Ved erstatning uden for kontraktforhold anses kravet for stiftet ved den skadegørende handling.

Transkript

1 PENGEFORDRINGER I. PENGEFORDRINGER 1. Hvad er en fordring? En erhvervsdrivende kan have tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser. Disse udgør en del af omsætningsaktiverne. Vi taler om pengefordringer. Den erhvervsdrivende er kreditor for et pengekrav - en pengefordring. Ved en fordringsret forstås en kreditors retsbeskyttede krav mod en debitor på erlæggelse af en ydelse, fx penge. En fordring omfatter dog ikke alene en pengefordring, men også fx en fordring på levering af en vare eller en tjenesteydelse, fx udarbejdelse af et regnskab hos en revisor. Retsbeskyttelsen medfører, at kreditor kan få domstolenes bistand til at fastslå fordringens eksistens og til tvangsfuldbyrdelse af den, fx fogedrettens bistand til at inddrive pengene. 2. Pengefordringers stiftelse Erhvervsdrivendes pengefordringer stiftes først og fremmest ved en aftale mellem kreditor og debitor. En sælgers krav på betaling af købesummen stiftes ved købsaftalens indgåelse. Misligholder sælgeren købsaftalen, og køberen fremsætter erstatningskrav på grund af forsinkelse med levering eller mangler ved varen, anses erstatningskravet for stiftet ved købsaftalens indgåelse. Ved erstatning uden for kontraktforhold anses kravet for stiftet ved den skadegørende handling. Pengeinstitutters og andre långiveres krav på en fordring ved ydelse af lån stiftes normalt ved debitors underskrift på lånedokumentet, fx et gældsbrev. 3. Lovregler om pengefordringer Retsreglerne for pengefordringer er bl.a. reguleret af a) Lov om Gældsbreve af 1938, der direkte kun omfatter gældsbreve. Gældsbrevsloven har størst betydning i retsforholdet mellem erhvervsdrivende eller mellem private parter om lån og kreditgivning. b) Lov om Kreditaftaler af 1990 finder anvendelse på aftaler om kredit i form af henstand og lån mellem en erhvervsdrivende og en forbruger. Kreditaftaleloven, der er beskyttelsespræceptiv, er en gennemførelse af EU-direktiver af 1986 og 1990 om forbrugerkredit. c) Lov om Renter ved Forsinket Betaling - Renteloven - finder anvendelse på rente af pengekrav på formuerettens område, uanset hvem der er kreditor eller debitor. Ud over det skyldige beløb kan kreditor have krav på morarente - forhalingsrente - fra forfaldsdagen. Renteloven regulerer også i et vist omfang 1

2 bestemmelserne om kreditrente, fx fra fordringens stiftelse. II. GÆLDSBREVSLOVENS ALMINDELIGE REGLER 1. Indledning Gældsbrevsloven omfatter kun gældsbreve. Den behandler i 1-10 fælles bestemmelser om gældsbreve og i særlige retsregler for omsætningsgældsbreve og i for simple gældsbreve. Loven definerer ikke begrebet gældsbrev. Et gældsbrev skal være skriftligt, dvs. et af debitor underskrevet dokument. Det skal være ensidigt, dvs. at debitor ikke kan stille krav om en modydelse. Det skal også være ubetinget, dvs. at debitor ikke kan stille betingelser for indtrædelse af betalingspligten. Det skal endelig være på et bestemt pengebeløb. Gældsbrevslovens regler i 1-10 om fælles bestemmelser og i om simple gældsbreve anvendes analogt på de såkaldte "simple fordringer", fx fakturakrav, regningskrav, slutsedler, købekontrakter og entreprisekontrakter. For disse pengefordringer er der altså ikke udstedt et gældsbrev. 2. Debitors pligter En debitors forpligtelse ved en pengefordring er at betale et pengebeløb. Pengene skal betales a) på rette tid og b) på rette sted og c) til rette kreditor og d) med lovlige betalingsmidler. Det vil som regel fremgå af aftalen, hvilket beløb debitor skylder. Hvis pengeydelsens størrelse ikke er aftalt eller kan udledes af en kutyme eller andre omstændigheder, må man ved hjælp af deklaratoriske regler forsøge at fastlægge størrelsen. Købelovens 5 bestemmer fx, at køberen - debitor, hvis prisen ikke er aftalt, skal betale, hvad sælgeren - kreditor - forlanger, medmindre dette er urimeligt Rette betalingstid Debitor skal betale, senest når betalingstiden, dvs. forfaldstiden, indtræder. Denne er oftest aftalt eller fastsat. Er der intet aftalt om forfaldstiden, og den heller ikke fremgår af en kutyme, må debitor som hovedregel betale ved påkrav, dvs. at kreditor kan kræve ydelsen til enhver tid, 5, stk. 1. Debitor skal opfylde pengefordringen ved forfaldstid, hvis han vil undgå, at kreditor gør misligholdelse gældende. Dette betyder, at pengene skal være kreditor i hænde senest på forfaldsdagen, dvs. at de skal være til disposition for kreditor inden for forfaldstiden. Det skyldige beløb skal være kommet frem til betalingsstedet. Betaler debitor over giro, kræves det, at beløbet er godskrevet kreditors konto inden fristens udløb. Hvis kreditor 2

3 har fremsendt girokort med angivelse af sidste betalingsdag, er indbetaling til posthuset senest denne dag dog rettidig. Anvender debitor postanvisning, skal kreditor kunne hæve beløbet på posthuset inden fristens udløb. Bruger debitor check, skal kreditor kunne nå at få den indløst i et pengeinstitut inden fristens udløb. Debitor kan dog have løbedage, dvs. at debitor efter forfaldsdagen har en bestemt frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig. Debitor har kun løbedage, hvis det er aftalt eller følger af lov eller sædvane, 5, stk. 3. Gældsbrevsloven nævner følgende tilfælde: "Lyder et gældsbrev på betaling i (11.) juni termin eller (11.) december termin, regnes den 11. som forfaldsdag, men betaling anses for rettidig, når den erlægges senest den 18. i måneden eller, når denne er en helligdag eller en lørdag, den følgende søgnedag". Betydningen af løbedage er, at betaling inden udløbet af fristen regnes for rettidig, og at kreditor derfor ikke kan tage beløbet til inkasso før fristens udløb. Hvis debitor betaler, efter at løbedagene er gået, regnes misligholdelsen allerede fra forfaldsdagen, og der skal betales morarente fra forfaldsdagen. Løbedagene udskyder altså ikke forfaldstiden. Kreditor kan - bortset fra enkeltstående tilfælde af løbedage - kræve betaling ved forfaldstid. Om debitor er berettiget til at betale før forfaldstiden, er et spørgsmål om debitors frigørelsestid. Den almindelige regel er, at frigørelsestiden og forfaldstiden falder sammen, dvs. at debitor ikke har ret til at frigøre sig - betale - før forfaldstid, når forfaldstiden er aftalt. Dette gælder normalt ved rentebærende pengelån, idet kreditor måske ikke er interesseret i at få pengene før tiden Rette betalingssted Det afhænger af parternes aftale, hvor betalingsstedet er. Er der intet aftalt herom, er den almindelige hovedregel ved pengefordringer, at betaling skal ske på kreditors bopæl, eller hvis kreditor driver forretning, på forretningsstedet, 3, stk. 1. Pengeskyld er bringeskyld. Skal beløbet sendes til betalingsstedet, sker forsendelsen for debitors regning og risiko. Hvis kreditor i tide giver debitor besked, kan han forlange, at betaling finder sted på et andet sted inden for landets grænser, fx i et pengeinstitut, hvis dette ikke medfører væsentlig ulempe eller udgift for debitor, 3, stk.2. Når debitor betaler, har han krav på kreditors kvittering for modtagelsen af beløbet. Hvis debitor betaler hele gælden, kan han forlange en saldokvittering. Accepterer kreditor som led i en forligsmæssig løsning af en betalingsforpligtelse et mindre beløb til fuld og endelig afgørelse, har debitor også krav på en saldokvittering. Betaler debitor kun en del af gælden, fx et afdrag, kan han kun forlange en a'conto kvittering Rette kreditor Debitor vil i reglen ikke være i tvivl om, hvem han skal betale til. Det hænder dog, at kreditor fx sælger pengefordringen til en anden person eller et pengeinstitut. Debitor kan dog betale med frigørende virkning til den oprindelige kreditor, hvis han hverken vidste eller burde vide, at fordringen var overdraget til en anden. 3

4 2.4. Rette betalingsmidler Pengefordringer skal betales til rette kreditor i betalingsstedets mønt. Hvis ikke andet er aftalt, kan kreditor forlange, at debitor betaler med betalingsstedets lovlige betalingsmidler. Et betalingsmiddel er lovligt, hvis kreditor er forpligtet til at tage imod det. Gør kreditor ikke det, kommer han i fordringshavermora. Lovlige betalingsmidler i Danmark er Nationalbankens sedler og mønter. Almindelige checks betragtes ikke som lovlige betalingsmidler. Dette medfører, at kreditor i hvert fald som kontantsælger kan nægte at modtage en check som betalingsmiddel. Dankort kan kun anvendes, hvis betalingsmodtager har indgået aftale med BetalingsService om denne form for betalingsformidling. 3. Debitors misligholdelse Hvis debitor ikke betaler på rette tid og sted og til rette kreditor, kan der indtræde misligholdelse. Kreditor kan i den anledning gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for debitor. Forsinkelse med betalingen af afdrag og/eller renter kan medføre, at hele restgælden forfalder til betaling, hvis forsinkelsen er væsentlig, uanset om debitor er skyld i forsinkelsen eller ej. Dette kan ske ved fx en kreditkøbekontrakt og pantebrev i fast ejendom. I andre tilfælde kan kreditor tage dom over debitor og få denne dømt til at betale det skyldige beløb med tillæg af morarente og sagsomkostninger. Morarenten skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen. Er denne ikke fastsat, skal debitor betale morarente, når der er gået en måned efter den dag, da kreditor har afsendt eller fremsat anmodning om betaling med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale morarente, Rentelovens 3. Rentesatsen er fastsat til den officielle diskonto med et tillæg på p.t. 5%, 5. Bortset fra forbrugeraftaler er denne rentesats deklaratorisk. Ved forbrugeraftaler kan kreditor kun få en højere morarente, hvis debitor i forvejen har betalt en højere kreditrente eller ved aftaler om pengelån med pengeinstitutterne, 7. Har kreditor lidt yderligere tab, idet han fx på grund af den udeblevne købesum har måttet låne dyre penge, kan han næppe få dette erstattet. Et sådan tab, der opstår på grund af kreditors egen økonomiske situation, er debitor uvedkommende. Kreditors krav ud over det skyldige beløb er typisk derfor kun morarenten, men ved internationale handler kan der opstå krav på erstatning for kurstab. III. KREDITAFTALELOVEN 1. Indledning Kreditaftaleloven af 1990 opfylder to EU-direktiver af 1986 og 1990 om forbrugerkredit. Disse direktiver skal harmonisere medlemsstaternes regler om forbrugerkredit og sikre forbrugerne et højt beskyttelsesniveau. 2. Kreditaftalelovens anvendelsesområde 4

5 Loven finder anvendelse på forbrugerkreditaftaler, dvs. kreditaftaler mellem en erhvervsdrivende og en forbruger. Den gælder altså for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende (kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv, 1. Ved en kreditaftale forstås en aftale om kredit i form af henstand, lån eller anden finansiel ydelse, 4. Den erhvervsdrivende kreditgiver er typisk pengeinstitutter, finansieringsselskaber og realkreditinstitutter, der yder lån og kreditter til forbrugerne. Kreditter, der ydes af en håndværker og en leverandør i forbindelse med en aftale om en tjenesteydelse, fx udførelse af et byggearbejde, omfattes også af loven. Loven omfatter ikke: a) en aftale om præstation af løbende ydelser, for hvilke forbrugeren har ret til at betale helt eller delvis bagud, fx telefon- eller elektricitetsregningen, 4, stk. 2, eller b) en kreditaftale, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter aftalens indgåelse, eller c) en kredit, der aftales i et retsforlig, 3. Loven er beskyttelsespræceptiv, dvs. at dens regler ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren, Kreditgiverens oplysningspligt EU-direktiverne bestemmer, at forbrugerne bør modtage tilstrækkelige oplysninger om kreditvilkårene og kreditomkostningerne samt om forpligtelserne i øvrigt. En kreditaftale skal derfor altid udfærdiges skriftligt og indeholde de væsentligste vilkår. Forbrugeren skal også have overgivet en genpart af aftalen, 8. Ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb, fx et forbrugerlån på kr , eller en kreditaftale med variabelt lånebeløb, fx en forbrugerkassekredit på kr , skal kreditgiveren ifølge 9 og 10 give forbrugeren bestemte oplysninger. Det drejer sig om fx stiftelsesomkostninger, de løbende kreditomkostninger, aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse. Opfylder kreditgiveren ikke oplysningspligten ved en kreditaftale med fast lånebeløb, risikerer han, at hans kreditrente nedsættes. Det bestemmes i 23, at hvis kreditomkostningerne ikke er angivet som et beløb og opgjort i overensstemmelse med 13, skal forbrugeren højst betale lånebeløbet og en årlig rente af restgælden, der svarer til den officielle diskonto med et tillæg på p.t. 5%. 4. Forbrugerens indbetalinger til pengeinstitut Forbrugerens indbetaling ifølge en kreditaftale til et pengeinstitut til befordring til betalingsstedet er rettidig, når den sker inden for den betalingsfrist, der gælder efter kreditaftalen, 25. Kreditor må altså finde sig i, at pengeydelsen først er til disposition efter betalingsfristens udløb, hvis indbetalingen sker på den sidste dag. 5

6 5. Forbrugerens ret til indfrielse af fordringen før forfaldstidspunkt Forbrugeren kan til enhver tid betale sin gæld i henhold til en kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er forfalden, 26. Forbrugeren kan altså frigøre sig for sin gældsforpligtelse når som helst og er således ikke bundet af eventuelle opsigelsesfrister. Indfrier forbrugeren gælden i utide, skal der ske en reduktion af kreditomkostningerne efter reglerne i 27. Forbrugerens ret til indfrielse til enhver tid gælder dog ikke for pantebreve i fast ejendom, 26. stk Forbrugerens misligholdelse af kreditaftalen Opfylder forbrugeren ikke sin betalingsforpligtelse rettidigt, kan kreditgiveren påberåbe sig misligholdelse. Kreditgiveren kan ifølge 29 dog kun gøre misligholdelse gældende, hvis a) der foreligger udeblivelse med et beløb 30 dage efter dets forfaldstid, og b) det forfaldne beløb udgør mindst en tiendedel, eller hvis det indeholder flere afdrag, mindst en tyvendedel af det samlede beløb, der skal betales, eller c) hele restfordringen. 7. Kreditaftalelovens generalklausul Er det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale som vederlag eller omkostninger, urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt, 22. Bestemmelsen vil typisk ramme vederlag i forbindelse med køb af brugte genstande, men kan fx også anvendes på rentesatser og gebyr til pengeinstitutterne. Hvis et beløb findes urimeligt, skal afkortningen ske i det eller de sidste beløb, der skal betales efter aftalen. Kreditaftalelovens generalklausul bør sammenholdes med Aftalelovens generalklausul i 36 og de særlige regler om forbrugeraftaler i 38a-b. 6