dicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd D

Transkript

1 dicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd D ntrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Han CH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det C dicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd D ntrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Han CH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det C dicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd D DCH Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Cen ndicapråddch Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd D ntrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Han CH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det C dicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd D ntrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Han CH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det C dicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd D ntrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Han CH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det C dicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd D ntrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Han Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Cent CH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Ce Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centra capråd Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicap Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centra pråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH e Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicap Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centra pråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH le Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd Årsberetning 2005 DCH trale Handicapråd DCH Det DCH Centrale Handicapråd DCH Det Centrale Handicapråd DCH Det Centrale

2 Udgiver: Det Centrale Handicapråd Bredgade 25, opg. F, 4. sal 1260 København K Tlf.: Fax: Teksttelefon: Mail: dch@dch.dk Hjemmeside: Beretningen udgives også på bånd og diskette og ligger desuden på Det Centrale Handicapråds hjemmeside. Hel eller delvis gengivelse er tilladt med kildeangivelse Redaktion: Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansvarshavende) Sekretariatskoordinator Ane Esbensen Informationsmedarbejder Christine Bendixen Foto: istockphoto Marts 2006 Oplag: 2000 Tryk: Zeuner Grafisk as ISBN ISSN

3 Det Centrale Handicapråd Årsberetning 2005

4

5 Indhold Forord... 7 Fra statslig særforsorg til... 9 Uddannelse og handicap En ny strategi? Sektorområder Det sociale område Beskæftigelse Uddannelse Økonomi og erhverv It og kommunikation Sundhed Udland og lovgivning Fra vores egen verden Rådets medlemmer Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd... 52

6 6 det centrale handicapråd

7 Med på uddannelsestoget Uddannelse, velfærd og strukturreform er nogle af de hovedtemaer, der har domineret Det Centrale Handicapråds dagsorden i Uddannelsestemaet blev slået kraftigt an allerede i regeringsgrundlaget Nye mål fra februar, og ringen blev sluttet med et tilsvarende kraftigt anslag i Velfærdskommissionens rapport fra december At der er en tydelig sammenhæng mellem velfærd og uddannelse, understreges således af såvel regeringen som Velfærdskommissionen. Uddannelse baner vejen til individuel velfærd ved at give adgang til gode, udfordrende og vellønnede job. Uddannelse er også vejen til samfundsmæssig velfærd, fordi højt uddannet og velkvalificeret arbejdskraft er forudsætningen for det vidensintensive arbejdsmarked, der vil være vores niche i en mere og mere globaliseret og arbejdsdelt verden. På rådets 25-års-jubilæumskonference i september 2005 var temaet netop velfærd, og herfra var budskabet ikke til at misforstå. Skal vi på længere sigt opretholde det nuværende velfærdsniveau, skal flere i arbejde. Flere i arbejde giver større skatteindtægter og færre udgifter til overførselsindkomster. Det er den beskæftigelsesstrategi, som skal give os råd til at bevare eller måske ligefrem udbygge velfærden også for handicappede. Men det betyder selvsagt ikke, at de andre skal pukle, for at handicappede kan nyde velfærdets goder på passiv overførselsindkomst. Beskæftigelsesstrategien er en enestående chance for at få løst et af de største ligebehandlingsproblemer, vi har kæmpet med i årevis, nemlig handicappedes svage placering på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesministeren har med sin meget ambitiøse strategiplan for handicappedes beskæftigelse fra 2004 sat fokus på de arbejdsmarkedspolitiske værk- årsberetning

8 tøjer i bestræbelsen på at få handicappede ind på arbejdsmarkedet. Hver 5. dansker er for værdifuld til at blive overset, hedder det i strategiplanen med henvisning til, at ca. 20% af befolkningen har en eller anden form for funktionsnedsættelse, som kan påvirke deres relation til arbejdsmarkedet. På kort sigt er konkrete 1:1-initiativer dvs. initiativer som har til formål at skaffe konkrete ledige personer med et handicap i arbejde vigtige og nødvendige. Derfor er beskæftigelsesministerens initiativ meget velanbragt. Men på lang sigt er det ikke tilstrækkeligt udelukkende at fokusere på de snævre arbejdsmarkedspolitiske instrumenter. Flere handicappede i arbejde kræver mere og bedre uddannelse. Hvis handicappede ikke skal blive de store tabere i kampen om jobbene på det nye uddannelses- og vidensintensive arbejdsmarked, må vi opprioritere uddannelsesfokuset. Vi skal være i stand til både at fokusere på beskæftigelsesindsatsen og på handicappedes vilkår i uddannelsessystemet. Det er almindelig kendt, at dårlig uddannelse fører til udstødelse fra arbejdsmarkedet, og vi ved erfaringsmæssigt, at et handicap i sig selv forøger risikoen for marginalisering fra arbejdsmarkedet. Kombinerer man handicap og dårlig uddannelse, så er man helt sikker på at have blandet en cocktail, som med garanti fører til en tilværelse i rabatten til hovedsporet. Ester Larsen formand 8 det centrale handicapråd

9 Temaartikel Fra statslig særforsorg til kommunale handicapråd kommunerne som arvtager af det handicappolitiske projekt Strukturreformen kan fuldbyrde det ligebehandlingsprojekt, som blev påbegyndt, da handicapforsorgen blev lagt ud til amterne i Strukturreformen åbner for et helt nyt samspil mellem handicap- og normalområdet. Men det sker ikke af sig selv. Kommunerne skal ruste sig holdningsmæssigt, fagligt og organisatorisk for at løfte opgaven. Det kræver en central placering af de nye handicapråd, kommunale handicappolitikker og opfølgning med konkrete handlingsplaner. Begrundet i behovet for frisk luft, uforstyrrethed og en lindrende udsigt til åbne landskaber var de store centrale handicapinstitutioner før i tiden omhyggeligt anbragt afsides, isoleret og bekvemt ude af syne. I deres storhedstid udgjorde de store centralinstitutioner et kopisamfund, som tilbød alt, hvad man mente, beboerne havde behov for. Og alle behov blev varetaget inden for institutionens eget lukkede kredsløb: bolig, uddannelse, beskæftigelse, medicinsk behandling, præst, fri- sør alt inden for matriklen. Resultatet var, at beboerne stort set aldrig behøvede at bevæge sig uden for reservatet. Og hvad der måske var nok så vigtigt: dem udenfor var yderst belejligt fri for at blive konfronteret med dem indenfor. Selv i disse Krønike-tider kan det være svært at forestille sig, at denne virkelighed kun ligger 25 år tilbage. Institutionsvældet havde været under gradvis afvikling op gennem 70 erne, men helt frem til 1980 var det ganske almindeligt, at især mennesker med udviklingshæmning levede størstedelen af deres tilværelse på disse store totalinstitutioner. Amterne tager over Men i 1980 vendte udviklingen for alvor. Den statslige særforsorg på handicapområdet blev udlagt til amterne, som overtog hovedansvaret for handicapområdet. Udlægningen indvarslede en ny handicappolitisk epoke, hvor borgere med handicap i højere og højere grad kunne leve et liv på lige fod med og blandt årsberetning

10 andre uden for de store centrale totalinstitutioners skygge. Det er jo nemt at være bagklog også i sin kritik af de store centrale institutioner. Men institutionerne og personalet på institutionerne rummede målt med samtidens alen en meget betydelig ekspertise inden for de områder, de nu beskæftigede sig med. Realiteten var, at der stort set ikke var mennesker med professionel indsigt i handicapforhold uden for institutionerne. Derfor var der også dengang, da man påbegyndte afviklingen og udflytningen fra totalinstitutionerne til mindre boenheder, en højlydt diskussion om afspecialisering, videnstab og amternes bæredygtighed. En diskussion, som til forveksling ligner den diskussion, vi har set i forbindelse med den aktuelle strukturdebat: Hvordan skulle det gå med den store ekspertise, som institutionerne havde opbygget på hvert deres område, når medarbejderne og beboerne blev spredt i et tyndt lag ud over hele landet? Som bekendt gik det ikke så galt som forudset af de mest pessimistiske. Selvfølgelig gik der viden tabt, og selvfølgelig var der ting, der ikke fungerede fra dag 1. Men det forudsete kollaps udeblev. Set i bakspejlet, er den vigtigste erfaring fra dengang vel i virkeligheden, at viden vokser og vokser eksponentielt. Opgøret som drivkraft Netop fordi der opstod ny viden og nye miljøer, og fordi amterne havde den politiske vilje til at løfte opgaven, blev udlægningen af særforsorgen ikke bare en administrativ reform. Det blev begyndelsen til en omfattende indholdsreform, der med særforsorgen som negativt modbillede lagde grunden til et helt nyt handicapbegreb og var med til at skabe de fundamentale principper, som handicappolitikken bygger på den dag i dag: Ligebehandlingsprincippet (eller som man sagde dengang: en tilværelse så tæt på det normale som muligt) blev skabt som modbillede til særforsorgens ekskluderende særforanstaltninger; sektoransvarlighedsprincippet (dvs. princippet om at enhver sektor (trafik, uddannelse, beskæftigelse etc.) har et selvstændigt ansvar for handicappedes inklusion) som modsvar til institutionstænkningens centralisme og kompensationsprincippet (princippet om at man skal forsøge at afhjælpe de praktiske følger af et handicap) som et opgør med det lægevælde, der konservativt fastholdt, at et handicap er en behandlingskrævende sygdomstilstand, frem for at forstå funktionsnedsættelsen som en tilstand, der ikke nødvendigvis kan kureres, men kan kompenseres gennem forskellige støtte- og hjælpeforanstaltninger. Også selve handicapbegrebet undergik en ganske betydelig forandring i lyset af særforsorgens udlægning og den efterfølgende afinstitutionalisering. Et handicapbegreb, som i langt højere grad fokuserer på de barrierer, det omgivende samfund skaber: uvidenhed og intolerance, dårlige adgangsforhold, manglende tilgængelighed til information etc. Det handicappolitiske projekt Selv om den moderne danske handicappolitiks grundprincipper står på særforsorgens rygende ruiner, så betyder den nuværende strukturreform, at principperne er mere aktuelle end nogensinde. Strukturreformen indebærer, at handicapområdet får mange nye aktører, som skal føre det handicappolitiske projekt videre. Men selv om orkestreringen er ny, er det vigtigt, at også de nye aktører forstår og respekterer handicappolitikkens kendingsmelodier. Man kan selvfølgelig anskue strukturreformen fra mange synsvinkler. Mange har, som ved udlægningen af særforsorgen, valgt den bekymrede. Og der er selvfølgelig også god grund til at være yderst agtpågivende og måske også i nogle situationer bekymret. Men der er i høj grad også grund til at fæstne sig ved 10 det centrale handicapråd

11 potentialerne og de udviklingsmuligheder, strukturreformen rummer. Strukturreformen er ikke brud med den hidtidige handicappolitik, snarere en videreførelse. Ved at videregive den handicappolitiske stafet fra amterne til kommunerne fuldbyrder strukturreformen i realiteten den normaliseringsproces, som accelererede med udlægningen af særforsorgen for 25 år siden. Strukturreformen giver nogle helt nye samarbejdsflader mellem normal- og specialområdet, og reformen understøtter sektoransvarsprincippet. Men det er bestemt ikke nogen let opgave, kommunerne har fået overdraget. Og det er slet ikke en opgave, som løser sig selv. Det er nødvendigt, at kommunerne tager opgaven på sig. Derfor er det afgørende lige nu, at de nye kommunalbestyrelser formulerer en klar og synlig politisk vision for handicapområdet. Kommunerne har i den grad inklineret for handicapområdet. Nu skal kommunerne vise, at de også vil føre. Det er nu kommunerne skal påtage sig lederskabet for det handicappolitiske projekt. Kommunale handicapråd Et af de allervigtigste tiltag i den proces er de nye obligatoriske handicapråd, som allerede fra den 1. april 2006 skal rådgive kommunalbestyrelsen i alle spørgsmål, som har relevans for borgere med handicap i kommunen. Handicaprådene er en meget kærkommen nyskabelse, som Det Centrale Handicapråd hilser velkommen og har meget store forventninger til og ambitioner på vegne af. Men det er i samme åndedrag vigtigt at holde fast i, at handicappolitikken uagtet de nye handicapråd er kommunens ansvar. Det ansvar kan ikke delegeres eller deles. Handicaprådene er ikke en sovepude, men et dialogforum, som kommunerne aktivt skal bruge til at kvalificere den kommunale handicappolitik i tæt dialog med de borgere, som har problemerne helt inde på kroppen. Handicaprådene er fordi de sætter en ramme for dialogen mellem kommunalbestyrelsen, kommunen som myndighed og borgere med handicap i kommunen et stærkt bidrag til at udbygge og vedligeholde nærdemokratiet i kommunerne, også selv om kommunerne generelt bliver større. Men handicaprådene har også til opgave at få opmærksomheden på handicappedes forhold til at sprede sig ud i alle afkroge af det kommunale ansvarsområde. Handicappolitik handler ikke kun om det traditionelle socialpolitiske område. Handicappolitik handler om alt det, kommunen har ansvaret for: børnehaver, folkeskolen, kommunens beskæftigelsesindsats, fysisk planlægning og byggesagsbehandling, biblioteker, fritidstilbud etc. Derfor er det meget vigtigt, at handicaprådene sammensættes så bredt som overhovedet muligt, så de kommer til at danne et netværk med repræsentanter fra så mange af kommunens forvaltninger som muligt. Denne type netværksorganisationer fungerer, når de er bedst, som et trækpapir, der fra et centralt punkt trækker handicapperspektivet med ud i alle hjørner af systemet via de repræsentanter, der sidder i netværksorganisationen. Handicaprådene kan derfor komme til at virke som en vitaminindsprøjtning til den lokale efterlevelse af sektoransvarsprincippet. Handicappolitik Det er imidlertid ikke gjort med handicaprådene alene. Til enhver skrue hører en møtrik. Hvis skruen er handicaprådene, er møtrikken en kommunal handicappolitik. Skal kommunernes overtagelse af handicapområdet og de nye handicapråd blive en succes, er det helt nødvendigt, at hver eneste kommune formulerer en egentlig handicappolitik. Ligesom mange kommuner allerede har formuleret en børnepolitik, en ældrepolitik, en erhvervs- og turismepolitik eller en kulturpolitik, så er det også nødvendigt, at kommu- årsberetning

12 nerne formulerer en tværgående handicappolitik, som klart og tydeligt melder ud, hvilke ambitioner og hvilke målsætninger kommunen har på det handicappolitiske område. Det er oplagt, at de nye handicapråd får til opgave at lave det forberedende arbejde med udarbejdelse af kommunens handicappolitik. Det er jo her, dialogen skal vise sit værd. Men det er endnu engang vigtigt at understrege, at det i sidste ende er kommunalbestyrelsen, som vedtager og dermed påtager sig ejerskabet til handicappolitikken. Der er i dag kun 47 af de gamle kommuner, som har en handicappolitik. Når vi kommer lidt på den anden side af 1. januar 2007, bør det være samtlige 98 kommuner, der har en skriftlig, tværgående og politisk besluttet handicappolitik. Handlingsplaner En flot forkromet og ordrig handicappolitik gør det ikke i sig selv. Derfor er det vigtigt, at handicappolitikken følges op af konkrete handlingsplaner, som område for område beskriver, hvilken indsats der skal gøres for at indløse handicappolitikken. Handlingsplanerne er den vekselautomat, som skal veksle handicappolitikkens målsætninger til praktisk virkelighed. En handlingsplan beskriver derfor ansvaret for opgavens løsning, sætter tidsterminer for løsningen af opgaven og, ikke mindst, beskriver, hvordan indsatsen skal finansieres. Det kan lyde voldsomt og måske også dyrt. Men det behøver det ikke nødvendigvis at være. I de tilfælde, hvor en handlingsplan sikrer, at det, man gør alligevel, gøres rigtigt, vil indsatsen være gratis, men generere tilfredshed hos alle involverede. I andre tilfælde kan det naturligvis koste penge at løse nogle af de problemer, man oplever som borger med et handicap. Ingen forventer mirakler natten over. Men rådet har en forventning om, at der tænkes i planlægning, og at der tænkes strategisk også på handicapområdet: Handicapperspektivet skal indtænkes på forhånd, når der planlægges på daginstitutionsområdet, skoleområdet, i lokaltrafikken, på bibliotekerne, den fysiske planlægning etc. Styrk vidensdelingskulturen Handicapområdet er jo ikke et fuldstændigt jomfrueligt område for kommunerne. Kommunerne har også i dag en lang række opgaver på handicapområdet. Men som følge af strukturreformen får kommunerne en langt større og på lange strækninger også en meget sværere opgave at løse. For at kunne løfte opgaven, får kommunerne hjælp af de nye kommunale handicapråd, og som yderligere en støtteforanstaltning opbygges der en national vidensorganisation, som skal understøtte decentraliseringen i opgavevaretagelsen gennem en central vidensbank: VISO (den nationale VIdens- og SpecialrådgivningsOrganisation) er den blevet døbt. Vi er et lille land, og følgelig har vi alt andet lige begrænsede vidensressourcer til rådighed. Selv med et væsentligt mindre antal, men større kommuner, er det umuligt at forestille sig, at der er eksperter til rådighed for hver eneste kommune på et hvilket som helst område. Derfor er det helt nødvendigt, at vi sætter vidensdelingen i system. Decentralisering af opgavevaretagelsen forudsætter en tilsvarende centralisering af ansvaret for vidensopsamling og vidensdistribution på de meget små og specielle områder. Derfor er VISO en kærkommen nyskabelse. Men vi ved erfaringsmæssigt, at det ikke er gjort med at stille viden til rådighed. Det handler i endnu højere grad om at skabe en kultur i kommunerne og hos de enkelte medarbejdere, så det bliver selvfølgeligt at hente viden uden for sin egen kreds. Derfor er det en væsentlig ledelsesmæssig opgave både politisk og administrativt at opdyrke en kul- 12 det centrale handicapråd

13 tur, hvor det at søge råd er en helt selvfølgelig og accepteret adfærd. Et højprofileret indsatsområde Netop det ledelsesmæssige og organiseringen af et nyt og større handicapområde er endnu en af de udfordringer, kommunerne skal takle. Det er vigtigt, at den ændrede organisering, som de nye opgaver kræver, afspejler behovet for at tænke sammenhængende og på tværs af de traditionelle forvaltningsgrænser, samtidig med at man sikrer sammenhængen og synergien med normalområdet. For at sikre, at de nye handicapråd får en så central placering som muligt samtidig med, at det tydeligt signaleres, at handicappolitikken er tværgående, bør handicaprådet placeres i borgmesterkontoret. Handicappolitik er meget mere end socialpolitik, og det er vigtigt, at dette også viser sig i den organisatoriske placering. Kommunesammenlægningerne vil i alle de sammenlagte kommuner føre til et overskud af højt kvalificerede chefer. Det vil være oplagt at placere en af disse chefer i en stabsfunktion i borgmesterkontoret med ansvar for handicaprådet og en tværgående koordinerende rolle på handicapområdet. Det sikrer informationslinjerne til kommunalbestyrelsen og giver et overordnet fokus i den kommunale forvaltning. I den nye struktur bliver det afgørende, at kommunen arbejder for at sikre viden og udvikling på handicapområdet. Ansvaret for udviklingen har hidtil primært været en amtskommunal opgave. Den opgave overgår nu også til kommunerne. Og viser det sig, at kommunerne i langt højere grad end antaget overtager ansvaret for de hidtidige amtslige opgaver, så bliver det endnu vigtigere, at kommunerne tænker i udvikling. Derfor bør der knyttes en eller flere udviklingskonsulenter til denne stabsfunktion. Det vil være naivt at tro, at en så omfattende reform kan gennemføres uden der begås fejl og der er ingen grund til at foregøgle nogen, at de omvæltninger, der følger af strukturreformen, ikke vil føre til en vis stagnation på den korte bane. Men på den lange bane kan strukturreformen ligesom i sin tid udlægningen af særforsorgen blive et kick-off til en ny dynamisk æra i handicappolitikken. Men det sker ikke af sig selv. Strukturreformen er anledningen, men den er jo ikke nogen løsning eller noget mål i sig selv. Nogen skal gribe anledningen, og den nogen kan ikke være andre end kommunerne. Dette projekts succes eller fiasko står og falder med kommunernes vilje til at gribe stafetten og føre det handicappolitiske projekt igennem. årsberetning

14 Temaartikel Uddannelse og handicap et overset tema, også i beskæftigelsesstrategien Sammenholder man uddannelsesniveauet for befolkningen som helhed med det, der gælder for mennesker med handicap, er forskellen iøjnefaldende her er tale om et tomrum, der er til at få øje på. Og det til trods for, at folkeskolen de sidste 25 år har arbejdet målbevidst med en strategi for alle folkeskolens elever. Det er manifesteret i specialundervisning, specialpædagogik og udviklings- og forsøgsaktiviteter. Men tomrummene er der alligevel. Blandt andet forlader 30-40% af eleverne med høresyns- og bevægehandicap folkeskolen uden afgangsprøve. Uanset hvor hen man kigger, kan man konstatere, at der er et ganske massivt fokus på uddannelse, efter- og videreuddannelse og forskning. Det er der, fordi vi ved, at vores fremtid som velfærdssamfund er helt afhængig af, at vi får omstruktureret vores arbejdsmarked til i alt væsentligt at være båret af videnstunge virksomheder, som fremstiller produkter og tjenester med et meget højt vidensindhold. Og det er ikke et fremtidsscenarium. Vi har allerede set det: Den produktion og dermed de job, som kræver ingen eller lidt uddannelse, flytter i stort tal ud af Danmark til områder i verden, hvor omkostningerne er væsentligt lavere end her. I kølvandet på globaliseringen er der ved at udvikle sig en ny global arbejdsdeling, hvor vores lille niche er helt afhængig af en meget specialiseret og højt uddannet arbejdskraft. Hvis ikke den enkelte og hvis ikke vi som samfund indretter os på at kunne modsvare de høje uddannelseskrav, der stilles til fremtidens arbejdskraft, vil det få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund. Det vil ikke alene betyde stor ledighed, det vil også betyde dårligere råd til velfærdsydelser. Og her er det ikke svært at regne ud, hvem der taber i den sammenhæng. Det er mennesker med ingen eller næsten ingen uddannelse og dem, der er afhængige af offentlige ydelser, heriblandt mange mennesker med handicap. 14 det centrale handicapråd

15 Uheldig marginaliseringscocktail Lægger man denne generelle samfundsudvikling sammen med vores viden om, at borgere med handicap i dag har et generelt lavere uddannelsesniveau end befolkningen som helhed, så er der grund til at råbe vagt i gevær. Hvis ikke mennesker med handicap skal blive de store tabere i spillet om det nye uddannelses- og vidensintensive arbejdsmarked, er vi ganske enkelt nødsaget til at tage helt anderledes håndfast fat i de vilkår, der gives i uddannelsessystemet til børn og unge, der har funktionsnedsættelser. Vi ved, at dårlig uddannelse fører til udstødelse fra arbejdsmarkedet, og vi ved, at et handicap forøger risikoen for marginalisering fra arbejdsmarkedet. Kombinationen handicap og dårlig uddannelse er derfor den værst tænkelige marginaliseringscocktail, man kan forestille sig. Og der er desværre meget, der tyder på, at vi ikke har vist rettidig omhu i forhold til uddannelsessystemet i almindelighed og folkeskolen i særdeleshed. Fokus i beskæftigelsesindsatsen for mennesker med handicap har stort set udelukkende fokuseret på arbejdsmarkedspolitikken, mens uddannelsespolitikken er blevet forsømt. Vi har netop i 2005 fejret 25-året for handicapforsorgens udlægning fra statslig særforsorg til amtsligt og kommunalt ansvar. Det betød, at den almindelige folkeskole gennem folkeskoleloven fik ansvaret også for grundskoleuddannelse til elever med handicap. Og folkeskolen har siden særforsorgens udlægning bestemt arbejdet meget systematisk og målbevidst med en strategi, som omfatter alle undervisningspligtige elever. Det har vi set gennem folkeskolens regler om specialundervisning, det har vi set gennem reglerne om specialpædagogisk bistand, og det har vi set gennem en lang række udviklings- og forsøgsaktiviteter, som er blevet sat i gang af både de enkelte skoler og i folkeskolen som helhed. Uden fuld afgangsprøve På trods af dette fokus har vi alligevel måttet konstatere, at noget er gået skævt. Undersøgelser gennemført af bl.a. Center for Ligebehandling af Handicappede tyder på, at folkeskolen står med et ganske alvorligt problem i forhold til de elever med funktionsnedsættelser, som vælger at følge den almindelige folkeskoleundervisning. Undersøgelser tyder på, at en meget stor gruppe af disse elever forlader folkeskolen uden en fuld afgangsprøve. Helt op mod 30-40% af de elever, der har et betydeligt høre-, syns- og bevægelseshandicap forlader folkeskolen uden at have aflagt afgangsprøve i fag som dansk, matematik, fremmedsprog og fysik. Problemets omfang varierer fra fag til fag og fra gruppe til gruppe, men resultatet er, at alt for mange unge med et handicap kommer snublende ud af folkeskolen med det resultat, at de ikke har gyldig rejsehjemmel til det ungdomsuddannelsestog, der for alvor skulle sætte fut i deres karriere- og voksenliv. Det er alvorligt! Og problemets omfang vil blive yderligere tydeliggjort nu, hvor det ikke længere vil være frivilligt men obligatorisk, at man skal aflægge afgangsprøve. Skal alle de elever, som hidtil frivilligt har afstået fra prøven, nu have dispensation? Vi er ganske enkelt nødsaget til meget systematisk og bevidst at få kortlagt, hvad det er, der fører til, at så store grupper af elever med funktionsnedsættelser ikke aflægger afgangsprøve. Og vi må sikre, at de pædagogiske arbejdsmetoder, at de hjælpemidler, de økonomiske ressourcer og ikke mindst at den nødvendige tid er til rådighed, så vi er helt sikre på, at vi ikke frasorterer elever på grund af deres praktiske indlæringsproblemer som følge af en funktionsnedsættelse. Folkeskolen må for alt i verden ikke blive et sted, hvor vi lader som om, alle er med, mens virkeligheden er et udskillelsesløb, som sorterer elever fra, blot fordi de er i kørestol, ikke kan se eller kommunikerer via tegnsprog. årsberetning

16 Mere tid til uddannelse Tiden er der måske særlig grund til at opholde sig ved. En undersøgelse af overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse for elever med bevægehandicap, som Center for Ligebehandling af Handicappede har gennemført, viser, at der er markant flere handicappede elever, der gennemfører en ungdomsuddannelse, hvis de kommer til ungdomsuddannelsen med en 10. eller 11. klasse. Der synes altså at være en sammenhæng mellem den tid, man bruger i folkeskolen, og ens succes i ungdomsuddannelsessystemet. Det handler om personlig modenhed, og det handler givetvis også om, at nogen slet og ret skal bruge længere tid til at lære det, som andre elever uden handicap klarer på ni år. Årsagen kan være langsommere indlæring, men det kan slet og ret også skyldes, at elevens handicap i sig selv lægger beslag på så mange ressourcer, at der er umuligt at overkomme et fuldt pensum på den tid, som andre klarer det på. Det er formentlig de færreste, der ved, hvor meget tid og hvor mange kræfter et barn i fx kørestol må bruge på helt banale hverdagsting som bad, påklædning, transport, fysioterapi for at holde kroppen ved lige etc. Timerne og ressourcerne til skolen er simpelthen færre for mange elever med handicap. Det skal man vide at bære med, hvis man overvejer at ændre udformningen af fremtidens 10. klasse. Det Centrale Handicapråd ser gerne, at man styrker muligheden for, at elever med handicap kan strække deres grundskoleforløb også til 10. og 11. klasse. Grunduddannelsen er fundamentet Der er meget fokus på folkeskolen. Og det har der også været i rådets arbejde med uddannelsesområdet. Det skyldes ikke, at der ikke er problemer på de øvrige uddannelsesområder, men at det er afgørende, at vi er sikre på, at folkeskolen er helt fremme i skoene, når det gælder indsatsen over for elever med handicap. Hvis det fundament, vi støber i folkeskolen, ikke er solidt og velfunderet, så er det helt umuligt at rejse en bygning oven på det. Vi kan ikke grundlæggende løse nogle af de problemer, man har med et handicap i ungdomsuddannelserne, på de videregående uddannelser eller på arbejdsmarkedet, hvis vi ikke har helt styr på det, vi tilbyder i folkeskolen. Regeringen har meldt ud, at målet er, at 95% af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse, og for ganske nyligt har regeringen i sit debatoplæg til Globaliseringsrådet meldt ud, at målet i 2015 er, at 50% af en ungdomsårgang gennemfører en videregående uddannelse. Det er ambitiøse, men også helt nødvendige målsætninger. Hvis de målsætninger skal efterleves, er det selvfølgelig helt nødvendigt, at der også indgår elever med handicap i disse procenter. Det forudsætter for det første, at fødekæden fra grundskolen ind i ungdomsuddannelserne og videre til de videregående uddannelser er ubrudt. Men det forudsætter også, at vi ved noget mere om, hvad det er, der går skævt, når det går skævt. Hvad er det, der fremmer, og hvad er det, der afsporer unge handicappedes gang gennem uddannelsessystemet? Det ved vi i virkeligheden alt for lidt om. Derfor har rådets hovedbudskab været, at vi skal gøre en alvorlig indsats for at fremme videns- og erfaringsindsamlingen og forskningen inden for disse området. Vi har simpelthen brug for meget mere viden om de barrierer, som stopper og får mennesker med handicap til at falde ud af uddannelsessystemet, og omvendt hvad der giver rygvind og bærer igennem. Derfor har vi også med glæde konstateret, at både undervisningsministeren og socialministeren har meldt ud, at de vil finde de fornødne midler til, at der kan laves en analyse af de problemer, elever med handicap oplever i folkeskolen. 16 det centrale handicapråd

17 Temaartikel En ny strategi? Debatten om, hvordan og med hvilke midler vilkårene for mennesker med nedsat funktionsevne sikres i samfundet, blev yderligere aktualiseret i 2005, da den norske regering offentliggjorde en omfattende redegørelse om et retsligt værn mod diskrimination på grund af funktionsevnenedsættelse, Likeverd og tilgjengelighet Rettsligt vern mot diskriminering på grundlag av nedsatt funksjonsevne. Bedret tilgjengelighet for alle. Det Centrale Handicapråd har i de senere år fulgt den handicappolitiske debat i Norge. Det har rådet blandt andet med henblik på at inddrage de norske erfaringer i den danske debat om, hvilke midler der bedst sikrer en effektiv udvikling mod lige muligheder. Spørgsmålet om vedtagelsen af et forbud mod diskrimination har været centralt i den norske debat om, hvordan man fremover garanterer større ligebehandling af mennesker med nedsat funktionsevne. Likeverd og tilgjengelighet I 2001 udkom en tilbundsgående analyse af vilkårene for mennesker med nedsat funktionsevne på alle samfundsområder i Norge. Udredningen viste, at den handicappolitiske virkelighed på mange områder ikke svarede til de mål og idealer, de norske politikere havde opstillet. Med ønsket om en antidiskriminationslov kombineret med styrkelse af eksisterende lovgivning signalerede udvalget bag rapporten, at det norske princip om sektoransvarlighed ikke i tilstrækkelig grad sikrede mennesker med nedsat funktionsevne ligebehandling; der var et udpræget behov for at tage et nyt værktøj i brug. Derfor nedsatte den norske regering i 2002 et udvalg til at fremkomme med et konkret udkast til en antidiskriminationslov for mennesker med nedsat funktionsevne. I maj 2005 fremlagde udvalget sin udredning Likeverd og tilgjengelighet Rettsligt vern mot diskriminering på grundlag av nedsatt funksjons- årsberetning

18 evne. Bedret tilgjengelighet for alle. Udvalget har via en omfattende analyse af international ret, EU-ret og udvalgte landes løsninger på ligebehandlingsområdet fundet frem til den lovgivningsmodel, man efter norske forhold fandt bedst egnet. Lovudkastet omfatter flere forskellige indsatsområder med fælles udgangspunkt i antidiskrimination. Således har udvalget fokuseret på arbejdsmarkedet og tilgængelighed som forhold af afgørende betydning for opnåelse af ligebehandling. Internationale tendenser For at finde inspiration til norsk lovgivning på området gennemførte udvalget en analyse af andre landes erfaringer med forskellige former for lovgivning om forbud mod diskrimination på grund af handicap. Det Centrale Handicapråd har længe ventet på ikke mindst denne del af den norske udredning, fordi netop analysen af, hvordan andre lande har gennemført forbud mod diskrimination i deres lovgivning, er brugbar også i Danmark. Lovens art Analysen bygger på erfaringer fra blandt andet Sverige, Finland og Storbritannien, og den viser, at forbud mod diskrimination på grund af nedsat funktionsevne er gennemført ved forskellige retslige reguleringsformer, som er henholdsvis strafferetslige, konstitutionelle og civilretslige regler. Erfaringerne med at have beskyttelsen mod diskrimination i strafferetslige regler er, at reglerne sjældent anvendes i praksis, og reelt ingen betydning har. De lande, der har brugt konstitutionelle regler ved at indføre antidiskriminationsregler i forfatningen, har oplevet stor signaleffekt, men reglerne vurderes at have fået mindre gennemslagskraft i praksis, fordi formuleringerne ofte er vage og ikke giver grundlag for individuelle rettigheder. Den største succes ses inden for den civilretslige lovgivning, men den civilretslige regulering kan udformes meget forskelligt, og udformningen har på nogle punkter stor betydning for effekten. Der er identificeret tre forskellige hovedtendenser i den civilretslige lovgivning. En indgangsvinkel til denne type lovgivning er den menneskeretslige, som beskytter mod diskrimination på flere samfundsområder, og forbuddet dækker flere diskriminationsgrunde. Denne tilgang signalerer, at fravær af diskrimination er en generel menneskeret. En anden tilgang er den borgerretslige eller gruppetilgangen ( civil rights -traditionen), hvor kravet om beskyttelse typisk er knyttet til et bestemt diskriminationsgrundlag, i denne forbindelse vil det naturligvis være funktionsnedsættelse eller handicap. En tredje tilgang er fx brugt i EU s direktiv om forbud mod forskelsbehandling i arbejdslivet, hvor forbuddet mod diskrimination dækker flere diskriminationsgrunde, men på et særskilt område i det konkrete tilfælde er det arbejdsmarkedet. Eksempelvis har Finland initieret ny lovgivning om ligebehandling, som i hovedsagen går ud på at opfylde de EU-retslige forpligtelser igennem en national lov. Beskyttelsens omfang Der er selvsagt mange forskelle på landenes lovgivninger, men også en række lighedspunkter. Et lighedspunkt er, at lovene opererer med en lighedsmodel, som definerer diskrimination både som direkte og indirekte diskrimination. Et andet lighedspunkt er, at lovgivningen pålægger en vis forpligtelse til at tilrettelægge forholdene ud fra en hensyntagen til mennesker med nedsat funktionsevne. Men omfanget af pligten varierer en del. Diskrimination og manglende tilrettelæggelse af tilgængelige forhold for mennesker med handicap udløser sanktioner, fx erstatning, ligesom visse landes lovgivning pålæg- 18 det centrale handicapråd

19 ger den ansvarlige at gennemføre konkrete tiltag for at forhindre fremtidig diskrimination. Der er også oprettet selvstændige organer til håndhævelse af lovgivningen i en række af landene, hvoraf nogle har kompetence til at afgøre sager, mens andre har en rådgivende funktion. Grundlaget for, hvordan diskrimination forstås, varierer en del mellem landene. Fælles er, at beskyttelsen mod diskrimination gælder for både fysiske, psykiske og kognitive funktionsevnenedsættelser. Retspraksis i de forskellige lande viser, at retsbeskyttelsen er størst, når det handicapbegreb, man bruger, enten ikke er defineret nærmere, eller defineres som funktionsevnenedsættelse, der beskriver individuelle egenskaber, som enten eksisterer, har eksisteret eller vil opstå i fremtiden. I gennemgangen af landenes lovgivninger fremhæves også de store forskelle på, hvor vidtrækkende pligten til at tilrettelægge forholdene tilgængeligt for mennesker med funktionsnedsættelser er. Der er eksempelvis forskel på, om pligten til at tilrettelægge forholdene for mennesker med nedsat funktionsevne gælder i individuelle tilfælde, eller om denne pligt har en mere generel karakter. Det vil sige, uafhængigt af om en person med nedsat funktionsevne fx bruger den pågældende tjeneste. I de lande, hvor lovgivningen har mere generel karakter, er lovens effekt knyttet til andre tiltag, såsom generelle bestemmelser og standarder. Det norske udvalg vurderer, at de lande, som har en mere generel pligt, og hvor loven håndhæves igennem standarder og opfølgning, fremstår som de mest tilgængelige, og dermed er de lande, hvor forbuddet mod diskrimination har haft størst effekt på tilgængelighedsområdet. Den danske model? Det Centrale Handicapråds kerneopgave er at sikre et løbende og fortsat fokus på, hvordan vi effektuerer ønsket om at give mennesker med nedsat funktionsevne den størst mulige ligebehandling. På den baggrund har rådet drøftet, om og hvordan Danmark kan inspireres af nordmændenes arbejde. Sat på spidsen var spørgsmålet, om rådet skulle anbefale, at vi i Danmark går samme vej som nordmændene, eller rådet skulle opfordre til, at vi i Danmark fastholder sektoransvarlighedsprincippet som det bærende princip for indsatsen? Den norske udredning af andre landes erfaringer med antidiskriminationslovgivning viser, at en sådan lovgivning kan antage mange former og kombineres på forskellig vis med andre tiltag. Rådet har debatteret emnet ud fra følgende scenarier for fremtidens strategi: 1) En generel antidiskriminationslov, der fastlægger, at enhver handling mv., der usagligt forskelsbehandler mennesker med nedsat funktionsevne, er diskrimination. Loven kombineres med rettighedslovgivning. 2) Sektoransvarlighedsprincippet udmøntes i lovgivning, hvor hver sektor, offentlig som privat, forpligtes til at sørge for sine. Modellen kombineres med antidiskriminationslove på særlige områder, hvor sektoransvaret/kompensationsprincippet ikke synes at slå ordentligt igennem. 3) Ligebehandling sikres ved sektoransvarlighed og kompensation baseret på konsensuspolitik og kombineret med handlingsplaner af mere eller mindre bindende karakter. Den danske debat om antidiskriminationslovgivning har været præget af to hovedsynspunkter: Nogle mener, vi bør have lovgivning med forbud mod diskrimination, fordi det kan bruges til at få mere ørenlyd til argumenterne om, at der skal gøres mere politisk for at sikre lige muligheder. Andre frygter, at forbud mod diskrimination vil flytte fokus og overlade den enkelte handicappede til sin egen kamp med årsberetning

20 omverdenens utilgængelighed på kryds og tværs. Eller at det vil medføre, at kun nogle behov typisk de mest sort/hvide problemstillinger kommer i fokus, fx fysisk tilgængelighed, mens andre mere komplekse og sammensatte behov, som omsorg og kommunikation, kommer endnu længere bag i køen. Rådet har ikke umiddelbart fundet anledning til at anbefale en generel antidiskriminationslovgivning i Danmark. Rådet har derimod peget på sektoransvarlighedsprincippet som den fortsatte grundstamme i arbejdet for at skabe lige muligheder. Men det forudsætter, at der kommer en målrettet indsats for at sikre, at sektoransvaret bliver gennemført langt mere vidtgående, end tilfældet er i dag. Der er brug for initiativer fra regeringen, som viser, at værktøjet sektoransvar ikke er indkøbt til værktøjskassen for sjov. Det skal bruges til at gennemføre ændringer i den virkelige verden. På trods af at Socialforskningsinstituttet i 2005 kunne konkludere, at sektoransvaret har fået gennemslagskraft på centralt niveau, er der stadigvæk alt for store huller i det net, der skal samle op, når man som borger med handicap deltager i alle afkroge af samfundet. Der er for mange situationer, hvor ingen påtager sig ansvaret for at sikre lige adgang for handicappede, og for mange områder, hvor ansvaret er alt for upræcist og uidentificeret. Dertil kommer, at Socialforsknings-instituttet har konkluderet, at sektoransvarsprincippet har en meget svag stilling på det lokale kommunale område. På det kommunale område er det i forbindelse med kommunalreformen blevet vedtaget, at der fra 1. april 2006 skal etableres obligatoriske handicapråd i samtlige kommuner. Rådet har hilst disse nye kommunale handicapråd velkommen ikke mindst fordi rådet ser dem som løftestang for netop sektoransvarlighedsprincippet. I forhold til det centrale niveau har Det Centrale Handicapråd udarbejdet et omfattende katalog over initiativer, som rådet har opfordret regeringen til at adressere i en ny handicappolitisk handlingsplan. Rådet foreslår i den forbindelse netop, at handlingsplanen skal tage udgangspunkt i sektoransvarlighedsprincippet og indeholde en række initiativer, som kan styrke implementeringen af princippet både centralt og lokalt. Rådets ønsker er nærmere omtalt i afsnittet om Økonomi- og Erhvervsministeriet på side det centrale handicapråd

21 sektorområde Det sociale område Rådet har haft emner fra socialområdet på dagsordenen på hvert eneste møde i løbet af Der er derfor blevet behandlet mange og meget varierede emner. Det Sociale Tolkeprojekt På årets fjerde møde behandlede rådet spørgsmålet om en permanentgørelse af Det Sociale Tolkeprojekt. Det Sociale Tolkeprojekt er et forsøgsprojekt, der er finansieret af Socialministeriet, med forventet sluttidspunkt ved udgangen af Det Sociale Tolkeprojekt bevilger tolkning på områder, hvor der ikke allerede er adgang til offentligt betalt tolkebistand. Regeringens handlingsplan for handicapområdet fra 2003 indeholdt et løfte om, at regeringen i løbet af 2003 ville vurdere mulighederne for at gøre en ordning med tolkning til sociale begivenheder mv. for døve og hørehæmmede permanent. Dette var dog et af de få punkter, der ikke var afsluttet, da regeringen i december 2004 udgav sin redegørelse for gennemførelsen af handlingsplanen på handicapområdet. I redegørelsen oplyser regeringen, at Det Sociale Tolkeprojekt er en succes, som giver døve og hørehæmmede muligheder, de ikke skal være foruden. Regeringen har samtidig konkluderet, at der gøres en indsats for at få etableret permanente ordninger i overensstemmelse med sektoransvaret. Rådet har bedt socialministeren give status på arbejdet med at permanentgøre ordningen om tolkning til sociale begivenheder, herunder at indføre sektoransvaret for andre områder. Rådet afventer svar. Derudover er det besluttet, at rådet i 2006 vil drøfte problemer omkring tolkning generelt, herunder placering i den nye struktur af hovedansvaret for tegnsprogstolkning. Udlandsbekendtgørelsen I en tid, hvor der er megen fokus på mere internationalisering af uddannelses- og beskæftigelsesmønstrene, og hvor mange rejser i læn- årsberetning

22 gere perioder, er det vigtigt, at lovgivningen også har fokus på, at mennesker med handicap gives de samme muligheder som mennesker uden handicap i forhold til at tage til udlandet. I 2005 sendte Socialministeriet et udkast til den nye udlandsbekendtgørelse i høring. Udlandsbekendtgørelsen beskriver, hvilke af servicelovens bestemmelser der kan medtages til udlandet og til hvilke formål. Rådet har tidligere været i dialog med Socialministeriet omkring udlandsbekendtgørelsen, idet rådet mener, at udlandsbekendtgørelsen i sin nuværende udformning er med til at hindre, at mennesker med handicap har de samme muligheder som mennesker uden handicap i forhold til at tage arbejde, uddanne sig eller blot rejse på ferie i udlandet. I udkastet til en ny bekendtgørelse blev enkelte af de meget åbenlyse problemer løst, men grundlæggende kom der ikke væsentlige ændringer i handicappedes muligheder for at medtage støtte efter sociallovgivningen til udlandet. Det ville for eksempel stadig ikke være muligt for personer, som selv ansætter deres hjælpere efter servicelovens 76, at tage disse hjælpere med til udlandet. Der blev heller ikke lavet om på reglerne om, at man ikke kan få ledsagelse med til udlandet (servicelovens 31 og 78), hvis man er i aktivering, revalidering eller under uddannelse. Man kan fortsat heller ikke medtage hjælp efter serviceloven, hvis formålet med udlandsopholdet er arbejde, med mindre opholdet er inden for EU s grænser og derfor er omfattet af EF-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed. I sit høringssvar og på et rådsmøde har rådet opfordret Socialministeriet til en række ændringer af bekendtgørelsesudkastet. Den endelige bekendtgørelse er endnu ikke offentliggjort, men rådet vil holde sig opdateret på området. Anbragte børn med handicap I 2004 henvendte rådet sig til socialministeren for at gøre opmærksom på en række problemer i forbindelse med børn med handicap, der bor på døgninstitution. Henvendelsen skete på baggrund af en undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede, der viste, at forældre til børn med handicap, der bor på døgninstitution, i mange tilfælde mangler handicapkompensation. Den manglende handicapkompensation kan betyde, at forældre og børn har svært ved at fortsætte med at fungere som familie, efter barnet er flyttet på døgninstitution. I henvendelsen foreslog rådet, at vejledning om særlig støtte til børn og unge i langt højere grad forholder sig til handicapkompensation som væsentligt i forhold til at sikre barnets kontakt til familien. Ministeren svarede, at når vejledning om særlig støtte til børn og unge skulle omskrives, ville ministeriet sørge for, at bestemmelserne om økonomisk støtte til samvær mellem forældre og barn blev uddybet. Dette skete i 2005, da der kom en ny vejledning til servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge. Evaluering af funktionsevnemetoden Socialministeriet har i 2005 offentliggjort en evaluering af funktionsevnemetoden. Funktionsevnemetoden blev indført pr. 1. januar 2003 i forbindelse med førtidspensionsreformen og skal anvendes i sager om merudgifter på grund af funktionsnedsættelser efter servicelovens 84. Hovedelementet i funktionsevnemetoden er et skema, som udleveres til alle borgere, der ønsker støtte efter servicelovens 84. Skemaet kan også bruges i sagsbehandlingen efter andre af lovens bestemmelser. Skemaet er udgangspunktet for en samtale med borgeren, hvor grundlaget for den videre sagsbehandling klarlægges. 22 det centrale handicapråd

23 Evalueringen viste på den ene side, at en del sagsbehandlere mener, at metoden øger retssikkerheden. På den anden side viste evalueringen også, at metoden af nogle opfattes som for omfattende, ufleksibel og nærgående, og at det især er velformulerede og ressourcestærke borgere, der kan anvende og dermed få gavn af metoden. Endelig viste evalueringen, at ikke alle kommuner bruger funktionsevnemetoden, selvom det er pålagt ifølge loven. Som opfølgning på evalueringen har socialministeren skrevet til alle kommuner og amtskommuner og præciseret, at metoden er et lovmæssigt krav i alle sager om merudgifter. Ministeren har ligeledes opfordret kommunerne til at sikre, at borgere, der søger om handicapkompenserende ydelser, får vejledning om sagsbehandlingen. Derudover vil ministeriet arbejde på at redigere materialet, udarbejde en pjece med informationer til borgere, der søger om dækning af merudgifter, og undersøge mulighederne for at udbyde kurser til sagsbehandlere og ledere på det sociale område. Rådet vil med interesse følge, hvilken effekt ministeriets initiativ vil få. Det kan blive nemmere Socialministeriet har udarbejdet et debatoplæg med titlen Det kan blive nemmere. Debatoplægget præsenterer en række handicappede menneskers personlige fortællinger fra hverdagens møde med den offentlige forvaltning. Som optakt til debatoplægget inviterede socialministeren en række mennesker med handicap til et lyttemøde for at høre om deres erfaringer fra mødet med den offentlige forvaltning. Det er nogle af disse oplevelser og erfaringer, der er samlet i debatoplægget. Samtidig med debatoplægget åbnede et debatforum på Socialministeriets hjemmeside, hvor interesserede kunne komme med konkrete forslag og ideer til, hvordan det offentlige kan gøre det bedre. Socialministeren henvendte sig i oktober til rådet om initiativet og lagde i henvendelsen op til rådets inddragelse i opfølgningen på debatoplægget. Rådet har kvitteret for ministerens initiativ og tilbudt at ville bidrage til de efterfølgende overvejelser om, hvad der konkret er brug for. Praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen Rådet har på et par møder i løbet af året behandlet undersøgelser og analyser fra Ankestyrelsen. Rådet har blandt andet behandlet to praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen. En, der handler om merudgifter efter servicelovens 84, og en, der handler om førtidspension efter arbejdsevnemetoden. Undersøgelsen om merudgifter inddrager også kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden. Ankestyrelsens undersøgelse konkluderer, at kommunerne i 71% af sagerne anvender funktionsevnemetoden. I undersøgelsen indgik i alt 122 sager om bevilling, delvis bevilling eller afslag på merudgifter efter servicelovens 84. Heraf indgik 82 sager fra 25 kommuner og 40 ankesager fra de 15 sociale nævn. Formålet med undersøgelsen om førtidspension efter arbejdsevnemetoden var, at indsamle erfaringer om, hvordan de nye regler om førtidspension anvendes. Det var især erfaringer med arbejdsevnemetoden og udarbejdelse af ressourceprofiler, man fokuserede på i undersøgelsen. I undersøgelsen indgik 100 afgørelser fra 34 kommuner og 24 afgørelser fra 8 sociale nævn. Undersøgelsen viser, at kravet om ressourceprofil er godt indarbejdet i pensionssagerne. Undersøgelsen viser også, årsberetning