Stilblade. Historiske huse

Transkript

1 Stilblade Historiske huse

2 Stilblade - Historiske huse Med stilblade for de historiske huse ønsker Aalborg Kommune at optimere bevaringen af ældre huse i Aalborg Midtby, opført fra tallet og til ca I 2008 startede projektet "Bevaring af ældre huse i Aalborg Midtby". Dokumentation og registrering af huse opført frem til 1761 blev udført af museumsinspektør Morten Pedersen, Nordjyllands Historiske Museum og arkitekt Erik Iversen. Det udviklede sig til et samarbejdsprojekt mellem Teknik- og Miljøforvaltningen ved Aalborg Kommune, Nordjyllands Historiske Museum og Fonden til Bevarelse af gamle Aalborghuse. Stilbladene for de historiske huse er en del af projektet og skal ses som et led i at forbedre kommunens byggesagsbehandling og planlægning for den ældste del af byen. Et andet formål er at give ejere og borgere i øvrigt mere indgående viden om de ældste huse. Aalborg Midtby, som i denne sammenhæng er begrænset til "Renæssancebyen", var i renæssancen rigets næststørste by. Altså en storby efter datidens forhold. Det er en vigtig historie for byens identitet og en del af Aalborgs kulturhistorie. Aalborg Kommune har udarbejdet stilblade for de mest typiske stilarter for enfamiliehuse og etagehuse fra perioden omkring 1880 erne og frem til i dag, og nu også for historiske huse. Stilbladene fortæller på en enkel og inspirerende måde om stilartens karakteristika, og der gives anvisninger på, hvilke materialer mv., man bør anvende, når der foretages ændringer på en bygning. Med stilbladene ønsker Aalborg Kommune at sætte fokus på de særlige værdier, der er knyttet til den enkelte bygningstype. De forskellige tidsperioder har haft hver deres idealer for, hvordan bygninger skulle se ud. Stilbladene er med til at forklare, hvad der er særligt og karakteristisk for den enkelte stilart. Tidslinje for stilarter i historiske huse: Bindingsværkshuset Borgerhuset Læs mere 'Stilblade Enfamiliehuse' 'Stilblade Enfamiliehuse - Temaer' om garager og carporte 'Stilblade Etagehuse' 'Stilblade Etagehuse - Temaer' om altaner, baggårde og gårdfacader, tagkviste og tagelementer Stilbladene kan fås ved henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen eller hentes på Spørgsmål om stilbladene kan rettes til arkitekt Ulla Kristensen, tlf

3 BINDINGSVÆRKSHUSET OG UDSKIFTNINGS- BYGGERI Bindingsværkshuset er en af Danmarks ældste hustyper. Det er udviklet som et byggesystem med bærende (lodrette) stolper og (vandrette) remme. Den regelmæssige afstand mellem stolperne (fag), som er bestemt af tømmerets styrke og bæreevne, giver husets facader en taktfast rytme. Hustypen kan forlænges ved at tilbygge flere fag og forhøjes ved at tilbygge flere etager (stokværk). Husene er dog sjældent højere end tre stokværk. Tagkonstruktionen er et saddeltag, som i byerne er teglhængt. Det har et beskedent udhæng og diskret taggesims. I de spartanske udgaver af hustypen fremstår bindingsværket enkelt og nøgternt uden konstruktive eller dekorative finesser. De mere velhavende udgaver fremhæver derimod ofte de konstruktive detaljer i facaden for at opnå en dekorativ reliefvirkning, fx ved at udkrage husets øverste etager. Dvs. at den øvre etage udføres bredere end den nedenunder, og enderne af de bærende bjælker rager ud i facaden, hvor de understøttes Enkelt bindingsværk Den udkragede førstesal bæres af en konsol - en knægt af en dekorativt udformet bærekonsol (en knægt). Nogle huse har også udkragede etager i gavlene, såkaldte knægtgavle, som på dramatisk vis giver huset "overbalance" ud i gadebilledet. I gavlene er kun tre knægte bærende pr. etage (to facadebjælker og en midterbjælke), de øvrige er attrapper. Facaderne kan også være domineret af adskillige krydssamlinger af bindingsværket, flere end påkrævet til at afstive facaden, for at opnå et markant facademønster. Facadeskemaet mod gaden har tit en klar symmetrisk orden med porten eller indgangsdøren i midten, flankeret af de regelmæssigt placerede vinduer. På gårdfacaderne bliver vinduer og døre, ligesom ved de spartanske bindingsværkshuse, placeret efter funktionelle overvejelser, ofte asymmetrisk. Tagene er sjældent udstyret med tagkviste, men ofte med en gavlkvist med lem og hejseværk. Side 3

4 BINDINGSVÆRKSHUSET OG UDSKIFTNINGS- BYGGERI Boden er betegnelsen for et småhus i ét stokværk (etage). Typen var udbredt i byerne i 1400-, og 1600-tallet. Boderne lå på række, gavl mod gavl, med facaderne i gadelinjen. Huset var opført i bindingsværk uden dekorationer med en lav facadehøjde, og facadebredden var ofte kun fire fag. Husene havde saddeltag, og loftet var indrettet til lager. I Aalborg findes i dag kun få boder i bindingsværk i gadefacaden. Gårdkomplekser Velhavere opførte bygningskomplekser med en præsentabel bygning, der også fungerede som bolig, mod gaden, og et antal tilbyggede længer mod gårdsiden, beregnet til erhverv, lager og boliger til de ansatte. De største komplekser kunne bestå af flere sammenhængende gårdanlæg med adgang til nabogaderne. Den præsentable bygning var et længe- eller gavlhus i 2-3 stokværk. I ekstravagante udgaver kunne de være forsynet med karnapper eller frontispicer (dekorativt udformede gavlkviste) i klassicistisk formsprog (barok, rokoko, empire) - af og til udført i teglsten. Gårdrummenes udformning var mere vilkårlig, varierende fra smalle, komplekse gårdinteriører med beskedne lysforhold til fint belyste rektangulære gårdrum med facader af regelmæssige længehuse, fx de regulære lagerbygninger. Adskillige boder har fået udskiftet tømmeret med murværk Længehuset er den præsentable del af et stort gårdkompleks Længehuset har ligesom boden sin facade i gadelinjen og er ofte sammenbygget med nabohusene. Det er en større hustype - adskillige fag i længden og op til tre stokværk. Facaden mod gaden havde et roligt helstøbt udtryk med regelmæssige vinduesplaceringer og fine proportioner mellem den lodrette facade og tagfladen. Gårdfacaden kunne fremstå ganske irregulær med indbyggede altangange (svalegange) og mindre knopskudte tilbygninger. Gavlhuset er i princippet et længehus med "gavl til gaden". Imellem gavlhusene var der en smal passage, en vand-rende til afledning af tagvandet. Hustypen blev især anvendt på hovedstrøgenes smalle grundstykker. Den trekantede gavltop afsluttedes ofte med en krydssamling. Dør og vinduer var placeret symmetrisk i gavlfacaden. Side 4

5 BINDINGSVÆRKSHUSET OG UDSKIFTNINGS BYGGERI Udskiftningsbyggeri Byens første bygningsregistrering fra 1761 viser, at et stort antal af Aalborgs midtbys nuværende huse er opført som bindingsværkshuse. Husenes historie kan føres tilbage til Aalborgs tid som renæssanceby, og enkelte endda tilbage til middelalderen. Husene er i de efterfølgende århundreder vedligeholdt, renoveret eller ombygget i forskellig grad. Nogle huse har formået at bevare et udtryk, som er tæt på det oprindelige. Udtjente bygningsdele, såsom smuldrende tagsten og råddent træværk, er blot blevet erstattet af nye materialer. Mange huse har et mere komplekst udtryk i dag, præget af historiens dynamik. Husene har fået udskiftet oprindelige bygningsdele med fremmede elementer, er blevet forhøjet, tilbygget eller har fået skalmuret en ny facade. Det betegnes under et som udskiftningsbyggeri. Udskiftningsbyggeriernes historie rummer således flere lag - en mere eller mindre synlig, oprindelig kerne har fået tilføjet træk fra de efterfølgende stilperioder. Gavlhusets facade er udskiftet til murværk, og det nye halvvalmede tag med taggesims er et klassicistisk stiltræk. I 1700-tallet og i starten af 1800-tallet blev mange boder ombygget til grundmurede borgerhuse; facaden blev forhøjet og tilført en markant taggesims, og vinduer og dør placeredes efter klassicistiske retningslinjer. I slutningen af 1800-tallet ombyggede man husene efter historicistiske ideer. Til venstre: En mindre udskiftning - bindingsværket i stueetagen er erstattet af murværk. Længehuset har fået murværk i facaden mod gaden, men har bevaret det oprindelige facadeskema, og resten af huset fremstår med det oprindelige bindingsværk. Husrækken i Nørregade består af længehuse, hvor bindingsværket findes på gårdfacaderne, mens gadens facader har fået klassicistiske og historicistiske skalmuringer. Side 5

6 BINDINGSVÆRKSHUSET OG UDSKIFTNINGS- BYGGERI ANBEFALINGER Bindingsværkshuset Bygningsdele og overflader De ældste bindingsværkshuse er opført på sokler af marksten og/eller hårdtbrændte mursten. Bindingsværket er udført med tætte, tappede samlinger. Ved udskiftning af tømmer skal man bruge samme træsort som den oprindelige. Tavlerne, dvs. felterne mellem tømmeret, kunne være lerklinede, opmuret med ubrændte mursten, eller opmuret med teglsten i kalkmørtel, til tider med mønster. Tavlernes overflade er altid kalket. Farvesætning af tavler og træværk er egnsbestemt. Tagmaterialet er røde danske vingetegl, gerne med et profil med kraftigt svaj. Skorstene er placeret i rygningen, og skorstenens profil består af sokkel, rør og gesims. Eventuelle tagkviste skal være spinkle trækonstruktioner, som ikke må dominere tagfladen. Vinduer var af træ, småsprossede med kitfalsede ruder. De var sidehængte, placeret i plan med ydermuren og uden sålbænk. I 1800-tallet fremkom en lidt større rudestørrelse efter klassicistiske forskrifter. Trædørene var malede fyldningsdøre beklædt med revler eller med klassicistiske feltopdelinger, ofte indrammet med udskårne træsøjler. Døren var husets pryd. Bygningsændringer og tilbygninger Ved istandsættelser skal man bruge samme materialetyper som oprindeligt, evt. genbrugsmaterialer. Moderne tætte materialer kan inddæmme fugt i konstruktionerne. Den gamle byggeteknologi er rationel og brugervenlig, og det kan anbefales at studere faglitteraturen. Bindingsværkets arkitektoniske pondus opnås gennem dets enkle afstemte konstruktioner; eventuelle ændringer kræver faglig indsigt. Ovenfor: Udskiftningsbyggeriet har mulighed for at få den gamle facade med bindingsværk tilbage. Udskiftningsbyggeri Det udskiftede byggeri har kulturhistorisk værdi. Bygningskroppens dimensioner kan for eksempel dokumentere den oprindelige hustype, byrummets oprindelige forløb og skala, mens de foretagne udskiftninger kan vidne om byggeskikken i eller 1800-tallet. Ved ombygninger og vedligeholdelsesarbejder anbefales det at bevare et udtryk, som respekterer både den oprindelige hustype og udskiftningsbyggeriet. Ved udskiftningsbyggeri uden arkitektonisk og kulturhistorisk kvalitet kan det undersøges, om huset har potentiale til en større restaurering, altså tilbageføring til den oprindelige hustype. Alternativt kan husets oprindelige proportioner, facadeskema og materialevalg være retningslinjer for et moderne byggeri. Sagkyndig bistand anbefales i alle tilfælde. Side 6

7 BORGERHUSET - DET GRUNDMUREDE KLASSICIS- TISKE HUS Ordet 'grundmuret' beskriver husets konstruktion med bærende teglstensvægge i modsætning til bindingsværkshusets bærende tømmer. Klassicismens ide refererer til den antikke græske arkitektur og dens idealer om skønhed og harmoni. Facader skulle fremstå som helstøbte, rolige kompositioner ligesom templerne. I praksis betød det, at husene fik facadeskemaer med strengt symmetrisk placerede vinduer, døre samt eventuelle tagkviste eller gavlkviste. Proportionerne mellem tagflade og facade skulle være afstemte, og overgangen mellem fladerne skulle markeres med en gesims. Fra 1600-tallet, hvor de ældste bevarede grundmurede huse blev opført, og frem til omkring 1850, blev den klassicistiske ide fortolket af stilarterne renæssance, barok, rokoko, klasssicisme og senklassicisme. Stilarternes forskellighed kom frem Aalborgs større grundmurede huse Jens Bangs Stenhus og Jørgen Olufsens Gavlhus er renæssancebygningskunst i internationalt format. Husene har gavle med volutter, spidsgavl, vinduesindramninger og dekorationer i natursten, facadeskemaer med klar symmetri m.m. Rådhuset er smukt proportioneret efter de klassicistiske principper, hvor indgangsportalen og midtgavlen fremhæver den centralsymmetriske komposition - barok. Hallings Gård på Vesterbro med den svungne kvistgavl er også barok. Rådhuset Hallings Gård Rådhuset i bygningsdetaljerne og i anvendelsen af dekorative elementer. Mest markant på de større huse - rådhuse, købmandsgårde og palæer - mens middelstandens boliger - borgerhusene - var tilbageholdende med facadeeffekterne. De grundmurede huse var dyrere at opføre end bindingsværkshusene, men til gengæld mere brandsikre. Først i 1700-tallet blev det gængs at anvende hustypen til almindelige boliger, kaldet borgerhuse. Borgerhusene vægtede det ordentlige og afdæmpede i klassicismen, og i modsætning til de større huses noget prangende attitude fremstod de stilfærdige og økonomiske. De mindste borgerhuse er ombyggede boder - små bindingsværkshuse. Facaderne blev grundmuret og forhøjet, vinduer og døre placeret i en symmetrisk orden, og en tydelig taggesims blev tilføjet for at markere overgangen til det regulære saddeltag. De enkle huse lå på række i gadelinjen, gavl mod gavl. Jørgen Olufsens Gavlhus Jens Bangs Stenhus Side 7

8 BORGERHUSET - DET GRUNDMUREDE KLASSICIS- TISKE HUS De afdæmpede facadeeffekter på Hans Wigelsens Gård, Nytorv, med det svagt fremhævede midterparti, der flankeres af lisener, flade murpiller, er et udtryk for senklassicismens mådehold. "Sildepalæet" i Jomfru Ane Gade med trekant-frontispice og lisener i midterstykket er samme stilart, men inspireret af københavnske palæer. "Sildepalæet" i Jomfru Ane Gade Den populære type med gavlkvist I barokken, der florerede i 1700-tallet, var gavlmotivet på mode; det gav facaden en central-symmetrisk effekt. Der var regulære gavlhuse med husets længderetning vinkelret på gadelinjen, og huse med såkaldt falske gavle. De havde en kompliceret tagkonstruktion, der mod gaden synede som et gavlhus, mens de mod gården havde saddeltage orienteret parallelt med gadelinjen. Mest udbredt var typen med gavlkvist, hvor de kraftige gesimser dramatisk fremhævede symmetrien. Hans Wigelsens Gård, Nytorv Et regulært gavlhus Side 8

9 BORGERHUSET - DET GRUNDMUREDE KLASSICIS- TISKE HUS Rokokoen, der var fremme i slutningen af 1700-tallet, var en mere fantasifuld stilart end barokken. Der kom flere livlige detaljer og effekter på facaden; relieffer i murværket, lisener, blændinger og lave buer. En rokoko-dekoration kunne være asymmetrisk i facaden blot for at skabe opmærksomhed. Huset har en såkaldt "falsk gavl" mod gaden og saddeltag mod gården Klassicisme med vandrette facadebånd Til venstre: En "skæv" rokokodetalje. Nedenfor: En facade med rokokodetaljer Med stilarten klassicismens fremkomst i starten af 1800-tallet forsvandt gavlmotivet; facaderne blev nu vandret orienteret med let fremskudte sokler og facadebånd. Taktfaste vindueshuller prægede facaden, og eventuelle dekorationer var små og diskrete. Facaden i stueplan kunne være kvaderfuget. Senklassicismen fortsatte det stramme udtryk, dog med en mere plastisk facade med markerede vinduesindramninger, og både tilbagetrukne blændinger og fremskudte felter. For borgerhusene var det et must at tilpasse sig omgivelserne. Man var inspireret af barokkens vision om en smuk by, hvor det enkelte hus underordnede sig et ensartet og harmonisk gaderum. Borgerhusene havde altid grundmurede facader mod gaden, men de kunne være opført med bindingsværk til gårdsiden af økonomiske årsager. Der var også eksempler på bindingsværkslængehuse, hvor gadefacaden blev nedrevet og genopført i en grundmuret klassicistisk udgave. Ensartede hustyper Senklassicistisk facade Side 9

10 BORGERHUSET - DET GRUNDMUREDE KLASSICIS- TISKE HUS ANBEFALINGER Bygningsdele og overflader Den klassicistiske arkitektur er målrettet - alle detaljer er udformet og proportioneret, så de understøtter en harmonisk helhed; det gælder også materialevalget og farvesætningen. Man kan med succes bevare oprindelige detaljer, materialer og farver og evt. via bygningsstudier genskabe forsvundne bygningselementer. Borgerhusene kunne fravige facadesymmetrien med en yderlig placering af indgangsdør eller -port af hensyn til husets indretning, men uden at bryde den taktfaste opdeling af facaden. Samtidigt med borgerhusets gennembrud introduceredes de pudsede facader. De fremstod naturel i en grå rosa nuance pga. tilslag af knuste natursten i mørtelen. I barokken foretrak man kraftige, mættede farver på fladerne og hvidtede gesimser. Senere kom lysgrå og lysblå nuancer, og i rokokoen også pastelfarver, men aldrig kridhvide facader. Vinduerne var tofags, sidehængte og kitfalsede; de ældste småsprossede tallets klassicistiske vindue havde større rudefelter uden lodrette sprosser. Vinduerne var malet i mørke farver, ofte mørkegrøn, eller lyse grålige toner, og aldrig kridhvide. Vinduerne havde ingen eller kun en beskeden sålbænk af teglsten. Indgangsdøren skulle være markant, opdelt i 2-4 felter eller beklædt med stave i sildebensmønster, til tider indrammet af natursten eller dekoreret træværk. Over dørpladen var ofte et sprosseopdelt glasfelt. Dørene var malet i mørke farver. Rokokoen yndede udskårne motiver i dørfladen. Borgerhusene havde saddeltage beklædt med røde teglsten. Skorstene, placeret symmetrisk på rygningen, bestod af en base, et skorstensrør og gesims i teglsten. Evt. tagkviste var små og spinkle konstruktioner anbragt symmetrisk på tagfladen, beklædt med zink eller kobber. Formen på kvistens gavl var en lav trekant eller en flad bue. Bygningsændringer og tilbygninger Ved renovering af grundmurede huse anbefales det at anvende oprindelige materialer, oprindelige håndværksmetoder og være opmærksom på, at moderne materialer som gummi- og silikonefuger, diffusionstætte overfladebehandlinger osv. er ødelæggende for de gamle konstruktioners holdbarhed. Ved renovering og vedligeholdelsesarbeder anbefales det at få informationer fra fagfolk og videncentre. Side 10

11

12 Teknik- og Miljøforvaltningen Stigsborg Brygge 5 Tlf Nørresundby teknik.miljoe@aalborg.dk November 2009