English summary. Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

Transkript

1 English summary This paper deals with narratives as instruments to understand people and their identity in modernity. It focuses on the origin of narratives as a product of relations and culture and demonstrates the necessity of narrative abilities in order to navigate in a period influenced by the breakdown of traditions and common values as well as hierarchies. This introduction is followed by reviews of a psychoanalytic and a social constructionist outlook on the connection between narrative and self. The paper discusses different self-concepts as a consequence of the existence of narrative truth as well as the influences of culture and modernity to our understanding of who we are. In the end the connection between narrative and action in general is outlined and the paper is completed with a discussion on possible new self-concepts and some positive perspectives is sketched out. Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

2 Indholdsfortegnelse Side English summary... 1 Indholdsfortegnelse Indledning Problemformulering og afgrænsning Gennemgang af McAdams forståelse af narrativer: Betydning i et personligheds psykologisk perspektiv Den tid, vi lever i Konstituenter i menneskets identitet Hvad er et narrativ? Hvordan udvikles narrativer? Hvordan kan man forstå forbindelsen mellem narrativ og selv? Et psykoanalytisk perspektiv Et social konstruktionistisk perspektiv Sammenligning af et psykoanalytisk og en social konstruktionistisk forståelse af forbindelsen mellem narrativ og selvet Kan man i lyset af samtiden tale om eksistensen af en stabil personlig kerne? P. Cushman: Det tomme selv E. Loftus: Hukommelsesforskning C. Taylor: Værdier muliggør autenticitet Opsamling: Selvets relative stabilitet Hvilken forbindelse er der mellem narrativer og individets handlinger? Afgrænsning af handlingsbegrebet Hvad man ikke kan og kan sige om spørgsmålet Tids- og kulturdimensionen i handlingen Afsluttende diskussion og perspektivering af narrativer: Et redskab til forståelse af menneskets identitet i samtiden Referenceliste Litteraturliste Bilag Bilag Bilag Bilag Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

3 1. Indledning Et narrativ 1 er en fortælling, f.eks. et menneskes fortælling om sig selv eller verden. Når et menneske fortæller om sig selv, får vi noget at vide om, hvordan dette menneskes har levet, lever og forventer at leve sit liv, men samtidig anes, at fortællingen rummer indirekte informationer om fortælleren, en tavs beretning bag beretningen. Måske ved vi, at noget bevidste og ubevidste ikke bliver fortalt, eller med tiden har fået en anden drejning. Muligvis aftegnes der i fortællingen konturer af fortællerens personlighedstræk, tidlige erfaringer med primære omsorgsgivere og deres betydning for måden at færdes i verden på. Også kulturen og dens institutioner har iboende narrativer om sig selv, som sætter spor på de personlige narrativer. Narrativer er overalt omkring os, de præger os, ligesom vi præger dem. Narrativer som informationsbærere om mennesket i en given kontekst har i de seneste år fået tiltagende mere opmærksomhed indenfor bl.a. psykologien 2. Når jeg her har valgt at beskæftige mig med narrativets betydning for mennesket, er det derfor nødvendigt at udelukke en række spændende perspektiver, og rette opmærksomheden mod et ganske lille udsnit af det narrative hav, som aktuelt i særlig grad optager mig: Min interesse gik indledningsvis på sammenhænget mellem narrativ og handling: hvordan influerer narrativet på menneskets valg? - men snart dukkede endnu et spørgsmål op: Hvis et narrativ kan have betydning for, hvem man er, og hvordan man lever sit liv, hvad gør i så fald narrativer forskellige fra hinanden? Med andre ord: hvordan og af hvad opstår narrativet? Og hvordan hænger narrativet sammen med ens identitet 3, selvet? Er vi ganske enkelt vores fortællinger? og gør narrativerne selvet flygtigt? 1.1 Problemformulering og afgrænsning Opgaven i nogen grad taget form efter disse spørgsmål og vil folde sig ud som følgende, idet mit fokus være nedenstående problemstillinger og teoretikere i nævnte rækkefølge. 1 Begrebet narrativ bruges af de i opgaven anvendte teoretikere såvel som begreberne fortælling, selv-beretning, historie, livshistorie o.a. De forskellige sproglige såvel som teoretiske præferencer influerer for mig at se ikke på, den i store træk enslydende beskrivelse af, hvad der tales om. Jeg vil i opgaven fortrinsvis anvende begrebet narrativ for at signalere dette sammenfald. Med narrativ menes her en fortælling med en bestemt struktur: det har start, klimaks og slutning. Narrativet lægger sig op ad en genre, og har til formål at skabe mening og helhed for begivenheder i en given kontekst. Bruner (1998,s ) redegør detaljeret for retningslinier for narrativets struktur og kalder dem for de narrative realiteters ni universalier. Disse detaljer er ikke relevante for opgaven, hvorfor jeg blot henviser til ham. 2 Sarbin (1986,s.15) har foreslået, at narrativet kan være den nye Root-metaphor indenfor psykologien som hele i stedet for mekanisismen, et relevant forslag, da discipliner som bl.a. organisationspsykologi, klinisk psykologi, personlighedspsykologi, udviklingspsykologi og socialpsykologi er begyndt at anvende metaforen som forståelsesramme for mennesket i en given kontekst. 3 Identitet bruges i gennem opgaven som synonym til selvet. Egentlig ville jeg i forenklings øjemed helst anvende begrebet selv, men indimellem er den sproglige balance bedre, når begrebet identitet anvendes i stedet. Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

4 D. P. McAdams har i en årrække beskæftiget sig med narrativer som centrum for en personlighedspsykologisk forståelse af mennesket, og har i den forbindelse bl.a. udforsket narrativets oprindelse, konstruktion og betydning. Hans almenpsykologiske tilgang danner en bred baggrund for videre fordybelse i området, hvorfor jeg indleder med at redegøre for opgaverelevante dele af hans arbejde. Dernæst vil jeg undersøge hvordan narrativet hænger sammen med selvet. Her vil jeg inddrage D. Spence (1982) som repræsentant for den psykoanalytiske tilgang og J. Bruner (1987,1990, 1996) og K. Gergen (1994) som repræsentanter for den social konstruktionistiske tilgang til feltet. Jeg afrunder denne afdeling med at opsummere forskelle og ligheder mellem disse forskellige teoridannelsers forståelse af forbindelsen mellem narrativer og selvet. Hvis narrativet og selvet er forbundet med hinanden, og narrativet ikke er sandt eller fuldt ud afspejler en historisk fortid, forrykkes den vante forestilling om en sand kerne indeni mennesket. Spørgsmålet er, om der er en stabil personlig kerne indeni? Det vil jeg undersøge og diskutere med afsæt i P. Cushman (1990), E. Loftus (1986,1997) og C. Taylor (1991). Jeg vil slutte cirklen af med at vende tilbage til udgangspunktet for min nysgerrighed, og på baggrund af ovenstående teoretikere samt H. R. Markus & P. Nurius (1986) og S. Kitayama & H. R. Markus (1991) trække handlingsperspektiver ind på scenen: hvordan kan man ved hjælp af disse teoretikere forstå narrativets indflydelse på individets handlinger. Til sidst afsluttes med en generel diskussion og perspektivering af narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Det er mit håb med denne opgave at få indblik i lidt af det narrative hav, vi jf. det indledende citat af Bruner (1996) er neddyppede i. 2. Gennemgang af McAdams forståelse af narrativer: Betydning i et personlighedspsykologisk perspektiv McAdams er optaget af, hvordan man kan forstå det enkelte menneske. Ganske vist er der fælles tværkulturelle sandheder om den menneskelige personlighed ex. indlejret i den evolutionære udvikling og i hjernens strukturer, men much of what is required to describe and understand the individual person is grounded in the persons culture and in the sociohistorical setting within which the persons life makes sense (1996,s.296) (min kursiv). Han afviser de gamle personlighedsteorier, fordi han mener, de - ud over at være dårligt empirisk underbyggede - er for generelle til at sige noget specifikt om det enkelte individ. Netop hér kommer narrativer ind, og får en central rolle, fordi de sammen med træk og personlige Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

5 interesser udgør en ramme til at forstå menneskets personlighed i tid og sted, hvilket jeg vil vende tilbage til om lidt. Som baggrund for opgavens problemstillinger vil jeg redegøre for McAdams på flg. områder: Narrativet som et af tre områder i identitetsdannelsen perspektiveret gennem moderniteten (McAdams;1996)(afsnit 2.1 og 2.2 i opgaven). Hvad er et narrativ og hvordan udvikler det sig (McAdams;1993)(afsnit 2.3 og 2.4 i opgaven). Det er min hensigt med disse afsnit, at vise, hvordan samtiden influerer på narrativerne, hvordan narrativet kan forstås som et centralt element i en personlighedsmodel, hvordan man kan forstå det, at vi laver narrativer, og hvordan de udvikler sig gennem livet. 2.1 Den tid, vi lever i. McAdams forstår mennesket som både formet af og formende den kontekst, i hvilket det indgår. Jeg vil derfor kort opridse modernitetens aktuelle karakteristika 4 for at klargøre nogle af de samtidsvilkår, det nulevende vestlige menneske indgår i. Modernitetens grundantagelser bygger på en lovprisning af fornuften, objektivitet, rationel diskurs og udvikling i overensstemmelse med videnskabelige love. Den medførte en voksende skepsis overfor religion og andre traditionelle autoriteter og en voksende tro på, at menneskets positive udvikling hviler på fremskridt indenfor videnskab, teknologi og økonomisk og politisk udvikling. Selv om moderniteten brød med tidligere autoritetsforståelser og derved åbnede for flere tilværelsesmuligheder, så vi i den tidlige modernitet fortsat os selv som primært en del af en familie med hjemstavn, traditioner og forudsigeligt erhverv. Denne forståelsesramme er ikke længere intakt, fordi det fortsatte brud med traditionerne og yderligere åbning af muligheder op gennem den sidste halvdel af det 20. århundrede har medført, at samtiden nu også stiller spørgsmål til mange af modernitetens grundantagelser. Det er heller ikke længere usædvanligt at skifte f.eks. bopæl, erhverv, holdninger, venskaber og partnere i livets løb. Hvor menneskets muligheder tidligere lå relativt fast ved fødslen, er samtidens menneske omgivet og defineret af muligheder fra øjeblik til øjeblik, og selvet er lige så meget derude i det moderne samfunds hvirvlen og forvirring, som det er i the mind. Det giver problemer for 4 Mange (bl.a. Horsdal (1999,2000), Gergen (1994), Giddens (1996), Bruner (1987,1998,1999), Ziehe (1989, i Bjerg (red.) 1998) har beskæftiget sig dybtgående med dette forhold og titulerer den aktuelle version af modernitet med forskellige præ-fixer (sen-, post-, høj-, refleksiv modernitet etc.) afledt af forskellige læsninger af tendenser i tiden. Jeg mener ikke disse divergerende tolkninger har central betydning for opgavens problemstillinger, hvorfor jeg vil nøjes med at beskrive den tid, vi lever i, som en potensering af det moderne. I det følgende vil jeg benytte mig af McAdams (1996,s ) beskrivelse af selvet i moderniteten og i øvrigt generelt benævne den aktuelle udformning af moderniteten som samtiden. Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

6 samtidens menneske, fordi det medfører en voksende opgave med at holde samling på det øgede antal fortællinger, der følger i kølvandet på de omskiftelige og mangeartede kontekster, man færdes i gennem livet. Med M. Horsdals ord (2000,s.92): Vi er altid situeret i tid og rum, i en eller anden sammenhæng med vores omgivelser, med andre i vores omverden. Men jo mere vi flytter os fra kontekst til kontekst, kommer identitetsspørgsmålet på dagsordenen. Spørgsmålet er, hvordan samtidens menneske håndterer denne ekspansion af selvets muligheder. Horsdal (2000), som har interviewet 120 danskere født på forskellige tidspunkter i det 20. årh. om deres liv, ser et mønster: Jo yngre fortællerne er, jo mere ses problemer med selvtillid og selvværdsfølelse og det personlige ansvar for, hvordan tilværelsen kommer til at forløbe, accentueres voldsomt, jo længere vi kommer frem mod samtiden. Mulighedernes blotte tilstedeværelse giver mennesker følelsen af, at så meget afhænger af deres individuelle valg (ibid.,s.100). Samtiden har således nogle unikke muligheder, såvel som særlige problemer og udfordringer for det menneskelige selv. McAdams (1996,s.298) opsummerer dem således: Selvet ses som et refleksivt projekt, som individet arbejder på i dagligdagen. Det moderne selv har mange lag og indre dybder, hvori en sandhed om eller mening med ens liv antages at ligge. Selvet bliver således en indre moralsk kilde, man skal være sand overfor. Selvet udvikler sig over tid jf. humanistiske ideer om selvudvikling, selvrealisering o.a. Det udviklende selv søger eller konstruerer sammenhæng over tid for at få forandringerne til at give mening. 2.2 Konstituenter i menneskets identitet Menneskets evne til at bevare en følelse af identitet i de utallige strømninger, der kendetegner samtiden, kan beskrives som evnen til at holde et specifikt narrativ kørende, om end narrativet ikke alene kan forklare menneskets personlighed. Ifølge McAdams personlighedsmodel (1996) er tre almenpsykologiske områder vigtige for at forstå det menneskelige selv personlighedspsykologisk: træk, personlige interesser (bredt forstået) og narrativet. Om disse områder siger han: Forskning i generelle personlighedstræk står sandsynligvis stærkere i dag end nogensinde. Flere og flere ser træk som stærkt influeret af konstitutionelle faktorer og som dimensioner i personligheden, der anses for at være forholdsvis udenfor kontekst, lineære og Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

7 sammenlignelige 5. Man kan se trækaspektet i identiteten som den arvelige dimension i McAdams forståelsesmodel. Det andet område rummer teorier om personlige interesser, variabler knyttet til adfærd: motiver, værdier, forsvar, coping-stil, personlig stræben, livsopgaver, mønstre for selv-anden o.m.a., - aspekter, som er vigtige for den fulde beskrivelse af mennesket. De adskiller sig fra træk ved primært at være indlejret i en kontekst. Denne dimension kan ses som emotionel, mental og fysisk udveksling mellem individet og kontekst, forenklet sagt miljøfaktoren. Arv / miljø dimensionen kan således siges at være indtegnet i modellen. Det tredje område er narrativets. McAdams pointe er, at trækdimensionen og dimensionen for personlige interesser ved narrativets hjælp organiseres til oplevelsen af at have et samlet selv. Her konstrueres mening, formål og helhed i livet, hvilket er vigtige elementer for besvarelsen af det moderne vestlige samfunds spørgsmål: hvem er jeg? Narrativet har således en central funktion for selvets udformning. Lad os derfor gå videre og se nærmere på, hvad han siger om narrativets egenskaber og oprindelse. 2.3 Hvad er et narrativ? Narrativet kan forstås som en indvendig historie om selvet, en psykosocial konstruktion. At vores erfaringer udmønter sig i historieproduktion, bunder i at vi muligvis af medfødte årsager - forstår begivenheder over tid som en historie: ting sker ikke tilfældigt, - handling medfører modhandling, forsøg følges af konsekvenser (McAdams:1993,s.30). Narrativet trækker på en rekonstrueret fortid, nutiden som fortælleren opfatter den, og den forestillede fremtid, og i takt med erfaringsudbygningen ændrer det sig. Narrativet er en fortælling bygget på en blanding af fantasi og virkelighed (McAdams:1996). Som McAdams (1993) ser det, er vores historier ikke isolerede og uafhængige af hinanden: de dannes i en udveksling med rødder helt tilbage til de tidligste bånd mellem omsorgsgiver og barn, såvel som til den kultur og subkultur, vi aktuelt lever i. Den forståelse deler han med bl.a. Stern (2000:s.34-35), som ligeledes giver udtryk for at man, for at forstå udviklingen af selvet, må have narrativerne med. Narrativet siger noget om det unikke for en person. Det rummer en personlig sandhed, som handler om de store spørgsmål (ibid.,s.34), hvilket er en grundlæggende udfordring i det narrative dannelsesarbejde det drejer sig om at bygge sit selv på et fast fundament. Mange narrativer rummer mere end ét dominerende selv, der spiller sammen og nogle gange er i 5 - hvilket McAdams dog relativerer idet han kritiserer de anvendte empiriske målemetoder (McAdams:1996,s ). Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

8 konflikt med hinanden i selvdannelsen, og at skabe integration mellem modsatrettede selver i ens narrativ er en milepæl for den modne identitet i det voksne midtliv. Men som der fremgik af det indledende afsnit siger narrativet også noget om det fælles for den gruppe mennesker, vedkommende tilhører. Visse typer narrativer kan f.eks. associeres til aldersgrupper, kohorter 6, repræsentanter for socioøkonomiske lag og nicher 7, professioner og subkulturer. De historier vi skaber, påvirker andres historier, og tilsammen udgør de et net af historier, som giver forbindelser og mening. Alt i alt mener McAdams således, at ikke kun ét men flere selver 8 kan indgår i ens identitet, og at ens personlige narrativ påvirker og påvirkes af andre og andet i verden, hvilket, som vi skal se senere, ligger op ad den social konstruktionistiske tænkning Hvordan udvikles narrativer? Som nævnt begynder vi allerede som spæde at samle materiale til vores narrativer. Det foregår spontant og ubevidst, og alverdens påvirkninger kan forme vores forventninger til liv og narrativ. Hvert mennesker finder sine egne billeder til at danne narrativer, og hver kultur (makro- eller mikro) stiller visse billeder til rådighed. På den måde vil forskellige familier socialisere deres medlemmer forskelligt, om end kulturen også bidrager med fællestræk 10. Centralt i narrativet står den narrative tone. Denne tone findes både i det, der fortælles og måden, der fortælles på. For at forklare denne tones oprindelse bygger McAdams her teoretisk på attachmentteorien (Bowlby, Ainsworth) og Sterns teori om selvets udvikling. Den narrative tone, siger han, kan føres tilbage til de tidligste tilknytninger - secure eller insecure - mellem spædbarnet og dets omsorgsgivere. Barnets oplevelser af sig selv og andre de første 2-3 leveår - hvordan man forholder sig til hinanden, og hvordan ens intentioner bliver forstået - danner de ubevidste grundsten for fremtidige narrativer. De tidlige erfaringer udgør en slags langtidsoverbevisning om, i hvilket omfang ønsker, intentioner og drømme er opnåelige. Erfaringerne er væsentlige for, om narrativets tone er grundlæggende optimistisk eller pessimistisk (McAdams:1993). Stern (2000:s.34-35) underbygger McAdams empirisk: han har 6 Se desuden Horsdal (1999,2000) 7 Jf. Bourdieu 8 Betegnelsen multiple selver anvendes af andre som synonym. Betegnelserne signaler ikke patologi, blot at man naturligt er forskellig i forskellige sammenhænge, og alligevel formår at skabe et samlende narrativ hen over disse selver. 9 Gergen (1999,s , ) kritiserer dog McAdams for ikke at se relationerne som ophav til narrativerne, men derimod at se individet som hovedkonstruktør. Jeg mener kritikken kan ses som en logisk konsekvens af Gergens forståelse af relationernes betydning. I lyset af opgavens problemstillinger har hans kritik for mig at se ikke betydning for det forhold, at narrativer influerer på menneskets selvdannelse, hvorfor jeg vil undlade at tage en diskussion af forskelle i McAdams og Gergens forståelsesrammer op her. 10 Jf. bl.a. Bruner (1987,1990, 1996) og Kitayama & Markus (1991) senere. Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

9 undersøgt, hvordan primær omsorgsgiver og det lille barn i fællesskab udvikler barnets narrative forståelse af sig selv, og han påviser, at forskellige fortællinger hænger sammen med forskellige dyadiske samspil. Man er ofte ikke bevidst om, at ens karakteristiske verdenssyn stammer fra barndommen, fordi det er så velkendt en del af ens erfaring. Dermed ikke sagt, at dette syn ikke kan ændres. Som nævnt organiserer man narrativet efter, hvad der sker i livet. Nye slutninger kan være årsag til radikal reorganisering af narrativet; store begivenheder i livet og udviklingsmæssige forandringer har med sikkerhed indflydelse på omfanget af det håbefulde eller håbløse perspektiv, man har på livet 11. Vores baggrundsviden om narrativer nu således ud: De personlige narrativer dannes i den tidlige barndom, hvor den narrative tone anlægges i samspillet med primære relationer, og udvikles gennem livet qua erfaringer og i udveksling med kontekster i den kulturelle samtid. Narrativer samler os til hele personer. Man kan i forskellige kontekster have forskellige måder at opleve sig selv på, flere selver, som man skal kunne samfortælle til et meningsfuldt hele, og netop samtiden udfordrer de narrative kompetencer med ekspansionen af kontekster og muligheder. McAdams redegør i sin personlighedspsykologiske model for narrativet som en slags selvets eksplicitte aspekt, der koordinerer træk og personlige interesser i fortid, nutid og fremtid til en samlet fortælling, der giver mening og retning i livet. I det næste vil jeg undersøge, hvordan forskellige teoretiske positioner redegør for forholdet mellem narrativet og selvet, og se i hvilket omfang der findes forskelle og uligheder i forståelsen af dette forhold. 3. Hvordan kan man forstå forbindelsen mellem narrativ og selv? I dette afsnit vil jeg skitsere, hvad to forskellige teoretiske tilgange siger om forbindelsen mellem menneskets narrativer og selvet. Jeg har valgt et psykoanalytiske og et social konstruktionistiske perspektiv, fordi de traditionelt ligger langt fra hinanden og således tilsammen kan tegne et bredt billede af, hvilke antagelser der generelt gøres om forbindelsen. 3.1 Et psykoanalytisk perspektiv Som Bruner påpeger i det indledende citat, svømmer vi i et hav af historier, og er sjældent bevidste om omfanget og betydningen af dem. Èt sted, hvor vi har mulighed for at blive mere klar over, hvordan vi fortæller os selv og verden, er i det psykoterapeutiske rum. Her arbejder vi 11 Som det fremgår er det nærliggende at bruge begreberne assimilation og akkommodation som udtryk for hvordan narrativet og begivenheder tilpasser sig hinanden Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

10 mere eller mindre åbenlyst og bevidst med vores narrativer og deres betydning for vores trivsel. De undersøges, uddybes, konstrueres og rekonstrueres med det formål at skabe en mere harmonisk, sammenhængende historie som meningsbund for en ideelt set mere hensigtsmæssige måde at forstå sig selv og handle i verden på. Selv om narrativet har fået meget opmærksomhed de senere år, er det ikke en ny opfindelse. Freud brugte narrativet i den psykoterapeutiske teknik til at nå en bedre forståelse af klientens personlighed. Han beskrev personligheden som en struktur med tre instanser: id, ego og superego. Allerede i 5-6 års alderen med afslutningen af den ødipale fase, vil personligheden være fastlagt i kraft af disse instansers indbyrdes relationer. At ændre på personligheden kræver indsigt i de mekanismer, der afgjorde strukturens indbyrdes relationer eller med andre ord: kendskab til den tidligste barndoms historier. Jo mere viden, man kan komme i kontakt med, jo bedre forudsætninger har man for at reorganisere personligheden, men afdækningsprocessen er langvarig og krævende (Engler;1995,kap. 2), ligesom den fordrer anvendelse af bestemte teknikker. Freud pointerede, at den frie associations fortællinger om det, der passerer forbi - både, bevidst, førbevidst og ubevidst stof - er centrale i psykoanalytisk terapi. Disse klientfortællinger påligger det terapeuten at lytte til med en jævnt svævende opmærksomhed, altså uden at låse opmærksomheden på noget på forhånd givet. Med tiden samles indtrykkene til en i første omgang sammenhængende fortælling om begivenheder, som kan forklare klientens måde at navigere i verden (Spence:1982). I anden ombæring giver en mere virkelig og dækkende selvforståelse større frihed til at bryde med determinationen (Andkjær Olsen & Køppe:1981, kap. 4 og 5)(Freud:1998), hvilket er formålet med terapien. Freud mente altså, at selvet ændrer sig i takt med narrativernes udvikling, fordi man gennem det narrative arbejde i terapien ændrer på relationerne mellem personlighedens strukturer - id et, egoet og super-egoet. Freud betragtede tolkningerne af data fra de frie associationer som narrativer med samme sandhedsværdi, som når man gør fund ved arkæologiske udgravninger. Han mente, at den psykoanalytiske teknik og arkæologi kunne sammenlignes: All of the essentials are preserved; even things that seem completely forgotten are present somehow and somewhere, and have merely been buried and made inaccessible to the subject. (Freud:1937,s.260 i Spence:1982,s.265). For ham var tolkningen som at aflæse realiteter - en simpel autentisk afdækning af faktiske begivenheder, modsat en konstruktion, som signalerede skabelse af noget nyt og derved mulighed for påvirkning og forslag. Den arkæologiske metafor gav ham mulighed for at fralægge sig kritiske røsters beskyldninger om useriøse og tilfældige tolkninger. Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

11 Med tiden viste det sig dog ikke at være så enkelt: hypoteser (=konstruktioner), som han arbejdede med parallelt med den jævnt svævende opmærksomhed, blev gradvis til realiteter i den kliniske situation 12 og også Spence (1982) har gjort en banebrydende indsats for at påpege den historiske sandheds vanskelige vilkår i den psykoanalytiske terapi. Spence beskriver detaljeret problemerne ved den foreskrevne lytteteknik at lytte med jævnt svævende opmærksomhed såvel som klientmetoden at kigge ud af et vindue og blot sætte ord på det, man ser (ibid.,kap. 2-4). En række forhold vil således være i vejen for en arkæologisk afdækning af selvet, hvorfor tolkningen sjældent vil være en reel indsigt gennem afdækning, men et valg truffet på baggrund af terapeutens ubevidste ønsker og behov. Spence mener, at den arkæologiske metafor må vige, fordi tolkninger oftere drejer sig om konstruktioner (kreative forslag) frem for afdækning af historisk sandhed. Tolkningen har desuden den særlige effekt for både klient og terapeut, at: The interpretation can bring an idea into being for the first time. Once stated, it becomes partially true; as it is repeated and extended, it becomes familiar; and as its familiarity adds to its plausibility, it becomes completely true (ibid.,s.177). Problemet bunder i flg. Spence i, at både klient og terapeut i tråd med den narrative tradition vil forsøge at skabe et sammenhæng, en helhed forsøge at forklare, formidle og forstå de ulogiske, usammenhængende elementer i klientens historie. Jo flere løse ender, jo mere vil der blive fyldt på for at skabe sammenhæng og helhed, - oftest uden hverken klient eller terapeut er opmærksomme på projektet. Narrativet opfattes som noget, der faktisk har fundet sted alene i kraft af dets retoriske appel (ibid., kap. 1). Man kan med andre ord sige, at tolkningen rummer en narrativ sandhed, og vores selv ændrer sig på denne baggrund. Har det nogen betydning for selvet, at grunden ikke er stabil at man må sætte spørgsmål ved eksistensen af en arkæologiske sandhed? Spence mener stadig, man kan arbejde med narrativet og dermed identiteten i psykoanalysen, selv om det har vist sig, at grunden er mere ustabil, end Freud ønskede sig, hvilket Freud også selv kom frem til: The path that starts from the analyst s construction ought to end in the patients recollection; but it does not always lead so far. Quite often we do not succeed in bringing the patient to recollect what has been repressed. Instead of that, if the analysis is carried out correctly, we produce in him an assured conviction of the truth of the construction, which achieves the same therapeutic result as the recaptured memory. (Freud:1937,s i Spence:1982, s ). Både Spences' og Freuds pointe er, at man kan opnå samme effekt ved at klienten bliver overbevist om, at noget er sket, som hvis man kunne genkalde det. Selv om Freud mente, at selvet var formet fra 5-6 års alderen, og således kunne være determinerende for resten af livet, 12 ex. sagen om Ulvemanden, der begyndte som en hypotese, men blev en del af klientens fortid (ibid., kap. 6) Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

12 behøver det ikke at være det. Det kan ændres som en følge af menneskets skiftende kontakt med forskellige bevidsthedsniveauer, narrativer og dermed selvforståelser gennem terapi. Nye narrativer åbner for nye selver - grænsen for ændring sættes af kravet om sammenhæng og helhed i tolkningen, uanset om fortællingen har bund i virkeligheden eller ej. 3.2 Et social konstruktionistisk perspektiv Med J. Bruners forståelse af narrativer bevæger vi os igen ud af det terapeutiske rum og ind i en kulturel og social fællesmenneskelig kontekst. Bruner mener som McAdams, at en udforskning af narrativet har stor betydning i personlighedspsykologien: I cannot imagine a more important psychological research project than one that addresses itself to the development of autobiography how our way of telling about ourselves changes, and how these accounts come to take control of our ways of life (Bruner:1987, s.15). Som oprindeligt kognitivt funderet psykolog pointerer Bruner ikke overraskende at The Mind aldrig er fri for forudgående antagelser: der er ikke noget uskyldigt øje, men derimod hypoteser, versioner og forventede scenarier. Vi konstruerer vores selvforståelse, vores narrativer på baggrund af 1) medfødte evner til at danne narrativer og 2) den personlige tilskæring, som vil være nedlagt i den tidlige barndom og stædigt fortsætter trods ændrede vilkår 13. Vi er med andre ord arveligt disponeret for at organisere os selv som narrativer, og samler livet igennem data til denne fortælling. Den måde, man fortæller sig selv på, er således ikke tilfældig eller alene bundet af miljøpåvirkninger, men er også biologisk funderet. Bruners (1987) kognitive grundsyn skinner træder tydeligt i karakter, når han skriver: the ways of telling, and the ways of conceptualizing that go with them become so habitual that they finally become recipes for structuring experience itself, for laying down routes into memory, for not only guiding narrative up to the present but directing it into the future (s.31) og in the end we become the autobiographical narrative by which we tell about our lives (s. 15). Med årene er Bruner blevet social konstruktionist, og som sådan forstår han narrativet som ikke blot en personlig konstruktion, men lægger vægt på at narrativet er et produkt i løbende forandring og udveksling med andres narrativer, ligesom narrativer deler nogle dybe, fælles strukturer om, hvad livet drejer sig om. Given the cultural shaping (-), we also become variants of the culture s canonical forms (ibid.), siger han, hvor med han understreger, at ikke kun 13 Svarende til den narrative tone omtalt ovenfor. Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

13 personer, men også subkultur, kultur (o.m.a.) er bærere af narrativer 14, som influerer på de personlige narrativer - selver opstår ikke isoleret i nutiden, men har rødder tilbage i historien bag kulturen (Bruner:1999, s.125). I distributiv forstand kan selvet altså anskues som et produkt af de situationer, i hvilket det er virksomt (ibid.,s.103), siger han. Han ser ikke selvet som en varig isoleret kerne, men i konstant bevægelse og udveksling, en forståelse af selvet han bl.a. underbygger ved at henvise til nogle undersøgelser, Gergen har foretaget, der viser hvordan menneskers selvforståelse ændres afhængig af, hvem de er sammen med, og hvad andre siger om dem. Det kan give anledning til en skræmmende forestilling om selvet som en kamæleonagtigt inkonsistent størrelse, men foranderligheden er ikke det eneste karakteristika ved selvet. Selvet er på samme tid forankret i et krav om genkendelighed og kontinuitet, som indfries gennem de enkeltstående narrativers forlængelse ind i hinanden som et fælles væveri. Disse forlængelser hjælper os til at opfatte det samfund, vi lever i som sammenhængende og os selv som nogenlunde identitetsbevarede fra dag til dag. Gergen 15 (1994), der som Bruner er social konstruktionist, er enig med Bruner i at kulturen har betydning, og at narrativer ikke er produkter af selve livet som sådan, men kulturelle konstruktioner af livet, - de kunne være anderledes: den narrative form er givet af kulturen og styrer hvilke begivenheder, der tæller som vigtige. Således er eksempelvis alderdommen som nedgang kun en kulturel konvention, som kan være genstand for forhandling. Asiatiske kulturer har f.eks. en anderledes opfattelse af, hvad det vil sige at blive ældre (ibid.,s.205). Gergen taler ikke om et biologisk grundlag for vores fortælleevne, men tillægger relationerne og forhandlingsmulighederne central betydning for narrativernes udformning 16. Narrativet er ikke en monolog, selv om det kan se sådan ud. Det består i kraft af andres tilslutning i forståelse og handling, - hvis f.eks. nogen trækker sig fra en støtterolle, får det konsekvenser. Selvet udvikles således som en beretning i interaktion med andre på et sociokulturelt grundlag, ikke 14 Bruner mener, kulturen har så central en betydning for at forstå det enkelte menneske, at han introducerer feltet Kulturel psykologi (Bruner;1990). Feltets formål er at undersøge selvet ud fra den enkelte i kulturen: at undersøge hvordan selvets meninger erhverves og bringes i anvendelse, og vise hvordan menneskers selv og tilværelsen er en afspejling af kultur såvel som af biologi og fysiske ressourcer (ikke uden lighed med vores egen antropologiske psykologi). 15 Gergen anses for at være radikal indenfor social konstruktionismen, idet han mener alting er til forhandling i relationerne, - intet er stabilt og sandt i en objektiv forstand. I denne bog (Gergen:1994, Kap. 8-11) er han i kapitlerne om narrativer mere afdæmpet og for mig at se til dels i tråd med Bruner, men har nogle tilføjelser til den social konstruktionistiske forståelse af forbindelsen mellem narrativet og selvet. 16 Når Gergen forklarer menneskets udvikling er hans primære opmærksomhed på relationelle enheder og processer (Gergen:1994, kap. 8-11) og ikke som hos Bruner på kulturen. Relationerne forklarer menneskers handlinger (ibid.,s ) og følelser (ibid.,s ). Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

14 som en isoleret personlig opfattelse. Det tjener sociale formål som selvidentificering, identificering i forhold til andre, selv-retfærdiggørelse, selv-kritik og social konsolidering. Gergen ser således narrativer som redskaber til forskellige typer af sociale funktioner, og taler om narrativers nytteværdi, idet de bl.a. bidrager til at skabe, vedligeholde eller ændre de sociale relationers verden (Gergen:1994,s ). Opsummerende kan man sige om social konstruktionister som Bruner (1987,1998,1999) og Gergen (1994), at de forstår narrativet som en beretning under konstant forandring og til konstant forhandling afhængig af de relationer og den kultur, i hvilke de indgår. Den måde man fortæller sig selv på har betydning for, hvordan man handler i verden, og således bliver man sin fortælling gennem selvbekræftende handling. Fordi narrativet er identisk med selvet, er selvet hele tiden i forvandling, hvorfor ingen af dem mener, man kan tale om ét kerneselv i betydningen ét autentisk uforanderlig indre, man kan afdække gennem selverkendelse. De mener på den anden side ikke, at vi konstant forandrer os radikalt. Narrativer er vævet sammen med andres narrativer op mod en kulturel baggrund med historiske rødder hvilket medfører, at man ikke kan forhandle sig til et hvilket som helst narrativ. Der vil derfor af sociologiske grunde være en vis træghed og kontinuitet i det enkelte menneskes narrativ. Desuden har vi et - hvad især Bruner pointerer - psykologisk behov for at se verden og os selv som en sammenhængende og genkendelig helhed, hvilket motiverer os for at fastholde dele af narrativerne over længere perioder. Behovet for at se mening og retning i tilværelsen fungerer således sammen med relationerne som en slags narrativ sigte for vores måde at navigere i verden på, og dette behov sætter grænser for antallet af mulige narrativer. Fra et rent sociologisk social konstruktionistisk perspektiv, kan det således se ud som om alle muligheder er åbne, og kun forhandlingsgrundlaget sætter grænser, men med tilføjelsen af en psykologisk dimension indsnævres antallet af mulige narrativer væsentligt. 3.3 Sammenligning af et psykoanalytisk og en social konstruktionistisk forståelse af forbindelsen mellem narrativ og selv Sammenligner vi de ovenfor beskrevne forståelser af forbindelsen mellem narrativet og selvet, er der både forskelle og lighedspunkter, men som det vil fremgå nedenfor ligger den væsentligste forskel i den forståelsesramme, de to retninger lægger for dagen. Meget forenklet kan man sige, at den beskrevne gren af psykoanalysen ser mennesket som et isoleret og selvstændigt individ, bundet af sit selvgjorte personlige narrativ om sig selv og andre mennesker i verden. Dette narrativ er foranderlig i det omfang, materiale fra det ubevidste kommer frem i bevidstheden og tilføjer nye elementer. Den tidlige Freud mente, der lå en Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

15 historisk sandhed i mennesket, en slags kerne færdigformet ved 5-6 års alderen med afgørende betydning for menneskets måde at fungere i verden på. Kernen kunne med tiden afdækkes, hvorved menneskets øgede indsigt kunne forløse det for dets psykiske problemer. I og med Freud gennem sin praksis erfarede, at konstruerede og afdækkede fortællinger kunne have lige stor betydning for klientens selvforståelse, måtte han til den arkæologiske sandhed føje den narrative sandhed (Spence:1982, kap. 9). Denne udvidelse af sandhedsbegrebet muliggør et selv, som er foranderligt ikke kun på baggrund af, hvad der findes i menneskets bevidste og ubevidste områder, men også udefra kommende tilføjelser dog med den klausul, at udefrakommende stof opleves som overensstemmende med eller en forlængelse af ens egen selvforståelse. Man kan sige, at grænsen for selvets foranderlighed ikke længere er sat af en historisk sandhed, men af kravet om sammenhæng og mening i narrativet. Dette punkt er der enighed om, selv om man indenfor social konstruktionismen finder større åbenhed overfor selvets forhandlingsmuligheder, ligesom ikke kun individet, men også andre indgår i evaluering af narrativets sammenhæng og helhed. Den social konstruktionistiske forståelsesramme tager netop afstand til forestillingen om den enkeltes personlige og uafhængige narrativ om sig selv i verden. De betragter narrativet og dermed selvet som en konstruktion, der bliver til og forandrer sig i relationerne, i sammenvævningen af alle de narrativer, vi lever i blandt, personlige som kulturelle. Når forskellene trækkes op, skal man være varsom med at give social konstruktionismen monopol på vægtning af relationerne for narrativets og dermed selvets udvikling. Freud anså som bekendt også relationerne som væsentlige for selvets udvikling, ligesom neo-psykoanalytiske retninger (Stern) tildeler relationerne central betydning for barnets psykiske udvikling. Vi kan således sige, at de to teoretiske retninger har fat i de samme begreber: narrativer, relationer, relativ sandhed, foranderlighed og kontinuitet, og knytter dem sammen på nogenlunde samme måde: vi udvikler vores narrativer ved at fjerne og tilføje elementer fra mødet med dele af os selv eller med andre, så vi kan opleve selvet som nogenlunde ens og sammenhængende, og fastholde mening og retning i livet og narrativet kan være bygget på både narrative og historiske sandheder. Den grundlæggende forskel mellem de to retninger ligger i deres udsigtspunkt : Social konstruktionismen tager afsæt i relationerne og kulturen, når narrativerne beskrives, hvorimod psykoanalysen tager afsæt i individet. Dertil kommer at social konstruktionismen lægger vægt på at se individet som bærer af mange selver, og ikke blot ét. Ser man bort fra det, er der, når det kommer til stykket på trods de umiddelbart forskellige fremtrædelsesformer, en del ligheder i de Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

16 to retningers forståelse af forbindelsen mellem narrativer og selvet. På baggrund af de udvalgte teoretiske tilgange kan der således siges at være bred teoretisk opbakning om McAdams forståelse af narrativets forbindelse med selvet. Med disse fællestræk og forskelle in mente, vil jeg tage fat på et problemfelt, der dukker op i kølvandet på den udvidelse af selvbegrebet, både den psykoanalytiske og den socialkonstruktionistiske teoriramme lukker op for. Problemfeltet kan formuleres som det spørgsmål, hvormed jeg indleder næste afsnit. 4. Kan man i lyset af samtiden tale om eksistensen af en stabil personlig kerne? Er der noget fast tilbage i selvet, vi kan forholde os til som værende os selv, noget vi kan navigere på baggrund af, når selvet er en narrativ konstruktion? Spence, Bruner og Gergen besvarer ikke dette spørgsmål videre fyldestgørende, hvorfor jeg vil introducere Cushman, Loftus og Taylor. Fra hver deres felt af psykologien har de nogle tilføjelser, der siger noget om, hvordan det forholder sig med selvets konsistens. Jeg skitserer først deres bidrag til belysning af området og diskuterer, hvordan de kan forstås i forhold til hinanden. Afsnittet afrundes med et opsamlende forslag til, hvordan kerne-begrebet kan forstås. Jeg har desværre af pladsmæssige grunde måtte undlade at inddrage de både relevante og spændende perspektiver, som forskning i personlighedstræk kan bidrage med 17. Jeg henviser til, at McAdams (1996) i sin personlighedsmodel tager denne faktor med, og at også Bruner (1999,s.125) mener at menneskers sjæleliv og tilværelse er en afspejling af en kultur såvel som af biologi og fysiske ressourcer (min kursiv). 4.1 P. Cushman: Det tomme selv Cushman, som er social konstruktionist, går så vidt som at sige, at selvet er tomt. I artiklen Why the Self is Empty (Cushman:1990,s.599) siger han således om selvet: There is no universal, transhistorical self, only local selves; no universal theory about the self, only local theories (-) så: what I am attempting to do, when I describe the current self: Read over the shoulders. Han mener, at vi har et aktuelt problem med selvet, der skyldes en forældet forestilling om selvet som en selvstændig enhed knyttet til det enkelte individ. Forestillingen er gået uforandret gennem en tid, hvor samfundets værdier og traditioner er i opbrud. Der er derfor reelt to selver på banen: 1) en til fortiden hørende forestilling om en slags egentligt selv med indbygget svar på, hvem individet er og 2) et tomt selv opstået i tiden efter 2. verdenskrig, hvor tabet af 17 Træk kan disponere os for visse præferencer frem for andre og derved stabilisere vores selv Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

17 fællesskab, tradition og fælles mening har været fremherskende. Samtiden, siger han, tilbyder en masse muligheder, som vi fylder det tomme selv med; vi tilegner os livsstil i et forsøg på at opnå mening og helhed i livet 18. Han mener, at vi - bl.a. understøttet af psykologiens fastholdelse af et fortidigt selvbegreb som f.eks. Freuds - bliver ved med at lede efter et selv, som ikke hører samtidshorisonten til. For ham at se er projektet i sagens natur uladsiggørligt, og vi efterlades med følelsen af utilstrækkelighed, fordi det er umuligt at finde sig selv som et isoleret projekt. At finde helhed, mening, sig selv i livet er som Cushman ser det netop ikke et individuelt projekt: vi er ikke isolerede individer, men lever i en kultur, som vi præges af og præger, og som er medkonstruktør af vores selver. Hans svar på afsnittets indledende spørgsmål er derfor, at vi ikke har en stabil selvstændig kerne at lytte til, og at vi af den grund bliver udnyttet af politiske og økonomiske interesser, men lad os gå lidt videre og se, hvad en mere konkret og empirisk baseret tilgang til narrativet og dermed selvet kan bidrage med i forhold til spørgsmålet om eksistensen af en stabil personlig kerne. 4.2 E. Loftus: Hukommelsesforskning Som det fremgår ovenfor er vores narrativer bl.a. baseret på erindringer, og det er derfor interessant at se, hvad hukommelsesforskningen kan bidrage med i relation til vores undersøgelse. Elisabeth Loftus (1986,1997) har i en årrække forsket i hukommelse og vidnepsykologi og har et stort empirisk arbejde bag sig. Hendes fund peger på, at hukommelsen ikke er en sandfærdig formidler af fortidens begivenheder. Eksempelvis kan vi glemme ting med tiden; uden vi tænker over det ændre på minderne; relativt let blande informationer fra forskellige situationer sammen og derved kommer til at huske en begivenhed anderledes, end den fandt sted; blive overbevist om, at vi har deltaget i en begivenhed, som aldrig har fundet sted; sætte ord på noget, og derved ændre hukommelsen med Spences ord: The power of language is such that simply putting something into words gives it a certain kind of authenticity; finding a narrative home for these words amplifies and expands this truth (Spence:1982, s. 138). Og videre: 18 Cushman diskuterer i artiklen de politiske og økonomiske perspektiver i at kulturen ikke som tidligere rummer faste værdier og normer, men tilbyder den enkelte livsstile til at fylde sit selv med, når tomheden bliver vanskelig at leve med. Han mener som marxist, at reklamer og psykoterapi er politiseret fyldstof, udsprunget af magtpolitiske faktorer, som det tomme selv er et offer. Dette perspektiv har jeg undladt at udrede yderligere for, fordi pointen i artiklen i forhold til dette afsnit er hans forklaring af det tomme selv, om end jeg dog henviser til det i den afsluttende diskussion. Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

18 When we make a formal interpretation, we re finding a narrative home for an anomalous happening (-). An interpretation satisfies because we are able to contain an unfinished piece of reality in a meaningful sentence; that is part of what we mean by finding its narrative home (ibid.,s.137). At vores hukommelse opfører sig sådan kan i flg. Loftus (1997) skyldes forskellige faktorer f.eks. et socialt krav om at skulle huske noget, vi ikke lige kan komme på; en opfordring til at forestille os hvordan noget kunne have fundet sted; eller måske en opfordring til ikke at bekymre os om en forestilling er rigtig eller ej. Creation of false memories is most likely to occur when these external factors are present, whether in an experimental setting, in a therapeutic setting or during everyday activities (ibid.,s.55). Når folk fortæller om deres fortid, må man derfor være klar over, at de ting, der bliver sagt, ikke nødvendigvis er præcise gengivelser af noget, der har fundet sted, men snarere nuværende billeder af fortiden med de forandringer, den har undergået undervejs; ændringer som måske ikke engang er systematiske, og som derfor er vanskelige at optrævle i søgen efter en bagvedliggende sand begivenhed; ændringer som har karakter af udfyldning af huller i en ufuldstændig hukommelse med bl.a. forventninger, fordomme og tidligere erfaringer (Loftus:1986). Loftus mener modsat Freud, at hukommelsen ikke opbevarer alle begivenheder, ligesom det ikke blot er et spørgsmål om teknik at genfinde dem i deres oprindelige udgave. Hun mener, at noget slettes for ikke at kunne genfindes, at hukommelsen hele tiden ændrer sig, og at vi ikke nødvendigvis selv er opmærksomme på disse forandringer (ibid.). Hendes empiri hjælper således ikke selvet op på faste grund: narrativernes sandhedsværdi baseret på hukommelsen er ikke en garanti for en stabil kerne i selvet. Selv om dele af hukommelsen kan fremstå som uændret gennem en lang årrække, vil andre dele af hukommelsen løbende ændre sig. Cushmans tomme gør-det-selv -selv trues således ikke af Loftus psykologiske empiri om hukommelsen. Tværtimod kan man sige, at selvets foranderlighed underbygges af hukommelsens unøjagtighed. Hvordan kan det i lyset af Cushman og Loftus være, at vi alligevel føler, vi ikke kan være hvem som helst, tilegne os en hvilken som helst livsstil, eller til enhver tid ligeså godt kan skifte egen erindring af en begivenhed ud med naboens erindring af samme begivenhed? Der må på en eller anden måde være noget, vi føler er mere os selv end noget andet, noget vi trods alt læser verden og navigerer på baggrund af. Her er der hjælp at hente hos den canadiske filosof Charles Taylor. 4.3 C. Taylor: Værdier muliggør autenticitet Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

19 Taylor (1991) har beskæftiget sig med autenticitetbegrebet i lyset af samtidens vilkår. Som andre ovenfor peger Taylor på bortfaldet af tidligere tiders værdier, traditioner, identitets- og meningsskabende sociale hierarkier og religiøsitet. For ham at se, er denne ændring i værdihorisonten forklaringen på, at begrebet autenticitet har fået tiltagende betydning: når svarene på rigtigt, forkert og der gode liv ikke ligger foran os, må vi søge dem indeni, - når anerkendelsen ikke længere kommer automatisk med ens sociale indplacering, må den tilfalde en qua ens identitet. Men samtidig med at Taylor taler om identitetens tiltagende betydning i samtiden, tager han afstand fra det autenticitetsbegreb, hvor individet stræber mod at være sand overfor sig selv for at opnå selvrealisering, at leve i overensstemmelse med sit originale selv (ibid.,s.13-23), - et autenticitetsbegreb, jeg mener Freud baserede sin psykoterapi på, det såkaldt fortidige selv, som Cushman kritiserer ovenfor. Taylor forklarer sin afstandstagen således: We are expected to develop our own opinions, outlook, stance to things, to a considerable degree through solitary reflection. But this is not how things work with important issues, such as the definition of our identity. We define this always in dialogue with, sometimes in struggle against, the identities our significant others want to recognize in us. And even when we outgrow some of the latter our parents for instance and they disappear from our lives, the conversation with them continues within us as long as we live (ibid.,s.33). Taylor mener, at arbejdet med selvet er et personligt projekt, vi kan og bør vende tilbage til livet igennem, noget vi må tage stilling til og drage omsorg for ved at fastholde og / eller i dialog udvikle i andre retninger, men justeringer sker på baggrund af den fælles horisont. Horisonten hjælper os med at finde noget vigtigt frem for andet. Only if I exist in a world in which history, or the demands of nature, or the needs of my fellow human beings, or the duties of citizenship, or the call of God, or something else of this order matters crucially, can I define an identity for myself, that is not trivial. Authencity is not the enemy of demands that emanate from beyond the self; it supposes such demands (ibid.,s ). I lighed med Cushman, Gergen og Bruner taler han således for relationernes og konteksts betydning for selvets udvikling, men Taylor vil ikke beskrive selvet som tomt: det er beboet af værdier. Desuden tilføjer han et væsentligt aspekt til relationerne ved at tage afstand fra værdirelativismen og pointere nødvendigheden af re-moralisering 19. Denne re-moralisering åbner også mulighed for at omgås den manipulation med det tomme selv, Cushman mener, vi er ofre 19 Taylor mener, at vi fordi personlige værdier opstår på baggrund af en fælles horisont både kan og bør trække autenticitetsidealet ud af fredningszonen så at sige at re-moralisere feltet: det er ikke lige gyldigt eller uden betydning, hvordan vi vælger at leve vores liv; det kan og bør være åbent til diskussion. Der er moralske og etiske forpligtelser, som kræver at vi ikke tager tilflugt i selvtilstrækkelighed og selvrealisering under henvisning til en indre fastsat sandhed. Den findes ikke, fordi den personlige sandhed er i forhold til en værdihorisont (ibid., s.13-23). Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32

20 for. Den stiller mennesket personligt og socialt til regnskab for, hvad det fylder sit liv med, hvilket jeg fra en lidt anden vinkel vil vende tilbage til i den afsluttende diskussion. Selv om Taylor lægger stor vægt på relationernes betydning, og tager afstand til det selv- og autenticitetsbegreb, som bl.a. er repræsenteret i Freuds personlighedsmodel, aner jeg alligevel ligheder mellem Freuds selv og Taylors: der er nogle værdier derinde, vi kender som os selv. De stammer bl.a. (og for Freud i særdeleshed) fra relationer tilbage i den tidlige barndom, og vi må livet igennem tage stilling til disse værdier såvel som de, der er til rådighed i den omgivende kultur. Ved at undersøge værdierne i og udenfor os løbende, kan vi få kontakt med det, vi oplever som os selv, - en værdibaseret kerne, som vi kan stemme af efter. Deres forskellighed ses dels i deres vægtning af omgivelsernes indflydelse på det voksne selv 20, dels i deres syn på selvets udviklingsmuligheder: Freud mente, at arbejdet med selvet var et individuelt projekt (med terapeuten) forbundet med stor tålmodighed og langvarig terapi, hvis formål var frigørelse fra betydningen af tidlige uhensigtsmæssige relationer; Taylor mener, at hverdagens dialog med andre er af stor betydning for udviklingen af individets værdier såvel som samfundets: valg og værdier kan og skal være til diskussion ikke på baggrund af sociologiske mekanismer, men af psykologiske og moralske grunde. Loftus hukommelsesforskning viste som nævnt, at hukommelsen ikke er nøjagtig i gengivelsen af tidligere begivenheder. Den støtter ikke alene forestillingen om et selv under løbende forandring, men vil også kunne bidrage til antagelsen om selvets kontinuitet, fordi vi netop i kraft af værdier forventninger, fordomme, erfaringer vil fastholde visse ting på bestemte måder i hukommelsen. Dele af selvet vil vi være utilbøjelige til at ændre på 21, bl.a. som en følge af sociale krav og forventninger, eller med et andet ord: relationerne. Loftus empiri kan således knyttes an til Taylors filosofiske antagelser om selvets værdibaserede kontinuerlige og foranderlige kerne. 4.4 Opsamling: Selvets relative stabilitet Jeg har nu diskuteret Cushman, Loftus, Taylor og de øvrige teoretiske bidragsydere i forhold til hinanden, og Taylor er den, der kommer nærmest min forståelse af selvets konstruktion, egenskaber og vilkår. Samtidig mener jeg, der er supplerende elementer at hente fra nogle af de 20 I tråd med fund skitseret i afsnit Markus og Nurius (1986) taler om et arbejde selvbillede, og beskriver selvet som både foranderligt afhængig at situationen, og samtidig generelt stabilt. Det forklarer de ved at sige, at de mulige selver (som jeg redegør for i afsnit 5.3) ikke er bundet til den sociale virkelighed, og derfor er mere foranderlige end nu-selvet. Nu-selvet er omvendt for en stor dels vedkommende offentligt område, og i kraft af det stabiliseret bl.a. gennem ensartet social feedback og ensartet socialt sammenligningsgrundlag i miljøet. Narrativer som redskab til at forstå menneskets identitet i samtiden. Janne Høgh. Red /32