MAKRO 2 STRUKTUREL LEDIGHED. Arbejdsløshed = Kompetitivt (løntagende) overudbud af arbejdskraft. Hvorfor falder (real-) lønningerne ikke bare?

Transkript

1 STRUKTUREL LEDIGHED MAKRO 2 2. årsprøve Forelæsning 10 Kapitel 13 Hans Jørgen Whitta-Jacobsen econ.ku.dk/okojacob/makro-2-f09/makro Arbejdsløshed = Kompetitivt (løntagende) overudbud af arbejdskraft. Hvorfor falder (real-) lønningerne ikke bare? 1. Kortsigtet, nominel lønstivhed forklarer konjunkturarbejdsløshed. Det tager tid for de nominelle lønninger at tilpasse sig efter stød. I mellemperioden behøver arbejdsmarkedet ikke cleare. Inden tilpasningen er færdig, kan nye stød være kommet til. 2. Langsigtet, real lønstivhed forklarer strukturarbejdsløshed: Arbejdsløshed af en vis størrelse giver ikke pres nedad på reallønningerne, hvorfor sameksistens af en vis ledighed og fuldt tilpassede lønninger og priser er muligt. Men hvordan det? Nu: En ny form for langsigtet, real lønstivhed: Fagforeninger. Her: Et tørt syn på fagforeninger, alene som lønforhandlere...

2 FAGFORENINGS-MODELLER På det enkelte arbejdsmarked er der mange arbejdere og mange virksomheder og homogen type arbejdskraft osv., men... Alle arbejderne er samlet i en fagforening, og den sætter reallønnen i overensstemmelse med medlemmernes interesser. Virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft ved den pågældende realløn, bestemmer beskæftigelsen. EN SIMPEL PARTIEL LIGEVÆGTSMODEL N arbejdere, udbyder hver én enhed arbejdskraft uelastisk. Efterspørgselskurve for arbejdskraft: L d (w) = zw ε, hvor ε>1, og z>0 er efterspørgsels/udbudsstød. Hvis en arbejder ikke får arbejde på det betragtede arbejdsmarked, får han forventet indkomst v, outside option eller normalindkomst, afspejler mix af understøttelse, alternativ beskæftigelse osv., eksogen for nu. Dette kan resultere i arbejdsløshed. Nogle arbejdsløse ville arbejde ved gældende og endda lavere lønninger, og ved lavere lønninger ville virksomhederne gerne ansætte flere. - Hvordan kan det være i arbejdstagersidens interesse, at fagforeningen sætter lønnen så højt? - Hvordan kan fagforeningen holde sammen? (Kartelproblemet).

3 DET KOMPETITIVE TILFÆLDE FAGFORENINGENS MÅLSÆTNING Antagelse: L d (w) skærer den lodrette linje ud for N over v (det interessante tilfælde). Betyder: Hvis der var fuldkommen konkurrence, så ville lønnen w c opfylde w c >v: Den kompetitive løn w c ville være givet ved L d (w) =zw ε = N: µ w c z 1/ε =, N og der ville være fuld beskæftigelse L c = N. NB. Under ovenstående rimelige Antagelse, og hvis arbejdsmarkedet var kompetitivt, så ville skift i z påvirke reallønnnen, ikke beskæftigelsen. Passer dårligt med stylized facts om konjunkturcykler! Hvis det betragtede arbejdsmarked ikke er kompetitivt, men med fagforeningsbestemt realløn? For w>w c,vill = L d (w), og der vil være N L d (w) arbejdsløse: N L d (w) N for w w c, u(w) = 0 ellers. Antagelse: I enhver periode, hvor arbejdsløshedprocenten er u, har alle arbejdere individuel ledighedsrisiko u. Betyder: Hvis lønnen er w i en periode, så er hver arbejders forventede indkomst (ex ante) i perioden: Ω(w) [ u(w)] w + u(w)v, og dette er også hver arbejders gennemsnitlige indkomst over det lange sigt, hvis arbejdsløsheden bliver ved med at være u(w).

4 Det er derfor i alle medlemmers ex ante eller langsigtede interesse, at: Fagforeningen sætter w for at maksimere Ω(w). 1) Kan (som vi skal se) indebære arbejdsløshed, w >w c og L d (w ) <N. Der vil være arbejdsløse, hvis kortsigtede interesse det er at underbyde w. Hvordan kan w så være i alles interesse? Den er i alles ex ante eller langsigtede interesse (hvis underbydning betyder, at fagforeningen bryder sammen, og lønnen bliver w c ). 2) Kartel-problemet: Hvordan kan fagforeningen holde sammen? Hvis den kan, er det fordi, medlemmerne indser, at sådan varetages deres langsigtede interesser bedst. En enkelt kan slippe af sted med at underbyde, uden fagforeningen bryder sammen, men hvis det breder sig, er den færdig. Medlemmerne har kollektiv interesse i commitment til ikke at underbyde. Løsningen w til max Ω(w) [ u(w)] w + u(w)v opfylder enten w = w c eller w >w c. Det sidste er en indre løsning. For w w c : Ω(w) = Ld (w) N w + N Ld (w) v N = 1 N (w v)ld (w)+v. En indre løsning er et w,som maksimerer (w v)l d (w) og opfylder w >w c. Bemærk, at (w v)l d (w)/n er den individuelle indkomsts forventede overskud ift. outside option, altså den økonomiske rente ved at stå i fagforening, og følgelig er (w v)l d (w) den samlede fagforeningsrente. 3) Fagforeningens mål er afledt fra medlemmernes interesser!

5 FAGFORENINGSLIGEVÆGTEN Max (w v)l d (w) traditionelt profit-max-problem for monopolist med konstant stykomkostning v, og isoelastisk efterspørgsels-kurve L d (w) =zw ε. For indre løsning w >w c gælder derfor: w = ε ε 1 v>v og L = z µ ε ε 1 v ε. Betingelsen for en indre løsning, w >w c µ ε z 1/ε ε 1 v>. N Opfyldt for v eller N stor nok (eller for z lille nok). En indre løsning er en mulighed! I en indre løsning er der arbejdsløshed: Hvis w således bestemt er >w c, er løsningen indre. L = L d (w ) <L d (w c )=N. Dvs. i den partielle arbejdsmarkedsmodel med monopolfagforening er ligevægt med arbejdsløshed og fuldt tilpasset løn en mulighed, men ikke en nødvendighed.

6 MODELLENS IMPLIKATIONER 1. Mulighed for arbejdsløshed i ligevægt med tilpasset realløn. Hvorfor? En løn over den markedsclearende kan være i arbejdernes langsigtede (eller ex-ante-) interesse. Er dette ufrivillig ledighed? 2. For en indre løsning, w = ε ε 1 v og L = z µ ε ε 1 v ε, gælder, at skift i z ikke påvirker w, men de påvirker L. Arbejdsmarkedet kan altså være sådan, at hvis det fungerede kompetitivt, ville støddet z kun påvirke w, mens med fagforeningsbestemt løn, vil støddet z kun påvirke L. Fagforeningsmodellen kan bidrage til at forklare et stylized fact om konjunkturbevægelser. EN MAKROMODEL MED FAGFORENINGER Modelramme med monopolistisk konkurrence: Der er n forskellige produkter, i =1,...,n: µ Pi σ Y D(P i )= P n, σ > 1. P = P (P 1,...,P n ) er prisindeks, Y er BNP, σ er priselasticitet. For hvert produkt er der én virksomhed, som sætter prisen P i. Hver virksomhed har produktionsfunktion: Y i = L i. Arbejdskraft købes hos de N i arbejdere, der i den betragtede periode er tilknyttet fagforeningen for sektor i. Industrifagforeninger. Fagforeningen sætter W i,mentagern i og P, Y og n for givne. Arbejderne ikke permanent tilknyttede én fagforening, men kan vandre mellem perioderne.

7 PRIS- OG LØN-BESTEMMELSE I HVER SEKTOR Da Y i = L i bliver realprofit ivirksomhedi: Π i = P µ iy i W i L i Pi = Y i P P W i = Y i (p i w i ) P Π i = p σ Y i n (p i w i ). Virksomhed i tager w i for givet og sætter p i (sætter P i, så der givet P opstår p i = P i /P ), der maksimerer Π i. Dette er det sædvanlige profitmax-problem med isoelastisk efterspørgselskurve osv.: p i = σ σ 1 w i m p w i. Med p i således fastsat bliver output og beskæftigelse i virksomhed i: Y i = L i =(m p w i ) σ Y n Ld (w i ). Fagforeningen i sektor i er altså konfronteret med efterspørgselskurve for arbejdskraft: L d (w i )=(m p w i ) σ Y n. Vælger w i, der maksimerer det repræsentative medlems forventede indkomst: Ω(w i ) Ld (w i ) w i + N i L d (w i ) v = (w i v) L d (w i ) +v, N i N i hvor v er outside option set fra arbejdsmarkedet i sektor i. (Ω i er kun forventet indkomst så længe L d (w i ) <N i, men denne betigelse er opfyldt i makroøkonomisk ligevægt). Fagforeningen maksimerer (w i v) L d (w i ), fagforeningsrenten. Igen det sædvanlige problem: w i = σ σ 1 v mw v>v. N i

8 LØNKURVEN Normalindkomsten, eller outside option, set fra sektor i: v = ub +(1 u)w, Højere u giver mindre markup, dvs. faldende smh. u, w: Lønkurven. Eller stigende smh. e, w: Højeree større v højere w i for at sikre samme fagforeningsrente større lønpres. hvor w er generelt lønniveau, u økonomiens arbejdsløshedsprocent, og b arbejdsløsheds-understøttelsen. Da v er den samme set fra alle sektorer, sætter alle fagforeninger samme w i,såw i = w: w = σ [ub +(1 u)w] σ 1 w = 1 σu 1 b = 1 σ(1 e) 1 b. (WS) Lønnen er en markup over b. (σu > 1 vil være opfyldt i makroøkonomisk ligevægt). Højere b skifter lønkurven opad. Højere σ skifter lønkurven nedad.

9 PRISKURVEN MAKROØKONOMISK LIGEVÆGT Hver virksomhed i sætter prisen så: p i = P i P = mp w i. w = 1 σu 1 b = 1 σ(1 e) 1 b (WS) w i = w i alle sektorer alle P i ens P i /P = 1 1=m p w, når alle priser er i overenstemmelse med virksomhedernes prisfastsættelse. Priskurven: w = 1 m p (PS) w = 1 mp. (PS) Større σ (mindre m p ) skifter priskurven opad.

10 w = 1 σu 1 b = 1 σ(1 e) 1 b (WS) w = 1 m p (PS) KONKLUSIONER/STRUKTURPOLITIK Der er nødvendigvis en vis arbejdsløshed i den samlede makroøkonomiske ligevægt med fuldt tilpassede priser og lønninger. Når w =1/m p sættes ind i lønkurven fås: u = e = σ( mp b) 1 σ( m p b) 1 σ( m p b) = 1 m w m w 1 ( mp b). Dvs. u afhænger kun af m p og m w (dvs. σ) ogb. Fagforeningenhjembringerkunenøkonomiskrentehvis w i >v=(1 u)w + ub, men i ligevægt gælder også w i = w. Meget lav u betyder v meget tæt på w og derfor pres for højere lønninger. Først når de højere lønninger har skabt en vis arbejdsløshed er ligevægt med w>vmulig. BNP er udbudsbestemt. Bestemmelse af N i : Arbitrage sikrer N i = N for alle i.

11 u 1 = σ( m p b) = 1 m w m w 1 ( mp b). Højere arbejdsløshedsunderstøttelse betyder højere strukturel ledighed idennemodel.arbejdsmarkedspolitik. Mere market power for fagforeningerne på arbejdsmarkederne (lavere løn-elasticitet σ i arbejds-efterspørgslen) betyder højere strukturel ledighed. Arbejdsmarkedspolitik. Mere market power for virksomhederne på outputmarkederne (lavere pris-elasticitet σ i output-efterspørgslen) betyderhøjerestrukturelledighed. Konkurrencepolitik.