DEN NY VERDEN 2008:1 Religion og/eller politik

Transkript

1 DEN NY VERDEN 2008:1 Religion og/eller politik 1

2 DEN NY VERDEN 2008:1 Kolofon 2 Faglig redaktion på dette nummer: Lars Erslev Andersen, Karina Pultz & Kasper Ege Layout: Allan Lind Jørgensen Tryk: Handy-Print A/S, Skive Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Strandgade København K Tlf Fax publications@diis.dk ISSN ISBN: Salg: Den Ny Verden udkommer med 4 numre i hver årgang. Abonnement koster 245 kr Enkeltnumre koster 85 kr Adresseændringer skal meddeles til publications@diis.dk > publikationer Rettelse: Redaktionen har ved en fejl lavet en meningsforstyrrende ændring mod manuskript i Finn Schleimanns artikel Vil gennemførelse af Paris-erklæringen gavne de fattige? Et sundhedsperspektiv i DNV 2007:3, We ll always have Paris... Det drejer sig om sidste sætning på side 61, hvor der rettelig skulle have stået: Udviklingsbistand er nemlig som en af de få statslige tiltag karakteriseret ved, at dens virkninger ikke direkte berører skatteborgerne i donorlandene; og at de borgere, den direkte berører, kun har ringe indflydelse på, hvorledes den udmøntes. Redaktionen beklager

3 Indhold Lars Erslev Andersen, Karina Pultz & Kasper Ege Forord Kirstine Sinclair Globale drømme, nationale virkeligheder Hizb ut-tahrir i Danmark og Storbritannien anno 2008 Baseret på studier af Hizb ut-tahrir i Danmark og Storbritannien og interviews med medlemmer og tidligere medlemmer af organisationen diskuterer artiklen forskelle og ligheder mellem Hizb ut-tahrirs afdelinger i Danmark og Storbritannien med særligt henblik på de forskellige, nationale konteksters betydning for afdelingernes virke. Medlemmer af Hizb ut-tahrir opfatter islam som en religion og politisk ideologi, der ikke kan adskilles fra etniske eller nationale rammer, og alle muslimer tilhører uanset praksis og orientering det samme religiøse fællesskab, den muslimske umma. Ikke desto mindre beviser gruppens forskellige nationale afdelinger, at det er umuligt at undgå påvirkning fra det land, organisationen befinder sig i. Jon Alix Olsen Home-grown. Unge mænd og militant aktivisme Trusselsbilledet i den brede offentlighed og i medierne har ændret sig i løbet af de sidste år. Særligt siden terrorangrebet i London den 7. juli 2005 har fokus været rettet mod en indefrakommende trussel, også kendt som hjemmegroet eller home-grown terrorisme. Interessen har blandt andet rettet sig mod at finde en model for den radikaliseringsproces, der tilsyneladende leder den unge muslim fra at være samfundsborger til at være selvmordsterrorist. Men er de hjemmegroede radikale i virkeligheden noget nyt, eller ligner det noget, vi kender i forvejen? Og hvordan forklarer de, at de handler, som de gør? DEN NY VERDEN 2008:1 Indhold 3

4 DEN NY VERDEN 2008:1 Indhold Ann-Sophie Hemmingsen Glostrup-sagen, 2. akt. Terror uden handling? Siden 2006 har flere terrorsager set dagens lys i Danmark. Disse sager har vist, at det danske retssystem står over for adskillige udfordringer. Revisionen af 114 har introduceret ordet terrorisme i dansk strafferet, men vi mangler stadig en fyldestgørende definition af, hvad terrorisme er. Lovteksten er formuleret så løst, at der er risiko for, at grundlæggende danske retsprincipper kompromitteres. Samtidig bruger domstolene terror-forskning, som kun er svagt underbygget, til at afgøre skyldsspørgsmålet. Manni Crone Jihad uden kanon. Fra al-qaeda til al-qaedisme? Efter 11. september blev der slået hårdt ned på al-qaeda som organisation, men gruppen har efterfølgende haft stor succes som ideologi og brand. Denne artikel undersøger denne al-qaedisme, der i en periode stod stærkere end selve organisationen al-qaeda. Med udgangspunkt i den såkaldte Glostrup-sag argumenteres der for, at al-qaedismen ikke er en ideologi, der formuleres autoritativt af al-qaedas top, men tværtimod en praksis og en ideologi, der via internettet formuleres decentralt og derfor giver plads til både kritik, diskussion og refleksion. Jørgen Staun Sayyid Qutb den militante islamismes intellektuelle fader Han er blevet kaldt den intellektuelle fader til den moderne islamistiske terrorisme. Hans bestseller Maalim fi-l-tariq anses af førende vestlige terrorforskere som salafi jihad-bevægelsens manifest, og bogen kostede i sidste ende Qutb livet. Men hvad er han for én, den ægyptiske, islamistiske intellektuelle Sayyid Qutb, der startede som poet og litteraturkritiker og endte med at blive hængt i et ægyptisk fængsel, 60 år gammel, anklaget for at være en af bagmændene bag kupforsøget mod den ægyptiske præsident Nasser? Og hvorfor har netop denne selvlærte islamistiske ideolog fået så stor indflydelse? Lars Erslev Andersen Den normaliserede terrorisme og partisanens teori Forsvarets efterretningstjeneste vurderede i august 2008, at de vestlige militære styrker i fremtiden i stigende grad skal indstille sig på at kunne udkæmpe langvarige asymmetriske krige. Hvad der i 2001 var noget usædvanligt nemlig krigen mod terror er i dag tilsyneladende noget, vi må lære at leve med. Men da terrorismen synes at være begrundelse for

5 en lang række særlige og usædvanlige initiativer, risikerer vi, at det særlige og usædvanlige gøres til almenpraksis i det danske samfund. I stedet bør man fortsætte arbejdet for at nå en fælles terror-definition. Samtidig viser et nærmere studie af partisankrigens teori og historie, at al-qaeda bekæmpes mest effektivt ved at undgå langvarige, asymmetriske krige Søren Hove Fagre nye digitale verden. De saudiarabiske eksilislamisters storhed og fald Al-Qaedas ledelse har længe været dygtige til at udnytte de nye digitale mediers mange muligheder for global kommunikation. For nylig er de også begyndt at udgive deres taler på flere sprog for at kunne nå bredere ud. Ideen synes at være, at jo flere folk, man kommunikerer med, jo bedre. Men et kig på de saudiske eksilgrupper CDLR og MIRA, som i 1990erne var nogle af de første islamister, der dels benyttede moderne kommunikationsmidler, dels talte til både et vestligt og mellemøstligt publikum, viser, hvordan en sådan strategi kan give bagslag. Selvom CDLR og MIRA i midten af 1990erne nåede ud til et stort vestligt publikum, resulterede den ændrede kommunikationsform også i signalforvirring hos det saudiske kernepublikum. Og i sidste ende påvirkede det også gruppernes ideologi. Morten Valbjørn Islamismens mange udviklingsveje Én af dimensionerne ved de senere års debat om, hvad islamisme er, og i hvilken retning denne strømning bevæger sig, har handlet om, at det er nødvendigt at skelne mellem forskellige typer af islamistiske bevægelser, og hvordan en sådan underopdeling af islamismer i så fald skal se ud. Dette spørgsmål diskuteres i artiklen, der på baggrund af en kritik af den populære radikal/moderat-modstilling foreslår en alternativ typologi. Ud over at skitsere mål og midler såvel som organiseringsformer, lederskab og intellektuel inspiration opregner artiklen endvidere nogle af de stridspunkter, der kendetegner den aktuelle debat vedrørende udviklingstendenser inden for politisk, missionerende, doktrinær jihad- og irredentist jihad-islamisme. Karina Pultz Er der forskel på (manglende) håndtryk? Forhandlinger mellem religion og politik i den danske debat En muslimsk folketingskandidat, som nægter at give hånd til mænd. Danske præster, der med biskoppens velsignelse nægter at give hånd til deres kvindelige kolleger under ordination. Sidste efterårs ophedede debat om manglende håndtryk handler i høj grad om, hvordan man DEN NY VERDEN 2008:1 Indhold 5

6 DEN NY VERDEN 2008:1 Indhold adskiller religion og politik i det danske samfund. Eller med andre ord om sekularisme. En analyse af debatterne viser, at der er mange former for sekularisme på spil i den demokratiske debat. Sekularisme skal derfor snarere anskues som et begreb, der er til forhandling, end som et neutralt princip, der går forud for debatten. 6

7 Lars Erslev Andersen, Karina Pultz & Kasper Ege Forord I juni 2008 blev den danske ambassade i Islamabad, Pakistan, ramt af en bombe, der dræbte seks personer. Bomben, der var anbragt i en bil, var kraftig, og katastrofen kunne have været meget større, dersom den var sprunget, hvor den var tiltænkt. Senere tog al-qaeda via Mustafa al-yasid, lederen af al-qaeda-operationer i Afghanistan og tæt på inderkredsen af organisationen, ansvaret for terrorhandlingen, der blev begrundet med den danske Muhammed-tegningesag. I begyndelsen af september samme år udsendte al-qaedas medieproduktionsselskab, as- Sahab, en 54 minutter lang og velproduceret video, hvor der i detaljer blev redegjort for planlægningen, udførelsen og baggrunden for terrorhandlingen. Videoen vidner om, at al-qaeda er ganske velorienteret om den politiske situation i Danmark, og den refererer til, hvordan den danske regering håndterede Muhammed-sagen. Videoen blev ledsaget af trusler om flere angreb mod Danmark, og at bomben i Islamabad kun var begyndelsen. Hele denne sag bekræfter, at Danmark er i al-qaedas søgelys. Den amerikanske forsker Will McCants, der følger debatterne på al-qaedas tilknyttede diskussionsfora på internettet, kunne i forbindelse med et seminar på DIIS fortælle, at sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger havde fyldt meget i diskussionerne i disse jihad-fora op til bomben i Islamabad. Han kunne også fortælle, at der havde været stille om sagen efter terrorhandlingen mod den danske ambassade. Hvad man skal lægge i denne tavshed, er vanskeligt at vide, men troede man for en kort stund, at den var udtryk for, at sagen var kommet til en ende med bomben i Islamabad, blev man hurtigt bragt ud af sin vildfarelse med as-sahabvideoen i september. Efterfølgende er Muhammed-tegningesagen atter blevet et ophedet tema på jihad-hjemmesiderne. Danmark er med andre ord i al-qaedas søgelys, hvorfor det ville være naivt at tro, at Danmark eller danske interesser og repræsentationer i udlandet ikke i et eller andet vanskeligt definerbart omfang er i risikozonen for at blive terrormål. En række sager ved danske domstole har ligeledes drejet sig om forsøg på terrorisme i det danske samfund. DEN NY VERDEN 2008:1 Forord 7

8 DEN NY VERDEN 2008:1 Lars Erslev Andersen, Karina Pultz & Kasper Ege Danmark reviderede og strammede sin antiterrorlovgivning i 2002 efter terrorangrebene i USA 11. september Der blev foretaget nye stramninger i 2006 som en reaktion på bomberne i London i juli Samtidig kom to nye begreber i fokus i den danske diskussion: radikalisering og home-grown. Samtidig besluttede Folketinget at styrke forskning i terrorisme og radikalisering, hvilket blandt andet førte til oprettelsen af DIIS forskningsenhed Politisk vold, terrorisme og radikalisering. Det er den enhed, der har fået til opgave at redigere nærværende nummer af Den Ny Verden, og det var naturligt at tage nogle af de nævnte temaer op. Fælles for dem er, at de aktualiserer forholdet mellem politik og religion, der ligeledes i de senere år i stigende grad er dukket op mere bredt i samfundsdebatten, hvor der både kan konstateres samspil, modspil, brudflader og sammenstød. Dette gælder både i den brede debat om, på hvilken måde og hvor meget religion skal indgå i det offentlige rum i almindelighed og i politik i særdeleshed og i voldelige sammenstød, hvor den religiøse overbevisning undertiden desværre antager form af terrorisme og vold i den al-qaeda-inspirerede islamismes navn. Nærværende artikler tager nogle af disse temaer op og ser dem i en overordnet sammenhæng, der direkte eller indirekte har samspillet og modspillet mellem politik og religion først og fremmest, men ikke alene, islamisme som gennemgående interessefelt. Der er tale om formidlende artikler, der ikke er skrevet i den strenge videnskabeligheds form, men alligevel er de, samtidig med at de tager aktuelle samfundsdebatter op hver på sin måde, formidling af nye forskningsfelter, som er udviklet i den ændrede globale sikkerhedspolitiske situation efter 11. september Redaktionen, København den 15. september

9 Kirstine Sinclair Globale drømme, nationale virkeligheder Hizb ut-tahrir i Danmark og Storbritannien anno 2008 Lad os komme ud over forbudsdiskussionen Siden 2001 har Hizb ut-tahrir været genstand for gentagne diskussioner om muligheden for at forbyde organisationens danske afdeling med henvisning til grundloven. Rigsadvokaten fandt i 2004, at der ikke var belæg for et sådan forbud efter 78, stk. 2: Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom. Forbudsdiskussionen indledes rutinemæssigt fra politisk side efter hvert større Hizb ut-tahrir-arrangement, og da Hizb ut-tahrir i Danmark siden 2001 har afholdt en større konference ca. en gang om året, vil det sige, at diskussionen har nået nyhedsmediernes overskrifter lige så ofte uden at der tilsyneladende kommer nye resultater ud af det, eller nogen bliver klogere. Man kan som repræsentant for den danske majoritet tilsyneladende mene to ting om Hizb ut-tahrir i Danmark i dag: Enten at organisationens retorik betyder, at gruppens medlemmer bevæger sig på kanten af det tilladte, men at et forbud ville modvirke det ønskede mål at begrænse gruppens indflydelse på unge medlemmer af landets muslimske minoritet. Eller man kan mene, at den eneste logiske følge af Hizb ut-tahrirs retorik netop er voldelige aktioner og i værste fald terror, og at gruppen derfor kan søges opløst ifølge den refererede grundlovens 78, stk. 2. Rigsadvokaten har undersøgt sagen igen og er i juni 2008 kommet frem til, at der ikke er belæg for at søge Hizb ut-tahrir opløst ifølge den danske grundlov. Det politiske ønske om forbud af organisationen i Storbritannien er foreløbigt endt på samme måde. Lad os derfor komme videre og se på, hvordan virkeligheden for Hizb ut-tahrir anno 2008 ser ud. Netop i kraft af antallet af gentagelser af den ovenfor skitserede diskussion står Hizb ut-tahrir tilbage som det danske svar på en succesfuld islamistisk organisation, der forstår at præge samfundsdebatten og skabe overskrifter i medierne. De forstår at tale til medlemmer af landets muslimske minoritet og rekruttere medlemmer på den baggrund. Hizb ut-tahrir lever godt af omtalen. Rivaliserende grupper har indtil videre DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 9

10 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 10 forsøgt at skabe deres eget rum på den islamistiske danske scene uden held. Andre mere moderate grupper er også med større eller mindre held opstået løbende siden 2001, men dette har ikke rokket nævneværdigt ved Hizb ut-tahrirs position som den mest indflydelsesrige islamistiske organisation i Danmark. Det følgende er baseret på studier af Hizb ut-tahrir i Danmark og Storbritannien siden 2001 og på interviews med tidligere og nuværende medlemmer, der er foretaget i København og London i 2003 og Jeg vil her diskutere forskelle og ligheder mellem Hizb ut-tahrirs afdelinger i Danmark og Storbritannien med fokus på de forskellige, nationale konteksters betydning for afdelingernes virke. Først vil jeg imidlertid skitsere gruppens baggrund og ideologi med særligt henblik på kalifatets betydning, uden hvilken diskussionerne af national påvirkning ikke giver megen mening. Kærlighed til kalifatet Hizb ut-tahrir, befrielsespartiet, blev grundlagt i Jerusalem i Siden da har organisationen spredt sig til hele Mellemøsten, Europa, Nordamerika, Sydøstasien og har i særlig grad succes i de tidligere sovjetstater i Centralasien. Den nuværende leder, Ata Abu Rashta, overtog titlen den 1. maj 2003 og opholder sig sandsynligvis i Jordan. De største afdelinger af partiet i Europa findes i Storbritannien og Danmark. Hizb ut-tahrir kom til Europa med sheik Omar Bakri Mohammed, der i London i midten af 1980erne påbegyndte etableringen af de første studiekredse. Hizb ut-tahrirs aktiviteter i Danmark kan dateres tilbage til midten af 1990erne, hvor Fadi Abdullatif, den nuværende talsmand, begyndte at udsende materiale i organisationens navn. Magasinet Khilafah er løbende udkommet på dansk siden Gruppens erklærede mål beskrives i en publikation kaldet Hizb ut- Tahrir, hvoraf det fremgår, at islam opfattes som et konsistent system af retningslinjer for politik, tro, økonomi og velfærd, og for hvordan individet bør leve sit liv. Ifølge denne opfattelse kan politik og religion således ikke adskilles. Desuden fremgår det af Hizb ut-tahrirs materiale, at kalifatet opfattes som en styringsform givet af Allah, og at gruppen arbejder for genetableringen af kalifatet. Historisk set refererer kalifatet (ordet kommer fra det arabiske ord khalifa, som betyder stedfortræder) til den ledelse, der blev introduceret af arabiske stammer efter profetens Muhammeds død i 632. Kalifatet som styringsform blev overtaget af Ummayade-dynastiet ( ), der havde sit centrum i Damaskus, og levede videre under Abbasidedynastiet ( ), først med centrum i Bagdad og siden i Egypten. Fra 1517 og frem til 1924, da Kemal Atatürk afviklede kalifatet som led i skabelsen af den moderne, sekulære tyrkiske stat, bar den osmanniske

11 sultan titlen kalif. Ordet kalifat har på den måde dækket over mange og forskelligartede styreformer, der hver især har reflekteret det samtidige, omkringliggende samfund. Ikke desto mindre skelner Hizb ut-tahrir ikke mellem forskellige kalifater og deres specifikke karakteristika. Tværtimod opfatter Hizb ut-tahrir kalifatet som et og samme system, uden hensyn til forskellige former og manifestationer. Ifølge Hizb ut- Tahrir er kalifatet et historisk, politisk og religiøst udgangspunkt, der uafhængigt af etnicitet, geografi og religiøs orientering, tradition eller praksis forener alle muslimer. Partiets grundlæggelse Selve Hizb ut-tahrirs opståen og organisationens politiske målsætninger skal ses i lyset af staten Israels oprettelse i Israels oprettelse har for Hizb ut-tahrir mytologisk status, og såvel begyndelsen på den palæstinensiske diaspora som påbegyndelsen af en ny bølge af vestlig imperialisme i Mellemøsten ses i lyset af begivenhederne i På samme vis ses nutidige begivenheder i Afghanistan og Irak som værende i direkte forlængelse af begivenhederne i 1948 altså som en fortsættelse af Vestens systematiske udnyttelse, udbytning og vanærelse af muslimer og islam. Nedlæggelsen af det sidste kalifat i 1924 har en lignende betydning for Hizb ut-tahrir. Begivenhederne i 1924 repræsenterer det samme essentielle forræderi mod islam, og i deres retorik og argumentation trækker Hizb ut-tahrir en lige linje mellem 1924 og Begge årstal symboliserer Vestens politiske, militære og økonomiske forsøg på at udslette muslimer fra jordens overflade. Hizb ut-tahrirs argumentation minder på disse områder om mere radikale gruppers og har også fællestræk med for eksempel den iranske præsident Ahmadinejad, der i en tale i oktober 2005 ytrede ønske om at slette Israel fra landkortet. Men Hizb ut-tahrir adskiller sig fra andre islamister ved at afvise vold som middel til at nå politiske mål og ved at mene, at magtovertagelse alene er et spørgsmål om at være mange nok. Når Hizb ut-tahrir har opbakning fra et flertal af befolkningen i Mellemøsten, vil magthaverne automatisk overgive magten til organisationen, har den danske talsmand hævdet i et interview i Organisationens ideologi er således revolutionær, men ikke-voldelig. Samlet kan man sige, at kombinationen af en historisk ukorrekt og utilstrækkelig forståelse af kalifatet som en og samme regeringsform fra 632 til 1924, den mytologiske betydning af vestlig tilstedeværelse i Mellemøsten samt overbevisningen om at kunne samle de mellemøstlige befolkninger om at omstyrte deres regimer viser, at Hizb ut-tahrir vælger at ignorere historiske, etniske, geografiske og religiøse forskelle mellem muslimer til fordel for at kunne italesætte muslimsk enhed og dermed henvende sig til alle verdens muslimer. DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 11

12 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 12 Hizb ut-tahrir i Danmark og Storbritannien en sammenligning På trods af at alle afdelinger af Hizb ut-tahrir bygger på den samme ideologi og er engagerede i den samme type aktiviteter, er der betydelige nationale forskelle mellem afdelingerne. I det følgende afsnit, som er baseret på interviews med nuværende og tidligere medlemmer, der er udført i København og London i 2003 og 2008, vil de vigtigste forskelle blive ridset op. Det vil desuden fremgå, at Hizb ut-tahrirs britiske afdeling har gennemgået betydelige forandringer i perioden og står over for nye udfordringer i dag. I Storbritannien har Hizb ut-tahrir ca medlemmer, og gruppen har ved en konference tilbage i 2003 samlet op mod deltagere (medlemmer, sympatisører, andre nysgerrige osv.). Den danske afdeling kan så vidt vides kun mønstre ca medlemmer, og gruppen har indtil videre ikke samlet flere end ca personer til egne møder, konferencer eller demonstrationer. Grundet størrelsesforskellen på den muslimske andel af befolkningerne i Danmark og Storbritannien generelt og andelen af medlemmer i Hizb ut-tahrir specifikt er graden af samarbejde med andre organisationer meget forskellig. I Storbritannien findes flere grupper med lignende ideologiske baggrund, og Hizb ut-tahrir har i stor udstrækning undgået kontakt og samarbejde med disse indtil de seneste år. Konkurrencen om platform, rekrutter og medieopmærksomhed har endvidere betydet, at Hizb ut-tahrir har været genstand for mere kritik internt i islamistiske miljøer i Storbritannien, end det har været tilfældet i Danmark. Det har været nødvendigt for Hizb ut-tahrir i Storbritannien at have en klart defineret profil, som adskiller sig fra de andre organisationer, og denne har indtil videre været deres intellektuelle tilgang til genskabelsen af kalifatet overbevisningen om, at de mellemøstlige befolkninger vil komme til fornuft og arbejde for Hizb ut-tahrirs sag. Forholdene blandt islamistiske grupper i Storbritannien har imidlertid ændret sig en del siden 2003 og måske især siden terrorangrebene på Londons transportnet den 7. juli Det er i dag ikke sjældent, at repræsentanter for andre islamistiske organisationer og grupper forsvarer Hizb ut-tahrir offentligt, eller at medlemmer fra forskellige islamistiske grupper deltager i hinandens arrangementer. Billedet er blevet lidt mere uklart, hvilket skyldes i hvert fald to ting: For det første, at det er blevet sværere at være islamist i Storbritannien efter terrorangrebene i USA i 2001 og indledningen af krigen mod terror samme år, krigen i Irak siden 2003 og terrorangrebene i London i juli Den britiske terrorlovgivning er blevet strammet betydeligt siden 2001, og der søges fra politisk hold gjort op med Londons ry som sikker havn for islamistiske organisationer, et sted de kunne arbejde i fred spottende kaldet Londonistan af kritikere i og uden for Storbritannien. Flere islamister er siden 2001 blevet fængslet,

13 udleveret til retsforfølgelse uden for Storbritannien, sat i husarrest eller nægtet tilbagerejse til landet. I Danmark er der tilsyneladende ingen konkurrenter til Hizb ut-tahrir på den islamistiske scene. Ingen anden gruppe har formået at rekruttere medlemmer og præge den offentlige dagsorden som dem. Desuden er andelen af politisk aktive, unge muslimer af islamistisk orientering så begrænset, at det ville være umuligt at isolere medlemmer og aktiviteter helt. Et eksempel på dette er et møde afholdt i København i juni 2007, arrangeret af Hizb ut-tahrir og med deltagelse af repræsentanter for størstedelen af Københavns arabiske moskéer herunder Islamisk Trossamfund. Dagsordenen for mødet var en diskussion af de udfordringer og farer, som danske muslimer står overfor herunder bekæmpelse af kriminalitet blandt unge muslimer samt mere generelle minoritetsrelaterede spørgsmål. Islamisk Trossamfund og Hizb ut-tahrir har også i fællesskab afholdt en demonstration imod Jyllands-Posten, da avisen i februar 2008 genoptrykte Muhammed-karikaturerne. Forskellige pressestrategier Hizb ut-tahrirs forhold til medierne er meget forskellige i Danmark og Storbritannien. I Danmark er det fortsat svært at få et interview med talsmanden og næsten umuligt at få almene medlemmer i tale. Gruppen foretrækker envejskommunikation via løbesedler og pressemeddelelser. I modsætning hertil havde den britiske afdeling allerede tilbage i 2003 lavet en infomedia pack indeholdende grundlæggende forklaringer om organisationens ideologi, strategi og virke, som blev uddelt med rund hånd til interesserede. I 2003 deltog den daværende talsmand, dr. Imran Waheed, også hyppigt i dialogmøder, interviews og offentlige arrangementer. Ydermere havde Hizb ut-tahrir i 2003 en hjemmeside, som opfordrede til dialog mellem medlemmer og intellektuelle ikke-muslimer. Hjemmesiden indeholdt det sædvanlige Hizb ut-tahrir-materiale, men indpakningen var ny og indbydende. I 2003 kunne det også konstateres, at Hizb ut-tahrir gjorde flittigt brug af muligheden for at klage til det britiske uafhængige medieklagenævn, Press Complaints Commission, over ukorrekt omtale i medierne. Hizb ut-tahrir havde gennem Press Complaints Commission fået rettet flere usande eller ukorrekte udtalelser om gruppen i pressen, hvor flertallet omhandlede anklager om terror eller blot antydninger af, at Hizb ut- Tahrir skulle være involveret i militante aktiviteter. I juni 2008 gav en søgning på Hizb ut-tahrir på Press Complaints Commissions hjemmeside 12 relevante resultater. Heraf er ti resultater klager indleveret af den tidligere talsmand, dr. Imran Waheed, en er indsendt af den tidligere leder Jalaluddin Patel, og en har den nuværende talsmand, Taji Mustafa, som afsender. Den seneste sag er fra Siden er brugen DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 13

14 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 14 af klagemuligheden ophørt, hvilket der kan være en række grunde til. For det første en udskiftning af personer på talsmandsposterne, for det andet at Hizb ut-tahrir ikke længere ønsker den form for samspil med offentligheden. Et tidligere medlem af den britiske afdeling vurderer, at det skyldes, at Hizb ut-tahrir ikke vandt nok på samarbejdet med offentligheden indadtil på den islamistiske scene. At køre klagesager mod landets aviser og få medhold gennem Press Complaints Commission gav ikke den rigtige opmærksomhed i de ønskede muslimske miljøer, resulterede ikke i flere medlemmer eller respekt og blev derfor fundet overflødig. Med Imran Waheeds afgang som talsmand er der også skåret ned på de offentlige optrædener. I 2008 har de afholdte arrangementer alle været mindre og mere lukkede end tidligere, og i flere tilfælde har de først været omtalt på hjemmesiden efter afholdelsen. Der bruges heller ikke længere energi på hjemmesiden og lignende aktiviteter. Den britiske hjemmeside indeholder dog stadig oplysninger om talspersoners navne og navne på medlemmer, der bestrider andre tillidsposter, hvilket aldrig har været tilfældet på den danske hjemmeside. Hizb ut-tahrirs britiske afdeling har haft en langt mere aggressiv pressestrategi end den danske, men der er tilsyneladende ændret taktik de seneste år. Om dette kan tilskrives pragmatiske hensyn, spørgsmål om hvad der giver størst udbytte i form af opmærksom og nye medlemmer, eller om det kan tilskrives talspersoners personlige præferencer, er svært at afgøre. Men det forekommer at være af central betydning for gruppens valg af aktiviteter, hvem der bestrider hvilke poster og ikke mindst hvilke etniske baggrunde, der er involveret. Pakistan eller Palæstina? Størstedelen af medlemmerne af Hizb ut-tahrir i Storbritannien har sydasiatisk baggrund, dvs. pakistansk, bangladeshisk eller indisk, og det havde den omtalte, tidligere leder Patel og talsmand Waheed også. Den nuværende talsmand, Taji Mustafa, har nigeriansk baggrund, er søn af et kristent-muslimsk forældrepar, og lederen, Naseem Ghani, er konvertit med bangladeshisk-britisk baggrund. I Danmark er størstedelen af medlemmerne arabere, ligesom talsmanden Fadi Abdullatif, hvis familie er palæstinensere i Libanon. Ledelsens og medlemmernes baggrund spiller en rolle i forhold til den enkelte afdelings politiske fokus, og i 2003 var det nærliggende at mene, at ledelsens baggrund var afgørende for den enkelte afdelings fokus på enten Pakistan eller Palæstina, fordi den næsten entydigt sydasiatiske britiske afdeling overvejende beskæftigede sig med sydasiatiske forhold især Pakistan, og den overvejende arabiske gruppe i Danmark tilsvarende beskæftigede sig med spørgsmål vedrørende den arabiske verden, især Palæstina og Irak. Men i 2008, hvor ledelsen i den britiske afdeling er skiftet ud og nu har en langt mere sammensat og forskelligartet national og etnisk baggrund, kan man snarere sige, at det

15 er den største medlemsgruppes baggrund og ikke mindst den gruppe i samfundet, man ønsker at rekruttere fra der er afgørende for den enkelte nationale afdelings fokus. Den britiske afdelings fokus er stadig primært på forhold i Bangladesh og Pakistan. For eksempel har mordet på Pakistans tidligere oppositionsleder Benazir Bhutto fyldt meget for Hizb ut-tahrir. Gruppen har haft svært ved at forholde sig til det politiske mord, fordi man på den ene side var stærk kritisk over for Bhuttos tilbagevenden til Pakistan og det indledte samarbejde med general Musharraf, den tidligere præsident, og faktisk havde artikler på hjemmesiden, der opfordrede til, at Bhutto skulle straffes for dette samarbejde. Artiklerne blev fjernet umiddelbart efter mordet. På den anden side kunne Hizb ut-tahrir ikke bakke op om mordet på hende, dels fordi dette ville være i strid med den grundlæggende ikke-voldelige ideologi, dels af frygt for at blive ramt af den britiske terrorlovgivning. Samtidig har det været svært at bruge Bhutto-sagen til at få den pakistanske del af de britiske muslimer i tale, fordi Bhutto generelt var meget afholdt blandt dem. Mordet på Bhutto har på den måde ført til en splittelse i den britiske afdeling af Hizb ut-tahrir over, hvorvidt man som Bhutto skal kæmpe for det, man tror på, eller om man skal fastholde den ikke-voldelige og ikke-aktivistiske strategi, og medlemmer har forladt gruppen som følge heraf. The Quilliam Foundation en ny udfordring for Hizb ut-tahrir? Før mordet på Benazir Bhutto i december 2007 havde centralt placerede medlemmer allerede forladt Hizb ut-tahrir i Storbritannien. I 2006 skrev Ed Husain bogen The Islamist (2007) om sin vej ind i og ud af Hizb ut-tahrir, og i maj 2007 forlod også Maajid Nawaz organisationen. Sidstnævnte blev fængslet under et studieophold i Egypten på grund af sine Hizb ut-tahrir-aktiviteter og sad fængslet i fire år, indtil han blev adopteret af Amnesty International og hjulpet ud af fængslet og tilbage til Storbritannien. Disse to har sammen med andre tidligere medlemmer grundlagt tænketanken The Quilliam Foundation, der har som sit entydige mål at bekæmpe ekstremisme, med særligt fokus på islamisme og Hizb ut- Tahrir. Deres initiativer omhandler udgivelse af publikationer, afholdelse af konferencer og aktiviteter rettet mod potentielle nye medlemmer af islamistiske organisationer. The Quilliam Foundation anbefaler, at unge, der udsættes for islamistisk propaganda, skal behandles på samme måde, som man behandler unge, der er i fare for at havne i stofmisbrug. De vil med andre ord forebygge ved at undervise i islamismens faldgruber og farer på skoler og desuden oprette egentlige rehabiliteringscentre for unge, der ønsker hjælp til at forlade islamistiske grupper. Disse initiativer må udgøre en reel udfordring for Hizb ut-tahrir, fordi folkene i The Quilliam Foundation besidder insider-viden, der kan afsløre Hizb ut-tahrirs hemmeligheder om medlemmer og rekrutteringsstrategier. Indtil videre DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 15

16 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 16 har der imidlertid ikke været en offentlig reaktion fra Hizb ut-tahrir. Organisationens reaktion er tilsyneladende blot at lukke sig mere om sig selv og egne aktiviteter, at fokusere mindre på offentligt engagement og at hellige sig arbejdet for kalifatets genindførelse. De afholdte møder i 2008 har alle handlet om kalifatet på den ene eller anden måde en vinkel, gruppen mellem 2003 og 2005 hyppigt supplerede med andre emner. En af de ting, The Quilliam Foundation hævder at kunne påvise, er, at Hizb ut-tahrir og lignende grupperinger har langt større ansvar for radikaliseringsprocesserne i islamistiske miljøer end hidtil antaget af offentligheden, og at gruppernes ledelser er bevidste herom. Dette har imidlertid ikke meget på sig ifølge den britiske Hizb ut-tahrir-ekspert Suha Taji Farouki (1998). Hun vurderer, at der ikke kan være meget nyt i The Quilliam Foundations kommende udgivelser og arbejde generelt, og hun påpeger, at Hizb ut-tahrir er et veletableret og velorganiseret foretagende, der ikke kan rystes eller påvirkes nævneværdigt af en gruppe frafaldne medlemmer. Indtil videre er det ikke til at afklare, om Hizb ut-tahrirs entydige fokus på kalifatet i deres aktiviteter i 2008 er et udtryk for ligegyldighed over for The Quilliam Foundation eller en egentlig reaktion herpå. Den uomgængelige nationale ramme Selvom Hizb ut-tahrirs ideologi og linjen i det publicerede materiale er konsistent, viser sammenligningen af Hizb ut-tahrirs afdelinger i Danmark og Storbritannien, at ledelsens og i særdeleshed medlemmernes og potentielle medlemmers baggrund har betydning for det politiske fokus. Desuden viser sammenligningen, at Hizb ut-tahrir ikke alle steder er lige så negativt indstillet over for omverdenens opmærksomhed, som tilfældet er i Danmark. I den britiske afdeling spiller den intellektuelle tilgang og mange medlemmers akademiske uddannelsesbaggrund fortsat en vigtig rolle, fordi det understreger et karakteristikum Hizb ut-tahrir som intellektuel elite i forhold til lignende og konkurrerende grupper. Sammenligningen viser også, at den åbenhed om egne aktiviteter, der karakteriserede Hizb ut-tahrir i 2003, ikke alene kan tilskrives en bevidst strategi fra gruppens side, men muligvis også afhang af de personer, der bestred leder- og talsmandsposter og ikke mindst det omgivende britiske samfunds syn på gruppen. Før 2005 var det lettere at være islamist i London. Man kunne ytre sig uden frygt for at komme i karambolage med terrorlovgivningen. I dag er den britiske afdeling lige så svær at komme i kontakt med som den danske, og de er mindst lige så forsigtige som deres danske kolleger med, hvad de siger til hvem. For medlemmer af Hizb ut-tahrir opfattes islam som en religion og politisk ideologi, der ikke kan adskilles fra etniske eller nationale rammer, og alle muslimer uanset praksis og orientering tilhører det samme religiøse

17 fællesskab, den muslimske umma. Ikke desto mindre beviser gruppens forskellige nationale afdelinger, at det er umuligt at undgå påvirkning fra det land, organisationen befinder sig i. Det ideologiske udgangspunkt for Hizb ut-tahrir er i sig selv formet af specifikke historiske og nationale begivenheder i Mellemøsten, og de nutidige afdelinger af organisationen demonstrerer med mærkesager, der knytter sig til medlemmernes baggrund, at de stadig formes af nationale dagsordener i Mellemøsten og Sydasien samt den ramme, deres vesteuropæiske hjemland udgør. Litteratur Kirstine Sinclair er ph.d.-stipendiat ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet Armstrong, Karen Islam. A short history, London: Phoenix Press. Grøndahl, Malene, Torben Rugberg Rasmussen & Kirstine Sinclair Hizb ut-tahrir i Danmark. Farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør? Århus: Aarhus Universitetsforlag. Hizb ut-tahrir Hizb ut-tahrir. London. Hizb ut-tahrirs danske og britiske hjemmeside: og www. hizb.org.uk Husain, Ed The Islamist. London: Penguin. Poulton, Hugh Top Hat, Grey Wolf, and Crescent. New York: New York University Press. Quilliam Foundations hjemmeside: Shlaim, Avi The Iron Wall. London: Penguin. Taji-Farouki, Suha The fundamental quest. Hizb ut-tahrir in search of the Islamic caliphate. London: Grey Seal. Wiktorowicz, Quintan Radical Islam rising. Muslim extremism in the West, London: Rowman & Littlefield. DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 17

18 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 18

19 Jon Alix Olsen Home-grown Unge mænd og militant aktivisme Voldelig radikalisering og politisk motiveret vold er ikke noget nyt fænomen, hverken i Danmark eller i det øvrige Europa. Siden anden verdenskrig har der eksisteret utallige grupper, som har forsøgt at opnå politisk indflydelse ved hjælp af vold. Og historien er fuld af eksempler på radikaliserede unge, der i de hjemlige medier i dag ville blive betegnet som home-grown terrorister: Altså mennesker, der er født og opvokset i Danmark eller et andet vestligt demokrati, og som er radikaliserede i en sådan grad, at de er villige til at benytte vold og risikere egne og andres liv i kampen for deres sag. Særligt siden angrebene i London den 7. juli 2005 har termen hjemmegroet eller home-grown været et stærkt debatteret emne i forskningsverdenen, nyhedsmedierne og blandt politikere, men her udelukkende i en islamisk kontekst. Forskningen på området har koncentreret sig om at svare på, hvorfor nogle herboende muslimer påbegynder en sådan radikaliseringsproces, hvilke motiver de måtte have, og hvilke sociale omstændigheder disse processer opstår i. Tendensen til at fokusere på den islamisk motiverede vold rummer en fare for, at vigtige eksempler på politisk motiveret gruppevold vil gå tabt eller blive glemt. Denne undersøgelse er et forsøg på at indsamle empiri fra et bredt spektrum af militante aktivister, se på deres forklaringer og motivationer for at gå ind i, deltage aktivt i og forlade de militante grupper. Og svarene kan godt overraske en smule. Ideologisk overbevisning og had mod omverdenen spiller tilsyneladende ikke så stor en rolle som ofte antaget. Til gengæld ser det ud til, at mere jordnære ting som status i gruppen, det stærke fællesskab, den enkeltes opfattelse af sig selv som et aktivt handlende væsen og simpel spænding kan tilskrives mindst lige så stor vægt. Ideologiske, religiøse og andre politiske tilkendegivelser og argumenter for deltagelse i væbnet kamp findes til overflod, ligegyldigt hvor på det religiøse eller politiske spektrum man kigger, men vi mangler i høj grad vidnesbyrd om menneskene bag angrebene. Der findes i den nye terrorforskning kun meget få systematisk indsamlede og strukturerede personlige vidnesbyrd fra personer, der har deltaget i politisk og/eller DEN NY VERDEN 2008:1 Home-grown 19

20 DEN NY VERDEN 2008:1 Jon Alix Olsen 20 religiøst motiverede militante eller voldelige angreb. Særligt i en sammenhæng, hvor der er interesse for at klarlægge radikaliseringsprocesser med stadier og faser, er det problematisk, at dette gøres uden egentligt kendskab til de personlige historier, der ligger bag de enkelte individers valg og motivationer. For at finde frem til sådanne personlige vidnesbyrd er der til denne undersøgelse indsamlet narrativer i form af semistrukturerede interviews blandt mennesker, der på et tidspunkt i deres liv har deltaget i en eller anden form for politisk/ideologisk motiveret vold. I denne kontekst skal vold forstås som vold mod enkeltpersoner eller grupper; sabotage, ildspåsættelse eller lignende mod bygninger, firmaer eller ambassader; ved med voldelige midler at anskaffe sig penge til politisk arbejde eller lignende. Under ét omtales de som militant aktivisme. Handlingerne skal være foregået i en gruppekontekst, det skal være planlagt og politisk motiveret. Der kan være tale om vold begået af militante højrefløjsgrupper, venstrefløjsgrupper, dyreværnsgrupper, miljøgrupper eller lignende. I denne artikel formuleres ingen konklusioner. Indsamlingen af empiri er endnu ikke færdig, og der kan nå at komme mange anderledes synspunkter end dem, der refereres her. Jeg vil derfor holde mig til at løfte en smule af sløret for den empiri, der er indsamlet indtil nu. Hvad siger de unge selv, og hvilke temaer kan identificeres? Vejen ind i det politiske Det var ikke, fordi det var min stil, eller fordi jeg syntes, det var super cool, men det var en god provokation. Det var jo det mest provokerende at være [xxx]. Vi var den mindste gruppe på fløjen, det var dem, folk frygtede eller foragtede. Så jeg kom ind i den mest ekstreme gruppe fra starten. For de hidtil interviewede har vejen ind i det politiske været meget forskellig, men dog alligevel haft flere fællestræk. Alle var i alderen år, da de første gang mødte de politiske grupperinger, som de senere foretog deres ulovlige aktiviteter sammen med, og alle var, som de fleste er i den alder, ved at etablere nye sociale fællesskaber. For nogle har valget af politisk engagement, som i det ovenfor citerede, været et klart brud med barndomslivet og beskrives som et oprør mod forældre og en bevidst provokation af det omkringliggende samfund. Det er interessant for forståelsen af en radikaliseringsproces, at interviewpersonen her fortæller, at han allerede før han blev del af en politisk gruppe og valgte at deltage i direkte handling gik efter den gruppe, der ifølge hans udsagn var den mest frygtede og foragtede, den mest ekstreme. Lysten til at provokere og trangen til at markere en modpol til det omkringliggende samfund har således, i højere grad end det bagvedliggende politiske budskab, været styrende for interviewpersonens valg af politisk gruppering.

21 For andre beskrives vejen ind i det politiske som en nærmest umærkelig fortsættelse af de sociale relationer i skolelivet og en videreførelse af de værdier, der har været centrale i hjemmet. Billedet her er et helt andet og beskrives som fødslen af et nyt miljø. Denne interviewperson er således en del af et miljø, der på grund af en række udefrakommende omstændigheder transformeres og skifter karakter, og i løbet af ca. seks måneder oplever han sine første voldelige konfrontationer. Den stadigt mere voldelige udvikling af disse konfrontationer fører til, at flere fra miljøet tænkte nej, det går ikke, jeg kan ikke tage så mange bank, så enten forsvinder jeg, og det var der jo mange, der gjorde, eller også slår jeg igen. Og der var så tilstrækkeligt mange, der havde det sådan, til at man ikke stod alene med det. Bevægelsen for denne interviewperson består således ikke i, som hos andre interviewede, at han går ind i en gruppe, men at han vælger at blive, på et tidspunkt hvor flere forlader den på grund af dens udvikling fra en fredelig til en militant aktivistisk gruppe. For andre igen beskrives vejen ind i det politiske og valget af politisk engagement som et brud med barndomslivet, men alligevel ikke mere end at den politiske grundide i den nye gruppe overordnet set beskrives som værende i overensstemmelse med forældrenes værdier og politiske overvejelser. En interviewperson beskriver sig selv som én, der altid har været optaget af politiske spørgsmål, men først i en alder af ca. 16 år mere aktivt og bevidst begyndte en politisk søgen. Om sin vej ind i de politiske subkulturer siger han, at det var ikke så meget et oprør, men løsrivelse. Jeg ledte efter nogle værdier, som jeg ikke havde derhjemme, et fællesskab som min familie ikke kunne vi var kun mig, min mor og min far, så vi var ikke så mange at være del af et fællesskab, som der var noget mere ånd i end i min familie. Den søgen, der fører interviewpersonen ind i den politiske aktivisme, er altså både værdibaseret og socialt betinget. Men det er ikke tilfældigt, at det fællesskab, der vælges, tilhører den mere militante subkultur. Han møder første gang den gruppering, han senere bliver en del af, i forbindelse med en større demonstration, som han er taget til sammen med en klassekammerat. Her opstår tumult og gadekampe, og interviewpersonen ser på afstand de militante aktivister i slagsmål. Om den oplevelse siger han: Det, syntes jeg, var ret spændende [ ] Det er en gruppe, der er på min alder, som jeg kan identificere mig med, som fylder noget, og som gør noget. Jeg kendte dem ikke på det tidspunkt, men jeg var fascineret af dem. Den efterfølgende mere målrettede søgen, der til sidst får denne interviewperson ind i den gruppe, han mødte her, er altså ikke alene styret af en lyst til et værdibaseret fællesskab, men også af en fascination af selve aktivismen. 1) DEN NY VERDEN 2008:1 Home-grown 21

22 DEN NY VERDEN 2008:1 Jon Alix Olsen 22 Ideologi og identitet En grundlæggende hypotese i arbejdet med dette projekt har hele tiden været, at en af nøglerne til forståelse af de unges motivationer skal findes i spørgsmålet om samspillet mellem personlig identitet, gruppeidentitet og ideologi. Som vist ovenfor lå der ikke for nogen af de interviewede ideologiske overvejelser til grund for deres valg af politisk retning og senere deltagelse i den militante aktivisme. Men det vil alligevel være forkert at sige, at ideologien ikke spiller nogen rolle overhovedet. Ingen af de interviewede mener, at de ville kunne være blevet aktive i grupper på den modsatte fløj, eftersom dette ville være i strid med det grundlæggende værdisæt, de allerede havde inden mødet med gruppen. Der søges altså i en bestemt retning inden for en bestemt ramme af politiske ideer. Men ideologi er også vigtig for gruppens selvforståelse. Således fortæller alle interviewpersoner, at ideologiske spørgsmål blev diskuteret i grupperne, og at der blev læst ideologisk litteratur. Men samtidig opfatter ingen af dem sig som værende særligt optaget af ideologi. Ideologien skal bare være der og skal grundlæggende være i orden og i overensstemmelse med det enkelte individs grundtanker og ideer om, hvad der er rigtigt og forkert. Derudover er det aktivismen, der er i fokus, og det kendetegner yderligere samtlige interviewede, at de netop identificerer sig som handlende aktivister frem for tænkende ideologer. Eksempelvis siger en: Vi så os mere som aktivister end som intellektuelle. Vi så os selv som anderledes end de, der bare sad og læste [ ] Vi ville hellere gøre noget end at sidde og diskutere vores eget initiativ ihjel, mens en anden siger: Jeg er en utålmodig sjæl, så jeg gider ikke det der med plenum og stormøder. Det er for folketingspolitikere. Jeg gider sgu ikke spilde min tid på otte timers legesnak i en eller anden folketingssal. Der skal ske ting. Samtidig siger den samme interviewperson et andet sted i interviewet om de tanker, han gjorde sig, da han første gang deltog i en planlagt, målrettet aktion: Det tænkte jeg ikke over. Der lå jo en ideologi bag. Du kunne jo forsvare alt med den ideologi der. Ideologien bruges altså ikke kun til at legitimere de voldelige handlinger over for omverdenen, men også til at legitimere de voldelige handlinger over for aktivisterne selv. Ligeledes fremgår det tydeligt af disse citater, at aktivisterne lægger en stor del af deres egen identitet i netop den militante aktivisme. Det er deres valg af at indgå aktivt i det militante arbejde, der definerer deres identitet som individer i miljøet, og ideologien hjælper dem til at opretholde denne identitet. Dog er det vigtigt at understrege, at de bagvedliggende politiske forklaringer ikke er ligegyldige. Om de aktionserklæringer, der blev skrevet efter aktioner, siger en af de interviewede: Jeg tror helt sikkert, at man har brug for at forklare [sine handlinger] for sig selv og sine nærmeste omgivelser, at legitimere det man gør. Men det er ikke selvterapi, det er alvorligt ment. Aktionserklæringerne bliver sendt til pressen for at vise, at det

23 ikke er tilfældigt hærværk. Det er ikke i stedet for at sprætte sæderne op i S-toget, at vi har udset os et mål. Vi har handlet helt bevidst, vi har planlagt det og gennemført det, og det har vi gjort, fordi sådan og sådan. Aktivisme frem for ideologi spiller ikke kun en vigtig rolle for individets forståelse af sin identitet, men også for gruppens positionering af sig selv i forhold til de øvrige grupperinger på den politiske fløj, de befinder sig. En af de interviewede beskriver således, hvordan han, efter kort tid i de moderate grupper, møder det militante miljø. I dette miljø [e]r der sådan noget med, hvem er de rigtige og de seje, og der var [navnet på moderat gruppe] lidt for meget ovre i de etablerede partier. Så de var ikke så seje som os syntes vi selv. De moderate grupper forlades til fordel for de mere radikale, fordi de moderate grupper opfattes som bløde og eftergivende. Ved at afbryde kontakten til de moderate grupper kan de militante påberåbe sig både at være repræsentanter for den rigtige forståelse af ideologien samt ideologiens beskyttere og frontkæmpere. Det kommer blandt andet til udtryk i citater som dette: [d]er blev vi meget uvenner med den øvrige fløj, som jo havde indkaldt til det her, og deres arrangement fik vi spoleret godt og grundigt og det var også skide strengt, men altså vi var militante, og vi var aktivister, og vi gad ikke vente på det der. Ved at indtræde i de aktivistiske kredse i de militante miljøer kan de unge tildele sig selv en særlig rolle i forhold til hele miljøet omkring den politiske ideologi, de tilhører. En af de interviewede var i en lille gruppe militante aktivister, som var del af en større gruppe, der støttede, men ikke anvendte vold. Om denne lille gruppes rolle siger han: Vi er den hårde kerne af den hårde kerne. [ ] på den måde, at vi er dem, der gør de ting, som de andre ikke tør, men som de alligevel synes, er rigtige [ ] vi er dem, der gør det beskidte arbejde. En anden siger: De der levede under jorden og sad i fængsel på livstid, det var spydspidsen. Så kom vi lige bagefter. Det at være aktiv er altså ikke alene vigtigt for individet selv, men også for gruppens selvforståelse. Gruppen står som et midtpunkt, den hårde kerne, omgivet af andre i miljøet, som synes, at det, de gør, er rigtigt, men ikke har nosserne til det. Status og spænding Denne forståelse af, at det er de seje, og de, der tilhører den hårde kerne inden for miljøet, der handler, fører også til en forståelse af militant aktivisme som noget statusgivende. I de miljøer, der åbenlyst støtter militante metoder, bliver de, der engagerer sig direkte i kampen, i modsætning til teoretikerne, der nøjes med at tale om det, også dem, der sætter dagsordenen. Netop fordi de agerende kan bruge det, at de indgår aktivt i kampen, til at tilskrive sig selv en særlig autenticitet i forhold til både DEN NY VERDEN 2008:1 Home-grown 23