nederlandene: Blandt retspræsidenterne ved domstolene er der truffet beslutning om, at dommere ikke må bære religiøse symboler. Det er dog ikke forbudt ved lov. Norge: Intet forbud mod at ansatte bærer tørklæde, turban eller lign. Schweiz: Ingen regulering vedrørende religiøse symboler Sverige: Ingen regulering vedrørende religiøse symboler Tyrkiet: Der findes ikke, i hverken tyrkisk lovgivning eller forfatning, et specifikt forbud mod at anvende muslimsk hovedtørklæder i offentlige institutioner. Der er imidlertid via beslutninger fra Forfatningsdomstolen blevet indfortolket et forbud mod at anvende tørklæder på uddannelsesinstitutioner og i offentlige institutioner (læs artiklen 'Turbanen er Tyrkiets kampzone' her i bladet, red.) USA: I forhold til religiøst inspireret eller påbudt påklædning gælder det generelle princip, at det er tilladt, så længe det ikke er»dominerende«eller på anden måde kan virke forstyrrende i forhold til den enkeltes fremtoning og/eller vedkommendes ærinde for domstolen. Østrig: Ingen regulering vedrørende religiøse symboler Tyskland: 9 ud af Tysklands 16 delstater har indført lovgivning vedrørende brug af religiøse symboler for dommere. Storbritannien: Ifølge Judiciary of England and Wales er der mulighed for at tilpasse dommere m.fl.s. beklædning til ønsker om at bære religiøs hovedbeklædning, hvilket besluttes for sag til sag. Konkret nævnes, at der har været tilfældet med eksempelvis dommere i Magistrate Courts, hvor man dog ikke bærer paryk og kåbe, men jakkesæt. Kilde: Udenrigsministeriet, notat om beklædning ved domstolene i andre lande.

10 10 Kvinden&Samfundet nr. 3, 2008 Alaa Abdol-Hamid er muslim, aktiv feminist og finder masser af inspiration til kvindekampen i islam. Men i den danske ligestillingsdebat savner hun lydhørhed og retten til at være forskellig. Amazonen fra Vollsmose Af Ulrikke Moustgaard Når unge piger i Odense er i tvivl om, hvad de gerne vil bruge deres liv på, er der hjælp at hente i bydelen Vollsmose. Her holder Pigernes Aktivitetsforening til, og her kan muslimske piger blive tilknyttet en kvindelig mentor, der kan rådgive og vejlede dem. En af mentorerne er 24-årige Alaa Abdol-Hamid. Hun er studerende på kandidatuddannelsen i Human Ressource Management på Syddansk Universitet, og hun bruger en stor del af sin fritid på at arbejde med ligestilling. Fx i Pigernes Aktivitetsforening, som hun var med til at stifte, eller gennem netværket De Grønne Slør, som er et uformelt netværk af muslimske kvinder, der kæmper for ligestilling og finder inspiration i hinanden. Ligesom sin storesøster, Asmaa Abdol-Hamid, som vakte røre, fordi hun bar tørklæde som studievært på DR2 og senere blev opstillet til Folketinget for Enhedslisten, er Alaa Abdol-Hamid en ung kvinde, der ved præcist, hvad hun står for. Hun er muslim og bruger tørklæde, og hun betegner sig selv som feminist. Og hun er ikke i tvivl om, at Danmark er bagud, både når det gælder ligestilling i Norden, og når det gælder et fremtidssikret og bæredygtigt syn på muslimske kvinder her i landet. Aha-oplevelser Hvordan opstod din interesse for ligestilling? Skal jeg være helt ærlig? Det gjorde den gennem islam. Gennem islam blev jeg mere bevidst om, at der er meget, kvinder kan opnå og har mulighed for at opnå men at traditionerne kan holde kvinder tilbage. Nogle steder forventer man, at kvinden kun kan virke inden for ét område, og det er i hjemmet ved at være mor og hustru. I andre kulturer er der modsat forventninger om, at kvinder skal nedprioritere familielivet for at opnå en karriere. Jeg synes begge dele er noget juks. Kvinder skal gå efter det, de vil. Ikke hvad der bliver pålagt dem. Hvordan skete det, da du blev bevidst om kvinders muligheder gennem islam? Var det en tekst, du læste, eller noget andet? Som muslim bliver man hele tiden konfronteret med, at man som kvinde er undertrykt. Det er det, debatten handler om, i dag, i dagens Danmark. Så man bliver nødt til at gå tilbage til referencerammerne og undersøge, hvad der egentlig står i teksterne i forhold til det. Og derigennem er det gået op for mig flere gange at kvinder og mænd har lige muligheder. Flere steder i Mellemøsten må kvinder fx ikke få en uddannelse. Men rent islamisk forholder det sig ikke sådan. I Koranen opfordres kvinder rent faktisk til at søge viden, ja, det er næsten en pligt at søge viden for såvel manden som kvinden. Det første ord, der blev åbenbaret til profeten Muhammed, var: Læs. Så der var mange forskellige ting, jeg blev bevidst om ved at undersøge sagen, og i takt med at jeg undersøgte det, nåede jeg også frem til, at ligestilling er en kamp, som alle kvinder bør stå sammen om at kæmpe.

11 tema tørklædedebat 11 Der er mildere straf for hustruvold end for anden slags vold. På den måde sender man jo et signal om, at man som hustru i højere grad skal tolerere slag fra ægtefællen end slag fra en, man ikke kender, eller en, som ikke er ens mand. Det vil jeg gerne have lavet om. Alaa Abdol-Hamid, bearbejdet privatfoto. Ligestilling er ikke noget, man får forærende, det er noget, man skal arbejde for. Hvordan bliver du ellers inspireret gennem islam? Jeg bliver inspireret, når jeg ser på profetens hustru, Khadija. En selvstændig, stærk kvinde, med ben i næsen. Hun vidste præcis, hvad hun ville. Hun var en anerkendt handelskvinde, der havde sin stemme på markedet. Hende har jeg personligt lært meget af. Vi skal råbe højt Hvad betyder ligestilling for dig? Meget. Rigtig meget faktisk. Det er vigtigt, at der er lige muligheder for begge køn hvad enten vi taler om demokratisk deltagelse, arbejdsmarked, uddannelse, eller for den sags skyld varetagelse af de huslige pligter. Det, at mænd og kvinder ikke er ens, er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke skal have lige muligheder, som jeg sagde før. Men i Danmark er vi ikke nået så langt som, man er i Sverige eller i andre af de nordiske lande. De er hele tiden en tak foran på ligestillingsområdet. Så vi skal løbe hurtigere. Vi er et demokratisk land, og ligestilling er grundlæggende del af demokratiet, så vi bør indhente de andre eller måske ligefrem komme helt i front på ligestillingsområdet. Hvor ser du ligestillingsproblemer i vores samfund? Flere steder. Hvis vi tager det politiske, så er der stadig flere mænd end kvinder i Folketinget. På flere danske arbejdspladser tjener mænd mere end kvinder, selvom de udfører det samme stykke arbejde. Derudover ser vi også, at det er mændene, der sidder på topposterne i erhvervslivet. Jeg synes, det er i orden, at man bruger mændene som referenceramme fx på ligelønsområdet, men jeg synes også, vi bør os gøre os mere uafhængige af mændene. Det, vi faktisk gør, er at vi bruger mænd som referenceramme til, hvad vi burde opnå. Men hvad nu hvis kvinder gerne vil opnå noget andet eller noget mere end mændene? Der mener jeg, at alle borgere, uanset køn, skal have mulighed for at opnå det, de vil, i henhold til deres drømme, kvalifikationer og kompetencer. Det er så samfundets ansvar at skabe de muligheder for dem. Og så er det ellers op til den enkelte, individet, at vurdere, om man vil tage fat i mulighederne eller ej. Hvad tror du, der skal der til for at løse ligestillingsproblemerne i Danmark? Vilje! Men før viljen kommer, er vi nødt til at indse og erkende at vi har et problem med ligestilling i Danmark. Først når vi har erkendt problemet, kan vi løse det. Ellers

12 12 Kvinden&Samfundet nr. 3, 2008 Amazonen fra Vollsmose fortsat skubber vi det bare bag os hele tiden. Der skal politisk vilje til at løse det, men som jeg oplever det, så gider politikerne ikke gøre noget, før der kommer et pres på dem. Derfor har vi, som borgere, et ansvar for at råbe dem op og lægge det pres på dem, så de handler. Vi skal råbe højt. Vi skal kræve lovændringer! Ellers får vi aldrig ligestilling. Hvad tænker du helt konkret, du kunne tænke dig at få lavet om i lovgivningen? Umiddelbart tænker jeg på hustruvold. Der er mildere straf for hustruvold end for anden slags vold. På den måde sender man jo et signal om, at man som hustru i højere grad skal tolerere slag fra ægtefællen end slag fra en, man ikke kender, eller en, som ikke er ens mand. Det vil jeg gerne have lavet om. Lyt til muslimske kvinder Du har en anden etnisk baggrund end dansk og kender mange miljøer. Hvis du ser på de miljøer, du kender, udover det danske majoritetssamfund, er der så de samme ligestillingsmæssige problemer på spil - eller er der forskelle? Nu er jeg araber, og indenfor de arabiske traditioner oplever vi, at der kan være et bestemt syn på kvinder. Og det er noget, vi tager op meget tit. Man anser kvindens plads for at være i hjemmet og ikke ude på arbejdsmarkedet. I Danmark er det kun et mindretal, der har den opfattelse, og det er positivt, mens det ser anderledes ud andre steder i verden. Nogle steder i Mellemøsten kæmper man også med ligestillingsproblemer men bare på en anden måde. Og der har man faktisk opnået nogle resultater. Især i forhold til ligeløn. I De Forenede Arabiske Emirater er der faktisk mere ligeløn mellem mænd og kvinder, end der er i Danmark. Hvad tænker du om, at nogle debattører anser tørklædet for værende kvindeundertrykkende? Jeg synes, det er på tide, at vi begynder at se ud over vores egen lille næsetip. Det er på tide, at vi indser, at mennesker er forskellige. Hvis man ikke anerkender menneskers forskellighed, så har vi et seriøst problem, for vi er jo forskel- lige. Vi er også forskellige, hvis vi kommer fra henholdsvis Sønderjylland eller København. Jeg synes, det er på tide, at man begynder at lytte til muslimske kvinder. Det kan godt være, man har et billede af, hvad tørklædet er, men når jeg som muslimsk kvinde går ud og siger, at jeg selv har valgt at bære mit tørklæde, og at det er en frihed for mig at have det på, så forventer jeg da, at der bliver lyttet til, hvad jeg siger. I stedet for at man på forhånd har konkluderet, at jeg er en stakkels undertrykt kvinde. Jeg taler selvfølgelig også ud fra min baggrund i Human Ressource Management. For det er væsentligt, at vi begynder at tænke anderledes, hvis vi ser på den fremtidige økonomiske udvikling. Hvis vi i Danmark skal bevare den velfærd, vi har nu, er vi simpelthen nødt til at tænke anderledes for at tiltrække og fastholde arbejdskraften og det har virksomhederne for længst indset. Nu er det så op til resten af befolkningen at bevæge sig samme vej. Omvendt tørklædedebat i Kuwait Da den danske politiker Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten i 2007 besluttede sig for at forsøge at blive valgt til Folketinget, blev hun mødt med stærke protester fra de, der ikke brød sig om udsigten til at få en tørklædeklædt kvinde på Folketingets talerstol. Stik modsat er situationen i Kuwait. Her bølger en hed tørklædedebat i øjeblikket, fordi to af den kuwaitiske regerings ministre ikke bærer tørklæde. Sagen drejer sig om undervisningsminister Nouriya Al-Sabeeh og boligminister Moudhi Al-Homoud, der har skabt ravage i det kuwaitiske parlament, fordi de deltager i debatter i parlamentssalen med blottet hår. Flere politikere kræver derfor nu, at de dækker håret til med en hijab. Det fremgår klart af vores religion og kuwaitiske traditioner, at kvinder bør bære hijab, siger Saleh Al- Mulla, medlem af parlamentet. Støtter til de to ministre peger omvendt på, at den kuwaitiske forfatning forbyder repræsentanter for den lovgivende magt at blande sig i den udøvende magt. Der må findes langt mere alvorlige sager at beskæftige sig med end om to ministre bruger tørklæde eller ej, siger Najla Al-Naqqi, advokat og politisk aktivist. Kilde: Kuwait Times

13 tema tørklædedebat 13 Et slag for søstersolidariteten I årevis har den danske kønsdebat handlet om ligeløn og længere barselsorlov, mens undertrykte muslimske kvinder har fået lov til at passe sig selv, siger foreningen Kvinder for Frihed, der kæmper mod religiøs fundamentalisme. Af Nynne Bruun Pedersen Vi har været selvfede og selvoptagede, og vi har glemt søstersolidariteten. Så kontant lyder meldingen fra Vibeke Manniche, der står i spidsen for Danmarks yngste kvindeorganisation, Kvinder for Frihed, som arbejder for at sikre pigers og kvinders frihedsrettigheder. Vi er i denne sammenhæng den danske kvindebevægelse. Den har ifølge Vibeke Manniche forsømt sit ansvar over for en stor gruppe af kvinder, der har været så kuede, at de ikke selv har haft en platform for eller stemme til at ytre protest. Og det var da også gruppen af muslimske kvinders vilkår, der i sin tid var samlingspunkt for Kvinder for Frihed, da Manniche i 2006 tog hul på det tabu, hun mener omgiver islam og ligestilling. I uhyggeligt mange år har der været tradition for at vende det blinde øje til der var dem, og så var der os, og de kunne sådan set passe sig selv, mens vi andre diskuterede ligeløn og længere barselsorlov. Vi ønsker at bekæmpe alle former for kvinde undertrykkelse i alle religioner. Islam er blot mere tabu belagt end andre. vibeke manniche Mod fundamentalisme. Kvinder for Frihed har to år på bagen og tæller i dag 500 medlemmer. Organisationen er tværpolitisk, og i dens vedtægter kan man bl.a. læse, at Kvinder for Frihed»ønsker aktivt at modarbejde fundamentalistiske organisationers krav om religiøst betinget uniformering eller adfærd. Det vil sige, at vi på det kraftigste afviser kvindefjendske kræfter, der eksempelvis taler for, at voldtægt er pigens eller kvindens eget ansvar, medmindre de dækker sig til.«vi ønsker at bekæmpe alle former for kvindeundertrykkelse i alle religioner. Islam er blot mere tabu belagt end andre, siger Manniche. Selv har forkvinden, der er læge, også vakt genklang i den offentlige debat om emnet, fx da hun tog afstand fra såvel jordmødre som læger, der bærer tørklæde. Det skete under forsommerens heftige tørklædedebat. Som patient ville jeg kunne føle mig intimideret af en kvinde, som bar stærkt kvindeundertrykkende, religiøse symboler som tørklædet. Og at jeg mener, at vi læger generelt bør have og har en ganske streng dresscode, hvori indgår, at man som læge ikke bør bære religiøse eller politiske symboler og da slet ikke stærkt kvindeundertrykkende religionspolitiske symboler som fx tørklædet. Oplysning og debat. Vibeke Manniche er ikke i tvivl om, at der er brug for Kvinder for Frihed i den danske kønsdebat. Og hun afviser blankt, at foreningen udtaler sig på vegne

14 14 Kvinden&Samfundet nr. 3, 2008 Vibeke Manniche mener, at man i de senere års debat har formået at koble enhver kritik af islam, herunder påtale af kvinders vilkår, til nazisme, fascisme og racisme, og at mange af denne grund føler sig truet til tavshed af frygt for at blive påklistret disse mærkater. af en gruppe, de ikke har et egentligt kendskab til, i stedet for at lade gruppen selv komme til orde. Hun fortæller, at langt de fleste i bestyrelsen har et indgående kendskab til den gruppe kvinder, de ønsker at forsvare. De kender dem og deres vilkår personligt, og de oplever deres undertrykkelse. Vi gætter ikke bare. Vi vil gerne være med til at give disse kvinder en røst, siger hun. Hun understreger også, at mange trængte kvinder ikke er oplyst om deres rettigheder, og netop dette er en vigtig del af foreningens arbejde. Vi ønsker at være debatskabende, og at sætte fokus på problemstil ling er omkring kvindeundertrykkelse i alle dens former, fx prostitution, kvindehandel og den katolske kirkes forhold til abort, fortæller hun. Men det har været svært for foreningen at komme til orde i de danske medier omkring emner, der ikke omhandler muslimske kvinder. Kritik fra mediemænd. Foreningen har siden sin fødsel været genstand for skarp kritik. Det overrasker ikke Vibeke Manniche. Hun mener, at man i de senere års debat har formået at koble enhver kritik af islam, herunder påtale af kvinders vilkår, til nazisme, fascisme og racisme, og at mange af denne grund føler sig truet til tavshed af frygt for at blive påklistret disse mærkater. Men den heftigste og mest udtalte kritik er dog kommet fra en uventet kant: Jeg havde forventet en del reaktioner fra muslimer. Men de er faktisk stort set udeblevet. I stedet er vi oppe imod de pompøse, danske mediemænd, anført af Thøger Seidenfaden (chefredaktør på Politiken, red.). Det tangerer kvindehad, og de skyr intet middel. Det er da tankevækkende, siger hun. Kvinder for Frihed arbejder mod: Female infantacide altså fravælgelse af piger ved kønsrettet aborter eller drab af pigebabyer. Dette forekommer bl.a. i Kina. Eufemismer som æresdrab. Foreningen har taget fat på ord, de ønsker skal erstattes med mere dækkende betegnelser såsom kvindelikvidering fremfor æresdrab. Omskæring af køns- og skamlæber. Køns lemlæstelse både som følge af religion og kosmetiske forkvaklede opfattelser af det kvindelige køn. Vold mod kvinder. Læs mere om Kvinder for Frihed og dens mærkesager på:

15 tema tørklædedebat 15 Tyrkiets debat om tørklæder bliver i den vestlige offentlighed forstået som en kamp mellem religion og politik, mellem en moderat og fundamental islam, mellem islam og demokrati. Men debatten er i virkeligheden en gammel, indædt klassekamp. Turbanen er Tyrkiets kampzone Af Nur Beier, Istanbul Det ene Tyrkiet er socialt på niveau med Bangladesh, det andet med Pakistan, og det tredje, og mindste, er på niveau med Sverige. Klokken er 13. Det er frokostpause, og jeg sidder i en hyggelig café i Kanyon. Stedet er en af mest luksuriøse shopping malls i İstanbul med alt, hvad hjertet begærer fra indkøb til gourmet, underholdning og fitness. Byens hjerte banker her især her midt på dagen. Alle er ude og spise frokost i Kanyons mange restauranter og caféer. Der er mad for enhver smag fra thai til japansk, fra kinesisk til fransk, fra tyrkisk til amerikansk fastfood. Jeg sidder og betragter de forbipasserende. Kvinder, der ser ud som om, de er sprunget ud af modebladenes sider: tung makeup, parfume, jakkesæt, stilletter og stor latter, mens de sidder og hygger sig med kollegaerne. Tendensen er, at man vælger en frokostpartner fra sit eget køn, men kvinder med mandlige kollegaer forekommer også. Alle studerer hinanden med ræveblik. Øjenkontakt er ikke velset selv i denne moderne udseende menneskestrøm, man vender lynhurtigt blikket, når man møder et andet par øjne. I Kanyon er der ikke en eneste kvinde med turban (tørklæde, red.). Men når man går 500 meter herfra til en anden shopping mall, Metro City, så kan man se en afslappet blanding af åbne og lukkede kvinder i selskab med deres forældre, veninder eller deres kærester. Når kvinden bærer turban, så er hun lukket, når hun ikke gør det, så er hun åben. Udtrykket har jeg lært fra min lokale købmand, Derya. Hun er midt i tyverne og lukket. En sød og flittig ung pige. Der er intet mand forbudt skilt på hende. Hun taler, griner og skælder dem ud hvis nødvendigt. Metro City frekventeres især af piger som Derya, byens lukkede piger. Håret er gemt bag en turban, der findes i alle farver og mønstre, mens ansigtsudtrykket virker seriøst. Heller ikke her er der øjenkontakt. Det kan virke som om, de lukkede piger er lidt mere seriøse end de kvinder og piger, der kommer i Kanyon, men også de kan gå hånd i hånd med kæresten eller kysse og omfavne hinanden på åben gade, afslappede og lykkelige. Og når man ser en blandet gruppe af åbne og lukkede piger på tøsetur, så føles det dejligt, at der er plads til alle i denne kæmpestor by. Født og død. Kvinderne, der kommer i Kanyon og Metro City, er et godt billede på den debat, der i dette forår har udspillet i Tyrkiet og er blevet grundigt refereret i vestlige medier ikke mindst i kølvandet på diskussionerne om, hvorvidt, eller hvornår, Tyrkiet skal optages

16 16 Kvinden&Samfundet nr. 3, 2008 i EU. Debatten handler om tørklæder eller turban, som tørklædet hedder i Tyrkiet. Tørklæder har været bandlyst på Tyrkiets højere uddannelsesinsitutioner i årevis, men i februar 2008 blev forbuddet lempet efter en grundlovsændring. Præsident Abdullah Gül godkendte ændringen med den begrundelse, at lempelsen styrker ligestillingen og lige ret til højere uddannelse. Herefter blussede debatten voldsomt op. Lempelsen havde længe været forudsagt, især i kraft af det islamiske parti AKP som regeringsmagt. Den kom bare hurtigere og voldsommere, end man havde troet det muligt. Måske derfor afgik den også ved døden lige så hurtigt, som den dukkede op. Den 5. juni 2008, kun fire måneder efter parlamentet vedtog grundlovsændringen, blev tørklædelempelsen på Tyrkiets højere uddannelsessteder stoppet brat, da Højesteret i Ankara annulerede grundlovsændringerne med 9 mod 2 stemmer. Det kræver et særligt blik at forstå, hvad i alverden der foregik. Ét land tre verdener. I den vestlige offentlighed forstås den politiske og juridiske debat i Tyrkiet omkring tørklædet typisk som en kamp mellem religion og politik, mellem en moderat og fundamental islam, mellem islam og demokrati. Umiddelbart kan det også virke som om, at det eneste, der adskiller Tyrkiet fra andre muslimske lande, er landets laicisme (adskillelse af religion og stat, red.) Men sagen er ikke så enkel. Fx kan man ikke umiddelbart tale om gængs laicisme i Tyrkiet, for den tyrkiske stat kan faktisk udstede fatwaer. Og hvad angår tørklædedebatten som en kamp mellem islam og demokrati, er sagen heller ikke enkel. For tørklædedebatten omhandler i lige så højt omfang en klassekamp. Den kører blot under overfladen. En ledende tyrkisk forretningsmand har engang sagt, at der under det geografiske land Tyrkiet findes tre forskellige sociale Tyrkiet er. Det ene Tyrkiet er socialt på niveau med Bangladesh, det andet med Pakistan, og det tredje, og mindste, er på niveau med Sverige. Denne sociale afgrund er årsagen til, at der endnu mangler en social fred i Tyrkiet. Tørklædekampen og den efterfølgende politiske og juridiske hurdle er bare ét ud af mange eksempler, der udspringer af denne sociale infrastruktur, som er et resultat af den ubearbejdede republikanske reformproces fra 1930 erne. Dette er vigtigt at forstå, hvis man skal fange nuancerne i Tyrkiets tørklædedebat, og hvis man skal kunne forholde sig ordentligt til Tyrkiet som et land på vej ind i EU. Det er også vigtigt at forstå, hvad der egentlig ligger i ordet tørklæde, som det optræder i det tyrkiske sprog. Ordvalget er resultat af en række ændringer i de politiske forhold gennem tiden, og netop derfor skaber ordvalget en række politiserede associationer, der er med til at forme debatten. Gennem tiden har ordet turban fået nye og sigende definitioner i takt med de aktuelle politiske forventninger. Dette har skabt en moralsk forvirring i den tyrkiske forestillingsverden, som i dag gennemsyrer tørklædedebattens indhold, tone og ambitioner. En turban er ikke bare en hovedbeklædning. Atatürk moderniserede Tyrkiet og sekulariserede den tyrkiske stat, da han kom til magten i 1920erne. En del af hans reform handlede om påklædning. Under Atatürks påklædningsreform i 1930ernes splinternye republikanske Tyrkiet kom turban således til at definere en ny slags tilsløring. Det gamle folkelige tørklæde havde længe været upopulært blandt eliten. I det osmanniske riges tid blev det betragtet som fattige folks (= hovedsageligt bønders) hovedpryd og derfor faldt det i unåde hos hoffets kvinder, fordi det udstrålede klassetab. Da Atatürk kom til, forsøgte man at skabe et helt nyt tørklæde, der skulle balancere mellem det moderne (læs, vestlige) og det genkendelige (læs, muslimske) image. Den ny turban fik et mere avantgarde udseende i forhold til det gamle og folkelige tørklæde, det dækkede ikke kvindens pande, hals og ører, men kun håret. Lanceret som det vestlige alternativ til det gammeldags tørklæde, blev den ny turban et hit blandt storbyens vestligt orienterede kvindegrupper med elitær baggrund. På billeder fra dengang kan man således ofte se Atatürk i selskab med sådanne kvinder. Billederne var med til at lancere et nyt image for det moderne Tyrkiet udadtil. Da Atatürk kom til, forsøgte man at skabe et helt nyt tørklæde, der skulle balancere mellem det moderne (læs, vestlige) og det genkendelige (læs, muslimske) image. Turban som avantgarde. Til forskel fra Danmark bruger man som sagt ordet turban og ikke tørklæde i den tyrkiske debat om tilsløring.

17 tema tørklædedebat 17

18 18 Kvinden&Samfundet nr. 3, 2008 Den tyrkiske forfatter Sule Yüksel Senler, der sidst i 1960erne rejste landet rundt for at promovere den turban, vi kender i dag, fortalte for nyligt i et interview til avisen Vatan, at hun i sin tid blev inspireret af Hollywoodstjernen Audrey Hepburn. Senlers model blev i en lang årrække kaldt Sule Hoved navngivet efter opfinderen. Iført sin turban huskes Fru Senler for at opfordre piger med perifer social baggrund til at skifte tørklædet ud med turbanen. En opfordring de henrykt tog til sig. Turbanen gav dem selvtilliden tilbage. De havde nu et nyt image, som gik ram forbi den ekstremistiske laicist-fløjs overlegne stempling af dem som arbejderklasseagtige, hvilket i den tyrkiske forestillingsverden signalerer underlegenhed blandet med en slags umyndighed. Trods det nye tørklædehit i storbyen beholdt kvinderne i Anatoliens landsbysamfund deres gamle tørklæde. For dem var det gammeldags tørklæde stadig en tilsløringsgenstand og en genkendelig identitesmarkør. Arbejderklassens kvinder fortsatte med at identificere sig selv og deres moralske overbevisninger bag og med tørklædet. Dette er fortsat tilfældet. Ny turban-selvtillid. I dag har den nuværende turban ikke noget tilfælles med 1930ernes avantgarde-udgave. Nutidens turban dækker kvindens hår, ører, hals og nakke fuldstændigt. Pandeområdet er omringet af en stiv kant. Turbanen er speciel, idet den danner en helhed med underfrisuren. Håret samles på en særlig måde for at forme en forhøjning bag på. Frisuren hedder på tyrkisk topuz : man vrider hele håret sammen til en boldlignende knold og holder den på plads med hårnåle, hvilket giver en aflang æggeformet hovedform. Selvom brugergruppen af turbanen har ændret sig siden 1930erne, er der stadig en del fællestræk mellem de kvinder, der brugte turban dengang, og de kvinder, der bruger turban i dag: De er oftest unge, velluddannede og fra metropolen. Af samme grund kan man ikke sætte lighedstegn mellem brug af turban og radikalisering. Storbyens indvandrere. Ligesom i den danske tørklædedebat har man også i Tyrkiet en måde at italesætte kvinder, der bærer turban, på som fremmede og uimodtagelige i forhold til det vestligt orienterede moderne. Det sker ved at tilskrive turbanbæreren en række negative egenskaber såsom analfabet, undertrykt, passiv, osv. Og ved konsekvent at føre debatten over til at være en debat om indvandrerkvinder eller integration. I Danmark består gruppen af tørklædebærende kvinder, som er indvandret fra et muslimsk land, typisk fra Mellemøsten. I Tyrkiet er det tyrkiske kvinder, som er flyttet til storbyen fra en eller anden anatolsk landsby, typisk på grund af ægteskab, uddannelse, beskæftigelse eller lignende. Dvs. fordi de stræber efter bedre levevilkår. Men i den tyrkiske indvandrerdebat er der slet ikke fokus på kvindens opnåelse af en bedre levestandard som et succeskriterium for god integration. I stedet henviser man kun til, i hvilket omfang disse kvinder er i stand til at adoptere og efterligne metropolkvindens udseende, moral og levestil. Dette er temmeligt tankevækkende. For i Tyrkiet bor op mod 80% af befolkningen i landsbyer spredt over Anatolien. Her udgør tørklædet en almen del af kvindens hverdagspåklædning i huset, på gaden og ude på markerne, hvor hun ofte arbejder. De resterende 20% er bosat i de få moderne storbyer i landets vestlige del. Og det er her, tørklædet italesættes som et problem, når de 20 % betragter de 80% og siger: - Alle disse kvinder med tørklæde plejede at arbejde i vores huse. Nu er de blevet vores naboer. Med andre ord: Tørklædefænomenet kan altså ikke forklares med henvisning til muslimske tekster og budskaber alene. Der er tale om klasseforskelle. Civilisation med særpræg. For nyligt gennemførte socialanalysecentret ODAK en interviewundersøgelse i Istanbul. Istanbul er både et socialt og etnisk laboratorium pga. den store og vedvarende indvandring fra hele Tyrkiet, så forskerne i ODAK ønskede at kortlægge forhold

19 tema tørklædedebat 19 som identitet, loyalitet, tilhørsforhold og fællesskabsforståelse. 55,4% af de interviewede sagde, at de opfattede sig selv som Istanbulianer. Blandt disse boede 59% i den asiatiske del af byen. Og til spørgsmålet: - Mener du, at der i dit bopælsområde eksisterer et direkte eller indirekte socialt pres på kvinderne for at bære tørklæde? svarede over 73,9% nej. Tallene viser kompleksiteten. Tyrkiet er et muslimsk land, og tørklædet er en integreret del af landets socialhistorie. Alligevel kan samfundet ikke forholde sig afklaret til det. Videnskabsfolk har længe debatteret modernitetens mening, oprindelse, årsager og resultater. Ordene modernitet og moderne repræsenterer relative evalueringer frem for absolutte meninger. Sociologen Habermas hævder, at betegnelsen moderne blev brugt for første gang i begyndelsen af det 5. Århundrede for at definere den kristne nutid vis-à-vis den hedenske og romerske fortid. Sociologerne Inkeles og Smith definerer moderniteten som en form for civilisation, karakteristisk for vores indeværende historiske epoke. Og den tyrkiske sociolog Nilüfer Göle fokuserer på vest-løse modernitetsprojekter, der er kendtegnet ved, at de foregår i de muslimske østlige lande og opretholder muslimske koder i overensstemmelse og med respekt for individuelle behov. Turbanen er et udtryk for disse behov. Tavst oprør. Midt i det hele stiger levestandarden i Tyrkiet. Tilflytningen fra land til by fortsætter, og en ny forbrugergruppe (Tyrkiets indvandrere ) dukker op i bybilledet. De indvandrede kvinder går godt nok med turban, men deres overbevisninger stemmer ikke helt overens med det traditionelle islams livssyn om at penge, materielle goder og verdslige ambitioner er roden til al ondt. De har taget det store skridt og er udvandret til nye udfordringer i uvante omgivelser, fordi de mener, at fattigdommen er årsagen til alt ondt. Mens levestandarden stiger, dukker nye livsformer op, som socialiserer individet i forskellige blandinger og fællesskaber. Tyrkisk pop- og forbrugskultur har allerede taget den nye dynamik til sig. Veletablerede frisører i storbyerne har eksempelvis lugtet penge og er i gang med at åbne frisør- og skønhedsplejeafdelinger for tilslørede kvinder. Her kan den nye kundegruppe betjenes af byens ikke-tilslørede skønhedseksperter i miniskørt og få ordnet alt fra klip til manicure, eller de kan få en omgang hos turban-stylisten, hvor de prøver nye bindingsteknikker. Det vil være misvisende at kalde et sådant samfund for radikaliseret, hvad angår reaktioner mod holdninger og handlinger, der kan virke indskrænkende for individets og især kvindens handlingsterræn. Selvom indpakningen kan se anderledes ud, italesætter den et tavs oprør mod den kvinderolle, defineret af den traditionelle islams forståelse, hvor kvindens plads er i hjemmet. Tyrkiets turban-klædte kvinder forlader huset, bruger PC, chatter på mobilen, kører bil, gør karriere, koketterer og bruger makeup. Ifølge traditionel islam er dette ikke rettigheder, men synder. Kvinderne går hånd i hånd med kæresten, kysser og krammer på gaden, i caféen, i biografen og til koncert. At skabe nye livsformer og få disse accepteret er en svær proces. Det sætter spørgsmålstegn ved og udfordrer en række dybere værdier, skikke og traditioner, formgivet af religionen. Processen består i at inderliggøre nye sammenblandinger for at genskabe sig selv psykologisk og socialt. Turbanen gør, at processen kan fortsætte på egne frie præmisser. At tillade at mangfoldighederne bliver synlige, er en væsentlig faktor i inderliggørelsesprocessen. Fløjkamp med omvendt fortegn. Klassekampen i Tyrkiet foregår i høj grad gennem turbanen som symbol. Man ønsker at gendefinere de fælles værdier ved at opløse de turbantegnede grænser mellem det elitære og det folkelige og ved at forhandle forskelligheder og normalisere mangfoldigheder i de mere segregerede samfundslag. Lempelsen af tørklædeforbudet har været en et positivt skridt i denne retning, men Højesterets dom viste, at processen gik for hurtigt. Imens vokser en ny mellemklasse frem. Medlemmerne stammer overvejende fra Anatoliens konservative, traditionelle men ikke nødvendigvis religiøse samfundslag. Deres levevis og livsanskuelser værner om muslimsk skik og brug, men ikke betingelsesløst. De er selektive. De ser op til demokratiet som garanti for, at de kan definere deres individuelle og sociale frirum. I dansk forstand kan de bedst beskrives som kulturelle muslimer. I den tyrkiske tørklædedebat er der to fløje. Den ene ser turbanen som en social udfordring, den anden ser den som en politisk udfordring. Den første tiltrækker de konservative, den sidste tiltrækker ekstreme laicister. Den første søger normaliseringer, den sidste søger stramninger. Den første søger mere neutrale løsningsmodeller for at udjævne de voldsomme krav, folk sætter, og som skaber et pres på æstetiseringen af udseendet og de seksuelle udtryk. Den sidste søger mere ideologiske løsningsmodeller for at cementere disse krav gennem politiske stramninger. Det paradoksale er, at det er gruppen af de sekulære, der afviger fra de principper, de angiver at forsvare: en modernitetens dynamik, der bedre kan leve op til nutidighedsperspektivet. Men nutiden er i sagens natur i konstant forandring og forudsætter andre paradigmer end kun de klassisk vestligt etablerede. Nur Beier er tyrkisk-født skribent, debattør og tidligere næstformand for Rådet for Etniske Minoriteter. Hun er pt. bosat i Tyrkiet.

20 20 Kvinden&Samfundet nr. 3, 2008 verden rundt usa Den feministiske opvågning Da Hillary Clinton stillede op til valg som Demokraternes præsidentkandidat, gik et kollektivt kønsmaskineri i gang. Mens medier og modstandere kastede sig over Clinton med sexistiske kommentarer, fik amerikanske kvinder i alle aldre nok. Måske ser USA derfor nu begyndelsen til en fjerde feministisk bølge. Af Amanda Fortini, New York For ikke så længe siden troede mange amerikanske kvinder, især yngre kvinder, at vi befandt os i en postfeministisk tidsalder. Statistikkerne var opmuntrende: Flere kvinder end mænd læser på universitetet, hvor de typisk får bedre karakterer; når de er færdige på universitetet vil nogle endda få højere løn end mænd i det mindste i begyndelsen. Formanden for Repræsentanternes Hus er en kvinde, det samme er otte guvernører og 16 procent af